Louise Juhl

Måske er det kulden.
Vand, der fryser, blade, der falder, lys, der forsvinder. Jeg ved det ikke. Kun, at alt er så alt for åbent. Som et hus uden vægge. Er det så overhovedet et hus?
Er jeg overhovedet mig?
Hver gang jeg prøver at fæstne mig – som ord på papir eller ved at sænke kroppen i vand, at holde vejret – går der kun få sekunder, før jeg må give slip. På øjeblikket. 

I dag i skoven faldt lyset et sted på de gule og brune blade, og det var så smukt, at jeg greb ud. Efter bladene, lyset. Og så forsvandt det. Sådan er det måske bare med det, der virkelig gælder. At det ikke tåler at blive holdt fast. At det er på afstand, at det stråler, glitrer?

Jeg vrøvler. Det har jeg givet mig selv lov til. At fare vild og ikke forsøge at finde tilbage.
For ærlig talt: Tilbage til hvad? Til huset uden vægge? 
Nej, vel!