Louise Juhl

destory.dk

Remix #83

Så sidder jeg igen foran læ-
gen som taler om alliancer og
loyalitet
jeg spør´: hva for en bil?
og siger: Mazda er fra Hiroshima
du gør det ikke nemt at hjælpe
svarer han
må jeg gå nu?
spørger jeg

i tegneterapien tegner jeg en
guitar
inde i instrumentets krop
tegner jeg fine noder mens
lydende der slipper ud derindefra
ligner
madikker, bændelorme, forkrøblede væsner

terapeuten roser mig
og lægger min tegning på
Foreningen af Tegneterapeuters
hjemmeside
“sikke en selvindsigt,” siger
hun næste morgen viser
vægten halvandet
kilo mindre end sidst
måske jeg kan
indse mig selv ihjel

Ensomig #83

Meget af den tid jeg var indlagt, mødtes jeg ugentligt med den behandler, der var ansvarlig for min indlæggelse, vi talte om vægt, behandlingsalliancer, mad, privilegier eller mangel på samme, vi talte til gengæld aldrig om, hvordan jeg havde det, flere gange mumlede jeg, at jeg savnede noget i de her samtaler, at jeg mest af alt følte mig som en talende papegøje eller en sanger der spillede playback: at jeg bevægede min mund som dikteret, mimede en tekst på repeat, behandlerens svar var, at jeg jo ikke gjorde det nemt at hjælpe. Honestly: havde jeg været nem at hjælpe, ville jeg næppe være jeg være endt på en døgnafdeling i næsten et år, sådan sad vi mundhuggedes uge efter uge, infantilt. Det er tydeligt, at jeg var en prøvelse for mine omgivelser, jeg sagde ét og gjorde noget andet: i tegneterapien tegnede jeg en guitar, hvis klangrum var fyldt med de fineste rene toner, mens det, der kom ud af instrumentet, var falske lyde. Terapeuten bifaldt min selvindsigt og lagde tegningen ud på afdelingens hjemmeside, jeg tænkte: hvad skal jeg med selvindsigt, hvis jeg ikke kan bruge den i praksis? Det undrer mig stadig, at de ikke bemærkede misforholdet mellem hjerne og krop, mellem forståelse og handling, at de ikke kunne se, at det var dér, hunden lå begravet, at jeg forstod mig selv ihjel?

Helt anderledes er det at læse journalen fra den privatpraktiserende psykiater, som jeg besøgte efter udskrivelsen on/off i 4 år. Mest af alt er relationen anderledes: på sygehuset behandlede de mig som et uartigt barn, behandlerne agerede de retvisende forældre, mens i den efterfølgende terapi var behandleren og jeg ligeværdige, vi ønskede det samme, nemlig at forstå hvorfor et dengang 28-årigt menneske kunne finde det nødvendigt at sulte sig selv, når der var så meget andet at bruge livet til. At jeg med sulten måtte fortrænge en anden smerte – hvilken smerte?

Noget der slår mig er, at jeg flere gange har konfronteret min mor med ting fra min barndom, som jeg fandt svære: den hånligt ironiske tone, for eksempel, usagthederne men mest, at min mor påtog sig langt mere, end hun kunne holde til – ikke mindst mig, så svarer hun “ja, du har sørme haft det hårdt,” eller: “ring til børneværnet, det kan være, at de vil høre på dine kvaler.”
Slug tudekiksen, “the number you have called does no longer exist”
Jeg bliver så træt.

 

Kys til Anne

anne bredahl

Noget om knæ.

Skærmbillede 2016-07-17 kl. 11.32.50

Taksigelse.

I dag skal det handle om taknemlighed, tak til mit vækkeur, der ringede klokken elleve minutter over syv, sådan som jeg havde stillet det til, tak til min hund, tak til regnen for at være våd og til skoven for at være grøn, tak til Alfred Hitchcock for hans filmsprog, tak til Bjørn for hans skriftsprog, tak til mild kryddersennep for at smage så godt under skinke, tak til jorden for at være rund og til mine bryster for at hænge, hvor de hænger, tak til søen og til ænderne, der begge virker så tilpasse, tak til min mor, for at lære mig om ro og til min far, for ikke at lade det blive ved det, tak til øl for at smage godt – og til softice for det samme, tak til alle, der vil hinanden det godt, en særlig tak til mit skohorn, der så ofte hjælper mig på vej, tak til fagotten for at lyde, som den gør, tak til Robert og Kasper, mine gode legekammerater, og til Hanne – fordi, tak til æblerne, der hænger og modner og også en tak til himlen – for ikke at være en kat.

 

Ensomig #82

Ok, jeg ved, at en masse af mine venner vil mene, at jeg er grænseoverskridende, ikke mindst når jeg fortæller om min lange kamp mod spiseforstyrrelse, de vil sige, at det hører privatlivet til, at det er selvcentrerede opdateringer og således ligegyldige, at virkeligheden er politisk, at vi har brug for politiske og ikke personlige kampe, så derfor er her den politiske side af min sag: Jeg er en udgift for staten. Uanset hvor meget skat jeg betaler fra nu af og til jeg dør, vil jeg ende med at være en økonomisk belastning for samfundet. Det beklager jeg, jeg beklager, at være sådan en, der “ikke kan betale sig” Visse politikere vil mene, at jeg aldrig skulle have været født – det er selvfølgelig ikke det, de siger, men det er den politik, de fører: Du skal gøre nytte og du skal bidrage til fortsat vækst, ellers? ja, hvad ellers? Jeg er en byrde. Det er sådan nogen som mig, der er skyld i, at de ældre ikke kan komme i bad, ifølge Joakim B Olsen og hans venner. Det er min skyld, at der skæres ned på antallet af pædagoger i vuggestuerne, at kræftpatienter skal vente på behandling og sådan kunne jeg blive ved. I kroner og øre har jeg – udfra en aldeles uvidenskabelig og meget løs beregning – forsøgt at sætte pris på min sygdom. Det ser sådan her ud:
Løst anslåede udgifter for min behandling for spiseforstyrrelse. Døgnindlæggelse anslået pris 4700 kr/døgn, – hertil er ikke lagt udgifter for vagter (jeg havde døgnvagt en del af tiden)

Frederiksberg hospital indlagt maj 1993-oktober 1993: nutidspris 30,3dg*5mdr*4700 kr= 712.833 kr
Opholdssted privat oktober 1993- dec 1993: anslået = 40.000 kr.
Frederiksberg hospital december 1993- februar 1994. 30,3dg*2mdr*4700kr = 284.200
Ambulant behandling Center for spiseforstyrrelser 1998-2001= 30mdr*4700kr=141.000
Center for spiseforstyrrelser døgnindlæggelse jan 2001-maj 2001= 30,33dg*4mdr*4700kr= 570.204
Socialpsykiatrisk team intensiv (5dg pr. uge) maj 2001-marts 2002=10 mdr*20.000kr=200.000kr
Center for spiseforstyrrelser indlagt marts 2002-dec. 2002=30,33*9mdr*4700kr=1.282.959 kr
Psykiatrisk døgninstitution dec 2002-maj 2003=5 mdr*50.000kr= 250.000 kr
Ambulant behandling , daghospital, Center for spiseforstyrrelser maj 2003-aug 2003= est. 60.000 kr.

Psykoterapeutisk behandling hos psykiater: 2003-2011 med lange pauser

Uden at medregne efterfølgende privatpraktiserende psykiater ( Psykoterapeutisk behandling hos psykiater: 2003-2011 ), samt faste vagter hhv Frederiksberg og Center for spiseforstyrrelser har jeg alene i hospitals- og institutionskrævende behandling kostet

3.501.196 kroner

Hvis ikke det er politisk, så ved jeg ikke, hvad det er.

Ensomig #81

Jeg er vred over, at jeg ikke er mere vred, end jeg er. Jeg er vred over, at jeg slet ikke er vred. Jeg er vred over, at jeg er ked af det istedet. Jeg er vred over at være ked af det. Jeg er vred over, at det skal være så svært at skelne mellem vreden og det at være ked af det. Jeg er vred over, at jeg tilsyneladende har nemmere ved at være ked af det, end ved at være vred. Jeg er vred over, at jeg gør det, der er nemmest. Jeg er vred over, at jeg bruger tiden på at skrive, at jeg gør, hvad der er nemmest, i stedet for at gøre det, der er svært. Jeg er vred over, at jeg ikke gør noget andet end at skrive. Jeg er vred over, at det ikke at skrive, er en måde at undgå vreden på. Jeg er vred over, at en terapeut skriver om mig: “Hun er dygtig til at formulere sine følelser, men tilsvarende ringe til at mærke dem, ikke mindst vreden.”
Jeg er vred.

 

Ensomig #80

I går gav jeg mit fingeraftryk til en dame ved kommunen, for at få fornyet mit pas. I dag skrev jeg så under på, at jeg var mig. Jeg skulle have udleveret en journal, men havde glemt mit gule sygesikringskort. I mangel af bedre foreslog jeg en seddel med ordlyden: “Jeg lover, at jeg er mig” – underskrevet Louise Juhl Dalsgaard.

Det var tilsyneladende ok.

Nu sidder jeg så og læser i den her “seneste” journal. Læser hvordan jeg tager mig ud, hverken i min eller sygehusets, men en tredjeparts optik, og det er efterhånden svært ikke at blive svimmel: Hvem er “jeg”, hvad er jeg, og hvorfor er jeg den, jeg er.

Så er det godt at vide, at der findes et fingeraftryk hos kommunen, og en underskrift i en klinik på Trøjborg, der begge beviser, at jeg findes, og at dét jeg, der findes, er mig.

Der hvor der før lå et solarium.

Der hvor der før lå et solarium
er der nu åbnet en helsebutik
ExiStenz hedder den
opkaldt efter ejeren Ulla
altså Ulla Stenz
hun sælger Auroniabær
og har en afdeling “henvendt til
kvinder”
her kan man få naturlig selvbruner
og falske øjenvipper uden
parabener
jeg spørger Ulla om
hun har noget imod min jalousi
så lægger hun sin hånd på
mit bryst:
“det skal komme
indefra,” svarer hun
jeg længes allerede efter
det gamle solarium
der fik man i det mindste
hvad man kom efter.

Ensomig #79

LOL
“Samtale 7/7 2011

TEMAER:
1/ Behov for anerkendelse, som drivkraft bag alt, hvad hun foretager sig.

2/ Mening vs meningsløshed. L har et behov for at finde eksistentiel mening udover den umiddelbart prosaiske mening. Vi snakker om at meningen med at drikke et glas vand faktisk bare kan være, at man er tørstig, og ikke nødvendigvis, at det er et symbol på L’s overstrømmende personlighed eller en kamp for stadig vækst eller udødelighed.

Pga ferie bliver næste samtale i uge 36, fre. k. 13.15″

Mit liv på et sølvfad.