Louise Juhl

destory.dk

Mad til et helt år

Min mormor kom fra en arbejderfamilie. Hendes mor, min oldemor, lagde linneder sammen på et herberg for hjemløse mænd, min oldefar arbejdede som lagerforvalter i et byggemarked. Tilsammen tjente de fireogfyrre kroner om måneden, der skulle dække alt: Husleje, mad og tøj til i alt otte voksne og børn. 
Da min mormor mødte min morfar, arbejde han aom tømrersvend hos en mester, men havde alligevel formået at spare op til at købe sit eget: En lille villa i to etager, han kaldte Solvang. Det var et ”trin op” for min mormor, der altid havde boet til leje.
Da jeg skrev og spurgte min mor, hvordan min morfar var lykkedes med at rejse pengene, svarede hun: ”Du spørger, hvordan han havde råd til at købe et hus? På samme måde som alle andre: Lægge skilling på skilling og længe nok.” 
Min mormor og morfar blev gift i 1938, året efter kom min mor. Min morfars evne til at spare oplod sig ikke fornægte, og min mormor fornemste opgave blev at holde stram husholdning: Bytte sig til æg og grønt og sy tøj af aflagte gardiner og duge. De lykkedes med at yderligere penge til side (de må have levet på en sten), og i begyndelsen af halvtredserne købte min morfar en savmølle, og kunne nu kalde sig selvstændig: Tømrermester Juhl.
Min mor fortalte: 
”Morfar knoklede døgnet rundt. mormor havde en gård at holde – får og høns flere hektarer grund. Huset skulle også passes – uden støvsuger og vaskemaskine, køleskabe fandtes heller ikke. Bare de daglige indkøb af mælk, kød og andet var en udfordring. Der var langt til købmand, bager og slagter, de lå i hver sin ende af byen, og de havde ikke bil.

I ferierne var hun vikar ved telefoncentralen på sygehuset et par år, før din moster blev født. Hun stoppede med at arbejde efter fødslen, men begyndte igen, da din moster var 7-8 år. På det tidspunkt gav det ret mange timer: Telefondamerne havde opnået ret til ekstra afspadsering efter natte-, helligdags- og søndagsvagter og ferieperioden var udvidet til 3 uger, så der var rigelig med arbejde til afløserne.”
Min mormor havde haft gigtfeber som ung. Det havde angreber hjerteklapperne i venstre hjertehalvdel, de blev utætte, blodet løb tilbage gennem de utætte klapper. Det blev opdaget ved et tilfælde, hun fik problemer med hjertet før min min mors fødsel. Lægerne undersøgte hende og fandt at venstre hjertehalvdel var forstørret – musklen var simpelthen vokset af det ekstra arbejde med at pumpe også det tilbageløbne blod rundt. 
Da min mor var 16, blev min mormor tilbudt en operation, men det forlangte, at hun skulle indlægges på Rigshospitalet og patienterne blev kølet ned i en form for isbad, en ikke ufarlig metode, så hun takkede i første omgang nej. 6-7 år senere kom hjerte-lungemaskinen og min mormor var nu så svækket, at hun lod sig operere på sygehuset i Århus. De første år levede hun fint med den nye hjerteklap, så fik hun igen problemer, svært ved at ånde og tiltagende træt og husarbejdet forekom hende stadig mere uoverkommeligt. 

Til sidst gik hendes liv gik mestendels med at holde sig selv og sit svækkede hjerte i ro. To gange i timen løftede hun en hånd og vinkede til rutebilen, der kørte forbi. Om søndagen var afgangene færre, og hun kunne nøjes med at rejse sig klokken ni morgen, tolv middag og seks aften. Hun elskede kabaler og snød gerne, for hun mente, at det var ok at bøje reglerne, hvis det kunne få tingene til at gå op. 

Hun døde i påsken ’83, det var dengang, telefoner var forbundet af tråde. Vi sad i sommerhuset, derude hvor trådene ikke rækker, og spiste blødkogte æg med purløg og hytteost, da min mor pludselig tog en hånd op foran munden: åh nej! Jeg troede, hun havde brækket en tand, men det var dæk mod grus, en taxa med bud. Et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, akut. ”Det er et spørgsmål om timer. Stop.” Min mor tog med taxaen tilbage – hele vejen til Kolding sygehus. En tur på mere end 200 kilometer, alene. ”Der er ting, man kun kan gøre selv”.  
Min mor har senere fortalt, hvordan det sidste hun og min mormor talte om, var de mange foliebakker, min mormor havde forberedt og frosset ned. De var til min morfar, så han ikke skulle bekymre sig om den slags, når hun ikke var her mere. Frikadeller og æbleflæsk og fyld til tarteletter. Der var mad nok til et helt år, nu kunne hun dø med fred.
Min mormor hed Stella, det betyder stjerne.

Når jeg nu mange år senere forsøger at forstå min mor og før hende min mormor, hvorfor de gjorde, som de gjorde, indordnede sig og bøjede af. Så er sandheden jo så meget mere kompleks: Min mormor var stærk som en okse, hun brugte kræfter, hun knap nok rummede og overlevede ting, fysisk som psykisk, de fleste ville være bukket under for. 

Hvæs

Om det var derfor, jeg mange år senere forsøgte at fjerne ethvert spor af kvindelighed og køn og reducere min krop til ingenting andet end hud og knogler, det ved jeg ikke. 
Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle stille op med sådan en erkendelse: 
Rase, skælde ud? 
Råbe ad min mor, fordi hun i alt for mange år brugte sine kræfter på alle andre, men aldrig på sig selv. Og dermed lærte mig, at det var sådan man gjorde – levede gennem andre. Skulle jeg skælde hende ud, fordi hun var en skygge af sig selv og fik mig til at tro, at det var sådan, kvinder var og skulle være: Skygger.
Skulle jeg stille mig frem og kradse i hendes ansigt, stikke en finger i øjet for at se, om hun ville reagere. Eller om hun ville undskylde for også dét. For at have fået mig til stikke og kradse. Og hvis hun gjorde, undskyldte altså, ville det så bevise noget. 
At hun var en god mor? En dårlig? 

Tweed og tyl II

Jeg ved ikke, hvor de tilbragte bryllupsnatten, om de sov i hver sin seng, sådan som de gjorde alle årene efter – ifølge min far, fordi min mor sov uroligt. Jeg ved kun, at jeg aldrig så mine forældre intime, at jeg aldrig så dem kysse eller flirte, ikke engang holde hånd (måske husker jeg forkert). 
Deres forhold var langtfra ukærligt, det virkede mere som om, de havde en indbyrdes forståelse af, at alt hvad der involverede fysisk kontakt, skulle foregå bag lukkede døre og med slukket lys. Måske var aftalen et hensyn, min far viste min mor, en måde at respektere hendes blufærdighed (og kropsskam?) på.

I mange år troede jeg af samme grund, at kærlighed var en intellektuel disciplin, en slags ophøjet øvelse mellen to voksne mennesker. Mens krop, begær og sex alene var en praksis, en skjult og forbudt praksis, man henlagde til lukkede rum og nattemørke. 
Sex havde ligesom sit helt eget liv, sådan så det ud derfra, hvor jeg så. -Et liv, der virkede mere skræmmende end eksotisk og dragende, men først fremmest et liv, der ikke virkede til at have noget med min mor og far at gøre. Eller med deres kærlighed.
I min verden blev det til, at sex og kærlighed ikke havde noget med hinanden at gøre overhovedet.

Tweed og tyl

Der findes ikke noget bryllupsbillede af min mor og far. Min far spøger altid med, at han kun sagde ja til at gifte sig på betingelse af, at der ikke blevet taget billeder af de to på dagen. Måske fandt han den slags klichefyldt, ideen om mand og kone, han i sort, hun i hvid. En lidt for pæn og påstået idyl. Måske mente han bare, det var spild af penge. Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste, min far er en fornuftig mand. Økonomisk også. 
Jeg ved ikke, hvad min mor tænkte: Om hun omvendt drømte om at forevige af øjeblikket. Se sig selv -den ene dag – med slør, høje hæle og lange broderede handsker. Så ulige, hvordan hun ellers gik klædt i praktiske vide jeans, fornuftige sko og en t-shirt i klassisk blå. Jeg ved ikke, om hun ville have genkendt sig selv på billederne eller føle sig tilovers: Hvem er det, den kvinde, den drøm?

Det eneste billede der findes af de to fra aftenen er mørkt og grynet. De danser i tæt omfavnelse, man aner min mors ansigt over min fars skulder. Hun ser ud skræmt ud eller i hvert fald genert. Min far er klædt i en mørk nistret tweedjakke med forstærker i skulderen. Man kan ikke se hans ansigt, kun hans ryg, den er bred. Det er som om den står mere åben end min mors blik.

At stable et liv

Sheila Heti skriver i Motherhood, om sin mor: 

Gennem hele min barndom havde jeg en oplevelse af at have gjort noget forkert. Jeg undersøgte alt, min ord, selv måden jeg sad på en stol. Hvad var det, jeg gjorde, som fik min mor til at græde? Ethvert barn tænker, at det er skyld i alt, selv stjernerne på himlen, så selvfølgelig troede jeg også, at min mors gråd skyldtes mig. 
Hvorfor var jeg blevet født, hvis det kun bragte min mor smerte? 
Og da det var mig, der var skyld i hendes smerte, ville jeg også gøre alt, for at fjerne den igen. 
Men jeg var for lille, jeg kunne ikke engang stave til mit eget navn. Hvordan skulle jeg så kunne forstå min mors lidelser?
(s. 15)


Bogen handler om, hvad man får og hvad man mister ved at blive mor og citatet herover vakte genklang. Billedet af en tydeligvis tynget mor og følelsen af at være det åg, der tynger. 
Min mor græd ikke, men hun var fjern og træt og lå med migræne hver uge. Ude af stand til hverken at spise eller holde væske i sig, ja selv den mindste indtrængen af lys fik hendes krop til at vende vrangen ud, kaste op. Gul galde.

Jeg husker kun en enkelt gang, hun græd. min far og hun havde diskuteret højlydt, han råbte ad hende: ”Du er fandeme ligeså syg i hovedet som din egen far”. Så gik hun. Af måden hun forlod rummet på – skuldrene ligesom rejste en mur omkring hende og hendes øjne stift rettet mod døren – vidste jeg, at jeg måtte følge efter. At min mor havde brug for hjælp. 

Hun havde sat sig på gulvet i den lille fordelergang, der forbandt mit, min brors og mine forældres soveværelse. Hun sad på bagdelen med benene spredt ud til hver side og havde hevet alle toiletrullerne ud af det skab, det altid stod stablet i. Min mor købte altid økonomipakker, fireogtyve ruller men for kun toogtyves pris, hvad der var sparet, var tjent. Nu lå de dér -alle fireogtyve- på gulvet i rundt om min mor, og hun forsøgte at stable dem på ny, forfra: Seks på langs og fire i højden. Så ud. Og ind igen, denne gang omvendt: Fire på langs og seks i højden. Det lod sig ikke gøre, skabets dimensioner var forkerte. Ud igen. Og ind: Otte på langs og tre i højden. Endelig lykkedes det: Alle ruller smukt stablet og min mor foran dem med spredte ben.
Så begyndte hun at græde. Det kom fuldstændig bag på mig. I flere minutter havde jeg jo iagttaget hendes fokuserede arbejde, hændernes systematiske bevægelser, udregningerne, seks, fire, otte, tre, den. Men så – nu hvor det hele syntes fuldendt – brød hun sammen. 
”Hvad var det, jeg gjorde, som fik min mor til at græde?” 

Jeg husker ikke, hvor længe hun græd, heller ikke, hvad jeg gjorde for at trøste hende, om jeg gjorde noget overhovedet. Men jeg ved, at jeg længe efter hver gang jeg kom fra skole, gik ned i fordelergange og sikrede mig, at toiletrullerne stod som de skulle. Otte på langs og tre i højden. 

Nips og nylon

Min mor afskyede nips.
Ting som porcelænsfigurer, mini-statuetter, keramikhuse eller globusser med lys.
I flere år plagede jeg om det sidste, en globus, men der var ikke noget at gøre, min mor stod fast. Den slags gjorde ingen gavn, mente hun, de samlede bare støv, og hun havde ikke flere timer i døgnet at gøre rent i. I stedet tilbød hun mig et atlas i storformat, som jeg kunne bladre i. Det indeholdt oplysninger om alt – indbyggertal, højdemeter, befolkningssammensætning på køn og alder. Små farvediagrammer bagerst fortalte om jordbundens beskaffenhed i de forskellige lande, mængden af kalk, næringsstoffer, jordens surhedsgrad.
Jeg havde svært ved at forklare, hvorfor en bog med billeder ikke var det samme som en globus, jeg kunne røre ved, dreje på og som – måske vigtigst – kunne lyse i mørke. Så jeg tog imod det tunge atlas med siv ryg og farvefotos, men fik aldrig rigtig læst i det.

Jeg tror, at min mors had til overflødig pynt kom fra min morfar. Han var et sammensat menneske, flittig som få, altid i bevægelse. Han var uddannet tømrer og ansat i et firma, men sparede sammen og købte en gård. Startede sit eget: Agtrup Savmølle og kunne nu kalde sig tømrermester. Mesteren leverede stole og borde til skoler og institutioner, en sjælden gang fik han andre opgaver, der gav ham mulighed for at vise sin håndværksmæssig kunnen: En pyntebænk til et gartneri. Eller en vugge til et længe ventet drengebarn. Med drejet gavl og udført i en særligt fin, men også særligt vanskelig, træsort. Han var dygtig og kompromisløs, både når det gjaldt hans arbejde og familien. Hans lunte var kort, han kunne med et lyns varsel eksplodere og skælde ud over selv det mindste: Et stykke lidt for tørt brød, en lidt for tynd kop kaffe. Hans udbrud var uforudsigelige af samme grund lærte min mor tidligt at vejre selv de mindste tegn. Hastigheden af min morfars skridt, når han gik henover gårdspladsen, måden han trak sit vejr på. Roligt eller i stød. En hånd henover hans sparsomme hårvækst var ofte tegn på, at noget nagede min morfar, og at han derfor måtte forventes at fare op ved det mindste.
Min mor lærte at fyldte mindst muligt. Hun undlod nogle dage helt at tale, hvis ikke hun blev spurgt, og hun fjernede Per automatik alle ting, der kunne stå i vejen for hans færden: en efterladt indesko (nogle gange min morfars egen) eller en opslået bog på kommoden: “Hvad helvede ligger den dér for?”

Min mor har flere gange fortalt mig om en vinter, hun efter lang tids plagen fik lov at indkøbe et sæt nylonstrømper til en fest på gymnasiet. Den første af sin slags for hendes vedkommende. Skolen lå inde i byen, en cykeltur på tolv kilometer fra savmøllen. Det var i december og streng frost. Min morfar modsatte sig strømperne i ugevis, før han – tydeligvis mod sin vilje – gav efter. Han forstod ikke, hvorfor de skulle bruge penge på “den slags pynt”, når min mor i forvejen havde flere sæt uldne strømpebukser i klassisk grå, som ingenting fejlede. Og som tilmed -årstiden taget i betragtning- syntes langt mere praktiske.
Nylonstrømperne frøs under cykelturen fast til hårene på min mors ben. Hun måtte tilbringe det meste af aftenen i en bås på toilettet med at løsne det syntetiske stof fra huden (en meget smertefuld proces). Hun var grædefærdig, da hun nåede hjem. Hun havde cyklet i bare ben, og der var små sår på skinnebenet der, hvor nylonen havde været særlig genstridig.
Min morfars eneste kommentar var “Det kommer der af at pynte sig.”

Fed creme og tålmodighed

Hvad hun lærte mig om omhu:

Man skal mætte sine støvler med fedt mindst to gange om året.
Hænge jakker på bøjle og vaske uld i hånden.
Gardinernes folder skal holdes ved lige, “dens slags kommer ikke af sig selv”.
Blomster skal have vand men ikke for meget, og planter med tykke blade kan nøjes med mindre end dem med tynde.
Duge skal strækkes efter vask. Det er besværligt, men betaler sig i længden. Bogstavelig talt.
Revnet og tør hud har fanden skabt, det kræver fed creme eller salve og uendelig tålmodighed: “Det sidste løser iøvrigt næsten alle problemer.”
Måske var hun for tålmodig, min mor. Måske ventede hun lidt for længe på, at tiden ville løse alting. Trætheden, den rustne cykel. Knuden i brystet.  

Pligten til at elske

Slår man betegnelsen mor (eller moder) op, står der, at dets primære betydning er en kvindelig forælder. Det være sig en ung mor, en enlig mor, en nybagt mor, en god mor. 
En ensom mor, måske også. 
Betegnelsen mor eller moder optræder også ofte som forstavelse til et sted, vi kender det fra Moder Natur, Moder Jord, Mor Danmark. Alle tre en slags bærende kræfter, en forudsætning for liv. 
Af faste vendinger findes blandt andet:
”ikke en mors sjæl” og ”ingen mor i sigte”.
Begge dele bruges, når noget synes forladt, udsigts- eller håbløst.
Endelig findes udtrykket ”og at gå i sin mor igen”, der betyder at opgive et forehavende eller efterlade uden noget uigennemført.

Betegnelsen fars primære betydning er: mandlig forælder. Det kan for eksempel være en stolt far, en god far eller “en rigtig far”.
I overført betydning bruges betegnelsen også om åndelige eller teoretiske overhoveder, eksempelvis ophavsmanden til en opfindelse eller ide. Fader rummer også betydningen: skaber, kreatør: Man siger for eksempel om nogen, at de har stået fadder til en ide, eller man taler om ”faderen bag” en teori. 
Af faste vendinger findes blandt andet
”åndelig fader” og ”vise fader”.
Begge betegner en skikkelse med en vis grad af mer- eller overmenneskelighed.
Et kendt udtryk er også ”nu falder fars hammer snart” og mener dermed, at en handling eller udtalelse inden længe vil blive straffet hårdt og ubønhørligt.

Udtrykkene Moder Jord og Moder natur knytter sig som nævnt til kvinde- og morbegrebet. Samtidig har man beslægtede men alligevel væsensforskellige begreber som Fædreland og Fædrelandskærlighed. 
Det første, Moder Jord, udtrykker noget næsten ubegrænset, en altomsluttende omsorg og kærlighed til alt skabt: Plante- som ådselsædere, fugle som fisk, nu som altid.
Det sidste, fædrelandskærligheden, betegner omvendt en kærlighed, der er klart afgrænset og som kun omslutter dem og det, der findes indenfor disse grænser.

Måske er sproget klogere end dem, der bruger det. Måske afslører det ét af kvinde- og moderidealets problemer. At morfiguren skal være grænseløs, hun skal ideelt set tåle alt, håbe alt, udholde alt. En rigtig mor har ingen grænser, hun siger aldrig ”hertil og ikke længere”.
Hun favner alt og rummer det hele: bleskift, babygylp, søvnløse nætter. Hun nynner og aer og vugger og elsker, det er jo hendes pligt, ja det er selve moderfigurens “berettigelse” her i verden.

Spørgsmål man ikke stiller sig selv, fordi man ikke ønsker at kende svaret

Edouard Louis citerer i En kvindes forvandling sin mor for at sige: 
”Hvorfor har jeg fået to børn? Jeg skammede mig over at tænke det, det er klart, men jeg tænkte hele tiden: Hvorfor har jeg fået to børn?”
Hele tiden.
Situationen for Louis’ mor i En kvindes forvandling er fuldkommen forskellig fra min mors. Louis’ mor har ingen uddannelse, hun er uden arbejde og gift med en mand, der både fysisk og psykisk undertrykker hende (til en byfest kalder han hende en ko, ”hey, kom herhen din fede ko,” råber han.) 

Min mor havde uddannelse og fast ansættelse som hospitalslaborant. Og uanset at min fars var optaget af sit fag og sin karriere, var hans kærlighed til min mor utvivlsom.
Alligevel ramte scenen hos Edouard Louis mig som et knytnæveslagslag. Hans mors retoriske: ”Hvorfor har jeg fået to børn?” 
Min mor fik tre børn, alle tre var ønskede og elskede, ikke desto mindre husker jeg tydeligt en samtale mellem min mor og en genbo. Genboen siger: ”Det er sørme også meget med tre børn, måske skulle du være stoppet ved de to?” Det var et rent hypotetisk spørgsmål og sagt i al fortrolighed. Hverken min mor eller genboen vidste, at jeg hørte med (”små gryder har også ører,” som min mor vile have sagt, hvis hun havde opdaget, at jeg lyttede.)
Min mors reaktion på genboens bemærkning, var, som nok de fleste mødre ville reagere på det samme – med blank affærdigelse. Skulle hun, min mor, nogensinde ville undvære et af sine børn, for sin egen skyld?
Aldrig!
Alligevel er sandheden måske, at hun ville have været bedre tjent uden os, i hvert fald er der ingen tvivl om, at mine brødre og jeg en lang årrække var tæt på at tage livet af hende, dræne hende for kræfter, omsorg, næring. Sammenlagt fireogtyve år af sit liv havde min mor ansvaret for først et, så to og til sidst tre mennesker – og det vel at mærke oveni at skulle holde sammen på sig selv. Hun satte sig selv på standby, for at vi kunne vokse, brugte alle sine kræfter på at give os al den kærlighed, hun havde så svært ved at give sig selv.
Jeg ved ikke, om hun nogensinde undervejs, spurgte sig selv, som Eduoard Louis mor gjorde ”Hvorfor har jeg fået tre børn?”

Mødrene, mælken, vores forestillinger

Jeg elskede min mor ubetinget. Alt hvad hun sagde og alt, hvad hun gjorde. Jeg elskede vinklen på hendes tommelfinger, huden på hendes hals, det ovale Calmetteaftryk på hendes skulder. Jeg elskede hendes forudsigelighed, at hun stod op på nøjagtig samme tid hver dag, rettede på køkkengardinerne. At hun læste avisen bagfra og altid gik i blåt. Jeg elskede det altsammen og uden forbehold, og samtidig skræmte det mig fra vid og sans. Alt det hun stod for, og som jeg aldrig kunne leve op til. Min mor var mor før hun var andet, hun var min fars kone, før hun var sig selv. Min morfars datter, en god veninde, en dygtig laborant. Hun var ydmyg i en grad, der lignede ydmygelse og opofrende i et omfang, der syntes tæt på selvdestruktivt. Altid generøs, givende og gavmild altid nogen andres, selv sig selv, sin egen.

Jeg husker det som en gave og som et åg.
Al den kærlighed, alt det, hun gav uden at forlange noget tilbage. Og mig, der stod med hænderne fulde af min mor, og en egen tilværelse foran mig, der kunne blive som hendes eller helt anderledes. Jeg stod der og tænkte, at hvis der skulle blive plads til noget andet, et andet liv, til mig, så måtte jeg kaste min mor fra mig, det opofrende, ydmyge.
Men hvordan gør man det. Hvordan kaster man kærlighed fra sig, hvordan siger man nej til et menneske, der ikke kun har skænket dig livet, men også ofret sit eget. Hvad gør man af de hænder, der før var fyldte af moderlig omsorg og nu bliver tomme. Hvad fylder man dem med.

De fleste omkring mig fyldte dem med mand og børn, andre med karriere, nogle få med Gud. Jeg fyldte mine med kalorietabeller, mærkelige diæter, sukkerfri sodavand, hvidkålssuppe, pandekager af æggehvider og psylliumfrøskaller, halvmarathon, helmarathon, trappemaskiner.
Jo mindre jeg vejede, des mindre tyngede jeg min mors liv, og des mindre ville hun tynge mit, var logikken. Men virkeligheden viste sig at være omvendt, sådan som den altid ender med at være det – meget mindre logisk og meget mere virkelig, end vores forestillinger om den.