Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #376

Kolibrier er så små, at de ikke kan rumme sig selv. Det er derfor, de flyver med nerverne uden på tøjet.

 

 

ensomig #375

Da jeg var mindre troede jeg, at et sørgebind var en slags mentalt hygiejnebind, et stykke tekstil, der skulle forhindre folk i at græde over.
Jeg forestillede mig, at bindet fandtes i forskellige tykkelser, alt efter hvor ked af det, man var, og at der var særligt tykke bind til natten, fordi risikoen for at græde igennem den, var størst.
“Undskyld, jeg har min periode,” kunne man forklare sig, hvis man havde brug for at være lidt alene ( eller “jeg har det det bløde” istedet for “jeg har det røde”). Man kunne få lov at træde af (på naturens vegne): skifte bind, frigræde eller bare triste igennem.
Jeg synes egentlig ikke, at tanken er dum.

Ensomig #374

Der må være noget, det er nemmere at vågne som, end mig. Noget væsentligere også.

+

Der må være nogen, det er væsentligere at vågne som, end mig. Noget
nemmere også.

 

Ensomig #373

I morges var jeg ude at gå, det var en virkelig fin og virkelig kold morgen. Klokken 7.54 går jeg ind ad en skovsti. På en lille p-plads holder en bil, metallicblå, den ser ny ud, måske en Nissan Qashqai. Jeg har set bilen holde samme sted før, på samme tid endda: 7.54. Det er ikke usædvanligt, der holder tit biler i tomgang ved skoven i de tidlige morgentimer. Sikkert salgsrepræsentanter eller virksomhedsbesøgende, der er tidligt på den, og som derfor holder ind ved skoven med udsigt over søen. Måske ryger de en smøg, måske spiser de en medbragt bolle, måske sidder de bare med motoren i tomgang.

Da jeg er på vej over p-pladsen, kan jeg se, at døren til den metallicblå bil bliver åbnet, og at der bliver smidt en genstand ud af bilen. Så bliver døren lukket igen. Jeg bliver harm: der står en stor, synlig affaldsspand kun få skridt derfra, det er vel ikke for meget forlangt, at bilisten smider sit affald i den? Det er sjældent, at jeg giver udtryk for min irritation. Jeg er typen, der tænker og tænker og tænker – og skriver om, hvad jeg tænker – men som knap så ofte handler. Men her til morgen tænker jeg ”Fandeme nej!”Det her er jo åbenlyst svineri, det må selv en mand i en ny metallicblå Qashqai kunne forstå. Jeg går henimod bilen. Jeg kan se, at der ligger flere dåser omkring den, fladmaste, sandsynligvis nogle, der er smidt dagen før og dagen før igen og sidenhen kørt over. Jeg går hen til genstanden, der lige er blevet smidt ud af bilen, to genstande viser det sig at være. Dåser. Halvliters Master Brew. Nu bliver jeg for alvor harm, ikke nok med at bilisten har smidt to dåser i skoven, vedkommende drikker også alkohol, selvom det tydeligvis er meningen, at han/hun skal videre derfra i bil. Jeg bukker mig ned og samler dåserne op. I mit hoved forbereder jeg, alt det, jeg vil sige: Hvordan jeg vil banke på ruden og spørge ”Er det her dine dåser?,” række dåserne ind ad vinduet efterfulgt af et ”velbekomme”, noget i den stil. Til sidst vil jeg måske endda foreslå, at vi følges igennem skoven, “man må jo som bekendt ikke må køre bil, når man har indtaget alkohol.” Jeg er SÅ klar.

Så går bildøren op, en mand træder ud. Han har en armygrøn pullover på, cowboybukser, briller. Jeg når at tænke, at han til forveksling ligner en øre-næse-halslæge, jeg engang konsulterede, og som overraskede mig ved at hedde Aske, være højst 35 år, og dufte af en god eau de cologne.
”Ja?” spørger manden, der er trådt ud. Han lyder vagtsom, jeg hører det. ”Jeg snupper lige dem her”, svarer jeg, tager de to dåser og skynder mig hen til skraldespanden. Jeg løfter metallåget, der er iskoldt af morgenrimen, og kyler de to dåser i spanden. Det giver et smæld, da låget falder tilbage på plads. Manden står stadig ved sin bil, han følger mig med øjnene, han har tændt en cigaret. Jeg begynder at gå hen ad stien langs søen, forfulgt af mandens øjne. ”Har du det bedre nu, deres hellighed?”, råber han efter mig. Jeg bliver bange, tænk hvis han gør mere end bare at råbe, hvis han løber efter mig, tager fat i min skulder og vender mig om. Tænk hvis han spytter mig i ansigtet? Jeg småløber et stykke, før jeg kigger tilbage. Manden har sat sig ind i bilen igen, øjeblikket efter skifter baglygterne til rød, bilen bakker ud og kører væk.
Først er jeg lige ved at tude. Måske af lettelse, måske fordi jeg skammer mig over, at jeg ikke gjorde alvor af mine overvejelser: At jeg ikke bad manden tage sig sammen, forhindrede ham i at køre videre. Så bliver jeg pinlig berørt, for jeg kan langt hen ad vejen følge mandens reaktion. Hvad fanden ligner det, tavst at samle et andet menneskes affald op og med selvretfærdig mine smide det i affaldsspanden, som om man var hans mor? Hvad kan han bruge det til, hvad kan verden bruge det til? Til sidst får jeg ondt af manden. Tænker, at han må have det ret stramt, når han har behov for at drikke en liter guldøl før klokken otte om morgenen. Dén skam, der med må følge med sådan et misbrug. Han er sikkert blevet lige dele flov og vred over min afsløring.
Oveni på alle de modstridende overvejelser, bliver jeg skide bekymret: Manden kan jo risikere at køre et barn ned. Det her handler om meget mere end mine forvirrede følelser eller en enkelt mands hang til øl, der er andre mennesker liv på spil.
Hjemme igen tænker og tænker jeg – og skriver om, hvad jeg tænker. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med det: med tankerne, oplevelsen, med manden og mig selv?

Ensomig #372

Jeg er ved at forberede et læse-skriveforløb, hvor et af de temaer, vi skal omkring, er sorg. Jeg sidder derfor og læser skønlitterære tekster om emnet, og det slår mig, hvor ufattelige mange udtryk, sorg kan have.
Jeg havde engang en kæreste, jeg var sammen med alt for længe. N hed han. Hans mor hed Anne Grethe, men blev bare kaldt AG. Hun gik altid i stramme sorte læderbukser, der fik hendes magre krop til at se endnu tyndere ud. Hun drak alt for meget og spiste alt for lidt. Om det var en spiseforstyrrelse, hun led af, eller om det var alkoholen, der dæmpede hendes appetit, ved jeg ikke. Hun kunne i hvert fald sjældent overtales til at spise noget, med mindre N gik den lange vej fra ottende etage i højhuset i Horsens, ned ad alle trapperne, forbi Rema 1000 og hen til Pølse-Arne, hvor han bestilte en cowboytoast. En af dem, der er pakket ind i gennemsigtig plast med et Steff Houlberg logo udenpå. Han fik Arne til at varme toasten i mikroovnen og pakke den ind i otte servietter, så den kunne holde sig varm, indtil N igen var tilbage på ottende. Her ventede han, imens AG slog sine fem kæder fra døren: “Uhm” sagde hun, når han stak hende toasten, så tog hun en bid, lukkede N ind, tog en lille bid mere og levnede resten med ordene “Nu har jeg vist fået så hatten passer, ” som var det eneste udtryk, hun kendte.
N sagde tit til mig, at den eneste grund til, at han blev ved at med se sin mor, var, at han elskede hende en lillebitte smule mere, end han hadede hende.
Jeg ved ikke, om han talte sandt, men da AG døde, gik han helt i stykker. Altså fuldkommen. Han stod ikke op, han svarede ikke, når jeg talte til ham eller når telefonen ringede, han spiste ikke andet end Codeintabletter, som han havde et hav af, selvom hans læge nægtede at udskrive dem. Til bisættelsen måtte jeg helt bogstaveligt hive ham ind i kapellet – ikke fordi han ikke ville med, men fordi han ikke kunne klare at gå derind – og i flere måneder måtte jeg handle, lave mad og sørge for at tale med hans fagforening, der ville vide: “Hvor længe forventes N at være sygemeldt. Måske trænger han bare til at komme i gang?”
Da han begyndte at få det bedre, (det vil sige stå op spille computer, som var hans primære livsindhold, når ikke han var på arbejde), spurgte jeg, om han savnede sin mor. Han svarede mig, at han savnede hendes lange, grå, uvaskede hår, de slidte læderbukser. Han savnede, at hun glemte sine aftaler, og at han hver gang måtte vente forgæves på, at hun ville ringe og undskylde. “Jeg savner endda, at hun altid kaldte mig B, selvom jeg hedder N, men allermest savner jeg, at jeg ikke kan hade hende mere. Hvad fanden skal jeg nu stille op med mit had?”
Jeg tror ikke, at det, N savnede, var sin mors svigt, men jeg ved, at det var sådan, han mærkede det. Sorgen kan være både rasende og brutal, lammende og manisk. N’s sorg lignede had, men den duftede af kærlighed og cowboytoast.

det er dét, litteraturen kan – den kan lade os se mærke og opleve gennem andres øjne, og det tror jeg, er den vigtigste vej til at forstå hinanden. Og sig selv.

Ensomig #371

Jeg har ikke vinterferie, men jeg har alligevel lyst til at besøge min mor, hele tiden, at tage toget fra Skanderborg til Aalborg, derfra bus 13 til Gug Øst, stå af ved Agervangen, gå det lille stykke op til Grantoften, ind ad bagdøren, der aldrig er låst, til bryggerset, hvor der på bordet vil ligge en svamp til skocreme, som min far har glemt at lægge på plads. Jeg vil banke på ind til gangen, men uden held, for min mor kan ikke høre på sit venstre øre og er døv på det højre, “Hej,” vil jeg prøve, og lidt efter “HEJ” noget højere, og endelig vil min mor høre mig og komme løbende ud fra køkkenet: “Jamen dog!” Klappe i hænderne: “Hvad skyldes æren?” Hun vil tage min jakke og hænge den på en bøjle, mens jeg protesterer: “Det kan jeg da selv gøre, mor”
Så alle spørgsmålene: Er du sulten? er du i bil eller med tog? har Mumrik det godt? hvad bringer dig på disse kanter? Jeg vil svare, at Mumrik har det fint, at jeg er med tog, at jeg er taget herop, fordi jeg savner hende, og min mor vil skynde sig at skifte emne, sige : “Ja, det er godt med dig,” og i stedet tale om en ny jakke, hun har købt, som hun er i tvivl om klæder hende. – “Hvad synes du?”
Sådan vil de næste par timer gå, til sidst vil jeg rejse mig og sige: “nå men”, og min mor vil svare “Allerede?” Før jeg går, vil hun række mig en lille pose med iranske dadler, en halv rulle digestivekiks og en konvolut, hvor hun udenpå har skrevet “lidt til billetten”, indeholdende to hundrede kroner og en tørret firkløver.
Lige efter Arden vil jeg spise den første dadel.

Ensomig #370

Jeg drømmer om en kvinde, der har en hest. Kvinden har et også et bord. På bordet står en række læbestifter. Hver morgen smører kvinden sine læber med rød, og hver morgen laver hun kyssemund til sig selv i spejlet: “Hej.”
En morgen opdager kvinden, at hesten er død. Hun smører sine løber med rød, hun kysser hesten på mulen, tænker:
“Denne her drøm skal ikke handle om døden, men om en hest med røde læber”

Ö

Elsker at tænke på det, jeg elsker: klemmer af træ og kinder, der ikke giver op.
Elsker at tænke på dem, jeg elsker: min hund og M og min far fordi.
Elsker at elske med øjnene lukket og åbne for alt det, der ikke kan ses.
Allermest elsker jeg primtallene: alle dé, der ikke går op – men som gør så meget andet.

 

Ensomig #369

I går var jeg på vinbar med M, vi drak en naturvin, der lugtede af prut, men som smagte af lykkelighed og sommer. Senere tog vi ud for at købe mig et par langskaftede røde gummistøvler, men endte med i stedet at bruge pengene på frisk stenbiderrogn, torsk og champagne.
Her til morgen sner det, jeg savner de røde støvler. På plænen, der er dækket af sne, ligger et allersidste nedfaldsæble, kulsort og uigenkendeligt, som et slags mysterium, det ikke er meningen, skal løses. Den slags mysterier er de bedste.

Ensomig #368

Anna-Elisabeth er træt af at blive spurgt: “må jeg kalde dig for Anna. Eller Elisabeth?”
“Jeg hedder An-na-e-li-sa-beth,” svarer hun, med tydelig udtale af alle stavelser, og videre: “Jeg fatter det ikke. Hvad er det, der gør, at det er umuligt for folk at udtale seks stavelser uden at give op?”

Klokken er 14.23, jeg elsker, når den slags sker, når tal og virkelighed i et kort øjeblik går op.
“De kommer om 7 minutter,” siger jeg og peger på uret.
“Ja hvis de da er her til tiden,” siger Anne-Elisabeth og tænder for elkedlen. Den giver nogle korte hårde smæld fra sig, det må være varmelegemerne, der er kalket til.
“Har du noget til “eventuelt2?”, spørger hun, men svarer, før jeg når at sige noget:
“Det er kun godt, hvis ikke du har – der er i forvejen alt for meget på dagsorden.”
Vandet begynder at koge, elkedelen slår fra med et klik.
Jeg hælder det varme vand over på termokanden. Lidt af vandet ryger ovenud, Anna-Elisabeth tager kanden ud af mine hænder, tørrer den af med en karklud og rækker den tilbage.
Jeg skruer låget på.

“Punkt 3 er vores samtalekultur,” læser Anna-Elisabeth op fra den dagsorden, hun har printet, “Hvad tænker I om den?”
Der er ingen, der svarer.
“Altså. Jeg tænker, at den her situation er meget symptomatisk”, svarer hun så selv, “ingen, der siger noget, og ingen, der tager initiativ.”
“Du får da sagt en masse,” mumler jeg og fortryder med det samme.
“Hvad mener du?,” spørger Anna- Elisabeth, tager en slurk af sin te, sætter koppen på bordet.
Hun ser på mig: “hvad mener du?” gentager hun.
“Jamen, du tager da initiativ til mange ting” prøver jeg.
“Jo,” svarer Anna-Elisabeth, “men jeg kan jo ikke bære en kultur alene, vel? Og en samtale forlanger, at der er nogen at tale med. Det er faktisk derfor det hedder en samtale. Det kommer af sam-ta-le”
An-na-e-li-sa-beth, tænker jeg, men siger ikke noget.

“Hvem har rejst punktet?”, spørger Trine. Vi ser allesammen på hende, måske fordi det er så sjældent, hun åbner munden.
“Det har jeg,” svarer Anna- Elisabeth hurtigt, “jeg synes, det er vigtigt at få talt om.”
“Så vi skal altså tale om, at vi ikke taler?” spørger Trine og tager med begge hænder om sin kop, “jamen, det kan jeg godt se.”
“Hvad kan du godt se,” spørger Anna- Elisabeth.
“At det er symptomatisk” svarer Trine. Hun stiller koppen fra sig, læner sig tilbage i stolen. “Måske er det hele symptomatisk, Anna, måske er både det vi siger og det, vi ikke siger, skide symptomatisk.”
“Jeg hedder An-na-e-li-sa-beth”, retter Anna-Elisabeth.
Trine rejser sig, skubber sin stol ind under bordet: “Bare lad kopperne stå, jeg skal nok vaske dem op, når I er færdige” siger hun og går.

“Hvad fanden handlede det om?” spørger Anna-Elisabeth. Hun ser rundt på os, slår ud med denne en hånd og hæver øjenbrynene.
“Samtalekultur måske,” mumler Joan.
“Hvad?” spørger Anna-Elisabeth.
“Ikke noget,” skynder jeg mig at svare.