Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #223

I går var jeg i Holstebro for at undervise nogle elever fra Talentakademiet, de var søde og imødekommende, disciplinerede også, det var en fornøjelse. Jeg skulle fortælle om novellegenren, om dens karakteristika, give gode råd og advare om faldgruber. Jeg havde på forhånd bedt dem om at læse Alice Munros “Nat” og Helle Helles “Rester”, fordi de begge, på ret forskellig vis, er eksempler på god novellekunst.
Alice Munros tekst handler om en pige, der efter en indlæggelse på hospitalet er hjemme fra skole for at komme til kræfter. Hun har svært ved at få tiden til at gå i dagtimerne, hendes søster og forældre er optagede af hverdagsforpligtelser, så det meste af tiden ligger hun i en hængekøje på terrassen og sover. Det betyder, at hun får svært ved at sove om natten, naturligt nok, så om natten ligger hun i mørket i køjen over sin søster, og tænker tanker. Mange tanker. Mørke tanker. På et tidspunkt får hun den indskydelse, at hun vil slå sin søster ihjel, sin elskede lillesøster. Hun bliver skrækslagen ved tanken om at hun vil fuldføre tanken, og så bange, at hun står op, går rundt udenfor huset, hvileløs. I mørket opdager hun sin far, der sidder på terrassen og ryger pibe. Hele optrinnet er så fint beskrevet, selvom det er højst unormalt at finde faren vågen om natten iklædt sit stiveste puds og med piben tændt, er pigen så lettet ved at finde en fortrolig, at hun ikke tænker mere over det. Hun betror sig til faren, hun fortæller ham, at hun ikke kan sove, at det skyldes de skrækkelige tanker, hun har, om at slå sin søster ihjel. Hun har svært ved at få det over sine læber af frygt for, hvad faren vil sige, men han svarer hende roligt. “Det skal du ikke være bange for, den slags tanker har vi alle.” Han siger også, at det er en del af at være menneske, at blive bange for sig selv, sit begær, sin skyggesider. Og novellens fortællerstemme, der lyder som Alice Munro selv, siger, at fra den nat kan hun igen sove.
 
Eleverne og jeg talte sammen om, hvorfor faren mon sidder der i natten, hvem han er, hvorfor han er i sit stiveste puds. Vi snakkede også om, at hans tilgivelse er næsten guddommelig, og at novellen slutter uden at runde af, uden at forklare, løse gåden. At den åbenhed er befriende og rummer potentiale til refleksioner, man ville gå glip af, hvis slutningen havde været mere afrundet. Det er det, den gode novelle kan, blev vi enige om, den kan løfte en flig af en større virkelighed, og så er det op til læseren at tænke tanken til ende.
 
I søndags hørte jeg et program i radioen. En radiovært, hvis far havde begået selvmord, havde inviteret en psykolog i studiet, for at tale om hans angst for at have arvet farens selvmordstendenser. Psykologen mente, at selvmordet som mulighed måske var mere nærliggende for børn, der havde oplevet, at en af deres forældre havde valgt den vej. Men også at det jo stadig ikke var det samme som, at de dermed havde flere impulser til at gøre brug af den mulighed. Dét program og så Munros novelle, angsten for at slå sig selv eller et andet menneske ihjel, fik mig til at tænke på en hændelse, en helt uskyldig episode for mange år tilbage. Jeg var kæreste med en fyr, langt hen ad vejen et rart menneske, men vi havde meget forskellige sociale behov. Han led af en mild form for socialfobi og holdt mest af at spille computer, gå ture i ødemarken eller at ligge i sengen bare os to, nogle gange halve dage. I længden gik det mig voldsomt på, jeg følte mig fanget, jeg havde jeg en spiseforstyrrelse, var rastløs, desuden havde jeg brug for at interagere med virkeligheden, udveksle ideer, finde og føle med- og modstand. Det mærkede min x-kæreste og følte sig presset imellem at efterkomme mit ønske (for at holde på mig) på den ene side og på den anden side at tilgodese sit eget behov for ekstrem nærhed, intimitet og afsondret tosomhed. En aften tog vi et opgør. Det var noget om, hvordan vi skulle tilbringe aftenen, alene eller blandt andre mennesker, han endte med at hælde et glas vand i hovedet på mig, bum. Jeg blev vred og hentede mine sko, gjorde mig klar til at forlade lejligheden. Jeg ville ud, havde brug for luft og for at komme væk fra hans latente vrede. Men han rejste sig og gik hen for at låse yderdøren og slå slåen for. Det var egentlig ikke værre, end at jeg kunne rejse mig og slå slåen fra igen, dreje låsen den anden vej, åbne døren og gå. Men signalet.
Jeg spurgte ham, hvorfor han låste døren? Han svarede, at det var hans dør, at han vel havde lov til at låse sin egen dør? Jeg bandt mine snørebånd og rejste mig, “du kan jo se, hvad der sker, hvis du prøver at gå ud ,” sagde han med ryggen til mig. Han var i gang med at pløkke løs på en fjende i et computerspil. Jeg spurgte, hvad han mente, han svarede ikke. “Er det en trussel?”, spurgte jeg. “Jeg truer ikke, jeg siger bare, at du jo kan se, hvad der sker, hvis du går”, svarede han, og plaffede endnu en soldat ned på skærmen, bang, død.
Jeg påstår ikke, at han ville have holdt mig tilbage og da slet ikke, at han nogensinde kunne finde på at slå mig ihjel. Men jeg husker, at jeg i det sekund nåede at tænke: Han har muligheden, han kan slå mig ihjel, jeg kan dø. Nu. Jeg husker den lammende angst, det medførte, som betød, at jeg blev. Selv når jeg skriver om den nu, kan jeg mærke angsten for dét i mennesket, der kan slå ihjel. Enten sig selv eller en anden.
Det tog mig mere end halvandet år at forlade ham. En morgen, en onsdag morgen, lagde jeg en seddel om, at jeg var taget på skriverefugie, og så kom aldrig tilbage. Jeg efterlod de fleste af mine ting, jeg kan huske, at noget af det eneste jeg tog med mig var en pilatesbold til at sidde på. Den var fuldkommen uhåndterlig, og jeg aner virkelig ikke, hvorfor den absolut skulle med. Men jeg kan huske det, fordi det var det eneste, han nogensinde kontaktede mig for. Han ville have sin pilatesbold tilbage.
Alt det kom jeg i tanke om, fordi jeg i går stod i Holstebro, talte om noveller og læste Munro, så kom ikke og sig, at litteraturen ikke er livet om at gøre.
Jeg dør en lille smule/ for hvert sekund der gaar/ jeg bærer døden med mig/igennem livets aar/ en nat, måske en martsnat/så mild af regn og tø/skal jeg gå bort i mørket/ og holde op at dø”
Grethe Risbjerg Thomsen

Ensomig #222

Jeg er langsom. Som hvad. Det er ikke et spørgsmål. Jeg forventer ikke noget, at duften af ristet rugbrød stemmer overens med smagen for eksempel. Eller omvendt.

Hvis farver havde en alder, et køn, en fortid, hvem ønskede så at kende den.

 

Ensomig #221

Jeg drømte, at jeg sad i et venteværelse hos en læge, og at jeg tydeligt fornemmede, hvordan alle, undtagen jeg selv, kunne læse mine tanker. Det var ubehageligt, jeg havde svært ved at få vejret, det var som om, jeg hele tiden åndede en lille smule mere luft ud, end jeg tog ind. Til sidst var jeg tømt for vejr.
Jeg lænede mig fremover. Spurgte en yngre mand overfor, om han ville fortælle mig, hvad det var, jeg tænkte. Han nikkede og hviskede det i mit øre.
Jeg husker ikke, hvad han hviskede, men jeg kan huske, at jeg tænkte “Var det bare dét?”

 

Ensomig #220

Det er svært at forholde sig kritisk til døden.

 

 

Ensomig #219

Det var på en skolelejr, jeg husker ikke hvor, men vi sov på samme sengestue, drenge og piger. Soveposen var mørkegrøn med lysegrønt inderfor, vi spillede strippoker. Pigerne havde ikke fået bryster endnu og drengene ikke hår på pikken, det hele var meget uskyldigt, indtil en af lærerne afbrød vores leg. Naturligvis i samme øjeblik som jeg havde smidt mit sidste stykke tøj. Jeg husker, at jeg lynhurtigt tog mine hænder op foran mine uudviklede bryster. Jeg skammede mig, ikke over nøgenheden, men over at blive afsløret i ingen bryster at have.
Senere på aftenen bagte vi snobrød over bål og fik sodavand. Vi måtte vælge mellem cola, jordbær og appelsin, jeg valgte cola, de voksne drak øl. Bagefter var der pølser og trefarvet is.
Det var først på foråret og det blev tidligt mørkt. Det var som om bålet voksede foran mine øjne, efterhånden som mørket blev tættere. De andre fra klassen løb omkring, mens jeg sad og rodede med en pind i gløderne. Ebbe, vores matematiklærer, satte sig ved siden af. Han hviskede noget, jeg ikke forstod, “hvad?,” spurgte jeg. “A penny for your thoughts,” gentog han, jeg forstod stadig ingenting, svarede bare ja.
Jeg ved ikke, om det var mørket eller gløderne eller det, at jeg ingenting forstod. Men Ebbe begyndte at snakke, først om sin datter, at hun var i gang med at sælge sin hest, nu hvor han og konen skulle skilles. Ja det havde jeg sikkert hørt? Det var ikke hans valg, det med skilsmissen, sagde han, og talte hurtigere og højere for hver sætning. “De fleste giver alt for hurtigt op. Det er den her brug-og-smid-væk kultur, den har invaderet kærligheden. Selvrealisering er fandens værk. Man vælger jo heller ikke sine børn fra, fordi de ikke gør, som man siger.
Gør man?”
Han lænede sit hoved ind imod min skulder, og blev ved med at tale, ved med at spørge. Jeg husker det som om, jeg ikke svarede på noget.
Jeg ved ikke, hvor længe vi sad sådan eller hvordan jeg slap væk, men jeg ved, at jeg den aften besluttede aldrig mere at spille strippoker.

 

Litterære hættetrøjer

På vegne af det litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS, har jeg været ude at undervise på Rap Akademiet i Gellerup.
Det har resulteret i nogle topseje litterære hættetrøjer.
Læs mere om udgivelsen og arbejdet med eleverne HER

Ensomig #218

Jeg har mine ritualer, alt er ritualer, ting, der skal gøres på en bestemt måde, ske på et bestemt tidspunkt, som at stå op kl. 06.06 (eller 07.07 osv.), drikke kaffe, putte sele på hunden, gå tur, turen er den samme hver dag, jeg prøver på at være mindfull undervejs, at se, hvad jeg ser, skelne mellem det lyst grønne og det mørktgrønne, det gyldengrønne, det dvaskgrønne, det grågrønne (der ligner sølv), det irgrønne, det armygrønne, lytte til fuglene, deres talen, advarsel, deres latter, jeg taler med mig selv, når jeg går, hver dag, inde i hovedet, det har jeg altid gjort, ført samtaler med mig selv, opfundet karakterer, hvis træk, jeg kunne bære, at være så smuk, at man kunne køre gratis med bussen, eller så alene, at man måtte sove mellem maskinerne på et vaskeri for at mærke en slags varme, jeg gør stadig den slags, altså ikke det med at sove på vaskeri, men jeg taler med mig selv, forestillinger mig, hvad dét ville være, hvis det ikke var mit, hvem jeg ville være, hvis en anden var mig, hvorfor jeg ville elske linsesalat og afsky kød, hvorfor jeg aldrig blev organist, jeg tror, jeg ville sige mærkelige ting, “virkeligheden er en lilla kat”, ville jeg nok sige.
Jeg vil finde et stykke karton, et kæmpestort ark, og skrive otte ting ned (fordi otte er mit yndlingstal, og fordi alt er ritualer), der skal bl.a. være en beskrivelse af træerne på grunden – hvordan nogle er mærket med malertape, fordi de skal fældes (Judastegn!),  der skal også stå  Erik, fordi jeg vil skrive en bog om Erik fra Tro, Håb og kærlighed, måske får han hævn måske resignerer han i sindssygen, ialt skal jeg skrive otte ting ned, og derefter skal de forbindes – med streger og noter og tilfældige indfald, også ting, en kantarel, en kogle, jeg har ikke tænkt mig, at det skal ende med noget andet end dét: rituelle fortællinger på karton.

Passiv aggressiv konversation.

H: Ih, hvor du knusper.
Mig: Ja.
H: Hvad knusper du?
Mig: Et bolche.
H: Et bolche? Men klokken er kun halvelleve om formiddagen.
Mig: Ja.
H: Det er da lidt mærkeligt at spise bolcher klokken halvelleve om formiddagen?
Mig: Nå? Jamen så er jeg nok lidt mærkelig.
H: Ja.

Ensomig #217

Og uanset hvordan jeg ikke hænger sammen, så hænger verden sammen, og jeg følger med, det er den sødeste trøst overhovedet.

 

 

Ensomig #216

Jeg er ikke bange, heller ikke vred, kun en lille smule ked af, at Bowie stadig er død, og at det ikke ændrer sig, heller ikke imorgen, jeg ved ikke, hvorfor jeg nogen gange får det sådan, hvad andre mennesker stiller op med deres følelser, alting i dag minder mig om space oddity, jeg har fået at vide, at jeg skal handle mig ud af det, når jeg får det sådan, så jeg bukker mig fremover til mine hænder når jorden og mine ben er strakte, sådan står jeg i  fem minutter og venter på, at det går over, at savnet gør eller døden måske, det gør de ikke.
Can you hear me major tom?