Louise Juhl

En morgen vågner jeg, og er bange for ordene. Alt det, de bærer med sig. Nej. Nu. Mor. Schh. Det er blevet oktober, ligesom så mange gange før, alt er det samme men også noget helt andet. De blade, der falder i år, er ikke de samme som dem, der faldt året før og før det, andre igen.
Da jeg er 11 opdager jeg, at jeg er mange og sjældent den samme. Jeg går til guitar og lærer at bruge en plekter og at klippe neglene på min venstre hånd. Om torsdagen er jeg højre back og kæmper med at skjule mine begyndende bryster under fodboldtrøjen. Lørdag skriver jeg digte af: “Nej jeg vil ikke dø/ jeg vil bare være ufødt,” lykkeligt uforstående.
Alt er krop, sorgen, glæden, oktobers blade.

Så bliver jeg 14 og kysser med en, der hedder Martin, ikke fordi jeg kan lide ham, men fordi det er sådan alle andre gør. Han kan åbenlyst heller ikke lide mig, næste aften kysser han med Andrea og selvom han ingenting betyder, gør det ondt et sted bag brystet, jeg stadig ikke kender. Jeg lærer at bruge ord og bygger en tung dør ind til rummet bag ved hjertet, som jeg kan lukke. “Kausalkronologi”. “Betydningsbærende.” “Jeg-porøs”. Jeg får tretten i dansk stil, 03 i Louise, glemmer at låse min cykel, men lyver og siger, at den altså var låst og får en ny fra forsikringen. Jeg kan ikke få mig selv til at bruge den, den står bare og lyser i carporten, metallicblå, et vidne om min løgn.

Da jeg fylder 18 sælger jeg cyklen, “fremstår som ny”, skriver jeg i annoncen i Den Blå Avis og får 1500 kroner, som jeg køber aktier for. I en sydamerikansk regnskov, et aflad for min udåd. Nogle uger senere får jeg et brev med posten fra en fyr i Flensburg. Han hedder Svend og vil høre, om han må komme på besøg. Jeg svarer nej. To dage senere ringer han på døren, han har blomster med og fortæller, at han er kørt på knallert fra den tyske grænse. Jeg svarer: Tak, men nej tak og sender ham hjem med buket og uforrettet sag. Jeg hører aldrig fra ham igen. Min mor siger, “du gjorde det rigtige”, rummet bag brystet siger noget andet.
Godt jeg har ordene, min tunge dør: “grænsesætning,” “integritet,” “selvomsorg”.
I november dør min chinchilla, det er noget med tarmene, en betændelsestilstand. Jeg græder og græder, måske er det også lidt over cyklen, over Svend, blomsterne, oktoberens blade, der allerede er ved at formulde, blive til jord. Det hele går så hurtigt, brysterne er blevet store og regnskovscertifikatet rammet ind og hængt op som et trofæ på væggen.
Jeg ved ikke, hvad mere der er at forstå.
Hvad det vil sige overhovedet. At forstå, altså, oktober, det gule, rummet bag brystet og så videre.