Louise Juhl

destory.dk

Et ben i hver lejr

Vi lyttede til Lone Kellermann og Annisette, to stærke kvindestemmer.
Den ene rå og ligetil, lyden af værtshus og cigaretrøg. Den anden sang hæst og hemmelighedsfuldt om Dødens Triumf på bare tæer.
For de fleste af os var begge dele ukendt terræn. Vi var vokset op med parcelhushverdag og vejfester og kendte kun til døden fra film eller TV-avisens reportager fra katastrofeområder, sulthærgede børn med fluer omkring øjnene og kæmpestore maver. ‘Det er et spørgsmål om timer..,’ berettede journalisten, før vores forældre slukkede for skærmen.
Alligevel sang vi med på sangene, som var deres fortællingerne vores. Måske fordi vi mærkede, at her var noget på færde, noget virkeligt og vigtigere end terminsprøvekarakterer, en punkteret cykel. Noget større end os vores eget, os selv.
Det var en hårfin balance, en umage kombination af tæt og tilrøget værtshussolidaritet overfor en vidtfavnende verdensvision. Det var dansksproget ’Se venedig og dø’ overfor det udenlandske: ’Dear Little Mother’. – Hvad Fanden var der nu galt med at synge Kære Lille Mor, fnøs nogen, mens andre fandt det det velgørende med tekster på engelsk. Det var den ’den ægte’ arbejder overfor ’den skolede’, de fleste af os stod med et ben i hver lejr, vekslede tankeløst mellem den ene til den anden, fordi vi kunne, fordi vi havde friheden, trygheden og pengene til det. For nogle fremstod vi utro og kunstige, forkælede også.
Vi selv, vi betragtede os som fordomsfri og favnende.

Next stop

Vi så nyheder om Apartheid, om undertrykkelsen af de sorte i Sydafrika og sang med på Peter Gabriels “Biko.” Skrev SS Hell med store bogstaver på bagsiden af korte læderjakker betalt af vores forældre, som vi på samme tid skældte ud for at købe orangemarmelade produceret af de hollandske Boere.

Nogle meldte sig ind i politiske ungdomsorganistationer, VSU og SFU, andre i deres modsætning: KU og VU. Skolen blev en kampplads, eleverne delt i to: diskere og flippere. De var uenige om alt, måske lige med undtagelse af en fælles modvilje mod anarkisterne, der hævdede, at venstre- og højrefløj begge var et onde, ødelæggende fraktioner af samme kvælende struktur.

Flipperne gik med partisantørklæder og norske sweatre og meldte sig til Next Stop Nevada i protest mod amerikanske atomprøvesprængning. Andre, med knap så meget mod, nøjedes med at sove i telt foran Eternitfabrikken på Sohngårdshomsvej i solidaritet med de asbestramte arbejdere. Blev vækket af sirener og store maskiner klokken seks, varmede sig med øl og kaffe. Senere kom en sekretær fra direktionsgangen med gifler. De var blevet tilovers fra et bestyrelsesmøde, forklarede hun, og takkede ja til en kop kaffe. Altsammen foregik i god ro og orden, måske fordi vi en eller anden udstrækning ønskede det samme, var enige om målet. Det var vejen derhen, midlerne, der skilte os, men altså ikke mere, end at vi kunne drikke kaffe sammen.

Når vi dannede kæder, blev der holdt i hånd, og hænderne var svære at slippe, når demonstrationen var forbi. Så nogle holdt fast. I hånden og ham, den sad på. 
Vi vidste godt, at det var en glidebane, sådan at gå med følelserne fremfor med sagen, så det foregik i smug. På ti kvadratmeter store kollegieværelse med transportabelt fjernsyn gemt i klædeskabet, og en seng der, trods pladsmangel. altid var stor nok til to. Men kendte knap hinanden, men kunne altid finde et kinesisk ordsprog, der bekræftede, at man var på rette spor: En kold gryde på et varmt komfur er bedre end en varm gryde på et koldt komfur. Så vi valgte den tændte kogeplade, brændte os med vilje og brugte fire uger på at komme os mentalt. I mellemtiden måtte verden så klare sig selv, andre holde fanen højt. Vi havde for et øjeblik valgt kroppen fremfor kampen, vi vidste, at det var forkert, men gentog alligevel det hele måneden efter med en anden i hånden.

Restaurant Dragen

De fremmede var få, flest var fra Tyrkiet, kvinder med tørklæde og børn med dybe brune øjne, der havde navne som Meryem, Asli og Milas. Ved aftenstid blev der råbt på dem fra vinduerne øverst oppe, vi forstod ikke, hvad der blev sagt, men at dømme af duften handlede det om mad. En sjælden gang imellem fik vi lov at komme med op, der var rigeligt til os alle, peberfrugter med fyld af krydret ris og kød eller saftige dönerruller, vi knap kunne gabe over.
Et lille fremmed himmerige, en overflod af dufte og smage. 

Nogle få familier fra Kina fandt også vej. En af dem åbnede restaurant på hjørnet af Limfjordsbroen, restaurant Dragen. Der blev rejst et enormt skilt over døren, et drageansigt med vilde øjne og blottede tænder, lige dele fascinerende og frygtindgydende. I restauranten spiste vi os mætte i en overdådig buffet, de fleste retter var vendt i en sursød sovs, som fik selv de for os så mistænkelige grøntsager til at smage af mere. Ris og minimajs, bønnespirer og vandkastanjer, bambusskud, fritterede lotusblomster. Svin og and og kylling og rejer, det hele for næsten ingenting. Hele den kinesiske familie hjalp til i restauranten, de yngste med at fylde buffetens fade, de næsten voksne med at servere, mens de ældste stod i køkkenet. Stegte og kogte til efter midnat.
*

På toppen af Sohngårdsholmsbakken lå Grønlandstorv. Det hed sådan, fordi vejnavnene i kvarteret var opkaldt efter grønlandsfarere. Fridtjof Nansens Plads, Mylius Erichsens Vej, Peter Freuchens Vej. De fleste af os troede dog fejlagtigt, at stedet hed, som det hed, fordi det var beboet af grønlændere, en slags koloni, ligesom Solvang i USA eller Chinatown i New York.
Grønland kendte vi kun fra TV, når nyhederne viste klip, smilende børn, der tog imod dronningen, deres forældre i smykkede folkedragter bagved, stolt smilende. Men modsat TV-avisens festlige indslag, herskede der i den brede befolkning en anderledes fortælling, man talte om vold, incest og alkoholkultur. Nogle eksperter havde talt for, at grønlænderne ligesom de oprindelige nordamerikanske indianere, var særligt disponeret for afhængighed. Ingen talte om kolonialiseringens betydning, hvordan fordanskningen af grønlændernes land og identitet kunne være medvirkende til de mange sociale problemer. Det var ligesom mere bekvemt at tale om biologi og arvemæssige faktorer, end at pege på sig selv.

Højhuset midt på torvet blev kaldt Selvmordsbunkeren, fordi der alt for ofte var en, der kastede sig ud fra aller øverst eller tog så mange piller, at han eller hun ’glemte at trække vejret’, som var den forklaring, vi børn fik fortalt. Vi kendte ikke meget andet til stedet end dets dårlige ry. Vi holdt os på behørig afstand, pegede mod den høje bygning, hviskede ’har I hørt, at..’. Og så faldt der en af de mange historier, vi alle havde hørt, uden helt at kunne huske hvor. Historier om, at elevatoren blev brugt som toilet og hver morgen var fuld af tis og lort og bræk. Eller at r en gammel dame på fjortende etage, havde ligget død så længe, at der kun var knogler tilbage, da en fjern tante endelig anede uråd og fik døren brudt op.

Myrna

Husene bag seminariet var alle af træ.
De fleste brugte blev kun brugt om sommeren, men Myrna boede der året rundt. Hun var kogekone på et plejehjem, indtil den dag hendes søn tog livet af sig. Så satte hun et skilt udenfor huset: ‘Nej tak’, stod der.

I over en måned viste hun sig ingen steder, til sidst måtte kommunen rykke ind, de sendte to biler. Det var ikke nok, politiet måtte også tilkaldes. Da de brød døren ind, havde hun siddet foran TV’et med fjernbetjeningen i den ene hånd og et smykkevedhæng i den anden. Hun havde tabt over elleve kilo, tøjet, hun sad i, var det samme som det, hun havde haft på til sønnens begravelse.

Hun blev indlagt på et aflastningshjem, fik lidt at spise og nogen at tale med. Fjorten dage senere var hun igen hjemme, og købte sig en gravhund. Den kørte hun rundt i den samme klapvogn, som den, hendes søn havde brugt. Ind imellem gav hun hunden tøj på, sokker fra da sønnen var barn eller en kyseligneden jordbærhue. Ingen forstod, hvorfor hunden fandt sig i det, men den virkede tilpas.

Så begyndte folk at snakke. Det var jo synd for hunden, den burde fjernes, mente de. Hun var da vist heller ikke helt normal længere, alt det med sønnen og sådan.
Hvor meget af alt det, der blev sagt, Myrna hørte, er ikke til at sige, men hun begyndte at give igen.
Kun i det små, når en nabo gik forbi, for eksempel. Så lænede hun sig ned over hunden og hviskede: ‘Ham der? Schweinhund!’ eller ‘Hold dig fra ham!’.
De ramte lod som ingenting, men kontaktede i anden anledning myndighederne: Om det overhovedet var lovligt at bo i sådan et hus året rundt?
Kommunen sendte hende et brev: hun skulle være inden månedens udgang.

To dage senere blev gravhunden fundet skudt på plænen foran hendes hus. De fleste mente, at det var hendes eget værk, andre, at det var bestilt arbejde. Det blev aldrig opklaret, men den her gang kom Myrna kom sig ikke. Hun blev siddende foran sit TV. Det var først, da det begyndte at lugte, at der blev tilkaldt hjælp, men da var det for sent.

Øl og usikkerhed

Alle morgener bar på et løfte, der trak os ud fra dynerne. 

Hver dag sin følelse.
Mandag var en snoet konkylie, susende lang og trang, et nødvendigt skridt på vejen mod tirsdag. I frikvartererne blev weekendens erobringer delt i en åben fortrolighed, alle hurtigt blev en del af. Tirsdag braste drømmen, fyrene fra i lørdags viste sig at værelse alle de andre, “det er ikke dig, der er problemet, det er mig”, svarede han, når man spurgte til -hvad efter? I tankerne spyttede vi dem i ansigtet, planlagde vodoo-seancer med brandvarme nåle, men svarede påstået rolig: “det er fint, jeg havde heller ikke planlagt mere.” 
Onsdag var vendedag, fra nu talte vi ned mod endnu en weekend, tre to en. Torsdag sluttede skoledagen først sent, klokken fire, det var som en sidste prøve i tålmodighed, vi skulle bestå, for at få del i det, det hele handlede om. Krop og kærlighed. 

Hjemme foran spejlet vaklede vi mellem militærstøvler med lang snøreluk og velourovertrukne kinasko, sej eller sart, punket eller pæn. Endte med at trække lod: mere sikre var vi alligevel ikke på, hvem vi var eller hvad, vi ville. Og så – endelig fredag. Forløst i høj musik og sukkersøde drinks med papirparaplyer. Et uønsket gib, når ham fra sidste fredag gik forbi med en anden i hånden.
“Selv tak for lort,” mumlede vi og greb så ud efter efter den næste, vi fik sjældent fat i navnet. De smagte alligevel ens – af øl og usikkerhed. 

Her og der

Døren derhjemme var af gult matteret glas med tre brede træbjælker på langs. Den bandt en smule, så for at åbne, var det nødvendigt at presse en skulder imod, mens man drejede nøglen rundt. Alle kræfter blev lagt i, indtil døren – uden varsel – gav efter, og man ligesom faldt ind i huset. 

Den tunge glasdør udgjorde en skillelinje. Mellem der og her, ude og hjemme, vi og jeg. Om den skærmede eller lukkede ude, tænkte vi ikke videre over, det var jo bare en dør. Men inde bag døren fandtes vores hjem. Et helle, et sted vi kunne være uden tanke for hvordan eller hvorfor. 

Parcelhuset var i et plan med både entre og bryggers, den ene til fin brug, den anden til daglig. Stue og køkken var adskilte, og selvom der var spiseborde i begge rum, blev det i stuen kun brugt, når der var gæster og til jul.

Huset havde to toiletter, et med badekar og et uden. Begge steder var gulvet belagt med mønstret terrazzo, som man, hvis man havde tiden til det, let kunne fortabe sig i. Men det varede kun indtil nogen bankede på døren og utålmodigt råbte ‘er du snart færdig?’ 

Så så man op, som vækket af en dyb søvn, og lige ind i badeværelsets vindue, der, ligesom glasset i døren, var i mat glas. En klar, køligt lysende firkant. ‘Ja, ja,’ svarede man og søgte efter papiret i holderen, men forgæves. Og så måtte man strække sig så langt man kunne, ud efter en af de mange, der stod stablet på en bænk overfor. I et sirligt system, hver række af ruller var ligesom forskudt i forhold til rækken under. Selv det papir, vi tørrede røv i, var del af en ordentlighed, måske endda æstetik, vi ikke forstod, men som vi, med vores klodsede hænder, gang på gang lykkedes med at ødelægge, når vi rakte ud. 

Alt det arbejde, vores mødre havde lagt i at stable – og så bare forgæves. 

Splittelser I


Barnet, der stadig fandtes i os.
De kun antydningsvist synlige bryster, hvalpefedtet, de kuglerunde kinder. At tigge om simple ting. Candyfloss og Kinderæg. At få lov at blive længe oppe (please!) Fingermaling og yoyo’er, at hoppe i tov. At plage om en hund, jamen så en kat, en kanin da? Lykken som et kompromis, en guldfisk i akvarie.
Lege skibet er ladet med: f som i Fodre ænder, t som i Trefarvet is (især den stribe med smag af jordbær). At læne hovedet mod en mor og betro sig om alt, den lettelse. 

Og deroverfor i samme krop: en begyndende voksen.
En pludselig og uvant ulykkelighed, man ikke kunne sætte ord på. En længsel efter mere. Mere tryghed, lørdagsslik og ludo, selvforglemmende leg. Men også et voldsomt, næsten aggressivt ønske om mindre. Mindre nærhed og ‘lille skat’. Færre betroelser og kompromisser. I stedet mere frihed.
Men også den usikkerhed, der fulgte med.
En kvalmende kildren i maven ved at kysse en tyve år ældre mand med skæg. Ryge en cigaret på knæ bag et lavt hegn. Kalde sin mor og far for ‘de gamle’ med lige dele skam og fryd.

Fremtidsfrygt

Vi lærte at ignorere vores følelser, men følelserne nægtede at ignorere os. 

Med hovedet valgte vi rigtigt. At være en god datter, det betænksomme barnebarn, en loyal ven, flittig elev, ansvarlig samfundsborger, opmærksom cyklist. Ikke for meget, ikke for lidt men lige tilpas, 37 grader celcius og altid rene tænder. 

Indeni var det mere kompliceret, her var det som om rollerne flød sammen, flød ud. Vi var på en gang for meget af det hele men på samme tid for lidt af os selv. Vi spejlede alt omkring os, de andre, men endte således spejlvendt af alt og alle. Smilede med lukkede øjne og krydsede vores fingre bag på ryggen, mens vi sværgede på – ‘amar’ og halshug’ – at vi talte sandt.

Derhjemme på vores værelser, befriet fra egne og andres forventninger, læste vi digte af digtere, der troede mere på utopier end på virkelighed.
Linjer af Strunge formede den måde, vi så på, ville ses:
“Kun ved at gøre os hårde som lys/ kan vi skære i mørkets bløde kød.”
Vi klædte os i sort, bar bælter med nitter og lavede huller i alle kropsåbninger: ører, næse, læber. Altsammen i et tavst oprør imod det, vi så omkring os:
En lukket fremtid, indviklede systemer og urimelige regler, politikere uden visioner og forældre, der virkede tynget og kun talte om karensdage, låneafgifter og manglende reallønsstigning.
Vi ville tale om kærlighed og klædte os som hårde engle. Forsøgte at ligne nogle, der var vrede. I virkeligheden var vi bange. For det manglende lys i vores forældres øjne, men nok allermest for mørket i os selv.

Ting, der bare skete

Uretfærdigheden. Ting, der bare skete.

En nabo fik svært ved at synke, vi lo og sagde “livet kan også være stor mundfuld at sluge.”
Fjorten dage senere lød diagnosen: Aggressiv kræft i halsrøret. Operationen blev planlagt til bare to dage senere, der var ikke engang tid til at blive bange. De fjernede det angrebne område, fire centimer i diameter, det viste sig ikke at være nok. Så fjernede de også resten.

Han kunne ikke længere spise, maden blev ført gennem en sonde direkte ind i mavesækken. Ingen smag eller konsistens, bare en blendet masse af fibre og fedt, proteiner og nødvendige salte. Hvis jeg spurgte, svarede han: “Det går” eller “der er stadig øjeblikke”. Hundens logren, når han rejste sig fra et af dagens mange hvil, forklarede han, eller duften af jasmin-ris også selvom han ikke længere kunne smage.

Vi kørte på ture, hunden var med os overalt. Tilbagelagde hundredevis af kilometer lige landevej, besøgte en ostebutik i Ingstrup. Holdt et langt hvil i klithederne, det var her, han sagde: “sådan et øjeblik.”

Aldrig igen

De berusede aftener, hvor vi afslørede sider af os selv, vi ikke kendte til. 
En voldsom vrede, for eksempel, rettet mod fortiden. 

Hen på aftenen hørte vi os selv forlange barndommen tilbage. Umiddelbarheden, uskylden. Usikre på benene og os selv, stod vi der i et fremmed selskab og forbandende de tusindvis af gange, der var blevet leet af vores fortvivlelse. De voksnes affejelser: “Det er da ikke noget at tude over” eller “hold nu op med det pjat”. At stå sådan, ulykkelige og til grin, dén afmagt. 
Nu stod vi der så igen, godt hjulpet på vej af rødvin og aftenens fremskredne mørke. Med årtiers forsinkelse fik vi endelig afløb for smerten, råbte fortvivlet ad de voksne. Af alle de praktiske hensyn og fornuftens tonstunge arv, der i årevis havde aflivet vores drømme. Stadig gjorde det.

Vi råbte “aldrig igen!”, løftede hånden til en skål, der ikke blev gengældt. Så vi tømte glasset for egen hånd, fyldte det igen, lo og græd, som barnet dengang havde leet og grædt.
Næste morgen vågnede vi uden erindring. Tilbage var kun dunkende tømmermænd, vi opløste med to Treoer i et glas vand. Vi sank den uklare drik og fortsatte så som altid, fordi det var den eneste mulighed, vi kendte til.