Louise Juhl

destory.dk

Det ligner paradis

Hendes bror sætter ild til sig selv, dagen før han fylder halvtreds. Han lægger sig på et brandfængende tæppe, han har mættet med benzin, og smider en stormtændstik. Det er en kvindelig betjent, der overbringer beskeden, hun beklager dybt.
I månederne op til, har hun planlagt hans fest i detaljer. Lejet et karaokeanlæg, købt shaker og glas på høje stilke, inviteret mennesker fra for længst. Hun har arrangeret et kunstigt ildsted på plænen ud for selskabslokalet, her kan gæster få lov at prøve kræfter med snobrødsbagning og ristede pølser. Et badebassin skal gøre det ud for en put-and-take sø, der vil være præmier til den, der lander mest. Nu skal hendes bror fandeme fejres.
Sidst de talte sammen var til jul, hun havde sendt ham en kurv med cognac, fyldte chokolader og et gulnet sort-hvid foto fra dengang, de var små. Klædt ud som nisser og i tæt omfavnelse. Forventningens glæde havde lyst ud af billedet, det var dengang. Han havde ringet og takket, cognacen havde han allerede tømt, nu sad han og så en film med John Wayne. Chokoladerne ville han gemme til i morgen, sagde han, ”glædeliglig jul’. Hun havde ikke nået at svare, før han lagde på.
Nu havde han så sat ild til sig selv, hvad skulle hun sige til gæsterne. At festen var aflyst, to havde allerede taget turen helt fra Norge og hans kusine købt en dyr kjole i Magasin. Så hun tager en beslutning, hvad betyder en enkelt dag fra eller til. Hun pynter op, tænder lys, dækker bord med serpentiner i alle verdens farver. Gæsterne ankommer klokken fem, høj musik og pinde over bål, stemningen er høj. En ikke særlig høj kvinde, ingen ved hvem er, vinder karaokekonkurrencen, hun synger som en drøm, det er vist Phil Collins ‘its just another day for you and me in paradise’. Klokken syv er der buffet, dybstegte rejer og coleslaw, kuvertflutes og rødvin med hældetud. Der bliver delt sange rundt:, ‘en guttermand i flyverskjul/en ven med vinger som en fugl’, alle synger med. Omkvædet lyder ‘huhejhuhej-tralulalej’, gæsterne vugger arm i arm og i takt.
Festen fortsætter hele natten og morgenen med, de sidste kører ved middagstid. Hun vinker til dem fra plænen, der hænger en serpentin fra hendes skulder. Ingen spørger til festens hovedperson, han har vel aldrig været mere levende end nu.

Det ligner en flagermus

Min første rigtige ven hed Casper. Måske er ven et forkert ord, han var min nabo og to måneder og syv dage ældre end mig. Det, mente han, betød at han skulle bestemme. Vi legede tit i haven, jeg var den skovl, Casper brugte til at flytte jord med. Jeg lå på knæ og gravede og gravede, mens Casper stod bagved og skubbede til mig med en fod, præcis som han havde set hans far støde skovlen i havebedet med sine træsko. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde protesterede.
I børnehaveklassen mødte jeg Lea. Hendes mor kendte min mor, de var vokset op i den samme by. Lea havde mandelformede, meget brune øjne og var utrolig spinkel men på en virkelig graciøs måde. Når hun pegede, var det som om hendes pegefinger rakte længere end vores øjne, og den blev en tryllestav, der kunne få ting til at ske. Hendes hals var lang, hendes nakke, hendes ben også. Hun var dygtig til næsten alt: At tegne og slå flikflak og synge og så snakkede hun mindst lige så meget som mig. Alligevel fyldte hun mindre. Hvis hun var en sommerfugl, var jeg en flagermus. 
Vi spiste pind-is og gik på liner, der ikke fandtes andre steder end i vores fantasi. Tit legede vi, at vi fik lov at køre gratis med bussen, fordi vi var så smukke. Så slog vi blikket skråt ned, sagde tak til den ikke-eksisterende chauffør og fnes og gemte vores ansigter i hænderne. Vi vidste mere om hinanden, end vi vidste om os selv. Ofte var det mig, der huskede Lea på, at hun skulle til tandlæge eller at hun havde en aftale med sin farmor, og det var Lea, holdt øje med, om jeg nu huskede mit gymnastiktøj mandag og torsdag. Vi sov ofte sammen, som regel hos Lea, for her måtte vi få nutella og syltetøj på brødet om morgenen. Hjemme hos mig var der kun ét stykke pålægschokolade per franskbrødsmad, og min mor skulle møde allerede klokken syv, så vi måtte selv vaske vores tallerkener op.
I tredje klasse kom Mette. Hendes mormor var italiensk, hendes farmor var fra Farsø. Hun var meget moden af sin alder, og protesterede allerede den første dag over lærernes voksentyrranni og skolens dårlig udluftning. Drengene elskede at hade hende for det. ’Du tror, du er så voksen,’ råbte de, og Mette tog det som en kompliment. Svarede ’Ja, nogen skal jo være det’. Hun gik med glimmerøjenskygge og lærte mig at kysse, for det var bedre, at vi piger fandt ud af det sammen, i stedet for at blande det andet køn ind i det. Hun elskede Holberg og græske statuer og brugte de fleste af sine konfirmationspenge på en tur til Thorvaldsens museum. Jeg var fascineret og lidt frastødt af det hele, men mest af alt var jeg paf, for Mette var så fuldkommen anderledes end alt andet, jeg nogensinde var stødt på.
Lea og Mette kunne ikke fordrage hinanden. Jeg fandt aldrig rigtig ud af hvorfor. I flere år forsøgte jeg at finde en måde, vi kunne være sammen på alle tre, uden at noget eller nogen gik tabt. Et år inviterede jeg dem til min fødselsdag, bare de to. Jeg havde forberedt det hel i god tid, bagt pitabrød og skåret gulerødder, peberfrugt og agurk i nøjagtigt lige store stykker. Selv dressingen var hjemmelavet og bestod af en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt blandet op med sød sennep og salt. Servietterne havde jeg foldet som fugle, efter en bog jeg havde lånt på biblioteket, alt skulle spille. Det blev en meget lang og meget akavet eftermiddag, vi spiste i tavshed. Ingen af de to ville have dessert, og da de gik, sagde de farvel uden at se på hinanden. 
Jeg tror, det var der, jeg besluttede mig for, at det simpelthen var for svært. At der var for mange ubekendte i den ligning, der hed ‘veninder’ til, at jeg kunne regne den ud. Og så slap jeg dem. Begge to. Fra den ene dag til den anden. Jeg ved ikke, om de oplevede det som et svigt eller måske modsat som en lettelse, jeg ved knap nok, hvad jeg selv følte. Men jeg ved, at jeg indimellem savner nogen at spise pitabrød med.

Det ligner tidligt

Før nogen er stået op: Morgenhår og så den den her pludselige ømhed, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Måske er det med dén, som det er med for tidligt fødte enhjørninge og dagsommerfugle. De trives bedst uberørt af ord og menneskehænder, det er noget med støvet på deres vinger.
Så derfor ikke mere.

Det ligner hårdkogte æg

Jeg lærte tidligt, at der var mennesker ude i verden, der led. Altså virkelig led. Ikke fordi de skulle i seng før klokken ti, eller ikke måtte få nutella på deres brød til morgen. Men fordi der faldt bomber over deres huse, og der ingen mad var at få. Så jeg holdt op med at plage, med at spørge og at ønske, fordi jeg vidste, at der var mennesker derude, der trængte mere og for hvem, det gjaldt livet. Jeg, derimod, vidste ikke, hvad jeg gjaldt, så i stedet kastede jeg fire hårdkogte æg i munden, tyggede og slugte med tvang. En tør og sej mundfuld, der viste sig at være helt umulig at synke, og som jeg derfor endte med at spytte ud igen. ‘Der kan du se!’
Glæden blev en pligt, og jeg tog den på mig. Overalt rendte jeg rundt og smilede og sagde undskyld, hvis jeg alligevel skulle komme til at føle noget andet. Undskyld, undskyld, indtil folk blev trætte af alle undskyldninger. Så undskyldte jeg også for det.

Det ligner gran

Der vokser en gran ved siden af min lunge, den venstre lunge, en hel lille gran er det, jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke vokser nogen gran, selvfølgelig gør der ikke det, men der vokser noget, der kunne være en gran, og den vokser ved siden af noget, der kunne være min lunge, og den kan ikke få vejret, granen kan ikke få luft, det er ikke lungens skyld, heller ikke granens eller min skyld, det er bare sådan, historien ender.

Det ligner en krage

Det var den her mand. Alle vidste hvem han var, men ingen kendte ham. Han gik i højrøde bukser med seler og sagde sådan en lyd. Ligesom en krage, krakrakra, mens han bevægede armene op og ned. Når børnene spurgte, svarede de voksne altid det samme. At “han ikke ville forstyrres”. Det var tydeligt, at de mente, hvad de sagde. Alligevel fulgte børnene efter manden, søndag efter søndag. Forsøgte sig med baskende arme og et hviskende “kra kra kra”. En enkelt gang vendte han sig om og så på dem. Bare det – og ganske kort. Alligevel var de ikke et sekund i tvivl. Noget var lykkedes.

Det ligner et navn

Det var det samme år, min morfar begyndte at miste. Først hørelsen, så det venstre ben, så min mormor. Til sidst mistede han lysten til livet. Han døde den 14. november nitten hundrede og seksoghalvfems, jeg sang: ‘Stille hjerte sol går ned’ i flere timer derefter. Vist nok fordi jeg havde læst et sted, at det sidste, et menneske mister, er hørelsen, og jeg ville så nødig miste ham.
Vi kendte ellers ikke hinanden særlig godt. Min morfar var tømrermester af den gamle skole, arbejdede alle døgnets vågne timer og spildte ikke tiden med snak. Men da jeg flyttede til København og nægtede at spise og blev indlagt på gule papirer, ringede han alligevel. Sagde: ‘Nu må du hellere se at komme hjem, Margrethe”. Han kaldte mig altid Margrethe – efter dronningen. Jeg gjorde, som han sagde, jeg tog hjem. Måneden efter døde han, det var svært ikke at føle skyld. Præsten spillede guitar til begravelsen, bagefter var der snitter med rullepølse, løgringe og sky. Jeg lod de andre om at spise, fandt i stedet en formular på præstens kontor, som jeg udfyldte. Fire uger senere var der svar. Jeg bar nu min morfars efternavn, Juhl. Det gav egentlig ikke meget mening, men det gav noget andet.

Det ligner en tilfældighed

Det forekommer måske irrelevant. At skrive om hestene. Om deres maner og manker og forskellen imellem. Men når de nu står her, på en mark i det midtjyske og damper, som om det ikke var tilfældigt, at de stod på netop den her mark, i netop denne tekst, ja så er hun nødt til at nævne dem. Hestene.

Det ligner første gang

Jeg var hende med den lidt for brede bag og det lidt for tunge hoved. Gik mere op i matematik og kaosteori end i mit udseende. Til fester var mit tøj det samme som til hverdag, fløjlsbukser og en sweatshirt med logo. En sjælden gang imellem forsøgte jeg mig øjenskygge, men det endte som regel med at hænge under øjnene i stedet for over. Måske var det derfor, det kom som et chok. Jeg havde ganske enkelt ikke forestillet mig, at jeg kunne bruges til den slags. Ikke fordi jeg var dum, men fordi jeg var sådan en, man bad om hjælp til lektier, ikke én, man kyssede med, fantaserede om.

Han hed Morten, og den dag i dag kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvad der skete. Jeg tror ikke, jeg var afvisende. Snarere overrumplet, måske endda smigret? Men jeg husker hans insisterende tunge og de målrettede hænder, først om brysterne, så i skridtet, videre. Heftigt, hårdt. Måske sagde jeg ikke nej, måske nåede jeg ikke engang at tænke det, det hele gik så hurtigt. Bagefter hjalp han mig i tøjet, rakte mig det et for et. Trusser, nederdel, nylonstrømper. Ingen af os sagde noget, der var vel ikke noget at sige.
Lyset på gangen udenfor var grelt og skarpt, der var stemmer fra festen nedenunder, latter, skålen. Jeg fandt min jakke under et tykt lag af fremmed overtøj, flere frakker faldt på gulvet, i forsøget på at finde min egen. Jeg lod dem ligge.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt hjem, kun at jeg børstede tænder i mere end en halv time, frem og tilbage, frem og tilbage, og at jeg beholdt jakken på, mens jeg sov.

Næste morgen tog jeg på arbejde. En kollega havde købt tebirkes og håndværkere, jeg tog et af hver. Det virkede som sådan en normal ting at gøre, at tygge og synke. Senere gik jeg på biblioteket fandt en tilfældig bog og lånte den med hjem: 58.83 “Fugle ved søer og moser.” Hjemme igen fra biblioteket kastede jeg op, de næsten ufordøjede stykker morgenbrød flød rundt øverst i den galdegule væske. Det undrede mig, hvor lidt skade maden havde lidt på turen gennem min krop, de mange små birkes. Jeg forsøgte endda at tælle dem, en, to, tre. Gik i stå ved enogtyve. Derefter stod jeg bare. Længe, måske en time, stirrede ned i kummen.

Tre meditationer


I: En mand springer ud fra et højhus, i protest over ikke at kunne flyve

II: En sten er aldrig kun, men altid også bare, en sten

III: Der, hvor du engang lå, ligger nu et ishus med vimpler og et skilt udenfor, der siger: “Kom indenfor, vi har åbent”