Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #74

Jeg drømmer, at min mor er en russisk dukke; en krop fyldt op af sig selv, fyldt op af sig selv, fyldt op af sig selv, fyldt op af sig selv, fyldt op. Inderst inde i alle dukkerne er en russisk dukke, som ligner mig.
Jeg er ikke fyldt af noget.

Kun hvis min mor åbner alle dukkerne, kan jeg slippe ud.

 

 

Ensomig #73

(Jeg har i løbet af årene prøvet at snakke med hende om det, min mor, om det, vi ikke talte om, og ikke mindst alt det, vi talte om, men som i virkeligheden handlede om noget andet, end det vi sagde.
Som dengang min far råbte, “du er lige så syg i hovedet som din far” af min mor, og jeg blev ked af det og spurgte: “jamen er morfar da syg i hovedet?”, og min mor grædende svarede “nej!”,”men  lyver far så?,” spurgte jeg, og min mor græd: “nej,” og jeg ikke kunne få det til at hænge sammen det hele, altså hvordan hun kunne svare nej til både det ene og det andet, og sådan var der hele tiden noget, der ikke hang sammen. Noget, der var noget andet, end det, det var.

Jeg har prøvet at sige det til hende, sige det til min mor, men så bliver hun tavs. Eller hun siger: “Prøv at ringe til Børneværnet, det kan være, at de orker at høre på dine beklagelser.”
Og så går hun)

 

 

Ensomig #72

Da jeg var lille, var det altid et problem, at jeg havde fødselsdag i sommerferien. Alle mine kammerater var på ferie, og jeg måtte nøjes med mine forældre og mine brødre. Jeg kan huske, at vi altid var i sommerhuset, og at den største festlighed var, at jeg selv måtte vælge, hvad jeg ville have at spise til aften.
En sommer valgte jeg svinekoteletter, nogle af dem fra slagteren med en tyk fedtbræmme allerøverst. Vi grillede, og min mor sagde, at jeg måtte vælge lige præcis det stykke, jeg helst ville have, “for det er jo din fødselsdag.”
Og så svarede jeg, at jeg allerhelst ville have alle fedtkanterne – uden noget kød, bare fedt, juhu, grillet. Men så sagde min mor, at det ønske var liiiige lovlig festligt, og sådan var det overhovedet ikke sjovt at have fødselsdag i sommerferien.

Ensomig #71

Det er længe siden, jeg sidst har mærket den, sorgen.

Men så i morges åbnede jeg skråvinduet på mit badeværelse, det havde regnet hele natten, og vandet havde samlet sig nederst på glasset. Nu trillede det lige så langsomt over og ud og lavede en lille pyt i karmen.
Og jeg tænkte: “Nå, det er dér, du har gemt dig, din lille sørøver.”

juni 21, 2016

Work in progress

IMG_0695

#manuskript

Ensomig #70

Den undren, der kommer af at vågne op som mig selv, og så alligevel: Knæene lidt mindre tålmodige, brysterne en lille smule længere.
Noget andet, der undrer mig, er h’et i rhododendron, det stumme. Hvad var den busk egentlig uden sit navn?

juni 20, 2016

Ensomig #69

I min klasse gik en pige, lad os sige, at hun hed Inge Lise, det hed hun ikke, men jeg ved ikke, om hun er på Facebook, eller om jeg er venner med hende, så lad os bare kalde hende det. Hun boede hos sine bedsteforældre; hendes forældre boede lidt længere nede af vejen i et stuehus, det var mærkeligt, syntes jeg, ligesom jeg syntes det var mærkeligt, at der var plastikdug på bordet, og at hoveddøren altid stod åben, også om vinteren, så hundene kunne gå ind og ud, som det passede dem. Inge Lise kom aldrig på ferie, for hendes bedstefar var landmand, og køerne ku jo ikke malke sig selv, og sådan var der så meget. En dag viste Inge Lise mig, at der lå penge under plastikdugen i køkkenet lå, store sedler og også mønter, hendes bedstefar havde ikke fidus til banker, og de lå jo godt, hvor de lå, pengene, sagde han. Inge Lise havde flyveører og blev drillet med, at hun lugtede af ko, og så var der det med forældrene? Vi sagde ting til hinanden, snakkede om det, mon det var på grund af flyveørene, at hendes mor ikke ville have hende boende? Det var sjovt at lege hos Inge Lise, også selvom det lugtede af ko, halmen i laden stod helt op til loftet og man kunne hoppe fra balle til balle uden at slå sig. Og så var det, at Inge Lise begyndte at give mig gaver, først en Bobby og Kate-stiftblyant og to viskelædere, der duftede af jordbær. Helt uden grund fik jeg det, og ugen efter fik jeg tre ark glansbilleder, af de dyre! dem med glimmer – og et album til at putte dem i. Og der var flere, der begyndte at lege med Inge Lise, de fik også gaver, og der var ikke nogen, der drillede hende mere. Men så en dag kom der en mand forbi på skolen, jeg tror, han var fra kommunen eller sådan noget, han fortalte, at der var blevet taget penge fra Inge Lises bedsteforældre, det havde stået på i nogen tid, og hvis nogen havde taget noget eller vidste noget om, hvem der havde gjort det, så skulle vi sige det til ham.
Men der var ikke nogen, der vidste noget, og ingen af os sagde noget om de mange gaver, jeg lagde bare mit penalhus med stiftblyant og to viskelædere med jordbærduft i tasken, og så snakkede vi ikke mere om det.

leave a comment
juni 18, 2016

Ensomig #68

Møde omkring indsats 22.01.XX

– til stede er pt, hendes bror, 2 bostøtter hhv. Vibeke og Pernille, samt undertegnede.

Vægten er i dag 36,7 kg – et vægttab siden sidst på 800 gram.
BMI mellem 13 og 14

Spiser fortsat restriktivt. Tvangsmotionering stigende. Sover for det meste godt, men føler sig meget træt.

Pt. er fortsat medtaget fysisk og psykisk af sin alt for lave vægt. Føler sig konstant stresset, rastløs, urolig og bange for at være alene. Fortæller, at hun har haft skræmmende tanker, bl.a. har hun overvejet selvmord for at finde ro. Broren siger, at det skal hun lade være med, beder hende ringe til ham såfremt sådanne tanker opstår.
Jeg siger til pt., at der er andre måder at finde ro på, at det er muligt at få et andet liv, end hun har i dag, såfremt hun får mere mad og kommer op i vægt, hvilket er muligt under en indlæggelse.

Jeg ridser forløbet siden sidste indlæggelse op.
Pt. har siden da modtaget hjemmestøtte, først 3 dage, senere 5 dage om ugen, har fået praktik på et bibliotek, er blevet etableret i ny lejlighed, men har alligevel tabt mere end 10 kg i perioden.
Vi har på en konference drøftet pt’s. situation, og mener at en indlæggelse er nødvendig. Bror virker lettet, siger at den sidste gang han har oplevet sin søster glad, var netop under indlæggelse.

Herefter orientere jeg pt. om indholdet af en indlæggelse. Pt skal tage et kilo på om ugen, og vil ellers blive lagt i seng. Kan hun fortsat ikke tage et kilo på, vil hun få mad via sonde. Alt dette grundet hendes medtagne fysiske og psykiske tilstand.

Pt. modsætter sig den foreslåede behandling. Hun begynder at diskutere med sin bror, hvordan hun mener, at afdelingen beregner vægtøgning på falske præmisser, og at hun ikke ønsker at blive lagt i seng som et uartigt barn. Efter at pt. har givet sin kritik plads, falder hun sammen, græder, fortæller, at hun ikke magter mere, er bange for sig selv, at hun gerne vil indlægges.

Dette forløb tror jeg vil blive karakteristisk for et fremtidigt forløb med pt. Hun vil diskutere, argumentere, anklage alle for at ydmyge hende og mangle forståelse, for derefter at falde sammen og passe sin behandling. Dette vil gentage sig.

I forholdet til broren er kontakten direkte og ramsaltet. Broren taler i et meget direkte sprog med sin søster, der er ingen tvivl om hans holdning, nemlig at søsteren fører et på alle måder obskurt liv for nuværende, og at hun behøver behandling under indlæggelse. Pt. svarer igen, råber, skælder ud, hvorefter hun holder sin bror i hånden, læner sig ind mod ham.

Jeg orienterer om, at pt. er skrevet op til indlæggelse, men at vi aktuelt ikke har en ledig plads.
Førstkommende ledige plads vil tilfalde pt.

Igen 29.01.XX kl. 13.30

XXX, socialrådgiver/sr

Ensomig #67

Mange år senere beder jeg ham, med 5 ord, beskrive mig, som jeg var, da jeg var syg. Han svarer:

1. løgnagtig 2. ynkelig 3. afpillet 4. belastende 5. søster

 

 

juni 14, 2016

Ensomig #66

Første gang jeg blev indlagt, var det med bål og brand; en akut indlæggelse på Frederiksberg hospital. Jeg var svært afmagret, fik hurtigt nedlagt en sonde, og var døgnovervåget af unge lægestuderende, der tjente til føden, mens jeg afstod fra at spise min.
Den ene af vagterne var udenlandsk, han kom fra Kina og var overbevist om, at mine dårligdomme skyldtes ubalancer i mine meridianer. Han trykkede mig under fødderne og i håndfladerne i timevis for at genoprette balancen. “Yin å’ yan,” sagde han og smilede – han var topsød. Vi forstod ikke ret meget af, hvad hinanden sagde, måske var det derfor, vi gik så godt i spænd, han så mig heller ikke, som “anorektiker”, men i stedet min krop som angrebet af anoreksi: En verden til forskel – bogstavelig talt – fra alle andre omkring mig.
Efter et par ugers indlæggelse fik jeg en pakke med posten, den var fra min bror. Pakken indeholdt en velvoksen joint, lagt ned i en cigarkasse. “Slap nu bare af,” havde min bror skrevet på en lille seddel og lagt ved. Det var udtryk for oprigtig kærlighed: Selv blev han vildt sulten af at fyre en fed, og tænkte vel, at noget lignende nok ville ske for mig: At jeg ville kaste mig over maden, genvinde min kampvægt.
Jeg kan huske, at den kinesiske vagt ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, da han så, hvad der var i pakken. Han grinede bare lidt. “Yin og yan?,” sagde jeg så, og jeg foreslog, at han kunne ryge min pot, hvis jeg til gengæld fik lov at slippe for at spise. Han lovede, at han ikke ville sige noget til nogen, hverken om jointen eller mit forslag, sådan var han, trofast, loyal og naiv. Jeg benyttede mig af mine 3 kvarters udgang, og vi satte os under et træ i hospitalsparken. Kineseren røg, og jeg fik lov at springe kl. 13.00-fodringen over. Noget for noget, yin for yan.
Pludselig en dag kom han ikke mere, jeg ved ikke hvorfor. Hans afløser hed Frank og stammede fra Sydsjælland, han gik ikke så meget op i hverken balance eller loyalitet.
Jeg vil gerne møde ham igen, min kinesiske ven, jeg håber, at han er blevet læge, hvis han er, er han med garanti en af de bedste af slagsen.