Louise Juhl

I går læste jeg på Sørine Gotfredsens instagramprofil, at hun af Dagbladet Politiken var blevet bedt om at formulere sin ønsker til et borgerligt alternativ til den nuværende regering. 
Hun kunne fortælle, at hun blandt andet ville gøre op med det tillidsbaserede samfund, den, i hendes øjne, alt for joviale tiltro til det gode i mennesket. – Mennesket er grundlæggende ikke styret af det gode, mente Sørine Gotfredsen, men af det “syndige og selviske”, hvorfor et autoritativt styre var nødvendigt, hvis ikke vi – som det ifølge Gotfredsen er sket de seneste år – ville lade os oversvømme af indvandrere og naive tanker om integration og lykkelig sameksistens. 

Jeg har længe haft en stor drøm om at blive inviteret ind i Sørine Gotfredsens ret vidunderlige podcast “Sørine og Livskraften”. Her forsøger hun med nysgerrighed og imødekommende spørgsmål at forstå mennesket, dets bevæggrunde og handlinger – også, når hun ikke selv er enig med gæsten eller bifalder dennes udgangspunkt og livssyn. 
Det er klog radio og velgørende, at ikke al journalistik skal handle om enten entydig hyldest eller omvendt kradsbørstig og konfrontatorisk kritik, men også kan føre til reelt udviklende samtaler, hvor begge parter bevæger sig undervejs. 
I podcasten præsentere Gotfredsen gerne en fordom, om den gæst hun har inviteret i studiet. Skulle jeg en dag få lov at være den inviterede, forestiller jeg mig, at Sørines fordom ville lyde noget i retning af, at jeg med min påståede “bevidst naive tilgang til livet” i virkeligheden forsøger at overdøve en grundliggende indre skepsis, som ikke er helt ulig Sørines egen. En ide om mennesket som i udgangspunktet syndigt og selvisk. 

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret i hendes formodede fordom (som jo reelt set slet ikke er Sørine Gotfredsens, men min fordom om Sørines fordomme). 
Jeg er nok grundliggende melankolsk pessimist. Jeg frygter altid at blive svigtet, talt ned til, holdt udenfor, fordi det er sådan, jeg har oplevet verden. Ikke kun på egen krop, men overalt. I skolen, uddannelsesinstitutionerne, arbejdspladser. I den offentlige diskussion. Som da der for nylig blev gjort en sag ud af, at mistænke bærere af Solsikkesnoren for at snyde sig foran i køen. Eller når minoriteters kamp for anerkendelse mødes af begreber som “cry bully”, altså en måde at offergøre sig selv på for at opnå privilegier og anerkendelse. Hele tiden og alle steder finder vi på etiketter og kasser vi kan bruge til at lukke munden på dem, vi er uenige med, dem, vi ikke anerkender. De mennesker, hvis følelser, seksualitet, religion eller sociale status, vi føler os for gode til at tage hensyn til. 

Af samme grund forsøger jeg hver dag at imødegå den skepsis overfor menneskevæsnet, som jeg genkender fra Sørine Gotfredsen. En frygt for, at der blandt mennesker, findes folk der udnytter systemer og relationer. Kriminelle, der snyder sig adgang til ældres boliger forklædt som hjemmehjælpere. Bankfolk, der vasker penge hvide eller magthavere, der udnytter deres position til at skaffe sig personlig vinding. Jo, grunde til pessimisme og misantropi er der rigeligt af. Alligevel fastholder jeg et livssyn, jeg kalder “Bevidst naiv”. Ikke fordi jeg er dum eller lukker øjnene, men fordi at alternativet, at mistro enhver, for mig at se er opskriften på samfundets endeligt. 
Hvis vi som udgangspunkt betragter hinanden som hinandens potentielle fjender, eller det, der er værre, hvorfor så overhovedet arbejde sammen, leve sammen, skabe sammen. Hvis jeg mistænker min nabo, en rar ældre pensioneret læge, for i virkeligheden at være en plattenslager, en sjuft, er konsekvensen så ikke, at jeg skal leve for nedrullede gardiner og med låst dør. Og er det virkelig et liv værd at leve?

Det synes jeg ikke, og derfor imødegår min egen milde misantropi, den, der får mig til at frygte det fremmede, og gør mig fordomsfuld og vagtsom. Og det jeg oplever ved at undertrykke den, bevidst overdøve min skepsis med tilkæmpet tillid, er, at jeg hver dag bliver “positivt skuffet”, som en af mine elever engang formulerede det. 
Det vil sige: Jeg møder mennesker med en åbenhed, jeg indrømmet skal kæmpe for at mønstre, og i 99% af tilfældene må jeg lykkeligt æde mine fordomme i mig igen. Ham med muskelhunden viser sig at være en skøn fyr med hjertet på rette sted. Kvinden med mistænkeligt fyldige læber og knæhøje lakstøvler, åbenbarer sig som en storhjertet kvinde, der på elvte måned har åbnet sin hjem for en kvinde med hjælp behov. 
Verden er fuld af overraskelser, ind imellem urimelige og helt ubærlige, men jo heldigvis og for langt størsteparten af tilfældene, glædelige, ja ligefrem opløftende. derfor tror jef, modsat Sørine, at vi vinder mere, end vi taber, ved at vise tillid og tro det bedste om hinanden. 

Eller som min gamle mor plejer at sige: Hvis du altid frygter det værste, risikerer du nemt at komme til at betale renter af en gæld, du aldrig stifter.