Louise Juhl

Der er så mange ting, der ikke hænger sammen. Eller også hænger alting sammen – bare ikke med mig.
I stedet finder jeg mønstre overalt, i måden bladene falder fra træerne på, for eksempel, eller jeg sorterer mine æbler efter farve, saltet i saltkarret efter størrelse. Jeg tror ikke på den slags sammenhænge eller mønstre, men min mor har fortalt mig, at man kan forebygge demens ved at øve sig på hovedregning og spille skak. Jeg ved ikke, om det passer, men man kan jo godt øve sig alligevel.

Dagen i dag, for eksempel, er et regnestykke, der ikke går op. Og så alligevel:

Tværsummen af mit telefonnummer er otte – det samme som nummeret på huset, jeg bor i.
Min mors fulde pigenavn er Inge Juhl – altså otte bogstaver – og det samme gælder min frisørs navn, Kat, som er en forkortelse for Kathrine, k+a+t+h+r+i+n+e. Og jeg har en tid hos Kat netop i dag! – kl. 14.30 (1+4+3+0)
Det samlede antal af ben i min husstand (mandens to, mine to, hundens fire) giver otte, og godt nok er der 66 dage til jul – hvilket jo ikke er otte, men heller ikke det, er tilfældigt, for var der kun otte dage til jul, ville jeg aldrig nå at få købt julegaver, og det går jo ikke.

Sådan hænger alting altid sammen – på en eller anden måde. Og hvis ikke det gør, så er der også en mening med det.

Du spiser en solsikkebolle, jeg har købt ved bageren i Føtex.
Bladrer i en kogebog, “Ny nordisk hverdagsmad.”
Spørger, om jeg bruger perlebyg i min madlavning?

“Laminatgulv er nok det mest praktiske,” svarer du, som om jeg har spurgt om noget i den retning.

Din hals virker udsat, der er små brune pletter på dine hænder.
I næste uge skal du ind og have en ny protese. Det er noget med den lim, lægerne bruger, den holder kun et år.
“Hvis ikke den bliver skiftet, risikerer jeg at tabe brystet, når jeg bukker mig ned,” griner du og ser træt ud.

Du vil lave æbleflæsk til aften.
Din søster kommer og besøger dig i november.
Du har læst en artikel på vej i toget herned – af en tyrkisk journalist, den var god.

Du siger “der er ikke noget som en oktobersol”
Jeg har sådan lyst til at kysse dig.

Du bærer en ravklump i en kæde om halsen.
Du har gjort dig umage.
Det er det mindste, man kan gøre, har du altid lært mig.

Du er begyndte at læse enkeltfag på HF. Psykologi.
Du er forarget over den måde, vi behandler de sindslidende på, “det er simpelthen uciviliseret,” mener du.

Din kusine har lige fået konstateret demens.
“Det fører kun en vej,” sukker du, “og det er ikke til Rom.”

Du går næsten altid i blåt.
Din far havde ni søskende, seks drenge og tre piger.
Jeg spørger, hvor du skal holde jul. Det har du ikke bestemt endnu, der er føst om 2 1/2 måned.
“I min alder er to måneder jo lang tid.”

Ravklump, oktobersol, umage.
Jeg har sådan lyst til at kysse dig.

Du spiser af æblerne fra haven. 

Pigeon? gætter du, men jeg må blive dig svar skyldig, jeg kender ikke navnet på sorten. Du spørger til høsten af solbær, jeg fortæller, at udbyttet var ringe, kun lige nok til en flaske solbærrom. 

”Du skal rive bladene på græsset sammen” forklarer du og samler en favnfuld, lægger dem omkring rødderne på buskene.

”Buskene skal fores til vinteren,” forklarer du, ”omsorgen skal nå helt ned til rødderne.”

Så går vi indenfor, drikker te og spiser ostemadder. Du fortæller mig, at man kan fodre grise med osteskorper, de elsker det. Det undrer mig, hvorfra du ved den slags.

Jeg svarer, at jeg har hørt, at heste blive forgiftet af agern, ikke at det har noget med ost at gøre. Dyrene får diarre af dem, senere får de svært ved at støtte på benene, det er noget med garvesyreindholdet. De ender med at dø af det, hvis ikke de kommer i behandling. ”uhada,” svarer du.

Vi taler også om bøger.

Jeg læser et afsnit af Linn Ullmanns ”De urolige.” Det er det sted, hvor en datter taler med sin far. Hun fortæller ham om en stol, hun drømmer om at få. 

Faren virker forvirret: Er det en metafor? spørger han, men pigen ved ikke, hvad en metafor er, så faren må forklare: ”En metafor er, når en ting også er en anden ting,” siger han og spørger barnet, om stolen i drømmen symboliserer noget andet? Er det en magisk stol? 

”Nej,” mumler datteren og ser ned: ” det er bare en stol.”

Du nikker og siger, at du godt kan forstå, at jeg har valgt at læse lige netop det stykke. Jeg spørger ikke, hvad du mener med det.

Bagefter læser jeg fra Bjørns digtsamling, Ming, side nioghalvtreds om valnødder og ”hele lille solens tarm.” Vi taler om det umulige i den ordstilling, hvordan den forvrænger størrelsesforholdet mellem sol og tarm, så solen bliver ganske lille og tarmen kæmpestor.

”Ja!” udbryder du begejstret.

Jeg læser videre: ”der er så mange afvisninger i mit liv lige nu/altså afvisninger fra mig selv til mig selv.” – Du spørger om du må låne bogen, læser sætningen højt for dig selv. ”Av!” mumler du og rækker mig bogen tilbage. 

#minmor #ming #deurolige #kærlighedtilrødderne

Vi får ikke talt om haletudser.

Men vi går i Kop og Kande og ser på kinesisk keramik, og da vi kommer hjem, hjælper du mig med at finde den fugl i ler, jeg gemte væk engang, jeg troede, at det var mindre af alt, jeg havde brug for.
Vi finder den i en kasse på loftet. Jeg har åbenbart ikke gjort mig den umage at pakke den ind, men den er ikke kommet noget til. Vi stiller den på skrivebordet ved siden af fire strandsten og den lille gule badeand i plast, jeg har fået i gave. Der står den godt.
Vi taler også om at miste. Eller du siger:
”Jeg bliver jo 80 næste gang.”
Jeg svarer dig noget i retning af, at jeg har svært ved at forestille mig, at du en dag ikke vil være her mere og puster på teen, selvom den ikke er varm.
”Jeg har ærlig talt også lidt svært ved at vænne mig til tanken,” siger du og skifter emne – taler om, hvor varm oktober har været. – At det føles, som om du har fået en ekstra årstid forærende:
”Hvor heldig kan man være” spørger du, men jeg tror ikke, at det er meningen, jeg skal svare.

Ting, jeg vil spørge dig om:

Hvad foretrækker du: regn eller blæst?
Kan du lide ristet rugbrød?
Sækkestole – hot eller not?
Hvordan har du det med el-cykler?

Tror du, at sundhed kommer indefra – og i så fald: hvor er da “inde”?
Er der forskel på måden, du elsker dine børn?

Hvad spiste mormor til morgenmad, gik hun i bad hver dag?
Sov hun længe i weekenden?

Det bedste råd, du har fået?
Det værste?

Hvad tror du, din blufærdighed skyldes?

Kan du lide tværfløjter?
Hvordan har du det med haletudser?
Øl eller vin, gourmet eller godt gammeldags?

Mest oversete dyd?
Mest overvurderede?

Tror du, at fugle – modsat mennesker, der siges at gå – flyver i søvne?

🕊

“Jeg har sovet dårlig i nat,” skriver min mor i en SMS og tilføjer, at det er længe siden, den slags var et problem:
“Nu kan jeg sove hele dage væk, uden at nogen ville bemærke det,” fortsætter hun, og jeg kan høre, at det er tirsdag der, hvor min mor er.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så i stedet fortæller jeg, at der er lammekøller på tilbud i Rema 1000, og at det i dag, den 16. oktober 2018, er præcis 29.000 dage siden, at hun – min mor – blev født. Jeg afslutter beskeden med en lagkage-emoji og en gif med Nordisk Films trompetfanfare. Et øjeblik senere sender min mor et billede retur, det forestiller et sort krusedullet får.
Det er tydeligt, at det markerer en slags punktum for samtalen.

I dag hørte jeg “Supertanker” på P1 – om det transhumane. Det var bl.a. tanker om, at Homo Sapiens arten snart vil uddø og blive erstattet af robotter og klonede væsner, fordi mennesket kun er skabt til at fungere i sociale netværk af 150 individer, og derfor ikke er i stand til at handle på storkollektivets vegne – som når nu klimaeksperter gør opmærksom på, at det er absolut SIDSTE CHANCE, hvis kloden skal reddes – ja, så reagerer vi ikke, fordi vi kun kan forholde os til os selv, familien eller klanen, køkkenhaven og til nøds den lokale park. Men det Store Hele, det magter vi ikke at fatte, og derfor, mente en af de interviewede, er vi nødt til at udvikle os i retning af kollektivt styrede væsner, “menneskelige maskiner” programmeret til at handle altruistisk. I årtusinder har menneskearten hævdet sin dominans som “den klogeste skabning”, men nu er maskiner hastigt ved at overtage den plads, og af hensyn til Helheden, kloden og fællesskabets overlevelse, er vi derfor tvunget til at vige pladsen for en anden – maskinelt styret – intelligens. Men hvad med vores følelser? spurgte journalisten, kan vi undvære dem? Eksperten svarede noget i retning af, at vi, som det ser ud nu, alligevel kun bruger vores følelser til at sikre vores egen røv fremfor klodens og fællesskabets, så hvad godt gør de så? Det var en mærkelig udsendelse, jeg havde hele tiden lyst til at skrige: Nej! Vi må IKKE blive mere maskinelle og kliniske og rationelle, tværtimod. Men jeg må tilstå, at ekspertens afsluttende argument var hårdtslående, og da jeg tidligere i dag gik tur i klitplantagen og tænkte på, hvordan vi i løbet af de næste 50 år, kan have ødelagt alt: Biller og marehalm, fyrretræer og Karl-Johan svampe, mos og mariehøne, så kom jeg alligevel i tvivl, om ikke det bedste vil være, om helhedstænkende maskiner snart tog over for mennesket og dets snævre fokus?
(Det provokerer også mig selv, at jeg stiller sådan et spørgsmål, måske er det derfor, jeg stiller det.)

Når folk fortæller mig at alting
hænger sammen:
himmel og hav
hoved og røv

så tænker jeg altid på fladfisk
der trækker vejret
modsat fornuften –
der altid trækker
i land

eller jeg tænker på min
mors migræne
der sikkert som
amen i kirken
hver gang faldt sammen
med naboens lyst
til dybstegte rejer:

lugten af fedt og
skaldyr og opkast
knuste kodimagnyler og
tunge gardiner

alting hænger sammen

– og alt det
der ikke gør
hænger i med
det yderste
af neglene

For et år siden var mandag en søndag og jeg skrev sådan her:

Det gode ved at gå tur med hunden en søndag morgen klokken før tidligt er, at mørket udenfor endnu ikke er metafor for noget andet.
Det markerer ikke en slutning eller en begyndelse, der ligger ikke noget bag, og der følger ikke nødvendigvis noget efter.

Mørket er bare mørkt.

Min far er en stærk mand, talstærk ikke mindst, han sparer, hvor han kan, og har af samme grund i årevis bedt M og jeg om at gemme sektionen “Ideer” fra Weekendavisen, så han kan løse deres “glimrende krydsord” uden selv at skulle investere i foretagendet.  Hvor min mor læser bøger og går i kirke “ikke fordi jeg nødvendigvis tror på, hvad de siger, men fordi min tvivl bliver mere kvalificeret”, så foretrækker min far at blive hjemme og løse sudokuer: “Han træner hjernen, og jeg træner hjertet,” plejer min mor at beskrive forskellen. Da jeg derfor fandt en toiletrulle med Sudoku-motiv i Netto, tænkte jeg straks på min far: nu kunne hans sparsommelighed, hjernens gymnastiske vedligehold og kroppens grundliggende behov tilgodeses i een og samme manøvre. Tre-i-een! Jeg købte den straks og forærede den – til stor begejstring for manden, der ellers har alt. Men hvad jeg ikke havde set komme var, at han nu har løst alle opgaver på rullen – og er på  jagt efter en tilsvarende fordi “det er den mest underholdende og fornuftige gave”, han til dato har fået.