Mødrene, mælken, vores forestillinger

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg elskede min mor ubetinget. Alt hvad hun sagde og alt, hvad hun gjorde. Jeg elskede vinklen på hendes tommelfinger, huden på hendes hals, det ovale Calmetteaftryk på hendes skulder. Jeg elskede hendes forudsigelighed, at hun stod op på nøjagtig samme tid hver dag, rettede på køkkengardinerne. At hun læste avisen bagfra og altid gik i blåt. Jeg elskede det altsammen og uden forbehold, og samtidig skræmte det mig fra vid og sans. Alt det hun stod for, og som jeg aldrig kunne leve op til. Min mor var mor før hun var andet, hun var min fars kone, før hun var sig selv. Min morfars datter, en god veninde, en dygtig laborant. Hun var ydmyg i en grad, der lignede ydmygelse og opofrende i et omfang, der syntes tæt på selvdestruktivt. Altid generøs, givende og gavmild altid nogen andres, selv sig selv, sin egen.

Jeg husker det som en gave og som et åg.
Al den kærlighed, alt det, hun gav uden at forlange noget tilbage. Og mig, der stod med hænderne fulde af min mor, og en egen tilværelse foran mig, der kunne blive som hendes eller helt anderledes. Jeg stod der og tænkte, at hvis der skulle blive plads til noget andet, et andet liv, til mig, så måtte jeg kaste min mor fra mig, det opofrende, ydmyge.
Men hvordan gør man det. Hvordan kaster man kærlighed fra sig, hvordan siger man nej til et menneske, der ikke kun har skænket dig livet, men også ofret sit eget. Hvad gør man af de hænder, der før var fyldte af moderlig omsorg og nu bliver tomme. Hvad fylder man dem med.

De fleste omkring mig fyldte dem med mand og børn, andre med karriere, nogle få med Gud. Jeg fyldte mine med kalorietabeller, mærkelige diæter, sukkerfri sodavand, hvidkålssuppe, pandekager af æggehvider og psylliumfrøskaller, halvmarathon, helmarathon, trappemaskiner.
Jo mindre jeg vejede, des mindre tyngede jeg min mors liv, og des mindre ville hun tynge mit, var logikken. Men virkeligheden viste sig at være omvendt, sådan som den altid ender med at være det – meget mindre logisk og meget mere virkelig, end vores forestillinger om den.