Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #135

Jeg ville egentlig skrive noget smukt, en taksigelseshymne af en slags – for vinteren og varsomheden. Men mine led gør ondt, og jeg er ved at kaste op over at deale med coping-strategier og uvished, så det kom lidt skævt ud. Mor er ikke sur, mor er utaknemlig:
Tak til denne mandag, for at leve op til sit dårlige ry, Tak til min krop, for at præsentere mig for endnu en dag med smerter, Tak til Fynbo solbærmarmelade, for at være på tilbud (to for eens pris), så jeg nu har dobbelt så meget solbærmarmelade, som jeg har brug for, Tak til himlen, for – i det mindste – at være entydigt grå, Tak til min umættelige sult, for igen og igen at stille mig valget mellem lyst og behov, også en Tak til regeringen, for at minde mig om betydningen af ligeværd og solidaritet, nu I så effektivt modarbejder det, Tak decembersol, for at være smuk men helt uden varme, Tak til linje 2A, for ikke at vente, selvom jeg vinkede som en vanvittig med både arme og ben, Tak til sorgen, for alt for meget, Tak til lægen, for at glemme at forny min recept, så jeg forgæves tilbragte 25 minutter i kø på apoteket, Tak til Louise, for at være vred og ked af det – uden at kunne skelne imellem,  Tak til taknemligheden, der er så meget at takke for, det er jo ikke et spørgsmål om, hvordan man har det, men hvordan man tar’ det, selv tak.

 

 

Hvad jeg ville sige

I praksis
vil solidaritet kunne opstå ved
langvarig kritisk
kontakt

dine knæ
forvirrer mig
fysisk

dine saksespark
de højt løftede ben
som en hund
der pisser i panik

“Vi”
er
en kritisk tilstand

 

Ensomig #134

Jeg kan huske, at der på opslagstavlen ved køkkenbordet derhjemme hang et udklip, jeg tror det var fra Alt for Damerne, det var noget, dronningen havde sagt: “Jeg er glad, fordi jeg vil være glad”, stod der. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det svært med det citat. Især når vi fik risengrød: Jeg sad altid tilbage, når de andre var færdige, fordi jeg ikke kunne lide den klæge masse. Så pegede min mor op på sedlen og sagde: “du bestemmer selv, hvordan det skal smage,” og så sank jeg grøden. I dag har mit humør været helt i bund, sådan “jeg er vred, fordi jeg vil være vred”- agtigt, og det kan godt være, at jeg ikke er dronning, men derfor må man vel godt have det, som man har det? Da jeg kom fra arbejde, gik jeg en en tur i skoven efter arbejde, der var en ældre dame, der spurgte mig, om hun måtte lære mig at kende: “Må jeg lære dig at kende,” – bare sådan. “Er du jehovas vidne?,” svarede jeg, men det var hun ikke, så klappede hun Mumrik og sagde, at han var sød, mere blev det ikke til. Jeg håber, jeg møder hende igen, det er sguda en cool måde at møde et menneske på: Må jeg lære dig at kende?

 

 

Fire slåskampe i et lufttomt rum

Jeg har tre? fire? tekster i tidsskriftet Slagtryk.

De kan læses HER

 

 

Ensomig #133 (smerteport)

Hun fortæller, at al smerte er fysisk, uanset om det kan påvises eller ej. “Det er altså ikke bare psykisk”, siger hun. Bare. De små ords betydning.
I dag snakker hun om smerteteori, altså: Hvad smerte er, og hvordan den fungerer. Hvordan der sendes signaler fra dét sted i kroppen, hvor smerten “finder sted” og videre til en smerteport. Herfra op til hjernen.
Hun er tæt på 30 og barn af to præster. Hun ser det som sin vigtigste værdi i livet at udvise omsorg og være social, har hun fortalt. Hun virker oprigtig. Hun er psykolog og bruger ofte på eksempler fra sit eget liv. Det er for at være i “øjenhøjde” med os, tror jeg. At bruge “jeg” i stedet for “man”, og den slags.
Jeg kan egentlig godt lide hende.
Smerteport. Det er et smukt ord. Porten ind til smerten. Ud af? Smerteporten er det center, der modtager signaler fra kroppen, når den udsættes for smerte. Smerteoplevelsen kan variere fra dag til dag, siger hun, og fra menneske til menneske. Det afhænger af, om smerteporten står vidt åben, på klem eller er lukket.
Er den lukket, risikerer vi at dø: “Hvis der går ild i mit hår, og min smerteport er lukket, får hjernen ikke besked om faren, og jeg ender som en levende fakkel”, forklarer hun. “Står den modsat vidt åben, vil vi blive slaver af selv det mindste ubehag: En mild vind mod ansigtet vil føles som sandpapir mod huden, og vores liv vil være én lang smerte.”
Lukket, åben. For lidt og for meget.
“Smerteporten kan påvirkes”, fortæller hun. Blandt andet betyder humøret meget for, hvordan vi oplever smerte. Men mange andre ting kan gå ind og skubbe til smerteporten, så den enten er lukket eller er åben på vid gab. “Fysiske og psykiske traumer, for eksempel.”
Har man i lang tid undertrykt smertesignaler fra kroppen, vil  flere signalstoffer få lov at trænge igennem smerteporten og op til hjernen, så vi “tvinges” til at reagere. Av! Når en elitesportsudøver gennem flere år overhører slidskader, brud og belastningsskader, risikerer han eller hun at få langtidsgener og kroniske smertetilstande. Det er smerteporten, der er blevet åbnet på vid gab for at fremtvinge en reaktion, der har været fraværende under den hårde træning.
Det samme gælder sikkert, hvis man i femten år har nægtet sig selv at mærke sult og træthed. Kroppen begynder at tage hårdere midler i brug, den sender BESKEDER med versaler, så man forstår, at man skal passe på sig selv. “Din krop trænger til hvile”, fortæller smerterne, “den behøver omsorg”.
“HEJ HEJ, LOUISE”, råber hjernen med versaler. AV.
Jeg tror, at min smerteport er blevet sparket ind, efter alle de år med en fuldkommen ignorering af sult og træthedssignaler. Nu tonser smertesignalerne til gengæld igennem min port og op til hjernen, så snart jeg løfter på noget eller bevæger mig op ad en trappe. Hjernen har skruet tommelskruerne på, og giver smerteoplevelsen fuld gas. AV. Og min krop reagerer ved at trække hænderne til sig, som om den var blevet brændt, og det uanset, at den fysiske smerte ikke stemmer overens med reaktionen. Jeg er i min hjernes vold, so to speak.
Jeg ved ikke, om man kan reparere en smerteport, så den igen kommer til at fungere efter hensigten. Jeg tror det ikke. “Så langt er vi ikke nået i smerteforskningen,” svarer hun, da jeg spørger hende.
Jeg venter lidt på noget opløftende, at hun forsikrer mig om, at det nok skal komme. At smerterne er midlertidige, at der altid er lys for enden af en tunnel.
Men hun er præstedatter, psykologen. Hun lyver ikke. Men giver mig den her tegning som trøst, før jeg går:

skaermbillede-2016-11-29-kl-17-18-24

Hudsult

Så går jeg igen i stå, og læser et dårligt digt på Facebook, det får tusinde likes, fordi det er skrevet af én, man liker,

jeg har ikke styr på en skid, allermindst mit liv, men det ser ok ud, at mine støvler er lange og snørerne bundet, sådan som snører skal bindes,

jeg ved virkelig ikke, hvad jeg forventer og af hvem,

i radioen taler de om flirt, en præst mener, at ordet handler om noget seksuelt, og foretrækker derfor ord som varme, kærlighed, omsorg, af en eller anden grund lyder det hult,

egentlig er jeg ligeglad, jeg vil græde af taknemlighed, men har ikke noget at græde over, det er torsdag hele tiden,
det er hele tiden hele tiden.

Ensomig #132

Det kan godt være, at jeg er vred, at mit mellemnavn er weltschmerz, og at min bedste ven har lange ører og let til logren. Men i dag sad jeg og snakkede med nogle kolleger, vi talte om styrke og svaghed, og hvordan styrken kan blive en svaghed, hvis man bruger den imod sig selv. Engang var min vilje”styrke” så abnorm, at jeg stod op kl. 5.00 hver morgen og løb 20 kilometer, var der sne blev løbeskoene skiftet ud med langskaftede forede støvler. Jeg siede min drikkeboullion, så jeg undgik de tørrede ærter, fordi de indeholdt for mange kalorier til mit “regime.” Jeg stod oprejst, når jeg læste – jeg skulle jo holde mig igang – og sorterede mine frosne grøntsager, så det kun var de mindst energitætte af dem, der kom på tallerkenen. Jeg kunne på gram gætte vægten af et stykke brød eller frugt eller pålæg alene ved at se på det, og da jeg engang kom til at spise 50 gram kogt torsk mere end planlagt, kunne jeg ikke få vejret af gråd, men måtte løbe ned til den nærmeste svømmehal og svømmed2000 meter som kompensation, af angst for at mine 35 kilo skulle blive til 35,1 kilo. Så når jeg taler om, at styrke kan blive til en svaghed, hvis den bruges forkert, så er det det, jeg tænker på. Men så kom jeg til at tænke på, om en svaghed lige sådan kan vendes til en styrke, hvis den bruges korrekt? Og ovenpå al min vrede over at skulle håndtere mine smerter, kom jeg i tanke om, at de ikke bare er et onde, smerterne. De gør også noget godt. De forhindrer mig for eksempel i at stå op kl. 5.00 og løbe 20 kilometer (jeg kan knap løbe 5, og hvis jeg gør det, koster det 4 dage på langs.) Jeg kan heller ikke længere holde til at stå op for at øge min forbrænding, for hele mit smertesystem skriger, at jeg skal sætte mig ned, NU. Jeg har ikke længere kræfter til at justere min mad på gram, eller at nægte mig selv at spise, det orker jeg ganske enkelt ikke, fordi jeg har brug for alle mine kræfter til at holde smerterne på afstand. Og gu fanden ville jeg gerne slippe for at have ondt, til hver en tid! Men jeg ser alligevel en gave i dem også, for smerterne får mig til at tage vare på min krop, at ligge ned, at mærke mig selv, at “orke mindre. Og jeg er virkelig ikke typen, der siger etellerandet holistisk om, at der er en mening med alting (for det er der ikke), og der er heller ikke nogen, der får mig til at kalde mine kroniske smerter en gave. Men jeg trækker mit vejr dybt og kan mærke, at de ikke KUN er en kilde til vrede og sorg, men også til en begyndende omsorg, en slags svag styrke eller stærk svaghed, jeg ved ikke, hvad der kommer først. Men det er vigtigt, at jeg husker på dét: at selvom det – mere end nogensinde – gør ondt i min krop, så er der noget indeni, der ikke gør så ondt mere.

 

Ensomig #131

Vi sidder 9 mennesker samlet om et bord, vi har alle det tilfælles, at vi har kroniske smerter, og vi er her for at lære at acceptere at leve med det, “smertehåndtering”, kalder de det, af en eller anden grund kan jeg ikke lide det ord, det lyder ligesom for nemt, at “håndtere” at det gør ondt, når man vågner, at “håndtere” at man må gå tidligt fra arrangementer, fordi man er træt, at “håndtere” at man reagerer som et barn i visse situationer, fordi man i forvejen er klædt følelsesmæssigt af til skindet, og ups, så kommer man til at råbe af hunden eller sparke til køleskabsdøren eller sukke hånligt over en kassedames langsomhed, og sådan én vil jeg ikke være, men sådan bliver jeg, når smerterne bliver ved og ved og ved med at bore og bide, og så sidder vi der, ni mennesker, for at lære at håndtere, at smerterne er kommet for at blive, og den supersøde, meget unge, psykolog spørger os, hvad vores forventninger til kurset er – til hende og til hinanden og til os selv, og vi tager den obligatoriske runde, og starter med E, der fortæller, at hun forventer at blive klogere på, hvad smerter er for en størrelse, K siger, at hun forventer at kunne finde et sprog for sine smerter, S siger, at hun håber at kunne spejle sig i andres oplevelser, M vil gerne blive bedre til at se frem i stedet for tilbage, V er superpositiv, “det kan kun blive godt”, siger hun, og sådan fortsætter det, forventningsfuldt, så når vi til mig, og jeg sidder og er ved at eksplodere af arrigskab, for jeg forventer ikke en skid, jeg vil ikke “lære at leve med,” at det skal gøre ondt fra nu og til altid, jeg vil ikke acceptere, at der er ting, jeg aldrig kommer til at gøre, danse helt vildt, for eksempel, eller kunne bruge mine kræfter på at hjælpe andre, i stedet for at holde min egen lunkne røv i vandskorpen, og nej, jeg vil ikke finde sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, nemlig at jeg skal sidde i et rum og forholde mig til min vrede og min sorg og min træthed, men selvom jeg er rasende, så siger jeg ikke noget, jeg begynder bare at tude, for jeg er ikke dum, det er ikke min hjerne, der er kronisk ramt, jeg ved godt, at min reaktion er barnlig, ukonstruktiv og regressiv, og alle omkring bordet trøster mig, de siger, at de forstår mig, men jeg har heller ikke fortalt, at jeg græder af arrigskab, og ikke fordi jeg er ked af det, de rækker mig papirsservietter, og jeg tørrer øjnene, men jeg bliver ved med at snøfte, ikke fordi jeg har ondt eller er trist, men fordi jeg skammer mig over, at jeg er så forbandet vred, mens alle de her smerteramte mennesker, der selv står i lort til halsen, har overskud til at trøste mig, jeg vil råbe ad dem og deres forventningsfuldhed, deres kampgejst, deres smerte”håndtering,” jeg vil råbe, at jeg er bange, jeg er skide bange for, at det kun bliver værre, at jeg får mindre overskud, at jeg ikke kan gå mine lange ture med Mumrik, at jeg skuffer på arbejdet, fordi jeg ikke kan holde lige så længe, som de andre, at Michael bliver led og ked af at tage det tunge slæb (bogstavelig talt: hente brænde, støvsuge), og jeg er ked af det, fordi den Louise, jeg troede, jeg skulle være, aldrig kommer til at blive, jeg bliver aldrig mor til 5 børn, jeg får aldrig startet et værested for følelsesmæssigt værdigt trængende, jeg kommer aldrig til at bidrage til samfundet i samme omfang, som det har bidraget til mig, og udover at være bange og ked af det, så er jeg pisse frustreret over, at jeg skal sidde her og formulere mine forventninger til noget, jeg ingenting forventer af, og det hele kommer ud som snot og slim og sved og er helt umuligt at forstå for mig og de andre, det mærkelige er, at jeg faktisk ikke har haft ondt siden, jeg sad der i formiddags, det er alligevel en del mere end den skid, jeg ikke forventede.

 

Optegnelse

De lægger en plan for min vægtøgning, og fodrer mig hver fjerde time gennem en sonde i halsen, væsken er tyk og kølig, det er et chok hver gang, den rammer mavesækken, en af sygeplejerskerne spørger, om jeg foretrækker maden med vanille- eller jordbærsmag, jeg forstår ikke spørgsmålet, tvang med smag af vanille eller jordbær, who cares?, efter nogle uger kan jeg tælle mere end én hage, og efter en måned får jeg små liggesår af at skrabe min krop mod lagnets folder, jeg bliver bange, råber op, forklarer sygeplejersker og læger, at de må standse med at fodre mig, at jeg allerede har overskredet min idealvægt med mange kilo, de siger, at min reaktion er symptomatisk, at en forvrænget kropsopfattelse er en del af anoreksien, at mine indsigelser skyldes angst for kontroltab, de beder mig om at stole på dem, forklarer mig, at der kun er een vej ud, og at det er igennem, de beder mig om min tillid, vi er eksperterne, siger de, og jeg gør, som de beder mig om, læner mig tilbage og lader mig fede op, den eneste afveksling undervejs er, når jeg taler med sygeplejerskerne, vi taler om alt, hvorfor køer har fire maver, for eksempel, det meste af tiden taler vi om, Mette, en patient der lider af bing eating disorder, tvangsoverspisning, jeg kan forstå, at Mette er meget syg, hvis ikke hun får den mad, hun forlanger, bider hun sig selv til blods, suger af blodet som en vampyr, selv hendes sko er enorme, størrelse 49, lægerne laver sjov med hende: “hun stinker af urin og døde hudceller”, griner de, og jeg ler med dem, noget skal tiden jo gå med, så jeg griner og sir’: “nogen har for lidt og andre alt for meget”, mens sygeplejersken hælder sondemad med vanilleduft gennem min hals, det er først længe efter udskrivelsen, at jeg møder Mette helt tilfældigt, vi giver hånd, hun har tabt sig – modsat mig, stadig præget af de mange overflødige kilo efter tvangsoverfodringen, jeg spørger, hvordan det går, hvad hun laver, Mette siger, at hun har uddannet sig til diætist, at hun er konsulent på hospitalet, hvor hun udregner ernæringsbehov for anoreksipatienter, ok, siger jeg, vi går hver til sit, da jeg vågner, har jeg bidt min hånd til blods, jeg lægger mine læber mod såret, suger for at standse blødningen.

Ensomig #130

Jeg kan huske, at jeg arbejdede ved et kølegrossistfirma, det var i begyndelsen af 00’erne, og jeg var villig til hvad som helst, for at føle mig nyttig, så jeg tog telefonen otte timer hver dag, stillede om til mændene, der var de beslutningsdygtige, chefen hed Tonni, det var første gang, jeg mødte et menneske, der hed sådan, Tonni, han var en stor mand, midt i tresserne og jovial på den måde, der får det til at løbe koldt ned af ryggen, Tonni kunne lide at være stor i slaget, så alle montører blev tilbudt en firmabil, da Tonni tiltrådte, der var tre: Ib, Claus og Jens Christian, Ib var en fin fyr, rolig, lun og skeptisk, men på en kærlige måde, Jens Christian var kolerisk, hans søn arbejdede inde ved militæret og var på vej op eller frem, eller hvad man kalder det derinde, han havde et billede af sønnen stående på sit arbejdsbord – i fuld uniform, Jens Christian var mest på vejen, ude ved kunderne, men når han en sjælden gang gæstede kontoret, var han hurtig til at uddele opgaver, vil du sørge for, at jeg får et nyt tastatur til min pc?, vil du undersøge, hvor jeg kan blive klippet billigt? det var såmænd fint nok, bedre end at slikke frimærker, Claus var den sjove dreng i klassen, også den yngste, han var helt vild med at skulle have en ny firmabil, og brugte meget tid på at finde én, der lignede en million, men kun kostede en fjerdedel, han endte med at købe etellerandet koreansk mærke, der forsøgte at gøre sig ud for en jaguar, den holdt i to og et halvt år, så skulle den skiftes, “men den var smart, så længe det varede”, grinede Claus, Jens Christian købte en firehjulstrækker, så kunne han også bruge den på jagt, men efter et år måtte han skifte den, den var for dyr i benzin, sagde Tonni, det pissede Jens Christian af, han sagde noget med, at gaver, der var klausulerede, ikke var rigtige gaver, den bemærkning kostede ham næsten jobbet, Tonni havde sit eget kontor med en sikkerhedsdør ind til og mange flasker vin på hylderne, når han ville mig noget, ringede han ud til omstillingsbordet, hvor jeg sad, og bad mig om at “kigge ind”, selvom kontoret lå lige ved siden af, han var vældig omsorgsfuld, som om jeg var af glas, han spurgte tit, om jeg havde det godt, om jeg følte mig tilpas i firmaet, om de behandlede mig ordentligt, jeg svarede, at jeg havde det ok, ingen problemer, jeg ved ikke, om Tonni havde gennemskuet, at jeg var ved at rådne op af at tage telefoner og bestille frisørtider, jeg stoppede året efter, de holdt en afskedsfrokost for mig, jeg fik en fyldepen og et gavekort til Ikea, forleden så jeg så Ib igen, jeg kunne stadig kende ham, det var ved en fotoudstilling, han havde hænderne foldet på ryggen og lænede sig frem for at se fotografierne bedre, der var ét foto, han stod særligt længe ved, det var i sort/hvid, og var af et vindue med genskin, man kunne ane fotografen i ruden, men også se noget eller nogen på den anden side af vinduet, der var ligesom ikke noget sted, man kunne betragte det fra, uden samtidig at blive betragtet af fotografen eller den fotograferede, jeg var lige ved at gå hen og præsentere mig for ham, sige: hej Ib, kan du huske mig, men jeg lod være, han ville sikkert ikke kunne kende mig, 14 år og 20 kilo senere, da han gik ud, fulgte jeg efter ham, han gik hen til sin bil, det var den samme som dengang, den så stadig ud som ny, han havde fået en sticker på bagklappen, hvor der stod:
Dyt, dyt – ska’ vi byt?