Louise Juhl

Jeg vil gerne starte med at slå fast: Jeg skylder psykiatrien stor tak. For endeløs tålmodighed, hundredvis af journalnotater, recepter på ernæringsdrikke, Truxal, D-vitamin, antidepressiver. For de hundredtusindvis af kroner, jeg har kostet i indlæggelser, ambulante besøg, bostøtter, opholdssteder, you name it. Tak af hjertet, uden jeres hjælp var jeg sandsynligvis død af sult, og dermed også ude af stand til at rette den kritik, jeg rejser nu.
Så undskyld. Men alligevel:

Jeg blev første gang indlagt i maj 1993 på en afdeling med speciale i infektionssygdomme. Hvorfor jeg landede netop der, ved jeg ikke, måske var det det eneste sted med en ledig seng. Jeg lå sammen med Hanne, hendes ben var holdt op med at virke, ingen vidste hvorfor. Det viste sig at være stress, en langvarig affære havde tæret på hendes kræfter, nu sagde kroppen fra. 
For mit eget vedkommende var problemet mere åbenlyst, jeg var svært underernæret. Fra august til maj – på ni måneder – havde jeg smidt mere end halvdelen af min kropsvægt, 42 kilo i alt. Nu var jeg så diffus af sult, at jeg ikke kunne huske de sidste fire cifre af mit cpr-nummer. 

Behandlingen lød på mad. Terapi var ikke en mulighed, når kroppen var så medtaget som min, min hjerne var ikke i stand til at ræsonnere eller reflektere. 
Jeg fik serveret kogt kalvetunge med bearnaise og flødefede drikke. Problemet var, at jeg ikke kunne spise. Eller rettere. Problemet var, at jeg ikke ville spise. De to ting var så nært forbundne, at det ikke var muligt – hverken for mig eller personalet – at skelne. Hvad der kunne ligne trods, var i virkeligheden en altoverskyggende angst, en kvalmende lede ved tanken om at spise, fylde, tage plads. 
Personalet var forstående, de så min splittelse, en Louise, der ville være rask og en anden Louise, der nægtede at sluge, hvad verden bød. Lægen lyttede og forklarede, at det ikke var min skyld. At min madangst skyldtes en sygdom og at jeg var i denne sygdoms vold. Heldigvis, forklarede han, var læger som han selv sat i verden for at bekæmpe den sygdom, den vold. Det føltes som gav han mig et kram, men det var bare hans ord, der virkede som en kærlig favn: 
Jeg var hverken ond, beskidt eller en løgner. Jeg var syg. 

Jeg blev udskrevet i efteråret, husker ikke meget fra de følgende måneder. Jeg boede en tid i Hundested, så i Studiestræde, så på et værelse i Kronborggade. Efter sommerferien begyndte jeg at læse litteraturvidenskab men lærte kun lidt, ikke fordi der var noget galt med undervisningen men fordi min energi gik med at mætte mig selv med næringsløse supper og tælle kilometer. 
Jeg flyttede igen, til en fremlejet etværelses, svømmede og løb før forelæsninger, drak spiritus for at kunne falde i søvn trods sult.
Til sidst gav jeg op, flyttede tilbage til min fødeby og startede på studiet til bibliotekar. Levede af syltekirsebær og revne gulerødder, installerede mig med trappemaskine og spinningcykel i min kælderlejlighed. En konstant stank af sved. 

I 2000 var jeg færdiguddannet, flyttede til Aarhus, stadig så syg, livet kun var en kulisse for mit egentlige ærinde: At forbrænde flere kalorier end jeg indtog, et dødsrace, der ikke altid lykkedes og som derfor fyldte mig med tiltagende væmmelse over min utilstrækkelighed. Svagpisser, grådige svin, ækle tæve. Det var ikke småting, jeg lod mig selv høre. 

I 2001 fik jeg en plads på center for Spiseforstyrrelser, en specialafdeling med plads til i 8 patienter, alle med primærdiagnosen anoreksi. Vi fik enestuer med bad og toilet, blev tilbudt sangaftner, tegneterapi, mild motion og psykoedukation. Seks daglige måltider, derimellem fælles hviletid, det var fast arbejde. – – Det er jo ikke en højskole, mindede overlægen os om, – det er behandling. 
Målet var ikke, at vi skulle hygge os, men at vi skulle blive raske. 
Fair nok og godt i tråd med, hvordan jeg selv var opdraget: Yde for at nyde. Problemet var, at den logik betød, at vi skulle blive raske, før vi kunne få lov at være syge. At vi skulle spise vores mad, før vi kunne få lov at græde, at vi måtte vente med at protestere, til vi vejede, hvad vi skulle. 
Modsat overlægen på Frederiksberg, var der ingen forståelse. Tesen var, at det var sygdommens natur at lyve og manipulere, og at vi, der var ramt af sygdommen, blevet derfor betragtet lige sådan: Som manipulerende løgnere. Græd jeg, fik jeg at vide, at jeg opførte mig som et forkælet barn, der hylede for at få sin vilje: En slikkepind, en candyfloss. Udviste jeg vrede, blev jeg belært om, at det var en utaknemmelig respons på den behandling, jeg modtog. Om jeg da ikke selv kunne se hvor urimeligt, jeg opførte mig? 
Forsøgte jeg at skjule maden i et ærme, en lomme, blev jeg behandlet som en tyv: mødt med anklager om at være dybt utroværdig. Lavede jeg motion i det skjulte, blev jeg straffet med inddragelse af udgang, præcis, som hvis jeg havde været en fange i et fængsel.

Misforstå mig ikke: jeg forstår logikken bag. Noget for noget. Ret og pligt. Yde for at nyde. 
Men ville man byde en somatisk patient samme rationale: Hvis du kaster op efter en behandling med kemoterapi, er du utaknemmelig? Hvis ikke du får trænet tilstrækkelig efter en hofteoperation, er du at sammenligne med et uartigt barn? Udebliver du fra en screening for tarmkræft af angst eller ringe overskud, så er du en dårlig patient?
Nej vel.
I de tilfælde ville vi forsøge at hjælpe. Tilbyde kræftpatienten kvalmestillende midler og de hofteopererede bedre tilrettelagte forløb.

Det samme skete ikke i psykiatrien. Ikke en eneste gang fik jeg at vide, at de forstod. At de havde forståelse for min adfærd – i al dens uhensigtsmæssighed. 
Jeg blev aldrig tilbudt en hånd at holde i. Der blev ikke iværksat strategier, der kunne imødegå min vrede, min sorg, løgnene. Tænk hvis nogen havde sagt: Jeg kan se, at du er ulykkelig. Bange. At du vil alt det rigtige, men at det kommer ud helt forkert. 

Det er muligt, at det for nogle patienter virker med “hårdt mod hårdt”. 
Selv havde jeg ingen glæde af det, jeg var hård nok mod mig selv i forvejen. Det, jeg trængte til var at nogen sagde: Du er syg. Jeg vil gerne hjælpe. Lad os tale om din angst. 
Er det bøffen, du er bange for? Kartoflerne, sovsen? Hvis ikke, hvad så? 
Og jeg ville have fortalt om angsten for at fylde, at være for meget, drømmen om at være et fingerbøl, noget småt og ufarligt. Om frygten for min grådighed, for at jeg at ville æde hele verden, hvis først jeg åbnede munden. 
Men ingen spurgte, for jeg var jo en løgner, en manipulerende patient, syg i hovedet. Og jeg troede dem og tog rollen på mig. 

Det har præget mig i mange år. Undskyld har været det mest brugte ord i mit vokabular. Undskyld, at jeg er dum. Undskyld, at jeg er syg i hovedet. Undskyld, at jeg er mig. Undskyld, at jeg overhovedet eksisterer. 
I årevis har jeg holdt hånden over systemet, fordi de reddede mit liv. Det er jeg dem til stadighed taknemmelig for. Men det må være på sin plads, at jeg også får lov at sige, at de udover livet gav mig en selvforståelse og et selvbillede så utiltalende, at det har været tæt på at æde mig op. 

Det må kunne gøres bedre?