Louise Juhl

Det er ikke altid let at gennemskue fascinationens kraft. At forstå, for eksempel, hvorfor jeg i årevis har haft en særlig glæde ved vaterpas. I særdeleshed dem af træ, helst meterlange og med en cirka tommelfingerlang rør-libelle i midten. Der er noget sært beroligende ved sådan et instrument, en enkelhed, som ikke må forveksles med det simple. 
Jeg nåede at anskaffe mig fjorten. Så flyttede jeg til en kvistlejlighed på Frederiksberg og gemte kassen i en kælder og fik den ikke med videre, da jeg tre år senere forsøgte at flygte (fra nissen).

Fra jeg var 16 og små tre år frem havde jeg en kæreste, der spillede saxofon, han havde rødt krøllet hår og lærte mig alt om instrumentets udformning og om bladet i særdeleshed, der var lavet af bambus (Arundo donax) og hvis svingninger alene kunne danne toner, der strakte sig over en hel oktav. Forestil dig den præcision, det forlanger, at vinkle læberne og blæse nøjagtigt så den rette portion luft (ikke for lidt, ikke for meget) når bladet. Og så. Den svedigt svingende, let luftige lyd af Bb.
Jeg vidste det allerede, da jeg ringede og spurgte. Om det var forbi, altså. Og det var dét, højskole, hospital, så mange ting var kommet imellem os. En svær anoreksi for blot at nævne en, og jeg sagde farvel og lagde røret og sad et par timer sådan, gloede ud i luften, helt tom for ord og følelser.
Senere begyndte jeg at samle på de små saxofonblade i bambus og forskellige hårdheder, lagde dem mellem over- og underlæbe og forsøgte at genkalde mig lyden af et Bb, fornemmelsen af det svedigt svingende. Men så mødte jeg N og han brød sig ikke om bambus og slet ikke om jazz og sved, og så forsvandt de, og jeg spurgte ikke hvorhen.

I dag samler jeg på sten, ikke mange, men nok til at fylde min hule hånd. Jeg betror dem alt, især det, jeg ikke vil høre selv. Som at jeg misunder kattene deres selvstændighed og ostene, deres huller. At jeg spiser flere skumfiduser end broccolibuketter og af samme grund ikke har vejet mig i fire år. At jeg bider negle for at kompensere for alt det lort, jeg lukker ud. 
Jeg har en hviskesten og en råbesten. En jubelsten og en sten, der har form som et egern, der sover. Og en ønskesten, som jeg skrev om allerede i 2017.
I min roman ‘Det dér og dét der’‘:

“Så tager jeg en sten i hånden og lukker øjnene.
Så ønsker jeg, at stenen er en ønskesten.
Så ønsker jeg, at min hånd er en andens, og at jeg er stenen.
Så ønsker jeg, at stenen åbner øjnene, og at den ikke bliver bange.”