Skjult amazone

by Louise Juhl Dalsgaard

Ind imellem skammede jeg mig over hende, over min mor, en helt urimelig skam og over helt urimelige ting. Som når hun løb efter bussen, kalveknæet og stakåndet og med sin fine taske over skulderen, altid den skide taske over skulderen og altid i løb efter bussen, som om det gjaldt livet, som om hun ikke forstod, at det var lige meget med den bus, at der gik busser hvert femte minut, hvad fanden kunne fem minutter betyde?
For min mor betød de alt, fem minutter kunne for hende udgøre forskellen på at hænge sammen og at falde fra hinanden. Så hun løb, min mor løb for at hænge sammen, og hun lignede en kejtet pingvin, som hun løb dér, et råkid på usikre ben, og jeg skammede mig. Lod som om jeg ikke kendte den kejtede, kalveknæede kvinde, og hun så det. Min mor så det, så min skam, og hun lod som ingenting.

Andre gange var jeg stolt. Som dengang min bror blev anholdt, efter sigende helt uskyldig, han gjorde blot holdt ved et lyskryds, da en patruljevogn kørte ind til siden og forlangte at se hans papirer – et kørekort, billed-id. De ville vide, hvad han lavede der, så sent på aftenen ved et lyskryds i midtbyen, hvor han kom fra, hvor han var på vej hen.
Jeg ved ikke, om han talte sandt, om han virkelig var så uskyldig, som han påstod, jeg ved bare, at han holdt fast i sine rettigheder, forlangte  en begrundelse for at fremvise identifikationspapirer, besvare deres spørgsmål. Han var fri mand, argumenterede han, og levede i et frit samfund. Det var vel ikke ulovligt at vente for rødt? Politiet tog hans modsigelser ilde op og kontroversen endte med, at de tog min bror med på stationen, hvor han blev anbragt i detention.
Jeg husker ikke, om de ringede samme aften eller først næste morgen, heller ikke hvor vidt det var min bror eller politiet, der talte med min mor. Jeg husker kun hendes reaktion, måske fordi den var så overrumplende, helt ulig hendes vanlige ydmyge og undskyldende natur, denne gang var hun vred, rasende, hun forlod huset uden et ord, en kvinde med en mission, et affyret missil, bare en jakke i hånden, en taske over skulderen og så afsted.
Resten har jeg kun fået genfortalt, hvordan hun slog i bordet, helt bogstavelig og meget hårdt, hvordan hun forlangte at tale med en ansvarlig, hvordan hun råbte om sydafrikanske tilstande, “apartheid”, om magtmisbrug og om en sygeligt selvtilstrækkelig kultur. 
Indtil da anede jeg ikke, at min mor gemte på sådan en vrede, at hun besad den slags kræfter, en næsten overmenneskelig stamina. Indtil da troede jeg, at min mor alene var en øse, en kærligheds-øse, en omsorgsgiver, en lynafleder, fredsmægler. Nu forstod jeg, hvor meget mere, hun rummede, hvor meget stærkere, hun var, at hun var en amazone, at hun ag det milde, eftergivende også bar på en urkraft af af vrede. Et her til og ikke længere – og at grænsen gik ved hendes børn.
Dem skulle ingen få held med at røre.