Louise Juhl

Det er kompliceret.
Engang havde jeg det meget skidt. Så skidt, at jeg var ved at dø. Jeg løb ti kilometer hver dag. Svømmede to. Gik syv. Tyggede tyggegummi for at forbrænde kalorier, tyggede & tyggede & tyggede. Spiste ikke meget andet. Lidt bouillon, en deciliter flåede tomater. Hvidkålsstokke & agurk. Mine ben svulmede op til dobbelt størrelse, det var noget med proteinbalancen og det, de kaldte, de semipermable cellemembraner. Jeg fik mad med sonde, blev tvunget sengeliggende. Blev udskrevet og fulgte en spiseplan, time- og minuttal var noteret for hvert måltid, fødeemner, antal gram. Rugbrød, sønderjysk fra Kohberg, to skiver á 50 gram. Hytteost, alm. fra Arla, 2 spsk., 30 gram. Og så videre. Jeg klarede mig, skruede ned for motionen – fik job som delikatessemedarbejder i en ostebutik, senere som sekretær. Jeg mødte en fyr, vi flyttede sammen, det var ikke lykkeligt, men bedre end bare mig, min sult.
Alt det er længe siden. Jeg har længst opgivet både løb & svømning, jeg spiser tilstrækkeligt, har er normalvægtig (plus), jeg har fundet en mand, der er inkarnationen af alt godt. Han er sjov, klog, dygtig, rar, omsorgsfuld, loyal. Vi har det godt, bor i et ældre & smukt byhus, tæt på skov & sø. Jeg laver det, jeg bedst kan lide, jeg skriver, underviser, faciliterer litterære arrangementer.
Men. For der er et men. Jeg kæmper. Indeni bor en rest af sultens diktat: Yd mere, nyd mindre. Gør mere & bedre. Luk kæften, smil & vær glad. Der er stadig dage, hvor maden volder problemer, hvor jeg skammer mig over hvert gram, jeg vejer. Hvor ti kilometer med hunden burde være tyve. Hvor frokosten burde være en halv agurk. Hvor alt jeg skriver er ækelt, for meget, for svulstigt, forkert.
Jeg øver mig i at slippe askesen, det evige mantra: Less is more. Bare den her sommer har jeg trænet igennem. 5 dages meditation & ro, stilstand. Mad tilberedt af andre. Nydelse uden ydelse. Jeg har badet, mærket vandet om kroppen, forsøgt at finde mig tilpas i de 62 kilo, der engang var 30. Nogle gange er dobbelt så meget ikke dobbelt så godt. (Men absolut nødvendigt). Jeg har spist på Svinkløv Badehotel, uden at ligge søvnløs af angst og uden at ringe og spørge til tilberedningsmetode, brug af fedtstof, mulighed for særlige ønsker. Jeg har overnattet i Buzz’en, vågnet op uden mulighed for alle mine rutiner. Jeg har sovet uden at stille mit ur til 6.04, som ellers er det tidspunkt, jeg står op. Hver dag. Året rundt. Også nytårsmorgen.
Det har været vidunderligt. Det hele. Meditation, mad. Havbad, lange morgener. Buzz & blues. 

Men det koster. For selvom man skulle tro, jeg var ladet op på alle fronter. Udhvilet, velnæret, stimuleret både sanseligt/kropsligt & intellektuelt, så er jeg fuldkommen udmattet. Fladmast som en overkørt kat. Træt ind i knoglerne. For alt er nyt, alt skal aflæres, forstås forfra, automattanker skal erstattes af andre & mere omsorgsfulde indre dialoger.
“Du må godt”. “Det er ok.” 
Verden er stor & livet er kort. I 30 år har jeg minimeret tilværelsen til spørgsmål om mad & motion, vægt, kalorier, trin, tal & timer. Nu er horisonten udvidet med himmel & hav, glæde, nydelse, nærvær. Det er fantastisk & helt forfærdelig hårdt arbejde.
Det er det, jeg mener, når jeg skriver, at det er kompliceret. At glæden har to sider. En mørk & en lys, en høj & en dyb. Heldigvis kan livet sagtens være godt, uden at være let. Og man kan godt være træt uden på nogen måde at være træt af livet.