Louise Juhl

Hver dag er vel en slags jubilæum, der er altid noget at markere: Et helt år uden drømme eller det her mærkelige rum, der nu for tredje måned i træk har installeret sig et sted mellem min drøbel og de øverste ribben – en forladt kunsthal, store nøgne vægge i knækket hvid. Omridset af seksten tunge rammer i similiguld, der engang var fyldt ud men ikke mere. En video installation kører på repeat i et rum i det fjerne, lærredets blålige flimmer et sted på en væg. Med lidt god vilje, minder det om noget, men ingen ved hvad.

Der er digte allevegne, man kan klæde sig ud i og bære rundt, som var de ens egne. Jeg finder et på hylden, en slags drejebog jeg kan følge og give krop:
“Som eng[el], sidder man der i sit hjørne, indtil man, uden at bestemte ting sker, pludselig rejser sig og går, som en fugl, der usynligt vågner og fodrer sin ufødte unge.”
Præcis sådan rejser jeg mig den her onsdag, på kanten af et nu, der aldrig vil nå frem. Hælder kaffen i koppen, tvinger mit hjerte til at slå vel vidende, at ingen nogensinde vil slå tilbage. Forsøger at finde noget, jeg kan fortryde, men det eneste, jeg kan komme i tanke om, er at jeg stillede vækkeuret til klokken seks, som om der var noget, jeg skulle nå.

For tiden læser jeg meget og bliver meget vred. Over, hvor forudsigelig menneskeheden er: Så skyder vi hinanden, så bedrager vi hinanden, så udnytter vi hinanden, så knalder vi hinanden, så svigter vi hinanden, så foragter vi hinanden.
Og til sidst, så skyder vi skylden på hinanden.
Og derfor vil jeg gerne rette en tak til den pige, der sad bag mig i stillekupeen i IC-3 toget mod Jylland i går og tyggede på en gulerod, højlydt og vedvarende, mens jeg sukkede -tungt, mange gange, flyttede mig omkring i sædet, tydeligt utilpas, vendte mig halvt om uden at gøre alvor af min tomme trussel. Indtil pigen stak en seddel – som hun holdt fast mellem sin pege- og langefinger – frem mellem sædets hovedstøtter, papiret foldet på midten, først énn gang og så en gang til, og jeg tog imod og foldede ud, én gang og én gang mere og læste med så mange forbehold, at min nakke må have lignet en betonstøtte:”Hej, måske sidder du og har lyst til at slå mig, fordi det larmer, når jeg spiser min gulerod, men jeg vil bare sige, at hvis jeg kunne, ville jeg sætte den på lydløs, både tænder og grøntsag, men ingen af dem har sådan en knap, der slukker for lyden, og indtil man kan Mute menneskeheden, er vi nok nødt til at leve med – også med mig. Mvh Lea (Jeg vendte mig om, sendte hende et luftkys – hun gav mig en highfive og tyggede videre✨.)

Jeg sidder i toget mod København, med et hoved, der er tungt af ingenting. Læser Daniel Dalgaards “Vi er ikke konger,” en sætning som:

Vi findes ikke, før vi bliver fundet.

Det er mandag igen, og jeg er træt af at lede efter sammenhænge, der ikke findes. Som nu i går, for eksempel, da jeg talte i telefon med min mor, og det pludselig slog mig, at hullerne i hendes hukommelse nøjagtigt modsvarer antallet af kilo, jeg vejer. 

Er hun så min skyld? 

Er jeg hendes?

Der hænger et hoved på mine skuldre. Et ansigt, der minder om min mors, når hun hver dag kom hjem lige så tomhændet, som hun tog afsted. Ryddede gulvet for farvekridt og bamser, strøg tøj og lod os børn om at bruge de kræfter, hun ikke selv havde tilbage.
I går gik jeg forbi et plejehjem i Møllegade, jeg husker ikke hvad tid, det var, men der sad en ældre kvinde på en altan og spillede guitar. Hun havde en blomsterkrans i plast om halsen:
– Ka du høre, hva det er for én? råbte hun. Jeg rystede på hovedet, kunne ærligt ikke skelne tonerne fra hinanden.
– Det er da “I en lille båd, der gynger”, svarede hun sig selv med en begejstring, så både krop og stol og guitar rokkede fra side til side og sang:
– Siiiidder jeg og syngeeer.
Det kunne være endt galt: Stolen kunne være kæntret, kvinden være faldet ombord. Men det gjorde det ikke.
Jeg tror, jeg tar’ en tur med den båd i dag.

At vente og vente og vente og vente og vente.
For så ikke at vente mere.
Det har regnet i nat, haven lugter af forfra og begyndelser.  
I dag vil jeg samle æbler, dem, der er faldet af træet siden i går. Jeg vil skære dem i både, otte – altid otte både. Nogle vil jeg fryse, andre vil jeg koge til en grød, jeg vil stege på panden med flæsk til middag.  

Senere, når fugten er fordrevet, vil jeg gå den sædvanlige tur. Hen forbi plejehjemmet, hvor en ældre dame med flæser og permanent sikkert som alle andre dage vil sidde på sin altan og spille guitar. 
Hendes stemme er fuld sprækker, ligesom jeg er.  

Jeg er vågnet til ritualer og regnvejr. Torsdagen hænger som et stribet gardin foran mit vindue. Jeg hælder kaffe i koppen, smører creme på mine fødder, drager omsorg for de mindste. I udkanten af mit ene øje strejfer en ejerløs hund omkring. Den gør ikke noget væsen af sig, alligevel fortaber jeg mig i dens planløse færden, frem og tilbage, den slags går der ofte en hel dage med.I går læste jeg et digt af Naja Marie Aidt, fandt en sætning som:
“[d]en værdighed [] man må bevare når man [] leger gemmeleg og aldrig bliver fundet.”
Jeg tror af princip ikke på meget, heller ikke på digte, men af alle ting, jeg ikke tror på, er digtene dem, der overbeviser mig mest.
Dem og hundene.

Jeg sløver sorgen ved at skære den ud i pap: Gøre grin med mig selv. Jeg holder mine følelser ud i strakt arm, peger fingre:
– Hvordan synes du selv, det går? spørger jeg med kunstigkælen stemme.

Det er uskønt men bedre end alternativet, som er at bide tungen til blods. Kaste op med knoernes hjælp, tømme det allerede tomme. Det gule. Det gale. 

Det gør mindre ondt at være til grin for sig selv end at være til alvor.

Morgenen er ikke fuglenes skyld, og fuglene ikke min. Jeg skyller kroppen og overvejer, om jeg skal spise ét eller to stykker tyggegummi til morgenmad. Forsøger at komme i tanke om præcis, hvad det var, lægen sagde sidst:
– Du er nødt til at tage dig selv alvorligt.
Tager to stykker.
Jeg spilder det meste af min tid på gulvet. Googler “riter og rugemødre”, “lyskenkramper” og “logan-brød”. Det sidste er godt i overlevelsessituationer. Brødet er energitæt og kan holde månedsvis udenfor køl. Smør, sirup, brun farin, mel, hakkede nødder og frugter. Jeg noterer mig opskriften, tager ud for at handle. Køber forårsløg, asparges på glas, stimorol chewinggum 3-pack. Tag dig selv alvorligt, hvem fanden orker det? Hælder en pose skumfiduser i kurven, ups, men selv en hval må jo op og trække luft.
Regnskoven brænder. Gletscherne smelter. Jeg fiser rundt og tæller kalorier og tygger gummi. No wonder, jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt.

Der opstår en forsinkelse. Ikke noget særligt – hvis overhovedet?

Mellem læber og kys. Mellem dét, jeg fortæller ham (om skrækkelig ventemusik og pizzamel på tilbud hos den italienske købmand.) Dét og så det, der sker, det, jeg lever. 
Det er ikke sådan, at jeg lyver.
Langt fra. 
Der er bare overalt – på mine armes hud, øjnene og det, jeg siger – to sekunder mellem mig og virkeligheden. 
Jeg tror ikke, han bemærker det.

Vi kører i Ikea, vi mangler en kurv til vasketøjet og ender med at købe en, der er mere rummelig, end vores behov fordrer.
– Lige nu i hvert fald, tilføjer jeg.
En bestikskuffe i træ, klemmer til tørresnoren og elspare-pærer til pendlerne ved spejlet. Vi har svært ved at vælge, men bliver enige om nogen med soft-filter. 
– Det har vi vist begge godt af, griner han og jeg puffer til hans arm, – hvad mener du? 
Han smiler, vi kysser.

Hjemme igen sætter vi på plads, finder til rette. Sætter pærer i pendlerne, prøver dem af. Der går flere sekunder fra vi tænder på kontakten, til lamperne lyser. Det virker som en evighed. vi drikker te, spiser kiks, han brækker dem i små stykker, spiser hvert stykke enkeltvis. tager en slurk af teen:
– Av, ømmer han sig, den er stadig for varm, – vi gør det ellers godt, ikk?
– Vi gør det godt! svarer jeg, og hans lettelse er ikke til at tage fejl af.

Vi ender med at takke ja, holder jul hos hans søster. Anette og Thomas bor på et lille husmandssted, de holder får, en gammel race med en særlig fed uld. Hun karter selv garnet, i garagen står en væv med lange tråde af farvet uld hængende fra loft til gulv. 
– Mine vægtæpper udgør en hel verden for mig, siger hun, og jeg nikker, tænker: virkelig? 

Der er tre børn, tvillingerne er ældst, Josh og Julian på atten.
– De er begge på vej videre, forklarer Thomas, – de ved bare ikke mod hvad. 
Drengene smiler træt. 
Senere giver de et nummer på guitar, Julian lægger stemme til, And so this is christmas med John Lennon. Anette får tårer i øjnene, ryster på hovedet:
– Det er alle de levende lys, ler hun, de får min øjne til at løbe i vand.
Vi klapper, drengene bukker forlegent. 
Siv, den yngste, råber hurra, Thomas stemmer i:
– Og så det lange: Hurraaaaaaa.
Siv begynder at puste lysene på træet ud, Anette stopper hende, nej, nej, aftenen er jo kun lige begyndt.

– Det havde vi ikke set komme, forklarede de for 6 år siden, da Anette fortalte, at en tredje var på vej. Det var barnet de omtalte som det. Rosinen, kaldte de hende længe, indtil en pædagog fra vuggestuen trak dem til side og forklarede, at man skal passe på med kælenavne. 
– De har det med at forfølge børnene længe efter, at de er vokset fra dem. 

Vi får risengrød til en start, en tradition Thomas har bragt med fra sin familie. Derefter and og flæskesteg og medister. Franske kartofler, brun sovs. Anette rejser sig, hun har glemt de hjemmesyltede asier: 
– Uden dem er det jo ikke jul, smiler hun undskyldende og sender glasset rundt. Jeg tager to, de smager mere sødt end surt. 
– Tak for invitationen, smiler jeg og Anettes øjne løber igen i vand. 
Siv råber hurra, alle griner, – hurraaaaaaa, fortsætter hun opildnet af vores latter.

Vi samler alle gaver i en bunke under træet, slår terninger om dem. Sådan er reglerne, alle bidrager med seks pakker, slår man seks får man en gave. Jeg får et magiker-sæt med høj hat, tryllestav og en plyskanin med opretstående ører. Et sæt grillhandsker, en uro i papir, jeg selv har haft med. Hjemmebagte klejner, chokolade, en professorterning i nøgleringstørrelse. 
Siv får servietter, guldfarvede, og begynder straks at pakke dem ud, fordele dem over gulvet som hinkeruder. Vi skal hoppe på et ben mellem servietterne, forlanger hun, Julian klager over et dårligt knæ, Anette insisterer på at vente med at lege, til alle pakker er fordelt. 
Siv surmuler, jeg giver hende dåsen med hjemmebagte klejner, jeg har vundet. 
Hun tæller: en, to, tre, fire, fem, seks. 
– SYV, råber hun, jeg har flest gaver.

Anette serverer kaffe, tørret frugt: dadler, figner, abrikoser. Nødder og kandiserede skiver af appelsin:
– Jeg har selv været i gang, smiler hun, peger på de sukrede frugtstykker, og alle er enige om, at alt smager bedre, når det er hjemmelavet.