Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #810

Min far og mig. Altså. Vi er som tid og glas, ild og sand. Indtil jeg fyldte 35 talte vi konsekvent forbi hinanden. Et hej blev til et nej, en fremstrakt hånd blev set som en knyttet næve. Vi var frygtelig ens, og mente hver især at kende den anden bedre end os selv, hvilket nok ikke var helt forkert, men bestemt ikke en fordel. Han bebrejdede mig min slingrende kurs og min følsomhed, som han kaldte umoden. Jeg bebrejdede omvendt ham hans foretagsomhed – længere, hurtigere, højere, jeg orkede ikke den evige konkurrence. 
Jeg gik i terapi og lærte girafsprog og besluttede at komme ham i møde. Jeg satte mig og skrev et brev, forklarede ham, hvordan det gik mig på. Vores dårlige kommunikation, at vi altid gik fejl af hinandens intentioner. ”Den man tugter, elsker man,” skrev jeg og noget om, at han jo i virkeligheden var en god far, men. 
Så opgav jeg. Alle de ord, alle de forbehold. Krøllede papiret sammen og fandt et nyt skrev JEG ELSKER DIG. Det var en onsdag. Fjorten dage efter afsendelsen havde jeg stadig intet hørt. Heller ikke efter en måned. Jeg fattede hat: Hvordan kunne en utilsløret kærlighedserklæring afføde tavshed? Tiden gik, et år eller to, vi lærte at tale sammen uden at tale om det. 
Faktisk hørte jeg aldrig noget om brevet, vi mødtes om alt muligt andet, familiefødselsdage eller når sommerhuset skulle males. Vi talte om GORI 88, og om Clint Eastwoods præstationer, heller ikke dem kunne vi blive enige om. Vi så på sveden lyng og på skovfyr, plukkede kantareller. Han lærte en effektiv blanding mod målerlarver: eddike, vand og sæbespåner. Ganske effektivt, dyrene blev simpelthen syltet levende, no kidding, Jeg sagde: Adr, aldrig. Min far lo. 
Sidste sommer delte vi en øl på terrassen, en Jacobsens Saaz Blonde, drak store skummede slurke. Eftermiddagssolen var kold og blommegul, vi sagde ikke noget imens, det var fint. 
I går fik jeg så en sms. Den var fra min far, det sker sjældent, jeg blev straks bekymret.
– Jeg elsker også dig, stod der. 

Ensomig #809

Jeg talte med min bankrådgiver, Ivan, i går. Han kom mig i møde, mens jeg sad og ventede i et alt for åbent rum på en alt for stor sofa.
Han rakte mig sin hånd, spurgte, hvordan har du det? Te? Kaffe? Vand?
–Jo tak, svarede jeg, og var i tvivl om, om det var kaffe eller mit velbefindende, jeg svarede ja til.
Ivan kom med kaffe og viste mig ind i et rum med gennemsigtige vægge. Han talte om min fremtid, pegede på en række tal, fremskrivninger, kaldte han det, og forklarede, at jeg i 2044 ikke vil have mere at leve af.
Han sagde også, at han godt vidste, at man ikke kan klippe håret af en skaldet, men at man kan gøre meget for at forebygge hårtab.
Jeg forstod ikke rigtig alt det med hår og tab, så jeg tog én af de chokoladeovertrukne lakridskugler, der stod på bordet, ja faktisk tog jeg tre og puttede dem alle i munden på een gang. Så nikkede jeg, uden at vide af hvad, suttende på de saltsøde kugler.
Imens foreslog bankrådgiveren, at jeg skulle droppe mine månedlige indbetalinger til Dansk Flygtningehjælp og Unicef og sælge min hund. På den måde ville jeg kunne frigøre 540 kroner hver måned, som jeg kunne sætte i en ratepensionsordning.
– Du er nødt til at tænke på din fremtid, sagde han. Men jeg sad midt i nutiden og tyggede chokladelakrids og tænkte på de flygtninge, der ingen fremtid har, hvis ikke vi hjælper dem. Og på min hund, uden hvem, min fremtid ikke rigtig giver mening.
Og så gik jeg. Efterlod fremtiden til Ivan. Jeg ved godt, det var både umodent og uansvarligt, men det er svært at gøre det rigtige, når det rigtige er så åbenlyst forkert.

Ensomig #808

I går var jeg svimmel og varm i kinderne og lynlåsen på min ene støvle satte sig fast. Så sad jeg på trappens nederste trin og hev og sled, til jeg gav op, halv bestøvlet og med flimmer for øjnene. Hunden kom og satte sig ved siden af, måske for at trøste, måske bare for at være i samme båd.
Senere – stadig med kun én støvle og ubalance i blikket – spiste jeg en bakke økologiske blåbær, drak kærnemælk, og forsøgte at overbevise mig selv om, at det ikke handler om, hvordan man har det, men hvordan man tar’ det.

Klokken lidt i tre, var der en, der hed Ulla, der ringede. Hun ville høre, om Karin var blevet udskrevet?
Forkert nummer, viste det sig. Alligevel talte vi lidt sammen. Jeg om støvlen, der sad fast, og Ulla om livet som pensionist, som også var gået lidt i baglås. Så sagde vi hej og på gensyn, som om.
I dag skal jeg mødes med en billedkunstner, hvis værker, jeg holder meget af. Han hedder Thomas. Senere har jeg et møde med min bankrådgiver, der hedder Ivan, men som jeg altid kommer til at kalde Brian. Jeg ved ikke, om det er derfor, vi skal mødes, han har i hvert fald bedt om en snak, og lige dét, er jeg god til. At snakke. Måske kan han hjælpe med penge til et par nye støvler – eller en ny lynlås om ikke andet.

Ensomig #807

Den er noget gennemsnitligt over sådan en onsdag med kommunefarvet hår og en middelsvær vejrdiagnose i bagagen. 
– Man vænner sig til det, siger min mor, da vi taler om det i telefonen. Hun ved, hvad hun taler om. 
4249 onsdage er det blevet til, langt de fleste er hun kommet igennem uden mén. Hun er i det hele taget mere stabil end både vejret og jeg. Hun har haft den samme BMI, siden hun fyldte 21. Den samme glæde ved forsythia-grenenes gule og skæreostens huller.
Hun bider de samme negle og tegner de samme bryn op med den samme brune pen hver dag – også onsdag. 
Når jeg spørger hvorfor, svarer hun, at det er for at holde talenterne ved lige.

Nogle gange foreslår hun mig, at jeg laver Katteøvelsen, det er som regel, når jeg har ondt i ryggen. Andre gange, at jeg laver blommetrifli med råcreme, fordi det smager godt.
Det gør ingen forskel, hverken rygøvelser eller råcreme, men det er ikke det samme som, at det ikke hjælper. Præcis som februarsolen, der falder igennem mine øje uden at knuse dem, ingenting ændrer og så alligevel lidt.

Ensomig #806

I dag ville min farmor være fyldt hundrede og ti år
ting jeg husker:

gravhunden Ib
solfaldne gardiner
og Jimmy Connors
som min farmor afskyede
fordi han var sådan en
Mors Dreng

hun foretrak John McEnroes hidsige temperament
sprængt tunge og surtsyltede asier
men stemte i tre årtier på Poul Schlüter
som gav hende røde kinder
hver gang han trådte frem på skærmen
og som hun altid omtalte
som ´den pæne mand´

det var den slags helt umulige balancer
hun mestrede

min farmor havde verdens tryggeste barm
som jeg altid for vild i
helt uden at blive bange
for inde imellem de bryster
var mørket ikke mørkt
men tætvævet og fyldt med dun

jeg tror ikke
på et liv efter døden
men jeg tror på
at der inde imellem min farmors bryster
stadig findes et sted
man kan fare vild
uden at blive væk

Ensomig #805

Nogle gange når
det bliver for rodet
og ´det´er mig
skriver jeg en huskeseddel:
Madæbler
Farmors fødselsdag
Og så videre?

Det er dét der
´og så videre?´
der bekymrer mig
det er det afsluttende spørgsmålstegn
der får Og
til at lyde som et
Hvad:

Hvad så videre?

Hvordan svarer man på det
når alt man har at gøre godt med
er en række tilfældige emojis
øverst på sit tastatur:

en vinkelmåler
en flyvende tallerken
og en dåse flåede tomater

📐🛸🥫?



Ensomig #804

Jeg står på bus nummer 21 fra det gamle rådhus og op mod banegården. Nikker til chaufføren, lægger mit rejsekort mod kortlæseren og går gennem bussen, ned til det næst bagerste sæde, hvor jeg altid sidder. Sætter min taske og to poser ved vinduet, mig selv på pladsen ved siden af.
Det regner, vanddråber bevæger sig på kryds og tværs af ruden, en stærk vind gør, at det sker rykvis og uden retning.
Et par sæder længere fremme bevæger et barn sig på samme måde som vandet. Hopper ned fra ét sæde og op på et nyt og så tilbage, tilsyneladende tilfældigt. Barnets mor reagerer ikke, hun har vel andet at holde styr på. En følelse af at være tilovers, måske, barnet ser jo ud til at kunne klare sig selv. Tanken er sikkert svær at rumme, så hun skubber den væk, skriver i stedet på sin telefon. Det kunne være en dosmerseddel magen til min: Peberrodssennep, ristede kikærter.
Brillerens.
Snørebånd, brunt, 130 centimeter.
Så står barnet ved mit sæde.
–Må jeg sidde hér? spørger hun og peger på pladsen med taske og poser. Et kort øjeblik overvejer jeg at svare nej, bussen er jo fuld af tomme sæder, så hvorfor alt det besvær. Men ender med at flytte mine ting og rykker benene til side, så hun kan komme forbi. Barnet hopper op på det tomme sæde og ser ud ad vinduet. Lader en finger følge en dråbe, lidt til højre, så ned, så en anelse til venstre.
Af en eller anden grund føles det vigtigt, at pigen ikke forsvinder. At hun ikke hopper videre – til et nyt sæde, en ny rude. Så jeg taler til hende. Spørger, hvad hun hedder, hvor gammel hun er?
– Er det din mor dernede? fortsætter jeg og peger på kvinden med telefonen. Barnet nikker.
– Jeg hedder Katinka, siger hun så, – og om to måneder og fire dage fylder jeg seks år.
Hun holder begge hænder op foran sig, viser mig to fingre med den ene, fire med den anden.
Jeg svarer, og at der er lang tid til min fødselsdag:
– Fem måneder og ni dage, tæller jeg mig frem til.
Og nej, jeg har ikke tænkt over, hvem jeg vil invitere, faktisk har jeg ikke tænkt mig at fejre dagen overhovedet. Men hvis hun ville komme, så lover jeg at dække op med flag og serpentiner. Måske kan vi spille stangtennis, så må hun bare love mig at være forsigtig, for jeg er typen, der tisser bukserne, hvis tingene bliver for hårde for hurtigt, forklarer jeg.
Barnet ler. Hun tisser ikke længere i bukserne, siger hun.
– Men hvis nogen glemmer mig i bussen eller toget, og jeg ender et sted, jeg ikke kender, helt alene, så kan det godt være, at jeg kommer til det igen.
Og så hopper hun ned fra sædet, løber gennem bussen og hen til sin mor, slår armene om hende.
Kvinden lægger telefonen fra sig og kysser barnet, – hej skat.
Hun slipper igen grebet om sin mor og råber tilbage imod mig:
– Jeg vil gerne komme til din fødselsdag, men kun hvis jeg må tage min mor med?
Jeg nikker, det må hun gerne.

Ensomig #803

I dag ligner i går
og sikkert også
i morgen

jeg har drukket pulverkaffe
og tømt en bakke blåbær
i tre grådige håndfulde
som om
det gjaldt

det er fjorten dage siden
vi sidst har talt sammen
det vil sige
vi taler sammen
hele tiden
taler og taler

jeg siger for eksempel:
‘skibet er ladet med’
og du svarer:
‘os?’

det er en leg vi leger
at vi leger

ingen af os ved
hvornår det gælder
og hvornår det ikke gør

Ensomig #802

Jeg har læst et sted, at det danske pindsvin er truet af udryddelse. Eksperter mener, at det skyldes indavl. Jeg har ét i min have, det virker nu ikke bekymret, måske har det ikke læst avisen.
Jeg talte engang med en psykolog om den slags, om smalltalk og indledninger uden fortsættelse. Han forklarede mig, at det var nødvendigt, han kaldte det for menneskesprogets hviletid og sammenlignede det med en dej, man lægger til hævning. En tid til at udvikle krummen, gøre den luftig og let.
– Alternativet er samtaler, der klistrer til ganen, sagde han, klæg og tung tale.
Det er derfor taler jeg om pindsvin. Ikke fordi jeg vil noget med det, men fordi jeg savner at tale med nogen, og alle kan vel tale om pindsvin og hvis ikke så om noget, der ligner, ting, der starter med P som pyt for eksempel,- Haha, man skal huske sit pyt, kan man sige, og måske kender man én, der har fået det tatoveret på armen eller også kender man i hvert fald én, der har overvejet det, og så kan man tale lidt om dét. Om tatoveringer eller en kusine, der har fortrudt alle sine og nu bruger tusindvis af kroner på at få dem fjernet.
Jeg havde engang en kat, der hed Aisha. En norsk skovkat, der ikke kunne fordrage smalltalk. Hver gang jeg forsøgte mig med et “godmorgen lille væsen” eller “kis-kis-kattemis”, rejste hun pels og gjorde sine øjne smalle. Det var virkeligt svært, det indrømmer jeg nu. Kun at tale, når der var noget, der var værd at sige, det er der jo sjældent. Katten og jeg gik i hvert fald rundt i årevis uden at mæle et ord, bare pels, hud og mættet tavshed.

Ensomig #801

Jeg drømmer, at en god ven holder oplæg om Omsorgsfuld Kommunikation, undervejs inviterer hun en række kolleger med i snakken, men kommer ved en fejl til at kalde en Eva for Ester.
Evas øjne bliver hårde, hun spørger:
– Er det så nu jeg skal fortælle om dine børn?
Og uden at vente på svar fortæller hun om de to børn, K og D, hvordan de sidder og leger, mens forældrene har selskab.
K, der er ældst, er far i legen. D på 3 er mor.
K siger – Skrid!
D spørger – Skid?
– Ja skid du bare, griner K og ser til, mens D trækker bukser og trusser ned om knæene og skider på gulvet .
-Sådan! råber Karl, og D, der stadig sidder på hug, smiler stolt.
-Nu kan du skide på kommando, fortsætter han.
Og så leger de videre uden at skænke lorten mere opmærksomhed.
Men Eva, der er færdig med at fortælle, har ikke tænkt sig at lade det blive ved det. Hun vender sig mod den fyldte sal og spørger, nej råber, opildnet som en tv-prædikant ud til publikum:
– Er det virkelig ok? Skal børn have lov at lege på den måde? Er det den slags børn, vi ønsker os? Er det sådan en adfærd, vi vil give videre til verden?
Der er stille, helt stille, ingen gør tegn til at svare, heller ikke jeg. Men nu bagefter er jeg kommet i tvivl. Skulle jeg alligevel have reageret, rejst mig og sagt noget?
Forsvaret min ven? Børnene? Privatlivets fred?
Retten til at skide på gulvet, måske?