Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #296

Det ikke at vide, hvad hjem er, kun at det ikke er her.
Det at mærke en andens krop, men ikke den anden.

Det at ingenting hænger sammen.
Det at alting gør, men at det ikke gør nogen forskel.

Det at novemberen varer så langt øjet rækker. Eller det, at mine øjne ikke rækker længere end det.

Ensomig #295

Jeg husker en nat i halvfemserne, jeg var på interrail og sad i et tog på vej gennem Tyskland. På et tidspunkt kørte toget forbi et brændende hus, det varede kun et splitsekund. En dyb, varm orange, der lyste kupémørket op. Der var ikke andre end mig i vognen, men jeg kan huske, at jeg tænkte: “Det er sådan, dét er,” uden at vide, hvad jeg mente med det.
Det ved jeg stadig ikke.

 

Ensomig #294

Nogle gange møder jeg mennesker, der synes at fastholde deres principper alene for princippets skyld. Det får mig altid til at tænke på Sebastian, som jeg hang ud med i mine teenageår. Sebastian havde en far, der nægtede at børste tænder: “det er en skide småborgerlig praksis”, forklarede han. Der gik ikke lang tid, før han fik gebis.

Når Sebastian og jeg sad foran familiens tv med en pose blød finsk lakrids, kom Sebastians far altid forbi og skød sit gebis frem og tilbage. “Kapitalismen er mere forloren end mine tænder,” grinede han. Han lød næsten mere sørgelig end sand.
Han var en virkelig fin fyr, Sebastians far, sjov, klog, anderledes og modig, det tror jeg bare også, at han havde været med sine tænder i behold.

Ensomig 293

Gælder færdselsloven også for fisk, altså: skal de have sikkerhedssele på, når de kører bil? Gælder naturlovene for mennesker – skal den stærkeste nødvendigvis overleve den svage?
Hvad vil det sige at være stærk: er det oprørte hav stærkere end den barske natur?

Der er mange ting , der ikke går op og lige så mange, der bare ikke kommer nogle vegne. Det er ok.

Kh

Ensomig #292

Jeg har hverken drømt om tilstoppede afløb eller kaninhuller, men om at pille en mandarin. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mig, med mit manglende indre liv.

 

 

 

 

Ensomig #291

Det er blevet november i løbet af natten, der er ikke flere svampe skovbunden, og de sidste blade har givet slip, nu ligger de som et tæppe, nogen har efterladt til ingen verdens nytte. Jeg læser Ola Juléns “Orissa” for gud ved hvilken gang, fordi det trøster at vide, at der findes noget, der er mere vemodigt end mig. Tidligere i dag gik jeg på kirkegården for at plukke et Belle de Boskoop, grågrumsetgrønt og alt for stort. Jeg elsker alt ved det æble, navnet især, dets sure sødme, og at det kan holde sig helt til forår. Det håb, det vækker.
Jeg savner min morfar i dag, han blev født i november og lærte mig navnene på havens frugter: Reine Claude, Victoria, Clara Friis, Astrid.
“Jeg vil finde nogen at elske,” skriver Julén til slut i sin bog, så simpelt. Finde nogen at elske, nogen at dele æblerne og novemberen med, bare dét.

 

 

Ensomig #290

Det sker, at jeg vågner og ikke kan huske, hvornår jeg gik i seng eller hvorfor.
Endnu oftere, at jeg går i seng, uden at kunne huske eller forstå, hvorfor jeg stod op.

I dag er det anderledes.

 

 

Ensomig #289

Det værste er, at sidde i en fyldt bus i en fremmed by og vide, at det ikke går, og selvom man ikke ved, hvad det er, der ikke går, ved man, at det er skidt, rigtig skidt, for halsen snører sig sammen og man må hive efter vejret, men der er ikke noget vejr at hive af, så man prøver at rejse sig, men det kan man ikke, for der sidder én ved siden af, og man har ikke nogen stemme, den er væk, og man skulle ellers bruge stemmen til at spørge, om man måtte komme forbi, men man siger ikke noget, bliver bare siddende og håber, at det, der ikke går, går sin vej, og en maskingenereret stemme siger: “næste stop, Hovedbanegården”, og man ved, at det er her, man skal af, men man kan ikke komme af, det er helt umuligt, så bussen kører videre, og man kører med, og pludselig er man fremme ved endestationen, helt alene, der er ikke længere nogen, man skal spørge, om man må komme forbi, så man står ud, kigger på klokken og ved, at det tog, man skal med, går om 9 minutter, og man begynder at løbe, selvom det er helt umuligt at nå det, og efter nogle minutter standser man og opdager, at man ikke har sin kuffert med, at kufferten stadig er i bussen, at bussen er kørt, og man bliver så TRÆT, så helt ubeskrivelig træt, og man orker ikke andet end at give op, give slip, lade armene falde, og så er det, at man opdager, at man igen trækker vejret, at vejret trækker sig selv, og pludselig er det lige meget med den skide kuffert, man har mistet, og det tog, man ikke når, for man kan trække vejret, og det er faktisk det bedste.

 

Ensomig #288

Da jeg var allermest syg og fik mad gennem sonde og mit hoved var forvirret og mit hjerte fucked up, dengang jeg var helt ude af mig selv og samtidig helt begravet i mig selv, fik jeg pludselig – midt i alt det – problemer med en nedgroet negl. Det var usigelig smertefuldt, jeg kunne ikke sove, min fod dunkede og betændelsen sved, til sidst måtte den fjernes operativt. Jeg råbte og græd som pisket. I dag husker jeg den negl som en gave, en påmindelse om hvem jeg var, hvad jeg var, kød og blod – bare det.

 

 

Ensomig #287

I dag tog jeg toget til København og kom i snak med en ældre mand, der tilbød mig en kop kaffe fra termokande, han havde to krus med, “for det tilfældes skyld, at jeg kom til at sidde ved siden af én, der trængte til kaffe,” forklarede han, manden bar en slipsenål i rav, det havde jeg aldrig set før, det var et arvestykke, fortalte han, han havde fået nålen af en kammerats far for mange år tilbage, kammeraten var død pludseligt og meget ung, faren havde været knust over at miste st barn og eneste arving, og havde foræret ravnålen til Erling, som den ældre mand viste sig at hedde, Erling var tydeligvis rørt over, at jeg bemærkede smykket, udover kaffe bød han på lakridspastiller fra en aflang metaldåse, bitre og meget hårde, “det er kun godt, så varer de længere”, forklarede han, sådan sad vi og snakkede indtil det blev Høje Taastrup og han skulle af, “jeg fylder lige op,” sagde han og tømte termokanden, “men hvad med kruset?,” spurgte jeg, “en slags arvestykke,” smilede han, og så stod han af.