Louise Juhl

Vi så nyheder om Apartheid, om undertrykkelsen af de sorte i Sydafrika og sang med på Peter Gabriels “Biko.” Skrev SS Hell med store bogstaver på bagsiden af korte læderjakker betalt af vores forældre, som vi på samme tid skældte ud for at købe orangemarmelade produceret af de hollandske Boere.

Nogle meldte sig ind i politiske ungdomsorganistationer, VSU og SFU, andre i deres modsætning: KU og VU. Skolen blev en kampplads, eleverne delt i to: diskere og flippere. De var uenige om alt, måske lige med undtagelse af en fælles modvilje mod anarkisterne, der hævdede, at venstre- og højrefløj begge var et onde, ødelæggende fraktioner af samme kvælende struktur.

Flipperne gik med partisantørklæder og norske sweatre og meldte sig til Next Stop Nevada i protest mod amerikanske atomprøvesprængning. Andre, med knap så meget mod, nøjedes med at sove i telt foran Eternitfabrikken på Sohngårdshomsvej i solidaritet med de asbestramte arbejdere. Blev vækket af sirener og store maskiner klokken seks, varmede sig med øl og kaffe. Senere kom en sekretær fra direktionsgangen med gifler. De var blevet tilovers fra et bestyrelsesmøde, forklarede hun, og takkede ja til en kop kaffe. Altsammen foregik i god ro og orden, måske fordi vi en eller anden udstrækning ønskede det samme, var enige om målet. Det var vejen derhen, midlerne, der skilte os, men altså ikke mere, end at vi kunne drikke kaffe sammen.

Når vi dannede kæder, blev der holdt i hånd, og hænderne var svære at slippe, når demonstrationen var forbi. Så nogle holdt fast. I hånden og ham, den sad på. 
Vi vidste godt, at det var en glidebane, sådan at gå med følelserne fremfor med sagen, så det foregik i smug. På ti kvadratmeter store kollegieværelse med transportabelt fjernsyn gemt i klædeskabet, og en seng der, trods pladsmangel. altid var stor nok til to. Men kendte knap hinanden, men kunne altid finde et kinesisk ordsprog, der bekræftede, at man var på rette spor: En kold gryde på et varmt komfur er bedre end en varm gryde på et koldt komfur. Så vi valgte den tændte kogeplade, brændte os med vilje og brugte fire uger på at komme os mentalt. I mellemtiden måtte verden så klare sig selv, andre holde fanen højt. Vi havde for et øjeblik valgt kroppen fremfor kampen, vi vidste, at det var forkert, men gentog alligevel det hele måneden efter med en anden i hånden.