Louise Juhl

destory.dk

To ben, tre verdener

Vi levede i tre verdener, men havde kun to ben at stå på:
Vores bedsteforældre verden bestod af vitrineskabe fyldt med arvet glas, porcelænsplatter og stuebirk. Måltider, der angav døgnets rytme: Morgenmad kl. 8.00, varm mad kl. 12.00, smørrebrød kl. 18.00. Her spillede radioen altid samme den musik og på den samme kanal, alt var var søvndyssende trygt. Vi havde ingen at lege med, så vi legede med os selv: Gemte os under sofaen i håb om, at nogen ville lede. Men ingen søgte os, og vi endte med at kravle ud igen, missede med øjnene og satte os for at flette stuetæppets frynser eller forestillede os vores fremtid med fire børn, en bungalow og kæreste med motorcykel. Om sommeren plukkede vi mælkebøtter og opdagede først for sent, at vi fik pletter på tøjet. Undlod at sige noget til nogen for ikke at forstyrre idyllen.

Helt anderledes var det derhjemme, her var der altid ting at ordne, indhente: Husk nu dit svømmetøj, har du lavet dine lektier, hvem giver kaninerne mad? Modsat hos vores bedsteforældre stod tiden hjemme ALDRIG stille. Her var alle dagens minutter en advarsel: Hvert brugt minut betød ét mindre – til at handle, rydde op, besøge familien, vaske vinduer. Videre, vi var altid på vej videre. Mod weekendens gæstetræf, august måneds mange fødselsdage. Næste år og året efter. det var som om vi aldrig rigtigt nåede aldrig frem til nu, som om vi altid var på bagkant af tiden og os selv. Vores mødre havde altid rynkede bryn, vores fædre hævede stemmer: Vi har jo ikke hele dagen! 

Endelig var der os selv, vores egen verden, en indre og underlig blanding af ensom onani og tunede knallerter. Hemmelige klubber med stroboskoplys. Idolplakater og ulykkelige forelskelser: Ishockey-Ronni og DJ-Cool, der viste sig at være knap så cool, som navnet antydede. Vi søgte svar på alt – alle steder – og gerne på spørgsmål, vi ikke engang havde formuleret: Vi legede ånden i glasset eller fik læst vores hænders linjer, gik fra seancerne mere forvirrede, end da vi ankom, men alligevel med en følelse at være blevet klogere. Mere kvalificerede i vores tvivl.  Andre dage blev vi liggende i sengen, orkede hverken flere spørgsmål eller svar. Spiste to ruller mariekiks og stod ikke op, før end krummerne på lagnet begyndte at stikke i huden og luften blev for trang. Så stod vi op, drak en lunken Cocio, tændte for tv’et, slukkede igen. Sad lidt foran den sorte skærm og overvejede næste træk. 

Retten til lykke, pligten til lykke

Vi fik at vide, at vi var verdens lykkeligste folk. Ingen sultede, og alle havde ret til gratis skolegang og hospitalsbehandling. Vi var priviligerede, blev vi fortalt, og af samme grund blev al kritik fejet af bordet. Talte vi om den stigende social ulighed, fik vi at vide, at den intet var at regne mod den, der eksisterede andre steder i verden. Pegede vi på forventningspres og præstationskrav, blev vi kaldt forkælede og sarte eller fik at vide, at med rettigheder fulgte jo også pligter! Vi kunne ikke bare læne os tilbage og forvente at få alt serveret på et sølvfad. 

Det lå i kortene, at det, vi hver især bidrog med, skulle modsvare, hvad vi sidenhen forventede at opnå. Med fast arbejde fulgte retten til banklån, med banklån fulgte muligheden for fast ejendom og bil, med eget hus og bil fulgte muligheden for pensionsopsparingen og dermed en tryg alderdom. Mindre trygt så det ud for lavtlønnede og løsarbejdere, de måtte leve med at bo til leje uden mulighed for at låne, og således kun akkurat have nok til de faste udgifter og mad også sidst på måneden.

Endnu værre var det for de af os, der kæmpede med psyker, der ikke rimede på systemparathed, otte-til-fire-format eller karriere. Vi blev sendt til psykolog – ti gange af tre kvarter – hvorefter vi forventedes at have lært at ignorere (eller i hvert fald ‘at tackle’) vores følelser, fungere ‘normalt’. Andre fik besked på at deltage i nogle af jobcentrenes mange projekter, altid med smarte men fuldkommen intetsigende titler som for eksempel: ‘Klar-parat-jobstart’. Her lærte de at at bruge fancy CV-skabeloner og at skrive såkaldte ‘skæve’ ansøgninger, der dog ikke måtte være mere skæve, end at de præcis flugtede firmaets profil.

Fem potter pis

Vi hørte fra de voksne, at politik handlede om strammere og slappere, utopister og traditionalister. Uanset hvem og fra hvilke side af salen, de kom, var der ganske få ting, de gjorde godt, men langt flere, de ikke lykkedes med. En råbte måske for højt, en anden fremstod veg og usikker. Det var ikke kun det politiske arbejde, der var udsat for befolkningens kritik, tøj og udseende var også til debat: Gert Petersens skæg var for stort, mente mange, og Niels Anker Kofoeds hage for vigende.

Som en reaktion på befolkningens politikerlede forsøgte nogle sig med en anden facon.
Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard købte en pølsevogn og talte ‘folkets sag’. Preben Møller Hansen oprettede partiet Fælles Kurs, og gav sine kolleger tørt på: ‘Ingen af de politikere, der i dag sidder i folketinget er fem potter pis værd’. Senere forsøgte komikeren Jacob Haugaard sig med foreningen SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, der forlangte medvind på cykelstierne – en parodi på det politiske systems overbyder.

Fælles for  dem alle var, at de påberåbte sig en autencitet eller en særlig ærlighed, der adskilte dem fra al anden politik. Hvadenten denne ærlighed kom til udtryk som vrede, fingerpegen eller klovnerier, var den et oprør mod levebrødspolitikerne og den verdensfjerne politik, som den brede befolkning mente, det etablerede politiske system stod for.   

Og vi tålte dem – trods alt. Sømandsbossen, pølsesælgeren og komikeren. Ikke for det, de stod for, men for alt det, de IKKE stod for.

Salt og sukker

Kvinderne var næsten altid på arbejde, hvis ikke ude så hjemme. 37timers lønnet job afløst af indkøb, rengøring, madlavning, børn. 

Af samme grund skete det, at de forsvandt. Ikke fysisk, men ind i sig selv. At de lod sig begrave i praktiske gøremål, som at bage brød, for eksempel. Veje mel af, måle vand op, opløse gær ved den helt rette temperatur. Koncentreret og målrettet arbejde – en fingerspids salt, en strø af sukker. 
Den måde, de æltede dejen på, håndens omhyggelige arbejde. Det var århundreders ophobede erfaring og omsorg gentaget i simple bevægelser – frem og tilbage, igen og igen. Derefter fik dejen tid til at hæve. Tyve minutter. Ikke nitten eller toogtyve, men nøjagtig tyve minutter, som blev brugte til at genskabe rummets orden: Margretheskålen blev vasket af og stillet på plads, bordet tørret over med en fugtig klud. Et stykke bagepapir udmålt, så det overensstemte bagepladens mål. Så lød minuturets ring, de tyve minutter var gået, nu var det tid til at slå dejen ned. Trille tolv boller og bage dem i tolv minutter. Alt i alt en lille time i fred for børn, spørgsmål, forlangender: ‘Moaar?’ 
Det samme gentog sig andre steder. I bryggerset med strygebræt og -jern, lagner, bukser, skjorter, ja selv undertøj blev strøget, foldet og lagt i sirlige bunke. 

Vi så det hele, og vi undrede os. Tænk sig at spilde et liv sådan – med at ælte, glatte, folde og stable? Ikke et sekund slog det os, at de måske var et valg, de traf. En sjælden mulighed for at skabe sig et helle, nogle få timer for og med sig selv.

Kalle

Fædrene talte om farligt fyrværkeri. Om kanonslag med en bombes kraft, om halve fingre og brækkede knogler. Om dengang de forcerede et hegn for at besøge en udkåret, forrev en buksebag og forstuvede en skulder. Hvordan hun afviste: ‘Men vi gav ikke op så let,’ pralede de og pegede på kvinden ved siden af. Nu kunne de 14 fejre års bryllupsdag, stoltheden var åbenlys.
Drengestreger, kaldte de det meste (der var aldrig nogen, der talte om pigestreger): Dødsdruk og hasarderet kørsel, rapseri og kærlighedserobringer, det hele kom ud på ét.

Mødrenes erindringer var anderledes blide, mindre fysiske mere følsomme. De handlede gerne om sorgen ved at miste en kat. ‘Kalle, kørt over af en mejetærsker’, sukkede de og fik tårer i øjnene med årtiers forsinkelse. De remsede alle legene op: dåseskjul, kongens efterfølger, tre mand frem for en enke løb. Eller de fortalte om Ditte og Hanne Marie, naboens to tvillinger, ‘de var som ild og vand’. Hanne Marie havde uddannet sig til psykiatrisk børnelæge og vundet priser for sin forskning i tidlige tilknytningsforstyrrelser. Ditte solgte sine hånddrejede tepotter fra et butikslokale i sit hjem. ‘Det kunne nu da være sjovt at ses igen,’ drømte de, men det blev ved tanken.

Vi bar det med os, det farlige og det følsomme, fædrenes stolthed og mødrenes savn. Forsøgte at favne det altsammen, en sorgfuld stolthed, en halsløs drøm.
Undervejs forvred vi en fod. Mistede en hamster og begravede den under en sten i haven. Vi gjorde vores bedste, men uden at gøre os klart, hvad det bedste var.

Verden udenfor

Verden udenfor var noget, vi lærte om i skolen. 
Aftegninger på et kort: Sydamerika med Andesbjergenes brune højderygge og de arktiske polers skinnende hvide plamager. Vi læste uddrag af rejseberetninger, Hjalte Tin og Troels Kløvedal, og så farverige billeder af sibiriske ryttere, overfyldte mad-markeder og eksotiske palmeøer. 

Det hele syntes så fjernt fra vores egen virkelighed, at vi havde svært ved at begribe, at det var andet end bare billeder. At der virkelig fandtes mennesker omkring os, der måtte sælge ud af deres organer for at skaffe mad på bordet. Børn, der måtte arbejde fra deres sjette leveår for at overleve, men vi følte os tæt på segnefærdige, bare vores forældres bad os om at rydde op på værelset eller at sætte en beskidt tallerken i opvaskemaskinen.

På TV så vi landskampe, Matador eller Ungdomskanalen. Alt andet en den store verden, som vi forsøgte at begrænse til TV-avisens halve time. Her hørte vi om Golfkrigen og “Operation Ørkenstorm”, general Schwarzkopf, og så reportager optaget om natten med infrarødt kamera: en uendelig missilregn, der  mindede os om festligt nytårsfyrværkeri. Virkeligheden var til gengæld mindre festlig: De samlede tabstal nåede mere end 75.000.

Vi fattede kun knap, hvad vi så og hørte, men dannede os ikke desto mindre masser meninger, der delte os i to:
Dem, der stillede USA, ‘de selvgode imperialister’ til ansvar for krigene og de tab, de førte med sig. Og heroverfor ‘de blå’, der forsvarede amerikanerne og kaldte deres interventioner krigene ‘et forsvar for demokrati og vestlige værdier’. Vi brugte timer, dage, uger på at råbe ad hinanden – i klasselokaler og i demonstrationstog, altsammen på behørig afstand af de virkeligheder, de krige og tab, vi skændtes om. 

Det var som med børnearbejdet og pletterne på landkortet: nogen og noget, vi pegede ud, sager, vi kunne samles og bygge en identitet op omkring. Men så snart det blev fredag, var vi igen store usikre teenagere, der var mere optaget af os selv end af verden. Det skete enddda og ikke så sjældent, at vi hen på aftenen kyssede med den samme, som vi to dage forinden havde givet fuckfingeren og kaldt et ‘superimperialistisk svin’. 

At ae en sten

Vi lærte at le, når noget gjorde ondt. Rejse os og børste sand af knæene. Sige pyt og komme videre. ‘Op igen’. 
Det hjalp hverken at pive eller at græde over spildt mælk, fik vi at vide. Det var som med ulykker på hest: Den bedste kur var at komme i sadlen igen. Bevise, at man stadig mestrede ridtet – at sætte et dyr i bevægelse og følge med.

Første gang vi oplevede at miste ven, søgte vi læ i en mors eller fars fortrolige favn. Vi blev strøget over kinden, fik et opmuntrende klap bagi: ‘Den slags sker’ og ‘Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget’. Og selvom vi ikke kunne gennemskue, hvad det gode, skidtet gjorde, var, forstod vi, at omsorgen havde en udløbstid. Vi skulle videre – altid videre. 
Så vi tørrede øjnene, løb ud og fandt en hund at klappe, en sten at ae. Kastede vores tabte venskab i grams: ’Nårh, er du sådan en sød lille hund?’  ‘Ae, ae.’

Dagen efter havde de voksne meldt os til håndbold i hallen bag skolen. Holdsport og fysisk bevægelse var den bedste kur mod tristhed og tabt tillid, mente de, og købte nye sko og en trøje med logo på ryggen til os.
Devisen var klar: Det man ikke dør af, bliver man stærkere af, og eftersom vi ikke var døde, måtte vi nødvendigvis være stærke. ‘Det handler ikke om, hvordan du har det, men om hvordan du tager det’, blev vi fortalt. Og vi tog det pænt.

Uld og ødegård

Vi så til, mens vores forældre vaskede bilen, bankede tæpper, tjærede tag. Og når de som belønning for veludført arbejde købte sig en hindbærsnitte, delte den i to og nød den til kaffen søndag eftermiddag. 
Det vi så, var et voksenliv og en fremtid fyldt med gøremål og pligter. Forældrekonsultationer, tandeftersyn, nye tagrender. Og oveni det – en nedarvet skyld, ingen nogensinde ville lykkes med at betale tilbage. Heller ikke vi.

Vi så på de voksne og så et fængsel. Hverdage, vasketøj, hviletid. At grave huller – kun for at fylde dem igen. Men voksenlivet rummede også muligheder, en chance for endelig at slippe fri. Af skole og pligter, omgivelsernes krav. Følelsernes voldsomhed. Spørgsmålet var, hvad vej vi agtede at gå, i hvilken retning: Ville vi søge det trygge, det jævne og virksomme, gå i vores forældres fodspor? Eller ville vi søge modsat: Købe os en ødegård i Sverige, karte uld og leve kun med tanke for nuet og næsten.

De fleste af os ville det sidste, men endte tæt på det første.
Fik os et job, vi kunne leve af. Fandt et hus lidt udenfor byen, med luge akkurat jord nok til en stribe gulerødder og et bed med vilde blomster. Vi sparede op, så der blev råd til ferie, et ophold på en herregård, godt nok ikke svensk men til gengæld meget øde. Her genoplivede vi en for enkelt weekend drømmen om uld over to flasker vin. På vej hjem i bilen talte vi om, at vi måske ikke var lykkedes med, hvad vi drømte om engang. ‘Men jo heller ikke mislykkes, vel?,’ spurgte vi og håbede, at den anden ville svare nej.

Pendler og plaider

Der var hjem i glas og stål.
Køkkener delt af en halvmur, et forsøg på en bardisk, der kun blev brugt nytårsaften til at stille fade med kransekage og glas med mousserende vin på.
Skabslågerne var var beklædt med spejlglas, lofterne med små pendler. ’En imitation af stjernehimlen’, forklarede de, og udpegede Store Bjørn og Cassiopeia for os. På badeværelserne var keramiske håndvaske med armatur i chrom og en sauna, der blev brugt til opbevaring: I den stod alt det, der ikke kunne vises frem. Husets sammenklappelige tøjstativ, en kondicykel (fejlkøb) og to ens kufferter med skjult udtræk til håndtag.

Andre steder var der færre spejle, men flere lammeskindstæpper. Karme fyldt med potter – kaktus og sukkulenter. Stuebordet var pyntet med stager i enkelt design, svagt rosa stearinlys. På væggene hang årgangsplatter – en nedarvet tradition, som ingen i familien nænnede at bryde, heller ikke nu. Til højre for platterne: Skolefotos af familiens eneste barn i forskellige stadier af mennesker: Første, femte og niende klasse. Smilet alle steder det samme, ’en lille smule anstrengt.
Reolerne var fulde af nips, Kai Boiesen figurer side om side med håndpustet glas, hjembragt fra en ferie i Bøhmen. En enkelt række med bøger: Alistair McLean, “Mad i Mikroovn” og “Børnens store bog om rummet”.  
I tv-afdelingen stod lænestole af læder og med fjernbetjent ryglæn, der kunne indstilles til alt fra liggende til opretsiddende. På det lave bord ved siden af: et fad med farvede agatsten fra Argentina. Alt faldt ligesom i ét med det hele.

Hævetid

Vores bedsteforældre spurgte igen og igen: hvor bliver tiden dog af.

Vi var i tvivl, om vi skulle svare og hvis ja, så hvad: 
Var det tiden bag os, de efterlyste – i går og i forgårs. Eller var det tiden foran os: I morgen, om et år?

Måske var det begge dele.
Et sted midt imellem, hvor tiden stod stille længe nok til, at gærdejen kunne hæve færdig, kartoflerne koge møre og sværene på flæskestegen blive sprøde. Der var noget rart ved denne ikke-tid, noget konkret og nærende, vi var uvante med i en verden, der ellers handlede om alt muligt andet og ofte diffust: At opføre sig ordentligt, passe sin skole, sørge for ikke at gå i vejen.

Vi nød at være hos dem – og udenfor tiden.
Se på, mens en farmor lavede mad eller en farfar satte tal i kolonner, førte regnskab. Vi læste i ugeblade: En chefredaktør rapporterede fra Kenya og i en artikel lige efter blev det fortalte, hvordan en gårdbrand, havde ført en familie fra Skjern tættere på hinanden: “Således blev en ulykke vores indgang til lykken”, lød overskriften. 
Endelig til sidst i bladet – de mange gode husråd: Bagepulver, læste vi, kunne bruges til cirka alt: Rengøring af køkkenvask og pudsning af sølvtøj. Hoste kunne løsnes ved hjælp af saltvand. Græs på tøjet gik af med sødmælk. 

Klokken tolv var der varm mad, medister med kogte kartofler og surt. Klokken tre blev der dækket op til te og kage: Darjeeling og en skive roulade med flødeskum, sereveret i de bløde stole i sofaafdelingen. Klokken halv seks var det tid til aftensmad, forskelligt slags brød og pålæg: skiver af gårdsdagens steg, halve æg og kolde kartofler.

I det hele taget var det bedsteforældrenes færden, deres gøremål og måltiderne, der bestemte tiden. Ikke omvendt.