Louise Juhl

destory.dk

ensomig #970

Jeg er fire år

sommeren varer til nu

en hund langt væk gør

ensomig #969

Husk kun at sige noget, hvis det, du har at sige, er vigtigt’. Eller: spild ikke andres tid med tanker, der kan forblive tanker. Sådan fik jeg tit at vide, da jeg var mindre. Jeg talte meget og altid, det var sådan, jeg var til i verden. Det er sådan, jeg er til. Jeg taler med folk, jeg spørger, jeg undres, jeg tager en hånd og siger: Hej. Nogen gange tilhører hånden en fremmed.
Min mor har fortalt, hvordan jeg engang på en bustur til Poetzch faldt i snak med en mand fra Vojens. Jeg vinkede og han vinkede igen og så flyttede jeg fra sædet ved siden af min mor og hen til manden. Jeg fik vinduespladsen. Da vi kom hjem, kunne jeg fortælle, at han lige havde solgt sit hus og var flyttet i lejlighed. Hans kone var død for ganske nylig, af en blodprop, pludseligt. De havde været ude at gå en tur, og så havde hun bukket sig ned for at binde sine sko, og så var hun faldet om. Hun havde ikke rejst sig igen. Ingegerd, hed hun, de havde været sammen i 53 år, gift i 51. Han var lærer, hun var frisør, det var sådan, de var mødtes. I frisørstolen. Hun havde spurgt, hvordan han ville have det, han havde svaret ‘som jeg plejer’. Og selvom hun ikke kendte ham, havde hun klippet ham præcis, som han bedst kunne lide det. Sådan havde det været i i 53 år, men nu ikke mere. Hans nye lejlighed lå i stuen, ikke langt fra hans søn og svigerdatter. Han var begyndt at gå til bridge om torsdagen, han var stadig ved at lære det, dobling, redobling, renonce. Hver mandag tog han bussen til Poetzch, købte nødder, ost og øl. Men der var jo stadig weekenderne. Og tirsdag og onsdag og fredag.
Jeg havde fået femogtredive mark af min mor at købe slik for. Jeg købte det, hvor jeg fik mest for pengene: Nogle eucalyptusbolcher i svært grønt papir, et kilo kostede 9 mark. Jeg lånte en ekstra mark af min mor og købte 4. Ikke fordi jeg kunne lide dem, men fordi jeg tænkte, at 4 kilo bolsjer måtte være bedre end 700 gram fyldte schweiziske chokolader, som jeg ellers elskede. Allerede på turen tilbage havde jeg kvalme, og et par dage senere åbnede jeg en bod ude ved vejen og solgte ud. Jeg brændte inde med et kilo, som min morfar fik i bytte for en stak brugte Hjemmet-blade (han havde ikke løst kryds-og-tværserne). Min mor sagde et eller andet med med at bytte rådne æbler til en hest, eller også var det omvendt, men jeg fangede ikke helt pointen.

Dobbelt-a

Forleden var jeg på Skejby sygehus. Jeg skulle have BOTOX-behandlet mine hænder efter fjorten følelsesløse dage. Supersygehuse er langtfra super for en som mig, der kan fare vild i en tændstikæske. ‘Bare find indgang F, så til højre og så til højre igen’ havde Michael forklaret mig hjemmefra, så hvorfor jeg drejede venstre, ved jeg ikke. Heldigvis fik jeg hjælp af en dame med dropstativ, der fulgte mig hele vejen tilbage til indgang F og videre til S, afdeling for hudsygdomme. Her stod en læge allerede klar: ‘Simon’ nikkede han, og jeg svarede ‘Louise’ og så fulgte det sædvanlige: ‘Kom indenfor’ og ‘Hvad kan jeg gøre for dig’ og ‘Uha! det ser sørme ikke rart ud’. ‘Det er det heller ikke’, mumlede jeg og forsøgte at forklare, hvor belastende det er ikke at kunne bruge sine fingre, når man lever af at skrive.
Senere fik jeg gele på mine neglerødder og blev scannet, det for at se, hvordan blodtilførslen til mine fingerspidser fungerede. Den fungerede ikke. ’Botox?’ spurgte Simon så, og jeg svarede et eller andet sikkert alt for langt om, at jeg i princippet ikke bryder mig om at blive injiceret med lammende gift, men på den anden side heller ikke bryder mig om at være lammet af kulde. Blablabla. ‘Du er da vist fra Aalborg?’ afbrød Simon og smilede, som kun en aalborgenser kan smile til en anden fra fødebyen. Så hentede han injektionsvæske og kanyler og vat og plastre, mens han på klingende aalborgensisk fortalte om sin svigermors hund, en meget ivrig Kleiner Münsterländer, og om familiens fælles sommerhus ved Bunkeren i Skagen. Jeg fortalte så om Mumrik og om mit sommerhus lidt længere ned af kysten, og om nåletræerne, der lyder som et åbent hav, når det blæser.
Nitten stik gav han mig, jeg vil ikke sige, at det var en fornøjelse, men det var så tæt på, som det kan komme, når nu anledningen er følelsesløshed og ubrugelige hænder. Så tak til damen med dropstativet, til Simon og til lægevidenskaben for, at jeg i dag igen har følelse i mine hænder og kan skrive det her.

ensomig #968

Engang var jeg bange for hessianbeklædte vægge, langhårede tæpper og knapper af ben. Nu er jeg bange for alt muligt andet: småbitte mennesker, der føler sig kæmpestore, for eksempel. Eller at blive kørt over af en bus: Ende helt fladmast og umulig at identificere. Det kan lyde fjollet, angst er vel fjollet. Men ikke mindre virkelig af den grund.I går var minutterne lange som halve år, og jeg besluttede at skrive et digt om sne. Men så var sneen tøet. Heldigvis skrev min far en besked på telefonen ‘Hej Lusen,. skrev han. Han og en, der hedder Uwe, arbejder på en Ny Matematik. Min far har forsøgt at forklare mig principperne bag. Han siger, at det ikke er så forskelligt fra, når jeg skriver. Det handler om at blive ved, siger han, også når det ikke giver mening. Regne på uforståelige ligninger med otteogtyve ubekendte og ingen lighedstegn. Til sidst vil der opstå et mønster, siger han, og det er i dem, betydningen opstår. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg skriver videre, måske vender sneen tilbage.

ensomig #967

Engang gjorde jeg ting af en grund.
Groede håret langt, for at få en kæreste. Læste lektier for at blive klogere. Spiste sundt for at leve længere.
Nu er håret kort og bunkerne uoverstigelige.

Min bror siger, at det ikke nytter noget.
– Man lever ikke længere af at spise sundt, det føles bare sådan, siger han: – fem minutter i selskab med et blomkål varer jo en time, nej to.
Jeg er ikke enig, jeg holder meget af blomkål. Men jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener. At alt det hår og alt det, ‘der gør, at vi gør, som vi gør’ , ligesom ikke fører nogen vegne.
Hvem siger selvfølgelig også, at det skal det? Måske er det ok med uoverstigelige bunker, kort hår og minutter, der føles som timer.

ensomig #966

Tak til dem, der pissede mig af, for at lære mig at pisse igen. Til de alt for åbne forhold, jeg var en del af uden at vide det. Tak til tidevandet, flod og ebbe, til strandasters, blæretang og sandorme. Tak til tiden, det evige pust i nakken: videre, videre! Tak for tandlægekort, smørglattet blomkålspure og falske tatoveringer. For kejserbuskens vinterblomster, blodets bånd og alle andre bånd. Søster, bror, menneske, dyr. Tak til træerne for at blive stående det samme sted hele året. Og på den måde minde os andre, at det kan man godt. Blive stående. Tak for ventesale, glemte handsker, en bommet smøg. For lidt for sene afleveringer, trådte tæer, av. Undskyld og helt ok. Tak for de åbenlyse mangler og muligheden for at overse dem. For maggiterningen og alt det andet, vi presser sammen for at få plads til det hele.

ensomig #965

Tak til skyerne for nærvær og til markerne for pivåbne vidder. For leret længsel og lidt for tunge læs. Tak til læhegn og slagsidevind. Selvdøde dyr. Tak til Niels Vilhelm fra børnehaven Bambi, der lærte mig at spille claves og maracas og tamburin. Og til min mor, for at klappe ad det alt sammen. Tak til Mandelbrot og mærkelige mønstre. Til Maslow for maveknurren og kødelig lyst. Tak til tegninger af tændstikmænd med solstrålefingre, modet til at glæde sig uden grund. Og til den uøvedes mesterlighed: At stå og falde. Og blive liggende dér lidt – uden at skamme sig.

ensomig #964

Tak for kysset og lovning om mere og så ikke mere.
Lyset, der falder uden at slå sig. Linoleumsgulvets nistre.  
Bagdrømme – og visheder uden hold. Bus nummer seksogtyve: Kingosgade, Kammasvej. Barnet der vinker uden at vide til hvem. 

Den puklede glæde, der minder om sorg. 

ensomig #963

Tak til tirsdagen med alle dens følelser, også dem, jeg ikke kan bruge til en skid. Tak til panik og lodden angst, til spejlinger og vægfluer. Til vandrefalken for at flyve uden at forlange noget til gengæld.
Og til himlen for ikke at være en kat. 

Tak til de lange tråde mellem dengang og nu; trafiklys og brændt keramik, nåletræer, skovlet mos. Tak til knuste tvebakker og lidt for sød grød, til ugæret vrede og svømmehud. Tak til min far for – among other things – at gøre mig klogere.
For duggede ruder i andre menneskers huse.

Tak til de røde tegltage på husene overfor og mit hårs langsomme grånen. Tak til min mor for at være alt, uden at være alt for meget. Ost og cykelkurve, stilleleg og tørrede figner. Tak til månen for at holde fast i jorden, og til primtallene for at gøre det samme: Holde fast, selv når ingen andre gør det. Tak til Brideshead og Bjørn og parykker. Til sart hud, togbanesveller.
Og til alle verdens følsomme tandhalse. 

ensomig #962

Når jeg tænker på mormor, tænker jeg på et gardin. Det kan lyde som en unødvendig omvej, en umulig metafor. Det er det ikke. Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg virkelig på et gardin. Noget, der blafrer. Noget, man kan trække for, skærme med.Min mormor blafrede. Hun stod aldrig stille, men bevægede sig frem og tilbage, ud og ind. Mellem vask og komfur, syltegrej og tøjstativ. Som regel tavs, ikke for at skære af eller vende sig væk, men for at koncentrere sig om det egentlige. At skære æbler i både, fodre høns, snegle håret op i en pølse, hun satte fast med hårnåle bagerst på hovedet.
Hun trak ikke vejret med samme selvfølgelighed, som vi andre gør. Hendes hjerte var svagt, og hvert hiv var en lille kamp, hun måtte vælge med omhu:De dage, hun vaskede hår, måtte hun undvære at skrælle kartofler. Søndagens kirkegang kostede på mandagens konto: Det var enten presning af duge eller gærdej, ikke både og.Mormor kaldte mig sære ting. Tyttepige, Puttehøne. Louise brugte hun kun, når hun skældte ud eller skulle fortælle mig noget alvorligt. Som dengang hun ringede og sagde, at hun alligevel ikke kom til jul, fordi.Så ikke mere. Hun døde i marts.
Bagved mormors gardin kørte verden forbi: Den røde rutebil mellem Kolding og Stenderup. Naboerne, der indrettede stue og køkken i ét, og ændrede navnet på deres gård. Den havde ellers alle dage heddet Solgård, men nu rejste de en stor sten ved indkørslen: AgtrupHolm.
Vor herre Bevares.
Det var egentlig ikke fordi, min mormor havde noget imod hverken dem eller navnet, slet ikke. Men når man nu selv har så få kræfter at gøre godt med, at man må overveje hvert enes vejrtræk, kan det være svært at forstå, hvordan andre ødsler med deres.