Louise Juhl

destory.dk

Dobbelt-a

Forleden var jeg på Skejby sygehus. Jeg skulle have BOTOX-behandlet mine hænder efter fjorten følelsesløse dage. Supersygehuse er langtfra super for en som mig, der kan fare vild i en tændstikæske. ‘Bare find indgang F, så til højre og så til højre igen’ havde Michael forklaret mig hjemmefra, så hvorfor jeg drejede venstre, ved jeg ikke. Heldigvis fik jeg hjælp af en dame med dropstativ, der fulgte mig hele vejen tilbage til indgang F og videre til S, afdeling for hudsygdomme. Her stod en læge allerede klar: ‘Simon’ nikkede han, og jeg svarede ‘Louise’ og så fulgte det sædvanlige: ‘Kom indenfor’ og ‘Hvad kan jeg gøre for dig’ og ‘Uha! det ser sørme ikke rart ud’. ‘Det er det heller ikke’, mumlede jeg og forsøgte at forklare, hvor belastende det er ikke at kunne bruge sine fingre, når man lever af at skrive.
Senere fik jeg gele på mine neglerødder og blev scannet, det for at se, hvordan blodtilførslen til mine fingerspidser fungerede. Den fungerede ikke. ’Botox?’ spurgte Simon så, og jeg svarede et eller andet sikkert alt for langt om, at jeg i princippet ikke bryder mig om at blive injiceret med lammende gift, men på den anden side heller ikke bryder mig om at være lammet af kulde. Blablabla. ‘Du er da vist fra Aalborg?’ afbrød Simon og smilede, som kun en aalborgenser kan smile til en anden fra fødebyen. Så hentede han injektionsvæske og kanyler og vat og plastre, mens han på klingende aalborgensisk fortalte om sin svigermors hund, en meget ivrig Kleiner Münsterländer, og om familiens fælles sommerhus ved Bunkeren i Skagen. Jeg fortalte så om Mumrik og om mit sommerhus lidt længere ned af kysten, og om nåletræerne, der lyder som et åbent hav, når det blæser.
Nitten stik gav han mig, jeg vil ikke sige, at det var en fornøjelse, men det var så tæt på, som det kan komme, når nu anledningen er følelsesløshed og ubrugelige hænder. Så tak til damen med dropstativet, til Simon og til lægevidenskaben for, at jeg i dag igen har følelse i mine hænder og kan skrive det her.

ensomig #968

Engang var jeg bange for hessianbeklædte vægge, langhårede tæpper og knapper af ben. Nu er jeg bange for alt muligt andet: småbitte mennesker, der føler sig kæmpestore, for eksempel. Eller at blive kørt over af en bus: Ende helt fladmast og umulig at identificere. Det kan lyde fjollet, angst er vel fjollet. Men ikke mindre virkelig af den grund.I går var minutterne lange som halve år, og jeg besluttede at skrive et digt om sne. Men så var sneen tøet. Heldigvis skrev min far en besked på telefonen ‘Hej Lusen,. skrev han. Han og en, der hedder Uwe, arbejder på en Ny Matematik. Min far har forsøgt at forklare mig principperne bag. Han siger, at det ikke er så forskelligt fra, når jeg skriver. Det handler om at blive ved, siger han, også når det ikke giver mening. Regne på uforståelige ligninger med otteogtyve ubekendte og ingen lighedstegn. Til sidst vil der opstå et mønster, siger han, og det er i dem, betydningen opstår. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg skriver videre, måske vender sneen tilbage.

ensomig #967

Engang gjorde jeg ting af en grund.
Groede håret langt, for at få en kæreste. Læste lektier for at blive klogere. Spiste sundt for at leve længere.
Nu er håret kort og bunkerne uoverstigelige.

Min bror siger, at det ikke nytter noget.
– Man lever ikke længere af at spise sundt, det føles bare sådan, siger han: – fem minutter i selskab med et blomkål varer jo en time, nej to.
Jeg er ikke enig, jeg holder meget af blomkål. Men jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener. At alt det hår og alt det, ‘der gør, at vi gør, som vi gør’ , ligesom ikke fører nogen vegne.
Hvem siger selvfølgelig også, at det skal det? Måske er det ok med uoverstigelige bunker, kort hår og minutter, der føles som timer.

ensomig #966

Tak til dem, der pissede mig af, for at lære mig at pisse igen. Til de alt for åbne forhold, jeg var en del af uden at vide det. Tak til tidevandet, flod og ebbe, til strandasters, blæretang og sandorme. Tak til tiden, det evige pust i nakken: videre, videre! Tak for tandlægekort, smørglattet blomkålspure og falske tatoveringer. For kejserbuskens vinterblomster, blodets bånd og alle andre bånd. Søster, bror, menneske, dyr. Tak til træerne for at blive stående det samme sted hele året. Og på den måde minde os andre, at det kan man godt. Blive stående. Tak for ventesale, glemte handsker, en bommet smøg. For lidt for sene afleveringer, trådte tæer, av. Undskyld og helt ok. Tak for de åbenlyse mangler og muligheden for at overse dem. For maggiterningen og alt det andet, vi presser sammen for at få plads til det hele.

ensomig #965

Tak til skyerne for nærvær og til markerne for pivåbne vidder. For leret længsel og lidt for tunge læs. Tak til læhegn og slagsidevind. Selvdøde dyr. Tak til Niels Vilhelm fra børnehaven Bambi, der lærte mig at spille claves og maracas og tamburin. Og til min mor, for at klappe ad det alt sammen. Tak til Mandelbrot og mærkelige mønstre. Til Maslow for maveknurren og kødelig lyst. Tak til tegninger af tændstikmænd med solstrålefingre, modet til at glæde sig uden grund. Og til den uøvedes mesterlighed: At stå og falde. Og blive liggende dér lidt – uden at skamme sig.

ensomig #964

Tak for kysset og lovning om mere og så ikke mere.
Lyset, der falder uden at slå sig. Linoleumsgulvets nistre.  
Bagdrømme – og visheder uden hold. Bus nummer seksogtyve: Kingosgade, Kammasvej. Barnet der vinker uden at vide til hvem. 

Den puklede glæde, der minder om sorg. 

ensomig #963

Tak til tirsdagen med alle dens følelser, også dem, jeg ikke kan bruge til en skid. Tak til panik og lodden angst, til spejlinger og vægfluer. Til vandrefalken for at flyve uden at forlange noget til gengæld.
Og til himlen for ikke at være en kat. 

Tak til de lange tråde mellem dengang og nu; trafiklys og brændt keramik, nåletræer, skovlet mos. Tak til knuste tvebakker og lidt for sød grød, til ugæret vrede og svømmehud. Tak til min far for – among other things – at gøre mig klogere.
For duggede ruder i andre menneskers huse.

Tak til de røde tegltage på husene overfor og mit hårs langsomme grånen. Tak til min mor for at være alt, uden at være alt for meget. Ost og cykelkurve, stilleleg og tørrede figner. Tak til månen for at holde fast i jorden, og til primtallene for at gøre det samme: Holde fast, selv når ingen andre gør det. Tak til Brideshead og Bjørn og parykker. Til sart hud, togbanesveller.
Og til alle verdens følsomme tandhalse. 

ensomig #962

Når jeg tænker på mormor, tænker jeg på et gardin. Det kan lyde som en unødvendig omvej, en umulig metafor. Det er det ikke. Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg virkelig på et gardin. Noget, der blafrer. Noget, man kan trække for, skærme med.Min mormor blafrede. Hun stod aldrig stille, men bevægede sig frem og tilbage, ud og ind. Mellem vask og komfur, syltegrej og tøjstativ. Som regel tavs, ikke for at skære af eller vende sig væk, men for at koncentrere sig om det egentlige. At skære æbler i både, fodre høns, snegle håret op i en pølse, hun satte fast med hårnåle bagerst på hovedet.
Hun trak ikke vejret med samme selvfølgelighed, som vi andre gør. Hendes hjerte var svagt, og hvert hiv var en lille kamp, hun måtte vælge med omhu:De dage, hun vaskede hår, måtte hun undvære at skrælle kartofler. Søndagens kirkegang kostede på mandagens konto: Det var enten presning af duge eller gærdej, ikke både og.Mormor kaldte mig sære ting. Tyttepige, Puttehøne. Louise brugte hun kun, når hun skældte ud eller skulle fortælle mig noget alvorligt. Som dengang hun ringede og sagde, at hun alligevel ikke kom til jul, fordi.Så ikke mere. Hun døde i marts.
Bagved mormors gardin kørte verden forbi: Den røde rutebil mellem Kolding og Stenderup. Naboerne, der indrettede stue og køkken i ét, og ændrede navnet på deres gård. Den havde ellers alle dage heddet Solgård, men nu rejste de en stor sten ved indkørslen: AgtrupHolm.
Vor herre Bevares.
Det var egentlig ikke fordi, min mormor havde noget imod hverken dem eller navnet, slet ikke. Men når man nu selv har så få kræfter at gøre godt med, at man må overveje hvert enes vejrtræk, kan det være svært at forstå, hvordan andre ødsler med deres.

ensomig #961

Det er første gang, jeg ejer et foto af min morfar. Uskarpt og falmet, men samtidig helt klart: Viggo. Min morfar. Som altid iført vest og cigar – ikke en dag uden vest og cigar. Den evige cigarstump i mundvige gjorde, at han kun sjældent talte, han foretrak i det hele taget handling fremfor ord. At høvle, banke en pæl i jorden, klippe får. (Man kan som bekendt ikke banke pæle i jorden eller klippe får med snak, ville han sige). Da jeg i 94’ flyttede til København for at læse litteraturvidenskab, var min morfars skepsis udtalt. Københavnere havde det hele i munden, mente han, og det var ikke en kompliment. Jeg blev tiltagende syg, smed mere end halvdelen af min kropsvægt og blev indlagt. Efter et år vendte jeg tilbage til Jylland. Min morfar var til sin død overbevist om, at min sygdom var noget, jeg var blevet smittet med ‘derovre’, en slags Københavneri. Det nyttede ikke at sige ham imod. Han kunne for sin død ikke begribe, hvordan mad kunne være et problem: det var jo bare benzin til en maskine – at åbne munden og synke. Selv levede han så godt som udelukkende af kaffe og kridhvidt brød med honning, og var ved sin død så tynd, at hans næse fyldte mere end noget andet på hans krop.
Jeg er så væsensforskellig fra min morfar, som det næsten er muligt, alligevel – eller måske derfor – kom vi altid godt ud af det med hinanden. Han røg cigar og bankede pæle i jorden. Jeg gik ved siden af, pludrede, pegede og spurgte, uden nogensinde at få svar. Det gjorde egentlig ikke noget.

ensomig #960

Et år overvejede jeg at få et tysk mellemnavn. Steinwurf eller eller Vogelweint. I dag er jeg glad for, at jeg lod det blive ved tanken. Ligesom alle de andre ting, jeg lod blive dér. Øjenbrynstatoveringen for eksempel (som var en slags protest, jeg husker ikke over hvad). Eller mit forsæt om at holde kæft og for altid. Det varede kun i tre uger, så invaderede en mindre hær af psykologer, PPS-medarbejdere og en enkelt motorikvejleder skolens omklædningsrum. Det var lige efter en gymnastiktime, og jeg var kun akkurat kommet ud af badet, da de begyndte at udspørge mig. Om der var noget galt? Om jeg havde brug for at snakke? Deres bekymring virkede reel nok, motorikvejlederen tog i hvert fald min hånd, det føltes rart. Jeg svarede dem, som sandt var: At der ikke var noget galt, og at dét var problemet. Jeg ved ikke, om de blev skuffede, de gik i hvert fald hurtigt igen, og jeg stod tilbage uden tøj på. Efterfølgende blev der skrevet et notat, lagt i en mappe, og min mor fik en kopi. Det var dér, hun sagde til mig, at hvis ikke jeg havde nogle problemer, så lavede jeg nogle. Fuldkommen urimelig påstand men tæt på sand.Den er ikke blevet mindre urimeligt med årene, heller ikke mindre sand. Til gengæld er problemerne blevet flere, og mit behov for at opfinde dem tilsvarende mindre. Det er på en måde en lettelse – og så alligevel ikke.