Om gensyn (eller tanker ved en 70års fødselsdag)

by Louise Juhl Dalsgaard

At møde mennesker efter flere års fravær kan være både spændende og skræmmende.

Spændende, fordi livet nu engang – trods det ofte ikke synes sådan – former og udvikler os efter de forhåndenværende omstændigheder.

Vi forandrer os. Ikke nødvendigvis synligt eller mærkbart. Men alligevel: Øjnene, der bliver en anelse mere runde og rummelige. Eller modsat: Mere hårde og skeptiske. Skuffede og trætte. Alt efter omstændighederne. Årstiderne. Vilkårene.

Og skræmmende. Fordi man pludselig ser sig selv med andres øjne. Udefra. På afstand. Ser alt det, der ikke var tidligere, men som nu umærkeligt har sat sig som fregner på kinden, ar på hånden eller som en skævhed i smilet.

Erfaring i bedste fald. Slitage i værste fald. Eller er det omvendt?

”Hvor ser du dog godt ud”, siger de. Svært at afgøre, om det er ment som en kompliment: At tiden har tilføjet yderligere kulører til dit landskab.

Eller om det er en akavet form for trøst: Årene, din tilværelses udformning og din alder taget betragtning, er dit forfald begrænset. Det kunne være værre. Meget værre.

Endelig får man klamme håndflader ved tanken om, at det er en invitation over i intimsfæren: ”Hvor ser du dog godt ud, og du har jo ellers været meget igennem. Ikke sandt? Lad os høre? Slibrige detaljer? Inderlige udgydelser? Pinlige bekendelser? Hva, hva, hva? Lad os nu høre?” Og man får lyst til at flygte, men nøjes med at glide af med en ligegyldig bemærkning. Sender bolden videre: ”Du ser sørme også godt ud”

Man ser sig, i et kort glimt, gennem briller af års fravær. Billedet af et forandret selv. Man ser sørme godt ud?????