Negativ interferens

by Louise Juhl Dalsgaard

På sygehuset var dagene forudsigelige som viserne bevægelser på en urskive: De gik altid samme vej, altid i samme tempo og sluttede præcis, hvor de begyndte: med en krop, der ville ét og et hoved, der ville noget andet. Derimellem var jeg, der forgæves forsøgte at mægle, at være den gode patient og gøre, som jeg fik besked på, med den ene hånd og med den anden modarbejdede – tørrede mayonaisse af under bordpladen, skjulte et stykke marineret sild i mit ærmegav eller påstod at få et hosteanfald og på den måde slippe afsted med at hoste halvdelen af en crosisant ud i en serviet. ”Undskyld, det kom i den gale hals”.
På afdelingen havde alting sin faste plads og betydning. Bordet til frokost blev dækket med tallerkener der havde en diameter, så de kunne rumme de fem halve stykker brød med tilbehør, der var nødvendige for at vi kunne tage præcis 500 gram på om ugen. Mælken var hældt i gennemsigtige glas kander, så ingen kunne lykkes med at fortynde drikken (ja det skete, at patienter fik sneget sig om bag serveringsbordet og hædt vand i kartonen med sødmælk). TV-stuens sofahynde var skåret i et stykke, så der ikke var muligt at gemme madrester imellem hynde-sprækker. Skraldespandene var i transparent plast ligesom poserne, så det heller ikke her var muligt at gemme ting eller at kaste op uden at det kunne ses af både personale og medpatienter. Der var grønne planter langs væggene og zenith-figurer fra onsdagens kreative værksted, der hang fra loftet. Et grønt dinosaurlignende væsen med hale formet som et segl og en djævel i rustrød med flammegule horn. Det var vel en måde at skabe atmosfære, planternes vækst, muligheden af at gro. Hvad djævelen gjorde i den sammenhæng, ved jeg ikke, men det var den, jeg holdt mest af i al den påståede hjemlighed. 
Der var noget kontrastfyldt ved livet på afdelingen: dagenes monotoni, interiørets gennemsigtighed og så samtidig: mine tankers panik, følelserness uforudsigelighed. Det er ikke til at sige, hvad den kontrast betød, hvad den gjorde ved mig, ved os, om det var godt eller skidt. Jeg ved bare, at jeg befandt mig et sted derinde. Imellem lys og skygge, gennemsigtighed og massivt mørke og følte mig lige dele skræmt ved begge dele: Ved det faste og det uforudsigelige og det totale kaos. 
Men det, der skræmte mig allermest, var måske normaliteten derimellem, en destruktiv interferens mellem det pæne og det grimme, hvor begge dele udjævnedes. Hverken-eller, lidt af det hele men ikke rigtig nogen af delene. Den tilstand forekom mig så skræmmende, at jeg foretrak at forblive syg: Panisk, umulig, forkert, forrykt.