Louise Juhl

Det værste er ikke alt det, jeg skriver, som om det var virkeligt, men alt det, jeg ikke skriver, fordi det er alt for virkeligt.

Der er søndag, jeg savner Bjørn og Fiske, jeg savner tro og håb. Og Inger, Inger savner jeg også, og ordene. At kredse om dét som jorden om solen og hunden om halen, rundt og rundt. Dén enfoldighed, den glæde. Om natten ligger jeg vågen, om dagen piller jeg blade af blomster. Hvisker ‘elsker, elsker ikke, elsker alle.’ Et stankelben er fløjet mod ruden, nu ligger det i karmen, jeg genkender de umulige ben, genkender glasset og drømmen. Det er længe for sent, alligevel åbner jeg vinduet: Klokken er otte niogtyve og evigheden kun lige begyndt.

Den her nagende tvivl. Når jeg vågner, når jeg går tur, skriver , køber kærnemælk, klipper negle, går i seng. Om det er ok. Om det er ok at gøre netop dét, kun dét. At stå op, gå i seng. At skrive. Burde jeg ikke gøre noget andet, noget mere. Gå forrest eller amok. Dyrke min have, få ting til at gro. Ærter og porrer, fløjlsblomst og Liden klokke.
Hvis jeg var et hus og mit liv en udsendelse i rækken af “Kender du typen”, ville Anne Glad gå på opdagelse i en stue uden rette vinkler. På væggen ville hænge en sættekasse med ting – men mest sager. Skelettet af en egernkæbe, to curler med børster. Et digt skrevet med usynlig skrift og en legetøjsbil med bevægeligt lad. I køkkenskabet vil hun finde kopper og tallerkener, alle i forskellige farver, de fleste med skåret kant. Åbner hun skuffen vil hun finde et ubrugt ti-tursklippekort til Nordjyllands trafikselskab, og hun vil undre sig og spørge kameraet, hvorfor personen i hjemmet dog gemmer på den slags: Kan man stadig få refunderet ubrugte klip?
Hun vil bemærke den “rustikke hygge” og le lidt akavet af den afklippede fuckfinger, der hænger over bordet. –Ha ha. Og skynde sig videre, hen til litografiet af Heerup der hænger ved vinduet: –Se, det er en klassiker, vil hun lettet konstatere, men kun indtil programmets vært vender billedet og læser dets titel: ‘Koma er amok stavet bagfra.’
Men jeg er ikke et hus og mit liv er ikke et underholdningsprogram, og derfor tvivler jeg. Hver dag. På hvad fanden jeg så er, hvad jeg skal stille op med dét hus. Og med den finger?

Nu igen.
Hver gang jeg sætter mig ned for at skrive, er der en stemme indeni, der hvisker “nej!” Du skal ikke skrive mere, kvindemenneske, du skal tie, ingen orker at høre på dit pis, din åh-så-fucking-inderlige-smerte. Din angst, der vækker dig hver morgen, din tvivl: Hører jeg til her i verden, her i huset, i min krop? Stemmen råber ikke, stemmen er rolig men bestemt, mildt irettesættende: 
Bare fordi du har noget at fortælle, er det langtfra det samme som, at der er nogen, der gider at høre, hvad du har at sige.
Alligevel skriver jeg. Og skammer mig. Og skærer mig på stemmen, der bliver ved at hviske: “Stop dig selv.” For det har jeg lært, det er vi mange, der har lært. At stoppe, mens legen er god. Men den leg, de taler om, er de andres leg. Den er de de seje, de hårdføre, de ubange og altid kontrolleredes leg. Det er en leg, der handler om at løbe hurtigst og længst og om bygge det højeste sandslot. Det er en leg, fuld af jubel og succes. det er en leg uden pludselig flæben. Jeg flæber meget, for tit, ja næsten hele tiden. Hver gang jeg læser i en bog på svensk, for eksempel, så græder jeg over det to prikker over deres ö. Eller i går, da jeg så et rålam, der havde brækket et ben, da græd jeg også. 
Det nytter ikke, stemmen hvisker: nej! ikke løbe over med gråd, ikke nu, ikke senere, ikke ikke.

Så jeg skriver i stedet. Jeg skriver om at flæbe, og jeg skriver om mine veninders børn, der er så smukke og om minder mig om de børn, jeg ikke selv fik. Agnes og Stella og Kalle Bjørn, dem græder jeg for. 
Jeg skriver om åndenød. Og om fugle, der dør, fordi de æder de tyggegummiklatter, vi mennesker har smidt fra os. Deres næb klistrer simpelthen sammen og så dør de. Langsomt. Af sult. 
Jeg skriver om hende, der besøgte mig en sommer, jeg vejede seksogtredive kilo og nægtede at spise. Hun, som i et anfald af afmagt råbte, at hun fandeme håbede, jeg ville lykkes med at dø. ’Jeg håber kraftedme du dør.’ Jeg skriver fordi afmagten findes, både den, der får mennesker til at sulte sig selv og den, der får mennesker til at råbe og spytte og spotte.
Jeg gik engang ved en psykolog, han var rar og tålmodig. I tre år talte jeg med ham om min skam. Om alle de mennesker, jeg elskede så uendelig højt og om min sorg over at være aldrig at kunne gengælde dem deres kærlighed. Jeg græd og græd, tømte flere kasser med Kleenex, nogle gange var huden under min næse helt tyndslidt efter et besøg.
Psykologen afbrød mig sjældent, lyttede bare og rakte mig ind imellem kassen med lommetørkkæder. En enkelt afbrød han og spurgte: “Kunne det tænkes, at du i virkeligheden er vred?” 
Hans spørgsmål fik det til at brænde i min hals. Mig? Vred? 
Jeg husker, at jeg spyttede på hans gulvtæppe, en stor tyk klat, det var et meget smukt persisk tæppe. I samme sekund fortrød jeg, undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lagde mig på knæ og gnubbede på pletten med et af de mange papirlommetørklæder, jeg holdt i hånden, undskyld, græd jeg og skammede mig som en hund, der havde skidt indendøre. Undskyld.
–Det er ok, svarede psykologen.
Faktisk, tilføjede han, ville jeg ønske, du spyttede noget mere og græd noget mindre.
Sådan blev det ikke. Jeg blev aldrig rigtig god til det med at spytte. Jeg græder derimod stadigt en del. Når jeg skriver. Under bruseren og i skoven. Jeg ved ikke, hvor al den gråd kommer fra, fuglene måske.

I går gik jeg tur ved Fosdalen og fik øje på et rålam. Et stort rålam, det stod og græssede i udkanten af et skovbryn, helt tæt ved den sti, jeg gik på. Jeg havde hunden med, vi gik langsomt, jeg blev ved at hviske ‘jeg kommer med fred’, jeg ved ikke, hvem jeg forsøgte at overbevise. Lammet blev stående, stirrede, hunden og jeg standsede. Vi stod sådan og så på hinanden. Hvor længe? Et halvt minut, et helt? 

‘Jeg kommer med fred.’ 

Så vendte dyret sig rundt og begyndte at gå, nej hov det haltede, det venstre bagben var skadet, det ligesom hang slapt fra kroppen. Det var tydeligt, at den bevægede sig med stort besvær, at den kun med nød og næppe lykkedes med at humpe væk. Kæmpe sig vej gennem knæhøjt græs, væltede stammer, jordtuer.

Jeg googlede “hjælp til såret vildt”, fandt et nummer, ringede. 1812. 

Hej, det er Susanne. 

Hej Susanne, svarede jeg, og forklarede, hvad jeg havde oplevet. Et såret dyr, et lam i skovbryne. den havde stået og set på os, på hunden og jeg. Længe, alt for længe, og at den kun med allerstørste umage var lykkedes med at slippe væk. Om de kunne komme og hjælpe? 

Susanne ville vide, om dyret var mobilt? Det var det ord, hun brugte. Mobilt. Jeg svarede nej – eller jo, det kunne gå ved egen hjælp men altså kun knap og nap og næsten ikke. 

Bløder dyret, spurgte Susanne. 

Nej eller jo. Altså på en måde, forsøgte jeg. Jeg kunne se det blødende. I dyrets øjne, at den var bange og led. Den slags sår.

Susanne beklagede. De rykkede kun ud til dyr, der ikke kunne gå eller som blødte. 

Jamen den kunne næsten ikke gå, forsøgte jeg, min stemme var skinger, bedende: Hjælp. 

Jeg græd. Den risikerer at dø, hulkede jeg. 

Susanne var rar. Hun forklarede, at det ikke var muligt at indfange et rå-lam på flugt, hun fortalte mig også, at rådyr kan lære at leve sådan. Med et beskadiget ben. At de simpelthen smider det syge, klarer sig med tre. På et tidspunkt glemmer dyret tilsyneladende, at det engang havde fire, halter hjemmevant rundt, æder, sover.

Er du sikker, bad jeg, men Susanne svarede, at sikker, det blev man aldrig. Hverken på livet eller døden. At nogen gange var alt, man kunne gøre, at håbe det bedste.

Jeg har grædt lige siden. Og håber.

Jeg har sat min følsomhed til salg på den Blå Avis. Der er endnu ikke nogen, der har budt. Jeg ved ikke, om det er billedet eller teksten, den er gal med. Om det er den lidt for uldne sweater eller ordene, jeg har brugt. Pelshjerte, kastesorg. Kalvet krøs.
I går læste jeg digte af Saarikoski: ‘Jeg går gennem dagen med samme møje som natten,’ skriver han, det er en fin sætning. Jeg forestiller mig en mørkelagt spejlsal. Natten, der spejler dagens fravær – en næsten lysende længsel. Det er på en måde smukt.

Nogle dage prøver jeg at give følelserne en form. Så tegner jeg en firkant med bløde hjørner eller et sæt briller uden glas. Eller jeg forestiller mig, at mine følelse er huller i en ost. Da jeg var lille, troede jeg, at det var hullerne, der gav osten smag, at de var de åndehuller, osten trak vejret igennem. Senere læste jeg, at det slet ikke var sådan, det hang sammen, at hullerne skyldtes en kemisk proces og som sådan var helt uden betydning for ostens fylde og smag. At der endda var firmaer, der udnyttede folk som mig, lavede kunstige huller i osten. Deres slogan kunne have lydt “Mindre for mere” eller “Nul for niks,” men de var smarte nok til bare at give ostene mærkelige navne. Emmentaler. Masdammer. Jeg køber dem nu stadig, ostene, og gemmer alle hullerne i en kasse, jeg skriver “Erfaringer” udenpå.

Ved siden af den grønne plastvase med tulipaner står en sten med hans navn. Eik. Blomsternes hoveder hænger en smule, det må skyldes nattens frost.
Perlegrus og fire trædesten.
Lidt derfra fylder en mand med grå bakkenbarter en kande med vand. Han bærer den langs rækken af sten hen og vander på graven overfor. Han hælder langsomt. Først mætter han jorden, så stenen. Den bliver mørk af fugt. Så tegner han et kryds med spidsen af sin fod foran stenen, sætter sig på knæ, bøjer ansigtet mod jorden. Hvisker en remse. Den samme igen og igen, ordene flyder sammen som et hav, bølger frem og tilbage: “Emira seki moli / Esram mira mol”

Hans bror havde haft store næver og en kort lunte.
De havde råbt hans navn, da de fandt ham: EIK!
Udover gårdspladsen, marken, hen over hegnet og forbi kirken, hvor han stod og kalkede mur.
“Eik!”
Han havde hængte sig i et reb i loftet. Hans tunge hang slapt, hans ansigt var mere blåt end blegt, og munden trukket skæv.
Han havde grebet om brorens ben, lagt den tunge krop henover sine skuldre. Han havde gjort sig umage for at løsne rebet om hilsen, med forsigtige fingre hevet og lirket. Men forgæves, hænderne ville ikke lystre og han måtte i stedet tage en kabelsaks til hjælp.
Brorens krop var tungere, end han huskede den, hans knæ gav efter, og han faldt sammen på gulvet. På knæ med den døde krop liggende foran sig.
Han havde kysset brorens hænder, ru og røde. Lukket hans øjne, hvisket. Såsåså.
Det var fjorten år siden nu. Han havde kun været en stor dreng. Nu var han en mand, men for sin bror ville han altid være det barn, der havde forsøgt at løsne rebet forgæves, var faldet på knæ, havde hvisket, såsåså. Som om det nyttede, gjorde en forskel. Såsåså.

Han byggede et skur bagerst i haven og indrettede med brorens ejendele. Et falmet verdenskort med grænser, der ikke længere gjaldt. Bøger ordnet efter ryggenes farve, blå, brune, hvide, grå. En mandshøj stjernekikkert og en sættekasse fyldt med efterladenskaber: En rød legetøjsbil med lad, et dyrekranie. En ring med initialer. M.H.
Ingen vidste hvad det stod for.

De havde delt samme seng indtil Eik fyldte fem. Samme værelse til han fyldte ti. De talte sjældent sammen, Eik skrev kun sedler. Se!
Og han havde set sig rundt, som broren bad ham. På solen, der bevægede sig henover hustagene, skiftede fra halv til hel. Katten, der rejste pels, hver gang han ville stryge den over ryggen. Dukkede sig og forsvandt.
Han havde set på sin bror, de store næver og mønstret, han havde ridset med nåle i sin arm. En cirkel og to prikker. Når han spurgte hvad, det forestillede havde hans bror himlet opgivende med øjnene og gentaget, hvad han havde skrevet. –Se!

Da han fyldte tretten havde Eik pakket en kuffert. Strømper og t-shirts, en hue med hæklede lapper ved ørerne. Et vers skrevet af fra en bog:
Jeg går gennem dagen/med samme møje/som natten.
Han havde ikke fortalt, at han gik, heller ikke hvorhen. Han havde forladt huset uden at lukke døren efter sig og først fire år senere gået ind ad den samme dør. Stadig uden forklaring. Kufferten var i mellemtiden skiftet ud med en rygsæk og huen erstattet med et bånd om panden. Digtet bar han stadig i lommen, nu trak han det op satte han det fast med nåle på væggen. En krøllet seddel med en skrift slidt at tiden:
Jeg går gennem dagen med samme møje som natten.

Det er svært at sige, om han savner sin bror. Hvad det overhovedet vil sige at savne. Om man kan savne nogen, man aldrig har kendt.
Men han besøger stenen med hans navn hver dag. Eik. Skifter blomsterne og nikker til manden, der passer graven overfor. Tæller trædestenene. En, to, tre, fire.
Lover sin bror at holde natten i hånden – også om dagen.

En ven spørger til mit bedste mad-minde, jeg svarer:

–Et stykke ristet rugbrød – mættet med smør og skæreost, begge dele let smeltet af brødets eftervarme. Det var min farmor, der serverede det for mig. Jeg var otte og lige vågnet op efter tre dages febervildelse og med et hul i maven på størrelse med livet.
Uhm.

En kvinde sagde engang til mig: -Du føler meget mere, end du har grund til at føle. Jeg husker ikke hvorfor eller i hvilken anledning, men jeg husker ydmygelsen. Hvor såret jeg blev. Jeg tror ikke, hun mente det så galt, det var mere sådan – sagt i al godmodighed og med et smil: Du føler meget mere, end du har grund til at føle.
Hvad hun ikke kunne forudse var, at jeg i mange år efter gjorde alt, jeg kunne, for ikke at føle. Fik jeg åndenød af angst, tænkte jeg: Det er der ingen grund til. Det hjalp ikke, jeg kunne stadig ikke trække vejret, alligevel blev jeg ved at fortælle mig selv, at det var mig, der følte for meget og forkert. Det samme med vreden, de knyttede næver, de rasende råb. Jeg slugte dem, eller jeg klippede mig selv i underlæben med en neglelaks som straf for mine ugyldige og grundløse følelser.
Det er nok for sent, men i dag ville jeg have spurgt hende: Hvornår er en følelse tilpas og hvornår er den “tilpasset”? Hvornår er noget for meget- og hvem bestemmer i grunden grunden?