Louise Juhl

destory.dk

Next level

Min eks lærte mig at vente, han var evigheder om alting, hasta la vista, smilede han, når jeg blev utålmodig, han troede, at det betød hastværk er lastværk. Han spillede computer hele dagen og natten med, det handlede om at slå flest muligt ihjel, jo flere, der døde, des nemmere fik man adgang til ‘next level’. Efter tre år gik jeg fra ham.

‘Var det det hele værd’ spurgte psykologen. Jeg ved ikke rigtigt med den slags spørgsmål: “er livet livet værd?” Jeg mener: er dagene dagene værd, er nætterne nat – og hvad med min bare røv, hvor meget er den værd? Men jeg tørrede mine øjne, smilede og svarede: “appelsiiiin.” 
Senere fik jeg anvist en lejlighed af kommunen, den lå i stuen og havde udsigt til en kilometerbred parkeringsplads. Nogle år sad jeg derinde og så ud på menneskene, der startede deres biler, tog på arbejde og kom hjem igen. Var det det hele værd. Så kom jeg på kursus, det var noget med journalisering, alt med A skulle stå under A, alt med G under G og så videre. Jeg ar god til det, fik job som sekretær, stoppede med at besøge psykologen. Jeg gav hende en blomst, den sidste gang, vi sås, det var først senere, jeg fandt ud af, at sådan gør man ikke. Man giver ikke gaver, når relationen er professionel, det er noget med grænser og hierarki. Så blev jeg så meget klogere, jeg ved ikke, om det var det hele værd, hasta la vista.

Brothers before Bitches

Jeg kunne aldrig huske hendes navn, jeg kaldte hende for Anna Beth, Annastasia, Anna Rosa, Anna Maj, fremmede og fine navne, men ingen af dem var hendes.
Hun havde langt kraftigt hår, der nåede til midt på ryggen, mørkerødt – næsten brunt. Det var kun, når solen faldt lige på, at det røde kunne ses, så lyste hun til gengæld som en fakkel. Hun holdt af at være sin egen, en hel vinter kom hun i skole i bare tæer, udenfor var det tre graders frost. Når nogen spurgte hende hvorfor, svarede hun: ‘Er det vigtigt?’
Hun var kæreste med en rocker. Hver dag hentede han hende fra skole, motorcyklen var med højt ryglæn og fremskudte benstøtter. Hans krop var tatoveret fra ankel til ansigt, et flimmer af farvet hud, han kaldte hende ‘My Favorite Bitch’ og gav hende gaver. Halskæder, en ræv til om halsen, en taske med logo. En dag kom han ikke mere, hun sagde, at hunvar færdig med at være den sidste i rækken. Brothers Before Bitches. Det var efter dét med bruddet, at hun begyndte at gå i bare tæer.

Hendes far var græsk, moren halvt svensk. Hun havde også en yngre søster, men hende så vi aldrig, hun boede vist i en anden by og ved en anden familie, der holdt heste. De sås aldrig, udvekslede gaver med posten til jul og fødselsdage, ikke mere end det. Hun skar ansigt, når hun talte om hende, kaldte hende ‘min såkaldte søster’. 
I ottende klasse skiftede hun skole, hun sagde, hun var træt af provinsstemning og dumme spørgsmål: ‘So long!’ Senere fik vi at vide, at hun havde åbnet en butik med accessories – “BlikFang”, hed den. Hun stod selv for det hele, indkøb, ekspedition, regnskab. Butikken lukkede efter nogle år, det var vist nok noget med ham eks’en.
For nylig stødte en fra klassen hende igen – i en kø i City Syd, skrev hun. Hun havde lignet selv, selvom håret var klippet kort – ‘fødderne var stadig bare.’ Hun havde tænkte på at hilse på hende, men kunne ikke komme i tanke om hendes navn, det var noget med A. Det eneste, hun kunne komme i tanke om var ‘My favorite Bitch’, og det var, syntes hun, ikke rigtig passende at råbe i et storcenter.

Fakkel

Vi vendte tilbage nogle dage senere. Til huset. Det var brændt ned til grunden, alle nålene på træerne omkring, var svedet gule. Det var altså rigtigt nok, hvad vi havde set. De høje flammer og en sod sortere end nat. Lydene må være noget, vi tænkte os til. De fjerne skrig, som skræmte fugle, måske var det vores egen angst, der gav genlyd.

Vi talte ikke om det, om flammerne og røgen, der havde kradset os begge i halsen. Der var vel ikke noget at sige, blot nogle få oplyste sekunder, en fælles fakkel i mørket. Så var det forbi og toget, vi sad i, var kørt videre igennem natten. 

Vi stod lidt, sparkede planløst i jorden med hver vores skosnuder. Så på de stadigt rygende rester: en smeltet rød gummistøvle og skårene af, hvad der lignede en vase. Postkassen med vores navne. Så gik vi igen, jeg er stadig i tvivl om, hvad det var, vi så, om vi så noget overhovedet?

Mælk og lys og ingen skam

Stod op klokken 6, brugte tre timer på at nå frem, nu er jeg så her i verden. Der er is på ruden, jeg har mine totemsokker på. Min bror har skrevet fra Finland, noget om new zealandske næbdyr:
At de sveder mælk gennem huden og lyser under vand. Træerne udenfor mit vindue står, hvor de hele tiden har stået. Det føles som en trøst. At man kan stå sådan – og blive stående. At det ikke er nogen skam.

Jeg er ikke en hund, jeg logrer ikke, fordi du klapper mig

Han hed Klaus. Han satte sig ind i en bil en tirsdag sidst på eftermiddag og kørte ind i en mur. Med hundrede kilometer i timen og med vilje. Det var i oktober, nede på havnen, der var ingen eller intet i miles omkreds pånær tre skrigende måger og lyset fra grovvareselskabets høje skorsten. Vejret var mildt for årstiden, støvregn og ti grader, han havde trukket et stykke plastik henover rattet, måske af hensyn til dem, der skulle rydde op. 

Bilen blev først fundet flere timer senere af en løber med pandelampe, fronten var trykket helt flad mod muren. Klaus slap mirakuløst fra ulykken med to brækkede ben og en flænge, der gik hele vejen fra under det venstre øje ned over kinden til overlæben. Når folk senere spurgte, hvor arret stammede fra, svarede han, ikke uden en vis fryd: ‘Det er fra da jeg forsøgte at tage mit eget liv. Som du kan regne ud, mislykkedes jeg også med det.’

Klaus og jeg kom godt ud af det med hinanden, jeg spurgte om meget lidt, og han svarede på endnu mindre. Jeg bonnede smøger af ham, jeg havde en sær dame med kun at ryge det halve af hver cigaret. Hvad med resten?, bemærkede han hver eneste gang. 
Han ønskede ikke besøg, det gjorde han personalet klart allerede fra start. Ham, de ville besøge fandtes ikke, forklarede han – og ham, der fandtes, ville ikke have besøg. 
Han var svær ikke at holde af, selvom han gjorde, hvad han kunne for at holde os fra livet: Satte sig med ryggen til bordet, når vi holdt fællesmøder og kaldte glasburet, hvor personalet for det meste opholdt sig, for Førerbunkeren. Han holdt aldrig noget tilbage, hvorfor skulle han det. ‘Jeg går lige ud og skider,’ kunne han sige midt i maden og rejse sig: ‘er der nogen, der skal have noget med?’ Måske var det hans ligefremhed, måske hans pjuskede hvide hår, jeg følte altid en trang til at stryge gennem det, men gjorde det aldrig. Han afskyede den slags: ‘stop dig selv,’ sagde han, hvis nogen lagde en arm på hans skulder: ‘jeg er ikke en hund, jeg logrer ikke, fordi du klapper mig.’

Efter udskrivelsen kom han i praktik som kirketjener. Han, der hverken troede på et liv før eller efter døden. Han var efter sigende god til jobbet, gjorde en ære ud af at holde de levende lys ved lige hele dagen, lægge salmebøger på plads, ryste hynder efter hver tjeneste. Han fik også en kæreste, det fyldte mig med uro, hvad ville der ske, hvis hun forlod ham. Hun hed Mia og var ved at uddanne sig til glaspuster. Jeg traf hende aldrig, men Klaus fortalte om hende. Beskrev de varme kinder og hændernes omhyggelighed, når hun drejede glasmagerpiben foran ovnen. Så meget ild, så meget skønhed, sagde han og lukkede øjnene, så det ikke slap ud. Bruddet var udramatisk, det var Klaus, der gjorde det forbi. Da jeg spurgte hvorfor, svarede han at ‘Det er bedre sådan. At jeg gør det forbi, før hun gør.’
Vi sås kun sjældent, for det meste kommunikerede vi gennem beskeder, sendt sent om natten: Sover du, kunne han skrive, og så svarede jeg gerne: Ikke længere, i hvert fald. Han fortalte måske om en ny neglelak, han havde købt – med marmoreffekt. Eller han spurgte, hvor man købte norske klejner henne, det var midt i august, jeg svarede ‘det gør man ikke’. 

Vi drømte om at tage en sommelieruddannelse. Sammen. På et fransk slot med himmelseng og sprossede vinduer. Tænk sig, at drikke vin til morgenmaden, lære et nyt sprog, ord som bouquet, négociant, barrique. Sengetøj i satin. Vi gjorde aldrig alvor af det, nøjedes med at drømme og skrive franske fraser til hinanden. 
–Monsieur, comment vas-tu? 
–Très bien Madame, très bien. 

Det lykkedes ham til sidst. I en bil, han havde lånt af præsten i den kirke, han var i praktik. Denne her gang stod hans liv ikke til at redde, han havde klippet alt håret af, efterlod sig ikke andet en seddel, der stod: ‘Lad være at sørge, ham I savner, findes alligevel ikke’. Jeg ved ikke, om han havde ret.

Mit liv lige nu

Morgenens observationer:


Hunden pisser fordomsfrit, græs, grus, fliser
Der er altid en himmel at forholde sig til
Måger giver en fuck for følelser
Følelser giver en fuck for måger
Same same is no different

Alt det der findes i verden

Det er den 9. januar og længe siden, jeg har følt mig så alene som nu. Der er ikke noget galt, det er bare mig og hunden og så en sult, jeg ikke rigtig kan stille. Jeg har forsøgt mig med to af de runde knækbrød fra Wasa og en kop te med smag af ingefær og spidskommen. En umage smagskombination vil jeg kalde det, ikke decideret dårlig, bare heller ikke rigtigt god. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en midt-i-mellemhed: Ok? Godkendt, tålelig? 
Det er cirka sådan, det er, ok tåleligt. Eller som jeg svarede en veninde i går, da hun spurgte, hvordan jeg havde det: Jeg har det godt på en meget besværlig måde. Lyset er tiltaget med treogtyve minutter, men tiden er ligesom ikke fulgt med, sekunderne bare smurt tyndere ud. Måske er jeg utaknemlig.

I går lyttede jeg til en plade The Avalanches: Since I left you, hed den. Den fik mig af en eller anden grund til at tænke på dengang, jeg låste mig inde på badeværelset og gik i bad med alt mit tøj på, det var ikke en protest. Jeg husker, at jeg stod under vandstrålen og talte kabinens klinker. Først vandret, så lodret, så gangede jeg de to tal, sådan som jeg havde lært at gøre i skolen. jeg regnede mig frem til, at der måtte være tre hundrede og tooghalvtreds klinker i alt – og det endda uden at tælle dem på gulvet med. Det fik mig til at tænke på alt det, der findes i verden. Klinker, storbyduer, punkterede luftmadrasser, te-æg, forliste forhold. Mange hundredetusinde ting, vandret, lodret, på skrå (sugerør med knæk og hustage) Det fyldte mig med lige dele rædsel og trøst, der er altid noget, man ikke ved, ikke har styr på. Men også altid noget at komme efter. 
Jeg stod under vandet længe, før jeg slukkede, en halv time tror jeg. Så slukkede jeg, tegnede en rude i duggen på spejlet, hilste på mig selv: “Hej”. Tog det våde tøj af kroppen og gik nedenunder med kun et klæde om håret. Det blev hurtigt for koldt.

Sukkulent

Jeg fortalte ikke nogen om det, jeg fortsatte som altid. Gjorde mine indkøb, passede mit job. Hver fredag købte jeg et skrabelod, ikke fordi jeg troede på den slags, på store gevinster og pludselig lykke, snarere det modsatte. Måske var det et ganske lille oprør mod fornuften, som glæden ved at pisse i bukserne som barn, en stakket med udelt glæde.
Der var heller ingen, der spurgte. Ikke engang overboerne, selvom jeg vækkede dem klokken fire om natten, bad om deres hjælp. De gned bare øjnene, så på uret over skænken. Tog så sko og jakke på og hjalp mig med at bære sækkene med tøj og den gamle kurvestol, der havde stået på min farmors veranda. 

Jeg havde ikke noget at transportere tingene i, heller ikke noget sted at gøre af dem. Jeg tog, hvad der kunne være på min cykel og aftalte med overboerne, at de skulle køre forbi med stolen en af de efterfølgende dage. Jeg lovede at sende dem en adresse: ’så snart jeg var kommet på plads’. Jeg kørte rundt i morgenmørket nogle timer, indtil kontoret åbnede. Satte så cykel og oppakning fra mig i det aflåste skur, gik indenfor. Besvarede mails, satte ting i ringbind. Svarede ‘udmærket’, da chefen spurgte, hvordan weekenden var gået. 

Jeg fandt et værelse på Jernaldervej, der var tekøkken, fælles bad  og udsigt til en græsklædt jordvold, der skulle beskytte os mod støjen fra de omkringliggende omfartsveje. Overboerne kom samme aften, bar de sidste ting op, mumlede ‘jamen så og ‘nydeligt’. Jeg tilbød dem 200 kroner som tak for hjælpen – ‘Ikke tale om’. Da de var kørt, satte jeg mig i kurvestolen, en knirkende velkendthed. Jeg havde hverken radio eller tv og et øjeblik overvejede jeg at ringe til ham. For at få tiden til at gå og for at spørge. Hvorfor – og om han fortrød. Men jeg ringede ikke, jeg gik ud i køkkenet og satte en færdigret i mikroovnen. En af de andre beboere nikkede mod plastikbakken: ‘Butterchicken?’ 
Jeg svarede ja.

Der gik  tre måneder, jeg skrev venlige svar til på vrede henvendelser, ‘Vi beklager dybt og vil naturligvis anstrenge os for at imødekomme deres kritik.’ Jeg blev tilbudt lønforhøjelse, 1000 kroner om måneden. Jeg brugte den første måneds penge på en bordradio og fire skrabelodder, der for en sjælden gangs skyld var med gevinst. Ikke meget men akkurat nok til, at jeg kunne købe fire nye lodder, denne gang var de uden gevinst
Samme aften ringede han. Om jeg havde tænkt mig at komme tilbage. Hvis ikke, ville han gerne, at jeg hentede de sidste ting. Globussen, min pilatesbold og de tre sukkulenter. ‘Jo før des bedre’. Jeg lovede at komme næste dag, ‘smid nøglen i postkassen’, bad han, før han lagde på. 
Jeg hentede det efter arbejde næste, der var kommet et nyt navn på dørskiltet ved siden af hans. Eva, Jeg burde måske have gjort noget, advaret hende. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog bare globussen, smed de tre sukkulenter i skraldespanden og lukkede luften ud af min pilatesbold. Lod den ligge tilbage på gulvet i stuen.

Om lighed og ulighed og dynamikker

Jeg kom for sent i dag, til mig selv eller det, jeg skulle nå. Jeg er ikke sikker på, hvad det var. 
Min sene ankomst til dagen skyldtes, at jeg kom til at lytte til et afsnit af Supertanker. ”Lighed/ulighed styrker dynamikken”, hed det. Jeg havde egentlig besluttet mig at springe episoden over, økonomisk politik er lige min kop te. Indrømmet, jeg ved godt, at jeg kun kan tillade mig at have det sådan, fordi jeg bor i Danmark og har mit på det tørre: Et lille hus i to plan, en rød skoda, en sød hund og ikke mindst en mand med en ok og mere stabil indtægt end min egen. Det er nemlig nemmere at vende ryggen til et problem, hvis ikke ens liv afhænger af, at det bliver løst. Af samme grund ombestemte jeg mig, det er de privilegeredes pligt. At se deres egne privilegier i øjnene. Nu måtte jeg simpelthen høre om den ulighed, som også jeg bidrager til, som alle vi i vesten bidrager til, uanset om vi er top eller bund i den økonomiske pyramide. 

Og selvom udsendelsen forsinkede min dag, så fortryder jeg ikke, at jeg tog mig tiden. Det var en øjenåbnende udsendelse og med et væld af voldsomme og voldsomt væsentlige fakta. Som disse: 
Hvis den rigeste procent af verdens befolkning besluttede sig for at bruge en million kroner om dagen, så ville de have penge nok til at fortsætte i 2738 år. 1 procent af verdens befolkning, det svarer til 70 millioner mennesker, der hver og en kunne smide en million kroner i skraldespanden hver eneste dag og uden at de slap før efter 2738 år. Og som om det ikke i sig selv var grotesk, så er denne rigeste procents formue steget mere under det første år af pandemien end den steg de foregående 15 år – tilsammen! Amazons stifter, Jeff Bezos, formue steg i perioden marts 2020 til august 2021 med 80 milliarder dollars. Programmets vært, Carsten Ortmann, fortalte, at Bezos med de penge kunne have vaccineret hele verdens befolkning. Det gjorde han ikke, nej han rejste en tur ud i rummet. Udsigten er sikkert også god deroppe fra. 
Og endnu en af udsendelsens fakta: Verdens otte rigeste individer – otte, det er færre end fingrene på mine to hænder – ejer mere end jordens fattigste halvdel -altså ca tre og en halv milliard mennesker- ejer tilsammen. 

Jeg ved udmærket godt, at det er bekvemt for mig at sidde i mine chaiselongsofa med mine Iphone earpods i ørene og lytte til en podcast fra Danmarks Radio. Ganske gratis endda, fordi jeg lever i et samfund, der leverer public service af et niveau som det, Supertanker præsterer. Jeg ved også godt, at mine ører burde brænde af skam, at jeg burde rejse mig, flå øretelefonerne ud og ophøre med at skrive fiktion om gennemsnitlige mennesker med gennemsnitlige liv. At jeg i stedet burde rette min pen mod de vanvittige urimeligheder, der findes i verden. Poltisk og økonomisk. Jeg ved godt, jeg gør for lidt, alt for lidt. Jeg stemmer msåke til valget og på et parti, jeg ved, kæmper for de svageste. Indimellem råber jeg op: Om de alt for ringe forhold i psykiatrien for eksempel. Det er ikke meget, men i dag tog jeg mig tid og lyttede og forstod, at jeg må gøre mere. At vi må.
Giv det et lyt, uanset om du som jeg, tænker, at økonomisk politik er abstrakt, uforståeligt og også lidt kedeligt. Det er den her udsendelse på ingen måde, faktisk er den alt for spændende, verden er crazy!

PS: Brug ikke dine penge på Amazon, brug dem hellere på at hjælpe en fattig kvinde i Bangladesh. Det giver så meget mere mening, også økonomisk. Det er noget noget, som økonomer kalder ’det aftagende marginalprodukt ’og det betyder, at hvor Amazons stifter,. Jeff Bezos, brænder sine penge af på en tur i rummet, så vil den fattige kvinde bruge pengene på mad og sine børns sundhed og dermed øge produktiviteten i det omgivende samfund, som igen bidrager til vækst. Just saying. 

Skrog

Det er tidlig torsdag. I nat drømte jeg om at pilke, jeg lå på knæ ved en søbred og spejdede efter bytte. Jeg lå en time, måske to, fuglene i luften over mig skreg, og jeg kom i tanke om et digt, jeg engang havde læst, linjerne: “Jeg er så taknemlig/ at jeg ikke kan sove.”
Så vågnede jeg, det var endnu ikke morgen, alligevel stod jeg op og skrev et brev til min far. Jeg kan ikke helt huske hvad, men her til morgen har han svaret mig, at når fiskene har så mange ben, er det for bedre at holde sammen på deres mange tanker.