Louise Juhl

destory.dk

Om vrede

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen – gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om gyngestativer og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevne og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Men hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel tilstede. Nej, vreden er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hun har derfor i stedet valgt tristheden. De nedslåede øjne: langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Får sin tyste applaus af uudtalt medfølelse; opnår en krigsveterans fredning. Og hun ved det.

Vreden? Den lægger sig som giftigt spy bag hendes malede øjenlåg. Udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller som hviskende spydigheder bag hækken. Næsten uhørligt.

No Responses to “Om vrede”

  1. Ballast siger:

    Acq : Nemlig!!!

    Beolog: Er der noget, jeg ikke forstår, eller synes du bare ikke om teksten? Det er jeg ked af! Men en virkelighed som beskrevet har jeg desværre alt for ofte oplevet, og det er muligvis en beskidt og ubehagelig virkelighed, men derfor ikke mindre virkelig. Desværre…

  2. beologen siger:

    Nu roly, babby…jeg fik bare lige en kuldegysning som ikke handler om dig (gammelt nag).
    Jeg synes teksten er af høj kvalitet…jo mere jeg læser af dig, desto mere nysgerrig bliver jeg efter at vide hvilke tanker du har gjort dig i årenes løb om hvad og hvordan – og hvorfor – du skriver.
    Og jeg tænker: det er sgu paradoksalt, at man kan blive så god til at beskrive hvor elendigt man har det, at det ender med helt at ødelægge ens møjsommeligt opbyggede dårlige humør, når andre roser een for at have evnen 🙂

  3. … suk… du rammer så meget plet at det gør ondt…

  4. Ballast siger:

    Beologen: Nå, gammelt nag overlader jeg trygt til dig selv – jeg har så rigeligt at kæmpe med på egen hånd 🙂 Og ret pudsig betragtning, den sidste : Lige så glubbende afhængig jeg er af anerkendelse og ros og bekræftelse, lige så svært har jeg ved at turde modtage den og tro på den. Måske af angst for at miste den igen. Et tab afstedkommes jo af et Noget, der har været.Så dét, der ikke har været (dvs mangel på ros) kan vel ikke mistes, og det virker næsten beroligende. Men man kan heller ikke leve med det,- ikke at blive set, hørt, mødt og forstået. Dét er et paradoks!
    (Og måske kan man godt savne noget, der aldrig har været? Ja Det kan man faktisk godt!) 😀

    MissMikkelsen: Hvad? Hvad mener du? Jeg rammer da ikke noget, vi to kender til, gør jeg ??? 🙂

  5. beologen siger:

    Jeg skriver, fordi jeg kan. Sådan plejer jeg at formulere det. Kan man lave gode klatkager: så lav en masse klatkager. Kan man få 15 børn (som hende på TV 2 i aftes) og elske det – og hvor børnene ser ud til at nyde at være en del af det cirkus: go for it!
    Jeg ved ingenting om dig, så derfor er min vurdering totalt “objektiv”: du kan skrive om følelser, uanset om du kan lide det eller ej.
    Nå, men-eh….hej!
    🙂

  6. Penpal siger:

    Sidder og tænker på, hvad du mon har været udsat for og hvordan du er kommet til skriveriet ? Er det som beologen siger fordi du har opdaget du kan – eller fordi du har opdaget at du ikke kan lade være ?
    Uanset hvad brænder smerten, bitterheden og svigtet igennem. Helt derud hvor kontrasten på skærmen engang imellem får et bette nøk 🙂

  7. ballast siger:

    Kære Beolog: Jeg bliver faktisk meget, meget glad for din “objektive” ros. For alt andet lige er det af enorm betydning for mig, at nogen forstår og rammes af det jeg skriver. Så du har gjort mig glad, ved dine roser. Om du kan lide det eller ej 🙂 Og naturligvis helt obejektivt (kan man mon blive objektivt glad??? 😀 )

    Penpal: Bare så ikke skærmen går i sort, for så når mine tekster jo ingen vegne 🙂
    Og hvorfor skriver jeg? For at forstå det, jeg ikke forstår. Få tingene og tankerne ud af systemet gennem fingre, ord og sprog og dermed fange det uhåndgribelige i en skrift. Så jeg selv kan se. Eller høre. Eller føle. Og så fordi jeg elsker det. Jeg finder ro ved det. Lukker af og ånder. Meget, meget dejligt 🙂

  8. Penpal siger:

    Jeg tager solbrillerne på. Jeg har sådan et par orange trendy. For i sort – det nægter jeg. Der er for meget på spil 🙂
    God dag til dig.

You must be logged in to post a comment.

Om vrede

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen – gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om gyngestativer og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevne og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Men hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel tilstede. Nej, vreden er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hun har derfor i stedet valgt tristheden. De nedslåede øjne: langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Får sin tyste applaus af uudtalt medfølelse; opnår en krigsveterans fredning. Og hun ved det.

Vreden? Den lægger sig som giftigt spy bag hendes malede øjenlåg. Udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller som hviskende spydigheder bag hækken. Næsten uhørligt.

No Responses to “Om vrede”

  1. Ballast siger:

    Acq : Nemlig!!!

    Beolog: Er der noget, jeg ikke forstår, eller synes du bare ikke om teksten? Det er jeg ked af! Men en virkelighed som beskrevet har jeg desværre alt for ofte oplevet, og det er muligvis en beskidt og ubehagelig virkelighed, men derfor ikke mindre virkelig. Desværre…

  2. beologen siger:

    Nu roly, babby…jeg fik bare lige en kuldegysning som ikke handler om dig (gammelt nag).
    Jeg synes teksten er af høj kvalitet…jo mere jeg læser af dig, desto mere nysgerrig bliver jeg efter at vide hvilke tanker du har gjort dig i årenes løb om hvad og hvordan – og hvorfor – du skriver.
    Og jeg tænker: det er sgu paradoksalt, at man kan blive så god til at beskrive hvor elendigt man har det, at det ender med helt at ødelægge ens møjsommeligt opbyggede dårlige humør, når andre roser een for at have evnen 🙂

  3. … suk… du rammer så meget plet at det gør ondt…

  4. Ballast siger:

    Beologen: Nå, gammelt nag overlader jeg trygt til dig selv – jeg har så rigeligt at kæmpe med på egen hånd 🙂 Og ret pudsig betragtning, den sidste : Lige så glubbende afhængig jeg er af anerkendelse og ros og bekræftelse, lige så svært har jeg ved at turde modtage den og tro på den. Måske af angst for at miste den igen. Et tab afstedkommes jo af et Noget, der har været.Så dét, der ikke har været (dvs mangel på ros) kan vel ikke mistes, og det virker næsten beroligende. Men man kan heller ikke leve med det,- ikke at blive set, hørt, mødt og forstået. Dét er et paradoks!
    (Og måske kan man godt savne noget, der aldrig har været? Ja Det kan man faktisk godt!) 😀

    MissMikkelsen: Hvad? Hvad mener du? Jeg rammer da ikke noget, vi to kender til, gør jeg ??? 🙂

  5. beologen siger:

    Jeg skriver, fordi jeg kan. Sådan plejer jeg at formulere det. Kan man lave gode klatkager: så lav en masse klatkager. Kan man få 15 børn (som hende på TV 2 i aftes) og elske det – og hvor børnene ser ud til at nyde at være en del af det cirkus: go for it!
    Jeg ved ingenting om dig, så derfor er min vurdering totalt “objektiv”: du kan skrive om følelser, uanset om du kan lide det eller ej.
    Nå, men-eh….hej!
    🙂

  6. Penpal siger:

    Sidder og tænker på, hvad du mon har været udsat for og hvordan du er kommet til skriveriet ? Er det som beologen siger fordi du har opdaget du kan – eller fordi du har opdaget at du ikke kan lade være ?
    Uanset hvad brænder smerten, bitterheden og svigtet igennem. Helt derud hvor kontrasten på skærmen engang imellem får et bette nøk 🙂

  7. ballast siger:

    Kære Beolog: Jeg bliver faktisk meget, meget glad for din “objektive” ros. For alt andet lige er det af enorm betydning for mig, at nogen forstår og rammes af det jeg skriver. Så du har gjort mig glad, ved dine roser. Om du kan lide det eller ej 🙂 Og naturligvis helt obejektivt (kan man mon blive objektivt glad??? 😀 )

    Penpal: Bare så ikke skærmen går i sort, for så når mine tekster jo ingen vegne 🙂
    Og hvorfor skriver jeg? For at forstå det, jeg ikke forstår. Få tingene og tankerne ud af systemet gennem fingre, ord og sprog og dermed fange det uhåndgribelige i en skrift. Så jeg selv kan se. Eller høre. Eller føle. Og så fordi jeg elsker det. Jeg finder ro ved det. Lukker af og ånder. Meget, meget dejligt 🙂

  8. Penpal siger:

    Jeg tager solbrillerne på. Jeg har sådan et par orange trendy. For i sort – det nægter jeg. Der er for meget på spil 🙂
    God dag til dig.

You must be logged in to post a comment.