Uvæsen

by Louise Juhl Dalsgaard

Haven er frodig men langt fra vild. Tingene har deres faste pladser:
Først for, den høje kristtjørn med skræmmende røde bær, som de voksne siger, er giftige. Jeg tegner mig selv liggende under busken – med et kors henover brystet og kryds for begge øjne. 
Længere nede i haven står roserne i gul, orange og rød. Storbladede og stolte. Jeg plukker et par stykker, men bladene falder med det samme af og så står jeg der med kun de tynde tornede stilke, som forskrækket kaster fra mig. Er det mine hænder, der har taget livet af dem?

Indimellem går vi en tur sammen i haven, min mor og jeg. Så peger hun undervejs, lærer mig navnene:
-Dén der hedder Hypericon, siger hun og peger på en lav busk med kraftigt gule blomster.
-Og dér står en Kejserbusk, og dét der er en Dværgsyren, forklarer hun.
Jeg forsøger at huske det hele, men får det blandet det sammen: Dværgkejser og Hypersyren.

En gang om året trimmer min far det hele, blomster, buske, træer. Han går hårdt til værks, klipper grene af og tynder ud, river krybepilens rødder fri af jorden og fjerner ukrudt. Fandens mælkebøtter, gåseurt og ærenpris.
-Ellers spreder de sig som pesten, forklarer han, mens jeg går bag ham og samler op. Binder en buket, jeg giver til min mor.
Hun siger: -Tak, skat.
Hun siger: -De er så smukke i al deres uvæsen.