Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #451

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det ned, måske for at se det ske.
Søndag morgen tidligt, fuglene synger i badet. M sover ved siden af, bare dét. Jeg lister ud af sengen, skal tisse, hunden smider sig på ryggen, den er kælen. Kaffen, smager af mere. Udenfor står et slidt tøjstativ, med træværk mørnet af mos. Der hænger fem klemmer på snoren, jeg ved det. Alligevel tæller jeg dem: En, to, tre, fire, fem. Jeg ved ikke, hvad man stiller op med den slags, med kaffe, kælne hunde, klemmer. Med kærlighed. Det ved jeg virkelig ikke.

Ensomig #450

Mettes mor hedder Lizette med z. Det er i hvert fald sådan, hun svarer, når man spørger, hvad hun hedder.
“Lizette med z,” siger hun, og det hænger ligesom ved.
Hun arbejder som afløser på et plejehjem, men for det meste er hun ikke på arbejde, hun er bare ikke hjemme. Ingen ved vist rigtigt, hvor hun er, heller ikke Mette.

Mettes far kunne godt ligne en, der hedder Frank, men det gør han ikke. Han hedder Jan og er mekaniker. Hele hans indkørsel er fyldt med biler, der skal have skiftet bremser eller hjul eller en rude. Nogle af bilerne har stået så længe, at ingen længere kan huske, hvad de fejler.
Men Jan siger, at de bliver penge værd engang.
“Bare vent,” siger han.
Lizette med z sukker: “snart har vi dem vel også i soveværelset.”

Frank, der hedder Jan, får en sommer tilbudt at komme til Irak, det er noget med Forsvaret. “Han skal stå for vedligeholdelse af vognparken,” forklarer Mette. Jeg spørger, hvad en vognpark er for noget, og Mette svarer, at det da siger sig selv.

Frank, som i virkeligheden hedder noget andet, er væk i to år, det er lang tid, synes jeg.
“Savner din mor ham ikke,” spørger jeg Mette, der trækker på skulderen:
“Det tror jeg da nok.”

Mens Mettes far ordner biler i Irak får Lizette med z ordnet en masse andet. Hun får for eksempel fjernet alle bilerne i indkørslen, og da Mettes far vender hjem, har Mette fået en lillebror. Han hedder Ludvig, “det er fordi han er født på Ludvig Holbergs fødselsdag,” forklarer Mette.

“Jeg har også altid ønsket mig en søn,” siger Jan, da han ser drengen. Bare det.

Ensomig #449

Lea er min bedste veninde, vi er altid sammen. Vi følges i skole og vi følges hjem fra skole, så skilles vi. Akkurat inden for døren griber den ene telefonen, ringer og spørger den anden: ”hvad laver du?”
Vi følges ad.
Leas nummer er 98143453, en hemmelig og vigtig kode. Hendes mor hedder Jette, hendes far Gert, Gert er advokat og aldrig hjemme, senere bliver de skilt, der er et hul i døren, hvor han har slået en kost igennem.

Mandag leger vi hos Lea, tirsdag hos mig, sådan fortsætter det. Hver gang vi mødes, fordeler vi roller.
”Så sagde vi, at du var rig men ulykkelig, og at jeg var fattig og glad,” foreslår jeg. Men Lea vil ikke være ulykkelig og så vil jeg heller ikke være fattig, noget for noget. Lea bider negle, jeg gnider med den ene fod ovenpå den anden, så vil Lea hjem. ”Jeg gider ikke, hvis det skal være på den måde,” surmuler hun. Jeg løber hen og låser døren: ”Vi er ikke begyndt,” råber jeg, ”man kan ikke slutte en leg, man ikke engang er begyndt på.”
Lea bliver vred, hun slår mig på skulderene, ”lås op!” Jeg står fast, hun begynder at græde. ”Tudetøs,” fnyser jeg.

“Jeg tuder ikke,” hulker hun og sætter sig ind i tørreskabet for enden af bryggerset, læner sig op ad de varme rør. “Hvis det skal være på dén måde,” hikster hun, og hiver i lågerne til skabet. Jeg læner min ryg mod det lukkede skab, så hun ikke kan komme ud. ”Basta,” råber jeg og lægger mine arme over kors.

Klokken halv fire bliver en støttefod slået ned ude i carporten, det er min mor, der kommer fra arbejde. Hun hiver i døren, den er låst.
Jeg rejser mig med det samme, skynder mig at låse op. Lea benytter chancen, vælter ud af tørreskabet, helt rød i hovedet, en blanding af gråd og varme.
”Sikke da en velkomst,” griner min mor, ”hvorfor er døren låst?”
Lea og jeg ser på hinanden, ingen af os siger noget.
”Jeg har købt  is, men det har i vist ikke tid til,” siger min mor og hiver en pakke op af tasken.
”Jo, dét har vi!” råber Lea, og løber ud i køkkenet, hvor min mor klipper en Sun Lolly med colasmag op til os hver. “Værsåartig de damer”.
Vi snupper isene, løber ud i bryggerset og sætter os begge med ryggen op ad tørreskabet. Vi skiftes til at sutte på hver vores is, vi griner.

Ensomig #448

Lyset bryder ud en dag i april.

Min far griber chancen og maler udhæng. Min mor stiller havebordet frem, men fortryder med det samme.
“Det kan jo så hurtigt vende på den her årstid.”

Jeg selv går rundt med noget lige i hælene og venter på, at det passerer. Først meget senere bliver jeg klar over, at jeg venter forgæves.

 

ensomig #447

Han laver æbleskiver, det er det eneste, han kan finde ud af, siger han.
Han er ellers god til så meget, engang tjærede han garagens tag, han var lige ved at få solstik af tjærelugten og den direkte sol på hans isse. Det var også ham, der byggede det store legehus udenfor soveværelsesvinduet, det er revet ned nu. Vi er vokset fra det, siger min mor.

”Så er der serveret,” råber han og stiller store margretheskål fyldt med æbleskiver på bordet, der er top på. En af skiverne triller ned på gulvet, han samler den op, puster på den, lægger den tilbage.
”Det mætter alt sammen,” griner han.

Vi sætter en streg for hver æbleskive, vi spiser, det gælder om at få flest streger. Jeg dypper hver bid i rigeligt jordbærsyltetøj, så glider de nemmere gennem halsen.
”De er lidt brændte,” klager jeg efter den niende. 

“Sådan skal de være,” svarer han og stikker sin gaffel i skålen: ”haps,” og fisker endnu en æbleskive over på sin tallerken, sætter en streg.
Der er tolv streger på mit papir, så kan jeg ikke mere.
”Femten!” udbryder han stolt, efter at have talt sine.
Jeg har kvalme og er lige ved at græde. Det er det samme hver gang.

 

 

Ensomig #446

April.

Det er ikke første gang, han spørger.

”Hvad er det værste, der kan ske?”

Og ligesom alle de andre gange, har jeg lyst til at gå helt tæt på ham – helt, helt tæt – og sætte mig på knæ, så jeg flugter hans ansigt i stolen. Og kaste op ud over ham, ned i hans skød, i hans ansigt, spørge
”Hvad tror du?”

Men jeg svarer altid, at ”det vil jeg ikke vide.”
Nogle gange tilføjer jeg: “Det vil du heller ikke.”

 

Ensomig #445

Jeg er virkelig ikke god til mad, så jeg køber barer nogle rejer og tør op, halverer en avocado, fylder dem med rejerne, jeg laver top på. En klat hytteost ved siden af – og ristede minitoast, som jeg har købt for længe siden, så længe at jeg ikke kan huske hvornår.
Jeg kommer i tanke om, at hvidvin er godt til fisk, løber hen til Nærkøb, og finder én flaske på nederste hylde. Sct. Mikael Liebfraumilch står der på etiketten, og Jomfru Maria og jesusbarnet er afbilledet nedenunder. Ekspedienten siger, at vinen er sød, ”meget sød,” siger han med tryk på meget.
”Det lyder godt,” svarer jeg ”hellere for sød end for sur, ikke?”  
Det svarer han ikke på.

Han kommer klokken 19.00. Vi ved ikke, hvad vi skal sige til hinanden, så vi sætter os til bordet med det samme. 
Tallerkenerne er rigeligt store til de halve avocadoer, også selvom jeg har lagt et par rejer ved siden af. Og hytteost og toast.
Jeg rækker ham vinen, han læser på etiketten. 
”Ved du noget om vin?” spørger jeg.
”Lidt,” svarer han og skænker – mest i mit glas. 
”Er den ok?” spørger jeg.
”Skål,” svarer han.

Han har foræret sin far en tur til Norge i fødselsdagsgave. ”Min far elsker at fiske, ja det gør jeg også, så jeg planlægger at tage med.” 
Jeg synes, det er er sjovt, det med fiskeriet: ”Ja, nu jeg serverer fisk for dig,” griner jeg.
”Rejer er skaldyr,” svarer han.
”Potato, potato,” forsøger jeg at redde situationen.
”Præcis,” smiler han og skåler igen.
Det virker som om, det slet ikke svinder i hans glas. Mit skal hele tiden fyldes op.

Da han er gået, kaster jeg op. Jeg tænker, at det nok er rejerne og beslutter aldrig at spise den slags mere. Så bunder jeg den sidste slat vin direkte af flasken og går i seng. Det hele drejer rundt, både i min mave og i mit hoved.

 

Ensomig #444

April.

”Jeg har tænkt over det med ensomhed,” siger jeg, før jeg overhovedet har sat mig. ”Jeg er ikke ensom, jeg er altid sammen med nogen.”

”Men sjældent med dig selv?” spørger han.
Måske er det ikke et spørgsmål.

Han er i lysebrune fløjlsbukser og sko i mørkt læder. Skjorten er lyseblå, den er knappet op i halsen men ikke så meget, at man kan se hans brystkasse.
Hans påklædning er neutral, næsten påfaldende.

Jeg er lige ved at svare ham, at mit liv jo for fanden ikke er en rebus, der skal løses, men stopper mig selv. Sidst havde han sagt, at jeg virkede aggressiv, når han spurgte til mig – at han jo ikke var ude på at genere mig.
”Jeg er da ikke aggressiv,” havde jeg svaret ham. Lovlig hurtigt.

Så var det, at han havde sagt det med ensomheden:
”Ensom måske?” havde han spurgt, og jeg havde svaret ”nej!” og lavet himmelvendte øjne.
Bagefter var der helt stille. Flere minutter sad vi uden at nogen sagde noget.

”Nå men så,” havde han til sidst sagt, og jeg havde mumlet ”ja” og taget min frakke fra krogen på væggen.
”Skal jeg lukke efter mig?” havde jeg spurgt og peget på døren.
”Tak,” havde han svaret.

Nede på gaden havde jeg taget frakken på. Så af igen. Så på.
Så begyndte jeg at græde.
Det kom bag på mig, der var jo ikke noget at græde over.

 

Ensomig #443

April.

“Havde han ret?,” spørger Klaus.
“Havde hvem ret? I hvad?”
“Ja historikeren – havde han ret i, at du er en narrefisse?”

Jeg venter lidt, før jeg svarer

“Jeg havde ingenting lovet ham. Hans forventninger må han selv stå til regnskab for.” Jeg tager en tår vand og drejer glasset en halv omgang i hånden, før jeg stiller det.

“Han ringede forresten senere – spurgte om vi skulle prøve igen.
Prøve hvad igen? Spurgte jeg.
No-norah J-j-ones, svarede han.”

Klaus ler:”Frisk fyr!”

“Mere frisk end jeg bryder mig om,” svarer jeg. “Jeg afslog selvfølgelig, så kaldte han mig fordomsfuld. Han mente, at mit nej skyldtes, at han var stammer, at min afvisning på den måde var diskriminerende.”

“Jeg kunne ikke andet end at grine af hans beskyldning. Så blev han endnu mere fortørnet: du er både fordomsfuld og arrogant, råbte han og så lagde han på.”

“Diskriminerende, fordomsfuld og narrefisse,” siger Klaus og lader som om, han noterer det.

“Diskriminerende, fordomsfuld og narrefisse,” gentager jeg “det lyder næsten som en diagnose.”

Ensomig #442

Væggene er malet gule. Han siger, at det er godt for helbredet. At de er begyndt at bruge gul på sygehusene også – af samme grund. 

Vi hører Norah Jones. Han læser historie på 4.år. Han stammer en del, jeg skal gøre mig umage for ikke at afslutte hans sætninger. 

“Come away with me” synger Jones, han lægger en arm om mine skuldre. Jeg rejser mig, spørger “Giver du en kop te?” 
“Vi-vi-vin,” svarer han og henter to glas, flasken er allerede trukket op.  

En time senere forlader jeg lejligheden, jeg glemmer min frakke i skyndingen. Han åbner et vindue, smider den efter mig, jeg griner den før den rammer fortovet.
“Narrefisse!” råber han helt uden at stamme.