Louise Juhl

Jeg har altid følt mig utilstrækkelig. I forhold til nåletræerne og mosset, enebærbusken og det haleløse firben. At føle sig utilstrækkelig er ikke nødvendigvis skidt. Det kan kalde på en ydmyghed, der igen kalder på tak. Tak for at være en del uden at skulle være det hele.

“indespærret i din egen sjæl
som en hyacint i en plastik-
pose”

Sådan skriver den svenske digter og dramatiker, Ann Jäderlund, i et digt, og jeg kan huske hvordan jeg spurgte mig selv, hvis du er dig og din sjæl er indespærret i en plastikpose, hvordan bryder du så ud. Igennem den posen, plasten? Og hvad gør jdu derude – i det fri, blæser du væk som tusinde fnok i vinden, eller falder du til jorden og slår rod. Bliver et træ i skoven? Eller en bregne, et fingerbøl. En lungeurt, et åndedræt.

Jeg finder på ord.
Kastesorg, ventesår, læbeild
Og læser om huskatten, hvis hjerte er på størrelse med en mus. Et næsten ubærligt tilfælde af samtidig nuttethed og rovdyrinstinkt. Ikke ulig mig selv, måske på nær nuttetheden. Jeg æder mig selv som lyng, lød titlen på Olga Ravns debut, jeg åd af mig selv i 15 år, spiste muggent brød i håb om at blive syg og dø af det. Undgik cremer af angst for at optage fedt gennem huden, undveg mennesker af angst for at blive smittet med sult. Holdt mig på afstand af livet af frygt for at dø. I den helt vidunderlige samling ‘Dyr sorteret efter alder´, skriver Frøydis Sollid Simonsen:
“At leve handler om at gå til grunde” og et andet sted.
“Hvis døden er en tragedie, er livet det også”.

Træerne er ikke bange for at dø. Havet er ikke bange for at drukne. Himlen er ikke bange for det blå.
Efteråret minder mig om alt det. Om at være lille og lykkelig nok. Gule blade og halstørklæder, en ældre dame med iltapparat, to fiskehejrer i dyk.
Den lille vandmand, turritopsis nutricula, er det eneste levende væsen, der kan udvikle sig baglæns. Det vil sige: gå fra at være voksen til at blive barn. Jeg ved ikke, om jeg kunne tænke mig at gro baglæns, miste, hvad jeg ved, starte forfra. At leve handler om at gå til grunde. Spørgsmålet er, hvordan vi går, på hvilken måde, vi grunder. Jeg vil gerne gå med rankt hjerte.
Elske det hele op: træerne havet himlen.