Louise Juhl

Jeg har gennem tiden været forfalden til mange kloge menneskers kloge udsagn. For blot at nævne et par stykker, så elsker jeg linjer som:
“Kun eet er fornødent: Nærvær” og “Det bliver så tidligt sent”. Eller Elsa Gress’ vidunderlige fordring om
“at elske med et altid uerfarent hjerte”.
Det bedste ved den slags er, at man kan bære dem som en fugleunge tæt ved brystet, en lille varm og dunet klump de dage, hvor resten af verden synes kold og stenet. Det værste er, at intet kan stå uimodsagt, en eller anden kloge-åge kan altid finde et argument, der peger modsat udsagnets intention:
“Nærvær er ikke meget bevendt konfronteret med en snigskyttes geværsigte”. Og sandt nok, der er ikke meget, der giver mening i en situation, hvor du mødes af en ladt pistol, heller ikke nærvær. Ligesådan er jeg ofte blevet mødt med kynisk realisme, når jeg plæderer for det uerfarne blik som en måde at møde verden på, en åben og fordomsløs tilgang:
“Så selvom din mand har slået dig elleve gange, bliver du hos ham, i troen på, at hver dag er ny, hvert møde?” lyder svaret fra den hærdede realist.
Og nej, jeg advokerer selvfølgelig ikke for, at nogen skal blive i et voldeligt parforhold. Der er virkeligheder, der ikke står til at ændre og fordomme, der viser sig sande.

Måske er svaret et sted midt imellem. Ikke at skifte fugleungen i brystet ud med en skudsikker vest, men måske holde den lidt gemt de dage, hvor vejret og virkeligheden viser tænder. Løsningen er næppe heller at ændre ordlyden af førstnævnte udsagn til “Kun eet er fornødent: Kynisme”. Bare fordi julemanden ikke findes, findes der jo andre generøse væsner. Master Fatman (æret være hans minde). Anne Marie Helger. Selvom en formørket sjæl skyder skolebørn ned på en skole i Colorado, er løsningen næppe at bevæge sig rundt i verden i forventning om, at dine børns kammerater alle er potentielle massemordere. Verden er mere god end den er ond. Der findes flere levende mennesker, flere fugleunger, end der findes kyniske despoter og voldelige partnere. Vi kan leve med visir for ansigtet og peberspray i lommen, men spørgsmålet er, om det er et liv værd at leve? Det er i hvert fald besværligt at skåle med din borddame, hvis du er barrikaderet bag en brynje og det er en seriøst skuffende oplevelse at dufte til en blomst fra bag et hjelm.

Jeg anbefaler stadig alle at tage chancen.
I nogle år forsøgte jeg mig med det modsatte, forskansede mig. Lukkede munden hårdt til, hjertet. Jeg nægtede at tage føde til mig, for ingen skulle fodre mig med alt det lort, jeg vidste, verden bød på. Jeg var god til det. Jeg smed næsten 60% af min kropsvægt. Så meget desto mindre risiko for at blive til grin. Blive såret. Skide smart og så alligevel ikke.
I dag er jeg dum med vilje. Eller nej, jeg passer på min fugleunge, holder den helt tæt ved brystet, aer den forsigtigt. Jeg risikerer selvfølgelig at møde en snigskytte på vej ud ad døren, men det gør jeg jo også, selvom jeg ikke har en fugl i mit hjerte. Spørgsmålet er, hvad jeg vinder ved at hærde mig med stål sammenlignet med, hvad jeg mister ved at svigte den dunede unge.
Jeg ved godt, hvad jeg vælger. Pip.