Om at kalde
by Louise Juhl Dalsgaard
Midt i det hele er der afstanden mellem det ene og det andet. Og jeg kan ikke række over, jeg kan ikke samle, jeg kan ikke nå
Jeg står på begge sider af en kløft og kalder. På mig selv og alle andre og noget midt imellem
Men lyden sluges af alt for store vidder og kvælende uendelighed
Engang vil jeg lykkeligt have glemt, hvad jeg kom for eller hvor jeg kom fra
Engang vil jeg vende mig bort fra kløften og vandre tilbage over isen
Spejde en isbjørns hvidt i hvidt
Trække en linje i sandet
Glemme en nøgle i døren….
Normalt er jeg enormt kritisk overfor digte, men det her er virkelig godt. Det sætter en masse tanker i gang. Skriv endelig mere 🙂
Kære Ida
Mange er kritiske overfor digte. Egentlig også jeg. Jeg tænker nu heller ikke dette som et digt. Mere som en tekst, En strækning. Sprækker, bidder og endeløse snevidder.
Der er ingen hoved og hale. Så du kan læse det, som du helst vil. Og det er da en frihed, ikke?
Og tak for dit hint om dit indlæg. Det var meget, meget tankevækkende og satte mange overvejelser igang!
Kære Ballast,
Tekst eller digt – det er stadig supergodt og fint, at man kan læse det, som man vil. Det er lidt ligesom min føljeton over de ukendte afdøde – det kan man også læse, som man vil. Jeg kan godt lide ting, hvor man kan danne sig sin egen mening og ikke nødvendigvis er enig med alle andre 🙂
KH Ida
Flotte billeder, igen, igen, ballast. Og den nøgle … Den åbner så mange muligheder. Og du håber jo, det skal man. Dejligt! Knus herfra.
Du kalder. Og bliver hørt!
Kære Ida
Nemlig. Det er ord, det er tekst – ikke en objektiv sandhed eller et vidnesbyrd fra mit eller andres liv.
Ordene er ét. Dét, der læses, noget andet.
Det er sådan det er. Og det er godt nok. Selvom det også akkumulerer den afstand, jeg beskriver.
For ordene er ikke mig, og jeg er ikke mine ord, når de bliver læst. Når de læses, er de den genklag de skaber, i den der læser.
Ligesådan med de afdøde du beskriver. De bliver ikke mere levende af, at blive beskrevet. Men de får liv, igennem de, der læser.
Knus til dig
Penpal:
Hvor der er vilje, er der vej. Hvor der er håb, er der vilje. Og så længe der er vilje, er der håb 🙂
Kære SpaceMermaid:
Nej jeg bliver ikke hørt. For det er mig selv jeg råber til og skriger ad.
Og jeg vender bare om og går videre.
Efterlader en nøgle i døren, i håb om at nogen kan åbne op. Til dét, jeg ikke evner at fange med mit øre.
Kærligst
så længe nøglen bliver glemt i døren er der håb…
så er alt jo muligt…
din kalden gennem den ulåste dør, drage hvileløse sjæle mod dit “hus”.
i altså ballast du skal sgu ha et knus! 😉
eller en dag, Ballast, opdager du, at du kan flyve og at kløften er en revne i en solid klippe.