Louise Juhl

I nat drømte jeg om hunden. Jeg drømte, at jeg lagde mine hænder over dens øjne, for at den ikke skulle se. Jeg husker ikke hvad, det var, jeg ville skåne den fra, men jeg husker, at dyret gjorde modstand, men at jeg insisterede i en grad, der kunne minde om vold.
Jeg er bange for, at jeg kom til at gøre varig skade. Jeg drømmer tit den slags. Eller om, at min mor råber til mig, at jeg skal tage mig i agt for fluerne:
– Flyvende møddinger, advarer hun, – fulde af lort.
Den slags udtryk ville hun aldrig bruge i virkeligheden, jeg ved ikke, hvorfor hun bruger dem om natten. Det er også lige meget, det er jo bare en drøm.

I går så jeg en udsendelse om rådyrjagt ved Store Vildmose. Jagten endte blindt, og de to jægere endte i stedet med at koge suppe på fiskeben fra skaller, smagløse og uden fylde, ligesom udsendelsen. Måske var det derfor, jeg holdt hunden for øjnene.

Jeg har en tid på Klinik for hud- og kønssygdomme. Det er ikke fordi mit køn er sygt, men fordi min hud er. Det er autoimmunt og har et navn: Raynaud Syndrom – i svær grad. Min krop modarbejder så at sige sit eget bedste, mine årer trækker sig sammen i ufrivillige spasmer, så blodtilførslen til hænder og fødder standses. Det er dumt og indebærer en vis risiko for sårdannelse og koldbrand. Plus det løse: ødemer, misfarvning, smerter.
I indkaldelsesbrevet står der, at de vil sprøjte Botox i mine fingre. Ti prik ialt, ét ved roden af hver af mine fingre. Botoxen vil lamme mine nerver, skriver de, så blodårene gør, som kroppen giver dem besked på. Jeg sender en mail til sygeplejersken, Anne Mette. Det er hendes email, der står nederst på brevet: Hej Anne Mette, skriver jeg, tak for dit tilbud om at lamme mine nerver. Jeg vil lige høre, om det gælder på et mere generelt plan: Om jeg i samme ombæring kan regne med at komme angsten for at skuffe min mor til livs? Frygten for at skade hunden med min kvælende omsorg?
Sygeplejersken svarer med det samme: Desværre, virkningen er kun lokal.
– Ok, øv, vi ses, svarer jeg og slutter beskeden med en skuffet emojii.

Jeg læser HHV, FRSHWN: En krattende, kradsende, umulig og så dog så fuldkommen mulig, nej nødvendig, nej uundgåelig bog. Jeg skriver noter og skriver dem om igen, fordi ingen ord vel for fanden kan eller skal dække over de, der allerede står bedre, sjovere og vildere i Hanne Højgaard Viemoses roman.
For hvordan forklarer man en fiktion, der mimer en virkelighed, der ikke findes, eller som netop findes, men som i bogen er brudt op og brudt i en ikke hierarkisk epik, der stædigt følger kærlighedens fremfor kapitalens love. Hvordan anmelder man en bog, der tilsyneladende handler alt lige fra at æde friterede hamstere i 3500 meters højde til at sluge samtlige elefanter i alverdens tabuiserede rum (de er mange)? Hvordan kommer man overens med en bog, hvor overdrivelserne på mystisk vis synes mere realistiske end den virkelighed, den gør op med, og som er flygtningestrømme på motorvejen, en psykotisk stalker, en elsker, der vil have det hele – og alligevel ikke noget som helst. Hvordan karakteriserer man en romanfigur, der er så fuld af omsorg for både de nærmeste og de fjerneste, at der ikke levnes ømhed nok til hende selv, andet end som skjulte onanier i ukomfortable stillinger.
“Jeg savner at blive voldtaget”, siger jeg’et et sted, måske fordi en anden, nogle andre, så ville agere hendes overgrebsmand – fremfor for hende selv. Hun går til håbløse demonstrationer, tager på ferie i en udørk, drikker sig fuld og falder i søvn, vågner op og lever videre. Men midt i alt dette, mellem overgreb, katastrofer, sindssyge forfølgere, peruvianske traumer, køber hun også trusseindlæg, synger sange for sine børn, efterlyser forsvundne bamser i en lufthavn i Island. Og det er lige præcis det sammenstød: mellem det absurde og det plausible, mellem det hårdkogte og det ømme, det brutale og blidt blødende, der gør fortællingen så sindssygt mærkbar og uafrystelig. Som en vulkan i udbrud: smuk, fascinerende – men også dødelig alvor. Læs den, nu! Jeg lover dig, at du aldrig har -og næppe nogensinde kommer til – at læse noget lignende!

Første gang, vi mødes, er på plænen foran cafeen. Vi har begge hunde med og standser op, så dyrene kan lære hinanden at kende.
– Carrie, smiler hun, og jeg sætter mig på knæ. Stryger hunden over ryggen: – Carrie.
Hun fortæller mig om sin mor. Hvordan hun altid stillede sig med ryggen til, hver gang hun blev vred.
– Nu er jeg et sted i processen, hvor jeg er klar til at vende hende om, forklarer hun. Jeg ved ikke, hvad hun mener med det.
– Hun døde i marts.
– Der gør mig ondt, svarer jeg og samler hundens efterladenskaber op i en lille sort pose. Binder en knude på og smider den i den i forvejen overfyldte skraldespand. Stativet fra en kasseret paraply stikker ud under spandens låg.
Hundene snuser begge til græsset, tilsyneladende har de mistet interesseret for hinanden.
– Og din? spørger hun.
– Irsk setter, fire og et halvt år, svarer jeg. Kommer først for sent i tanke om, at det nok er min mor, hun spørger til.
– Åh, undskylder jeg.
Hun smiler og kigger på klokken:
– Jeg må hellere se af at komme videre.
Hun bliver stående lidt, som om hun venter på noget. Efter et stykke tid begynder hunden at hive i snoren, den har fået færten af noget i den modsatte retning. Hun følger efter:
– Jamen så hej.
Jeg løfter hånden til hilsen, tænker, at jeg burde tilføje noget mere. Men jeg ved ikke hvad og tier.

På et bord (i en bog, jeg læser) står et askebæger. I sengen ved siden af ligger en måge og reciterer digte. Der er ingen som helst evidens for, at rygning skulle være årsag til fuglens rablen og heller ingen for, at mågen skulle have nogen forbindelse med bogens indhold. Alligevel tænker jeg, at onsdagen vil gå med at drage sådanne slutninger, der absolut intet har på sig.

Det er onsdag og sproget står i kø for at opløse sig selv
(en brusetablet men uden vand)
Halveringstiden for nuet er forkortet siden i går og fremtiden har fået karantæne
(pga mistanke for doping)

Et sted i en bog ligger en saks på et bord. En saks er ikke en te-si og en te-si er ikke nok etc.

Malaysias konge er abdiceret, og et snefald har lammet den tyske trafik. Klokken er 6.16, jeg læser overskrifter og skriver lister over digtenes henfaldstid: Pessoa, Neruda, Tranströmer, mens jeg forsøger at stoppe min næse i at bløde.

Bagefter googler jeg ubrugelige statistikker om alt fra det tilsyneladende tilfældige til det dødeligt uafvendelige: I dag vil 1000 mennesker under 25 år således miste livet i en trafikulykke. Jeg ved godt, at det er en fattig glæde, jeg føler, ved at vide, at jeg – i det mindste – ikke længere kan blive en del af den statistik.

Det er mandag og fordelene ved at blive ældre er stærkt begrænsede. Men de findes – om ikke andet så i trafikken.

Det er ikke alt, der gør ondt, som behøver at gøre det! Det er det første, I får at vide. Det handler om skelne, spørge ind: Hej lille smerte, hvad er du for én? Svaret vil ofte overraske, forklarer Ann-Elise, der leder gruppen:

– Dét, der ligner vrede, kan vise sig at være for lavt blodsukker, for lidt søvn kan give depressionslignende tilstande.

I afprøver forskellige teknikker: Èn gang får I besked på at gå i dialog, se smerten i øjnene: Hva så, dér? En anden gang bliver I bedt om at vende ryggen til, lade det fare.

– Det er vigtigt, at I mestrer begge dele, siger Ann-Elise.

I er otte, fem piger og tre drenge. To Lindaer. Den ene foreslår at kalde sig Vibeke, men Ann–Elise protesterer. Hun siger, at det er vigtigt, at alle føler, at der er plads til at være sig selv.

Vibeke, der egentlig hedder Linda, himler med øjnene:

– Det er jo for fanden bare er et navn, en tilfældig label, sukker hun.

Ann-Elise giver efter.

Du opdager hurtigt, at der er forskel på problemer, en slags hierarki.

Da du nævner, at du savner din kanin, Beske, som døde for elleve år siden, bliver Ann-Elises øjne hårde, og hun ser væk, rundt på de andre gruppen.

– Er der nogen, der har noget vigtigt at dele?

Næste gang fortæller du i stedet om en lille kugle, der sidder fast i din hals, midt mellem hoved og krop. Den forhindrer dig i at synke.

– Ja? spørger Ann-Elise og læner sig frem i stolen, kan du sige noget mere?

Du begynder at græde, ikke så meget på grund af klumpen som på grund af Beske, du savner så hårdt, men som du ikke må tale om. Så du taler om klumpen i stedet, taler og taler: Hvordan den vokser og forhindrer dig i at trække vejret, at du er ved at blive kvalt.

– Det lyder sørme ikke rart, trøster Ann-Elise, og beder dig lukke øjnene et øjeblik, forestille dig, at klumpen forsvinder

Du gør, som du får besked på, lukker øjnene, men i det samme får du øje på Beske – helt ude i kanten af det lukkede. Du tager kaninen op i hænderne, den er stiv og kold, ligesom dengang. Du begynder at græde, en dyb hulken.

– Det er godt at græde, hvisker Ann-Elise insisterende, jeg er sikker på, at tårer vil opløse klumpen.

To af de andre piger begynder også at græde. De tre drenge. Det er svært at sige, om de græder over klumpen, der bliver opløst, eller over kaninen, der ligger helt stiv og kold imellem dine hænder, det er egentlig også lige meget.

Du kigger bare, svarer du, da en fyr med bløde øjne og tilbageredt hår spørger, om du vil have hjælp.
– Naturligvis, svarer han og vender ryggen til.
Du løfter ærmet på en skjorte, der hænger fra et stativ, slipper det igen.
Du er ikke på jagt efter noget særligt, siger du, dine behov lader sig ikke diktere af et udsalg.
I aften vil du lave langtidsstegt kylling. Med ananasskiver fra dåse, syren fra frugten er sådan en god kontrast til dyrets fede skind.

Du finder et prøverum, forsøger dig i et par bukser af fløjl.
– De ville se godt ud, hvis de ikke var til mig.

Ude på gaden bukker du dig ned, midt i vrimlen, snører dine sko.
Først den højre, så den venstre, så den højre igen.  Folk må stoppe op for at undvige.
– Det er Adidas, siger du og peger på de tre gule striber på tværs af skoen. Du er lige ved at få overbalance, men støtter med den ene hånd på jorden, rejser dig igen.
– 200 grader i 55 minutter, derefter passer det sig selv.
– Det behøver ikke at være kompliceret for at blive godt, fortsætter du med høj stemme, du taler vel om kyllingen.

I en Popup-butik på store torv køber du et sæt benvarmer og en broche i uægte sølv, den har form som en ugle.
Du finder to hundredekrone sedler frem af din pung, resten i mønter, fireogtyve.
– Så skylder jeg ikke mere? spørger du og rækker ekspedienten pengene.
– Nej, det stemmer.
Du ser lettet ud, på vej til at sige noget mere.
– Fortsat god dag, svarer den unge fyr.
– Jo tak, svarer du, jeg skal hjem og lave kylling. Med ananas fra dåse.
Men ekspedienten har allerede vendt sig om, i gang med at afslutte den næste handel.

Han hedder Martin og har lige købt en lejlighed for enden af en lukket gade.
– Tænk sig, fuldkommen uforstyrret inde i byen, siger han. Hans hår er skulderlangt, kraftigt, strøget tilbage. Han overvejede selv arkitektskolen en overgang, men så blev køkkenet hans skæbne, forklarer han og tager mål fra loft til gulv. Dørkarmenes bredde, den lange væg mod gården. Han skriver ned og tegner på kvadreret papir, 1:100.
– Det er vel nok et dejligt hus, siger han, og fortsætter med at tale. Om alderens charme, materialernes patina, alt imens han færdiggør sine opmålinger. Den skæve trappe, de fritliggende bjælker over komfuret.
– Ja jeg ved jo godt, svarer jeg, men han afbryder:
– Det emmer af liv.
Han gør det godt, er omhyggelig.
– I mit arbejde er det vigtigt at komme rundt i alle hjørner, smiler han, og jeg smiler også, det er ligesom hos dyrene, måden vi nærmer os hinanden på, forsigtigt, en håndbevægelse, en løsrevet sætning.
– En kop kaffe? spørger jeg.
– Tak, svarer han.
Så taler vi om materialer, bordpladens tilskæring, han anbefaler en helt ny lak, der forsegler og sikrer mod fedt og smuds.
– Det vil du blive glad for, forsikrer han og et øjeblik bliver jeg usikker på, hvad han mener med det
– Ja? svarer jeg og følger med, da han peger i katalogen. Jeg skal vælge mellem dyb blå, rustrød, sand, stænket grøn. Jeg vælger det sidste.
– Selvfølgelig, smiler han og sætter et kryds, igen usikkerheden: Hvad er det, der er så selvfølgeligt.
Så taler vi om vask, dimensioner, armatur, finish. Selv har han én i zink – i den nye lejlighed i Rådmand Lisbjergs gade. Den vil han nu ikke anbefale, den er svær at holde ren.
– Og så får den ridser, forklarer han og anbefaler i stedet en zilgranitvask, modstandsdygtig, robust.
– En ven for livet!
Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at være ven med en køkkenvask, men svarer alligevel: – Ja, hvorfor ikke, og så er dét besluttet.
Han spørger til ønskede farver på lågerne, fordele og ulemper ved matchende flader versus kontraster.
Han tømmer glasset med kaffe, men vil ikke have mere:
– Ellers tak. Imorgen skal de have åbent hus,  jeg er velkommen til at kigge forbi, hvis. Så kan jeg også røre ved den smudsafvisende lak. Jeg er desværre optaget:
– Det ville ellers have været hyggeligt, forsikrer jeg.
Han forstår:
– Tid er en knap ressource, nikker han, – før man får set sig om, har man brugt et helt liv på at vælge køkken.
Han får point for sit mod, skarpheden.
– Ja, svarer jeg og ser ham for første gang i øjnene.
Så lægger han begge hænder oven på papirerne med de mange mål.
– Jeg har vist også, hvad jeg skal bruge, siger han, og blikket er tilbage ved det gamle.
Jeg får hans visitkort.
– Ring endelig.
På vej ud taler han videre om morgendagens arrangement. Han skal møde ind klokken syv, gøre udstillingen klar. Vand på køl, frugt i fade, en enkelt kanapé til de trængende. Jeg følger ham ud, åbner døren ud til gaden, ønsker ham god fornøjelse. Han vender sig om, gentager:
– Du er velkommen?
– Måske, lyver jeg og smiler.
Jeg lukker jeg døren efter ham, lægger hans kort i den store stak blandt de mange de andre, en smule overvældet over, helt uventet, at have mig en ven for livet.