Louise Juhl

destory.dk

Lige om lidt udkommer noget, der skulle have været en hest, men som blev noget andet.

bagsidedet skulle have været en hest

Svar på tiltale

Overhørt i P1 i en udsendelse om Hospice:

(en mobiltelefon ringer)
“Hallo”
(pause)
“Nej, det har ingen interesse, jeg er lige blevet indlagt på hospice har mindre end en uge tilbage at leve i, så tak, men nej tak”
(pause)
journalist. “hvem var det?”
patient: “det var en telefonsælger fra NRGI, der ville lave et abonnementstjek”
(skraldlatter)

Bum.

Ensomig #56

Det er vigtigt, at pt. konfronteres med egen adfærd, og at vi ufravigeligt gør behandlingenskravene klare : vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun nægter, vi stiller mad frem, hun 

Hej far.

 

Ensomig #55

Jeg gør mit bedste for at forstå, hvordan en professionel behandler kan ræsonnere sådan her:
Pt. har mange årsager til, at hun ikke får spist nok. Hun mener, at hun forsvinder som person, og har i det hele taget en fornemmelse af ,ikke at have noget indre jeg at holde fast i uden anoreksiens rammer. Jeg tror, at der er uendelig mange årsager til at pt. ikke får spist tilstrækkeligt, men egentlig er det ganske ligegyldigt med disse årsager, for alle intellektuelle og filosofiske overvejelser gennem årene har jo ikke bragt pt. videre. Derfor mener jeg, at hun SKAL spise og foreslår, at hun starter omgående
Jeg mener: Det er jo ikke “som sådan” et dårligt forslag, men at gøre problemet til en løsning, det er sjældent en god ide.

Ensomig #54

Det er ikke nogen udelt fornøjelse at gå ombord i sin lægejournal. Det er lidt som at se sin hud tæt på og under mikroskop: Alting bliver så stOrt, en hudOrm kommer til at ligne en Anakonda, og en gråd beskrives som “manipulerende adfærd.”
Altså jeg er jo ikke i en position, hvor jeg kan forholde mig kritisk til behandlernes vurdering, det vil være, som når en forfatter går i rette med en anmeldelsers kritik, not good. Men jeg vil nu alligevel mene, at når der i min journal står:
“Pt. virker velfungerende og afdæmpet, pt.’s grådanfald er stærkt aftaget, og hun har taget på i vægt. Dette sammenlagt får os til at tro, at pt. ikke arbejder seriøst med sine problemer, og med stor sandsynlighed drikker vand før vejning, “
–  så er det virkelig svært ikke at føle sig en lille smule … afmægtig?

 

 

Ensomig #53

Patientsamtale 25.05.02
til stede sygeplejerske V, kontaktpædagog D, samt overlæge XXX.

Pt. klager over manglende forståelse og mener, at der hersker tabulignende tilstande på afdelingen, hvad angår følelser og følelsesmæssige udbrud.
Adspurgt henviser pt. til to konkrete episoder, hvor hun er blevet bedt om at forlade fællesarealet og henvist til egen stue på grund af gråd under måltider. Der har efterfølgende været hverken forklaring eller opfølgning på nævnte hændelser.
Vi tilkendegiver klart overfor pt., at hun er patient på en psykiatrisk afdeling og ikke elev på en højskole.
Pt. tilbydes truxal 5 mg*3 til at dæmpe eventuel angst i spisesituationer.

XXX, overlæge/ma.

 

Ensomig #52

Jeg samler på glaskugler, jeg køber dem i små farvede net i Fætter BR. Jeg har mange kugler, de ligner hinanden og alligevel ikke helt, det er det jeg kan lide: at få øje på forskellene. Det er bedst, når jeg holder dem op mod lyset, så er det tydeligt hvem, der er ens og hvem, der er forskellige.
Jeg henter nettet med glaskugler og viser dem til min far. Jeg tager en håndfuld af kuglerne op af nettet, og lægger dem på bordet.
“Se!” siger jeg.
Min far ser på kuglerne, “de er fine”, siger han, jeg bliver glad, og rækker en håndfuld frem mod ham: “Vil du røre?” spørger jeg.
Min far tager kuglerne, og folder sin hånd omkring dem.
“Haps”, griner han. Jeg griner også.
“HokusPokus,” siger han så, og gemmer hånden bag sin ryg “nu har du ikke helt så mange”.
Jeg løber om bag hans ryg, men så flytter han hånden hen foran brystet: “Hokus Pokus”, gentager han. Jeg gider ikke løbe mere rundt, jeg vil bare gerne have mine kugler.
“Jeg have dem tilbage”, siger jeg og rækker mine hænder frem.
“Hokuspokus Pokushokus,” griner min far og gemmer glaskuglerne bag ryggen.
Jeg er lige ved at græde:” jeg gider ikke at lege mere, giv mig dem.”.
“Har man først sagt A, må man også sige B,ellers er man ikke gammel nok til at lege,” svarer han
Jeg begynder at græde, jeg siger, at jeg vil have mine kugler tilbage, at det ikke er sjovt.
Min far griner: “Du er da vist for lille til at lege” griner han, og rækker mig mine kugler.

 

Ensomig #51

Måske sender jeg ham et brev, min far. Fortæller, at jeg elsker ham. Forklarer ham, at kærligheden nogen gange kan ligne noget andet, at den ikke er simpel. Og at hvis den var, ville jeg ikke elske ham.

Ensomig #50

Jeg begynder at stå op om natten for at spise, benytter mig af trætheden og den halvt ubevidste tilstand til at sætte mad til livs. Det har ikke decideret bulimisk karakter, det er hverken flødeskum, flæskesvær eller schweizisk chokolade, men basisernæring: Rugbrød, æbler, riskager, gulerødder. Mængderne er store, sulten er mangeårig, og jeg vågner svedig og med en puls på over hundrede. Med tiden udvikler det sig til en natlig forteelse, en bevidst-ubevidst strategi til at overvinde sulten. Men angsten følger med: Angsten for det umættelige og grænseløsheden, for at jeg ender som et svært overvægtigt menneske, der kun kan komme ud af sengen ved hjælp af en kran?
Min krop vokser, og det samme gør mine kræfter. Jeg begynder at ligne noget, der kunne være et menneske. Men skammen over at give efter er enorm.
Hver gang jeg taler om mig selv, er jeg i tvivl om hvem, der taler om hvem. Er jeg den syge, er jeg den raske, hvad er hvad?
Vægten viser 55 kg. Engang ville jeg have taget mit eget liv for mindre, men noget vejer tungere nu. Det er svært at se på mine lår, der flyder sammen, når jeg sætter mig i sofaen, eller mine kinder, der hver udgør et lille kontinent, så runde og æblede er de. Men jo mere kroppen begynder at fylde i verden, jo mindre fylder den i mit hovede, det går fremad, langsomt.
Næsten hver dag går jeg en tur ned til søen, der står jeg så råber jeg til mågerne og himlen. Om at jeg er ulykkelig og fed, og at jeg vil have mere, selvom jeg har nok. Heldigvis er himlen stor, den kan rumme både mågerne og mig.

Ensomig #49

Nå, men så ringer jeg ud til den afdeling, hvor jeg var indlagt med anoreksi, for at få indsigt i min journal. Og det er den samme oversygeplejerske som dengang, der tager telefonen, lad os sige hun hedder Marianne, det gør hun ikke, men altså: Marianne siger “Hej Louise”, som om det var i går jeg var indlagt, og jeg siger hej og spørger, om hun har mulighed for at sende mig en kopi af min journal, ja for jeg er ved at skrive en bog, og vil gerne have nogle facts på plads, blabla. Og så slår hun en hjertelig latter op, Marianne, der i virkeligheden hedder noget andet, og siger “Men Louise, VED du, hvor lang din journal er? Den kan man ikke sådan kopiere og sende med posten, det vil jo lægge vores budget ned i bare porto”
Ha ha?