Louise Juhl

Hvis du cykler forbi gymnasiet og ned mod Forbrændingsanstalten, som vi stadig kalder området, selvom anstalten ikke længere findes, ligger der på højre hånd en gangsti og for enden af den sti ligger Lektorvej.
Lektorvej er ikke blind, den fører bare ingen steder hen, og husene har alle flade tag og i haverne står meterhøje træer og vidner om, at de har stået der længe, at husene har. Birk og gran især. Husene er ikke ens, men ligner hinanden, det er noget med måden, vinduerne er anbragt på – i en smal og helt lige række rundt om huset. Soklerne er høje, vel cirka cirka trekvart støvlelængde, og malet i en lidt afvigende farve fra resten af huset.
I et af husene boede min tysklærer med sin kone, der var jurist. Hun arbejdede med bo- og børnedeling i forbindelse med skilsmissesager. De to spiste meget fisk, altid hvid fisk. Og kefir og kartofler: “Kortest mulige vej fra jord til bord,” var vist nok filosofien. Jeg ved ikke, hvorfor kefir var tættere på jorden en yoghurt, jeg ved bare, at det smagte surt og var fyldt med bakterier, som var gavnlige for tarmen.
De havde tit besøg af buschauffør fra København, han hed Torsten og havde et stort skæg og en meget lys stemme hans højde taget i betragtning. Torsten var altid på vagt: De kunne ringe fra HT midt om natten, at de havde en ledig linje 26A næste morgen klokken 7. Og så måtte han stå op og tage tøj på og sætte sig ind i sin bil og køre hele vejen tilbage til hovedstaden. For at sætte sig direkte bag rattet og køre otte timer mere – nu med passagerer og i tæt trafik. Min tysklærer mente, at det var helt urimelige arbejdsvilkår, men Torsten var mere oprørt over, hvor hårdt det var at køre på tværs af landet midt om natten, når man ikke havde andet end hvid fisk og kefir i maven.
Det skændtes de en del om: Om de store og de små behov. De blev vist aldrig enige, men i lang tid var min største drøm at få et hus på Lektorvej. Helst et af dem med gran i forhaven. Så forestillede jeg mig, hvordan jeg ville lægge foder ud på brættet til fuglene, og sidde indenfor og se ud af de smalle vinduer på fuglene, der åd.
Gymnasiet ligger forresten stadig, hvor det lå dengang. Det er bare at køre forbi og ned mod Forbrændingen, dreje til højre ad gangstien, så finder du Lektorvej.

Der var ikke nogen, der troede på hende, hvorfor skulle vi også det. Hun sagde jo så meget. Engang påstod hun, at hendes kat kunne tale. “Godt nok kun i søvne,” forklarede hun, men vi rullede bare med øjnene, mumlede: “jakkedijakkedijak.” Og så steg hun på sin cykel, men før hun kørte, råbte hun: “I fatter ikke en skid”.

Så da hun en mandag i december fortalte os, at hendes far havde forsøgt at sætte ild til det hele: “Til min mor og min lillebror og katten”, så grinede vi bare. “Nå, det lykkedes ikke særlig godt, hvad?” svarede vi og så på hende uden at lægge skjul på vores mistro. Og hun blev så rasende, at hun sparkede døren til toilettet i skolegården ind og skreg: “Jeg ville ønske, at det var jer, han havde sat ild.” Så var hun væk, og da gårdvagten lidt efter kom og spurgte os, hvem fanden, der havde ødelagt døren til toilettet, pegede vi i retning af Karin. Det lykkedes ham at indhente hende ind, men hun bed ham i hånden, og hendes far og mor blev indkaldt til et møde på skolens kontor. Ingen af dem dukkede dog op på den aftalte dag, så Karin fik en seddel med hjem om, at man ra skolens side ikke længere ville tolere temperamentsudbrud af den art.
Der gik en uge, måske to, før hun dukkede op igen. Hun havde klippet sit hår kort. Vi spurgte hende hvorfor, men hun trak bare på skuldrene. Nogen syntes, at at det var pænt til hende: “Du ser meget sødere ud sådan.” Andre var mindre omsorgsfulde: “Du giver den da fuld gas: Først smadrer du en dør, så bider du en lærer, og nu har du klippet håret af. Hvad bliver det næste?” 
Ugen efter holdt Nanna juleklip for klassen, vi spillede banko – vi skulle selv have gaverne med. Joan vandt et syngende julekort. Jeanett en brugt el-tandbørste (den var altså skoldet, forsikrede Martin, der havde haft den med). Karin kom ikke, meldte ikke engang afbud. Hun var vel stadig sur, enedes vi om, “eller også har hendes far sat ild til hende og huset,” grinede vi. “Right?” 

Efter nytår var Karins plads var tom. Hun og hendes mor og bror var ‘gået under jorden’, fortalte vores lærer. Af en eller anden grund kom det ikke bag os. Ikke fordi vi kunne vide noget, hvordan skulle vi det? Men alligevel, det var da mærkeligt med den kat, der talte i søvne og så det med ilden, også selvom det ikke passede. Thea rakte en hånd i vejret og spurgte, hvornår hun kom igen. “Det gør hun nok slet ikke,” lød svaret, og så talte vi egentlig ikke mere om det. Der var vist nok en, der på et tidspunkt spurgte til katten – om den var kommet med under jorden? Men det kunne vores lærer ikke svare på. 

En, der hed Ian, tog imod i lufthavnen, på hans t-shirt stod: “I AM WHAT I AM” med store bogstaver. Vi vidste ikke, hvad vi skulle lægge i det, men han virkede rar, bar vores bagage og viste vej til sin bil, en udtjent mørkegrøn Simca. Vi kørte til en hytte oppe nordpå, ødebeliggende og med et fantastisk vue over store græssletter og gamle stensætninger. 
– Fra de forrige generationer, forklarede han. Fåreavlerne. 
En hel lang formiddag så vi på fugle, Ian lånte os sin kikkert. Det var vandkoldt og meget smukt, tæt på, hvad vi altid havde drømt om. At gå i ét med omgivelserne, græssets fugt og fuglene skrig. Men noget var alligevel ikke, som forventet. Måske var det stenene, der bar lå og lå, måske var det vidderens voldsomhed, kulden overalt. I hvert fald var alt på en gang for tæt på og for langt væk. Fugtpletterne på buksebagen, de følelseløse fingre. Det var næsten ikke til at bære: Nu var vi rejst så langt, og så var der stadig var noget, der forhindrede os, noget, der stod i vejen for vinden og fårene, nuet. Måske var det os selv.
På vej tilbage i flyet bød en lysbjælke over nødudgangen os at spænde vores sikkerhedsbælter ”Fasten your seatbelts”. Et øjeblik efter lettede flyet, og jorden forsvandt under vores fødder. 

Der var noget særligt ved sneen, det var som om den forvandlede virkeligheden til noget blødt og pelset, også tiden blev en anden, længere og dybere ligesom, oplyst nedefra og op.
Og vi sneg udenfor, før de voksne vågnede, og fulgte aftrykket fra en kat – gennem hækken og op over muren, ind i naboens have. Og så stod vi dér, i forede gummistøvler og pyjamas, i den urørte sne. Og alt var nyt: græsset var kridhvidt, himlen blodig og månen lignede en selvlysende telefon.

I tankerne var vi langt oppe nordpå, helt deroppe hvor solen aldrig står op og derfor heller aldrig går ned. Og vi forestillede os, at vi måtte klare os med ingenting, de bare hænder og hjertets varme (det var før, vi lærte at hade det banale.) Vi slog kuskeslag og fandt på navne til hinanden: ‘Aqiotuk’ og ‘Imizaq,’ som betød dig-der-elsker-fugle-og-fremmedord og pige-med-morgenhår-og-iskolde-fødder. Og vi satte vi os på hug og tegnede med fingrene i sneen. Stjernetegn, som kun fandtes i vores fantasi: Ægte Æsel og Mægtig Harefod, og det hele varede lige indtil vores forældre kaldte: ‘kom ind og få noget tøj på’.
Og vi blev vi klædt i hverdagens stof, tennisstrømper og en polo-shirt, vi havde arvet fra en fætter, og da vi kom ud igen, var sneen smeltet.

Det er svært at sige præcis hvornår, det gik op for os, at tingene hang sammen.
Ikke sådan som tirsdag hang sammen med mandag eller bål med brand. Men sådan som vi hang sammen – med det, vi kom af og kom fra.

Måske var det dengang Allan kom i skole med en brækket næse, og der blev helt helt stille, da vi ville vide, hvordan det var sket? To dage senere flyttede Allan ind ved sin mormor og fik en schäferhvalp, der hed Gonzo. Hvordan det ene hang sammen med det andet, vidst vi ikke, men AT det hang sammen, var vi ikke i tvivl om.
Det samme med Berit: Hun måtte hjælpes op af vandet efter bare to baner til svømning. Hun kunne ikke få vejret, sagde hun, – det var for meget både at skulle bevæge arme og ben og så også holde sig flydende. Hun kom op til skolelægen der skrev hende op til en plads på julemærkhjem. Da hun kom tilbage, var hun seks kilo lettere. ‘Hvor er det flot,’ roste de voksne hende og vi forstod, at det at også det være let og flot hang sammen.

Tingene blev ikke nemmere af den grund, af at de hang sammen. Tværtimod, det var ligesom i matematik. Jo mere vi lærte, des flere og flere ubekendte blev der at holde styr på: x og y og z og q. En, der hed Rikke, løste en tredjegradsligning ved at tegne en guitar uden strenge midt på papiret og et lighedstegn ud for en node i nederste venstre hjørne. Læreren kaldte hendes besvarelse for ‘en utrolig kreativ og tankevækkende løsning’. Alligevel fik hun kun 5 i standpunktskarakter.

Der er ting, jeg ikke husker. Om jeg for eksempel allerede som barn, så tingene bedst på afstand. Og om jeg nogensinde fik den skrivemaskine, der var mit største ønske. Eller hvad det var for nogle fisk, min bror havde i sit akvarium, dem, der åd hinanden. Eller måske er det sidste bar bare noget, jeg bilder mig ind.

Der er også et helt årti, der er forsvundet. Fra 1993-2003. Eller helt væk er det ikke, der er stadig ting og hændelser, jeg med viljens magt kan hente frem: 
Rengøringsdamen på Frederiksberg Hospital, bred og med kraftig stemme. Hun hed Inge og bankede aldrig på, før hun kom ind. Hun havde vogn og spand og støvkost med, trak hidsigt gardinerne fra (selvom jeg insisterede på at have dem trukket for). Skældte gerne ud: Om jeg virkelig ville gå glip af solen, og: `Hvad har du egentlig forestillet dig?’
Jeg havde ikke forestillet mig noget, måske pånær at Inge ville blive færdig, så jeg kunne få fred. Men hun lod sig ikke jage med, hun støvede omhyggeligt sengegærdet af før hun bukkede sig ned og sagde: du trænger vist også til at blive støvet af, og så lod hun som om. Det var helt åndssvagt og vel også lidt uhygiejnisk, men det fik mig til at le. Engang opdagede hun, at jeg havde gemt et helt arsenal af uåbnede proteindrikke under madrassen, mit hjerte gik lidt i stå af angst og skam. Men Inge hev bare alle juicebrikkene frem, en efter en: -Vanillesmag, læste hun. – Og jordbær og mokka og tropisk frugt. Så fordelte hun dem rundt omkring i sine rengøringsspande, jeg hørte aldrig for det fra plejepersonalet, måske smed hun dem bare ud. 

Jeg husker også Benny. Han havde AIDS. Da jeg spurgte ham, hvorfor han var indlagt svarede han: ‘For at dø’. Han var den eneste på afdelingen, jeg kunne fortælle alt, den enste vel overhovedet: Hvordan jeg gemte røget makrel og skiver af blodpølse i trusserne. Han lo bare – lidt trist – og sagde: ‘du fanme ikke rigtig klog’.
Det var jo rigtigt nok.
Senere blev jeg anbragt på et ridecenter, jeg er den dag i dag ikke sikker på hvorfor. Måske var det noget med dyrenes puls: at lægerne tænkte, at hestenes maner og hovslag, ville give mig ro. Gadagung gadagung. Det skete ikke, tværtimod tabte jeg yderligere seks kilo, blev indlagt igen på den samme afdeling. Denne gang uden Benny: han var død en måned tidligere, jeg havde været for syg til, at de ville fortælle mig om det.

Så flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, i en lejlighed uden døre, kun tynde gardiner og opvarmet med gas fra store gule dunke, vi måtte slæbe til huse. Jeg blev smidt ud efter tre måneder, fordi jeg var ‘asocial’: lå og græd i min seng og nægtede at spise sammen med de andre. Flyttede i stedet i en loftslejlighed på Frederiksberg, så til Nørrebro, startede på Litteraturvidenskab. Læste Thomas Mann’s Døden i Venedig, åh altså. Tog på studietur til paris, det eneste jeg husker derfra, var en lærer, der hed Elo, der i tre timer fortalte om et betonbyggeri i et ydre arondissement. Det lyder kedeligt, men det var fab!

Der var også Martin. Han var brandmand og kørte på motorcykel, og forsøgte at kvæle min ulykkelighed med overdrevne gentleman-manerer og sukkersøde breve, ‘Kære allerfineste dyrebare’. Han var så sød og så håbløs, at jeg i lang tid ikke nænnede iat slå op med ham. Til sidst var det en pine at se. Forholdet endte foran Palads Teatret, det er ikke dig, men mig, der er noget galt med’, forklarede jeg, og for en gang skyld talte jeg sandt. Det virkede helt skørt med alle de farver omkring os.

Af alt det, jeg ikke husker, husker jeg bedst, da tvillingetårnene faldt. Alle omkring mig sagde: Fra NU af bliver verden forandret, intet vil nogensinde være det samme. På TV, i radioen, alle aviser, mine venner, alle steder blev der sagt: NU. Og jeg håbede sådan at de havde ret. At noget ville forandre sig, NU. At JEG ville. At mødet med livets grusomme tilfældighed, mange tusinde menneskers død, ville få mig til at ændre adfærd. Tage mig sammen, spise, leve. NU.

Men der skete ikke en skid. Måske kunne jeg ikke, måske turde jeg ikke. Måske, måske, min bare røv.

For at slippe for tankerne festede vi. Druknede usikkerheden i støjrock og røgmaskinernes falske tåger. Vi opløste vores tvivl i drinks med ulækre navne: Abehjerner eller Cocksocking Cowboys.
Signe blev så fuld, at hun endte med at kaste op på rektors sko. Og hyldet af os andre som en helt: Skulle man kaste op, skulle det fandeme være på rektors sko, hep! Rektor var knap så begejstret, fandt en spand, lagde en kold klud mod hendes pande, sagde: ‘Næste omgang bør nok ikke indeholde alkohol’. 

Det var samme vinter, Karsten kørte galt i en Citroen BX og slog sit hovede så slemt, at han måtte gå en klasse om. Der var ting fra før ulykken, han ikke længere kunne huske. Hvordan man binder sine sko, for eksempel. Mens andet stod skarpere end nogensinde før: Akkorderne til ‘A day in the life’ med The Beatles. 
Monika blev mormon og giftede sig med Gary fra USA. Hun stoppede på gymnasiet og vi var i oprør: Var hun mon blevet hjernevasket, skulle hun resten af livet nøjes med at gå til hånde og bede bønner? I fjorten dage talte vi ikke om andet, men så kom der noget andet og så glemte vi alt om Monika.

Anderledes med Sarah. Hun begyndte at høre stemmer, først kun om natten, men senere næsten hele tiden. Det var onde stemmer, fortalte hun, stemmer, der sagde, at hun skulle hænge sig selv, at verden ville være et bedre sted uden hende. Vi forsøgte at sige, at de talte usandt, at hun skulle blive her hos os. Hun kom i behandling og fik nogle piller, der vist nok fjernede stemmerne: ‘Men også al det andet, humøret, følelserne´, sagde hun og stoppede med medicinen. Hun trak sig mere og mere væk, kom kun i skole til eksamenerne, til sidst forsvandt hun helt, hvorhen vidste vi ikke. Vi havde svært ved at glemme hende, det var så ulykkeligt, det hele. Alligevel gjorde vi ingenting. Fortsatte bare som altid, fejrede en farmors fødselsdag, tog kørekort og tudede til Sinead O Connors version af ‘Nothing compares to u.’

De fleste klarede sig, mens andre bukkede under. Det virkede helt tilfældigt men mest af alt fuldkommen urimeligt.

Vi blev så hurtigt voksne. Undveg de voksne kys og spørgsmål som ‘hvornår er I hjemme?’. Svarede dem med himmelvendte øjne. Vi afblegede håret og fortrød, men da var det for sent. Lavede vores egne huller i ørene og gik med hjemmelavede øreringe der nåede os til skulderen. Stærkt farvede fuglefjer og keramiske perler. Bar stramme læderremme om halsen og på fødderne støvler med tykke hæle og snøre til knæene.
Det varede nu kun indtil vi forelskede os i Bastian, han var mere til norsk strik og fløjlsbukser, så gik vi samme vej. Lod håret gro, købte en t-shirt med kartoffeltryk og meldte os ind i Greenpeace, Save the whales.

En dag var der to fra skolen, der druknede. Båden blev fundet fredag formiddag, de to store drenge dagen efter, drevet i land på en tange et par kilometer derfra. Ingen vidste rigtig, hvad de havde lavet i den båd, nogle mente, at der var fundet tomme flasker i vandet omkring, andre, at de havde set dem kysse i smug. Måske var de var taget ud for at få nogle timer i fred.
Vi mødte op til begravelsen. Allesammen. Uden øreringe eller klorbleget denim, bare sort. Sorte bukser, sorte jakker, sorte sko. Vi genkendte knap nok hinanden, hilste med bøjede hoveder. I kirken sang vi ‘Vem kan segla förutan vind’, en bror til en af drengene brød sammen. Præsten holdt tale, sagde noget om, at et liv jo ikke kunne måles i år men i de spor og aftryk, den døde satte i os. Og vi græd som piskede, over de to døde drenge, og over os selv: Alt det, vi hele tiden forsøgte at være og gøre og opnå. Da kisterne blev båret ud, dannede vi kæde, holdt hinanden i hånden. Os fra skolen og drengenes familier. Den enes mor forsøgte at sige tak, men måtte opgive, løftede bare en hånd. Vi vinkede tilbage.
Mandagen efter var vi tilbage i klassen. Med rullekravesweatre og tasker fyldt med slagord. Alt var som før, det afblegede hår og de himmelvendte øjne. Men vi lavede to kasser og fyldte med ting til de to, vi manglede: En lille forgyldt kogle, en miniprofessorterning, et blink i flouroscerende farver. Et topografisk atlas over Færøerne. Hver for sig helt umage: hvad havde en professorterning med Færøerne at gøre. Men tilsammen gav det mening, lidt af alt det, de havde efterladt os med.

Og så en nat i december smed vi det hele. Bluse, bælte, bukser, BH og væltede os rundt i den iskolde sne, hylede og skreg. Uh og Shit og ‘Fuuuck, det er koldt’. Der var ingen særlig grund til vores handling, vi var bare fulde og kåde og havde lyst. Lyst til det iskolde, nøgne, til at sværte den kridhvide sne til med vores hormonfyldte, berusede teenagekroppe. Vi rullede rundt og smed med snebolde, blev sure for sjov og kyssede på kryds og tværs, for det talte ikke. Ingenting talte dér i natten, udover gåsehuden og de gispende vejrtræk. Og en af os begyndte at synge: ‘Indianer, søn af alt, der gror, vand og ild og jord’ og de andre stemte i som kor: ‘Indianer: Kalder du på mig?’ 

Så blev et vindue langt oppe over os åbnet og en mand lænede sig ud, råbte: Hvad fanden det lignede at skrige op midt om natten – og så uden tøj på? Han kaldte os menneskeaber og bad os forsvinde fra hans kvarter. Hvis vi vi ville rende rundt og skabe os uden tøj på, kunne vi rejse til Afrika, skreg han. Og på sekunder forvandlede vores overstadige glæde sig til vrede, vi samlede sne til iskolde kugler, smed dem mod manden i ruden langt oppe. 
Råbte ad ham: ‘Facist’ og ‘racist’ og ‘nazist’ og pikansjos. Og drengene rakte deres pikke frem og pigerne rystede deres bryster, og festen blev kun bedre sådan. I trods – mod nattemørket og alle verdens festforskrækkede, forsmåede småborgere. 
Og manden, han rystede på hovedet, lukkede vinduet. Tre dage senere bragte Stiftstidende et harmdirrende læserbrev fra ham: Verden var af lave, skrev han, og kaldte os vandalister, hærværksmænd, forbrydere. Talte om ‘pøbeloptræden’. 
Vi læste det altsammen, jublede og gemte hans indlæg som en slags trofæ. Bestilte så en buket hos Interflora, vedlagde et lille kort med ordene: ‘Tak for sidst. Kh Indianerne’ og sendte til ham.

Det er torsdag og november, verden har brug for trøst. Ligesom Rumle og Rar har. Og alle de mange stoleben og stuebirke, vi alt for ofte glemmer at kramme:

Der var mange timer på gulvet dengang. Alene eller omgivet af stemmer højt over vores hoveder, fjerne og uden for rækkevidde. Og mange usynlige venner, vi omgav os med, når de voksne talte hen over vores hoveder, forbi. Der var badeanden Ene og fire følgesvende, der allesammen havde navne, der begyndte med R: Rumle og Rizla og Runi og Rar. Vi drømte om at hedde noget andet, noget ligesom dem. Iben eller Elza, for eksempel, noget fornemt, noget, der lød af dyre smykker og cigaretrør. Men vores navne var Helle og Mette og Anne og lød mere af brosten end af diamanter.

Den bedste af de usynlige venner hed Rumle, han var sød, men også nogle gange noget andet. ‘Er du sød Rumle?’ spurgte vi ham hver dag, men nogle gange rystede Rumle på hovedet, sådan som man kun kan ryste, når man er usynlig. Og så vidste vi, at i dag var Rumle ikke sød. I dag var Rumle en rod, der kunne finde på at klippe håret af Runi eller slå Rar i hovedet med en kost. Og uanset hvor meget vi forsøgte at råbe ham op: ‘Stop!’ eller ‘Vil du SÅ opføre sig ordentlig’, fortsatte Rumle med at sparke. Eller han spyttede i potteplanterne og pillede bladene af dén orkide, vores mødre havde gjort sig sådan en umage for at få til at gro.  
-Er du SÅ færdig! råbte vi.
– Rumle, ro på.
Men Rumle ligeglad. For Rumle var en rod, og rødder kan ikke høre, når de får skældud. Faktisk kan rødder kun høre, når de bliver holdt om. Når nogen sætter sig ved siden af og spørger: ‘Hva så Rumlerod, skal du have en krammer’ eller ‘Er det tid til et Bisse-kys’ Rødder har brug for at blive holdt om og det så længe, at de slår rødder i jorden i stedet for at sparke og spytte og slå.

Så vi endte som regel med at sidde på gulvet, alene. Kramme et stoleben eller en stuepalme. ‘Så, så, så’. Og Rumle blev god igen, og Runi og Rizla og Rar kom også, og så sad vi der – og var gode sammen. Indtil vi ikke gad at være gode mere.
Så slog og sparkede og spyttede vi lidt igen.