Louise Juhl

Jeg gik i en børnehave for døve og hørehæmmede, vi talte tegnsprog og sang ved hjælp af fagter, hoved, skulder, knæ og tå, og lænede vores ørene mod hinandens hjerter hver fredag for at ønske god weekend. En, der hed hed Anton fik ondt i hovedet og gik hjem og kom ikke tilbage før fire måneder senere: Med glasøje og måneansigt, og når jeg spurgte, blev de voksne stille og hviskede noget om celler, der delte sig for hurtigt, og jeg forstod ikke, hvorfor de hviskede, for Anton var jo døv og kunne ingenting høre, og det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at det nok var dem selv, de havde forsøgt at skærme mod sandheden. 
Året efter døde han, vi lagde perleplader formet som hjerter og engle og strøg dem med et strygejern hang dem på grene. Vi gik hånd i hånd og på række de to kilometer til kirkegården, jeg sang min yndlingssang, ”Timen er nær, Tom Dooley”, men fik at vide af Gitte, en af pædagogerne, at den var ”upassende.” Jeg ved ikke, om det var derfor, men i dagene efter opfandt jeg mit eget tegnsprog. Et sprog fyldt med upassende tanker og tegn, en fuckfinger betød for eksempel ”jeg elsker dig” og to knyttede næver lagt oven på hinanden: ”er du med- eller mod mig?”. Jeg gjorde mig umage for at ingen af tegnene mimede deres betydning, en rejst tommel betød således ”ok” men ”pølsehorn,” og en lange- og tommelfinger formet som en cirkel var ikke et tegn for O men for T og om onsdagen betød det knæbeskytter, for det var den dag, Anton plejede at spille fodbold. 
Jeg brugte det meste af sommeren på at lave mit eget sprog, et sprog, der ikke gav mening for andre end mig, og således hverken kunne støde eller såre nogen. Jeg tror, jeg har båret det med mig siden, en lille nødudgang eller en måde at være upassende på i en meget passende verden.

Hvad angår passende og upassende, kan det være svært at finde vej. 
Der, hvor jeg voksede op, var linjerne forholdsvis klare. Hjemme hos os, var der ingen tvivl. Lædermøbler var noget fanden havde skabt, det samme gjaldt psykologer, enhver vidste, at den slags var vildfarne sjæle, der forsøgte at gøre op for deres egne sjælelige skavanker, ved at pådutte andre de samme. Der var også de lidt for fine damer. Dem, der lugtede så meget af parfume, at det blev mistænkeligt. Hvad forsøgte de mon at skjule, disse kvinder. Hvad gemte der sig bag skyerne af rosenvand og orientalske krydderier: Skabe fulde af skeletter, måske – skjulte liv, tomme skaller? For ikke at nævne kvinder, der lakerede deres negle, tångelene især. ’Hvem bruger dog tid på den slags, hvorfor?’

Blandt anderledes passende ting, var:
Sunde interesser som spejder, badminton og motionsløb.
Fornuftigt undertøj med god pasform og brede stropper.
At gøre sig umage, det vil sige: At lave mad fra bunden og ikke købe sig til rengøringshjælp. 
Mådehold, undlade at tage to gange af kartoflerne, sovesen, kagerne.
Kun at ønske sig ’rimelige’ ting til jul og fødselsdage: Fodcreme, spejderbælte, drikkedunk, stiftblyant. 

Blandt upassende ting, var:
Satellit-tv, Sportslørdag, købekage
Mikroovne 
Sommerhuse med græsplæne og flagstang i haven
Charterferier, campister
Aviser i alt for læsevenlige formater 
Lænestole med trinvis indstilling af ryglæn
Hollandske agurker og Jørgen de Mylius

Det gik fint. Længe sørgede jeg for at holde tingene adskilt, det passende og det upassende. Derhjemme så jeg TV-avisen derhjemme og hos min nabo, der ikke havde moralske begrænsninger for sine ønskers størrelse, og havde fået et 28 tommer TV til jul, så jeg parabol-tv. Jeg gik til madlavning hos min genbo, Birthe Marie, der lærte mig at lave Arme Riddere og at vaske op i ”den rigtge” rækkefølge. Først glas og bestik og andet, der kom i berøring med munden. Dernæst tallerkener og opøserskeer og til slut gryder, skåle og fade. 
Men så blev jeg ældre og venner med Rikke, og her var alt vendt på hovedet.  Hun redte kun seng, når hun havde lyst og spiste ting direkte fra køleskabet, uden at lægge det på en tallerken først. Hendes mor og far kunne finde på at blive i sengen en hel weekend, se serier og spise peanuts og grine. Nogle gange var vi seks, der sad under dynen og så TV en hel dag i træk. Rikkes mor og far, Rikke og mig, hendes lillesøster og deres hund, en Cocker spaniel, der hed Gorm. Det var så ulig, hvad jeg havde lært om hjemmefra: Om at TV gav firkantede øjne og at folk, der sov længe var dovne og dumme. At man fik bumser af at spise chips og fede nødder. 
Rikkes forældres øjne havde nu samme form som mine forældres, og de virkede hverken dumme eller dovne, faktisk holdt de fire aviser. ’For at se verden fra så mange forskellige perspektiver, som muligt,” forklarede de. Deres hud var ikke skæmmet af bumser, og selvom de så mange serier, tog de også på udstillinger og havde en lille samling af koreansk keramik, de havde samlet gennem årene.

Det blev svært. Det med opdelingen, hierarkiet imellem, hvad der var passende og hvad, der var upassende. Jeg famlede i blinde mellem det, jeg havde lært hjemmefra og det, jeg mødte i verden, og selvom jeg forsøgte at holde balancen, blev det sværere at sværere. Jeg begyndte at bryde grænser, at varme popcorn i en mikroovn i stedet for at poppe i en gryde, og at spise ”rutebiler” købt i Nanok til 10 kroner for 200 gram. Og selvom de smagte både kunstigt og støvet, var knaset i kagerne helt fantastisk. Det samme var fryden ved mit lille oprør. 

Jeg vender stadig tilbage til sommerhuset, hvert efterår, vinter, forår. Det ligner sig selv, men er også fuldstændig forandret. Eller også er det mig. Træerne er jo de samme, himlen også, og så alligevel er alt noget andet. Frøen er en anden frø og lækatten en anden og jeg er en anden. Jeg ser det i spejlet og hører det i ordene, jeg siger. Meridianværdi, normalfordeling, armslængdeprincip. 
Da jeg var mindre brugte jeg kun korte ord, kys, hej, ja og nej. Du, jeg, dem og det. Knæ, øre, mund og næse. Jeg er mere omhyggelig nu, taler om brændende kærlighed, som om det var en madret og ikke en tilstand. Sådan er det med sproget. Vi taler om noget, for at undgå at tale om noget andet. Vi taler om bilen, der skal på værksted og demokratiet, der er i fare og om glæden, der er en sjælden fugl: 
– Pip sagde den, og det havde den. 

For nogle uger siden sad jeg i toget og en pige overfor mig spurgte, om jeg var alene. 
– Er du alene? 
Et på alle måder simpelt spørgsmål, og så alligevel så utrolig komplekst.
Alene hvor?
Alene med hvad?
Et øjeblik følte jeg mig afsløret, nøgen. Var det virkelig så tydeligt, at jeg alt overvejende levede for mig selv, i mit eget selskab, sagde godmorgen til hunden og vinkede til den demente dame, der som det eneste huskede dét. At vinke. Men ellers var jeg kun mig. Til at se, høre, mærke, ingen at dele det med, ingen at skåle for, ingen at ringe til. 
– Ja, jeg er alene, svarede jeg pigen og hun så på mit med en slags fortvivlelse, men rakte mig så en af fire bamser, hun havde med sig. Én i skødet, én i favnen, de to sidste sad på hver sin side, lænet ind mod hendes skuldre. Madison, præsenterede hun bamsen, og jeg tog imod, sagde – hej og pigen svarede men med bamsens stemme: – Hej dig.
Sådan snakkede vi længe. Om at tage bad i honning og om at sove på hovedet, for at tømme det for tanker.
– Det virker hver gang, forklarede pigen med bamsens stemme, – de falder til jorden og så igennem.
Vi talte også om øjne: Madisons var af elfenben og en gave fra en malaysisk konge, der hed Dot, og vi talte om afdansningsbal og om at tage forskud på glæderne. Man kunne for eksempel lave dessert af syltede ferskner fra dåse og en vaniljesauce, eller købe kyskager og spise dem alle på en gang. Ikke for noget, men bare fordi. Men så blev vi afbrudt af en stemme fra højttaleren, der fortalte at næste station var Hedensted, og pigen og de fire bamser stod af, og jeg sad igen alene på sædet og tænkte, at jeg hellere måtte komme glæden i forkøbet og købe en dåse ferskner på vej hjem.  

Jeg er uddannet bibliotekar. Egentlig startede jeg på Litteraturvidenskab, men så blev jeg indlagt og det trak ud og lægerne vurderede, at jeg havde brug for døgnstøtte efter udskrivelsen. Sådan endte jeg på et ridecenter i Hundested, jeg fik et værelse med himmelseng og en stigereol fra Trævarefabrikernes udsalg, lærte at skralde brød fra bagerens affaldscontainer, som jeg tyggede for så at spytte ud igen, så fuglene kunne få glæde af det. Det var ikke nogens skyld, det gik bare ikke, jeg flyttede tilbage til min fødeby og besluttede at blive bibliotekar, jeg kunne besluttet mig for så meget andet, men det gjorde jeg altså ikke.  
Et af de fag, jeg holdt særligt af, var klassifikation. Her lærte vi om DK-5, et universal decimal klassifikationssystem, der skulle hjælpe læserne med at finde det bedst mulige værk til en given søgning. Det handlede om at være så præcis så mulig, men dog ikke mere præcis, end at det var muligt at finde også for læsere uden specialviden. En grundbog om badminton ville typisk indeholde emneord som serv og ketsjer og fjerbold, men ikke gåsedun, selvom det er den fortrukne fjertype for professionelle spiller.
Lige sådan kunne ord vise sig at være for generelle. En bog om hunde ville sandsynligvis blive tilknyttet specifikke racer omtalt i bogen, English Setter, New Foundlænder, ruhåret gravhund, men ikke den overordnede term pattedyr. Det handler om at være præcis men også inkluderende.
Jeg holder meget af den slags praksis. At ordne verden, inddele den i rum og emner. Således kan man under 89.02: Talesprogets Former i almindelighed, finde: Sort tale.
Det trøster mig at vide, at jeg altså ikke er den eneste, der taler sort, at det – i hvert fald ifølge DK-5 – hører under talesprogets almindelige former. Søger man i stedet på ordet ”Krop,” bliver man henvist til emnenummeret 12: Erkendelsesteori og metafysik, der dækker både fantasi, fornuft, fri vilje og følelser. Til gengæld ikke et ord om albue, halsgrube, nøgleben. Søger man på ”Mennesket,” finder man udover bøger om anatomi og sygdomslære også værker om kalvekastningsfeber og byplanlægning.
“Fantomsmerter” er en tom søgning. 
Jeg bliver aldrig træt af at fare vild.

Det er svært at sige, hvornår det begyndte. Måske har det altid været sådan. Den her følelse af at være placeret i verden som en ost i et udstillingsvindue. 

Som barn travede jeg hver vinter rundt i cirkler og trådte en sti, der begyndte og endte det samme sted. Andre gange byggede jeg huler af sne, men de var altid for små til at jeg kunne sidde derinde, så jeg endte med at stå udenfor og længes efter indenfor. 
De fleste somre tilbragte jeg i sommerhuset, omgivet af høje graner og mos. Alt var grønt, selv det blå, det grå og kantarellens orange. Alle farver var født ud af- og ind i det grønne. Ind i et landskab af høje, rygvendte nåletræer og seje græsser, der stod året til ingen verdens nytte og så alligevel.

Jeg har altid holdt meget af dyr. Polarræve, moskusokser, sneharer. Firben, bænkebidere og natsværmere. Der er noget bekendt ved disse skabninger, noget næsten umuligt. Jeg har læst en masse. Om frøer, for eksempel, der fryser til is i søen om vinteren for så at tø op til foråret. Om lækatte, der hypnotiserer kaniner med dans, for så at æde den. Eller flueskimlen, en svamp, der inficerer fluer og fjernstyrer dem til at parre sig med andre fluer, for derved at sprede skimlen, bære den videre videre.
Der er noget sært fascinerende ved den måde, verden hænger sammen på, grå og blå, læ og katte, fluer og svamp. Den enes død, den andens brød.
For tiden tænker jeg meget over, om jeg mon er lækat eller kanin, skimmel eller flue. Måske er det den slags overvejelser, der gør, at jeg lige siden, jeg var lille, har befundet mig på begge sider af udstillingsvinduet. Jeg er både en hullet ost, men også et sultent blik på den anden side af ruden.
Dén ensomhed – at være hverken eller – det er derfra, jeg skriver.

Jeg blev engang opereret i lysken, det var en onsdag, lægen havde forklaret mig det hele på forhånd. Hvordan han ville føre en kikkert ind lige over navlen, ned til bughinden og løsne den knude, der voldte problemer. Det ville knap være at se bagefter, lovede han, et lille ar på størrelse med en 25 øre eller mindre.
Jeg er hverken bange for læger eller blod, men jeg er bange for min krop. De der sære 58 kilo, jeg slæber rundt på, og som er svære at ignorere, især når de gør ondt. Knogler, hud, hjerte, lever, hår. Allerhelst ville jeg lade som om, de tilhørte en anden, halsgruben, knæene, mine ulige bryster. Også ved den her lejlighed, så jeg skyndte mig at indvende, at jeg stolede på hans faglighed og helst var resten foruden. Hvad, hvordan og sådan. Men lægen insisterede, det var noget med en protokol: han skulle oplyse, hvordan og i hvilken rækkefølge, tingene ville ske, hvor mange de ville være på operationsstuen, anæstesilæge, to kirurger, en sygeplejerske. Og nå ja. Risikoen for aldrig at vågne igen. 1 ud af tusinde. Det var der, jeg begyndte at græde. Ikke på grund af mig eller min krop eller fordi, jeg frygtede at dø, men på grund af hunden, min mand, mossets grønne, spejlede æg, den skovlede glæde.
Lægen var virkelig sød, han tilbød at stikke nåle i min venstre hånd, det havde han god erfaring med modvirkede uro og angst.
Jeg er født skeptisk, ingen skal komme og tage røven på mig, hverken solen eller månen, læger eller buschauffører, der lukker dørene lige, som man når frem. Nej så heller gå selv, tak men nej tak. Nåle mod uro, hvor herre til hest, hvad mon det næste, han ville foreslå, var. Overtonesang, auraterapi, håndlæsning.
Alligevel takkede jeg ja, han virkede jo rar nok, og hvis jeg skulle dø, kunne jeg vel lige så godt gøre det til grin som til gråd. Og mens han stak nåle i i det bløde kød mellem knoerne på min venstre hånd, fortalte han, at han havde irsk setter, der hed Luksus. Den var seks år gammel og havde overlevet at falde fire meter fra en balkon i sydfrankrig. Jeg ved ikke, hvorforfor han fortalte det, heller ikke, om det var Luksus eller nålenes skyld, at jeg holdt op med at græde, men operationen gik godt, og da jeg vågnede besluttede jeg mig for, at lære den at kende. Kroppen altså, den grædende klump, de akavede knæ, brysterne, bughinden, det hele sgu.
Jeg synes stadig det er svært, men jeg øver mig hver dag. Mætter mine fødder med creme, reder mit hår, hælder kakao i en kop og siger: “Because your worth it.” Der er så fjollet, men det smager godt, og jeg vil hellere være til grin- end at være tilovers for mig selv.

Det var ved den her tid på året, at Benny døde. Der var sne udenfor, ligesom nu, og jeg var lige blevet færdig med at børste katten, havde samlet det overskydende pels til en blød og lidt fedtet klump, jeg ikke nænnede at lægge fra mig.
Det var Inger, køkkendamen, der ringede og fortalte mig det. Af alle de mange mennesker, der tilbød at hjælpe mig de år: læger, psykologer, hypnotisører, irisanalytikere, akupunktører, tror jeg, at det var Inger, der hjalp mig mest. Hun afslørede mig gang på gang i at snyde, bytte rundt på maden, skifte min kalorierige portion ud med en skånekost beregnet på diabetikere. Men hver gang gjorde hun det uden at bebrejde, hun tog bare tallerkenen, jeg havde valgt (en ceasarsalad uden dressing og med fedtreducerede parmesanflager), sagde: “den der gør dig ikke noget godt”, og rakte mig i stedet én med brun sovs og pulled pork, brasekartofler.
Nogle gange kørte hun mig rundt i hospitalets have i en kørestol, vi havde lånt af Benny. Så pegede hun ud, – se nogle sejlivede satan, når hun fik øje på et bed med selvsåede storkenæb. Brød ud i sang “I kan ikke slå os ihjel”.
Hun var høj og bred som en kirkeport og kærlig på en hårdtslående måde. Når Benny skreg af smerte på grund af nervebetændelse eller helvedesild, kunne hun finde på at svare “Giv den gas,” og Benny gav den faktisk en ekstra tand og takkede hende bagefter for at forstå. (Hvad var det mon, hun forstod).
– Benny er død, sagde hun bare i telefonen, og jeg knugede den fedtede pelsklump, jeg holdt i hånden og anede ikke, hvad jeg skulle sige.
Hvorfor, hvorhenne, hvornår, hvordan?
Det var jo alt sammen fuldkommen lige meget. Benny var død, og døden svarer ikke, når man spørger. Der er ikke nogen ankeinstans, man kan klage til, ikke en kommision, der kan se på sagens akter og sige: det var ikke fair, det var for tidligt, vi giver ham femogtyve år mere i live.
Så jeg sagde bare “nej!” og Inger svarede “jo, desværre”, og så stod vi sådan i hver sin ende af røret og snøftede, indtil Inger sagde nåmen, og jeg trak vejr ind og sagde tak, og jeg ved ikke den dag i dag, hvem jeg takkede, om det var Inger eller Benny, måske dem begge.
Jeg var for syg til at deltage i begravelsen, men sendte en buket, skrev et kort og lagde ved: “Alle, der har et hjerte, skal dø. Kh”
Det tænker jeg stadig på, når jeg er bange for døden – for de underlige pletter på min ryg og besværet med at synke: At den eneste måde man kan undgå døden, er ved ikke at have et hjerte. Og så er det vel ikke livet værd?

Jeg vil gerne kunne sige det smukt, men nogle ting er ikke smukke, de er bare sande. At jeg stadig er bange for min egen sult, for eksempel, og for fugle, der letter i flok. For løbesod i huse uden skorsten og for ejerløse løbehjul.

Da jeg var lille, elskede jeg torsdagene, det var min mors fridag. Det handlede mest om at se på: Min mors hænder, der slog i dejen, satte flueben ved voksne ting. Købe witawrap, vande blomster, skifte emhættens pære. Det lyder kedeligt, men jeg var meget betaget. Af det fokus, der var omkring hende og som beskyttede hende mod verden, som en rumdragt beskytter en astronaut mod atmosfæriske forstyrrelser, giftige dampe, mangel på ilt.
I går hørte jeg en podcast med Peter Sommer, intervieweren vil vide, hvad han ønskede, at der skulle stå på hans gravsten? Sommer citerede en gammel kollega fra mediebranchen for at sige:
“Når I har prøvet med alt andet, så prøv med sandheden”.
Jeg tænker det er en meget fin gravtekst.

Noget helt andet, jeg har tænkt på: Det er som om verden består af to slags mennesker. De, der læser vinteren som en epilog og så dem, der læser den som en prolog. Ser på sneen som et hæfte fuld af blanke sider, der bare venter på at blive fyldt ud. Jeg tror egentlig ikke, det ene er mere sandt end det andet, men jeg tror på, at vinteren bliver nemmere at bære, hvis vi tænker på den som begyndelse fremfor slutning.

Mit liv lige nu lyder som dårlige avisoverskrifter:
“hjerte på tvungen orlov,” “drømme og drivis”.
Kulden udenfor er smuk, den får græsset til at knase og min ånde til at ligne røgsignaler: SOS. Dagene trækker sig sammen under frosten, sekunderne fylder hver især mindre end et nys, et nu.
I sin bog ‘I civil’ skriver Amalie Smith:
“Om vinteren sætter bierne sig i en vinterklynge omkring dronningen i boet. Den yderste kreds af tætpakkede bier fungerer som en levende pels. Den inderste kerne opretholder en temperatur på 33 grader vinteren igennem”.
Jeg finder trøst i den slags. I tanken om vinterklynger, levende pelse, en inderste kerne, der holder os varme. Og noterer alt, for at dokumentere et hi: Prisen på en brødrister, antallet at aflyste tog mellem Aarhus og Fredericia, timerne fra jeg står op til jeg går i seng (15,27).
Antallet af ord i denne tekst.
Det latinske ord “cura” betyder pleje, omsorg – men også skrift. Så jeg skriver: Om pelse og bier og drømme og brødristere. Det giver ingen mening, men det giver mig et øjebliks varme, et bål jeg kan varme hænderne ved.

Efter det med ham, der kaldte mig for narrefisse, fik jeg arbejde som sekretær på et psykiatrisk afsnit. Det var et rigtig fint job, jeg var virkelig glad for mine kolleger – og patienterne ikke mindst.
Jeg husker særligt én, C, han var lyshåret og meget høj, kraftig af bygning, alligevel virkede han så utrolig lille, når han forsøgte at få øjenkontakt med personalet gennem glasruden. C bankede aldrig på, ikke fordi han var uhøflig, men fordi han var bange for sine hænder. Det lyder måske fjollet, men for C var det alvor, han var rædselsslagen for sine egne hænder eller rettere: for de hænder, der sad for enden af hans arme. De var ikke hans egne, det var det, han kom for at forklare os. Om og om igen, “det er ikke mine hænder, det er ikke mine hænder, det er det ikke!”
De hænder, C bar, var fremmede, tilhørte nogle andre, indimellem overlægen, andre gange en indiansk flaskeånd. I årevis havde han forsøgt at slippe af med dem, som regel ved at lægge dem i en kraftig sæbeopløsning så længe, at de ville blive opløst. Andre gange gik det mere voldsomt for sig, så smækkede han en bildør omkring dem eller strammede et reb om håndleddet for at forhindre blodet i at nå frem.
C kunne ikke huske, hvor længe han havde båret de fremmede hænder, men det var tydeligt, at han led forfærdeligt. Han var bange for hvad de kunne finde på, hænderne: at slå fra sig eller forgribe sig, ja måske endda kvæle nogen. Det, han frygtede mest var dog, at de ville stikke en kniv i hans forældre, han græd, når han beskrev sin angst, bed sig i de fremmede knoer, indtil de blødte.
I dag var det så koldt udenfor, at jeg ikke kunne mærke mine egne hænder, og så kom jeg til at tænke på C. Jeg har ikke set ham siden, jeg håber, han har det godt i dag.

I Judith Hermanns “Vi ville have fortalt hinanden alt,” citerer hun et sted Sarah Kirsch for følgende formulering: “Ikke længere og endnu ikke”.

Det handler om morgenmørket, den time, to måske, hvor natten er forbi, men dagen stadig kun er på vej.
Jeg elsker den time, de timer. Hunden, der smasker i søvne på sofaen ved siden af, lyset fra skærmen, mørket bag alting, ordene, der ikke er mine endnu, men siger ting, jeg kunne have sagt eller engang vil sige:
“søndag, sagn dø, sand gø, sød nag”.

Jeg var engang indlagt med en kvinde, der fra den ene dag til den anden mistede følelsen i sine ben. Hun kunne hverken gå eller stå, lægernes mente, det skyldtes stress. Hun havde længe haft et forhold til en kendt mand, han var gift og ville gøre alt for sin elskerinde – altså lige pånær at forlade sin kone. Hun fulgte ham overalt, på hans rejser, sov på hoteller og ventede i hans bil, mens han holdt møder om vigtige sager og verdens brændpunkter. Flygtige kys, en seddel sendt med bud og skrevet i kode “Hvis du var en violin, ville jeg købe dig en bue”. Det var aldrig helt til at gennemskue, hvad han mente, om det var fordi, han ønskede sig, at hun skulle spille efter hans melodi, eller om han mente, at hun var sød musik i hans ører. Selv forestillede sig det hele, det værste og det bedste, indtil hun altså vågnede en morgen og ikke længere havde magt over sine egen ben. De adlød simpelthen ikke, når hun bød dem at bære sin krop, men hang bare slapt ned, som forlængelser af en umulig drøm.
Så blev hun indlagt. Hun lå i seks uger i sengen ved siden af min, den kendte elsker kom aldrig på besøg, det var for risikabelt, mente han. I stedet fik hun hjælp af en neurolog og en psykomotorisk terapeut og efter seks uger kunne hun igen gå.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om hende nu, måske er det det med timen, den, der ikke længere er og endnu ikke har fundet sted. Men jeg ved, at hun hed Hanne, hende med de pludselige lammelser, hendes kæreste hed vist nok Finn, men det er jeg ikke sikker på.
Selv lå jeg et halvt år på Frederiksberg Hospital, jeg havde ingen problemer med at gå, men derimod svært ved at spise. Jeg husker en søndag, der blev serveret sprængt tunge til middag. Med peberrodssovs og brasekartofler. Jeg græd og græd. Over tungen, der engang havde fyldt et storøjet væsens mund, diet en mors patter, og jeg græd over kalven, hvis tunge nu var ofret for en tyk cremehvid sovs.
Det tog mig tyve år at komme videre, det er helt uden rimelighed, sådan er det nok med ulykkelig kærlighed, sorg i det hele taget, det tager den tid, det tager, og nogle gange mere end det.

Der var tændt hundredeoghalvtreds fyrfadslys. De stod overalt, på gulvet, i karmene, på bordet. De mange flammer trak ligesom vejret ud af luften, gjorde det svært at ånde. Det var som om jeg trak og trak og trak, men at lungerne forblev tomme.
Han havde gjort sig umage, lagt på bordet, sat blomster. Dækket op med tallerkener med riflet kant og røgfarvede glas, han sagde skål og løftede glasset:
– For dagen og for dig, og jeg svarede med et nik, nippede til vinen, der smagte af halm og hengemt frugt, ikke dårligt, bare helt ulig noget andet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev. I hans stue mellem de mere end hundrede levende lys, skålede for dagen og et dig, jeg ikke genkendte. Trak vejret som gennem et sugerør.
Men jeg husker, at han serverede tre retter, brisler anrettet på pocheret julesalat, lynstegt kalveinderlår og friteret gedeost med syltede pærer. Og jeg husker, at han talte. Uafbrudt.
Om fremtiden “sammen, os to”. På en gård med hestefold og vådområder, fugletårn og hybenkrat, solsikkehegn og et hjemmebygget observatorium, hvor vi kunne ligge på ryggen og tælle stjerner. Pege ud og finde mønstre tværs henover himlen, der forbandt os uanset hvad, uanset fortid og alle dens fejltagelserne, påstand mod påstand. Hun havde jo selv været ude om det, men han havde lært lektien. Nitten måneder på tolv kvadratmeter, aldrig igen. Fra nu af ville han have al plads i verden. Åbne vidder, himmelhøje drømme.
– Og dig, sgu, skål!
Jeg skålede faktisk på det hele. På fugletårn og fortidens fejltagelser:
– Skål. Jeg fyldte munden med vin, sank og smilede. To timer, tre, lyttede til hans drømme, der også inkluderede mig, “os”, stjernerne.
Og da jeg gik, måtte jeg love ham, at vi skulle ses igen, måske køre et smut til Lolland og se på et landsted, der var til salg. Med to heste og en gammeldags fjederharve, begejstringen var åbenlys, han kyssede mig forsigtigt på kinden, skrev sit telefonnummer med tusch på min hånd. – Ring, råbte han som det sidste, og jeg løftede hånden, måske som et løfte, måske noget andet.

Jeg ringede aldrig, han blev ved med at sende breve med billeder af gården, de to heste, harven, så blev der stille. Af en eller anden grund var det værre end alt det andet tilsammen: værre end de mange levende lys, den tæt på ilttomme luft. Vinen, skål og skål. Stilheden der talte ned fra ingenting og til ingenting, fra fugl til tårn, fra hyben til krat, fra skål til sgu.