Louise Juhl

“Vueltaen 2025 blev et offer for tidens følelsestyranni”.
Sådan lyder overskriften til en debatartikel fra forleden. Malou Wedel Bruun, forfatter til blandt andet bogen “Borgerlige” samtaler,” harcelere over demonstranter, der under vueltaen forstyrrede, hvis ikke ligefrem afbrød, det traditionsrige cykelløb. Det er sådanne metoder, hun betegner “følelsestyranni”:
“Det er synd for den ægte natur og klimaet – derfor skal den kunstige gengivelse af samme, nemlig malerier, ødelægges. Det er synd for børnene i Gaza, derfor skal Vuelta ændres – målstregen flyttes, vinderpodiet opgives.” Og så drager hun ellers sammenligninger til nazisterne i trediverne og deres brug af De Olympiske Lege til at hylde det ariske menneske.

Lad mig slå fast: Jeg er delt, jeg vil til enhver tid hylde de demokratiske værdier, forsamlingsfrihed og retten til at protestere. Det uanset, om sagen, der advokeres for, ligger i forlængelse af mit eget livssyn eller modsiger det.
På den anden side er det selvsagt problematisk, hvis enhver gadehjørne og enhver given lejlighed bruges som anledning til, at denne eller hin højlydt tilkendegiver sin mere eller mindre marginaliserede mening. “Færre mandage, flere fridage” – som en af mine egne kæpheste lyder.
Alligevel må jeg sige, at Wedel Bruuns synspunkter provokerer mig en anelse.
“Det er synd for den ægte natur […] Det er synd for børnene i Gaza” efterfulgt af forargelse over at dette påstået følelsesmæssige engagement risikerer at forstyrre Wedel Bruun eller vinderceremonien i et cykelløb.
ØH?
Nej, det er ikke SYND for naturen, det er en katastrofe, at vi imødeser temperaturstigninger der får katastrofale konsekvenser for fremtidens mennesker, dyr og planter. Og nej, det er ikke bare “synd” for børnene i Gaza. Vi taler 8000 døde børn, Malou, det handler ikke om, hvorvidt det er synd for dem eller for cykelentusiaster der får deres søndagssyssel forstyrret af mennesker, der i afmagt forsøger at få verdens øjne op for den tragedie, der finder sted i Gaza. 8000 børn!
Hvis nogen er i deres følelsers vold her, så må det være dem, der mener, at man med rette kan føle sig forurettet over en forstyrret sportsbegivenhed, fremfor at kere sig om tusindvis af døde børn. Det er da at tage sig selv og sin egen magelighed så alvorligt, at man fuldkommen har mistet blik for verden og virkeligheden.

Jeg er personligt langt fra overbevist om, at demonstrationer som dem, vi oplevede under Vueltaen, har den tilsigtede effekt. Jeg tvivler på, at det får de stridende parter til at se på hinanden med nye øjne, ligesom jeg desværre er overbevist om, at verdens ledere opererer efter helt andre dagsordener end nogle, demonstrantioner har indflydelse på.
Optøjerne er nok, hvad man med en slidt frase kunne kalde for “skønne spildte kræfter”. De ændrer ikke de uhyrligheder, der finder sted, i bedste fald skaber de opmærksomhed på dem, i værste fald får de mennesker som Malou Wedel Bruun til i selvretfærdig harme at fokusere på udfordringen af deres egen bekvemmelighed, faren for at få forstyrret deres søndagshygge af demonstranter, der kæmper for at skåne menneskeliv. Ja hvad er det også for noget?!
At påstå, at demonstranterne handler med følelserne forrest og fuldstændig overse sin egen følelsesmæssige kvababbelser, er i mine øjne om noget, hvis ikke tyrannisk så i hvert tilfælde udtryk for manglende selvindsigt og manipulation. At hun så tilmed trækker nazi kortet og midt i det hele også inddrager en agenda mod transkønnede og deres rettigheder, gør un hendes argumentation så meget desto mere urimelig og usammenhængende.

Og lad nu ikke følelserne styre svaret på det her opslag:
Jeg taler hverken for eller imod demonstranternes opførsel. Så lad det ikke handle om det eller dem men i stedet om proportioner. Om påstanden om, at demonstranterne handlede fordi de syntes, det var synd for dem og ikke fordi de ønskede at pege på de 8000 døde børn i Gaza.
Det er godt nok en grov fordrejning. Jeg ser omvendt, at Wedel Bruuns harme skyldes, at hun synes, at det er synd for HENDE, at hun og andre skal forstyrres i deres TV-hygge af mennesker, der forsøger at redde menneskeliv, at standse en humanitær katastrofe. Det kan man kalde mangel på proportioner – hvis ikke ligefrem følelsestyranni.