Louise Juhl

destory.dk

Ola Julén “Orissa”

Jeg læser for tiden Ola Juléns “Orissa”, der lige er udkommet i en ny udgave på Basilisk/Krabbesholm. Bogen er på 163 sider, halvdelen blanke, den anden halvdel med udsagn af en linjes omfang. Bogen er altså langtfra en sværvægter vurderet på antallet af ord. Det kunstneriske omfang er en helt anden snak. Det er et mesterværk. En – i bogstaveligste forstand – væsentlig bog.
Ola Julén dvæler ved sine udsagn. Han bruger kun ganske få ord, enkeltlinjer, han bevæger sig rundt i et sprog, der er på vej i opløsning. Han famler. Ikke i blinde men ekstremt præcist. Han siger netop dét, der (skal) siges. Hverken mere eller mindre.
På side 63 siger han: “Jeg har ingenting at sige.” Udsagnet kan læses som en opgivelse af sproget, men også det modsatte: Et ingenting, der netop- som her – lader sig sige/skrive?
På side 29 dette golde udsagn:
“Jeg sidder fast.”
Der er noget næsten grusomt og alligevel nænsomt i Ola Juléns måde at skrive på. Alt det, der ikke bliver sagt, og ikke mindst det, der bliver sagt om det, der ikke kan siges.
“Det er en smerte, der ikke kan tales om.”
“Det her går ikke længere.”
En side til hvert udsagn. Sproget rækker ikke videre det, tværtimod synes sproget at være en mur, der forhindrer den skrivende i røre (ved) den, der læser. Der er et sprog imellem os alle.
En afstand, der understreges af bogens blanke sider, der følger efter hver digt. En fysisk manifestation af sprogets ophør.
Jeg ville egentlig skrive noget mere, men jeg har slettet det. For at tale OM Orissa vil uværgerligt blive et overgreb mod den ordknaphed, Julén mestrer til perfektion, og som netop lader det usagte sige sig selv.
Istedet slutter jeg af med forfatterens egne ord:
“Jeg har længtes så længe efter efteråret/og nu er det efterår.”
“Jeg har længtes så længe efter efteråret/og nu er det efterår.”
(Sætningen står kun én gang i bogen, men tåler i dén grad en gentagelse.)
Jeg kan ikke anbefale “Orissa” nok.
PS: En lille sjov ting: Bogen kan med fordel læses bagfra. I så fald ville Orissa slutte således:
“Jeg ved ikke hvordan jeg/skal kunne forklare dig det her.”
Dét, hvorom al litteratur kredser.

Ensomig #240

Jeg datede engang en fyr. Han hed ikke Tom, men lad os bare kalde ham det.
Tom havde mørkt, tæt fuldskæg og lignede een man ville betro alt, så varm og veltrænet, så han ud. Han skrev til mig på dating.dk, han syntes, jeg så rar ud, venlige øjne, og han havde lyst til at lære mig bedre at kende. Han boede forresten lige i nærheden, så han kunne da godt smutte forbi? Jeg skrev, at jeg fandt det lidt overvældende, vi havde jo ikke udvekslet anden end navne og komplimenter, men Tom lød overbevisende: Hvorfor skulle vi dog kke mødes, vi havde jo ikke noget at miste, og vejret indbød til skovvandring og nærvær. Jamen jo – og fem minutter senere stod Tom uden for min etværelses lejlighed iført Haglöffs outdoorbukser, vandrestøvler og et ualmindeligt dejligt smil. “Du ser meget bedre ud i virkeligheden, end du gør på billeder,” sagde han, da jeg åbnede døren. Jeg var lige ved at sige, at han jo ikke havde nået at se på mig, før han komplimenterede mit udseende, men jeg gjorde det ikke.
Han havde lånt sin søsters bil, og vi kørte til Mosgaard strand og gik tur. Tom forklarede mig, hvordan området var blevet brugt til at rekonstruere tidligere tiders skovtyper. Han hev blade af træer, udpegede skovbundsvegetation, en rigtig Ranger, var han. Galant og vidende – jeg tænkte, at det var godt, vi var mødtes.
Da vi gik hver til sit, udvekslede vi telefonnumre. Tom foreslog, at komme hjem til mig og lave mad, helt uforpligtende naturligvis. Jeg svarede ja, overbevist om, at han aldrig ville vende tilbage, men han skrev overraskende nok – samme aften endda. Om ikke han måtte komme dagen efter, det var en mandag. Så ville han købe en kylling, der kunne stå og koge, mens vi snakkede.
Næste aften troppede han op med to fulde indkøbsposer fra Fakta: Kylling, rodfrugter, appelsiner og en rosévin. Han havde tænkt på alt, virkede det som om, også servietter. Vi satte kyllingen over, og snakkede om vores liv, hvem vi var, hvad vi lavede. Tom var pædagog, men efter et par års arbejde var han nu igang med at læse til skolepsykolog. Han var meget optaget af børns ve og vel, og som barn af en alkoholiseret mor og en fraværende far, havde han alle de nødvendige forudsætninger for at forstå børn med problemer, forklarede han.
Jeg syntes, at hans åbenhjertighed og omsorg var rørende, så jeg åbnede også op: Fortalte ham om mange år med spiseforstyrrelse, indlæggelser, sondemadning, bum. Så var stilen ligesom lagt, de sjælelige døre stod pivåbne, og vi spiste kylling og drak vin (vi drak mest.)
Efter en halv time tog Tom min hånd og sagde ting, bl.a. at han sagtens kunne rumme min fortid, at ingen gik ram forbi og at kropslige erfaringer af den slags, jeg havde høstet, nok var tunge – men også vigtige. Jeg nikkede, rimelig påvirkelig for vin og smiger. Vi nåede ikke at rydde af bordet, før det med kropslig erfaring blev konkret: Min lejlighed var en etværelses, og spisebord og sovesofa stod i umiddelbar forlængelse af hinanden.
Tom tog afsted lidt senere. Han havde svært ved at sove et fremmed sted, forklarede han, og jeg var lettet over ikke at skulle forklare, hvorfor jeg stod op klokken fem om morgenen for at løbe ti kilometer, og dermed afsløre, at jeg stadig var syg.
Han kom igen allerede om tirsdagen – og onsdag også. Denne gang havde han planlagt en nattergaletur. Vi nåede aldrig så langt, for vi havde jo “hinanden at lytte til, og det er meget mere interessant”, overbeviste han mig.
Men altså. Jeg var ikke særlig fortrolig med min egen krop, og at have et menneske tæt på, så hurtigt og massivt, var overvældende. Jeg foreslog Tom at tage et par dages pause, før vi mødtesigen. “Ok,” skrev Tom, og videre, at min angst for nærvær – i hans optik – var et udslag af de traumer, som havde ført til min sygdom. Han skrev, at min værgen mod mad ikke var forskellig fra min værgen mod andre behov – bl.a. sex. Han mente, skrev han, at jeg i virkeligheden var forskrækket over min egen seksuelle appetit.
Øh ok.
Vi mødtes igen om søndagen. Tom havde i mellemtiden haft tid til at tænke, skal jeg love for. Han var “forstående overfor mine forbehold”, det var naturligt at fortrænge eller undgå det, der skræmmer, sagde han. Men, fortsatte han, hvis du skal komme videre, må du se dine dæmoner i øjnene.
Og det ville Tom hjælpe mig med, ja han ville. Med at lære min krop at kende, at oversvinde min angst for nærvær. Han forklarede mig, at jeg havde haft nogle traumatiske oplevelser i min barndom, som betød, at jeg var bange for nærvær med andre mennesker. “Det er ligesom mennesker, der er faldet af en hest,” forklarede han, “de får en urimelig angst for at ride, som kun kan overvindes, ved at sætte sig op på hesten igen”.
Jeg svarede, at jeg nu ikke mente, at være blevet smidt af nogen hest som barn, hverken konkret eller i overført betydning. Jeg sagde også, at jeg satte pris på hans beredevillighed, men at hans løsningsforslag virkede lidt ….hurtige (jeg brugte ikke ordet letkøbte.)
Det tog han ret ilde op. Faktisk rejste han sig fra bordet og gik. Han rejste sig bare, tog sit overtøj og gik. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han nok skulle arbejde med den adfærd, hvis han mente det med at blive skolepsykolog alvorligt. Mest af alt var jeg lettet ved at slippe af med ham, jeg ryddede af bordet, vaskede op, nynnede og drak det sidste vin. Gik i seng.
Klokken tre om natten ringede det på døren. Det var Tom. “Om han måtte komme ind?” Jeg kunne ikke finde på noget at sige, så jeg svarede “selvfølgelig,” og ind kom han. Han smed sin jakke og tog mit ansigt mellem sine hænder og kyssede. Tæt og vedvarende. Imellem kyssene hviskede han mig komplimenter: At jeg havde den fineste hud, at min sorg var smuk, at mine hænder og mine knæ, ja at det hele var så fint og skrøbeligt.
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg sagde, for at få ham ud. Måske noget i retning af, at jeg forfandenihelvede ikke var en soduko, som han kunne løse på vej til og fra sine psykologiforelæsninger. Og at jeg iøvrigt fandt det stærkt bekymrende, at man i uddannelsen til skolepsykolog ikke- som det første!- lærte om at projicere sine egne problemer over på klienter. For han havde da vist misset en pointe eller ti i dét fag.
Jeg ved ikke, om han blev skolepsykolog, men jeg har mødt ham en enkelt gang. Ude ved Moesgaard, faktisk. Han var afsted med en pige, hun så ualmindeligt sød og blåøjet ud – lidt til den spinkle side.
Jeg sagde bare hej.

Læsenoter Ola Julén

Måden støvet samler sig på bladene af min sukkulenter. Dødens hældning mod det lukkede. Det vilkårlige som langtfra er tilfældigt.
Jeg har ikke noget at sige. Ikke nogen at sige det til. Læser Ola Julén, og alt omkring mig ligner ulykkeligt konfetti. Stykkevisheder.
Hvad skal det her vejr betyde, den regn, der ikke kommer? (Jeg har ikke nogen at spørge.)
Hvis jeg ånder mere ud, end jeg ånder ind, hvis regnen slutter, hvis trætheden, hvad så.

Aarhus fortalt for børn

“Nu skal du vist ikke hælde mere sukker på de cornflakes,” siger mor og tager skålen med sukker og sætter på hylden over emhætten, “din sukkergris.”
Hun smiler.
“Spiser grise sukker?,” spørger jeg.
Mor trækker på skulderen: “det ved jeg virkelig ikke.”
Typisk mor. Hun siger ting, selvom hun ikke ved, om de passer. Ligesom dengang hun fortalte, at far ville komme og fejre min fødselsdag, og at han ville have en fin en gave med. Men han kom slet ikke, i hvert fald ikke før dagen efter, og da var han fuld og havde glemt gaven, og mor smed ham ud. Hun sagde, at han ikke var til at stole på.
Sådan er det. Mor lover og far lover, men ingen af dem holder noget som helst. Og hvis jeg spørger mor, om det ikke er rigtigt, at man altid skal holde, hvad man lover, så svarer hun bare, at det vist er ved at være sengetid.
“Tidligt i seng og årle op, det er sundt for en dovenkrop,” siger hun og rækker mig mit nattøj..
“Hvad betyder ørle,” spørger jeg.
Mor smiler.
“Årle,” retter hun mig, “det hedder årle, og det betyder tidlig..”
Jeg nikker, selvom jeg ikke helt forstår, hvorfor hun så ikke siger tidlig i stedet for det mærkelige ord, årle. Det lyder, som om et stykke lakridskonfekt har sat sig fast imellem hendes tænder, og at hun prøver at fjerne det med en finger, samtidig med at hun taler til mig. Ååårllle.
Imorgen er det torsdag. Torsdag er min yndlings-dag, for da skal vi i svømmehallen med skolen. Svømmehallen hedder Lyseng Badet, og jeg elsker det sted, og jeg elsker at svømme. Det er lidt som at flyve, tror jeg, altså ikke sådan som fugl gør. Men jeg har vinger, ligesom fuglene, badevinger, hedder de. Og med dem kan jeg svømme både på ryggen og på maven.
Far er også god til at svømme, det siger mor i hvert fald nogle gange til ham i telefonen. “Du er ude at svømme,” siger hun, “du er langt ude og på dybt vand.”.
Bagefter er det min tur til at tale med ham.
“Hej far,” siger jeg,” jeg kan også svømme.”
“Hva’ schir’ du bett’ schkat?,” snøfter far.
“Jeg siger, at jeg også kan svømme, og du gerne må gerne låne mine badevinger, hvis du vil med i svømmehallen i morgen.”
“Jeg elshker daj,” snøfter han, og jeg bliver lidt forvirret og spørger, om han græder.
“Græder du far?”
Men så kommer mor løbende og tager røret ud af hånden på mig, som om det er pludselig er blevet giftigt.
“Det kan du altså ikke være bekendt,” hvisker hun i røret, hun lyder vred og lægger på, uden at sige farvel til far.
Vi snakker ikke om det bagefter.
Hverken om svømning eller om far eller det giftige rør.
Og jeg spørger heller ikke, selvom jeg ikke forstår, hvorfor far ikke må låne mine badevinger.
Han sagde jo bare, at han elskede mig?

 

Ensomig #239

Kan fisk drukne? Er trekanter mindre end firkanter? Hvorfor er glas gennemsigtigt?

Findes der en borgmester for brugt legetøj?

 

 

Ensomig #238

Apropos vrede, så gik jeg i en del år hos en behandler, der mente, at min vrede “i virkeligheden” dækkede over en uerkendt sorg. I det hele taget nuancerede han alt, jeg gjorde og sagde, til atomer. Mit intellekt var efter hans mening “i virkeligheden” et forsvar mod savn, og min humor “i virkeligheden” en forklædt angst. Når jeg insisterede på noget andet, at jeg for eksempel VAR pissevred, svarede han “Ja, det siger du jo godt nok.” Det betød, at jeg til sidst
satte spørgsmålstegn ved alt, jeg foretog mig: Var min sult reel? Var mine Nej’er “i virkeligheden” forklædte Ja’er?
Den sidste gang jeg var hos ham, spurgte han, om jeg følte mig mere som “mig selv” nu, hvor vi sammen havde haft lejlighed til at se på tingene? Det eneste, jeg kunne mærke var, hvor pissevred (ked af det? sulten? bange?), jeg stadig var. Så jeg tog den kop med kaffe, han havde stående på et lille tobaksbord ved siden af sig, og spyttede ned i den.
“Jeg ved, at du ikke bliver vred over, at jeg spytter i din kaffe, men du bliver lidt ked af det, gør du ikke?,” sagde jeg
Jeg kan ikke huske, om vi gav hånd, før jeg gik, men jeg har læst den epikrise, han sendte til min læge. I den står der: “Jeg oplever patienten som mere autentisk ved afslutningen end ved behandlingens start.”

 

Ensomig #237

Jeg står op 5.58 , laver kaffe, tænder computeren. I nyhederne læser jeg om angrebet i London, bagefter om spændinger mellem Kiev og Kreml: “Det handler om at dræbe eller at blive dræbt,” står der. I Viborg er en handicappet pige druknet i en sø, hun blev kun syv år. Allernederst en undseelig notits: En chauffør fra Midttrafik er kørt en omvej for at sikre at en beruset kvinde kommer helskindet hjem. Det er så let at få øje på tragedierne, at konkludere, at verden er fuld af lort, men så: En omsorgsfuld chauffør og solen, der skinner helt vildt og uden beregning, det er aldrig forgæves at stå op, heller ikke om mandagen.

 

Natnotat

  1. Et dyr i en zoo har et bur, en beskyttelse mod parkens øvrige dyr, mod gæster, mod friheden.
    Jeg har et bur, men ikke nogen at beskytte mig imod.
  2. Du lægger en mønt på bunden af et glas og hælder cola over. Det bruser, mønten, væsken bruser. Jeg sidder og ser noget forsvinde.
  3. Du lover mig, at du aldrig vil forlade mig, at du vil blive uanset hvad, du siger, at du ikke er bange for min vrede, at den er sund og stærk, at ingenting vil komme imellem os.
    Så kaster du et glas vand i mit ansigt, jeg bider mig i hånden, det bløder. “Det er ok, skat,” siger du, lægger et plaster på, puster mig i øret, kysser mig blidt.

 

Ensomig #236

Jeg sidder og skriver om vrede, finder plusser og minusser. Læser, at vreden anses for en sund og nødvendig følelse, der, i det omfang den er kontrolleret, er konstruktiv og hjælpsom. Andre steder beskrives vreden som en hæmsko i et civiliseret samfund, hvor selvbeherskelse og dannet opførsel er nødvendig for sameksistens. Af samme grund fører vrede tit til skyld og skam hos de, der mærker den: Jeg oplever ofte selv, at jeg forsøger at undertrykke vreden eller at jeg nuancerer den til ukendelighed – Der er jo altid flere sider af samme sag, osv.
Hvis jeg googler vrede finder jeg et dansk wikipedia-opslag, der i dén grad er mangelfuldt. Jeg finder også beskrivelser af dyrs vrede. Hos dyr har vreden til formål at skræmme potentielle aggressorer væk – her er vreden altså et forsvar snarere end et angreb, interessant. Jeg læser også,, at beherskelse af vrede er placeret i et center i pandelappen, og at denne funktion kan hæmmes af visse psykiske lidelser, demens, sclerose og neurologiske skader.
Vrede er interessant: hvad gør den FOR os, hvad gør den IMOD os – hvilke formål tjener den. Hvordan med vrede, vendt mod os selv – optræder den slags hos dyr, for eksempel, og kan den indadvendte vrede også tjene et positivt formål? Bunder politisk engagement altid i vrede?
Jeg har læst Maja Lee Langvads eminente værk “Jeg er vred”, og elsker den måde, vreden her udgør en slags kontrapunktisk partitur: op og ned, her og der, ud og ind. Jeg vil gerne vide mere om vrede. Ikke entydige, forsimplede beskrivelser, hvor vreden alene ses som en god, kraftfuld følelse, eller modsat som en invaliderende, ødelæggende kraft. Jeg er interesseret i vrede som et både-og, forsvar og angreb, styrke og svaghed.
Hvad er vrede, hvad er dens potentialer, mulige farer? Hvorfor har jeg for eksempel i et – nu langt – opslag forsøgt at tæmme min egen vrede ved at intellektualisere den? Gøre den til et diskussionsemne snarere end en konkret lyst til at smadre porcelæn? “Jeg er vred over, at jeg er vred,” skriver Maja Lee Langvad i sin bog. Jeg har det lige omvendt (eller måske på samme måde): Jeg er vred over, at jeg ikke er vred, og jeg er vred over, at jeg ikke ved, hvad det vil sige, at være vred.
Anyone?

Ensomig #235

Jeg savner dengang, man kunne ringe til 0059 og finde udløsning for sine kvaler. Dengang man kunne dreje skiven og være sikker på, at der sad en eller anden fra Falster eller Dronninglund eller Rødovre klar med røret ved hånden og gylpen åben. Parat til, med et tilfreds suk, at forløse dine følelser.
Åh.