Louise Juhl

Jeg leder efter andre, der har overlevet det samme. Strategier, der vil hjælpe mig – ikke igennem men videre, væk. Fuckirøven og fuldfartfrem.
Og læser om den nordamerikanske skovfrø, der kan overleve hård nedfrysning, et så godt som fuldkomment ophør af al hjerne og hjerteaktivitet, kun for at tø op, når varmen vender tilbage, verden vågner: Sol, fugle, føde og frihed. Det er noget med sukkerindholdet i blodet, at det sikrer, at frøernes blod ikke fryser til is. Skete det samme for mennesker, ville frosten få vandet i blodet til at udvide sig, og de skarpe iskrystaller sprætte cellerne op indefra.
Men ikke for skovfrøen. Den standser alt, hjerne og hjerte, men uden at fryse til is. Som at lukke for vandet for vinteren vel vidende, at det skal åbnes igen, at vandet skal løbe, når foråret kommer.

Der findes to måder at undgå et angreb, et overgreb. Man kan enten flygte eller fryse. Det værste man kan gøre er at tøve, at strande et sted midt mellem flugt og forbliven, og således ende dobbelt udsat. “Se dog dig selv, så ynkelig.”
Ydmygelsen i entreen, kun iført trusser (frys) men med kufferten pakket (flygt).
“Hvordan synes du selv det går?”
Og man lader kufferten falde fra hånden og dækker de blottede bryster, hører sig selv sige “undskyld”.
Fordi? Alt. Som nu at himlen er helt latterligt blå og fuglene åndssvagt frie, og man smiler og håber, det virker, og han tager med begge hænderne om sit ansigt og hvisker: “Jeg vil dig kun mit bedste”.
Mit og dit. Du og dit.
Vores og venernes, blodet, der løber og hjertet, der slår, holder os i live, vejret, der trækker sig selv i ren refleks, og en veninde siger, at det er det, Kundera mener med tilværelsens ulidelige lethed, at det er så let at trække vejret men så svært at lade være, og vi deler en flaske banalikør og tager en selfie og poster den med ordene: “Dømt til livet – skål og resten i håret.”
Så ringer telefonen, han vil vide, hvor jeg bliver af og min veninde hvisker, at det er nu eller aldrig. Jeg svarer ham “Jeg er på vej”, og ved ikke selv, hvad jeg mener med det. Om det er vejen hjem eller vejen væk. “Hej, hej”, mumler jeg til afsked og lægger telefonen fra mig. Tjeneren kommer forbi og spørger, om han kan hjælpe med noget, – likør eller kaffe måske, og jeg ved ikke, om jeg siger det højt eller nøjes med at tænke: – Min frihed?”