Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #660

Hver gang september lander i mine hænder, bygger jeg kastanjedyr med tændstikker som arme og ben. De ligner hungersramte børn med deres alt for store maver og alt for tynde knogler. Jeg fjerner spind og bestiller henkogningsglas til mit hjemmemosteri, retter i mit CV. Under særlige kompetencer skriver jeg: Flæbe-abe, feberflygtig, u-værksætter, men sletter det så igen:
Jeg har jo ikke papir på nogle af delene, og så tæller det ikke rigtigt, vel?

Ensomig #659

Hvis jeg var 16 og kunne droppe ud af gymnasiet, ville jeg sikkert ikke gøre det. Jeg er for praktisk, for pæn, for fængelig og fej. Men hvis nu, så ville jeg bygge et shelter ved Sandmosen, snitte dyvler, finde Djævelsbid, Nyserøllike, Plettet gøgeurt. Tælle dyndfluer og sjældne frøer, glemme mig selv i et jordslået kys, tage ved lære af septemberens sol, der ingenting lover, og derfor altid holder mere end dét.

Ensomig #658

Hun er lige flyttet til byen, skal studere, hun er sprunget fra et andet studie, det blev for selvhøjtideligt, sølvbukser, ideen som ide, nu vil hun være bibliotekar, finde bøger med blå forsider og en elefant, der går i gummistøvler, hun finder en etværelses lejlighed overfor eternitfabrikken, hun er ikke bange, fortæller hun sig selv, hverken for støv på lungerne eller ensomhed, hun maler væggene solgule og køber en dobbelt futonseng, lejligheden har rumklang, for meget plads, for lidt at fylde i. Hun starter på skolen i august, hun køber bøger og får sig sin første emailadresse, hun lærer at sætte tænderne i et æble uden at bide, bare markere, sådan kan hun gå en hel dag uden, at hun spiser, markerer bare sulten, bider fra sig uden at bide til.. Fagene er simple, katalogisering, klassifikation – fra det generiske til det specifikke, forklarer underviseren, hun kan lide at nærme sig verden sådan, udefra og ind: 58.443 Dagsommerfugle i Nordeuropa, 61.644 Madkampen: om spiseforstyrrelser i familien, hun er dygtig, hun keder sig, det gør ikke noget, hun kan lide at kede sig, hun kan lide at gøre ting bare for at gøre dem, det bliver sommer, i ferien vil hun købe en cykel og cykle til havet, 49 kilometer hver vej, hun vil bade og blive kold og køre hjem med fugt i håret og badedragtens vægt under tøjet, i ferien vil hun få tiden til at gå og hun vil gå med, følge efter, blindt, væk fra eller bare videre. Hendes mor kommer med gaver, en parfume fra Lancome, håndhæklede karklude, et glas Amaretto kirsebær (så uskyldigt, de røde bær, badet i sirup, bedøvet i alkohol, sukkersyltet kærlighed. ) Hun fylder 23, tænker, at det vel skal fejres, at det er sådan man gør, man fejrer livet, det der ligger foran, hun fejrer det, hun er lykkedes med at lægge bag sig, hun inviterer ni piger fra skolen, Hanne og Anette og Heidi og Bettina, hun serverer rødvinsfondue, strimlet svin og oksekød i tern, wanname-rejer med skal og kylling på spyd, selv nøjes hun med minimajs og bladselleri, sutter dem fri for rødvinslage, lægger resten på kanten af tallerkenen, det skal være festligt, råber hun, og hælder vin i glassene, drikker mere, end hun vil, drikker meget, naboen kommer op og hilser, Jonas, præsenterer han sig, eller Søren eller Torben, hun kan ikke helt huske det, men kom da indenfor, og Jonas slutter sig til selskabet og ringer efter fire af vennerne fra lærerstudiet og så er der pludselig fjorten i den lille lejlighed, det er juli og solen er varm, vinen stiger til hovedet, fonduen koger, det samme gør hun, kinderne blusser, hun er glad, det er hun vel, i hvert tilfælde fuld, i skyndingen glemmer hun at holde sig tilbage og spiser en reje og en stykke kylling, fortryder og bliver fjern, hun løber tør for vin og gæsterne vil videre, festen må ikke slutte nu, siger de, det er så hyggeligt, det er sommer, du skal fejres. Mennhun tænker kun på rejer og spyddet med kylling, på alt det vin, hun har drukket, alle de kilometer hun skal gå imorgen og dagen efter og dagen efter igen for at få det til at forsvinde, og hun sender dem afsted, tag I bare ud at more jer, jeg er lige fyldt år og er gammel og træt, råber hun, måske lidt for højt, lidt for festlig, hun forklarer veninderne, at hun lader døren stå åben, de kan bare komme og sove rusen ud, der er plads nok i sengen, alt for meget plads, hun fortæller om rumklangen, kom, kom, hjælp mig med at få ekkoet til at forstumme, griner hun, og de råber hej og på gensyn, Anette og Heidi og Jonas og hans venner, tretten mand ned ad trappen, det runger i opgangen, så er der stille, hun slukker for blusset under rødvinen, samler de overskydende rejer, kødet, det hele, smider det i en sæk og videre ud i en container i gården, hun er stadig fuld, hun forsøger at stikke en finger i halsen, det lykkes ikke, hun finder kirsebærrene i skabet, gaven fra sin mor, hun henter bærrene op med tommel og pegefinger, sluger dem en for en, kombinationen af for meget vin, for lidt mad, sukkerchokket gør hende kvalm og træt og tudladen, hun hulker, vælter ompå ryggen sengen virker enorm, hun omvendt lille, den porcelænshvide Amaretto krukke falder på gulvet, gulvet farves kirsebærrødt, hun er ligeglad, hun falder i søvn.To timer senere vågner hun, det er Jonas, han sidder på sengen, han husker, at døren stod åben, siger han, at du havde plads, han stryger hende over kinden, han tørrer sukkerlage af hendes hage, han lader hånden glide længere ned, knapper skjorten op, han siger, “det her ender galt”, hun svarer, men tænker, hvis du vil have mig, så tag mig, i morgen vil hun cykle, ud til havet, hun vil svømme så længe, at hun forsvinder, at sporene slettes, festen, alkoholen, rejen, han siger, sov nu godt, han siger, undskyld, han knapper hendes skjorte, han kysser hende på kinden, han går, hun ligger tilbage, sengen er så stor, hun er svimmel,, hun ved ikke, hvad hun skal stille op med al den plads, hun falder i søvn.

Ensomig #657

Alder er kun et tal og drømme har ingen udløbsdato, siger lægen, der hedder Jørn og er god til at lyve.
Derhjemme er vandhanen i køkkenet begyndt at dryppe, det rider mig som en mare fra jeg står op til jeg går i seng, hele tiden dette uregelmæssige åndedræt. Pauserne, der kun får mig til at lytte endnu mere intenst, vente på det næste forbandede dryp. Og det næste.
Jeg husker engang at have læst, at man bruger netop den slags som tortur, dryppende haner, uregelmæssigheden, forløsningen, der viser sig at være alt andet.
En telefon ringer, først for sent kommer jeg i tanke om, at det er i radioen. Så står jeg der med røret, siger mit navn, hallo?
Gardinernes skygger flimrer på væggen, en skindød virkelighed.

Han kommer hjem fra arbejde kl, fire, vifter med to billetter, han er glad. Det er billetter til lige efter påske. Irsk højland, rypelyng og Vår-Ensian, jubler han, – det bliver godt.
– Der er meget vi skal nå at se, fortsætter han, og jeg lukker øjnene, nikker ja.
Han trækker mit ansigt ind til sin krop:
– Det er ikke for sent, mumler han, og jeg håber sådan, at han har ret.

Ensomig #656

Jeg ser hende alle vegne. Hun er kastanjen, der falder fra et træ eller fuglen i en uro af farvet karton, hun er kuglen i kuglerammen og den lille hvide plet på min højre tommelfingernegl. Hævelsen på min venstre knyst, som jeg slog, da jeg løb gennem stuen for at nå en telefon, der holdt op med at ringe, sekundet før jeg løftede røret. Og jeg græd. Græd og græd og græd og grædikke fordi min knyste blev blå og bullen, men fordi jeg igen akkurat kom for sent og fordi, det slet ikke var hende i røret, men en lang ligegyldig klartone.

Forleden besluttede vi i at tage biografen, en filmatisering af en roman fra 1964 instrueret af Tom Ford. Men undervejs derind kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt mine briller, og vi måtte vende bilen og jeg måtte løb ind og i huset, igennem huset, på kryds og tværs, mens jeg ledte efter det orange brillestel under opslåede aviser og henkastede cardigans. Og så fik jeg øje på plakaten af Konen med æggene i hjørnet ved siden af læselampen, underneden citatet:

”Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!”

Og da han kommer ind flere minutter senere efter og spørger, om jeg har fundet brillerne, har jeg for længst glemt alt om mit ærinde, og vi opgiver at nå filmen, og selvom han siger, at det er ok, hyggeligt endda (det er de ord, han bruger) med endnu en grådlabil aften derhjemme, bare os to, så ved jeg godt, at det ikke er nok, at jeg ikke er.

Ensomig #655

Alle mine æg er for gamle.

Det har været sent længe, nu går jeg omkring og finder kastanjer; samler dem til dyr med tændstiktynde ben og arme og kuglerunde maver som hungerens døende børn

Dette efterår minder mig om højtidelige sange med ord som “på hæld” og “vemod” – spillet i kromatisk mol på et ældgammelt orgel i en brændt katedral . Et smukt forlis.

Jeg ved godt, at man ikke kan trække sit vejr i stå, men man kan lade være at følge efter det, der, hvor det banker.

Ensomig #654

Nogle gange tænker jeg på Lise fra Fanø, der lige var fyldt tretten, men som var fyldt af mindst hundrede års raseri, og som en aften slog et æg ud i panden på sig selv, fordi hun var vred over, at hendes mor var død. En aneurisme i hjernen, bare sådan og helt uden varsel.
Det var ikke fordi, hun gjorde et stort nummer ud af det. Hun kom bare ind og satte sig på gulvet, hvor hun altid sad, fordi hun nægtede at sidde i sofaen ved os andre, og så tog hun det her æg og slog det mod sin pande og lod æg og blomme løbe. Ned over øjne og mund og en helt ny trøje, der var i ribstrik og med sølvtråde, som var meget moderne dengang.
Vi sad og så Moulin Rouge på video – det eneste folk talte om i de måneder – med Ewan McGregor og Nicole Kidman, vi skrålede med på sangene:
“How wonderful life is while you’re in the world.”
Det var midt i den linje, at Lise slog ægget ud. Hun lod det løbe gult og gennemsigtigt og så langsomt, at vi kunne have nået at reagere, men ikke gjorde det, fordi det ikke virkede som om, hun havde brug for indgriben. Tværtimod virkede det ok – i hvert fald for et menneske, der har mistet og som ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv eller tabet, og som derfor lige så godt kan slå et æg mod panden som så meget andet.
Hun blev siddende sådan, uden at tørre hverken ansigt eller trøje, til filmen var færdig, så rejste hun sig og sagde Godnat.

Ensomig #653

Hver nat er en udsættelse af ingenting og hver dag en iværksættelse af det samme.
Jeg står op og lader mig beruse af kaffens opkvikkende mørke. Sutter på en ferskensten og hallucinerer om at føde et barn i dølgsmål. Et væsen ingen, ikke engang jeg selv, kender til.

Senere, hos lægen, klager jeg over kløe, brændende fødder, tørre øjne (men nævner ikke barnet.)
Hun noterer på sin computer,bladrer i notater andre steder fra: Ortopædkirurgisk, Osteoporoseklinikken, Dermato-venerologisk afdeling, Center for Reumatologi. Fertilitetsafsnit Y.
I et hjørne af skærmen aner jeg mit foto, jeg ser gammel ud.
– Jeg tænker, at en fed salve måske vil hjælpe? forslår jeg, men lægen ryster på hovedet, fortsætter med at skrive. Så vender hun sig rundt, ser på mig. Det er første gang, siden vi gav hånd, at der er øjenkontakt
– Den slags symptomer er som regel, hvad vi kalder psyko-somatiske, siger hun med tydelig udtale af ordet psy-ko-so-ma-tisk, som for at være sikker på, at jeg forstår.
– Langvarig stress og overbelastning kan give sig den slags udtryk. Nogle får synsforstyrrelser, andre hovedpine, rigtig mange føler sig trætte. Måske reagerer din krop med kløe?
– Siger du, at mine fødder slet ikke brænder. At det hele bare er indbildning? spørger jeg, mere aggressivt end egentlig tiltænkt.
Og Mette, som lægen hedder, ler:
– Nej, det siger jeg ikke. Hun lægger tryk på ordet ikke.

-Det, jeg siger, er, at der med stor sandsynlighed ikke er noget galt med dine fødder. Heldigvis. Derimod er det måske noget galt med din evne til at lytte. I lang tid har din krop forsøgt at få dig i tale – uden held. Nu har den taget skrappere midler i brug, fået jorden under dine fødder til at brænde, bogstavelig talt. Hvis ikke man vil høre, må man føle
– Så hvad tænker du, at jeg skal gøre? spørger jeg og rejser mig halvt i stolen.
– Enten må du lære at gå på glødende kul, eller også må du begynde at lytte til dig selv.

Ensomig #652

Jeg husker grønkålen i snorlige rækker, nætterne og en vandhane, der løb og løb og løb. Jeg husker lange, tunge gardiner af fløjl, der rakte helt til gulv (og nogle gange under.)
Jeg husker min mor komme hjem fra arbejde med fyldte cykeltasker. Jeg husker porretoppene, der stak op, og poser med køkkenruller og AMO gluten mel.
Jeg husker hendes pung i kernelæder, der altid var fuld af takkede frimærker, der kunne klistre bagpå. At vi sendte breve “fra ingen til ingen”, én gang sendte hun mig et postkort, hvor der stod: “Lyset klokken otte.” Ikke andet. Jeg husker min farmor ved klaveret, de krogede fingre og tonerne, der fik dem til at strække sig ud. Den sene tv-avis med Ole Sippel og bomberegn over Libyen. Dagene derpå, særligt torsdag, når min mor havde fri, og der var tid til at sidde tætte og tavse i de højryggede stole. Telefonen, der ringede og ringede og ringede, og min mor, der aldrig tog den. Jeg husker, at vi lavede en klub: “Klubben for ubesvarede opkald”, der var hemmelig og som kun omfattede min mor og jeg. Vi havde tavshedspligt og medlemskort. Jeg husker, hvor højt jeg elskede de torsdage, dét kort og vores tavshed.

Ensomig #651

Jeg taler med bøgerne. Finder sætninger, der lyder som noget, nogen kunne have sagt; svarer dem, så godt jeg kan. Eller jeg tyder gardinernes flimrende skygger; jeg synes, de ligner scanningsbilleder, uklare og kornede.
De kommer og de går, sætningerne, skyggerne, uklarhederne. Ind imellem forsøger jeg at knibe øjnene sammen for at fokusere – på kaffen, sukkulenterne, armaturet på køkkenvasken. Men lige lidt hjælper det, uklarhederne er der stadig. De kommer og de går – og de kommer igen.
Alligevel er det ikke svært at se, hvad vej det går. Jeg ser det på ham og på dagene, der bliver kortere og mørket, der folder sig ind i sig selv. Ind og ind og ud igen. Som en bjørn, der søger et hi, men ikke kan finde hvile.

Jeg beslutter mig for at folde de stropløse kjoler sammen, lægge dem væk. Sommeren er alligevel forbi, de bare skuldre skal fores nu, føddernepakkes i uld. Jeg pakker tøjet i de batiktrykte net, jeg holder så meget af, og hvis farvede plamager ligner rorschachmønstre. Pletter man kan tyde alt ud af. Læse alt ind i.
Jeg lægger tøjet ved siden af en armygrøn kuffert med kode-lås, der aldrig har været i brug. Så kan det ligge dér. Ligesom alt det andet, jeg har pakket sammen, gemt væk, og som ligger og venter og venter og venter og venter og venter og venter og venter.
Indtil det ikke venter længere.