Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #210 (Eller noget om 4711 og også lidt om døden)

Min mormor hed Stella, der betyder stjerne, og en stjerne, det var lige, hvad hun var. Hun gik altid omkring og strålede, det uanset om hun kogte bær til gele, bagte brød eller satte rester ud til de vilde katte. For ingen skulle ifølge min mormor lide nød, heller ikke dyrene. “Kis, kis, kis”, kaldte hun og så kom de løbende alle steder fra.
Min mormor duftede altid sødt af parfume, som hun købte i TATOL i en lille blå flakon med blomster på etiketten. Nogle gange, når ingen så det, listede jeg mig ud på badeværelset, hvor den stod, og trykkede på forstøveren. Puuf! Og så duftede alting af mormor, uhm. Parfumen hed 4711, og det var den bedste duft, jeg kendte, bedre end lugten af bøf og stegte løg, som ellers var min yndlingsret, og som min mormor altid lavede til mig på min fødselsdag.

Når mormor ikke lavede mad eller tog sig af katte, spillede hun yatzy med sig selv. Det elskede hun, for som hun sagde, så var det gode ved at spille alene, at man var sikker på at vinde. Hun lagde også kabaler, og én gang i timen, når der kørte en blå rutebil forbi på vejen udenfor, lod hun et øjeblik kortspillet ligge for at vinke til chaufføren, der altid vinkede tilbage og dyttede med hornet.

Mormor havde haft gigtfeber som barn, og derfor slog hendes hjerte ikke helt, som det skulle. Det kunne høres, for når hun trak vejret, gav det en lille pibende lyd fra sig. Med tiden blev mormors problemer værre, og en dag kunne hun ikke få luft, og jeg måtte ringe efter en ambulance. “Du skal se, det er nok ikke så slemt,” trøstede hun mig, da de tog hende med på hospitalet. Hun smilede hun og ede til mig fra båren, og selvfølgelig dyttede chaufføren, da de kørte afsted.

Mormor blev begravet en torsdag i marts. Det var koldt, men solen skinnede, og kisten var fin med de mange blomster i blå. Da de sank kisten i jorden, gav jeg et lille et sprøjt med flasken med 4711. Puuf – og et øjeblik var det som om mormor blev levende igen.
Bagefter tog vi hjem til hendes lejlighed og spillede yatzy, og efter en time kørte der fire blå rutebiler forbi på vejen udenfor. De dyttede og vinkede, og jeg var sikker på, at mormor vinkede tilbage fra dér, hvor hun nu var.

 

 

Ensomig #209

Min mor lærte mig, at det er ok at lade som om, bare man ikke siger det højt. Så jeg lod som.
Jeg svarede, når nogen kaldte mit navn, tog tøj på, gik til fester, fik kærester. Præcis som hvis jeg var sådan en, der tog tøj på, gik til fester og fik kærester. Jeg gør det stadig, hver dag. Jeg trækker mit vejr, banker med hjertet, som om.
Det er ok, det er koldt, det er ikke solens skyld.

 

 

Ensomig #208

I går googlede jeg “parfumebutikker i Flensborg”, fordi jeg kom i tanke om min mormor, der altid købte sin parfume i en lille butik i Flensborg. En sød og insisterende duft i en lyseblå blomstret flakon med forstøver, fin og lidt for meget. Nu fik jeg lyst til at se flasken igen, og forsøgte at finde butikken hun havde handlet i via Google, der foreslog mig butikskæder med navne som Rossmann og Budnikowski. Uhm. Rossmann og Budnikowski. Navne, der (af en eller anden grund) fik mig til at tænke på 70erfilm: Vore bedste år med Barbara Streisand og Kramer vs. Kramer med Meryl Streep, og pludselig sad jeg foran computeren og tudede lidt, både fordi jeg kom til at savne min mormor, men mest fordi de film, jeg bedst husker, allesammen handler om ulykkelig kærlighed, og det er da lige til at tude over.
Barbara er forresten et virkelig fint navn, og Streisand lever virkelig op til det. Det gjorde min mormor også, hun hed Stella, det betyder stjerne.

 

 

gentagelsen.

Gentagelsen. At
slægt følger slægt, at huller fylder oste, at hverdag begynder med hv- som tilværelsens andre spørgsmål gør det: Hvem, Hvad, Hvor og Hvorfor, det er næppe tilfældigt,
måske er det?

 

 

 

Ensomig #207

Jeg kan huske, at naboerne havde deres. Der var ægteparret til højre, begge med merkantile uddannelser, hvilket jeg forstod, ikke var helt så fint som at være akademiker. Så var der de to, der boede en tand længere henne, hvor manden i huset var overlæge og derfor “udenfor rækkevidde.” De, der boede overfor, havde en dalmantinerhund, der hed Prins – det sagde ligesom alt.
Så var der nr. 5. Her så man sportslørdag og drak øl til frokost – mage til slendrian! Og i nr. 7, havde konen havde dårlige nerver, hun gik i hvert fald med i bare tæer om vinteren, det var noget skidt.
Jeg ved ikke, hvordan naboerne så på os (nr. 2), men jeg ved, at da jeg blev syg, var der en af dem, der skrev til mig, at hun aldrig havde troet, at den slags sygdom ville ramme “sådan en som mig, ” og at jeg lige siden har tænkt på, hvem “sådan en” mon er?

 

 

Måske er der en særlig årstid for skumfiduser i himlen?

Jeg skal skrive en tekst om døden, og har mindst tusinde spørgsmål at stille efterlivet:
Er skostørrelserne de samme, er det gratis at skifte navn, findes der commodore 64, og vil det mon (endelig) være ok at bide negle?

Ensomig #206

Da jeg var lille, ville jeg hedde Sebastian, ligesom broren i Brødrene Løvehjerte. Ham, der kaster sig ud af et brændende hus for at redde sin lillebror Tvebak.
Min mor forklarede mig, at man kan ikke sådan kunne skifte sit navn, men at der var mange andre måder at være et godt menneske på: “Man kan for eksempel være en glad og dejlig pige, ligesom dig,”sagde hun og foldede sine hænder omkring mit ansigt og kyssede mig.
I mange år gik jeg rundt og forsøgte. Jeg øvede mig i at hedde mit eget navn og at forme mine læber: “appelsiiiin.” Det varede indtil min kæbe gik af led, og jeg måtte igennem fire smertefulde behandlinger for igen at kunne bevæge mit ansigt.
Så opgav jeg. Tænkte,  at det der med at være et godt menneske, måske ikke lige var mig.
Nu kalder jeg mig Agnes.

 

Ensomig #205

Det første, jeg kommer i tanke om er Caspers bror, Bo. Han var ti år ældre end Casper og tømrer. Ordblind og ret kraftig, ikke tyk, bare bastant som en kamphund, tæt og med massive kæber. Han gik i bukser af kraftigt lærred, der havde et utal af lommer til redskaber: vinkelmålere, tommestokke, og en trekantet blyant med en grafitstift, der var særligt egnet til at skrive på træ.
Når jeg ringede på døren, var det altid Bo, der åbnede den, og altid kun med den mindst mulige margin: En sprække akkurat stor nok til at han kunne skimte ud. “Hvad?” spurgte han mig så, tydeligvis irriteret over forstyrrelsen. Jeg spurgte efter Casper, men Bo forsvandt bare ind på sit værelse og lod døren stå åben. Så måtte jeg stå og kaldte på Casper, men ikke for højt, for så ville Bo  komme farende ud fra sit værelse og hvæse, om jeg behøvede at råbe højt?
Caspers hår var tyndt og hvidt, kridhvidt. Han havde et utal af fjernstyrede biler, en Commodore 64 og sit helt eget fjernsyn. Helt ulig mit værelse, der var fyldt med bøger, Caran D’ache farveblyanter og brætspil. Hos Casper brugte vi timer på at skifte batterier i bilerne eller spille tennisspil på Commodore med hvert vores joystick: Frem og tilbage over nettet.
Caspers mor kunne sy. Hun havde sit eget syværelse med hele tre maskiner: En til læder, en til broderi og så en helt almindelig elektrisk symaskine. Overalt i værelset lå der gennemsigtigt mønsterpapir og trådruller i alle mulige farver og tykkelser. Jeg syntes, det var meget eksotisk, for min mor kunne ikke engang stoppe et par strømper.
Caspers mor arbejdede i Salling. Hun stod i “Øen” – en tilbudsstand lige ved indgangen til varehuset. Min mor spurgte nogle gange Caspers mor, om ikke det var en udfordring for helbredet at stå ved de automatiske døre, når de lukkede op og i og skabte træk. Året rundt. Men Caspers mor rystede på hovedet og svarede, at det ikke var værre, end at man vænnede sig til det. Hver dag annoncerede hun fra tilbudsstanden med “dagens tilbud”, som kunne være alt fra udgåede skijakker, herresko til en sammenpakning af Lillebror Bladet, en yoyo og et pakke stimorol. “Alt hvad du skal bruge til en hyggelig eftermiddag – for kun 15 kroner,” stod der så på skiltet ved Øen.
Hver morgen brugte Caspers mor timer på hårvask, curler, tørrehætte, krøllejern og stivelse, og der var af samme grund tre badeværelser i huset, så de andre også kunne komme til. Men uanset forfængeligheden, var hun altid den samme, og hvadenten man mødte hende ved tilbudsøen, til en gallaforestilling i teatret eller derhjemme, var hun ligefrem og ukrukket. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var mærkeligt, hvordan nogen på en gang kunne være helt almindelige, når de samtidig kunne sy på maskine og bruge tre timer på at sætte hår.

Casper var bange for Bo. Det var jeg også. Jeg kan ikke huske, at han nogensinde blev fysisk grov, men det var heller ikke nødvendigt. Den latente vrede var åbenlys, og jeg havde svært ved at forstå, hvordan en kvinde som Caspers mor, der kunne tåle træk, sy og sætte hår kunne være mor til Bo. Jeg spurgte vist endda min mor, men hun svarede ikke, eller også kan jeg ikke huske det.

Jeg ved, at Caspers mor lånte Bo penge, så han kunne starte sit eget tømrerfirma, da han blev fyret der, hvor han var ansat. Han kaldte firmaet BByg, og det blev en succes: han var dygtig til sit fag og fik en stor kundekreds. Jeg ved også, at han blev gift med en nordmand, at de sammen fik en søn, der tidligt udviklede sclerose, og at de – et par år efter drengens diagnose – blev skilt. Sønnen flyttede med sin mor, men tilbragte weekenderne hos Bo, der købte en hund til sin søn, ligesom han byggede huset om, så drengen kunne komme omkring i sin kørestol. Da sønnen fyldte 18 var han så plejekrævende, at moderen søgte en institutionsplads til ham, men Bo valgte at sælge sit firma, hente sønnen hjem, ansætte en hushjælp og bruge tiden hjemme ved drengen.

Casper blev frisør og giftede sig med en kollega, der havde lige så hvidt hår som ham selv. De fik tre børn. For et par måneder siden fortalte min mor mig, at de skulle skilles. Børnene og deres mor skulle blive boende i parrets fælles villa, mens Casper havde valgt at flytte ind hos Bo og hans søn.

Ensomig #204

Jeg er typen, der gør ting, før det bliver for sent men også længe før, det er nødvendigt. Jeg køber for eksempel altid 2 poser mandler for det tilfældes skyld, at jeg glemmer at købe en ny pose, når jeg har spist den første. Det samme gælder alt andet: Jeg støvsuger, før gulvet bliver beskidt, spiser, før jeg bliver sulten, og står op, før jeg går i seng. Nej det sidste passer selvfølgelig ikke, men altså.
En klog mand, han hedder Lars og findes, har sagt, at det handler om kontrol, og at al kontrol handler om angst. Derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive en liste med de 4 ting, jeg er mest bange for lige nu. Den kom til at se sådan ud:
1: punkt 2
2: punkt 3
3: punkt 4
4: det, der følger.
Det ville være sjovt, hvis ikke det var fordi, det er ramme alvor, tag for eksempel bare dagen i dag: 2. påskedag. Der er som bekendt ikke noget, der hedder 3. påskedag, og jeg bruger derfor nok resten af dagen på at overveje, om det er en trøst eller en trussel.

 

Ensomig #203

Jeg er ved at skrive en bog.
Den handler om en kvinde, der er helt vild med den scene i SKAM, hvor Even siger til Isak, at livet er en film, man selv er instruktør på, og som derfor sætter sig for leve sit liv som en realityserie.
I 1. afsnit ser man en kvinde, der er ved at skrive en opdatering på facebook, hvor der står, at hun er helt vild med den scene i SKAM, hvor Even siger til Isak, at livet er en film, man selv er instruktør på.