Louise Juhl

Jeg læser stadig Primo Levis ‘Hvis dette er et menneske”, det er tæt på ubærligt, så meget lidelse, så mange håbløse dage. Alle kæmper mod alle.
At hjælpe andre i lejren kan koste fangerne livet, det svarer sig bedre at være hård end at være omsorgsfuld, jo mere du kan rage til dig – og om nødvendigt på bekostning – des større er sandsynligheden for at du slipper ud i live – tilbage til dem, du elsker og som savner dig.
Fangerne må passe på alt, de ejer, den ske, der er afgørende for, at de kan spise den vandede kålsuppe, der serveres. I bunden af deres suppeskål skriver de deres navn eller det frygtelige tal, de er blevet tildelt ved ankomsten til lejren. Primo Levis nummer er 174517. En medfange, Clausner, har i stedet for navn eller nummer i sin skål skrevet “Prøv aldrig at forstå.”
Det er så frygtelig – og frygtelig sand – en sætning. I en verden, hvor kun ondskab hersker, de stærkes ret, giver det ikke mening at prøve – der er ikke noget at forstå. SS-kommandanternes ydmygelser, piskeslag, hån, spark, har ikke noget formål, de er udslag af den laveste menneskelige drift: at hævde sig på andres bekostning.
Prøv aldrig at forstå det uforståelige. Det bliver du sindssyg af, du farer vild i det, du kender som kompasset – den sunde fornuft – men som her ikke virker, fordi polerne er byttet rundt, fordi ret her er vrang og lys er mørke.
Det er svært at holde ud, men også stærkt nødvendig læsning. For at undgå, at vi nogensinde igen får et samfund, en verden, hvor vi må ofre vores Næste, for at klare os selv. For ikke at få en virkelighed, hvor vi umenneskeliggør hinanden, taler med foragt om dem, der ikke ligner os selv, taler samme sprog, har det samme køn, den samme hudfarve, den samme tro.

Mere opløftende er afsnittet, hvor barakkens piccollo beder Levi om hjælp til at hente den daglige ration suppe. Det er tungt arbejde, gryden vejer 50 kilo, men turen er en tiltrængt tur i det fri og undervejs kan de tale sammen. Piccoloen og Primo Levi: hvor er du fra?, hvor mange søskende har du, hvem er din mor? Det er den slags samtaler, der gør os til mennesker og ikke blot levende maskiner. Og Levi fortæller – også om Dantes Guddommelige Komedie, han anstrenger sig for at gengive alle linjer og rim med fuldkommen præcision, det er svært. Men det svære gør ham godt, poesien gør ham godt, at tale om noget skønt og smukt, noget større end brødskorper og sæberester. Selve livet:

“Tre gange Skib og Bølger rundt de drejes,
men fjerde Gang – det var en andens vilje -“

“det er helt nødvendigt”, skriver Levi, “og meget vigtigt at han lytter, at han [piccoloen red.] forstår dette “en Andens Vilje” før det er for sent; i morgen kan han eller jeg være døde..”

Den nødvendighed skal vi virkelig huske på. Den glæde ved poesien, ved at løfte os over livet og sammen se.
Det er jo det Primo Levi gør med sit vidnesbyrd. Han løfter os op over grusomheden, lader os se den, uden at vi selv bliver en del af den. Det er en ubegribelig bedrift, en uvurderlig gave også.

Der er kampe, man med glæde stiller sig op for at udkæmpe. Og så er der dem, hvor man tøver en kende, fordi man ved, at det kan have omkostninger. Til de første hører at kæmpe for hjemløses vilkår, bedre kræftbehandling, flere penge til psykiatrien. Ingen ved deres fulde fem vil vel reagere negativ på den slags, at kæmpe for de svageste, de syge, de udsatte.
Det er straks værre, når det, man vil slå til lyd for, kan virke provokerende – måske endda på ens egne familie, venner, kolleger. I går havde jeg den kæmpe fornøjelse at høre Maja Elverkilde fortælle om sit liv og sit forfatterskab. Jeg havde inviteret hende til Dansk Talentakademi for at undervise mine elever på forfatterlinjen, og det var i den forbindelse, hun holdt oplæg på biblioteket.
Det var en gribende time, Maja fortalte om at flygte til den svenske vildmark. Bogstavelig talt, hun havde mistet alt, et ægteskab, sin lyst til at skrive, ja til at leve. Alt i hendes krop gjorde ondt. Og så tog hun til Värmland med sin 2-årige søn uden nogen plan og uden andet mål end at komme væk. Fra alt det, der ikke fungerede, ikke virkede: otte til fire job, betonmure, køb-og-smid-væk, friserede plæner. Ti år levede hun sådan, før hun – af hensyn til sin søn – flyttede tilbage til byen. Ti år, der var hårde og travle og fulde af tvivl. Men også af frihed og lykke og en følelse af at gøre ting af lyst fremfor af nød.

Jeg nævner Maja, fordi hun – konfronteret med en kulturmedarbejders udsagn om, at “det er hos kunstnerne vi skal finde fremtidens løsninger” – overraskende nok tøvede. For Maja brød sig ikke om at sætte en bestemt befolkningsgruppe op på en piedestal, det uanset, om der var tale om præster, forskere, konsulenter eller kunstnere. Hun foretrak derimod en flad struktur, hvor alle havde samme relevans og fik samme taletid. At alle fik mulighed for at byde ind med deres særlige kompetencer. Tømreren med sin håndværksmæssige kunnen, bageren med sin. Pædagogen kunne lære os lytte, og lægen hjælpe gennem sin medicinske fagkundskab.
Billedhuggeren kunne bidrage med buster og forfatteren med sine ord.
Alene kan vi ingenting, sagde Maja, men sammen kan vi det meste.

Jeg blev voldsomt rørt. Og følte mig også talt til, for lige netop det med hierarkier og piedestaler har altid været en torn i min sko. Jeg har det svært med dem. Allersværest har jeg det dog med dem, der påstår at de ikke findes. At hierarkierne ikke findes, altså. At der eksempelvis ikke længere eksisterer en ulighed mellem kvinder og mænd, der er værd at tale om. At der ikke findes sociale klasseforskelle af betydning i Danmark. Og – her brænder jeg måske nallerne – at der ikke findes et hierarki indenfor mit eget fag: Litteraturen. At alle forfattere er lige og har samme adgang til udgivelser, medier. At forlagene alene vurdere ens litterære kunnen uden så meget som at skele til netværk, personlig gennemslagskraft, uddannelsesbaggrund og så videre. At samme manuskript, indsendt af to forskellige forfattere, en kendt og en ukendt, har samme mulighed for at opnå antagelse hos et forlag. At der er præcis de samme muligheder for at at blive tilbudt oplæsningsarrangementer, foredrag, få taletid i medier, anmeldelser i dagblade.
Som en (etableret og anerkendt) kollega engang udtalte: “De, der påstår, at der ikke findes et litterært hierarki er dem, der befinder sig øverst i det”.

Min fars onkel havde sin egen isenkræmmerbutik, men havde egentlig altid drømt om et liv som storvildtjæger. Så da han lod sig pensionere brugte han en del af sin udbetalte aftrædelsesgodtgørelse til at rejse til Sydafrika, her fik han fik kontakt til en velhavende boer, fik logi på hans farm. Han blev kørt rundt i Jeep og fik lov at nedlægge en antilope med et lånt gevær.
Hjemme igen kunne jeg ikke lade være at spørge, om ikke det havde været svært at finde sig til rette i en virkelighed med apartheid. Om ikke han havde haft det skidt med at lade sig opvarte af tjenestefolk, spise god og rigelig mad, mens størstedelen af befolkningen levede i ghettoer og på sultegrænsen?
Min fars onkel forstod simpelthen ikke mit spørgsmål: Der var ikke noget apartheid i Sydafrika, insisterede han. Alle de ansatte på storvildtjægerens farm var glade, de fik rent tøj og mad og en seng at sove i. Alle havde det godt, ingen led nød!
Han havde jo selv set det med egne øjne: – Og det er mere, end du har!, satte han trumf på.

Jeg nævner det, fordi det minder mig om min kollegas udsagn om, at man næppe får øje på et hierarki, hvis man selv sidder solidt placeret over midten. Man for ikke øje på de sultende, når man sidder på verandaen hos en velhavende boer. Man får ikke øje på udskamningen, hvis man selv er heldig at gå fri. Man oplever ikke kønslig ulighed, hvis man tilhører et køn, som uligheden ikke rammer og ikke social uretfærdighed, hvis man tjener 60.000 kroner om måneden.
Derfor var det så vidunderligt at høre Maja tale i går. Fordi hun taler for en verden, hvor vi ikke ophøjer nogen, fordi det næsten altid betyder, at nogle andre tillægges mindre værdi. Hierarkier har det med at være til størst gavn for de, der befinder sig på toppen af det.
Derfor: Kunstnere er ikke større eller bedre sandhedsvidner end en tandlæge eller et postbud. De, der lever i vildmarken er ikke mere autentiske eller geniale, end dem, der lever i Nordvest. Jeg er ikke en skid mere bevendt i verden end alle andre. Det er ikke en skam, det er heller ikke et problem. Det er en gave. For det betyder, at i stedet for, at verden hviler på ti kloge hoveder, så hviler den på 7 milliarder!
Alle med vidt forskellige kompetencer og bud og bidrag. Og det er røvfedt.
Tak, Maja!!

Det er vidunderlige Kathrine Sørensen Bech fra Holstebro Bibliotek, der så smukt flankerer Maja.

Ingen skal nogensinde fortælle mig, at det ikke betyder noget, om en bog er skrevet af en maskine og ikke et menneske.
– Hvad forskel gør det da, hvis ellers det er de samme ord, der står på skærmen eller papiret.
Hvis indholdet, budskabet er ens?
Ingen, måske, og så alligevel: Al. Det gør al verdens forskel.
Lige nu læser jeg Primo Levis “Hvis dette er et menneske”. Jeg kan kun beklage, at det tog mit et halvt århundrede at nå frem til den bog, men nu er jeg her altså. Og jeg bliver aldrig den samme igen. Det er en fremragende bog. En frygtelig bog. En bog, der ændrer alle, der læser den. Det er et vidnesbyrd, ja, men det er også en beretning om menneskets natur. På godt men mest på ondt. Den foregår under nazityskernes hærgen i 1944 og 45, men kunne – er jeg oprigtigt bange for – lige så godt finde sted i dag. Udrensning, tortur, sult, ydmygelse, masseudryddelser. Så sent som i går læste jeg en artikel i Dagbladet Information, hvor journalisten Anton Geist citerer USA’s leder, Donald Trump, for at mene, at Jordan og Egypten bør tage imod palæstinenserne fra Gaza, helt præcist udtaler Trump:
“Det drejer sig om halvanden million mennesker, og vi renser bare det hele ud.”
Hvor er det nu, man har hørt den retorik henne før? Jeg ved godt, det er ufint at trække nazikortet, men det er endnu værre at lade som om, det ikke ligner Hitlers retorik. Minder om. Ja ligefrem spejler en situation ikke langt fra den, Primo Levi beskriver i sin bog. Jeg kan næsten ikke få mig til at skrive det her. Men det sker. Lige nu. At vi udpeger hinanden til umennesker på hver sin side af forskellige konflikte. Og med umenneskeliggørelsen er afstanden til at spytte, sparke, voldtage, udsulte, ja endda udrydde, frygteligt kort.
Levi kalder sin bog “Hvis dette er et menneske”. Det er ikke tilfældigt. Så længe vi vedbliver at se på hinanden som mennesker, er vi nødt til også at behandle hinanden som sådan. Det vil også sige, at vi IKKE behandler hinanden som kakerlakker eller rotter eller hvad vi ellers kalder de vi kalder skadedyr og uden videre udsletter.
Der findes ikke skade-mennesker.
Der findes kun mennesker.
Vi slår ikke hinanden ihjel. Vel?

Et sted i bogen er bogens fortæller så tæt på at give op, så træt, så ydmyget, så trøstesløs, at han ikke længere under sig selv et bad. Til hvad nytte, spørger han sig selv. ”Vi kreperer jo alligevel alle sammen?” Men en medfange, Hr. Steinlauf, svarer ham:
Netop fordi lejren er én stor maskine, beregnet på at reducere os fanger til dyr, må vi IKKE blive til dyr.
Det er hele bogens ærinde. Vi må aldrig blive til dyr, uanset om vi er jøder eller muslimer, kristne eller ateister. Om vi er røde eller blå eller sorte eller noget fjerde. Uanset om vi er magthavere eller underklasse, om vi er på den ene eller andens side af en konflikt. Vi må ALDRIG blive til dyr.
Det er vores eneste chance. Eller som Hr. Steinlauf udtrykke det:
“Vi har en mulighed tilbage, som vi må forsvare af alle kræfter, fordi det er den sidste. Vi kan nægte at bøje os”
Vi må aldrig bøje os for umenneskeliggørelsen. Vi må aldrig reducere hverken os selv eller hinanden til de dyr, som lejren, krigen, konflikter ønsker at gøre os til.

Og det får mig tilbage til det med bøger, der er skrevet af maskiner.
Mennesket er ikke en maskine.
Maskiner er alt muligt, kan alt muligt. De er stabile, hurtige. De forlanger ikke ferie med løn eller plejeorlov ved en nær slægtning sygdom. Der er meget godt at sige om maskiner, men de er ikke mennesker, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at de aldrig – aldrig – ville kunne skrive et værk som Primo Levis “Hvis dette er et menneske”.
De vil aldrig kunne skrive med samme kærlighed for livet, for de kender ikke til livet. De vil aldrig kunne skrive med samme frygt for døden, for døden er for dem bare et ord på fem bogstaver, ikke en afsked med børn, børnebørn, Tusindfryd og solsorte. En maskine vil muligvis kunne skrive de samme sætninger, men aldrig med samme nødvendighed.
Ingen maskine vil aldrig nogensinde kunne overbevise mig som Primo Levi med denne sætning:
“Og natten kom, og det var en af den slags nætter som man aldrig rigtig overlever, selvom man står den igennem.”
For sætningen får sin kraft og styrke, sin ubærlige skønhed, fra det menneske, der har skrevet den. Fra det levede liv, der ligger bag.
Lad os holde fast i mennesket. I det menneskelige.
Lad os aldrig overgive os til maskinerne – til det nyttige, det effektive. Til kolonner og regneark.
For det er lige netop dér, i det effektive, det tilstræbt fejlfrie, at mennesket ophører med at være menneske.

Vi rykkede ind i det gamle folkevognsrugbrød. Esben pyntede op med kunstige margueritter og et sæt mini-boksehandsker i forruden. Han købte aftagelige nedrulninsgardiner til om natten og et bateridrevet minikøleskab til at holde mælken og leverpostejen kold. Bagrummet ryddede han for værktøj og instrumenter, lagde springmadrasser på gulvet og købte pandelamper, vi kunne bruge som lyskilde, når vi skulle finde vej i mørket. 
         Vi havde stadig ikke lagt os fast på en rute, vestkysten var et bud, det samme var en tur til de sydfynske øer. Lyø og Avernakø, Bjørnø og Drejø. Esben havde set i en brochure, at det var muligt at få et særligt ø- pas med plads til stempler, ét for hver af de 39 danske øer.
– Sguda meget sjovt, ikk’?
          Jo og nja, vi ledte videre. Ribe slog sig op på historiske bygninger og en domkirke helt tilbage fra 1150. Sorø brystede sig af et smukt akademi og en natur, man ikke fandt magen til andre steder. København havde det hele, parker og parties, fine dining og boder med candyfloss. Kanalrundfart og koncerthuse. Det lød alt sammen godt. Men ikke godt nok til, at vi tog os sammen, traf et valg. Vi sov tre nætter i bilen, jeg slog panden imod en hylde i søvne, Esben duppede bulen med et udtræk fra Bellis, han plukkede på plænen bag p-pladsen. Han havde set det i opslag på instagram, en mor, der fortalte at hun brugte planterne på sine børn. Afkoget virkede lindrende på ømme pletter, hudafskrabninger og blå mærker, havde hun skrevet under fotoet: Et syltetøjsglas fyldt med friskplukkede Bellis. 
         Esben overhældte blomsterhovederne med kogende vand, dyppede en klud i væsken og lagde mod bulen på min pande. Det hjalp ikke på smerten, men det gjorde hans omsorg. Tænk sig at det var det samme menneske, der elskede brun sovs og patter, som nu sad med blomsterudtræk og forsigtige fingre, spurgte: 
— Er du svimmel, har du kvalme?
Jeg kunne ikke andet end at overgive mig til hans bekymrede stemme: – Nej, svarede jeg, men bad alligevel om lov til at blive liggende, mens Esben hentede kardemommesnurrer ved bageren. Jeg spiste to og en halv, han sagde: – Appetitten fejler da ikke noget. 

Det var sådan, det var, de dage i bilen. Han gav og gav, og jeg tog og tog, og så begyndte det at regne. En tung og hidsig heldagsregn, og der var ikke mere kage tilbage, kun blomstervand og bulen i mine pande og så ringede telefonen. Det var forkert nummer, – Ingen årsag, svarede Esben den forlegne ældre dame og lagde på. Så sad vi lidt i stilhed, lyttede til regnen, jeg sagde: – Det minder mig om noget, men selvom Esben forsøgte sig med alt, kunne jeg ikke komme i tanke om hvad: – soldatertramp? – drypstenshuler? Nangijala?, spurgte han, men jeg svarede nej. Det var hverken det ene eller det andet. Mere som en usynlig bjørn eller en død tvilling. Nej, nu huskede jeg det: som at sidde på hug og ae en bænkebider, trøste det lille dyr. Tænk sig at være født til at leve i fugt og mørke og under en sten. 

(Der findes 27 arter af bænkebidere i Danmark, de mest almindelige er gråsvin, skrukketrold og kuglebænkebidere. For dem alle gælder det, at de har syv par ben og to antenner, gennem hvilke de finder vej i erden, mærker den. Det lille dye lever af halvt nedbrudte blade, grene, alger, svampe og gammel frugt. Al den slags, der falder ned af sig selv, og som derfor er nemt at gå til. 
Bænkebideren tilhører familien af krebsdyr og har derfor ikke lunger, men trækker, som det eneste landlevende dyr i verden, vejret ved hjælp af gæller.)

På tredjedagen opgav vi. Ikke fordi noget gik galt, men fordi det gik godt. – Lad os stoppe mens legen er god, foreslog Esben og pakkede det hele sammen, madrasserne og de bittesmå boksehandsker. Vi satte hylder på plads bag i bilen og fyldte værktøjet tilbage, hvor det kom fra. 
         Jeg tog et billede af os begge foran folkevognsrugbrødets åbne bagklapper. Mig med valnøddestor blå bule i panden og Esben med et Bellisfylde syltetøjsglas, Nedenunder skrev jeg: ”You couldnt make this thing up” og lagde det på instagram. Antydede vel et eventyr, vilde ridt, rasende skænderier. Noget andet, i hvert fald, end stilhed, regn og kardemommesnurrer. 

Senere spurgte Lene til bulen, om den stadig var øm? Og jeg fjernede noget hår fra min pande og pegede. Dér. Der var ikke længere noget at se, men der var stadig noget at mærke, sagde jeg. En ømhed når jeg pressede en finger imod eller lænede min pande mod et vindue. 
– Men det kan jeg selvfølgelig bare lade være med at gøre. 
Ligesom jeg kunne undgå mørke, vrisne væsner, utætte hjerter. Sten. 
– Men, Lene holdt en pause, som om hun overvejede, hvad hun skulle sige og hvordan: – Det bliver måske lidt hårdt i længden? 
Hun så på mig: – At manøvre i alle de undvigelser, altså. Alt det, du ikke må røre og ikke må se og ikke må mærke?

Vi taler en del om faren ved skærme. Computerskærme, telefonskærme, tv-skærme, younameit-skærme. Frygten er, a vi ved hele tiden at have en skærm imellem os og virkeligheden mister evnen til nærvær. At det bliver lige så almindeligt at betro sig til en chatbot som til en ven.
Som én, der de første ti år af sit liv betroede mit inderste til en sten, vil jeg gerne have lov at udvide repertoiret for, hvem og hvad, der kan fungere som ven. Jeg opnåede en dyb fortrolighed med min ven, der var både loyal og tålmodig og virkelig virkelig god til at holde på en hemmelighed.

I THE NEW YORKER skriver de I denne uge om “The Attention Crisis”. Om hvordan TIK TOK, Facebook, YouTube Instagram. X og andre skærmbårne medier stjæler stadig mere af vores tid og opmærksomhed. Jeg deler sådan set bekymringen, vel vidende at jeg selv er afhængig. Langt de fleste mennesker, jeg dyrker omgang med, har jeg lært at kende via sociale medier, og for en dels vedkommende, kender jeg dem kun herigennem. Er det så ringere bekendtskaber, jeg har, mindre dybe, mindre ægte end fysiske venskaber? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Det er muligvis en anden slags venskab, for det er klar, at man ved – ikke mere men noget andet om hinanden, når ses ansigt til ansigt, går ture sammen, lytter til hinandens stemmer. Er stille sammen.
Men jeg mener stadig, at jeg har en række meget værdifulde venskaber, som er opstået gennem udveksling af beskeder på sociale medier, herefter mails. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke havde været her i dag, hvis ikke det havde været for venskaber, der svarede i de virtuelle.

Jeg er helt med på, at der er farer forbundet med de sociale medier. Reklamernes manipulerende magt, fake news og en udbredt tendens til a bruge en helt urimeligt hård, ja nærmest umenneskelig tone, en opførsel mange mener at kunne slippe afsted med, fordi de ved, at de aldrig skal stå ansigt til ansigt med den, de forulemper. Jeg er også med på, at skærme kalder på stadigt kortere formater. På instagram er der eksempelvis kun plads til at skrive 2000 tegn, på X er begrænsningen helt nede på 280. Det nye Bluesky lider under samme insisteren på korte formater. Nuancer er der ikke tid til, det kan kun blive om korte overskriftlignende udsagn. “Vind eller forsvind.”
Jeg holder af ord og endnu mere af omhu og nuancer, så det, der for mig er mest skræmmende ved udviklingen, er det gab, der synes at eksistere mellem den tid, folk tilbringer foran skærmen, og den tid, de rent faktisk forholder sig til, hvad de ser, hører, læser.
Jeg skriver opslag, der er for lange. For omstændelige og med et hav af digressioner, fordi det er sådan, jeg oplever virkeligheden. Som fuld af omveje og sideveje, besværlige sandheder, der kalder på modifikationer.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, når alle – af gode grunde – forlader Facebook.
Om jeg igen skal blive bedste venner med en sten?

Jeg arbejder meget for tiden. På at mene noget, eller nej. På at mene noget og stå ved det – også selvom andre måtte mene noget andet. Jeg ved ikke, hvor min frygt stammer fra. Frygten for at blive mødt, ikke bare af kritik, men med foragt. Fyforhelvede. Idiot. Kæmpe fjols.
Jeg er parat til at trække ethvert udsagn tilbage blot for at opretholde freden. Den gode stemning. Jeg får kvalme af uenighed. Bliver svimmel og grådlabil. Et sted i Bjørn Rasmussens roman “Jeg er gråhvid” siger fortælleren: “Jeg har kun lyst til at sige undskyld. Men det havde jeg nok også sagt til Hitler.” Det er så ulykkeligt og samtidig hylemorsomt et udsagn. Jeg genkender følelsen, den absurde ydmyghed, der nærmer sig underkastelse, selvhad.
Undskyld, at jeg er så dum.
Undskyld, at jeg mener noget.
Undskyld, at jeg undskylder.
Det er ret anstrengende at være i nærheden af den slags mennesker, de sky og duknakkede, dem, der hele tiden tvivler på sig selv. Dem, der som kamæleoner tager farve efter omgivelserne. Assimilerer, hvad end der nu tjener bedst som beskyttelse. Tak, siger man, når man bliver bedt om at skride og sørger for at skubbe stolen ind under bordet, før man går. Man skulle jo nødig være til besvær.
Jeg forstår godt dem, der får knopper af den slags adfærd. Finder den fej og får lyst til at råbe: SÅ TAG DIG DOG SAMMEN. Problemet er bare, at det ikke er et valg, ligesom det ikke er et valg for den depressive at blive glad. For den syge at blive rask.
Ingen ville vel råbe: SÅ BLIV DOG FRI FOR DIN LEDDEGIGT.
Eller det er muligt at nogen ville gøre det, men effekten ville være lige så ringe, som at bede den usikre om at blive sikker.
At være konfliktsky handler ikke om mangel på mod, om mangel på intelligens, eller mangel på vilje. Det handler om mangel på selvværd. Ikke selvtillid, som kan opbygges ved at øve sig. På at synge, for eksempel, lære sig noder og blive dygtigere ad den vej.. Eller at træne, så ens krop fremstår mere robust, mere velproportioneret. Man kan ikke træne sig til et værd. Et menneskes værdi er medfødt og ukrænkelig. Og er man – af den ene eller anden grund – i tvivl om, om man er født med en sådan værdi, så hjælper det altså ikke at stille sig foran et spejl og sige: Du er god. Du er smuk. Du må godt være her. Tværtimod får den slags øvelser kun et i forvejen ituslået selvværd til at falde helt fra hinanden. Man føler sig jo som en idiot, som man står der.
Man kunne lige så godt smide bukserne midt på gaden for at bevise sit værd. “Se. Jeg er god nok?” Eller tage et supermankostume på og kalde sig en helt. Jeg mener, det får man jo ikke superkræfter af. Ligesom man ikke får selvværd af at gentage, at man er god.
Jeg er pissetræt af at fortryde. Mig selv. Det, jeg siger. Det, jeg mener. Jeg er tæt af at sige undskyld. Og at undskylde for også det, alle undskyldningerne. Jeg er mest af alt virkelig virkelig udmattet at tage hensyn til alt. Undskylde til alle, bare aldrig mig selv.

Livet er langt, lykken er kort. Det her opslag handler om livet og bliver derfor langt, jeg forventer ikke, at I læser med, jeg skriver det mest for min egen skyld.

I går skrev jeg kritisk om et program, som jeg ikke mente levede op til sit ansvar. Jeg stillede en navngiven vært til ansvar for ikke at forvalte sin rolle tilfredsstillende, for mild hånliggørelse og manglende nuancering.
Når jeg reagerer så stærkt på netop hån, satirens fjerne fætter, så skyldes det egne oplevelser. Jeg er vokset op i et miljø, hvor det, der gav magt, ikke var store overarmsmuskler, heller ikke penge. Nej, det var evnen til at hævde sig intellektuelt. Hvilket jo i sit udgangspunkt lyder godt: At de, der sidder inde med mest viden, størst indsigt, også er de, der har mest at sige. Problemet er bare, når viden og indsigt forveksles med evnen til at latterliggøre andres indsigter, oplevelser, frembringelser. Det vil sige, at man i stedet for at gøre sit eget synspunkt gældende, bruger sine kræfter på at pege fingre ad de, der mener noget andet. Det er en svær balance, for hvornår går noget fra at være en insisteren på et synspunkt til at være en doven affejelse. Ja måske endda en latterliggørelse af de anderledes tænkende, anderledes handlende.

Den hån, jeg selv har oplevet, har handlet om følelser. Det vil sige, at mine oplevelser er blevet affejet som tåbelige, tøsede, overfølsomme. Og hvor man kan opponere imod et almindeligt argument, så er hånen infam, fordi den, der benytter sig af den, på en og samme tid, mener noget – og samtidig påstår, at det bare er sjov: Hvis man altså reagerer imod hånen, får man at vide, at man er sart. “Kan du ikke tage lidt sjov?” “Nååå, hvor eer det synd for dig, hvad?” Den hånende barnliggør sit mål, punkterer gråden:
“Buhuhu, skal du have en sut?”

Mens jeg skriver det her kan jeg mærke raseriet. Ikke et raseri, der leder til trang om at slå, men snarere det modsatte. En trang til at give op, give efter. Pakke sammen, pakke mine følelser ned, lukke af.
Det er sådan afmagt fungerer, man giver op, og opgivelse er en af de værste følelser, vi som mennesker kan rammes af. En følelse af, at lige meget, hvad man siger, hvad man gør, så ændrer det ikke noget. Uanset hvor meget man trygler den hånende om forståelse, så ændrer det ikke på latteren, den manglende respekt. Tværtimod: Din tryglen forstærker blot den hånendes oplevelse af magt og ret.

Lad mig understrege: Jeg kan godt lide Mathias Hammer. Jeg har stor respekt for hans musikfaglige viden og hans lyst til at formidle selv svært tilgængelige musikalske fakta for et bredt publikum. For nogle år siden var jeg leder af en aftenskole, og her havde vi faktisk et stort ønske om at få Hammer til byens sommerhøjskole. Det lykkedes ikke, men blot for at sige, at jeg er sikker på, at han er dygtig på sit felt og en begejstret formidler.
Det, jeg reagerer imod, er det, jeg oplever som disrespekt. Ikke bare overfor det værk, han i programmet ‘Anmelderne’ i sidste uge satte under lup, men også overfor forfatteren, Amalie Smith. Det er små ting, der gør det. Det handler om tonefald. Det handler om den kategoriske afvisning af forfatterens valg: “Nej! Der er ikke nogen, der slynger et barn ind i verden. Man FØDER” (jeg er ikke sikker på, at det var det præcis ordvalg, men brugen af Nej! husker jeg ret tydeligt).
For mig tenderer det ikke bare påståelighed fra værtens side, men også hån. En undergravelse af Amalie Smiths valg af metaforer, som muligvis er relevant, men jo kun i det omfang, man stiller det op som en undren. Hammer kunne have spurgt de andre i studiet (og sig selv): “At slynge et barn ind i verden, lyder for mig forkert. Hvad tænker I?”

For mig er hån vold med ord. Det er en syngende lussing, en afklapsning, den voldelige bagefter påstår, ikke er fundet sted. Vold? Ha! Jeg kan allerede høre påstanden blive affejet. Kritikken af hån blive mødt af hån.
Det er derfor det er så infamt. Fordi det er umuligt at forsvare sig imod, tage til genmæle overfor. Og det er måske også derfor, jeg har det svært med programmer, hvor den her, i mine øjne, dovne selvhævdelse, den her humor, hvis intention ikke er latter men latterliggørelse, finder sted.

Jeg sagde det jo. Det blev langt. Sikkert også rodet. Ligesom livet er et rod. Lykken måske også. God onsdag. Kh

Så gik det bedre med at løbe. Én fod foran den anden, en-og-ty-ve, to-og-ty-ve, et jævnt rytmisk rul. Ikke noget til siden og tilbage, ikke noget med at dreje rundt, bare fremad, videre. Mig og min krop, træerne, himlen og gruset under fødderne Tre-og-ty-ve, fi-re-og-ty-ve. 
Efter få måneder kunne jeg tilbagelægge 7 kilometer på 40 minutter, mine lårmuskler brændte og jeg måtte hive efter vejret, men det var ok, ja mere end det, det var smertefuld fryd. Hellere mørbanke mig selv end at lade mig køre over af alle andre. Jytta roste, sagde ting som – stærkt! og – you go girl! Og jeg rakte min hånd frem og lagde den midt på maven af det kort over kroppen, der hang på væggen. ”Hér”, sagde jeg og placerede et af de sorte selvklæbende mærker. Det var hér, jeg kunne mærke det, løbet, halsen der brændte og syren i musklerne. Himlen og træerne. Fremad, videre. 
En lille galskab, en fakkel, en ild. 

Men så fik jeg problemer med den højre ankel, den hævede til dobbelt størrelse og huden blev blålig. Lægen mente, det skyldtes en overbelastning, at jeg havde lagt for hårdt ud. De hævede led var kroppens måde at fortælle mig på, at jeg skulle tage den med ro, forklarede han, finde en rar plads i sofaen og hæve det skadede ben til over hjertehøjde. Du kan med fordel massere området, tilføjede han, berøring og milde tryk ville øge blodcirkulationen og medvirke til at lindre smerter. Fire ugers hvile. – I første omgang, sagde han, før jeg igen kunne forsøge mig med at starte op. 
– Men langsomt! understregede han og skrev navnet på en ankelstøtte ned på et stykke papir. Zmortz. Et japansk mærke, robust – og med fuld returret, hvis ikke produktet levede op til forventningerne. 

Faklen blev erstattet af en krykkestok og galskaben af savn. Efter fremad og fryden ved syre i musklerne og en smerte, jeg vidste, hvor kom fra og kunne placere. Hér. I maven. Ild. Nu var der bare en grød af tid, en sofa og en japansk ankelstøtte, jeg aldrig rigtig lykkedes med at få til at virke, men hellere ikke orkede at returnere. 900 spildte kroner, pismigiøret. Jeg bed mine negle i bund og længere ned, mens jeg hele tiden fortalte mig selv, hvor ussel jeg var, sådan at sidde og ynke. Buhu og trædeorgel. Min mormor havde jo da levet med et utæt hjerte i årevis uden at klage sig, mens en undseelig blålig hævelse på mit ene ben var tæt på at slå mig ud. 
Flæbeabe, tudetøs. 

Så var det nemmere at spytte på gaden, bære en badge: ”Who, me?”Jeg smed krykken efter to uger, efter fire var der ikke længere noget at se på benet. Jeg begyndte igen at løbe, men ilden udeblev, 5 kilometer på 38 minutter, en veninde sagde – vist nok i sjov – at jeg risikerede at dratte om, hvis jeg løb langsommere. Jytta gjorde sit til at genfinde faklen, hun bad mig lægge en hånd på min mave og råbe, nej skrige, alt var tilladt, Yay, Fuck, Av. Jeg råbte, luk røven, det kom bag på os begge, både Jytta og jeg selv. Hvem er det, der skal lukke røven, ville hun vide, og jeg svarede, – Mig selv, måske. Eller dig? 
Den lille galskab. Ilden

Hvis kroppen er et kompas, hvad er så øst og vest, nord og syd. Er det hænder og fødder, hud og hår. Er det lyst og nød, æble og øje. Er det blod og pølse, sky og postej. Er det hånd og hanke, sansning og tanke?

Martin gik ikke op i den slags, i kompasser og retninger, selvklæbende mærkater. Han kaldte bryster for patter og og hældte sovs på sin burger. Jeg fandt ham brovten men på en sært tiltrækkende måde, der var som om der bag hans brede grin og flabede fremtoning gemte sig noget andet, hvis en blødhed, så i hvert fald en længsel efter det. Noget blødt, noget fint. Måske var det Ib, jeg tænkte på, og det min farmor havde lært mig om at tage sig særligt af de vrantne og vrisne, fordi det oftest var dem, der trængte mest. 

Martin trængte. Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind, da han kyssede mig første gang. Det var på en tankstation. Q8. Han stod og manglede penge, syv kroner helt præcis, for at kunne betale for den pakke smøger, han var kommet for at købe. Kings uden filter. Jeg tilbød ham at dække de få kroner, og så var det at han vendte sig rundt og kyssede mig. 
– Selv tak. Han tog pakken fra disken og gik. Selv købte jeg en pakke Stimorol Cherry og to lakridspiber, og fyren bag disken roste mig for at være så generøsit. – God stil, han rakte mig bonen men jeg takkede nej og skjulte så mit ansigt i albuens bøjning. Nysede voldsomt.  
– Gid det må gavne. Det var fyren fra før, ham med smøgerne, der igen var trukket indenfor og nu belevent sendte gode ønsker i min retning. Så fuldkommen ulig, hvad jeg havde forventet af en fyr, som ham, i brede træningsbukser og med guldkæde om halsen. 
– Tak.

Måske var det dét, jeg faldt for. Hans uforudsigelighed. Det ene øjeblik med en filterfri smøg i mundvigen mens han sparkede med snuden af en sko til dækket på en sænket BMW, for så i næste sekund at bruge vendingen ”en lækker staccato” om motorens lyd. Han insisterede på at betale de syv kroner tilbage, – med renters rente, tilføjede han og ugen efter ringede et bud på døren med en konvolut. Fra Martin, naturligvis, med syv hundredkronesedler. Jeg ved ikke, hvad det fik mig til at føle, først grinede jeg højt, senere blev jeg bange. For hans hurtighed, fra 0 til hundrede på få dage, og hvordan vidste han, hvor jeg boede? Renters rente, fint nok, men hvad med den anden vej, hvad skyldte jeg nu ham, mit selskab, min krop? Jeg lod konvolutten ligge i en skuffe i entreen, jeg var ikke til fals for den slags, og brød mig ikke om tanken om, at mine bryster skulle være patter og min mad overhældt med brun sovs.

Selvfølgelig slap jeg ikke så let. Martin skrev et brev, der var ingen frimærke på, han må have afleveret det selv, smidt det gennem min brevsprække. Hans håndskrift var formfuldendt, blød og buet, han skrev undskyld. For det med pengene, altså, at det havde virket modsat hans intention, at jeg havde misforstået ham. De syv hundrede kroner var alene et udtryk for hans taknemmelighed. ”Hvor tit oplever man, at få uventet hjælp?” skrev han. ”Og så af så skøn en kvinde. Det kalder på karma og kontant bonus. Sgu da!”
Sgu da ja, fint nok, jeg fortrød min skepsis, måske var han i virkeligheden bare et menneske, der gjorde sig umagen at sige tak og det, uden at forvente noget til gengæld. Jeg risikerede næppe andet end at blive til grin eller skuffet og ærlig talt, sådan var det meste af mit liv jo gået hidtil, med at kalde, hvis ikke på grin og skuffelse, så i hvert tilfælde undren og bekymring. Hvad er ked af, havde Jytta spurgt, og min farmors hund havde knurret og selvom min lærer havde rost mit sprog var der ikke noget at tage fejl af: jeg skrev for mørkt og for mærkeligt og som om det ikke var nok, så sang jeg også for højt og forkert. 

Jeg tog chancen, spurgte fyren på tankstationen om han ville aflevere et brev, hvis Martin dukkede op? Han gjorde sig ikke besvær med at skjule, hvilke tanker mit spørgsmål vakte, hans lagde nakken tilbage og slog en høj latter op, ha!, det kunne jeg fandeme tro, at han ville. I de to år han havde arbejdet bag disken, havde han kun en gang været vidne til en epileptisk anfald og to gange udbetalt en stor gevinst i Lotto. Den ene gang hundrede tusinde, den anden gang en kvart million. – Men det her, sagde han, slog alligevel alt andet. En romance for bare syv kroner, hvor vildt var det lige? Han var tydeligt begejstret, og jeg lod mig skræmme. Var det virkelig så vildt at skrive et brev og sige tak. 
Men det var for sent at fortryde, og jeg smed konvolutten på bordet, vendte mig om for at gå. – Hey? Jeg drejede ansigtet tids nok til at se en lakridspibe komme flyvende: – No regrets?
Jeg greb piben i luften, pakkede den ud af emballagen og stak den lange ende i munden: – No regrets!

Det var først langt senere, jeg fandt ud af, at det var titlen på en bog af Stig Tøfting, måske betød det heller ikke noget. Martin fik jo mit brev og tankpasseren en uventet men glædelig rolle i vores begyndende romance.  

For nogle år siden afholdt jeg nogle kurser på biblioteket i den by, jeg bor. I den forbindelse talte jeg med bibliotekschefen, der bad mig anbefale ham en stærk og anderledes bogoplevelse. Jeg vidste, at Jørgen, som chefen hed, var en travl mand, så jeg lånte ham mit eksemplar af Ola Julens ‘Orissa’, en overkommelig sag på 164 sider, hvoraf der kun står en enkelt sætning på hver anden. Der gik da heller ikke ret længe, før Jørgen afleverede tilbage, – en ualmindeligt rædsom bog, meddelte han, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. ‘Orissa’ er utvivlsomt rædselsfuld: Hård, brutal, håbløs. Den handler om forfatterens kamp med en dyb depression, sætninger som “Hvordan skal jeg kunne leve med den her sorg?” og på en anden side “Jeg er tæt på nu, men jeg har været tæt på hele mit liv.” Det er uudholdeligt, og jeg forstår godt Jørgen, når han efterlyste åndehuller, pauser fra alt det triste og tomme. Det mærkelige er, at bogen er fuld af pauser, tomme sider, der spejler den tomhed, forfatteren mærker indeni. Form og indhold er ikke to adskilte sider, men ét og samme. Det er derfor, bogen er så rædselsfuld. Fordi depressionen, håbløsheden og en endeløs ensomhed, som tematik men også som form og som levet liv, ER rædselsfuld. Julén kunne have skrevet en anden bog, en prosa med fyldte sider, men dermed ville han have ikke have været tro mod sit projekt, som var at skrive det håbløse – ikke at skrive OM det. Det sidste ville, i forfatterens optik, nok svare til at beskrive et hul ved at fylde det med jord. Ligesom det at skrive en bog OM tilværelsens tomhed ville være at fylde tomheden ud. Forklare den, formilde den. Gøre det uudholdelige udholdeligt.

Jeg kom i tanke om oplevelsen, fordi jeg lige nu læser Susan Sontags noter om “interpretation” – eller på dansk “fortolkning”. Hun opponerer imod den tendens litterater og vel også vi læsere har med at fokusere på skønlitteraturen som en slags fordækt eller i hvert fald smykket gengivelse af virkeligheden. Vores opgave som læsere er altså at finde ind til værkets “mening”, at oversætte det, der står, til noget andet. Når Kafka skriver om kakerlakker skriver han “i virkeligheden” om menneskets evne til overlevelse og tilpasse sig et samfund og de hierarkier, der hersker her. Når Homer skriver om Odysseus rejse til øen Ithaka, er det ifølge kunstneren Peter Brandes “[lige]som Bibelen en grundfortælling om menneskelige valg og værdier, blandt andet taknemmelighed for livet.” Jeg tror ikke, noget af det er forkert, men som Sontag siger, så er det interessant, at vi hele tiden forsøger at oversætte fiktion til noget nær fakta, som om virkeligheden er mere sand end kunsten, hvilket jeg vil sætte spørgsmålstegn ved. Trump, for eksempel, er i den grad – alt for – virkelig, men jo ikke af den grund bærer af en sandhed, snarere tværtimod.

Jeg tror derfor, at vi kunne komme virkelig langt ved at kere os mere om formen. Det vil sige, ikke kun, hvad der bliver fortalt, men også måden, hvorpå det bliver fortalt på. Tag nu Naja Marie Aidts forfærdeligt stærke værk “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” og læs så Dmitri Plax bog “Peter”. Begge bøger handler om at miste et barn, i begge tilfælde en søn og begge alt for tidligt. Alligevel er de to bøger fuldkommen forskellige, for nok er de tematisk beslægtede, men hvor Aidts værk er præcist og skarptskåret er Plax’s dagsbogsnotater flydende og uredigerede. Selv siger han “För mig är det inte en bok. Jag har bara skrivit något som jag skickade till mitt förlag, de sa att det var en bok. Jag har inte ens läst igenom texten.” Det er altså to væsensforskellige måder at vidergive en erfaring på, den ene kunstnerisk bearbejdet og dermed mere generisk, end Plax’s bevidst ubearbejdede og således meget personlige chokreaktion. Det er i begge tilfælde formen, der bærer indholdet, ikke omvendt. Begge værker er stærke, men af vidt forskellige grunde.

På et tidspunkt præsenterede jeg nogle elever for to tekster, der begge handlede om det at være forælder. Den ene var den norske forfatter Ingvild H. Rishøis novelle “Vi kan ikke hjælpe alle”, den anden Maja Lucas roman “Gennem natten og vinden.” På mange måder minder de to værker tematisk om hinanden, i begge optræder en socialt trængt mor, der ikke altid evner at fungere som en god rollemodel, og i begge tilfælde et barn, der uanset sin mors uformående, elsker hende ubetinget. Men stilen er langt fra ens, Rishøi skriver følelser frem som vintergækker af en frossen jord, det pibler fra alle sætninger, og som læser er det umuligt ikke at føle empati med novellens to karakterer, elske og tilgive dem deres fejl og mangler.
Hos Maja Lucas er det mere bøvlet, mere barskt, moren fremstår på mange måder inkompetent og uansvarlig, man har flere gange lyst til at smide bogen fra sig, så svært er det at være vidne til det gentagende forældresvigt. Selvom indholdet i de to fortællinger minder om hinanden, er formen, stilen, hvormed fortællingen berettes, synsvinklen, hvorfra det fortalte ses, sprogets temperatur.

Når Jørgen syntes, at ‘Orissa’ var rædsom, kunne det lyde som en uretfærdig dom. Men hvis vi vælger ikke at se det som en dom, men som en oplevelse, et indblik i det rædselsfulde, ja så giver det al mulig mening. Jeg vil påstå, at Julén gør det mesterligt – og rædsomt – netop fordi han med sin skånselsløse form spejler den nådesløse tilstand en dyb depression er.
Når vi læser bøger, anmelder dem, er det derfor helt afgørende, at vi ikke alene fortaber os i indholdet, men i lige så høj – eller højere – grad, ser på, hvordan formen bærer indholdet frem. Om det er på et sølvfad, i de bare næver eller i det blodige gab på en ulv.

(Jeg ved godt, at mine mange overvejelser er nørdede og at verden fungerer fint uden mine input. Men jeg fungerer bedst med at dele mine tanker, kald det oversharing, kald det talepres, litterær kærlighed, taktik eller måske snarere mangel på samme. Det er søndag og nu skal jeg støvsuge. Kh)

Sagen er, at jeg fik angst af de mange spørgsmål.
Hvad (er du ked af)? ville Jytta vide. Hvor (mærker du kedafdetheden henne? Hvordan (føles den)?
Jeg gjorde mit bedste for at svare, placerede mine følelser på et kort over kroppen, som hun havde hængt op på væggen. Små selvklæbende sorte klistermærker, jeg kunne sætte fast, lige hvor jeg ville.
– Der er ikke noget rigtigt eller forkert, lovede hun, og lod mig går frem og tilbage mellem stol og væg nogle gange, før jeg fandt mod til at forsøge mig.
“Hvad” placerede jeg i hjertet. “Hvor” i maven og “hvordan” i hovedet.
Men endte med en sidste selvklæbende mærkat, jeg uanset hvor meget jeg tænkte og mærkede efter, ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med: “Hvorfor”?

Da min mormor blev syg, fik hun svært ved at få luft. Hun måtte holde om bordkanten, når hun skulle bevæge sig fra stol til sofa og nogle dage stod hun slet ikke op, men blev liggende i sengen med blå læber og et glas vand, hun kun knap orkede at løfte. Det var noget med hjertet. Det var utæt, sagde min mor, og jeg forestillede mig, hvordan hendes hjerte stod på klem, og kærligheden langsomt sivede ud ad hendes krop. Til glæde for os, der sad omkring hende og mærkede hendes omsorg og varme, men skidt for min mormor, der mistede mere og mere af sig selv. De dage, det var værst, knuste jeg hendes piller og blandede med sukker, rakte hende det på en ske. Og så strakte hun halsen lang og åbnede munden, som var hun en fugleunge, der havde ventet på føde. Jeg har sjældent følt mig så elsket som dér, ved sengen hos min mormor, med utæt hjerte og vand og ske. De mange navne, hun gav mig. “Elskepotte” og “tutteven”, “trøffelhjerte” og “lille agurk”.
Det jeg vil sige er, at hvis Jytta havde spurgt mig dér. Om sorgen – hvad og hvor, hvordan og hvorfor, ville jeg have svaret: Mormor. Det er noget med at elske så højt, at der ikke er plads nok i hjertet til al den kærlighed og så bliver det utæt. Hjertet altså, og man må ligge i sengen og blive madet med en ske.

Min mormor døde i marts, jeg fik ikke lov at se hende på hospitalet, men jeg så min mor, hvis øjne blev mørke og stemmen mere hul. Og jeg husker min morfar, der i månederne efter begravelsen mistede hørelsen, senere det ene ben og til sidst appetitten. Jeg siger ikke, at det er sådan tingene hænger sammen, jeg siger bare, at det var i den rækkefølge, de skete. Og nu sad jeg så i værelset hos psykologen og tænkte på, om jeg kunne placere et “hvorfor” i min højre knæhase eller den venstre albuebøjning. Ikke fordi det var dér, sorgen havde hjemme, men for at få lov at gå.

Jeg har læst, at katte, der lider, søger væk. De gnider sig altså ikke op ad menneskenes knæ, for at få hjælp. De hvæser ikke eller kradser på døren. Nej, de finder et skjul langt væk og venter på, at det går over, sygdommen, sorgen, hvad end det nu er, de lider af eller over. Jeg har læst, at man ikke skal forsøge at kalde katten frem, trøste eller tvinge den til omsorg. Tværtimod skal man give den tid og plads til at være sig selv, finde sig selv. Stille mad og vand frem, den i et ubemærket øjeblik kan mætte sig og stille sin tørst ved, men ellers lade det være op til dyret, hvornår – hvis overhovedet – den er klar til at vende hjem. Eller man kan indrette skjul med tæpper og trygge kroge, hvor katten kan bygge en egen base, uafhængigt af det hjem, den forlod, fordi den led. Det er ikke hjemmets skyld, det er ikke kattens skyld, det er bare sådan, det blev, sådan dyret nu trives bedst.
Jeg byggede en hule. Et klapudbord fra Trip-Trap med tæpper langs siden og gulv foret med lammeskind fra min morfars gård. Jeg skrev noter fra dagene. “Skyerne driver himlen til vanvid” og “Jeg har ikke noget at sige, og ikke nogen at sige det til”. Kom kun frem for at spise og tl min fødselsdag. Jeg fik et kassettebånd med Lone Kellermann, der sang ‘Se venedig og dø’ og en undertrøje med print af en giraf af min mors kusine. Den var flere numre for stor, min mor forsøgte sig med at kogevaske trøjen, men selvom den krøb fandt jeg mig aldrig til rette i den.

Som en slags trøst for de voksnes sære gave, opfandt jeg en ven, en isbjørn, der hed Malut. Den fandtes ganske vist kun i mit hovede, men det passede mig fint. Vi delte alt. Jeg gav den af min pakke med digestive kiks og tilbød den at smage min mors hjemmebagte boller, mens Malut bragte mig sælspæk og en sær sprød snack, min ven senere afslørede, var frosne øjenæbler fra en selvdød lomvie.
En sjælden gang imellem vovede vi os udenfor hulen. Så krøb vi på knæ rundt og så på alting i knæhøjde. Der var en hel ny verden, der åbenbarede sig med det nye perspektiv. Pludselig blev folderne i min mors plisserede nederdel til et gardin på et kongeslot og støvet i de skrå striber fra en eftermiddagssol til et lyssværds dræbende kegle.
Malut og min mormor havde så godt som ingenting tilfælles, alligevel gav det mening. At vi fandt sammen i sorgen altså, faldt på knæ.

Måske er sorgen slet ikke sort, som man plejer at sige, men hvid og blød som en isbjørn. Ligeså brutal også.

Det kunne selvfølgelig ikke fortsætte sådan. Med mig boende under et udslået havebord midt i stuen og en usynlig isbjørn som min bedste ven. Min mor bekymrede sig og foreslog at jeg erstattede håndbolden med svømning. Det krævede ikke samme mængder af udstyr, bare en badedragt og et sæt briller og så var det endda skånsomt for leddene. Hun fandt et hold til mig mandag aften i Solsidehallen på den modsatte side af fjorden. Vægge og loft var af af glas, og lydene i hallen på en gang mudrede og skingre. Et flik flak af råb og hvin. Min badedragt var med motiv af svømmende pingviner, sorte, lilla og grå. det var en gave fra min onkel, der nu var død. Et tragisk uheld, lød forklaringen, noget med en glød fra en cigaret, der havde antændt et tæppe. Der var noget, der ikke stemte ved historien (min onkel røg for eksempel ikke), men ingen syntes at protestere. Måske var en lettelse at finde en forklaring, også selvom den ikke passede.
Hallen lugtede af klor og konkurrence, og jeg måtte hver gang bruge flere minutter på at finde mig til rette. Dér et sted imellem det hele, lydene, lugtene og et konstant rend af næsten nøgne mennesker. Gispende ansigter, der dukkede op fra under vandet for at trække luft, for så at forsvinde igen.
Jeg havde arvet et par svømmebriller af en ældre fætter. De var flere numre for store og skumgummiforingen utæt, så der trak vand ind. Hele tiden måtte jeg manøvrere mellem at tømme brillerne og at bevæge mig fremad i vandet. Først det venstre glas, så det højre, så et benspark. Svømmelæreren råbte ad mig: Jeg lignede en hund i havsnød.
–Om jeg nogensinde havde set sådan én?
Til sidst lod jeg brillerne blive i tasken, forsøgte i stedet at holde hovedet over vandet og øjnene lukket tæt i, det blev det ikke bedre af. Hver mandag gik på den måde. Med pingviner, hunde i havsnød, flik flak og svømmelæren, der til sidst foreslog, at jeg prøvede noget andet. Trampolinspring eller fodbold? Jeg tror, det var i god mening, han sagde det, men jeg skammede mig og tog det som et nederlag. Derhjemme fandt jeg på, at jeg havde udviklet allergi overfor badedragtens elastan, og da min mor foreslog at jeg i stedet forsøgte mig med en bikini i polyester eller nylon, brød jeg sammen og tilstod, at det ikke gik. Med mig og svømning, min krop i vandet. Det var som om ben og arme ville hver sit og mit hovede noget helt tredje, jeg hulkede så hårdt, at min mor ikke forstod et ord af hvad jeg sagde, men det var heller ike nødvendigt. Gråden alene overbeviste hende, hun ringede og afmeldte mig holdet, træneren virkede lettet:
”Det er nok det bedste for alle.”