(Det er morgen. Mens jeg sov, har nogen spist en pakke kyllingepålæg og en pose tørrede abrikoser, emballagen ligger tilbage som de eneste vidner. Jeg vågner med en dyne, der er tung af nattens affaldsstoffer, står op, børster tænder. Siger hej til spejlet, der slår øjnene ned.
Om lidt tager jeg bilen til Kolding, til et seminar om ting, jeg accepterer uden at forstå, hunden skal være alene så længe: Det er værst for mig.
I aften vil jeg læse den her note højt for mig selv, sige
“Hvad sagde jeg?”
og le ad det uden overbevisning.)
Den er i sort skinnende papir med sølvfarvet stofbånd rundt om, den har ikke noget kort.
”Den er fra mig,” mumler jeg.
Thor tager pakken og løsner båndet. Han er omhyggelig med ikke at ødelægge papiret, lirker forsigtigt tapen løs der, hvor den er fæstnet
”Det skal da bruges igen,” svarer han, da jeg siger, at han gerne må flå.
”Tak,” siger han, løfter langsomt bogen op, vender den om. Der er ikke meget at se, bagsiden er grønbrun og uden tekst, forsiden råhvid, med kun titel, forlag og forfatternavn at se.
”Orissa,” læser han.
”Altså jeg ved godt, at du siger, at du ikke kan koncentrere dig om at læse, men der står kun en sætning på hver side – og hver anden side er blank,” undskylder jeg.
Han åbner bogen, bladrer frem til den første side:
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare dig det her,” læser han fra bogen.
Så lægger han den fra sig.
”Den er jeg sikker på, at jeg vil kunne lide. Tusind tak,” siger han og rejser sig for at give mig et knus.
Jeg løfter afværgende hånden:
”Det var så lidt. Du må hellere blive siddende, der er så mange andre gaver, du skal nå igennem,” siger jeg og skraber glasuren af et kærnemælkshorn med mine fortænder.
Inde i spisestuen er der dækket op med mørkeblå papirdug, flag og levende lys.
Thors far hælder de medbragte kærnemælkshorn op i en stor flettet kurv, der er beklædt med en gul serviet i bunden.
”Der er både nogen med hvid- og mørk glasur alt efter temperament,” råber han, da han sætter kurven. Det kommer til at lyder uforholdsmæssigt højt.
”Tak far, det er fint,” svarer Thor lavmælt, ”sæt dig bare ned.”
Han klapper på stolen ved siden ad sig selv. Thors far sætter sig. Nete, der sidder overfor, vinker til ham:
”Hvor er det sødt af dig sådan at bage til tosserne,” smiler hun og løfter glasset:
”Skål i Cocio!”
Thors far løfter sit glas, nikker mod Nete og tager en slurk.
”Så er der gaver!”
Max kommer ind med en bakke med pakker.
”Juhu,” Thea klapper i hænderne, ”hvor spændende.”
Thor smiler usikkert.
”Jeg sagde jo, at i ikke skulle gøre et nummer ud af det,” siger han og ser på sin far, der klapper ham på skulderen.
”Som Thea siger: Because your worth it,” smiler Ann-Elisa og rækker ham en af pakkerne.
Den er i sandfarvet gavepapir med et fortrykt til-og-fra-kort klistret fast ovenpå. Den er fra personalet, det er en Parker stiftblyant med Thors fulde navn indgraveret.
”Ih tak,” siger han og tager kuglepennen op af den forede kasse.
”Det er jo en oplagt mulighed til at forny opslaget på min dør,” smiler han og ser på Thea, der smiler tilbage:
”Oplagt, ja.”
Thor har fødselsdag.
Hans far kommer med en pose hjemmebagte kærnemælkshorn og 4 flasker Cocio.
Det er sådan Thor foretrækker det, ”simpelt men godt,” forklarer han.
Personalet har sat en meterhøj flagstang med et dannebrog i stof op ud for Thors stue, og Thea har købt en lyskæde med blinkende kulørte dioder, som hun har sat fast med tape hele vejen rundt om hans dør.
”Beacuse your worth it,” hvisker hun, da han giver hende et akavet knus som tak.
Ann- Elisa får tårer i øjnene, og vifter hektisk med det lille papirflag, som hun har i hånden. Hun begynder at synge ”I dag er det Thors fødselsdag”, men efter at have sunget første vers solo, opgiver hun at få os andre med og holder inde.
”Tillykke Thor,” råber hun i stedet og puster en serpentin i hans retning. Den lander ud for hendes egne fødder.
”Nå, det er tanken, der tæller,” griner hun og Thor nikker.
”Tak for tanken, Ann-Elisa,” smiler han.
Sådan står vi udenfor Thors dør uden at vide, hvordan vi kommer videre derfra.
”Nå men det var det Cocio vi kom fra, var det ikke?” spørger Thor til sidst, og alle ånder lettet op.
”Cocio it is!” råber Nete og fører an i retning mod spisestuen.
Morgensangen får hurtigt en ende.
Nogen (ingen af os ved hvem) har klaget til Doris, overlægen.
Og selvom Doris finder ideen sympatisk, som hun siger, mener hun nu alligevel, at sang og spil bør henlægges til sangaften, der ligger tirsdag i ulige uger.
”Og så er det på tværs af afdelingerne, det betyder, at I er mange flere om at dele glæden ved musik,” forsøger hun, men hendes entusiasme bider ikke rigtigt på.
”Undskyld,” siger Thor.
”Hvad?” spørger Doris, men da han ikke svarer, rejser hun sig:
”Jamen så god fornøjelse på tirsdag,” smiler hun.
Nete sukker højlydt, Thea slår op i en bog, selvom det er tydeligt, at hun ikke læser.
”Tja, det var da et forsøg værd,” siger Max.
Det er først senere, jeg tænker over Thors undskyld, altså, at jeg ikke forstår den. Eller måske, at jeg forstår?
Jeg taler med Nete om det, men hun siger, at jeg ikke skal spekulere så meget, at der ikke altid er noget at forstå.
Max har den tidlige dagvagt og beslutter at indføre morgenmusik.
Hver morgen i to uger vågner vi til Cat Stevens: ”Morning has broken,” der strømmer ud fra de to højttalere, han har stillet i hver ende af den lange gang, der forbinder de seks sengestuer.
Til sidst er vi alle sammen trætte af, hvad Nete betegner som Stevens ”vulgære sentimentalitet”, og begynder derfor at byde ind med alternativer.
Thea foreslår ”Your Song” i Ewan McGregors version, mens Nete vil høre ”Cry baby” med Janis Joplin.
Thor svarer, at han egentlig vil have fred.
”Jamen, så finder vi på noget fredfyldt,” lover Max og prikker et stykke nikotintyggegummi ud af en foliepakke.
Næste morgen vågner vi ved, at Max banker på en gong-gong. Søvndrukne kommer vi listende ud af vores værelser i nattøj, og Max viser os hen til fællesstuen, hvor Thor sidder på en høj skammel og spiller guitar.
Vi er helt stille. Da han er færdig, kan vi ingen af os få os til at klappe, vi er bange for at forstyrre øjeblikket.
”Kan du flere?” spørger Mette, og Thor spiller et nummer mere.
Det bliver til fire numre i alt, før Max afbryder og siger, at vi må videre i dagens program.
”Ellers bliver mælken bare sur,” siger han med tanke på morgenbuffeten, der har været stillet frem siden kl. 7.00.
Der er ikke nogen, der siger noget under morgenmaden. Det eneste man hører, er bestikket, der rører ved tallerkenerne og en enkelt gang Netes stemme:
”Kaffen, please.”
Det er ikke fordi, vi ikke har noget at sige. Det er bare som om, vi alle sammen – afhængigt af hinanden og alligevel ikke – tænker, at det nok kan vente.
Jens er blevet sygemeldt, hans kone har aborteret i sjette måned.
De havde ellers forsøgt sig i tre år, og nu så det endelig ud til at lykkes.
I fællesstuen havde vi flere gange foreslået navne: Jeremiah eller Axel, hvis det blev en dreng. Molly eller Signa, hvis det blev en pige.
”Ja, nu skal jeg jo også lige have fruens accept,” havde Jens grinet, men nu var det ligesom ikke længere så aktuelt.
”Vi ved ikke, hvor længe Jens vil være væk, men jeg skulle hilse jer allesammen,” siger Lene, sekretæren, der stikker hovedet ind efter morgenmaden med beskeden.
”Shit,” siger Nete.
”Ja,” svarer jeg.
De andre nikker.
”Først Aslak og nu det her,” snøfter Mette og ingen af os protesterer.
Jens afløser hedder Maxwell, men bliver bare kaldt Max.
Han er kornraget, og det første han fortæller os er, at han prøver at holde op med at ryge, og at vi må undskylde, hvis han er lidt pirrelig.
”Nej, det er bare gas,” griner han lidt efter.
Mette ser forarget ud, mens Nete smiler anerkendende:
”Klart nok. ”
Thor får besøg af sin far, han hedder Anders og har taget kirsebær med til alle på afdelingen.
Han har også taget en stak brugte magasiner med:
“Alt om sundhed” “Lystfiskeren,” og ”I form”, som han har købt billigt til bogudsalg på biblioteket i Svendborg, hvor han kommer fra.
Thors far er egentlig uddannet øre-næse-hals læge.
”Men så blev jeg træt af at se på folks kropsåbninger,” griner han, da Jens spørger, hvad han laver. Nu har han solgt sin praksis og i stedet uddannet sig til tagdækker.
”Jeg plejer at sige, at jeg sørger for, at der er tilpas højt til loftet,” smiler han og lægger en arm om skulderen på Thor, der ikke ser ud til ikke at høre efter.
Vi sætter os i gårdhaven og spiser kirsebærrene.
Helle har en kort lys sommerkjole på, der afslører de mange ar på overalt på hendes krop: på arme, ben, fødder.
Men nu er der også en lille tatovering. Den sidder på den højre skulder, det er en fredsdue.
Det er Nete, der har fået lov at bestemme motivet.
Klaus spørger, hvordan det går.
”Det går – men ikke godt,” svarer jeg
Klaus siger ikke noget til, men venter på at jeg fortsætter.
Det pisser mig af.
”Jeg tænker, at hel mit forpulede liv er en drøm, der er gået i stykker,” snerrer jeg. Klaus sætter kuglepennen på sin blok, bevæger den i små cirkler den ene vej, så den anden vej. Han er stadig tavs, blikket er rettet mod hans blok.
”Ja, jeg tænker, at jeg er en drøm, der er gået i stykker, og at hvert stykke er gået i opfyldelse, at jeg er håbløst opfyldt af et jeg, der ikke hænger sammen.” Jeg taler hurtigt, som om jeg vil nå at sige alle ordene, før de forsvinder i hver sin retning.
”Hmm,” svarer Lars og smiler ned i blokken.