Louise Juhl

De første år, Michael og jeg kendte hinanden, var jeg stadig præget af min spiseforstyrrelse. jeg foretrak at holde ferie derhjemme, hvor jeg kendte maden, kunne passe min træning, tælle kalorier og veje mig hver morgen med vægten placeret præcis samme sted og på præcis det samme tidspunkt. Da han endelig lykkedes med at lokke mig udenlands, var det med meget strenge krav om, at der skulle være adgang til et fitnesscenter, en madvægt, sodavand uden sukker, alt sådan noget.

Et af de første steder, vi besøgte, var Toscana, vi lejede et anneks til en vingård, bygget i sten, koldt og simpelt indrettet: et bord, tre stole, en seng. Men omgivelserne var det hele værd, olivenmarker så langt øjet rakte, kuperet og frodigt. Indkvarteringen var via Agricultura Turisimo, et særligt turisttiltag, der skulle skaffe besøgende til landets mange vinbønder, landmænd og planteavlere, vi endte hos Cristiano, en tidligere lærer fra den italienske pendant til Kunstakademiet, nu pensioneret og glad udlejer, glad for vin også, han var konstant beruset, morgen, middag, aften.
Michael kørte mig to gange dagligt til Firenze, ad små kringlede veje, og ventede de to timer, det tog mig at løbe 12 kilometer på løbebånd, træne mave, ryg, baller, lår. Sjippe og lave armbøjninger.
Så kørte vi tilbage ad de samme smalle og mildest talt halsbrækkende gader, det var meget tid at bruge på noget så ligegyldigt, men Michael kendte betingelserne, brokkede sig ikke én eneste gang.
Om aftenen drak vi limoncello og spiste små delikatesser fra et nærliggende supermarked, syltede svampe, røget skinke, luftfritterede blomkålsbuketter. En sær blanding, men vi blev mætte, senere læste vi kort og Michael fortalte om universitetet i Sienna, den gamle bydel, turismens kvælertag.

Det var mit første forsøg med en virkelighed uden faste måltider, morgenvejning, Cheasy yoghurt og æggehvideomelet. Lige så langsomt fik jeg øje på noget andet, marmorkirken i Firenze, for eksempel, olivenmarkerne, Michaels hænder. Det tog mange år og jeg skylder Michael for de rundt regnet én million timer, han har ventet, mens jeg febrilsk for rundt i et træningscenter og forsøgte at slippe af med mig selv. Fuck, hvor må det have været belastende og kedeligt, præcis som den her opdatering er det.
I år tager vi til Nordjylland, til hytten i klitplantagen, milevidt fra fitness og olivenmarker, vi har ikke så ikke andre planer end at bygge en bænk og et skraldeskur, spille minigolf og at elske hinanden.
Det kan også noget.