Jeg går altid en lille smule i stykker, når jeg læser Bjørn Rasmussens forfatterskab. Hvorfor lader jeg så ikke bare være, kunne man spørge, men dertil vil jeg svare, at jeg netop læser Bjørn Rasmussens tekster for at gå lidt i stykker. For at gå i stykker betyder også en mulighed for at stykke tingene sammen påny, at fare vild i verden, og få øje på landskaber, man ikke anede eksisterede.
Sådan er det også med hans nye roman “Jeg er gråhvid” der udkommer i morgen på Gyldendal. Det er en roman om Bjørn, bogens jeg, der skriver i sine notesbøger, for at ikke komme til at udlevere sig selv på nettet eller i en bog. De “private” dagbogslignende optegnelser bliver en slags post-it-lapper på en opslagstavle, en masse små afmærkninger, som man kan forsøge sig med at trække en linie imellem, for at finde en sammenhæng. Men bogen gør oprør mod den trang, man som læser har til at finde “en mening i galskaben” (for det er en gal mand, der taler, gal som i vred og gal som i sindslidende).
Se bare her, hvordan Jeget skriver:
“Jeg kendte engang en mand der var så kohærent at hans endetarm imploderede. Røvhullet forsvandt.”
Det er en fuckfinger af den aller-morsomste slags til forsøg på at finde sammenhænge i teksten, et oprør mod de vante litterære analysemodeller. Og det er vel med det in mente, at “Jeg er gråhvid,” skal læses. For det er en usammenhængende og forstyrret størrelse, sine steder er sproget – særligt mod slutningen – på grænsen til nonsens. Og så alligevel langtfra. Det er en bog, der vender sig mod alt og alle: Mod sig selv, mod læseren – og ikke mindst mod samfundet: Trump, Pia Kjærsgaard, homofoberne, racisterne, de hvide mænd, det psykiatriske system – alle får det glatte lag. Men samtidig er bogens jeg (og måske også bogens forfatter) klar over, at én finger vendt mod verden lader fire fingre tilbage mod en selv:
“Der er god grund til at genlæse de gamle dagbøger hvis jeg skal dø snart. Og brænde dem. Fordi de er dårlige. Jeg tvivler på de indeholder terapi. Det er ikke litteratur, det er stensikkert,” udtaler Bjørn – og fortsætter så resten af bogen med at skrive dagbogsnotater for hver dag, hver time, hvert minut.
Det er en både knugende trist bog:
“Jeg har kun lyst til at sige undskyld. Men det havde jeg nok også sagt til Hitler,” (! så hårdt kan det siges),
men også en virkelig morsom bog:
“I dag er det Black Friday. Smart. Når ordene ikke virker kan man købe noget i Silvan.”
Det er en bog om aldrig at have fået lov at være barn, en bog om ønsket om at være barn, om drømmen om at være med barn – og om at være barnløs.
“[Kan man] få en præfødselspsykose, hvis man skal være papfar?”, spørger bogens Jeg sin psykiater.
“Det kan jeg ikke afvise,” svarer han, og måske er bogen netop en beskrivelse af en sådan psykose. En præ-fødsels-psykose, øjeblikket før udstødelsen, før barn og forældre skal skilles. En bog om, hvad der sker, når een bliver til to, en skilsmisse.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den her bog. Den efterlader mig med så mange tanker, og som med de foregående bøger, med følelsen af være gået lidt i stykker. Det er altsammen ment som en kæmpe kompliment, bogen er vild og god og ganske forfærdelig.
Tillykke, fine Bjørn, med den lille ny 🦋
