Louise Juhl

destory.dk

Mulighedernes rum

Jeg har aldrig fortalt min mand om historien, men jeg tænker at det kommer til at ske. En sen snevejrsdag i starten af april, måske, en søndag, vi stadig ligger i sengen, han blottet og nøgen, tilfreds, jeg dækket af dynen, skuttende mig af kulde. Brr.
Ikke langt fra sådan starter en novelle af Fiona McFarlane i denne uges udgave af New Yorker, The Hostel heder den. Og hun fortsætter med at fortælle den historie, hun vel at mærke aldrig har fortalt sin mand, men nu betror os. Læserne.
Den handler om Roy (kort for Royal) og hans kone Mandy, der i virkeligheden hedder noget andet, – men det er lige meget, tilføjer forfatteren, og afslører aldrig, hvorfor hun så ikke bruger kvindens rigtige navn.
Ægteparret, der venter barn, er ude at gå og hører undervejs højlydt gråd fra et parkområde foran et hostel. De går nærmere og finder en lettere forslået kvinde, der har afskrabninger i huden efter at have kravlet over et hegn.
Lang historie kort: Kvinden, hvis navn de ikke helt får fat på, men som er noget med S, følger med dem hjem, hun overnatter på en drømmeseng i stuen, næste morgen er hun væk. Roy og Mandy får aldrig at vide, hvorfor hun forlod dem uden et ordentligt farvel, heller ikke hendes navn, men nogle måneder senere læser de om to unge mennesker, der er blevet dræbt i en nationalpark. Kvindens navn begynder med S, mandens svarer til det navn, S har fortalt hendes kæreste hedder. De to unge mennesker er blevet ofre for en rovmorders tilsyneladende tilfældige forbrydelse.
Senere mødes fortælleren og Roy på gaden i Sydney. Han og Mandy er i mellemtiden blevet skilt, han ser godt ud, lidt ældre naturligvis. De to taler kort sammen, det lyder sådan her:

“He suggested a drink, and I liked the idea and was going to say yes. I wanted to ask him about the divorce, hoping he might say, “I wouldn’t describe myself as having enjoyed it.” I wanted to hear the story of S one more time, as told by Roy. It felt as though this might be my last chance to get close to the largeness of life, its terror and mystery, while remaining perfectly safe.
And I wanted to ask if he’d ever thought about me as I lay in the fold-out bed.
I already knew that he’d thought about me, and I also knew that, if I did go for a drink with him, we would find ourselves in a bed together sooner or later. But as he stood with me in the street, his hand on my elbow, suggesting this drink, I was reminded of a member of the Royal Family showing concern for patients on a hospital visit. It hurt just to look at him.”

Der er så meget information i det stykke tekst. Alt er hypotetisk, “I liked the idea and was going to say yes”. Going to. Hun siger altså ikke ja, alt hvad hun herefter fortæller er fri fantasi. Alt hvad hun vil spørge ham om, hans tilnærmelser, finder alene sted i hendes tanker. I virkeligheden bliver de stående på gaden og taler høfligt sammen, Roy griber omsorgsfuldt om fortællerens albue “som et medlem af den kongelige familie, der under et hospitalsbesøg giver udtryk for medfølelse med en patient.”
Simpelthen et mageløst billede, ikke mindst fordi Roy er kort for Royal. Alfaderligheden, distancen i den allegori – det er så godt gjort, så godt fortalt.

Men væsentligst er det, at hele novellen er bygget om en HVIS-SÅ skabelon. Intet af det fortalte er egentlig fundet sted, fortælleren har IKKE fortalt hendes mand historien, de har IKKE ligget en snevejrsdag under dynen og betroet sig til hinanden. Alligevel får vi hele historien, som den kunne have været. Hvis.
Det handler vel om fiktionen som mulighedsrum, som et sted, vi kan afprøve forskellige virkeligheder, udforske vores drømme, fordomme og fantasier. Hvis, så.
Det er et vigtigt rum.

(Illustration Owen Gent)

Himlen skyder med skarpt

Det er i marts, himlen skyder med skarpt, kugler af sen kulde. En engel med udstrakte vinger skygger for sommeren. Ditte fra klassen fylder år og inviterer alle pigerne med hjem. Hundredeognogentyve sølvfarvede balloner hænger fra loftet, en levende diskokugle, et gitter af glimmer. Vi får bind for øjnene og en nål i hånden og skal stikke hul om kap. Det handler om at punktere flest og på kortest tid. Sidse, der kun har gået i klassen siden i sommer, rammer ved siden af og lige ind i kinden på drengenes darling, Seneca. Hun skriger og råber retningsløst: “Sindssyge kælling” og “av for satan.” Familiens hund, en flatcoated retriever, begynder at gø. Panikken breder sig som en løbeild, alle løber rundt med bind for øjnene og nåle i hænderne, kalder i blinde. Ditte hulker højlydt. Ikke over Najas smerte eller Sidses åbenlyse ulykkelighed, men over festens fallit. Mere end hunderedeogtyve balloner og så til ingen verdens nytte.
Festen opløses, Seneca bliver kørt på skadestuen – stadig med nålen hængende ud fra kinden. Hunden får et ben at tygge i og falder til ro. Dittes mor forsøger at trøste sin datter, såsåså, men forgæves. Alt er tabt, græder hun, ingenting bliver nogensinde det samme. Ingen ved, hvad der bliver af Sidse og ingen synes heller at bekymre sig. Hun falder vist aldrig rigtig til i klassen, efter sommerferien skifter hun i hvert fald skole igen. Godt det samme, mener Seneca, hun var jo åbenlyst nuts, syg i hovedet. Vi andre nikker: ja.

Don’t believe everything you think

Den har altid været der. Denne her sært umulige følelse.
Da jeg var 9 år så jeg E.T. i biografen, min mor havde købt mig en pose engelske vingummier og hældt dem i en lille tupperwareboks, så det ikke støjede, hver gang jeg tog et stykke. Jeg havde lige fået et nyt joggingsæt, lyserødt og gråt og med print på maven, og jeg blev næsten skuffet, da jeg opdagede, hvor mørkt det var i biografen. Ingen kunne jo se, at der stod “Dont believe everything you think”, som min far sagde betød, at man var klogere end sig selv – og heldigvis. 
E.T. handler om Eliott, en dreng på ti år, hvis forældre skal skilles. Han føler sig fortabt, men så får han uventet besøg. Af et væsen, der er blevet væk fra sit rumskib og nu er landet på jorden. Tre millioner lysår væk hjemmefra.
Jeg kan huske at sidde der i mørket med det store lysende lærred foran mig, fuldstændig omgivet- og opfyldt af fortællingens magi. Jeg husker rumvæsnets famlende forsøg på at finde ind i- og senere ud af verden, den her helt sindssyge længsel efter at komme hjem, som samtidig er forbundet med så stor sorg, fordi opfyldelsen af E.T.s længsel også betyder en afsked med det, der er her. På jorden. Venskabet. Varmen. Omsorgen.

Jeg ved ikke, om filmen ligefrem ændrede mit liv, men jeg ved, at jeg dagen fortrød mit lyserøde joggingsæt og i stedet købet fire ens t-shirt med en lysende pegefinger på maven og ordene “E.T. phone home”. I flere måneder legede jeg kun med mine tanker, lukkede øjnene og talte børneengelsk til min usynlige ven:
Will ju bi maj bæste friend?
Are wi fårever tugæther?
Ind imellem løftede jeg røret på den majgrønne vægtelefon, der hang ude i gangen, og lyttede og lod som om den skingre klartone i virkeligheden var en kode sendt fra rummet, en hilsen fra min ven, der var ligeså fortabt mellem “her” og “der”, som jeg var.
Det var svært at forklare for andre. At der ikke var noget galt, altså, det var bare heller ikke helt rigtigt. Jeg savnede noget, jeg ikke vidste hvad var, et sted, der på en gang var udenfor og indeni mig, en biografsals mørke, en finger, der kunne pege en retning ud, et væsen, jeg kunne cykle til månen.

Hun og hund

Nogle påstår, at de bliver gråhårede på en nat, andre at deres liv forandrede sig på et splitsekund. Selv fik jeg krøller den dag, jeg første gang mødte Mumrik, min hund. Han var 5 1/2 uge gammel og faldt i søvn med hovedet begravet under min hage. Jeg tror, det var hormonelt, i fem år havde jeg forgæves forsøgt at blive gravid og den lille hvalp vakte vel samme omsorg som en spæd. Jeg græd hele vejen hjem af lettelse, endelig havde jeg fundet, hvad jeg havde søgt så længe. Jeg købte bideringe, hvalpefoder, drikkeskål, hundetegn, sele, transportkasse, refleksbånd. Indrettede et særligt hjørne i stuen. Og et i køkkenet, også – og karnappen. Jeg gik på biblioteket og læste bøger om hundens pelspleje, negleklipning, behovet for omega3 fedtsyrer, sporstimulation, søvn. Jeg tog i Maxi Zoo og Dyrenes Verden, fik lov at klappe en rottweiler, en engelsk setter, en italiensk trøffelhund. 
Jeg måtte vente 23 dage på at hente ham. 552 timer. 33.120 minutter. Jeg fik udslæt undervejs. På ryggen, det var stress, mente lægen. Og så var det det med håret. At det gik fra glat til krøllet, altså jeg vågnede bare en morgen, og så var det sket. Jeg hentede ham den 28. august. Sad på gulvet hos familien og så på, mens børnene tog afsked. Jeg var panisk angst for at de skulle fortryde. At de alligevel ikke kunne give slip. På de krøllede ører. De lysende blå øjne. Det bedende blik: Elsk mig. Men de fortrød ikke, og jeg sad med ham hele vejen hjem, sov med ham om natten, stod op klokken halv fem og redte hans pels med en børste ude i gården. Jeg så på, når han spiste, drak, tyggede i et tøjdyr. Jeg aede ham så længe og så inderligt, at jeg var bange for, at hans pels skulle tage skade. Jeg sang for ham. Læste højt. Pegede verden ud: En ko, en and. Sol. Græs. Gran. Når han sov, ventede jeg kun på, at han skulle vågne. Når han løb, løb jeg efter ham. Jeg købte en bil, så vi kunne gå ture i skove, der lå for langt væk til, at vi kunne nå derhen til fods. Jeg kørte hundrede kilometer, så han kunne lege med andre hvalpe på en indhegnet mark. Jeg tog flere kilo på, jeg er sikker på, at det var mit hjerte, der voksede. Alt det, den nu skulle rumme, al den kærlighed.
Jeg har tørret bræk op. Brækket en håndrodsknogle og fået opereret en 11 cm lang stålplade ind i min krop som følge af et fald. (Hunden fik færten af en pose flæskesvær og trak så hårdt og pludseligt, at jeg slog en baglæns kolbøtte og vred håndleddet 180 grader rundt). Jeg har brugt 27.000 kroner på forsikring, godt og vel 100.000 kroner på foder (gosh), 15.000 på dyrlægeudgifter. Læg dertil alt det løse: tilbehør, feriepasning. Nu er han blevet diagnosticeret med epilepsi, det koster 600 kroner i medicin hver tredje uge. Cirka 10.000 kroner om året. Jeg fortryder ikke noget som helst, ikke en eneste krone, en eneste kolbøtte, ikke en eneste krølle. Jeg siger det ikke fordi – men bare.
Kærlighed er verdens bedste idé 

Silo, lus, sul, so

Da jeg var barn, drømte jeg om at hedde Iben. Jeg syntes, det lød af Ibenholt, som Torneroses kiste. Af skønhed og eventyr, og hvem ville ikke have et navn, der lød af den slags. Senere fortrød jeg og ville hellere hedde Monique, det lød mystisk og lugtede lidt af lejrbål. Insisterende rytmer i en kulsort nat. Mo-niQue, Mo-niQue, Mo-niQue. Det særlige klik i Q.
Så døde min mormor, og jeg ville ikke andet end ar bære hendes navn. Stella, det betød stjerne, og i mine øjne var hun netop dét, en lysende sol med opsat hår og forsigtige fingre.
I dag har jeg vænnet mig til mig eget navn. Louise. Det er hverken smukt eller eventyrligt, men det er praktisk:
Næsten hvert år finder man navnet på listen over de mest populære navne og ingen siger, “nej hvor sjovt” eller spørger, hvor man kommer fra. Det er lidt som med leverpostej, det er billigt og kan fås overalt. Man kan også bruge navnets bogstaver som brikker i et spil Scrabble. Man kan for eksempel skrive silo eller lus eller sul eller so. Det havde selvfølgelig givet flere point, hvis det også var et Q i navnet, som i Monique, men man kan ikke få det hele – eller måske kan man, men det er ok med mindre.

Mærkværdigt

Jeg sidder i en stol med lukkede øjne. Jeg griner, jeg siger: Det er højst mærkværdigt.
Kvinden i stolen ved siden af, griner ikke, men spørger: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne?

For nylig læste jeg om menneskelige reflekser. Det er dem, lægen undersøger, når han slår os lige under knæskallen, så benet giver et stræk. Den slags kaldes ubetingede reflekser, det er også dem, der gør, at vi hoster, hvis vi får noget galt i halsen, og at pupillerne trækker sig sammen i stærkt mod lys. De fleste sådanne reflekser er medfødte og afgørende for vores overlevelse: At vi løber, når vi ser en løve komme imod os eller fjerner hånden, hvis den rammer en glohed plade på komfuret.

Jeg nævner det, fordi jeg ikke altid har været bange for mine reflekser, for at jeg skulle løbe i en situation, hvor løb var helt forkert. Til en reception med kendte mennesker eller midt i en oplæsning. Tænk hvis mine knæ helt af sig selv gav sig til at sparke en parkeret bil, et monstrum af SUV med blanke fælge og fem døre. 
Og hvad skulle jeg stille op, hvis min krop afslørede mine følelser, klædte mig af som en Kejser uden tøj på.

Da jeg den 24. august 1992 skrev en seddel til mig selv om, at jeg fra dags dato ville leve sundt, dyrke motion og tabe mig, var det mit forsøg på at undslippe mine egne reflekser. Mine ubetingede behov: behovet for mad, for hvile. For kærlighed. Jeg var ganske enkelt rædselsslagende for at afsløre, at jeg var en hund efter den slags. Efter omsorg og kærlighed, et savlende dyr, en logrende hvalp. Ae mig. Fodr mig. Elsk mig. Så i stedet forsøgte jeg at overvinde min krop, mine behov, lukkede munden, lagde armene over kors. Løb og løb og løb fra en farlig løve, som var mig selv. Det er en lang tur. At undslippe sig selv, sin krop. En udmattende og håbløs tur også. Heldigvis stødte jeg ind i et træ undervejs, jeg løb direkte ind i stammen og faldt om og blev liggende dér. – I skyggen og fandt ud af, at dér lå jeg godt. Svalt. Og at der ikke kom nogen løve og åd mig.

Damen i stolen ved siden af min spurgte: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne?
Det er fortsat et ubesvaret spørgsmål, jeg kan stadig ikke placere mine oplevelser i kroppen, jeg aner ikke, hvad jeg mener, når jeg siger, at noget føles godt. Godt hvordan, godt hvorhenne. Jeg ved ikke, hvor vreden sidder. Glæden. Angsten. Sulten. Men jeg har fundet modet til at sætte mig i en stol med lukkede øjne og indrømme, at det føles mærkværdigt. Og at blive siddende sådan, i mærkværdigheden. Er det ikke spild af tid, tænker du måske, men som en, der har løbet fra det sted, den stol, den følelse, hele mit liv, kan jeg sige, at jo, det er muligvis spild af tid, men det er et mere behageligt, mere meningsfyldt spild, end at forsøge at løbe væk fra- og ud af sig selv.

PS: Jeg er forresten født i Løvens Tegn, muhahahahaha

Jeg forstår ikke tavshed. Jeg ved ikke, hvad man gør ved den. Jeg taler ikke om stilhed, men om den klæge slim af usagthed, der kan få folks læber til at klistre sig sammen.
Det er lidt som at gå i biografen for at se en film, der så viser sig at være på et sprog, der ikke findes. Når filmen slutter, klapper alle, men uden at vide af hvad. Hvor for er der ingen der spørger:
Hvad handler det her om?

Portofusk og falske tænder

I dagene efter var det som om, lyset trak længere skygger: Timerne midt på eftermiddagen især, dem mellem tre og fem, det var som om mørket faldt, men uden at falde til jorden.
Så blev det april og et tæppe i lilla og gul skød op overalt, stædige krokus. En nabos kat fik killinger og et barn blev væk i sine egne tanker, de fandt ikke før efter tre dage. Han havde aldrig været lykkeligere, fortalte han sin grædende mor.
I juli kom et cirkus til byen, en hund i manegens midte rullede rundt på kommando, og en tynd tynd kvinde pustede sig op som en heliumballon og svævede oppe under teltets loft. Stuur stuur nummer. En landevejsridder samlede ind efter forestillingen, folk forærede ham, hvad de kunne undvære: En solbrille med kun ét glas, et næsten tomt bæger popcorn. En nitte fra en tombola, en dværghamsters stamtavle. Niogtyve betroelser om alt fra problemer med neglesvamp til portofusk og falske tænder. I oktober trak stærene sydpå, hele byen vinkede fra deres altaner, flere råbte “på gensyn”.
I december faldt stendiget omkring kirken sammen, det skete pludseligt og uden varsel, en morgen lå de store kampesten bare væltede, de fleste i byen så det som et tegn.
Man tilkaldte en medicinmand fra Vojens, men forgæves, stenene gav ingen svar fra sig, der var ikke andet for end at bygge alt op forfra. Sådan gik januar og februar før det blev marts og en pige med rødt hår og fregner kaldte stærene hjem, kom, kom, og så var det år gået. Killingerne var groet store, muren rejst, den tynde kvinde fra cirkus sendte en hilsen fra rummet: Hun havde taget den helt store tur ud til fjerne galakser, Venus og Mars, det var fint nok, skrev hun, men hun savnede årstidernes skiften og tæppet af krokus i gul og lilla.

MAGT

I går så jeg Jay Rosenblatts dokumentar “How do you measure a year”, hvor han hvert år på sin datters fødselsdag har filmet og spurgt hende til de samme spørgsmål. Hvad gammel er du? Hvad er din favoritspise. Hvad vil du lave, når du bliver stor. Hvad er en drøm. Hvad er magt? Det er sove at se hende gro ældre, mest tydeligt er det, hvordan hendes forbehold bliver flere, den umiddelbare begejstring ved livet lidt mindre. Allerede som seksårig siger hun: 
“Jeg drømmer om at glæde mig lige så meget til min fødselsdag, som jeg gjorde sidste år. Jeg glæder mig stadig, men ikke lige så meget som engang”
Gulp. Jeg genkender den følelse, den dag man opdager, at julemanden bare er et pinligt påfund og julemiddagen ikke bare er en fest, men også et udmattende show med brunede kartofler, der bliver sorte og en rødkål, der pletter dugen. “Åh nej”.

Grunden til at jeg nævner dokumentaren er dog først og fremmest, barnets svar, når faren spørger hende til begrebet Magt. Hvad er magt. What is power? En ret sjov episode udspiller sig, da pigen som treårig svarer: “Det er noget hernede” og peger på sit skridt. Alle antenner vækkes hos både seer og hos faderen, hvad i alverden mener hun med det? Har hun mon været udsat for et overgreb, hvad gemmer der sig bag sådan et udsagn: Magt sidder mellem benene? Det viser sig dog til alles lettelse, at hans datter ganske enkelt har misforstået spørgsmålet og tror, at faderen spørger hende: Hvad er pudder, altså “what is powder”, som hun har fået drysset på baller og mellem lårene, når lækager af urin har givet hende hududslæt. 
Men senere svarer hun ting som:
Magt er at stå ved sig selv.
Magt er at gøre noget godt for andre. 
Magt er at dele ud
Magt er alt andet end at bøje sig i støvet.
Magt er at gøre, hvad man drømmer om – og ikke hvad andre drømmer om, at man skal gøre.

Det er slående, hvor positivt hun oplever ordet. Som en kraft, hun har og kan bruge, og ikke som en kraft, andre har og kan misbruge. 
Jeg bemærker det, fordi jeg typisk ville svare, at magt er nogle andres. Et våben i deres hænder, en tyssen: “hold nu kæft, tøs”, en pistol mod tindingen: “Gør, som jeg siger”. Magt er noget, jeg er underlagt i stedet for noget, jeg besidder og rummer og kan bruge i verden. Mod- men mest alt FOR andre. Det er en smuk tanke og må bero på barnets tryghed. En følelse af at være i kontrol, være hørt og påskønnet. En oplevelse af verden som et muligheds-rum, en legeplads, et givende fællesskab. En udveksling af evner, kunnen: Jeg er god til noget, du, til noget andet, tilsammen kan vi klare det meste.

Det synes jeg bare er pissesmukt. Jeg vil gerne tage den tillid til mig. Bruge den magt, JEG har. Ikke som et værn mod andres (muligvis) større magt og indflydelse, men derimod som en mønt i fælleskassen. En teske, en broche, et digt om at kaste med pind. Det er måske ikke meget, men det er noget, og noget plus noget plus noget andet plus noget tredje giver et samfund, en verden. 
How do you measure a year, er titlen på Jay Rosenblatts dokumentar: Hvordan måler man et år. I timer 8766. I minutter: 525.948. Eller som det, vi hver især giver ud, deler med hinanden. Et kram i køen, en godbid til hunden. Et kryds sat med spidsen af skoen, lige dér, hvor en snegl er på vej over stien i skoven, så ingen træder på den.

Hymne til duen og dagen og vejen

Det er flæsket at fedte rundt i sin glæde, at rose dagen for sit navn og hunden for sin pels. Det er dumt at håbe og pattet at die af omsorgens bryst: Alle ved jo, at mælken er giftig, at tørsten aldrig er uskyldig.
Træk vejret i stå, dø om så, det gælder. Hold duen i vater og dagen og vejen; lad skyerne drive himlen til vanvid. Der er ingen og al grund til at tro på det bedste, ingen og al grund til at frygte det værste. H