Louise Juhl

For nylig hørte jeg en kollega sige, at hun var mere interesseret i løgnen, end i det, vi kalder sandhed.
Jeg var egentlig på vej ud for at fylde min drikkedunk og hørte derfor kun efter med et halvt øre, men jeg råbte alligevel og helt spontant: “ja!”
Jeg har altid været fuld af løgn. Eller: jeg har altid fortalt ting, der ikke passede – netop for at få dem til at passe. I børnehaven opfandt jeg en død tvillingesøster, hun hed Nayaa, og var min bedste ven. De andre børn flokkedes omkring mig, de ville høre alt, de spurgte og spurgte:
Er hun virkelig død?
Lignede hun dig på en prik?
Hvor stor var kisten?
Jeg svarede, at ja – hun var virkelig død, og hun lignede mig men ikke på en prik. Kisten? Den havde været på størrelse med en tændstikæske.
Pædagogerne var mindre begejstrede, de hev mig til side og forklarede, at døden ikke var noget, man legede med. De fortalte også, at der var noget, der hed virkelighed og noget andet, der hed fantasi, og at det var vigtigt at kende forskel. Jeg forstod ikke helt, hvad de mente: Jeg vidste jo godt, at Nayaa ikke fandtes i virkeligheden, men det betød ikke, at hun ikke var virkelig – inde i mit hoved – hele tiden og hver dag. Og hvis ikke det var sandt, var alt det inde i mit hovede så også en løgn?
Senere lærte jeg at skelne og holdt helt op med at tale. Jeg var elleve eller tolv, min tavshed var tyk, og jeg blev derfor sendt til en skolepsykolog. Hun lænede sig fremover i stolen og så mig i øjnene:
–Er der noget galt? spurgte hun, men jeg rystede på hovedet: Nej, nej. Jeg kunne jo ikke svare hende, at det var fordi, jeg savnede min døde tvillingesøster, Nayaa, noget så forfærdeligt. Hun var jo en løgn, Nayaa. Mit hovede, mine følelser.
Jeg savner hende stadig.

jeg har aldrig været
ensom i paris men
jeg har været det
stort set alle andre
steder som nu hvor
fuglene hænger så
højt og disen så lavt
at jeg er faret vild
midt imellem

min mor lærte mig
engang opskriften på
et langt og godt liv:
bliv ved!
men glemte at sige
med hvad og det er
endnu for tidligt at
ringe spørge så indtil
da sidder jeg her i en
lomme af uld og fedtede
følelser og bliver ved
med noget jeg ikke ved
hvad er

beslutter mig så for at
lægge to planer for dagen
plan a og plan b:
bliv ved! og bliv ved?

og hvis alt går som det
plejer ender jeg med at
følge en tredje der handler
om rålakrids skånevask
og den helt rigtige fordeling
af direkte og inddirekte tale
i en fortælling om en
magisk drage

det er ok og hvis ikke
bliver jeg nok alligevel ved

Da min mormor døde, måtte vi aflive de vilde katte på gården. de blev ved med at dukke op. Hver morgen og hver aften sad de foran bagdøren, der egentlig slet ikke var en dør, men en slags låge med skydelås og et lille vindue øverst oppe. Vinduet sad så højt, at min mormor ikke kunne nå derop eller se ud. Det syntes jeg, var mærkeligt, men når jeg spurgte, svarede min mormor, at “de bedste vinduer er dem, man ikke kan se ud af, for så kan man selv bestemme, hvad der går for sig derude”.
På den måde levede hun to liv, min mormor: Ét, hvor hun hang tøj på tørresnore i støvregn, fordi hun mente, at også tøjet skulle have glæde af den døsigt-dalende regn, som hun elskede mere end sol og varme. Et med dage og dej: gærdej og surdej og midt-i-mellem- dej. Med hjemmets kryds-og-tværs-tillæg, som hun kunne sidde ved i timevis. Mest holdt hun af anagramkrydsordene hvor “kat” fik nyt liv som “tak” og og koens “muh” forvandlede sig til et lækkersulten “uhm”. Et liv med enmandsyatzy og dårligt hjerte, ikke trist, langt fra, men stille og nogle gange lige lovlig alene.
Så var det, at hun brugte af sit andet liv. Det liv, der levede sig selv, udenfor, og som hun kunne sidde indenfor – i den karrygule lænestol – og vidne. det var her hun talte med uret, der slog. Både klokken kvart over og halv og kvart i og hel. Jo længere op ad dagen des flere slag. “Som du dog løber,” sagde hun så og så op på det ornamenterede ur, der hang på væggen og som havde tilhørt min oldefar og hans far før ham. Alle de timer, alle de år. Andre gange åbnede hun lågen ud mod gårdspladsen og satte sig – langsomt, så hjertet ikke slog over – på knæ og kaldte: “Mismismismis”, og så kom de løbene, dyrene, alle steder fra og smøg sig mod hendes polstrede krop, der forvandlede sig til et blødt væv af pels og hud.
Det var måske det vigtigste, jeg lærte af min mormor. At man godt kan leve to liv. På samme tid og med samme gyldighed. Ikke fordi, det ene ikke er godt nok, men fordi de tilsammen er endu bedre. Som et anagram, der både kan rumme en kat og en tak.

Sarah er syg og skal have medicin, det er lyserødt og smager forkert. Ikke dårligt, bare forkert. Som dengang Sarahs mor havde lært at lave kylling med chokolade på et kursus, og kom hjem og var så stolt så stolt, at Nana ikke turde andet end at sige, uhmm og at det var den bedste kylling, hun nogensinde havde smagt, selvom hun ikke kunne lide den,

Nu serverer Sarahs mor kylling med chokolade hver uge, nogle gange to dage i træk. Hver gang siger hun: Se Sarah, din yndlingsret!

Sarah vil ikke risikere det samme sker igen, så når Sarahs mor rækker skeen med medicin frem, lukker Sarah læberne hårdt sammen: Mmnej, mumler hun sammenbidt og ryster på hovedet, – MMMNNEJ.
Sarahs mor siger, at der ikke er noget at gøre: Hvis ikke hun spiser sin medicin, vil hun blive ved med at være syg. Hun har tårer i øjnene, mens hun siger det, men Sarah VIL ikke åbne sin mund, for hun kan godt huske, hvad der skete sidst, og hvordan hun nu skal spise kylling med chokolade hele tiden. Ikke igen.

Sarahs mor ser ked ud af det, hun siger, at hun jo bare gerne have at Sarah bliver rask, så hun ikke skal på sygehuset og ligge i en maskine og have medicin ind gennem en slange i armen. Så hun lover Sarah, at hvis hun tager sin medicin i fjorten dage, så får hun og Alf, der er Srahs hemmelige ven, lov at bestemme det hele imens. Det hele?? spørger Sarah og begynder allerede at planlægge planer om, hvordan hun og hendes mor skal ligge i sengen hele dagen og se på billeder af dengang, Sarah ikke var syg og de var på ferie i et meget koldt land med nogle meget varme kilder. Dengang var Sarahs mor næsten altid glad, nu er det anderledes, godt nok smiler hun og stryger Sarah over håret, og siger “jeg elsker dig”, men det er alligevel som om hun ikke rigtig er glad.

Sarah vil gerne at hendes mor skal være glad. Så når hun og Alf må bestemme, så vil de trylle tiden tilbage til dengang, hun var rask. Eller nej, de vil trylle ”dengang” om til “nu.” 

Så skal oldefar igen være levende og gå på stylter med Sarah på skulderen, og Sarahs mor skal råbe ihhhh og åh og pas nu på og grine. 

– Kom med, vil Sarah og oldefar råbe, men Sarahs mor vil sige noget i retning af:

– Neeeeej, det er jeg da alt for gammel til. Oldefar vil svare, “pjat man bliver aldrig for gammel til at lege”, og så vil de stylte omkring hele dagen, oldefar og mor, med Sarah på skiftevis den ene og den anden skulder som kaptajn på stylteskibet. Allerøverst oppe vil Sarah sidde og råbe: 

– Ohøøøøj, Iskiosk i sigte. For er man kaptajn på et stylteskib, skal man huske at sørge for sin besætning. Og de vil være mægtigt sultne, for det bliver man, når man er meget høj og har leget en hel dag. Og Sarah vil styre stylterne hen til iskiosken og bestille en KÆMPE isvaffel med enoghalvtreds kugler og flødeskum og guf på toppen, som lige præcis når op, hvor Sarah sidder, så hun også får lov at smage. Uhmmm. Og måske vil de endda komme i Guinness rekordbog og få en medalje om halsen, fordi de ikke kun har gået på stylter en hel dag, men også – OG PÅ SAMME TID – har spist verdens største is.

Sarah og Alf skal også finde en drage til Srah mor. For nogle gange, når Sarah skal sove, bliver hun bange. For mørket og for drømmene, der for det meste er gode, men ind imellem også uhyggelige. Så handler de om en krop, der bliver forladt af sit hoved og går omkring uden at kunne se, og kommer til at støde ind i busskure og i andre mennesker, der bliver forskrækkede og hopper baglæns og råber ”uuuuuuuh”, fordi de tror, at kroppe uden hoveder er mere farlige end kroppe med hoveder. I drømmen prøver kroppen at kalde på sit hoved, ”juhuuuu, lille hoved, hvor er du??”, men der kommer ikke en lyd, for munden, der skal kalde, sidder jo i det hoved, som kroppen har tabt.  

Så er det, at Sarah vågner med en dyne, der er helt våd af sved og hun tager sig til sit hoved, der heldigvis sidder, hvor det plejer at sidde, og hun bliver så lettet, for så kan hun kalde på sin mor: 

– Moooooor

Og Sarahs mor kommer og synger den om Puff, den magiske drage, som Sarah så godt kan lide:

Puff da jeg var lille, red jeg på dig 
jeg sad på halen, stor og bred
du svømmede med mig 
Alle sænker flaget hilser på dig 
vi fandt en skat med sølv og guld
– og delte du og jeg

Så fortæller Sarahs mor om, at dengang hun var lille, havde hun en drage, der hed Puff, ligesom dragen i sangen. Den var med hende overalt: når hun var i børnehave eller ved lægen. Den var også med i svømmehallen. Det var noget af det bedste Puff vidste, for så var det lige pludselig dén, der fik lov at ride på Sarahs mors skuldre i stedet for omvendt.
– Det er sjovt at få lov at vende tingene om – bytte plads, siger Sarahs mor, – både for drager og for mennesker.
Det er derfor Sarah gerne vil, at hun og Alf finder en drage til hendes mor. Så de kan vende tingen på hovedet og dragen kan handle ind og lave mad og snakke i telefon med dem fra kommunen, mens Sarahs mor svømmer og leger og finder flag og skjulte skatte.

Jeg er blevet interviewet til Aarhus Stifttidende, man kan læse artiklen HER

Litteraturtidsskriftet Littuna.nu har anmeldt min digtsamling med dygtighed og omhyggelighed.
Sikke en glæde at blive læst, sådan som man allerhelst vil læses!!

I anmeldelsen står blandt andet:
Digtsamlingen spiller på en enormt kontrastfyldt oplevelse af dét at leve i frygt for døden samtidig med at leve i frygt for hverdagens ulidelige kedsommelighed. Et af digtene beskriver en drøm, hvor jeget oplever, at en varm bloddråbe løber ned over hendes ansigt og hen over kroppen og deler hende i to. Hun må skrive sætninger på hver af de to dele, for at kunne kende forskel. Der er både en frygt for at dø, men også en frygt for at leve og de to flyder sammen. Livet går ligesom bare langsomt og ubevidst videre, selvom alt er gået i stå og spørgsmålet om, hvorvidt jeget lever eller blot eksisterer, melder sig:
“livet som en potentiel smittekilde / ikke se / ikke røre / ikke smage / ikke høre / ikke føle”
Her kunne der også have stået: “ikke leve”.”
Og videre:
“Digtsamlingen refererer både direkte til Inger Christensen og trækker på hendes tradition. De globale COVID-19-dødstal for marts og april listes op ligesom dødstallene fra Hiroshima og Nagasaki i alfabet; en digtsamling der jo netop også handler om ‘væren’. Vi tvinges til at forholde os til alvoren samtidig med, at vi tvinges til at forholdes os til os selv og hinanden. I dag skal vi ikke dø er en digtsamling, som sætter sprog på oplevelsen af at leve sammen hver for sig og finde hinanden igen:
“vi må ud at lede og / finde hinanden igen / så længe vi vinker / er ingenting for sent”
Og slutter af således:
“i dag skal vi ikke dø bringer én forfærdelig tæt på pandemien og på sig selv.”

Læs hele anmeldelsen HER

Hos mormor er der gardiner for alle vinduerne – med små blå sommerfugle. Og en vindueskarm fyldt med blomster, der har mærkelige navne: sommerfuglekløver, fredslilje og hjerte-filodendron. Hver dag, når mormor sover til middag, sidder jeg og tæller alle sommerfuglene. Der er mange og jeg kan ikke tælle til dem alle sammen, men mormor har lært mig, at man ikke behøver at kunne alt. Så jeg starter bare forfra, når ikke jeg kan komme længere: 
en, to, tre, fire, syv, otte, ni, ti. En-ti, to-ti, tre-ti. Og så videre.

Jeg taler også med blomsterne – men uden at sige noget. Det er også noget mormor har lært mig: at tale sammen uden at snakke. Man behøver bare at tænke med hjertet, siger hun, for det taler højest, højere end alle dem, der råber og skændes og mener og påstår. Hun har lært mig hvordan man gør. Man lukker bare øjnene og vender ørene indad og gør sig stille, helt stille. Det kan lyde svært, men det er det faktisk ikke, når man har øvet sig lidt. 
Så banker jeg en kode, jeg kun selv behøver at forstå, fra inde bag brystet: bok, bok, bok., banker jeg med hjertet. Ting som for eksempel: ”bok, bok hej lilleblomst, hvor er du bok-fin i dag, det er jo også bok-søndag og jeg har bok-god tid. Hvad med dig?”
Jeg kan ikke altid høre, hvad de svarer, men så vågner mormor og fortæller, at de har svaret hende i drømme: de fortalte, at det var dejligt at høre mit hjerte slå, og at de har det bok-godt og glæder sig til foråret. For så kommer svalerne og svæver forbi, bok-sjuuuuh, bok-shaaaj, og det er så sjovt at se på. Men først skal det være jul, og der skal bages småkager, uhm, det glæder blomsterne sig til. Mormor bager nogle med hul i midten og nogle med peber og nogle, der er brune. Men de knaser alle sammen og dufter dejligt. Det er noget af det bedste blomsterne ved: Duften af jul. Og af knasende huller, man kan forsvinde ned i.

Jeg er træt af at rumme. Sluge, smile, kvæles alene. Jeg er træt af at sige undskyld, fordi jeg hele tiden undskylder. Og også træt af at skrive, at det er dét, jeg er: Træt.
Min mor sender mig en besked på telefonen. Hun har smidt den gamle pande i sommerhuset ud:
– husk at tage din egen med på onsdag, skriver hun og så et hjerte, men også dét er for meget.
Panden, min mor, al den kærlighed.
Så jeg nøjes med at svare: – modtaget! efterfulgt af en emoji af et spejlæg, der helt utilsigtet kommer til at udtrykke mere, end jeg vil vide af.
Om mor og barn, blomme og æg. Og om at slå panden mod en mur, igen og igen, og hver gang undskylde overfor muren.

Min far har købt en kikkert. Ikke sådan en, man kan have om halsen, men én, der har tre ben og en meget lang næse, man kan se med. Når man ser gennem kikkertens næse, der i virkeligheden er et øje, kan man se alt det, som er meget langt væk men nu helt tæt på. 
Min far siger, at kikkerten hedder en stjernekikkert, fordi man kan hente stjerner ned med den. Det er smart, for hvis man kun bruger sin egne øje, ser alle stjerner ens ud. Men henter men dem ned med kikkerten og ser dem helt tæt på, så kan man se, hvor forskellige de i virkeligheden er: Nogle er store, andre er små, nogle er fulde fart, mens andre drejer helt forsigtigt rundt. 
– Det er for ikke at de ikke bliver svimle, siger far. 
Der er røde stjerner, lilla og blå. Min far siger, at det har noget at gøre med, om de er på vej hen imod os eller væk fra os. Jeg forstår ikke helt, hvad han mener med det, men det er dejligt at høre hans stemme i mørket og så gør det ikke så meget, om jeg forstår det hele. 
Jeg kender ellers godt det med, at nogen er hurtige, og andre er langsomme. Henne i børnehaven, for eksempel, er der en der hedder August, der kan tælle til ti både forfra og bagfra på samme tid, mens han kører på cykel og kun har én hånd på styret. Det er også altid August, der vinder, når vi løber om kap og som er hurtigst, når vi samler puslespil på tid. Jeg kunne også godt tænke mig at være hurtig, men jeg er bedst til at være langsom: Klæde bamser på og tegne mønstre, der bliver ved og ved og ved uden at nå nogen vegne. 
Min far siger, at jeg skal være glad for at jeg er langsom. Nogle mennesker er nemlig så hurtige, at de bliver syge af det. De overhaler sig selv, og det er ikke rart, for så er man både foran sig selv og bagved sig selv – men alligevel ikke rigtig nogen af stederne.
Jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener. En af pædagogerne henne i børnehaven, Linea, hun kan både spille guitar og klatre i træer. Hun har også en motorcykel, som hun kan køre rigtig stærkt på, nogle gange kører hun for stærkt, ikke bare på motorcykel – men også indeni. Så mister hun pusten og må blive hjemme i lang tid. Det skete i sommer, og hun er først kommet tilbage nu, og nu er det december. Hun har forklaret, at det er en slags sygdom, der hedder stress, og at det er det samme, som det, far fortæller: At man både er foran sig selv og bagved sig selv – på samme tid. 
Det er godt, at Linea er tilbage, også selvom det kun er om tirsdagen og om torsdagen. Så skræller hun æbler sammen med os. Lige så forsigtigt og meget meget langsomt, så vi kan skrælle al skrællen af æblet i én lang strimmel, som vi bagefter hænger i en tråd i vinduet. Så hænger de der, alle skrællerne, og drejer rundt, men meget langsomt, så de ikke bliver svimle.

Jasper er min storebror. Han er fire år ældre, end jeg er, det er mange år, lige så mange år, som jeg har levet faktisk. Jasper siger tit lyde, nogle gange klikker han med tungen mod ganen, andre gange hvisler han: Tsiii tsiii.
Han er god til at lave lyde, lærerne henne i hans skole siger, at han endda kan sige som en hval under vand. Sådan en særlig undervands-agtig lyd – lidt fjern, men meget smuk.
Far siger, at han skal lade være med at lave lyde, at det forstyrrer. “Det er ikke rigtigt”, svarer mor: ”Jasper forstyrrer ikke”, siger hun, ”han taler bare et andet sprog end os.”
Mor og far taler også nogle gange et andet sprog. Det kan være om morgenen, når jeg spiser havregryn med mælk og tæller alle skefuldene undervejs med høj stemme.
”En, to, tre”.
Så tysser far, schyss!!! men mor siger, ”det ikke kan være rigtigt at alting skal…”. Så ikke mere. Jeg spørger: ”at alting skal hvad?,” men det er far, der svarer, ”din mor er så klog at hun kan undvære hovedet”
Så er det, at mor begynder at tale et andet sprog.
”Please”, siger hun, det er vistnok engelsk, ”could you for once be nice?”.
Eller hun siger ”mind your own business”, og Jasper begynder på den der lyd med tungen, klik, klik, så jeg må råbe, for at blive hørt:
“MÅ JEG ÅBNE LÅGEN I JULEKALDENDEREN? råber jeg, så højt jeg kan, og mors ansigt åbner sig:
“Ja, det kan du tro.”
Inde bag lågen gemmer sig et juletræ med levende lys og en lille fugl på en af træets grene.
”Åh”, udbryder mor, og Jasper løber hen og sætter sig på hendes skød, ser bag lågen:
”Kittevittevit, kvittevittevit”, råber han, og basker med armene, som om de var vinger.
Så rejser far sig, skubber tallerkenen ind midt på bordet, hvisker ”
Thanks for nothing,” og går.
Mor smumler ”your welcome,” men da er han allerede ude af døren.