Louise Juhl

destory.dk

Sol og føl

På en sten ved kirkegården har nogen lagt en tegning, nedenunder står:
sO¬ og fØl

Det er næsten sommer i dag, dagens længde er tiltaget med fire minutter siden i går. Forleden lagde jeg mig i græsset udenfor huset og lukkede øjnene. Bredte mine arme ud. Måske bad jeg – ikke om noget og ikke til nogen, bare lukkede øjne og et ønske.
Da jeg åbnede dem igen fór en hare forbi, jeg nåede kun lige at se den forsvinde, før den var væk. 

Jeg vil så gerne være vred. Over haren, der flygter og dagene, der forsvinder. Græsset, der bare er grønt og mine fjollede arme, der vender sig mod himlen i stedet for at vende sig udad. Fremad. Slås og kæmpe.
Jeg vil gerne være vred på Paludan og Putin, på særlove, skilteskove og førerne af de firhjulstrukne Audi’er, der crusier fra strand til strand: ‘Dur ikke, næste.’ – Tænk sig den selvfede luksus at tro, det er verden, den er gal med og ikke én selv.
Men jeg er ikke vred, og jeg ved ikke hvorfor. Heller ikke hvordan jeg forvandler mine foldede hænder til knyttede næver. Forvandler SOl og fج til mere end ord og dagene til lys og varme.

Tårer for svin

Hun har en særlig gråd, hun reserver til de gange, hun skal have gæster og de igen – i sidste øjeblik og uden varsel – ringer og melder afbud.
‘Åh hvor ærgerligt’, svarer hun i telefonen, ‘den slags sker jo’.
Så lægger hun telefonen fra sig og går ind til det smukt opdækkede bord. Trækker en stol ud, sætter sig og løfter glasset, nikker hele vejen rundt mod de tomme pladser: “Velkommen. Og værsågod”. Hun peger på de mange skåle og fade: Svineslag, kold medister, kalvetunge, smørstegt due, toscansk pate. En suppe af flodperlemuslinger og ceviche af hajpandebrusk.
Hun æder sig vej igennem alle retter – confiteret harepote, hornugletatar, ålerogn en papilotte. I flere timer æder hun og uden ophør. Maden er hendes motor, hver bid er en protest. Det er først, da hun har sunket den sidst bid, hun lader sig falde om sin egen midte, kaster op. Brølende kaskader af endnu ufordøjet føde, hønsefodsknogler, svinetryneafpuds, litervis af gul og gusten galde.
“Nejnejnejnejnej”, messer hun, mens hun lader tårerne falde som perler for svin, “nejnejnejnejnej”.
I flere timer græder hun sin særlige gråd, før hun endelig falder i søvn og drømmer om søheste af guld og endeløs finsk vinter.

Game

Han var min kæreste i tre år. Jeg mødte ham første gang ved et busstoppested. Jeg stod og ventede på bussen, han kom cyklende forbi. Pludselig steg han af cyklen og spurgte “hvorfor har du vådt hår?”
“Har jeg da det?,” svarede jeg forskrækket og førte en hånd op til håret, og han grinede bredt og svarede “Næh, jeg ville bare din opmærksomhed, og så bød han mig på øl.
Jeg burde vel have vidst det allerede der, hans joke var dårlig og jeg drak aldrig øl før efter sytten. Alligevel gik jeg med ham. Han fortalte, at han var fysioterapeut og arbejde i et fitnesscenter. Så rørte han huden på min hals, sagde “du er helt gennemsigtig”. Det var på alle måder så overvældende.
Senere tog vi hjem i hans lejlighed, hans ekskærestes navn stod stadig på et skilt udenpå døren. Han havde to katte, Mis og Mis Miav, hans køleskab var tomt, det eneste, han kunne tilbyde var saltstænger og Bacardi Strawberry.

Vi flyttede sammen måneden efter. Lejligheden havde kun to værelser, vi sov i hver sit. Han spillede computerspil til efter sent, de sjældne gange han ikke faldt i søvn i sin højryggede gamerstol, søgte han ind til mig. Liderlig på den måde, man vel bliver liderlig af en hel nat med snigskytter og maskingeværer.

Nogle gange spurgte jeg, om han var mig utro.
“Vil du virkelig vide det?,” svarede han, og jeg nikkede for jeg ville virkelig gerne vide det. Han svarede: “Måske, måske ikke”.
Han mente, at der var to veje: den lige vej og vildvejen, sandhed og løgn, og at man kunne vælge hvilken man ville gå. Begge var lige gode, det eneste vigtige var vel at nå frem til sit mål, argumenterede han.

Det med utroskab varede ved, nogle gange gjorde han sig ikke engang besværet at lyve. Så kom han hjem og tændte for computeren og sagde – lidt henkastet: “Jeg boller forresten lidt med en, der hedder Agnete.”
Det der ‘lidt.’
Jeg svarede “nå” eller “ok” og forsøgte at finde vis glæde i at jeg så slap for hans snigende liderlighed så længe.
Det undrer mig, hvorfor jeg lod det vare så længe. Hvorfor jeg ikke allerede da han serverede Bacardi strawberry og saltstænger på den første date, skred. Var det mon på grund af kattene – fordi jeg ikke nænnede at lade Mis og Mis Miav være alene med ham?

Påskedag 2022

November 1995: Jeg bliver taget af en butiksdetektiv for at smage ‘for voldsomt’ på druerne i Føtex.

Juni 2000: Jeg får en buket forærende, større end mig selv, og forsvinder bag.

Oktober 2003: 1. Vi spiser fisk en papillotte, det har jeg aldrig smagt før.

  1. Ser en, jeg holder af, i øjnene og lyver – hun ved det godt.

Sommer 2005: Alt hvad jeg ejer, kan tælles på en hånd: elkedel, en mikroovn og en pilatesbold.

Oktober 2009, journalnotat tilføjelse med blyant: “Relations-dependent.”

Vinteren 2013: Jeg har glemt, hvad problemet var, og hvad gør man så.

2016: Jeg taber det hele på gulvet. Det går ikke i stykker.

Påskedag 2020: Alt det, der sker, når der ingenting sker.

Påskedag 2022: Efter nogle millioner års tovtrækkeri enes solen og månen endelig om, at det ikke er en konkurrence. Der er jo plads nok til dem begge i himmelrummet.

Røgvender

Teltlejren lå lige uden for Farum, det var i oktober, der var rim på græsset, når vi vågnede. Kurset hed Totem og var et “forberedelseskursus for kommende patruljefører”. Jeg havde aldrig været på “kursus” før, men ordet lød voksent og jeg var lige fyldt tolv, så det var nok godt.
Det var første gang, jeg var alene, jeg anede ikke, hvordan man gjorde. “Du skal bare være dig selv”, forklarede min mor, men hvad skulle jeg stille op med det, mig selv, hvem og hvordan. Så jeg fandt en anden strategi, gjorde som de andre. Lærte mig at lave bål uden tændstikker, binde et firknob og nikke, hvis nogen spurgte om noget. ”Jaja”.
Jeg var god til det. Så god faktisk, at når nogen råbte på mig, kom de til at kalde mig Ursula eller Ingrid eller Agnete, og jeg lod dem gøre det. Heller Ingrid end mig selv.

En, der hed Sara, lærte mig at lave en røgvender. Det var egentlig bare et håndklæde, jeg skulle vifte foran bålet, for at få røgen til at ændre kurs. Også det var jeg god til: Jeg viftede og viftede i flere timer time, før jeg opdagede, at Sara tog pis på mig. At man jo da ikke kan vende vinden ved at vifte med en klud.
Alle lo, også jeg selv – højest af alle. Jeg drejede endda en finger rundt i min tinding og skar ansigt, for at vise, hvor stor en idiot, jeg var.
Det virkede, alle syntes, det var cool – at gøre sig selv til grin og med vilje.

Den sidste dag skulle vi lære at flå en kanin. Jeg fik lov at føre kniven. Henrik, kursuslederen, forklarede, hvordan jeg først skulle skære et led af kaninens forpoter, så snitte rundt om haserne for til sidst at stikke en finger ind under huden og flå skindet af.
Jeg glemmer aldrig den den lyd, lyden af knogler, der knækker. Jeg husker, at Henrik roste mig, lagde en hånd på min skulder og sagde: “det er du sørme god til!”. Jeg husker, hvordan han med den ene hånd holdt skindet og med den anden det døde dyr frem, så alle ku’ se.
Vi tilberedte kaninen over bål, alle skulle smage. To af pigerne blev ved at se den døde kanin for sig og kastede op. Henrik råbte “Hvis I skulle overleve i naturen, var I sgu døde forlængst.”

Det var ikke før på vej hjem, jeg kom til at tænke på, hvad min mor havde sagt om at jeg skulle være mig selv. Om det var det, jeg var, når jeg bandt knob, lo ad mig selv, knækkede poterne på en kanin?

En mur af drømme

Jeg vågnede ved, at jeg græd. Ikke i virkeligheden men i søvne. Jeg sad på mine knæ og hulkede, og da jeg vågnede havde jeg ondt i hovedet af gråd, der var trukket striber ned ad mit ansigt.

Jeg har i tidens løb talt med flere om, hvad det skyldes. Hvorfor jeg er så ked af det, når jeg ikke har noget ‘det’, at være ked af. Hvorfor jeg hver nat drømmer, at verden er en mur eller en afvisende dørmand, der mumler: Ingen adgang. Præcis, som jeg selv gør, når min hund skal forstå at noget er slut. Så lægger jeg armene over kors og vender ryggen til. Hunden forstår det med det samme, den begriber ikke alle de ord, vi bruger hele tiden og i flæng: nej og stop og slut. Men den forstår en mur er en ryg, en fysisk afvisning. “Hertil og ikke længere”. 

Det virker altid, hunden sætter sig med det samme,  eller den vender om, hopper op i sofaen og krøller sig sammen i et hjørne. Giver op. En ryg er overraskende effektiv, et kropsligt hegn, der siger: Ingen adgang. 

Jeg drømmer tit om det hegn, den krop, jeg drømmer om den hund, der krøller sig sammen i et hjørne, giver op. Det er kun en drøm, det ved jeg godt, virkeligheden er helt anderledes. Virkeligheden er fuld af nåletræer og mos og billedtæpper og levende lys. I virkeligheden har jeg en bulet tuba af messing stående i et hjørne af min stue – den kan godt nok ikke spille, men den er min, og den gør mig glad. I virkeligheden er jeg omgivet af gode mure af sten, der beskytter mig og hunden mod slagregn, fugleklatter og vildfarent fyrværkeri. 

Men når jeg drømmer, er det anderledes. Når jeg drømmer er murene høje og afvisende. Når jeg drømmer sidder jeg udenfor og indenfor findes virkeligheden, og jeg har ingen adgang. Så er det, at jeg græder, jeg ved godt, at det er dumt, fjollet endda, men drømmene er ligeglade, de efterlader mig sådan. På knæ og hulkende, helt til grin.

Liste over ting at kæmpe med og mod og for

Ting, der siger sig selv:
spurv, mule, pote, elsk, jord, se

Ting, der siger noget andet:
nå, hm, aha, virkli’, lad os nu se

Ting, der prøver så godt, de kan:
Ler, sol, sne, sten, sand, tirsdag

Ting med k:
kat, kys, kuk, krop, kraftpetervæltemig, kæmp!

Alkove

Der er så mange regler, jeg følger. Det er ligesom med hunden: Det gælder om at være på det rette sted og på det rette tidspunkt. Gøre det rigtige, når det forventes. Løbe efter en pind, når de kaster, sidde pænt, når de siger ‘SIT!’. Så får man godbidder og nogen siger: ‘God hund’, ‘dyyygtig’. 
Jeg vil gerne være god, jeg vil gerne være dygtig. Så jeg forsøger det samme som hunden. Jeg står op, når vækkeuret ringer. Tænder for vandet, går i bad, trækker i tøjet. Jeg tager gerne den strikkede sweater med striberne på. ‘Den klær dig så godt’, siger alle. 
Jeg spørger dem aldrig, hvad de mener med det.
Jeg spørger dem aldrig: Hvorfor?

Hver dag leder jeg efter en udvej. Eller nej, det er ikke rigtigt, jeg søger hverken ud eller væk. Jeg leder bare efter en alkove, et lille indelukke i væggen, jeg kan tage et hvil i undervejs.
En alkove kaldes forresten ‘et senghul’ på Bornholm. På Fanø hedder det ‘en tætseng’. 
Tætseng lyder rart, synes jeg – ikke udenfor, ikke væk fra, men tæt på. Et lille hul at gemme sig i midt imellem mennesker, marehalm, mandag. 
Her ligger jeg så lidt, før jeg går ud med hunden. Jeg har planlagt en rute. Otte og en halv kilometer. Vi har ingen mål med turen, bare ud og hjem, det er alt nok.

Begyndelsen

Man siger så tit: ‘Det begyndte med, at’.
Men sandheden er, at det ikke begyndte. Det var bare, sådan som det altid havde været:
Mor i sine lidt for korte bukser og med de lidt for lange ben.
Mor, der hvisker: ‘Det er allerede alt for sent, Lille lille, kan du nu lægge dig til at sove.’ Hendes hud dufter af creme og vaskepulver, jeg kan høre maskinen, der kører i rummet ved siden af. Om to timer vil den være færdig, så skal al tøjet hænges op. Sokkerne, undertrøjerne og fars lommetørklæder.
Det bliver sent, før hun kommer i seng, det gør det altid. Alligevel stiller hun vækkeuret, så hun kan nå at lægge tøjet sammen, før hun skal på arbejde. Sokkerne i bundter, to og to. Trøjer og tørklæder foldet og lagt sammen i stakke. Sådan.

Der er det med begyndelser, at de er gode at komme videre fra. Det er godt at have et sted, man kalder “Start”, for så vil alt, der følger efter, være bevægelser fremad. Henimod noget andet, noget mere.
At fylde seks år, for eksempel, eller ni. Blive færdig med skolen. Stjæle, fordi det har man ikke prøvet før, og “én gang skal jo være den første”.
Alting skal ske en første gang:
Bage pandekager, skide i en skraldespand, flette mælkebøttekranse. Pifte en cykel og sige ‘jeg elsker dig’ uden at mene det.

Sandheden er, at det aldrig begyndte. En morgen vågnede jeg bare, sådan som jeg er vågnet så mange gange før. Udenfor hang mor tøj op, indenfor forsøgte en halvstor humlebi at slippe gennem ruden; forgæves.
Jeg fjernede dynen, satte fødderne på gulvet og tænkte ‘fra nu af’.
Og sådan blev det.

Når elge brøler

Annemais far flyttede og tog alle møbler med sig pånær tre campingstole og et slåudbord i plast. Da jeg spurgte, hvor han var flyttet hen, svarede hun, “det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad,” men hun lød ikke sådan. Ligeglad altså.
De voksne sagde, at det var, hvad man kunne forvente sig. Sådan sagde de ind imellem ting uden egentlig at sige noget. Jeg fik aldrig svar på, hvem der forventede hvad eller hvorfor. Det var det samme da Karins mor blev indlagt, fordi hun ikke kunne stoppe med at græde. Hun havde grædt uafbrudt i mere end en uge, også om natten, og til sidst kom der en læge og senere en ambulance, og så blev hun kørt væk. Så var det, at de voksne sagde: “Det kommer vist ikke bag på nogen”.
Igen var jeg i tvivl, hvad var “det” og hvem var “nogen”. Men jeg spurgte ikke, tænkte, at det nok bare var mig, der var dum, og undlod flere år at græde, med mindre jeg var jeg var alene og sikker på, at ingen så det. For tænk, hvis jeg blev hentet og kørt væk.
Annemai og jeg lavede en klub, den hed De Hemmelige Beskeders Klub. Vi sendte breve til hinanden, men ikke i vores eget navn. Jeg kaldte mig for eksempel Alexia og fortalte, at jeg var født af en ensom kvinde i Finland, men var blevet adopteret af en bjørn. Nu boede jeg i en hule og levede af bær og skrev vers i barken på birketræerne nær Rovaniemi:
“Støv og negl og frihed”
eller: “menneske, væsen, jord: Se!”
Annemai skrev tilbage, at hun kendte alt til bjørne og til at bo i huler uden andet end mos og søvand og sårede elge omkring sig:
“Lad mos være mos og sø være sø og de sårede elge om at brøle”, skrev hun.
Og så satte vi os sammen under plastikbordet og brølede:
Aaarrrgggguuuuuaaahhh!!!!
Senere fandt vi en pakke cigaretter, hendes far havde glemt i en skuffe, og brækkede dem i stykker. Først i halve, så i kvarte, smuldrede dem mellem fingrene. “Pist væk”.
Det var en forbavsende god følelse.

(Jeg savner indimellem den elg, de brøl og de breve, vi skrev)