Louise Juhl

destory.dk

ensomig #945

Jeg kan huske engang min moster fandt sin kat, Kurt, i en grøftekant. Lige så flad, som den var død. Hun tog den med sig hjem og begravede den under en rødbøg ikke langt fra, hvor hun boede. Lagde fire sten, så hun altid kunne finde tilbage. Ofte lagde hun vejen forbi Kurts hvilested, nogle gange bare for at hilse, andre gange for at lægge en blomst eller en død mus ved siden af stenene.
Halvandet år senere vendte Kurt tilbage. Lyslevende og mere trind end nogensinde. Den gjorde ikke noget væsen af sin entré, en dag lå den bare i karmen bag gardisettet og spandt. Min moster strøg dyret over ryggen, ledte efter dets karakteristiske hvide blis under venstre øje og fandt den. Forvirret. Der var for så vidt ingen grund til forvirring. Kurt var i live og min moster glad. Men hun var mere end det. Min moster sad tilbage med en tristhed eller et savn, hun ikke længere kunne placere, for man kan jo ikke så godt sørge over en død kat, der viser sig at være levende.
Det er lidt det samme med oktober. Man har kun lige lagt den bag sig, lært at leve uden, før den viser sig igen. Lyslevende og mere gylden end nogensinde. Al den skønhed, al den glæde. Men oktober er mere end det. Den er også en pote, en pels og fire sten, man ikke længere ved, hvad man skal stille op med.
Måske er det ok, måske behøver man ikke at vide det.

ensomig #944

Min mor har skrevet en sms. Hun undskylder, at hun ikke har skrevet før nu. Der har været så meget. Besøg af min fars søster, Jytte, og en tur til Sæby.
–Og puh, hvor er det blevet koldt udenfor, slutter hun, -men det har du nok selv bemærket. Kærlig hilsen mor.
Ja, kulden. I går morges måtte vi skrabe is af bilens ruder. Vores ånde stod ud som damp, vi forsøgte at tyde hinandens signaler og lo ad de dårlige forsøg: ’Ugræs og hanekam’, var Ms bud, mit lød: ´frysefantasier”. Til vores undskyldning lå temperaturen under nul.
Forresten er jeg blevet gammel. På en uge. Imorgen fylder min far tusind og én måned i morgen. Som et orientalsk eventyr. Simsalabim. Selv har jeg 567 måneder bag mig. Ikke meget eventyr over det tal, mere sådan lidt-over-halvvejs-og-alligevel-ikke-rigtig-noget-hed. Orker næsten ikke at se tilbage. Jeg har haft mange hændelser på min krop, mod min krop. Atten års værgelser mod mad, for eksempel. Og derefter et hav af mænd, jeg lod gøre, hvad de ville, fordi alt var bedre end den totale mangel på følelser, jeg havde for mig selv.
På et tidspunkt opsøgte jeg en læge. Mette, tror jeg hun hed, eller Lene. Hun virkede stærk, handlekraftig, lige hvad jeg havde brug for. Jeg betroede hende, at min daværende kæreste, N, og jeg havde problemer.
–Problemer?
Ja, fortalte jeg, N havde en meget stærk sexdrift, mens jeg så godt som ingen havde. Faktisk var det som om vores begær var kontrapunktisk. At hans voldsomme lyst kvalte min og omvendt. At min mangle på lyst vækkede hans.
–Om der var noget, vi kunne gøre. Jeg kunne gøre?
Hendes svar var simpelt. Hun foreslog, at jeg ‘lagde hus til’. Det var det udtryk, hun brugte. At lægge hus til. Min krop skulle altså være et lyst-hus. Sådan havde det været for millioner af kvinder i titusindvis af år, forklarede hun, som om tusind års udnyttelse var et argument for at fortsætte den.
–Måske ville jeg endda opleve, at øvelse gjorde mester, grinede hun.
Så gav hun hånd og ønskede mig ’god fornøjelse’
Jeg skiftede læge kort tid efter. Kæreste også, men det varede nu et par år, før jeg kom så langt.
Det er længe siden. Jeg er blevet ældre, ikke nødvendigvis klogere – men mere erfaren. Min krop er ikke længere nogens hus, den er min og mig: halvgammel og tiltagende træt, men ok og trofast. I dag vil jeg tage den med på udflugt. Til Bulbjerg Klint måske. Eller Råbjerg Mile. Det må tiden vise. M har købt en flaske årgangschampagne til at slutte dagen af med. Og hvorfor ikke.

ensomig #943

Jeg kan huske: ‘Du kan jo prøve at se, hvad der sker. Hvis du tør’

Jeg kan huske, at nogen spillede bold på plænen udenfor, deres råb: ‘indover’ og ‘jeg er fri’

Jeg kan huske, at han fodrede sig selv med peanuts, små håndfulde ad gangen, og at hans spyt trak strenge mellem over-og undermund.

Jeg kan huske hans: ‘nåååh?’

Jeg kan huske, at han spillede Sniper, hver dag og mange timer. Gamerstolens høje ryg.

Jeg kan huske at pakke mine ting, hans stemme fra bag stoleryggen ‘og hvor vil du gå hen?’ 

Jeg kan huske at pakke mine ting ud igen.

Jeg kan huske at ligge i det dagslyse

soveværelse i mange timer uden at finde ro. Indtil han kom, lagde sig ved siden af og hviskede: ‘hvad sagde jeg, du er her endnu?’

Jeg kan huske ham række ud og røre og at vide, at faren var drevet over for denne gang.

ensomig #942

Dengang vi troede

det gjorde en forskel:

en krone i en kop

et ja til en fugl 


dengang alle bær var

vilde og alle børn

lige og leg ikke

kun var en leg

men også alvor 

ensomig #941

Min far havde en onkel, som blev kaldt Tavs – han var vist nok opkaldt efter en hest. Tavs havde ikke hænder men næver, som han brugte til at sætte folks knogler på plads med. Et låst knæ eller en forvredet skulder. Han havde ingen papirer på sin kunnen, men ingen var i tvivl om, at det virkede. Han spiste varm mad til middag. Hver dag og klokken 12 præcis: Så låste døren til sit behandlerlokale og satte et skilt på døren, hvor der stod: ‘Kommer’. Det var svært at vide præcis hvornår, han var tilbage, men folk ventede gerne, for rygtet lød, at den bedste tid at søge hjælp hos Tavs, var lige efter den varme mad.
Jeg tror ikke, man kan sige, at han var elsket, nok snarere afholdt: Han havde rejst i det meste af verden, Afrika og australien, og udtalte alle a’er royalt: ‘Aldrig’ lød som ‘altid’.
Tavs brød sig ikke om børn, heller ikke mig, det var ikke sådan, at han var direkte uvenlig, han ignorerede mig bare. Han døde lige efter, at han var fyldt 90, og havde vist nok håbet, at nogen i byen ville rejse en statue over ham. Men det blev kun til en sten på kirkegården med hans navn, ikke andet, hverken føde- eller dødsår. Bare ‘Tavs.’

ensomig #940

Det er 391 dage siden vi mødtes sidst og for sidste gang. Det var i september, træerne ved søen var lige blevet stynet, de lignede tæmmede konfirmander. Ingen af os vidste vist helt, hvad vi skulle mene om det. Vi udvekslede bøger, det var ikke en handel men en gestus. Du skrev senere, at du var flere år bagud med at få læst, og at det først for nylig var gået op for dig, at din læsesløvhed skyldtes dårligt syn. Nu havde du fået briller: ‘Ååh hvilken forandring! God sommer! Knus fra mig.’ Nu er sommeren længst ovre, det er efterår, og jeg er begyndt at læse forfra. Alt, hvad du har skrevet. Jeg læser det højt – for kaffen og for koppen, for min mand og min hund:
‘Det dér, det dér du
sagde dér, dit sidste ord
Nu har jeg taget det til mig’
(sagde jeg, siger jeg)

ensomig #939

Her til morgen gik jeg tur med hunden, og kom undervejs til at tænke på en kæreste, jeg boede sammen med i begyndelsen af årtusindet. Jeg ved ikke hvorfor, måske var det den sløve regn, måske var det tusmørket, i hvert fald var jeg tilbage på Langenæs Alle. Det var første gang, jeg boede et sted med adgang til egen vaskemaskine. På døren stod hans ekskæreste navn, ‘hvis nu hun skulle ombestemme sig’, forklarede han. Det gjorde hun ikke, jeg flyttede ind, ekskærestens navn blev stående. Lejligheden var stor, vi havde ikke møbler til at fylde den. En enkelt rum stod derfor tomt pånær en spotlampe, vi havde brugt, da vi malede væggene. Et stærkt og alt for hvidt lys. Af en eller anden grund endte jeg med at tilbringe det meste af min tid i det værelse. Lagde kabale eller spillede bold op ad væggen, filede negle. Imens sad min kæreste i stuen, spiste peanuts og spillede computer. Jeg fodrede hans kat, han lappede min cykel, win-win eller noget-for-noget, jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at nogen af os trivedes, det var ikke nødvendigvis den andens skyld. Jeg husker ikke meget, men dog, at jeg en dag i Århus Onsdag læste om et ulandsprojekt, der søgte brugte computere til skolebørn i sydamerika. At jeg ringede og gav dem vores adresse. De var meget taknemlige : ‘det er en fin computer’, sagde den rare fyr med halepisk, der kom for at hente: ‘dyrt grafikkort og ekstra hukommelse’. Jeg husker derimod ret præcist, hvordan min kæreste reagerede, da han kom hjem og så det tomme stuebord: ‘Det kommer du til at fortryde’. Så cyklede han ned i Computerstore på hjørnet af Silkeborgvej og Nordre Ringgade og købte en ny computer med endnu mere hukommelse. Jeg blev siddende i det umøblerede værelse, først to år senere flyttede jeg – uden varsel. Det varede flere dage, før han opdagede det og ringede for at spørge, hvor jeg blev af.

ensomig #938

der løber en rød tråd gennem natten

den ender blindt
måske et udmærket sted
at ende:
i blinde

med havregrøds-crave
og hjertet ude af halsen

hej verden
hej morgenangst
vinterbryst
blinde tråd
vildfarne feber

hej Sehnsucht
jeg er på vej
-skal bare lige græde af
sætte koppen på plads
i maskinen
og hjertet også

ensomig #937

Er der ikke nok nogen, der vil sige, at det ikke er sandt? Eller i det mindste, at sandheden er begrænset. At der findes noget andet og mere i en kasse, vi har glemt oppe på loftet: Et lige om lidt eller en besked fra den 28. juni kl 13.31: ‘der er køligere vejr på vej’.
En kærlighed, der kan blive ved med at trække dit vejr.💔

ensomig #936

Forstå kommer af det nedertyske vorstan ‘for-stå’, altså bogstavelig talt at stå stille over for eller at stille sig hen til noget for at undersøge det. Det er også derfor, det ikke giver mening at tale om at ‘forstå døden’. Der er jo ikke længere noget at stille sig hen til. At undersøge. Den, man søger, er væk. Det, man stiller sig overfor, findes ikke mere. Der er ikke andet at gøre end at stå og blive stående. Ikke overfor, ikke ved siden af, men alligevel. At blive ved at elske, også det, der ikke er.