Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #487

Gentagelse er godt. Hver morgen: stå op, børste tænder, fodre hund, lave kaffe. Hunden før kaffen, altid.
Så skriver jeg. Jeg har sjældent noget på hjerte. Jeg noterer mig måske dagens navn, tirsdag, og bemærker en flue i vindueskarmen, lukker den ud, skriver det ned.
Vindueskarm. Flue.
I dag skrev jeg også. Om dengang jeg arbejdede som piccoline i et advokatfirma. Det var lige før finanskrisen, hvor pengemænd kunne lave vand til vin. De var guder. Stolene var beklædt med ko-skind. I den ene halvdel af det åbne rum var der indrettet lounge-område til ventende klienter – med frisk frugt, amerikaner-køleskab og tre biografstore fladskærme, der viste CNN, Eurosport og livestream fra den amerikanske børs.
Mine opgaver var “mangeartede”, som der stod i jobannoncen. Jeg slikkede frimærker, vandede planter, dækkede op til frokost og ryddede af igen. Jeg selv spiste naturligvis efter advokaterne – ikke sammen med. Jeg passede telefon, kopierede lejlighedssange og hentede renseri-tøj for en af advokaternes koner.
De behandlede mig pænt. Spurgte til, hvordan jeg havde det (godt nok uden at vente på svar), og om jeg trivedes på jobbet. Efter et halvt år syntes en af advokaterne, at jeg havde fortjent et større ansvar, og jeg fik lov at booke bussen til årets firmaudflugt, som var en golftur til Samsø. Jeg blev dog ikke inviteret med, så langt rakte ansvaret ikke.
En af mine opgaver var at holde øje med, om der skulle fyldes vand i kanderne på bordet, når advokaterne spiste frokost. De sad gerne længe, fortalte anekdoter fra retssalene. En kunne storgrinende berette, hvordan han var nået fra retten i København og til Horsens med 200 kilometer i timen:
Han skulle skynde sig over for at søge erstatning på vegne af en klient, der var blevet kørt ned. lænket til en kørestol resten af livet, øjensynligt på grund af for høj fart. Ha-ha. Han, advokaten, havde heldigvis hverken hørt skrig eller mærket uforudsete bump undervejs, og regnede derfor ikke med at nogen var kommet til skade ved hans vanvidskørsel. Ha-ha.
Det var første og eneste gang, jeg sagde fra. Jeg var på vej hen for at fylde en tom kande vand, og så kom jeg til at sige: “Det er jo ikke sjovt!”
Det var slet ikke meningen, at jeg ville sige det, det var ikke modigt, langtfra. Og jeg skyndte mig da også tilbage til min plads for at slikke frimærker.
Da jeg havde fri et par timer senere, var der ikke nogen, der sagde noget til mig. Ikke et ord, ikke et farvel, alle var helt stille.
Jeg blev ikke fyret, men efter fjorten dages total tavshed, valgte jeg selv at sige op. Det gav mig 6 ugers karantæne ved jobcentret, det var alle 6 uger værd.

Ensomig #486

Vågner med en krop fuld af raseri efter i nattens løb at have modtaget et brev.
Brevet kommer fra en ven. Vennen indleder brevet med at skrive: “Nu må du ikke blive vred,..”, og jeg mærker blodet løbe hurtigere, pulsen blive tung.
Vennen skriver, at han synes mine “på mange måder interessante og mærkbare” opslag på diverse medier er begyndt at få karakter af “følelsesmæssigt pornografi.” Han vil derfor “ikke af hensyn til mig selv, men af hensyn til dig” bede mig overveje, om en mindre “nøgen og performativ” fremstilling af min hverdag, kunne være hensigtsmæssig?
Han mener, at jeg med mine “til tider meget intime,” betroelser, risikerer at skræmme omgivelserne væk: “Det er ikke fordi, der er noget forkert i at fremstille din hverdag, som du oplever den. Men det kunne gøres mere elegant, mindre – nå ja, lad mig bare bruge ordet – vulgært?”
Til slut i brevet beder vennen mig undlade at reagere på hans henvendelse: “For din egen skyld vil jeg bede dig læse brevet og lade det være ved dét. Du behøver ikke at være enig med mig, det eneste, jeg forventer, er, at du anerkender min ret til at mene, som jeg gør. Ligesom jeg naturligvis anerkender, at du eventuelt har det anderledes. Mvh din ven”
Så vågner jeg. Uden nogen ven og uden noget brev at svare igen på. Men med en krop fuld af uelegant (og nå ja lad os bare bruge ordet vulgær) vrede.

ensomig #485

Jeg bor i et gammelt hus i to plan, det har samme blå farve som et antikt testel. Jeg kan huske, da vi så huset første gang, M og jeg, hvordan den friske ejendomsmægler brugte sports-slang og talte om “hole-in-one.” At huset var sådan ét: et hole-in-one. Jeg tænkte: flet nu næbbet, grønært, men sagde, “sjovt med et hul, der har flere planer.” Så spurgte jeg til vinduernes tilstand, krybekælderens isolering, til materialevalget på badeværelset, rummenes indretning. Jeg sagde, at skorstenen virkede lidt slidt, at det bekymrede mig.
På vej tilbage fra fremvisningen sagde M: “Det var vist ikke din smag?”
Jeg svarede: “Dér vil jeg bo.”
Tre måndeder senere flyttede vi ind, det var i december, en af de hårde vintre med høj sne og lukkede motorveje. Vi gik rundt i aflagte pyjamaser og malede stuk i loftet, spiste kinamad af boxe og faldt i søvn i med vores dyner direkte på gulvets afdækningsplast. Det er otte år siden.
Taget på bygningen overfor skråner rødt, det giver en helt særlig kulør på morgenerne her. Svalerne vælter omkring i luften, de kommer ingen steder fra og er ikke på vej nogen steder hen. Det er det noget af det, jeg elsker ved svalerne: De er her ikke af nogen grund, de er ikke nogens skyld. De kunne være alle steder, men nu er de her.

So she sais.

Hun siger: Du skal se, og sådan er det.

Hun siger: Husk på: solen jo er ikke rund, fordi noget andet.

Hun siger: At vente længe og stadig vente.

Hun siger: Der er ikke andet for.

Hun siger: Det går over.

Hun siger: Det samme gør jeg.

 

 

Ensomig #484

Jeg skylder
ikke  nogen
noget

og resten
alt

.

Samtaler med venner

I går talte jeg i telefon med min mor, det gør jeg tit, men langtfra så ofte som engang. Nu går der gerne en uge imellem, nogle gange to. Ikke fordi vi har mindre at sige hinanden, men fordi vi hver især har mindre at sige om os selv.
Min mor er et meget beskedent menneske, hvilket ikke er det samme som, at hun ikke kan sætte grænser, det skal man ikke tage fejl af. Men hun lytter mere, end hun taler, og selv når hun taler, er det med øre for den, der lytter.

Jeg ringede, og min mor tog telefonen og sagde: “hej, det er mig.” Hun var på vej ud for at rive blade sammen i haven. Om jeg synes, det var spild af tid, når nu det blæste, som det gjorde? Det syntes jeg ikke, det meste af min tid går alligevel med noget, andre vil kalde ingenting, så jeg er large, hvad angår tidsspilde. Så spurgte hun til, hvordan jeg havde det, og jeg svarede bum-bum, og min mor svarede bum-bummelum, og så var det overstået.
I søndags havde hun været afsted for at høre Klarup Pigekor, det havde fået hende til at græde, fordi de sang så smukt. Om jeg også kunne finde på at græde over noget smukt? Jeg svarede, at det var noget af det bedste, jeg vidste, at jubeltude, og at alle burde gøre det noget mere. “Vil du forresten høre noget sjovt?” spurgte hun, og det ville jeg gerne: Jo, lederen af koret havde fortalt, at det – blandt nulevende danske sangskrivere – var Seebach, der brugte færrest ord i sine tekster og CV Jørgensen, der brugte flest. Om ikke jeg syntes, det var sjovt?
Så talte vi om prisen på tandrodsbehandlinger, “godt man ikke blev tandlæge, tænk at leve fedt af andres dårligdomme,” fnysede min mor, og så ville hun høre, hvad jeg ønskede mig til min fødselsdag, som er om lang tid. Jeg svarede: sorte strømpebukser og Rooneys “Samtaler med venner” og et glas syltede squash. Hun skrev det hele ned og sukkede: “nå, de blade samler jo ikke sig selv,” og jeg svarede nej og hej og lige før, hun lagde på, tilføjede hun: “Jeg håber sådan, at du får det lidt bum-bum-bedre?” 🦋

Det er to år siden til august.

Mine brilleglas fedter hele tiden til. Det er som om at alene dét, at jeg ser ud af dem, er mere, end de kan klare. Sådan har det altid været. Skifter jeg til kontaktlinser, får jeg øjenbetændelse, det er åbenbart ikke meningen, at jeg skal se klart.

Det er to år siden til august.
Nu forventer du måske, at det er to år siden *etellerandet*, men det er det ikke, det er bare to år siden. Til august.

Det er ligeså lunt som nu, det har regnet hele natten, fugten hænger i luften, gør den tung. Klokken er 7, måske ti minutter over, det plejer den at være, når jeg vågner heroppe. Jeg kravler ud af sengen, forsøger at finde døren. Den sidder, hvor den plejer.
Inde i stuen giver jeg hunden line på, vi går ud på terrassen, så den kan tisse. Den får mad og vand. Sådan er rækkefølgen: Hunden først, så mig. Da det bliver min tur, tisser jeg og drikker en kop kaffe. Kaffen er stærk, jeg må skylle efter med to glas vand for at holde maven i ro. Det er dumt, jeg ved det. Om lidt, når jeg skal ud med hunden, bliver jeg tissetrængende og må sætte mig i skovbunden med trusserne nede om knæene for at lette trykket.
Hunden er mere obs end sædvanlig, det må være fugten, den forstærker alt, lydene og lugtene. Hundens snude er som limet mod jorden, den støver mos og græs og visne nåle op, lyder som en lille motor. Jeg forsøger at følge med: frem og tilbage, på kryds og tværs. Det er en befrielse at lade sig føre, den målrettede tilfældighed. Vi går ad de små stier tæt ved huset, her står fyrretræerne tæt, der slipper ikke meget lys ind, ikke meget mørke ud. Luften er stillestående, det er ikke decideret ubehagelig, men rigelig tæt. Jeg må hele tiden tørre mit ansigt med bagsiden af armen.
Vi kommer til en bred grusvej med sommerhuse. De fleste grunde er sparsomt beplantede, her er udsigt til himlen, det er rart. Et af husene har et ”til salg” skilt stående ved vejkanten. Jeg spekulerer på, hvad der mon ligger bag: Et dødsfald, skilsmisse, almindelig svækkelse, nye drømme?
Pladsen foran huset er dækket af højt græs, og til højre for huset står et højt bjerg af brænde. De nye ejer vil ikke komme til at fryse,  selvom vinteren skulle gå hen og blive streng.  En kat lister rundt i det høje græs, den dukker sig, kan sikkert lugte hunden. Den har dog ingenting at frygte noget: Hunden er alt for optaget af at snuse til vilde hindbærbuske, pisse territoriet af.
Vi krydser landevejen, der er ingen biler på vejen endnu. Det er ferietid, folk sover længe og de, der ikke gør, har tilsyneladende ikke ærinde her. På den anden side af vejen løfter en bakke sig, den er sandet og streng at bestige. Hunden har travlt: Det er altid dét, der ligger to meter længere fremme, der har dens opmærksomhed. Jeg, modsat, tænker, at der ikke er noget, der haster: Bakken er stejl, luftfugtigheden høj. Hvad end der venter for enden, kan det vel vente.
En løber kommer imod os, han har god fart på, bakken hælder åbenlyst til fordel for ham. Han nikker, jeg nikker tilbage, hunden ænser ingenting.
Jeg kender ruten, ved, at jeg på denne stigning må kontrollere mine fødder for at få dem til at bevæge sig. Jeg må tælle, trække mig selv frem ved tankens kraft. Det går bedst med tallene fra enogtyve til et hundrede, her er rytmen bedst: en-og-ty-ve, to-og-ty-ve, tre-og-ty-ve.
Det virker, fødderne lystrer. Benene bevæger sig frem og op, præcis som tallene.
Det er vigtigt at time det rigtigt, så toppen nås på præcis tallet et-hun-dre-de. Jeg har gjort det mange gange før, ved at vil lykkes, jeg er dreven i at afmåle skridtenes længde, så det passer:
Et hundrede!
Vi er fremme.

Det er to år siden til august.
Huset med til-salg skiltet er blevet solgt, og kaffen er blevet en smule tyndere, men rækkefølgen er stadig den samme: Hunden først. Så mig.

forventninger til døden

I går besøgte jeg et menneske på hospice, hun ligger og venter på at dø. “Jeg forstår ikke, det skal vare så længe,” sagde hun og gav min hånd et klem, som om, det var mig, der holdt fast – mig, der skulle give slip på hende.

I går, sagde hun, var hun faldet i søvn kl. 15.00 og havde sovet helt til denne formiddag kl 10.30. Da hun vågnede, fortalte hun, havde hun et øjeblik glemt, at hun var ved at dø: Hun var vågnet med samme selvfølgelighed som en levende vågner: forventningen til en dag mere, en uge, et liv. Forventningernen om at le af en halvdårlig joke, at ærgres over et hul i tanden, at juble over juni og varme, festivaler, jordbær, en ny drink i glasset. Vasketøj og væsentligheder i en pærevælling.

“Men så kom jeg i tanke om, hvem jeg var, hvor jeg er. At jeg er en døende med ingen anden forventning end det – at jeg skal dø. Er der noget at sige til, at jeg helst ikke vil vågne op igen?

Hvad svarer man til det?

Rosende anmeldelse af min bog “Det dér og dét der” i Litteraturmagasinet Standart❤️

Min bog er – 9 måneder efter sin udgivelse – anmeldt i litteraturmagasinet Standart! Og jeg er så helt afsindig GLAD og RØRT og TAKNEMLIG for den ros, bogen høster. Anmelderen, Søren Fauth, skriver:
“Louise Juhl Dalsgaards roman “Det dér og dét der” har adskillelige gange slået benene væk under mig. Første gang jeg læste den, rev den mig i stykker, gjorde mig jublende lykkelig, katapulterede mig gennem sine finurlige, originale elendigheds- og kærlighedstableauer ind i en sjælden taknemlighed over, at der findes forfatterinder, der skriver så godt, tænker så klogt, skriver så varmt og levende, som det her er tilfældet.” Og mod slutningen: “…..skriver så godt og forløsende om det allertungeste i livet, at det lyser og svæver.”

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige❤️

Forsideillustrationen af Kamila Slocinska fremhæves for sin fine illustration af hovedpersonens splittelse mellem intellekt og følelse. Jeg tror, jeg åbner en flaske  champagne i dag – og skåler med hjertet forrest🍾

Ensomig #483

*
Min mor vil klippe mig, jeg græder, råber ”Av,” siger, at det gør ondt.

Hun forklarer mig, at jeg ikke kan mærke det:
”Hår er dødt væv ligesom dine negle – og horn på dyr,” forklarer hun.
Så hun klipper videre, og jeg græder.

Hele tiden denne tanke:
Hvordan kan noget, der ikke gør ondt, gøre så ondt?