Louise Juhl

September ligner et blødkogt æg: Solens gule fede blomme hænger på himlen, så tung som en levemands vom.
Jeg kender efteråret, det gule og brune, forfaldet.
Det minder mig om noget.

Tretten gange gik jeg ud i vandet for at forsvinde og tretten gange vendte jeg tilbage. Tørrede min krop og trak i tøjet, trusserne og den lange sandvaskede skjorte. Mågerne hang på himlen som var de sat fast med tape, en dårlig kulisse. Aaaaaiiiii, skreg de og jeg skreg tilbage: “I know. Sorry.”

Der knytter sig en særlig skam til ikke at ville give slip. På livet. Hele tiden at angle efter lidt mere, som et sovende barn, der griber efter en brystvorte, former læberne til en tragt. Suger forgæves. Sådan er jeg gået rundt længe, søgende, og har taget af alt, jeg kunne komme i nærheden af. Jeg har slikket på en sten. Lagt mit ansigt mod en trafikdræbt då og stjålet dens sidste varme. Som at pisse i bukserne eller nej, som at trække en andens vejr.
Dø en andens død, fordi jeg ikke havde modet til at dø min egen.

September kommer af septem som betyder syv. Et levn fra den gamle romerske kalender, hvor året startede i marts. Nu er september den niende måned og dens himmel så blå som den døendes læber.

Mågerne er jævnt hen ligeglade med billedsprog og tung symbolik. De flyver omkring, helt ligeglade med syv og ni, med Rom og død. Af samme grund kalder man fuglearten for opportunister. Fordi de klarer sig med det, der er. De æder så godt som alt, insekter, orme, døde fisk og affald. Mågernes underkæbe kan endda drejes af led, så gabet bliver dobbelt så stort. Det gør dem i stand til at sluge selv store fisk og smådyr. Det handler om tilpasning, om overlevelse.
Nej.
Det handler om måger. September. Og lidt om blødkogte æg.