Louise Juhl

destory.dk

Redigerede noter til “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”

Jeg læser Naja Marie Aidts bog “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.” Det er en bog, der ikke til at bære at læse, præcis som døden ikke er til at bære. Men af samme grund er det en bog, man er nødt til at læse, fordi døden findes, og fordi vi er nødt til at leve med den.
Det vilkår bliver uhyggelig aktuelt, da Naja Marie Aidt mister sin næstældste søn, Carl, i en ulykke. Carl dør den 14.marts 2015 kl. 23.13, mens hans mor skåler på livet i en lejlighed et andet sted. Det er den umulige tilstand, bogen fortæller om. Hvordan livet kan ophøre, mens døden aldrig ophører, nej den fortsætter og fortsætter, side efter side.
Der er øjeblikke hvor vanvid er den eneste mulige tilstand. Naja Marie Aidt beskriver, hvordan hun bogstavelig talt er “ude af sig selv”, sådan som Carl også – for altid – vil være ude af sig selv. Død.
Carl kommer sin mor i møde i søvne. Han fortæller hende, at der er noget, han har glemt, noget kærlighed. Det er beskrevet helt udramatisk, hvordan han læner sit hoved mod moderens krop, finder ro. Da hun vågner er Carl stadig død. Hun oplever, at han har fundet, hvad han søgte i drømmen nemlig ro og kærlighed. Mens hun ikke fandt, hvad hun søgte. For hun søger Carl, og Carl er død.
Det er det ubærlige ved bogen. At Carl er død. Uanset hvor mange sider, Naja Marie Aidt skriver, så er Carl død.
Forfatteren lader mange steder sætninger stå abrupte og usammenhængende. Det spejler døden, for døden river det, der ellers hænger sammen, midt over. Mor og barn, for eksempel.
Carl er borte, og på samme måde forsvinder sproget. For hvordan bruge sproget, når der ikke findes ord for det, man vil sige. Med de mange ufærdige sætninger lader Naja Marie Aidt læseren opleve, hvordan man ikke kan forstå det uforståelige. Det hun har tilbage at skrive om er fakta og kendsgerninger: Krydderierne, der stadig står i skabet, hvor han efterlod dem. Skåltalen til hans 25 års fødselsdag, bare 4 måneder før hans død. Rytmen i et digt: Magnoliaen findes, magnoliaen findes.
Jeg er ikke færdig med bogen, men jeg har det allerede sådan, at hvis jeg tog et røntgenfotografi af hver af bogens sider, ville jeg kunne se aftegninger af Carls skelet på hver eneste af dem. Det er meget, meget smukt og ikke til at bære.

 

 

Noter til “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”

(tidlig lørdag morgen, uredigeret)

Jeg læser i Naja Maria Aidts “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, det er ikke til at bære, det er ikke til ikke at bære, alt det ophør, der fortsætter og fortsætter, at hun lader armene hænge langs bogens sider, fordi hun har opgivet at række ud, der er ikke nogen at åbne for, ingen naturlige forlængelser kun en amputeret arm, der hvor der skulle have groet en puls, en fantomsmerte, hvordan skal man forstå, at der ikke er noget at forstå, kun kendsgerninger at forholde sig til: at krydderierne stadig findes i skabet, hvor han efterlod dem, at sølv er et stabilt metal, at magnolia findes,

der er øjeblikke, hvor vanviddet er den eneste mulige tilstand, at være ude af sig selv, sådan som han er, ude af sig selv men inde i hende, og der er ingen steder, han ikke længere er, ingen rum, hun kan lukke døren til,
han kommer til hende i søvne, siger, at der er noget han har glemt, noget kærlighed, og det virker så udramatisk, da han lader hovedet falde ind mod hendes krop, da han tager afsted igen og hun vågner og oplever, at han har fundet, hvad han søgte, men hun har ikke fundet andet end mangel på sprog,
hun vil bytte døden for et horoskop, en stjerne der forlængst er slukket med hvis lys først nu når jorden afmagten gnaver i hendes knogler,
jeg har det sådan, at hvis man tager et røntgenfotografi af bogens sider vil man finde aftegninger af Carls knogler i hver eneste, en forstening, en overtone af kærlighed, der synger i rummet og i læseren.

 

Pedel

Når jeg går tur om morgenen, forbi slotskirken, vandværket, hotellet og op til skoven, går jeg som regel bag ved et par. De er svære at sætte alder på, måske sidst i fyrrerne. Hun er lille og lidt bred, han er almindelig af højde, men spinkel. De holder hinanden i hånden. Hun har en rygsæk på, JEVA står der på den. Den virker fyldt og tynger hende bagud. Han går modsat lidt foroverbøjet, som om han forsøger at hjælpe hende fremad. De siger ikke noget, de går bare hånd i hånd, indtil de når hen til hotellet. Så kysser de hinanden (hun må stå lidt på tæer og han må bøje sig lidt ned.) Så går de hver til sit.
Han tager et nøglebundt frem, der har hængt i hans bukserem. Det har fået mig til at tænke, at han er pedel, men jeg ved det faktisk ikke.
Mange timer senere er jeg afsted med hunden igen, forbi slotskirken, og møder den samme mand. Nu er han alene, stadig let foroverbøjet, selvom han ikke længere har kærestens rygsæk at kompensere for. Han taler i telefon. Det er sådan en stor og klodset model. Den minder om de første ledningsfrie telefoner, man kunne få. Sådan nogle man kun kunne have med sig rundt, hvis man virkelig insisterede. Han taler lavt. Ind imellem er det tydeligt, at han lytter til, hvad der bliver sagt i den anden ende.
Lige efter svinget ved kirken, der hvor der der løber vand under vejen, står han stille. Læner sig udover rækværket og ser på ænderne, der samler sig her. Han taler stadig i telefon, indtil han retter sig op og vinker, mens han – nu meget højt, men stadig ind i telefonen – udbryder: “Nu kan jeg godt se dig.” Vinker.
Et stykke væk får jeg øje på den lille taskebærende kvinde. Hun har den ene hånd løftet til hilsen og den anden om telefonen. Jeg kan se, at hun siger noget, jeg tror det er “Jeg kan også se dig.” Hun smiler stort, han lytter med telefonen mod øret, smiler også. Efter nogle minutter når kvinden frem til ham, stiller sig på tæer og kysser ham på munden. Hun tager hans telefon og putter den ned i hans bukselomme, omhyggeligt. Han tager hendes telefonen, og lægger den ned i JEVAtasken.
Så tager de hinanden i hånden og går. Hun let bagoverbøjet, han foroverbøjet.
De siger ikke noget til hinanden.
Det er det samme hver dag.

 

Ensomig #192

Jeg holder af ting, jeg ikke forstår, som Kaj og Andrea, der er sjove, fordi de ikke er det.
På samme måde er jeg vild med ting, der er umulige at elske og som af samme grund er helt umulige ikke at elske: Træskostøvler, fjerkræsakse og Rhododendron-bede.
Det bedste er det, der ikke giver nogen mening, men til gengæld giver så meget andet. Farven på islandsk mos, for eksempel, der hverken kan eller skal andet end netop at være farven på islandsk mos.

 

 

Jeg vil æde hele verden

Maria Dønvang har skabt en både kærlig og grotesk radiomontage med titlen “Jeg vil æde hele verden”.
Udsendelsen handler om et menneske, der kunne være mig, en hund og kampen med sygdom. Det er en smuk, sjov og barsk fortælling , og den kan høres

 

HER

 

Ensomig #191

Ovenover døren står der “Åndsvage barn” skrevet med sort sprittusch. Jeg lægger mærke til stavefejlen, og føler mig ramt. Lige i dag kan jeg ikke finde ro andre steder end her – bag den låste toiletdør. Jeg ved ikke, om jeg har låst mig selv inde eller de andre ude, men uanset hvad så passer det mig godt.
Lidt længere nede på døren står der “THULE BACON” med versaler. Det er skrevet med samme pen som det andet, men ellers er der ikke nogen åbenlys forbindelse imellem. Det fungerer fint sådan: to uforståelige udsagn i et lukket rum.
Og så mig – det giver tre.

Ensomig #191

Jeg spørger, om der er regler for, hvordan man bryder sammen. Om der er ting, man bør undgå at sige eller omvendt: ting, man skal huske at sige?
Du spørger hvorfor, jeg trækker på skuldrene: Hvorfor hvad?
Regler er til for at brydes, svarer du så og tager en banan fra skålen.
Den har fået nogle brune pletter, det er sådan, du bedst kan lide dem.

 

Ensomig #190

Jeg er lige vågnet efter en nat, hvor en cirka 18årig virkelig køn ung fyr, brød ind i min lejlighed, han havde en stor køkkenkniv i sin højre hånd. Efter at være brudt ind, stod han længe med ryggen til min stuedør, han så ud over trappeopgangen, og jeg vidste, at jeg ikke kunne slippe forbi ham, for min lejlighed lå på tredje sal (hvad jeg sætter helt vildt pris på, for der er udsigt over havet), og at kaste mig ud af vinduet ville betyde et fald på 25-30 meter. Så jeg stod bare og holdt vejret og kunne høre drengens åndedræt, den var hæs men rolig. Pludselig stak han i et højt brøl og kastede sig fremad, igennem min entre, henover trappeopgange,n og hen mod døren på den anden side, som han sparkede ind i første hug. Han styrtede ind i lejligheden, stadigt brølende, så sig omkring, hev nogle billeder ned fra væggen og fandt til sidst en jakke, som han tog på. Den passede, den var slidt brun, lidt tom cruise agtig bare uden fake-army-udmærkelser på ærme og skulder. Han stod lidt med jakken på og så sig i spejlet og fik så øje på mig, der stadig holdt vejret. Jeg tænkte, at nu var er det forbi, nu ville han slå mig ihjel, men han løftede hånden for at hilse – med rare øjne og det hele, men fik så øje på kniven i sin hånd og tog den over i den anden. “Nogle gange skal jeg virkelig tage mig sammen for at vende hjem”, råbte han til mig, det var åbenbart hans egen lejlighed, han stod i. Jeg tænkte, at det da var synd, tænk at have det så svært med sit eget selskab, og jeg gik over til ham og krammede ham og sagde, at jeg også ind imellem havde det svært i mit eget selskab, at det nok skulle gå, at han jo var en køn og dejlig dreng. Men han svarede, at det ikke var ham selv, han havde det svært med, det var ikke derfor, han var bange for at komme hjem. Nej det var politiets skyld, de ville sende ham på en lukket institution i Nordjylland, “jeg vil heller DØ end at skulle til Nordjylland,” sagde han. Jeg spurgte, hvorfor politiet ville sende ham derop, og han svarede, at det var fordi han havde myrdet den tidligere nabo, hende, der havde boet i min lejlighed før mig, (jeg fik den godt nok billigt, lejligheden, men altså). Jeg spurgte, om han virkelig havde gjort det? om det var rigtigt? og hvorfor han dog havde slået et andet menneske ihjel. “Hun ville have min lejlighed,” svarede han “jeg kunne se det på hende, det var derfor politiet ville sende mig væk, det var så at hun kunne få min lejlighed. Og jakken, den ville hun også have”. Jeg var lige ved at sige noget om, at politiet jo ville sende ham til Nordjylland, FORDI han havde myrdet naboen, og at det derfor ikke kunne passe, at han havde myrdet naboen, fordi politiet ville sende ham væk. At der var noget i hans forklaring der ikke hang sammen. Men han havde allerede taget kniven over i den højre hånd igen, løftet, så jeg nikkede bare og sagde, at det kunne jeg sørme godt forstå, “det er også træls med sådan nogle typer,” sagde jeg.

Ensomig #189

Her til morgen har jeg hørt to spætter, set en utrolig gul sommerfugl, og siddet på hug i en skovkant for at tisse, det føltes hver gang lidt uartigt. Senere i dag vil jeg købe tørrede abrikoser og en legetøjsgiraf til Mumrik. Jeg vil også sende en SMS til min mor og fortælle, at jeg elsker hende. Hun er alene hjemme i de her uger, fordi min far er på træskærerkursus i Østrig. Han er i gang med at skære en anorakklædt inuit, den bliver flot.
I 8. klasse var jeg til terminsprøve i problemregning. Jeg var meget stræbsom og ville gerne klare det godt. Opgaven lød på at beregne målene på en kasse, så den på mindst mulig plads kunne rumme tre tennisbolde. Jeg var omhyggelig, og skrev en grundig forklaring på, hvorfor det ikke gav mening at pakke boldene ind. At det var spild af både pap og tid. Jeg fik besvarelsen tilbage med besked om, at jeg havde misforstået opgaven. Jeg har stadig ikke fundet de rigtige mål på kassen, men jeg har hørt – ikke bare én, men to – spætter i dag og set en gul sommerfugl.

 

Ensomig #188

Hun siger, at det ind imellem er som om, jeg svarer på noget andet end det, hun spørger mig om. Nåh? svarer jeg og siger, at jeg nogen gange – specielt om morgenen – stiller mig foran spejlet for at se, hvem der først slår øjnene ned.
Det griner hun lidt af.
Hun foreslår, at jeg starter med vejrtrækningen. Ikke hele tiden, slet ikke, bare tre gange når du vågner, og så et par gange i løbet af dagen, siger hun. Man skal ikke forcere noget, det er ligesom med løbetræning, man lægger ikke heller ud med en halvmarathon, vel? fortsætter hun. Det er ikke et spørgsmål, men et svar.
Hun forklarer, at jeg skal tælle til fire, når jeg trækker vejret ind og til otte, mens jeg puster ud. Jeg gør, som hun siger. Det falder mig ikke naturligt at gøre, hvad hun siger. Det falder mig egentlig heller ikke naturligt at trække vejret. Det sidste fortæller jeg hende.
Du må love mig at gøre det alligevel, smiler hun.
Hun hedder Karen, hun er sidst i tyverne, det er i hvert fald mit bud, men jeg har ikke spurgt hende. Det lægger vores relation ligesom ikke op til. Her er det Karen, der spørger og mig, der svarer.
Hvad mærker du lige nu?, spørger hun og samler sine hænder foran sig. Jeg er et øjeblik bange for, at hun vil række dem frem, hænderne, og tage om mine. Det gør hun heldigvis ikke.
Jeg føler mig utilpas, svarer jeg. Det snurrer i mine hænder, som om de er ved at tø op efter frostvejr. Jeg kan mærke mine bilnøgler i lommen og tænker, hvor langt mon sådan nogle nøgler kan række, kan de nå gennem murene og ud på p-pladsen? Og hvad mon det er for nogle signaler, der går fra nøglerne og ud til bilen, kan det være dem, der er skyld i at mine fingre snurrer?
Ja? gentager Karen, men jeg har glemt, hvad vi snakker om.
Ja? spørger jeg, og håber, at hun kan hjælpe. Det kan hun.
Du mærker, at du er utilpas, hvordan mærker du det,? spørger hun.
Jeg kan huske, at jeg som lille tilbragte ferierne hos mine bedsteforældre. Både min farmor og morfar boede i det sydlige Jylland, ikke langt fra hinanden, så vi kunne slå to fluer med ét smæk og besøge dem begge på en gang. Vi kørte i bil derned, det var en tur på mere end 3 timer, omkring Viborg og Vejle. Måske også Nørre Snede? Før vi kørte, skulle vi “tisse af”. Hvis der skulle tisses før vi var fremme, så var det dér, for der ville ikke blive gjort holdt undervejs. Så løb vi ind på toilettet. Mine ben var korte, så jeg kunne dingle med dem, frem og tilbage, når jeg sad på brættet, det var hyggeligt. Det kan jeg ikke mere. Min mor kom ind og åbnede for vandhanen, hun havde læst, at det skulle virke befordrende på tissetrangen. Lidt efter råbte min far, at nu måtte det vist være godt med det tisseri, vi skulle jo gerne nå frem før midnat, og jeg hoppede ned fra brættet, skyllede ud, vaskede hænder og skyndte mig ud til bilen.
Det var en mellemblå volvo, en af den slags, man bedst kan beskrive som en kasse med fire hjul. Solid og robust. Vi sad tre på bagsædet, mig og mine to brødre. Jeg var den mindste, så jeg skulle sidde i midten, hvor pladsen var trangest. Det var før, man opfandt seler til bagsædet, så jeg var helt stiv ved tanken om, hvordan jeg lige præcis ville kunne kile mig vej mellem de to forsæder, hvis bilen bremsede hårdt op. Ud gennem forruden, ud på asfalten, bum. Jeg forsøgte, at forklare for mine brødre, at det ville være meget bedre hvis en af dem sad i midten, for de var så store, at de ville sidde fast mellem ryglænene foran, hvis vi kørte galt. Vi endte med at sidde, hvor vi hele tiden havde siddet.
Vi spillede som regel Sænke Slagskib eller Ordet Begynder Med, indtil vi kom op at skændes om, om det var ok at bruge ordet bums om den lillebitte røde prik, som min bror havde på hagen, og som ifølge ham “overhovedet ikke var en bums, men bare en knop.” Så var det slut med at lege, og resten af tiden havde jeg ikke andet at give mig til end at være hunderæd for at blive slynget gennem forruden. Jeg begyndte også at fokusere på min voksende tissetrang. Jeg prøvede at krydse benene, først det ene øverst, så det andet, eller jeg pressede en knyttet næve ind mellem benene for at lukke hullet. “Jeg skal altså tisse,” forsøgte jeg, men fik at vide, at jeg skulle have “tisset af” hjemmefra. Så blev der trykket på speederen, og min skræk for at ryge gennem forruden voksede, det samme gjorde tissetrangen.
Hvordan mærker du, at du er utilpas?
Det er Karen igen.
Jeg er lige ved at svare noget med, at det er som om at tisse i bukserne, mens man kører galt, men kommer i tanke om det hun sagde om, at jeg nogle gange svarer på noget andet, end jeg bliver spurgt om. Prøver så det med vejrtrækningen: iiiind og uuuuuuuud. Det fungerer fint. Det er rart.
Det føles godt, svarer jeg, og trækker vejret iiiind og uuuuuuuud.
Godt? spørger Karen lidt forvirret.
Ja, gentager jeg, men jeg skal tisse.
Jeg rejser mig, mens Karen begynder at skrive en hel masse ned på sit papir.
Tiden er vist også ved at være gået, siger hun så og lægger papirene fra sig. Trykker mig i hånden.
Vi ses, siger hun og slår øjnene ned.