Louise Juhl

sproget er et ophør,
sproget er en isbjørn,
der lægger sig til at dø i protest over
ingenting
….
jeg er bange i dag,
det findes der ikke et sprog for,
isbjørnen ligger helt stille
jeg siger “ingenting”

“They told us our dream would outlive us,
they lied” (Nick Cave)
…………..
Nogle gange tror jeg, at jeg kun elsker mine forældre, fordi jeg ved, at de skal dø.
Men det er ikke rigtigt.

Det konkrete kan aldrig være en gåde, siger hun.

Hvis man tager to lys og sætter på et bord, kan man foranlediges til at tro, at kærligheden er en sang af Otto Brandenburg.
Det er ikke lysenes skyld.

Parringen er et ritual, svarer han.

Ritualer tænkes at virke direkte i kraft af det, de forestiller. Mand penetrerer kvinde, hvad forestiller de?
Det konkrete er aldrig en gåde, så han knepper hende i abstrakt arm.
Det giver ingen mening, men det giver noget andet.

Verden findes,
verden findes udenfor, verden findes uden for mig og verden findes uden mig,

verden er ikke
mine følelser, verden har ingen følelser, verden føler ikke noget,

og mine følelser er ikke min verden.

Hvis en far fortæller sit barn, at der ikke findes nisser og ingen trolde og ingen Gud, og han derefter hiver i sit eget skæg (der sidder fast) og griner: “Hohoho.”

Så får man et barn, der ikke tør tænke sine tanker til ende.

Hun drømmer, at hun deltager i en særlig seance, hvor det
gælder om at lære at skelne mellem mål og
formål. Prøven består i at hun skal sætte verdens største
måltid til livs, først japansk misosuppe med vingummibamser,
dernæst fyldte chokolader, så en østeuropæisk gryderet, brækkede
kraveben, schweizisk ostefondue, et helstegt pindsvin med pigge.
Hun æder som befalet, det smager ikke grimt, bare mærkeligt,
virkelig mærkeligt. Hun er slet ikke sulten, og spørger,
hvorfor hun skal spise al den mad, men får at vide, at:
“der er en tid til at dvæle og en tid til at æde.” Så hun æder og
græder som pisket, men ned kommer det, al maden.
Og de fortæller hende, at det er flot, at hun har bestået prøven: at
hun nu har bevist, at man kan, hvad man vil.

For nylig fik jeg tilsendt en støvsuger med pakkeposten – i en uhåndterlig og spraglet kasse. En fin maskine. Jeg har lige siden tænkt, at jeg ville skrive noget om den, eller om mit liv, der minder om. At pakke ting ud af kasser og om at suge lort op fra gulvet.
(Jeg ville også skrive noget om en virkelig, virkelig uheldig bemærkning fra forleden, “jeg mente ikke noget med det,” sagde du bagefter, men jeg tror stadig ikke på det, du mente det, og du havde ret.)
Kære medmennesker: Hvad gør man, hvis man hverken er effektiv eller lydløs, hvad gør man, hvis man er en glidebane, hvis man er én af dem, der ikke kan betale sig?

Jeg drømte noget om sorte huller i nat, det skyldes sikkert alt det halløj med Steven Hawking i København, i hvert fald var konklusionen i drømmen, at sorte huller ikke findes, eller mere præcist: at der findes et ingenting, som vi kalder sorte huller. Så vågnede jeg, og gik jeg en lang tur med hunden, og kom undervejs til at tænke på, om det mon er det samme med mine smerter, diffuse og inkonsistente, som de er. “De findes ikke,” siger lægevidenskaben – mine blodprøver er fine, min puls normal, mit hjerte banker, som det skal, mine led er ikke “væsentligt” hævede. Alt i alt må de slutte, at smerterne ikke findes, eller rettere: Dér, hvor smerten skulle kunne lokaliseres, er der “ikke noget”.
Hvad er det “ikke noget,” der gør ondt, så? Et sort hul?
Måske er det ligesom at sørge over noget, man har mistet:
Man leder efter noget, man ikke længere har. Og dét, man ikke længere har, gør ondt. Det er altså manglen på “noget”, der gør ondt. Måske er mine smerter i virkeligheden fantomsmerter, måske er sorte huller fantom-huller, måske er alt i  alt en sorg?

Igen i dag var jeg i QHuset i Gellerup i forbindelse med ATLAS OVER AARHUS. Her mødtes vi en gruppe af kvinder for at skrive og tegne, hvad vi kunne tænke os af fremtiden, og for at snakke om, hvad vi selv – helt konkret – kan gøre, for at opnå noget af det. Der kom bud om alt: fra at besøge den ensomme ældre dame på 1.etage, til at lave fællesspisning i blokken, involvere sig i politik og sige højlydt fra overfor uretfærdighed.