Louise Juhl

Det kunne jeg: fæstne mig ved ru ånde. I stedet ƷƸ flytter jeg nåden til Stillehavet

Den te, der størkner i min kop, minder om et smilehuls rekyl      

Brian P. Ørnbøl & Louise Juhl Dalsgaard læser egne digte | Aarhus Kommunes Biblioteker.

Vandet virker uroligt, som det lægger sig foran os. Så “lige ved og næsten”, så “lige på tungen”, så langt fra nok. Hvad er farven på sot, på spyt, hvad er farven på glasset, lige før det brydes som lys? Jeg ved du ikke svarer, og netop derfor tør jeg spørge: 
Skal jeg vende kinden […]

Her står træerne i vater  

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/42246887″ iframe=”true” /]

De taler. Om tremmesenge, der rumsterer bagerst et sted, og en lille klode, der lyser. (Også) Om realskoletid og gulnede parceller, om blomster uden navne og uendelighedens grænse. Hvis´er og når og så vidt vides Engang vil de nøjes med at nikke eller ryste på hovedet. Alt indtil, er bare kunstigt åndedræt.

1. vride hænder af led som om, de var dine 2. så digte formler, der lader dig løse

Jeg drømmer ikke dage, men næver der hamrer mod en kasse af bryst. Jeg er kroppen, der fanger, der fanges. Hvad gør man i alt for kort nederdel med en tommel i munden. Mon noget hjælper. Mon nogen kan. Mon tomlen trøster, mon slaget hvælver sig i maven, så bugen sprænger og galde vælder ud. […]

…Og dagene kun en respirator, der holder min drøm i live