Besværet med mennesker
Der er få ting, jeg ved så meget om, som jeg gør om ensomhed. Ikke den der midlertidige følelse af at være udenfor eller lige lovlig alene, men en helt grundliggende oplevelse at være, hvis ikke ligefrem uønsket, så i hvert fald til overs. At være den femte i en gruppe på vej hjem fra en fest, der lykkes med at praje en taxa med plads til kun fire:
– Hej, hej, det er helt fint, jeg går bare. No problem.
Jeg er tit blevet fortalt, at det er en urimelig følelse, at den intet har på sig, jeg er da elsket og afholdt af mange, siger de, og jeg tror såmænd ikke, de lyver. Problemet er bare, at jeg har svært ved at tro på det og derfor konstant doserer, hvem jeg ser, hvor tit og hvor længe. Hvor meget jeg taler og skriver (ja det går ikke så godt med at moderere mig på det punkt, det ved jeg 😉 )
Min kloge ven, Bjørn, skriver et sted om jeget i en af sine bøger at denne undskylder til alle, hele tiden og tilføjer “Jeg ville såmænd undskylde til Hitler”
Det er en tragikomisk replik, ingen fortjener at undskylde overfor et menneske, der har flere millioner menneskers død på sin samvittighed, det er klart. Når sætningen alligevel rammer så hårdt er det fordi, jeg i en eller anden forstand genkender. Måske ikke at ville undskylde overfor en despot, men så godt som alle andre. At undskylde for min tandlæge, at jeg har så dårlige tænder, for min læge, at jeg har så skavanker, for min psykolog, at jeg har så mange følelser, for min mand, at jeg er så dårlig til at vaske vinduer. Jeg tror, pointen er klar: Man kan være så ydmyg, at man forsvinder for sig selv. Og så er man for alvor alene, ja faktisk så alene, at det kan kaldes ensomhed.
I en artikel i The New Yorker skriver en psykologiprofessor, Paul Blom, om chatbottens mulige afbødende konsekvenser for svært ensomme. For år tilbage publicerede han en kontroversiel artikel med titlen “In Praise of Empathic A.I.”, hvor han talte for, at en chatbot i visse tilfælde kunne gøre det ud for en bedre og mere omsorgsfuld kontakt end visse menneskelige bekendtskaber. Artiklen vakte naturligvis røre, for de færreste ønsker vel at se sig selv reduceret til en mindre empatisk udgave af en attrap. Og hvis det virkelig er sandt, at menneskelige venskaber kan erstattes af en maskingenereret samtalepartner, ja hvad så med kærligheden, familien, fællesskabet? Ender vi hver især med at sidde isoleret og stirre ind i en skærm, der kan levere os alt, vi behøver. Mad, drikke, et kærtegn, en opmuntring, hjælpe til opvasken, toiletbesøget.
Paul Bloms ærinde er dog et andet. Hans (og nogle kollegers) fremhævelse af AI-værktøjer som hjælpemiddel til svært ensomme, er ikke tænkt som en erstatning for virkelige venskaber, men som et supplement, et tilbud til de ældre, svagtseende og dårligt gående uden familie, som ikke har muligheden for at opsøge fællesskaber, melde sig til godgørende foreningsarbejde eller huse et husdyr. For de mennesker er alternativet til et chatbot-venskab at sidde alene, afhængige af fortravlede og nedslidte menneskers mere eller mindre sporadiske hjælp, at holde sig i live på andres nåde. Når Bloms kolleger derfor helt uden forbehold afviser hans arbejde, så er det fordi, de overser de usynlige mennesker, dem, ingen kender og ingen vil kendes ved. De VIRKELIGT ensomme.
Jeg er selv superskeptisk over AI-teknologien, meget af det bunder i en seriøs mistro til, at techgiganterne vil udvikle værktøjer, der sætter menneskelighed over profit, der prioriterer ærlighed og omsorg før magt og indflydelse. Jeg tror simpelthen ikke på, at der for en maskine kan gælde et begreb som “ubetinget kærlighed”. Jo som en term, et smukt og forførende udtryk, men som praksis: Nej. Maskinen vil aldrig overflødiggøre sig selv, for eksempel, tværtimod.
Men artiklens forfatter har nogle gode pointer. For eksempel, skriver han, er vi som samfund imod opioider, de er forbudte og frygtede, fordi de bedøver folk og er stærkt vanedannende. Ikke ulig AI-værktøjer og SoMe-platforme. Ikke desto mindre vil ingen vel nægte en terminalt syg og voldsomt smerteramt patient at få opiodmedicin, der kan lindre det fysiske ubehag og tage toppen af angsten. Opioider har – deres farer til trods – også et potentiale, og på samme måde, hævder Blom, har chatbotten et potentiale for invalideret ensomme mennesker. For livstidsindsatte i fængsler. Og så videre. Og også for psykisk syge, der en sen nattetime søger trøst for sin suicidale overvejelser. her kan maskinen faktisk, med stor “indlevelse”, tale mennesker fra selvmord.
Problemet opstår, hvis vi generelt som samfund tager AI-værktøj i brug for at afbøde ensomhed. Hvis jeg, til eksempel, som lindring for min følelses af “udenforhed” begyndte at betro mig til en chatbot, der kunne give mig oplevelsen af at blive rummet, forstået, ja ligefrem ønsket. For ensomheden har en funktion, den er et symptom på noget, og AI er muligvis fin som lindrende medicin, men den har ingen helbredende effekt. Ensomheden er et vilkår, et bøvl vi alle, i større eller mindre omfang, må kæmpe mod og kæmpe med, og ofte med store indsigter til følge. Jeg har længe vidst, at min ensomhed ikke kun er et problem, men også en følelse, der får mig til at gribe ud. Skrive. Gå tur med min hund. Sende en SMS til min ven “Uden dig – intet”. Ensomhedsfølelsen tvinger mig til at søge væk fra tankerne, ind i verden. Lytte til fuglene som var de venner, der sang for mig. Ae en mariehøne og takke den for besøget. Ensomhed rummer et enormt potentiale for taknemmelighed. Hvis – vel at mærke – vi tager den alvorligt og ikke bare begraver os i drugs and rock’n roll – eller i doomscrolling og samtaler med en chatbot.
Akrobaten tumler for at blive en bedre akrobat. Bokserne lader sig slå på, brækker næsen, for at blive en bedre bokser. Besværet er en del af at være menneske. Det er ikke sjovt at vinde en konkurrence eller bestå en prøve, hvis det er uden anstrengelse, uden besvær. Et liv uden umage, pools og drinks og lange dage, bliver meget hurtigt… ensomt. Det, man i første omgang stræbte efter, det bekvemme, det gnidningsløse, at maskinen gør al besværet, efterlader os uendeligt uforløste. Hvis alle kunne vinde Tour de France, ville der ikke være noget Tour de France. Hvis alle kan løse livets gåde ved hjælp af ChatGpt, så er der ikke længere nogen grund til at leve.
Jeg siger ikke, jeg er lykkelig for min allestedsnærværende oplevelse af ensomhed. Jeg siger bare, at jeg hellere vil bruge et liv på at komme overens med følelsen, end et liv på at blive fri for den.
Hvis det giver mening?
(Undskyld)