Louise Juhl

destory.dk

Det ligner opskriften på succes

Hun laver mad, fra hun står op, til hun går i seng. Koger, steger, panerer, sauterer, griller, rister, rimmer. Intet må gå til spilde i hendes køkken, alt finder anvendelse. Støv fra en sommerfuglevinge stødes til fin sukker, som med let hånd drysses over en fingerbølstor surmælkspannacotta. En børsteorms tentakler friteres i butterdej og serveres som snacks til en hjemmegjort drik af gærede svampe og fluespy. Uglegylp confiteres, borebiller saltbages, skæres i skiver og serveres som tilbehør til osten. En hugorms afskudte og tørrede ham brækkes i grove stykker og tilføjes en nåletræslegeret suppe som det sprøde element. 
Hendes store talent når hele verden rundt. Et amerikansk børsmagasin bringer således hendes portræt på forsiden, overskriften lyder: Når Kvinder Vil. Hendes signaturret, en bænkebidersouffle med ostevalle, vinder den fornemme pris som Most Surprising Taste of the Year.. Folk fra nær og fjern strømmer til for at smage hendes mad. En terminalt syg professor emeritus fra Japan bruger sine sidste kræfter og penge på at nå frem til hendes restaurant, og finder så stor vellyst i det serverede, at flere uafhængige læger vurderer, at manden derved har fået  op til flere leveår forærende. 
Selv lever hun af rester. Stjæler sig til fugtigt brød fra fuglenes foderbræt, eller de frasorterede lameller fra en lidt for tæret Karl Johan. Hun holder sig kun akkurat på benene, altid på grænsen til et sultekollaps. På den måde, fortæller hun en kendt TV-vært, holder hun kroppen i konstant beredskab. Vågen, grådig og altid på jagt efter næring. 
– Det er ikke mæthed, der holder os i live, siger hun og ser direkte ind i kameraets tomme øje. – Det er sulten.

Det ligner en fødsel

En morgen i november vågner byen til sommer. Græsset er gået fra hvidt til grønt, blomster skyder op af jorden, træernes knopper springer ud. Over asfalten ligger en flimrende dis af varme. En tidlig kvinde på cykel klemter med klokken, hun ved ikke selv hvorfor, ’hej hej’, råber hun i den tomme gade. Ved en byggetomt er tre håndværkere ved at fordele dagens opgaver, de fæstner værktøj i deres bælter, den ene tager en slurk vand af sin flaske. I haverne tændes vandspredere, hunde gør spredt – måske af hinanden. I et kælderværelse forvilder to teenagere sig for første gang ind og ud af hinanden. Klokken er knap syv, udenfor er temperaturen allerede over de femogtyve grader, fuglene har det svært med bare at synge. En pølsemand dropper for en enkelt dag sin vogn og kører til havet. Han kan ikke huske, hvornår han har været der sidst. Stranden er øde, han breder armene ud, smider så alt: trøje, bukser, strømper, og løber ud i vandet. Mærker for første gang i over fyrre år sin egen hud om kroppen, han lader sig falde bagover. Vandet og saltet holder ham oppe.  På en nedlagt landejendom ikke mange kilometer derfra føder en kvinde sit første barn. Hun skriger og vånder sig i fryd og smerte. Den uprøvede far tager imod det hele, råb og eder, spyt og sved, til sidst også barnet. Fosterfedt og gennemsigtige øjne, der ingenting ser, udover igennem. I radioen manes der til forsigtighed, sælrigt ældre anbefales at passe på. Drikke rigeligt, spise salte kiks, trække inden døre mellem tolv og femten. Børnene får varmefri, de driver omkring i gaderne, spiser is, trækker tiden efter sig som en uendelig tråd. De voksne ser misundeligt til. De ved, at det om lidt bliver aften, så nat, at de vil falde i søvn og vågne til november, sne og vinter, præcis som forventet. Kun pølsemanden vil få lov at blive tilbage.

Det ligner overgivelse

Hun drømmer, at det er november, og at hun vågner til forår. Hun ved ikke, hvad hun skulle stille op. Med varmen, lyset. Indtil hun kommer i tanke om, at det ved hun jo aldrig. Hvad hun skal stille op, altså. Så lægger hun sig i solstolen, kun iført hud, lukker sine øjne. Da hun åbner dem igen, er der rim på græsset, det er blevet april.

Det ligner en ø

Det ligner en ø. Navnet Barbara stammer fra græsk Barbaros, der betyder udenlandsk eller fremmed. Ordet barbar har samme oprindelse som navnet, og kan betyde et af to: 1. primitiv, som taler utydeligt. 2. et råt og uvidende menneske.

Barbara har buttede ben, der falder i bløde etager. Hun ligger på ryggen på et tæppe, stikker begge ben i vejret, ler ad ingenting. Tungen bevæger sig frem og tilbage, ind og ud, der danner sig en sø af skummet savl i hendes mundvig. Det er torsdag, lyset danner grå skygger på væggen, det hele hænger sammen. De bløde ben, skummet, latteren. Hun ligner en engel. Barbara ligner en lille tyk engel, som hun ligger dér, på det langhårede lammeskind, og rækker tunge uden at vide, at det er det, hun gør. Udenfor hænger solen og kugler sig rund.

Hun drømmer om barnet. De synger og giver fingrene navne, startende bagfra. Lillefinger, ringefinger, langefinger. Til sidst: – Pegefinger, pegefinger, hvor er du? Barnet ler, hopper begejstret, peger på sig selv: – Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag. Hun vågner ved lyden af sin egen latter: Ha ha, så råt mod morgenens vægge. Ha? Det er onsdag, luften er tæt af fugt og sørgemyg.

De siger, hun skal skrive. Om det hele, om at ånde portionsvist og i smug, som en ryger, der for længst er holdt op, og så alligevel. Bare et enkelt hiv, lindrende og lunefuldt. De siger, hun er nødt til at komme over det, videre. De kalder det et fantomsavn, de taler om falske veer. Hun skriver: Søvnen holdt mig vågen i nat, hele tiden den her lyd af kraner med gafler, der rakte ind over og ud over mig. Jeg så op på om månen og på mørket udenom og kom så i tanke om, at jeg havde læst et sted, at uliuli betyder mørke på samoansk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg huskede netop det, Uliuli. Alt, hvad jeg gør for tiden, er mørkt. Alt, hvad jeg mærker, er ondt. Uliuli.

Hun borer sine negle ned i såret, planter små tusindfryd i den betændte hud. Forsøger at få noget smukt til at vokse af det ækle, som et barn kan vriste sig fri af et blodigt skød. Det må være sådan, det hænger sammen, sår og tusindfryd, fedt og menneskehænder. Mor og barn, vat og passer. Som barn rejste hun en sten aller bagerst i haven. Hver dag besøgte hun stenen, talte med den. Til den: -Hej lille sten, går det godt lille sten, er dit hjerte glad? Så fortalte hun, hvad hun havde lavet i løbet af dagen: Spist havregryn med mælk og sunget en kanon men kun med sig selv, skrællet en appelsin. Det vigtigste var, når hun fortalte stenen alt det, hun havde frygtet ville ske, men som ikke skete: Der var IKKE gået ild i hendes mors hår, ikke koldbrand i dukkens ben. Kaninen havde IKKE groet hugtænder, og hun var IKKE blevet suget ind under en traktors dæk, mast så flad, at ingen kunne kende hende. At dø sådan. Alene og ukendt. UliUli. I mange år var stenen hendes bedste ven og fortrolige. Intet menneske er en ø, intet mennesker er en sten. Hun er intet. En vi-desertør, et snydeæg.

På sygehuset holder sygeplejersken, Karina, hendes hånd. Navnet Karina er afledt af Katharina, der betyder Ren. Karina hvisker: -Det skal nok gå. Hun svarer: -Pis mig i øret!

.

Det ligner lilla

Hun trækker en streg i sandet. På den ene side skriver hun ”før”, på den anden side ”efter”. Den eneste farve hun kender indefra, er lilla. I skolen gurgler hun fluor, derhjemme bruger hun støttefødder på cyklen og aer sin kanin så ømt og så ofte, at den får skaldede pletter i pelsen. Hun er lige fyldt seks år. Hendes far forklarer hende, at ordet for den slags er Konsekvens. Så ved hun det.

Det ligner sne i april

Det har sneet i nat, Dahlia og fløjlsblomst er frosset til døde.
-Det er næsten ikke til at bære,
skriver hun i en besked og sender til sin mor.
Efter fem minutter får hun svar:
-Det er ikke sneens skyld.

Det ligner sorg

Det ligner en fejl

Michal har taget det her billede, det er af døren ind til vores sommerhus og væggen ved siden af. Sommerhuset er en gave fra mine forældre, jeg deler det med mine brødre, det er den bedste og sværeste gave, jeg nogensinde har fået. Huset er bygget i midten af halvfjerdserne af min far, det er ikke det mindste fancy men superautentisk og hyggeligt. Det er også velholdt, min far fører skema over, hvilke dele af huset, der skal have Gori eller males hvornår. Hvilke træer, der skal beskæres, hvor meget klatrepil, der skal hives op, mos og lyng. Alt er der en plan for og med, og den plan er blevet holdt i 46 år – til punkt og prikke. Jeg har arvet min fars behov for planlægning og kontrol, men desværre ikke hans evne til at holde planerne til punkt og prikke. Jeg falder i igen og igen, glemmer ting, er for træt eller for ked, og så må lakeringen vente. Men pludselig er det vinter og så er det for sent, og planen falder til jorden. Jeg hader mig selv for at lade det ske, for ikke at slå til. Jeg slår mig selv i hovedet og rækker tunge af mit spejlbilllede: ‘tag dig dog sammen, søster lagkage!’ Derfor har Michael taget det her billede og hængt op herhjemme. Det viser en nymalet svenskrød sommerhusdør, min fars fantastiske flid. Men den viser også et par pletter ved siden af døren, små ufrivillige stænk i det Gori-grønne. På en eller anden måde gør det mig så godt at se på det billede, for det er jo for pokker supersmukt med disse røde pletter, det er jo det, der gør forskellen på flot og smukt, og jeg foretrækker det sidste.

Dagene findes

alt det vi ikke ejer
fordi det aldrig går tabt:

søvnløse nætter
morgenangst
kærlighed
og lidt for
tidlig lykke

hinanden og det derimellem:
hudflet og en hånd om livet
(tænk sig: en hånd om livet!)

at hviske fortroligt
og bagefter dele en
belgisk vaffel betalt med
mønter fra lommen

ingenting er tabt
siger du
og ingenting er fundet

men dagene findes
og hvad skulle vi
stille op med dem
hvis ikke dét: at lede

Dont Think of the White Bear

‘Jeg har for længst lært at ignorere mine følelser. Desværre har mine følelser ikke på samme vis lært at ignorere mig.’
Sådan skrev jeg i et brev til en ven for nogle år tilbage. I dag hørte jeg så en podcast: ’Dont Think of the White Bear’, hed den. Den handlede nu ikke om en hvid bjørn men om følelser. Altså hvordan vi håndterer følelser, og hvilken betydning det har for vores liv og velbefindende. Vi kender alle til historier, hvor nogen udtrykkeligt bliver bedt om IKKE at gøre en bestemt ting – og hvordan det straks får deres tanker til at kredse om det forbudte. For eksempel ’du må IKKE spise slik’, og det eneste man overhovedet har tanker for, er finsk lakrids og vingummiferskner. Eller, du vil ikke tænke på ham den eneste ene, der lige har forladt dig, men uanset hvad du gør, om du skræller æbler eller gør håndvasken ren, minder det dig om ham. Hans yndlingsæble, der var gråsten (og så lige fucking gråsten!), eller den der irriterende måde, han altid lod sine brugte kontaktlinser ligge på kanten af vasken. Åh, hjerte. Fortrængning af følelser, er – videnskabelig bevist -en virkelig skidt strategi, hvis man vil lykkes med at komme overens med dem. 
I udsendelsen taler værten, der er psykolog ved et amerikansk universitet, om hvordan holocaustoverlevernes vidnesbyrd under retssagen mod Eichmann i 61’ hjalp vidnerne. Til trods for, at de tvang sig selv til at genopleve grusomheder, så var det også en måde at se tingene i øjnene på. Ikke fordi grusomhederne derved blev mindre, men simpelthen fordi de ved at sætte ord på følelserne, tog magten tilbage over dem. De gjorde historien til deres egen og ikke som før, nazisternes og bødlernes. 
Senere i samme podcast fortæller værten om nogle forsøg med forældre og deres børn. For hvordan påvirker det børn, hvis deres forældre fortrænger, hvordan de har det, skjuler deres følelser? Én gruppe voksne lod sig udsætte for verbale overfald og blev efterfølgende bedt om at lege med deres børn. Halvdelen blev bedt om at ’beskytte’ deres børn mod dagens ubehagelige hændelse, altså at undertrykke hvad de havde været igennem og følt. De forældre, der blev bedt om at dette, reagerede mærkbart mere vredt og afvisende. De skældte børnene mere ud og var mindre opsøgende i forhold til den halvdel, der ikke havde fået samme besked. De, der skulle forsøge at fortrænge, brugte så at sige deres kræfter på at ’opføre sig som intet var galt,’ hvilket betød, at de ikke havde flere kræfter, da det kom til deres børn. Men værre endnu, denne effekt lod sig ikke kun begrænse til forældrenes adfærd. Også deres børn blev påvirket. De udtrykte mindre glæde, legede mindre engageret, virkede.…trykkede. Forældrenes fortrængning gik i arv til børnene. 
Når vi går rundt og fortrænger, fortier, skjuler, hvordan vi har det, så er det ikke kun vores eget liv, vores egne følelser, vi begrænser. Det er også alle andres. For når vi handler mere vredt, mindre engageret, mindre omsorgsfuldt, så går det ud omkring dem og det, der er omkring os. Børnene, dyrene, naturen. Det er dem, der må lægge ryg til. Og før nogen nu farer i kridthuset og taler om følelsernes vold, altså at lade følelserne bestemme og overtage styringen, så plæderer jeg IKKE for, at man skal lade sig rive med af sine følelser, svælge eller drukne i dem. Slet ikke. Jeg argumenterer alene for, at man skal være tro mod sine følelser. Anerkende dem. De er alligevel svære, ja umulige, at komme udenom. Så hvorfor ikke invitere dem indenfor. Se dem i øjnene og sige: ’hej hej lille følelse, velkommen til – her er plads til alle både tykke og smalle.’
Snakke MED dem, snakke OM dem. 
Noget tyder på, at følelser er kommet for at blive, så lad os da leve med dem i stedet for mod dem.