Louise Juhl

Da jeg havde været i fertilitetsbehandling, først hos en privat klinik og siden i offentligt regi, blev jeg mødt af en ældre overlæge. Skaldet, rund, rar og utrolig klartseende. Han lyttede til mig, alle mine drømme om at indgå i et kredsløb, at give tilbage, hvad jeg havde fået skænket. Livet. At sætte et aftryk der var større og vigtigere end mine egne fedtede fodspor, der mest af alt mindede om en snegls slingrende slim hen over tilværelsens asfalt. Jeg betroede ham alle de navne, jeg havde listet op, deres betydning: Stella betød stjerne, Barbara betød “den, der taler et andet sprog”. Anders kom af Andros, der er det græske ord for menneske og Johannes kom af det hebraiske ord for nåde.

Han lyttede til det hele, selvom det mildest talt var irrelevant i den pøl af tal, der afgjorde om jeg ville få opfyldt mine drømme. Mængden af anti-müllersk hormon, FSH, gulekropshormoner. Han lyttede og foldede hænder foran sig på bordet og sagde: Jeg tror, du vil have bedst af at stoppe her. Jeg husker det tydeligt, det var ikke et diktat, heller ikke en køligt videnskabelig antagelse. Det var et råd fra ét menneske til et andet. Jeg tror, du vil have bedst af at stoppe her.
Det var noget med sandsynlighed og risiko. At chancerne for at opnå graviditet var nedslående lave, og at risikoen for efterfølgende abort omvendt var svært forøget. Den kombination sammenholdt med mine drømmes omfang, mit næsten ekstreme engagement, måden, jeg talte om de ufødte børn på, som om de var virkelige. Alt det tilsammen gjorde, at han fandt, at omkostningerne langt oversteg det mulige – eller nærmere umulige – udbytte. Jeg ville med stor sandsynlighed ikke kunne bære at opnå en graviditet for så efterfølgende at abortere, jeg ville med garanti bebrejde mig selv i endnu højere grad end det allerede var tilfældet. Al den skam, jeg bar rundt på. Hvorfor havde jeg sultet mig selv, hvorfor fyldte min egen røv så meget, når jeg så ud ad øjnene? Hvordan kunne jeg leve med, at min selvpåførte afmagring indirekte havde kostet mine ufødte børn deres liv?
Jeg tror, du vil have bedst af at stoppe her. Af at bruge dine kræfter på at sætte aftryk på andre måder, elske din mand, vande din have, hjælpe et nødstedt pindsvin, rumme dig selv. Jeg brød sammen. Dér, foran ham, på kontoret med hvide vægge og vask, hylder med opslagsværker, en plakatstor stregtegning af skildpaddes skelet. Jeg græd og han lod mig græde, han så ikke på uret, han rømmede sig ikke, han lagde ikke en faderlig hånd over min. Han sad bare i sin stol og lyttede til gråden og da den ophørte, sagde han: Der er så meget at gøre her i livet. Gør dét, du kan.

Jeg husker, ikke hvad han hed. Jeg husker bare, at min krop på en gang var lettet og tonstung, da jeg gik henover parkeringspladsen til min bil, drejede nøglen. Og blev siddende sådan, med hænderne på rattet og tænkte: Hvor skal jeg køre hen. Og jeg græd så meget, at jeg tændte viskerne, i håb om at kunne se ud, selvsagt forgæves, men jeg kom hjem, og jeg kom videre og jeg ved ikke med hvad, men jeg er her endnu. Og har lige plukket en buket cikorier fra en høj ude ved vandværket. I guder hvor er de smukke. Det er ikke sådan, at det går op, det hele, smerte med glæde, savn med cikorier, men det er måske heller ikke meningen.
Kh 🩵