Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #153

Jeg kan huske tilbage i ´93, jeg var flyttet til København for at starte på en frisk, men nissen flyttede med, og jeg lå det meste af tiden på en madras under stukloftet i min fasters hus og læste. Blandt andet Dina af Herbjørg Wassmo, som jeg følte mig tæt beslægtet med: samme vrede, samme utilpassethed, samme sorg. Jeg brugte alle mine vågne timer på at ignorere min sult. Jeg købte for eksempel vandmeloner for at få tiden til at gå, pillede kernerne ud, gemte dem i et glas og smed melonkødet ud. Velsagtens for at bevise for mig selv, at jeg kunne nøjes med ingenting.
Der gik måneder, hvor jeg ikke så mine forældre. De havde begge fuldtidsarbejde, og min energi rakte ikke til besøg, men til sidst insisterede min mor på at komme. Hun vidste, at jeg havde det skidt, men ikke hvor skidt, og jeg husker afmagten, da hun så mig. Mine tænder fyldte mere end mine kinder og mine øjne var fjerne. Vi snakkede mest om almindeligheder: vejret, Københavns shoppingmuligheder (jeg kendte kun udbuddet af grøntsager og kaloriefattig babymos, men jeg lod som om). Det var vildt akavet, og vi var begge to klar over, at vi talte udenom og forbi.
Hun kom ind om natten, min mor, opløst i gråd og parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe mig. Havde jeg bedt hende kaste sig ud foran en lastbil, havde hun gjort det, hvis det kunne få mig til at spise. Men jeg bad hende ikke om noget, jeg lå helt stiv og tavs, mens hun sad på sengekanten og tryglede mig om at komme hjem, spise, leve, vågne op. Da jeg ikke svarede, endte hun med at gå, og jeg forstod ingenting. Hverken min mor, mig selv eller situationen.
Efter det gik det stadig ned ad bakke. Jeg blev af min læge beordret til at følge en kostplan på 5000 kilojoule, men byttede kød ud med blomkål, og brød, kartofler og ris erstattede jeg med agurk. Til sidst levede jeg af sukkerfri tyggegummi, fordi jeg havde læst, at man forbrændte flere kalorier ved at tygge det, end det indeholdt. Det endte i en akut indlæggelse, som jeg kun indvilligede i, fordi jeg blev truet med tvang. Så fulgte godt 15 år med et liv, der i urimelig grad afhang af mad, vægt og kontrol.
Det var ikke sådan, at jeg ikke vidste, at jeg var syg. Jeg var pinligt bevidst om, at jeg var for tynd og at min sygdom ene og alene skyldtes min restriktive adfærd. Det var heller ikke sådan, at jeg ikke ville være rask. Jeg var jo både træt, sulten og helt vildt trist, og forsøgte mig med alverdens terapi og behandling. Først psykolog og psykiater, og da det ikke hjalp: irisanalyse, meditation, hypnose, healing, kropsterapi, homøopati, minbarerøvterapi. Jeg forsøgte mig også i kirken, det var faktisk ok, ikke fordi jeg troede på det, men fordi de fleste derinde var stille. Til forskel fra psykologernes forventelige spørgsmål, psykiaternes lovsyngelse af medicin og de utallige selvhøjtidelige guruer, der mente at svaret på alt, var hokuspokus og blomsterstøv.
Jeg er født skeptisk. Jeg stoler ikke på meget, mindst af alt på mig selv. Jeg kom aldrig til at stole på noget af det, jeg forsøgte mig med, hverken Jesus, healing eller lykkepiller, men med tiden heldigvis lidt på mig selv.
Nå, men der hvor jeg vil hen med alt det her er, at jeg nu står overfor et eksperiment, der i dén grad skal udfordre min skepticisme.
Jeg skal tale med et træ!
Guderne (som jeg ikke tror på) skal vide, at jeg elsker naturen. Jeg elsker, hvad den gør eller rettere: hvad den ikke gør. Jeg føler mig mere hjemme uden- end indendørs, og der er for mig at se intet over eller ved siden af en tur på heden eller ved vesterhavet.
Men at elske naturen, er ikke det samme som at dyrke den. Jeg taler hverken med fugle, flagermus eller fyrtræer. Jeg kalder heller ikke himlen for en katedral eller havet for helligt.
Af samme grund er jeg virkelig spændt på det her: At tale med et træ?
Eksperimentet er et samarbejde mellem ATLAS OVER AARHUS, som jeg er en del af, og et projekt, der kalder sig ”Tree of souls”. Det sidste er en koncertinstallation: musik kombineret med dans og akrobatik. Det skal foregå i Havreballeskoven ved Marselisborg til september. Scenen vil blive bygget op omkring et gammelt bøgetræ, og meningen er, at jeg skal finde træets ”stemme” – skrive dets fortælling. Forlægget for musikere og dansere bliver denne tekst. Det er meningen, at koncerten skal forstærke træets lyde, dets væren, så at sige, og at danserne skal gøre dets bevægelser levende.
Nu er det så, at det er vigtigt, at jeg gør brug af mine erfaringer, og for alt i verden ikke bliver, som de psykologer og guruer, jeg var ved at kaste op over, fordi de overdøvede mig og det jeg kæmpede med og mod.
Så på onsdag, når skal jeg ud og tale med et træ, skal jeg holde min kæft! Helt og aldeles.
Det glæder jeg mig enormt meget til.

En som mig

Ensomig #152

Jeg vågnede klokken 5.23, fordi Mumrik gøede. Måske var det blæsten, måske en drøm, jeg ved det ikke, men jeg gik ned og satte mig hos ham. Så sad vi dér, side ved side, og gloede ud i mørket en times tid. Nu ved jeg godt, at de kloge siger, at det ikke nytter at kæmpe mod vindmøller, men at gø af mørket er langtfra så tosset, som det lyder: Se bare udenfor, det begynder at lysne. Hvem ved, hvor længe vi kunne have ventet på det, hvis ikke hunden havde råbt op, så vi sammen kunne stirre ud i mørket, til det slog øjnene ned?

#fightback #Mumrik4ever

Ensomig #151 (noget om smertehåndtering)

I dag prøvede jeg en holdningskorrigerende vest hos en fysioterapeut.
Vesten fik mig til at gå med oprejst hovede og mine skuldre i den helt rigtige vinkel i forhold til ryggen, og ryggen i den helt rigtige vinkel i forhold til min lænd, og min lænd i den helt rigtige vinkel i forhold til mine ben, og mine ben i den helt rigtige vinkel i forhold til mine fødder. Nu mangler jeg bare at mit hovede og mine fødder bliver korrigeret, så de går samme vej.
Det havde vesten ikke umiddelbart en løsning på.

januar 5, 2017

Ensomig #150

I tirsdags fik jeg min menstruation tilbage – efter 25 års fravær. Den første fik jeg som 13 årig, og jeg husker tydeligt blandingen af spænding og væmmelse, da det skete. Hvordan jeg i flere dage gik rundt med lag på lag på lag af toiletpapir i mine trusser, fordi jeg ikke turde spørge min mor, hvorhenne hun gemte (ja, gemte) sine bind.
Menstruationerne forsvandt nogle år senere som følge af min anoreksi, og i de mellemliggende år har min krop ligget brak. Den har brugt sin sparsomme energi på at at trække mit vejr og holde mig oprejst, og der har ikke været nok tilovers til et nyt lille menneske.
I mange af de 25 år har jeg ønsket at få et barn, så jeg kunne fylde min tilværelse med andet og mere end tandbørstning, sult og tunge tanker. Sne og åndedræt, for eksempel, eller strikkede sko og duploklodser. Men kampen mod mig selv trak ud, og nu, hvor jeg rent fysisk har muligheden, er jeg blevet for gammel.
Det er 25 år siden sidst. Det var dengang, vi fejrede, at Danmark vandt EM i fodbold. Glansen er gået lidt af gulddrengene siden da – det samme kan man sige om mig. Men mit blod løber, og det har sneet udenfor. Den slags er også værd at tage med.

 

januar 4, 2017

Ensomig #149

Hungerskulderparti. Faldne kinder. Mundskab.
At røre uden at røre. At røre uden at blive rørt.
At elske uden at mærke andet end nedlagte tunger. Et spejl bagerst i en mund. Hej, hej.

Sandheden er, at jeg ikke bliver mere sand af at sige sandheden, ikke mere ådsel af at æde.
Jeg spiller lut med min drøbel, det klinger af krås.

 

 

januar 2, 2017

Ensomumrik.

Det værste ville være, hvis det var den første mandag i januar, og solen ikke skinnede, så det var til at holde ud. Eller hvis jeg sad i træskostøvler og skrev dårlige digte i en skov uden blade på træerne, mens min hund gik rundt og peb, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op, hverken med hunden, digtet, mig selv eller 2017. Det ville være det værste.
Det bedste ville være, hvis Mumrik skrev et digt. Om rimfrost og januarsol, om tomme raketbatterier og julens knivsæg. Om garnet, barnet og kvælning, og også lidt om naboens trettenårige hunhund.
Et tindrende, moonwalkende digt, skulle han skrive. En fluorescerende vandmand i træskostøvler.
Made by Mumrik©
Det ville være det bedste.

Ensomig #147

Det værste er ikke, at det er den første mandag i januar, eller at solen skinner, som om det var til at leve med. Det er heller ikke, at jeg læser hvert indlæg i avisen, som om det hele er min skyld: flekslånrentens stigning eller dronningens nedbrud.
Nej, det værste er, at jeg sidder med mine træskostøvler i sofaen og prøver at digte – den ene sætning værre end den anden – imens min hund går rundt og piber på sådan en skinger og sagte måde, der siger alt. Det værste er, at jeg ikke ved ikke, hvad jeg skal stille op med noget, hverken med hunden, støvlerne eller digtet.
Hvis Mumrik skrev et digt, ville det handle om rimfrost i græsset, om cirkeldansende begejstring, om legetøjsænder og lidt om naboens trettenårige hunhund. Jeg ville ønske, jeg var sådan et digt. ”Made by Mumrik,” skulle det hedde.
Et iskoldt og diskodansende digt, som en fluorescerende vandmand i træskostøvler.
Det ville være det bedste.

 

Ensomig #146

Det eneste, der kan overhale en hest i fuld galop, er en hest i fuldere galop, lærte min mor mig, da jeg var lille. Jeg ved ikke, hvad hun ville sige med det, måske noget om januar og den hængepil i plast, jeg har stående i min stue – nu uden julekugler, lametta og lys. Det ser lidt bart ud, men essensen står stadig tilbage.
Plastik og ingen pynt. Hej, hej, januar.

januar 1, 2017

Ensomig #145

I do not own this identity.