Om pessimisme og regntøj og skuffelser

by Louise Juhl Dalsgaard

fotoserie__teaser_15357e.jpgJeg er pessimist.

Eller nej, jeg er bange for skuffelser.

Forsøger derfor at holde enhver forventning, ethvert håb og de smukke drømme på afstand. Føler større tryghed ved smerten og mismodet, end ved den sårbare glæde og de skrøbelige længsler.

Jeg bliver skeptisk, når solen skinner: Verden skal ikke tage røven på mig! Så jeg iklæder mig regnfrakke, gummistøvler og har paraplyen ved hånden og minder mest af alt om en misforståelse, dér, midt i solskin og blå himmel. Værre er det med regnvejr: Sådanne dage er misantropien jo ligesom opfyldt på forhånd, – selv regntøj kan ikke gardere mod livets slag. Hvad bliver det næste? Meteornedfald? Ragnarok? Så jeg iklæder mig nedslåede øjne og distanceret mimik, og holder livet på behørig afstand.

Det er, som tænker jeg: “Der er ikke noget, der er så godt, at der ikke er noget skidt ved det”. Som fluepapir suger jeg ethvert tilløb til sårende kommentarer og skuffelser til mig. Det er ret ulykkeligt. Tragikomisk for så vidt. Hvis ikke det var fordi, det er mit liv og min tilværelse og det komiske derfor går fløjten.

Kan man på een gang sige “Bliv fra mig” og “Hold om mig”??.

Jeg vil danse i regnen. Åbne min mund og drikke dråberne fra skybrud. Åbne min krop og slikke solen. Vove. Turde drømme og håbe. Sætte alt på spil. Måske mit projekt skulle hedde: Optimist for en dag?

Man kan jo altid vende tilbage til sneglehuset og pessimismen og regntøjet. Ikke Sandt ?