Louise Juhl

Jeg gik en tur med hunden her til morgen, allerede før det blev lyst. Det gør jeg hver dag, og det er som sådan ikke værd at notere. Alligevel er det netop det, jeg gør. Fæstner det på papir, som en slags modstand mod ligegyldigheden.
Se:
Vandringer i mørke, hudafskrab, rosenkål.
En håndcreme med påstået duft af mandel og tidlig sne.

Jeg blev født med en lilletånegl, der groede nedad og indad, og som derfor måtte fjernes. Nu er der et hul, hvor den skulle have siddet. Jeg kunne plante en tusindfryd i arret eller jeg kunne leve med det, som det er. Det gælder vel det meste, man man må leve med det. Eller mod det.
Jeg er holdt op med at vente på, at det bliver anderledes. Den manglende negl gør ingen skade, tværtimod er er risikoen for at rive hul i mine nylonstrømper mindre. Det er med at se det positive i sine tab.
I meny inviterer de til Hverdagsfest: Der er tilbud på smør og blomkål og Dr. Oetkers Pizza Traditionale.
´Vi fejrer hverdagen med helt vilde tilbud,´skriver de på forsiden af tilbudsavisen. Det vil sige Mou-suppe med melboller eller mellemfine frosne ærter, to poser for tyve.

I går læste jeg
en artikel på nettet om
´Oversharing Syndrome´
det vil sige
en villighed til at dele
stærkt fortrolige detaljer
med ikke-fortrolige mennesker

der stod dog ikke noget
i samme artikel
om de såkaldt
ikke-fortrolige menneskers behov for
ja måske endda længsel efter
at føle sig betroet

just saying

gik så i brugsen
og købte 5 cox orange æbler
hver især af præcis
samme størrelse
som mine knyttede næver

det er sådan jeg håndterer virkeligheden:
æble for æble
næve for næve
(knyt for knyt)

også selvom jeg ved at hverken
jeg
eller den stærkt fortrolige detalje
om mine æbler kommer
virkeligheden
verden
eller nogen andre ved

ville google morti vizki’s
´samlede digte´
men kom til at skrive
´samlende digte´
which is
-as everyone knows-
a contradiction in terms

Jeg skriver ´Natten har klippet huller til dagens øjne´ på et stykke papir, og tager et billede, som jeg poster på Insta. Tilføjer hashtag flæbehjerne, hashtag appel.
Hashtag mindthefuckinggap.

Senere læser jeg i Knut Hamsuns Sult, tygger sukkerfri pastiller og øver mig i at lade som om. Jeg skriver “dåselatter”, vender mig om, for at se, hvem det er, der ler. Skriver “menneskelig” og gør mig umage for at lægge betoningen helt rigtigt: uanstrengt men alligevel med vægt. Hele tiden den her balancegang mellem at være og at være for meget.
Skrive og skrive over sig,

(I avisen skriver de om PTSD-ramte veteraner, om dyrevelfærd og lattergas. Hjerte rimer på smerte rimer på krampet latter og gråd:
`Jeg hører godt, du kalder mig for ingen/men det er mig`
Jeg er ingen men hører, at du kalder på mig.
Nej?)

Egentlig ville jeg skrive et
digt om osso buco
men så ringede
min mor og fortalte
at hun var blevet tilbudt ægteskab
med en afrikansk konge
over email og at hun selv
måtte bestemme sit
nye navn for eksempel
Invayako Obalungo
eller
Viktoria Fomotequa

men min mor havde
svaret den afrikanske konge
at hun foretrak at beholde sit pigenavn
Inge Juhl
og siden havde hun
ikke hørt noget fra ham

nu var hun kommet i tvivl
om hendes navn lød
for kert eller
for kedeligt
men jeg trøstede hende
og sagde at hendes navn lød fint
og at jeg forresten var i gang
med at skrive et digt om
osso buco
som godt nok kun lyder
halvt så eksotisk som
coq au vin
eller
tournedos bearnaise
men til gengæld smager
dobbelt så godt
og derfor fortjener et digt
præcis som min mor gør

nu har vi aftalt
at jeg sender digtet
til den afrikanske konge

Så kan han lære det!

Han siger, der er to veje:
Livet, der ender og døden, der aldrig ender.
Hun vil sige ham imod. Fortælle, at der er en tredje vej, fantasiens. At den ingen vegne når, men alle vegne rækker, og at det er nok. Men hun siger ingenting, nikker bare, lader som om.

I ferien mellem anden og tredje g tager jeg på interrail. Jeg rejser med en veninde, Rikke. Kort forinden har jeg hørt min mor tale i telefon, græde. Jeg løfter røret, holder vejret: Hører lægen sige ting som ´desværre´og ´carcinoma basocellulare,´ og min mor, der bliver ved med at spørge: ´Men hvordan kan det ske?´
Så lægger jeg røret og går ind og pakker færdig. Solbriller, tre sports-BH’er og Mogens Wenzel Andreassens “Introduktion til klassisk musik.”
Nogle timer senere sidder jeg i toget. På kupedøren hænger små sedler, der fortæller, hvem der skal hvorfra og hvortil. Ved vores pladser står: Aalborg – Hamburg. Vi gør holdt i Fredericia. Jeg begynder at græde, Rikke løber ud og køber en rulle chokoladekiks, som vi deler. Så fortsætter toget.
Senere skifter vi til Deutsche Bahn og får ved en fejl en plads i hver vores kupe. Jeg ligger vågen hele natten, og prøver at komme i tanke om noget, jeg ikke kan huske, hvad er. Ud af vinduet ser jeg et brændende hus, høje orange flammer i natmørket, en fakkel. Jeg tænker: Mon der bor nogen i huset? Hvad er deres navne: Agnethe, Bertel, Leon, Hannah? Jeg bilder mig, at jeg hører nogen råbe om hjælp, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Så er det overstået, skinnerne drejer og flammerne forsvinder. Da jeg vågner næste morgen, er jeg i tvivl, om det var virkelighed eller en drøm.
Hver tredje dag taler jeg i telefon med min mor. Jeg ringer fra en boks, siger ´hej´og synker, og min mor lyder nøjagtig som altid, da hun spørger, om jeg nu husker at få andet end baguette og smøreost.
– Man skal passe på sin krop, den er svær at undvære, tilføjer hun, og jeg svarer ja.
Vi taler hverken om huset eller branden, men da jeg kommer hjem fire uger senere, har min mor benet i gips. Hun inviterer mig ud at spise; vi skal fejre ´at det hele er gået godt.´
Vi lader begge to som om, det er rejsen, vi taler om.
I dagene efter forsøger jeg at finde ud af, hvor toget har været den nat i juli klokken 02.34, om der er meldinger om gårdbrande eller tilskadekomne. Jeg finder ikke noget.

De siger, der er forskel på håb.
Jeg ved det godt.
Jeg ved, at der er ting, det ikke nytter at længes efter. At jeg risikerer at spilde et helt liv på at længes, i stedet for at holde fast i det, jeg har.

Han har foræret mig et æggeur formet som en høne, der ligger på rede. Hver dag, når han går på arbejde, trækker jeg det op, og hver time ringer det til ingen verdens nytte. Så trækker jeg det op igen:
Otte gange når det at ringe det, før han igen er hjemme.

Det gør ingen forskel, om jeg holder styr på timerne eller ej, men det giver mig noget at holde fast i, nu hvor håbet er aflyst.

Morgenkalk, mælkehvid.
Jeg knuser en pille og hælder sukker over, sluger den med lidt vand. Sådan fik jeg dem, da jeg var barn, sådan tager jeg dem stadig. Jeg har sovet i otte og en halv time uden at ænse det. Jeg bryder mig ikke om den slags sløsethed – manglende omhu med tiden. Alle de timer jeg kunne have brugt på at koge kerner til fuglebolde, smeltet fedt. Drukket portvin af bittesmå glas, tømt dem, fyldt dem igen.
Jeg har købt en madkasse i metal, den har et motiv af en ræv på låget og plads til to lag brød. Der er også et lille rum til snacks. Jeg smører to halve rugbrødsmadder med figenpålæg, to andre med postej af nødder. Lægger en ostehaps i det lille rum ved siden af og lukker låget med to metalklips, så det slutter tæt.
Jeg forestiller mig hendes hænder, der griber om brødet. Aftrykkene af de små tænder i postejen. jeg forestiller mig, hvordan hun lægger brødet tilbage mellem hver bid, som om hun overvejer, før hun tager den næste. Løfter, bider, lægger tilbage. Tygger og synker. Fokuseret, omhyggelig.

Sundhedsplejersken siger, at hun er ´et uhyre opmærksomt barn´. Det er svært at sige, hvad hun mener med det: uhyre?
Selv kalder jeg hende prut-engel, dyt-båt- matros og prikker hende forsigtigt på navlen. Dun-danser, smeltevandskriger.
Hun reagerer på alle navne.

Han kommer ned ad trappen og jeg finder et viskestykke. Lægger det over madkassen. Han strækker armene over hovedet, mumler et grødet ´Godmorgen.´
– Godmorgen, smiler jeg og finder kaffen frem fra skuffen, tænder for vandet i kedlen.
– Har du sovet godt, spørger han og kommer hen, holder om mig bagfra.
– For længe, svarer jeg ham og vrider mig fri, så jeg kan hælde vandet over kaffen:
– Mere end otte timer, tungt, jeg husker ingenting.
– Du har godt af at hvile, svarer han og vender mig om, så jeg har ansigtet mod hans:
– din hjerne har brug for ro.

Jeg tager koppen med mig ind i stuen, sætter mig i sofaen og ser ud af vinduet. Det er endnu ikke blevet rigtig lyst, månen lyser slapt ovenfra ligesom gadelygterne, ingen af dem gør nogen gavn.
Jeg kan se ham fra sofaen. Hvordan han går rundt i køkkenet, finder cornflakes, mælk og sukker. Ruller gardinerne fra.
Så tager han forsigtigt madkassen fra under viskestykket, vipper clipsene op, låget af, og tømmer indholdet ud i skraldespanden.

I går hørte jeg “sygt nok” på P1, om skizofreni. I studiet var blandt andet Merete Nordentoft fra psykiatrisk center i København. Programmets journalist undrede sig over, hvordan det kunne være, at naturen gennem århundreder har videreført gener, der medvirker til udvikling af skizofreni. Man skulle jo tro, at naturlig selektion med tiden ville lade den slags uregelmæssigheder gå til grunde. Overlægen svarede, at det var fordi, der til enhver sygdom eller diagnose knytter sig både fordele og ulemper. Til skizofreniens fordele hører blandt andet, at man er mere sensitiv overfor stimuli og sansepåvirkninger, hvilket også betyder en større evne til at tænke kreativt. Det vil sige: tænke nyt og anderledes – kreativ kommer jo af det latinske udtryk, cleare, som betyder at skabe. Man kan altså forestille sig, at de samme gener som medvirker til udvikling af psykoser og vrangforestillinger, som kan være invaliderende og frygteligt smertefulde at leve med, i en anden form eller grad kan føre til udvikling af aldrig sete ideer, helt nye tankesæt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bed sådan mærke i det, måske fordi jeg holder af tanken om, at det hensigtsmæssige og det uhensigtsmæssige ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Måske er der tale om “grader” af det samme stof. På samme måde som vanvid både kan bunde i helt urealistisk store drømme og håb. Eller omvendt: i en total håbløshed, et fuldkomment sortsind.
Da jeg var barn, lærte min mor mig ikke at tænke på uendelighed – stjernernes oprindelse eller sorte huller.
– Den slags bliver man skør af, sagde hun, og jeg tænkte sjældent på andet. Jeg tumlede med tanker om galakser trykt på linoleum og printet i titusind nummerede eksemplarer og hængt op på den samme rå betonvæg. Fuldkommen ens og alligevel forskellige. Eller på sorte huller, der åd sig selv – igen og igen og igen – dette enorme overskud af underskud. Jeg tænker stadig på den slags. Faktisk tror jeg, at hvis ikke jeg havde den slags at tænke på eller over, ville jeg blive skør. Skør af hverdag, kasselogik og visionering på kuglerammer.
Lige nu skriver jeg på en roman (og på et langdigt og en essaysamling og og.) Den handler om en kvinde, hvis største ønske, det er at få et barn. At blive mere og andet end bare sig selv – noget væsentligt. Men naturen vil det anderledes, og som en slags værn mod virkelighedens ubarmhjertighed, begynder hun at hallucinere. Hun forestiller sig hverdagen med barnet. Bygger sandslotte på stranden, puster sæbebobler i badet. Det findes og det findes ikke – og hun ved begge dele.
Det er ikke end bog om det smukke eller særlige eller ophøjede ved at være syg, slet slet ikke, men måske en undersøgelse af, om virkelighed og drøm er grader af det samme.
Om syg og rask er måleenheder på den samme lineal.