Louise Juhl

Vi lærte at le, når noget gjorde ondt. Rejse os og børste sand af knæene. Sige pyt og komme videre. ‘Op igen’. 
Det hjalp hverken at pive eller at græde over spildt mælk, fik vi at vide. Det var som med ulykker på hest: Den bedste kur var at komme i sadlen igen. Bevise, at man stadig mestrede ridtet – at sætte et dyr i bevægelse og følge med.

Første gang vi oplevede at miste ven, søgte vi læ i en mors eller fars fortrolige favn. Vi blev strøget over kinden, fik et opmuntrende klap bagi: ‘Den slags sker’ og ‘Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget’. Og selvom vi ikke kunne gennemskue, hvad det gode, skidtet gjorde, var, forstod vi, at omsorgen havde en udløbstid. Vi skulle videre – altid videre. 
Så vi tørrede øjnene, løb ud og fandt en hund at klappe, en sten at ae. Kastede vores tabte venskab i grams: ’Nårh, er du sådan en sød lille hund?’  ‘Ae, ae.’

Dagen efter havde de voksne meldt os til håndbold i hallen bag skolen. Holdsport og fysisk bevægelse var den bedste kur mod tristhed og tabt tillid, mente de, og købte nye sko og en trøje med logo på ryggen til os.
Devisen var klar: Det man ikke dør af, bliver man stærkere af, og eftersom vi ikke var døde, måtte vi nødvendigvis være stærke. ‘Det handler ikke om, hvordan du har det, men om hvordan du tager det’, blev vi fortalt. Og vi tog det pænt.