16. december, fraklip
by Louise Juhl Dalsgaard
ved siden af sig selv og udenfor alt andet, skyder hun i blinde mod det hele, det hule helvede, alt! både bødler, ofre og det der ligner (som om hun kan skelne, som om hun vil) hun skyder og skyder forbi og skyder igennem, men alt hvad hun rammer, er skyggen af sig selv, og lyden af kugler der punkterer rummet, minder mest af alt om et suk
Uden fraklip – ingen Silhuet 😀
Hun mærker sig som en parallelskabning, ved siden af sit selv, forbundet med andre, hun klipper i blinde mod det hele, det hule helvede, alt! Både bødler, ofre og det der ligner (som om hun kan skelne, som om hun vil) hun klipper, klipper forbi, og klipper igennem, men alt hvad hun ser, er skygger af sig selv, sit eget fraklip, tilsat lyden af det dybeste suk. Udmattet læner hun sig tilbage, lukker øjnene, og giver langsomt slip på både saks og papir.
I modlyset fra vinduet, og i papirklippet på bordet, ses konturerne af alt hvad der er tilbage, hun markerer sig som skabning, defineret ved sit selv, på trods af andre, i fuldendt Silhuet!