Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #503

Hver dag drypper jeg mine øjne med Systane ultra, et middel mod tørre øjne. Jeg har døjet med den slags i årevis, reumatologerne mener, det hænger sammen med min bindevævslidelse. Jeg lader dem mene, hvad de vil, og drypper videre.
Til juni fylder min mor firs, jeg er allerede i gang med at planlægge: Bjælker af ost, urtete fra Brovst og Halfdan Rasmussens børnerim på repeat. Min mors øjne løber – modsat mine – ofte i vand. Bortset fra det, ligner vi hinanden: det kuldskære og den trekantede rynke mellem brynene.
Man siger, at japanerne har enoghalvtreds forskellige ord for regn, inderne mere end hundrede for karry. Min mors panderynke er et helt sprog i sig selv. Jeg øver mig hver dag foran spejlet, det kniber stadig. Særligt det stumme h er svært at udtale uden at knibe øjnene sammen.

Ensomig #502

Dagene minder mig om visne hænder. Henvendelser, der ikke bliver mødt.

I går havde en kat forvildet sig ind bag de automatiske døre i en Netto lige i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg satte mig ved siden af dyret, strøg den over ryggen, mens follk gik forbi med deres net og mobiltelefoner. Tilsyneladende uden at tage notits af hverken katten eller mig. Efter noget tid rejste jeg mig, men dyret blev siddende, næsten skjult mellem de mange tilbudskasser: Man kunne vælge mellem chiamüsli, toiletbørster med Hello Kitty-motiv eller to net økologiske clementiner for en tyver.
Jeg gik udenfor, stillede mig på den anden side af glasdørene. Ventede vel på, at katten skulle følge efter, men forgæves.
Til sidst var jeg nødt til at flytte mig for en ung mor med tvillingebarnevogn og to flyverdragter hængende over styret.
Da jeg kiggede ind bag dørene igen var katten væk.

Ensomig #501

Jeg har mistet mine sandaler i nat. De sorte, dem med snører op af læggene og solid hæl. Nogle gange tror jeg, at jeg drømmer om den slags for at få lov til at græde: Om bortkomne sko eller fugle, der falder til jorden for sjov. En terapeut ville sikkert anbefale knuste bukkehornsfrø og fire dage i fosterforestilling. Men sandheden er jo, at symbolerne ender blindt. Der er ikke nogen, der har taget mine sko og der er ingen grund til at græde.
I mangel af bedre steger jeg arme ridder – i rigelig smør og med kanel. Det søde brød klistrer til ganen, og jeg må bruge en finger for at få det fri.

Ensomig #500

Min hund har spist en kaktus, min nabo har fødselsdag, og jeg har angst.

(For nylig afslørede min mor, at hun planlægger at starte en højskole.
Nå? spurgte jeg.
Ja! svarede hun og forklarede, at skolen skulle have to linjefag: “Udendørssang” og “Fedt og Menneskehænder.”
Jeg ved ikke, hvad det sidste går ud på, men jeg tilmeldte mig på stedet.)

Klokken halv otte er det blevet lyst nok til, at jeg kan gå en tur med hunden langs søen. Omkring halvvejs løfter en fiskehejre sig tungt fra sivene. Swusj, swusj. Det slår mig, hvor umage en skabning, den fugl egentlig er, og hvor meget jeg holder af den.

Ensomig #499

USA bruger de støttehunde til at hjælpe traumatiserede børn, der skal vidne i retssale. Det står i en artikel på nettet: Kory er som den første er taget i ed, hun er en lys retriever og bærer bandana om halsen. En advokat er citeret, han forklarer en cirka seksårig pige, at Kory vil passe på hende i retslokalet. Pigen tøver og spørger: Men hvem skal så passe på Kory?
Havet holder, hvad himlen lover, det er fredag, og hunden har kastet op på trægulvet. Jeg tørrer op. Bruger Ajax og CillitBang og Rodalon for at fjerne pletten. Kaffen når at blive lunken, før jeg tager den første slurk. Huden på mine hænder er rynket og ru. Jeg er begyndt at bide negle igen, det er en uvane helt tilbage fra, da jeg var barn – ligesom lysten til at vågne op og være en anden, en antilope med snoet gevir, for eksempel.
I går havde nogle sat røde streger i margin af min drøm: “Man kan ikke bygge et hus, hvis man starter med at lægge taget,” stod der. Efterfulgt af et udråbstegn, som for at understrege den pointe, jeg ikke forstod. Senere spiste jeg et hårdkogt æg og det meste af en pomelo. Læste en virkelig dårlig novelle. Der var ikke andre vidner end hunden, jeg lover at passe godt på den.

Ost.

Jeg er træt af ånd. Giv mig OST. Lad mig æde ost, være ost, lugte af ost. Lad mig blende, koge, hakke, stuve, frittere ost. Confitere ost. Inseminer mig med ost. Jeg vil elske-og-ære-til-døden-os-skiller ost. Stille op i Løvernes Hule og afgive 95% af min sjæl til Jesper Buch for en ost! Fra nu af vil jeg dampe som parmesan på en stenovnsbagt pizza, smelte mig vej til enhver gratineret grøntsags hjerte. Jeg vil reducere mit ordforråd til: Say cheese. Udgive en hel bog med den linje, side efter side, ord for ord: Say. Cheese. Folk vil smile på kommando efter endt læsning og sukke efter mere. De vil forlange stærkere, vildere, højere, hurtigere oste. Ringene i de Olympiske Leges logo vil blive erstattet af en ost. Ilden. Luften, vi ånder, digtene, vi skriver, duggen, der falder – det hele vil blive ost. Også jeg vil blive en ost. Mit smil vil løbe som smelteost ned over min hage, og mine tanker smuldre som feta. Det bliver så godt.

Ensomig #498

Da jeg var mindre, var jeg ked af, at jeg ikke havde et mellemnavn, og at min mor ikke ville købe mig et månedskort til bussen. Min drøm var at køre frem og tilbage mellem endestationer, trække vejret med bussens hydraulik og se på verden uden at deltage.
Der gik to busser derfra, hvor jeg boede: Bus nummer 6, der kørte fra de nybyggede kvarterer i øst og ud til svømmehallen i vest, og fra den modsatte ende bus nummer 5 fra Visse mod Lindholm, som lå med en fjord imellem, og hvor bølgerne efter sigende rullede baglæns. Der var stor forskel på, hvem der kørte med de to busser. Passagererne i bus nummer seks kom altid halsende efter bussen med den ene hånd hejst i vejret – et hvidt flag – og med en tvillingeklapvogn eller en jakke i den anden. De nåede aldrig at sætte sig ned, før de skulle af, men brugte al tiden på at genvinde balancen og lede efter småpenge til billetten. Omvendt dem, der tog bus nummer fem. De stod med klippekortet klar, længe før bussen åbnede dørene og nikkede til chaufføren. På umærkelig vis lykkedes det dem altid, uden at bede om det, at få en eller anden til at rejse sig og tilbyde dem deres plads og det, selvom der var masser af ledige sæder i resten af bussen. Jeg fik mig aldrig et månedskort, måske er det derfor, det stadig nager mig: Hvad var det, de kunne – de klippekortsparate – siden det altid lykkedes dem at få den bedste plads, selvom de trængte mindst?

tirsdag uden

/

Hun kan ikke huske, hvem, der græder, heller ikke hvorfor. Hvor længe. Hun husker ikke, om hun sidder på en høj stol i et køkken eller på bagsædet af en bil. Om det er gråden, der drejer på rattet?
Hun husker ikke præcis, om det er angsten eller skammen, der rammer hende først. Eller følelsen af ikke at høre til. Men hun husker, at hun et øjeblik overvejer at begrave sit ansigt i sine hænder, mime. Men at hun fortryder og i stedet stikker en finger i sit højre øje. Presser til, drejer rundt. Hun husker brølet, sit eget, og at nogen vender sig fra sæderne foran. At blikket, der møder hendes, er fremmed. Hun husker, hvordan det bløder fra hendes øje, ned langs kinden. Den metalliske smag, da blodet rammer læben og hun stikker en tunge ud for at slikke det væk. Hun husker, at de ringer efter hjælp. At redderne vrider en fugtig klud, lægger den over hendes øje. De gule refleksveste, deres beroligende stemmer: “Det skal nok gå.” Hun husker, at de vestene tager hende med i ambulancen, spørger til hendes navn, hvornår hun er født. Hvad der dog er sket?
Hun husker, at hun svarer “Det er ikke mig, de græder over,” og at de to på sædet foran ikke følger efter hende til hospitalet.

Ensomig #497

Min mormor dør en torsdag, det er i marts. Telegrammet ankommer med taxa, og min mor ved, hvad der står i det, allerede før bilen står stille.
Til begravelsen er kirken fyldt. Række efter række, bøjede nakker, stilhed. Jeg har fået nye sandaler, de er røde med et guldspænde over midten, jeg føler mig som en prinsesse. Da vi går forbi de mange fyldte rækker, henover stengulvet og op allerforrest, kan jeg høre skoenes alt for levende “klikklak klikklak” og fortryder, at have taget dem på.
Præsten læser et vers, det handler om døden, meget smukt og meget hæsligt. Min mor tager mig i hånden, vist ikke så meget for at trøste, som for at have nogen at holde fast i.
De har klædt min mormor i en blomstret kjole og har sat en broche af guld fast i reversen. Vi går sammen op til kisten, min mor og mig, og lægger hver en blomst. Så vender jeg mig om og går tilbage til bænken, sådan som jeg har set de andre gøre før os. Men min mor bliver stående ved mormor – så længe, at præsten til sidst griber ind og hjælper hende væk.
Jeg ved ikke, hvor hun gør af min mor, eller hvem der hjælper mig ud af mine sandaler, men jeg har sne imellem mine tæer, da præsten kaster jord på min mormors kiste.

Ensomig #496

Min mor er god til gærdej. Min mor er god til at holde vejret for andre. Min mor er god til at pudse vinduer. Min mors fingre bliver hvide, når det er koldt. Min mors næse vokser, når hun lyver. Min mors næse er meget lang. Det er ikke alt, der hænger sammen. Min far er trind, men ikke tyk. Min fars hår fortryder, at han tabte det, før han fyldte tredive. Min far ved, hvad han er værd. Min far græder, når han ser cowboyfilm. Min fars mor hed Ketty, hun spillede tennis og klaver og lavede mad til fjorten mennesker tre gange om dagen. Min fars far hed Anders, han døde, da jeg var lille. Pludselig var vi kun tretten til bords. Anders, min fars far, ligger på kirkegården ved siden af Ketty, min fars mor.
Min far vil ikke på kirkegården, når han dør, han vil brændes, og hans aske skal spredes over en nåleskov. Min mor vil have en gravsten, der skal stå: ”Hun Var God til Gærdej.” Ikke andet.
Hvis man har smagt min mors boller, ved man hvorfor.