Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #344 (O12)

Jeg tror ikke længere, at jeg kommer til at finde nogen at leve med.

Jeg går udenfor, mørket er ved at lette, stien er dækket af et tyndt lag sne. Jeg er alene og kan se aftryk af mine sko, der hvor jeg har gået. Hele tiden den her frygt for, som Peter Plys, at forveksle mine spor med en andens, at forveksle mig selv med en anden.

Jeg går forbi den samme mark, jeg gik forbi i går. I dag er hestene trukket i læ, det er næppe min skyld, det må være kulden. På døren til et rødt murstenshus med fladt tag er der – med bogstaver klippet ud af plast – skrevet “Brødløs. ” Det er ikke til at se, om det er familiens navn eller bare en konstatering. På trappestenen sidder en tyk grå kat på et tæppe, den ser ikke ud til at vente på nogen. I sneen foran katten ses aftryk af et sæt bare fødder. Det pludselige spor af nøgenhed gør mig glad.

Som jeg går der – alene – kommer det bag på mig, hvordan dagene med tiden synes at samle sig til et liv. 
Havde jeg vidst det fra begyndelsen, havde jeg vel valgt mit manglende selskab med større omhu?

 

Ensomig #343 (O11)

Det er et konstant vibrerende had livet igennem, som aldrig må udtrykkes.

Vi skal have gæster, mors migræne er på trapperne.

Det er alle de vinduer, der skal pudses, al den mad, der skal forberedes, alle de folder, ansigtet skal lægges i. Det er dysfunktionaliteten, der skal lægges væk, og smerten, der skal ligne noget andet, noget stærkt. Sorgen hun pakker ind i WitaVrap.
Det er alle de vaser, hun skal fylde – med tulipaner og enkelte lange strå af græs – for at pynte på det ensartede. Det er osten, der ikke må fede og puderne, der skal anbringes tilsyneladende tilfældigt i en Børge Mogensen No1. Det er stolene med flettet ryg, købt kontant, og anlægget, der spiller som en drøm på fyrreogtyvende år. En meget lang drøm spillet på repeat.

Det er fornuftige ferier og afsky for det tilfældige. Det er tolererede timer i tåbeligt selskab, og fester, man helst er foruden.

Det er dét, at barnet ligner hende selv

Ensomig #342 (O10)

Så snart jeg skal til at arbejde kommer denne smerte jo.

Jeg har ingenting at sige, og ikke nogen at sige det til.
Findes der et “vi” i sådan en ensomhed?

Ensomig #341 (O9)

Jeg sidder fast.

Der er dage, hvor jeg er lukket inde i et rum med en krop, der bevæger sig, men ikke ud af stedet. Og andre dage, hvor jeg er lukket inde i et rum, der bliver mindre og mindre, selvom det ikke ændrer størrelse.

Nogle dage er det rum, jeg er lukket inde i, helt utrolig smalt, som pupillen på en kat, og med en uendelighed mellem gulv og loft. Andre dage strækker rummet sig uden ende til begge sider, men der er ikke noget vejr, man kan trække, og ingen tid at tælle.
alle dage er jeg lukket inde i et rum, og rummet er lukket inde i mig.

Ensomig #340 (O8)

Det er en smerte, der ikke kan tales om.

Engang var jeg syg og fik mad gennem sonde, mit hoved var forvirret og mit hjerte fucked up. 278 dage lå jeg sådan helt ude af stand til andet end at være syg. Midt i dette kaos af dump vrede og kaos fik jeg problemer med en nedgroet negl. Det var vanvittig smertefuldt, jeg kunne ikke sove, min fod dunkede, betændelsen sved, og til sidst måtte den fjernes operativt.
Jeg var en efterrettelig patient (altså udover at jeg snød, løj og ikke spiste), men da de fjernede neglen, faldt pænheden. Jeg råbte og skreg og græd som pisket og svor, at hvis bare min negl ville holde op med at gøre ondt, ville jeg begynde at spise igen.

Neglen blev rask, smerten fortog sig efter en uges tid, mens vreden fortsatte årevis derefter.
Alligevel tænker jeg tit på den negl – på kød og blod og neglerødder – med taknemlighed.

Ensomig #339 (O7)

Den rumænske situtaion.

Jeg forsøger altid at svare i overensstemmelse med sandheden. Når nogen derfor spørger, om jeg har spist morgenmad, svarer jeg ja. Jeg uddyber ikke mit svar, fortæller ikke, at min morgenmad bestod af en kop instantkaffe og en pose Haribo vingummibamser. Ingen vil alligevel tro mig. Ingen tror på den udvidede version af sandheden. Sandheden skal være enkel, konform.

I nat kunne jeg ikke sove. Et sted i huset stod et oliefyr og slog til og fra i intervaller af ti minutter. Det lød som en gammel fiskekutter, der lægger fra kaj. Først langsomt, tøvende. Tuk…Tuk…Tuk, så hurtigere Tuk.Tuk.Tuk tilsidst målrettet monotont: TUKTUKTUK. Efter at have lyttet i en time stod jeg op. Klokken var 5.47, udenfor var det mørkt. Jeg lavede mig en kop kaffe og satte mig ved mit tastatur, forsøgte at greje situationen. Januar, onsdag, morgenmørke.
Så var det, at jeg åd en pose vingummibamser.
Sandheden kan ind imellem være særdeles næringsfattig, fuld af sukker og misforståelser.

Ensomig #338 (O6)

Jeg hader det her samfund.

Hvis man googler længe nok, vil man finde frem til, at der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i verden.

Det er et faktum. Det vil sige: det beviser sig selv.

 

 

Ensomig #337 (O4)

Det har gjort ondt nu, igen, i flere døgn.

Jeg kan ingenting mærke, det er meget smertefuldt.

Jeg ved, at den findes, min krop. Jeg kan se, at brysterne vokser og at fødderne bevæger sig i overensstemmelse med mine vilje. Jeg kan se, at mit ansigt ligner det, jeg ser i spejlet.
Ind imellem tager jeg en hånd op, stryger ansigtet over kinden, spørger mig selv, hvem der er hvem. Jeg kan ingenting mærke, men mine fingre sætter aftryk på glasset.

Da jeg var mindre græd jeg, når min mor ville klippe mit hår. Hun var tålmodig, hun bandt først et klæde omkring mig, så jeg ikke fik hår på tøjet, så hun fugtede mit hår og redte det så forsigtigt tilbage. Hun pegede på mit ansigt inde i spejlet, hun lænede sig frem imod mit øre, hun hviskede: “Se, hvor fin, du bliver.”
Jeg så et par skræmte øjne i et vandkæmmet ansigt.
Jeg så, at min mor tog en lok af mit hår mellem pege- og langefinger og løftede saksen for at klippe. Så begyndte jeg at græde. Ikke højlydt, jeg lod bare hovedet falde ned mod brystet og mine kinder blev våde, uden at jeg vidste hvordan. Jeg kunne høre min mor, der beroligede mig, sagde, at der ikke var noget at være ked af. “Du bliver så fin, så fin,” sagde hun. Jeg gentog, “så fin, så fin.”

Hun tog en hånd under min hage og forsøgte at løfte mit ansigt op i vandret, men jeg insisterede på at holde hovedet nede mod brystet. “Nu skal du være ordentlig, ” sagde min mor, “der er ikke noget at græde over, det gør ikke ondt.” Og hun forklarede mig, at hår var lavet af horn, ligesom negle og elgenes gevir. Hun fortalte, at horn ikke var levende væv men dødt skæl, at det ikke havde forbindelse til nogen nerver og at vi derfor var uden følelse i håret. Hun sagde også, at det var derfor, at elge og hjorte og geder sloges med gevirer som våben – fordi de ingenting kunne mærke og derfor kunne slås uden at blive såret for alvor.

Jeg lyttede og løftede hovedet, og min mor klippede mig og mit hår faldt ned på gulvet, og jeg blev ved med at græde.

Hvordan kan noget, der ikke kan føles, gøre så ondt?

Jeg forstår det ikke, men det gør stadig ondt.

Ensomig #336 (O3)

Mine digte, mit liv er ikke levende.

Min far siger altid, at han ikke tror på Gud. Han siger det gerne bramfrit – højt og lydeligt – så ingen kan være i tvivl om min hans gudsfornægtelse.
Jeg ved, at det sårer min mor. Faktisk tror jeg, at min mor hører min fars manglende tro som en latterliggørelse af sig selv. Min mor tror på Gud, men hun taler aldrig om det.
Jeg tror ikke, min far ønsker at latterliggøre min mor. Jeg tror slet ikke, at min far har min mor i tankerne, når han siger, at han ikke tror på Gud. Jeg tror sjældent min far har andet i tankerne end sig selv, heller ikke når han taler om Gud.
Det er ikke så hårdt ment, som det lyder.

Min far har aldrig været syg. det er hans egen fortjeneste, siger han.
“Det er en af fordelene ved ikke at tro på Gud,” griner han, “så skal man ikke dele æren med nogen.”
Min far siger, at Gud ikke eksisterer, og at vi derfor er vores egen fortjeneste. Jeg har været syg halvdelen af mit liv, og ulykkelig resten af tiden.

Min far tror ikke på Gud. Jeg ville ønske, jeg ikke troede på min far.

Ensomig #335 (O2)

Der er noget galt med mine øjne.

Der er noget galt.

Det er før min første menstruation, længe før, omkring tredje klasse vil jeg tro. Det har sneet, men nu er det holdt op med at sne, og verden ligner et barn, der har været ved frisøren, og er blevet klippet for tæt, for pænt, for kert. Helt barberet og ubeskyttet stikker græsset op af jorden, træerne er grå og tunge af fugt, og jeg er træt.
Helt ubeskrivelig træt.
Faktisk er jeg så træt, at jeg tror, at jeg er ved dø. Eller jeg tror ikke, at jeg er ved at dø, jeg ved det. Jeg ved det og er ved at græde, men jeg er for træt. I stedet tager jeg min skoletaske og begynder at gå. Jeg begynder at gå, selvom jeg er i skole og midt i en biologitime.
“Hvor skal du hen,” spørger Ebbe, læreren. Han ser ikke bekymret ud – nærmere vred.
Da jeg ikke svarer med det samme, men bare ser op med tasken hængende slapt ned fra den ene skulder, lyder han endnu mere vred:
“Unge dame, jeg spurgte dig om noget – hvor er du på vej hen?”
Jeg svarer stadig ikke, for jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg ved bare, at jeg er så uendelig træt, at hvis ikke jeg går, vil jeg dø. Men det er ikke det, jeg siger, faktisk siger jeg ikke noget, jeg sætter mig bare på gulvet og lader skoletasken falde ned ved siden af med et bump. Der falder et hæfte og et penalhus ud af den, men jeg er ligeglad, for jeg bruger mine allersidste kræfter på at holde op med at dø. Til sidst kan jeg ikke længere holde det ude, jeg begynder at græde, eller. Jeg begynder ikke på noget som helst, for gråden falder helt uden min hjælp. den falder uden hjælp, og den bliver ved at falde og falde og falde.
Til sidst rejser jeg mig og går, tasken bliver liggende tilbage på gulvet. Ebbe spørger mig ikke længere, hvor jeg skal hen.

Senere ringer de til fra skolen.
De fortæller mine forældre om sneen, der er forsvundet, hvordan jeg blev ved at gentage det samme om og om igen: “Sneen er forsvundet.” Indtil jeg begyndte at græde og forlod undervisningen uden min taske.
Min mor kommer ind på mit værelse. Hun sætter sig ved siden af mig, tager min hånd.
“Hvad er det for noget med sne, der er forsvundet,” spørger min mor. “Vi har jo august, lille skat, det et halvt år siden, at sneen forsvandt?” fortsætter hun.
“Der er noget galt med mine øjne,” svarer jeg.