Louise Juhl

Det begynder længe før.
En kvinde på det forreste sæde har smidt skoene, det er varmt. Alma træder ind, hej, hej, læner sig ind over den lille låge ind mod chaufføren og giver ham et kram, pyha, sikke en varme siger hun og lægger penge på det lille bord til mønter, præcis nok til en billet, tre zoner, og chaufføren, stadig lidt forvirret, tager imod pengene og trykker en billet ud, værsågod, siger han. Alma går gennem bussen, finder sig et sæde, hendes bukser flagrer om fødderne, det er tydeligvis længe siden, de har været vasket, de nederste kanter har spor af flere ugers jord og græs og hvad hun ellers har samlet op. Hun er træt nu, helt overvældet efter alle anstrengelsen med først at hilse, hej, så kramme. Finde penge, et sæde, hun har helt glemt, hvor hun skal hen, det betyder heller ikke så meget, det er turen, hun sætter pris på, ikke målet, alt det udenfor, en hund, der letter ben, en ung fyr bøjet over styret på sin cykel, et abetræ i forhaven til en gulmuret villa. Og der, mellem to høje graner; en hængekøje bleget af solen.
Silas har advaret hende mod den slags ture, hun glemmer at stå af, siger han, eller hun falder i søvn med kinden mod ruden og må betale for to zoner ekstra, og så er der ikke penge til hjemturen. Han er træt af at blive ringet op, hente hende gud-ved-hvor, lede efter nøgler, skifte sikringer, hælde sur mælk ud i vasken, undskylde overfor naboen, at hun igen har glemt sin trappevask. Ned på knæ, for så må han jo gøre det, Alma er for træt eller for virret eller, hun kan ikke se, hvad alt det postyr skal gøre godt for, har man måske nogensinde hørt om dødsfald forårsaget af en forsinket trappevask, nej vel, slap dog af. Og Silas genner hende ind i lejligheden, laver hende en kop kaffe, trappen har aldrig været renere, end da han er færdig med at skrubbe, men tak, får han ikke noget af, tværtimod, Alma fatter ikke, at han finder sig i det, at han lægger sig på knæ for småborgerligheden, de hysteriske naboer, tænk sig at hidse sig op over en skide trappe, når mennesker samtidig dør, og folk må sove på gaden.
Og ganske rigtigt, hun falder hen, blunder, bussens bevægelser er som vuggens, små suk, hun savler en smule, drømmer lidt om højt græs og nogen, der advarer om hugorm og bjørneklo, men hun er ligeglad, hun går på bare tæer, det er sommer, og når hun vågner, er hun voksen og nogen siger, at det ikke går længere, og hun ved ikke, hvad de mener med det, hvad det er, der ikke går. Om det er det, at hun blunder, de bare tæer i græsset eller trapperne, måske, det betyder heller ikke så meget, siger de, og rækker hende tasken og mælkebøtten, hun har knuget så hårdt i hånden, at den er gået i opløsning, ligesom alt det andet.

Jeg læste for nylig, at fugle, der ikke kan flyve, kaldes for flugtløse fugle. Jeg har aldrig tænkt på det sådan før, på friheden som en flugt. Fra oplagte fjender, Ikea-køer, endeløse powerpointshows, slet skjult hån.
Pingviner har godt nok vinger, men de kan ikke flyve. De må stå i kø, som vi andre, og vente på, at det bliver deres tur. Det løser de ret smukt: De stiller sig i en klump i stedet for på række. Varmer hinanden, udefra og ind og vice versa. Undervejs bytter de plads, så de, der står yderst, får plads i cirklens midte. Sådan fordeler de sol og vind lige – i bogstavelig forstand. Måske er det i virkeligheden en større frihed. Den frihed, der ikke handler om at flygte fra problemerne, men om at løse dem. Sammen. Hvor man ikke slås om pladserne, men fordeler dem, cirkulerer.

Forresten: På mandarin kaldes pingviner for 企鹅. Oversat betyder det “en forretningsgås” – inspireret af dyrenes dragt, der ligner en smoking. Selv tak.

Hun deler dagene op som piller i en dispenser. Morgen, middag, aften. Den første del er den nemmeste, hun tænder radioen og lytter til de to værter, der med et aldrig svigtende humør fortæller om bilkøer ved sammenfletningen på E45 Østjyske Motorvej og en løstgående svane i venstre spor på landevejen mod Gevninge. 
Musikken bemærker hun knap nok, den er valgt for ikke at forstyrre, præcis som den knækkede hvid på væggen i en læges venteværelse. Imens radioen gør sit, spiser hun en skål med skyr og friske bær og frugter. Blåbær, brombær, tern af æble og pære. Bladrer i et magasin, hun har muligvis læst det før, men dengang, som nu, bider hun ikke videre mærke i nogen af de mange artikler om klimavenlige boligformer eller om faren ved brystimplantater. En guide til udeliv i forårsmånederne. 
Hun går skålen efter med skeen og hører for sit indre øre sin egen stemme:
– Hvis du skraber mere, risikerer du at spise emaljen med.
Hun vasker op i hånden, holder af at høre vandet løbe og at gøre sig umage med børsten. Tørre af og hænge viskestykket tilbage på krogen, placere tingene på deres rette plads. Skålen i skabet med tallerkener og glas, skeen i skuffen, koppen på en af de fire kroge under krydderihylden. Det gør vel ingen forskel, alligevel sætter hun en ære i at behandle tingene med omsorg, en ske er en ske er en ske. En natsværmer, en tømmerlus.
En sorg. Er en sorg, er en sorg. 

Klokken tolv lytter hun radioens rådhusklokker, derefter middagsradioavisen. Ind mellem noterer hun på en seddel de vigtigste overskrifter, et droneangreb i det østlige Ukraine, lovende resultater i studie af poliovacciner. Ny forskning, fortæller journalisten, skal afdække hvordan loppefrøen og andre ekstremt små hvirveldyr er lykkes med at bevare de samme funktioner som langt større dyr på meget mindre plads. Sådan fylder hun et hæfte om ugen med overskrifter fra ind- og udland, streger dem under, hun finder særligt udsøgte. “To strandede astronauter har efter ni måneders ufrivilligt ophold nu endelig udsigt til at komme hjem”. Hun føler et stik af misundelse, men kun for at ryste følelsen af sig igen. Vor herre til hest, en pludselige flæben? Måske er det alderen, årstiden, de forsigtige erantis der stikker deres fulde hoveder op ad den stadigt hårde jord. Nogen burde advare dem. Pas nu på.

Skylle grøntsager, skrælle kartofler, salte kød. Altid samme rækkefølge, samme tid. Kartoflerne får 12 minutter, før hun hælder vandet fra og lader dem stå to minutter i dampen under det varme låg. Gulerødderne får ni minutter, broccoli og porre koger med de sidste fire, hun skyller hænderne, hver gang hun griber om noget nyt, salt og peberkværn, paletkniv, kartonen med kaffefløde. Hun foretrækker grøntsager med bid, men kartofler kogt mere end bare møre. Smørret skal smelte sig selv over de stadigt varme porrer, vandet i glasset skal være køleskabskoldt, det er vigtigt at tage sig tid. Tygge maden grundigt, lægge gaflen mellem hver mundfuld, øjeblikkene er en gave, har hun lært. De bedste er dem, der lyser som mos i julisol. Lyng i september. Duften af hav eller minutterne lige efter sommertorden. Af nyligt fældede nåletræer. 

Ritualerne er som streger i den kalender hun engang førte. Over ægløsning, temperaturstigninger, hormonniveau. Vinduer, kaldte lægen de to dage, chancerne for at lade sig befrugte var størst. Som et koøje i en undervandsbåd. Udsigt til vand og vand og vand. 
Hun skrev på en side. Partner søges. Og fik svar fra Morten, der var mekaniker og drømte om åbne et Bed and breakfast for motorcyklister. De mødtes, han talte og talte, til sidst havde hun undskyldt sig med begyndende migræne. “Det er ikke din skyld,” understregede hun, men han lod sig ikke overbevise. 
den næste hed Jarl. Hans hænder var store og grove og påstod at holde hende tæt, men hun følte ingen nærhed, tværtimod følte hun sig fanget i hans arme, hans hvisken: “Jeg ved, hvad du i virkeligheden har brug for”. Og en nat hun ikke kunne sove, havde hun sat sig op, set sig omkring. På det krøllede lagen, gardinerne, hans krop, der slangede sig som et s og kunne ikke længere få sig selv til at blive. han havde kimet hende ned i dagene efter, sendt hende beskeder, først kærlige, “hvor bliver du af?”, senere bydende: “stop nu med dine julelege.”
Fire måneder sendte han hende en buket af blåtidsler og kristtjørn, der var et kort hængt ved
“Selv tak /J”.

Nu sætter hun ikke længere krydser eller længes efter koøjer, men lytter til stemmerne i radioen. En præst fortæller om at holde sin tro ved lige ved hjælp af tvivl. Det er ligesom med surdej, siger han, den skal fodres jævnligt for at give godt brød. Intervieweren, en ung kvinde, ler lidt forvirret: – Så troens gødning er tvivl?, spørger hun, og præsten bekræfter: – ja, lige netop, tvivl og tro er hinandens forudsætning. Hun noterer det hele, så godt hun kan, noget går tabt undervejs, men det vigtigste står tilbage, surdej, tvivl, tro og gødning. Hun søger på præstens navn, Rolf, og finder ham på et billede, en fastelavnsfest foran det, hun formoder er præstegården. Tyve, måske femogtyve, udklædte børn, en Spiderman, en mariehøne, et svanekostume, to drenge i trikot og balletsko. Præsten selv er klædt ud som sig selv med sort dragt og hvid krave og en glorie over hovedet sat fast ståltråd. Alle deltager som noget andet end sig selv, det ser rart ud.

På Svensk TV viser de et program om indretning af huse, dagens tema er japanske minimalisme, simple bænke beklædt med en tynd hynde: – Det handler om at at være tro mod funktion og materialer, forklarer arkitekten, less is more. Journalisten nikker ivrigt, sætter sig ned for at prøve bænken af, rører med begge hænder på hyndens mørkebrune læder. – Med ærlighed kommer man længst, siger han og rejser sig igen, – hvad du ser, er præcis, hvad du får.
Ja? 
Hvis nogen spørger, gentager hun gerne, hvad hun har hørt i de mange programmer. 
– Tvivl og tro er hinandens forudsætning.
– Less is more. 
– Med ærlighed kommer man længst. 
Hun skriver i hæftet: 
Hvor langt når man med ærlighed. Til Vojens? Amsterdam? Katmandu? 

En due har sat sig på vinduets udvendige karm, tripper lidt fra det ene ben til det andet, glipper med øjnene. Det er første gang i fjorten dage, nogen ser på hende, hun stirrer tilbage så længe, at fuglen fortryder og flyver væk.

31.12

Solen udenfor skinner iskoldt som en polarrævs røv.
Mark kalder igen: 
– Kommer du?
Jeg burde vel svare ham.

På bordet: En tommestok, en håndcreme, en brugt tandstikker. Tre bøger af varierende tykkelse, en halvbrille.
Nytår er næsten råt nyt stavet bagfra.

Jeg har pakket en taske med tyggegummi, en teske, hårlak, en digtsamling af Richard Brautigan.
“Døden er en smukt parkeret bil”, skriver han et sted. 
Hvad med livet, hvad er så det?
En boret scooter. Et elløbehjul uden styr?

Han sidder ved det allerbagerste bordet i cafeen; fylder hele rummet, roligt og rank. Han ser op, da jeg kommer ind, løfter en forsigtig hånd, som for at sige: Den er god nok. Det er hér. Jeg er mig.

Jeg vinker tilbage, frygteligt bevidst om mig selv, mine bevægelse. Måden, jeg løfter mine fødder på. Armene, der hænger som nytteløse forlængelser af kroppen. Mit ansigt øverst oppe, en fjollet knop, som det øverste en flagstang. 
Jeg former læberne til et lydløst hej og bevæger mig i retning af, men bliver så standset af en tjener:
– Kan jeg hjælpe med noget. Et bord? 
Jeg ryster på hovedet, mildt irriteret over hans afbrydelse.
– Tak, men jeg har en aftale. 
Hans stemme fra et sted bagved.
– Hun følges med mig. Han klapper på sædet ved siden af. Jeg lykkes med at kante mig forbi den ivrige tjener, sætter mig ned, puster hørligt ud. 
– Tak. 
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg takker for, om det er pladsen eller bare det, at han sidder der. I en lys groftvævet skjorte med kinaflip og bukser af hør. 
– Selv tak. Han rækker hånden frem: – Mark. Og du må være Sille?

Sille satanskælling, Sille sindssygetøs. Sille sært barn har mange navne. 
– Det kan jeg nok ikke løbe fra. 
Mark ser forundret ud:
– Det ville da også være synd.  
Så åbner han cafekortet og bladrer lidt mellem overskrifter som ”Snacks og starters”, Lette måltide og Aftenmenu. Drikkevarer står sidst, adskilt fra de foregående sider af et stykke stift sort karton: 
– Er du sulten? Han lukker kortet:
– De serverer landets bedste taboulehsalat her på cafeen. Jeg ved, hvad jeg taler om, jeg spiser her tit.
Jeg undlader at spørge ham, hvad tabouleh egentlig er for noget og nøjes med at bede om en øl:
– Så ufancy og ukompliceret som muligt, tilføjer jeg. Mark markerer med en finger til tjeneren, der kommer ned til bordet, han har allerede papir og pen fremme. 
– Ja? 
– To pilsnere fra fad. 
Tjeneren noterer og tilføjer et “ellers andet”. Mark ryster på hovedet.
– Det var det hele, tak.

Der findes en orm, der kan deles i hundrede stykker og stadig leve videre sådan. Stykkevist. Det er noget med, at hver dele husker helheden. Hovedet husker benene og benene husker hovedet, og sådan hænger dyret sammen, også når det ikke gør. 
Jeg tænker på det, da jeg sidder ved bordet med Mark og drikker øl og fortæller, at jeg er 171 cm høj og er født uden negl på min højre lilletå. At jeg elsker blå tidselkugler, lugten af nykløvet træ og foretrækker te fremfor kaffe helst kold. Alt det, fortæller jeg, vel vidende at det kun er en brøkdel af det hele, at der findes noget andet, en hudløs skulder, en kronraget isse, et blævrende blodigt hjerte.
– Og hvad med dig? 
Han er glad for bushcraft, fortæller han, og elsker at skabe ting fra bunden. At konstruere snor af rødder fra træ, for eksempel, eller af brændenældernes fibre. Han kan lave ild ved at stryge et stål mod en smuldret fyrsvamp. Så forer han gløderne med en rede af tørret græs og lægger det hele til rette i en bunke af nedfaldne grene. 
– Vupti. 
Han ser glad ud, mens han fortæller, hans hænder tegner i luften, sådan og sådan, til sidst varmer han hænderne om et imaginært bål: 
– Prøv selv, siger han og lægger sin hånd over min, fører den hen til det fiktive bålsted: – Det føles rart, ikke? Og jo, det føles rart, hans store næve om min, og jeg nikker og puster mod bordet, den påståede flamme, og Mark trækker ansigtet tilbage, som er han blevet ramt af en vildtvoksende flamme: 
– Wow, you really got me there, griner han og trækker mig ind til sin skulder: 
– Du kan vist godt lide at lege med ild?

Han vil gerne have loft til kip. Og ovenlysvinduer. Det handler om luft, siger han, han vil skabe mere plads omkring os, større rum til vores tanker. Han har læst om det, om hvordan lys påvirker os. Det er ikke bare humøret, der påvirkes positivt af lys, vores kognitive funktioner optimeres også. Vi reagerer ganske enkelt hurtigere, når lyskontoen er i plus, forklarer han. 
– Og husker bedre. 
Han skærer et rundstykke midt over, tilbyder mig det halve. Jeg ryster på hovedet, nej tak. Han taler videre, nu med brød i munden: 
– Det er dagslyset, der gør det gode, fortsætter han. Kunstigt lys, derimod, virker modsat. Det udmatter og forvirrer vores hjerner til at tro, at vi kan arebjde døgnet rundt. 
– Selv dyr lider under den stadigt stigende lysforurening. 
Han har læst det i et videnskabeligt magasin hos lægen. Om trækfugle, der forveklser gadelys og stadionlamper med solens, og derfor flycer også om natten. For nogle koster det så stor udmattelse, at de dør. 
– Selv fisk ser ud til at lide, siger han, – Byernes natbelysning forvirrer deres cyklus.
Derfor kip og derfor ovenlysvinduer. Vi kan søge en særlig pulje, forklarer han, der støtter klimaoptimerende tiltage, han vil gå efter ruder med et særligt isolerende glas. 
Han rækker ud efter osten, skærer en skive med kniv og spiser den i en mundfuld. Læner sig tilbage mod stolens ryg. 
– Lyder det ikke godt?
Jeg svarer jo, tager en slurk af kaffen. 
Udenfor vinduet har en edderkop trukket et spind. En flue spræller forgæves i nettet. 
Hvad mon fluen ser.
To mennesker, ost og kaffe, kærlighed? Eller en kvinde og en mand, der begge længes. Den ene efter lys, den anden efter mørke? 

Han kalder mig skat og baby, elskede. Hans hjertes alibi. Babusjka, Balalajka, kokosugle. Fingerbøl, honeybear og sådan fortsætter det, mens han griner og tager mine hænder, den højre, den venstre, og trækker mig tæt til sit bryst.  
– Du skulle bare vide, hvisker han i mit øre, men det eneste jeg ved, er, at han lige om lidt vil røre ved mit ansigt, stryge en finger over øjenbryn, næse, mund, som tegnede han det på papir: Se mig i øjnene og sige:
– Magnifique. 
Der er kun en ting, der er værre end ikke at være elsket. Det er, at blive elsket for noget andet end den, man er. Jeg genkender ikke mig selv i det ansigt, han tegner. Øjenbrynens bløde bue, næsens smukke proportioner, læberne. Genkender ikke hans begejstring ved lyset, det løftede loft. Alle detaljerne om vinkler og sammenføjninger, bedst mulig udnyttelse af flest mulige kvadratmeter. 
Thea har en ven, forklarer han, der har lige har mistet sit arbejde. Fin fyr og med hænderne rigtigt skruet på. Vi kunne jo sende ham en tegning huset, foreslår han, bede om hans tanker, en plan. Måske er vi endda så heldige, at han tilbyder os at udføre opgaven.
– Han er sikkert billigere end en faglært, og med garanti lige så god.

Mark taler og taler og taler og jeg nikker og nikker. Til alt hvad han siger om spær og skruer, genbrugsmaterialer. Han strækker sine arme mod loftet, spreder dem som vinger: Lys, sukker han lykkeligt, – liv og lys og kærlighed. 
Liv og lys og kærlighed? Alt det tilhører Mark. 

Jeg, derimod, øver mig i at gå til dagene, som en sommelier går til sin vin. Det vil sige: favne lugten af død mink, frisk opkast, mølædt uld. Angst og acetone. At mærke mig timernes fede og flæskede fad, den måde vredens tanniner bider i gummerne på.
Jeg er vanvidnet, der hver dag erhverver mig nye færdigheder i at skelne syre fra sved, svovl fra smerte og pels fra punkterede ruder. Med tiden har jeg endda lært at sætte pris på salt og sår i samme slurk, skibsbrud og snarlig død, lugten af hø og hengemt had.

Det er tirsdag, Mark er henrykt. Jeg noterer mig dagens indtryk:
Lungesod. Kamfer. Fermenteret løg og en lille kat, der ikke er nogens, ikke engang sin egen

31.12

Mark har pyntet op med serpentiner og sølvlameller, buketter af juleroser og elefantgræs. Han har hængt farvede balloner i loftet, HAPPY NEW YEAR, en skæv og skinger gestus, det ligner en kommando, en majors ordre til sit segnende regiment: 
Dont worry, be 
happy 
New Year.

Udråbstegn. 

Min krop er tung efter aftenens rødvin, halvanden flaske blev det vel til, en Cote du Rhone ‘Mon Coeur’ fra ’21. Mark havde brugt ord som “aristokratisk” og “potent”, havde slynget glasset under næsen. – Umm. Jeg havde forsøgt mig også:
–Tung som et liderligt næsehorn? 
Mark havde trykket mig på næsen:
–Dit dejlige fjols. Fyldt mit glas:
– Vi skal vist arbejde lidt med dit vinøse vokabular. 

Vinøs mig i røven. 

Græsset er hvidt af rim, himlen skyldig i blå.
Hvor ville jeg ønske, jeg glædede mig. Til det nye år, dagene sammen. Til erantis og majstang, sankt hans. Til noget som helst. I stedet det her. En ånde fra helvede og tvivl forklædt som træthed. Godmorgen knasende kvalme. Godmorgen milde vanvid. Fra min seng kan jeg se ham i køkkenet, han strækker sig på tæer, rækker ud efter et krus. Nu råber han fra køkkenet: 
– Elskede. 
Hvad jeg skal svare til det. 
Ja?

Det ligner en hed affære.

Det er i august, varmedis og snegle i salaten. Tørken udtørrer hans hænder, han køber en salve på apoteket og smører sine fingre morgen og aften. Lange omhyggelige strøg fra håndrod mod fingerspidser. 
Overalt i huset hviler en tung lugt af Sisal og påbud, en tid lykkes han med at ignorere lugten, men så vokser den, sniger sig ind under huden, jo mere han søger at gemme den væk, des tungere synes stanken at trykke mod hans tindinger.
Han sætter sig for at opspore kilden, går systematisk til værks. Først skuffer, så hylder og kasser. Poser og punge. Derefter garagen. Han gennemsøger æsker med søm, rustne dåser med låg. Finder metervis af linegrøn snøre, pudseklude, drivtømmer og sjove strandfund, der ikke længere er sjove. En svømmehætte med påsyede blomster, en tæret hundeprop-pistol. Søstjerner med fluorescerende arme; krympet af tid og tæring men stadigt lysende. På kontoret finder han en kasse med breve, udenpå står: ’Fra Aksel til Astrid’. Han skimmer en håndfuld, men finder ikke noget af betydning. Beskrivelser af en halt kat og en feberfantasi, om en meget meget lille mand, der råber meget meget højt men uden at blive hørt. I køkkenet gemmer sig en pose pelsede appelsiner, i reolen i stuen han en sjælden førsteudgave af Dickens juleeventyr. Hynder vendes, tæpper bankes, alt sammen uden held, lugten hænger ved.

Til sidst ser han ikke anden udvej end at brænde huset ned. Strandfund og fordærvet frugt, kassen med breve. Han tømmer en dunk med benzin gennem huset og stryger en tændstik. Flammerne griber fat med det samme, og inden længe er hele stuen omspændt af luer. Inde fra midten af flammehavet hører han en svag piben, det er den lille mand fra feberfantasien, hans mund er åben som til et skrig, men der kommer ikke noget ud. Ingen lyd, ingenting.

I avisen skriver de om den tragiske hændelse, ingen ved hvad der gået galt. Nogle taler om et uheldigt sammentræf, andre om forsikringssvindel. En enkelt nævner noget om ulykkelig kærlighed, men det er alt sammen bare spekulationer.

Jeg talte med S om det forleden. Om at jeg var ødelagt – i ordets egentlig betydning. Lagt øde. Tom for ord. Hun mente, det var helt naturligt, at jeg efter i lang tid at have gødet og dyrket og høstet af ord, nu måtte give dem ro. Lægge dem brak, sådan som jorddyrkere gennem tiden har lagt jorden brak, givet markerne ro til at komme sig. Jeg ved ikke, om man kan søge støtte til den slags, til mental braklægning, sådan som landmænd kan få hjælp til at frede deres marker en sæson eller to. Tre måske, for så at genoptage såningen og som oftest med bedre resultater end før. 

I mellemtiden læser jeg. Lige nu er det ‘Trist Tiger’ af den franske forfatter Neige Sinno. Et ubærligt vidnesbyrd om overgreb, en stedfars årelange voldtægter den purunge Neige. Vi drages af voldsmandens fortællinger, vil så gerne forstå, hvad der ligger bag. Ondskaben, kynismen, den hensynsløse udnyttelse. Men hvad vil vi med forståelsen, hvad er det vi søger at opnå? At kunne tilgive: Han kom jo selv af svære kår. Og Neiges stedfar KOMMER virkelig af svære kår, han har på egen krop oplevet vold og udnyttelse. Giver det ham ret til at voldtage Neige? 
Betyder hans fortid, at hun må tilgive ham hans overgreb? Nej, vel, men hvad stiller man så op med forståelsen, med sig selv? 
Jeg havde engang en kæreste, der holdt mig fanget. Ikke længe, faktisk kun en enkelt aften. Og nå ja, fanget og fanget, døren var jo ikke låst, jeg kunne til enhver tid gå. Det var alene hans: “Du kan jo se, hvad der sker, hvis du prøver at gå”, der holdt mig tilbage. Da jeg bagefter konfronterede ham med hans overgreb, affærdigede han mig med en let håndbevægelse: Vold? Jeg rørte dig jo ikke. 
Og nej, han rørte mig ikke, og jeg ved heller ikke, om han havde gjort mig ondt, hvis jeg havde rejst mig og forladt lejligheden. Jeg ved bare, at jeg blev, også længe efter episoden, og at jeg tilgav ham. Fordi jeg troede, at jeg forstod. Hvorfor han handlede som han gjorde. Hans mor var alkoholiker og hans stedfar behandlede ham som en hund. Bogstaveligt talt: Sit. Dæk. Hinter. Han fortalte mig om at blive nægtet mad og lommepenge, og at han i julegave havde fået et klippekort til det lokale værtshus: Ti genstande, som hans mor var endt med at drikke op. 
Jeg forstod ham kun alt for godt. At han var bange for at blive røvrendt, forladt. At hans kærlighedssprog var hentet fra voldens vokabular. Sit. Dæk. Hinter. 
Jeg ved ikke altid, hvad vi skal bruge alle de forklaringer til. Eller: Jeg er bange for, at forståelsen ind imellem kommer til at stå i vejen for handling. At vi så at sige forstår vores røv i laser. Alligevel ved jeg ikke, hvad vi skulle gøre i stedet? 

Måske er det det, jeg mener med at være tom for ord. At det måske ikke nytter at tale eller at skrive. Men at det heller ikke nytter at lade være.

Jeg har altid lært, at man skal lytte. Til, hvad andre siger, mener, og tage imod deres råd. Jeg har lært, at når nogen siger mig imod, så har de nok deres grunde, og måske er det slet ikke dem, men mig selv, der tager fejl. Da jeg ti og var bange for at gå hjem fra skole, fordi en, der hed Anders, kastede med snebolde og kaldte mig fedtmule, fik jeg at vide, at sådan var drenge i den alder, og at han nok i virkeligheden var forelsket og bare ikke magtede at sige det højt.
Jeg blev fortalt, at man kom længst med at trække på skuldrene, trykke på pytknappen. Glide af. Det var ikke sagt i en ond mening, der kan være meget sandhed at hente i det råd. Ikke at lade sig hidse op, rive med af følelserne, tage til genmæle.
Når nogen kaldte mine reaktioner for latterlige eller ude af proportioner, tog jeg det til mig som en sandhed. De havde sikkert ret, det var mig, der var for følsom, ikke dem, der var for hårde. Det handlede ikke om, hvad jeg oplevede, men om hvordan jeg forholdt mig til oplevelsen. Hvis nogen hånede mig, forsøgte jeg at komme dem i møde, forstå deres indsigelser, deres vrede. Når jeg følte mig urimeligt behandlet eller misforstået trak jeg mig baglæns ind i mig selv, og følte skyld over at være årsag til misforståelsen, urimeligheden.

Senere blev jeg indlagt, jeg var syg og meget ulykkelig. Behandlingen bestod først og fremmest i at sikre mig næring, ellers risikerede jeg at dø af sult. Der var ikke noget forkert i lægernes prioritering, men endnu engang blev mit råb om hjælp mødt med en mundkurv. Luk nu ægget, søster lagkage. det sagde de selvfølgelig ikke, men meningen var den samme: Det nytter ikke noget at snakke eller føle, du skal spise og det skal være NU. Og igen gjorde jeg som de sagde, undskyldte for min ulykkelighed, åd min mad, tog på, smilte og sagde tak. De havde jo trods alt sikret min overlevelse.
Bagefter smed jeg alle kiloene igen, måske i protest, jeg ved det ikke.
Kun, at jeg levede sådan i mange år, datede en mekaniker, en skolepsykolog, en fyr med husbåd, en anden med fransk altan og pacemaker. Flyttede i rækkehus med en personlig træner, der viste sig at have et lige lovlig livligt indre liv. Så livligt faktisk, at han ind imellem ikke kunne skelne mellem drøm og virkelighed og tog kvælertag på mig i søvne. Jeg vågnede heldigvis, før det blev alvor.

Det var ikke før, jeg mødte Michael, at nogen foreslog mig, at tro på mig selv. At vende ryggen til hån, svare igen på urimeligheder. At tage mine egen oplevelser alvorligt. Aldrig nogensinde havde jeg fået at vide, at det var ok at blive sur. At jeg ikke var forkert, fordi mine følelser ikke matchede min modstanders. At jeg godt kunne være taknemmelig for min behandling, men stadig have ønsket mig den anderledes.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik en mail. Fra en nærtstående, der lige ville fortælle mig, at hvis ikke jeg var enig med ham, ja så kunne jeg fucke af. Jeg havde oplevet det før, og nok blev jeg hver gang ked af det, men straks efter fuld af skam. Over min sarthed: Hvad fanden lignede det at flæbe over lidt bramfrihed. Det var jo bare hans måde at kommunikere på. Slap dog af, LouLou, æd din tudekiks. Men så skete der det, at Michael tog over og svarede ham, at sådan skulle han ikke tale til hans kæreste. At det vare en ussel og umoden retorik, og at han kunne vende tilbage, når han var blevet voksen.
Det var simpelthen så rørende en gestus. Efter i 40 år at have taget al skyld på mig, også de flabedes, mobbernes, de perfides opførsel. Efter i alle årene at have følt mig forkert, for sart, for svag, for dullet, for dum, var der pludselig en, der på mine vegne pegede den anden vej. Ud mod angriberen, den ubehøvlede, og bad denne om at tage ansvar.
Jeg øver mig stadig. I at tro på, at jeg har lige så meget ret, som andre. (Og selvsagt lige så ofte tager fejl. Se, der kom den igen, det evige forbehold for mig selv). At mine oplevelser er lige så valide, min intelligens lige så høj, min ret til at sige fra præcis den samme, som alle andres. At jeg ikke behøver sige undskyld, når nogen kalder mig en idiot. At jeg måske endda kan rette skytset den anden vej, svare “Det man siger, er man selv.”

Fik jeg sagt, at jeg elsker min mand?
Og god weekend.