Louise Juhl

Jeg var ikke ret gammel, før jeg forstod, at den bedste måde at lukke munden på folk, ikke var at argumentere imod deres standpunkter, heller ikke at råbe “hold kæft”, men derimod at himle med øjnene, ryste på hovedet og svare dem noget semiperfidt. Noget i retning af “sjældent har jeg da hørt Sverige så tydeligt” eller “er du dum, eller kan du bare ikke tænke klart?”
Det er selvsagt ikke særlig konstruktivt, til gengæld virker det effektivt: Ringeagt og latterliggørelse er stærke våben, når man vil tavsgøre en modstander. “Ha, ha, tror du selv på dit lort?” er jeg ind imellem blevet spurgt. Og i de tilfælde ved jeg godt, at det ikke nytter at svare ja, for med et ja legitimerer jeg, at der rent faktisk er tale om lort. Det nytter dog heller ikke at sige nej, for så medgiver jeg, at det, jeg har sagt, ikke er værd at fæstne lid til.

At nedgøre andres meninger er et usselt kneb.
Man er velkommen til at erklære sig uenig, ja endda at udtrykke modstand for et udsagn, en holdning. Det er sådan dialog fungerer. At man udveksler synspunkter, lytter og reagerer i håb om at blive klogere på den anden og sig selv. Ikke fordi det nødvendigvis skal føre til enighed, men udgangspunktet må dog være et ønske om at forstå. Hvorfor den anden mener, hvad han eller hun nu mener. Og derefter at redegøre for, hvorfor man selv har en anden holdning. Fremføre fakta, der kan belyse emnet fra en anden vinkel.

Jeg ser det på daglig basis. Mennesker, der i kommentarfeltet udbasunerer sig med det ene formål at hævde sig selv ved hjælp af foragt og latterliggørelse.
Det kan foregå mere eller mindre subtilt: De mest trollagtige besværer sig ikke med at fingere en form for lødighed, de bralrer bare afsted med nedrigheder a la “Hvis ikke det var så dyrt, ville jeg visitere dig til den lukkede”, mens de mere lødige – nej vent udspekulerede – er mere subtile i deres fremfærd. De påstår at indgå i en diskussion, men deres input har ikke til formål at så tvivl om det diskuterede, men derimod at så tvivl om den, der diskuterer.

Et typisk eksempel er mennesker, der tager afstand fra det, de kalder wokeister, feminister, holister, what-ever-ister. Ikke med udgangspunkt i disse gruppers krav eller verdenssyn, men ved at rejse spørgsmål om medlemmerne – deres (mangel på) intelligens, deres (påstået tvivlsomme) familieforhold, seksualitet, køn eller udseende. De rykker så at sige agendaen, så den passer til deres personlige vendetta. For nylig udtrykte jeg mishag ved den kendte formulering “Det, du ikke dør af, gør dig stærkere”. Det fik en følger til at fare til tastaturet og rase over, at jeg kunne finde på at nedgøre et udsagn af selveste Nietzsche. Jeg svarede, at jeg for så vidt var helt ligeglad med, hvem udtrykket stammede fra, at jeg, uanset ophav, erklærede mig uenig. Derved gjorde jeg mig, ifølge den forurettede, skyldig i åndeligt hovmod, fordi Nietzsche som bekendt var en af verdens største tænkere. Men, men, men. Jeg har på intet tidspunkt nævnt filosoffens navn, jeg har som udgangspunkt heller ikke noget ondt at sige om dennes teorier og tanker. Jeg taler om det livssyn, hvor enhver smerte, modstand eller lidelse, tages til indtægt for noget positivt, en styrkelse af sjælen.
Jeg husker det fra min barndom det mantra at “børn skal hærdes”. At de har godt af at græde lidt, af at blive mobbet. Jeg er med på, at livet udsætter alle for den slags, men ligefrem at hylde ondskabsfuldheder, nederlag, sorg og smerte, finder jeg ærlig talt absurd. Hærdes – til hvad? Til selv at blive en mobber? Til at bære en brækket næse som en medalje? Er det fedt? For mig at se, er det en måde at undgå at tage den sårede alvorligt. At påstå at svær lidelse gør nogen stærkere, er i min optik udtryk for enten, og i bedste fald, privilegieblindhed. I værste fald for mangel på empati, ja endog ringeagt.

Ingen har lyst til at tale, hvis ikke de bliver taget alvorligt. Ingen har lyst til at indgå i en dialog, hvis der ikke bliver lyttet, men alene bliver skudt salver af ringeagt, konstateringer og tåbelige ordsprog afsted. At tale sammen, at være i verden som væsner, der er forskellige og uenige, er et vilkår. Men uden nysgerrighed og ægte vilje til at blive klogere på hinanden, ja så vil forskelligheden forblive en hindring, en uigennemtrængelig mur. Det, fremfor en mulighed for at blive klogere, ikke mere enige, men dog med større forståelse og respekt for mennesket bag det, konflikten drejer sig om.