Louise Juhl

Jeg transkriberer virkeligheden
men er nødt til at slå autokorrekturen fra:
Der er simpelthen
for meget af den og
for meget i den
(ø-deportation, burka-fobi, frikadellepligt,)
der er for utroligt
for ordbogen.

Det er mandag her i Skanderborg, sikkert også de fleste andre steder, og jeg har skrevet en liste for dagen:

Klokken 9.25 skal jeg til kiropraktor, cirka en time senere vil jeg aflevere sonia åkessons “jeg bor i sverige” på biblioteket. Over middag er det så min plan at skrive en tekst om generaliseret angst, jeg er bange for næsten alt: Fedtprocenten i ost, statistiske variabler, ø-deportationer. Om natten vågner jeg og hiver efter vejret, måske fordi jeg er midtvejs i livet, men så langt fra mine mål som nogensinde før.

Er det mon dine mål, der er problemet? kunne teksten spørge, men jeg tror ikke på skriveprocessen som en terapeutisk praksis og nægter derfor at svare. I stedet beslutter jeg at købe to orange Gerbera, som jeg lægger ved et gravsted på kirkegården, ingen længere besøger. Typisk Louise at adoptere en hjemløs sorg:
Hver mandag besøger jeg Ernst med det umulige efternavn, vi plejer at opmuntre hinanden:
-Det er ikke slemt, som det ser ud til, forsikrer han mig hver gang.
Jeg ved ikke, om han taler til sig selv eller mig, og jeg beder ham ikke om at uddybe.

Min mor har skrevet en sms i løbet af natten, hun skulle hilse fra Åse, skriver hun, hende, der klippede mit hår, indtil jeg blev teenager og fandt ud af, at permanent var fremtiden, Åse protesterede, hun mente ikke, hun kunne sætte sin faglighed over styr hver gang moden skiftede, så fandt jeg en anden frisør, hun hed petrea, og det første jeg spurgte hende om var, hvem der dog havde fundet på det mærkelige navn, det svarede hun aldrig på, til gengæld affarvede hun mit hår tre gange i træk men hver gang forgæves, det havde stadig samme nikotingule skær som en storrygers fingerspidser, så vendte jeg tilbage til Åse, tryglede hende om at klippe mig til fornuft, og med tiden lærte hun mig at leve med den virkelighed, der nu engang var min, filtret og leverpostejsfarvet, i dag bliver jeg klippet hos Kat på strøget i Aarhus, Kat hedder i virkeligheden Kathrine og dubber tegnefilm i sin fritid, hun siger, at jeg aldrig kommer til at se ud som Meg Ryan, men at mindre også kan gøre det, jeg skriver tilbage til min mor, at jeg elsker hende, og at jeg ønsker mig en shampoo til tørt og medtaget hår i julegave.

På en skala fra 1-10 er morgenen mørk og min tredjetå øm efter et slag mod sengegavlen i nat. Det er den sjette dag i den tolvte måned; tværsummen af seks og tolv giver ni:
Jeg ved ikke, om der er andre end mig, der aner et mønster?
I nat blev jeg anholdt med ordene:
“You have the right to remain silent,” jeg svarede:
“I choose not to exercise that right.”
Det er muligvis derfor, jeg sidder her og ytrer mig om magiske tal og ubrugelige skalaer. Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver klogere, men måske er der også en slags lærdom gemt i dét.

Kh med mere /L

Der er så mange ting, vi gør, som er spildte, og endnu flere, der er mere end det, mere end bare spildte, som er ødelæggende, perfide, internering på øer, for eksempel, så mange tanker, der var bedst tjent med ikke at blive tænkt, varer, der produceres til ingen verdens nytte, ikke for at stille et behov men for at skabe ét, jeg har for eksempel lige regnet ud, at hvis jeg stoppede med at købe tyggegummi per dags dato, ville jeg den 5.december 2019 have sparet mig selv for et forbrug på 7230 kroner, penge, der i den grad er tiltrængt andre steder, hos andre mennesker, penge, der alene bliver brugt på at bedøve mine smagsløg med en absurd ringe kirsebærsmagsattrap, det peger jo begge veje, de dumme ting, de dumme tanker, det peger på dem, der tænker dem men også på os, der æder tanken om øen eller illusionen om kirsebær råt, hvis den dumme tanken nu fik lov at forblive en dum tanke i et dumt hoved, tanken om etniske øer og illusoriske smagsoplevelser, hvis ingen stemte på dem, med de dumme tanker, hvis ingen købte de intetsigende produkter, så havde hverken det ene eller det andet gang på jord, jeg taler også til mig selv.

Har besluttet at skrive en bog med titlen:
Følesernes Anatomi.
Den skal være med kultegnede illustrationer af både duggede nakker, kuede knæ og åndløse brystkasser.
Der skal tilknyttes et diagnosesystem til sygdomme, der knytter sig til det følelsesmæssige bevægeapparat:
Seks hjerter ❤️ gives kun til de allersværeste lidelser – ubetinget (men ulykkelig) kærlighed, for eksempel, og lignende smertefulde forstyrrelser.

Gik halvanden time med hunden i regnvejr, på en eller anden måde føltes som en trøst, at der er noget denne adventssøndag, der er endnu mere støvet og trist end mig, hvilken ussel glæde at fryde sig over vejrets tungsind.

Jeg vågner og pakker nattens kuffert ud: Finder allernederst en agurk, der er helt blød efter at have ligget for længe og for varmt.
Går så ned i stuen, giver hunden mad og læser en anmeldelse af en bog om en kvinde, der sætter sig for at føle ingenting. Jeg noterer omhyggeligt forfatternavn og titel:
Ottessa Moshfegh, My Year of Rest and Relaxation – dén bog må jeg se at få læst.
Koger vand til Nescafe og indtager den stærke drik i små slurke. Inddeler på den måde min opvågnen i etaper. Ender alligevel med at måtte stå af og trække det sidste stykke op ad stigningen før målstregen. Konstaterer således igen i dag, at jeg må udgå på grund af tidsfristen, jeg skulle nok have valgt mig en anden karriere end virkelighedens.

Elsker du litteratur, og har du lyst til selv at prøve kræfter med at skrive?

Litterære lørdage er et skrivekursus, der udbydes som et samarbejde mellem Skanderborg biblioteker og LOF.
Her kan alle med interesse for litteratur og skrivning få hjælp til at komme videre med deres kunnen.

På kurset arbejdes der med en bred vifte af genrer, former og indhold:
Lige fra virkelighedsnære portrætter til sanseforvrængede grotesker, fra tekster med tårnhøj fortællepuls til andre med et mere meditativt åndedræt
Der vil undervejs på kurset blive læst højt af – og givet feedback på – de tekster, der skrives, så vi hele tiden lytter og lærer af hinanden.

Læs mere og tilmeld dig HER

I går var jeg til  reception, sådan en med oversøisk vin, kartoffelsalat og frikadeller sat på pinde. Der blev holdt taler og givet gaver og alt var fint. Måske lige pånær mig, der hægede om mit fremmede ansigt, som en dykker om sit iltapparat

I hånden havde jeg et glas på stilk, det er det eneste, jeg virkelig husker. Jeg  husker således ikke, hvordan jeg kom derfra, kun at jeg havde hånden fuld af splintret glas, da jeg endelig nåede hjem.

Jeg ved ikke, hvad man stiller op den slags, med håndsår og hullet hukommelse. Engang ville jeg have sat mig og skrevet om det, men det har jeg forlængst indset, ikke nytter noget.