Søndagsblues

by Louise Juhl Dalsgaard

Søndag står stille. Udenpå og indeni. Statustid…uuuhhhh. Alt det, man havde håbet at nå, men ikke nåede. Alle de opgør, der skulle tages; al den vrede, der skulle affyres; al den selverkendelse, der skulle finde vej fra tanke til handling. Alt det, der nu istedet bliver det tyngende projekt for den foranstående uge. Man bliver så træt.

Søndag står stille. Holder vejret. Man går omkring i verden og håber, at man ikke bliver set. Man bærer løse bukser og gummisko, håret er midt-i-mellem og hjernen kører på blues-kanal. Naboerne er at se bag gardiner og ønsker lige så lidt at blive genkendt, som du selv. Alle smiler venligt til hinanden. På vej videre. “Dav, dav, dejligt vejr og jo tak det går fint”. Og man spørger: “Hvordan med dig”- venter ikke på svaret, men iler afsted i en blanding af flugt og forglemmelse.
Søndag er afslørende stille. Det er alt for nemt at skuffes en søndag i stilhed, hvor det bliver tydeligt, hvad man ikke nåede. Hvad man ikke gjorde. Hvad man ikke ændrede. Nej, så hellere dagligdagens tungen-ud-af-halsen og pyyyhhhaaa og træthed. Man gemmer sig så godt bag hverdagens påståede pligter. Bag det-man-jo-nødvendigvis-skal-og-bør-og-må.

Søndag er så stille: Afslører de muligheder, der er. Men som man ikke griber.