Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #175

Jeg skulle tale med et træ. Et smukt bøgetræ i Havreballeskoven ved Marselisborgskovene i Aarhus, som senere på året skal danne rammen om en smuk begivenhed arrangeret af Concert-in-stallation med en spektakulær koncert, akrobatik, lysende lanterner. Og så en tekst forfattet af mig – på vegne af et træ.
Jeg havde forberedt mig godt, set filmen “Intelligent trees”, læst artikler af den tyske forstspecialist Peter Wohlleben og gennemtravlet nettet for lægmandsberetninger og ud-af-kroppen oplevelser på svampetrips. Alle som én konkluderede de, at træer har deres eget sprog, at de indbyrdes kommunikerer og at de besidder en særlig form for intelligens, der intet har at gøre med den engang så højt besungne “niende indsigt” eller paravidenskabelige teorier. Træernes liv er ikke overjordisk men underjordisk og deres forbundethed har intet med tro at gøre, påstår Wohlleben. Virkelig smukke tanker, der på en eller anden måde overvandt min indgroede skepsis mod alt, der ikke kan verificeres ved kvantitative målinger, systemforklaringer eller anden videnskabelig praksis.
Så fuld af forhåbning besøgte jeg træet, nærmede mig langsomt for ikke at overskride dets intimsfære, talte beroligende til det. Ikke højt, altså, for skoven var fuld af hundeluftere, kondiløbere og mennesker med mapper under armen, der ikke virkede som nogle, der billigede intelligente træer eller hemmelige liv. Jeg var blevet fortalt, at det var en hun. Måske havde det noget med Moder Jord at gøre, eller at vi mennesker forbinder det intuitive og ikke målbare med kvindelighed, jeg ved det ikke, men jeg adopterede præmissen. Jeg kaldte hende Nayaa, mest fordi det er svært at tale med nogen, men ikke kender navnet på. Hej Nayaa, jeg kommer for at tale på dine vegne, lære dit sprog at kende, komme dig nærmere. Nayaa var forbløffende tavs. Jeg gik hen og slog armene om hende i en omfavnelse, en kondiløber standsede, men løb hurtigt videre, som om han var blevet forskrækket. Jeg frøs mine tæer. Det føltes ret akavet at stå der, jeg lænede mit hoved ind mod stammen, hviskede “tal til mig”. Ikke en lyd undslap træet. Nu frøs jeg også om mine hænder. Jeg slap stammen og gik lidt på afstand, måske var mine tilnærmelser for voldsomme, tænkte jeg. Jeg så op, kronen var helt nøgen, som om nogen havde rykket parykken af hende, en storm måske. Måske var hun bare gammel, jeg har hørt, at også kvinders hår bliver tyndere med tiden. Træet havde en lang rift i stammen, cirka midtvejs, som om der var faldet en gren af, som havde efterladt et ar. Stakkels træ, sikke et tab, sikke en smerte, tænkte jeg. Nederst på stammen var ridset et “Karoline + Stefan” og et hjerte med en pil igennem. Menneskets hemmelige liv, mon Karoline og Stefan stadig holder sammen, eller var udsagnet nu eviggjort på et træ i Havreballeskoven uden gyldigt indhold?
Træet havde tre ansigter. Et åbent og imødekommende ansigt, grenene foldet ud som arme, der ventede på at tage imod, holde om. Et afvisende og lukket ansigt, i forsvar og tæt af grene, der kunne holde indtrængende på afstand. Og så et tredje ansigt, jeg ikke kunne greje, noget midt imellem åben og afvisende, det skræmte mig lidt. Hvad stiller man op med et ansigt, man ikke forstår? Jeg gik om på den anden side. Så tog jeg hjem, tog uldne sokker på, varmede mine hænder på en radiator, lidt skuffet over Nayaas tavshed, men fast besluttet på at prøve igen. Måske behøvede hun bare tid? Måske manglede jeg tålmodighed.
Jeg besøgte træet flere gange, det blev heldigvis lunere i vejret og mine tæer vænnede sig efterhånden til seancerne. Jeg hviskede, betragtede, holdt om. Jeg ved ikke hvor mange hundeluftere og løbere, der efterhånden har undret sig over en kvindes tilbagevendende aparte adfærd, men jeg håber, at de er blevet nysgerrige også, at de engang en sen aften lister sig hen og krammer træet, hilser på Karoline og Stefan, jeg tror, det er godt med den slags overvindelser.
Nayaa har stadig ikke mælet et ord. Til gengæld har jeg spejlet mig selv til den store guldmedalje, set egne ansigter i øjnene, sørget over min smerte, er blevet skræmt over sider af mig selv, jeg ikke forstår og vender ryggen. Jeg har holdt om mit eget selv, fået kolde fødder og troet, at det var fødderne, der var noget galt med. Ikke temperaturen, ikke selvet. Det var det sikkert også.
Nu har jeg skrevet en tekst om at tale med sin egen stemme på et nyt sprog. Nayaa har ikke længere noget navn, ikke noget køn, hun er et træ med rødder, der leder vand rundt til sine artsfæller og spreder frø, der kan plante nye træer andre steder, langt fra kondiløbere og insisterende forfattere.
Oplevelsen har slet ikke været forgæves. Langt fra. Jeg har lært meget af træernes hemmelige liv, men mest om mig selv. Forhåbentlig vokser træerne mig en dag over hovedet, overdøver mit ego, så der bliver plads til at høre, hvad DE, og ikke jeg, har at sig

Ensomig #174

Apropos fake news:
Engang var jeg bange for at køre bil på tom mave. Det virkede uansvarligt, med risiko for lavt blodsukker, nedsat reaktionsevne, sløret syn og den slags. Så fulgte der en lang række år, hvor jeg helt afstod fra at spise (i hvert fald i dagtimerne), og jeg fik derfor bekvemt omformuleret min angst, så den passede ind i min verden. Jeg fik således overbevist mig selv om, at det var uansvarligt at køre på fuld mave, at ligesom baderådet om ikke at gå i vandet efter at have spist, måtte det samme gælde for bilkørsel. Jeg bestemte mig derfor for kun at køre bil hvis ikke jeg havde spist i 5 timer – senere udvidet til 7 timer (dog med den tilføjelse, at kørte jeg i mere end en time i træk, skulle jeg spise en æblebåd)
Det jeg vil sige er, at den sandhed, man vælger at tro på, ikke altid er sand, og at det alt andet lige er bedre at være fuld af alkohol end fuld af lort.
Det sidste er dog mere trafiksikkert.
#fakenews

 

Ensomig #173

Helt ærligt, jeg har ikke styr på en skid, hverken mine følelser, mit morgenhår eller min betændte fjerdetå, alligevel siger du, at jeg nok skal klare det, hver dag prøver jeg at ignorere nattens efterladenskaber: de halvt opløste skumfiduser i sengen, dyngen af æbleskrog på natbordet, du siger, at den slags er til at klare, at det er ok, jeg får et mindre panisk anfald, da jeg står op og finder mig selv i spejlet, er det normalt?, du trøster og siger, at det der med at have styr på tingene, det er der sgu ingen der har, så begynder jeg at græde ,jeg siger, at det er fordi Mumrik er så sød, når han gaber, jeg prøver også at ramme min næse med pegefingeren for at være helt sikker på, at jeg virkelig er mig, det kan godt være, at det er sådan, det er, at være menneske, min bror siger, jeg har munddiarré, at jeg skriver, før jeg tænker, det er nok rigtigt, jeg har ikke styr på en skid, nu går jeg i bad, jeg bruger altid brus, det er for at være sikker på ikke at drukne.

Ensomig #172

I dag fylder min farmor, Ketty Bjarna, 107 år. Desværre er hun død, så der er kun mig til at tænde lys i kagen. Hun ville have foretrukket den med hjemmelavet abrikosmarmelade og rigelig flødeskum – serveret præcis kl. 15.00. Hos farmor fik man eftermiddags- og aftenkaffe hver dag altid med roulade og alt, hvad den kunne trække af fyld og pisket fløde. I julen var hun ekstra generøs og lavede rouladen af marcipan, med et lag blød nougat i midten og overtrukket med den bedste schweiziske kogechokolader, hun kunne opdrive. Så skar hun konfektkagen i tommeltottykke skiver, og lagde dem på et sølvfad med krummelurer på kanten. Først nu var julen for alvor skudt i gang.
Hun var glad for at lave mad, farmor. Et held, for hun skulle hver dag brødføde 14 mejerister fra det mejeri, min farfar bestyrede. De fik varm mad kl. 12.00 og rigeligt med kartofler og brun sovs – de skulle jo have noget at stå imod med. Til aften serverede hun kold mad, det blev kørt ind på et rullebord i to etager: Brød, smør og pålægsfade øverst, sodavand, æblemost og hjemmesyltede asier nederst. Om vinteren trak hun gerne de orange gardiner for vinduet, mens vi spiste, så det fineste farmorske skær lagde sig over bordet.
Hun elskede tennis, men hendes store barm og ditto bagdel gjorde, at hun måtte afstå fra selv at udøve sporten. Hver gang der var French- eller US Open men allerbedst Wimbledon, sad hun til gengæld klistret til TV’et med munden fuld af roulade, og fulgte med i hver bold, der blev spillet. Min farmor kunne bedst lide Bjørn Borg (selvom hun gerne så, at han blev klippet), men havde  også et blødt punkt for John McEnroe og hans temperament. Til gengæld kunne hun ikke fordrage Jimmy Connors: Han var en tøsedreng, mente hun, vistnok fordi hans mor altid sad forrest på tilskuerrækkerne.
Min farmor var ikke særlig religiøs, men sad alligevel i menighedsrådet. Jeg tror, det var for holde Indre Mission stangen. Næstekærlighed var ok, men fromhed var bestemt ikke min farmors kop te. Da hun blev gammel og begyndte at glemme ting, måtte hun se sig slået på stregen, og flyttede ind på Elim, et plejehjem drevet af Indre Mission. Hun holdt dog fast i sine principper, og kaldte maden, de serverede for beboerne, for gudsforladt kedelig. Hun beklagede sig også over plejehjemmets præst. Han var efter min farmors mening lige så uinteressant at høre på som den chauffør, der hver dag kørte fra Vamdrup og over grænsen til Poetzsh og Otto Duborg. “Næste stop Vojens,” annoncerede chaufføren, når farmor var stået på. “Det er det samme med præsten” sagde farmor, “det er bare Næste stop Himmeriget.”
Jeg husker faktisk ikke, hvordan hun døde, heller ikke begravelsen. Til gengæld står både marcipanrouladen og eftermiddagene med tennis lyslevende endnu.
Hjertelig tillykke, farmor.

Som ører så hjerne

Det er fredag og jeg har smidt bh’en. Det er en simpel glæde, jeg ind imellem har, altså at bære mine bryster uden tøven.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på, at i P1 havde hørt et indslag, hvor det blev fortalt,  at det er ikke kun er en udbredt opfattelse men simpelthen er videnskabelig bevist, at hunde spejler ejernes personlighed. Altså ikke fordi Mumrik går hverken med eller uden bh, skal jeg måske tilføje.
Jeg ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal mene om den undersøgelse. Dont get me wrong, Mumrik er  både kærlig, fin og blid, det er ikke det.
Men: han er også uhyre NÆRværende, i bogstavelig forstand, og trives bedst i MAX 2 centimeters afstand fra mig og alle besøgende. En temmelig overvældende oplevelse for de fleste. Hans begejstring ved mødet med artsfæller kan virke en kende overentusiatisk ikke bare for hundene men også deres luftere, og hans insisterende forsøg på at involvere alle (som i alle!) i leg med hans elskede pivdyr (en girafosaurus, det vil sige en blanding af en giraf og en dinosaurus), kan være en både støjende og langstrakt affære.

For hundens værge giver det anledning til overvejelser.
Er min imødekommenhed bastant, er min iver voldsom, mine forsøg på samvær  larmende (og) kedelige? Måske er min uhensigtsmæssigt krøllede hjerne afspejlet i Mumriks krøllede ører? Som øvrigt trænger voldsomt til at blive studset og vasket. Ørene altså, ikke min hjerne.

 

 

Blokade

Det gør ikke ondt længere. Eller: det gør ondt, men jeg er færdig med at mærke efter.
Jeg er i tvivl, om det er godt eller skidt.

Ensomig #171

Der er ingen særlig anledning, hun sidder bare og venter på den ugentlige samtale i den velkendte stol med lammeskind i ryggen. Bladrer i magasiner fra for lang tid siden: Bo Bedre, stuer i orange og brune nuancer, et lavt sofabord og en keramikvase, der forlænger en gul tulipan. Tulipanhovedet hænger nærmest umotiveret fra vasens top, stilken er skjult, hun genkender følelsen.

Hun er altid bange for, at der skal komme andre patienter. Hvad siger man til hinanden, når man mødes sådan et sted: Hej, er dit liv også i stykker? Er du til fare for sig selv? Hvad stiller man op, hvis vedkommende svarer ja? Det er som om et: Nå! ikke helt er nok.

Der kommer ikke nogen, og hun læser videre i bladet, mens hun tænker på, hvad hun skal sige, hvis han spørger, hvordan det er gået siden sidst. Jo, hun har flyttet rundt i køkkenskabet, så tallerkenerne nu står til højre for vasken. Det virker ligesom mere logisk, synes du ikke?, kunne hun spørge, selv om hun allerede ved, hvad han vil svare: Hvad synes du? Sådan sidder de som regel og sender ligegyldige bolde frem og tilbage over nettet.

Han siger, at hun taler udenom, at hun har svært ved at gå i kødet på problemerne. Du siger jo også, at jeg kun er skind og ben, svarer hun og prøver at få overtaget. Sidst hun blev vejet havde hun tabt sig halvandet kilo. Det er tøjet, forklarede hun. Du snyder jo kun dig selv, svarede han.

Hun ville ønske, at han ville skælde ud, det ville gøre tingene lettere, bolden nemmere at returnere.

Det er svært at spille squash i et rum uden vægge.

En patient kommer ud af konsultationsværelset. Samtalerum, plejer han at rette hende, når hun bruger det udtryk, men hun gider ikke diskutere. En samtale kræver, at der er to, der siger noget. Patienten tager sin frakke på, de siger ikke noget imens, hvad skulle de sige? Inden han går, løfter han hovedet en lille smule, mumler farvel. Farvel, svarer hun. Det er svært ikke at fokusere på såret på hans kind, hun kigger ser i stedet for ned i bladet, på det kropsløse tulipanhoved i den fløjlsbrune vase.

Kom bare ind, siger han og rækker hånden frem. Hun tager den og siger hej. Han henter hendes journal på sit skrivebord, i et sandfarvet kartonchartek, den er tyk, helt ulig hende. Hun sætter sig i den mørkegrønne lænestol. Hun kunne godt bruge en pude, hun kan mærke sine siddeknogler, det gør ondt. Det minder hende om, hvor hun er.

Han sætter sig i stolen overfor, trækker vejret dybt og puster ud, han siger ikke noget. Hun kender de første minutter, hun ved, hvad han gør. En slags verfremdungseffekt, hun husker begrebet fra tysktimerne, Brecht. Han vil gøre hende opmærksom på sin rolle, bryde illusionen. Vi er patient og behandler, ikke venner. De har talt om det flere gange: Hvad er du vil have mig til?, har hun råbt, og han har stillet hende det samme spørgsmål. Ja, hvad er det jeg vil? Så råber hun noget i retning af: Hvad side i psykologihåndbogen, er du kommet til? Hvad side tror du, vi er kommet til?, svarer han tilbage.

Hun bliver trist, vred. Jeg har det for helvede skidt, og det der pis virker ikke, råber hun. Han læner sig frem: Jeg kan godt se, at du har det skidt, siger han, og trækker vejret dybt ned i maven, puster ud. Men hvad vil du gøre ved det? spørger hun, stadig aggressiv, måske ked af det, det er svært at kende forskel. Jeg kan ikke gøre noget, svarer han, men jeg kan hjælpe dig med at hjælpe dig selv.

Hun bliver så træt, begynder at græde: Men hvad vil du have, at jeg skal gøre?

Ja, hvad er det, du skal gøre?, spørger han.

Ensomig #170

“Jeg tror, at der er uendelig mange årsager til, at xxx fastholder dne manglende evne for at spise tilstrækkeligt. Og egentlig er det ganske ligegyldigt, hvad årsagerne er. Alle intellektuelle og filosofiske overvejelser igennem årene har jo ikke bragt xxx videre på dette område. Derfor mener jeg, at hun SKAL spise og foreslå, at hun starter omgående….”

Psykiatri har mange ansigter. Det fik mig ikke til at spise, kan jeg afsløre.

 

Ordkraft 8.april

Til august udkommer min roman “Det dér og dét der” på forlaget EC-Edition, men allerede den 8.april bliver jeg forhåndsinterviewet om bogen og dens tilblivelse på Ordkraft-festivalen i Aalborg.
Det er den fantastiske forfatter og journalist Charlotte Rørth, der spørger ind. Det glæder jeg mig meget til.

Foreløbig arrangementsoversigt forår 2017

4.marts: skriveværksted på Dokk1, ATLAS OVER AARHUS
11.marts: ATLAS OVER AARHUS workshop på EUTOPIA
22.marts: Workshop på Lemvig bibliotek, Aarhus 2017
29.marts: Foredrag SIND Aalborg
5. april: Workshop på Struer bibliotek, Aarhus 2017
6.april: Workshop på Grenå bibliotek, Aarhus 2017
8.april: Interview på Ordkraft
13. april: Oplæsning i Viborg
25/4-27/6: Kultur på Recept – skriveforløb Herning bibliotek