Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #308

Jeg er helt ualmindeligt vred i dag, måske fordi jeg drømte dumme ting: At en ven bad mig stoppe mit følelsespis, “du rager ikke os andre,” sagde han. I Føtex hånede en ekspedient mig, da jeg ville købe mine yndlingschips: “Du fortryder det bagefter,” sagde hun og gloede på min delle på maven, hele køen grinede. I drømmen fik jeg også en mail, i den stod der, at jeg vill gøre klogt i at holde mig væk en tid,” folk orker ikke mere Louiseri.” Louiseri, så fik man den med.

Derfor vågnede jeg og var trist, men også fucking forpulet vred. For hvad er det for noget med følelser og for-meget -hed? Hvem i alverden er det, der mener at vide bedre, og derfor kan diktere hvad, der rager hvem? Altså, da jeg var allermest syg og fik mad gennem sonde og mit hoved var forvirret og mit hjerte fucked up, den gang jeg i helt bogstavelig forstand var helt “ude af mig selv”, uden kontakt til en skid hverken følelser eller intellekt (som om det er to adskilte ting, not!) fik jeg pludselig problemer med en nedgroet negl. Det var usigelig smertefuldt, jeg kunne ikke sove, min fod dunkede og betændelsen sved. Til sidst måtte den fjernes operativt, jeg råbte og græd som pisket. Hvor alt andet: sulten, tvangsmotionen, ensomheden, havde efterladt mig fuldkommen kold, skal jeg love for, at dén negl fik mig til at føles smerte. I dag husker jeg den negl som en gave, en påmindelse om, hvem jeg var, hvad jeg var: kød og blod, ikke andet. Og at kød og blod er FØLSOMT.
Det jeg vil sige er, at der fanme ikke er noget relateret til menneskelivet, der hæver sig over følelser: Politik er følelser, ligesom vores tro er. Vores valg af morgenmadsprodukter er baseret på følelser: knaset og teksturerne, der minder os om noget, der igen minder om noget andet. Fordelingsnøgler, udskolingsprincipper, atomkrigsprogrammer, det hele handler om magt, og magt bunder i følelser: magten til at have ret, magten til at blive set. Eller magten til at diktere  hvad, der rager hvem 😉

Alt handler jo for helvede om følelser, selv en nedgroet negl.

 

Ensomig #307

Det er lørdag, jeg bliver svimmel af at læse, af at se på en skærm, af at tænke tanker til ende. Michael spiser et rundstykke, lyden af den hårde skorpe mod tallerkenen får mig til at græde, jeg kan ikke overskue at forklare hvorfor: At det er rundstykkets skyld eller nej, det er ikke rundstykkets skyld, det er lørdagens, svimmelhedens, tankernes.

Der er ting, jeg skal nå i dag, men jeg kan ikke huske, hvad de er. Jo, jeg kan huske tingene hver især, men ikke rækkefølgen, de skal falde i. Det vil sige: jeg ved ikke, hvad jeg skal i dette øjeblik. Kun, hvad jeg skal øjeblikket efter det øjeblik, jeg ikke kan huske.
Sådan ramler et korthus, før det er bygget.

DER ER IKKE NOGET I VEJEN, DET FØLES BARE SÅDAN

Jeg tror, jeg vil hugge noget brænde.

Ensomig #306

Jeg ved ikke, om min morfar døde med vilje, men han gjorde ikke modstand, da vejret nægtede at trække sig selv. Anderledes med min farmor, hun havde spillet tennis som ung og klaver som ældre, så da der til sidst ikke længere var noget, der spillede for hende, blev hun vred. Vred over, at stegen blev for sej eller sovsen for mør, vred over at krympede omkring hendes ansigt og hænder. Og uanset om det nu var huden, der blev for lille, eller min farmor, der blev for stor, så endte de to ting i hvert fald med at vokse fra hinanden.
Hun blev begravet ved siden af min farfar – på kirkegården i Vamdrup, hvor min onkel også ligger.
Jeg tænker på de to i dag, morfar og farmor, og på alt det vejr, de trak. På alt det, jeg nu trækker, men mest i langdrag.
Imens læser jeg “En fortælling om at være træt” af Anders Haahr Rasmussen: Om “nadi shodhan pranayama”, vekselåndedræt, som påstås at afbalancere højre og venstre hjernehalvdel. Jeg prøver mig frem: Tomlen på højre næsebor, trækker vejret ind ad det venstre, løfter tomlen og trykker med ringfinger mod det andet næsebor, puster ud af det højre. Laaaangsomt – og så igen. Jeg tror egentlig ikke på den slags, men det føles godt, ingen kommer til skade, og mere forlanger jeg ikke.

Simon Fruelund brillerer med 6 nye digte

Det litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS har netop afsløret 6 helt nye tekster af forfatteren Simon Fruelund, der valgte Rådhusparkens skulptursamling som omdrejningspunkt for sine bidrag.

Teksterne er udgivet direkte på skulpturenes sokler i et selvklæbende gult materiale, der synes at efterligne butikskæden Nettos ætetik. Layout og materiale fungerer på den måde som et interessant modspil til de ellers så noble bronzefigurer.

Ved Ceresbrønden finder man den første af simon Fruelunds seks tekster, der med lige dele provokation og eftertænksomhed rejser spørgsmålet: “lugter leverpostejen lidt af kloak /og lugter folkesjælen lidt af leverpostej når den åbner munden”.
Ved hjælp af det spørgende udsagn inviterer digtet forbipasserende til en samtale om svin, folkesjæl – og eventuelle sammenfald derimellem.
Rent grafisk er teksten hængt op, så de afsluttende ord “når den åbner munden” flugter grisens mund, hvilket understreger sammenhængen mellem form og indhold, der gensidigt synes at forstærke hinandens udtryk.

Lidt til højre for Ceresbrønden finder man “Vågnende kvinde” af Kai Nielsen, der forestiller en gryende kvindekrop, der netop er vågnet efter søvn. Simon Fruelunds tekst mimer det graciøse i digtets indledende linjer:
“som skyggerne på det sølvsmykke/der er din samvitighed/står træerne i den lysegrå dis/ranke, bladløse, endnu ikke tyngede af forår” Alt ånder fred, søvnen og disen spejler hinanden, det samme gør de bladløse træer og den endnu ikke frugtbare krop. Men så sker der noget, digtet lader de omgivende træer håne figuren: “du er en fucking ho,” hvisker de. Men den unge kvinde får også mælen, og lukker næsten munden på digtet med ordene: “lad os droppe naturlyrikken/fæld de træer”.
Et fin kontrapunktisk vekselvirkning mellem skulptur og tekst.

Også “Pigen af 1940” har fået sit eget digt, der handler om træklatrende geder, gæs og knirkende havelåger. “Ved du at gedens pupil bare er en sort streg?,” spørger digtet midtvejs i det kun tre linier lange digt.

Der er ingen til at besvare det spørgsmål udover beskueren. Pigen af 1940 forbliver tavs.

På skulpturen “Den svangre” af Johannes C Bjerg er der ikke megen svangerhed at spore. Kvindekroppen er “anstændigt” afbilledet, næsten provokerende umærket af sin graviditet. På bagsiden af figuren hænger Fruelunds lakoniske digt:
“hemmeligheden er at alt kan ses/ hemmeligheden er at der ikke er nogen hemmelighed”.
Som læser og betragter står man velsignet uforløst tilbage, fuld af undren og ubesvarede spørgsmål: Hvordan kan noget åbenlyst være en hemmelighed? Hvordan kan mangel på hemmeligheder være en hemmelighed?
Få linjer, der rummer stof til mange timers eftertanke.

Også Einar Utzon-frankes skulptur “Atalante” har fået et par linjer, placeret grafisk, så man må hele vejen rundt om figuren for at læse dem i sin helhed:
“Og se, kærligheden kom til hende/som en hunbjørn”.
Igen fungerer ophængningen af teksten, så den skærper opmærksomheden på figuren, fordi man tvinges hele vejen rundt for at læse de kun to linjer.

Ved Agnete og havmanden finder man Simon Fruelunds længste bidrag til ATLAS OVER AARHUS.
“Se ham smøre sin kærlighed tyndt på/så der er til 8 sønner/se hvor hun gisper smukt efter vejret/Nu er der igen happy hour i nærbutikken/Se hvor de ekser fint sammen/hvor han forveksler anspændthed med nærvær/Det er en kunst/se ham stå på den isflage resten af sit liv”
Der er en pudsig overensstemmelse mellem den måde, Simon Fruelund påtaler faderens afmålte kærlighed til sine 8 sønner (se ham smøre sin kærlighed tyndt på) og digtes ligeledes 8 linjer? Ironien synes at fortsætte med ordene: “han forveksler anspændthed med nærvær/ Det er en kunst”, der både kan referere til havmandens mildt sagt umage positur, og til poesiens måske ligeså umage forhold til virkeligheden. En slags anti-poetik?

Der kan siges meget mere om såvel Simon Fruelunds tankevækkende ekfraser over rådhusparkens skulpturer, som om Oliver Jybæks fine grafiske layout. Som helhed fungerer udgivelsen af de 6 tekster som et vellykket lærestykke i, hvordan litteratur i byrummet kan tage sig ud, når den gør det bedst.

 

Social eksklusion

Jeg er på vej til Randers, hvor jeg er inviteret til at snakke om social ekslusion med en gruppe demokratiinteresserede unge. Jeg tænker, at unge mennesker, der vælger at bruge en lørdag i december på at snakke demokrati i stedet for at shoppe amok, nok er både ressourcestærke, velreflekterede og socialt engagerede mennesker, og at vi derfor hurtigt kan blive enige om, at social eksklusion ikke bør finde sted, og at dem-og-os retorikken iøvrigt skyldes nogle andre end os selv. Det kan hurtigt gå hen og blive en tam debat, som ingen vil blive hverken mere eller mindre kloge af. Af samme grund har jeg i dagens anledning valgt at forsøge mig med horn i panden og agere djævelens advokat. Jeg vil provokere og udfordre den rummelighed, vi alle er enige om, at VI har. For er vi egentlig så inkluderende, som vi forestiller os?

Vi skal læse Suzanne Brøgger, og tale om eksklusion på baggrund af køn (hvilket naturligvis aldrig finder sted!), vi skal læse Thomas Korsgaard og snakke social underklasse, fordomme og fakta. Endelig skal vi læse Yahya Hassan, der i sin digtsamling “Yahya” bla. skriver:

“Endnu en muslim fra Gellerupparken/finder vej til vores opgang/vurderer afkommet/vil have min storesøster som husmor/hun skal lave mad og adlyde/føde 10 tyveknægte for at slå hånden af dem/hvis de bliver vantro.”

Hvad stiller man op med sådan et vidnesbyrd, når den kommer fra en af “de ekskluderede” selv?

Jeg håber, at vi også får tid til at tale om de parametre, samfundet bruger, når de prioriterer sociale indsatser. Er det for eksempel ok, at sætte arbejdsmarkedsparathed som mål for ethvert socialt tiltag? Hvad betyder det, når man siger, at en indsats skal kunne “betale sig”, og hvad vil det egentlig sige at “bidrage” til samfundet?

Jeg tror, det bliver en skide spændende dag – jeg lover, at hornene ikke får lov at gro fast.

Et næsten politisk indlæg eller noget om, hvorfor alting ikke altid behøver at betale sig.

Langtidsygemeldte er en gruppe, der sjældent har gavn af jobcentrenes sædvanlige arbejdsmarkedsrettede tiltag: kurser, uddannelsestilbud, arbejdsprøvning, praktik, cv-halløj. De er kørt døde i processen med at finde sig til rette på jobmarkedet, i samfundet og i alle de andre kasser, vi forventes at passe in di. Det, de har brug for, er ofte at finde sig til rette – med sig selv.
Her kan Kultur på recept byde ind med et tiltag, der ikke målrettet peger i retning af arbejdsmarkedsparathed, men som giver deltagerne plads, rum og tid til at finde – og være – sig selv. Ikke en arbejdsløs, ikke en sygdomsramt, ikke en belastning, men Birthe, Danny, Karsten eller sofie.
Jeg har set, hvad det kan gøre for mennesker, da jeg i efteråret underviste på et kombineret læse/skriveforløb ved Herning bibliotekerne. Og det er ikke så lidt.

Jeg plejer at sige, at man ikke bliver lykkeligere af at skrive, men at tiden går så længe. Og at den går godt, hvilket langt hen ad vejen er det, livet handler om. At fylde den tid, vi har til rådighed, med mening og gode oplevelser.

På læse-skriveforløbet tilbydes kursisterne to ugentlige kursusgang: tirsdag står den på guidet fælleslæsning mens det om fredagen er kreativ skrivning, der er på programmet

På læseforløbet læses der uddrag af romaner, noveller og digte. Der er ingen forberedelse, al læsning foregår prima vista, det vil sige “fra bladet.” På den måde er alle lige (in)kompetente, og helt frie til føle, mene og sige, hvad de tænker: Det kan være, de har noget, der undrer dem ved handlingen, eller det kan være, de lader sig opsluge af måden, historien er fortalt på. Èn deltager får måske mindelser om en afdød slægtning, mens en anden spørger til om der mon er en mening med, at alle de mandlige karakterers navne begynder med F. Nogle drager paralleller fra teksten til deres eget liv, andre synes bare, at det er en spændende fortælling. Deltagerne får altså mulighed for at tale om, hvad der rører dem og om, hvad der har betydning for dem, men det er altid med udgangspunkt i en tekst, og de behøver derfor ikkeat skulle tale om dem selv og deres eget.
Der læste tekster er tidsmæssigt og geografisk varieret: Tove Jansson, Alice Munro, Karen Blixen, Shakespeare og Halfdan Rasmussen osv. Læsningen handler ikke om, hvem eller hvad, der er bedst, men om hvad der står i teksten – og om hvad dét, der står, gør ved os, der læser.

På skriveværkstedet prøver kursisterne kræfter med selv at skrive. Ambitionen er ikke at at skabe forfattere, men at udfordre dem kreativt gennem sjove og anderledes opgaver. I de fleste tilfælde bliver deltagerne overrasket over, hvor meget og hvad de får skrevet: “Hvor kom det lige fra?” spørger de tit. Svaret er: fra dig selv.
Der er øvelser, der volder større kvaler end andre: “Hvis orange var en lyd, hvordan ville den så lyde?” En deltager påstår måske hårdnakket, at han ingenting kan høre, men prøver alligevel. Og noget må han kunne høre, for han ender med at skrive 2 1/2 side.

En tilbagevendende øvelse er konstantskrift: deltagerne skriver uden pause i 30 minutter. Alt er tilladt, intet er for dumt eller for småt. Det er ok at skrive om dårlige reklamer for hytteost, eller “Jeg hader konstantskrift,” seks hundrede gange. En pige er sikker på, at hun ikke kan finde på noget at skrive, men “ikke noget” ender med at være temmelig meget.
Der skrives breve til fiktive venner (eller uvenner), og arbejdes med karakterer: deltagerne kæmper med at være loyale overfor alle karakterer i deres tekster – også dem, de ikke bryder sig om. Vi snakker om, hvordan evnen til at sætte sig ind i et andet menneskes handlinger kan være en væsentlig egenskab – også udenfor det fiktive univers
En af de øvelser, der virkelig giver bonus, handler om, at skrive en halv time. Kravet er, at alle sætninger skal indeledes med “jeg er vred over…”. Der bliver bliver produceret utrolig meget vred tekst på meget begrænset tid. En lidt stille pige skriver som en djævel, og da den halve time er gået, tager hun mod til sig og læser højt, hvad hun har skrevet. Da hun har læst det hele, strækker hun armene i vejret og udbryder: “det er næsten bedre end god sex!”

Vi prøver den samme øvelse med “Jeg er i tvivl om,” og en af deltagerne foreslrt at vi forsøger os med: “jeg skammer mig over.” Fedt når kursisterne selv stiller sig opgaver!

Det kan være svært at måle udbyttet af kunstnerisk praksis. Man bliver måske bedre til at sætte sig ind i et andet menneskes tankeunivers, eller til at skelne vrede fra sorg. Men hvor mange point giver det – og på hvilken skala?
Jeg ved, at både Læseforeningen og SDU arbejder målrettet på at samle resultater, der kan påvise  effekten af fælleslæsning og skrivefællesskaber. Men hvis disse fordele ikke kan sættes på en formel, der rimer på arbejdsmarkedsparathed og økonomisk vækst, er det så noget, der tæller i en poltitks-økonomisk virkelighed?

Skal alting kunne betale sig, og hvornår kan man tale om, at en indsats nytter?
Jeg kan – helt uvidenskabeligt – viderebringe, hvad en kursist skrev til mig efter at have fulgt et skriveforløb: “Jeg tror ikke, jeg tør påstå, at jeg er blevet et bedre menneske, men jeg føler, at blevet mere menneske, og mindre klient, mindre patient.”
At hjælpe mennesker til at føle sig som mennesker igen, synes jeg, er en ubetalelig gevinst.

Ensomig #305

For lidt over ti år siden arbejdede jeg som sekretær på et psykiatrisk afsnit, det var et fint job, jeg var virkelig glad for mine kolleger og de mange patienter. Særligt husker jeg C, lyshåret og meget høj, kraftig af bygning. Alligevel virkede han så lille, når han hver dag kom hen til personalestuen og forsøgte at få øjenkontakt igennemh glasdøren. C bankede aldrig på, for han var bange for sine hænder. Det kan lyde fjollet, og det er på en måde heller ikke rigtigt, for det var ikke hans egne hænder, han var bange for. Det var det, han prøvede at forklare personalet, når kom listende for at bede om PN medicin med store angstfyldte øjne. Han forklarede det igen og igen, “det er ikke mine hænder, det er ikke mine hænder, det er det ikke!, det er ikke mine hænder.” For de hænder, som C bar, var et sæt fremmede hænder, som nogen (måske overlægen, måske Claus, der var en musiklærer fra folkeskolen) havde sat for enden af hans arme. C havde forgæves forsøgt at slippe af med dem, mange gange, som regel ved at putte dem i sæbevand i håb om, at de ville blive opløst. Andre gange mere voldsomt, ved at smække en bildør omkring dem. C kunne ikke huske, hvor længe han havde båret de fremmede hænder, men det var tydeligt, at han led forfærdeligt. Han var bange for dem, for hvad de kunne finde på, hænderne: at slå fra sig eller forgribe sig, ja måske endda kvæle nogen. Allermest rædselsslagende var han for, at de skulle stikke en kniv i hans forældre. Han græd, når han beskrev sin frygt, og bed sig i de fremmede knoer, indtil de begyndte at bløde, uden at bemærke det.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg kom til at tænke på ham lige i dag, på C. Måske fordi det var så koldt udenfor, at jeg ikke kunne mærke mine egne hænder, da jeg var ude at lufte Mumrik. Det er egentlig også lige meget hvorfor, jeg tænkte i hvert fald på ham. Jeg håber, han har det bedre.

Ensomig #304

Jeg så solen i går, pludselig var den der bare, og så endda i Herning. Ikke et ondt ord om Herning – men alligevel. Jeg har hørt om “sol over gudhjem,” røget sild og rå æg på rugbrød, men “sol over Herning”? Anyway, jeg holder af solen, også den over Herning, jeg holder i det hele taget meget af det runde, alene fordi det er rundt. Og af lige tal: to, fire, seks – særligt holder jeg af otte, for otte er rundt med rundt på, og dobbeltrundt er dobbelgodt.
Der har ligget en melankoli over verden på det sidste, måske er det årstiden, november: lidt tung og eftertænksom. Som et par gamle gummistøvler, man elsker, selvom – eller netop fordi – de er møre og utætte. Jeg prøver at se fremad, mod jul, som vi skal holde i Skærbæk. Karens rødkål er uovertruffen, sødet med ribssaft og brun farin og en liiiiille smule andefedt, uhm, dertil brune og hvide kartofler og en agurkesalat, der ikke kan beskrives, men den er god. Så kommer januar. Det bedste, der er at sige om den måned er, at februar er bedre. Og det bliver marts, og søen kan igen begynde at trække vejret, og jeg kan skrive en en oversigt over erfaringer, jeg helst ville have været foruden.
I går købte jeg en sofa i farven antracit. Jeg faldt for den, fordi der var masser af plads til Mumrik i den. I dag vil jeg gerne have et paradisæbletræ og et husmandssted på den jyske hede. Det er nok billigere at holde sig til en sofa på tilbud. Apropos sofa, så har mine forældre en firepersoners Børge Mogensen sofa, ombetrukket i lys blå, meget nobel. Og så har de har altid kørt i Volvo. Det siger sikkert noget om mine forældre, både sofaen og bilen, noget stabilt og sikkert. Jeg kører Skoda, sådan som de gjorde i det gamle østeuropa, Skoda og Trabant. Min far har altid kaldt Skoda for en blikdåse på fire hjul. Nu kører hans datter så i en blikdåse, jeg ved ikke, hvad det siger om min far eller om mig, men den er rød, lille og nem at parkere, og solen skinner.

Når teksten bider fra sig – om Bjørn Rasmussens “Ming”

For halvanden måned siden var jeg på kursus for at uddanne mig til læseguide – 4 superfine og lærerige dage i godt selskab. Undervejs skulle vi hver især forsøge os med at præsentere et digt for gruppen, jeg valgte ét fra Bjørn Rasmussens digtsamling Ming. Ikke fordi jeg kunne lide digtet, og da slet ikke fordi jeg bildte mig ind at forstå det. Men fordi digtet, til trods for at vække ubehag og efterlade mig uforløst, ikke ville give slip. Det blev ved med at vække min undren, pirre mig, vende tilbage. Og det fik mig til at tænke over, hvad det er litteratur kan? Måske særligt den slags, der ikke går “lige ind”, men som langsomt gnaver sig vej, som en borebille i et stykke træ. Ind i kødet på alle de knap så behagelige følelser: Angst, ensomhed og kaos.
Sådan er det med Bjørns digt. Det insisterer, det vedbliver med at bide fra sig, bide til. Jeg holder af det og dét, selvom jeg ikke forstår det – digtet er jo forvirrende: Der optræder en far, der ikke findes, en emhætte og en grøn mand? Digtets jeg er brudt sammen. Det samme er sproget, der virker uforståeligt og uden sammenhæng. Alligevel bliver jeg forført, læser videre – lige dele frastødt og tiltrukket. For hvad er det for nogle blå mærker, der tales om, hvor kommer de fra? Hvorfor står der valnød midt i det hele, hvorfor ikke agurkesalat? Og hvad mener digtets jeg, når det siger: “jeg tekstlæser mig selv hver eneste gang jeg siger noget”?
Jeg bliver svimmel, beruset, af det uforståelige og af de mange stemmer, der tales om og med: Far, gud, medicinen. Digtet virker som en virus på balancenerven: Op bliver ned, gulv og loft bytter plads. Det hele rabler – også jeget: “jeg er brunhilde med ragekniven/jeg er heidi for dig far/jeg er hele lille solens tarm.” Sikke noget vrøvl, tænker jeg, ingen kan vel på en og samme tid være en mytologisk skikkelse, en schweizisk alpepige og et kosmisk organ? Jeg er næsten parat til lægge digtet fra mig, indtil dette:
“der er så mange afvisninger i mit liv lige nu/altså afvisninger fra mig selv til mig selv.” Jeg læser linjen og føler mig afsløret, for jeg var jo også på nippet til at opgive – til at afvise. Digtet taler pludselig til mig, det åbner sig. Ikke med en port men med en dør på klem. Ordene begynder at appellere, vender sig mod mig istedet for fra mig, det taler til mig. Og jeg tager imod, lytter, begynder at læse tilbage med nye øjne: Læser ensomheden, der nævnes, og som nu virker dobbelt brutal, fordi den ikke alene bunder i et savn efter en far eller en gud – men et savn efter sig selv. Valnødden, jeg ikke forstod, nu ser jeg den lille hjernelignende frugt, ved hvordan den går itu, hvis jeg forsøger at knække den. Jeg mærker jegets afsindige (!) ønske om at være en anden, en andens: brunhilde, farens Heidi, solens tarm.
Alt andet end sig selv.
“bliv her på chatten/bliv her og kys mig/elsk mig,” trygles der. Er det mig, der skal blive, mig, der skal elske? Hvis ja, så er jeg, læseren, det sidste, digterjeget har at holde fast i, den eneste, der endnu ikke har afvist. Jeg sidder bogstavelig talt med digtets skæbne i mine hænder. Fanget indfanget, som “en grøn mand/i en drøm/der aldrig ender”
Tak, Bjørn, for at holde mig fanget.

Gid det var mig – jeg har et indlæg i Information i dag