Louise Juhl

Hver aften samles vi i fællestuen, nogle trodsigt og “kun fordi”, andre afslappet og forventningsfulde. Elinor har klippet håret af “til skræk og advarsel”, som hun siger, og ligner nu en fugleunge, fin, dunet og med øjne vidtåbne som et grådigt næb. Vilja foreslår at chante, hun læner hovedet bagover og trækker luft ind, puster ud med en lyd, som lægger man øret mod jorden og hører noget nærme sig, en dyreflok, en fjern tyfon. Ingen synes at bemærke hendes invitation. 
Carmen tænder for Tv’et. En mand med høje kindben og skjorte fortæller om seksten savnede efter et jordskred i Norge, en pludselig sammenstyrtning efter flere dages regn. Kameraet zoomer ind på de tykke lerede masser af nedfalden jord: – Håbet svinder time for time, siger han og vender sig rundt, slår ud med armen og nævner navnene på savnede. – Erik, Joakim. 
Han trækker vejr ind, synker før han fortsætter: – Tine, Lea, Ingunn og Alf.

Lea protesterer: – Det ligner fandme ikke noget at savle over andres sorg.
Hun kaster en sweater mod skærmen:
– Hvad gør det godt for, hvem gør det godt for?
Hun stryger en hånd hen over Elinors nøgne isse, fremprovokerer en bøvs.
– Hellere ræbe end at flæbe, griner hun og trækker benene op mod brystet. Hun er køn at se på, selvom hun gør hvad hun kan for det modsatte. Håret er afbleget, uklippet, hendes negle nedbidte, øjenbrynene trukket op med en mørk rød streg. 

Den magt, der ligger i at være smuk, selv når man er grim. Som himlen lige før torden, det truende mørke, der tegner alt omkring op, får selv sand til at lyse og insekter til at samles i summende sværme

Jeg ved ikke, hvad vi laver der. I stuen. Hvorfor vi er samlet. Hvem vi er. Hvordan vi er forbundne. Carmen og Vilja, Elinor og mig. Om jeg overhovedet findes som andet end den, der fortæller. Om Elinors grådige øjne gør. De savnedes navne: Alf og Joakim. 
Om det er mig, der finder på det hele, alle slagordene:
Hellere ræbe end at flæbe.
Hellere skrive end at pive.

Eller hvad.