Louise Juhl

Det var min far, der havde lært mig at tegne. Han kunne tegne næsten alt: tændstikmænd og fugle med lange halse og en gravhund, der strakte sig så lang, at den standsede al trafikken, når den gik over vejen og så måtte min far tilkalde politiet og han tegnede en mand med kasket og en stav i hånden:
–Der er vist ikke andet for, end at vi må save i dyret, sagde min far med politimandens stemme men jeg protesterede og forsøgte at vriste blyanten fra ham:
–Neeeej. Og så lod han det være ved det, min far. Ved politimanden med stav og sav hængende i luften, og hunden fik lov at forblive hel, og jeg åndede lettet op og aede hunden over ryggen, selvom den kun fandtes på papir: –Ae, ae. 
Andre gange tegnede han figurer og kasser eller hyldeknægte, eller en skitse til et afsætningsbord, min mor kunne bruge, når vi havde mange gæster, og hun ikke kunne få plads til det hele på spisebordet. Kander med vand og flasker med vin og fade med fisk og alt det andet. Min far gjorde sig meget umage, han brugte både passer og vinkelmåler og lineal, både en rund og en trekantet, og skrev tal med en spids pen. Milli- og centimeter, afstandene på tværs og på langs, han gangede og dividerede, lagde sammen og trak fra, brugte både brøker og kvadratrødder for at nå frem til et facit. Jeg sad ved siden af og fulgte med, også selvom det var helt umuligt, for det hele gik så hurtigt og så sikkert og pludselig stod bordet færdigt, og min mor slog hænderne sammen og sagde, jamen altså! Og min far brummede, at han da egentlig også var helt godt tilfreds, og hvad siger du, spurgte han og så på mig, og jeg nikkede til det hele, til jamen altså og helt godt og håbede, at jeg også en dag ville kunne tegne et bord, der var lige så lige præcis og helt rigtigt som min fars.

Det var også ham, der tegnede vores sommerhus, alle væggene og taget med tørv og hjørnet med brændeovnen. Hver aften en hel vinter sad han med arkitektlampen trukket helt ned over bordet og regnede ud og målte efter, til han fandt frem til den helt rigtige hældning på taget det nøjagtige antal af brædder, han skulle bestille for at lægge terrassen. Han fyldte en hel bog med tal, og jeg forstod nok ikke helt, hvordan tal og tegning og hus og sommer hørte sammen, men en dag stod det færdigt. Vores sommerhus, omgivet af høje nåletræer til alle sider og med svenskrøde vinduesrammer. Køjesenge til både mig og min bror og med skråvægge og mere tid end noget andet sted i verden. Jeg pyntede væggene på værelset, hang et papirklip, jeg havde fået af en tjekkisk studerende, min far havde haft i praktik, og min tegning med hus og skorsten og flagstang.
–Det blæser jo hver sin vej, protesterede min bror og pegede på røgen, der drev til højre og flaget, der blæste mod venstre, og han himlede med øjnene og sagde, at sådan noget lort gad han sgu ikke have hængende. Og så rev han den ned, tegningen altså, krøllede den sammen og smed den i brændeovnen og flammerne åd den grådigt og så hurtigt, at jeg umuligt kunne nå at rage den ud. Jeg skreg og råbte, som var det mig selv, der var blevet brændt på bålet, kaldte ham grimme ting, råbte røvkatar og møgidiot og pikansjos. Men han grinede bare og sagde, at han heller ville være både en røv og idiot tilsammen, end at være så dum, som jeg var, og min mor kom løbende ude fra terrassen og tyssede, schsss og satte sig på knæ foran mig: 
–Det er jo bare en tegning, trøstede hun, og jeg lænede mig ind imod hendes krop og hulkede og slog med næverne mod hendes bryst:
–Det er ikke bare en tegning, græd jeg, det er min tegning, og min mor holdt om mine hænder og kyssede mig på kinden og sagde, at jeg jo bare kunne tegne en ny, og jeg tænkte, at det nok alligevel var rigtigt nok, hvad jeg havde hørt dengang ved bordet. At hun nok skulle være stoppet efter den første, min bror.