Louise Juhl

destory.dk

Friheden til tvang

Verden i en nøddeskal. Verden på hovedet, i vinden, i vasketøjskurven. En underbuks, to slidte sokker på snoren. Hej, det er naboens ældste datter, der hilser, mut og på alle måder videre. Dagens to-do ligger på bordet ved siden af en halvspist banan, punktvis prøvende:
Trække vejret, lægge dej til brød, elske min hund, skrive tak til tirsdagen, tænde lys (levende).
I avisen skriver de om tvang i psykiatrien, patienten Anna er splittet. For friheden er dobbelt, når man er bange for alt, friheden til angst, friheden til mistro. Friheden til at skære i sig selv, til at dø. Ordet frihed er beslægtet med ord som ‘fred, frænde, frille’. Det tyske freund og det engelsk friend, ‘ven’. Er det venligt at være så syg, at man skader sig selv, er det fred at måtte dø for egen hånd. Det er svært, jeg fik engang mad igennem en sonde, blev fodret, fedet op som en forkommen fugl. Pip. Jeg tror det var omsorg, en meget mekanisk og institutionel form for omsorg, måske, men. Det er svært.
I går ringede min far og fortalte, at han og min mor er ved at lave et livstestamente, altså et stykke papir, der fortæller, hvem der skal råde over boet og træffe beslutninger, hvis den ene dør og den anden er ude af stand til selv at bestemme. Det er sådan et vildt scenarie. Tanken om at vælge på en andens vegne, frygten for at vælge forkert. Kærligheden i at tage det på sig.
– De ringer nok fra banken og beder om en underskrift, sagde han, – det tager bare to minutter.
Min far har varet et helt liv, han har drukket snaps på Otto Mønsted kollegiet, kørt knallert på Langelinie, bygget et sommerhus, snittet i træ, været gæsteprofessor i Canada, skrevet en bog, hilst på dronningen. Han har bagt mindst tre hundrede æbleskiver og sunget i kor. – Det tager bare to minutter, sagde han, – en simpel underskrift.

Nå. Det var den verden, jeg kom fra. Nøddeskallen. Underbuksen. Dagens to-do. Elske og tænde lys og så videre.

Deep purple – en anbefaling

Da jeg var lille, elskede jeg at se gengivelser af blomster, der spirede, brød gennem jorden, stænglen der strakte sig lang, blomsterhovedet der gik fra knop til krone. Det var et tv-trick, en slags tryllekunst, der kun kunne ske på fjernsyn: Man spillede simpelthen filmen hurtigere end virkeligheden, ti tusinde gange, hundrede tusinde måske, så en time fyldte mindre end et sekund, et døgn 10 sekunder, og et år kunne gengives på godt en time. Hver gang sad jeg som forstenet foran skærmen og så verden blive til: Et græsstrå, der brød gennem asfalt, en sommer-larve der blev til en -fugl.

Jeg har det lidt lige sådan, når jeg læser Christel Wiinblads værk: ‘Deep purple.’ Noget spirer frem af sproget, vokser og folder sig ud. Sorgen får vinger, ikke symbolsk men helt konkret, som her hvor sætningerne foldes ud, mørket foldes ud til lys og lykken forvandles fra larve til sommerfugl:
“På vej her ned ad gaden strømmer pludselig en lykke her ind i hende, der næsten får hende til at falde. [..] Hun ved ikke, hvorfor hun pludselig er så lykkelig? Er det synet af træerne, der står her i det let tindrende og i det sorte, der er her i det tidlige i aftenen? Er det vejens hældning, er det menneskene, der er her og her er på vej over fodgængerfeltet? Er det spirene, der er her på tagene, er det den lette elektricitet, der er her i luften? Er det luften her, er det lyset her, hvad er det, der er så dybt, så blødt, så utroligt og så tindrende lige her, er det guld?”

Der er en noget næsten fysisk over Wiinblad sprog, den læsende krop sættes i bevægelse, man følger med sætningerne, som en fugl følger årstiderne. Man strømmer med ordene, falder med dem, hælder med dem, lyser med dem. Noget stort og underfuldt og samtidig helt konkret finder sted, en forvandling fra fodgængerfelt til tindrende guld, og man er midt i det, man står ikke udenfor og lytter, betragter, nej man er I sproget, det sørger det gentagede “her” for. Er det luften HER, spørger hun, er det lyset HER. Og man dufter og ånder og ser med hende, med digtets fortæller, mærker glæden: så utrolig og tindrende: Er det guld.
Menneskeguld?
‘Deep purple’ er ikke som andre bøger, Christel Wiinblads sprog er ikke som andre sprog. Det vover at røre ved himlen, det tør række ind i- og ud over verden, samtidig med at være plantet tungt og solidt i det velkendtes fede muld. Lige her. For i det efterfølgende afsnit skriver hun:

“Her i lejligheden har hun nu fundet en skål frem. Hun vil skære løgene her nu. Hun vil rive gulerødderne her nu. Hun vil blande dem med æg, med havregryn og med salt her i skålen. Hun vil blande lidt paprika i, som den veninde hun bor her i lejligheden sammen med, gør det. Hun vil stege gulerodsfrikadellerne her på en pande. Det er ikke fordi hun kan spise noget.”
Sådan forenes guld og gule rødder, lys med æg. Det højeste og det laveste eller måske er det omvendt. Måske er ægget en sol. Måske er de gule rødder ligesom træernes rødder Søren Ulrik Thomsens digt, der lyder: “Træerne vokser ikke ind i himlen, men de vokser ud i luften, som vi ånder, og ned i jorden til de døde, som vi savner. Og det er alt nok”
Måske er lige præcis dét, Christel Wiinblad søger i sin skrift. Det “nok”. For sproget rækker som bekendt ikke ind i himlen, men det slår rødder i os, der læser, og i jorden også. Ned til den døde lillebror, hun så inderligt savner.

Man skal passe på med at udråbe en bog til et mesterværk. Men hvis man tager ordets betydening for pålydende: “et kunstnerisk værk der regnes for et af de ypperste af sin art”, så vil jeg påstå, at ‘Deep purple’ er et sådant. Ypperligt, fremragende. Forvandlende også:
“Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt dér i gaderne. Og jeg steg ind i et tog, og ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket og i intet. Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket, i natten og i evigheden i intet. Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket, i natten og i evigheden i intet, og hvad gjorde jeg der?”

Ja, hvad gør vi her?

Henvendelsen, håbet

For nylig så jeg en (god) kollega skrive, at en forfatter aldrig må tænke på sin læser, når denne skriver. 
Jeg tænker altid på min læser. Hver dag, hver time, hele tiden henvender jeg mig til verden. Til fuglene, mosset, en ven fra forlængst. Kære kære. Kh. Uden denne Anden, dette “noget” udenfor mig selv, ville skriften ikke give mening for mig. Jeg ved ikke, om jeg så er forkert, om det, jeg skriver er mindre værd, end den tekst, der står på siden som et artefakt i en montre på et museum. Måske.
Når jeg læser Ocean Vuongs “Vi er kortvarigt smukke her på jorden”, der er formuleret som et brev til forfatterens mor, startende med henvendelsens håbefuldt foldede hænder: Kære mor, ja så læser jeg med en anden intimitet, med følelsen af at mine øjne og ører er nødvendige, at vi så at sige skaber teksten i fællesskab. Når Julie Sten-Knudsen i sit essay “Åbent brev” stiler det skrevne til en tidligere terapeut, Kære P, så oplever jeg, modsat min kollega, det ikke som et knæfald, men som et genmæle, en opsang.
Mayse Aymo-Boot har skrevet en helt bog med spørgsmål: “Hvorfor er ordet håb så svært at få op ad halsen? Er gartnere mere lykkelige? Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?” Spørgsmålstegnene retter sig mod læseren, de kalder på et svar, eller måske på lige så urimelige spørgsmål den anden vej:
Skulle du spørge fra nogen? Definér lykkelig?
Jeg synes teksten her lever i kraft af sin åbenhed, siderne lyser som farverige frugtboder på et asiatisk marked, jeg får lyst til at sætte tænderne i de langt-ude-lokkende henvendelser:
“Er shampoo et ord fra Hawaii?”
Jeg vil sige: Uden henvendelsen ingen tekst. Uden et øre, et øje, en mund at tale til, tale med, risikerer litteraturen i min optik at ende som et selvophøjet projekt, en docerende finger fra det høje. En alfader- eller almoderlig latinsk prædiken: “hoc est verum”.

Jeg skriver for at nærme mig verden, foråret og den lille kat på vejen. Mine tekster kalder. På nogen, på noget, et du, et vi, et os.
De spørger:
Er stærenes Sort sol dyrenes svar på X-faktor?
Er verden en mur og teksten en port?
Kh

Hvor der er vilje er der .. nej

Jeg tror, det er dét, jeg falder for. At han vil være en god far for mine børn. Vores. Dét og så de brune fløjlsbukser, skoene i italiensk læder. Det rolige blik, der fortæller mig, at vi har al tid i verden. 

Vi mødes på Cafe Drudenfuss, han byder mig på øl. De spiller Anthony and the Johnsons på anlægget, jeg er klædt i grønt. Armygrønne bukser, forårsgrøn skjorte, en kæde med et turkis vedhæng. 

Vi har kun kendt hinanden i seksten dage, da han og hans far tager væk i ni. 
En forsinket fødselsdagsgave, en far-og-søn-tur til Norge.
De binder fluer og fanger fisk, spiller kort.
– Vi har det pragtfuldt, skriver han i en sms, naturen heromkring er heartbreaking!
Selv sidder jeg i min etværelses lejlighed med udsigt til en parkeringsplads og lyset fra et Rema 1000-skilt og føler mig som en fisk, der er bidt på en krog uden line.

To dage før han vender hjem igen, får jeg min menstruation. Det er første gang i fjorten år. Alt for længe har jeg afskyet min krop, misrøgtet, misbrugt og skamredet den. Nu er det som om, den tilgiver den mig, eller måske er det kærligheden, der gør det, deri tilgivelsen ligger. I den andens blik, en kærlighed så stærk, at den gør det ud for to. 
Jeg sidder med det blodige toiletpapir imellem mine hænder og græder. Af glæde. Øjner et vi. Et os. 
En familie.

Der går et år, måske endda mere, før jeg spørger. Om han nogensinde har overvejet at få børn?
Til min store skuffelse svarer han, at tanken måske nok har strejfet ham, men ikke mere end det. Omstændighederne har heller aldrig rigtig været til det. Studier, en skilsmisse, opstart af eget firma. 
Jo, han vil da gerne sætte aftryk i verden, gøre en forskel, men der er jo andre måder at gøre den slags på. 
– Faktisk, mener han, – får alt for mange børn af alle de forkerte grunde. 

Jeg rykker ind i hans lejlighed i Saltholmsgade og køber et sammenklappeligt tøjstativ med to sidefløje, så der er plads til både hans og mine skjorter. Et hverdagsligt triptykon midt i stuen. 
Kun tre måneder senere flytter jeg ud igen. Det er som om, der ikke er plads nok. Som om vi har alt for mange følelser på alt for få kvadratmeter. Som om, at vi må trække vejret på skift, hvis ikke vi skal løbe tør for ilt.

Jeg tager tilbage til min lejlighed, krøller mig sammen på min sovesofa og tænder for TV’et. 
Ligger sådan i halvanden uge uden at slukke for fjernsynet, ind imellem rejser jeg mig og drikker et glas vand, mens jeg holder mig for næsen. Jeg har læst et sted, at det skulle kunne kurere hikke, måske gælder det samme ulykkelig kærlighed. At det hjælper at holde sig for næsen. Det hjælper nu hverken på hikken eller mit savn. 
Jeg ser enogtyve afsnit af en serie uden at huske noget som helst derfra og får sår af at pudse min næse uafbrudt. På tredjedagen ringer jeg til min gudmor, der kalder mig et fjols. 
– Det dejligste fjols i verden, tilføjer hun, – men stadig et fjols. 
Efter en uge giver jeg op og skriver et kort til ham. Noget i retning af, at der er et hul i mit hjerte, der præcis svarer til omridset af hans krop.

Så går jeg ud og kaster op: ostepops, hytteost og ovnkartofler. Børster mine tænder og finder en postkasse at smide brevet i. Går tilbage til min sovesofa. 
På MTV viser de en video med Bronski Beat. Smalltown boy. 
To your soul
To your soul
Cry
Cry
Cry
You leave in the morning with everything you own in a little black case
Alone on a platform, the wind and the rain on a sad and lonely face
Run away, turn away, run away, turn away, run away. 
Run away, turn away, run away, turn away, run away 

Den aften spiser jeg dybfrosne kartoffelstave direkte fra posen, jeg orker simpelthen ikke at tænde for ovnen. Fire dage efter får jeg en besked på min telefon. Den er fra ham: 
– Står der, hvad jeg tror, der står i det brev?
Jeg svarer ja. 

Dagen efter opsiger vi min lejlighed. Der er ingen grund til at risikere flere frosne kartoffelstave, griner han. Desuden kan vi spare husleje og dermed med tiden få råd til noget større. Mere plads til os og alle vores følelser.
*
Jeg drømmer stadig om barnet, skriver om hende, som om hun var virkelig:

Barbara har buttede ben, der falder i bløde etager. 
Hun ligger på ryggen på tæppet, stikker begge ben i vejret, kigger og ler ad ingenting. Hun stikker sin tunge frem mellem læberne, og der danner sig en sø af skummet savl i den ene side af mundvigen. Hun løfter armene op, som om hun prøver at fange noget, måske er det lyset fra de skrå vinduer i loftet, men hun lader dem hurtigt falde ned igen med uforrettet sag. 
Tungen; langsomt ind og ud. Skum.
Det er torsdag, lyset danner grå skygger på væggen, dansende, det hele hænger sammen. De bløde barnelår, tungespyttet, de fremstrakte arme. Dansen med det grå. 
Hun ligner en engel. Barbara ligner en lille tyk engel, som hun ligger dér, på det langhårede lammeskind, og rækker tunge uden at vide, at det er det, hun gør.

Jeg lægger mine læber mod hendes lår, puster. En lyd, som når man blæser bobler i vand. Barbara ler, jeg puster igen, mere vil have mere. Barnets latter, nu med større begejstring. Pust, latter, pust, latter. Gentagelse, kærligheden i loop. 
– Prutengel, griner jeg, – Barbara er en prutengel.
Hun forsøger selv. Puster, tungen falder med ud, der løber savl ned ad hendes hage. Hun smiler, puster, stadig forgæves. Kun savl.
– Prutengel, gentager jeg.

Men det er bare ord. Et hold-kæft-bolsje i min tomme mund. En elendig erstatning for mine længsler.
Udenfor hænger solen og kugler sig rund, den ligner en lysende og frugtbar mave
*
Senere kommer indsprøjtningerne, den skemalagt intimitet, følelsen af at bebo en andens krop. Hævede ben, udslæt, koldt stål: 
“Vi ser helst, at der afregnes fra gang til gang.” 
Kinesiske urter, akupunktur, visualiseringsteknik. 
Hospitalshenvisning, nedslående prognoser: 8% – i bedste fald. 

Vi dyrker sex på særligt gunstige tidspunkter, tjekker temperaturer og følger en printet graf.
På de gode dage forsøger vi at tilsætte lidt ømhed: Han kysser mine bryster, holder mit ansigt, siger ”elskede” som om det er dét, jeg er, dét, vi gør. Elsker. Sandheden er, at vi dyrker sex. 
Bagefter ligger jeg med løftede ben, og lader sæden sive ned og ind, mens han googler priser på vinkøleskabe, store og små modeller. 
– Det må ikke støje for meget, forklarer han, måske og fortæller om decibel. Tallet skal helst ligge under 40. Jeg er lige ved at skrige ad ham, at han kan stikke sit forpulede køleskab op i røven. At det jo for helvede gælder et barn, det hér. Det handler om liv! 
Men jeg nøjes med at nikke, give ham ret.
– Ikke for meget støj nej, svarer jeg og lægger mig med ryggen til.
Han ender med at bestille et køleskab fra Tyskland med plads til 48 flasker og energimærke A+.

Det bliver dag nummer enoghalvfjerds siden henvisningen, endelig bliver det vores tur. Det er klinikejeren selv, der tager imod os. Han taler og taler: 
–Jamen kom indenfor, jeg kan starte med at sige, at jeg hedder Jørn og egentlig startede min karriere et helt andet sted. 
Han trækker vejr ind, som om han skal til at fortsætte, men jeg stikker min hånd frem, siger mit navn. Orker ikke fyldsnak og smørelse, men går direkte til sagen:  
– Jeg vil gerne have et barn, siger jeg. – Jeg vil gerne være mere end bare mig selv. Nogens mor.
Jørn drejer sig en smule i stolen. Læner sig frem og folder hænderne på det store egetræsbord foran sig
– Nu kan en familie jo være mange ting, siger han, og viser mig papirerne med resultatet af prøverne. 
Niveauet af anti-müllersk hormon er nedslående lavt. 
– Hvor der er vilje, er der vej, smiler han opmuntrende og klapper mig på skulderen, da jeg forlader konsultationen.

Hvor der er vilje er der nej?
*
Om natten drømmer jeg igen om barnet. Jeg synger og giver dets fingre navne, startende bagfra. Lillefinger, ringfinger, langfinger:

– Pegefinger, pegefinger, hvor er du? 
Barnet, en lille pige med kraftige øjenbryn og store kinder, ler og hopper begejstret. Peger på sig selv:
– Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag.
Hun vinker med hele hånden. 
Jeg ler og vågner ved lyden af min egen latter, der blive kastet rundt imellem soveværelsets vægge: 

ha               

ha
   ha  ha     ha

ha?

Som en fjerbold i et vægtløst rum.
*
På klinikken har de Kleenex og tilbud om psykologhjælp. 
De har også et særligt rum til dem, der ikke dur. Dem, der ikke lykkes, de, der ikke kan. 

En sygeplejerske forsikrer mig om, at intet er forgæves. Ingen er.
– Alle bidrager med noget, også du, smiler hun og præsenterer sig. 
Hun hedder Karina, navnet stammer egentlig fra det græske Katharina, der betyder Ren.
Jeg mumler: – Pis mig i øret.
*
Tiden tæller ned, dagene går. De fleste er tætte af fugt og flyvemyrer; jeg hælder frysetørret kaffe i kruset, fire spiseskeer, den bliver tyk og grødet, og jeg ender med at måtte tvinge den gennem halsen. Jeg kan ikke finde ud ad hvilken vej, det går. Hverken med kaffen eller tungheden i kroppen. Med hormonniveauet og kærligheden, om det går overhovedet?
De siger, jeg skal skrive. Om følelsen af at holde vejrtrækket tilbage, ånde portionsvist og i smug. Som en ryger, der for længst er holdt op, og så alligevel: Bare et enkelt hiv, lindrende og lunefuldt. En enkelt vejrtræk, en enkelt dag mere.
De siger også, at jeg er nødt til at komme ud med det, af med det. Alt det, jeg græder over: mit jeg-fængsel, dødvægten af min krop. Alle forestillingerne. Om et liv. Fantomveer og falsk fostervand. 
Selv vil jeg hellere skrive om den navlestreng, der hver nat og hver morgen snor sig om min hals. Om fortvivlelsens fremstående øjne, vreden, fingeren i halsen, opkastet. 
Den gemte, aldrig glemte, gule galde. 
Jeg borer mine negle ned i huden på min arm, planter små tusindfryd i det betændte sår. Forsøger at få noget smukt til at vokse af det ækle, som et barn der vrister sig fri af et blodigt moderskød. Det må være sådan, det hænger sammen, sår og tusindfryd, fedt og menneskehænder. Mor og barn, vat og passer. 

Som barn havde jeg en ønskesten i min lomme, en helt hvid og glat sten. Hver dag talte jeg med den: 
– Hej lille sten, går det godt lille sten, er dit hjerte glad? 
Jeg fortalte den om, hvad jeg lavede i løbet af dagen: Spiste havregryn med mælk og sang i kanon men kun med mig selv. Skrællede en appelsin, fik pletter på min trøje og vendte den om, så jeg gik med vrangen udad. Jeg fortalte den om min frygt: For alt det, der kunne ske. At der skulle gå ild i min mors hår, koldbrand i min dukkes ben. At kaninen ville gro hugtænder, eller at jeg blive suget ind under en traktors dæk og mast så flad, at ingen kunne kende mig, når politiet viste mig frem. ”Nej, hende kender vi ikke”
Tænk at dø sådan. Helt flad og alene. 

Intet menneske er en ø, er der vist nok en eller anden, der engang har skrevet. Man kunne også sige: Alle mennesker er en ø, men der er samtidig også noget andet, noget mere. 
Et ophav, en nedkomst. 
En trædesten i det store Vi-hav. Os-eanet.
Bare ikke mig. Jeg er alene på min ø.
Mælkeløs. Modertom.

En vi-desertør. 
Et snydeæg. Et dødt link.
*
Mange år senere er jeg alene hjemme. Jeg ser fjernsyn, noget om fertilitetsbehandling, tabte graviditeter og barnløshed. En kvinde fortæller, hvordan hun i ti år forgæves har forsøgt at blive mor. Stukket sig med nåle morgen og aften, spist folinsyretabletter og fiskeoliekapsler, dyrket sex på særligt gunstige tidspunkter. Senere ægudtagning, ægopsætning, graviditetsstimulerende hormoner. Hun fortæller også, hvordan hendes mave vokser i dagene efter indsprøjtningerne, fordi hormoner får kroppen til at tro, at den bærer et barn, en fremtid. Og så: skuffelsen, når testen igen viser én streg, et håb forvandlet til håbløshed, endnu en dødfødt drøm.

Jeg mærker stadig savnet, hver gang jeg ser og læser om den slags. Om den tunge længsel efter at blive mere og andet end bare sig selv. Det er som om, jeg altid bærer rundt på en kæmpe klump af ubrugt kærlighed, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. To tommer hænder, der aer i blinde, kaster omsorg i grams. Fodrer ænder og vilde katte. Skriger med mågerne. 
Det er ikke fordi, det er synd for mig. Jeg har det godt, jeg har en mand, jeg holder af, en hund, jeg elsker, et lille madamblå-farvet hus tæt ved en sø. Jeg har al mulig grund til at være lykkelig, og det er jeg vel også, men det er ikke det samme, som at jeg ikke savner det barn, jeg ikke lykkedes med at få. 
Hver eneste dag skammer jeg mig over kun at efterlade mine egne fedtede fodspor her i verden. Finder på navne, selvom jeg ved bedre. Barbara og Johanne, Sebastian og No. Jeg fortæller men for ingen. Om kantarellens orange og mossets grønne. Se: Et lille bål, peger jeg, en lysende planet skudt op fra under mosset. 
Så stryger jeg hunden over ryggen, begraver mit ansigt i dens pels. Hvisker: lille skat.  
*
Savnet er et åg, men hvis ikke det fandtes, ville jeg svæve på må og få som en astronaut uden sit rumskib.
*
Googler man ordet “Moder” kan man læse, at ordet har flere betydninger:
Moder kan betyde:
En kvindelige forælder
En person i Rigs vandring
En flod i Frankrig
Af afledte ord og betydninger nævnes
Moder Teresa 
Moderkage 
Modersmål 

Jeg er ingen moder, ingens mor. Jeg er en cirkel uden et centrum, en flod uden vand, en nonne uden kald.
Jeg så en gang en udsendelse hvor en dyrlæge blev tilkaldt til en kompliceret fødsel. En kalv vendte forkert, lægen kæmpede i tæt på en time, koens brølede undervejs, en nærmest underjordisk gurglen, som lige før et jordskælv. Kalven overlevede ikke, da den endelig slap moderdyrets skød faldt den blå og livløs på staldgulvet. Jeg kan stadig se moderdyret for mig. Hvordan hun slikkede sit afkom, vandrede hvileløst omkring den døde unge, som om hendes omsorg kunne vække den til live. Jeg græd som pisket, krøllede mig sammen på sofaen og faldt i en drømmeløs søvn.

20 procent af alle graviditeter ender med et tab. En femtedel. Det er jo helt vildt. Alligevel har der været forsket meget lidt i årsagerne til de mange tab. de fleste har affejet problemet. Det er kroppens måde at skille sig af med et ulevedygtigt foster, har det lydt. Naturens gang. Det samme kan man vel sige om hjerteproblemer, kræftsvulster. At de er naturens gang, kroppens måde at begrænse befolkningsantallet på? 
Men det gør man ikke, tværtimod skyder man millioner, ja milliarder af kroner i at forebygge og forske så nye kræfttilfælde kan undgås, hjerteproblemer imødegås. Der laves rygestopkampagner, husstandsomdelte brochurer om hjertevenlig mad, indsamlinger på TV. Men de tabte graviditeter, de slukkede drømme, kvindernes sorg, den forskes der ikke i. Den er et reduceret til et “vilkår”, en sorg der nu engang følger med det at være menneske.
Jeg siger ikke, der ligger ond vilje bag, men jeg siger, at det er en oprørende prioritering, en strukturel ulighed, et problem.

For tiden læser jeg bøger om andre som mig, folk, der kæmper for at blive med barn. Men modsat min historie, ender de allesammen lykkeligt. Med buttede ben og arme der strækker sig mod himlen, se: Lys, luft, lærker. Jordbærhuer og frugt skåret i både. Moder Jord. Ophav, udspring, hjemsted. 
En enkelt undtagelse er Emilie Pine, der i sin essaysamling “Noter til mig selv” skriver:
Jeg [sørger] stadig over tabet af mit liv som mor. Den sandhed, som jeg HAR accepteret er. Jeg kan prøve at få et barn og hver måned mislykkes med deltog blive ulykkelig. Eller jeg kan lade være med at prøve at få et barn og dermed ikke føle, at jeg mislykkes hver måned. Antallet af børn jeg har fået forbliver det samme, et stort fedt nul. [..] Jeg vælger at være lykkelig. denne lykke er ikke perfekt eller smertefri. Den har sorg i sig. Og netop derfor er den stærkere.”
Jeg sørger, ligesom Pine. Og er lykkelig. Sådan er livet så simpelt og samtidig så uendelig komplekst. 

Mulighedernes rum

Jeg har aldrig fortalt min mand om historien, men jeg tænker at det kommer til at ske. En sen snevejrsdag i starten af april, måske, en søndag, vi stadig ligger i sengen, han blottet og nøgen, tilfreds, jeg dækket af dynen, skuttende mig af kulde. Brr.
Ikke langt fra sådan starter en novelle af Fiona McFarlane i denne uges udgave af New Yorker, The Hostel heder den. Og hun fortsætter med at fortælle den historie, hun vel at mærke aldrig har fortalt sin mand, men nu betror os. Læserne.
Den handler om Roy (kort for Royal) og hans kone Mandy, der i virkeligheden hedder noget andet, – men det er lige meget, tilføjer forfatteren, og afslører aldrig, hvorfor hun så ikke bruger kvindens rigtige navn.
Ægteparret, der venter barn, er ude at gå og hører undervejs højlydt gråd fra et parkområde foran et hostel. De går nærmere og finder en lettere forslået kvinde, der har afskrabninger i huden efter at have kravlet over et hegn.
Lang historie kort: Kvinden, hvis navn de ikke helt får fat på, men som er noget med S, følger med dem hjem, hun overnatter på en drømmeseng i stuen, næste morgen er hun væk. Roy og Mandy får aldrig at vide, hvorfor hun forlod dem uden et ordentligt farvel, heller ikke hendes navn, men nogle måneder senere læser de om to unge mennesker, der er blevet dræbt i en nationalpark. Kvindens navn begynder med S, mandens svarer til det navn, S har fortalt hendes kæreste hedder. De to unge mennesker er blevet ofre for en rovmorders tilsyneladende tilfældige forbrydelse.
Senere mødes fortælleren og Roy på gaden i Sydney. Han og Mandy er i mellemtiden blevet skilt, han ser godt ud, lidt ældre naturligvis. De to taler kort sammen, det lyder sådan her:

“He suggested a drink, and I liked the idea and was going to say yes. I wanted to ask him about the divorce, hoping he might say, “I wouldn’t describe myself as having enjoyed it.” I wanted to hear the story of S one more time, as told by Roy. It felt as though this might be my last chance to get close to the largeness of life, its terror and mystery, while remaining perfectly safe.
And I wanted to ask if he’d ever thought about me as I lay in the fold-out bed.
I already knew that he’d thought about me, and I also knew that, if I did go for a drink with him, we would find ourselves in a bed together sooner or later. But as he stood with me in the street, his hand on my elbow, suggesting this drink, I was reminded of a member of the Royal Family showing concern for patients on a hospital visit. It hurt just to look at him.”

Der er så meget information i det stykke tekst. Alt er hypotetisk, “I liked the idea and was going to say yes”. Going to. Hun siger altså ikke ja, alt hvad hun herefter fortæller er fri fantasi. Alt hvad hun vil spørge ham om, hans tilnærmelser, finder alene sted i hendes tanker. I virkeligheden bliver de stående på gaden og taler høfligt sammen, Roy griber omsorgsfuldt om fortællerens albue “som et medlem af den kongelige familie, der under et hospitalsbesøg giver udtryk for medfølelse med en patient.”
Simpelthen et mageløst billede, ikke mindst fordi Roy er kort for Royal. Alfaderligheden, distancen i den allegori – det er så godt gjort, så godt fortalt.

Men væsentligst er det, at hele novellen er bygget om en HVIS-SÅ skabelon. Intet af det fortalte er egentlig fundet sted, fortælleren har IKKE fortalt hendes mand historien, de har IKKE ligget en snevejrsdag under dynen og betroet sig til hinanden. Alligevel får vi hele historien, som den kunne have været. Hvis.
Det handler vel om fiktionen som mulighedsrum, som et sted, vi kan afprøve forskellige virkeligheder, udforske vores drømme, fordomme og fantasier. Hvis, så.
Det er et vigtigt rum.

(Illustration Owen Gent)

Himlen skyder med skarpt

Det er i marts, himlen skyder med skarpt, kugler af sen kulde. En engel med udstrakte vinger skygger for sommeren. Ditte fra klassen fylder år og inviterer alle pigerne med hjem. Hundredeognogentyve sølvfarvede balloner hænger fra loftet, en levende diskokugle, et gitter af glimmer. Vi får bind for øjnene og en nål i hånden og skal stikke hul om kap. Det handler om at punktere flest og på kortest tid. Sidse, der kun har gået i klassen siden i sommer, rammer ved siden af og lige ind i kinden på drengenes darling, Seneca. Hun skriger og råber retningsløst: “Sindssyge kælling” og “av for satan.” Familiens hund, en flatcoated retriever, begynder at gø. Panikken breder sig som en løbeild, alle løber rundt med bind for øjnene og nåle i hænderne, kalder i blinde. Ditte hulker højlydt. Ikke over Najas smerte eller Sidses åbenlyse ulykkelighed, men over festens fallit. Mere end hunderedeogtyve balloner og så til ingen verdens nytte.
Festen opløses, Seneca bliver kørt på skadestuen – stadig med nålen hængende ud fra kinden. Hunden får et ben at tygge i og falder til ro. Dittes mor forsøger at trøste sin datter, såsåså, men forgæves. Alt er tabt, græder hun, ingenting bliver nogensinde det samme. Ingen ved, hvad der bliver af Sidse og ingen synes heller at bekymre sig. Hun falder vist aldrig rigtig til i klassen, efter sommerferien skifter hun i hvert fald skole igen. Godt det samme, mener Seneca, hun var jo åbenlyst nuts, syg i hovedet. Vi andre nikker: ja.

Don’t believe everything you think

Den har altid været der. Denne her sært umulige følelse.
Da jeg var 9 år så jeg E.T. i biografen, min mor havde købt mig en pose engelske vingummier og hældt dem i en lille tupperwareboks, så det ikke støjede, hver gang jeg tog et stykke. Jeg havde lige fået et nyt joggingsæt, lyserødt og gråt og med print på maven, og jeg blev næsten skuffet, da jeg opdagede, hvor mørkt det var i biografen. Ingen kunne jo se, at der stod “Dont believe everything you think”, som min far sagde betød, at man var klogere end sig selv – og heldigvis. 
E.T. handler om Eliott, en dreng på ti år, hvis forældre skal skilles. Han føler sig fortabt, men så får han uventet besøg. Af et væsen, der er blevet væk fra sit rumskib og nu er landet på jorden. Tre millioner lysår væk hjemmefra.
Jeg kan huske at sidde der i mørket med det store lysende lærred foran mig, fuldstændig omgivet- og opfyldt af fortællingens magi. Jeg husker rumvæsnets famlende forsøg på at finde ind i- og senere ud af verden, den her helt sindssyge længsel efter at komme hjem, som samtidig er forbundet med så stor sorg, fordi opfyldelsen af E.T.s længsel også betyder en afsked med det, der er her. På jorden. Venskabet. Varmen. Omsorgen.

Jeg ved ikke, om filmen ligefrem ændrede mit liv, men jeg ved, at jeg dagen fortrød mit lyserøde joggingsæt og i stedet købet fire ens t-shirt med en lysende pegefinger på maven og ordene “E.T. phone home”. I flere måneder legede jeg kun med mine tanker, lukkede øjnene og talte børneengelsk til min usynlige ven:
Will ju bi maj bæste friend?
Are wi fårever tugæther?
Ind imellem løftede jeg røret på den majgrønne vægtelefon, der hang ude i gangen, og lyttede og lod som om den skingre klartone i virkeligheden var en kode sendt fra rummet, en hilsen fra min ven, der var ligeså fortabt mellem “her” og “der”, som jeg var.
Det var svært at forklare for andre. At der ikke var noget galt, altså, det var bare heller ikke helt rigtigt. Jeg savnede noget, jeg ikke vidste hvad var, et sted, der på en gang var udenfor og indeni mig, en biografsals mørke, en finger, der kunne pege en retning ud, et væsen, jeg kunne cykle til månen.

Hun og hund

Nogle påstår, at de bliver gråhårede på en nat, andre at deres liv forandrede sig på et splitsekund. Selv fik jeg krøller den dag, jeg første gang mødte Mumrik, min hund. Han var 5 1/2 uge gammel og faldt i søvn med hovedet begravet under min hage. Jeg tror, det var hormonelt, i fem år havde jeg forgæves forsøgt at blive gravid og den lille hvalp vakte vel samme omsorg som en spæd. Jeg græd hele vejen hjem af lettelse, endelig havde jeg fundet, hvad jeg havde søgt så længe. Jeg købte bideringe, hvalpefoder, drikkeskål, hundetegn, sele, transportkasse, refleksbånd. Indrettede et særligt hjørne i stuen. Og et i køkkenet, også – og karnappen. Jeg gik på biblioteket og læste bøger om hundens pelspleje, negleklipning, behovet for omega3 fedtsyrer, sporstimulation, søvn. Jeg tog i Maxi Zoo og Dyrenes Verden, fik lov at klappe en rottweiler, en engelsk setter, en italiensk trøffelhund. 
Jeg måtte vente 23 dage på at hente ham. 552 timer. 33.120 minutter. Jeg fik udslæt undervejs. På ryggen, det var stress, mente lægen. Og så var det det med håret. At det gik fra glat til krøllet, altså jeg vågnede bare en morgen, og så var det sket. Jeg hentede ham den 28. august. Sad på gulvet hos familien og så på, mens børnene tog afsked. Jeg var panisk angst for at de skulle fortryde. At de alligevel ikke kunne give slip. På de krøllede ører. De lysende blå øjne. Det bedende blik: Elsk mig. Men de fortrød ikke, og jeg sad med ham hele vejen hjem, sov med ham om natten, stod op klokken halv fem og redte hans pels med en børste ude i gården. Jeg så på, når han spiste, drak, tyggede i et tøjdyr. Jeg aede ham så længe og så inderligt, at jeg var bange for, at hans pels skulle tage skade. Jeg sang for ham. Læste højt. Pegede verden ud: En ko, en and. Sol. Græs. Gran. Når han sov, ventede jeg kun på, at han skulle vågne. Når han løb, løb jeg efter ham. Jeg købte en bil, så vi kunne gå ture i skove, der lå for langt væk til, at vi kunne nå derhen til fods. Jeg kørte hundrede kilometer, så han kunne lege med andre hvalpe på en indhegnet mark. Jeg tog flere kilo på, jeg er sikker på, at det var mit hjerte, der voksede. Alt det, den nu skulle rumme, al den kærlighed.
Jeg har tørret bræk op. Brækket en håndrodsknogle og fået opereret en 11 cm lang stålplade ind i min krop som følge af et fald. (Hunden fik færten af en pose flæskesvær og trak så hårdt og pludseligt, at jeg slog en baglæns kolbøtte og vred håndleddet 180 grader rundt). Jeg har brugt 27.000 kroner på forsikring, godt og vel 100.000 kroner på foder (gosh), 15.000 på dyrlægeudgifter. Læg dertil alt det løse: tilbehør, feriepasning. Nu er han blevet diagnosticeret med epilepsi, det koster 600 kroner i medicin hver tredje uge. Cirka 10.000 kroner om året. Jeg fortryder ikke noget som helst, ikke en eneste krone, en eneste kolbøtte, ikke en eneste krølle. Jeg siger det ikke fordi – men bare.
Kærlighed er verdens bedste idé 

Silo, lus, sul, so

Da jeg var barn, drømte jeg om at hedde Iben. Jeg syntes, det lød af Ibenholt, som Torneroses kiste. Af skønhed og eventyr, og hvem ville ikke have et navn, der lød af den slags. Senere fortrød jeg og ville hellere hedde Monique, det lød mystisk og lugtede lidt af lejrbål. Insisterende rytmer i en kulsort nat. Mo-niQue, Mo-niQue, Mo-niQue. Det særlige klik i Q.
Så døde min mormor, og jeg ville ikke andet end ar bære hendes navn. Stella, det betød stjerne, og i mine øjne var hun netop dét, en lysende sol med opsat hår og forsigtige fingre.
I dag har jeg vænnet mig til mig eget navn. Louise. Det er hverken smukt eller eventyrligt, men det er praktisk:
Næsten hvert år finder man navnet på listen over de mest populære navne og ingen siger, “nej hvor sjovt” eller spørger, hvor man kommer fra. Det er lidt som med leverpostej, det er billigt og kan fås overalt. Man kan også bruge navnets bogstaver som brikker i et spil Scrabble. Man kan for eksempel skrive silo eller lus eller sul eller so. Det havde selvfølgelig givet flere point, hvis det også var et Q i navnet, som i Monique, men man kan ikke få det hele – eller måske kan man, men det er ok med mindre.

Mærkværdigt

Jeg sidder i en stol med lukkede øjne. Jeg griner, jeg siger: Det er højst mærkværdigt.
Kvinden i stolen ved siden af, griner ikke, men spørger: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne?

For nylig læste jeg om menneskelige reflekser. Det er dem, lægen undersøger, når han slår os lige under knæskallen, så benet giver et stræk. Den slags kaldes ubetingede reflekser, det er også dem, der gør, at vi hoster, hvis vi får noget galt i halsen, og at pupillerne trækker sig sammen i stærkt mod lys. De fleste sådanne reflekser er medfødte og afgørende for vores overlevelse: At vi løber, når vi ser en løve komme imod os eller fjerner hånden, hvis den rammer en glohed plade på komfuret.

Jeg nævner det, fordi jeg ikke altid har været bange for mine reflekser, for at jeg skulle løbe i en situation, hvor løb var helt forkert. Til en reception med kendte mennesker eller midt i en oplæsning. Tænk hvis mine knæ helt af sig selv gav sig til at sparke en parkeret bil, et monstrum af SUV med blanke fælge og fem døre. 
Og hvad skulle jeg stille op, hvis min krop afslørede mine følelser, klædte mig af som en Kejser uden tøj på.

Da jeg den 24. august 1992 skrev en seddel til mig selv om, at jeg fra dags dato ville leve sundt, dyrke motion og tabe mig, var det mit forsøg på at undslippe mine egne reflekser. Mine ubetingede behov: behovet for mad, for hvile. For kærlighed. Jeg var ganske enkelt rædselsslagende for at afsløre, at jeg var en hund efter den slags. Efter omsorg og kærlighed, et savlende dyr, en logrende hvalp. Ae mig. Fodr mig. Elsk mig. Så i stedet forsøgte jeg at overvinde min krop, mine behov, lukkede munden, lagde armene over kors. Løb og løb og løb fra en farlig løve, som var mig selv. Det er en lang tur. At undslippe sig selv, sin krop. En udmattende og håbløs tur også. Heldigvis stødte jeg ind i et træ undervejs, jeg løb direkte ind i stammen og faldt om og blev liggende dér. – I skyggen og fandt ud af, at dér lå jeg godt. Svalt. Og at der ikke kom nogen løve og åd mig.

Damen i stolen ved siden af min spurgte: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne?
Det er fortsat et ubesvaret spørgsmål, jeg kan stadig ikke placere mine oplevelser i kroppen, jeg aner ikke, hvad jeg mener, når jeg siger, at noget føles godt. Godt hvordan, godt hvorhenne. Jeg ved ikke, hvor vreden sidder. Glæden. Angsten. Sulten. Men jeg har fundet modet til at sætte mig i en stol med lukkede øjne og indrømme, at det føles mærkværdigt. Og at blive siddende sådan, i mærkværdigheden. Er det ikke spild af tid, tænker du måske, men som en, der har løbet fra det sted, den stol, den følelse, hele mit liv, kan jeg sige, at jo, det er muligvis spild af tid, men det er et mere behageligt, mere meningsfyldt spild, end at forsøge at løbe væk fra- og ud af sig selv.

PS: Jeg er forresten født i Løvens Tegn, muhahahahaha