Louise Juhl

I skolen skrev vi stile om fremmedgørelse og storbysavn, om neon og spejle, der spejlede sig i andre spejle og så videre. Mennesket som en uendelig replikation. Eller vi analyserede musikvideoer som Genesis’ Land of confusion: Verdens ledere karrikeret som forvrængede dukker. Leonid Brezchnev, Margaret Thatcher, Khomeini, Gornbatjov, alle koldkrigspolitikerne linet op i geled. Ikke mindst Ronald Reagan. Klædt i Supermanskostume og derunder Phil Collins stemme: 

Oh Superman where are you now/ When everything’s gone wrong somehow/ The men of steel, the men of power/ Are losing control by the hour.

Symbolikken var til at forstå, ingen troede længere på, at politikerne havde hverken magt eller vilje til at løse noget som helst. 

Halvfjerdsernes blomsterbevægelse og kollektive boformer havde vist sig ulevedygtige. Verden var stadig delt imellem Øst og Vest, fattig og rig, de foregående årtiers drøm om fuldkommen frihed syntes naiv. Nu sad vi så i skolen, læste og lyttede og pegede fingre ad 60er-generations kærlighedsbudskab: Make love not war. Ikke fordi vi var uenige, men fordi troen på at badges, slogans og fri hash kunne gøre en forskel havde vist sig at slå fejl. Så vi gav kritikken frit løb, forkastede enhvert forsøg på teorier og løsningsmodeller, skrev i stedet side efter side om de Store Fortællingers fald. Løsninger, derimod, havde vi ingen af. Tværtimod, kransede vi vores øjne med kulsort kohl, farevde håret sort, klædte os ud som døden, fordi den var det eneste, vi for alvor troede på. 
På gavlen af boligblokkene lige bag Byplanvejen skole, havde nogen med rød spraymaling skrevet:
Fremtiden er aflyst.
*

Vi blev døbt generation X, det var ikke ment som en kompliment, vi fik skyld for at være visionsløse individualister, forkælede og egoistiske, etiketterne var mange, et sted derimellem befandt sig en slags sandhed, der var, at vi havde mistet troen på fremtiden. Håbet om fælleskab og kærlig sameksistens var brast, vi aflyste alle drømme og skrev i stedet verdensfjerne digte om punkterede pupiller og fik tatoveret et No Future på underarmen. Andre klædte sig i læder og latex, dyrkede techno og stroboskoplys og slugte piller, der fik tiden til at gå hurtigere end de selv kunne følge med. Det handlede om at indhente fremtiden, før også det var for sent.