ensomig #905

Jeg har fået en blodansamling
den sidder på undersiden af min navle
og er det mindste
af alle mine problemer
men også det mest smertefulde

sådan er det med meget af mit
der er ingen sammenhæng
mellem ret og rimeligt

ansamlingen gør ondt
hver gang jeg bevæger mig
men værre endnu
når jeg står stille
så jeg prøver at være
et sted midt imellem

det vil sige
ingen steder overalt

jeg sylter ingefær og
skriver “juli 2020” med neglelak
på et patentglas
mens blodet dunker bag navlen
som et tåbedumt hjerte
der kun forstår
at rime på smerte

hvis ikke det var
så frygtelig banalt
ville det næsten være smukt

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

ensomig #904

jeg er midt i at skrive en forestilling for børn, den handler om afstand og om nærhed, og om at den slags ikke kun handler om, hvor langt vi er fra hinanden fysisk.
i går blev jeg opereret, jeg fik boret tre huller fik i maven, og så satte anders og finn, kirurgerne, noget på plads i mit indre, noget fysisk.
jeg ved ikke hvordan, det er med jer andre, men min krop kommer hver dag bag på mig selv. i morges, for eksempel, skulle jeg skifte et plaster, fordi det var gennemblødt, og da jeg så hev plasteret af, sprøjtede der – helt bogstaveligt – blod ud. en lang stråle, ned af maven, skridtet og benene, ud på det hvide badeværelsesgulv. det kom fuldstændig bag på mig, blodet altså, og midt i alt det, råbte jeg (af alle ting) “hov?”
M kaldte nede fra stuen “hov, hvad?”, men før jeg nåede at svare, var jeg besvimet. så kom M, han talte til mig som en helt rolig frø i et dejligt eventyr, “nu tager jeg lige et vådt håndklæde, hér. og så tørrer jeg blod op, hér. og så presser jeg lidt imod, dér.” til sidst fik han stoppet blødningen, fandt et stort og besværligt plaster og satte på, så der ikke kom mere blod.
det jeg sidder tilbage med er den afstand, det hov? hvordan min krop kommer bag på mig, igen og igen: hvor svært, det Er at begribe, at det var mit blod, der kom ud af min krop. selv da jeg faldt sammen, var det som var jeg voyeur til min egen reaktion. hov, nu besvimer hun? jeg ville virkelig ønske, det var anderledes, at jeg ikke bare delte hud og hår og tanker med min krop, men at det var min hud, min krop, mine tanker.. måske lyder det helt skørt, måske er jeg skør. måske er jeg bare ikke særlig god til at være tæt på mig selv. det går lissom bedre på afstand – at skrive om dét, der er mit og mig.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

ensomig #903

det værste er ikke
ikke at have en ven
men at have en ven
der viser sig
at være noget andet

jeg siger ikke
det er sådan det er
jeg siger:
det er det værste

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Bjørnen sover

Jeg skriver om en bjørn. Bjørnen ligger under et birketræsbord i en forladt hytte i det nordøstlige Finland. Nogen banker på døren til hytten. Hårdt. På ruden også, med kævler og næver, de truer: –Dyret skal komme ud, ellers vil de skyde gennem væggen.Bjørnen hører stemmerne, mærker sig hårdheden. Den bylter sig blød, krummer ryggen til den næsten ingenting fylder. Menneskenes ser det, deres råb vokser i styrke: Bjørnen skal dø! Skingrende skrig. Hænder og næver, der banker og truer og truer og banker og.
Hurtigt og uden varsel rejser dyret sig på bagbenene, birketræsbordet vælter omkuld, plankerne flyver, bjørnen brøler.
– Se, hvad vi sagde, jubler menneskene og retter deres gevær mod dyrets bryst, -dyret er farligt, det skal dø.
Så skyder de.
Derefter – stilhed.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Ensomig #902


jeg vågner og er bange
du vil gerne forstå
siger du
der er ikke noget at forstå
svarer jeg
det er sådan her

i går fandt jeg en flåt
i det bløde kød under
min venstre armhule
jeg tror ikke
nogen nogensinde
har været så langt inde
under huden på mig før

jeg fjernede dyret med en tang
helt forsigtigt
så kæberne kunne slippe
uden at sætte sig spor

nu savner jeg dyret
til at fortælle fra
inde under kødet
huden
alt det bløde

jeg er kun mig selv og mindre end det
det er vel den ensomhed
der kommer af i et helt liv
at have holdt sig for god
til sig selv

hvis jeg turde ville jeg
kalde på dyret
lege skibet er ladet
(kød krop kværkekæber)

men dyret er fjernet for længst
her er kun mig og min
carmex mousturising lip balm
der hver dag fugter
mine sprukne læber
så de skinner som om

min mor siger at det
er en glidebane:
at det er den daglige tilførsel
af kunstig voks
der afholder mine læber fra
selv at producere
den nødvendige fugt

hun har mere ret end hun aner

det er min angst
der afholder dyret fra
at søge længere
ind under huden
ligesom det er digtene
der afholder mig fra
at sige tingene
som de er

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Höga Kusten

Lad os antage, at det, jeg her skriver, ikke er løgn men sandt. Når der i teksten står stol er der altså tale om en stol. Ikke en magisk stol eller en tronstol, heller ikke en hovedstol. Bare en stol. Lad os så forestille os, at der sidder et barn på stolen. Helt rank, benene når kun akkurat ud over sædet. Det er sommer, det ved vi, fordi græsset er langt og solen står højt på himlen. Over jorden flimrer heden, tæt som en dyne. På en snor hænger en damaskvævet dug og to lommetørklæder i stof. Går vi tæt på, vil vi kunne se initialerne GM broderet i stoffet. G kunne stå for Gudrun eller Gyrith eller Gabriel eller Glenn. M for så meget. (Det er her, hvor spørgsmålet om løgn og sandhed ikke længere giver mening).

Gaia. Barnet hedder Gaia, hun har en flyverdragt på, hætten er trukket op over hovedet. Barnet sidder uden at bevæge sig. Måske venter hun på, at nogen skal komme og hjælpe hende ud af dragten, måske ved hun endnu ikke, hvad det vil sige at vente. Gaia, har en sut i munden. Den følger tungens bevægelser bagved; små ryk – op og ned, frem og tilbage. Der er ikke nogen at se i nærheden.
Slår man op i en håndbog vil man kunne læse, at hedeslag er en livstruende tilstand karakteriseret ved en kropstemperatur på over 40 grader. Der vil også stå, at børn er mere udsat end voksne, da deres termoregulering endnu kun er begrænset udviklet, ligesom børn har en stor kropsoverflade i forhold til deres volumen.
Barnet, Gaia, har ikke denne viden. Hvordan hun er endt i flyverdragten på denne varme sommerdag, er ikke til at sige. Måske har hun selv fundet den frem af tørreskabet i bryggerset og taget den på for at vise, at hun kan. Se! Måske er det kommet sig af et skænderi mellem to voksne mennesker, der kun så hinanden og glemte alt om vejr og varme og hensigtsmæssig påklædning. Måske noget tredje.
Gaias hår klistrer til ansigtet. Tunge tætte totter. Hun trækker vejret hæst og hurtigt. Sutter på sutten, som søger hun en dievorte, noget, der kan at stille hendes tørst. Dugen på snoren bevæger sig dovent. At dømme efter solens placering lige over barnets hoved er det middag. I det fjerne høres en radio. En speaker beretter om et forlis i den Botniske Bugt, Höga Kusten. Flere meldes omkommet, men der er endnu ikke fuldt overblik over ulykkens omfang. Derefter fortæller stemmen om et højtryk, der i øjeblikket bevæger sig hen over landet: temperaturer på over 33 grader kan forekomme. Ældre mennesker anbefales at holde sig indendøre. Så følger spillemandsmusik, barnet på stolen lyser op, hun lytter vel til de muntre violiner.
Hvor længe hun sidder sådan, er ikke til at vide.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Carson revisited

fra søvnen kalder jeg på carson:
– “anne!” kalder jeg,

(som ved et længe ventet gensyn
som ved en længe frygtet afsked)

og vågner da hun
fuldkommen klart
og ingen steder fra

svarer
– “ja?”

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Ensomig #901

Jeg husker ikke, hvad vi havde aftalt, om vi overhovedet havde aftalt noget. Måske drev vi bare rundt som to tilfældige stykker tømmer på en blikramt sø. Ikke af lyst, ikke af nød. 

Men hvad jeg husker er, at du altid trak gardinerne for, når lyset blev for skarpt. Og din skygges enorme ensomhed. Hvordan den fik mig til at holde om dig bagfra. Mine arme kunne ikke nå hele vejen rundt. Jeg knugede og knugede, men du reagerede sjældent, fortsatte bare med at ælte i dejen. Strække den og samle den igen, for så til sidst at slå den ned. Kaste den mod bordet, en gang, to gange, tre gange. Hver gang sendte dine slag bølger gennem min krop.
Senere forsøgte jeg mig med andre strategier: at synge højt eller katatone gentagelser af uforståelige remser – eller næsten uforståelige: 
“gikusok, erjegnok, gakamok”. Igen og igen. “Gikusok, erjegnok, gakamok” 
Så længe, gentog jeg det, at du til sidst lod dej være dej og råbte: stop! 
Så stoppede jeg – og hver gang håbede jeg. Men du vendte dig altid om og æltede videre.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Ensomig #900

Jeg er ikke bange for fedtstensfigurer, pindsvin, astronaut-is eller håndstøvsugere. Heller ikke for rhododendron, selvom de forekommer mig voldsomme i deres udtryk. Og nej, jeg er heller ikke bange for livet, sådan som en psykolog ellers spurgte mig om i 2005. Det var mens jeg stadig holdt igen med cirka alt: at spise og drikke og elske og.
– Er du bange for, at livet ikke skal leve op til dine forventninger? spurgte han mig. Han var ok, skrev næsten aldrig noget ned, og når han gjorde, vendte han altid papiret om, så jeg kunne se, hvad han havde noteret.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham dengang, men i dag ville jeg svare nej: Jeg er ikke bange for, at livet skal skuffe. Men jeg kan frygte det omvendte; at jeg skal skuffe livet. Det er med det, som det er med at spille stangtennis mod mig selv: selv når man vinder, taber man også. Og vice versa, heldigvis.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Lyt til et af mine digte – indlæst på persisk🧡

Farzaneh Dorri har oversat og indtalt et af mine digte fra ‘i dag skal vi ikke dø’ – på persisk Det er en kæmpegave, næsten som at få sit digt fortalt forfra:
Fra et ny sted, i et andet perspektiv.
Og så tilføjer hendes diktion og udtale en helt ny dimension.
Prøv at lytte. Lyt, som var det musik: ikke for at “forstå” men for at mærke. Du kan høre det

HER

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar