Louise Juhl

destory.dk

EnsoMIG #361

Virkeligheden ligner noget, der kunne være en scene fra mit liv: Et krus med kaffe (frysetørret, tre skefulde med top), fire blyanter i et bæger og en overvældende følelse af ingenting.
Da jeg var lille, startede min mor hver dag med at gøre armstræk og lave fire rotationer om taljen. Ikke fordi hun troede på den slags, men fordi man jo skulle starte et sted. Min far gik anderledes til værks: Han satte streger under alle de ord i avisen, der havde trykssvage endelser. Efter sigende for at understrege en pointe, vi alle (inklusiv ham selv) vidste, aldrig ville dukke op.
Selv er jeg typen, der fodrer min hund, bladrer i topografiske atlasser over ømme punkter og råber av! på hvert eneste opslag.

 

Ensomig #360

Jeg leder efter den brønd, jeg faldt i i nat, og jo: vi kan godt blive enige om, at den ikke findes.

– At brønden ikke findes, at faldet var en drøm. Men det bliver det ikke mere sandt af, ikke mindre virkeligt: De lilla udtrækninger på morgenens hals, knæenes afskrab, englenes afvisende øjne.

Vel?

 

Ensomig #359

Hej lørdag, jeg har ikke meget at byde på udover en tandstikker, hvis du til gengæld vil stange mine tænder. Jeg vågnede klokken 6.40 og hilste på mig selv i spejlet: Hej Ulla Therkelsen, hilste jeg. Endnu en hår(d) dag. Så gik jeg tur med hunden, træerne dryppede stadig efter nattens regn. undervejs var jeg tæt på at sende min mand en kærlig sms, men kom i tanke om, at han med garanti havde mere brug for søvn end for mine halvkvædne viser. Nu er jeg tilbage og har spist et æble fra haven, glattet mit hår og skrevet på en gul seddel, at jeg skal huske at købe persillerødder. Manden sover stadig, hunden er også dejset omkuld: Ulla Therkelsen er helt alene på kontoret, og der er ingen Breaking News i sigte.

Ensomig #358

Jeg læser om Intuitiv Spisning: Jeg forstår, at jeg skal lære at lytte til min krop, for min krop, dén ved, hvad jeg behøver, det handler om at turde stole på kroppens signaler – denne, gennem årtusinder udviklede, intelligente organisme – den ved det hele, kroppen, den rummer alle svar, så jeg tager en portion is, jeg tager den, fordi det er dét, kroppen siger til mig,”is,” siger den, og lidt efter siger den “varm kakao”, jeg hører den tydeligt, kroppen, den trænger, ligesom murermester Jessen trængte – til varme og omsorg og sødme, og det virker, jeg lyver ikke, det virker virkelig, jeg bliver både varm og blød om hjertet, så blød, at jeg rister en humpel græskarkernebrød og lægger tre skiver god skæreost ovenpå, fordi, ja fordi det bløde og varme kalder på det, og fordi kroppen kalder på det: “smeltet ost”, hør! – og jeg skal lytte til kroppen, stole på den, kroppen har udviklet sig gennem flere tusinde år, den er klog, og jeg TØR næsten ikke tro mine egne ører, men i dette øjeblik, lige nu, hvisker den “finsk lakrids,” det er virkelig dét, den siger, og jeg føler mig så utrolig HELDIG at være endt i lige præcis denne krop, for den trænger til nøjagtig det samme som mig, jeg mener: What are the odds???

Bjørn Rasmussen “Jeg er gråhvid” – en anmeldelse.

Jeg går altid en lille smule i stykker, når jeg læser Bjørn Rasmussens forfatterskab. Hvorfor lader jeg så ikke bare være, kunne man spørge, men dertil vil jeg svare, at jeg netop læser Bjørn Rasmussens tekster for at gå lidt i stykker. For at gå i stykker betyder også en mulighed for at stykke tingene sammen påny, at fare vild i verden, og få øje på landskaber, man ikke anede eksisterede.

Sådan er det også med hans nye roman “Jeg er gråhvid” der udkommer i morgen på Gyldendal. Det er en roman om Bjørn, bogens jeg, der skriver i sine notesbøger, for at ikke komme til at udlevere sig selv på nettet eller i en bog. De “private” dagbogslignende optegnelser bliver en slags post-it-lapper på en opslagstavle, en masse små afmærkninger, som man kan forsøge sig med at trække en linie imellem, for at finde en sammenhæng. Men bogen gør oprør mod den trang, man som læser har til at finde “en mening i galskaben” (for det er en gal mand, der taler, gal som i vred og gal som i sindslidende).

Se bare her, hvordan Jeget skriver:

“Jeg kendte engang en mand der var så kohærent at hans endetarm imploderede. Røvhullet forsvandt.”

Det er en fuckfinger af den aller-morsomste slags til forsøg på at finde sammenhænge i teksten, et oprør mod de vante litterære analysemodeller. Og det er vel med det in mente, at “Jeg er gråhvid,” skal læses. For det er en usammenhængende og forstyrret størrelse, sine steder er sproget – særligt mod slutningen – på grænsen til nonsens. Og så alligevel langtfra. Det er en bog, der vender sig mod alt og alle: Mod sig selv, mod læseren – og ikke mindst mod samfundet: Trump, Pia Kjærsgaard, homofoberne, racisterne, de hvide mænd, det psykiatriske system – alle får det glatte lag. Men samtidig er bogens jeg (og måske også bogens forfatter) klar over, at én finger vendt mod verden lader fire fingre tilbage mod en selv:

“Der er god grund til at genlæse de gamle dagbøger hvis jeg skal dø snart. Og brænde dem. Fordi de er dårlige. Jeg tvivler på de indeholder terapi. Det er ikke litteratur, det er stensikkert,” udtaler Bjørn – og fortsætter så resten af bogen med at skrive dagbogsnotater for hver dag, hver time, hvert minut.

Det er en både knugende trist bog:

“Jeg har kun lyst til at sige undskyld. Men det havde jeg nok også sagt til Hitler,” (! så hårdt kan det siges),
men også en virkelig morsom bog:

“I dag er det Black Friday. Smart. Når ordene ikke virker kan man købe noget i Silvan.”

Det er en bog om aldrig at have fået lov at være barn, en bog om ønsket om at være barn, om drømmen om at være med barn – og om at være barnløs.

“[Kan man] få en præfødselspsykose, hvis man skal være papfar?”, spørger bogens Jeg sin psykiater.

“Det kan jeg ikke afvise,” svarer han, og måske er bogen netop en beskrivelse af en sådan psykose. En præ-fødsels-psykose, øjeblikket før udstødelsen, før barn og forældre skal skilles. En bog om, hvad der sker, når een bliver til to, en skilsmisse.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den her bog. Den efterlader mig med så mange tanker, og som med de foregående bøger, med følelsen af være gået lidt i stykker. Det er altsammen ment som en kæmpe kompliment, bogen er vild og god og ganske forfærdelig.

Tillykke, fine Bjørn, med den lille ny 🦋



Ensomig #357

Onde tunger vil påstå, at min hund kun bliver hos mig, fordi jeg giver ham mad (- alene min personificering: At benævne dyret “ham” og ikke “den,” peger på et misforhold. Han kalder altid mig for “det”)

Jeg har dog forlængst erklæret mig villig til at betale for foderet mod til gengæld at slippe for at erkende forholdets ubalance.
Sådan er der så meget, der fungerer pro forma.

Ensomig #356 (til Bjørn)

Jeg googler “kohærent” og indser skuffet, at det ikke stemmer overens med mig og mcit, jeg falder jo fra hinanden, bare nogen udtaler mit navn.
Jeg fryser, mine hænder og fødder er iskolde. Udenfor falder regnen, indenfor falder jeg.  Er det alligevel en slags tegn, faldet, en kohærens mellem mig og regnen. Er faldet den manglende sammenhæng.
Klokken er 14.23, og hvis jeg råber mit navn tre gange bagfra, holder regnen måske op med at falde?

Ensomig #535

Jeg sætter mig i stolen med et tæppe over benene, jeg har en kjole på, men ingen strømpebukser: Huden mellem lårene er så skrøbelig, at jeg får slidsår af strømpernes uld, ingen kan helt forklare hvorfor. Lægen mener, det skyldes mangel på b-vitamin, hun udskriver recept, jeg indløser den aldrig. En psykolog spørger til seksuelt misbrug. Excuse me?

Ingen tør nævne lårenes omkreds, at der ganske enkelt ikke er plads til strømperne imellem.

Jeg har fulgt planen, spist 19 gram protein, 1,2 gram fedt 9, 5 gram kulhydrat til morgen. Alt er et regnestykke. Mennesket består af én del følelser, en del fysik, en del samfundstjeneste. De tørre dele blandes først, hvorefter følelserne tilsættes, og det hele  varmes i ovnen ved 150 grader i 6 timer. Man vil herefter være mør og spiselig, falde fra hinanden, en slags human pulled pork. Velbekomme.

Nu skal jeg notere tingen omkring mig som et vidne i retten. Tirsdag den 11.september, det er i dag 17 år siden at to fly fløj ind i Twin Towers. Jeg husker, at jeg så det på tv og ingenting følte. Jo jeg tænkte, hvis verden går under nu, vil jeg gerne bede om et last meal. En flødebolle og en bakke pomfritter med remo, så er jeg klar til at dø.
I to måneder  havde jeg ikke fået andet at spise end dåsetomater og sukkerfri gule Gajol, min bøn var reel. Det er sådan tingene får lov at ske: fordi vi er så fyldt af vores egne behov, at vi ikke magter at se de andres. Det er derfor, vi sender livstruede flygtninge tilbage til til døden. Det er derfor vi lader de psykisk syge rådne op i celler, vi ikke engang ville byde Peter Madsen. What the fuck. Det er derfor, vi ikke harmes over landbrugets svineri, homofobernes lunkne vittigheder. Det er fordi, vi har munden fuld af fucking flødeboller og selvmedlidenhed.

Undskyld, mor, jeg mente det ikke. Det er nok bare manglen på b-vitamin, der gør det. nu skal jeg nok tage mine strømpebukser på og hente mine piller. Pulled hilsner louLou

 

Ensomig #534

Jeg noterer klokkeslæt for alt. Hvad tid jeg står op (kl.6.04), hvad tid, jeg græder første gang (7.19), hvornår  feberen sætter ind  (kl.10.16, men det viser sig at være falsk alarm)

Kl 12.24 vejer jeg en gulerod. 65 gram.

Kl 12.25 spiser jeg guleroden

Kl 13.03: Jeg giver mig selv lov til at drømme. Endnu en hund, tysk jagt, ruhåret.  Nåletræer. Syltede skovsvampe og tyttebær.

Kl 14.41 opgiver jeg drømmen.

Kl. 15.77: Jeg lyver, tiden findes ikke.

Kl 16.11 er der stadig 2 timer til vi ses.

Kl 19.00 (sharp!) Avocado og stegt fennikel, hytteost.

Kl 21.05: en cigaret.

Kl 22.29: jeg stiller vækkeuret. 6.04

Ensomig #533

Jeg stod op kl. 6.11 og så ud på mørket, der havde forklædt sig som lys.
Jeg sagde Godmorgen, Morgen,”  hviskede Hej Virkelighed: ku du ikke skrue lidt ned for charmen, så der blev plads til os andre også?