Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #334 (O1)

Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare dig det her

Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde lykkes med at forstå, hvordan man gør eller med at gøre, som man gør.

Jeg er taget til Tyrkiet med nogle veninder fra gymnasietiden. Jeg er taget afsted, fordi jeg ikke aner, hvad jeg ellers skal stille op: Jeg spiser ikke længere og alkohol er min primære næringskilde.
For nylig fandt jeg en død bændelorm i toilettet. Jeg ringede til vagtlægen, der slog en høj latter op og bad mig tage den med til undersøgelse. Jeg fiskede ormen op mellem urin og ekskrementer, puttede den i et tomt konservesglas, som lægen havde bedt mig om.
Bagefter fyldte jeg et tandkrus med Southern Comfort, drak det ud i ét, og lagde mig til at sove.
Næste morgen tog jeg bændelormen med til min praktiserende læge. Inde i konsultationsværelset trak jeg glasset frem og stillede det på hans bord.
“Hvad er det,” spurgte han.
“En bændelorm,” svarede jeg, “en død bændelorm.”
Han skar en grimasse (måske skar han i virkeligheden ikke en grimasse, måske var det noget, jeg frygtede, at han gjorde, at han skar en grimasse af ormen og dermed af mig, for ormen kom inde fra mig), løftede glasset op imod lyset, der kom fra vinduet.
“Det har jeg alligevel aldrig været udsat for før,” sagde han, “en bændelorm, der er død af sult.”
Han gav mig en recept på et middel, der nok skulle sikre, “at der ikke findes nogle levende organismer tilbage i dig, når kuren er overstået.”

Det var dagen efter, at en af mine veninder ringede for at høre, om ikke jeg ville med til Tyrkiet. “Ren solbadning og hygge,” lokkede hun uden at ane, at jeg ikke kunne forestille mig noget mindre fristende end netop de to ting. Det skulle da lige at være alene med mig selv og tanken om den døde bændelorm. “Det vil jeg da gerne,” hørte jeg mig selv svare.

Det blev ikke nogen god ferie. Faktisk måtte jeg afbryde den en uge før planlagt, fordi varmen og alkoholen og min ringe næringstilstand gjorde mig syg. Til veninderne løj jeg og sagde, at jeg var blevet syg af det stærke antibiotikapræparat, jeg var blevet ordineret.

Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde lykkes med at forstå, hvordan man gør eller med at gøre, som man gør.

 

Ensomig #333 (O0)

Jeg vil skrive en side om Juléns Orissa, nej jeg vil skrive en side for hver side af Juléns Orissa, side for side vil jeg svare mørket, besvangre det, jeg vil kravle ind i det og sluge det, mørket, ja jeg vil sluge det og kaste det op igen, gyldent som galde eller helt transparent som udflåd.
Jeg vil bære mørket ud, jeg vil bære det helt ud, ikke i lyset, men derud hvor mosserne findes – og de små insekter. Ud mellem kantarellerne, knaldorange!

Kan du se det for dig: et knaldorange mørke?
– fucking funklende fint.

 

Ensomig #332

Hvad gør man, hvis man er elsket for noget, man ikke er, og man derfor ikke tør være sig selv?

 

(Dagens Orissa)

Ensomig #331

Jeg drømmer, at en kvinde kører forbi i sin bil, at hun ruller vinduet ned, råber “if you can dream, you can do it.”

Så vågner jeg.

Udenfor er det stadig mørkt. Jeg laver en kop kaffe, masserer min ene skulder. Noget har sat sig fast. Jeg har læst et sted, at der findes en række punkter i ganen, der har forbindelse til de samme nerver som de, der har med skulderens muskulatur at gøre. Jeg prikker forsigtigt med pegefingeren mod ganespejlet, ikke et sekund i tvivl om, at hvis det overhovedet har nogen effekt, er det placebo.

Det har det.

Kl. 8.01 går jeg en tur. Jeg vælger de langskaftede, forede gummistøvler og tager min vinterfrakke på. Da jeg kommer ud, overrasker det mig, hvor lunt det er, men jeg vælger at fortsætte, gider ikke spilde tid på et tøjskifte.

På Alhedestien er gadebelysningen stadig tændt, et af lysene blinker hidsigt, de ligner krampetrækninger, og minder mig om stroboskoplamper på et firserdiskotek. Jeg når kun lige at tænke “bare jeg ikke får et epileptisk anfald”, før ligger jeg på stien, tilsyneladende besvimet.

Jeg ved ikke, om det hele er indbildning, men jeg ved, at jeg får mørke pletter på mine bukser dér, hvor det fugtige mos fra skovstien er trængt igennem.

Hjemme igen får jeg en påmindelse på min telefon: “Tre stikord: 1. tyrkiet, 2. minuskel, 3. penol,” står der.
Det er mig selv, der har sendt den, men jeg ved ikke, hvad det skal minde mig om.

Ensomig #331

Jeg kender ikke løgnen, alligevel finder den altid tilbage til mig. “Stol aldrig på, hvad du fortæller om dig selv,”hvisker den, og jeg ved, at den taler sandt.

 

 

Ensomig #330

Jeg drømmer, at jeg er ansat i en butik, der sælger vintage, i en turistby uden turister. Vi er flere kvinder om at drive butikken, men det er mig, der har ansvaret for, at butikken er bemandet i åbningstiden. Kvinderne er entusiastiske, men langt fra stabile i deres fremmøde, og jeg ender næsten altid med at være alene i butikken fra start til slut.
Bag butikken ligger en kirkegård. På en af gravstenene står der M. Farusa og nedenunder – ukurant ridset, det ligner hærværk – “Hej Mette: long time no see.” Der er også nogen, der har forsøgt at ridset et hjerte, men dhar opgivet halvvejs, som om de har måtte flygteflygte. Det ler vi meget af i butikken, og fortæller historien til alle vores kunder, som ikke er mange, men de griner altid )men køber sjældent noget).
Hver mogen, meget tidligt, løber jeg en tur. Det er den samme tur hver dag, en dag løber jeg ruten modsat af, hvad jeg plejer. Karen-Marie dukker fra butikken kører forbi, hun hepper fra sin bil, ruller vinduet ned:
“If you can dream it, you can do it,” råber hun. Så vågner jeg.

 

Ensomig #329

#1
Jeg ved ikke, hvordan man gør
#2
Så ensom er jeg
#3

#4
Det hænger ikke sammen. De,
#5
Ordene
#6
Efteråret er forlængst forbi, det er bare mig, der hænger fast
#7
Farverne er forlængst forsvundet
#8
Sneen, Sneeen
#9
Det er ikke nogens skyld
#10
Var det bare nogens skyld
#11
Tiden imellem
#12
Nu
#13
Hvad er der at tro på?
#14
Apparater og dét, der er værre
#15
Jeg burde blive kok, spejle et æg
#16
Panden er en mur
#17
Der er ikke noget at støde imod
#18
Ikke nu

(mit bud på Dagens Orissa)

 

Ensomig #328

Jeg kan ikke huske, hvad jeg drømte, men mens jeg sov, duftede det af hyldebærsuppe, varmt, blodrødt og sødt. Bag mig var der to, der talte sammen, voksne. Jeg forsøgte at slubre så højt, at jeg ikke kunne høre, hvad de talte om, at de talte om mig: “Det barn er blevet for gammelt til at bede om hjælp til alting.”
Sekundet efter brændte jeg mig på suppen, en stor bliste bredte sig på min tunge, den svulmede op, fyldte min mund og mit svælg.
Jeg råbte “HJÆLP,” og de voksne vendte sig om, smilede, vendte så ryggen til mig igen.
“Nu får vi se,” hviskede den ene, og den anden nikkede.

 

 

 

 

Ensomig #327

På den aftenskole jeg leder, har vi et hold i knipling. Holdet har eksisteret cirka så længe som jeg har levet, og det er de samme kvinder, der har deltaget alle år. Det tynder naturligt ud i dem, og der er nu så få tilbage, at kurset giver underskud, økonomisk, men menneskeligt giver det KÆMPE overskud. Kniplerne, kalder jeg de otte damer, der ledes af Grethe T. Grethe T ringer af og til mig, hun er nemlig ikke så stærk i “det dér med computere”. Hun kan til nøds læse mine mails, men foretrækker at besvare dem ved at ringe. I går ringede Grethe så, fordi hun ville invitere mig på KnipleKaffe: Hun synes, det “var så dumt,” at have talt i telefon med mig, uden at have mødt mig i virkeligheden. Så nu skal jeg mødes med Kniple-Grethe og alle de andre damer for “at drikke kaffe og blive dus,” som Grethe formulerede det.
Jeg tror, jeg er særligt glad for knipleholdet, fordi de minder mig om min farmor. Min farmor havde altid gang i et håndarbejde – som hun udtalte med blødt d og uden j: “håndarbade” – små og store projekter af hækle- og broderetøj og altid knipling. Hun havde det her store bræt træ med søm, som hun viklede (?) tynde tråde omkring i sirlige mønstre. Med tiden blev hendes hænder gigt- og smerteplagede, og de yderste fingerled pegede 90 grader mod højre i forhold til resten af fingeren, men når hun satte sig ved kniplebrættet, var det som om, de rettede sig ud, og bevægede sig med en ynde og ivrighed som en ung forelsket kvindes.
Jeg har arvet alverdens ting fra min farmor, både mellemlagsservietter, små vinduesophæng og lysekranse. Jeg er egentlig ikke til den slags, men med tiden er jeg blevet mere og mere glad for dem. Det er som om, min farmor har investeret en masse kærlighed i dem: En opsparing, der hver dag trækker renter, så de med tiden giver mere og mere kærlighed fra sig.
Nu glæder jeg mig til at møde Grethe og knipleholdet, jeg er sikker på, at min farmor ville have elsket at komme med, jeg tror sgu, jeg hilser fra hende.

Det er længe siden, jeg første gang vågnede og tænkte: “ikke nu”.
Ikke give fanden i det hele nu, ikke drukne sig i følelser nu, ikke fortryde de fire drinks for meget nu, ikke frygte dagens indkøb nu, ikke hive sig i kinderne mens man råber 2klamme so” ad sit eget spejlbillede nu, ikke skrige “stop dit fucking opkast” ind i væggen mod den 24årige nabo nu. Ikke ikke nu. Ikke nu.

Det er længe siden, det var nu.