Louise Juhl

Jeg har ikke set tennis, siden jeg var helt lille. Det var altid, når jeg besøgte min morfar, lange ubrudte dage, hvor mine brødre fik lov at følge med ham ud at save tømmer og slå pæle i jorden. Al den slags som det, ifølge min morfar, krævede et “rigtigt mandfolk” for at lykkes med, og hvor jeg af samme grund ikke var til nogen hjælp. I stedet sad jeg i stuehuset, holdt øje med rutebilen, der kørte forbi en gang i timen og slog terninger med et krus. Eller jeg så Wimbledon, som jeg udtalte vim-ble-don, fulgte bolden fra den ene side af nettet til den anden. Frem og tilbage flere timer i træk, damerne havde store hatte på hovedet og mændene var alle i lyse poloshirts og med en pastelfarvet sweater bundet på tværs over skulderen. Jeg holdt med John McEnroe, han var kendt for at være temperamentsfuld grænsende til det hysteriske, han råbte ad dommeren, sin modstander, af publikum og himlen. “You cannot be serious!”

Den slags bilder jeg mig ind, vi ikke ser så ofte i dag. Men det er ikke det samme, som at der ikke kommunikeres lydligt på banen. På DR kan man lige nu læse om, hvordan spillerne stønner i en volumen, så det kan høres på tværs af de forskellige anlæg. Støn og hyl, der ifølge undersøgelser sandt nok kan medvirke til at øge boldens fart med 3,8 procent, men som i langt højere grad har til hensigt at “psyke” modstanderen. Høje skrig og nærmest vulgært langtrukne støn er bevist at distrahere spilleren på den anden side af nettet.
“Bevidst eller ubevidst bruger spillerne lyden fra ketsjerens slag til bolden til at vurdere, hvor hurtigt og hvilken retning bolden kommer. Men når denne lyd maskeres af lyden fra stønnet, mister modstanderen op til 30 millisekunder i reaktionstiden. I den tid har bolden bevæget sig omtrent en meter i luften.”
Det er altså et ufint trick sådan at overdøve boldens lyde med sine egne for at forstyrre modpartens vurdering af boldens tempo og styrke. Tennis har i mange år været anset for en særlig fin sportsgren, langt de fleste spillere kommer af særdeles pengestærke baggrunde og med forældre, der bærer dem frem i guldstol. Her er ingen pubcrawlere, ingen, der er taget for spirituskørsel, ingen bad boys. Kun en enkelt økonomisk bedrager, Boris Becker, og det var på bagkant af sportskarrieren. Modsat fodbolden, hvor det vrimler med den slags, tidligere dømte, bandemedlemmer, voldsmænd, husspektakler. Den mildest talt blakkede flok fodbold”bøller” kritiseres da også for ofte at bringe de beskidte kneb med sig ind på banen. At kaste sig ned og fingere en skade, det kaldes “at filme”. Bad behaviour.
Men nu viser det sig så, at spillerne i tennis ikke er et hak bedre, her er det bare støn, hvin og kraftudladninger, der bruges som ufint trick for at vildlede modstanderens opmærksomhed, vinde en meter, et sekund. Måske lige netop dét, der kræves for at hive sejren hjem.

Jeg ved ikke, om de samme tricks virker, når det kommer til at skrive. Om jeg vil vinde noget ved at kaste mig ned på gulvet og tage mig til anklen, vride mig i smerte. Eller som i tennis, at stønne hver gang jeg trykker en tast ned, åh, ih, uh, ah.
Det er da værd at prøve.