Jeg læser Maja Lucas Gennnem natten og vinden. Dét sprog, dén fortælling. Ikke ét overflødigt ord, ikke én formildende omstændighed – og så alligevel. Livet er vel en slags formildende omstændighed. Tilfældighederne og de vilkår, der gør, at det hele ender, som det ender, at vi ender, hvor vi gør. Med at elske forkert og for meget eller omvendt for lidt og for skruet.
Her til morgen læste jeg en artikel om Yahya Hassan, hans kommende digtsamling, det er sindssygt hårdt, ikke til at bære, umuligt at afgøre. For der findes ikke altid et ret og en vrang, en skyldig og en ikke-skyldig. Det handler om liv og omstændigheder, formildende og formørkende.
Selv har jeg ikke bidraget med en skid, ingen børn eller bonus: 17 års selvforskyldt underernæring har ikke levnet andet end ét sølle menneske – mig. Om jeg fortryder?
Ja!
Modsat Spurven, fortryder jeg det meste, men hvad nytter det? Der findes jo ingen fortrydelsespille, en tablet, man kan sluge og abortere sin fortid. Heldigvis er fredagen fuld af formildende omstændigheder: De sidste syrlige ananasæbler i frugtkassen, fiskehejrens langsomme opdrift, et navn jeg kan hviske, når det gælder.
Jeg kan huske dengang, jeg stadig troede, at nogen ville lede, hvis jeg blev væk. Det var dengang præsten, der underviste os, hed Kirkemand og min far hed far – og sådan hang alting sammen.
Det var først senere, det begyndte at blive kompliceret: At genboen begyndte at tale i vildelse og gå i bare tæer i frostvejr, og jeg fandt ud af, at min bedste veninde, ikke bare var min – men også en andens bedste veninde. Der kom også ny præst, han hed Brun til efternavn, det gav ligesom ikke samme mening. Når jeg spurgte de voksne, hvad der var blevet af Kirkemand, svarede de, at han havde “givet op.”
Jeg kan huske, at jeg fik ondt af ham, og at jeg skrev et brev. Noget med, at jeg ikke håbede, det var min skyld, og at jeg var frygtelig ked af, at jeg havde været så længe om at lære trosbekendelsen udenad. Men da jeg ville sende brevet, forklarede min mor, at Kirkemand var flyttet meget langt væk, og at der skulle nogle dyre og meget, meget sjældne frimærker til, for at få brevet frem, og så lod jeg det ligge. Det er først for nylig jeg har fundet det igen, jeg havde ellers glemt alt om det. Det er skrevet med blyant og min undskyldning er ikke længere til at tyde. Alligevel fortryder jeg, at jeg ikke insisterede mere på at få brevet frem til ham dengang.
Der er noget velgørende ved at stå op til en sms fra min mor. Det er lidt ligesom gamle dages “Ugen der gik,” nu bare på smartphone i stedet for analog-TV:
“Kære Louise, Jeg håber ,alt står vel til i Skanderborg. Det er blevet koldt, men det er nu alligevel bedre end den regn, de sidste dage har budt på. Jeg har været til fødselsdag i Papegøjehaven. Casper G, din legekammerat fra børnehaven, var også med, han havde medbragt en ny kæreste, hun så sød og venlig ud. Hun er frisør og har to 2 børn. I morgen skal jeg en tur på Museet, jeg skal se, hvad de udstiller og have et årskort. Sałling har forresten 25% på alt i forretningen undtagen Salling Super og vin. Jeg mangler en ny dyne (varm). Hav det nu godt . Kh mor.”
På en måde rummer den besked jo alt, hvad jeg behøver at vide: Lidt om kunst, lidt om kærlighed (og kommafejl). Lidt om vind og vejr – og om, hvor man kan finde en varm (!) dyne med 25% rabat.
Min far ringer, han har det godt.– Hvad med dig? spørger han og jeg svarer, at jeg er ok, men at der er ting, der er svære: Novemberen for eksempel, og mandagene. – Men særligt regnen er svær, forklarer jeg, de her evindelige tilbagefald, dryp, dryp.
Min far svarer, at det er med regn, som det er med neglesvamp, Tinea Unguis, det er frygtelig grimt at se på, men ganske ufarligt. Selv har han lært at leve med begge dele, både regnen og med de tykke forhornede tånegle. 82 års samliv har faktisk skabt en form for ømhed, forklarer han, hver fredag bruger han en hel time på at fodbade de angrebne områder. Han fylder en balje med 37 grader varmt vand og hælder velduftende sæbespåner i, sætter Dr. Hook på anlægget. “Sylvias Mother”, fuld knald på knæfald og kærlighed. En sjælden luksus, han ikke ville være foruden.
Måske har han ret, måske kalder mandage med regn på den slags, på gamle hits og knæfald og skånsom pleje af de steder, der gør ondt.
I går fortalte en kvinde mig – ud af ingenting – at hun manglede en arm. Hun var født uden, alligevel vågnede hun af og til om natten, sagde hun, og måtte trøste sig selv, fordi hun havde smerter. Godt nok ikke dér, hvor armen skulle have siddet, men alle mulige andre steder: I hoften for eksempel, som hun skulle have skiftet på mandag, en helt ny hofte. Hun var ikke bange for operationen, sket ikke, men skulle hun være ærlig, ville hun hellere have sin arm.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare hende, jeg har jo to arme og to ben, alligevel vågner jeg ind imellem og har brug for trøst.
Jeg længes tilbage til dengang, jeg troede, det var mig, der var gal, hver gang jeg blev bange og bad til en gud, jeg ikke troede på, fordi verden – stregkodernes truende mønstre, lygtepælenes syge skin – holdt mig vågen om natten. Nu ved jeg, det ikke er mig, men verden, der er gal. Det er ikke nogen trøst.
Hvad stiller man op herfra? Stiller man op overhovedet?
Asta Olivia Nordenhof skriver i det nemme og det ensomme:
“jeg vil komme med et råd
prøv at spør din hånd hvordan det er at holde om noget du kender godt.” Måske skal jeg starte dér: ae en fingerbøl, røre en dej.
Jeg ønsker i hvert fald ikke at vende tilbage til angsten – heller ikke til søvnen.
Der må findes en vej imellem.
På P1 fortæller en naturvejleder om forstenede søpindsvin:
De er ældre end døden, forklarer han. Sådan et fint udtryk – ældre end døden.
Engang betroede jeg mig til dem, til stenene, jeg stolede vel ikke på andre og da allermindst på mig selv. I dag er det anderledes, nu betror jeg mig til gud og hvermand. Det, der engang var for lidt, er nu alt for meget. Det handler om balance, siger min mor, og af samme grund har jeg opsøgt en fysioterapeut. Hun hedder Nanna og siger, at jeg skal øve mig i at stå på ét ben med lukkede øjne og tælle baglæns ned fra ti. Jeg ved ikke, om det hjælper på det med betroelserne, men når jeg spørger stenene, svarer de:
Han har en tatovering på hånden, nogle bogstaver og tal: TOA 7. Jeg kan ikke regne ud, hvad det betyder, måske en forkortelse eller et navn? Vi tager samme afgang hver morgen, 8.21, han går altid ind som den sidste. Jeg tænker nogle gang på, hvad han mon synes om min rygsæk:
Den er søvnig-grøn og praktisk og har læderremme. Jeg forestiller mig, at han foretrækker noget mere genkendeligt, orange eller ræverødt, men måske tager jeg fejl.
Han er yngre end mig, tredive, femogtredive? Havde hans hår været lysere, ville han have været en tro kopi af min ældste bror i en yngre udgave. Samme fandenivoldske ømhed. Det er svært at forklare.
På en blok foran sig, har han skrevet “Morgendagen” med kuglepen, ikke andet.
Morgendagen?
Jeg troede ikke, at nogen brugte det udtryk længere, men af en eller anden grund får det mig til at smile. Som om jeg er blevet optaget i en klub, der er så hemmelig, at ingen, ikke engang medlemmerne, ved, at den findes.
På næste torsdag skal jeg besøge min gamle arbejdsplads, dét afsnit, der engang hed N8, men som i dag hedder afdeling 9. Jeg arbejde der ad to omgange, begge gange midt i 00’erne. Jeg var afsnitssekretær, det lyder mere eksotisk, end den egentlig var. Ikke at det var et dårligt job, langt fra, bare mere alsidigt end egentlig udfordrende. Alligevel husker jeg det som nogle gode år, både fordi Hanne, min chef, var sjov og stærk. En sand powerwoman, der altid tog sin portion af tæskene – både fra de indlagte og fra ledelsen. Men mest fordi jeg mødte så mange vidunderlige mennesker, ansatte og patienter, der på hver deres måde forsøgte at håndtere tilværelsen, nogle med større held end andre.
Jeg husker blandt andet C, der betroede mig, at hans hænder krympede, når de blev våde, og at han af samme grund var bange for at gå bad. Tænk om det samme skete for resten af kroppen – at den krympede, forsvandt. Eller J, der insisterede på at blive kaldt ved sit indianernavn, Mild-Magt (sagt så hurtigt og manisk, at det lød som Mik-Mak), og som kunne tegne portrætter så præcise, at ingen var i tvivl om, hvorfor han havde det svært.
Jeg kan ikke tegne, men vil fortælle om at skrive. At jeg altid skriver, både når jeg læser og går tur med hunden, når jeg køber ost eller bare sidder for at sidde. At jeg skriver for at forstå – verden og hestene, primtallene og de røde tegltage. Ind imellem også mig selv.
Jeg vil også læse op. Fra min første roman, Det dér og dét – der blandt andet rummer uddrag af min egen psykiatriske journal. Den handler om at se sig set som en anden, at skrive som en tredje og om at åbne øjnene på en sten. Jeg vil også læse fra Alle dage tilbage, om kærligheden alle steder: i en portion gullasch eller et digt man ikke forstår (netop dér, i det uforståelige.) Om at give slip uden at miste, hvadenten det nu handler om sig selv eller andre.
Jeg glæder mig og håber, at der bliver stillet en masse spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Det er nemlig de bedste spørgsmål, dem, man ikke kan svare på.
Det er dém, der kommer bøger ud af.
