Louise Juhl

Afmagt er en følelse af, at uanset hvad du gør, hvor længe og hvor højt du råber, siger nej, slår igen eller slår dig selv, så ændrer det ikke noget. Den døde bliver ikke mere levende og bruddet ikke mere helt. Retfærdighed forbliver en by i Rusland.

Terapeuterne siger, det handler om accept. “Gud giver mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre”.
Præsterne siger: “Gud er almægtig, stol på ham.”
Vennerne siger “Det skal nok gå.”
Men hvad er det “det”, der nok skal gå? Hvor skal det gå hen og hvem klager man til, hvis det alligevel viser sig, at vennernes ord ikke holder, at det eneste, der går, er tiden, mens man selv står tilbage med alt det andet, der ikke gik:
Afmagten, for eksempel, og håbløsheden, vreden, den nyttesløse fortvivlelse.

Da jeg, for snart længe siden, var syg med en svær spiseforstyrrelse, spurgte en velmenende læge mig, hvad der skulle ske, for at jeg ville spise. Hvem skulle sige undskyld? Hvad skulle lykkes? Hvordan skulle verden se ud?
Jeg husker, at hans spørgsmål fyldte mig med et helt enormt raseri: Forstod han virkelig ikke, at det hverken handlede om hvem eller hvad eller hvordan, men om det hele tilsammen, om mig, livet og lykken. Om tordenfluer og målerlarver, min mors migræne og min egen grådighed? At det ikke KUNNE lykkes, fordi jeg var mig og livet var livet, og at de to ting ville aldrig gå op. Eller jo, måske ville de gå op, men ikke i hinanden.

Det er afmagtens væsen. At hjælpeløsheden ikke handler om en kørestol, et traume, en håbløs økonomi, en uheldig alliance. Nej det handler om alt det, men også meget mere. Om tulipanernes hoveder, giraffens hals, antallet af mandage på et år, det retningsløse savn. Om mudderkager og sandslotte, krebsegilde og katten i tønden. Om at slå og slå og slå og slå for at befri den stakkels mis, og når det så endelig endelig ENDELIG lykkes at slå hul. Når tønden revner og alt vælter ud, ja så er det slet ikke en kat, der gemmer sig i tønden, men et bjerg af åndssvage serpentiner, tørre lakridser og en krone i pap.
Alt det arbejde, alle de slag – og så er katten gudhjælpemig stadig fanget?

Gud giv mig sindsro til at leve med serpentiner og tørre lakridser. Mod til at slå, også selvom det ikke nytter noget. Og visdom til at skelne mellem lykken og det at lykkes. Amen.