Louise Juhl

Det findes ikke den fejltagelse, man ikke kan koble en eller anden latterlig selvudviklingsfrase på. “Det man ikke dør af, bliver man stærkere af.” “Fald syv gange, men rejs dig otte.” “Du ved ikke, hvor stærk du er, før det at være stærk er din eneste mulighed.”

Jeg kan huske samtlige ydmygelser gennem tiden. Da jeg blødte igennem min konfirmationskjole, og måtte gå gennem kirken med en synlig rød plet på bagen. Dengang jeg spottede Tommy Kenter bag en rude på en restaurant, og i begejstring hoppede op og ned, vinkede, sendte fingerkys, kun for at få en fuckfinger tilbage. Eller da jeg efter fire dages total faste og med en kampvægt på 35 kilo smagte på druerne i frugtafdelingen i Føtex i Slotsgade, og af en butiksdetektiv blev bedt om at følge med til butiksbestyrerens kontor og irettesat så utvetydigt, at jeg et øjeblik troede, at jeg skulle dø. Jeg er ikke en af dem, der påstår, at jeg ikke ville have været noget af det foruden. Jeg kunne snildt have klaret den konfirmation uden at bløde igennem. Og er helt sikkert ikke blevet et hverken bedre eller stærkere menneske af at blive mødt af mit (daværende) idols fuckfinger. Ligesom den døde bændelorm, jeg fødte på et toilet i en kælderlejlighed i Vejgård til stadighed martrer mig, som det mest uhumske, man kan tænke sig. Ikke bare at huse en bændelorm, men en DØD bændelorm.
Jeg mener: Nej vel??

Alligevel vil jeg sige, at jeg har fundet en slags ro i at stå ved det hele. En god ven sagde engang til mig, efter at jeg i en halv time havde grædt ved tanken om, hvor usselt et menneske, jeg var, hvor grådig, hvor bekræftelsessyg, hvor selvcentreret, hvor naiv, ja hvor alt for meget, jeg fyldte, svarede:
“Har du slået nogen? Misrøgtet et dyr, spyttet på nogens fødder? Ridset en bil eller mobbet en ældre cyklist med refleksslikkepind og gul vest? Hvis ikke, så er du nok ikke værre, end alle andre.”
Og selvom det er vejen til helvede, at undskylde sig med, at andre gør det samme, så er der nok en sandhed gemt i, at så længe min formegethed, min grådighed, mit behov for bekræftelse, ikke skader andre nævneværdigt, ja så er det hele nok, som det skal være. Bændelorm og blodpletter til trods. Den med butiksdetektiven er den, der svier mest, for man må ikke stjæle og Salling Group gik jo, uanset hvordan jeg vender og drejer det, involverer min sygdom og peger på det beskedne antal druer, glip af en fortjeneste. Jeg tog noget, der var nogen andres. Undskyld.
Det var i 1995, det er enogtredive år siden, forleden købte jeg en avocado, der viste sig at være brun og helt uspiselig. Jeg tænker, det var Føtex hævn. Som min gode kollega Hanna Højgaard Viemose skriver i en af sine romaner: “Føtex er satan stavet bagfra.” Jeg ved ikke, hvad mit navn stavet bagfra betyder: Agurk? Vanvidne?
Taletubbie?