Louise Juhl

Jeg havde flere dyr som barn. Gubbyer, ørkenspringrotter, kanin og chinchilla. Jeg holdt også en flue fanget under glas, en slags misforstået omsorg, insektet døde i hvert fald efter få timer, om det var af iltmangel eller den blev stegt i den skarpe sol, ved jeg ikke. Kun, at det var første gang jeg blev bekendt med, at omsorg ikke altid er godt, ja at det forkert håndteret ligefrem kan være dødeligt.
Mange år senere fik jeg en hund, han blev min bedste ven, min nærmeste fortrolige, min trøst, mit hjerte. 
Så da jeg i dag så en artikel med overskriften “How to save a dog” i The New Yorker, var jeg ikke et sekund i tvivl: Den skulle jeg læse! 

Essayet handler om en mand, der efter en hård skilsmisse flytter tilbage til sin hjemby. Han er i stykker, i knæ og byen føles fremmed, han sidder alene derhjemme og savner. Alt. Men så finder han en kat med hævede øjne, tynd og tydeligt såret, og det vækker noget i ham. En kærlighed, en følelse af at kunne bruges til noget. Til at hjælpe dyret, skaffe det medicin og mad. Han finder hurtigt frem til en kvinde, Nita, der har viet sit liv til at redde nødstedte dyr. Han finder vej til et fællesskab, hundredvis af mennesker, hvis fremmeste mål er at hjælpe katte, der af den ene eller anden grund, ikke kan klare sig selv. Ad omveje fører kattene senere til en kvinde, Michelle, der har mistet sin hun. Scrim, hedder den, Hun går rundt i byen og sætter plakater op, efterlyser sin bortkomne ven: “lost: pink collar, brown spots. if you see scrim, don’t chase” 
Det bliver starten på en ti måneder lang eftersøgning. Scrim er adopteret og tydeligt mærket af en dysfunktionel opvækst, hundens adfærd er at flygte, når nogen nærmer sig, og at løbe væk, når den hører sit navn råbt op. Den skjuler sig under bygninger, flygter i fart over sekssporede motorveje. Hele byen er på den anden ende, og nyheden spredes, landsdækkende aviser som Wall Street Journal og Washington Post skriver om den bortkomne hund, om de mange indsatser for at redde dyret hjem. Nogle forarges, de kalder det mishandling: Dyret vil jo åbenlyst ikke reddes, skriver de, og en enkelt truer endda ejeren, Michelle, med at ville riste hunden over bål, hvis han finder den. Til sidst lykkes det dog at redde hunden fra sin egen angst, Michelle får sin hund tilbage, alt er idel lykke. Indtil den dag, hunden igen løber væk. 

Noget af det, jeg oplevede stærkest, da jeg selv fik en hund, var, hvordan min omgangskreds blev væsentligt større, mere divers. Hvor jeg i årevis alene havde omgivet mig med mennesker, der enten var stærkt optaget af litteratur eller af at bedre forholdene for psykisk sårbare – uanset hvad præget af meget dybe og ofte komplicerede samtaler – så var de fleste af mine hundebekendtskaber aldeles uinteresseret i den slags. Eller: Det var i hvert fald ikke det, samtalerne drejede sig om. Pludselig handlede det om pasform på seletøj, billige hundefrisører, gode fif til at fjerne brækpletter af sofabetrækket. Der blev kastet med pinde og råbt underlige lyde i sært skingert tonefald: Dyyyygtiiiiig. 
Det var seriøst et kulturchok. Og jeg elskede det. Det hele. Snak om pelspleje, kast med gummibolde. Min mand og jeg begyndte sågar at skrive beskeder til hinanden efter gåture med hunden: “Fine prutter i dag, god fast konsistens. Tre styk!!” 
Det, jeg vil sige er, at jeg genkenderforfatteren til essayet, hans glæde ved pludselig at kunne bruges, være til nytte. Fremfor at ligge udbrændt og forsmået på sofaen fik han pludselig en mission: At redde dyr, først katte, senere en hund. Han fandt et fællesskab, der på mange måder var tættere end alle andre fællesskaber, han havde været en del af, men uden at han behøvede at udlevere sig selv, sin egen ulykkelighed. De mennesker, jeg møder sammen med Mumrik (min hund), aner intet om min fortid, om mit forfatterskab, om min politiske overbevisning. Om mine mange år med psykisk mistrivsel, om min fetich for halvfjerdserkeramik, min barnløshed, min nedsunkne forfod. De ved kun, at jeg har en hund, det er det, vi har tilfælles, det, vi mødes om. 

Tilbage til essayet. “How to save a dog.” Det lykkes Michelle endnu engang at finde sin hund, Scrim. Eller: Nogen finder den for hende. Scrim søger tilflugt hos en kvinde, der i forvejen har en sort labrador. Hun hjælper den medtagne hund inden døre og ringer så til dens ejer, der er lykkelig for, at hunden er fundet i god behold. Scrim vender aldrig tilbage til Michelle, den får lov at blive i hjemmet, hvor den søgte tilflugt og føler sig tryg. At elske nogen er nemlig også at kende forskel på ens eget og dyrets bedste. Det er nemlig ikke altid det samme – jævnfør min barndoms forsøg med at elske en flue til døde.