Louise Juhl

destory.dk

Når teksten bider fra sig – om Bjørn Rasmussens “Ming”

For halvanden måned siden var jeg på kursus for at uddanne mig til læseguide – 4 superfine og lærerige dage i godt selskab. Undervejs skulle vi hver især forsøge os med at præsentere et digt for gruppen, jeg valgte ét fra Bjørn Rasmussens digtsamling Ming. Ikke fordi jeg kunne lide digtet, og da slet ikke fordi jeg bildte mig ind at forstå det. Men fordi digtet, til trods for at vække ubehag og efterlade mig uforløst, ikke ville give slip. Det blev ved med at vække min undren, pirre mig, vende tilbage. Og det fik mig til at tænke over, hvad det er litteratur kan? Måske særligt den slags, der ikke går “lige ind”, men som langsomt gnaver sig vej, som en borebille i et stykke træ. Ind i kødet på alle de knap så behagelige følelser: Angst, ensomhed og kaos.
Sådan er det med Bjørns digt. Det insisterer, det vedbliver med at bide fra sig, bide til. Jeg holder af det og dét, selvom jeg ikke forstår det – digtet er jo forvirrende: Der optræder en far, der ikke findes, en emhætte og en grøn mand? Digtets jeg er brudt sammen. Det samme er sproget, der virker uforståeligt og uden sammenhæng. Alligevel bliver jeg forført, læser videre – lige dele frastødt og tiltrukket. For hvad er det for nogle blå mærker, der tales om, hvor kommer de fra? Hvorfor står der valnød midt i det hele, hvorfor ikke agurkesalat? Og hvad mener digtets jeg, når det siger: “jeg tekstlæser mig selv hver eneste gang jeg siger noget”?
Jeg bliver svimmel, beruset, af det uforståelige og af de mange stemmer, der tales om og med: Far, gud, medicinen. Digtet virker som en virus på balancenerven: Op bliver ned, gulv og loft bytter plads. Det hele rabler – også jeget: “jeg er brunhilde med ragekniven/jeg er heidi for dig far/jeg er hele lille solens tarm.” Sikke noget vrøvl, tænker jeg, ingen kan vel på en og samme tid være en mytologisk skikkelse, en schweizisk alpepige og et kosmisk organ? Jeg er næsten parat til lægge digtet fra mig, indtil dette:
“der er så mange afvisninger i mit liv lige nu/altså afvisninger fra mig selv til mig selv.” Jeg læser linjen og føler mig afsløret, for jeg var jo også på nippet til at opgive – til at afvise. Digtet taler pludselig til mig, det åbner sig. Ikke med en port men med en dør på klem. Ordene begynder at appellere, vender sig mod mig istedet for fra mig, det taler til mig. Og jeg tager imod, lytter, begynder at læse tilbage med nye øjne: Læser ensomheden, der nævnes, og som nu virker dobbelt brutal, fordi den ikke alene bunder i et savn efter en far eller en gud – men et savn efter sig selv. Valnødden, jeg ikke forstod, nu ser jeg den lille hjernelignende frugt, ved hvordan den går itu, hvis jeg forsøger at knække den. Jeg mærker jegets afsindige (!) ønske om at være en anden, en andens: brunhilde, farens Heidi, solens tarm.
Alt andet end sig selv.
“bliv her på chatten/bliv her og kys mig/elsk mig,” trygles der. Er det mig, der skal blive, mig, der skal elske? Hvis ja, så er jeg, læseren, det sidste, digterjeget har at holde fast i, den eneste, der endnu ikke har afvist. Jeg sidder bogstavelig talt med digtets skæbne i mine hænder. Fanget indfanget, som “en grøn mand/i en drøm/der aldrig ender”
Tak, Bjørn, for at holde mig fanget.

Gid det var mig – jeg har et indlæg i Information i dag

Ensomig #303

Jeg ved det godt. At det ikke er min skyld altså, dén måde min mors pande sprækker på, de dybe furer, det er ikke min skyld. Hun har bare migræne, og migræne er ikke nogens skyld. Migræne er en sygdom, en rigtig dum én, fordi man på en måde ikke rigtigt fejler noget, men alligevel har det meget skidt.
Det er ikke min skyld, at min mor har det skidt, det er ikke nogens skyld, og jeg skal lade være med at spørge om det. Jeg ved, at jeg ikke skal spørge, for det gør mor mere træt, og hun er i forvejen meget træt. Hun har ikke brug for flere ting, der trætter, siger hun, og får de der triste øjne, der på en måde siger “ti stille”, men så fortryder og siger noget andet: “Det er ikke fordi, du ikke må snakke,” siger mors mund i stedet, og det er ikke min skyld, at den lyver.
“Gå du ud og leg,” siger munden lidt efter. Men sprækkerne i min mors pande er så dybe, at jeg er bange for, at hun skal revne. Ja jeg er faktisk så bange , at jeg ikke går nogen steder, men sidder helt helt stille og koncentrerer mig om ikke at hoste eller bladre. “For det er det værste,” siger min mor. Det værste er, når jeg hoster eller bladrer. Det er ikke fordi, det min skyld, men jeg er alligevel omhyggelig med ikke at gøre nogle af delene.
Jeg sidder hele dagen – og dagen efter – helt stille, og lader være med at hoste og sørger for, at min mor ikke revner.
Og om to dage, eller tre måske, vil hun komme ud. Pludselig vil hun stå i døren til køkkenet og sige “Jeg har sådan en frygtelig lyst til æg,” og hun vil åbne døren til køleskabet, finde en bakke med æg og spørge om jeg vil have ét med? Og jeg vil spørge: “Èt hvad?” og min mor vil grine og sige: “dit lille æggehoved.” Hun vil koge to æg, ét til hver af os, og vi vil spise uden at sige noget, og det vil smage helt utrolig dejligt, og det vil ikke være nogens skyld, heller ikke min.

ñœ√éµ∫é®

Den uforudsigelige punktlighed, der er novembers.

Ensomig #302

Kære Brevkasse
Nogle gange, det vil sige ret tit, optager jeg min stemme på en diktafon og afspiller det, jeg har optaget, for mig selv. Lissom hvis jeg var sådan én, der havde noget at sige og nogen at sige det til.
Nu er båndet ved at løbe ud, og mit spørgsmål lyder: Skal jeg købe et nyt eller få mig et liv?
Bedste hilsner
Louise

 

Ensomig #301

Det var bare en banal solopgang, ikke værd at skrive om. Alligevel noterede jeg mig følgende: Tværsummen af en himmel kan aldrig blive fem, eller det håber jeg ikke, den kan, eller det vil jeg ikke, at den kan, eller
det må den aldrig blive, det er mit ansvar.

*

Der hang et skilt, da vi var på vej ind i skoven her til morgen. “Der er jagt i skoven,” stod der på skiltet, men vi gik alligevel derind og kom ikke ud igen, eller selvfølgelig kom vi ud igen, men vi  var vi nogle andre, på den anden side, eller vi var os selv men på en helt anden måde.

 

 

Ensomig #300

Om mandagen kogte min mor ris til grød og serverede det med kanelæbler på toppen. Jeg elskede det og spiste altid to store portioner, hældte en tredje op og opdagede først for sent, at jeg var mæt. “Det er da godt, at der er noget, der kan mætte dig,” sagde min mor så og tog min tallerken og smed det levnede i skraldespanden.
Hun sagde også, at det var en forbandelse at kunne se alting så klart. Jeg ved ikke, hvad hun mente med det, men jeg spurgte heller ikke.

 

 

 

Ensomig #299

Jeg hænger ikke sammen, ikkesammen, der er noget, der hænger sammen – men ikke med mig, jeg kan ikke få luft, jo jeg kan godt få luft, men det er ikke mit vejr, jeg trækker, det er en andens, eller det er en anden, der trækker mit vejr, et menneske pakket ind i en krop, der ligner det, jeg kalder mig, jeg ved ikke, hvordan man gør, hvordan man står op, hvordan man lader være, jeg ved ikke, hvordan man er sig selv, men jeg ved, at klokken er elleve otteoghalvtreds, at der er jagt i skoven i dag, og at det er ikke mig, der taler.

Ensomig #298

Der vokser en gran ved siden af min lunge, den venstre lunge, en hel lille gran er det, jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke vokser nogen gran, selvfølgelig gør der ikke det, men der vokser noget, der kunne være en gran, og den vokser ved siden af noget, der kunne være min lunge, og den kan ikke få vejret, granen, den kan ikke få luft, det er ikke lungens skyld, heller ikke granens eller min skyld, det er bare sådan, historien ender.

Ensomig #297

Dét: at holde sin kæft, før andre holder den for én.