Louise Juhl

Tirsdag har jeg lukkevagt i butikken, det tager tid. Alle oste og pølser skal pakkes ind i Wita Wrap og flyttes i frysehuset. Glasmontrene skal pudses, gulvene vaskes. Der hænger en lang liste på bagsiden af døren til frokoststuen: 
Husk:
– Rengøre alle håndvaske, pålægsmaskinen. 
– Tømme affaldsspande 
– Lukke vinduer
– Tilslut alarm

Den er lidt over syv, før jeg når hjem. Entreen flyder med møbler og sager. Billedrammer, hynder og også kontorstolen med alle klistermærker under bunden. “SIG FRA!”  
Jeg råber hej, men ingen svarer. Jeg forsøger igen:
– Hej? 
Gennem døren ind til stuen slipper en smal stribe lys ud, grel og skarp. Jeg åbner forsigtigt døren derind. Han sidder på knæ på gulvet og har fjernet al tapet. Dækket gulvet med gennemsigtig plast. Det lugter af maling, en kemisk og kvalm lugt. Overalt står der bøtter uden låg, hvid i et utal af nuancer. Knækket hvid, råhvid, mathvid og blank. Han ser op, hej. Fortsætter så med at røre i en af bøtterne, trækker mønstre i den seje maling. Hvad laver du, vil jeg vide. Han slipper pinden og rejser sig uden at bruge hænderne til hjælp, en næsten akrobatisk øvelse. Han får det altid til at se så nemt ud. 
– Hvad synes du, jeg ser ud til at lave?
Han river et stykke papir af køkkenrullen, tørrer hænderne: 
– Har du bare tænkt dig at blive stående og glo?

Der er ikke nogen tvivl, det er en af dé dage. Hvis jeg er heldig, slipper jeg med tavshed, opsmøgede ærmer og én øl, der bliver til seks, før han falder i søvn. Måske vågner han midt på natten med rejst lem og trænger ind i mig bagfra. Hurtige hårde stød, indtil han falder sammen over min krop, som en ballon, der har mistet luften. Måske kalder han som et skræmt barn fra mørket, nej og hjælp. Fanget som så mange gange før i et mareridt om tunneller uden lys og et omrids af en mand, der kunne være hvemsomhelst, men også hans stedfar. 
Men i dag er jeg ikke heldig, han tager fat om min arm, hiver hårdt.
– Har du tænkt dig, at jeg skal gøre al arbejdet alene, spørger han. Jeg forsøger at trække armen til mig, men han holder fast, i armen og mit blik, stirrer hårdt: 
– Har du tænkt overhovedet?

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Lad os kalde det et digt, en overvejelse. I går kørte jeg med tog til Aarhus, solen blødte gult som et ituslået æg. Tæt på stationen passerede et godstog, det havde syv, måske ti, kampvogne på træk. Kvinden på sædet overfor mig gjorde korsets tegn.
Senere var jeg ved lægen med en betændt kæbe og et hjerte i laser. Hun sagde: “Det er ikke forkælet, at ville have det godt.” Jeg fik piller mod betændelsen, Priminova, 1 tablet tre gange daglig i en uge. Det ville slå inflammationen ned, mente hun. Hjertet ville hun nødig slå ned, så vi lod det blive ved snakken. Noget om kind og pels og smørstegte kantareller. Hun sendte mig et link til en opskrift, sagde: “det læger ikke alle sår, men det ligger godt i maven.”
På gaden udenfor havde en mand spredt indholdet af sin taske ud på fortovet. Han ledte efter noget, men han kunne ikke huske hvad. Kun, at det var noget, han savnede. Jeg hjalp ham med at sortere. To tomme poser fra Netto, en tube tandpasta, stribede sokker holdt sammen med en elastik. Et næsten opløst tebrev, en brochure om moms, et par briller med sorte glas og kun én stang. Og så en æske tændstikker. Jeg rakte æsken frem mod manden, sagde: Hér er den. Hans sagde tak og ja, og dét var godt, og så pakkede vi al resten ned i tasken, vinkede farvel. Jeg ved ikke, om det var tændstikker, han ledte efter, men jeg tror, at han var glad for at finde dem.

Vi var sammen i tre år, alligevel har jeg ingen billeder af os. Men jeg husker det meste, hvordan der så ud. 
Ferien ved Ringkøbing fjord, for eksempel. Han havde lejet en lejlighed i et vandland, væggene var af rød mursten, fra stuen var der udsigt til en gokartbane med børn, der kørte rundt i cirkler, skreg og jublede. Han lå i sengen det meste af tiden, læste og planlagde ruter, vi skulle køre. Gennem Tyskland til Østrig, drikke lokal øl og se på kirker. Sove i grotter. 
Planerne var store, men endte gerne blindt. Han spillede spil i stedet, spiste peanuts. Et år deltog han i en gamingturnering. Flere dage i træk sad han med ryggen til mig og front mod skærmen, skød sig vej. Han lå i front indtil den sidste bane, så blev han ramt af en snigskytte. Endte som nummer to. Han var rasende, væltede stole, slog en hånd i væggen. 
Jeg varmede pandekager i mikroovnen som trøst og forsikrede ham om, at for mig ville han altid være nummer ét. 
På et tidspunkt søgte han om optagelse i Hjemmeværnet, men fik afslag, jeg ved ikke hvorfor. 

Han var optaget af teorier om rejser i tid. Læste blade fra USA og så YouTube videoer med en doktor fra Tyskland, der fortalte om stjerner, hvis lys for længst var brændt ud, men stadig kunne ses på himlen. Doktoren sad i en hvid kittel med et stetoskop i lommen, jeg fandt aldrig ud af, hvad han skulle bruge stetoskopet til.
Han havde en ven, Jarl, der hjalp os med at passe kattene, når vi var var væk. Men der manglede altid noget, når vi kom tilbage. En musemåtte eller en grilltang. Jarl forsikrede os om, at det ikke var ham. – Hvad i alverden skulle jeg dog bruge en grilltang til, ville han vide, og han havde jo ret. Hvad skulle han bruge sådan én til? Alligevel blev ting ved med at forsvinde. En sæbeskål. Køkkenrulle, dørmåtte. Til sidst foreslog jeg, at vi fandt en anden til at passe kattene, men det ville han ikke høre tale om. 
– Om jeg da ikke stolede på hans bedste ven? 

En enkelt gang låste han mig inde. Han tog på arbejde og kom ikke hjem før klokken tolv, det var blevet mørkt udenfor, inde fra stuen kunne jeg høre kattene mjave.
Det var for sjov, sagde han senere, da han låste mig ud. Han ville bare se, hvor længe jeg fandt mig i det.

Jeg genkender nummeret, det er det samme som dengang. Fem ubesvarede opkald, til sidst skriver han en besked. Om ikke vi skal ses? Jeg svarer jo, det er vel det mindste jeg kan gøre.

Jeg forlod ham en tidlig morgen med hvad, jeg kunne have i hænderne. En pilatesbold tømt for luft, en elkedel og min computer. Lidt tøj. Der gik fem dage, før han skrev og spurgte, hvor jeg blev af, jeg svarede ham aldrig. Senere overførte jeg syv et halv tusinde kroner til hans konto, eller hvad der svarede til det halve af tre måneders husleje.
Men nu vil han altså gerne ses, og det er vel egentlig rimeligt nok. “Sætte et ordentligt punktum,” skriver han: “ok?”

Vi mødes ved busstoppestedet, hvor vi også traf hinanden den første gang. Jeg har svært ved at genkende ham, hans ansigt er hævet, det samme er hans hænder og maven. Det er medicinen, forklarer han, noget værre lort, men ikke desto mindre bedre end “det andet”. 
Det var gået ned ad bakke fra den dag, jeg tog afsted. Drømmene var ligesom fulgt med ind i dagene, han var nødt til at se sig for – under sengen, bag gardinerne og bruseforhænget. For at sikre sig. Hele tiden var der noget, nogen, en skygge, en snigskytte, et uvæsen. Hans stedfar. Til sidst turde han ikke forlade sengen, blev bare liggende, gik kun ud, når han skulle tisse og hente en pakke kiks i skabet, en pose peanuts. De ringede fra hans arbejde. Først undskyldte han sig med strubehoste, ugen efter med helvedesild og ugen efter igen var det problemer med balancenerven, der var skyld i hans fravær. Efter otte uger fyrede de ham, han forsøgte at føre en sag, men der var ikke noget at gøre. Han havde ikke sygemeldt sig, var bare blevet væk, og en lægeerklæring kunne han ikke mønstre. Sagen var tabt på forhånd.

Lægen havde kaldt det posttraumatisk stress. Et levn fra barndommen. Skiftende skoler, at blive låst ude og nægtet føde som straf. Lidt for løse hænder fra lidt for mange fædre. Og så at blive forladt helt uden varsel. Fra den ene dag til den anden bare sidde alene i et hus med alt for tunge gardiner og alt for meget tid. De mange skydespil Bang, bang, du er død, kun for øjeblikket efter at være levende igen. Den forvirring, det hele.
Han havde fået piller og henvisning til en psykiater, det var to år siden, nu havde han endelig fået tilkendt førtidspension.

Vi sætter os på en bænk på Telefontorvet, deler en bakke druer. Han vil vide, hvorfor jeg gik dengang:
Om det var det med kattene. At han havde solgt dem uden at spørge mig først? Eller det med naboen: Herregud, hun var jo over 60 og de var begge fulde. Det betød mindre end ingenting, det ved jeg da godt?
Jeg svarer ham, at det vel er lidt af det hele. Kattene, naboen (jeg minder ham, at det ikke kun var én gang). Men det er også alt det andet, siger jeg. Den måde, han holdt mig fast, når han “trængte”. Eller to gange han forsøgt at kvæle mig i søvne. 
– Den ene gang drømte, at jeg var en menneskeædende dræbersnegl?
Han husker det ikke sådan, svarer han. “Der var jo også gode dage”. Ferien i Søndervig og dengang vi spiste på Skovmøllen? Jeg giver ham ret. Der var også gode dage, bare flere af de andre. Af de knap så gode.

Jeg er ikke sikker på, hvad han vil mig, og om han får, det han længes efter. Et ordentligt punktum altså: Hvordan ser sådan ét ud, hvordan føles det?
Men jeg giver ham et knus, da vi skilles, og han råber: “Vi ses!” 

Hun læser en del for tiden, fortæller hun. Mest kvindelige forfattere, særligt glad er hun for Cecil Bødker og franske De Vigan. ‘Alt må vige for natten,’ havde holdt hende vågen flere nætter i træk, det var noget med vreden i bogen, det var som om, den var mere trist end hadsk?
Hun ser på mig, for at sikre sig, at det, hun siger, giver mening. Jeg nikker. 

Det havde været det samme med Vibeke, fortæller hun, den her triste vrede. 
Vibekes mand var kørt galt i en soloulykke. Hun løftede altid blikket en smule, kørt galt, så ud ad vinduet. Rystede hun på hovedet? 
Der havde ikke været nogen vidner til uheldet, vejen han kørte på var uden skarpe sving, sigtbarheden tæt på hundrede. Han var kørt frontalt ind i et hundredeogni år gammelt vejtræ, en poppel, fronten af bilen var helt trykket flad, ruderne knuste. Airbagen var slået fra, det havde taget redningsarbejderne tæt på en time at skære ham fri. 
Det var to betjente der fortalte hende det. Hun havde nægtet at lukke dem ind, bedt dem blive på dørtrinnet, som om det at holde dem udemfor huset ville forhindre beskeden i at trænge ind, blive til virkelighed. Hun havde ikke grædt, bare gentaget et spørgende nej om og om igen. 
–Nej? 
Betjentene havde beklaget: jo desværre. ”Din mand er død”. De tekniske undersøgelser gav ingen forklaring, der var hverken tegn på undvigemanøvrer eller bremsespor på asfalten, heller ingen tekniske fejl at spore på bilen. 
– Man kunne få den tanke, havde Vibeke flere gange mumlet, men uden at uddybede, hvad hun mente med det, og min mor havde undladt at spørge til det.
Til begravelsen havde hun citeret Abraham Lincoln: “De fleste mennesker er lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være”. Hun var i en ankellang spadserdragt og havde på sin mands vegne frabedt sig blomster. De fremmødte var blevet budt på kaffe efter ceremonien. Og franskbrødssnitter med ost og rullepølse med sky og ringe af røde løg. Selv deltog hun ikke, det drejede sig om at komme videre, insisterede hun, og videre betød fra nu af alene.

Min mor tager en bolle fra fadet, brækker den i to, dypper den ene i teen.
Tager en bid: – Hvad læser du for tiden?

Min psykolog siger, jeg taler meget. Ikke fordi, der er noget i vejen med det, med at tale, altså, forsikrer hun. Heller ikke med at tale meget. Hun har bare svært ved at følge med, ordene fletter sig på kryds og tværs, men i et mønster uden mening:
Dengang flyder sammen med nu, det dér med dét der. Katten Aisha med kaninen Smut. En sætning starter med N, ham, der forsøgte at kvæle mig i søvne, men ender et helt andet sted – i en hvidevarebutik i Kolding (med halsbetændelse og en stjålet bil).
Hun farer vild undervejs, siger hun:
–Og fred være med det. Problemet er, at jeg også selv farer vild. At jeg løber efter ordene som en tørstende efter vand: 
–Har du tænkt over om de ender blindt? Om ordene farer dig vild ?

Og ja, selvfølgelig har tænkt tanken, hver dag, hver time. Alligevel bliver jeg ved med at tale, skrive. Bygger trædesten af bogstaver, tuer, jeg kan hoppe imellem, så jeg ikke synker til bunds i dagenes dynd. Jeg tror ikke, mit mål er at nå frem, snarere at nå igennem. Dagene. Tirsdag: køre pap til genbrug, brække brød til fuglene. Onsdag: ringe til banken. Torsdag: vaske hvidt og så videre.
Jeg har set min mor gøre det samme og før hende, min mormor: Gå gennem dagene og videre. Ikke nødvendigvis henimod eller væk fra noget, bare gå. Skrælle et æble, cykle til byen. Skære en ost i skiver, et brød. Måske er det også sådan, jeg hænger sammen, mine ord. Et brød, en skive, en dag ad gangen. Og måske har hun ret, psykologen, måske er det ikke nok. Måske skal jeg lede efter noget andet end kat, kanin og kvælningsforsøg, efter et mønster med mere mening?

Min mor har sendt en sms. I nat kl 03.14. “Jeg er lige startet til gymnastik”, skriver hun, “og underviseren er din gamle spejderleder, Susanne. Er det ikke sjovt?” 
Det er vel ok sjovt, jeg husker hende knap nok. Susanne altså. Kun at hun havde en kæreste, der hed Mogens. Han havde krøller og boede i en skurvogn helt ude på kanten af en kridtgrav. Hans udsigt var hvid på hvid på hvid, jeg ved ikke, hvad han lavede der, hvorfor han havde slået sig ned på så øde og dødt et sted. Susannes far var tidligere major i hæren og havde en guldtand, der glimtede, når han talte. Han kom af og til, når vi havde møde, lærte os at flå en hare og at gøre honnør for flaget. jeg var lidt bange for ham, men Susanne lovede mig, at han var god nok på bunden, og jeg tænkte meget over, hvorfor han ikke valgte det omvendte. At være god fra toppen og lade det andet falde til bunds, det skræmmende.  

Susanne stoppede som leder, da hun og Mogens gik fra hinanden. Hendes far blev ved med at komme, selv længe efter, at en ny leder var begyndt. det var ret akavet, så stod han og råbte fra et hjørne på grunden “Tjikkerlikker, tjikkelikker, tjavtjavtjav,” mens vi andre sad indenfor i hytten og lavede collager med blade, vi havde samlet i skoven. Ask og eg og bøg og birk. Jeg ved ikke, om man kan sige, at ringen er sluttet nu, hvor Susanne er vendt tilbage og underviser min mor i ældregymnastik hver tirsdag. Om hun dermed endelig har fået sin egen plads, et ansigt, et navn i en sms sendt klokken 03.14 fra min mor?

Vanvid er i virkeligheden drømme, der har vokset sig for store. En ven fortalte engang, at putter man en levende frø i en gryde med kogende vand, springer den op. Men sætter man den i stedet i en gryde med koldt vand og skruer op til vandet koger, så bliver frøen siddende. Den opdager simpelthen ikke, hvad der er ved at ske. Ikke før, det er for sent. 
Måske er det det samme med drømmene. Vanviddet. Det umærkelige skifte fra kølig til kogende. En dørspion, der forvandler sig fra udkigshul til fandens højre øje. Lyden af rindende vand, der bliver til en blodig bas, strømmende lava. Gardinernes skygge, der skifter form og bliver en hær af soldater med bortsprængte ansigter.

Min mor har aldrig brændt sig, for hun har aldrig drømt.
Måske fordi hun kender risikoen, der følger med. For at drømme for stort, forveksle det umulige med det mulige. Grave sin egen grav for at bevise, man er den genopstandne.
Nej, så hellere nøjes med mindre: At panere en fisk, spejle et æg. Vinke til genboen. Hej hej. 

Frøer har forresten flere forskellige stemmer, men det er primært hannerne, der siger noget. Det er kun, når de bliver bange, at hunnerne får stemme. Så udstøder de en høj jamren, et skiftevis stigende og faldende skrig. Angstlyden frembringes – i modsætning til frøernes andre lyde – med åben mund.

Jeg har egentlig aldrig haft et ønske at rejse ud i rummet. Jeg har svært nok ved at finde rundt hernede på jorden. Højre, venstre, rigtig, forkert.

Engang tog jeg toget til Tyskland og faldt i søvn og vågnede midt om natten ved, at et hus stod i flammer uden for. Et virvar af ild og røg og sorte skikkelser i panik. Der gik kun få sekunder, så var toget videre og det brændende hus ude af syne. Siden har jeg altid sørget for at sove længst væk fra vinduet og kun rejst i dagslys. Jeg ved godt, at mørket stadig findes. Og de brændende huse. At intet af det forsvinder, bare fordi jeg sover i den anden side, tænder lyset.

Ind imellem drømmer jeg stadig om det, om toget og turen, om orange flammer, sorte mænd og en hund, der gør. I drømmen kører toget videre og rammer en en mur af beton, står stille. Der er ikke noget at mærke på min krop, det gør ikke ondt nogen steder, der er bare helt. Helt stille.
Jeg har læst et sted, at drømme er sjælens kogevask. At det er her, vi vasker afstødt hår og skæl og mider af vores samvittighed. Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, om mine drømme. Eller om mider og brændende huse og min ulyst til at erobre verdensrummet. Faktisk ved jeg ikke særligt meget – men taler alt for meget om det. Om alt det, jeg ikke ved.
Der er dem, der vil sige, at det er en uskik, men de har aldrig prøvet at køre ind i en mur om natten. Helt alene. Oplevet dén stilhed. Det er vel derfor jeg taler, fordi stilheden er mit brændende hus.

Jeg forsøgte mig engang med hypnose. Jeg havde fundet hans navn i en folder, Poul-Erik. Han var stor og bred og når han talte dirrede hele rummet, som når man lægger kroppen mod jorden, når et tog nærmer sig. Det er vist nok noget med ligningen for kraft. Masse gange acceleration, han stemme ligesom skubbede luften foran sig.
Han tilbød at tage min jakke. Vand, kaffe, te? Han ventede ikke på mit svar, talte henover, forbi. Det handlede om tillid, sagde han, om at slippe kontrollen, give efter for noget andet og større end mig selv. Så forklarede han om det limbiske system, om forhistoriske hjerner og amygdala, om frys eller flygt, de to overlevelsesmekanismer. At nægte at spise, var et Både-og. Både et frys af tiden, kroppen. At lukke munden, nægte at tale. Men også en flugt, at løbe fra kroppens behov for mad og varme, læ. På den måde endte man med et ben i hver lejr, halvt i stå, halvt i løb. Højst uhensigtsmæssigt, forklarede han, og bad mig lukke øjnene, følge hans stemme. Ti, ni, otte, syv. 
Han var i en hvid t-shirt og cowboybukser, der strammede om maven, han talte langsomt og tåget, trak ligesom ordene i langdrag, tiden også. Jeg forsøgte at følge med lydene, kraften, men det eneste, der fyldte mine tanker, min krop, var en tanken om toget, der nærmede sig og mig, der lå på skinnerne, og jeg fór op og råbte, jeg husker ikke hvad. Stop, måske, eller hjælp. 
Det var lige præcis humlen i min sygdom, sagde han, at jeg trak i nødbremsen hver gang, noget blev svært. Havde jeg været en gazelle på savannen, ville min adfærd være klog og nødvendig, men nu var jeg et menneske og i nød, og han var læge og tilbød at hjælpe. Om jeg kunne se problemet? 
Han afslog at tage imod min betaling. Beklagede, at jeg ikke ville give det en chance mere. Han var ikke et tog, huskede han mig på, og jeg var ikke et dyr på savannen. Hjernen var bare en muskel, og muskler kunne trænes, og han vidste hvordan. Tak men nej tak. Jeg skulle ikke tælles ned og tales til i tåger, jeg ville ikke give slip, lægge mig på skinnerne og håbe, at toget var en omsorgsfuld hånd. Jeg var jo ikke dum, jeg kendte mine eventyr, når bedstemor kalder fra sengen, er det bedst at være på vagt. 
På TV viste de et afsnit af Robinson, en pædagogstuderende fra Hvidovre blev stemt hjem, hun var svær at blive klog på, sagde de andre deltagere, hverken helt med eller helt udenfor. – Det er de værste, forklarede Nikolaj, han havde en drage tatoveret mellem skulderbladene og var lige blevet kærester med en fra øen, der hed Tine.