Louise Juhl

destory.dk

Qfortællinger II

Igen i dag var jeg i QHuset i Gellerup i forbindelse med ATLAS OVER AARHUS. Her mødtes vi en gruppe af kvinder for at skrive og tegne, hvad vi kunne tænke os af fremtiden, og for at snakke om, hvad vi selv – helt konkret – kan gøre, for at opnå noget af det. Der kom bud om alt: fra at besøge den ensomme ældre dame på 1.etage, til at lave fællesspisning i blokken, involvere sig i politik og sige højlydt fra overfor uretfærdighed.

Blandt deltagerne var en afghansk kvinde (hun er ikke med på billederne), født samme år som mig, som endnu ikke talte dansk. Hun forklarede, at der ikke var andre afghanere i området, at hun savnede nogle at tale med, og at det var meget udmattende hele tiden at være blandt mennesker, man ikke forstod. Hun var træt meget af tiden, fordi hun anstrengte sig sådan for at forstå – bare lidt. Alligevel mødte hun frem for at gøre sit bedste. Sidste gang tegnede hun en meget, meget smuk blomst, som symbol på frodighed, på natur og på skønhed, som er ting, hun kunne ønske sig mere af i verden. I dag kom hun så og viste mig, at hun siden sidst havde taget mit skriftlige oplæg (på dansk) med hjem, havde fået sin yngste datter til at oversætte det, hun havde så (på farsi) skrevet sine svar, og datteren havde oversat til dansk. Sådan! Men ikke nok med det: I dag var hendes ældste datter så taget med moren for at høre om vores projekt og for at tolke, så moren igen kunne bidrage med såvel ord som billeder til den bog, som vi i september vil tage med til Christiansborg og forære politikerne.

Det kalder jeg engagement, det kalder jeg ildhu, det kalder jeg kvindekraft! Og ja, hun var træt bagefter, og stadig lidt alene, men hun kæmpede. Og er du åndssvag, hvor jeg har respekt for hendes bidrag, Tak, Shariifa. Og tak til alle jer andre, der kom, jeg bliver simpelthen så fortrøstningsfuld på verdens vegne, når jeg er sammen med sådan nogle som jer!

href=”http://destory.dk/wp-content/uploads/2016/08/Qfortællinger-4.jpg” rel=”attachment wp-att-13823″>Qfortællinger 4

leave a comment
august 24, 2016

Ensomig # 96

Jeg kan huske lidt. For eksempel at jeg forsøgte at fange et firben på terrassen en sommer. Jeg kan huske, at firbenet tabte sin hale af bare skræk, og at min mor forklarede mig, at det var for undgå fjender, at dyret gjorde sådan.

Jeg kan også huske, at jeg ikke forstod, hvad det var, firbenet ville forsvare sig imod: Jeg var jo ikke en fjende, jeg ville bare kæle lidt for den. Men min mor svarede, at “gode intentioner er ikke altid nok,” og jeg kan huske, at jeg blev forvirret, men allermest lidt ked af det:

Hvad betød det der “intentioner”, og hvorfor var jeg ikke god nok til et firben?

august 22, 2016

Qfortællinger i Gellerup

I torsdags var jeg i Qhuset i Gellerup. Her mødtes vi en flok kvinder af forskellig etnisk oprindelse: 4 somaliere, 2 iranere, 1 afghaner og 3 danskere.
Vi havde sat os for at tegne, skrive og tale om alt dét, vi vil kæmpe FOR her i verden, i stedet for – som det ofte ses i medierne – hvad vi vil kæmpe IMOD.
Det var en dejlig dag, hvor vi brugte både ord og billeder til at udtrykke os og til at udveksle tanker. Der blev en eftermiddag fuld drømme, håb og ikke mindst bunkevis af god karma.
Vi mødes yderligere to torsdage, og den 17. september tager vi så til Christiansborg for at vise politikerne, hvad kvinder i Gellerup har af ønsker til fremtiden. Hep !

foto 1 Qfortællingerfoto qfortællinger 2

august 20, 2016

Ensomig #95

Den anden dag var jeg til kontrol på reumatologisk afdeling, en trist oplevelse, på vej hjem i bilen tudede jeg så meget, at en af mine kontaktlinser røg ud, det var i onsdags, så der var Skønlitteratur på P1. Her havde de besøg af Klaus Lynggaard, der netop har udgivet en digtsamling med titlen “Personfølsomme oplysninger.” Den handler om hans forløb med lungekræft, fra diagnosticering over indlæggelser til tilbageerobringen af sig selv. De havde også besøg af en antropolog, der talte om “narrativ medicin,” altså den “disciplin,” der handler om, at læger blive bedre til at forstå hvorfor en patient er blevet syg, og hvad der skal til for at blive rask igen – en forståelse af hvordan biografi og biologi så at sige hænger sammen.
Klaus Lynggaard fortalte, hvordan han havde bedt en sygeplejerske om at betragte ham som en sart balletdanser, og ikke som den meget høje og robuste mandsperson, han lignede. Da hun lyttede til hans råd, og begyndte at dosere hans kemoterapi, så den svarede til en balletdansers højde og drøjde, begyndte tingene endelig at gå den rigtige vej. Det var virkelig interessant, og det giver mig lyst til at sige, at når jeg ind imellem fortæller om min tid med anoreksi eller om min nuværende kamp mod kroniske smerter, så virker det på nogen intimiderende og “for privat.” Undskyld til jer, der skriver og beder mig holde igen. Men jeg tror nu engang på, at sandheden aldrig er farlig, og at vi ved at dele erfaringer med hinanden, på tværs af sektorer og roller (læge og patient og pårørende), kan finde nye måder at behandle og mestre det at være syg, hvadenten det er fysisk, psykisk eller psykosomatiske lidelser, der er tale om, Jeg tænker endda ikke kun, det er lægen, der skal lære at lytte. Jeg tror også, at vi skal lære at lytte til os selv, til vores krop og vores behov – ikke mindst! Jeg skelner her mellem lyst og behov, for jeg tænker selvfølgelig ikke, at hver gang jeg får lyst til at kværne et kilo skumfiduser, så skal jeg lytte til det. Men mange lidelser er tæt relateret til, at man i en periode bevidst eller ubevidst har fravalgt at respektere sine behov, lytte til symptomer. Selv er jeg ikke i tvivl om, at 18 år med svær anoreksi, og fuldkommen disrespekt for mit mest basale behov, nemlig det at tage føde til sig, har tvunget min krop til at tage voldsomme metoder i brug, simpelthen for at TVINGE mig til at lytte. Så da jeg her til morgen græd, da jeg skulle tage tøj på, fordi det absolut eneste, jeg kunne overskue var at gå tilbage i seng og sove for ikke at mærke mine smerter, ja så er det hundrede procent sikkert min krop, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke- sådan som da jeg led af anoreksi – skal ud at løbe 15 kilometer, svømme to og kun unde mig selv en dåse flåede tomater med tørret timian. Min krop har ikke vænnet sig til – tør måske ikke tro på – at jeg er ven og ikke fjende. Måske skulle jeg sætte mig ned og fortælle min krop en opbyggelig fortælling om et menneske, der gerne vil leve i fred med sin krop, hej hej louise, har du talt med din smerte i dag?

august 18, 2016

Artikel i JP’s Kulturmagasin

Jeg har i dag en hel side i JP’s kulturmagasin (undskyld den ringe opløsning)
Der står lidt om fodbold, om heste, om min bror og en hel del om at elske det banale.

ikel

august 17, 2016

Ensomig #94

Så sidder jeg for gud ved hvilken gang på Reumatologisk afdeling, jeg skal til samtale, ikke noget særligt, mere sådan siden-sidst-agtigt. Jeg bliver kaldt ind til lægen: “Hej, jeg hedder kristian,” siger han, “vi har vist ikke mødt hinanden før.” Og nej, jeg har ikke mødt Kristian før, det er altid en ny læge på sygehuset, som regel én af dem i turnus, som gør pitstop på afdelingen, før de skal videre i karrieren.
Jeg fortæller Kristian, at det ikke går godt. At jeg har ondt, at jeg er træt, meget træt, som i på-randen-af-af-tude-træt (han rækker mig et papirslommetørklæde.) Jeg fortæller ham også, at det er smerterne, der trætter: Dét at holde dem på afstand, holde dem ud, komme igennem, og Kristian nikker, “desværre,” siger han, “er smerter og træthed nogle af de lidelser, hvor selv lægevidenskaben kommer til kort.”
Han ved, hvad han taler om, han har lige været til konference om emnet, nedslående, kalder han konklusionen: “Det bedste er hvile,” siger han.
Og jeg er lige ved at råbe, at jeg jo for helvede ikke gør andet end at hvile, at jeg i min ferie sov 14 timer i døgnet, at hvis jeg sover mere, vil jeg få liggesår. “Jeg kalder sågar mig selv for koma-tøs,” siger jeg og Kristian griner. (Et klassisk scenarie: jeg bruger humor for ikke at blive ked af det, jeg spiller kæk og overlevelsesdygtig, gemmer mine nedbidte negle væk.)
“Det er godt, at du har din humor intakt,” smiler han.
Og så begynder jeg at tude, for nej – det er IKKE godt, og det er ikke sjovt, og nej, jeg orker ikke igen-igen at rejse mig fra en samtale, og undskylde lægen, at han ikke kan hjælpe.
“Det er ikke nemt at stille noget op med sådan nogen som dig” plejer samtalerne at slutte. Sådan nogen som mig. Smile og give lægen hånden. Tjuhej og tak for lort.
Men i dag begyndte jeg at græde, og jeg kunne ikke holde op. Stakkels Kristian. Han gjorde virkelig sit bedste, sagde ting som: “Jeg tror, det kan ændre sig til det bedre” og “der bliver forsket meget i emnet, mon ikke de finder på noget?” Blablabla. Søde, kærlige, omsorgsfulde ord, der desværre hverken kurerede mine smerter eller min træthed.
Til sidst tørrede jeg øjnene og undskyldte min opførsel. Forklarede, at jeg virkelig havde sovet dårligt, at naboens hund var i løbetid, at min støvsuger var brændt sammen, MEN: at det hele nok skulle gå, solen skinnede jo – og det var bare med at nyde det, Tralalaj.
Og så fornyede Kristian mine syv tusinde recepter på virkningsløse præparater, trykkede mig i hånden og sagde, at jeg altid var velkommen til at ringe “hvis der var noget”.
Noget hvad?
Noget andet end smerter og træthed?
Han var virkelig sød, lægen, han gjorde sit bedste.
Det bedste er bare ikke altid nok, og det er ikke nogens skyld, heller ikke Kristians.

august 13, 2016

Ensomig #93

Et sted i min journal står:

Opringning fra moren 14.03.02: …..Moren fortæller i øvrigt om, hvordan hun har gransket sit sind om baggrunden for datterens
spiseforstyrrelse. Moren fortæller om en glad,aktiv og helt igennem overskudsbetonet lille pige, der voksede op uden problemer. Også den allerførste ungdomstid i gymnasiet var vellykket, så hvorfor
skulle det gå så galt? Vi enes om, at pt. nok alligevel har haft en mere sart personlighed, end den umiddelbare fremtrædelsesform viser….

xxx/soc.rådg./llo

Altså udover at jeg tænker, at det virkelig var synd for min mor, det jeg “gjorde,” så går det også op for mig, at jeg aldrig har tænkt på mig selv, som årsag mit liv. Det jeg mener er, at det virkelig kommer bag på mig, at nogen har “gransket deres sind” for at forstå – mig? Jeg har hele tiden troet, at det var mig, der skulle forstå nogen andre, noget andet.
Tankevækkende.

 

august 12, 2016

Ensomig #92

Jeg sidder for syvogtyvende gang og læser i Bjørn Rasmussens Ming, jeg bliver aldrig færdig med den. Jeg elsker den måde, han popper popcorn på – i samme rytme, som han går i stykker, pop pop pop: “Hvor stammer selvhadet fra?,” spørger jeg’et sin far, “It is raised by god,” lyder svaret.
Is it?
Det er det svære ved at være treogfyrre med alt, hvad det indebærer af angst og smerter. At der ikke længere er nogen at give skylden. Så går jeg i stedet i skoven og leger med min hund og spiser fiskeoliekapsler og frisk ingefær og læser svære artikler om syriens sammenbrud og global poltik. Prøver at overbevise mig selv om, at det er sådan, man gør. As if.
Om lidt skal jeg tilbage til verden, til den såkaldt virkelige verden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den (eller med mig selv). Findes der en vej for dem, der ikke er på vej til Rom?
“Der er så mange afvisninger i mit liv lige nu/ altså afvisninger af mig selv fra mig selv,” står der i Ming, “jeg vil være kyllinlykli/ jeg vil være en grøn mand/ i en drøm/ der aldrig ender”
Det vil jeg oss.

 

Ensomig #91

Det er en dum dag i kroppen.

Når jeg rækker mine hænder i frem, ligner jeg én, der ved, hvad hun beder om.

Det gør jeg ikke.

leave a comment
august 8, 2016

Ensomig #90

Hun begynder at omtale sig selv i tredjeperson.
Hun ved, hvad det handler om (noget vigtigt,) men hun kan ikke komme i tanke om hvad. Hun bruger meget tid på at skrive om dét, hun ikke kan komme i tanke om.
Der var engang, hun var god til at komme i tanke om ting. Og til at huske dem. Det var dengang, hun brugte sine hænder. Hun plukkede mælkebøtteblade og bruge timer på at malke dem for saft. Hun passede på, ikke at spilde saft på tøjet, for det var ikke til at få af igen. Hun gemte mælken i plastikbøtter med låg, gennemsigtige, ikke fordi hun havde ikke noget at bruge den til, mælken, den smagte bittert. Hun gemte den alligevel, samlede mælkebøtteplanter, malkede blade, gemte saften. Til ingen verdens nytte.
Nu har hun glemt sine hænder, nu tænker hun på sig selv, som om hun var en anden, taler om sig selv, som noget, hun ikke kan komme i tanke om.