Hun deler dagene op som piller i en dispenser. Morgen, middag, aften. Den første del er den nemmeste, hun tænder radioen og lytter til de to værter, der med et aldrig svigtende humør fortæller om bilkøer ved sammenfletningen på E45 Østjyske Motorvej og en løstgående svane i venstre spor på landevejen mod Gevninge.
Musikken bemærker hun knap nok, den er valgt for ikke at forstyrre, præcis som den knækkede hvid på væggen i en læges venteværelse. Imens radioen gør sit, spiser hun en skål med skyr og friske bær og frugter. Blåbær, brombær, tern af æble og pære. Bladrer i et magasin, hun har muligvis læst det før, men dengang, som nu, bider hun ikke videre mærke i nogen af de mange artikler om klimavenlige boligformer eller om faren ved brystimplantater. En guide til udeliv i forårsmånederne.
Hun går skålen efter med skeen og hører for sit indre øre sin egen stemme:
– Hvis du skraber mere, risikerer du at spise emaljen med.
Hun vasker op i hånden, holder af at høre vandet løbe og at gøre sig umage med børsten. Tørre af og hænge viskestykket tilbage på krogen, placere tingene på deres rette plads. Skålen i skabet med tallerkener og glas, skeen i skuffen, koppen på en af de fire kroge under krydderihylden. Det gør vel ingen forskel, alligevel sætter hun en ære i at behandle tingene med omsorg, en ske er en ske er en ske. En natsværmer, en tømmerlus.
En sorg. Er en sorg, er en sorg.
Klokken tolv lytter hun radioens rådhusklokker, derefter middagsradioavisen. Ind mellem noterer hun på en seddel de vigtigste overskrifter, et droneangreb i det østlige Ukraine, lovende resultater i studie af poliovacciner. Ny forskning, fortæller journalisten, skal afdække hvordan loppefrøen og andre ekstremt små hvirveldyr er lykkes med at bevare de samme funktioner som langt større dyr på meget mindre plads. Sådan fylder hun et hæfte om ugen med overskrifter fra ind- og udland, streger dem under, hun finder særligt udsøgte. “To strandede astronauter har efter ni måneders ufrivilligt ophold nu endelig udsigt til at komme hjem”. Hun føler et stik af misundelse, men kun for at ryste følelsen af sig igen. Vor herre til hest, en pludselige flæben? Måske er det alderen, årstiden, de forsigtige erantis der stikker deres fulde hoveder op ad den stadigt hårde jord. Nogen burde advare dem. Pas nu på.
Skylle grøntsager, skrælle kartofler, salte kød. Altid samme rækkefølge, samme tid. Kartoflerne får 12 minutter, før hun hælder vandet fra og lader dem stå to minutter i dampen under det varme låg. Gulerødderne får ni minutter, broccoli og porre koger med de sidste fire, hun skyller hænderne, hver gang hun griber om noget nyt, salt og peberkværn, paletkniv, kartonen med kaffefløde. Hun foretrækker grøntsager med bid, men kartofler kogt mere end bare møre. Smørret skal smelte sig selv over de stadigt varme porrer, vandet i glasset skal være køleskabskoldt, det er vigtigt at tage sig tid. Tygge maden grundigt, lægge gaflen mellem hver mundfuld, øjeblikkene er en gave, har hun lært. De bedste er dem, der lyser som mos i julisol. Lyng i september. Duften af hav eller minutterne lige efter sommertorden. Af nyligt fældede nåletræer.
Ritualerne er som streger i den kalender hun engang førte. Over ægløsning, temperaturstigninger, hormonniveau. Vinduer, kaldte lægen de to dage, chancerne for at lade sig befrugte var størst. Som et koøje i en undervandsbåd. Udsigt til vand og vand og vand.
Hun skrev på en side. Partner søges. Og fik svar fra Morten, der var mekaniker og drømte om åbne et Bed and breakfast for motorcyklister. De mødtes, han talte og talte, til sidst havde hun undskyldt sig med begyndende migræne. “Det er ikke din skyld,” understregede hun, men han lod sig ikke overbevise.
den næste hed Jarl. Hans hænder var store og grove og påstod at holde hende tæt, men hun følte ingen nærhed, tværtimod følte hun sig fanget i hans arme, hans hvisken: “Jeg ved, hvad du i virkeligheden har brug for”. Og en nat hun ikke kunne sove, havde hun sat sig op, set sig omkring. På det krøllede lagen, gardinerne, hans krop, der slangede sig som et s og kunne ikke længere få sig selv til at blive. han havde kimet hende ned i dagene efter, sendt hende beskeder, først kærlige, “hvor bliver du af?”, senere bydende: “stop nu med dine julelege.”
Fire måneder sendte han hende en buket af blåtidsler og kristtjørn, der var et kort hængt ved
“Selv tak /J”.
Nu sætter hun ikke længere krydser eller længes efter koøjer, men lytter til stemmerne i radioen. En præst fortæller om at holde sin tro ved lige ved hjælp af tvivl. Det er ligesom med surdej, siger han, den skal fodres jævnligt for at give godt brød. Intervieweren, en ung kvinde, ler lidt forvirret: – Så troens gødning er tvivl?, spørger hun, og præsten bekræfter: – ja, lige netop, tvivl og tro er hinandens forudsætning. Hun noterer det hele, så godt hun kan, noget går tabt undervejs, men det vigtigste står tilbage, surdej, tvivl, tro og gødning. Hun søger på præstens navn, Rolf, og finder ham på et billede, en fastelavnsfest foran det, hun formoder er præstegården. Tyve, måske femogtyve, udklædte børn, en Spiderman, en mariehøne, et svanekostume, to drenge i trikot og balletsko. Præsten selv er klædt ud som sig selv med sort dragt og hvid krave og en glorie over hovedet sat fast ståltråd. Alle deltager som noget andet end sig selv, det ser rart ud.
På Svensk TV viser de et program om indretning af huse, dagens tema er japanske minimalisme, simple bænke beklædt med en tynd hynde: – Det handler om at at være tro mod funktion og materialer, forklarer arkitekten, less is more. Journalisten nikker ivrigt, sætter sig ned for at prøve bænken af, rører med begge hænder på hyndens mørkebrune læder. – Med ærlighed kommer man længst, siger han og rejser sig igen, – hvad du ser, er præcis, hvad du får.
Ja?
Hvis nogen spørger, gentager hun gerne, hvad hun har hørt i de mange programmer.
– Tvivl og tro er hinandens forudsætning.
– Less is more.
– Med ærlighed kommer man længst.
Hun skriver i hæftet:
Hvor langt når man med ærlighed. Til Vojens? Amsterdam? Katmandu?
En due har sat sig på vinduets udvendige karm, tripper lidt fra det ene ben til det andet, glipper med øjnene. Det er første gang i fjorten dage, nogen ser på hende, hun stirrer tilbage så længe, at fuglen fortryder og flyver væk.