Louise Juhl

Min barndoms biblioteket lå på Grønlandstorv i en grå barak med købmand i stueetagen og bøger på 1.sal. Der var en elevator, men den lugtede af tis, så jeg tog gerne trapperne, selvom jeg havde hørt, at der boede en ung fyr under den. “Smølfen” blev han kaldt, fordi han havde spist svampe og var blevet skør. Han gik omkring i duffelcoat med hætten trukket op om hovedet, sommer og vinter, og sagde underlige lyde. det var mit første møde med en virkelighed, der ikke lignede min egen, der var med Børge Mogensen sofa og årsabonnement til byens teater.
Biblioteket rummede alt. To kummer fyldt med tegneserier og skrå hylder med bøger om alt fra rumfart til oldtidstempler, lange rækker af bogrygge ordnet alfabetisk efter efternavn: Blicher, Sten Steensen. Christensen, Martha. Ditlevsen, Tove. Der var også et filmfremvisningslokale med store puder i stedet for stole. Hver tirsdag var der gratis biograf, Bjergkøbing Grand Prix og Cirkeline.
Jeg kendte bibliotekarernes navne, Hanne og Åse. Og Inge, der stod bag skranken, lidt skrap men også sød, ind imellem fik jeg lov at komme med hende om bag disken og føre bøger gennem udlånsmaskinen, en slags bordintegreret kopimaskine. “Duk Duuuu”. Sådan husker jeg lyden, når jeg førte bogen henover pladen, derefter fulgte et lysglimt, når maskinen tog et foto af bogens data: titel og forfatter. Dato for lån og aflevering.

Jeg lærte cirka alt om verden på det bibliotek. At man for eksempel kunne være både skrap og sød på samme tid. At der fandtes mennesker, hvis liv var helt forskelligt fra mit, som nu Smølfen, men også den ældre mand, der hver dag ventede, når dørene blev åbnet og ikke forlod stedet igen, før otte timer senere, når de lukkede ned. Han medbragte troligt en termokande med kaffe, en madpakke og et lille hæfte, hvor han skrev alle dagens nyheder af fra aviserne. Imgen vidste hvorfor, det kom jo heller ikke os ved, han gjorde ingen fortræd og hilste høfligt, både når han kom og når han gik.
Det var på Grønlandstorv bibliotek, jeg forsvandt ind i verdener befolket af talende dyr og levende træer, besøgte månen med Tintin og smugkroer med Gammelpot. Det var også her, jeg læste Stephen Kings The Shining og Anna Gavaldas Bare sammen og opdagede, hvor forskellige bøger kan være og hvor mange virkeligheder, de kan rumme. Både fiktive og sande, genkendelige og helt fremmede. Alle sammen fik de en plads inde i mig, og da jeg nogle år senere blev syg og ikke anede, hvad jeg skulle stille op med mit liv, blev det igen mit barndoms bibliotek, der hjalp mig: Jeg flyttede fra København tilbage til Aalborg for at læse til bibliotekar – i ægte overbevisning om, at gennem bøgerne kunne lade sig gøre, jeg kunne blive rask og livet kunne makke ret. På biblioteket var alle og alt nemlig lige, syge og raske, levende og døde, virkelige og fiktive, ingen over ingen under. Alle stod de side om side.

I dag findes biblioteket på Grønlandstorv ikke mere. Det er erstattet af en bogbus, der kommer en time hver tirsdag lige midt i aftensmaden. Så må man bare håbe, at ingen får brug for hverken eventyr eller spænding på en torsdag.
Jeg er stadig bibliotekar af hele mit hjerte, også selvom jeg aldrig har praktiseret mit hverv, udover altså at fylde op på hylderne, et sted mellem Daniel Dalgaard og Holger Drachmann. Biblioteket er og bliver mit Helle, et sted for alle, for smølfer, dagbladsnotarer, skrappe og søde, børn og voksne, forgyldte og fortabte.