Louise Juhl

Jeg taler til ingen.
I går græd jeg i bilen, måske på grund af træernes raslen, måske på grund kridtgravens hvide. Gazas blødende røde. Jeg holdt så stramt om rattet, at jeg fik kramper i min venstre hånd og måtte holde ind til siden. Tænde katastrofeblinket, vinduesviskerne også, det sidste i håb om at feje noget bort, viske det ud, væk. Træernes toner, måske. og svulsten, svulsten for fanden, denne klamme klump af savn og sorg, hjertets voldsomhed, knæenes roterende vanvid.
Jeg er begyndt at kalde sandhed for løgn. Det er nemmere sådan.
Sandhed som i send had. Omsorg som i mors go. Løgnen er nøglen.
Jeg finder på, lægger til, leger gemmeleg med mig selv: “Kuk kuk, nu kommer jeg.”
Og så sidder jeg – et sted i teksten – og venter på at blive fundet.
Jeg har ventet længe nu.

Efter at min morfar døde, begyndte jeg at læse dødsannoncer, bemærkede mig fonte og skriftstørrelser, og hvor mange bogstaver der var i den afdødes navn. Jeg regnede på, om tværsummen stemte overens med fødsels- eller dødsdag. Den slags. Eller jeg gik på kirkegården og læste på stenene, et barn fik kun otte dage på jorden: ”Himlen er blevet en stjerne rigere.” På Mariannes sten var der indgraveret en kajak, på Evys en traktor med lad. 
På Toves stod der nederst ”Ring, når du er hjemme.”
Det kan måske lyde vulgært, at jeg sådan at snagede i andres død, men jeg håbede sådan, at nogen ville læse med, når jeg var død. Jeg har ikke selv børn, tæt på tyve års braklægning af min krop havde lagt den øde. Jeg gik eller til lægen og fik målt mine æg, de viste sig at være for små. Mine hormon-tal for skæve. Chancen for at opnå graviditet var under 8%, risikoen for spontan abort stærkt forøget. 
Alligevel stak jeg mig med nåle i årevis, målte min temperatur, spiste tabletter med ekstra jern og zink, mediterede, gik i varmtvandsbassin, lagde hænderne på mit underliv og bad til, at noget ville vokse – ud af mig selv, over. Men uanset hvor meget jeg gjorde og hvor tit, var min krop et dødfødt link, der var ingen vej ud, ingen vej videre væk fra mig selv, mine dårlige rim: Tabte handsker rimer på kejtet dansker. 

Jeg ved af samme grund ikke, om der er nogen til at rejse en sten for mig, når jeg dør, måske er det også lige meget, jeg er formentlig ligeglad med det hele, med himle og stjerner og tværsummen af bogstaver i mit navn.  

I mange år troede jeg på legenden om, at gamle elefanter søgte væk fra flokken for at dø. At de bevægede deres tunge kroppe henover savannen for at finde et skjul, et sted at gå bort, ud af øje ude af sind. Der var noget sært smuk ved den tanke, noget værdigt i på den måde at skåne sine fæller for sorgen ved at miste. Alligevel fyldte fortællingerne mig med rædsel, nogen gange lå jeg søvnløs og tænkte på at dø sådan, alene og uden at efterlade sig noget, et savn, ikke andet knogler og et gammel vedhæng fra en sølvkæde, et halvt hjerte. Senere fandt jeg ud af, at historien bare var noget, nogen havde fundet på, et dramatisk påhit i en Tarzanfilm. 
I virkeligheden dør elefanterne af sult. Udover to store stødtænder har dyret seks sæt kindtænder i over- og underkæbe, men kun ét sæt er funktionsdygtigt ad gangen. Når et sæt er slidt i bund, skubbes det ud af det bagvedliggende sæt, som overtager tyggefunktionen. Når det sidste sæt tænder er slidt ned, kan elefanten nikke længere bearbejde sin mad og dør af sult, som regel i 50 årsalderen. Elefanter er flokdyr, det gælder både i livet og i døden, og når et af de store dyr dør, bliver flokken gerne ved liget i flere dage, puffer med snablen, skubber med en af de tunge fødder, jeg ved ikke, om det er det samme, som det vi kalder sorg, men det giver mig et håb om, at selvom jeg aldrig lykkedes med at få et barn, så behøver jeg måske at være alene om at dø.

Jeg husker, at jeg engang så en journalist efterspørge dødsannoncer med efterlysninger af pårørende. Så vidt jeg ved, resulterede det både i en bog og en serie radioprogrammer om de mennesker, der engang havde været nogen for nogen, men som tilsyneladende var endt uden særlig betydning for andre end dem selv. Måske knap nok det. Jeg ved også fra min tid som kirkeanger, hvor tom en kirke kan føles, et kapel, når man står og synger “Altid frejdig når du går” med udsigt over rækker af tomme bænke og en bar kiste. Jordpåkastelsen og præstens ord “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.”
Men hvad mening giver det at genopstå, hvis ikke man har noget at genopstå til. Nogen. Hvad er et liv, hvis ikke de samtaler, du har ført, de dyr og mennesker, du har elsket. Er det nok at trække vejret kun for sig selv, sin egen skyld, at spise og sove, trække uret op, fordi tiden i sig selv bliver et mål for væren. Seksogtyve år, femogfyrre, treogtres, niogfirs. Bingo?

Jeg har lige læst en artikel i The New Yorker om en kvinde, der beslutter at ville leve alene og fuldkommen isoleret i en grotte i femhundrede dage. Lige siden, hun var barn, har hun holdt af at gøre ting på egen hånd, holde forelæsninger for sine dukker, svinge sværd i luften, katjon, kapow. Senere uddanner hun sig til sportsinstruktør, lærer at klatre og give førstehjælp, og da hun fylder treogfyrre rammes hun af en klassisk krise. Hvad nu, hvorfor, hvor længe, hvorhen? Hun beslutter at flytte for sig selv, i en autocamper et øde sted, men selv der bliver hun forstyrret af tyve, der forsøger at stjæle bilen, og hun kører længere væk, til et øde bjerg Catalonien, opretter en profil på Instagram og poster billeder fra hverdagen i ødemarken. Tilføjer hashtagget #autosuficiencia som både kan oversættes med selvforsynende og selvtilstrækkelig.
Lang historie kort: Kvinden, Beatriz Flamini, beslutter sig for at tilbringe 500 dage i en grotte, isoleret fra og uden kontakt til omverden udover proviantering og en nødknapper, hun kan trykke på i tilfælde af akut opstået sygdom. Hun har ikke meget andet med en to tøjdyr, en bamse og en heks, bøger, mad, gryder, en sovepose. Almindeligt overlevelsesudstyr. Hun har en envejs-wififorbindelse, hvilket betyder, at hun kan sende beskeder, men ingen kan svare hende tilbage. Hendes mål er efterfølgende at tilbringe flere år i Gobi-ørkenen, men først vil hun bevise sin styrke og sin evne til at undvære – ikke alt, men i hvert fald alle andre.
Hun gennemfører faktisk projektet, og synger da hun bliver hevet op fra grotten. Hun udtaler sig til pressen, siger at det har været hårdt men også de bedste 500 dage i hendes liv. Senere undersøgelser viser dog, at hendes isolation ikke har været uden omkostninger: Hun har – helt bogstaveligt – fået tunnelsyn, i 500 dage har hun skulle fokusere sit blik på én ting ad gangen. Det har haft indskrænket hendes synsfelt, ligesom hendes hørelse er blevet påvirket, selv de mindste lyde bringer hende i affekt. Hendes korttidshukommelse er svækket, der er jo ingen grund til at tænke hverken et minut frem eller tilbage, når tiden står stille. Det handler kun om at holde ud. Til en start bruger hun sin menstruation til at måle tiden, men den bliver uregelmæssig, senere måler hun længden på sine armhulehår, bruger det som et centimetermål for dagene.
Der er meget mere i den artikel, når hun tegner sig selv, for eksempel, er det med bind for øjnene. Jeg ved ikke hvorfor den detalje gjorde sådan et indtryk på mig, måske fordi jeg tænker, at det er et udtryk for, at det at leve uden andre, er at miste blikket for livet. Måske er jeg bare romantisk, banal.
Da jeg var fem legede jeg mest med mig selv, jeg interesserede for dukker eller legetøj, jeg foretrak at forestille mig verdener, en hule beklædt med mos og med gulv af orange kantareller. Jeg lukkede øjnene og groede nedad, til jeg var på en størrelse med en kogle og kunne ligge på langs og knitre, som kogler jo gør, når de bliver varme. Det er noget med at sporene udvider sig, tror jeg. Andre gange forestillede jeg mig, at jeg var alene på isen og lavede ild ved at banke så hårdt med mit hjerte, at det slog gnister.
Min mor tog mig med til lægen, der spurgte ind. Om jeg hørte stemmer, om jeg var bange for hunde eller hvilke fire ting jeg ville tage med på en øde ø. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men det må have beroliget både lægen og min mor, for jeg fik lov at lege videre med mos og kogle og is, og da jeg begyndte i første klasse, fik jeg en veninde, der hed Lea, og i flere år efter var vi uadskillelige. Vi tog med hinanden til frisør og tandlæge, meldte os begge til spejder og blokfløjte, tegnede de samme tegninger og forærede hinanden. Så blev hende forældre skilt og Lea flyttede og man skulle skifte bus to gange for at besøge hende og af en eller anden grund slog det et hul imellem os. Afstanden altså, den helt fysiske afstand fra en bydel til en anden, fra Gug til Hasseris, og så var jeg igen alene.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvorfor den spanske kvinde, Beatriz Flamini, så brændende ønsker at bevise, at hun kan klare sig selv uden andres hjælp, leve under jorden og uden lys. Hvad det er, der har gjort, at verden synes hende så forstyrrende, at hun hellere er fri. Hvilke oplevelser, der har gjort, at hun foretrækker at vende verden ryggen – måske for ikke at undgå, at verden skulle vende sig væk fra hende. Selv skriver hun nogle måneder efter sine 500 dage i isolation på instagram: “No es Huir. Es Ser.” Det betyder “det er ikke flugt, det er væren.”
Jeg har ikke drømt om at bo i en hule, siden jeg var fem. Men jeg elsker stadig skoven og roen og havet og himlen og koglernes knitren, som man kun kan høre, hvis der ikke er andre lyde, der forstyrrer. Jeg elsker at være alene, men kun fordi jeg ved, at det er en stakket frist, at lige om lidt, kan jeg fortælle nogen om det altsammen, om skoven og havet, om aleneheden som kun er rar, fordi jeg ved (eller i hvert håber), at den ikke varer ved, til jeg dør. Flamini bliver næppe begravet fra en tom kirke, det har hendes forsøg gjort hende for kendt til. Måske var det ligefrem derfor, hun søgte væk, isolerede sig i 500 dage, længere end nogen anden menes at have opholdt sig i en grotte alen før. For på den måde at sætte et aftryk, et spor. Måske var hendes rejse væk i virkeligheden det modsatte, en måde at sikre sig imod at dø ukendt og alene.

Jeg læste for nylig en artikel af en professor i matematik og datalogi, Dan Rockmore hed han. Han stillede sig selv spørgsmålet: I hvor høj grad kan vi regne os frem til verdens beskaffenhed? Et spørgsmål, der altid har optaget videnskabsmænd, religiøse lærde og kunstnere, men som de seneste år er blevet meget aktualiseret af fremkomsten AI og den udstrakte brug af algoritmer til alt fra valgprognoser og vejrudsigter, til målrettede rum-missioner og militær krigsførelse.
I artiklen var en række eksempler på vellykkede algoritmiske beregninger – for eksempel i forbindelse med COVID-pandemien i 2020. Ved at parre viden om virus’ spredningsmønstre med data om befolkningsadfærd og demografi, lykkedes det til en vis grad at inddæmme sygdommen også før en vaccine lå klar. Men Rockmore fremhæver også, hvor ofte algoritmens forudsigelser viser sig at være forkerte: Ingen, heller ikke maskinerne, havde forudset finanskrisen i 2008, ingen troede for alvor på Trumps valgsejr i 2016. Ikke desto mindre skete begge ting og fik alvorlige konsekvenser for verden. Ja, har det vel stadig. Så ligeså nyttige den slags redskaber kan være, lige så fatale kan følgerne blive, hvis vi stoler blindt på dem.
Faktisk viser al forskning, at algoritmer er afhængige af en vis grad af kaos, for at fungere. Hvis ikke de endeløse ligninger ind imellem kortsluttes, ender de med at støde hovedet imod deres egen mur. De så at sige sidder fast i deres egen forudsigelse, kan ikke se forbi, bagom eller udover deres fastlagte kurs. Hvis du ender ved kløft og GPS fortæller dig, at du skal fortsætte ligeud, så er det, at du skal ophøre med at stole på den digitale sandhed og følge dine egne sanser. Dreje skarpt fra.
Algoritmer er fine, tal er fine, tegn er fine. Men mennesker er ikke tal, de opfører sig ikke altid som forventet. De glemmer måske en gryde på komfuret, den koger over og kortslutter en ledning, der sætter ild til et hus, så hele lortet brænder ned, og forsikringen er misligholdt og så står de der på gaden med et nedbrændt hus og ituslåede drømme og uden en krone på lommen. Og banken, der havde lånt dem penge til op over skorstenen på det nu nedbrændte hus, de taber 3 millioner og må derfor fyre en medarbejder, Elias, der efter fire forgæves år ellers endelig havde fundet sin rette hylde, og så er han på røven og fortvivlet og skriver ALDRIG FOR ALTID på en mur og kommer sig aldrig rigtigt. Alt sådan noget, kan man ikke regne ud, ligesom man ikke kunne regne ud, at indbyggerne i en lillebitte by i Skotland skulle få et fly i hovedet i 1988, jeg mener, what are the odds, jamen de er næsten nul, men flyet blev altså bombet og faldt ned, og 243 passagerer og 16 besætningsmedlemmer og 11 indbyggere døde, 270 i alt, og deres pårørende spørger nok stadig sig selv, hvorfor? Og svaret er, fordi ting sker, alle mulige ting, gode ting, smukke ting, frygtelige ting.

Jeg har selv stået sådan. Ikke som pårørende til ofre for en tragedie, men som menneske, et helt almindeligt menneske, og spurgt mig selv: Hvorfor. Hvorfor elsker jeg min kanin højere, end den elsker mig? Hvorfor er jeg født i Løvens tegn, når jeg i virkeligheden er en muldvarp? Hvorfor er jeg ikke lykkelig, når jeg har alt, et godt hoved, en god familie, en cykel med syv gear og reflekser? Og alle ved, at der ikke findes svar på den slags, men jeg ville finde et svar, og så begyndte jeg at regne. Ligesom algoritmerne, parre data fra et sted med nogle fra et andet, yde=nyde, 1000 skridt=en gul Gajol. Jeg talte skridt og noterede dem i kolonner, jeg tegnede kurver over fødeindtag og kalorier og en anden over min vægt. Og jeg så, at det var såre(t) godt, tingene passede, gik op. Men på samme tid som tingene gik op, gik jeg ned, jeg tabte 49 kilo og mistede troen på alt, mig selv, løj for at få facit til at gå op, skjulte mad i lommerne, lavede mavebøjninger i det skjulte og tyggede tyggegummi med en aggression, der kunne have startet en lavine på den modsatte side af jorden.
Det jeg vil sige er. Algoritmerne findes – og kan regne det meste ud. Vejret til sommer, befolkningstilvæksten de kommende fem år, prisen på ost i Hobro. Men alt det, der virkelig tæller, hjerte og smerte og tilfældige flystyrt, stjernetegnskollisoner og kortslutninger, det må vi selv regne ud.

I går måtte jeg tage bilen til København og retur: Det tog, jeg havde købt billetter til, var aflyst på grund af en nedrevet køreledning. Jeg har en ganske lille og skrabet model Skoda Citigo med tre døre og en bilradio, der kun virker på særligt udvalgte strækninger og ellers lyder som en falden engel, der har fået krampe i foden. Jeg var derfor overladt til lyden af dæk mod asfalt og mine tankers skovlede grøde, havde begge hænder på rattet og kunne kun tænke på alt det, jeg ville have skrevet, hvis jeg havde haft hænderne fri. En hymne til Mumrik, måske, noget om et kælvende hjerte og poter af prøvende mod. Jeg ville også have sendt en sms til Bjørn, spurgt ham, om man kan forlange mere af et menneske, end dets bedste? Og hvad hvis dets bedste er ens eget værste. Hvad så? Jeg ville have citeret Ola Julen: ”Jeg er tæt på nu, men jeg har været tæt på hele mit liv”, og forklaret, at det samme gælder mig, og at det næppe nogensinde bliver anderledes.
Men jeg skrev ikke noget. Jeg skiftede gear og forsøgte at skygge for solen med min ene hånd, betalte 275 kroner for at køre over en bro og fandt en parkeringsplads i Sankt Pauls gade lige overfor Emmery’s. Jeg hilste på en Cocker Spaniel, der hed Cookie og læste op for et kamera på Amager. Noget om blodforgiftning og stangtennis og lyden i luften, lige før en lussing rammer.

Nu er hjemme og skriver her, jeg ved, der er mennesker, der finder det upassende, på samme måde som de finder campingferier og tordenfluer upassende. Lidt for tæt og lidt for meget. Det er ok, ingen kan alt, alle kan noget, til sammen kan vi det hele.
Kys.

Da jeg var 19 år, ophørte jeg med at menstruere. Jeg var to måneder forinden startet på en slankekur, jeg fulgte en kostplan bestående af ylette med drys til morgen, grøn salat med tern af skinke til frokost og kogt kyllingbryst befriet for skind til aftensmad. Jeg lærte hurtigt at reducere, tænkte, at hvis lidt var godt måtte mindre være bedre, så jeg droppede drys og skinke og nøjedes med afkoget af kyllingeskroget. Løb to gange ti kilometer om dagen, spændte ankelsvægte om benene for at forbrænde mere undervejs, stod op i bussen. “Stilstand er fremskridtets værste fjende,” gentog jeg for mig selv. Efter to måneder forsvandt min menstruation, min læge var uforstående, min vægt var jo langt fra alarmerende, faktisk lå den stadig en smule over den anbefalede BMI. Han kaldte det stress og sendte mig hjem med besked om, ikke at tage alting så alvorligt – og slet ikke mig selv. Han blev bakket op af litteraturen, jeg slugte det råt, artikler, der forklarede spiseforstyrrelser som en “modebølge,” et overflodsfænomen. En opmærksomhedsvirus blandt priviligerede børn. “12-tals piger tager ikke på højskole, de får i stedet et enkeltværelse på afdeling for anoreksi med alt betalt.” Og jeg så på mig selv i spejlet, tænkte fy for helvede, lille linselus, klamme kyllingekælling, tag dig sammen.
Blød for helvede, æd, slug tvivlen, glem dig selv.
Jeg glemte desværre ikke noget som helst, og der gik 14 år før jeg fik min menstruation tilbage. Det var da jeg mødte Michael, det er ikke noget, jeg finder på, der gik præcis fjorten dage fra vi sad på Drudenfuss og lyttede til Anohni og enedes om at mødes igen og til, at jeg blødte. Jeg tror ikke på mirakler, men det gode ved mirakler er, at man ikke behøver at tro på dem, for at de sker.
Jeg har senere læst mig til, at kvinder i koncentrationslejre ikke på samme måde ophørte med at bløde, selvom de var stærkt afmagrede.
“Gerda Weissman, originally from Bielsko in Poland and 15 years old during her incarceration, later reflected that a key reason she wanted to survive was because she wanted to have children. She described it as ‘an obsession’.”
Sådan beskriver en tidligere kz-fange det i en artikel I History Today.
Da jeg mødte Michael oplevede jeg for første gang den samme lyst til ikke bare at overleve men at leve. Sætte spor. Jeg lykkedes ikke med at få et barn, øvbøv, men det er ikke det samme som, at mit blod var forgæves, slet ikke: At min krop tilgav mig fjorten års vanrøgt, er det vildeste bevis på, at alting kan komme tilbage.
Appetitten på livet. Kærligheden. Yay.

(lige om lidt er det forår og så er det sommer og så kan man plukke kirsebær og kantareller og sove på terrassen.)

Det handler om at regne den ud:
Hvornår huspriserne topper og trængslen på motorvejen er mindst. Hvornår vinden vender, og det ikke længere er in at “smart i en fart”, men i stedet “ven med zen.” Så godt som alt kan forudsiges ved hjælp af matematiske modeller. Vejret. Aktierne. Hormonniveauet. Det gælder om at høste af fortidens viden for at læse fremtiden.
“To be successful, a model needs to replicate the known while generalizing into the unknown,” sådan skriver professor Dan Rockmore I artiklen “How Much of the World Is It Possible to Model?”

Et vildt interessant spørgsmål, ikke mindst med den stadigt mere raffinerede AI- teknologi in mente, for hvornår kan en algoritme erstatte fuglesang, havgus, sociale relationer.
Vi har allerede modeller for det meste. For befolkningstilvækst, økonomisk udvikling, forventet fiskebestand. Og for særligt gunstige tidspunkter for sex for par, der forsøger at undfange et barn. Det er godt med den slags modeller, de kan hjælpe os med at imødegåkriser. At tage regntøj med i tasken, så vi ikke bliver våde på vej hjem. At fordele mængden af kød og grøntsager på tallerkenen hensigtsmæssigt, så vi kan smide de tre kilo, vi ønsker.
Men en model er ikke – og bliver aldrig – virkelighed. Den er et estimat, et meget kvalificeret estimat ja, men stadig kun en anslået værdi, et skøn. Statistik handler om sandsynlighed, men uanset hvor usandsynligt det er, at få et fly i hovedet i en lille landsby i Skotland, så skete det faktisk i Lockerbie i 1988. Og uanset, at så godt som alle økonomer i 2008 forudsagde yderligere økonomisk vækst, så endte det med et brag og en verdensomspændende finanskrise.
For så vidt angår Chat Gpt, så er mulighederne tæt på mange, det er alt overvejende godt. Langt hen ad vejen øger det nøjagtigheden og relevansen af de svar, vi får, når vi beder maskinen om hjælp. Men som der står i artiklen af Dan Rockmore, så er en del af problemet, at vi bruger modellerne som en erstatning for at tænke os om. Det er jo i vid udstrækning selve ideen- og hensigten med algoritmerne: At lette os for tankearbejde. Men, skriver Rockmore, det er i den forbindelse godt at huske på fortællingen om Ikaros. For selvom hans vinger bar ham, mens han fløj tæt på jorden, så tålte de ikke, at han fløj nær solen. Vi er på samme måde nødt til at være opmærksomme på algoritmernes begrænsning, deres fejl og mangler, for ellers risikerer vi – som Ikaros- at det går galt.
Lad os ikke ende med en tredjegradsforbrænding.

Hun bærer handsker for at ikke at sprede sin smitte. Knuser alle spejle, hun kommer forbi. Hun æder rå æg i håb om at blive syg af salmonella. Vrider tarmene for indhold, kaste op og op og op, kun for at æde sit eget bræk. Det manglede bare.
Hun er ikke bange, hun er vred. På verden for at være så forbandet smuk og på sin mor, for bare at være sig selv. På træerne for at bære grene og på himlen for at hænge uden at falde ned. Hun er vred og i stykker, hendes arme er giftige slanger, hendes ben er stolper uden fundament. Hendes ansigt er en chimpanse, der mooner, et rødt røvhul: Hej.
Hendes mor siger, at hun ikke må sige sådan. tale på den måde om sig selv. Hun er jo af guld, menneskeguld, og hendes hænder smukke og uden smitte. Hun er det lykkeligste, der nogensinde er sket. Hun kalder hende kærligheds-kriger, himmelsk mundfuld, hjertets gud og stryger med en finger langs hendes nøgleben, mens hun nynner og hvisker elskede elskede. Intet uden dig. Hun køber en dyne med fyld af kugler og lægger omkring hende, hvisker: “Du er.”

Senere samme dag skriver hun i sin dagbog:
“Kan man skyde sig selv og stadig sælge sit skind?”

Jeg har lige læst en treogtyve år gammelt avis-indlæg om håb og kunst og om kærlighed, overskriften er “Frommt håb,” og artiklen slutter med at konkludere, at både håb og kærlighed er som at beskrive en elefant i mørke. Rører man ved snablen, føles det som en slatten agurk. Rører man ved øret, minder det om en engel med slidstærke vinger. Og så videre.
Jeg tænker meget på håb for tiden. Slår man ordet op på lex.dk finder man en sætning som denne: “Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og mismod.” Den østrigske tænker og holocaust-overlever Viktor E Frankl definerer håb som “Viljen til mening.” eller med Vaclac havels ord: “[Håb] er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening.”
Jeg oplever for tiden en stærk bevægelse imod at fralægge os håbet. Håbet er alligevel ikke andet end et skin, et fatamorgana, en sovepude, der afholder os fra at kæmpe. Vi skal ikke folde hænderne, men knytte dem til kamp, lyder de håbløses protest. Jeg er ikke enig, jeg tror ikke, at håb er at fralægge sig ansvar, overlade fremtiden til simple drømme og utopier. Tværtimod.

Da jeg var mindre, drømte jeg om om at synge hovedrollen i musicalen Annie: “Bare på med vanten/for i morgen/ blir’ det sol,” Senere blev mit største ønske at være klog. Ikke med hjernen men med hjertet, et underligt diffus ønske, som det aldrig lykkedes mig at få helt styr på, for hvordan man måler man egentlig den slags, hjertets intelligens, findes der en enhed for den slags, er det antal pulsslag, hjertets omfang?
Jeg lykkedes ikke med at få rollen som Annie og det med hjertet blev tromlet af min hjerne: Tag dig sammen, søster Lagkage, hjertet er en muskel, ikke andet.
Og så gav jeg op, aflagde mig ethvert tilløb til håb. Helt bogstaveligt. Jeg lukkede af, lukkede ned, holdt op med at synge og elske og spise, håbet skulle fandeme ikke tage røven på mig. Da jeg vejede 32 kilo blev jeg indlagt og nægtede alt udover at tisse og spille Donkey Kong. Jeg gik ikke i bad, jeg børstede ikke tænder (jeg var panisk angst for at sluge tandpasta og dermed blive fed), jeg undlod at klippe mine negle, bruge creme. Min læge var fortvivlet, han hed Jeppe og havde krøller og en uendelig tålmodighed. Hver dag kl. 10 satte han sig på min sengekant og forsikrede mig om, at det var ok at være vred og tavs og ked af det, men om jeg ikke nok ville håbe. Bare i det små. Børste tænder, tage mit eget tøj på, sætte hår. Jeg nægtede, hvad var meningen med at tage tøj på, når jeg ikke havde planer om at leve. Alligevel gjorde jeg, som han bad om, trak en vinrød sweater over hovedet, som jeg havde købt i Magasin for nogle af de penge, jeg havde sparet ved i månedsvis intet at spise. Den var i fåreuld, med knapper på skuldrene og et mønster ved hals og håndled. Jeg vaskede også hår og fønnede det, og jeg så på mig selv i spejlet og tænkte, at måske var det en løgn, hvad jeg så derinde, men i det mindste var det en bedre løgn, end den, der lå i sengen i en alt for stor hospitalsskjorte og rakte tunge af solen, gemte mad i sine trusser og under madrassen.
Jeg ved ikke, om man kan kalde håbet for en løgn. Jeg ved bare, at det med sweateren i hvert fald langtfra var en mirakelkur – jeg forblev syg i femten år efter, at Jeppe havde bedt mig om at skifte hospitalsskjorten ud med mit eget tøj. Han fik forresten et andet job på infektionsmedicinsk afdeling i Hvidovre, kom på TV og tabte håret. Jeg beholdt trøjen, det er den på billedet, og jeg tænker stadig på det med tro og håb, om “viljen til mening.”
Måske er håb slet ikke noget, man har (eller tar’ eller får), men noget, man gør. Ligesom man trækker en sweater over hovedet?

Observation om ensomhed:

Hvis man krøller sig sammen og lukker øjnene så tæt i, at alt bliver kridhvidt, kan det at være alene – med lidt god vilje – føles en lille smule som at sne❄️