Jeg vågner, børster krummer af lagnet og tjekker mobilen for beskeder. Min mor skriver af og til sent om aftenen, små beskeder, jeg kan vågne op til. Hun kender mig og mine morgener. Hun ved, at jeg, som fru murermester Jessen i Matador, trænger. Ikke til kager, men til håb. Og ja, hun har skrevet, også i dag. Hun og min far er taget i sommerhus, de har besluttet at lægge hønsenet henover terrassen her i vintermånederne, så de ikke risikerer at falde, hvis frosten skulle ramme og træet blive glat: Nu er der kun tre uger til, det vender, skriver hun og fortsætter: ‘Verden heroppe i klitplantagen er tæt og tåget , mon det samme gælder hos dig? Vidste du forresten, at tåge i virkeligheden er mørke, det vender det hvide ud af øjnene? kh mor’ Jeg svarer at nej, det vidste jeg ikke: ‘men det ved jeg nu. Tåge og tak og tusinde kys /Louise’
Som lille rejste jeg en sten allerbagerst i haven. Hver dag besøgte jeg stenen, jeg talte med den: -Hej lille sten, går det godt lille sten, er du glad om dit hjerte? Bagefter fortalte jeg den, hvad jeg havde lavet i dagens løb: At jeg havde spist cornflakes og sunget rundesang, været på legeplads og købt ind med min mor. Det vigtigste kom til sidst, når jeg fortalte stenen alt det, jeg havde frygtet ville ske, men som ikke var sket: Der var IKKE gået ild i min mors hår og heller ikke koldbrand i hendes ben. Min kanin, Smutti, havde IKKE groet hugtænder, og jeg var IKKE blevet suget ind under en traktors dæk og fundet så flad, at min mor og far ikke kunne kende mig, men troede, at jeg var en anden. Stenen var min bedste ven, min fortrolige, og den eneste, der ligesom mig, ikke bare kunne huske alt, hvad der var sket – men også alt det, der ikke var.
Jeg ved ikke, hvad der skete mellem dengang og nu. Jeg ved bare, at dengang stod jeg dér, og at nu står jeg hér. Det ‘ind imellem’ er det, det er blevet til. Den, jeg er blevet. Jeg har skrevet en bog om det, om det imellem. Den hænger sammen, som i går hænger sammen med i dag. Det vil sige – så godt som ikke. I går, for eksempel, så jeg på stjerner med en dreng på fem. I dag har jeg bestilt toiletpapir, lakse-loin og en yatzyblok på nemlig.com
Man kan selvfølgelig vælge at trække en lige linje fra stjernen i går til toiletrullerne i dag og kalde det for en sammenhæng. Jeg ved bare ikke, for hvis skyld, man skulle gøre det. Stjernernes?
Jeg kalder siderne, jeg har skrevet, for “Vindheks”. Måske skulle jeg hellere kalde dem “Sandhed og Konsekvens”. Det er OG’et, der tegner sammenhængen. Som udgør det ‘ind imellem’ jeg har skrevet. Andre ville nok have valgt et eller: “Sandhed eller konsekvens”. Men det ville være blevet en anden bog. Det er ikke den, jeg har skrevet.
Jeg sidder og læser i Vigdis Hjorths nye roman ‘Er mor død’. Hun springer lige ind i det. Romanen starter med, at bogens jeg foretager en kejtet, dum og uovervejet opringning til sin mor. Et kald, der – som forventeligt – ikke bliver besvaret. Så flyder siderne over med jegets følelsemæssige tømmermænd. Skammen over at blive afvist (igen), leden ved sit eget (u)bevidste behov for forsonelse. Tankerne om skyld: Hvis skyld er det, at mor og datter ikke taler sammen? Og hvem skal afgøre den skyld – Jeget eller moren? Tiden eller døden? Det er tredive år siden, de sidst har talt sammen. Moren må være gammel nu, måske besværet af dårligt helbred, måske på vej til at dø? Er det sådan, det skal ende: i stædig vrede og afvisning? Jeg er kun kommet et par sider ind i bogen, men jeg er glad for Vigdis Hjorths insisterende vilje til at lade skriften kaste op, galden vælte ud. Men også at lade tvivlen komm til orde – for er det egentlig ok at blive væk fra sin fars sygeleje, ja endda hans begravelse, uanset hvor vred, man er, hvor såret? Er det ok, at vælge familien fra og flytte til et andet kontinent – for en forelskelse, man ikke kan opgive? Og findes der overhovedet et klokkeklar svar, en endegyldig afgørelse: skyldig eller frikendt. Hvad hvis det ender med dommerstemmerne fire mod fem. Hvad siger det om en frikendelse, at man har vundet men på den mindst mulige margin? Man kan sige meget for og imod den slags bøger. Det fiktive skelet har i hvert fald lånt en forfodsknogle eller to fra Vigdis Hjorths egen krop, og man kan diskutere, om det er etisk ok at lade en retssag foregå for så åbne – og vel at mærke fiktive – døre, som hun gør med bogen her. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg læser og mærker og genkender. Skammen og ikke mindst tvivlen. I 18 år var jeg syg af anoreksi, i halvandet år lå jeg indlagt på en specialafdeling og kæmpede for mit liv. Eller – jeg kæmpede for dét, jeg troede var livet: nemlig retten til at dø af sult. Jeg førte daglige retssage – mod plejepersonalet, læger, medpatienter. Jeg løj igen og igen. Men for at opnå det, jeg mente, var sandhed. Jeg gemte mad i mine lommer, jeg drak vand før hver vejning, jeg trænede i brusebadet (man kunne ikke høre det for det rindende vand). Under indlæggelsen havde jeg en kontaksygeplejerske, Dorte, en robust kvinde, klar i mælet, ikke så meget pis dér. Jeg holdt meget af hende, virkelig meget. Alligevel svinede jeg hende til hver dag. Råbte og skreg og smed ting efter hende. På et tidspunkt gav hun mig en chance for at give slip, nulstille: fortæl mig alt, sagde hun, jeg lover, at det ikke får nogen konsekvenser. Så så jeg hende ind i øjnene. Og løj! – Nej, jeg havde ikke gemt noget mad, nej, jeg dyrkede ikke motion i det skjulte, nej, jeg snød ikke på vægten ved at drikke vand. Jeg løj, fordi det føltes som sandhed, eller rettere: Jeg løj i en højere sandheds tjeneste. En sandhed, der handlede om (troede, følte og oplevede jeg), at jeg ville dø en indre død, hvis jeg opgav min anorektiske identitet. Jeg skammer mig i dag. Det gør jeg. Men jeg tror alligevel ikke, man entydigt kan tale om, at skylden var min. Virkeligheden er sindssygt kompliceret og følelser er sjældent hverken hundrede procent troværdige eller det omvendte: fuldkommen falske. De er, hvad de er. Jeg glæder mig til at læse Vigdis Hjorths bog til ende. Jeg glæder mig til at følge hendes argumenter for og imod famileopgøret. Jeg glæder mig til bevisførelsen, overvejelserne. Fremlæggelsen af de eventuelt formildende – og skærpende- omstændigheder. Og tillader mig så i mit stille sind at håbe, at bogen slutter, før dommen bliver afsagt. For det er nok den del, jeg finder mindst interessant.
I går så jeg en video med en hund, der fødte to hvalpe. Det fik mig til at tude så højt, at M kom løbende for at høre, om jeg var ok? Her til morgen læser jeg så om en mor, der har mistet sin femårige datter til en flugtbilist. Det var kun i går, ulykken skete, det var klokken fire, det var på Peter Bangsvej. Min faster bor på Peter Bangsvej, der har hun boet, så længe jeg kan huske. Verden er lille men også alt for stor. I hvert fald for en femårig. Udenfor i gårdhaven er græsset holdt op med at vokse, og der hænger kun et enkelt æble tilbage på træet. Det er næsten ikke til at bære, at også det snart falder. Alligevel er der ikke andet at gøre end at bære det. Min mor siger, at det er prisen for at have en hjerne, at man tænker og på alt. Prisen for at have et hjerte er måske at føle – og at føle alt for meget. Så her er i stedet et billede af æblet på træet i gården.
Jeg kan huske engang min moster fandt sin kat, Kurt, i en grøftekant. Lige så flad, som den var død. Hun tog den med sig hjem og begravede den under en rødbøg ikke langt fra, hvor hun boede. Lagde fire sten, så hun altid kunne finde tilbage. Ofte lagde hun vejen forbi Kurts hvilested, nogle gange bare for at hilse, andre gange for at lægge en blomst eller en død mus ved siden af stenene. Halvandet år senere vendte Kurt tilbage. Lyslevende og mere trind end nogensinde. Den gjorde ikke noget væsen af sin entré, en dag lå den bare i karmen bag gardisettet og spandt. Min moster strøg dyret over ryggen, ledte efter dets karakteristiske hvide blis under venstre øje og fandt den. Forvirret. Der var for så vidt ingen grund til forvirring. Kurt var i live og min moster glad. Men hun var mere end det. Min moster sad tilbage med en tristhed eller et savn, hun ikke længere kunne placere, for man kan jo ikke så godt sørge over en død kat, der viser sig at være levende. Det er lidt det samme med oktober. Man har kun lige lagt den bag sig, lært at leve uden, før den viser sig igen. Lyslevende og mere gylden end nogensinde. Al den skønhed, al den glæde. Men oktober er mere end det. Den er også en pote, en pels og fire sten, man ikke længere ved, hvad man skal stille op med. Måske er det ok, måske behøver man ikke at vide det.
Min mor har skrevet en sms. Hun undskylder, at hun ikke har skrevet før nu. Der har været så meget. Besøg af min fars søster, Jytte, og en tur til Sæby. –Og puh, hvor er det blevet koldt udenfor, slutter hun, -men det har du nok selv bemærket. Kærlig hilsen mor. Ja, kulden. I går morges måtte vi skrabe is af bilens ruder. Vores ånde stod ud som damp, vi forsøgte at tyde hinandens signaler og lo ad de dårlige forsøg: ’Ugræs og hanekam’, var Ms bud, mit lød: ´frysefantasier”. Til vores undskyldning lå temperaturen under nul. Forresten er jeg blevet gammel. På en uge. Imorgen fylder min far tusind og én måned i morgen. Som et orientalsk eventyr. Simsalabim. Selv har jeg 567 måneder bag mig. Ikke meget eventyr over det tal, mere sådan lidt-over-halvvejs-og-alligevel-ikke-rigtig-noget-hed. Orker næsten ikke at se tilbage. Jeg har haft mange hændelser på min krop, mod min krop. Atten års værgelser mod mad, for eksempel. Og derefter et hav af mænd, jeg lod gøre, hvad de ville, fordi alt var bedre end den totale mangel på følelser, jeg havde for mig selv. På et tidspunkt opsøgte jeg en læge. Mette, tror jeg hun hed, eller Lene. Hun virkede stærk, handlekraftig, lige hvad jeg havde brug for. Jeg betroede hende, at min daværende kæreste, N, og jeg havde problemer. –Problemer? Ja, fortalte jeg, N havde en meget stærk sexdrift, mens jeg så godt som ingen havde. Faktisk var det som om vores begær var kontrapunktisk. At hans voldsomme lyst kvalte min og omvendt. At min mangle på lyst vækkede hans. –Om der var noget, vi kunne gøre. Jeg kunne gøre? Hendes svar var simpelt. Hun foreslog, at jeg ‘lagde hus til’. Det var det udtryk, hun brugte. At lægge hus til. Min krop skulle altså være et lyst-hus. Sådan havde det været for millioner af kvinder i titusindvis af år, forklarede hun, som om tusind års udnyttelse var et argument for at fortsætte den. –Måske ville jeg endda opleve, at øvelse gjorde mester, grinede hun. Så gav hun hånd og ønskede mig ’god fornøjelse’ Jeg skiftede læge kort tid efter. Kæreste også, men det varede nu et par år, før jeg kom så langt. Det er længe siden. Jeg er blevet ældre, ikke nødvendigvis klogere – men mere erfaren. Min krop er ikke længere nogens hus, den er min og mig: halvgammel og tiltagende træt, men ok og trofast. I dag vil jeg tage den med på udflugt. Til Bulbjerg Klint måske. Eller Råbjerg Mile. Det må tiden vise. M har købt en flaske årgangschampagne til at slutte dagen af med. Og hvorfor ikke.
Min far havde en onkel, som blev kaldt Tavs – han var vist nok opkaldt efter en hest. Tavs havde ikke hænder men næver, som han brugte til at sætte folks knogler på plads med. Et låst knæ eller en forvredet skulder. Han havde ingen papirer på sin kunnen, men ingen var i tvivl om, at det virkede. Han spiste varm mad til middag. Hver dag og klokken 12 præcis: Så låste døren til sit behandlerlokale og satte et skilt på døren, hvor der stod: ‘Kommer’. Det var svært at vide præcis hvornår, han var tilbage, men folk ventede gerne, for rygtet lød, at den bedste tid at søge hjælp hos Tavs, var lige efter den varme mad. Jeg tror ikke, man kan sige, at han var elsket, nok snarere afholdt: Han havde rejst i det meste af verden, Afrika og australien, og udtalte alle a’er royalt: ‘Aldrig’ lød som ‘altid’. Tavs brød sig ikke om børn, heller ikke mig, det var ikke sådan, at han var direkte uvenlig, han ignorerede mig bare. Han døde lige efter, at han var fyldt 90, og havde vist nok håbet, at nogen i byen ville rejse en statue over ham. Men det blev kun til en sten på kirkegården med hans navn, ikke andet, hverken føde- eller dødsår. Bare ‘Tavs.’
