Louise Juhl

“This is gonna be good television”, sagde Trump henvendt til kameraet, da han for åben skærm påstod, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, var forkælet og utaknemmelig, fordi han ikke spillede efter amerikanernes pibe.

Alt måles på dets potentiale til at trække overskrifter. Kan vi skabe en konflikt ud af en uenighed, ja så er det en fordel. Hellere eskalere end at debattere, kan vi fange nogen i at sige noget decideret ubehøvlet, måske endda injurierende, så er meget vundet. Selv en prinsesses t-shirt kan rydde avisernes forside, ikke fordi det vedkommer ret mange andre end den unge kvinde og hendes familie, men fordi det er…pinligt? Sjovt? Forargeligt? Jeg ved det ikke helt hvad, kun at jeg selv har svært ved at hidse mig op over en linje fra en hiphop-tekst, men at jeg samtidig kan konstatere, at det er god journalistik. I hvert fald hvis man skal vurdere faget på sin evne til at generere cliks, sælge aviser. Og det skal man vel et langt stykke hen ad vejen. Hvis ikke der er nogen der vil læse, hvad man skriver, ja så er det så svært at drive en forretning. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er dagbladene en forretning, hvis mål ganske vist er at levere den bedst mulige journalistiske vare til den størst mulige læserskare. Men med et mål, der således kombinerer faglighed med en vis grad af populisme, ja så er spørgsmålet, hvordan den balance opretholdes. Hvornår man går på kompromis med hvad, fagligheden eller bredden i det publicerede.

Vi ser overalt, at kulturstoffet skæres ned, hvis ikke det helt skæres væk. På Jyllandsposten er bogsektionen blevet – hvis ikke fejet ind under gulvtæppet, så i hvert fald gemt væk under den bredere paraply: Kultur. Det same ser man hos mange andre medier, anmeldelserne bliver stadigt færre og de, der bringes bliver stadigt kortere. Man skal jo tilgodese læserens opmærksomhedsspænd og her går grænsen tilsyneladende omkring de 700 ord. For fire år siden var det 900 ord. Med en sådan udvikling forestiller jeg mig, at vi om et årti kan nøjes med en overskrift, der fortæller om værket er værd at læse eller ej. Dur ikke. Dur.
Jeg forstår naturligvis godt redaktørernes prioriteringer. de er alt andet lige sat i verden for at sikre, at der er læsere til deres medie. Men spørgsmålet er, om man ved at tilgodese læsernes umiddelbare lyst og bekvemmelighed uforvarende kommer til at svigte sin opgave som er, at udvide deres horisont. Skubbe til det, de tror, de ved. Provokere en smule. trække deres tålmodighed med bare ti ord, for derved at få plads til nuancere et synspunkt, udfolde en pointe.

This I gonna be good television. Trump fik ret. Hvem har ikke set det famøse klip med ham og Zelenskyj i en alt andet end lødig diskussion. Spørgsmålet er om det virkelig er godt TV eller bare er nem TV. Lidt ligesom pomfritter – fede og salte men som også efterlader sært utilfredstillet. Med fedtede fingre og lyst til mere. Mere, altid mere. Mere smart-i-en-fart. Flere ydmygelser for åben skærm. Flere teenager-t-shirts blæst op som var det brud på Grundloven.
Ikke alt godt TV er godt TV. Ikke alle artikler bliver bedre af at forkortes, skærpes eller koges ned til fængende overskrifter. “Dur ikke – næste!” Verden er vildt kompliceret. Solskin er skønt, lange somre, høje temperaturer. Mmmm. Men de kommer med en pris, tørke, skovbrande, uddøde arter, oversvømmelser. Det første – “Sommer og Sol” er en kort og fængende overskrift. Vi trænger til gode nyheder, ikke sandt. Men det er altafgørende, at vi gør os umagen at læse den lidt længere, knap så mundrette og måske en anelse svært begribelige baggrundshistorie om udledning af drivhusgasser. Det ord er bare så usexet i en overskrift. “Drivhusgasser er skyld i ekstreme vejrhændelser”. Så hellere “Bollede ham i går”.

Jeg forstår godt medierne og de journalister, der kæmper om læserne for at beskytte deres job. Det er kompliceret. Præcis som verden er det. Livet. Så kompliceret endda, at jeg ikke kan afslutte med en trommehvirvel-udløsende punchlines a la “Prinsessen på den suspekte ært” uden at få en dårlig smag i munden.