Louise Juhl

destory.dk

(det er ikke et spørgsmål)

Hvis sten holdt op med at være sten
og mørke med at være mørke
med hvem skulle vi så
dele skylden for alt
det vi ikke kan
bære alene

Skibbrud

Vi havde lige haft gymnastik. Troels havde hængt sit svedige tøj til tørre over en stoleryg, det stank af gammel urin og kælder. Så kom Ebbe ind og råbte: ‘Jon er død!’ Først troede vi, at det havde noget med lugten at gøre,.pis og kælder, men den var god nok. Jon var døde, han var sejlet ud i en båd fredag eftermiddag i det samme tøj, som han havde haft på til sin søsters konfirmation to uger tidligere. De havde fundet båden ud for én af Aalborg Portlands siloer med bunden i vejret. Der var ingen tegn af Jon, heller ikke af hans tøj eller af kæden, han altid bar om halsen, en slags totemsmykke. Vedhænget var en stor skarabæ i sølv. Det var mere end seks dage siden båden var blevet fundet, og nu havde politiet indstillet eftersøgningen. 
Jeg kendte Jon ikke særligt godt. jeg vidste kun, at han spillede basketball i Nørresundby og altid var den første, man fik øje på i en kø. Høj, bred og lysende. Ikke sådan som en lampe lyser, mere som luften omkring en højspændingsmast i støvregn. Sitrende, noget, der hverken kan ses eller måles, kun mærkes.  
Nu var Jon død, og et øjeblik stod alt, der før havde sitret, stille. Jeg vidste knap, hvad det betød at dø. Eller rettere: hvad døden betød. Kun, at det var det modsatte af at leve, som var det eneste, jeg kendte til og som handlede om alt fra bare tæer til punkterede cykeldæk og risengrød. Døden, derimod handlede ligesom ikke om noget, og det, det var det værste. Det, der ikke handler, mens står stille og for altid. Som en lussing, der ikke når frem. Eller en kys. Den venten på det værste og det bedste, som aldrig forløses. 
Vi holdt mindegudstjeneste en fredag, hans mor udskød det så længe som muligt. Hun blev ved med at håbe, at Jon var gået i land og havde taget den på stop til et sted langt væk. Bygget en hytte af bøjelige grene og sat basketkurve op i hvert eneste træ. Selv ved mindegudstjenesten talte hun om ham i fremtid: “når Jon engang kommer hjem”. Ingen fortrak en mine, vi tænkte vel hvert vores. Jons søster sad helt stiv på en stol ved siden af kisten, hun havde redte sit hår stramt tilbage, hun lignede en gammel dame.
På skolen holdt vi fællessamling, skolepsykologen talte, hun sagde, at det bedste vi kunne gøre for Jon var at leve videre. En, der hed Martin, rakte hånden i vejret og spurgte, hvor hun vidste det fra: Altså hvorfra hun vidste, hvad det bedste for Jon ville være?  
Vi samlede sammen til en buket og sendte til familien og nogle måneder senere gik vi forbi deres hus. Jons mor havde hentet båden hjem, den lå i forhaven med bunden i vejret. Rundt om havde hun tændt levende lys, det var meget smukt men også lidt uhyggeligt. Luften omkring sitrede, som ved en højspændingsmast. Flere af os vinkede, vi vidste vel knap til hvem. Anna sendte et luftkys, hun var sikker på, at hun kunne mærke Jon gribe det, sagde hun, og vi håbede allesammen, at hun havde ret.

De fleste drømme ender med, at jeg vågner.

Som seksårig drømte jeg om at blive så smuk, at jeg kunne køre gratis med bussen. Som tiårig om at blive så dygtig, at jeg kunne springe en klasse over. Måske endda to. Som femtenårig var min største drøm at gro helt lige bryster og at få en kæreste, der elskede mig for mere end dét. Som tyveårig var drømmen at forsvinde fra verden så længe, at nogen ville begynde at lede. Kalde mit navn. Som trediveårig ville jeg gerne vende tilbage igen, være rask og til alt andet end til besvær. Som fyrreårig var drømmen at nå at få et barn: Det endte, som de fleste drømme ender, med at jeg vågnede.
I dag kan jeg ikke huske, hvad jeg drømte i nat. Det var vist nok noget med en fugl, der blev vakt til live igen og finsk dreng, der gemte sig under et bord. Udenfor er temperaturen faldet med seks grader siden i går, himlen er syrligt grå. Til frokost skal jeg have kolde kartofler med flagesalt og hytteost og purløg. Jeg elsker kolde kartofler. Og hytteost. Og flagesalt – også selvom jeg ikke drømmer om det om natten.

Ensomhed er at være nummer fem

At være ensom er at se. På dem, der fester og skåler og råber “resten i håret”. Dem, der smider skoene klokken ti, “Ahhh”, og føler sig frie sådan. Med blottede fødder og glas på stilk. Ensomhed er se dem, der altid finder nogen at dele en taxa med, mens man selv må gå, fordi der var kun plads til fire i bilen. Ensomhed er at være nummer fem. At skamme sig over sin egen skam, over sine fødder og sit nummer i rækken. Ensomhed er at se. På sig selv i spejlet og få ondt af dét, man ser – men ikke af den.

Dorte uden h

Jeg har aldrig været rigtig glad for mit navn. Louise. Ikke, at der er noget galt med navnet, det er fint nok, tre stavelser, fire vokaler, seks bogstaver. Jeg spurgte engang min mor, hvorfor jeg hed, som jeg hed, hun svarede, “det var det, din far og jeg kunne blive enige om.” Et kompromis, ikke helt, hvad hverken min mor eller far håbede, men ok omtrent sådan cirka. Hvert år kan man læse en liste med populære navne, øverst står gerne de mere specielle, Rondudanella og Columbus-Emil, midt i står de navne, der ikke er nået at ryge ud, men som alle ved snart forsvinder- Tore og Alexander og EmmaLou. Og så nederst – men altid – på listen står mit navn. Louise. Stedsegrønt, kalder min mor den slags, de eviggrønne, det, der ikke vil falde, men bliver ved med at stå, selvom ingen rigtig ved hvorfor. Jeg havde engang en kæreste, der hedder Kaspar, hans hud var et hav af fregner, arme, ben, hals, ansigt. Man kunne trække streger imellem og finde alle himlens stjernetegn på hans krop, Skorpion og Vandmand, Tvilling og Vægt. Jeg elskede at finde vej henover hans hud. “Der er Nordstjernen,” kunne jeg råbe og kysse en fregne i hans nakke – og senere én på brystet og lige ved navlen og så videre. Kaspar skulle egentlig hedde Roland, opkaldt efter sin fars elklaver, men det nægtede hans mor. Hun havde købt et orangeri og sat op bagerst i haven, for at sidde i fred for Kaspars fars skalaer, og så ingen grund til at blive mindet om hans musikalske evner eller mangel på samme, hver gang hun ammede sin søn. Hun foreslog i stedet Tormod, men det faldt ikke i god jord. Så enedes de om Malte, indtil Kaspar kom ud “og så var vi ikke længere i tvivl,” fortalte hans mor og strøg sin søn over kinden: “Du var en Kaspar”. 
Det var vist nok der, jeg spurgte min mor, hvordan jeg havde fået mit navn. Og hvor hun svarede “Det var dét, vi kunne blive enige om.” Jeg ville næsten hellere, at hun havde svaret: “fordi det rimer på at spise” eller “jamen det fungerer på alle sprog, tysk, engelsk, dansk – praktisk, kvadratisk, nemt”. 
I nogle år overvejede jeg simpelthen at skifte det ud, kalde mig noget andet. Agnes eller Esther, fordi det smager af blød barm og kloge hænder. Eller Dorte uden h, ligesom min kontaktperson på afdeling G, der holdt alle mine løgne ud, mens jeg var indlagt, og alligevel blev ved at påstå, at jeg var det hele værd. I dag tænker jeg, at skulle jeg skifte Louise ud, ville jeg kalde mig Stella. Efter min mormor, hun døde i påsken ’83, og kunne kalde alle områdets katte til sig med et simpelt: “Kis, kis, kis, kis”. Så kom de løbende alle steder fra, drak den mælk, hun havde stillet frem og lod sig stryge over ryggen – selv de vilde og dem med sår i pelsen. Og så lod hun dem løbe igen.

Mule-mig

Nogle gange føler jeg mig som en mulepose i andres hænder. God som beholder for ting, et æble, en kuglepen, en drøm, en time. Men så får de tilbudt en anden mulepose, med selvlysende bogstaver og federe motto end mit og i et særligt materiale, som både er bæredygtigt og kan tåle stød og pletter og vaskes ved tredive grader uden at krympe. Og så lægger de mule-mig fra sig øverst på en lav mur og håber, at nogen måske måske kan bruge mig eller at en rengøringsdame lægger mig ned blandt tabte handsker og efterladte chokoladekiks. En glemt sag. Det har fået mig til at holde op. Med at pose og mule og lade mig bære med. Men det er meget ensomt sådan. Helt fri af- og helt fri for verden. Helt alene også. Så nu har jeg lavet en klub for uaflyttede telefonbeskeder. Jeg ringer af og til og lægger et ord, to måske. ”Hej uden dig” og ”hvem sner?” Eller jeg spørger om ting: Hvor længe kan en frø holde vejret under vand. Hvor dyr er et menneske, og kan man kalde en sten med vinger for en drøm?

Tyr

Køerne stod på små høje rundt omkring i landskabet, de lignede noget, nogen havde bygget, stolte statuer.
Min far kørte ofte ad de små ujævne jordstier langs markerne, langt ind på bondens jorde før han standsede foran en tyr, to, en flok. Så rullede han et vindue ned, stak hovedet ud og lavede lyde. Hæse, aggressive fnys. Hornet i bund. Grrrrr. Tyrene trak sig sammen på marken, skrabede i jorden, hvæssede deres åndedrag. Min far efterlignede deres bevægelser, skrabede en fod mod bilens bund, haha, lod bilens hjul spinne.
Det kunne vare to minutter, det kunne vare ti. Dyrene bag det lave hegn – og mig bag min fars latter, haha. Indtil jeg tryglede fra bilens bagsæde, please, lad os køre, please far, nu. Gråd. Så vendte min far sig om, slog ud med armene: Hvad var nu det for noget pjat, kunne han ikke engang få lov at lave lidt sjov?
Om jeg da var bange for en ko? Bange for latter, måske, for hjulspin? Om det måske var bedre at sidde med snuden i en bog, sådan som jeg gjorde, dagen lang, og kun lære om marker og køer, vrede og fnys, fra bag en bogryg. Læse i bøger jeg kunne åbne og lukke efter behag: “Snip snap snude, så er den vrede ude”
“Hva, er det bedre sådan måske?” ville han vide.

Tre af tyrene trådte nærmere, de stod helt tæt ved bilen nu, kun to tynde stykker ledning adskilte dem fra os. Deres øjne var ikke længere bare øjne, de var liv og død, de var os eller jer. Jeg græd højere nu, hulkede, min far gassede op, bakkede bilen tilbage på vejen, vinkede ad dyrene:
“So long, adios!” 
Senere sagde han, at der jo ingenting skete: “Ingen kom til skade, vel?” Han havde haft styr på det hele, om ikke det havde været sjovt? Og jeg nikkede, jo, og tænkte, at han nok havde ret, at der ikke var sket noget, at ingen var kommet til skade, heller ikke jeg.

Elsa

Jeg har altid haft slagside til det melankolske. Til efterår og dybe skove, Finland. “Kærligheden må erfares igen og igen med det altid uerfarne hjerte,” skrev Elsa Gress engang. Dét hjerte, det uerfarne, holder jeg med. Nogle gange står jeg op om natten og reder min hund med en børste, simpelthen fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal stille op med mine hænder. Med den kærlighed, jeg har tilovers. Andre gange koger jeg bær til marmelade og hælder på glas. Skriver små etiketter og sætter udenpå: “Intet nyt er intet nyt” og “Når fugle drømmer, flyver de baglæns.” De er svære at omsætte på det frie marked, marmeladerne, stregkodelæserne går i sort, når de forsøger at tyde, hvad der står. Så nu står alle glassene herhjemme og venter, jeg ved ikke på hvad. Måske er dét problemet: At jeg ved for lidt – om streger og koder og supermarkeder. For meget om bær og børster. Måske er problemet, at jeg glemmer alt om omsætning, sådan er det nok med uerfarne hjerter. De forstår for lidt og for sent. Alligevel bliver de ved med at slå.

Ballonen

Jeg havde lovet ikke at sige det til nogen. Aldrig at sige det til nogen. Og nu stod jeg så og sagde det til Ann. At det var sådan, det var. At det var præcis sådan og ikke på nogen anden måde, at det hang sammen. Og det var som at lukke en ballon ud af mit bryst, som om noget, der alt for længe havde holdt på sit vejr, endelig fik luft. Og ballonen steg til vejrs, den steg højt op på himlen, op over over husene, hvor alle kunne se den. Og Ann ville vide, om det virkelig var sandt, om det virkelig var sådan det hang sammen Og jeg svarede hende, at ja, det var sandt, det var virkelig sådan, præcis sådan og ikke på nogen anden måde. Så kom jeg i tvivl. Jeg kom i tvivl om ballonen virkelig var en ballon, eller måske bare en hemmelighed. En løgn? Og jeg kom i tvivl, om den virkelig var sluppet ud af mit bryst eller bare af min mund. Om sådan nu også virkelig var sådan og om præcis var helt præcis eller bare cirka. Og jeg så op på himlen, på den røde ballon, der svævede højt oppe over husene, og jeg vidste, at det var for sent. At ballonen var ude af mit bryst, og at jeg aldrig med sikkerhed ville kunne svare. Hverken Ann eller nogen andre, ikke engang mig selv  🎈

Bladguld

Jeg har altid været optaget af ting, der kan gå i stykker men uden at gå i stykker. Som når et firben smider halen og gror en ny. Ikke den samme men en anden hale, mere stiv, men også mindre sårbar overfor brud. Hvis en hund mister et bagben, lærer den overraskende hurtigt at fungere på tre ben, den løber og leger som før, måske ikke helt så hurtigt, men lige så godt.
Da jeg fyldte atten, fik jeg en meget smuk tepotte i gave af min kæreste. Den var blå og med små mønstre i bladguld, og den kunne holde to liter te varm i flere timer uden en hætte. Senere gik han fra mig, tepotten beholdt jeg. Jeg flyttede til Jægergårdsgade – ind hos Eva med det mærkelige efternavn. Eva havde krusede krøller, som aldrig rigtig blev våde – hun behøvede hverken at tørre dem med håndklæde eller at fønne, når hun havde været i bad. Jeg fik et stort værelse med franske døre og silkegardiner med sirlige mønstre. De holdt ikke lyset ude, kun nysgerrige blikke. 
Vi drak te af min potte, Eva var mest til Ceylon te fra Sri Lanka, jeg var glad for Husets Urtete fra Brovst, hver aften slog vi om, hvad det skulle være. Jeg vandt for det meste og uden snyd. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg havde jeg slog sten og Eva papir, og hun gik i køkkenet for at brygge sin Ceylon, og så lød der den her lyd. Ikke nogen voldsom lyd, mere som når man taber et brød på gulvet, et bump. Alligevel var der var noget i stilheden efter, der fik mig til at rejse mig og gå ud til Eva i køkkenet, og der lå potten på gulvet med knust låg og tud.
Jeg tror nok, at jeg satte mig på knæ og forsøgte at samle stumperne, men forgæves, der var alt for mange, og de var ikke til at kende fra hinanden. Eva stod bare med en hånd for munden, mumlede noget bag. “Åh nej” tror jeg, det var: “åh nej åh nej”. 
Tepotten blev aldrig tepotte igen, Eva købte mig en ny, den kunne det samme: holde to liter varm i to timer, men den var ikke med bladguld, og den blå var ikke den samme blå. Jeg flyttede til Frederiksberg, det var ikke pottens skyld, resterne af min potte flyttede med. Den fik lov at stå i vindueskarmen i min nye lejlighed, og hver gang jeg fik besøg, gik gæsterne direkte hen til den skårede keramik. Rørte ved den, aede tør jeg næsten kalde det, og ville vide, hvad der var sket og hvordan. Flere gang overvejede jeg at finde på en historie. Om afmagt og vrede: At jeg havde knust kanden mod gulvet, da min kæreste gik fra mig. Tusinde stykker af ituslået drøm, gråd og tænders gnidsel. Men for det meste fortalte jeg bare sandheden, at tepotten var faldet på gulvet helt uden dramatik – og måske lidt om Evas krøller.