Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #257

I går sejlede verden, drejede rundt, jeg kunne hverken stå eller gå, måtte have besøg af vagtlægen, han havde en lægestuderende med, “klassisk eksempel,” forklarede han den studerende, og jeg tænkte, at det var første gang, jeg var blevet beskrevet som noget eksemplarisk, “se nu her,” fortsatte han, henvendt til den unge fyr, der forresten hed simon, “drej hovedet hurtigt fra side til side,” bad han mig, jeg protesterede, sagde at alt i forvejen var kaos, at sofaen var et skib, at gulvbrædderne gyngede som et oprørt hav, “jeg lover dig, at du ikke drukner,” sagde lægen og jeg  drejede hovedet fra side til side, “hurtigere,” bad lægen, og jeg fulgte ordre, alt var svimlende, verden en løbsk karrusel, “stop og se på mig,” og jeg stoppede hovedet og så på lægen, der udbrød “ha!, nåede du at se det,” og jeg troede han talte til mig og forklarede, at jeg ikke kunne se en skid andet end hans roterende ansigt, det viste sig at han talte til simon, den studerende, “nej, jeg så det ikke” svarede simon, og jeg måtte gentage mine bevægelser, nu endnu hurtigere, “lov mig, at jeg ikke drukner,” mumlede jeg, og lægen lovede og råbte lidt efter, “stop så,” og jeg stoppede og så ham i øjnene, “ha!” udbrød simon, “nu så jeg det!”, og lægen forklarede, hvordan mine øjne fortsatte fra side til side, selvom mine bevægelser var standset, at det var min hjerne, der  ikke fik besked om, at jeg ikke længere var i bevægelse, det var derfor, jeg følte, at alting sejlede, en fejlslutning i hjernen, manglende koordinering mellem krop og refleks, “sandsynligvis øresten,” beroligede lægevagten mig, “en lille krystal fiser den forkerte vej imellem dine ører, den siger venstre, når du ser til højre, dine øjne forsøger at følge med krystallens beskeder som ikke overensstemmer virkeligheden, du ender derfor med at flakse forvirret rundt mellem dine sansers beskeder og den virkelige verden,” “det lyder sandsynligt,” svarede jeg, “story of my life,” nu har jeg fået en tid ved lægen, en akuttid på 5 minutter, jeg er spændt på, om han kan løse uoverensstemmelsen mellem mig og virkeligheden på dén tid, man har da lov at håbe.

Den findes!

Ensomig #256

Jeg sender en sms til M, at han er nødt til at skrive noget, sende nogle billeder, at min mave opfører sig underligt, at mine øjne bliver ved med at græde. “Men ikke af hundehvalpe,” fortsætter jeg, “det skal være landskaber eller mennesker, der skærer ansigt.” Lidt efter sender han mig et billede af 5 mænd med ryggen til kameraet, de står på et havebord, det er ude ved vandet, tror jeg. “Man må ikke stå på bordene,” skriver jeg, “du skulle se dem forfra,” svarer han. Det er en mærkelig samtale, helt uden mening og så alligevel ikke, jeg græder ikke så længe, den varer.

Så går jeg på biblioteket, sætter mig og læser om, hvilke muskler man bruger, når man græder. det er mest maven, man tager i brug, det overrasker mig, her gik jeg og troede, det var mine øjne, der var problemer med.

På vej tilbage fra biblioteket bliver jeg helt fortvivlet, byen er fyldt med festivalgæster, 50.000 af dem, på torvet spiller Mek Pek, der er også en mand, der har klædt sig ud som  klovn, han laver ballondyr og siger lyde med en fløjte imens, det får mig til at smile.
Da jeg skal over gaden kommer jeg til at stå ved siden af en kvinde uden hår, hun er mager og hendes øjne indsunkne, hun taler i telefon. “Hvordan det går? Ja det er jo terminalt, så det går den forkerte vej,” siger hun og går over krydset. Jeg går efter, kvinden taler videre, det lyder som om, hun prøver at trøste personen i den anden ende, “I aften laver vi mad over bål, det dør man da ikke af,” griner hun, det får hende til at hoste, hun må sætte sig på en bænk for at få vejret. Jeg går videre, den er gal med øjnene igen, hele tiden ved at løbe over og ud, en mand kommer gående med en fadøl, “Det skal nok gå,” snøvler han og rækker en hånd ud mod min skulder, han lugter af øl. Jeg smiler, siger okay, han har sikkert ret.

Ensomig #255 (om sorg)

Jeg læser Tom Malmquist “I hvert øjeblik er vi stadig i live,” det er en hård bog, sproget er nøgternt og alting så præcist nedfældet, at jeg, som læser, føler mig som tilskuer i en retssal.
Jeg er alene hjemme i de her dage, jeg er ikke god til den slags, at være alene med mig selv. Det skyldes sikkert mangel på nøgternhed: jeg har altid så mange følelser, der skygger for virkeligheden. Her kan Malmquist, hans journalagtige optegnelser, være et eksempel til efterfølgelse. Jeg kunne notere mig temperaturen på mine fødder (de er kolde, jeg burde hente et par strømper), eller de to edderkopper, der hænger ned foran et mit stuevindue, den ene er stor, men hurtig, ja næsten adræt, i sine bevægelser.
På mit tobaksbord ligger to bøger, fulde af farvede post-it-sedler, som jeg har sat fast på siderne under læsningen. “BEGÆR”, står der på en af lapperne, “dværgen”, på en anden. Jeg har glemt, hvorfor jeg har skrevet dem, de tjener ikke længere noget formål, men farverne er fine, og bøgerne ligner flouroscerende grøftekantsbuketter med de mange kulørte lapper stikkende ud. Jeg forstår godt den nøgternhed, Tom Malmquist benytter. Hvordan han får virkeligheden (der ellers er gået i stykker med konens pludselige sygdom) til at hænge sammen, ved at forholde sig til det, som det er muligt at forholde sig til. Han noterer sig sirligt de lægefaglige termer, beskriver hans døende kones væskeansamlinger og pudset, der rinder fra hendes tårekanaler. De tilstoppede katetre. Også farven på overlægens plastikhandsker registreres (ikke hvide men heller ikke ikke-hvide). Det er en måde at bære det ubærlige: At skrue op for sanserne, øjne, øre og næse, og tilsvarende ned for følelserne. Lukke ned for afmagten: Hvad fanden ligner det, at hans elskede, en ung gravid kvinde, får akut leukæmi. Hvad stiller man op, hvem klager man til, hvem giver man skylden? Der er ikke nogen at blive vred på, det er ikke nogens skyld. Men istedet for at lade sig kvæle af afmagt, noterer Tom Malmquist det, der stadig findes, selvom konen er borte. Pårørenderummets indretning, stolenes farve, længden på sovesofaen, hældningen på hovedgærdet. Han beskriver endda ørebøjlen på det stetoskop, som overlægen på neonatalt afsnit bruger til at lytte til hans nyfødte datters hjerte. Vi hører ikke, sådan som vi forventer, om barnets hjertebanken, men får beskrevet det redskab, hvormed hjertelyden registreres. Kærlighed by proxy.
Selv er jeg sådan en (sådan en hvad?), der støvsuger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med mig selv. Ikke fordi støvsugningen giver mig svaret, men fordi tiden går, og jeg går med, og nogle gange er det alt, der behøves.

Ensomig #254

I dag var jeg nødt til at google ting, for ikke at drukne. Jeg søgte på “hav,” fordi det er stort og blåt og uforståeligt lige som mandage er det. Jeg noterede mig fakta. 71% af jordoverfladen er dækket af hav, men hele 81% på den sydlige halvkugle. Jeg forsøgte at regne ud, om det betød, at kun 61% af den nordlige halvkugle var havdækket, men fandt ikke noget svar. Måske følger havene bare ikke de matematiske love?
Bagefter noterede jeg mig ord, jeg associerer med hav: Strandvasker, gæller, søhest, mallemuk.
Dernæst ting man kan sige med hav: “hav en god dag.”
Sådan er mandagen gået med at notere fakta, jeg ikke forstår, senere gik jeg en tur med Mumrik på kirkegården. På en af gravstenene stod: “Never trust the teller, trust the tale.” Det syntes jeg lød rigtigt, måske fordi det er mandag.

Ensomig #253

En drøm.
Jeg er på tur med en flok elever, de er 10-11 års alderen og deres opmærksomhed er svær at fange. Jeg forsøger med at udpege spiselige urter og fortæller dem om fotosynteser og lysets brydning i vandoverfladen, jeg er virkelig entusiastisk, men børnene er mere interesserede i hvem, der vil holde hvem i hånden. Pigerne sammenligner længden på deres hår og drengene hiver dem i hestehalen: “Hvem trækker det længste strå?”

Pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min aftale hos min psykoanalytiker, L, det er nu, heldigvis bor han i nærheden. Jeg slæber børnene med, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Vi kommer til hans lejlighed, ringer på, han åbner og jeg undskylder, at jeg er for sent på den, og at jeg har været nødt til at tage mine elever med. “Kan de sidde i venteværelset så længe, jeg lover, at de nok skal være stille?,” spørger jeg, L nikker og viser dem indenfor. Lejligheden er mondæn, der er stuer en suite og højt til loftet, selvom den ligger i et belastet kvarter. Jeg viser dem ind i venteværelset, et stort stuelignende rum med et langbord og stole beklædt med lammeskindstæpper og med læderryg.
L og jeg går ind i konsultationsværelset, jeg lægger mig på briksen, lukker øjnene, fortæller, som så mange gange før, om dengang jeg blev betroet en hemmelighed, jeg ikke kunne bære, men som jeg bar og bar, indtil jeg tabte den ud af mine hænder, jeg fortæller, at uden den føler jeg mig tom, uden en hemmelighed har jeg ikke noget at holde fast i, holde mund om, jeg fortæller.
På et tidspunkt åbner jeg øjnene og ser, at stolen, hvor L plejer at sidde er tom, jeg ser mig omkring, men der er ikke nogen i rummet udover mig. Jeg rejser mig og går ud i venteværelset til mine elever. De sidder overraskende stille og koncentrerede, L sidder imellem dem, han har givet dem hver en fisk, de skal filetere. Det er alle mulige forskellige slags fisk, rødfisk og torsk og kuller og multe og havkat og rødspætter, børnene skærer først hovedet af, så et dybt snit langs bugen, så en kniv ind under skindet. De er helt opslugte, deres hænder er beskidte af fiskeindvolde og blod, men det lader de ikke til at lade sig gå på af. Jeg er forvirret, undskylder overfor L, hvis børnene har støjet, og han har været nødt til at underholde dem. “Slet ikke,” svarer L, “jeg gik herud, fordi jeg kender historien, du gik i gang med, og så kunne jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt imens.”
Jeg kan mærke, at jeg bliver vred, vred på elverne, fordi L hellere vil bruge tid med dem end med mig, og vred på L, fordi eleverne tydeligvis føler sig bedre underholdt af ham end af mig.
Jeg siger til eleverne, at vi er klar til at gå, at de skal finde deres overtøj og komme med mig, men L siger, at de gerne må blive, hvis de vil, at de kan tilberede fisk sammen, lave fiskesuppe og fiskefrikadeller eller fiskespyd over bål, og børnene jubler. De vil hellere blive, om det er ok?
Jeg svarer ikke, hvad skal jeg sige, selvfølgelig må de blive, de lærer jo åbenlyst mere her end hos mig, de har det godt, L har det godt, hvem er jeg at skulle gøre en ende på det? Jeg tager mine sko på (dem har jeg stillet, da jeg skulle op på briksen), finder min jakke, vinker “Hej, hej,” men både eleverne og L er alt for optaget af at rense fisk, de hører mig ikke.
Jeg går ud af døren, jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Ensomig #252 (læsenote til Vigdis Hjorths Arv&Miljø)

Det er så meget af det, jeg husker, der ikke passer. Og endnu mere, der ikke passer, men som jeg (helt upassende) husker. Hele tiden denne glidning mellem det teatrale og det virkelige, som om virkeligheden ikke var teatralsk nok i forvejen, som om det teatrale ikke allerede err alt for virkeligt.

Du taler til min fornuft, taler om ret og rimeligt. Kærligheden er ikke rimelig, fornuften endnu mindre. Jeg er ikke rimelig, jeg kan ikke tales til fornuft.

Jeg ved, at du gemmer dig. Jeg også hvor. Jeg ved, at du ved, at jeg ved, hvor du gemmer dig. Vi lader begge som om, du er væk, som om vi ikke ved, hvor du er gemt.

Jeg elsker det, der er væk, lige så stærkt som jeg hader, det du har gemt. Jeg hader det gemte, fordi jeg ved, hvor det er og ved, at hvis jeg finder det frem, kan jeg ikke længere elske dig.

Det bliver mit ansvar at du forbliver gemt, ikke at finde dig frem. Det er en måde at bevare kærligheden på. Helt urimeligt.

bobler, bøger og begær

 

 

Ensomig #251

Jeg er fra før Tinder, dengang dating.dk var lidt vildt og ildeset blandt ægte romantikere, som jeg ellers havde regnet mig iblandt indtil da.
Nu sidder jeg og læser mails dengang blandt andet én fra Jarl, der skriver: “Lidt om mig: En stor mundfuld, vil de fleste nok mene – hvis du altså forstår *blinkesmiley*?” Det gjorde jeg ikke, korrespondancen slutter i hvert fald dér. Martin skriver, “jeg kan ikke fordrage kvinder med uren hud og/eller som går med armbåndsur.” Det der “og/eller”?
Endelig er der Ole, der kort og godt skriver: “Jeg kan læse mellem linierne, at du i virkeligheden har brug for noget helt andet, end det du beder om.” What?
Shit altså, jeg håber virkelig, at menneskeheden har udviklet sig siden 2005.

 

Ensomig #250 (Til thomas)

Så kommer der et menneske forbi, han hedder Thomas, vi hilser, krammer, hej,hej, nå så lykkes det, griner vi, uden at nogen af os ved, hvad det vil sige at lykkes. Ikke at lykkes derimod, det ved vi begge, at drikke fadøl med elegance, for eksempel, den slags lykkes aldrig, man får ølskæg, glasset er umage og af plastic og fyldt mere end til randen. Du spørger mig, om jeg tror, månen er en mand eller en kvinde, men før jeg når at svare, er det tid til at høre Bisse. Vi går ned til rød scene, du og M ryger smøger, mange smøger – mere af nød end af lyst, fornemmer jeg, selvom jeg ingenting ved om at ryge eller om lyst og nød.

Jeg har svært ved tilstedeværelse som en disciplin, det er det, jeg synes er så hårdt ved den her slags arrangementer, koncerter, at man ikke bare skal lytte, men lytte NU og lytte mere end ellers. Jeg har svært ved at holde balancen og min fadøl forsvinder hurtigere, en jeg drikker den, og jeg bliver rørstrømsk. Jeg ved ikke om det er Bisse, ubalancen eller den måde i kæderyger på, men jeg får lyst til at holde om os, løfte os op, INSISTERE på, at vi har noget sammen; under månen, noget fælles, noget, der er vigtigere end at skamme sig.