Louise Juhl

destory.dk

Gule papirer 2

Jeg er ikke bange, bare meget træt, og de tanker, jeg tænker, er ikke de samme, som dem, der slipper ud af min mund. Hele tiden ligger der denne her maske omkring mig, mit ansigt, min hals. En tung geleagtig hinde, der adskiller mig fra mit.

Klaus fortæller mig om de forskellige præparater, om deres effekter og bivirkninger.
Mange lange fremmede navne: Abilify, Clozapin, Risperidon.
Jeg kan ikke lade være at tænke, at man burde lave en serie på Netflix med karakterer, der alle bar medicinske navne.
De onde mod de gode – bare uden nogen gode?

”Jeg er ligeglad,” svarer jeg, da han spørger, hvad jeg tænker om det hele. Jeg skiftevis knytter og strækker min højre hånd for at være sikker på, at den findes og virker, som den skal.
Det er ikke rigtigt. Jeg er ikke ligeglad, langtfra.
Jeg ved bare ikke, hvad det så er, jeg er.

 

Gule papirer

Varmen lægger sig som en maske over mit ansigt. Ingen tanker kan slippe ud, ingen trænge ind. Jeg prøver at finde ro i tilstanden. Zoomer ind på en flue i vindueskarmen. Den ligger helt stille. Det varer lang tid, en time måske to, før det går op for mig, at den er død.
En nat holder jeg mig vågen så længe, at jeg kan se mine knogler træde frem foran huden – som på et røntgenfoto. En krop gennemlyst af mørke.
Morgenen efter har jeg svært ved at vågne, ser heller ingen grund til det.
”Jeg har set mit eget genfærd,” svarer jeg, da Max spørger, om jeg er ok.

Han ringer efter Klaus, der kommer med det samme. Jeg synes, han ligner en helt anden, som han står der – på min stue – uden notesblok og blyant?

Klaus siger, at medicin vil hjælpe på det.
”På hvad?” spørger jeg, og tager jeg den brede elastik af, jeg har haft rundt om af håndleddet. Den har sat et dybt rødt mærke – og små blå udtrækninger hele vejen rundt. Jeg peger:
”Se,” siger jeg og smiler ”nu kommer de.”

Jeg ved ikke, hvad jeg mener med det, men jeg ved, at det er sandt.
De kommer.

Ensomig #502

Jeg burde starte et andet sted. Et sted med dyr, små dyr, insekter. Og græs, højt græs, der hverken er grønt eller blåt eller gråt men et sted midt imellem, støvet himmel.
Men jeg starter ikke andre steder, for jeg sidder fast. Jeg sidder fast rundt i en krop, der blævrer af følelser. Reagerer ved hver eneste bevægelse: en fugl, der letter, for eksempel, og ved hver eneste lyd, fluer. Varmen har lagt en hinde omkring min krop, ingenting slipper ind, ingenting slipper ud. Som et stillestående vandløb. Algerne har gunstige vilkår her, dyr ville dø, hvis de drak af mig.
Jeg er giftig.
Jeg græder meget. Det vil sige næsten hele tiden, hvis der ikke er nogen i nærheden. I går gik jeg på kirkegården, mest for at kunne græde i det åbenlyse. Jeg fandt en sten, jeg græd ved, som om jeg kendte mennesket under stenen. Det gjorde jeg ikke, men hun blev kun tyve år, det var for lidt, det græd jeg over.
Jeg holder meget af gravsten. Jeg kan lide at se på de forskellige typer af skrift, der er brugt. Jeg forestiller mig, at de fortæller noget om den døde. Om der er brugt seriffer, om skriften hælder, størrelsen af de enkelte bogstaver. Måske den døde af den vej får lov at sætte et aftryk – som et forstenet søpindsvin. Det er egentlig ikke fordi, jeg tror, at det hænger sådan sammen, mere fordi jeg ikke ved, hvordan det ellers hænger sammen. Sten og mennesker. Udover, at jeg holder meget af begge ting.
Da jeg kom hjem googlede jeg pigen navn. Det er en morbid ting at gøre, ikke mindst når man er så trist, som jeg er. Alligevel googlede jeg hende og fandt en video på youtube, hvor hun kørte rally på en havetraktor. Nogle omkring lo højt, hun kørte helt tæt forbi dem, smilede til kameraet. Standsede så, stod af og pegede på sine sko. De var hvide, men helt dækket af støv og græs efter turen på traktor.
Så græd jeg igen, uden helt at vide om det var over pigen, latteren eller de beskidte sko, jeg græd over.
Tristheden er forresten ikke til at holde ud. Den sidder i mine kæber og trykker på mine tindinger, den sløver mine ben. Tristheden er døsig, kvælende. Som ilt, der langsomt slipper op i et lukket rum. Den eneste måde at undgå at ilten slipper op på, er ved at undlade at trække vejret. Det er svært. Jeg prøvede engang for tyve år siden, det lykkedes kun halvt.
Jeg orker ikke det triste. Jeg vil meget hellere være vred. Jeg vil være vred og skrive store bannere, som jeg trækker hen over himlen. Hvad synes du? skal der stå, om plastikken i havene, halveringen af fuglebestanden, udledningen af Co2? Om bådflygtningen, som ingen ”magter” at tage imod? Er der mon nogen, der spørger bådflygtningen, om de magter at blive sendt tilbage? Hvad med de psykisk syge? Hvorfor er der aldrig nogle sportsstjerner, der holder støtteløb for de maniske, de psykotiske, de udadreagerende? Er de for svære at holde af, giver de ikke nok i sponsorindtægter?
Men jeg skriver ingen bannere, trækker ikke vrede hen over himlen. Jeg skriver bare nogle slatne ord her og græder ved et fremmed menneskes grav, vorherre bevares.
Nu må det godt snart give lidt regn.

Ensomig #501 (Glemmebogen)

Jeg er ni år og har stjålet en tyvekroneseddel fra min mors pung. Det er ikke fordi, jeg er sådan en, der stjæler (sådan én?), men fordi jeg så gerne vil have det viskelæder med Bobby og Kate motiv og en duft af vanille, som jeg har set i en kiosk på Gl. Gugvej. Jeg tænker, at jeg nok kan låne pengene af min mor, også selvom jeg ikke spørger om lov. Jeg køber viskelæderet, men bliver så bange for at ende i fængsel, at jeg pakker det ind, og forærer det til min mor. “Hvor er du betænksom, lille skat” smiler hun og dufter til viskelæderet: “Uhm.”

Senere glemmer jeg at vande den blomst, jeg får ansvaret for i biologi. Vi har temauge om det økologiske kredsløb, og vi får alle til opgave at varetage et led i kæden. Jeg får en Hortensia, alene navnet giver mig præstationsangst, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal leve op til blomsten. Hver dag skriver jeg en seddel til mig selv om, at jeg skulle huske at vande planten, og hver dag glemmer jeg at læse sedlen. Da ugen er omme afleverer jeg den visne plante. “Er du klar over, at hvis bare ét led i fødekæden brister, så påvirker det hele kloden?” spørger min biologilærer. Jeg nikker, for det ved jeg godt, og jeg ved også, hvad det vil sige at være svage led.

Jeg begynder at tisse i buskerne, først er det kun om natten, men hurtigt bliver det også, mens jeg er i skole. Jeg forsøger at skjule det, og læner mig op ad en varm radiator for at tørre pletten bag på bukserne. Lokalet begynder at stinke af varm urin. “Ad, hvem har pisset i bukserne?” råber jeg højt og ser anklagende på mine kammerater: “Det er for klamt, hvem er det?” bliver jeg ved. Alle nægter at kende til lugten, og jeg bliver ved at råbe op, indtil pletten er tør, og beviserne ikke længere peger på mig.

Ensomig #500

jeg drømmer om N.
N vil gerne, at jeg fjerner skylden fra hans skuldre, at jeg uden-skyld-lægger ham, undskylder.
“ond-skyld” hvisker jeg.
– og så lægger han et viskestykke over mit ansigt.

senere vågner jeg og læser et digt om en far, der ikke findes. de fleste digte handler om noget, der ikke findes.
(N, for eksempel, viskestykker?)
alle de digte, jeg skriver, alt dét, der ikke findes: peter pan, kaptajn klo, voldtægten på langenæsgade, mit ansigt.

jeg skriver et digt om skyld. så findes den ikke længere, så er det hele bare noget, jeg finder på:
N, viskestykket, for længe siden, for lige nu, for satan.

Ensomig #499

Jeg er nødt til at skrive. Hvis ikke jeg skriver, så græder jeg. Eller spiser. Jeg har taget ti kilo på de sidste 3 år og det, selvom jeg har skrevet næsten uafbrudt.
Måske skulle jeg græde lidt mere.

I forgårs sad jeg i toget mod København, på vej for at indlæse en lydbog.
Ved siden af mig sidder en kvinde og maler. Det kan lyde som noget mærkeligt noget at gøre i et tog, det er det måske også, men det var altså det, hun gjorde.
Hun maler efter postkort. Skagensmotiver: Krøyer og Ancher, alle de store. Hun bruger både akvarel, fedtfarve og tusch. Også det kan virke mærkeligt eller i hvert fald rodet, alle de teknikker på een flade, men de her tegninger bliver fine, netop på grund af det lidt mudrede udtryk.

Kvinden bemærker, at jeg ser på hendes tegninger og smiler.
“Hi, Melissa,” siger hun og rækker hånden frem. Jeg er lige ved at sige, at jeg ikke hedder Melissa men Louise, da det går op for mig, at det er hende selv, hun præsenterer. Hun fortæller, at hun er amerikaner, men den her sommer rejser rundt i byer langs Vesterhavet, som hun hele livet har ønsket at se. Hun og hendes mand havde egentlug været på vej afsted for to år siden. Men på vej til lufthavnen, var de kørt galt, og hendes mand var blevet dræbt ved ulykken.
“Oh, Im sorry,” svarer jeg.
Hun nikker “sooo sad.”
Efter ulykken, siger hun, gik hun helt i stykker. Ikke bare lidt men helt og aldeles. Hun spiste ikke, hun så ingen, hun rejste sig ikke fra sin seng. Hendes børn havde forsøgt at få hende på benene. Først havde hun afvist dem, men så havde de mindet hende om, at det jo ikke kun var hende, der havde mistet: At de også havde mistet deres far. Og så var hun stået op.
I flere måneder var hun stået op på den måde, uden nogen som helst lyst – alene på viljen. Hun slog græsplæne, skiftede sengetøj. Hun tømte postkassen, men glemte at se efter, hvem brevene var fra eller hvad, der stod i dem.
På et tidspunkt var hun begyndt at tegne, mest for at slå tiden ihjel. Hun var kommet i tanke om, at hun som barn havde haft meget glæde at farvelægge figurer i malebøger, og nu forsøgte hun, om det stadig kunne give hende en slags – hvis ikke glæde, så i det mindste – tidsfordriv.
Hun havde tegnet efter fotos af sin mand: Bryllupsbilleder og fra dengang, han lærte deres yngste at køre cykel. Billeder af ham – sovende i en kurvestol på verandaen.
Hans sandaler.
Først havde hun brugt kul, men børnene havde insisteret på, at deres far skulle være i farver, og så havde hun forsøgt sig med  akvarel. Det var det kun blevet mere forkert af: Alt for transparent, helt ulig ham. Så havde hun forsøgt med fedtfarver, som viste sig at være for bastante i deres udtryk, til sidst tusch, som blev for ensartet. I frustration havde hun forsøgt sig med alle tre teknikker på eet og samme portræt af manden – og vupti: Så var billedet blevet levende.
På den måde havde hun fundet sit helt eget udtryk.

Nu, to år senere, var hun kommet så langt, at hun havde taget turen fra USA til Danmark for at besøge Vesterhavet på egen hånd. Hun havde besøgt Skagen museum og set Anna Anchers malerier, og for første gang siden hans død, havde hun fået lyst til at male noget andet end motiver af sin afdøde mand.
Hun viste mig en hel blok med skitser af skagensmalernes billeder udsat for hendes streg, de var fine.
Nu var hun så på vej til Bergen for at se Munchs malerier.

Da jeg stod af toget, sendte hun mig et fingerkys og råbte: “God bless you.” Jeg vinkede tvist nok tilbage, men glemte at svare, jeg er heldigvis sikker på, at Gud -eller hvem, der nu tager sig af den slags- nok skal holde hånden over Melissa.

Ensomig #498

Jeg ved ikke, hvor akavet en situation kan blive, men det er i hvert fald pænt akavet at ligge ved tandlægen, bedøvet og med et spyt-sugende instrument hængende ud af munden – og så begynde at græde.
“Virker bedøvelsen ikke,” spørger tandlægen usikkert, “skal jeg holde en pause?”

Jeg nikker, og tandlægen stopper med at bore. Hun smiler medfølende til mit rødøjede ansigt, hun minder mig lidt om min mor. Det får mig til at græde endnu mere. Tandlægen aner ikke sine levende råd, hun forstår ikke, hvad der er galt, hun borer jo ikke længere?
“Gør det stadig ondt?” spørger hun og roder febrilsk ved nogle instrumenter på bordet ved siden af, som om den blotte tilstedeværelse af stål og kirurgiske redskaber kunne være en forklaring på min gråd.
Jeg nikker, ja det gør stadig ondt, og tandlægen puster luft ned mod tanden, nok mest for ikke at sidde og føle sig hjælpeløs, tænker jeg. Jeg græder nu så stærkt, at jeg er nødt til at synke og glemmer alt om spytslugeren, der falder ud. Assistenten rækker som pr. refleks ud og griber den, før den rammer gulvet. Så undskylder hun, som om det er hendes skyld, at instrumentet faldt på gulvet, måske er det endda hendes skyld, at jeg græder, ja at jeg overhovedet fik hul i min tand i første omgang?
“Undskyld,” gentager hun.

Tandlægen kører stolen op i vandret, jeg tørrer øjnene. Det hjælper kun kort, tårene bliver ved at løbe, og fordi min højre underkæbe er bedøvet, løber der mundvand ud af mundvigen. Det er efterhånden svært at skille sekreterne fra hinanden: spyt, tårer, sved.
Assistenten rækker mig et glas vand, som om det ville hjælpe. Men jeg har rigelig vand fra både øjne og mund, så jeg ryster på hovedet, “Nej tak.”
Til sidst tager jeg mig sammen, genvinder fatningen. Jeg beder om en servicet, tørrer mund, så øjne. Jeg er for forfjamsket til at ænse, at det nok havde været mere hensigtsmæssigt, om jeg havde gjort det i omvendt rækkefølge. Servietten kradser mod mit ansigt, det er en af den slags, der tværer vandet rundt istedet for at tørre det af. Tandlægen ser på mig. Assistenten ser på mig. Jeg ser ned på servietten i mine hænder.
Ingen af os ved, hvad vi skal stille op med os selv eller med hinanden.

Det er nu, jeg burde gå til bekendelse og fortælle, at min gråd intet har med hverken tand eller manglende bedøvelse at gøre. Jeg græder fordi, der er for meget vand i mine øjne og for meget lort i verden. Fordi der er alt for mange hvaler med plastik i maven og endnu flere mennesker på flugt i overfyldte både. Det er nu, jeg burde undskylde , at jeg at jeg brød i gråd, satte himmel og jord i bevægelse – og fik både tandlægen og hendes assistent til at føle sig skyldige for det altsammen.

Men det gør jeg ikke, jeg pudser bare næsen, siger: “Vi må vel hellere få det overstået.”

Ensomig #497

Jeg sidder og forbereder mig på at indlæse ”Det dér og dèt der” som lydbog. Det er fint, jeg kan godt lide at læse højt, men der er et par udfordringer. En af dem er, at bogen indeholder en række journaluddrag, i bogen markeret med en anden font, der i tone og stil adskiller sig markant fra bogen i øvrigt ved at være kliniske og nøgterne i deres virkelighedsbeskrivelser.
Hvordan lader man sådan en typografiske markering fremgå af højtlæsning?

Derudover er der i bogen en kontrakt, som fortællerjeget indgår med sin bror. Kontrakten er en lidt akavet størrelse, fordi den i opbygning og formulering forsøger at mime et juridisk dokument, mens den i sit indhold rummer et desperat nødråb fra et menneske i knæ.
Kontrakten er formuleret af bogens jeg i en erkendelse af, at hun ikke længere magter at tage vare på sine egne behov. Hun frasiger sig med dokumentet sin selvbestemmelsesret, og gør broren til sin værge.

Kontrakten er ikke det pure opspind. Den er – for en del år tilbage – formuleret af et virkeligt Jeg, mit Jeg, mig.
Jeg havde på daværende tidspunkt levet 10 år med en livstruende spiseforstyrrelse, og ønskede nu -mere end alt andet- at blive rask. Jeg ønskede at kunne spise, tage på, genvinde min fødedygtighed. Jeg ønskede mig et liv med kæreste, studier, fester, venner.
Men virkeligheden var en anden.
Jeg var – fireogtyvesyv – fanget i syge ritualer: Jeg spiste så godt som ingenting, motionerede som en gal, jeg tyggede tyggegummi, også om natten, for ad den vej at forbrænde kalorier. Jeg frøs konstant og så aldrig nogen, fordi det risikerede at indebære noget med mad eller bemærkninger om min tilstand.

Da jeg til sidst blev indlagt, var det en kæmpe lettelse. Endelig, endelig, ENDELIG ville nogen drive min indre djævel ud, lære mig at spise, gøre mig rask.
Så nemt var det desværre langtfra: Mit intellekt bad mig om at spise, min fornuft forstod konsekvenserne – ”spis eller du dør,” tryglede den. Hver dag satte jeg mig ved bordet, fast besluttet på at opføre mig ordentligt, spise op, tage ansvar. Når Dorte, min yndlingskontaktperson, var på arbejde, lavede hun gerne fisk en papilotte: Hun vidste, det var min yndlingsret. Det var så fint af hende, og jeg ville SÅ gerne gøre hende glad.
Men jeg kunne ikke.
Det lykkedes mig som regel at føre gaflen op til munden, at tage maden ind i munden. Men jeg KUNNE ikke synke den. Der var ikke noget fysisk til hinder for, at maden kunne nå igennem mit halsrør. Jeg led ikke af generende cyster, betændte slimhinder, og havde ikke svampeangreb i mundhulen. Det var kun tankerne og følelserne, der stod i vejen for at synke maden. Men de stod fast, helt fast. Ind imellem skreg jeg, som hvis nogen havde truet mig på livet, jeg kastede med bestikket, råbte ad personalet: ”Jeg KAN ikke.”
Det var efter et utal af den slags episoder, at jeg indså, at jeg måtte overdrage ansvaret til nogle andre. Ikke fordi jeg ikke selv ville tage det, men fordi jeg ikke kunne. Det var på det tidspunkt, jeg formulerede kontrakten, som er gengivet i min roman, og som I kan se på billedet herunder. Mest af alt for min egen skyld, så jeg selv kunne læse, hvor syg, jeg var, hvor splittet.
Kontrakten blev faktisk underskrevet, og selvom det tog mig yderligere ti år at blive helt rask, så er jeg sikker på, at den gjorde en forskel. Den er ligeså mærkelig og akavet et dokument, som en spiseforstyrrelse er mærkelig og akavet. Derfor skal den – trods sin akavethed  – med, når jeg indlæser min bog.

 

Ensomig #496

Da jeg var barn, tænkte jeg tit på, om jeg var psykopat. Jeg havde hørt ordet i en tv-udsendelse: En mand havde myrdet ni kvinder, skåret dem i stykker og opbevarede dem nu syltetøjskrukker i formalinopløsning. “For altid at have dem i frisk erindring,” forklarede han.

Jeg spurgte min mor, hvad en psykopat var for noget, men hun skyndte sig at slukke for fjernsynet og svarede, at “den slags skal et barn ikke bryde sit hoved med.”

Jeg endte med at tro, at en psykopat var et menneske, der holdt så meget af sine kære, at han eller hun måtte skære dem i stykker og opbevare den i små beskyttede rum, for altid at have dem tæt på sig.

Først meget senere fandt jeg ud af, at der fulgte følelsesmæssig afstumpethed og ansvarsløshed med diagnosen, og jeg blev meget opmærksom på, om det var karaktertræk, jeg selv bar.

Jeg tænkte for eksempel på, at jeg engang ved en fejl havde glemt
et glas med haletudser i min vindueskarm, og først alt for sent fandt dem, livløse. Var min ansvarsløshed psykopatisk? Havde min skam, da jeg hældte de sædcellelignende organismer i toilettet, været tilstrækkelig stor?

En anden gang stjal jeg en kæde, min mor havde købt til en kollegas datters konfirmation, den var af sølv og med et vedhæng i turkis. Jeg fandt kæden uimodståelig og stjal den. Godt nok kun for at gemme den i et par gamle gymnastiksko og aldrig finde den frem igen, af angst for at blive afsløret.

Var jeg mon psykopat, når min angst for straf føltes stærkere end min anger?

I går så jeg så en video på youtube med en schäfer, der havde stået fastlænket samme sted i ti år. Hundens pels var sine steder opløst af dyrets ekskrementer, og den kunne ikke længere støtte på bagbenene. Den var udsultet og havde voldsomme tics: den løb efter sin egen hale og slog sig hele tiden med forpoten på snuden. En venlig familie tog dyret til sig, vaskede og klippede pelsen, gav den mad og tonsvis af omsorg. De byggede endda en lille vogn med hjul, hunden fik spændt om bagkroppen, så den kunne bevæge sig frit. Den kom sig: ticsene aftog og den legede med andre hunde. Jeg græd og græd, da jeg så videoen, hulkede.
Men bagefter – stadig den her tvivl: skyldes mit hulkeri medfølelse med dyret, eller var det bare min egen grådige appetit efter omsorg, jeg kunne mærke?

Ensomig #495

Jeg sætter mig i skovkanten for at tisse, hunden ser væk imens. Rundt omkring mig står mindst ti forskellige græsarter og farverige blomster, jeg ikke kender navnene på. Min urin lugter af surdej, skarpt, sødt og gæret.
Hjemme igen tæller jeg plankerne på terrassen – to gange, for at være sikker. Bagefter folderne i gardinerne: Der er syv lodrette folder i hvert gardin, to gardiner i hvert vindue. Huset har ti vinduer, det vil sige tyve gardiner.
Ethundrede og fyrre folder i alt.
Senere – efter at have slået blomsterne op i et planteleksikon uden held – rører jeg en råcreme: Æggeblommer, sukker, vanille og fløde. Det er egentlig ikke fordi, jeg trænger.
Cremen smager af kaffe, det forstår jeg ikke, der er ikke antydningen af kaffe i skålen. En råcreme, der smager af kaffe, smager ikke godt, konstaterer jeg, alligevel ender jeg med at tømme skålen. Nogen gange er der jo ikke andre veje ud end igennem.