Om dominans og subdominans

by Louise Juhl Dalsgaard

Det er bare endnu et ligegyldigt refræn. Afspillet hundrede gange før. Pladeskiven er slidt, og den ellers så charmerende knitren har sat sig fast : ”Det er bare….Det er bare…Det er bare…”.

Scratsscchh!

Betonet og ubetonet formulerer jeg en livets rytmik. Dag efter dag. – Christ: det holder ikke en meter. Betydningens spænding og afspænding er for længst kollapset. Tilbage står bare refrænets udynamiske forudsigelighed: Noget med Efterårets Komme, Vinter, Vår og cirkler.

Åh så sødt. Åh så smertefuldt. Åh så sandt.

Stop me Baby, now stop me! Ikke mere DaDum DaDum DaDum, ikke flere togstammer gennem landskabet. Så fandens søvndyssende. Ikke mere hypnose, ikke mere viljeløs reciteren.

Giv mig en virkelighed.

Hvor tid og begivenhed overhaler hinanden.

Hvor alting opløses.

Gem en skuffende slutning til mig.

…………………………..