Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #589

Jeg skriver til Christel D. fra kundeservice ved nemlig.com.

Kære Christel D, skriver jeg, jeg har netop – til min store forbløffelse – modtaget 4 liter gammeldags karamelflødeis fra Premier Is. Til gengæld har jeg ikke fået leveret de 4 pakker Chile-rejer, som jeg planlægger at servere for mine svigerforældre, der kommer til sen frokost kl. 14.00. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan flødeis vil fungere som erstatning for rejer i en asiatisk papayasalat: muligvis viser det sig at være et hit – i så fald sender jeg dig opskriften.
Umiddelbart er jeg dog en anelse skeptisk ved tanken, og beder dig derfor kreditere mig 159,80 kroner for de udeblevne rejer.
Finder du tiden, vil det ligeledes være en stor hjælp, om du vil undersøge, hvordan chilerejer (nu for anden gang på en måned) på spektakulær vis får transmogriffet sig om til karamelflødeis.
Min mand mener, at der kan gøres en forretning ud af skidtet – selv foretrækker han nemlig langt hen ad vejen flødeis fremfor både salat med rejer. Han er datalog og ikke afvisende overfor et samarbejde, hvis du og dit firma vil levere de nødvendige algoritmer?
Alt godt og de bedste ønsker for dagen /Louise

Ensomig #588

Det er mærkeligt, hvad man husker. For eksempel husker jeg en lærervikar i syvende, Johan, tror jeg han hed, der troppede op med en ghettoblaster under armen og spillede et nummer med Genesis, der hed “The carpet crawlers.” There’s no hiding in my memoryThere’s no room to avoid.Det var en onsdag lige efter det store frikvarter, og han forklarede ikke hvorfor, rullede bare mørklægningsgardinerne for og bad os om at gå rundt imellem hinanden:
Ikke se, kun lytte!
Jeg husker usikkerheden, de lukkede øjne, hænderne i vildelse, at gøre noget uden at vide hvad: Tænk nu hvis jeg stødte ind i Martin F, som jeg i mange år troede “boede til leje”, men som, viste det sig, “var i pleje”, hvilket af en eller anden grund gjorde ham vildt interessant. Eller Kristian, hvis hår var kruset og stridt og aldrig blev vådt heller ikke, når vi dykkede i svømmehallen.
Efter 5 minutter og femten sekunder var nummeret slut, lyset blev tændt, og Johan bad os slå op på side 79 i Matematik for syvende. Det handlede om brøker:
– Husk at gange med den omvendte, forklarede han og så et eller andet om, at matematik på mange måder mindede om både filosofi og psykologi.
Det var ikke musikken, der forvirrede mig, heller ikke de lukkede øjne eller brøkregningen, men den manglende sammenhæng imellem. Hvorfor det ene og bagefter det andet. Hvorfor overhovedet?
I flere dage, uger, gik jeg og rugede og forsøgte at regne ud, til sidst besluttede jeg at spørge, men da var det for sent. Johans praktik var ovre, og jeg fandt aldrig en forklaring, måske er det derfor, jeg stadig husker det.

Ensomig #587

Der er hele tiden noget, der sætter sig i bevægelse. Jeg forsøger ellers at holde mig i ro, fæstne dagene med præcise nåle: 
Købe en opvaskebørste i støvet grøn, pudse vinduer og lave kyssemund til en Hvid Admiral sommerfugl, der har forvildet sig ind bag de franske døre mod stuen. Lukke den ud. 
Men så sker det igen. At jeg læser en linje, nej to linjer, i et svensk digt, hvor nat staves to t’er, natt, og følelser kaldes for känslar. Og jeg mærker det hele som bløde dun mod forbrændt hud, blødt og brutalt, og er lige på nippet til at græde, selvom jeg ved, at det er ikke meningen. Meningen er, at jeg skal drikke min kaffe, svare Johannes, der har skrevet og spurgt og lukke maleren ind, uden at han bliver nødt til at spørge til min tilstand: 
–Er du ok? 
Meningen er ikke, at jeg må opfinde en fredag-morgen-allergi for at skjule, at jeg græder over de to prikker i et svensk ö eller tanken om, at jeg aldrig bliver mæt af dage. 
Hvem siger selvfølgelig også, at det skal give mening, at jeg skal.

Ensomig #585

Det er en lummer morgen, natten vil ikke slippe sit tag. Selv efter et bad og en kop kaffe sidder halvmørket i mine søvngængeragtige bevægelser. I juli bliver det aldrig rigtig nat og derfor heller aldrig rigtig morgen, det er ikke spor mærkeligt, alligevel undrer det mig hvert eneste år.Hunden er mildt utidig. Den lægger sig ved mine fødder, rejser sig, ser op, lægger sig igen, det gentager sig flere gange, før jeg til sidst bukker mig ned og lægger mit hovede mod dyrets krop. Et dybt suk og den falder til ro. 25 kilo kærlighed med krøllede ører.Udenfor det store vindue i stuen kan jeg se en hvidmalet bænk med fire storblomstrede hynder, som jeg – igen – har glemt at tage ind for natten.
– Det forkorter pudernes levetid, har min mor ellers forklaret: Det er noget med den temperaturforskel, der er, mellem sommeraftnernes varme og morgenernes kølige fugt.
– Fibrene bliver stive, siger hun – ikke ulig vi menneskers.
På søndag flytter vi tilbage til Louisenlund. Til gårdhaven med de gule roser og tegltagenes sært-røde morgenspejlinger. Jeg har nydt tre uger i myggemættet søluft med drivhusagurker og kornblomster, men nu vil jeg gerne hjem. Hunden trænger også til at kunne ligge i sofaen, og jeg trænger til, at han må. Måske kan vi så begge falde til ro, 78 kilo gensidig kærlighed, jeg må se at lære at slå krøller på ørene.

Ensomig #584

Jeg vågner og giver mig til at oversætte fingerbøl og finder ud af, at det hedder kaus på svensk, men autocorrect bliver ved med at rette til kaos, og jeg tænker, at det nok er et tegn, og selvom jeg ikke ved, hvad det er et tegn på, bliver jeg urolig. Klokken 10.15 har jeg en tid ved lægen, der sikkert vil fortælle mig, at jeg er kernsund og rask, og jeg vil føle mig lige dele lettet og flov over at forstyrre og spørge Dorte, der er sommerferievikar, hvordan det så kan være, at jeg er så træt så træt. Jeg vil forklare Dorte, at jeg har svært ved at overskue noget så simpelt som at handle ind, alle de valg, torskerogn i skiver, bøgerøget hamburgerryg, gulerødder med eller uden top. Jeg vil fortælle om forleden, at jeg gik tur med hunden, gik og gik og først først alt for sent kom i tanke, at jeg jo skulle hele vejen tilbage igen og måtte sætte mig på knæ og råbe virkelig grimme ord, og at hunden måtte trøste. Jeg vil forlange, at hun gør noget, at jeg er blevet for gammel til den slags alt for sene erkendelser, at der må findes en kur, en medicin mod halvvejs fortrydelser, og lægen vil smile og svare, at de er en del af den pakke, der hedder livet, og at der heldigvis ikke findes en medicin der kan kurere den slags, og slutte af med at spørge, om jeg mon stadig har min menstruation? Senere vil jeg gå på AROS og se “Art is porn” og “Tomorrow Is the question” og drikke alt for dyr te i museumscafeen og huske mig selv på, at jeg er sund og rask, og at trætheden er en naturlig del af pakken og love mig selv at vente med at råbe grimme ord, til jeg er hjemme igen, hvor hunden kan trøste.

Anmeldelse af Alle dage tilbage.

Fra Magasinet Modspor:

“Alderen indhenter os alle, og de fleste af os kommer på et tidspunkt til at tage afsked med et ældre menneske. Alligevel taler kun få om, hvor ondt det kan gøre. Louise Juhl Dalsgaard skriver skævt, smukt og bevægende om at miste sig selv og den anden.
(…)
Alle dage tilbage lever i kraft af alt det, der ikke bliver sagt, men især i kraft af dét, der næsten bliver sagt. Dermed giver Louise Juhl Dalsgaard os et ganske præcist udsagn om, hvad det vil sige at være i sorg. Og ikke mindst får hun vist os, at sorgen har sit eget liv, sin egen tid og sine egne snørklede mønstre – uanset hvem vi mister, og hvor gamle de er.”

Læs hele anmeldelsen HER


Ensomig #583

I går kørte jeg op til min mor, fordi jeg trængte. Vejret var mildt, vi gik en lang tur – til Gug skole, hvor jeg tilbragte mine firsere med at terpe en geografi, der forlængst er forældet, og på at være ulykkelig forelsket i Kasper. Kasper kom fra Visse, han havde langt lyst nakkehår og spillede med nummer 9 på ryggen i Gug Boldklub. Hver torsdag klokken fem tog jeg opstilling ved sidelinjen og tog fotos, hver gang han berørte bolden. Jeg bad også til Gud: Om ikke han ville lade Kasper få øje på mig? men kom så i tvivl, om det mon var unfair konkurrence at tage Gud i brug til den slags sager? Jeg husker ikke, hvad jeg nåede frem til, Gud valgte i hvert fald at prioritere andre sager højere end min, det lykkedes mig aldrig at blive kærester med Kasper.
Da vi kom hjem fra gåturen, diskuterede min mor og jeg, om man egentlig må bruge køkkenrulle i stedet for servietter, når man har gæster. Jeg mente ja, min mor nej. Vi blev ikke enige. Da jeg senere rejste mig for at køre hjem, rakte hun mig to hundrede kroner – til en flaske rosévin. Hun havde læst i avisen, at rosé skulle blive sommerens helt store hit, og men te ikke, at hendes datter skulle gå glip af dét. Jeg forsøgte at protestere, argumenterede for, at det er gæsten og ikke værten, der giver gaver. Men min mor holdt fast: Høflighedsetiketter omfatter ikke den nærmeste familie, insisterede hun og puttede så to hundredekronesedler i en kuvert, tegnede et hjerte og skrev “Til mit sommerhit” udenpå🕊

Ensomig #582

Hun ved godt, at det ikke er sundt, faktisk direkte skadeligt. Det er ikke kun hendes eget helbred, hun sætter på spil, men også alle andres. Hun kan høre dem sige det, at det er topmålet af ignorance, stupiditet, at hun leger med ilden. Som regel efterfulgt af en forsonende latter, når de peger på tændstikæsken:
– leger med ilden, ja du forstår?
Det opfordrende smil , humoren som en håndsrækning.
Men hun tager ikke imod, smiler ikke tilbage. Hun vil skide på det sunde, det uskadelige. Hun kalder sig frihedskæmper. Alligevel er der en snert af noget, hun ikke ved, hvad er, hver gang hun tænder en cigaret. Ikke skam, snarere en ufrivillig appel. Som når et barn slår sig selv i hovedet med en skovl i tiltro til, at en voksen vil gribe ind. Tage skovlen ud af hånden, den kærlige irettesættelse:
–Du kommer galt afsted!
En omsorg hun ikke under sig selv.
Men der er ikke nogen til at stoppe hende. Hun har kun hunden, der synes mere optaget af lette ben, lugte til sit eget pis, end af at bemærke hendes gøren og laden.Der er ting, hun hver dag skal igennem. Fisk, der skal fodres, en busk beskæres. Måltiderne, som regel en rest kogte ris med optøede ærter, en mistænkeligt rød pølse skåret i tern og lunet på panden. En sjælden gang imellem en klat smør til at binde retten sammen. Hun spiser stående, fornemmelsen af at have travlt, at nogen eller noget venter på hende. At hun ikke har al tid i verden. Eftermiddagene går med at sortere i udklip. Hun kalder det research. Artikler om vin-avl, insekternes vrede, sorte huller. Affaldssortering og pigeliv. Hun får det hele til at hænge sammen: Menstruationscyklus og biodynamiske komposteringsprincipper, insekter og alkohol. De sorte huller kan rumme alt resten. Fyrre smøger når hun på en dag, jævnt fordelt. Ikke en eneste har været forgæves, hun er i krig og nægter at give op.
Fred er ikke en mulighed, hvad skulle hun stille op med den?

Da tiden tog Inge

Journalist Charlotte Rørth har, med sjældent fin lydhørhed, interviewet mig til søndagens Nordjyske om mit venskab med forfatteren Inge Pedersen. Et venskab, der inspirerede mig til min roman “Alle dage tilbage,” der udkom for nylig.

Ensomig #581

Vi var fire, der hed det samme i børnehaven, så jeg måtte vælge et kaldenavn. Jeg valgte farfar, ligesom den gamle mand i Brødrene Løvehjerte, der redder Tvebak fra at dø. Jeg fik selv lov at trykke de seks bogstaver, f-a-r-f-a-r, på en dymo-maskine og hænge strimlen op på hylden med sko og jakker. Farfars jakke, farfars sko. De fleste kaldte mig nu stadig bare ved mit navn, kun min morfar insisterede på at kalde mig Margrethe – ligesom dronningen. Han “besøgte” mig af og til på mit slot, så sad vi i den rødbrune sofa og talte. Min morfar havde altid en cigarstump i munden, der gjorde, at jeg knap kunne forstå, hvad han sagde, det gjorde nu ingen forskel.Om sommeren så vi Wimbledon, også selvom solen skinnede udenfor. Så trak min morfar de røde gardiner for, og den lavloftede stue kom til at henligge i et magisk rødt skær, der blandede sig med tv’ets lysende blå. Jeg holdt med John McEnroe, fordi han havde krøller, min morfar var mere til til Bjørn Borg – Han sagde, det var fordi, de i Sverige havde den smukkeste dronning i verden, Silvia. Men så vendte han sig mod mig, slog hænderne sammen, og udbrød: Nej, den smukkeste dronning i verden er selvfølgelig dig! Og selvom jeg udmærket vidste, at jeg hverken var dronning eller særlig smuk, var det en rar følelse, lige dér.Bjørn Borg vandt Wimbledon fem år i træk, hver gang mente min morfar at en del af æren var hans. I 81′ blev det Mc Enroes tur til at løfte pokalen, min morfar udvandrede i protest. Han havde skiftet mening: Vejret var alt for godt til at sidde indendøre og se TV, så nu gik han i haven. Senere kom Graf og Becker, men min morfar, der aldrig rigtig var kommet sig over krigen, kunne ikke få sig til at holde med en tysker og kom aldrig mere på besøg på slottet. Jeg får stadig et lille stik af misundelse, når den svenske dronning toner frem på skærmen.