Louise Juhl

i skoven for et øjeblik siden
den her følelse:
en helt umulig lykke uden hverken årsag eller virkning
og alligevel fuldkommen afgørende

nu læser jeg i avisen
en der hedder niels
skriver om virus
han kalder det et sprog
vi ikke kan forstå:

“Virus vil os det ikke ondt, virus vil os det ikke godt, virus vil os ingenting” skriver han

sådan er det lige nu
ingenting

hvad stiller man op med det

enten stiller man
vel ingenting op
eller også stiller man alt op
mod ingenting

jeg vælger det sidste
planter karse i vat
skriver digte af fra en bog
for at lære dem udenad

regner dagens tværsum ud
(den er tre – alle gode gange)

så klapper jeg hunden
roser den for
at være så god til ingenting

at smaske i solen
gabe langtrukkent
og vente med resten

samfundet er lagt i kunstigt koma
en maskine trækker dets vejr

på en skærm ved siden af ses 
røde og grønne kurver 
stejle flade korte     l a n g e
der spejler spændingsforskellen 
mellem samfundshjertets 
sammentrækning og afspænding

det handler om liv og død

det handler om investeringslyst
om kolde hoveder
betalingsbalancer
aktie-shorting 

om politisk poesi
”vi må holde sammen 
ved at holde afstand”

om lokumspapir og rugbrød
melodi grandprix
påskefrokoster og pressemøder
en undsluppen pingvin

men mest af alt 
handler det om at 
blive ved 
og ved 
og ved 
med 
at trække vejret

dagene hænger som 
helt hvide skjorter 
på tørresnore trukket
mellem huse af hud

byens dovne duer er
indkaldt som nævninge
i en sag uden anklagede

det er ikke nogens skyld

hverken aprilens eller flagermusenes
ventehårets eller den urimeligt blå 
skillas skyld

det er det 
der ikke er
er til at bære

at retfærdigheden
-på linje med værtshuse
storcentre og solarier-
holder lukket: 
1 del afsavn til de unge
2 dele tabt arbejdsfortjeneste til deres forældre
3 dele død til de gamle

det er lissom ikke fair fordeling
faktisk langt fra ok

det er tilfældighedens vulgære algoritme
døden i en nøddeskal 

i radioen interviewer de en “prepper”
det vil sige en der forbereder sig på
det værst tænkelige
verdenskrig
pludselig oversvømmelse
sekterisk masseselvmord og
invasion fra fremmede planeter

“prepper’en” hedder klaus og
har bygget et beskyttelsesrum
i sin kælder fyldt med
dåsemad pulversuppe toiletpapir
og et Leatherman Wave Multitool
som kan bruges til cirka alt:
at åbne dåser
pille splinter ud af fingre
nappe ståltråd
klippe negle
fiske ting op ad små huller

engang havde jeg også en plan
der skulle træde i kraft i tilfælde af
atomkrig undslupne drager
eller eksplosionsagtige brande
som sådan cirka var
hvad jeg kunne forestille mig
af katastrofer

det var dengang

jeg tegnede et kort
over mit værelse
indrettet med skibsbriks og
slå-ud-bord fra Ikea
guitarstativ og en kontorstol
med pibende hjul
og trak en rød rute imellem møblerne
så jeg på kortest muligt tid
kunne samle
det mest nødvendige sammen:

min natkjole med Boney M-motiv
tre 90 minutters kassettebånd
med optagelser af Tværs og
Tine Bryld
hvis stemme kunne
få enhver katastrofe til at gå i sig selv

endelig min Chinchilla John
der var opkaldt efter John Sivebæk
som helt nytteløst men ufatteligt smukt
scorede for landsholdet
i en kamp mod Irland i ´85
og som lærte mig
vigtigheden af
-og skønheden ved-
at tabe med ære

i dag har jeg ingen plan
hvis katastrofen skulle indtræffe
jeg har rigelig at gøre
med at håndtere dagene
som de er
mit skrivebord er mit beskyttelsesrum
her ligger digte af Saarikoski
Pessoa og Vitzki
tre strandsten fra Han Herred
der med garanti har overlevet
mere end 1000 år
og en pose Evers Host-ikke-bolcher
hvis salmiaksalte, hårde ydre og
karamelseje midte
på så mange måder
spejler tilværelsen
sådan som den altid ender med at tage sig ud
uanset hvor mange planer
vi lægger
eller hvor mange katastrofer
vi forbereder os på

pludselige savner jeg
0059

træfpunktet hvor man et øjeblik
kunne få lov at træde
ud af sig selv og ind
i Anders fra Øster Hurup
der med uhyggelig præcision
kunne gengive sine naboers liv
lige fra bestikskuffens indhold til
skålstørrelsen på den
næsten voksne datters
BH

eller Kira der i årevis havde forsøgt
at nå igennem til
Tine Bryld på Tværs
men forgæves
og som derfor nu i stedet talte
til ingen
om alt
om at føle sig
som en lænkehund
hos sin psykisk syge mor
der uafbrudt talte til væggene
og til værterne på TV
men aldrig til Kira

den her følelse af at blive betroet
en virkelighed
der minder mig om noget andet
om en verden inde i verden
eller en verden udenfor verden
om blive i tvivl om
alle verdener
ikke mindst sin egen

måske er der en 
der spørger
hvordan det går
og måske er der en 
der svarer

mest sandsynligt er det dog
at ingen spørger
og ingen svarer

derfor
digtene

så alt det 
der ikke finder sted
alligevel kan ske:
en doven hveps
allersidste men stadigt
bidende brod 

en punkteret midte

og så solen
der hænger 
på et ethundredeogniogfyrre
komma seks kilometers afstand
men stadig mærkes 
som en farmors
krogede og
kyndigt kærlige hånd
der tålmodigt tilsmager sovsen
en tirsdag i marts  

der findes to strategier
når mennesket står 
ansigt til ansigt 
med døden:

frys eller flugt

ingen af dem virker

døden forsvinder ikke

det er derfor vi 
gør alt muligt andet

ind til 
og 
op til

vasker en dug
klipper en hæk
eller
 
får os et job og 
tjener penge
så vi i panik
kan løbe ned i Netto og købe
niogfyrre lokumsruller og seksten pakker gær
når døden 
trods alle vores overspringshandlinger
alligevel ender med
at stå
foran vores dør

I nat drømte jeg, at jeg var en sten, som ingen savnede, og som ikke savnede nogen. Så vågnede jeg, tung, træt og med begyndende betændelse i det højre øje.
Jeg burde nok have holdt mig til søvnen, stenen, men der er ting at gøre og ikke meget at gøre ved det, men så kom jeg i tanke om, hvad min terapeut havde lært mig om at skrive lister med fordele og ulemper.

Fordele ved at være en sten:
1. Det er nemt at vælge frisure
2. Selvudvikling? – not so much
3. Man er (godt nok langt ude) i familie med den kinesiske mur
4. Man behøver ikke at skamme sig over at have et hjerte af sten
5. Man kan falde fra et hjerte uden at slå sig.

Ulemper:
1. Der er aldrig nogen, der lytter, når man taler
2. Det der med “en hård barndom” – kind of sums it up
3. Man får altid kritik på catwalken – enten er man for klodset eller også er man for tung i røven.
4. En rose er en rose er en rose. Men hvad er en sten?
5. Man risikerer at drukne – selv på meget meget lavt vand.

Stillingen blev 5-5. Alligevel savner jeg at være et menneske.

vi ser Greys Anatomi på Viaplay
sæson nummer 16
afsnit nummer trehundrede nogle-og-tyve

der udbryder brand på
Grey Sloan Memorial Hospital
og en meget smuk og meget
kvindelig læge ved navn Sarah
kaster sig ud i en dramatisk kamp
for at redde et barn
i pyjamas

Lægen slæber det forkomne barn
op ad stejle trapper
flammer rykker nærmere og
røgen tager til
da hun til sin rædsel
opdager at hun har glemt nøglen
og må forlade barnet
alene i den tætte røg

barnets kald
da hun forsvinder i løb
“Sarah, Sarah! don’t leave me this way!”

den unge smukke kvindelige læge
hører kaldet men holder
hovedet koldt
prioriterer fornuft over følelsen

pigen ender med at miste
begge sine ben
men redder livet
og en følsom voice-over
samler op på det hele:
“life isn’t always what we expected it to be
sometimes it turns out to be better
sometimes worse”

mit liv er langtfra så dramatisk
som på Grey Sloan Memorial Hospital
i går købte jeg en blanding vildtfuglefrø
og to krukkesæt i Brugsen
som jeg betalte med app’en
spiste en overmoden
blomme og læste en mail fra kommunen
der skrev at de forlangte at jeg
tilbagebetalte 132 kroner
fordi jeg i 2017
tilsyneladende uretmæssigt!
havde fået udbetalt
0,18 feriedag for meget

det er dag nummer 16 i undtagelsestilstand og
life isn’t always what we expected it to be

jeg ved egentlig ikke
hvad jeg havde forventet

Ting, jeg ikke forstår, og som jeg har alt for god tid til at tænke over i denne tid.
 
Kommen i ost, for eksempel. 
Løver af gips. 
Madtærter. 
Min fars forhold til følelser
Mit eget. 
Have-Rhododendron. 
Sættekasser (it’s complicated)
Uregelmæssig tegnsætning;
Måger
Sangskjulere (brug dog krudtet på sangen i stedet for på at skjule den)
Koblingspunkter
Nutidig revykunst
Litteraturmiljøets indædte modstand mod patos
Klitplantagernes æstetik (I don’t get it, but I love it)
Lister som denne
At solen gider
Osv.