“Læs den og bliv klogere, læs den fordi den kan nedbryde tabu, læs den fordi den er fantastisk smuk.”
Sådan slutter en anmeldelse af “Det dér og dét der” på kulturtidsskriftet Den Smalle Bog. Læs hele Anne Rye Anderssons fine anmeldelse:
Imorges gik vi tur ved vandet, hunden og jeg. Ved stranden kan Mumrik løbe frit, for de eneste andre levende væsner i syne er havmåger og vindhekse. Mumrik gør af bølgerne, det er lige dele leg og alvor, tror jeg. Sådan er det med det meste af betydning. Lige dele sjov og alvor.
Efteråret er en skidt årstid for min krop. Mit bindevæv vånder sig og blodet løber den forkerte vej, mod uret. Eller sådan føles det, hvis man ellers kan tale om at føle som et ur, der går forkert?
I går handlede jeg ind et nyt sted. Jeg havde lyst til klementiner. “Det kan jeg ikke klare, men jeg har blommer – og vindruer på tilbud” svarede en butiksansat med et klodset logo på brystlommen. Det slog mig helt ud. I lang tid stod jeg og så på alt det, jeg kunne vælge imellem: blommer, pomelo, ananskirsebær, futuro-melon. Lige lidt hjalp det, jeg havde stadig lyst til klementiner.
Jeg endte med at købe en pose dadler vendt i lakridspulver, røget torsk, syltede løg og en flaske Campari. Umage sammensætning. Det er derfor, man ikke skal handle ind på tom mave. Lakrids og syltede løg sammen smager endnu værre, end det lyder. Røget torsk hjælper ikke på det. Godt jeg havde en Campari til at dulme skuffelsen.
Det var i går, nu er det i dag. Udenfor støvregner det, og de absolut sidste kantareller lyser fordærvet orange gennem det irgrønne mos.
Jeg har stadig lyst til klementiner.
Jeg har brug for at gøre mig uforståelig, tale i tunger, sige noget andet end “Også mig.” Vælling, kælling, kylling, måske.
Det er ikke fordi, jeg skammer mig over det, der skete, men fordi jeg skammer mig over, at det skete.
Det var lige efter, at jeg havde sagt, at den her gang, var sidste gang. At nu var det slut.
Jeg sad på en skammel, han kom hen, bøjede sig ned. Så tog han mit ansigt mellem sine hænder, sagde: “Du kan jo se, hvor langt du når.”
Måske skulle jeg have kæmpet. Fjernet hans hænder. Insisteret. Men jeg gjorde ingen af delene. I stedet gik jeg ud på badeværelset, tog et bad. Låste op, da han lidt senere bankede på, lod ham komme ind til mig under bruseren. Jeg havde stadig alt tøjet på, drivvådt.
Jeg kyssede ham, han sagde “Jeg vidste, at du ikke mente det.”
Så gik han, og jeg satte mig i det drivvåde tøj på toiletbrættet. Min krop var så tung, at jeg troede, gulvet ville bryde sammen under mig. Men det var kun mig, der brød sammen.
Lidt efter kom han tilbage. Han havde lavet te, min yndlings med lakrids- og pebermyntesmag. Han holdt koppen for mig, mens jeg drak, som hvis jeg havde været alvorligt syg.
“Tak,” mumlede jeg.
“Det var så lidt,” svarede han og lagde en hånd på min ryg.
Nej. Det var det ikke.
Det var alt for meget.
Det gode ved at gå tur med hunden en søndag morgen klokken før tidligt er, at mørket udenfor endnu ikke er metafor for noget andet. Det markerer altså ikke en slutning eller en begyndelse, der ligger ikke noget bag det, og der følger ikke nødvendigvis noget efter. Mørket er bare mørkt, det er søndag og hunden er glad. Det er helt ok.
Jeg er vred over, at jeg ikke er vred og over, at min vrede ligner kedafdethed. Jeg er vred over, at jeg forveksler kedafdethed med vrede. Jeg er vred over, at virker ked af det, når jeg i virkeligheden er vred, og vred, når jeg i virkeligheden er ked af det. Jeg er vred over at ville regne mig frem til, om jeg er vred eller ked af det. Jeg er vred over, altid at prøve at regne mig frem til, hvad jeg føler, istedet for at føle, hvad jeg føler. Jeg er vred over ikke at kunne regne mig frem til, hvad jeg føler. Jeg er vred over ikke at kunne føle, hvad jeg føler. Jeg er vred over, at det, jeg føler, er noget, jeg regner mig frem til at føle.
Jeg er vred over, at min vrede ikke kan lokaliseres til et sted i min krop – hænderne, kæben, en lillefinger. Jeg er vred over, at min vrede ikke sidder i maven, så jeg kunne stikke to fingre i halsen og kaste den op. Jeg er vred over, at min vrede ikke sidder i min hals, så jeg kunne knække nakken på den.Jeg er vred over, at jeg altid begynder at græde, når jeg er vred, og at folk derfor prøver at trøste mig, istedet for at give mig svar på tiltale. Jeg er vred over, at jeg undgår andres vrede, ved ikke at blive vred men ked af det. Jeg er vred over, ikke at kunne finde rundt i, om jeg er vred eller ked af det – eller måske ked af, at jeg ikke er vred.
Jeg har lige læst et virkelig fint interview med Simon Juul. Det handlede om barndom, om at føle sig afvist og om selv at afvise, det handlede også om stoffer og glæden ved mad.
Undervejs i interviewet siger han: “Lykke er noget en hund føler, når den får øje på en pølse.” Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at le højt, måske fordi jeg følte mig ramt. For sådan er det jo med lykke. Det er den her ustyrlige og spontane jubel, man bryder ud i, når vi møder det lykkevækkende, men som også er naiv og aldeles uholdbar. For vi ved jo godt, at lykken ikke er en pølse, og at det vil gå mindre end et minut, før pølsen er sat til livs. Og at vi så vil sidde tilbage og ønske os mere af samme eller smagen af noget andet, måske tænker vi: “så godt smagte det vist ikke?” Og som det ikke var nok, vågner vi næste morgen og har taget et halvt kilo på af alle de pølser og al den lykke. Et halvt kilo, som vi skal bruge et år på at få bugt med, timer med blod og sved og tårer sgu. Kun for – straks efter at have genfundet balancen – at få øje på endnu en pølse, og i endnu et ustyrligt, spontant sekund lade os overbevise om at: “THIS is it!” – og lykkeligt kaste os over den. Ups! På den igen: et halvt år med Bjørn Borg svedbånd, centimetermål og diet coke. Been there, done that. And I will be back, for sure.
Derfor lo jeg, da jeg læste Simon Juuls beskrivelse af lykke, ikke en hånlig latter, langt fra, for jeg kan godt lide pølser, der er ikke noget galt med pølser. Ligesom der ikke er noget galt med lykke. Ind imellem er det bare dejligt at le af sig selv og tilgive, at man på mange måder er simpel som en hund, der får øje på en pølse. Haps.
(Som alternativ kan anbefales blødkogt æg med god flagesalt. – Indrømmet, det er langt fra pølse, men det smager nu lidt hen ad lykke)
Jeg har lige været på kursus i 4 dage, kun en spytklat fra havet, iihh der var så fint ved Saxild strand. Kurset var en praksisuddannelse til læseguide, som Læseforeningen tilbyder; en praksis, der i al sin enkelhed går ud på at få mennesker til at læse og til at tale sammen om det, de læser. At deltage i guidet fælleslæsning kræver ikke andet end ører at lytte med. Det forudsættes altså ikke, at man er belæst eller har andre særlige kundskaber, kun lyst, mod og vilje til at være sammen om at læse og til at møde både tekst og gruppe med et åbent og nysgerrigt sind.
Det var nogle forrygende dage. Hårde og lange dage, men mest af alt var de sjove, inspirerende og øjenåbnende. Vi kom omkring det meste – fra valg af litteratur, tekstforberedelse og gruppedynamikker til spørgsmål som: Serverer man kaffe? Er stearinlys upassende? Hvad med pauser undervejs? Og hvad gør man egentlig, hvis en deltager synes, at dagens tekst er lige til at lukke op og skide i?
Vi var 16 på kurset, alle havde medbragt to tekster, fra Judith Herman til Tove Jansson og fra Benny Andersens milde kærlighedsdigte til Bjørn Rasmussens vanvittige – men mindst lige så kærlige – digt om det kyllinlyklige. Jeg hørte Wislava Szymborska på norsk og Robert Frost udsat for kor. Og altsammen: Judith, Tove, Benny, Bjørn, Robert og Wislava – gav fuldkommen mening. Hvilket ikke betyder, at jeg nødvendigvis forstod det hele. Det er nemlig den smukke pointe ved guidet fælleslæsning: Det handler ikke nødvendigvis om at forstå, men om at være sammen – også om det, vi ikke forstår.
Jeg glæder mig sådan til at komme igang.
Knud Steffen nielsen, litterær foregangsmand og billedkunstnerisk begavelse, har med STOR omhu og skarphed læst og anmeldt min roman. Hans læsning er af stor betydning for mig. Læs her hvorfor:
ANMELDELSE AF “DET DÈR OG DÈT DER” VED KNUD STEFFEN NIELSEN
(Og læs også Knuds nyligt udgivne “Udvalgte digte,” fra Det Poetiske Bureau – det er vigtige og mærkbare digte!)
Jeg vågnede ved, at jeg kunne høre en hund, der gøede. Jeg stod op, gik hen til vinduet, men det var helt mørkt, der var ingenting at se. Hunden blev ved at gø. Jeg kunne ikke sove, det var som om den kaldte på mig, så jeg tog min fleecejakke på og gik ned ad trappen, ud i mørket. Lyttede. Hundens gøen var helt tydelig her udenfor: Vuf vuf [pause] vuf [pause] vuf vuf. Igen og igen. Lyden kom oppefra. Jeg lagde nakken tilbage og så op. Deroppe hang månen, sløret og halv, jeg stod sådan lidt, det var et meget mærkeligt øjeblik. Så satte jeg hovedet tilbage på plads, tænkte: der lever ikke hunde på månen, og måner kan ikke gø. Gik tilbage til min seng og faldt i søvn. Der var ikke en lyd at høre resten af natten.