Louise Juhl

Nu det her.
Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive mere. Alle der ord. Hvad skal de gøre godt for. De er vel bare brænde på talepressets i forvejen alt for iltre bål.
Jeg skriver om en ydre krig. Og krigen fortsætter.
Jeg skriver om en indre krig, og intet forandres.

En facebookven skrev for nylig og roste mig. “Du har ordet i din magt”, skrev han. Intentionen var god, problemet er bare, at jeg ikke ønsker magt. Jeg vil være ordenes tjener. Da jeg første gang læste Agota Kristofs “Det store stilehæfte” oplevede jeg, hvordan sprog kan være mere præcist, end den virkelighed, det beskriver. Ømmere, ondere. Sproget sandere end det, det siger noget om. To tvillinger øver sig hver dag i at skrive. De giver hinanden et emne og en time, til at udfolde det det i, og bagefter læser de hinandens stil igennem, retter stavefejl og beslutter sig for, om det skrevne er godkendt eller ikke. Bliver det ikke godkendt, smider de papiret i komfuret og prøver forfra. Lige indtil det rækker. Til det, der står, er sandt. Det er nemlig tvillingernes eneste krav. At alt, de skriver, skal være sandt. De kan altså ikke skrive, “bedstemor er ond”, for hvad vil det sige at være ond. Nej, de må skrive “bedstemor slår os med et bælte” eller “bedstemor nægter os noget at spise”. De kan ikke skrive, at natten er farlig, for natten er ikke nødvendigvis farlig, den kan også være et skjul for mennesker på flugt. Så de må skrive: “natten er mørk og vi er bange for mørket.”

Jeg savner at være der. Hvor mørket er mørkt, og sulten er knyttet til mad og ikke til et savn, jeg søger at fylde med vingummiflæsk og brændte mandler. Jeg savner at skrive. men der er noget indeni, der sidder fast, noget, der forhindrer mig i at tale sandt. Noget, der ser ordet “ond” før handlingen bagved. Bæltet, den manglende føde. Noget, der kun ser det farlige i mørket og ikke også det ly, det tilbyder.
Nu sætter jeg et kryds på min hånd. Kalder det en start.
På hvad, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig overvejet, om det kunne være anderledes. Om vinduerne kunne være med sprosser, haven med stier af trædesten. Om mine venner kunne være flere, tættere, om Aksel kunne hedde Jon og Alma være halvt hollænder og bære et von som mellemnavn. Alma von Madsen.
Jeg er bare fulgt med tingene som de var, taget dagenes gøremål for pålydende. Mandag er mandag, praktisk, kvadratisk, lunken. Tirsdag forbilledligt simpel, arbejde, indkøb, en tv-serie at falde i søvn til. Onsdag er vendedag, torsdag er alting kommet nærmere. Nærmere hvad, kunne man spørge, men det er der ingen, der gør, man køber bare lidt snollet som en slags forfest til fridagene og vågner så fredag på sofaen med en skumfidus klemt flad mod kinden og må ringe og sige, at man bliver forsinket.

Jeg er ok lykkelig. Det kunne være meget værre, jeg fungerer, er glad for græskar bagt i ovnen, en billig og taknemmelig spise, der tilmed kun belaster klimaet minimalt. Jeg har lært at tackle mine følelser, som andre tackler vasketøj, vinduespudsning: Som et nødvendigt onde, der, sat i system, kan klares med varmt vand og sæbe, håndfaste skrub.
– Dont go there, lærte jeg af en kæreste, engang jeg foreslog ham ,at vi skulle tale om vores forhold. Og da jeg spurgte ham hvorfor han værgrede sig, svarede han, at det var med følelser, som det er med dej. At det vokser, jo længere man ælter, vælter ud over skålens kanter.
Han foretrak handling, sagde han, og knappede min skjorte op, begravede sit ansigt imellem mine bryster. – Uhm. Lukkede så læberne om vien højre vorte og bed til:
– You get what I mean?

I dyreverden synes det så simpelt. Her er parrringsakten reduceret til ren forplantning, det handler ikke om, hvilke følelser, der ligger bag, men hvad de fred til. En unge, to, tre, og herefter står den på redebygning, at mætte sit afkom, holde rovdyr på afstand.
Jeg prøver at finde et lignende system. det vil sige, ikke følge efter, hvad der føles rigtigt, men hvad der leder mig fremad. Problemet er, at jeg stadig er i tvivl. Om hvad der venter der fremme, hvad jeg så at sige følger efter. Er det bare flere lunkne mandage, flere skumfiduser, flere forsinkede fredage? Eller er der noget andet et sted, en strandeng, en ufarlig sol, en kæmpe kantarel?

Nu ringer telefonen. – Hallo?
Der er ikke nogen i den anden ende, alligevel prøver jeg igen: – Hallo?
Måske er der en pointe i det: at jeg skal svare mig selv, klare mig selv. Ikke med skumfiduser, men en tidselkugle, måske. Eller to timer uden tanker, kun lyden af træernes toppe, et hav af grøn.

Jeg stod engang foran et vindue
og så på alt det bag ved
jeg ønskede mig og tænkte
at vinduet imellem mig og tingene
var problemet

Men så sagde en mand
der havde papir på sin viden
at vinduet slet ikke var et problem
at det var den længsel hvormed
jeg søgte om bag den
der var selve smertens kerne

Jeg har ikke papir på noget
hverken på viden eller mig selv
men jeg ved at jeg har lyst til
at smadre ruden fordi alternativet
er at smadre mig selv

En kvinde, jeg kender, tegnede i går en pige på et stykke papir. Eller det var vel egentlig bare en trekant, der skulle gøre det ud for en pige, en kjole hvorfra der stak to ben, to arme. Øverst en cirkel som hoved. Tegningen fik mig til at græde. Her er det måske nødvendigt at tilføje: Jeg græder ellers uhyre sjældent. Jeg har ofte trang, mærker et pres fra bag øjnene, men det bliver ved det. Gråden vil ikke slippe, den sidder fast et sted indeni, bag ved, under, eller hvor nu gråden gemmer sig, når ikke den flyder.

Jeg kan huske en episode, jeg har vel været ni år, i hvert fald var jeg bevidst om, hvornår noget var rigtigt eller forkert. Jeg kunne læse det i de voksnes ansigter, den milde foragt, hvis jeg uden egentlig at ville det, kom til at sige noget upassende. “Jeg er ked af det”, for eksempel, der tilsyneladende virkede som en forstyrrelse af den eller velfungerende orden. Ked af have?, blev jeg spurgt, og når jeg ikke kunne svare, fik jeg at vide, at det kunne man altså ikke. Være ked – uden at være ked af “noget”. Det samme gjaldt det at være bange, “det nytter ikke noget”, fik jeg at vide, og så stod jeg der med min aldeles unyttige angst, der kun voksede af at blive diskvalificeret.
Men den her dag, i en niårigs krop, græd jeg altså, vist nok fordi min nabos hund, Bonzo, var død. Bonzo var en Airedale terrier, stor af sin slags, dens hoved nåede mig til midt på brystet. Jeg var, som jeg husker det, egentlig lidt bange for Bonzo. Ikke fordi han var truende, men fordi han ind imellem blev så voldsom i sin leg, at han af bare begejstring hoppede op og slikkede mig i ansigtet, så jeg faldt bagover og slog mit hoved mod ting, en kommode, en ramme med Monet-motiv, der faldt ned og gik i stykker mod en kommode. Alligevel græd jeg den dag, jeg hørte om dyrets endeligt, og så var det, at jeg fik at vide, at det ikke kunne nytte. Min flæben ville næppe vække hunden til live, blev jeg fortalt, og så stå da fanden at tude højlydt, at man knap kunne høre radioavisen med sidste nyt om situationen i et land, hvis navn, jeg ikke engang kunne udtale.

Efter den dag græd jeg kun, hvis der ikke var nogen i nærheden, og selv da, slog jeg hver gang mig selv i hovedet med, hvor dumt og tøset og selvmedlidende en handling det var, at give efter. For flæb og følelser, hvad fanden skulle det hjælpe? Havde man måske nogensinde hørt om nogen, der var blevet klogere af at tude? Stærkere, mere levedygtige?
Lige sådan lærte jeg at pakke angsten væk, pynte mig med smil og affærdigende snak: “Mig? Åh jeg er ikke værd at beskæftige sig med, jeg er bare fuld af føøølelser”, vrængede jeg ad mig selv og med tiden blev jeg så god til at udstille mig selv, at jeg fandt tanken om min egen gråd og angst latterlig. Loulou smertesvælger, kaldte jeg gerne mig selv. Eller Gurli grædekone, ha, ha.
Og da jeg på en spejderlejr fik tjansen med at tømme toiletter, erklærede jeg hånligt og højlydt: – Det er sgu da bedre end at jeg går rundt og tømmer mit eget indre lort.

Man lærer at føje sig, bøje sig.

Måske var det derfor, jeg ikke kunne lade være med at græde i dag. Det her pindede monstrum på papiret, der skulle gøre det ud for en pige. Det var mig. En trekant, en stang. En nyttig idiot, der i årtier lærte at pege fingre ad sig selv, for at undgå smerten ved at andre skulle gøre det samme. “Det kan ikke nytte noget”, blev til “jeg kan ikke nytte noget”. Jeg kan ikke betale sig. Mine følelser er kun til besvær. Latterlige og uproduktive.
Det er oppe i tiden at smykke sig med stoisk ro, at hæve sig over pøbelens patos, tale i termer af påstået fornuft. Og jeg får lyst til at råbe, som barnet i “Kejserens nye klæder”: De har jo ikke noget tøj på. De råber for at overdøve deres egen udsathed, for at dække over den nøgne hud dér, lige under den selverklærede stoicisme. Som en nyslået konfirmand pakket ind i et alt for stort jakkesæt – hokus pokus – så blev man voksen. Tag slippet af ham og se, hvor han længes efter at bygge huler, klatre i træer. Men alt det kvæler man bag et slips. Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.
Følelser er ikke en sygdom. Vi er født med dem, de har en funktion. Det er ikke for sjov, at barnet græder, det er et kald, et kald på mad, på varme, tryghed. Uden gråden risikerer det at dø. Når vi skriger af smerte, er det for at få hjælp. Til at stoppe blødningen, sorgen. Man kan dø af ensomhed, det er empirisk bevist. Levealderen for svært isolerede mennesker er tæt på et årti lavere end for gennemsnittet.
Jeg hørte engang et barn spørge sin mor, “går det nogensinde over?” Hun havde grædt et kvarter, ulykkelig over en venindes svigt. Og moren svarede: “Den slags slipper du nok ikke for, det bliver ved, så længe du lever. Men det er bedre at være ked af det, end slet ikke at være.”
Og det er jo rigtigt nok.

Jeg tror forresten, jeg skriver og spørger kvinden fra i går, om jeg må få hendes tegning. Ikke af nogen grund, men bare fordi.

Fuglene er tavse den dag. Spurvenes sang, der plejer at lyde fra mellem tjørnebuskens tætte grene, er væk.
Nogen kalder fra bag hende: Hey!, og hun vender sig for at se, hvem det er. Så sker det.

Sker hvad?
De vil vide alt. Hvad var der at se, hvem? Han, hun? Bredskuldret? Tæt af bygning? Bar det en jakke? Et våben? Blev hun spurgt om noget, hendes navn, klokken. Om vej?
Men hun husker intet. Udover lyset altså, et voldsomt og skærende lys, som en sol skudt ud gennem en krop, intens og brændende. Hun havde ikke været i tvivl, det var en engel, et sendebud. Hun havde kastet sig mod jorden, tryglet. Tilgiv mig! Rakt ud efter den lysende krop: Tilgiv!

Tilgiv for hvad? spørger de.
Men hun ryster på hovedet, af sig selv eller måske til svar. Fordi hun fortsat er i chok. Hun tror ikke på den slags, på mirakler eller guder, på overnaturlige væsner. Hun tror på handling, et skridt og et skridt til, hun tror på at an må gå for at finde frem. Hun tror på mel og vand og gær og på livet som et vilkår, ingen undslipper. Mandage, tirsdage, onsdage og så videre. Timelange møder, deadlines, høje hæle.
Noget for noget.

Og så pludselig det her, “hey”, et strålende skær, en omsorg så stor, at det kan favne alle. Alle dyr og mennesker, stjerner og sole, en helt ubegribelig kærlighed, der her, i lægens konsultationsværelse synes så fjern, ja næsten umulig. Så hun undskylder. For sit vanvid. Taler om en slumrende epilepsi vakt til live af lys og fuglenes tavshed. En kortslutning i hjernen. Og hun lover at opsøge at lade sin hjerne scanne, sin krop, pupillernes bevægelser, sin puls.
Lægen lægger en hånd på hendes arm, – pas nu godt på dig selv, siger han, før hun går. Og det er ikke før da, at hun vender sig rundt, og han ser det. Hullet i hendes ryg og derindefra: Et lys og bag lyset. Mere lys!

Måske er det kulden.
Vand, der fryser, blade, der falder, lys, der forsvinder. Jeg ved det ikke. Kun, at alt er så alt for åbent. Som et hus uden vægge. Er det så overhovedet et hus?
Er jeg overhovedet mig?
Hver gang jeg prøver at fæstne mig – som ord på papir eller ved at sænke kroppen i vand, at holde vejret – går der kun få sekunder, før jeg må give slip. På øjeblikket. 

I dag i skoven faldt lyset et sted på de gule og brune blade, og det var så smukt, at jeg greb ud. Efter bladene, lyset. Og så forsvandt det. Sådan er det måske bare med det, der virkelig gælder. At det ikke tåler at blive holdt fast. At det er på afstand, at det stråler, glitrer?

Jeg vrøvler. Det har jeg givet mig selv lov til. At fare vild og ikke forsøge at finde tilbage.
For ærlig talt: Tilbage til hvad? Til huset uden vægge? 
Nej, vel!

Og så sker det, sådan som det er sket før og vil ske igen.
Sådan som det skete, da jeg truede med at gå, og han svarede: “Du kan jo prøve at se, hvad der sker”.
Og så gik jeg, og der skete ikke noget, ingenting. Han fulgte ikke efter, truede mig ikke. Kaldte mig ikke for luder eller skøge, flæbetøs eller kuldsejlede kælling, sådan som han havde gjort så mange gange før.

Alligevel var alt forandret, angsten flyttede ind, tung og truende. Det lille gib hver gang telefonen ringede eller nogen råbte højt på gaden – Hey. Og hver gang vendte jeg mig rundt, trak hænderne op foran ansigtet, parat til at afværge hans slag, men de faldt ikke, for det var ikke ham, men to buddies, et glædeligt gensyn. “Long time no see!” Og jeg græd af lettelse og lidt af skam, for hvad var det med mig og al den flæben, al den frygt. Kunne jeg ikk for helvede bare komme videre.
Og det var ikke før han et halvt år senere skrev og spurgte, om vi skulle ses? Han havde tænkt over tingene og bar ikke nag. “Man hælder jo ikke to og et halvt års kærlighed ud med badevandet”, skrev han, som var det et faktum, og jeg turde ikke at svare ham: “Hvad mener du med kærlighed?”

Og nu er den der igen, her mange år efter. Den her frygt for hybris og nemesis, for novembermørke og pludselige beskeder. For ubudne længsler, lidt for ældet angst. For at gå på gaden, for at gå i stå. Kulden i knoglerne og smerten et sted mellem hals og bryst, en klump på størrelse med et pigeonæble. At trække vejret på trods. I trods.
Når der ikke er noget at gøre, er der ikke andet end dét at gøre. At vaske hænder, tøj, købe en kalender og rive dagene af en efter en, atten, nitten, tyve. Så går tiden, og vi går med. På et tidspunkt går det hele vel over og hvis ikke, så gør jeg.
I mellemtiden skriver jeg ting, som dét her, kald det en bøn, kald det et opråb, kald det kærlighed.
Latterligt pis. Novemberblåning.
Who am I to judge?

Og så rammer det.
Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som vand, der pibler nedefra. Op over fødderne, knæene, navlen, indtil det når skuldrene, og jeg kalder. Nej jeg skriger, ikke på nogen, det er bare en lyd fra halsen, en desperat gurglen, dumpt og forgæves. For vandet fortsætter med at stige, det når til halsen, munden, øjnene og så. Bliver det mørkt, og jeg er alene. Der er ikke længere andre at se, ikke noget vejr at trække, ikke noget jord at redde sig i land på.
Der er bare mig og det våde altomsluttende mørke.

Sara siger, det er fortrængningens mørke, det er alt det, du har gemt på, siger hun: – Lukket nede og ude, og som nu vil frem, ses og mærkes.

Det er de tusinde mænd, jeg ikke sagde nej til, den dårlige gullasch, middage i gennemsigtig chiffon. Det er samtaler om vine, deres bouquet, den vulgære glæde ved duften af “døde pelsdyr”, “jordslået stof”.
Den gråd, der lurer under latteren.
– Det er prisen for at holde ud, min skat. For at smile og nikke og fungere. Nu vender det tilbage og med renters rente.
Hun snupper et æble fra skålen på bordet, kaster det op og griber det igen, tager en bid. Saften fra den modne frugt danner skum i hendes mundvige, hun tørrer sig med bagsiden af hånden, før hun fortsætter
– Du må lære at svømme, hvis du vil redde dig selv fra at drukne. Hun smiler: – Alternativt udvikle gæller.

Det er sådan, hun altid gør, strør salt i mine sår. Laver sjov på den der måde, der minder om hån. Og jeg både elsker og hader hende for det, for aldrig at stryge mig med hårene, for altid at slå, aldrig ae. For at vække mig af mit mismod:
– Hvis du tuder mere nu, er det sgu ikke temperaturstigningerne, men din skyld, at verden trues af oversvømmelse.
Jeg trækker på skuldrene, hvad fanden skal jeg stille op?
Sara ved det:
– Du tager din jakke på og binder dine sko. Og så går vi.
Hun rækker mig jakken, tørklædet:
– Det kan du vel for fanden finde ud af?
Jeg tager modvilligt imod begge dele, finder vandrestøvlerne frem, snører dem:
– Og? spørger jeg, mens hun åbner døren og jeg går ud
– Ikke noget “og”, svarer hun – bare gå!

I lang tid har jeg søgt efter noget, jeg kan bruge mine kræfter på. Håndæltede dej-dyr, sindrige blomsterkranse, borddekorationer, papirklip. Alt andet end lediggang. Det er ikke fordi, jeg elsker håndarbejde, langt fra, men en frygt for, hvad mine hænder ellers kan finde på at gøre. Smadre en kande, knuse en krukke. Slå til den i forvejen vakkelvorne reol, så den falder sammen og de mange mørnede bøger og formålsløse nips vil samle sig til et inferno af rod og ragelse i det allerede trange rum. Der er så mange risici, så mange farer, jeg stoler ikke på dem, mine hænder.
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke voldelig. Tværtimod, jeg aer og klapper og stryger både dyr og mennesker. Jeg forstår alt og til ukendelighed, jeg forstår naboen og græssets grønne, fuglenes træk, feberens logik. Jeg forstår også, når der ikke er noget at forstå. Forleden nikkede jeg til en mut medarbejder bag kasseapparatet i Føtex, smilede indforstået, i håb om at vinde noget tilbage. Et taknemmeligt blik, en form for fællesskab. Men den unge kvinde smilede ikke tilbage, hun mumlede og det så lavt, at det kun akkurat kunne høres: ”Hvad er det, du tror, du forstår?”
Hvad skulle jeg svare til det?

Det er i den slags situationer, jeg indser, at jeg må finde noget at bruge mine hænder til, mit liv på. Noget andet end at forstå, smile og nikke til halsen, går i kramper, som en nisse i juleudstilling, en mekanisk dukke. Hej, hej, hej, hej.  
Nej, jeg skal ikke forstå den dej, jeg ælter, ikke forstå den blomst, jeg binder til en krans. Jeg skal derimod lade hænderne om at gøre arbejdet, så ikke munden løber af med mig og mine evige appeller kaste i grams på mere eller mindre tilfældige ofre. Bibliotekaren, underboen, min frisør. ”Kig forbi en dag, ikke?” Men ingen, hverken frisør eller underbo, svarer ja, de svarer slet ikke, det er ikke et tegn, nej, det er et vink med en vognstang. 

Nu har jeg købt mos og ler, kogler og gran, kunstige æbler og fingerstore lys. En krans, to kranse, måske kan jeg sælge dem på et marked, 109 kroner lyder som en god pris, som prisen på noget, der er mere værd end Søstrenes Grenes masseproducerede pis, men ikke så eksklusivt, at det alene henvender sig til eliten. 
Hvad vil jeg sige med det: At jul er hjerternes pest? At mos er grønt, penge papir? Eller bare at hænder kan bruges til meget, til at slå med og til at ae?
Never mind:
”Kom og køb!”

Der er morgener, hvor der ikke er andet for end at gribe en bog fra reolen og lade den vise vej. I dag er det Judith Hermanns Lettipark, en novellesamling med 17 ret korte noveller, alle med et strejf af mystik eller måske snarere: et rum midt mellem drøm og virkelighed, en verden hvor fantasien, sindet, ikke er en udskiftningsspiller på bænken, men har rollen som målmand, som forward, som træner måske. 
I novellen Digte møder vi en jeg-fortæller på vej til et besøg hos sin far. Hun tager sig god tid, spiser kage på en cafe, det er tydeligt, at hun forsøger at finde det nødvendige mod, de afgørende kræfter. 
Faren bor, viser det sig, i en lejlighed fyldt med ting, kasser med masker fra fremmede lande, gammelt porcelæn, udtjente klæder. Ikke alt er hans eget, meget stammet fra mennesker, der har brugt farens imødekommenhed som en lejlighed til at slippe af med deres lort. “Det er en lejlighed hvor der egentlig ikke er plads til min far for møbler, billeder, genstande, kister og kasse, og dermed kunne alt sådan set være sagt.” 

Den her sidste linje – og dermed kunne alt sådan set være sagt – er så elegant. For hvad er det, der bliver sagt med billedet af faren begravet i gammelt ragelse, kasser og kister fyldt med ting, ingen ved hvor stammer fra? 
Det viser sig at faren er syg, i årevis har han levet på kanten, været indlagt på psykiatriske hospitaler uden at få det bedre, udskrevet til ingenting andet end et syndigt rod – indeni som udenom sig. Og hans datters besøg bringer ikke noget nyt, faren ser med afsky på den kage, hun har købt til ham på et nærliggende konditori. En blommekage, hun husker fra sin barndom, hvor faren elskede netop denne dessert:
Den kage, siger han harmdirrende, vil han ikke røre med en ildtang, den er bagt af bøssekarle. Hvem vil ellers pynte en kage så sirligt og obskønt, piske flødeskum og pynte med frugt?
Og så sidder man som læser og forarges, hvad Søren bilder han sig ind. ikke nok med, at han afviser sin egen datters omsorg, han sviner også både bøsser og konditorer til, sikke en ussel opførsel. 
men Judith Hermann vil noget andet, noget mere end forargelsen, hun skriver: 
“Alligevel spiste han kagen, han spiste den med den særlige heftige grådighed som jeg den dag i dag kun har set hos gamle mennesker. Det handlede slet ikke om bøsserne for ham. Jeg tror det handlede om at jeg havde købt et stykke kage til ham, og at jeg trods alt, og hvorfra egentlig, vidste at han havde elsket blommekage inden han blev syg. Det handlede om alt det og derudover handlede det sikkert også om noget helt andet.”

Jeg græder, hver gang jeg læser den slutning. Ikke fordi den er særskilt smukt i sin beskrivelse, særskilt yndefuld eller sprogligt ambitiøs, men fordi den giver så meget plads til os mennesker. Vi er ikke ligninger, vi er ikke regnestykker, der går op, kage + foragt for pisket flødeskum = dumt svin, nej vi er mere end det åbenlyse, mere end matematik og kausale forklaringsmodeller, vi er ikke bare syge eller kun raske, vi er kærlighed og kister, omsorgsfulde og griske, det hele på en gang og alligevel ikke alt, det er smukt og håbefuldt.

I dag åbner Bog Forum, Judith Hermanns bøger kan købes hos det eminent gode forlag BATZER & CO, andre bøger kan købes ved andre stande, jeg nævner i flæng: Zadie Smith, Elizabeth Strout, Bjørn Rasmussen, Tina Frank, Christina Hagen, Jens Smærup Sørensen og min gode kloge og sjove ven, Hans Peter Madsens bog, Hyldemeter. Der er så meget at vælge imellem, så mange bøger, så mange verdener, så mange muligheder. 
So little time.
Litteraturen er en mulighed for at forsøge at forstå det uforståelige. At se med den forsmåedes øjne, den synskes, den harmfuldes, den sindssyges blik. Det er kærlighed og had, det er vold og omsorg, det er blommekage og bøssehad, det er uendelig stort.