Same shit, different days

by Louise Juhl Dalsgaard

Her til formiddag lyttede jeg til en podcast, gæsten var Ulla Henningsen, der er så meget andet og mere end Iben fra Matador. Misforstå mig ikke, jeg elsker Iben, følsom og fyrig og fandenivoldsk. Men det er en rolle, og Ulla Henningsen er ikke det, hun spiller, men den, hun er. Det kom meget fint til udtryk undervejs i udsendelsen, hun er vokset op i et hjem med en maniodepressiv og udadreagerende far, hendes bror var skizofren og døde af selvmedicinering/druk, hun er blevet voldtaget i en skov i Boulogneskoven af en mand, der mente, at kunne veksle en middag til et overgreb, noget for noget?!
En af de ting, jeg bemærkede, var, at hun virkede hvis ikke ensom, så i hvert fald som en voyeur, en betragter af verden. Selv beskriver hun en episode fra hendes midt tyvere, hvor hun så op på nattehimlen og stjernerne og følte sig mere hjemme dér end i den jordiske virkelighed. Det er et stærkt billede af et menneske, der føler sig udenfor, anderledes, umage.

Forleden så jeg en veninde, hvis mand havde fået tatoveret en astronaut på sin arm, David Bowie-inspireret i stilen, og min første tanke var: Ja. Sådan en vil jeg også have. Sådan har jeg det også. Som en rejsende i rummet, der har mistet kontakten til sit rumskib og nu er i frit fald. Heldigvis er rummet jo stort, der går nok et par millioner år, før man rammer gulvet, så at sige. Alligevel er det en svær følelse, en skamfuld følelse, for hvem vil ikke hellere deltage i festen, end at stå udenfor. Hvem foretrækker ikke at være én del af holdet, uanset om det nu er som hjælperytter eller kaptajn. Du kan ikke vinde Tour de France alene, det samme gælder livet: Det giver kun mening, hvis du har nogen at dele det med, venner, familie, kæreste, børn, hund.
I min kommende bog ‘At tælle til lilla’ starter et essay med sætningen: “Det er svært at sige, hvornår det begyndte. Den her følelse af at være placeret i verden som en ost i et udstillingsvindue.” og lidt efter “lige siden jeg var barn, har [jeg] befundet mig på begge sider af udstillingsvinduet. Jeg er den hullede ost, men også det sultne blik på den anden side af ruden.” Ost eller astronaut uden rumskib, same shit on different days.
Måske er det sted, jeg føler mig mest hjemme, mindst udenfor, når jeg er sammen med dyrene. Min barndoms kanin, Smut, der godt nok var både håndsky og irritabel, men havde en blød pels og som ikke himlede med øjnene, når jeg stak min ansigt ned til hans og gnubbede næser. Senere fik jeg en chinchilla, der som den eneste lyttede til min natsorte digtoplæsninger og var helt ligeglad med, at jeg var aldeles talentløs. Han døde af en mavevirus, jeg græd i flere dage og måtte have på skrift fra dyrlægen, at det ikke var min skyld, for at tro på det. I dag har jeg Mumrik, det er helt umuligt at sige, hvad han gør, men det han gør, er præcis, hvad jeg trænger til. Pels og hjertelyd.

Ulla Henningsen afslører i udsendelsen, at hun altid har næret en vis frygt for eller skepsis imod verden og dagene, i mange år havde hun forhold til mænd, hun ikke turde give sig hen til, af samme grund følte hun sig aldrig rummet. Det var ikke deres skyld, man kan ikke give til et menneske, der har svært ved at tage imod. Jeg blev helt forskrækket, for jeg tror egentlig ikke, jeg har svært ved at give mig hen, og så alligevel. Det sted, jeg for alvor åbner op, giver af mig selv, det hele, godt og skidt, råt og blidt, er når jeg skriver. Det er her, jeg for alvor finder sted. Helt bogstaveligt. I ordene. Det er her, jeg tør give mig hen. Det er på mange måder en gave, men også i vid udstrækning et meget ensomt sted at føle sig rummet. For her er ikke nogen til at holde om dig, ingen til at bære dig, når du er træt. Ikke nogen, der kan sige ‘Jeg elsker dig’ eller jo – men så e det jo noget, jeg finder på, ren fiktion, og så tæller det vel ikke?

Podcasten med Ulla Henningsen er fra serien Sørine og livskraften, det er værd at lytte til.