Louise Juhl

Ét år får jeg en lilla undertrøje i fødselsdagsgave. Den har en rosa giraf trykt på maven, skuffelsen er enorm, men jeg smiler og lader som om. Det er jo en gave og gaver skal man tage imod med taknemlighed, det har min mor lært mig. Alle pakkerne ligger på en bakke af plast, øverst en konvolut. “Fra mor og far ,” står der, den er pyntet med klistermærker – hjerter og Dannebrog med split. Kortet er købt og med fortrykt tekst: “I dag MÅ solen skinne,” en stor bred smilende sol i baggrunden.
– Det regner ellers, bemærker min bror, men min mor lader ham ikke tale ud:
–Der er flere pakker, afbryder hun og skynder sig at række mig én. Den er hård og firkantet, et kasettebånd fra Maxell, 90 minutter. På den ene side har min far optaget Suzi Quatro, på den anden Orfeus og Eurydike af Gluck.
– Lidt for enhver smag, tilføjer han. Enhver er min far. Jeg giver ham et kys på kinden.
– Tak!
Senere tager vi på dyrefarm, der er lamaer, næsebjørne, tamme kaniner og en grillbar. Jeg bestiller pomfritter, de er bløde og bølgede som dem, man køber på frost i Brugsen, bemærker min mor. Jeg er ligeglad, for der er “fri remoulade” i en kæmpestor bøtte på disken, og selvom min mor får en bekymringsrynke i panden, øser jeg op. Fem gange bliver det til, til sidst er der ikke flere pomfritter på tallerkenen, kun remo. Jeg fylder skeen med den karrygule pasta, putter det i munden og synker, uhm. Min mor vender sig væk, jeg er gået over grænsen, det ved jeg, men det er min fødselsdag, og så må man godt.
På vej hjem i bilen leger vi Skibet er Ladet Med. Jeg vælger L og Landskab, min mor siger Louise, min far Lagkage.
– Lort, råber min bror, og jeg griner befriet og alt for højt. Min mor sukker og ser ud af vinduet, min far retter bilen op.
– Lidt for enhver smag, mumler han og har mere ret, end han aner.

I sidste uge fortalte min terapeut mig om en app, der fem gange om dagen skal minde os om, at vi skal dø. Jeg gik derfra uden at helt at forstå, om det var ment som en anbefaling eller en advarsel?Du siger, det har blæst i nat, jeg nikker. På DRs hjemmeside skriver de, at årets første Samsø kartofler er blevet solgt for 1500 kroner. Det er cirka det samme, som det koster at brødføde en familie på 4 i Uganda et år. Et øjeblik overvejer jeg at udvikle en app, der fem gang i minuttet advarer mig om, at jeg er i live, at det er virkeligt, det, der sker.

.

I går talte jeg med min mor, jeg ved ikke hvordan, men vi kom til at tale om min mormor og om hendes persianerpels. Den hang i den “fine entré”, der kun sjældent blev benyttet som indgang, men i stedet fungerede som en slags viktualierum: æg, smør, confiteret and, bælgede ærter. Kijafa til helt særlige lejligheder.
Frakken nåede min mormor til midt på knæet – mig kun til anklerne, jeg var otte, da jeg så den første gang. Jeg husker det som en tung og mystisk oplevelse.

Min mor fortalte, at min mormor mente, at frakken have ændret hendes liv – og at hun mente det bogstaveligt. Hun havde svagt hjerte og frøs altid, og før hun købte persianeren havde der været måneder på året, hun ikke kunne komme udendørs. Pelsen gav hende muligheden tilbage.
Persianere var langt fra så fine som mink eller ræv, til gengæld havde de alle pelsens gode egenskaber til den halve pris. Min morfar var tømrermester og knoklede i døgndrift for at få tingene til at tilnærmelsesvist at hænge sammen, der var ikke meget at gøre godt med. De lange bede med grønkål sikrede ikke kun foder til hønsene, men også kraft til suppe og -når det virkelig kneb- drøjede min mormor sit bagværk med det stride kål.

Hver sommer arbejdede hun som afløser i telefonomstillingen på Kolding sygehus. Hun tog imod indgående opkald, rykkede rundt på ledninger og skabte forbindelser mellem lægen i Taulov og afdelingen for kirurgi, så et barn med en mistænkelig byld på halsen kunne få plads på stue ni. Hendes kræfter var i sparsomme, hjertet slidt, og de mange timer ved omstillingsbordet tærede på hende. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse og vejrtrækningen blev en kamp.
Efter ni somre havde hun tjent nok til at købe sig en persianerpels. Hun købte den i august, jeg kan huske, hvordan hun og jeg stod klar på gårdspladsen, da postbilen trillede ind. Lyden af grus, der giver efter. Frakken var pakket ind i brunt papir med en sløjfe omkring, og min mormor tog imod den, som en mor tager imod sit nyfødte barn: forsigtigt og med stor ømhed.

Jeg ved ikke, hvad det var med den persianer, men hver gang min mormor tog den på, var det som om, der skete en forandring. Hjertet slog kraftigere, den gulgustne hud fik kulør.
–Se! smilede hun og slog pelsen over skulderen. Drejede rundt om sig selv, hendes stemme lød som på film:
–Se! Og jeg havde virkelig aldrig set noget lignende. Mystisk og tungt – men også noget andet, noget mere, jeg ikke kunne sætte ord på. En ekstra krop eller en ny dimension.
Jeg kan huske, at min mormor lod mig prøve den, at jeg knap kunne løfte den, så tung var den, varmen helt enorm. Alligevel havde jeg svært ved at slippe den igen, så hun til sidst måtte insistere:
–Så er det vist godt, og hun tog persianeren fra mig, hang den på en bøjle med inskriptionen: “Stage & Son.”

Frakken fik lov at hænge frem til jul, før hun tog frem igen. Hun skulle i kirke, messen klokken fjorten, så hun kunne nå tilbage til at stege and og lune rødkål. Min morfar forstod ingenting, hverken af det med kirken eller pelsen: Hvad lignede det sådan at smykke sig med lånte fjer? Min mormor tog hans ilterhed med ophøjet ro. Hun forklarede roligt, at der skam ikke var tale om noget lånt, men om en pels købt for penge, hun selv havde tjent. Hun sagde det, med den helt særlige stemme, pelsen tillod hende: “Glædelig jul, Hr. Juhl,” sagde stemmen, og hun gav ham et kys på kinden. Jeg stod ved siden af på mine otte-årige ben og så på og kunne mærke i hele kroppen, i rummet omkring, at noget forandrede sig. I min mormor, i min morfar og imellem dem.
Jeg tror ikke, jeg har oplevet noget lignende siden.

Jeg sidder på sommerhuset terrasse, læser noveller, stjæler en andens erindringer: en korsikansk måge, en død drageflyver og sætningen: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig.” Den slags minder er guld værd, også selv om de ikke er ens egne.Om lidt kommer mine forældre og brødre. De vil få serveret rimmet laks, salat med plukket kylling, nybagt brød og nødderoulade med flødeskum. Når vi har spist, vil min far foreslå os at ”bese grunden”, og vi vil gå rundt på det godt 3000 m2 kuperede terræn. Finde graner, der trænger til en trimning og nysåede ege, der behøver vand. Hvis alt går, som det plejer, finder vi hareekskrementer, rådyrspor og et efterladt kødben et sted i lyngen.
I morgen skriver jeg om alt det samme – bare i datid.

Jeg sidder på terassen i sommerhuset og læser “Spøgelser, overalt” af Judith Hermann. Mere præcist den novelle, der handler om hendes forældre, der rejser til Venedig på ferie. Hovedpersonen, en trediveårs kvinde, sidder i en umage lejlighed på Korsika for at komme sig ovenpå endnu et ulykkeligt kærlighedsforhold. Hun forsøger at tænke på ingenting – og lykkes med det. Hun lytter til byens lyde, vandet, hun ryger cigaretter og smider sine strømper for lidt efter at tage dem på igen, fordi det bliver for koldt. Hun tænker ikke på noget, og hvis hun gør, er det ikke hendes egne tanker, hun tænker, men verdens, der passerer igennem hendes hoved.
Senere opsøger hun sine forældre i Venedig, beskrivelsen er simpel, handlingen tæt på ikke-eksisterende – hun får deres adresse på et billigt pensionat tæt ved banegården og fyldes pludselig af frygt for, at de alligevel ikke er der, men hun finder dem uden problemer. Senere sker der det, der nu sker på ferier, tæt på ingenting og alligevel en hel masse. Det jeg fæstner mig ved, er muligheden for at mødes som for første gang. At være sammen, Mor, Far, Datter et andet sted ogmed muligheden for at indtage nye roller. Om det lykkes? Måske, måske ikke.

Selv er jeg kun sjældent rejst udenlands med mine forældre. Det skyldes sikkert, at min far, da jeg var barn, rejste meget med sit arbejde, og at han i derfor foretrak at begrænse ferierne til sommerhuset i Nordjylland. Jeg drømte – sådan er det jo, græsset er altid grønnere et andet sted – om charterferier til Mallorca, swimmingpools og badedyr, præfabrikeret underholdning og hotelmad, sådan som mine jævnaldrende kom hjem og berettede om.
I dag er alting anderledes, erindringer har det med at være virkeligheden utro: Nu ser jeg med længesel tilbage på de mange lange feriedage i klitplantagen blandt firben og kantareller, og med så meget tid imellem vores hænder, at den endte med at smuldre – uden at efterlade et savn.

En enkelt gang blev det dog til. Det var i 1986, turen gik til Paris. Han hentede mig og min bror fra en spejderjamborette, vi var trætte og beskidte. Vi kørte de 1500 km til storbyen i en udtjent Volvo: vinduet, jeg sad ved, kunne ikke lukkes, og vi måtte standse for hver 100 kilometer og fylde vand på køleren, fordi den var læk. En af gangene holdt vi ind ved en majsmark, jeg husker de meterhøje planter, angsten for at blive glemt, lige dér. Jeg blev nu ikke glemt – køleren blev fyldt og vi kørte videre med nedrullet vindue.
Min far var ikke taget afsted for at holde ferie, han var inviteret som oplægsholder ved en stor kongres, rejse og opholdt betalt – inklusiv ledsagere. Og da min mor ikke kunne få fri fra sit arbejde som hospitalslaborant, blev det min bror og mig, der gjorde ham følgeskab. Måske er historien anderledes, men det er sådan, jeg husker den.
Jeg havde ikke andet tøj med, end det jeg havde haft på de sidste 14 dage på spejderlejr. Praktisk, robust og møgbeskidt. Paris var ekstra varm den sommer, det var midt i juli måned og temperaturen var flere gange over 30 grader. Jeg måtte klippe ærmerne af sweatshirts og benene af mine bukser for at holde heden ud, og tænker, at jeg må have lignet en subsistensløs, som jeg gik rundt i beskidte afklippede klæder. På den anden side: det var i netop de år, punkbevægelsen foldede sig ud, så måske blev jeg antaget for at være first mover? Værre var det med sko, mine tætsluttende vandrestøvler kunne ikke skæres til, så jeg var nødsaget til at købe mig et par billige sandaler, der vel knap kunne kaldes fodtøj: Et stykke finér med dårligt fæstnede læderskråremme.
Jeg husker, hvordan jeg travede byernes by tynd i timevis, mens min far holdt oplæg om talesyntese og neurale netværk i airconditionerede aulaer på byens universitet. Min bror, der havde fået strenge ordrer om at se efter sin yngre søster, fandt på undskyldninger for at kunne efterlade mig her og der: så skulle han lige købe en LP, så skulle han tisse, så noget tredje. Imens sad jeg på en tilfældig bænk, gloede på dovne duer og smykkesælgere, indtil han kom tilbage med favnen fuld af postkort med obskure motiver, som han sendte til sine venner. Alle lød ens: Jeg har det godt, men får for lidt pot. 

Jeg husker bedst Paris for mine ømme fødder, der sved og gnavede så voldsomt, at jeg til sidst valgte at smide de nyindkøbte sandaler i en skraldespand, og istedet at gå omkring på bare fødder. Asfalten var glohed, og jeg måtte løfte mine fødder ufrivilligt højt for hvert skridt for at køle dem ned. Andre steder holdt jeg øjnene stift rettet mod fortove og grusstrøede pladser for at undgå at træde i glasskår, hundeefterladenskaber og kanyler. Jeg ved med sikkerhed, at jeg undervejs kom forbi Notre Dame, og at jeg der søgte ly for at hvile mine fødder – og for at spise den avocado, der udgjorde min frokost. Jeg husker også, at jeg blev gennet væk af en kustodeklædt herre, der sagde noget på fransk, jeg ikke forstod, men som jeg ikke var i tvivl om betydningen af. Jeg måtte finde mig et andet sted at hvile og spise. 

Da jeg ankom til Paris var jeg 13. Væsentligt ældre, da jeg forlod den. Jeg husker byen for brosten, duer og betændte vabler. Alligevel vil jeg ikke sige, at det var en dårlig ferie, slet ikke.

Morgenen mærkes – selv fra under dynen.
Hunden skraber mod døren, og jeg står op. Jeg åbner døren ud mod grunden og følger efter dyret ud. Mosset knitrer køligt mellem mine tæer, jeg er ikke andet end hud og trusser. Hunden letter ben op ad en skovfyr, det varme pis sender skyer af damp ud i luften.
Et øjeblik er tiden bare dét:
Nøgen hud og nødtørft.
Det føles helt urimeligt og bedre end længe.

Det er I 2002, jeg arbejder som pædagogmedhjælper, først i en vuggestue, senere en børnehave. Ikke fordi jeg ved noget særligt om børn, men jeg er glad for jobbet uanset: Jeg får lov at spille trafikspil med ungerne, mens pædagogerne går til møder og superviserer hinanden.
Rød mand stå, grøn mand gå.
Jeg hjælper dem i flyverdragterne ‪kl. 10.30‬ og ud af dem igen præcis en time senere: Sætter mig på hug og løsner snørebånd på alle støvlerne. Hiver dem af én for én. Alle ungerne stikker deres fødder frem og så trækker jeg, mens vi tæller:– EN, TO….NITTEN, råber vi i kor. På den måde øver vi os i at tælle, de små når til tyve, nogle af de større børn helt til otteogfyrre.
Til slut giver jeg dem indesko på. Vi laver sjov med at bytte rundt på dem: Martin får en ragsok på den ene fod og en plyssko med ninjaturtle-motiv på den anden.– Neeeeej, råber han, og så finder vi i stedet to ens.
Vi kalder legen “fisk for fødder,” jeg kan ikke huske hvorfor.
De fleste har vanter, der er hægtet sammen af en bred elastiksnor og fæstnet rundt om børnenes nakke eller ryg. På den måde forbliver vanterne et par, også selvom et barn skulle finde på at trække hænderne ud af det uldne stof for at klappe på en sandkage eller pille næse. Når ungerne kommer ind fra kulden, hænger jeg alle vanterne på rad række henover en radiator, så de kan tørre. Hvert par er påsyet en lille mærkat med børnenes navne: Emil, Esben, Sara, Miriam.

Et af børnene insisterer mere end de andre. Han hedder Tristan og har lyst, næsten gennemsigtigt, hår. Han har et storkebid på venstre kind, ikke særlig stort. Hans far har fortalt ham, at mærket er et hædersmærke, et tegn fra guderne, og at han skal bære det med stolthed. Det viser, at han er udvalgt, har han sagt, og det særligt smarte er, at hans far på den måde altid kan finde ham, hvis han skulle blive væk.
Tristans far spiller rollespil, nogle gange er han malet i ansigtet og har en kappe på, når han kommer for at hente drengen.
– Nu kommer min far, råber Tristan, og de andre børn ser forskrækket på den udklædte mand, før de vender tilbage til deres leg, og Tristan falder den kappeklædte om halsen:
– Faaaaaaar.
Nogle gange må jeg bede drengen om at dæmpe sig eller om at give slip på min hals, som han altid hænger omkring.
– Nu skal du give slip, mumler jeg og giver hans krop et puf. Og når han ikke reagerer, så lidt højere:
– Giv så slip!
Men Tristan slipper ikke. Tværtimod holder han endnu hårdere om min hals, knytter hænderne tæt sammen. Jeg forsøger at løsne hans greb, først forsigtigt, så med større kraft, men drengen arbejder imod. Han lader fødderne slippe gulvet, så jeg bærer hele hans vægt om min hals. Han er tung og det gør ondt.
– AV! råber jeg og tvinger hans hænder fra hinanden, – SÅ ER DET SLUT.
Drengen lader sig falde ned på gulvet. Der lyder et bump, jeg tænker, at det må gøre ondt, men han lader sig ikke mærke med noget. Han rejser sig på alle fire, kravler rundt om mine fødder, ind og ud, ud og ind, og brøler som en løve.
– GRRRRRR, brøler han højere og højere, og jeg må bruge alle mine kræfter for ikke at lade mig irritere eller det, der er værre.

Om tirsdagen har jeg åbnevagt, så møder jeg ‪klokken 6.00‬ og har ikke fri før ‪klokken 15.00‬. Tristan bliver afleveret som den første, vi er kun ham og mig på stuen, han peger på sit mærke på halsen:
–Se, siger han, – det er, så at du altid kan finde mig.
Jeg følger hans finger, men svarer ikke, jeg har jo hørt historien utallige gange. Om lidt kommer alle de andre børn, og så bliver der et værre hus med at få madpakker på køl, tasker på plads, overtøj hængt på knager.
– Kan du se det? forsøger han igen og endelig svarer jeg ham at ja, jeg har set hans mærke, titusinder af gange, faktisk. Og iøvrigt, fortsætter jeg, er han ikke det eneste barn, jeg skal holde øje med. faktisk har jeg femogtyve børn at holde styr på, så det er slet ikke sikkert, at jeg får tid til at lede efter ham.
Bagefter er der stille, længe, indtil de andre børn begynder at ankomme og den ene ting tager den anden.
Senere, da vi skal ud at lege, tager Tristan selv sin flyverdragt på, og jeg får heller ikke lov at hjælpe ham den af, da vi skal ind. Hans far kommer som altid klokken to, men drengen falder ham ikke om halsen. I stedet finder han sine vanter på radiatoren, tager en saks og klipper elastikken imellem dem over.
Så går han ud til bilen, hans far følger lige efter.

Om et par timer kører M og jeg nordpå for at trække vejret i langdrag. Jeg håber at tabe mig selv af syne: Få øje på en nåleskov, en rød glente og drikke mig mildt beruset under en dyne på terrassen. Jeg har ingen planer udover at spille stangtennis og undgå at få bolden i hovedet. M har lovet at lægge en kold klud på min pande, hvis det, sådan som det plejer, alligevel skulle ske. 

Til juni udkommer min roman “Alle dage tilbage” på forlaget EC Edition📚

Det er en bog, der handler om alt det, vi taler om, for at ikke at tale om døden. – Og om alt det, vi omvendt undlader at tale om, når døden rykker nærmere.
En stilfærdig men også brutal fortælling om en yngre og en ældre kvinde, om deres relation – og afslutningen på denne.

Han insisterer på at gå sidst ud ad døren, sådan er der så meget, der skal gå op. Puden skal rystes og lægges og rystes igen. Vandet skal løbe den tid, det tager at tælle fra enogtyve og til niogtredive, hver stavelse udtalt med omhu. Han fylder et vandglas, tømmer det i en enkelt slurk, som om det er et spørgsmål om tid.
En sjælden gang omgås hun reglerne, mangel på omtanke eller knaphed på tid, hun vander blomster i den forkerte rækkefølge. I det samme ændrer hans øjne farve fra gennemsigtigt blå til massivt grå, og han må begynde forfra. Ryste puden, tømme glasset. Vande. Først sukkulenten i entreen, så stuebirken og videre, indtil han igen kan se ud af øjnene.
De har lært at indrette sig, stille uret, så det hele kan nås, før de skal hjemmefra. Låsen på døren er kodet: postnummeret i Thisted plus samme tals tværsum: syv syv nul nul fem. Han har tallene tatoveret fra hælen og op til lægmusklen.
Hvert år ønsker han sig det samme til sin fødselsdag: Et opslagsværk om oldtidens militærdragter og en æbleskivepande – og får det, han bryder sig alligevel ikke om overraskelser.
Samme dag som de skifter kaffeautomaten i kantinen på hans arbejdsplads, sprænger han akillessenen. På hospitalet bliver han lagt i narkose, de må operere, åbne benet på tværs af tatoveringen, sy sammen igen. Arret skærer lige igennem to syvtaller.
Måske er han faldet på trappen, forklarer en kollega, måske er han trådt forkert, det er uklart, og kun hun har fantasi til at forestille sig, at der ikke er tale om et uheld.