Uden begyndelse

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg havde en forventning om, at det hun gjorde, og at det hun sagde, altsammen ledte til det samme. At min mor, min fars hustru, hospitalslaboranten, veninden, moren, cykelentusiasten, litteraturelskeren – at de alle sammen var den samme. Jeg var overbevist om, at min mor fulgte en form for logik, et mønster. At hun var et garnnøgle, jeg kunne rulle ud til én lang og sammenhængende tråd med en begyndelse og en slutning. Og at et sted på tråden fandtes jeg.

I de første nitten år af mit liv, var jeg sikker på, at det var sådan verden så ud. At min mor, ligesom jeg selv, fulgte en linje fra barndommen på Savmøllen til mødet med min far. Så børn, job, beddet med hortensia. At det ene fulgte det andet. Og det kom som et chok, da det gik op for mig, at det ikke var sådan hun hang sammen. At min mor hang mere sammen med sin mor og sin mors mor, end med sig selv. Mere sammen med naboernes blikke, hospitalfagets krav, ideen om en rigtig kvinde. 
En god mor. 

Mornøglen – var pludselig et frygteligt filtret garn, hvor efterlod det mig?