Louise Juhl

Igår læste jeg igen Elizabeth Strout, novellen ‘Søster’, eller måske er det et kapitel, på forsiden af bogen står der i hvert fald “roman”. Strout selv taler om bogen som en række sammenhængende noveller. Måske betyder det ikke så meget, det er uanset hvad fremragende litterær kunst, det er på én gang massive og samtidig uendeligt porøse beskrivelser af mennesker, der alle gør deres bedste, men sjældent helt nok.
I ‘Søster’ vender Lucy hjem til sin fødeby, Armgash, for at besøge sin bror. Det er flere år siden, hun har besøgt byen sidst, hun bor nu i New York og har en karriere som forfatter. Hendes søskende, Pete og Vicky, der aldrig er kommet videre, bor stadig i byen, og ser kun deres berømte søster, når hun optræder på skærmen: Lader sig interviewe eller deltager i oplæsninger. Det, de ser, er en fremmed kvinde, slank og velklædt, velformuleret, altid parat med svar. Helt modsat dem selv, der kæmper med dårligt betalte jobs, overvægt og en hverdag, der kun knap, hvis overhovedet, hænger sammen.
Men nu bekendtgør Lucy altså sit besøg, broderen Pete glæder sig. Han føler sig beæret over visitten, men også en kende nervøs. Hvad vil hun tænke, hans berømte søster, når hun ser hans hjem, deres følles barndomshjem. De slidte møbler, de lurvede lameller. De tomme vægge, gulvets falmede klinker? Han køber et gulvtæppe som en slags bod, forsøger ad den vej at tilføre hjemmet lidt varme, en akut ansigtsløftning.
Søsteren ankommer i bil, Pete betragter hende fra køkkenvinduet, bemærker hendes påklædning, ankellange sorte støvler med lynlås bagpå. Sådan nogen kender han ellers kun fra film. Hun har tabt sig, Lucy er mager og synligt ældet, ligner ikke sig selv fra TV. Men hendes stemme er fuld af overskud og oprigtig glæde ved gensynet: Hej Pete.
De krammer lidt kejtet, sætter sig ned, Lucy fortæller fra sit liv som kendt, hvordan hun har mødt folk fra byen på sin bogturne, folk, der tidligere harvendt hende ryggen, taler nu til hende, som var hun en dronning. Beder ydmygt om hendes signatur, takker overstrømmende for en krusedulle. Lucy og Pete taler sådan et stykke tid, frem og tilbage og udenom:
Lucy har også skrevet til sin søster, Vicky, og fortalt om sit besøg, men Vicky har afvist. Hun har ikke tid til at ses, siger hun, og heller ikke lyst. Måske er hun træt, måske er hun vred, måske noget tredje?
Midt i deres forsøg på at forstå og forklare hendes fravær dukker hun så op. Pludselig står Vicky i døren, Strut beskriver hende således:
“Vicky var klædt i en blomstret bluse og marineblå bukser – der måtte være en elastik i linningen om hendes tykke mave – og bar på en rød håndtaske, hendes briller var gledet halvvejs ned.”
Kontrasten er åbenlys, Lucy, der er mager og klædt i stramtsiddende sorte bukser, smarte støvler, overfor Vicky i blomstret bluse, rød håndtaske, kejtede briller. Tyk. Ja, det er måske en massiv modsætning Strout fremstiller, men den er også effektiv og vigtigst af alt:
Det massive opløses, som man lærer karaktererne at kende, Vickys overvægt viser sig at være velbegrundet, og Lucys næsten faretruende lave vægt har lige sådan sin forklaring.
Herefter udrulles en fuldkommen forfærdelig fortælling om misrøgt og perfide opdragelsesmetoder. Børn, der bliver bedt om at æde af skraldespanden, toiletkummen, hvis tøj bliver revet i stykker som straf for deres gråd. For Vicky har opvæksten sat sig som en forråelse, hun taler grimt og forsøger at dulme smerten over svigt ved at vende vreden udad, kaste den i hovedet på sin succesfulde søster:
“Jeg kommer her i dag for at sige til dig: Jeg brækker mig over dig […] Det gør jeg altså, Lucy. Hver eneste gang jeg ser dig på nettet, hver eneste gang jeg ser dig, spiller du så sød og flink, og jeg er lige ved at brække mig over dig”.
Hvad svarer man på det?Ja, Lucy svarer:
“Jeg brækker mig også over mig selv”.
Det er det, jeg mener, tingene er kun tilsyneladende simple, men de er også meget mere end det. Det simple er udover at være simpelt også uendeligt ensomt. Det forstørrede er også forstærkende
Udsigelsen: “Jeg brækker mig over dig”, bærer foruden hårdhed, brovten adfærd og afstumpethed også på en ømhed. Et råb, en bøn om at blive mødt. Og Lucy møder sin søster, hun siger ikke “jeg forstår”, men derimod: “jeg brækker mig også over mig selv”, som er en meget større solidaritetserklæring, end blot og bar forståelse.
Når jeg læser sådan et stykke litteratur, får jeg – omend kortvarigt – en tro på, at det nytter. At det nytter at fortælle, skrive, brække sig på skrift og tørre op igen. Det er en helt forfærdelig novelle – og helt forfærdelig god.

Jeg hørte engang om en fyr, der faldt om i skolegården. En punkteret lunge, viste det sig, han kom på sygehuset og alt blev godt, men i langt tid gik jeg ligesom bare rundt og ventede på, at det skulle ser. At min lunge skulle kollapse, mit vejrtræk forsvinde. Det var sket helt uden varsel for drengen i gården, det villle ske uden varsel for mig. Jeg tror, jeg brugte to år på den måde, med hjertet oppe i halsen, hele tiden på flugt fra og på samme tid på uafvendelig kurs imod mit eget endeligt.
Min lunge kollapsede ikke, men jeg blev bidt af en brandmand og præcis tre måneder senere blev jeg syg af skarlagensfeber, det var svært ikke at se en forbindelse, brand og feber, jeg lå med dynen trukket op om hovedet og fablede i vildelse om ugler på størrelse med et højhus. Deres øjne alene var store som flyvende tallerkener. Jeg blev rask igen, den punkterede lunge blev lappet sammen, Birgittes hund fik hvalpe, vi væltede rundt på knæ i flere uge, lod deres tunger slikke vores kinder ru og vi græd, da de blev solgt, og svor, at vi aldrig ville glemme dem igen.
Jeg for hele tiden vild. I mine følelser og på stierne mellem Beatesmindevejs blokke, alt var så ens, blokkene i grå beton, snorene med tøj på altanen. Dødsangsten, den hvalpede lykke. Det hele hang sammen, men på en måde, jeg ikke helt kunne gennemskue. Jeg fulgte sneglenes slimspor henover terrassens fliser, snørklede linjer, frem og tilbage, på tværs, jeg fandt ingen forklaring på deres færd, ingen mønstre eller hemmelige tegn. Så opfandt jeg mit eget system, det var noget med teens trækketid delt med antallet af minutter, det tog mig at bide en negl i bund. Antallet af bogstaver i naboen (til venstres) navn og massefylden af rav (1.01) Jeg kunne selv bestemme rækkefølgen af ligningens parametre, om naboen kom før neglen eller rav før teens trækketid, og sådan nåede jeg altid frem til et tal. Det var ikke fordi, jeg kunne bruge det til noget, resultatet var ikke svar på sneglens rute, ikke en forudsigelse af lungers levetid, alligevel var det rart nok at have noget at læne sig op ad. Noget man kunne svare, hvis man blev spurgt, hvordan det gik.
– Det går 18,96.
Eller:
– Tak, jeg har det 24,32.

Det er den 20. juli, solen brænder, det er uvirkelig varmt. Iskioskerne holder længere åbent, der er udsolgt af pistacie og den med marshmellowsmag, hvis man køber to, får man gratis guf med i købet.
Jeg går tur ved vandet, det slår mig hvor mange, vi er sådan en dag. Hvor forskellige og så alligevel ens. De fleste gemmer sig bag et læhegn med en bog eller de ligger med dukkede øjne og lytter til bølgerne, en hund langt væk, to børn, der skriger af glæde. Nogle bygger et slot i sandet, andre bader. En mand går tur med sin hund, kaster en sten i vandet, hunden løber hver gang efter. Forgæves naturligvis, men den virker fornøjet ved legen, og måske er det i virkeligheden nok.
Her er alle salgs kroppe. Blege kroppe og brune. Barmfagre og fladbrystede. Tykke tynde og det derimellem. Rynkede kroppe, psoriasisramte, meterhøje og meget små kroppe. Skaldede og langhårede, en mand med turban. Et barn i kørestol, hans søster sidder på skødet, de ser efter deres forældre, der bader langt ude. En tøvende teenager dasker rundt i en meget lang hørskjorte og ligner en engel i transition.
Ingen synes at være mere hjemme end andre, alle er fremmede og på den måde er vel egentlig ingen.
Havet gør ingen forskel. Det bærer os alle, tykke og smalle, små og store. Ulykkelige, vanvidsramte, forelskede, fortabte. Hvad enten vi har et, to eller slet ingen bryster. Uanset om vi bærer hår under armene, mellem benene, på brystet, hovedet, eller om vi foretrækker at være uden den slags. Det er alt sammen lige meget.
Jeg vil gerne sige noget om havet, Om vægtløsheden, at blive båret. Uanset.
Engang var jeg tynd. Så tynd faktisk, at det var en sygdom. I årevis fik jeg behandling og hutlede mig igennem på en akkurat levedygtig vægt, svømmede, løb, gik supermarkederne tynde, lærte alle varernes deklarationer udenad, proteiner, fedt, kulhydrater. Jeg levede af stiftpiskede æggehvider bagt i ovnen med psylliumfrøskaller for at fremme fordøjelsen og tiloversblevne endeskiver fra bagerens skiveskårne brød. Det var på alle måder et ynkeligt liv, og til en vis grad også provokerende. Her blev jeg tilbudt psykologhjælp, bostøtte, fysioterapi, ernæringsdrikke, daghospital, døgnbehandling, ja der er ikke ret meget, der gik min spiseforstyrrede næse forbi. Og jeg tog imod det hele, men uden at tage noget af det ind, bære det med mig. Jeg åd bare grådigt al deres hjælp og lod mig ad den vej mætte, men afstod samtidig fra at spise. Hvis nogen får lyst til at slå i bordet, forstår jeg dem godt. Jeg slog også i bordet, og jeg slog mig selv, hårdt, på kinden, i maven, skar i min læbe. Så kunne jeg lære det (intet af det lærte mig dog en skid).
Alt det til trods mødte jeg stort set kun omsorg. Medfølelse. Hvis ikke forståelse, så i hvert fald en erkendelse af, at jeg havde det svært, rigtig svært, og behøvede hjælp. Jeg var jo ikke andet end skind og ben og hule kinder. Et bette pus (en lille lort)
Jeg er ret sikker på, at havde mit problem været det modsatte, hvis jeg havde proppet mig med mad, tømt mayonaissetuber og pakker med doughnuts, bøtter med Ben & Jerry is, så havde jeg ikke mødt den samme forståelse fra behandlingssystemets side. Jeg ville muligvis blive tilbudt ti gange tre kvarter med en psykolog og få udleveret en kalorietabel, hvor jeg kunne læse, hvad jeg allerede vidste, nemlig at der er flere kalorier i et kilo flæskesvær end i et kilo gulerødder, mere sukker i en pose vingummi end i et glas vand. Og med sådan én i hånden ville det jo bare være et spørgsmål om at omsætte viden til praksis, spise mindre, forbrænde mere. Hvor svært kan det være? Og når vægten så måneden efter viste det samme og lægen med en slet skjult irritation vil afvise, at der kunne være tale om for lavt stofskifte eller en genetisk disponering for overvægt, og med meget tydelig udtale forklare, at det i bund og grund og for alle mennesker handler om det samme, nemlig at balancere indtag og udtag, det er ren matematik, en lovmæssighed, ingen energi forsvinder, den omdannes bare til noget andet, og hvis ikke den omdannes til bevægelse, motion, ja så lagrer den sig som fedt.
Og jeg ville gå skamfuld derfra, pinlig bevidst om, at jeg som alle andre var underlagt biologiens love, at mit manglende vægttab ikke skyldtes en kropslig uregelmæssighed men slet og ret for meget mad, for lidt motion, og jeg ville straffe mig selv, æde fire fastelavnsboller så jeg kunne briste under min egen tyngde, blive kvalt i mit eget fedt, mere, mere, mere.
Det jeg vil sige er, at det med krop er kompliceret. At undervægt kalder på omsorg og tykhed på irritation, vrede. At det kræver uendelig meget mod at stå ved sig selv, som man er. da jeg gav slip på spiseforstyrrelsen, altså sådan rigtig slip, gav jeg samtidig slip på den overbærenhed og omsorg, det ekstremt tynde gav adgang til. Det var ikke længere synd for mig, jeg måtte (heldigvis) klare mig selv, sådan som alle andre klarede sig selv. Min krop voksede. Mine bryster gik fra at være små pastiller til at være nogle ret velvoksne og lidt uens vedhæng, ofte i vejen. Når det var varmt, klistrede mine lår i et sammensurium af fedt og muskler og sved. Jeg fik deller på maven, ja i flertal, og mine før så knastede knæ blev kluntede og kuglerunde.
Jeg er ikke tyk. Jeg er heller ikke tynd. Og jeg oplever hvordan havet hjælper mig med at bære forandringen. Bære de ekstra kilo, dellerne. De kejtede knæ. Jeg glæder mig til at kravle i badedragten også, selvom jeg ikke ligner en havnymfe – eller i hvert fald en lidt buttet og rynket én af slagen. Jeg glæder mig til at vade ud til alle de andre kroppe, fem- og firsårige, forbrændte og bekymrende blege, store og små kroppe. Brune og beige og helt lyse. Kroppe med handicap og uden. Ængstelige kroppe. Og selvsikre.
Havet bærer os alle. Det kan lyde som omkvædet i en højstemt salme, en semisentimental besjæling af naturen. Men det er egentlig bare en konstatering:
I havet er alle kroppe ens.

Stine Pilgaard er i dagens Information interviewet om ideen til en urealiseret og – ifølge hende selv – virkelig dårlig ide til en bog, hun flere gange har forsøgt at skrive. den hører arbejdstitlen Bollywood og handler om en ung kvinde, der kunne være og meget vel er hende selv, der rejser til Indien for at undervise nogle kasteløse børn. Her forelsker hun sig i sin tolk, der desværre er lovet væk til en anden, det ender langtfra lykkeligt, tolken forbliver tro mod sit arrangement og den unge kvinde må vende tomhændet hjem, efterlade sin store kærlighed (med meget brune øjne). Det hele er sket i virkeligheden, fortæller Pilgaard, det er hendes egne oplevelser fra for længe siden, men hver gang hun forsøger at sætte det på sprog, forvandler det sig til klicheer og tankereferat, og derfor er Bollywood en dårlig ide. Fordi ingen gider læse et referat af andres tanker, og da slet ikke, hvis disse samtidig er hængt op på forelskede minder om øjne så dybe som skovsøer og lokale huse i en farve af blå som kun himlen selv.
Senere fortæller Stine Pilgaard: “Min redaktør siger, at mine dårlige ideer kan kendes på, at jeg bare gentager dem, når hun spørger, hvad meningen er med dem.” Det er en sjov og skarp observation, nogen spørger, hvad er bogens ærinde og man svarer: Det er bogen. Catch22.
Med samme argument kunne man dog indvende, at en bog, der har et meget klart defineret ærinde, et formål eller et budskab, kan ende som en slags manual. Eller som jeg plejer at sige, når folk vil vide, hvad mine bøger handler om: Hvis jeg kunne svare kort på det, ville jeg ikke bruge bruge 250 sider på at formulere det. Det er selvfølgelig sat på spidsen og også lidt urimeligt, men en bog, hvor pointen, ærindet, formålet kan formuleres kort og fyndigt og med to streger under kan nemt ende som en maggieterning. Nem i en fart, smagfuld og god, når tiden ikke er til afkog af skaller og ben, porretoppe, krås. Men også lidt industriel i smagen, E621. Der er ikke meget okse i terning med oksekødsbouillon eller svin i en svinekødsbouillon. Det er ismagsforstærkerne, der giver kraft.
De to streger under facit.
Jeg kan godt lide bøger, hvor bogens ærinde fremstår mindre åbenlyst end en bagsidetekst kan opsummere. Ia Genbergs ‘Detaljerne’, for eksempel, hvor en sengeliggende kvinde tænker tilbage på sine mange venskaber. En kæde af dage, mennesker der træder ind og ud af hendes liv, uden at de har efterladt hende med en eller anden afgørende erkendelse af livets mening, venskabets inderste natur. På samme måde holder jeg af Carl Frode Tillers ‘Flugt’ (selvom sproget i min optik lader noget tilbage at ønske), det er en blotlæggelse af menneskelig adfærd men uden at fælde domme, konkludere. Bøgernes ærinde? Jamen man kan helt sikkert formulere et eller andet vidtløftigt, alligevel vil jeg mene, at der er en grund til, at de to forfattere ikke skriver aforismer eller gruk, men lange fortællinger, romaner. Fordi deres ærinde ikke kan sammenfattes i en maggieterning.
Min dårligste ide er en bog, jeg rent faktisk har skrevet – og kasseret igen. Den handler om en kvinde, der forgæves forsøger at få et barn, og i sin afmagt over de mange mislykkede forsøg udvikler en art psykose eller parallelvirkelighed, hvor barnet findes. Hun pusler og synger sange, køber lilla gummistøvler og enhjørningekostume, hun pumper den trehjulede cykel, køber en kanin og lader barnet bære den i en rygsæk på ryggen. Længe er ingen klar over hendes lykkelige vanvid, de glæder sig bare over, at hun tilsyneladende har fundet fred med sin barnløshed. Indtil de finder kameraet med billeder og videooptagelser af kvinden, der hopper i sjippetov, skubber en tom gynge, løber alene med en drage og kalder: Johanna! Skal de afsløre hendes hallucinationer eller lade hende lbevare sine fantasier. Den blev aldrig til noget, simpelthen fordi jeg vidste, hvad den skulle handle om, hvem den skulle handle om, hvordan den skulle udvikle sig, hvad det hele skulle lede til. Det blev til en slags rebus, en lille sok med barnets initialer hér, en rablende remse dér – tilsammen en slags tragedie uden offer, kun med vindere, i hvert fald hvis de lod kvinden forblive uvidende om sine hallucinationer. Tilsæt blot to liter vand og lade det koge op, og man får en lidt salt men ok suppe, værsågod, så er der serveret.
Så hellere lidt mindre ærinde, lidt mere famlen, lidt flere skud i blinde, der alligevel rammer noget, man ikke ville have været foruden. En dåse bønner. En herreløs hund i en parkeringskælder. En nummerplade, der bliver ved at dukke op: FY 88644. Bare fordi.
Jeg kan anbefale bogen ‘Værksteder’ hvis man vil læse om forfatteres forskellige erfaringer med at skabe, skrive, fortælle, finde på. Det er Jeppe Bangsgaard, der har interviewet blandt andet Per Petterson, Naja Marie Aidt, Sofi Oksanen og Kjell West, og med smukke fotografier af Asger Mortensen. helt eminent ferielæsning, hvis du spørger mig. Også, hvis du ikke spørger.

Forrige år svømmede jeg første gang i årtier i Vesterhavet. Jeg har badet før, da jeg var barn, mest hurtige dyp, “uuuhhhh.” Engang fangede jeg en krabbe med de bare næver, den var godt nok død, men det var der ingen, der kunne se inde fra land.
Men forrige år gjorde jeg alvor af legen, svømmede flere hundrede meter, lod mig bære af bølgerne, lod mig slå omkuld af deres kraft. Jeg holdt vejret og talte, hvor mange sekunder jeg kunne blive ved sådan: Med ikke at ånde.
For snart længe siden arbejdede jeg på en teaterskole. Hver dag mellem 9 og 15.00 uddannede vi håbefulde unge i skuespilfaget, om aftenen og i weekenderne tilbød vi kurser i kreative fag; Stagefight, stemmetræning og afrikansk dans. I juni fik vi besøg af en, der hed Stig, han var verdensmester i fridykning og kunne holde vejret under vand i toogtyve minutter. Svømme 202 meter under is uden at trække luft undervejs.
Jeg huske, at han talte meget – og meget hurtigt – som om han hele tiden forsøgte at indhente sine egne tanker. Han forklarede, at det vigtigste for at blive en god fridykker hverken var at have store lunger eller at være fysisk stærk, men at turde at tage kontrol. “Din hjerne vil fortælle dig, at du har brug for luft, men i virkeligheden kan du klare dig længe uden,” fortalte han. Det handlede om at overdøve sin angst, tage kontrol over tankerne, “din hjerne vil have dig til at tro, at du er ved at dø. Du skal overbevise den om det modsatte”
“Du kan ikke vinde over døden,” sagde han, “men du kan være heldig at besejre din angst for at dø.”
Det tænkte jeg på, da jeg forrige lå på ryggen i vandet mellem Tranum og Slettestrand. Jeg tænkte ikke på at dø, men på at holde vejret, lade mig synke til bunds, ned til de døde krabber, holde op med at trække vejret. Ikke i trods, men bare for at se, om der virkelig, sådan som Stig havde påstået, var fred dernede. Smagen af tang og salt. Tanken om skibskatastrofer og snarlig død. Himlen blå som kun himlen kan være det, ikke støvet blå, dueblå, babyblå, marineblå. Himmelblå. Jeg tænkte på at drukne men uden at dø. Sten dør ikke, de falder bare til bunds. At være en sten.
Jeg var engang med min mor til foredrag, en nogenogtyveårige kvinde fortalte hvordan hun som femtenårig havde været tæt på at dø af meningitis. Hun var vågnet en morgen med hovedpine, men havde ignoreret det og var gået i skole. På vej hjem blev smerterne værre, hun slugte tre kodimagnyler og lagde sig, vågnede nogle timer senere, halvt hallucinerende. Hun var blevet hentet med ambulance, allerede på vej til sygehuset havde hun mistet bevidstheden. Da hun nåede frem var hendes hjerte holdt op med at slå.
Hun huskede ikke udrykningen, heller ikke paramedicinernes genoplivningsforsøg, elektroderne, indsprøjtningerne, intet af alt det. Det eneste hun huskede var en tunnel, der delte sig i to. En lys og en mørke. Og at det var den mørke, der havde virket mest fredfyldt, mindst skræmmende. Bare et tæt og favnende intet. Ikkeværen. Hun var gået i retning af den mørke tunnel, da hendes morfar havde kaldt på hende “se” havde han råbt, og hun havde set i hans retning, men der var ikke noget at se. Alligevel var der noget i hans stemme, en tryglen, som fik hende til at gå mod lyset. Og da hun åbnede øjnene blev hun blændet af stærke operationslamper, lidt senere hendes tvillingesøsters blege ansigt, og hun vidste, at hun havde valgt livet fremfor døden.
Det har man altsammen hørt før, om at stå på grænsen mellem død og levende og skulle vælge. De historier, vi får lov at høre, er fra dem, der vælger livet. Men det overraskende var, at den her unge pige sagde, at det værste ved at have oplevet døden på nært hold var, at hun savnede den.
Hun savnede lyset, savnede det favnenede mørke. At flyde i havet. Det var det billede hun brugte. Michael Strunge skrev engang om samme længsel. Efter mørket:
“jeg savner en jeg holder af / men jeg kan ikke huske hvem det er / kun udenfor mig er verden / og jeg er udenfor verden / med et sort hul indeni / der suger alt og holder sammen på mig.” Nå, da jeg vendte tilbage fra flydende tilstand til fast, stod op ad vandet, så jeg en mand spille golf på stranden, han var nøgen pånær en hvid handske på den hånd, han holdt om køllen med. Hver gang han slog til bolden, råbte han “Guds fred!” Han slog hårdt og langt, bolden forsvandt flere gange ud af syne. Det er ikke noget, jeg finder på. Han stod og slog og råbte:
Guds Fred! Guds fred! Guds fred! Det var svært at afgøre, om det var en bøn eller et diktat.
I dag kører jeg derop igen. Til havet.
Så må vi se, hvad der kommer ud af det.

Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke ville overleve mange døgn alene i vildmarken. Jeg ville fortabe mig i mossets bløde grønhed, eller jeg ville begynde at tælle fugle på himlen, glemme at nætterne er kolde, og at kulde er farligt. Det kan føre til hypotermi, som igen kan føre til underafkøling, bevidstløshed. Død.
Jeg blev fortalt, at det altså ikke nytter at nynne finske folkesange som værn mod mørket. Det falder alligevel og i mørket ved man ikke, hvad der er ven og hvad, der er fjende.
Jeg tog det ikke så tungt, jeg havde ingen planer om at flygte til Mongoliets øde sletter eller følge i Robinsonsdeltagernes fodspor til en øde ø. Faktisk var jeg godt tilfreds med at gå rundt i mine egne tanker på en lukket villavej i en forstad til Aalborg og forestille mig alle de farer, jeg ikke kunne håndtere i virkeligheden. Jeg kæmpede med en isbjørn, fløj på ryggen af en havørn, byggede en aftapper til at tømme træer for harepiks og brugte køerne som meteorologiske varsler. Stod de tæt og med halerne mod hinanden blev det heldagsregn. Jeg var alene i tankerne – og udsat, men også meget tryg, for min fantasi fandt altid en udvej. Den farlige bjørn for eksempel, viste sig at være mere end almindeligt glad for håndmassage, så jeg trykkede dyrets fire labber og alle trædepudderne, én for én, og sådan fandt vi fred, og senere bragte den mig fisk fra elven, jeg ristede over bål og delte. Hoved, hale og alle fiskebene til bjørnen, de lange fede fileter til mig. Tingene løste sig, når jeg var alene, det var sammen med andre, det blev besværligt. Når de fortalte, at jeg ville være den første til at blive sendt hjem fra Robinson, fordi jeg var for nem og for kedelig. Eller måske var det fredelig, de sagde, det husker jeg ikke.

For tiden taler myndighederne om at vi skal preppe. Preppe kommer af prepare – at forberede sig på det værste: krig, oversvømelse, fremmede magters terror. Vi skal have rent vand til rådighed, og en radio, der kan køre på batterier, dåsemad og jodtabletter. Brætspil og levende lys. Jeg har brætspil og levende lys, havregryn og nogle ret lækre færdigretter fra John West med tun og kikærter og karry. Jeg har ønsket mig en kulstang i fødselsdagsgave – og en håndbog om zoneterapi for hunde. jeg fylder år om ti dage, så jeg håber, at verden holder så længe. Jeg tror egentlig, jeg vil klare mig ret godt, jeg har jo overlevet både sultne bjørne og rovfugle i flugt, heldagsregn og at vokse op på en villavej i Gug. Det kan godt være, jeg er en slapssvans og lidt naiv, men jeg har en god fantasi og en stor kærlighed til mørke. Og det kan vise sig at være mere værd end spidse albuer og sixpack, hvem ved.

Jeg ringer efter en taxa. Det er ni dage siden, jeg sidst har talt med nogen. Det var min datter, hun sagde: “Det er lige før, jeg har ondt af, hvor lidt du fatter.” Jeg mumlede undskyld, før hun lagde på.

Kvinden på centralen vil vide, hvortil jeg skal køres. Jeg svarer “herfra og til helvede”. Jeg kan høre hende notere, hun siger, vognen er fremme om seksten til nitten minutter. Jeg ser på uret. klokken er 21.08. 

Jeg er ikke den impulsive type. jeg falder ikke for gode tilbud, for afbudsrejser med all-inclusive eller manicuresæt med fire forskellige sakse, en til hver finger, – pege, lang, ring og lillefinger. Tomlen kræver sit eget sæt. jeg ringer ikke efter en taxa, med mindre det er strengt nødvendigt. det er strengt nødvendigt. Jeg ser på uret. 21.13. 

Min datter blev født ni dage for sent. jordemoren havde forsikret mig om, at den slags børn, var de bedste. De sene, dem, der ikke havde travlt, men lod tiden strække sig lang som et gab, aaaah. Hun var 51 centimeter lang, da hun endelig lod sig føde, vejede 4250 gram. Velskabt, veltilpas, hun sov og sked og åd, og jeg elskede det altsammen. Hendes pergamenttynde øjenlåg, den lille hånd, der greb i blinde efter noget, nogen, en rangle, et bryst. mig. 

Jeg lukker katten ud i mørket. To gule øjne. “Undskyld.”

Min mor lærte mig, at “den, der gemmer til natten, gemmer til katten”. Jeg har aldrig helt forstået, hvad hun mente med det. Om nat og kat var det samme, om gemt og glemt var? I mange år holdt jeg mig vågen i håb om, om mørket kunne give mig svar, men den eneste erfaring, jeg høstede, var, at mørket var mørkt, og at der ikke gemte sig noget bagved. Hverken kat eller sandhed.

21.19. Jeg sender en besked: “Månen minder mig om en tusindårig på coke; en rastløs junkie på jagt efter sin bane.

21.22 Min datter svarer: “Slap af med dit poetiske pis, kom dog ind i virkeligheden.” 

Centralen sender en besked. “Vognen er fremme”. Jeg kigger ud bag gardinet, katten sidder præcis, hvor jeg efterlod den. Chaufføren har tændt en cigaret, gløden lyser orange i mørket. Hvis jeg venter længe nok, går det nok over.

21.24

Det fascinerende ved novellen er hårdheden, hvormed den slår. Hurtigheden. Det er nu engang ikke det samme at blive ramt 31 langsomme grader en julidag , som at åbne lågen til en ovn: 220 grader varmluft – Right op your face. Slam.
Det har noget at gøre med ordenes vægt. Sætningernes vilje.
Hvis alt, du har at gøre med, er en køkkenhave på 12 m2, så er du nødt til at vælge med omhu. Ærter eller kartofler? Agurk eller porre? Det afhænger af dine kriterier. Om du vægter mæthedsgrad over nydelse, mængde over smag, tradition over eksotisme. Det samme gælder novellen, du har kun en meget begrænset plads at udfolde dine fortælling på, så du er nødt til prioritere. Er karakterbeskrivelserne afgørende, eller foretrækker du at lade replikkerne bære historien. Er det subtile og uudtalte væsentligere end hastigheden, hvormed tingene udvikler sig.

Johanna Ekströms novelle “Listening for the click” er en sand lussing. Et ubehageligt og dog så utrolig velgørende litterært stød i maven. Og i hjertet. Det er mennesker sat fast med knappenåle på en korktavle. Spiddet som sommerfugle bag glas. Det er Carl og Martin og Lizzy og Johan. Og jegfortælleren, der betror læseren dette:
“Lizzy is both clean and fuckable. Strict, consistent, selfish in an honest way. I’m more . . . It’s twofold.”
Bemærk alt det, der siges her. Ikke med orargelse eller medlidenhed, men bare nøgternt konstaterende. Lizzy er ren og lige til at kneppe. Sammenhængende og selvoptaget, du får så at sige, hvad du ser. Mens jeg-fortælleren – ja det er mere kompliceret. Hvad betyder det for historien. At det, vi får fortalt er .. usammenhængende, utroværdigt? Eller måske bare splittet, inkonsistent?
Om Martin fortæller hun: “Martin eats baby food out of glass jars. I hear the click when he opens a jar, a guarantee that its vacuum seal is intact.” Og om Carl: “Carl has a water bed. He never changes the sheets. It doesn’t matter. He smells good.” det er jo helt vanvittigt så fortættet de beskrivelser er. Hvorfor spiser Martin babymos og hvad er det med Carl og det beskidte sengetøj, helt modsat hans ellers dejlige duft?
Og endelig er der Johan:
“Johan and I meet in secret. I want to be like Johan. When I’m alone, all I am is him. Johan says this: “The smell between the teeth, the one that comes out when you floss, is disgusting. Absolutely disgusting.” And I know I’ll never forget the way he says “disgusting.””
Hvor ofte har du overvejet, hvordan tandrensningsaffald lugter? hvad er det for en slags menneske, der deler den slags observationer? Og hvorfor – hvorfor finder jegfortælleren det så fascinerende, at hun ønsker at blive som ham?
‘Listening for the click’ er en ultrakort, superkomprimeret og rasende fed fortælling om begær, magt, hierarki og menneskelige drifter. Den rummer stof til en hel roman, ja flere måske, men leverer det hele på nogle få hundrede linjer. Det er godt gjort, virkelig godt gjort, og jeg skal helt sikkert undersøge Johanna Ekströms forfatterskab nærmere.

Du finder novellen i The New Yorker.

Forleden fandt jeg en efterladt stol. Mere præcist var det en lænestol. Den slags sker jo, at nogen smider et gammelt og lidt klodset arvestykke ud, stiller det frem ved fortovskanten, så renovationsfolk kan tage det med på deres runde. Men den her lænestol stod ikke ved en fortovskant men på en strand tæt på vandkanten. den var sunket en smule ned i det bløde sand, hældte lidt til den ene side, en måge havde skidt på det højre armlæn og nogen havde tilsyneladende brugt stolen som  affaldsspand, et plastikbæger, en punkteret bold, en udtjent lighter og noget, der kunne være resterne af en paryk, et sært skingert lyserødt nylongarn, altsammen lå smidt på lænestolens sæde, et dovent rod. 
Den slags efterladenskaber, en kuffert, en knækket stilethæl, et bogomslag tømt for sider, udgør de bedste begyndelser. Alt det, man kan forestille sig, der ligger før. Hvordan stolen måske er båret på ryggen af et æsel fra en ørkenstat langt væk og hele vejen herop. Eller den er smidt over bord på et krydstogtskib af en vanvidsramt kvinde, med urkvindeligt brøl: Aldrig igen!
Det kunne også være et uheldigt sammenfald af en tornados ridt eller en ulykkelig teenagers tavse forsøg på at komme overens med tilværelsen: At sætte sig i en stol og lade havet om resten. 

Det er sådan fortællinger opstår. Ikke nødvendigvis ved, at ting rent faktisk sker og derefter berettes som vidnesbyrd, dokumentation, men  lige så ofte ved, at vi ser en stol et sted, vi ikke havde ventet at se en stol. Og så finder vi en forklaring, vi binder tråde. Kalder sheiken for Rashid og æslet for Bengu, det er vigtigt med den slags, med navne, ansigtstræk, et modersmærke på den højre kind. Kun fire fingre, måske – den sidste sad nok fast i en svingdør. Vi tegner ruter på kort og følger Rashid og Bengu fra et saudisk rige gennem Jordan, Libyen, Tyrkiet, Bulgarien, Østrig. Her holder de hvil en måned, besøger et kloster, klapper køer, skriver et brev til dem derhjemme. “Undskyld.”
Så videre gennem Tyskland og frem til deres destination, en ret undseelig nordjysk kystby. Hvis man da ellers kan kalde det en by, en tankstation, en vejbod, et egnsmuseum, der kun holder åbent to timer den første tirsdag i juni og juli. Og der sidder han så, sheiken, i sin lænestol med sit æsel, der til sidst bliver træt af den stride vestenvind og forsvinder, ingen ved hvorhen (det handler næste bind i serien om).
Han sidder dér og mærker salten og sandet prikke mod huden, han hører bølgerne, der slår mod bredden og en hund, der gør et sted bag klitterne. Han er sulten, men ikke så sulten, at han gør noget ved det. 
Næste morgen er han væk. Måske er han gået efter mad, måske savnede han sit æsel. Måske er han trådt ud i vandet, fortsat lige ud indtil ikke mere.

Nogle gange falder jeg i og ser på tilværelsen som en forbrydelse, jeg skal opklare: hvem står bag, og hvad er motivet. Andre dage er jeg et barn ved en tombola, jeg kaster en bold i blinde og bliver glad, for hvad jeg nu vinder, en rusten lynlås, en plade chokolade, en malebog.

I nat drømte jeg, at jeg fik stillet al min bagage på en perron, kufferter, poser, en paraply, men ikke selv nåede at komme af. Så fortsatte jeg sådan, uden pas og penge, personnummer, og således fri til at se verden forfra, uden de fordomme og idiosynkrasier, der klæber til identiteten. En mand overfor havde skåret hul i en appelsin og stukket et sugerør derned, nu sad han og sugede og sugede, hans kinder var helt hule af iver. Det så ikke ud som om han lykkedes med at få saft ud af frugten, men han virkede begejstret for opfindelsen, hullet og suget. En kvinde med høretelefoner læste op ad et blad men uden lyd, hun formede bare læberne efterhånden som øjnene bevægede sig henover linjerne og jeg fandt stor fornøjelse i at forsøge at følge med, forstå. Jeg tror, det var noget om søkøer og deres drægtighed, men jeg er ikke sikker.
Nå men hvis nogen finder en kuffert og to poser ved en mellemstor jysk stationsby, paraplyen er gul og med blonder langs kanten, så gem venligst penge og pas til vi ses. Resten kan I donere til Kirkens Korshær, et myggenet, en madkasse, en fiskestang uden line og krog.