Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #718

Jeg har svært ved at sove og derfor svært ved at vågne, det ene med det andet. Jeg har pakket tasken, den står i gangen oven for trappen. Fyldt med regntøj, smertestillere, notesbog og “Skammens manifest.” Det sidste er et manuskript, jeg arbejder på eller: det arbejder på mig. Om små fire timer vil jeg smide tasken og mine tændstiktynde drømme bag i bilen, hunden på bagsædet, køre mod kapellejligheden. Jeg ved ikke, hvad der så vil ske, om der vil ske noget overhovedet, men jeg hvisker til hunden, og den logrer. Læner sit krøllede øre mod min kind. Det er dét, jeg holder allermest ved os – hunden og mig, tilsammen.
At det ikke er så vigtigt, hvad vi siger til hinanden, men at vi siger hinanden noget.

Ensomig #716

Jeg husker taxaen foran sommerhuset, den rastløse uro. At ligge i et tog om natten, alene. Jeg husker at se et hus brænde uden at gribe ind. At vågne og lytte. Jeg husker Bamses Venner og Lone Kellermann, der sang: Se Venedig og dø. Jeg husker at græde i smug, selvom der ikke var nogen at skjule sig for. At spise en blomme så langsomt, at den fordærvede undervejs. Færgen fra Halskov til Knudshoved, mennesker overalt. Mennesker og måske også mig. Jeg husker at vågne hos en fremmed. At føle sig mindre fortabt dér, end nogen andre steder. At gå i ét for så at gå overfor rødt. Jeg husker at fortryde: Gå tilbage og vente på grønt. Vente. Jeg husker at vente.


Ensomig #714

Fuglenes uro på himlen sådan en morgen, får mig til at tænke på Simon Fruelunds digt om gæssene, der hænger som knirkende havelåger over vores hoveder.
Det får mig også til at tænke på dengang lægen på Y klappede min journal sammen og sagde, at vi hellere måtte stoppe. Nu, mens legen var god. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det aldrig havde været en leg, og at man ikke kan stoppe virkeligheden, heller ikke selvom den ikke længere er god. At jeg svarede:
– Det er måske her, fødekæden hopper af?, og skammede mig over mit kluntede forsøg på at lave sjov, glide af og væk. Ha.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem, kun at jeg i flere dage ikke orkede at lave mad, men i stedet hentede fugtige brødstykker ind fra fuglenes foderbræt og åd.

Det bedste ved leg er, at det ikke er virkelighed. Det er også det værste.
Jeg blev ved med at kalde dem ved navne, længe endnu. Johannes og Barbara. Tog tilskud af selen og takkede nej til alkohol ved festlige lejligheder; folk nikkede, indforstået og ømt, smilede: Åh! Og jeg smilede tilbage, som om. Jeg tror ikke, at erfaring nødvendigvis gør os klogere, men jeg tror på, at det hærder os. Sliber hjerteklapperne til, så de slår. Hårdere. Lidt mere virkeligt, lidt mindre legende.

Ensomig #713

Jeg vågner og tænker ‘det er nu’ og står op og bliver i tvivl, men da er det ligesom for sent. Så går jeg på apoteket og køber en salve mod tør og sprækket hud. Ekspedienten har varme brune øjne. Hun fortæller, at hun er fra Polen, og at hendes mor, der er håndlæser, kommer på besøg i julen. Hun putter en bon ned i posen til salven og følger med om på den anden side af disken. Rækker mig det hele, siger ‘mange tak for handlen’. Jeg smiler og skal til at sige, at hun har meget smukke øjne, men fortryder og går i stedet hjem og googler “Polen og juletraditioner.” Læser, at man drikker vodka og øl og vin – og spiser 12 retter mad juleaften. Karpe i gelé, rødbedesuppe med fyldte filodejscroutonner. Kogt surkål og honningkage. Man synger gamle salmer, måske den vemodige  ”Lulajze, Jezuniu” i h-mol, det forestiller jeg mig i hvert fald, mens varmen fra vodkaen når mine kinder. Og jeg græder og græder, fordi de synger så smukt.

Ensomig #712

Der var et år, nogen bad mig om at holde min kæft. Jeg tog det alt for bogstaveligt, og holdt op med at tale i mere end tre måneder. Så blev jeg kaldt op til skolepsykologen. Hun hed sådan noget som Gunvor eller Ragnhild eller Thyra. Man skulle banke på, det stod der på et skilt på hendes dør, så jeg bankede, og der lød et `kom ind´. Hun har vel nok rakt mig hånden til goddag, det husker jeg ikke. Kun at hun lagde sine hænders fingerspidser mod hinanden og spurgte, om der var noget galt? Jeg havde jo fået besked på at holde min kæft, så jeg nøjedes med at ryste på hovedet, og Gunvor, eller hvad hun nu hed, skrev i sin journal, at der ikke var noget i vejen, og så fik jeg lov at gå igen.
Det har forfulgt mig lige siden, og jeg ved stadig ikke, hvordan man gør. Holder på sin kæft. Om det er ligesom at drikke af musselmalede porcelænskopper – med strittende lillefinger og stift håndled? Eller mere som at holde på en dyb hemmelighed: Med kærlighed i blikket og hårdt knyttede næver i lommen? Jeg kan egentlig godt lide tanken om den kærlige knytnæve: At kæften er noget man holder på, indtil man ikke kan holde til det længere. Så må man slå igen – ligesom hjertet gør, når det nægter at give op.

Ensomig #711

Der er ting, der er svære at slippe. Uvaner for eksempel. Jeg har så mange, at jeg ikke ved, hvad der ville være tilbage af mig, hvis jeg lagde dem fra mig. De fleste er harmløse, som at spise ostemadder klokken 02 – nætterne til tirs, tors og lørdag. Eller at betro mig til en sten, for ikke at trætte alverden. Det, der sker, er, at jeg lægger min mund mod stenens øre. Så fortæller jeg den om alt det, jeg er bange for: Overmodne pærer (jeg har hørt, at de risikerer at eksplodere i maven.) Alt for lange japanske film om Harikiri. Min egen sult. Når jeg er færdig med at betro mig, lægger jeg den tilbage på bordet mellem de andre sten. Det er næsten ikke til at se forskel.

Nu har jeg ligget syg i to døgn uden at kunne lette mine tanker – jeg vil jo ikke risikere at smitte stenen. Det mærkelige er, at den i stedet er begyndt at komme til mig. Den kommer om natten. Klokken to. Den kan svæve og slå kolbøtter og lave “Buddhas Revenge” på en yoyo. Det er nogle meget smukke ting, den viser mig, vigtige. Meget vigtige. Jeg har lovet ikke at sige dem videre.

Ensomig #710

Engang var jeg bange for ugler af glas. Især for dem, der fortrød deres tuden, og efterlod mig alene tilbage med gråden. Jeg var også bange for Manden med den Gule hat, og for termometrene, der gang på gang afslørede, at jeg løj, når jeg påstod, at jeg var syg. – Som om angsten og ensomheden kunne reduceres til en søjle af kviksølv?
Nu er jeg bange for alt andet. For mænd i grove sikkerhedssko, men særligt dem uden. For min fars lysende intelligens og min egen alt for mørklagte. For melorm og skægpest, helvedesild og sæbe, der dufter af lavendel.
Mest af alt er jeg bange for som-om-heden.
Dét, at være lige ved og alligevel så langt fra næsten.


Ensomig #709

I dag går jeg, som så mange morgener før, en tur med hunden. Jeg er i godt humør, et menneske, jeg elsker, er lige blevet fejret med sang og gaver: Han har fået et tøjdyrsfår, et sæt grydelapper af læder og et kursus i vietnamesisk kokkekunst.
Fødselaren skal på arbejde, hunden og jeg kører hen for enden af søen, det er tusmørke, vejret er mildt. Lidt senere når vi til et stort beboelsesområde for udviklingshæmmede, Sølund, hedder det, gamle, prægtige bygninger. Her går vi tit, her er rart. En mand kommer gående med et barn i favnen og en sort hund ved sin side. Den er ikke i snor. Jeg råber til ham: – om han vil være sød at sætte sin hund i line? Mange af beboerne på området er bange for løstgående dyr, utrygge, der er sat skilte op overalt: “Hund i snor,” står der.
– Den gør jo ikke noget, svarer manden. Jeg ved, at det ikke handler om det. Jeg ved, at beboernes angst er irrationel, umiddelbar, uafhængig af dyrets natur. Jeg har set flere reagere med voldsom frygt, skrige og slå sig i tindingerne. Så jeg gentager, vil du ikke nok være sød at sætte den i snor alligevel?
Manden sætter barnet på jorden, mumler, `skrid nu bare.`
– Hvad? spørger jeg, oprigtigt undrende.
– Idiot, svarer han. Et øjeblik tænker jeg, at han må tale til en anden, til sig selv måske, en art fortrydelse.
– Hvad? gentager jeg.
– idiot! Nu råber han.
Normalt ville jeg fortrække i sådan en situation, lade det fare. Jeg ved jo godt, at det ikke betaler sig. Men af en eller anden grund vil jeg ikke lade det fare – ikke i dag. Jeg har været venlig hele vejen, bedt et menneske – pænt – om at overholde nogle meget rimelige regler. Almindelig pli og omtanke, tænker jeg. Jeg kan se, at manden har en snor i sin lomme, det handler bare om, at han skal stikke hånden ned og fastgøre linen til sin hund. Vupti, problem solved.
– Undskyld, men kalder du mig en idiot? Jeg er stadig venlig, tænker, at det må handle om en misforståelse.
– Jeg bad dig om at skride, hvisler manden, og går hen imod mig. Hans hund følger med. Mumrik, min hund, bliver usikker. Han er i snor og dermed underlegen i forhold til den fritløbende hund. Han gemmer sig bag mig. Manden kommer tættere, helt tæt.
– Skrid, hvisker han, jeg kan mærke fugten fra hans ånde.
– Vil du tættere på, må du slå, svarer jeg. Ikke længere venligt.
– Ja, det kunne du tænke dig, ikke?
Nu bliver jeg oprigtigt vred. Trusler er en ting, indirekte trusler en anden, næsten værre.
– Kan du høre dig selv? spørger jeg, ikke fordi jeg forventer et svar, men fordi jeg har svært ved at tro, hvad jeg hører. Nu går manden ned i knæ, i øjenhøjde med mig, sætter hænderne i siden (han har sluppet barnet, der står og fumler med sin sut, tydeligvis utilpas.) Jeg kan ikke lade være at le. Manden ligner – helt bogstaveligt – en gorilla, som han står med bøjede knæ og næsten klør sig under armene.
– Skrid, gentager han. Med stemt s, ssskrid, lidt ala Hannibal the cannibal.
Jeg har lyst til at le højere endnu, men ved, at det kun vil pirre hans aggression. I stedet begynder jeg en lang tale om, at det er virkeligt små mennesker, der kalder folk for idioter, når man beder dem om en tjeneste. At det er endu mindre mennesker, der bruger deres størrelse og køn som en trussel. At det er bittesmå, ja nærmest mikroskopiske, mennesker, der bruger ordet `skrid´, som et argument.
Barnet hiver i sin bedstefar (?), manden vifter hende irriteret væk.
– Åh, du er sådan én, siger han og lægger sin højre hånd på min venstre overarm, holder fast. Sådan én? Mange ting finder jeg mig i, hver dag. Jeg er vel det, man kalder konfliktsky, en pleaser. Jeg plejer at sige, at jeg ikke vil spilde mit liv på dårlig karma, men sandheden er, at jeg ikke orker. Jeg har ikke kræfterne og begynder alt for ofte at græde, når andre spiller med musklerne. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg ikke ved, hvad man gør, når man er vred. Men lige præcis udtrykket “sådan én” – den her ukonkrete skam, man påduttes. Måden det siges på. “Sådan én”. En lort, et undermenneske. En kvinde, der siger fra?
Jeg bliver frygtelig vred. Og der er ikke en skid, jeg kan gøre. Han står med et lille barn, jeg ikke vil gøre (mere) utryg. Han står med en løs hund, som min egen hund føler sig truet af. Han står helt tæt på mig, rører ved min arm.
– Du trænger til hjælp, siger jeg og går. Jeg kunne have sagt tusind andre ting, men det gjorde jeg ikke.


(PS: Et stykke længere fremme sparker jeg i jorden, hårdt, smider en gren, råber Aargh! Hunden misforstår og løber efter pinden, kommer tilbage med den i munden. Logrer. Han er en pleaser, præcis som mig.)

Ensomig #708

Når sten drømmer, er det om at være gennemsigtige og af glas.

Ensomig #709

Gråspurvene sidder i gårdhaven under træet med ananasæbler og spiser de nedfaldne frugter. De opdager mig fra bag ved ruden og forstener. Stirrer på mig med de her kuglerunde sorte øjne, der kan flyve under bevidsthedens radar og videre ind. Dér, hvor vi ikke selv har adgang. Et øjeblik – og så ser de væk igen, pikker videre i æblerne, tilsyneladende beroliget.
Jeg kan godt lide tanken om, at de har været et smut omkring mit dumt dunkende hjerte, og at det var dér, de fandt modet til at spise videre.