Om ligevægt
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er landet. Om ikke i god behold, så i behold. Det er da en start af en slags: at være i behold. På jorden.
Desværre forvred jeg nakken, da jeg afklædte mig min rumdragt. Nu kan jeg kun se til den ene side. Måske en fordel: så er man så lykkeligt befriet for: ”på den ene side og på den anden side”. Der er kun én side at se til. Fint nok: ”Always look on the bright side…”! Så jeg ser og smiler og verden griner tilbage. Ha-ha-ha.
Ikke at jeg ved, hvad der er at grine ad, men det er også lige meget. Så længe jeg bare griner med. Aldrig imod. Og man skal huske at grine. På de rigtige tidspunkter. Ellers bliver det svært, her på jorden.
Jeg snakker, gør jeg. Igen. Det er noget med jorden og tyngden og den balance, der ikke er min.
Månen var vægtløs og uvirkeligt øde. Jorden er tung og alt, alt for virkelig. For lidt og for meget. Måske jeg skulle sætte mig mellem to stole, mellem to kloder, mellem alt og intet. Må dog sande, at mellemveje ikke er min vej. Mit ligevægtspunkt er ikke centrum. Ikke op eller ned. Ikke ro og ikke det modsatte. Men slet ikke midt imellem. Slet ikke midt imellem!
Så jeg står her på jorden. Ikke meget klogere, men mangt en erfaring rigere. Og det er godt nok.
Ha ha ha, hvor er dette indlæg sjovt 😀
Jeg ved dog ikke, om jeg grinede på de rigtige tidspunkt. Det er også ligegyldigt. Jeg grinede, og det var nok 🙂
Så er vi to Maria: Jeg aner heller aldrig hvornår jeg skal grine, men jeg griner ofte. Og længe. Og det er nok 🙂
Glad for, at du fandt forøjelse i mine trængsler 😀
He, he. Tilbage med hold i nakken. Hvorfor ikke. Det er et skridt på vej mod hold i tilværelsen.
Du skriver altså med en forunderlig blanding af elevatortanker og eksistensfilosofi.
Letflydende – billedskabende sinuskurve af overlevelsespuls – fantastisk og undrende på den undrende måde.
Nå hov nu begynder mine kollegaer også at lave bølgen, så jeg sætter mig lige ned igen 🙂
Tak Penpal.
You are one of a kind and one of mankind. Og hvilken een!!! 🙂
Velkommen tilbage… Undskyld jeg ikke greb dig – deroppe på kanten af månen. Men jeg kunne ikke. Kunne ingenting… Kom til at starte festen uden dig – det gik ikke godt. 🙂
Blogwoman
Hey Blogwoman:
Selv velkommen retur fra den blogløse sfære. Det er okay, at jeg ikke nåede festen: Har lige et vist jetlag jeg skal overvinde, før jeg er verdenskompatibel igen.
Men næste gang…:D