Louise Juhl

destory.dk

Hvæs

Om det var derfor, jeg mange år senere forsøgte at fjerne ethvert spor af kvindelighed og køn og reducere min krop til ingenting andet end hud og knogler, det ved jeg ikke. 
Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle stille op med sådan en erkendelse: 
Rase, skælde ud? 
Råbe ad min mor, fordi hun i alt for mange år brugte sine kræfter på alle andre, men aldrig på sig selv. Og dermed lærte mig, at det var sådan man gjorde – levede gennem andre. Skulle jeg skælde hende ud, fordi hun var en skygge af sig selv og fik mig til at tro, at det var sådan, kvinder var og skulle være: Skygger.
Skulle jeg stille mig frem og kradse i hendes ansigt, stikke en finger i øjet for at se, om hun ville reagere. Eller om hun ville undskylde for også dét. For at have fået mig til stikke og kradse. Og hvis hun gjorde, undskyldte altså, ville det så bevise noget. 
At hun var en god mor? En dårlig? 

Tweed og tyl II

Jeg ved ikke, hvor de tilbragte bryllupsnatten, om de sov i hver sin seng, sådan som de gjorde alle årene efter – ifølge min far, fordi min mor sov uroligt. Jeg ved kun, at jeg aldrig så mine forældre intime, at jeg aldrig så dem kysse eller flirte, ikke engang holde hånd (måske husker jeg forkert). 
Deres forhold var langtfra ukærligt, det virkede mere som om, de havde en indbyrdes forståelse af, at alt hvad der involverede fysisk kontakt, skulle foregå bag lukkede døre og med slukket lys. Måske var aftalen et hensyn, min far viste min mor, en måde at respektere hendes blufærdighed (og kropsskam?) på.

I mange år troede jeg af samme grund, at kærlighed var en intellektuel disciplin, en slags ophøjet øvelse mellen to voksne mennesker. Mens krop, begær og sex alene var en praksis, en skjult og forbudt praksis, man henlagde til lukkede rum og nattemørke. 
Sex havde ligesom sit helt eget liv, sådan så det ud derfra, hvor jeg så. -Et liv, der virkede mere skræmmende end eksotisk og dragende, men først fremmest et liv, der ikke virkede til at have noget med min mor og far at gøre. Eller med deres kærlighed.
I min verden blev det til, at sex og kærlighed ikke havde noget med hinanden at gøre overhovedet.

Tweed og tyl

Der findes ikke noget bryllupsbillede af min mor og far. Min far spøger altid med, at han kun sagde ja til at gifte sig på betingelse af, at der ikke blevet taget billeder af de to på dagen. Måske fandt han den slags klichefyldt, ideen om mand og kone, han i sort, hun i hvid. En lidt for pæn og påstået idyl. Måske mente han bare, det var spild af penge. Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste, min far er en fornuftig mand. Økonomisk også. 
Jeg ved ikke, hvad min mor tænkte: Om hun omvendt drømte om at forevige af øjeblikket. Se sig selv -den ene dag – med slør, høje hæle og lange broderede handsker. Så ulige, hvordan hun ellers gik klædt i praktiske vide jeans, fornuftige sko og en t-shirt i klassisk blå. Jeg ved ikke, om hun ville have genkendt sig selv på billederne eller føle sig tilovers: Hvem er det, den kvinde, den drøm?

Det eneste billede der findes af de to fra aftenen er mørkt og grynet. De danser i tæt omfavnelse, man aner min mors ansigt over min fars skulder. Hun ser ud skræmt ud eller i hvert fald genert. Min far er klædt i en mørk nistret tweedjakke med forstærker i skulderen. Man kan ikke se hans ansigt, kun hans ryg, den er bred. Det er som om den står mere åben end min mors blik.

At stable et liv

Sheila Heti skriver i Motherhood, om sin mor: 

Gennem hele min barndom havde jeg en oplevelse af at have gjort noget forkert. Jeg undersøgte alt, min ord, selv måden jeg sad på en stol. Hvad var det, jeg gjorde, som fik min mor til at græde? Ethvert barn tænker, at det er skyld i alt, selv stjernerne på himlen, så selvfølgelig troede jeg også, at min mors gråd skyldtes mig. 
Hvorfor var jeg blevet født, hvis det kun bragte min mor smerte? 
Og da det var mig, der var skyld i hendes smerte, ville jeg også gøre alt, for at fjerne den igen. 
Men jeg var for lille, jeg kunne ikke engang stave til mit eget navn. Hvordan skulle jeg så kunne forstå min mors lidelser?
(s. 15)


Bogen handler om, hvad man får og hvad man mister ved at blive mor og citatet herover vakte genklang. Billedet af en tydeligvis tynget mor og følelsen af at være det åg, der tynger. 
Min mor græd ikke, men hun var fjern og træt og lå med migræne hver uge. Ude af stand til hverken at spise eller holde væske i sig, ja selv den mindste indtrængen af lys fik hendes krop til at vende vrangen ud, kaste op. Gul galde.

Jeg husker kun en enkelt gang, hun græd. min far og hun havde diskuteret højlydt, han råbte ad hende: ”Du er fandeme ligeså syg i hovedet som din egen far”. Så gik hun. Af måden hun forlod rummet på – skuldrene ligesom rejste en mur omkring hende og hendes øjne stift rettet mod døren – vidste jeg, at jeg måtte følge efter. At min mor havde brug for hjælp. 

Hun havde sat sig på gulvet i den lille fordelergang, der forbandt mit, min brors og mine forældres soveværelse. Hun sad på bagdelen med benene spredt ud til hver side og havde hevet alle toiletrullerne ud af det skab, det altid stod stablet i. Min mor købte altid økonomipakker, fireogtyve ruller men for kun toogtyves pris, hvad der var sparet, var tjent. Nu lå de dér -alle fireogtyve- på gulvet i rundt om min mor, og hun forsøgte at stable dem på ny, forfra: Seks på langs og fire i højden. Så ud. Og ind igen, denne gang omvendt: Fire på langs og seks i højden. Det lod sig ikke gøre, skabets dimensioner var forkerte. Ud igen. Og ind: Otte på langs og tre i højden. Endelig lykkedes det: Alle ruller smukt stablet og min mor foran dem med spredte ben.
Så begyndte hun at græde. Det kom fuldstændig bag på mig. I flere minutter havde jeg jo iagttaget hendes fokuserede arbejde, hændernes systematiske bevægelser, udregningerne, seks, fire, otte, tre, den. Men så – nu hvor det hele syntes fuldendt – brød hun sammen. 
”Hvad var det, jeg gjorde, som fik min mor til at græde?” 

Jeg husker ikke, hvor længe hun græd, heller ikke, hvad jeg gjorde for at trøste hende, om jeg gjorde noget overhovedet. Men jeg ved, at jeg længe efter hver gang jeg kom fra skole, gik ned i fordelergange og sikrede mig, at toiletrullerne stod som de skulle. Otte på langs og tre i højden. 

Nips og nylon

Min mor afskyede nips.
Ting som porcelænsfigurer, mini-statuetter, keramikhuse eller globusser med lys.
I flere år plagede jeg om det sidste, en globus, men der var ikke noget at gøre, min mor stod fast. Den slags gjorde ingen gavn, mente hun, de samlede bare støv, og hun havde ikke flere timer i døgnet at gøre rent i. I stedet tilbød hun mig et atlas i storformat, som jeg kunne bladre i. Det indeholdt oplysninger om alt – indbyggertal, højdemeter, befolkningssammensætning på køn og alder. Små farvediagrammer bagerst fortalte om jordbundens beskaffenhed i de forskellige lande, mængden af kalk, næringsstoffer, jordens surhedsgrad.
Jeg havde svært ved at forklare, hvorfor en bog med billeder ikke var det samme som en globus, jeg kunne røre ved, dreje på og som – måske vigtigst – kunne lyse i mørke. Så jeg tog imod det tunge atlas med siv ryg og farvefotos, men fik aldrig rigtig læst i det.

Jeg tror, at min mors had til overflødig pynt kom fra min morfar. Han var et sammensat menneske, flittig som få, altid i bevægelse. Han var uddannet tømrer og ansat i et firma, men sparede sammen og købte en gård. Startede sit eget: Agtrup Savmølle og kunne nu kalde sig tømrermester. Mesteren leverede stole og borde til skoler og institutioner, en sjælden gang fik han andre opgaver, der gav ham mulighed for at vise sin håndværksmæssig kunnen: En pyntebænk til et gartneri. Eller en vugge til et længe ventet drengebarn. Med drejet gavl og udført i en særligt fin, men også særligt vanskelig, træsort. Han var dygtig og kompromisløs, både når det gjaldt hans arbejde og familien. Hans lunte var kort, han kunne med et lyns varsel eksplodere og skælde ud over selv det mindste: Et stykke lidt for tørt brød, en lidt for tynd kop kaffe. Hans udbrud var uforudsigelige af samme grund lærte min mor tidligt at vejre selv de mindste tegn. Hastigheden af min morfars skridt, når han gik henover gårdspladsen, måden han trak sit vejr på. Roligt eller i stød. En hånd henover hans sparsomme hårvækst var ofte tegn på, at noget nagede min morfar, og at han derfor måtte forventes at fare op ved det mindste.
Min mor lærte at fyldte mindst muligt. Hun undlod nogle dage helt at tale, hvis ikke hun blev spurgt, og hun fjernede Per automatik alle ting, der kunne stå i vejen for hans færden: en efterladt indesko (nogle gange min morfars egen) eller en opslået bog på kommoden: “Hvad helvede ligger den dér for?”

Min mor har flere gange fortalt mig om en vinter, hun efter lang tids plagen fik lov at indkøbe et sæt nylonstrømper til en fest på gymnasiet. Den første af sin slags for hendes vedkommende. Skolen lå inde i byen, en cykeltur på tolv kilometer fra savmøllen. Det var i december og streng frost. Min morfar modsatte sig strømperne i ugevis, før han – tydeligvis mod sin vilje – gav efter. Han forstod ikke, hvorfor de skulle bruge penge på “den slags pynt”, når min mor i forvejen havde flere sæt uldne strømpebukser i klassisk grå, som ingenting fejlede. Og som tilmed -årstiden taget i betragtning- syntes langt mere praktiske.
Nylonstrømperne frøs under cykelturen fast til hårene på min mors ben. Hun måtte tilbringe det meste af aftenen i en bås på toilettet med at løsne det syntetiske stof fra huden (en meget smertefuld proces). Hun var grædefærdig, da hun nåede hjem. Hun havde cyklet i bare ben, og der var små sår på skinnebenet der, hvor nylonen havde været særlig genstridig.
Min morfars eneste kommentar var “Det kommer der af at pynte sig.”

Fed creme og tålmodighed

Hvad hun lærte mig om omhu:

Man skal mætte sine støvler med fedt mindst to gange om året.
Hænge jakker på bøjle og vaske uld i hånden.
Gardinernes folder skal holdes ved lige, “dens slags kommer ikke af sig selv”.
Blomster skal have vand men ikke for meget, og planter med tykke blade kan nøjes med mindre end dem med tynde.
Duge skal strækkes efter vask. Det er besværligt, men betaler sig i længden. Bogstavelig talt.
Revnet og tør hud har fanden skabt, det kræver fed creme eller salve og uendelig tålmodighed: “Det sidste løser iøvrigt næsten alle problemer.”
Måske var hun for tålmodig, min mor. Måske ventede hun lidt for længe på, at tiden ville løse alting. Trætheden, den rustne cykel. Knuden i brystet.  

Pligten til at elske

Slår man betegnelsen mor (eller moder) op, står der, at dets primære betydning er en kvindelig forælder. Det være sig en ung mor, en enlig mor, en nybagt mor, en god mor. 
En ensom mor, måske også. 
Betegnelsen mor eller moder optræder også ofte som forstavelse til et sted, vi kender det fra Moder Natur, Moder Jord, Mor Danmark. Alle tre en slags bærende kræfter, en forudsætning for liv. 
Af faste vendinger findes blandt andet:
”ikke en mors sjæl” og ”ingen mor i sigte”.
Begge dele bruges, når noget synes forladt, udsigts- eller håbløst.
Endelig findes udtrykket ”og at gå i sin mor igen”, der betyder at opgive et forehavende eller efterlade uden noget uigennemført.

Betegnelsen fars primære betydning er: mandlig forælder. Det kan for eksempel være en stolt far, en god far eller “en rigtig far”.
I overført betydning bruges betegnelsen også om åndelige eller teoretiske overhoveder, eksempelvis ophavsmanden til en opfindelse eller ide. Fader rummer også betydningen: skaber, kreatør: Man siger for eksempel om nogen, at de har stået fadder til en ide, eller man taler om ”faderen bag” en teori. 
Af faste vendinger findes blandt andet
”åndelig fader” og ”vise fader”.
Begge betegner en skikkelse med en vis grad af mer- eller overmenneskelighed.
Et kendt udtryk er også ”nu falder fars hammer snart” og mener dermed, at en handling eller udtalelse inden længe vil blive straffet hårdt og ubønhørligt.

Udtrykkene Moder Jord og Moder natur knytter sig som nævnt til kvinde- og morbegrebet. Samtidig har man beslægtede men alligevel væsensforskellige begreber som Fædreland og Fædrelandskærlighed. 
Det første, Moder Jord, udtrykker noget næsten ubegrænset, en altomsluttende omsorg og kærlighed til alt skabt: Plante- som ådselsædere, fugle som fisk, nu som altid.
Det sidste, fædrelandskærligheden, betegner omvendt en kærlighed, der er klart afgrænset og som kun omslutter dem og det, der findes indenfor disse grænser.

Måske er sproget klogere end dem, der bruger det. Måske afslører det ét af kvinde- og moderidealets problemer. At morfiguren skal være grænseløs, hun skal ideelt set tåle alt, håbe alt, udholde alt. En rigtig mor har ingen grænser, hun siger aldrig ”hertil og ikke længere”.
Hun favner alt og rummer det hele: bleskift, babygylp, søvnløse nætter. Hun nynner og aer og vugger og elsker, det er jo hendes pligt, ja det er selve moderfigurens “berettigelse” her i verden.

Spørgsmål man ikke stiller sig selv, fordi man ikke ønsker at kende svaret

Edouard Louis citerer i En kvindes forvandling sin mor for at sige: 
”Hvorfor har jeg fået to børn? Jeg skammede mig over at tænke det, det er klart, men jeg tænkte hele tiden: Hvorfor har jeg fået to børn?”
Hele tiden.
Situationen for Louis’ mor i En kvindes forvandling er fuldkommen forskellig fra min mors. Louis’ mor har ingen uddannelse, hun er uden arbejde og gift med en mand, der både fysisk og psykisk undertrykker hende (til en byfest kalder han hende en ko, ”hey, kom herhen din fede ko,” råber han.) 

Min mor havde uddannelse og fast ansættelse som hospitalslaborant. Og uanset at min fars var optaget af sit fag og sin karriere, var hans kærlighed til min mor utvivlsom.
Alligevel ramte scenen hos Edouard Louis mig som et knytnæveslagslag. Hans mors retoriske: ”Hvorfor har jeg fået to børn?” 
Min mor fik tre børn, alle tre var ønskede og elskede, ikke desto mindre husker jeg tydeligt en samtale mellem min mor og en genbo. Genboen siger: ”Det er sørme også meget med tre børn, måske skulle du være stoppet ved de to?” Det var et rent hypotetisk spørgsmål og sagt i al fortrolighed. Hverken min mor eller genboen vidste, at jeg hørte med (”små gryder har også ører,” som min mor vile have sagt, hvis hun havde opdaget, at jeg lyttede.)
Min mors reaktion på genboens bemærkning, var, som nok de fleste mødre ville reagere på det samme – med blank affærdigelse. Skulle hun, min mor, nogensinde ville undvære et af sine børn, for sin egen skyld?
Aldrig!
Alligevel er sandheden måske, at hun ville have været bedre tjent uden os, i hvert fald er der ingen tvivl om, at mine brødre og jeg en lang årrække var tæt på at tage livet af hende, dræne hende for kræfter, omsorg, næring. Sammenlagt fireogtyve år af sit liv havde min mor ansvaret for først et, så to og til sidst tre mennesker – og det vel at mærke oveni at skulle holde sammen på sig selv. Hun satte sig selv på standby, for at vi kunne vokse, brugte alle sine kræfter på at give os al den kærlighed, hun havde så svært ved at give sig selv.
Jeg ved ikke, om hun nogensinde undervejs, spurgte sig selv, som Eduoard Louis mor gjorde ”Hvorfor har jeg fået tre børn?”

Mødrene, mælken, vores forestillinger

Jeg elskede min mor ubetinget. Alt hvad hun sagde og alt, hvad hun gjorde. Jeg elskede vinklen på hendes tommelfinger, huden på hendes hals, det ovale Calmetteaftryk på hendes skulder. Jeg elskede hendes forudsigelighed, at hun stod op på nøjagtig samme tid hver dag, rettede på køkkengardinerne. At hun læste avisen bagfra og altid gik i blåt. Jeg elskede det altsammen og uden forbehold, og samtidig skræmte det mig fra vid og sans. Alt det hun stod for, og som jeg aldrig kunne leve op til. Min mor var mor før hun var andet, hun var min fars kone, før hun var sig selv. Min morfars datter, en god veninde, en dygtig laborant. Hun var ydmyg i en grad, der lignede ydmygelse og opofrende i et omfang, der syntes tæt på selvdestruktivt. Altid generøs, givende og gavmild altid nogen andres, selv sig selv, sin egen.

Jeg husker det som en gave og som et åg.
Al den kærlighed, alt det, hun gav uden at forlange noget tilbage. Og mig, der stod med hænderne fulde af min mor, og en egen tilværelse foran mig, der kunne blive som hendes eller helt anderledes. Jeg stod der og tænkte, at hvis der skulle blive plads til noget andet, et andet liv, til mig, så måtte jeg kaste min mor fra mig, det opofrende, ydmyge.
Men hvordan gør man det. Hvordan kaster man kærlighed fra sig, hvordan siger man nej til et menneske, der ikke kun har skænket dig livet, men også ofret sit eget. Hvad gør man af de hænder, der før var fyldte af moderlig omsorg og nu bliver tomme. Hvad fylder man dem med.

De fleste omkring mig fyldte dem med mand og børn, andre med karriere, nogle få med Gud. Jeg fyldte mine med kalorietabeller, mærkelige diæter, sukkerfri sodavand, hvidkålssuppe, pandekager af æggehvider og psylliumfrøskaller, halvmarathon, helmarathon, trappemaskiner.
Jo mindre jeg vejede, des mindre tyngede jeg min mors liv, og des mindre ville hun tynge mit, var logikken. Men virkeligheden viste sig at være omvendt, sådan som den altid ender med at være det – meget mindre logisk og meget mere virkelig, end vores forestillinger om den.

Lad tvivlen komme livet til gode

Jeg har talt om det før.
Om hvordan kvinderne, fællesskabet, følelsen af at tilhøre et Vi, ikke at stå alene, gav min mor kræfter, hun i det daglige undertrykte eller fortrængte. Kræfter og følelser, der i min mors øjne syntes umulige at forene med hverdagens roller som kærlig mor, loyal hustru og altid imødekommende kollega. 
Det var især i bøgerne, hun følte sig inkluderet og fandt tanker, der lignede hendes egne. Undren, tvivl. I bøgerne kunne hun finde en kritik, hun ikke selv kunne eller turde at formulere. Her blev sat spørgsmålstegn ved selv det indiskutable – ved det bestående, tingenes tilstand. 
Hvorfor netop sådan. 
Hvorfor hver gang og uden tvivl: fornuft før følelser. 
Hvorfor altid pligt før ret, hvorfor altid yde før nyde. 
Hvorfor ikke se og sanse; erfare med det altid uerfarene hjerte, som Elsa Gress foreslog. Lade tvivlen komme livet til gode. 
Min mor læste meget og næsten altid kvinder og var fuldkommen usnobbet i sin tilgang, Agatha Christie og Marie Cardinal fyldte hende med lige dele begejstring. Cecil Bødker havde en helt særlig plads i min mors hjerte, hun elskede Salthandlerskens hus og En vrangmaske i Vorherres strikketøj, den helt særlige lydhørhed for den ensomme, den fortabte, der her fandt plads. Bøger, der gav et ståsted i verden til alle dem, der ellers ingen steder hørte til. 
Til min mor. 

Torsdagene var hendes fridag, her indhentede hun alt det, der i ugens løb var blevet forsømt. Hun bagte brød, støvsugede, vaskede gardiner, vandede blomster, bankede tæpper, luftede dyner og tørrede karmene over med en blanding af eddike, opvaskemiddel og vand. Hun skrev kort til dem i familien, der fyldte år og underskrev med alle navne, selvom det kun var hun selv, der kendte til den jubilerende onkel eller grankusinens bryllupsdag. Hun lagde aviser i bunker, sorteret efter dato og gemte dem indtil måneden var omme. Den sidste torsdag i måneden blev de så bundtet og sendt til storskrald.
Når klokken blev tre helligede hun endelig lidt tid til sig selv. Hun bryggede en kop te, smurte et stykke knækbrød med saltet smør og ost, lagde benene op på en skammel og så læste hun. Min mor vidste, at hun havde præcis en time for sig selv, før resten af huset kom hjem og forlangte hendes fulde opmærksomhed – fortalte om alt vores: En matematikprøve, en uheldig bemærkning eller en historie om, hvordan Anne Mettes fra parallelklassens far havde fået en hånd skåret af i en flismaskine.
Og min mor lagde bogen og sig selv til side. Lyttede og svarede ”åhnej da.”

Vi spurgte aldrig til hendes. Til sengetøjet eller eddikeblandingen. Til tankerne, teen eller hvad hun læste. Det var altid min mor der gav og gav og os, der tog.
Kun bøgerne gav noget tilbage.