Louise Juhl

Det er tre og en halv time siden, vækkeuret ringede, og jeg har endnu ikke været i bad. Kaffen er varm, gulvet er koldt – det er ikke svært at vælge.

Jeg har et stykke tid været på jagt efter flere af de små krydderiglas, jeg har så mange af i forvejen. – Vel egentlig nok, men de giver sådan en ro på hylderne, og jeg tænker, at jo flere des bedre. De skal være 12 centimer i højden, med patentlåg og en oval label, hvor glassenes indhold kan noteres på.
Estragon, lavendel, knuste bukkehornsfrø.
Jeg foretrækker at tørre krydderurterne selv, men indrømmer, at det langtfra lykkes  med dem alle.
De købte fungerer også okay.

En kvinde på Sjælland henvendte sig i går. Hun havde en del glas stående, og prisen, hun forlangte, var rimelig.
Glassene havde været brugt som opbevaring: Søm, skruer, elastikker, pakninger. Hendes mand havde drevet en VVS-forretning hjemmefra og for at undgå, at hjemmet skulle ende med at ligne en lagerhal, havde hun insisteret på patentglassene fremfor papæsker og plastikbokse.

– Det går desværre ikke, svarede jeg.

Nu er jeg så igen på bar bund, og bruger det meste af min vågne tid på at lede. Spild af tid måske, jeg er ligeglad, så længe jeg finder mine glas.
Om lidt går jeg vel i bad.

Hun laver ti tå- og hælstræk, bagefter hoved -skulder, -knæ og tå.
Hver morgen klokken syv.
Det er ikke et ritual, understreger hun:
-Jeg er ikke fanatisk.

Det er bare sådan, det er blevet, ligesom elvarmen, der aldrig bliver tændt før efter fire nætter i træk med frost.
Det er en tåbelig regel, medgiver hun, “men nem at huske.”
Det sidste er vigtigt.

Fem måleskeer med te: -lad det trække i fem minutter.
Gærboller, mandag og torsdag. Tolv boller, tolv minutter.
Kombinationen af knækbrød, kropølse og krimi
Klokken fem: Kartofler, skifte karklud.

En lastbil udenfor sender skælv gennem huset, det er skraldebilen. Hun stiller sig på tæer og kan se, hvordan de bevæger sig derude, små neonfarvede prikker i mørket.
Hun har lyst til at råbe, at hun har kaffe, hvis.
Men der er ikke noget hvis, så hun nøjes med at vinke.

De kan ikke se hende for genskinnet i ruden, men de ved, at hun står der, og de vinker tilbage. Hver tirsdag.
Det er ikke en regel, bare en undtagelse, der aldrig glipper, ligesom alt andet: Vaccinationerne, Mortens aften og sommerdynen i maj.

13.39

Jeg beder om hjælp til, hvad jeg skal plante i de store krukker foran huset. Du er mest til det stedsegrønne, selv foretrækker jeg hvid efterårslyng
– Det behøver ikke at være så kompliceret, siger du. Jeg ved ikke, om det er mig eller lyngen, du taler om.
– Tag nu for eksempel rågerne, fortsætter du og peger over på den store kastanje på kirkegården, hvor de holder til.
– I flertal kalder vi dem for en flok og deres røvhul en kloak. Resten er detaljer.

Jeg siger dig ikke imod, lægger bare den lille planteskovl med rødt skaft og klør hunden bag øret.
Vi ender med at plante canadiske hønsebær.  Det er ikke et kompromis.

06.36:
Nogle gange er morgenen en fest, og mørket en invitation, og du er den eneste, der ikke er med. Heldigvis behøver du ikke at begrunde dit fravær, for der er ikke nogen, der spørger.
Hele tiden lige ved: Kun en fingernegls bredde imellem mørket og din krop. Til gengæld mere end tretten stop med to nedlagte ruter, før du er fremme ved festen.

Fem gange skriver hun kort med invitationer, og fem gange undlader hun at sende. Skal hun invitere kusinerne fra Vojens, og hvad med kollegerne fra Finsensvej? Egentlig vil hun helst nøjes med genboens søster, Kaja, og de tre bibliotekarer fra Grønlandstorv, men Kaja er indlagt til ECT, og iøvrigt vil far vil ikke høre tale om sådan en hønseflok:

“Lithiumvrag og Members of Dead Poets Society,” vrænger han.

Sjette gang køber hun færdigtrykte kort i Bog og Idé. På forsiden er et billede af en perserkat med nytårshat og et cocktailglas, alle tredive gæster takker ja. Mor får fjorten næsten ens buketter i gave, og naboerne har splejset om håndhævede dækkeservietter fra Georg Jensen.
Far byder velkommen, han er glad for, at så mange er mødt op for at hylde min mor. Han slutter af med at hæve glasset til et trefoldigt leve.

Men min mor er optaget, hun er ude i køkkenet, travl med at lægge dild på lakserouladen. Hun når kun lige at tørre sine hænder i forklædet, før de når til det lange: Hurraaaaaa.

Hendes fingre lugter af fisk.

Nogle gange står min mors ryg så åben, at er jeg bange for, at hun falder ud. Det er noget med måden, hendes hænder hænger ned langs siden, opgivende, som en struds, der lige er kommet i tanke om, at det ikke nytter noget at blafre med fjerene – den vil alligevel på vingerne.
På hylden over komfuret har hun en gennemsigtig boks fyldt med opskrifter. Skrevet i hånden på pergamenttyndt papir.

Blomkålsgratin, Forloren hare, Osso buco, alle opskrifterne er sorteret alfabetisk.

En dag beslutter hun sig for at skrive dem allesammen rene, det tager tid, lang tid. Jeg bliver utålmodig, eller jeg savner hende, i hvert fald spørger jeg, hvorfor:  Det hele står der jo allerede. Men min mor svarer, at det man har haft gennem hænderne, altid bliver bedre, end det, man kun har haft i hovedet. Så fortsætter hun med at skrive, Stødt melis i stedet for sukker og Pund i stedet for et halvkilo. Hendes håndskrift er skrå og kantet, hendes J’er ligner S’er. Mens hun skriver, former hun sine læber efter ordene: Pis-Ke-Flø-De. Uden lyd, men med en vejrtrækning, der mimer antallet af stavelser.
Bagefter beder jeg hende læse højt. ”Det er jo bare opskrifter,” svarer hun, men jeg insisterer, og hun opremser alle ingredienserne til gammeldags æblekage med ristet raps og flødeskum. Bagefter en gullash – ”Gulerødder skæres i en halv centimeter tykke skiver og svitses sammen med bacon, løgn og selleri,” læser hun. Jeg råber ”løg! Ikke løgn!” og mor griner og roser mig for at være så vaks, og den er den bedste dag nogensinde, synes jeg.

Han holder rotter i et glasbur, to styk, det ene dyr æder af det andet dyrs hale, han finder den slags underholdende.

– Den naturlige hensynsløshed, kalder han det, og sover med militærstøvler på, for det har han lært til spejder: Vær beredt!

En dag binder han et snørebånd om halsen på min Barbiedukke, jeg har døbt den Pamela, ligesom hende fra Dallas

– Næste gang bliver det din tur, truer han, fordi jeg har glemt at banke koden (tre bank, en pause, to bank,) på hans dør.
Jeg betror mig til min mor:

– Han slår mig ihjel, græder jeg.

-Lad nu være, at gøre en scene ud af alting, svarer hun.
Da jeg kommer hjem fra skole, har min bror lagt den haleløse rotte på mit bord. Halsen er skåret over. -Survival of the fittest, står der på en seddel bundet om halsen på ådslet.

Jeg ved ikke, hvad det betyder, men ved godt, at jeg ikke skal bede min mor om at oversætte.

Engang groede jeg i stykker. (Der er ikke noget andet led i den sætning.)

Hun laver collager af blade sorteret efter farver. Vi tager sammen i skoven og samler: Sartgrønne, canadisk røde og nogle store med takker, der er helt brune.
Jeg finder også ét, der er sort og slimet som en snegl, jeg rækker det til hende – Se!
– Stadie IV, mumler min mor og smider bladet på jorden.

Jeg ved ikke, hvad hun mener med det, men jeg kan se, at hun tager sig til brystet, det højre.
Dét, de har fjernet.

Der er ingen, der protesterer, når han åbner en dør. Heller ikke, når han lukker den igen.
Min far dikterer husets vejrtræk. Sådan har det altid været, og med tiden har vi lært at ånde ind og puste ud i præcis samme tempo, som han åbner og lukker for os.