Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #688

I lørdags var jeg ved Rubjerg knude for at se fyret en sidste gang før flytningen. I nat drømte jeg så, at klinten faldt sammen under vægten af alle de arbejde maskiner.
Men fyret blev hængende i luften som et helt umuligt og derfor absolut sandsynligt Poul Ancher Bech maleri. Det var næsten ikke til at holde ud at se på men samtidig helt utrolig smukt.

Ensomig #687

Hun siger, at der ikke er noget galt med at lyve, så længe sandheden gemmer sig et sted bagved.
Jeg er syv år og gemmer min tvivl i mine hænder. Bygger tårne af sand og slår dem ned igen med det samme, og der er ingen der ved om noget af alt det.
Det bliver vinter og sommer, jeg fylder otte og er bange for alt. Giftige planter, hurtige biler, min brors vrede. Jeg skriver is og si og kat og tak og beder til Gud, om at blive den dygtigste i klassen. Min mor forklarer mig, at Gud ikke giver karakterer. Han elsker alle – især dem, der ikke kan skrive. Det gør mig trist, for jeg elsker at skrive, men lærer at vende mine bønner andre steder sted hen: At vifte med fingeren i matematik og skrive dunkle digte med sprittusch på skoletasken. De handler om snegle, der mister deres hus og tørrer ud og aldrig bliver fundet.
Min klasselærer sender mig til skolepsykolog. Hun har langt blødt hår og læner sig fremover i stolen. Jeg læner mig omvendt tilbage, hun er alt for tæt på, da hun spørger, om jeg er glad?
– Ja, svarer jeg, for der er ikke noget galt med at lyve, hvis sandheden gemmer sig et sted bagved.
Hos skolelægen er det mere kompliceret. Han peger på en kurve med højde og vægt, og et sted uden for kurven ligger jeg. Jeg får besked om at tabe mig 3 kilo, mindre slik og flere tomater, forklarer han, og i et halvt år lever jeg af cocktailtomater, indtil jeg får allergi og store røde cirkler på albuer og hals. Så må jeg ikke længere spise tomater, får i stedet en fed salvet smøre på de angrebne områder tre gange daglig. Al den omsorg. På to måneder forsvinder pletterne, salven bliver deponeret, jeg fylder ni og bliver for gammel til at bygge sandslotte.

Ensomig #686

Jeg har snart fødselsdag, det er på torsdag, den ottende oktober.
Det har jeg haft otte gange før i mit liv, men denne gang er det noget særligt, for otte plus ti giver atten, og tværsummen af atten er ni, og jeg bliver 9 år.

Det er år siden sidst, 365 dage. Dengang blev jeg otte. Der er sket meget siden, selvom alting er det samme. Mor er blevet fyret, og vi har fået naturfag i skolen, og nede ved Centeret er der åbnet en fritidsklub. Den er åben hver tirsdag og torsdag fra tre til seks, man kan bygge bivuak eller lave sit eget vendespil, spille dart eller elektrisk guitar. En af pædagogerne dernede hedder Donald, ligesom Anders And – bare på engelsk. 
Jeg er ikke medlem, for mor går jo hjemme og kan se efter mig. For øvrigt koster det hundredeogfirs kroner om måneden, og så længe der også skal købes gummistøvler og lommeregner og en ny pande, fordi belægningen på den gamle skaller af, kan der ikke også blive råd til at gå i klub, siger mor, og det kan jeg godt forstå, jeg er jo snart ni år.
– Og så er man gammel nok til at forstå tingenes rette sammenhæng.

– Det er så rart, at jeg kan snakke med dig om alt, siger mor, og jeg nikker, selvom det ikke er alt, vi taler om. For eksempel, at sålerne på mine gymnastiksko gaber, eller at der er Halloween-fest på skolen næste fredag. Det taler vi ikke om, for jeg har set i ToysRus, at et spøgelseskostume koster næsten hundrede kroner, og man det koster også penge at komme ind, så det går ikke.

Heldigvis er der så meget andet, der går. Mor og mig, for eksempel, vi går tur i skoven og samler agern. Eller vi læser højt for hinanden. Mor læser Haldor Laxness eller Sigrid Undset eller en, der hedder Tranströmer.
Flere timer i træk.
– Er det ikke smukt, afbryder hun ind imellem sig selv, og jeg nikker, selvom jeg mest bare lytter til hendes stemme, der bliver en andens. Ikke min mors eller en arbejdsløs’ eller én uden penge, men noget andet, noget mere.

Når ikke hun læser, hører hun radio. Hun kan bedst lide Klassisk eller Radiodrama, men så kommer der altid et program, der handler om en krig i Mellemøsten eller menneskehandel eller om miljøet, og så går hun hen og drejer på knappen og sætter sig ved bordet og hviler sin pande mod knæene.
Sådan sidder hun, indtil jeg plager hende om at komme op på skødet, så løfter hun ansigtet og retter benene ud,hvisker.
– Store pige, hvad skulle jeg stille op uden dig? 
Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål, alligevel tænker jeg tit på, hvad jeg skulle svare, hvis nu det var.

Jeg foreslår hende, at jeg kan gå med reklamer. Eller måske åbne en bod med det legetøj, jeg ikke længere bruger. Men hun svarer, at jeg jo ikke har andet at sælge end en slidt plastik-xylofon og et tryllesæt, hvor magien mangler. At børn nu til dags slet ikke leger med den slags, de vil have I-phones og spilkonsoller, ingen vil købe bedagede bøger eller udtjent legetøj. 
– Men hvad med reklamer så? spørger jeg, og hun bukker sig ned og ser på mig i øjnene: 
– Reklamer er fandens værk, de har kun til formål at lokke mennesker til at drømme om mere, end de savner. 
Hun lyder vred:
– Reklamer er omvendt hæleri.
Og selvom jeg ikke ved, hvad hæleri betyder, kan jeg høre på mor, at det er slemt, og at kun reklamer er endnu værre. 
Så jeg dropper tanken om dele dem rundt og tjene penge, om Halloween og gymnastiksko, og går en tur i skoven i stedet. Det er faktisk ok, vi samler agern og tomme flasker, vi finder ni, som er pant nok til at betale for en skub-op-is, min yndlings, i centerkiosken.

Ensomig #685

De ringer, at Johan har gemt sig under et bord. Han siger lyde som en bjørn, forklarer de, – og nægter at spise. Viser klør og tænder.
Det er ikke hans mentale tilstand, der bekymrer dem. 
– Den slags er vi uddannet til, forsikrer de. Men når han hverken vil spise eller drikke, kan de ikke længere tage ansvaret. 
Det forstår jeg vel?

Jeg svarer ja, og pakker en taske med pandebånd og skisokker, trusser og de forede støvler. Toiletsager, D-vitamin og en mini-elkedel. Kaffen på hotellerne er altid for tynd, kopperne for små, prisen helt uden rimelighed. 
Jeg kører gennem Väskylla, op forbi Yllakoiski og standser ved en rasteplads, hvor et stort infoskilt fortæller om drivtømmerarbejdernes historie. En rute er tegnet op med rød, den viser vej til frilandsmuseet. 19 kilometer mod øst. 

Birketræerne står som fakler langs den lange lige landevej. Gule, skingre signallys, der advarer om øde, så langt øjet rækker.

Johan har ingen bukser på, men en lang ribstrikket sweater, der når ham til midt på låret. Hans ben er tynde og senede, han har trukket dem op under sig, foldet hænderne omkring sine knæ. Han vugger fra side til side, ser ikke op, da jeg træder ind.
– Hej Johan, siger jeg og lukker døren bag mig, sætter mig på gulvet. Fra gangen udenfor høres lyden af et rullebord, der bliver trukket henover gulvet. Indimellem standser lyden: 
– God-mor-gen Ilja, lyder en dyb og rolig stemme, langsomt og med tydelig udtale. Bordet ruller bordet videre, stopper igen:
– God-mor-gen Sirka, nøjagtig samme tydelige udtale. 
– God-mor-gen, Reimo og så videre 
De er tretten beboere i alt, bordet standser ved alle døre, bare ikke Johans.
Johan er en bjørn i hi, den slags skal man ikke forstyrre. Så personalet er varsomme, de ruller forbi, ringer i stedet til bjørnens bror, siger:
– Vi kan ikke længere tage ansvaret, det forstår du vel? 

Johan har lagt en hånd over det ene øjne, kniber det andet sammen. Han drejer ansigtet fra side til side, fejer forbi og tilbage, langsomt. Flere gange. Frem. Tilbage. 
Jeg ved det godt. At han behøver tid til at sætte det hele samme. Højre og venstre, op og ned. Remsen og rytmerne. Stemmerne i hovedet. 

Jeg finder madpakken frem, fjerner folien. 
Jeg har flækket kardemommebollerne på langs og skåret skiver af ost i en pakke for sig. I en glaskrukke har jeg små klumper af kandis. Johan elsker kandis, han kan få timer til at gå med at sutte. Smage og smelte. 
Jeg lægger bollerne på en række, tæller højt. 
En, to, tre, fire, peger for hver.
– Det er kardemommeboller, forklarer jeg og peger på dem igen, én efter én. 
Johan har stadig en hånd for det ene øje, panorerer forbi bollerne og væk og så tilbage igen.

Det er ham, der har lært mig at se. Boller og mennesker bag skjorter, krummer i skuffen, stuetæppets frynser. Han har lært mig forskellen på at fæstne og på at flakke. Hver ting til sin tid. 
Engang kørte vi forbi en mark, himlen var mørkegrå, han sagde: 
– Hvis køerne står tæt og med halerne mod hinanden, bliver det heldagsregn. 
Han fik ret. 

Jeg skyder en bolle i hans retning. Johan læner sig frem, gør armen lang, tager bollen mellem hænderne, fæstner sit blik på den.
Det er ikke til at se, at det er dét, han gør. Gentager alle remserne i hovedet. 
Ti smi kinisiri pi hibriplids, Tra sma kanasara pa habraplads. 
Forfra og om igen, hurtigere og hurtigere, 
Jeg ved det.

Man kan ikke snyde med den slags, det har han lært mig, at man ikke kan – snyde med det, der virkelig gælder. Der er altid nogen, der følger med. 
Et øje i det høje. En mormor.

Johan nipper af bollen, hurtige, stjålne bidder. Remser uden lyd løber som en ild over hans ansigt. Ti smi kinisiri.

Hans værelse er fyldt med selvklæbende sedler. Overalt hænger de, gule, røde, blå, grønne lapper, der navngiver alt. Skiller dét, der gælder fra alt det andet. 
På bagvæggen har han samlet alle ord med A. 
Acetone, anemone, admiral, avis. 
Atom, antilope, angst og ar. 
Agnete – navnet på hans mormor. 
Appelsin og ahorn, astma og Amor. 
Rundt om hvert ord har han tegnet en ramme, og mellem rammerne har han trukket pile. Anemone peger på admiral – blomst og sommerfugl. 
Acetone på angst (samme lugt, forklarede han, dengang han stadig svarede, når man spurgte.) 
Agnete peger på Amor, der igen peger på ar. 

I begyndelsen nægtede han bare at tale. I stedet skrev han sedler. 
”Lagner uden midte” eller ”Alle fugle fortryder og vender om.” 
Nogle skrev han med blå andre med rød pen, senere var det farven på papiret, han skiftede. Det lykkedes mig aldrig at finde et system, det var ligesom med køerne på marken og heldagsregnen. Det gav egentlig ingen mening, alligevel endte han altid med at få ret.

Mor, derimod, blev ved at forsøge. 
Hun spurgte og spurgte: 
– Lagen? 
– Fugle? 
– Hvilken midte? Hvem fortryder? 
Men Johan lod som ingenting, gentog bare sine remser, trosmoknosoropohobroplods. Og mor blev mere og mere forvirret. Bange, til sidste vred. Holdt hans ansigt fast mellem sine hænder, råbte: 
– Johan! 
Men Johan svarede ikke, uanset hvor højt, hun råbte. Han gentog sine remser eller bankede med en pegefinger på de forreste tænder, to gange. Så én gang med fingeren på bordet, og til slut ét slag med hånden mod øret. 
Tænder, bord, øre.  
Mors fortvivlede:
Johan!?

Indimellem besøgte han mormor, så sov han ved hønsene og gik i vandet uden tøj på, også efter det var frosset til. 
Mormor slog bare et hul i isen og sagde: 
– Kom, og så hoppede han i. 
Johan, der ellers aldrig hørte efter, hvad vi sagde. Ikke fordi han ikke ville, tror jeg, men fordi han ikke forstod, måske fordi noget andet. Kun mormor kunne sige, Kom! Og så hørte han det allerede første gang og hoppede i. 
Han kunne have kroppen i det iskolde vand i flere minutter, til huden på hans knæ blev blålige, så læberne. Så skyndte han sig op og løb sig varm, slog kuskeslag indtil farven på læberne vendte tilbage. Og remserne: Tresmekeneserepehebrepleds. 
I vandet og så op og slå slag og huske, igen og igen. Lige indtil mormor holdt et håndklæde frem, gnubbede hans krop tør og varm, sagde:
– Det var det.

Men så døde mormor og Johan gik fra kirken uden sin jakke, og jeg fulgte efter, og det blev mørkt, og vi fik aldrig jakken igen. 
Den ligger sikkert i kirken endnu, i en kasse med glemte sager.

Da hun døde, tændte han bål i haven og holdt det ved lige en hel uge op til begravelsen. Det var i november, i kirken sang vi I skovens Dybe Stille Ro, og præsten talte om Agnetes høns og vinterbadeklubben og den store kærlighed til børnebørnene. 
– Johan, ikke mindst. 

Så blev kisten kørt væk, og alle bilerne slog følge, kun Johan gik sin egen vej. Væk fra kiste og biler. Jeg fulgte efter på afstand. Der lå sne på fortovet, han havde ikke fået sin jakke med, hans læber blev blå. Fem kilometer. Syv, ti, indtil han vendte om, og jeg gjorde det samme.
Det blev mørkt, før vi nåede kirken. Dørene var låst.

Jeg sov på gulvet i Johans værelse den nat, det var blevet for sent at køre hjem. Jeg lå ovenpå på to af mormors frotterede badehåndlæder, brugte min sweater som hovedpude og faldt i søvn under alle sedlerne med A. 
Amor, Agnete, ar.

De kan ikke længere tage ansvaret for ham, det forstår jeg vel? 
Han sidder bare dér hele dagen under et bord, og nu vil han heller ikke spise. 
Det forstår jeg godt, svarer jeg, og de sukker i den anden ende af røret og siger, at der jo ikke er noget, de hellere ville, end at hjælpe Johan, men.

Så jeg kører hele vejen og kravler ind under bordet til Johan, og vi spiser hver vores kardemommebolle, mens vi fremsiger remser, trusmukunusuru. 
Bagefter finder jeg jakken frem, jeg har købt til ham, og så tager jeg ham med ned til kirken, og så går vi, lige indtil vi fortryder og vender om.


Ensomig #684

Så ringer telefonen, det er din bror, siger en stemme, og jeg svarer tak. 

Det er din ånde, lige dér i røret, den senede vejrtrækning, der virkelig ikke ligner noget andet, nogen anden. 

Hej Johan, hvisker jeg og venter og ved, ar du ikke svarer, at du aldrig gør. – Er du ok, brorsan? fortsætter jeg. 

Har du set på stjerner i nat?

Stadig kun det seje træk fra dit vejr. Jeg ved, hvordan dine øjenlåg sitrer en smule, kender øjenvippernes forsinkede flagren. Jeg smiler og du kan høre det, jeg ved, at du hører der, mig, smilet. Nu tager du en finger op til læberne og slår med fingeren på de forreste tænder. Nu venter du. – Johan, siger jeg, og fortæller dig, at jeg har købt en globus, sådan en med kontinenter og alle verdenshavene og en pære inde i midten, så verden aldrig forsvinder, heller ikke når det bliver mørkt. Slet ikke når det bliver mørkt. 

Du lægger røret på bordet, jeg kan høre det, og jeg ved, hvordan du ser på den farvede klode, landene og lyset, hvordan du peger og råber.

-Dér! 

Og jeg svarer, ja, dér er jeg, lige dér, Johan. 

Og så vinker jeg til dig og du vinker tilbage, vi hører det begge, det forsinkede nærvær. 

Lige dér.

Ensomig #683

Når jeg tænker på oktober, tænker jeg på Buddy Longway og på navne, der lyder næsten, som de plejer: Mandag, torsdag, lørdag. På hyldebærsuppe og pletter på tøjet, og min mors mildt bebrejdende blik:
– Åh nej, ikke også dét.
Jeg tænker på de alt for lige lygtepæle udenfor på gaden, deres falsk fortrolige lys. Og på min gudmor, Anne, der arbejdede på Sct Hans, og derfor vidste, at det ikke er nok NÆSTEN at kunne gå på vandet. Jeg tænker på benvarmere, dynamolygter og på den håndskrevne seddel, der hænger på isbodens dør: “Vi ses til sommer.” Og på mig, der hver dag går forbi og løfter hånden.
Ja, vi ses.

Ensomig #682

Ingen har ringet, men nogen har efterladt en besked. Jeg aflytter den ikke, men forestiller mig, at det er fra en ukendt søster. Hun ringer fra vel Pyhä-Luosto, skovsamernes hellige sted og har noget, hun vil sige, noget vigtigt. Men hun famler på sit frønnede finsk og alt for langsomt, og beskeden løber ud, før hun får lagt sit navn og sit nummer. 
Det er cirka sådan, det går for sig: Hver eneste dag de her mystiske opkald, der aldrig finder sted. Halve beskeder fra hellige steder. Spor der farer vild og så mig, der farer efter. Kun oktoberen bliver tilbage i byhuset på Louisenlund og sørger for at regningerne bliver betalt og hunden luftet. 
Det er godt.

Ensomig #681

Hun har den her irriterende vane med at spørge, som om det ingenting betyder:
Er du ok, kan du holde varmen i den nye jakke?
Og jeg svarer, at jeg er ok. Jakken også, alletiders faktisk.
– Den skal jeg nok blive glad for, siger jeg, – tusind tak.
Hun smiler:
– Det var så lidt.
Men jeg ved, at den har kostet næsten to tusinde kroner, jakken, og at det langtfra er så lidt, og at jeg burde sige noget mere, jeg ved bare ikke hvad. Så jeg finder to tebreve i skuffen, lægger et i hvert af de rustfarvede krus. De matcher bladenes gule og røde udenfor. Xantofyl og Karoten. Jeg har læst om bladenes farveskifte i et magasin i venteværelset hos lægen, lært mig de umage navne.
Jeg hælder varmt vand over brevene, kan stadig ikke komme på noget at sige:
– Værsgo, nøjes jeg og rækker teen frem.
– Uhm, smiler hun, allerede inden hun har taget imod.
Hun har taget ekstra sokker med, hun har så svært ved at holde varmen. Det er uanset, om det er i juni eller i oktober, som nu.
– Dårligt blodomløb, forklarer hun, hendes far led af det samme og endte med at få amputeret det venstre ben. Koldbrand, akut, det var heldigt, at det ikke nåede at brede sig. Af samme grund sørger hun altid for ekstra tøj, sokker og et sjal til skuldrene. Forhåndsregler, kalder hun det.
Vi sætter os i sofaen, teen er stadig for varm. Jeg puster flere gange, forsøger at finde på noget.

Engang pakkede hun tæppe og tallerkener og bestik i en grøn rygsæk med sølvspænder, som jeg fik timer til at gå med at åbne og lukke og åbne og lukke. Vi tog rutebilen til Løverodde. Der hang et skilt ved indgangen til skoven, en hund og et bål og et telt med røde streger på tværs. Hun forklarede, at stregerne betød forbudt, at det alt sammen, både hunde og ild og telte, var forbudte i skoven.
– Hvad med os? spurgte jeg, og hun tog min hånd, lo og sagde:
– Lidt forbudte er vi alle sammen.
Jeg forstod ikke, hvad hun mente med det, men det gjorde ikke noget, for hun holdt mig i hånden, og jeg var ikke bange.

Jeg sad på køkkenbordet, mens hun smurte maden. Så hende lægge de kolde kogte æg i en plastbøtte, folde små pakker af folie med strimler af peberfrugt og gulerod, skiver af agurk. Kolde rester af steg, en dunk med rød saft. Kop, tallerken, en kniv.
– Vi kan nok deles, havde hun sagt, henvendt til ingen.
Det var samme tid på året som nu, oktober. Bladene lå i et tykt lag i skovbunden. Hun pegede på det meste undervejs: På agern og kastanjer og rørsvampe og grå mosser. Hun samlede tingene i en gennemsigtig plastpose.
– Til dekorationer, forklarede hun, og jeg fik også lov at fylde ting i posen. En mørnet pind, en bregnes halvrådne blad. Det var først, da jeg lagde en skovsnegl i posen, sort og lang og slimet, at hun standsede mig:
– Nej, en snegl dør, hvis ikke den får luft og fugt.
Så jeg fiskede den op af posen, sneglen, mellem to fingre og lagde den tilbage på stien. Sagde undskyld, flere gange, mange gange, indtil hun greb om mit håndled:
– Så er det vist nok, sagde hun, og jeg kunne ikke finde ud af, om der var en trøst eller en ordre, så jeg svarede:
– Undskyld, én gang mere, og selvom jeg godtkunne høre, det lød forkert, kunne jeg ikke komme på andet at sige, heller ikke dengang.
Senere lå vi på knæ i bunker af løv og råd og fandt blade i forskellige stadier af opløsning. Nogle næsten hele og i kraftigt røde farver, andre gennemsigtige og med pivflossede nerver. Det var umuligt at afgøre, hvilke der var smukkest, så vi tog dem alle sammen med hjem, de gule, de brune, de ormædte, de afpillede. Da vi rejste os, havde vi begge fået cirkelrunde pletter af fugt og jord på knæene, det gjorde ikke noget. Vi var blevet sultne og spiste æggemadder og steg og skiver af agurk, drak rød saft af det samme krus. Da det begyndte at mørkne, gik vi tilbage til skiltet med de mange røde streger, og rutebilen kom i det samme, og vi kørte hjem.

Nu er det igen oktober.
– Det er godt med noget at varme sig på, siger hun, og tager en slurk af teen. Jeg nikker og ville ønske, jeg kunne gøre det bedre end det:
Fortælle hende om gardinerne, jeg har bestilt – med stribet mønster i forskellige grønne nuancer. Lidt dyrere end planlagt, men damen i butikken havde jo forsikret mig om, at de var pengene værd, ja mere til. Eller om stemmen, dén, jeg betror mig til hver onsdag mellem 13.00 og 14.00, selvom jeg ikke ved, hvem den tilhører. Jeg tager bare røret, når telefonen ringer, hallo, og så taler jeg. Om de andres øjne og om at være så tæt på Ingenting, man kan være, uden helt at få lov. En enkelt gang havde jeg fortalt om sneglen i posen og bladenes flossede nerver, det havde varet al tiden, en hel time, indtil røret blev lagt på i den anden ende, og stemmen forsvandt.
Måske havde den aldrig været der, jeg blev altid i tvivl.

– Det er godt, at du er ok, siger hun og finder et par sokker frem af tasken.

Ensomig #680

Oktobers navn stammer fra okto, der betyder otte, fordi måneden var den ottende i den gamle romerske kalender. Fra oktobers første til oktobers sidste dag aftager lyset med 2 timer og 12 minutter. Det svarer til 4 og et halvt minuts ekstra mørke om dagen, der igen svarer til den tid, det tager at nyde et stykke perfekt ristet brød med ost fra Lading mejeri. Det gælder om at finde sine veje – balancere mørket med ost. Oktober løber over med tid, sekunder og minutter, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med – og endnu flere, jeg udmærket ved, jeg burde -men ikke orker- at bruge fornuftigt. Så jeg går i skoven, samler blade og små vingede frøstande fra grantræernes til ingen verdens nytte. Da jeg var lille, troede jeg, det hed “Inges verdens nytte” – ligesom navnet på min mor, Inge. Nu ved jeg bedre, men synes stadig ikke, at tiden er spildt.

Ensomig #679

Jeg vågner tit og håber, at det bare er en drøm: Den her lugt af jordslåede grøntsager, der kommer indefra. En lillebitte løgn, der truer med at vokse sig stor. Og selvom kaffen er sej og bitter, er den er ikke nok til at slette sporene – heller ikke selvom jeg tilsætter lidt salt (jeg har læst et sted, at det skulle hjælpe, men jeg husker ikke på hvad, håber bare.)
I går læste jeg digte af Tristan Tzara: Han skrev om sorte punkter på grene i stedet for skrig, og jeg kom til at tænke på den lille lommeugle min mormor havde hæklet, og som jeg altid knugede, når jeg følte trang til at skrige. Om natten sad den på sengavlen og tog det meste i opløbet. Det varede indtil min mor kom til at vaske den på 90 grader, og den skrumpede ind til det rene ingenting. Fra da af måtte jeg bære nætterne selv. Det er måske heller ikke for meget at forlange, jeg ville bare sådan ønske, at lugten ikke hang ved ind i dagene.