Louise Juhl

destory.dk

Det ligner februar

Det ligner februar. To timer sidder hun. Hver morgen foran vinduet og lytter. Der er ikke noget at høre. De har talt om det før. Hvordan hun ligesom synes, der ligesom mangler noget. Ikke noget særligt, forklarer hun, bare. Og: ’Nå ja, du ved’. Men han ved det ikke, forstår ikke, hvorfor hun insisterer. Der er så meget andet at tale om. Støvboldene i skovbunden, for eksempel, eller februarens strenge sol. Han foreslår, at de går ud og handler, fiskebilen foran Rema 1000 har tilbud på frisk stenbiderrogn. De køber 200 gram. Han viser hende, hvordan man tilbereder de små æg. Skyller og salter og serverer med cremefraiche og friskskåret purløg. Uhmm og tak og velbekomme. Hun husker deres første møde, det var til en fest på Mønstedkollegiet, han var klædt ud som Pingvinen. ’Ham fra Batman’ havde han forklaret, ’og dig?’ Hun var i buksedragt, og havde ikke vidst, hvad hun skulle svare. ’En forhekset fersken, måske?’ De havde begge leet højt, og sådan var de fortsat resten af aftenen – med at le og tale forbi hinanden. To uger efter var de flyttet sammen. i hendes lejlighed, allerøverst i det høje boligkompleks med udsigt over stadion og en række træer på helt lige rækker. ’Hyggeligt’, havde han sagt med det samme, han trådte ind. Han måtte bøje i knæene for at kunne stå under skråvæggen. De havde, uden at aftale det, indrettet sig med hver sit og i hver sin ende. Han med store okkerbrune sofapuder på gulvet og et akvarium med perlegurami og neonfisk. Hun med grønne gulvpalmer og et højbord i lys eg. Ind imellem mødtes de et sted midt i det hele, fordelte rengøringstjanser og aftalte indkøb. Alligevel blev hun ved med at insistere. ’Det er som om, der mangler noget,’ mente hun, og han vidste ærlig ikke længere hvad han skulle stille op. Med det, med dem. For hvis ikke engang streng sol og stenbiderrogn kunne gøre det, hvad så? 

Det ligner marts

Det ligner marts. Lea og Tatiana har kendt hinanden, siden børn. De har leget i den samme gård mellem de samme karrérer, gået på den samme skole og i den samme klasse. Nu bor de i den samme lejlighed. Tatiana i den ende, der vender ud mod omfartsvejen. Et konstant flimmer af farver fra bilernes lygter, gule og røde. Lea med udsigt over høje huse, alle i fjorten etager, brune sten. De drikker kaffe i samme køkken og på samme tid. Forlader begge lejligheden klokken otte, Lea for at studere slaviske sprog på Videnskabernes Akademi, Tatiana for at passe sit job i den lokale kolonialvarehandel. De løfter en hånd til hilsen, når de skilles. Hej og hej. Klokken fem er de begge tilbage i lejligheden. Lea har købt fisk, Tatiana rodfrugter. De tilbereder aftenens måltid sammen, en suppe med grove tern af selleri, gule beder og dampet fisk. De øser op to gange, og levner begge en skefuld af den sidste portion. Hellere levne end revne. De taler ikke meget sammen. Når folk spørger hvorfor, svarer de, at de allerede kender hinanden, ja bedre end de kender sig selv. Det er i januar. I maj springer de første træer ud i byens parker. Lea køber frø og sår i de små kummer på altanen, Tatiana vander, allerede i juli ses de første blomster spire frem. Da de når august er det synligt for enhver: Leas mave vokser, hun smiler og stryger sig over sit maveskind. Tatiana træder et skridt tilbage. Hvor? Hvornår? vil hun vide, og Lea svarer: ’mens du købte beder’ og ’til marts’. Bagefter fortsætter de, som de plejer, drikker kaffe, løfter hånden: Hej. Spiser suppe i stilhed. I december meddeler Lea, at hun og barnets far har fundet en lejlighed. I den østlige del af byen, forklarer hun, tæt ved akademiet og med adgang til en skærmet have. De har besluttet, at Lea skal gå hjemme de første år, ’der bliver nok at tage fat på’, forklarer hun. Hun flytter ud allerede i januar, Tatiana bliver alene tilbage i den store lejlighed. Ingenting ændrer sig. Kaffen er den samme, skålen hun spiser af, bilernes lygter. Alligevel bliver hun glad, da Lea efter fire måneder ringer og spørger, om de skal mødes? Hestekastanjerne blomstrer i haven, barnet, en pige, sover i vognen. Tatiana tænker, at hun vil spørge, men luften er så mild, og Lea har dækket op med dug i græsset, og hun kommer fra det igen. De spiser et stykke kage hver, uhm, så et mere, levner begge en enkelt mundfuld i servietten. Tatiana skutter sig, solen er på vej ned, hun er nødt til at gå. Suppen venter. De løfter begge en hånd. Hej og hej. – Hun skal for resten hedde Tatiana, råber Lea og peger på barnet i vognen, men da er det for sent. De ses ikke igen.

Det ligner regn

Det ligner regn. Natsommerfuglenes forsigtige antenner og nætter i støvet guld. Drengenes navne falder som bomber den sommer. Bartholin, Buster. Eksplosioner af moderlig omsorg. En dreng løfter med urimelig langsomhed sit ansigt, da hans navn bliver råbt for tredje gang: Birk. Birk! BIRK! Hans mors smil og: ’Dine ører vender vist forkert’. Hun kan ikke længere komme i tanke om, hvad hun egentlig ville drengen. Temperaturen stiger, over middag når den toogtredive grader. Solen kan ikke længere følge med. Dagene får svært ved at ånde, det samme gælder tankerne. Ingen kan længere rigtig huske, hvem de er eller hvorfor. Biler bliver tændt og slukket uden at flytte sig. Gardiner trækkes for og fra igen, der spises lette retter. Kolde kartofler, ærtesalat, en ispind. Alle søger det samme simple. En svalende øl eller letlæste artikler om teer, der trender. Fire hunde bliver glemt på bagsædet af en bil og mister livet. En svensk journalist forsvinder kortvarigt i et hestehul, kun en tilfældighed redder hans liv: En kvinde har glemt sit håndklæde på stranden, og får på vej tilbage efter klædet, øje på mandens fortvivlede arme. Hun løber – med fare for eget liv – ud i vandet, hiver den tunge mand i land. Hun giver ham luft, masserer hans hjerte, til sidst kan han trække vejret selv. Næste dag begynder det at regne. De fleste ser det som et tegn, ingen ved på hvad. Men drengen løber ud for at købe en buket til sin mor, Kornblomst og Venushår, og den heltemodige kvinde fra stranden får en medalje. Journalisten knuger bevæget hendes hånd, hvisker en tak. ’Selv tak’ svarer kvinden med tanke på regnen.

Det ligner tø

Det ligner tø. Hun beder ham om hans nummer, han skriver det ned. Rækker hende sedlen. Otte tal: to og seks og tre og tre og otte og fem og ni og tre. Hun ville på en måde ønske, der stod noget andet, noget med fire og syv, for eksempel, hun ved ikke hvorfor. Et øjeblik overvejer hun at trykke nummeret på sin telefon. Bare for at tjekke. Men hvad nu hvis den virkelig ringede, hans telefon, dér på bordet. Hvad skulle hun så svare: ‘Jeg ville bare lige tjekke?’ Så hun nøjes med at folde sedlen på midten, først en gang og så en gang mere. Sige tak og hej og håbe. Hun venter en uge, tager mod til sig og trykker nummeret. Men hun fortryder i det samme, ringetonen lyder. Det samme sker dagen efter. Hun trykker. To og seks og tre og tre og otte og fem og ni og tre. Hun lægger tallene sammen undervejs, niogtredive. Tværsummen er tre. Sletter så nummeret fra skærmen igen, det sidste tal først: tre så ni så fem og så videre. Sådan trykker og sletter hun i månedsvis, årevis, før hendes telefon en dag ringer og nummeret på skærmen er de otte cifre, han skrev på sedlen dengang. Hun griber røret, råber: ‘ja?!’ Det er fra sygehuset, han har været involveret i et alvorlig trafikuheld. På hans telefon har de fundet hendes nummer, syv hundrede og seksten opkald, de fleste af kun få sekunders varighed. Hans liv står ikke til at redde, fortæller stemmen i den anden ende, det er et spørgsmål timer. – Om hun vil komme og tage afsked?

ensomig #972

Det ligner en løsning. Vi skal til Sjælland, bare hun og jeg. Jeg er blevet lovet fire spil med den enarmede og en Københavnerstang, hvis jeg opfører mig ordentligt. Min mor har bagt boller og fyldt termokanden med rød Ribena, det er sommer. Jeg har brune buttede ben. Vi kører klokken 9.00, skal først nå en færge fra Ebeltoft kl 13.00, men min mor vil ikke risikere at komme for sent. Vi tilbringer en god time på en rasteplads lige nord for Randers. En hund skider  i den sandkasse, jeg leger i, min mor hvisker ‘ ikke kigge!’ Vi når færgen, da solen står højest på himlen, det føles som et tegn. Min mor har store våde pletter under armene. Vi får plads i kø nr 7, lander i midten. Flere biler kommer til, temperaturen stiger. I radioen taler de om hedebølge og op til enogtredive graders varme. Flere forlader deres biler for at trække frisk luft ved kajen. Min mor ryster på hovedet. Det står jo tydeligt i brochuren, at man opfordres til at blive siddende i bilen ved ombordkørsel. Mine ben klistrer til bilens sæde, jeg må skiftevis løfte det højre og det venstre for ikke at de skal klæbe fast. En mand med store forgyldte knapper på skulderen går forbi. De forreste biler tænder deres motor. Manden med de gyldne knapper fejer dem frem. Køen bevæger sig ganske langsomt, jeg gør honnør fra bagsædet, lidt for sjov men mest for alvor. Så bliver det vores tur. Min mor drejer nøglen rundt, men ingenting sker. Hun forsøger igen. Og igen. Og igen og igen og igen og igen, som om det må handle om at dreje nøglen hurtigt nok, tilpas mange gange. ‘Åh gud nej’, hvisker hun, måske til sig selv, måske til gud, måske er det ikke så vigtigt til hvem: ‘Det kan jo ikke passe’. ‘Jeg gør nøjagtig, hvad jeg plejer at gøre.’ Så kommer han. Manden med de gyldne knapper. Han har en kasket på hovedet, kridhvid og med en bred sort skygge fortil. Jeg har set den slags før. Foran Dronningens slot og på TV, når nogen bryder  ind i andres huse. Så kommer de, mændene med kasketter, og fjerner tyvene. Lægger dem i håndjern og sætter dem i fængsel. Men min mor er ikke en tyv. Min mor bager boller og bliver siddende i sin bil, selv når benene brænder. Men han kommer, manden med de gyldne knapper og den brede skygge. Gør tegn til at rulle vinduet ned. Læner sig fremover,  måske for at hjælpe med at dreje nøglen, måske som en gestus. En slags ‘Vi klarer det nok’. Jeg ser hverken hjælp eller gestus, jeg ser en kasket med en bred sort skygge og min mor i håndjern og skriger: ‘Neeeeeeej.’  ‘Jeg skriger ‘Pikansjos’ og ‘lorterøv’. Jeg skriger og skriger, mens min mor med stadig større pletter under armene forsøger at dreje nøglen og samtidig række en hånd bagud for at dæmpe mig. Det er så varmt. Det er det, jeg husker bedst. En helt ulidelig varme, og så den her afgrund af angst. Nu mister jeg min mor. 

Jeg ved faktisk ikke, hvad der videre skete. Om manden med skyggen blev vred, om min mor skældte ud. Hvordan det lykkedes at starte bilen. Men jeg ved, at vi nåede ombord. Jeg fik min Københavnerstang og min mor græd og jeg græd. Jeg tror, det var af lettelse. Udenfor fløj menneskestore havmåger rundt og skreg. ‘De lyder næsten som dig’ hviskede min mor og trak mit ansigt ind til sin krop. Vi fik en ny bil året efter. En rustrød Volvo S40. Der var ikke andet, der forandrede sig, min mor kørte stadig afsted i al for god tid og hundene fortsatte med at skide. Men så kom broen, og jeg fik alt muligt andet, alle mulige andre at skrige ad, græde over.

Det ligner #32

Det ligner en forglemmelse. Klokken enogtyve rejser hans sig og sætter dagens brugte service – tallerkener, glas, krus og bestik – i opvaskemaskinen. Lader hunden ’tisse af’ for natten (det var det udtryk, hans far brugte, når han og hans bror fik denne ene chance, indtil det igen blev lyst). Han ryger en smøg på trappen. Sørger for at dreje cigaretten undervejs, så gløden ikke gror skævt. Låser døren efter sig, lægger to stykker chokolade på en spraglet serviet, han genbruger dag efter dag. Så sidder han sådan. Med servietten i skødet indtil klokken slår ti, hvor han sluger de to stykker chokolade i en bittersød mundfuld og går i seng. Da han boede i byen, tilbragte han de fleste aftner i kurvestolen i karnappen. Her sad han og så ned på gaden. På elmetræet, hvis krone lignede en kruskrøllets hårpragt. På fortovene og den lysende boulevard imellem, som han i tankerne døbte ‘Mælkevejen’, fordi genskinnet fra gadelyset fik asfaltens nistre til at blinke som en stjernehimmel. Nu er der ingen boulevarder, ingen gadelys. Kun emhættens smalle stribe. Resten er mørke og lave lofter. Det er egentlig ikke, fordi savner byen eller travlheden, der aldrig rigtig handlede om at have travlt, men om at skynde sig væk. De mange knuste flasker og trappeopgangens reklamebunker, der altid fik lov at vokse sig mandshøje, før nogen tog sig sammen til at fjerne dem (han ved stadig ikke hvem). Alt det savner han ikke, heller ikke kurvestolen eller navneskiltet i messing, han fik lavet hos en gørtler. Men han savner Mælkevejen. At noget blinker under ham et sted.

ensomig #971

Jeg er bange. Det er en følelse. Jeg er en følelse. Følelsen er bange. Jeg er bange for følelsen. Dagen er tiltaget med en time og enogtyve minutter, og hvis jeg venter længe nok er nu i morgen.

ensomig #970

Jeg er fire år

sommeren varer til nu

en hund langt væk gør

ensomig #969

Husk kun at sige noget, hvis det, du har at sige, er vigtigt’. Eller: spild ikke andres tid med tanker, der kan forblive tanker. Sådan fik jeg tit at vide, da jeg var mindre. Jeg talte meget og altid, det var sådan, jeg var til i verden. Det er sådan, jeg er til. Jeg taler med folk, jeg spørger, jeg undres, jeg tager en hånd og siger: Hej. Nogen gange tilhører hånden en fremmed.
Min mor har fortalt, hvordan jeg engang på en bustur til Poetzch faldt i snak med en mand fra Vojens. Jeg vinkede og han vinkede igen og så flyttede jeg fra sædet ved siden af min mor og hen til manden. Jeg fik vinduespladsen. Da vi kom hjem, kunne jeg fortælle, at han lige havde solgt sit hus og var flyttet i lejlighed. Hans kone var død for ganske nylig, af en blodprop, pludseligt. De havde været ude at gå en tur, og så havde hun bukket sig ned for at binde sine sko, og så var hun faldet om. Hun havde ikke rejst sig igen. Ingegerd, hed hun, de havde været sammen i 53 år, gift i 51. Han var lærer, hun var frisør, det var sådan, de var mødtes. I frisørstolen. Hun havde spurgt, hvordan han ville have det, han havde svaret ‘som jeg plejer’. Og selvom hun ikke kendte ham, havde hun klippet ham præcis, som han bedst kunne lide det. Sådan havde det været i i 53 år, men nu ikke mere. Hans nye lejlighed lå i stuen, ikke langt fra hans søn og svigerdatter. Han var begyndt at gå til bridge om torsdagen, han var stadig ved at lære det, dobling, redobling, renonce. Hver mandag tog han bussen til Poetzch, købte nødder, ost og øl. Men der var jo stadig weekenderne. Og tirsdag og onsdag og fredag.
Jeg havde fået femogtredive mark af min mor at købe slik for. Jeg købte det, hvor jeg fik mest for pengene: Nogle eucalyptusbolcher i svært grønt papir, et kilo kostede 9 mark. Jeg lånte en ekstra mark af min mor og købte 4. Ikke fordi jeg kunne lide dem, men fordi jeg tænkte, at 4 kilo bolsjer måtte være bedre end 700 gram fyldte schweiziske chokolader, som jeg ellers elskede. Allerede på turen tilbage havde jeg kvalme, og et par dage senere åbnede jeg en bod ude ved vejen og solgte ud. Jeg brændte inde med et kilo, som min morfar fik i bytte for en stak brugte Hjemmet-blade (han havde ikke løst kryds-og-tværserne). Min mor sagde et eller andet med med at bytte rådne æbler til en hest, eller også var det omvendt, men jeg fangede ikke helt pointen.

Dobbelt-a

Forleden var jeg på Skejby sygehus. Jeg skulle have BOTOX-behandlet mine hænder efter fjorten følelsesløse dage. Supersygehuse er langtfra super for en som mig, der kan fare vild i en tændstikæske. ‘Bare find indgang F, så til højre og så til højre igen’ havde Michael forklaret mig hjemmefra, så hvorfor jeg drejede venstre, ved jeg ikke. Heldigvis fik jeg hjælp af en dame med dropstativ, der fulgte mig hele vejen tilbage til indgang F og videre til S, afdeling for hudsygdomme. Her stod en læge allerede klar: ‘Simon’ nikkede han, og jeg svarede ‘Louise’ og så fulgte det sædvanlige: ‘Kom indenfor’ og ‘Hvad kan jeg gøre for dig’ og ‘Uha! det ser sørme ikke rart ud’. ‘Det er det heller ikke’, mumlede jeg og forsøgte at forklare, hvor belastende det er ikke at kunne bruge sine fingre, når man lever af at skrive.
Senere fik jeg gele på mine neglerødder og blev scannet, det for at se, hvordan blodtilførslen til mine fingerspidser fungerede. Den fungerede ikke. ’Botox?’ spurgte Simon så, og jeg svarede et eller andet sikkert alt for langt om, at jeg i princippet ikke bryder mig om at blive injiceret med lammende gift, men på den anden side heller ikke bryder mig om at være lammet af kulde. Blablabla. ‘Du er da vist fra Aalborg?’ afbrød Simon og smilede, som kun en aalborgenser kan smile til en anden fra fødebyen. Så hentede han injektionsvæske og kanyler og vat og plastre, mens han på klingende aalborgensisk fortalte om sin svigermors hund, en meget ivrig Kleiner Münsterländer, og om familiens fælles sommerhus ved Bunkeren i Skagen. Jeg fortalte så om Mumrik og om mit sommerhus lidt længere ned af kysten, og om nåletræerne, der lyder som et åbent hav, når det blæser.
Nitten stik gav han mig, jeg vil ikke sige, at det var en fornøjelse, men det var så tæt på, som det kan komme, når nu anledningen er følelsesløshed og ubrugelige hænder. Så tak til damen med dropstativet, til Simon og til lægevidenskaben for, at jeg i dag igen har følelse i mine hænder og kan skrive det her.