Louise Juhl

Løgnen er en tømmerlus, et greb i blinde, en sandhed, der har givet op. Løgnen er en snigskytte, en partisan. En hurtig håndbevægelse: pist, væk, borte. 
En undersøgelse fra University of Virginia viser, at vi mennesker lyver mindst tre gange om dagen. Mænd lyver mest for at imponere, og kvinder mest for at undgå at såre. Men hvad vil det egentlig sige at lyve, hvad er en løgn og er den det samme for alle? 

Løgn er ikke det modsatte af sandhed. Det modsatte af sandhed er usandhed. Det modsatte af at lyve er ærlighed, oprigtighed. Man kan altså godt tale usandt men uden at lyve, hvis man ikke ved bedre eller handler i god tro. Det kan være svært at afgøre, for hvem ved, i hvilken tro et menneske handler, udover mennesket selv. Som jo muligvis lyver.
I filmen The Zone of Interest, der handler om lejrkommandanten Rudolf Höss og hans familie, der lever i en hvidkalket villa klos op og ned ad den flere meter høje mur, der omgav udryddelselejren Auschwitz. Familien passer haven, leger med hunden, børnene kører på ladcykel, sejler i kano. Alle ser de røgen fra skorstenen bag muren, de hører skrigene, skuddene. Alligevel opretholder de en fælles løgn om, at alt er godt, at de intet kender til hundredeogtusindevis af børn, der slås ihjel. En løgn, der frikender dem fra ethvert ansvar og lader dem leve i overbevisning om deres egen uskyldsrenhed, deres moralske habitus. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en løgn. Om de selv troede på den?

Langt de fleste løgne er uskadelige. Vi finder på undskyldninger for, hvorfor vi ikke kan deltage i en sammenkomst eller lader som om vi ikke hører, det ringer på døren, når en flok spejdere vil sælge en lodseddel. 
Det er ufint, men accepteret af de fleste, og vi bruger omskrivninger, for ikke at se løgnen i øjnene, vi kalder det “nødvendige hensyn.” Kært barn har mange navne, løgnen har mindst tusinde, hvid løgn, grå løgn, undladelsesløgn, notorisk løgn. 
Nogle eksempler kunne være:
Den skærmende løgn, hvor vi mod bedre vidende forsikrer barnet om, at der aldrig vil ske det noget ondt og at mor og far ikke dør før om mange år. At julemanden findes, at mormor bor oppe i himlen, at de blå blink på ambulancen, der kørte naboen væk, var for sjov. Wiu, wiu.

Den nødvendige løgn, der får os til at hænge sammen, når alt går i stykker:
Det skal nok blive bedre. Tiden læger alle sår. Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. 
Og gentager det så tit, at vi til sidst tror på det.

Fortrængningens løgn. 
Når en kvinde i et voldeligt parforhold for eksempel fastholder, at hendes mand slår af kærlighed. At hans afmagt “i virkeligheden” er et udtryk for, hvor højt han elsker hende. En løgn, vi fastholder, fordi alternativet synes værre. Nemlig at skulle erkende, at den mand, man elsker, er et røvhul.

Så er den hvide løgn, den, der har til formål at gyde olie på vandende, lette stemningen. Måske forsikrer vi en veninde om, at hendes nye frisurer klæder hende, selvom det modsatte er tilfældet. Eller vi takker for en vidunderlig aften, som vi har hadet fra første til sidste sekund. “Lad os gøre det snart igen”

Eller den syge løgn, Münchausen syndromet, hvor en patient ikke bare opfinder -men ligefrem med vilje- pådrager sig symptomer og lidelser, for at få opmærksomhed, omsorg. En dybt ulykkelig lidelse, som kun synes værre, når den foregår by proxy. det vil sige, at lidelsen påføres en pårørende, en bror, en mor, et barn. 

Og så er der de mest udbredt løgne, fordommene. Om de arbejdsløse (der ikke gider). De forgældede (der er uansvarlige). De tykke (der mangler rygrad). De ulykkelige (der er selvmedlidende). Udlændingene (der er kriminelle). De brystopererede (der er sygt forfængelige). De psykisk syge (Der er en belastning). 

Jeg lærte engang en pige at kende på en institution, hvor jeg arbejdede. Agnes, hed hun og havde nogle og tyve søskende. Det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg forsøgte flere gange at give hende en kattelem, en vej ud af løgnen. 
Er det søskende, som i alle-jeg-oplever-som-min-familie, spurgte jeg? Er det all-inclusiv – din mors ungdomskæresters børn, din fars tidligere kones? det mærkelige er, at jo mere plads, jeg gav hende til at fortælle sandheden, des mere insisterende blev hun på at fastholde, at hun virkelig havde 25 fuldblods søskende. 
Og hvem ved. Måske var det sandt. Måske var jeg den fordomsfulde, den, der på forhånd dømte hendes forklaring – og forkert?

Det er næsten umuligt at være til uden at lyve. Hvis ikke bevidst, så ubevidst.
Hvad med vores følelser, for eksempel: Lyver de? 
Lyver fornuften, tallene, kalkulerne. Afhænger enhver afvejning, udregning, ligning ikke af, hvilke målestok vi bruger, hvad vi sammenligner med. 
Rundetårn med et skrig. Æbler med pærer. 
Livslængde, livskvalitet. Måske afhænger sundhed mindre af sund kost og motion og mere af evnen til at fortrænge, evnen til at tro sine egne løgne. 
Salig er de enfoldige. 

Og så er der alt det andet, alle de andre.
Er digte fulde af løgn? 
Er drømmene? 
Er du, er jeg?

At lyve for at leve.
Jeg har altid lært, at det er forkert at lyve. Beskidt. Grimt. Ufint. Ækelt. Løgnen tilhører de umodne, det ukontrollerede, børnene og de fulde folk.

I Linn Ullmanns mesterlige roman “De urolige” er der en scene imellem en pige og hendes far. Hver onsdag bliver pigen inviteret ind på sin fars kontor til en ugentlig samtale – en slags konstrueret intimitet. Ullmann skriver:
“Alt havde sin plads og sin tid. Der var sat tid af til at pigen og faren kunne ‘snakke sammen’.”
Lin Ullmann omtaler sig selv i tredje person, hun er pigen. Hun har en blå kjole på, den er lidt for lille. Hun sætter sig i en stol, faren har sat frem, han sidder i en anden. Nu skal de ‘snakke sammen’, hendes far lægger ud:
“Problemet er, at der er så stor aldersforskel mellem os. Vi har slet og ret ikke så meget at tale om”, siger han.
Linn, ved ikke, hvad hun skal sige til det: Om det er godt eller skidt, om hun skal gå eller blive, hun ved bare, at det er sådan, det er. At han er gammel og hun er meget ung. Det er ikke rart at sidde sådan, det er ikke rart at skulle tale sammen og så få at vide, at man ikke har noget at tale sammen om. Så hun forsøger sig alligevel. Hun fortæller sin far, at hun ønsker sig en stol. Ikke en hvilken som helst stol – men den fineste stol i hele verden.
Hendes far forstår hende ikke, han virker forvirret:
“Er det en metafor?”, spørger han Linn, der ikke ved, hvad en metafor betyder. Hendes far forklarer:
“Af og til er det sådan, at en ting ikke er den ting, men noget andet. Det kaldes metaforer. Det jeg mener, er: Symboliserer stolen noget inde i dig? Noget, du tænker på? Noget, du drømmer om? […] Er det en magisk stol?”
Og Linn ser på sin far, fortvivlet, svarer ham så:
“Nej. Det er bare en stol.”

Jeg har siddet dér. På et kontor, ligesom det i romanen, og fortalt om en drøm om en stol. Og er blevet mødt af undren. Skepsis. En stol?
Men modsat pigen i Linn Ullmanns roman, havde jeg ikke modet til at insistere på min egen oplevelse. På at min stol “bare” var en stol. I stedet forsøgte jeg at overensstemme mit svar til de voksne retorik, deres forventning. Digtede en stol med ornamenterede armlæn og et ryglæn af guld. Bordeauxrødt pudebetræk, som jeg havde set på gamle malerier. Det virkede, de voksne nikkede: ah, det giver mening, du drømmer om en dronningestol. Du drømmer om at blive dronning.
Jeg blev god til dét, til at svare, så de voksne forstod det, og selvom jeg havde lært, at man ikke måtte lyve, føltes det mere rigtigt, og mindre ensomt, at lyve end ikke at blive forstået. Til sidst anede jeg ikke, hvad der var sandt og hvad, der var løgn. Og hvem, der afgjorde forskellen.

Da jeg senere blev indlagt med en spiseforstyrrelse, blev løgnen mit våben. “To lie is not to die”. Jeg reagerede på personalets sprøgsmål, som et gidsel reagerer på sin bøddels ordrer. Med først at nægte, og når tommelskruerne så blev sat på, ja så løj jeg for at slippe for mere smerte. Ja, jeg har spist op. Nej, jeg dyrker ikke motion i det skjulte. Ja, jeg vil gerne være rask. Nej, jeg er ikke i tvivl. Sandheden var at jeg aldrig spiste op. At jeg lavede mavebøjninger og armstræk i mørket på min stue hver nat. At jeg måske gerne ville være rask, men samtidig slet ikke. Løgnen blev min hud, min kåbe, mit værn mod bødlernes tortur, som var mad. Bjerge af mad. Laksetærte med hakkede mandler, pizza med lardo og blå ost, mazarinkage, chokolademousse, flødeis, flæskestegssandwich. Jeg løj for at overleve, sådan føltes det, og til sidst stolede jeg ikke på nogen, mindst af alt på mig selv.

Vi kender det fra dyreverden. At skifte farve efter omgivelserne, camouflere os, så vi ikke er synlige for fjenden. Kamæleonen kan ligne en sten, en stamme, et blad. Eller den kan spille død, lægge sig siden med stive udstrakte ben og halvt lukkede øjne. Det samme gælder blæksprutter. Og så er der pindsvinefisk, der ændrer form, puster sig op, så den bliver sværere at sluge.
Jeg siger ikke, at det er ok at lyve, skifte ham, form, ændre mening efter omgivelserne, bare fordi der er dyr, der gør det. Det er ikke en undskyldning, men en konstatering. Løgnen findes. Løgnen kan være en nødvendighed. To Lie is not to die.

I Judith Hermanns essay “Vi ville have fortalt hinanden alt”, skriver hun
“Og mens jeg skriver det, tænker tilbage på det, er jeg slet ikke sikker på om det hele faktisk har fundet sted. besøgte jeg Ada? Eller drømte jeg at jeg besøgte hende. Eller tænkte jeg på at skrive en historie hvor en kvinde besøger en anden kvinde[..]” Spørgsmålet er, om Hermann lyver, hvis ikke besøget har fundet sted, hvis det hele er en drøm eller måske en fortælling, hun har skabt, for at få sit liv til at hænge sammen. To Lie is not to die. At lyve er at leve, skabe en historie, der får stumperne af dage til at hænge sammen som måneder, år, et liv. Hun skriver:
“Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”

Det er den glød, jeg interesserer mig for. Mørket, der ikke er mørke, men et hul, man kan falde i, sådan som Alice i eventyrland falder i kaninhullet og oplever en verden, der måske er løgn, måske bare noget andet end virkelighed. Når jeg skriver er det virkeligt, ordene er virkelige, følelsen, hullet. Spøgelset også.
Da jeg løj om, hvad jeg spiste, var jeg en kamæleon på flugt fra en rovfugl. Jeg gjorde mit bedste for at ligne sandhed, fortalte, hvad de ville høre, spillede død, når det tjente til min overlevelse. Når jeg skriver skelner jeg ikke mellem virkelighed, drøm, spøgelser, på den måde bruger jeg fortællingen sådan som Judith Hermann fortæller, at hun også gør.
D.H. Lawrence siger det så godt:
“Never trust the teller, trust the tale.”

Sproget er konkret. Jeg er et ord på tre bogstaver. Verden er nedrev stavet bagfra. Død er død, uanset hvordan man vender og drejer det. Sproget er et øje, et øre, en lyd. Sprog er en henvendelse, at håbe:
“det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”
Der hvor jeg gik i børnehave havde grupperne navne efter dyr. Bambi og Evigglad, Baloo. Vores jakker hængte vi på knager, der var formet som den syvende plet på en mariehøne, en sort rundt greb. De fleste børn var døve, så vi talte ikke sammen, men tegnede med hænderne i luften:
A var en lukket hånd, B en åben. Et C var bare et C, det samme gjaldt L.
D var en løftet pegefinger.
Det gode ved tegnsprog er, at man er nødt til at gøre opmærksom, hvis det, man “siger” er sagt med ironi. Man må skære ansigt, blinke med et øje eller lægge hovedet på skrå og smile skævt. Det dur ikke med skjulte intentioner og subtile undertekster. Mobning bliver så tydeligt, når det står skrevet i luften.
Jeg husker ikke en eneste gang i børnehaven at være i tvivl om, hvad der blev sagt. Hvorfor eller hvordan. Om det var et spørgsmål eller en konstatering.
Jeg husker ikke, at der var nogen, der hviskede i krogene og hvis de gjorde, var der ingen, der kunne høre det.

Jeg har forsøgt at tage det sprog med mig videre. Ud i verden, ind i min skrift. At lade tingene tale deres eget tydelige sprog. Ja. Nej. Pels. Æble. Vanvid. Vold.
Det er nogle ord, der er svære. Okay. Nå. Virkelig.
Mens andre er åbne som en buttet barnehånd, der griber efter en rangle: At ae. Smage. Se.
Jeg ønsker at bruge sproget sådan. Til at åbne, gribe, række ud:
Mos. Hjerte. Sol.

Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: 
rimelig dumt at vælge at være digter/ men jeg tror også på linjebruddet/ på det trodsige håb og det smukke i faldet”
Det smukke fald, det håbløse håb.
I går skrev jeg en sætning og slettede den igen, noget forbliver bedst sådan. Usagt, henkogt, fermenteret. Schh. (Hver gang nogen tysser på mig, tænker jeg på den listige slange i Junglebogen, Kaa, de hypnotiske øjne) I dag har jeg planer om at skære brød i skiver, klippe karse, se angsten i øjnene. Tælle til ti, tyve, trække nitten fra sekshundrede og finde et facit på ingenting:
“Meine Damen und Herren, herzlich willkommen i Cirkus JedenTag: Her kannst du opleve hamstere på hjul, tandlose Teater und Todes träumen. Det ender som forventet mit ein trauriger Clown, men der er popcorn unterwegs und i morgen gibt es atter ein Tag.” 

PS: ❤️

Et hjerte var ikke andet end en muskel sagde Ellen, ligesom februar virkeligheden ikke var andet end en tilstand af tø.
Det var i samme måned, min nabo aflivede sin hund, en airedaleterrier med overbid. Det var tid, forklarede han, da jeg spurgte hvorfor og fra den dag, blev jeg bange for bare at se på klokken.
Jeg havde sparet sammen i halvandet år, ti kroner hver uge, nu havde jeg 800 kroner og købte en sættekasse og toogtredive bittesmå ting til at stille på hylderne.
En grøn fluoritsten, et fingerbøl, to keramikhuse hver på størrelse med en negl.

Min far hjalp mig med at hænge kassen op over min seng, tilpas højt til at jeg ikke stødte hovedet imod, når jeg satte mig op, men dog ikke højere, end at jeg kunne nå hylderne og de små nips.
Nogle gange vågnede jeg om natten og greb ud i mørket efter nips. Det var lidt som en lykkepose fra materialisten, nogle gange var man heldig at finde en rejsetandbørste og et sæt kunstige negle, andre gange var der ikke andet i posen end en tættekam og en pakke plaster.
Det bedste var, når jeg fangede en tabt mælketand på hylden, det betød held, havde jeg læst i en bog om drømmetydning, forandring, nye vinde, frisk mod. De fleste nætter greb jeg dog i blinde og fangede ikke andet end nat og mørke og blev bange for mine hænder, deres uformåen.

Måneden efter måtte min far pille sættekassen ned, han rystede på hovedet: Al det besvær og så til ingen verdens nytte. Jeg græd og undskyldte, knugede den grønne flourit i min knyttede næve, fuld af skam. Senere byttede jeg de to keramikhuse til et tallerkenstort glansbillede af en engel med glimmer på vingerne. Jeg voksede fra det mørkerædde, men frygten for mine hænder og at gribe i blinde forblev den samme. Ligesom angsten for februar og for klokken, at nogen skal se på mig og sige, at det er tid.

ikke male de blå mærker over med slettelak, ikke pisse på en tændstik, ikke gribe om pigtråd med vilje, trygle om nåde, ikke løfte hænderne som værn mod det usagte, det sivende had, den her hvisken bag ryggen, du er jo syg i hovedet, sådan én som dig. Ikke vige udenom, ikke tale  i tunger, men klippe tungen af, række den frem som en gave, et offer, værsgo, kan du høre, hvor kæft, jeg holder?

Min far siger, det er bedre at kaste penge i grams end at tabe dem på gulvet. Han siger: den, der leger med ilden, holder varmen. Han kaster en kæp efter en fugl. Deres kvidren giver mig pip, siger han og lægger hovedet på skrå, smiler spørgende: Fangede du den?

Han har to armbåndsure, et på hvert håndled, han trækker ikke nogen af dem op. Han har også en bog med nøjagtig optegnelser af benzin hældt på bilen, dato og antal liter. 83 km/timen er optimal hastighed, sådan kører den længst på literen. Vi er seks en halv time timer om at nå til København, den ene bil efter den anden overhaler os på motorvejen. Blinker og dytter. – Det var Povl Kjøller, råber min far og ruller vinduet ned, vinker til en bistert udseende chauffør med skulderlangt gråt hår.
På en rasteplads lidt udenfor Slagelse spiser vi frokost, en pose optøede miniflutes smurt med trekanter af ost. Den leende ko. Vi drikker vand af hanen på toilettet, selvom der hænger et skilt med en hane, et glas vand og henover begge: En rød streg som i nej. Min far siger: Hvo intet vover, intet vinder og tager en ordentlig slurk, Tørrer sig med bagsiden af hånden. Ingen af os bliver syge.

I april vinder han 600 kroner i Landbrugslotteriet og køber en ny brødrister med optøningsfunktion. Vi fejrer det ved at bage snobrød henover risten. Det bliver ikke helt bagt, men min far siger, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten og æder den rå dej af pinden

For nylig læste jeg, at tallet 4 i Japan anses for at bringe ulykke, ingen vil bo i et hus, der har nummer 4 og børn, der er mere end tre år men under 5 år gamle, kalder sig ældre-end-tre eller lige-straks-fem. Frygten for tallet menes at bunde i, at det udtales næsten som ordet død. 
Og hvem vil bo i dødens hus, hvem vil være død år gammel?

Jeg husker ikke ret meget fra da jeg var fire år, men min mor har fortalt, at jeg var godmodig, grænsende til godtroende, det vil sige: 
Hvis nogen bad mig om at hente deres vanter, så hentede jeg dem. Hvis jeg fik besked på at holde min mund, så holdt jeg den. Når naboens dreng slog mig i hovedet med en legetøjsskovl, lod jeg ham slå. Så længe, faktisk, at han til sidst fandt min manglende reaktion kedelig og gik. 
Jeg tror ikke, det var nogens skyld, jeg er aldrig blevet truet til tavshed derhjemme eller er blevet lært at udholde alt. Måske var det bare sådan, jeg var. Observerende. Afventende. Min mor kaldte mig af og til for sin lille astronaut, fordi min væren i verden mindede hende om moonwalking og knitrende forbindelser, beskeder sendt med lysårs forsinkelse. På samme måde bevægede jeg mig gennem verden. Med langsomme prøvende bevægelser. 
”Where is everybody?”

I børnehaveklassen kom jeg til at sidde ved siden af en dreng, der hed Kaspar. Han havde kridhvidt hår og bukser, der hang som sække omkring hans ben, så tynd var han. Faktisk så tynd, at han fik lov at leve af Nutella madder. Kl. 9.00 fik han to stykker knækbrød med Nutella og til frokost to skiver lyst brød med chokoladecreme. Klokken to, lige før han blev hentet, fik han en lille pakke i folie, og indeni pakken lå to mariekiks smurt med både smør og Nutella. Men Kaspar takkede næsten altid nej, jeg forstod ikke hvorfor.
Selv havde jeg altid den samme madpakke med: Fire halve skiver rugbrød. To med leverpostej, to med æg og karse og ved siden af det to ringe af rød peber. Jeg drømte om at blive tynd ligesom Kaspar, så jeg kunne få lov at spise Nutella dagen lang, men noget stod i vejen. Min far sagde, at det var mine gener, ”du har arvet familien Justesens brede bag.” Min mor sagde, ”du er fin, som du er” hun kaldte mig, min krop, for ”lige tilpas”. Jeg var ikke sikker på, hvad det betød, lige for hvem og tilpas for hvad? 

En dag var pladsen ved siden af min tom. Kaspar kom ikke i skole, det var vist nok noget derhjemme. At Kaspars far var meget ked af det. Så ked af det, at han ikke længere kunne passe på Kaspar, knap nok på sig selv. Så nu skulle Kaspar bo hos sine bedsteforældre på en gård langt væk. Det var tæt på vand og han ville få to hunde og et loft fyldt med hø. ”Det bliver så dejligt,” forklarede Mette, vores lærer, men det eneste jeg kunne tænke på var, om han så stadig ville få Nutella på alle sine madder. Men jeg spurgte ikke, for jeg vidste godt, at det ikke var det, det handlede om. Det handlede ikke om Nutella, men om Kaspar og om hans far og om at være ked af det, at man ikke kunne passe på andre og slet ikke på sig selv. 
Da Kaspar havde været væk en uge, fik vi nye pladser. Jeg kom til at sidde ved siden af Birgitte, hendes mor var frisør. Birgitte havde både extensions og lyse striber og fik klippet pandehår hver uge. Jeg drømte om det samme og spurgte om lov derhjemme, men igen fik jeg at vide, at jeg var fin, som jeg var. ”Lige tilpas”, sagde min mor og trak mig i min kommunefarvede fletninger.
Så tog jeg på biblioteket, slog ordet ’tilpas’ op: det kom af middelaldertysk, stod der, og betød ”tilstrækkelig, ok, acceptabel.” 
Af en eller anden grund ville jeg gerne noget andet end det, jeg ville hellere spise Nutella og have lyse striber end at være ok eller acceptabel. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var jo heldig at have både en mor og en far, der kunne passe på mig og en frisør, der hed Åse, der havde løver af gips foran sin dør. Det var først, da jeg skulle konfirmeres, at jeg gjorde noget som helst udover det lige og tilpassede.
Jeg købte en flaske brintoverilte og dyppede mit hår i den kraftige væske. Jeg lod det sidde en halv time, og da jeg skyllede det ud havde mit hår næsten samme farve som en jordslået påskedug. En falmet ujævn orange. Min mor græd, det gjorde jeg også, så ringede vi til Åse og fik en tid, og hun lykkedes med at klippe de værste cigaretskodgule totter af og få håret farvet til en næsten jævn leverpostej.  

Jeg ved ikke, hvad der blev af Kaspar, men Birgittes mor fik dårlig ryg og blev omskolet til dagplejer. Jeg fik lavet permanentkrøller, det var ikke helt som jeg havde forventet, alt andet forblev det samme: det leverpostejsfarvede og det lige tilpasse. På min sidste skoledag drak jeg mig fuld i Marcanta helt alene på en motorvejsbro, det føltes som et oprør, en lille protest mod alt det lige. Det var sent og torsdag, bilerne på motorvejen ræsede forbi med det lange lys tændt, jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede mig. Da jeg kom hjem, børstede jeg tænder og gik i seng. 

Næste morgen stod jeg op, tog på arbejde som bogopsætter på det lokale bibliotek og hjalp en ældre dame med at finde en strikkeopskrift på en poncho i et gammelt nummer af Hendes Verden. Efter ferien startede jeg på gymnasiet, matematisk-musisk linje, i den lange middagspause løb jeg hen til bageren på Holbølls Plads, købte et flute og fire små pakker Nutella, satte mig i parken og spiste. Jeg valgte musik på højniveau og lærte at undgå parallelle kvinter og oktaver i koralharmonisering, og at bruge ord som ”massesuggestion” og ”autorespons,” når jeg skrev stile.
Jeg lånte også fire tusinde kroner ud til en virkelig sød fyr på et diskotek, der kaldte mig sin ”frelsende engel,” kyssede min hånd og lovede at betale mig pengene tifold tilbage. Jeg så selvfølgelig hverken ham eller pengene igen og fortalte det heller aldrig til nogen.
Jeg skulle jo nødig virke dum.

Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for, at dem omkring mig skal dø. Min mor, min far. Hunden.

Da jeg var seks, døde min mormors hund. Den løb ud foran, jeg husker lyden af dæk, der hvinede og hunden, der hylede og min morfar, der måtte gøre en ende på den lidelser ved at hente en hammer og slå hårdt mod hovedet. Bedst husker jeg dog stilheden derefter, det var som om tiden blev trukket lang som et stykke tyggegummi, chaufføren, der stod i grøftekanten og så på sit ur, fordi han jo havde en køreplan han skulle overholde, min morfar der løftede hunden og bar den ind på gårdspladsen, de lange krøllede ører, der hang slapt ud over hans hænder.
Den blev begravet under et træ med Ingrid Marie æbler, det var i september, og jeg havde lige fået nye gummistøvler. Gule Viking med en hvid kant foroven, og jeg gjorde mig meget umage for at den fede lerede jord ikke skulle sætte spor op langs kanten af støvlerne. Min morfar gravede i tavshed, smed hunden ned og dækkede hullet til, stampede jorden hård med sin træsko. Så gik vi tilbage til huset, min mormor havde tændt levende lys, hendes øjne var røde, hun havde fyldt et fad med finsk brød og Dronningemandler, og jeg tænker stadig på døden sådan. Som et rum af sorg og lys og småkager.

Senere begravede vi også min mosters kat, Kurt, ved siden af hunden, lagde en sten. Græd lidt for dem begge. Det viste sig dog, at det var den forkerte kat, vi havde begravet, for en uge senere kom Kurt spankulerende gennem stuen med stolt ryg og rejst hale og lagde sig i vindueskarmen, bred og tilfreds. Jeg kom i tvivl, om ikke vi skulle grave den forkerte Kurt op, men min morfar rystede på hovedet til nej. – I døden er vi alle lige, insisterede han, og så mod vi den ligge den rigtige Kurt endte med at blive tudsegammel, 18 år, før den døde, som om den ved sin blotte tilstedeværelse protesterede over at være blevet lagt i graven før tid.

Jeg havde i mange år svært ved at forstå det. Livet – men nok især døden. Min mor forklarede mig, at det ikke handlede om at forstå, men om at rumme det uforståelige.
‘Forstå’ kommer af det nedertyske vorstan ‘for-stå’ – altså at stå stille overfor – eller at stille sig hen til noget for at undersøge det. Det er også derfor, det ikke giver mening at tale om at ‘forstå’ døden: Der er jo ikke længere noget at stille sig hen til; at undersøge. Den, man søger, er væk. Det, man stiller sig overfor, findes ikke mere. Der er ikke længere noget, nogen at forstå, men kun tilbage at stå. Blive stående.
At blive ved med at elske, også det og dem, der ikke længere er.

Jeg boede engang på et ridecenter. En lang historie, men den korte version er, at det var kommunen der betalte mit ophold. Jeg fik et værelse med himmelseng og skråloft, lærte at ride, men aldrig at holde af det. Jeg kunne bedre lide alt det udenom, at strigle og muge ud, tyde dyrets tegningerne af dyrets ånde i frostvejr. 
Det var også på ridecenteret, jeg begyndte at tælle. Fuglene på himlen, antallet af linjer i min hånd: Livs- og hjertelinje, skæbne- og rend-mig-i-røven-linjen, som var den der stod tydeligst frem. Jeg talte også antallet af dun i min hovedpude, teglsten på taget, grus på gårdspladsen, jeg talte og talte, som om jeg ad den vej kunne nå frem til et facit. Slog op i telefonbogen for at tælle, hvor mange der hed Andersen til efternavn i Hundested. Holbæk. Holstebro. Lagde kvadratroden af min mors cpr-nummer sammen med tværsummen af mit eget, det gav 20,73. Skar et brød i en centimeter tykke skiver og lagde dem oven på hinanden og målte højden. Jeg fyldte fire bøger med den slags noter, tilfældige tal i tilfældig rækkefølge, 36 måger på himlen i havnen i Korsør, 82 dåser flået tomat på hylden i Løvbjerg, 3 uafhentede recepter på angstdæmpende medicin. 
Seksogtredive plus toogfirs plus tre giver hundredeogenogtyve, tværsummen af hundredeogenogtyve er fire som også var min mors fødselsdato – den 4. juni. På den måde fik jeg altid tingene til at gå op – også selvom de ikke gik op i noget. Alligevel gav det en slags ro eller i hvert fald en følelse af at gøre noget. Ikke noget af betydning, men alligevel. Det her er ikke et forsøg på en forklaring, heller ikke en undskyldning, jeg ved faktisk ikke hvad det er.