Louise Juhl

I morges gik jeg tur langs søerne i indre København og fik øje på en løber, der lignede Klaus Rothstein, og fordi jeg følte mig lidt alene og meget Palle, var jeg lige ved at råbe ad manden – “Hej, Klaus.” Ja jeg nåede faktisk så langt som til at smile stort, række hænderne frem til hilsen, men kom så i tanke om, at jeg jo ikke kender Klaus, og at han måske ikke er typen, der bryder sig om at morgenkramme en fremmed ved søerne i København, og så lod jeg hænderne falde.Nu sidder jeg i en bus lidt vest for Sengeløse, på vej mod Jylland, og læser et digt, der kunne handle om et egern, men som handler om noget helt andet.
Sådan er det jo med det meste. Enten handler det om et egern, eller også handler det om noget andet.

I går var en mærkelig dag. Jeg skrev noget vigtigt men fortrød. Rensede så i stedet min køkkenvask med en overskåret citron. Det meste jeg gør, gør jeg for at undgå at gøre noget andet.
Senere var jeg ved øjenlæge. 
Min aftale lød på kl. 14.45, men som det autoritetstro menneske, jeg er, møder jeg op i god tid. Klokken 14.35 tager jeg plads i venteværelset. Der sidder i forvejen en ung mand, trippende med begge ben, op og ned, op og ned. Længere henne sidder en mor med sin søn, han er omtrent 5 år, kort, gyldent hår. Han bærer briller, stærke. Hans i forvejen kuglerunde, charmerende øjne, synes endnu mere kuglede og charmerende gennem brillens tykke glas. Drengen sidder på en lille stol ved et ligeså lille bord, han tegner. Jeg kan se fem lodrette streger på papiret, sorte. 
– Er det en regnskov, spørger hans mor og peger på stregerne. Drengen vender sig halvt om på stolen, hans tunge er tæt fæstnet til den ene mundvig, koncentreret.
– Nemlig, jubler han. Tegner så et grønt kryds ovenover de fem lodrette streger.
– Det må da vist være en tukan? smiler moren og læner sig frem mod bordet.
– En tukan, gentager drengen og nikker, tegner så en stor cirkel midt imellem de lodrette streger, fylder den ud med rød.
– Dét det, det er helt sikkert numsen på en kæææææmpe bavian, hvisker moren til drengen, der læner hovedet bagover, griner med åben mund:
– Jaaaaaaa.
Så kommer øjenlægen, siger drengens navn:
– Eskil 
Eskil rejser sig, strækker ben
– Det er mig, råber han og gør honnør.
De går alle tre ind i konsultationsrummet, fem minutter efter kommer mor og søn ud, nu mere afdæmpede. Eskil har fået lov at vælge en gave, kan jeg se, en nøglering med et skelet i gennemsigtigt gummi. Han holder det op foran brillerne, kniber øjnene sammen.
–  Hvad siger man så? spørger hans mor. 
– Tak, svarer drengen, men da har lægen forlængst lukket døren bag dem.
–
Der går ti minutter, og jeg begynder at undre mig over, at der ikke bliver kaldt flere patienter ind. Den i forvejen utålmodige mand har nu rejst sig og går frem og tilbage. Fra vinduet og hen til bordet. Løfter en gratisavis, lægger den tilbage uden at bladre. Retur til vinduet. Sukker.
Lægen kommer ud igen, nu er det mit navn, der bliver råbt op. 
Jeg mærker et aggressivt blik fra vinduet, men forsøger at ignorer både det og det hørlige suk. Rejser mig og rækker en hånd frem mod lægen i døren.
– Louise, smiler jeg. 
Lægen tager min hånd, giver den et tryk uden at se på mig:
– Birgitte, mumler hun. 
Jeg gætter på, at det hendes navn.
Hun peger på en stol midt i rummet, tung og klodset. Den minder om en elektrisk stol, jeg så i en film midt i firserne. Filmen handlede om en dødsdømt, mere præcist om forsøget på at slå ham ihjel. De lagde ud med at sende 1000 V gennem manden. Det lykkedes ikke. Så skruede de op på 2000 V. Det “hjalp.” Jeg husker, at en voice-over fortalte, at det var afgørende at bruge vekselstrøm, aldrig jævnstrøm, når man skulle slå folk ihjel med strøm. Jeg husker ikke hvorfor.
Birgitte, lægen, beder mig lægge hagen på en plade og presse panden ind imod en anden plade. Hun skubber et apparat ind foran mit ansigt, mine øjne er nu placeret foran to linser. Jeg ser ind linserne, lægen sidder på den anden side. Hun ser på mine øjne i apparatet. Vi kan ikke se hinanden.
– Du skulle jo også have været her sidste år. Og forrige år, siger hun fra den anden side, mens hun noterer nogle tal i et fortrykt skema.
Jeg begynder straks at undskylde, ja jeg ved det også godt, det ene med det andet, det er for dårligt.
– Ja, jeg kan jo være ligeglad, det er for din egen skyld, svarer hun kort.
Jeg fortsætter, nu endnu mere skyldbetynget: jeg burde virkelig også være bedre til at holde styr på den slags, fra nu af…
– Men dine øjne fejler heldigvis ikke noget, siger hun og fjerner apparatet. Vi kan nu se hinanden. Til min store overraskelse smiler hun bredt:
– Alt er i sin skønneste orden.
Jeg rejser mig lettet, føler mig benådet. Lægen drejer sig mod sin skærm, begynder at gemme billederne af mine øjne. Iris, pupiller, blodsprængninger. Sjælens spejl.
– Jamen så tak, forsøger jeg og rækker hånden frem. Lægen nikker: 
– så lidt.
På vejen ud ser jeg drengens tegning på bordet i venteværelset. Den utålmodige mand bliver endelig kaldt ind, og der er ikke andre end mig i rummet. Jeg skynder mig at folde tegningen sammen og putte den i lommen. 
Røven af en abe, sådan en ved man aldrig, om man får brug for.

Som barn holdt jeg allermest af bænkebideren, Armadillidium vulgare. Denne ugraciøse skabning, der må leve sit liv ikke bare på en sten – men UNDER den. En slags Sisyfos´ernes Sisyfos. Tilmed det eneste gællelevende landdyr på kloden. Tænk sig dén ensomhed – at være den eneste af sin slags. At trække vejret på trods, i trods. Et liv i skyggen af sig selv eller mindre, en slags dyrenes u-dyr. U-dyrenes dyr, måske, potato tomato.
Hvis jeg havde evnerne, ville jeg rejse en statue over disse dyr. Støbt i beton. Et monument over fuldkommen formålsløs viljestyrke og ensomhed. Der er for få statuer af den slags.

Hver aften før jeg indtager min aftensmad, der for eksempel kan bestå af lynstegt butternutsquash med snyde-falafler, skriver jeg en liste over morgendagens gøremål. Udførligt og i prioriteret rækkefølge:

1. tømme opvaskemaskine.
2. skrive til Ivan (bankmand) om forhøjet kassekredit.
3. bide i sukkulentens blade (notere konsistens, smag, duft – uviljens væsen)
4. Og så videre.

Når jeg har spist, memorer jeg listen forfra: tømme, skrive, bide, men stopper altid, før jeg når punkt fire.
Jeg ved ikke hvad så videre?

Klokken 7 gik jeg tur ved søen. Morgenen lod vente på sig, tøvede.
Et andet sted, i Aalborg, sidder min far, der fra i dag kan kalde sig 82-årig. Jeg ved ikke, om det er den samme morgen, der findes hos ham, den samme tøvende tåge som hos mig. Uanset hvad så håber jeg, han får en dag fuld af gæster, lagkage og hurra-råb, lige sådan som han kan lide det. Min mor har købt ham en sweater i gave, det fortalte hun i telefonen forleden.
– Uden syninger i nakken, som han jo tåler så dårligt, forklarede hun.
Jeg vidste ikke det med nakken, med syningerne. Min far siger, at hans intolerance mod nakkesyninger skyldes de moderne nylontråde. De mangler finesse, er for grove. Sweateren, han får, har rund hals og tern i rustrød og nåltetræs-grøn. Den ligner alle de andre sweatre, han har, de klæder ham. Hver og een.
Jeg har kendt min far hele mit liv – 45 år. Faktisk har jeg aldrig kendt mig selv uden ham. Af samme grund synes det mærkeligt, at han har haft 37 år, før jeg kom til. I går besøgte jeg ham, og han fortalte om Vamdrup mejeri, som hans far bestyrede. Han fortalte om lydene, duftene, klinkerne på gulvet. Min fars værelse lå oven over en stor varmtvandstank, der slog til, hver morgen klokken 4. Først en lav brummen, så en mere potent, dyb gurglen. Senere kom også rystelser til, min fars seng klaprede mod gulvet, det er i hvert fald sådan, han husker det.
Selv i dag, forklarede han, vågner han hver nat klokken 4. Lytter efter en brummen. Fornemmer en rystelse. Han siger, at det de første år efter, at han var flyttet hjemmefra, var et stort irritationsmoment med denne kropslige erindring, at han nogle gange forbandede mejeriet og maskinerne og det, han kom af.
I dag er det et savn, han mærker. Det fortalte han og pudsede næsen i et stykke køkkenrulle. Det er vildt, hvad vi mennesker rummer. Hvad min fars 82 år gemmer på. At han er så meget mere end min far. Jeg vil så gerne lære ham bedre at kende.

Jeg læser om finsk grammatik. Finske ord har intet køn. – Han betyder også hun, læser jeg og overvejer, om det modsatte på samme vis gør sig gældende?
På kanten af min skrivepult ligger 17 kroner. En femmer og seks tokroner. Jeg ved ikke, hvor de stammer fra, men det er akkurat nok til at købe en Palæostang i kiosken på Skanderborg station, så jeg googler længde og breddergrader på ´7 eleven, Banegårdspladsen, 8660 Skanderborg´
Svaret lyder på 56°02’36.4″N 9°55’30.8″E; jeg forstår hverken tal eller tegn men skal heller ikke bruge dem til noget.
Sådan er det med det meste af det, jeg foretager mig. Jeg forstår kun det halve, og den anden halve bruger jeg ikke til noget. Alligevel tøver jeg med at kalde det for spild.

Jeg har været en tur i skoven med hunden til morgen. Alt det grønne, bøgene, buskene. Og så pludselig midt på stien – en babysko i rustrød fløjl. Jeg tænker tit på, hvad man kan stille op med den slags. Med alt det, der gror ud af øjeblikkenes hænder. Jeg skriver en liste over ting, der smager godt. Lyder, føles.

H’et i Rhododendron.
Det marehalmsgrønne.
Min læseplads i karnappen.
Cremefraiche 38. Farven, fedmen.
Med mere.

Jeg er tyk af træthed. Det har ikke noget navn at have det sådan, det er bare en følelse, jeg ved det. På de gode dage kommer jeg den slags i møde, følelserne altså. Terper blomsternavne: Hønsetarm, løjtnantshjerte. Glycyrrhiza glabra, lakrids. Nogle blomster vokser bedst i sandet jord. Forleden hørte jeg en naturvejleder fortælle om elritser. – En farverig fisk, forklarede han, – og vigtig, muslinger lægger æg i dens gæller, og når de klækkes, renser de vandet. På den måde læger fisken naturens sår. Han sagde det med en entusiasme, så jeg blev helt misundelig på fisken. Tænk at være en elritse, farverig og healende. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Det er onsdag i dag, og jeg klør hunden bag øret. Hvis der stadig er kræfter tilovers efter det, vil jeg skrælle to gulerødder og skrive til min mor, at hun gør det bedre end godt.

De fleste dage forsøger jeg at være noget, jeg ikke er, og næsten hver dag lykkes jeg med det. 
Spørgsmålet er, hvor længe man skal være dét, man ikke er – før det er dén, man er?

Svalerne har bygget rede i den blå port ind til mit hus, og jeg har fået en parkeringsbøde på 795 kroner, fordi jeg holdt ind til siden for at hjælpe en dreng, hvis hånd havde sat sig fast imellem plankerne på en bænk. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg skal foreslå fuglene, at vi slår halv skade, haha. Det er bare ikke rigtig sjovt, når man er den eneste, der griner af sin vittighed, vel? Så tak for lort, Q-park, nu må min mor undvære det vedhæng i sølv, jeg havde planlagt at forære hende, fordi. I stedet kan jeg hænge jeres pisgule regning om min egen hals som gældsbevis, når jeg om lidt kører ind til Ivan fra SparNord og beder om et overtræk.