Louise Juhl

destory.dk

Det ligner lagkage.

I går læste jeg om en bille, gødningebillen, der finder vej ved hjælp af stjernerne. Jeg læste også, at samme bille lever af at spise lort.
Sådan er det: selv når man rækker efter stjernerne, kræver det jo brændstof at nå derop.

Det ligner endnu en omgang

Barnet hedder Mirka, hun er et glad barn, løber omkring og rækker ud. Alligevel er det som om, alle mennesker forsvinder der, hvor hun dukker op. Måske skyldes det, de mange små sår hun har på kroppen, værst i hovedbunden. En medfødt hudsygdom, ikke noget, der smitter, men. Når ikke de andre vil, leger Mirka med dukker: Hej dukke, siger hun og dukken bukker, dens lange hår svinger frem og tilbage. Hej Mirka, svarer dukken med Mirkas egen stemme. Sådan sidder de længe, taler: Om tandfeen og om Karius og Baktus, der er så søde, at de giver huller i tænderne. Mirka har sin egen mad med, det er nemmere sådan, der er så meget, hun ikke tåler. De andre børn i børnehaven peger fingre, siger at hendes madpakke lugter. ‘Suuuuuure tæer’, råber de og holder sig for næsen. En pædagog tysser, holder en finger op foran munden: ‘Sådan taler vi ikke her.’ Men Mirka gør som de andre børn, hun råber ‘SUUURE TÆER’, og holder sig for næsen.  Så kommer Dicte, køkkendamen, hun har et fad fuld af lune frikadeller med. Børnene rækker til, kun Mirka holder sig tilbage, tygger i det medbragte brød.
Efter maden går børnene på legepladsen, de kører gokart. Esben og Terese konkurrerer. Mirka finder et ternet flag, tæller omgange, tager tid, vifter. Børnene ænser hende ikke, de råber på kryds og tværs og udenom. Esben rækker en sejrsarm i vejret, yes! Mirka forsøger det samme, yes! Ingen reagerer. Så kalder Joan, det er tid. Hun skal dryppes i hovedbunden, det går på omgang mellem pædagogerne. Hun har hørt dem diskutere, ‘det kan da ikke allerede være min tur igen?’
I vinter prøvede hun, om hun kunne klare det selv. Hun klippede det lange hår helt i bund og længere ned. Ned under sårskorperne, klippede sygdommen af. Hendes mor havde grædt, da hun så den skaldede isse, alle blodpletterne: ‘Som om det ikke var slemt nok i forvejen’. Nu er det sommer, håret er tilbage, det er straks værre med sårene. De væsker stadig. Betændelsen har det med at samle sig i klæge klumper – særligt omkring ørene. Joan tager plastikhandsker på, skruer låget af flasken, drypper. Fire dråber fordelt over issen, en enkelt bag hvert øre. Hun masserer med to fingre, læner sit ansigt tilbage. Måske for bedre at kunne se, måske for at komme på afstand af lugten.  
’Afsted med dig.’, genner Joan, da dråberne er fordelt, og Mirka løber. Hen til de andre børn, der løber væk. ’Suuure tæer’, råber Terese uden at se i hendes retning. Esben standser op, holder sig for næsen: Adr! Og Mirka? Hun gør det samme, mere til. Råber adr!, spytter på sine fødder, hiver i sit hår. De andre børn ler, haha, og hun fortsætter. Slår sig på kinden, bider i sin arm. Finder sin plads, dér, i midten af det hele. 

Det ligner John

Slot hed egentlig Charlotte, og hendes storesøster hed Karen, men blev kaldt Kat. Vi mødte hinanden på en spejderlejr, det var i efteråret 1986. Slot havde troldekruset hår, et lyserødt nittebælte og sang som en drøm. Jeg var tretten og meget forelsket i en patruljeleder fra Farum, der havde lagt en kold klud på min pande, da jeg besvimede efter at have pelset en kanin. Han blev siddende hos mig en hel time, hans mor hed det samme som min, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Jeg fortalte Slot om Henrik, den kærlige klud, og at han havde et hår som John Taylor fra Duran Duran. På vej hjem fra lejren havde jeg grædt så håbløst, at de andre passagere måtte forlade kupeen, der var simpelthen ikke mere vejr at trække. Så snart jeg var hjemme, ringede telefonen, det var Slot. Hendes chinchilla havde fået unger, om ikke jeg ville komme og se dem? Næste weekend besøgte jeg hende, ungerne havde kun knap fået øjne, fyldte ikke engang en håndfuld men hele mit hjerte. Deres pels mindede om en kanins, også denne gang besvimede jeg. Næste gang vi mødtes var hjemme hos mig, Slot tog toget, hun havde en stor pakke i hånden. Indeni var der bur og hø og en lidt forskræmt chinchilla. Vi døbte ham John, efter John Sivebæk, men meste efter Henrik, hvis hår lignede John Taylors.

Jeg er ikke sikker på, hvad der skete, men en dag holdt hun op med at svare på mine breve. Jeg skrev igen, nu som John, fortalte om dage med saltsten og rosiner, stikkende hø. Jeg forsøgte at holde en munter tone, fornemmede vel, at hun trængte. Kære Slot og kærlig hilsen John. Tre uger senere fik jeg et postkort, med motiv af en træt måge, der var faldt om i en kop. Hun skrev, hej john, kh Slot, ikke andet. 
Jeg fik senere at vide, at hun ved en fejl var kommet til at træde på sin undulat, da hun havde øvet showdance på sit værelse. Fuglen havde ikke stået til at redde, hun havde selv hentet pløkhammeren, givet den det endelige slag i baghovedet. Hun havde grædt i flere uger, fortalte hendes mor, nægtet at gå i skole, tale, spise. Hun tabte seks kilo, hendes hår gik fra kruset til glat. Hendes søster, Kat, flyttede hjem, sov ved hendes side, købte hende en ny undulat i samme farver. Gilma. Slot havde nægtet at se på fuglen, ‘jeg ender bare med at slå den ihjel’. Hun havde holdt sig for ørene og skreget, og de måtte aflevere fuglen tilbage, hvor de havde købt den. 
Jeg skrev til Henrik. At Slot havde danset en fugl til døde, at hun var utrøstelig, om han ville hjælpe? Jeg ved ikke hvordan, men han kom og sad hos hende, fik hende endda til at synge. Morning has broken. En uge efter fik jeg brev fra Slot: Hun havde vundet en tredjeplads i showdance-konkurrencen, præmien var to billetter til Givskud Dyrepark. 
Om jeg ville med?

Det ligner en begyndelse

Det er hendes mors ide. At hun skal hive tapetet ned, male væggene. ‘Starte forfra, indvie et nyt kapitel’. Og Martha nikker, det lyder så rigtigt, når hun siger det. Et nyt kapitel. De tager i Flügger og ser på farver. Sælgeren foreslår en lys lilla – det minder om lyng og tidligt forår! Martha gør sit bedste, forsøger at se det for sig, begyndelser og blomstring. Men alt hun får øje på er den unge sælgers spraglede slips og hans lidt for imødekommende stemme: ‘Lyng er jo kommet for at blive’. Haha. De køber to bøtter Sky Palace, afdækningsplast og en teleskopstang. Hendes mor insisterer på at betale: ‘Lad det nu være min omgang,’ som om det nogensinde havde været andet. Derhjemme starter de med to halve stykker rugbrød, ‘uden mad og drikke, dur helten ikke’. Hendes mor har taget pålæg med, hytteost – og purløg til pynt. ‘Man spiser jo også med øjnene’. De fjerner først tapetet, Martha ser til, mens hendes mor damper, river og fortæller. Om en uheldig nabo, og en bog, hun har læst, om et menneske, der mister evnen til at græde. Hun ender med at prikke hul i hornhinden, for at lette trykket. ‘Ja du kan nok forestille dig, at det ikke hjælper.’  Hun fortæller også om Dea, naboen, der har solgt sit rækkehus og nu har købt en kolonihave helt nede ved vandet. ‘Man frygter jo det værste, oversvømmelser, sandflugt.’ Martha forsøger at følge med i det hele, tapetet, der forsvinder og alle ordene, men hun har svært ved at skelne. Mellem purløg og sandflugt, lilla og sælgerens spraglede slips. Hendes mor slår en latter op, hun har vel sagt noget sjovt. Martha ler også, ha! Så får hun øje på bøtten med maling og uden at vide hvorfor, fjerner hun låget og hælder. Først forsigtigt, så mere vovet. Hælder og hælder. Foråret vælter frem, lilla og lyng i lange baner. Hahaha. Hendes mor kommer løbende til, Martha! kalder hun og fjerner bøtten fra datterens hænder. Men for sent, farven er forlængst løbet ud over gulvet, de tørre planker suger grådigt. ‘Lyng er jo kommet for at blive’, hvisker Martha, og lader sig glide ned på gulvet. Ser på sin mor: ‘Er det så nu, vi starter forfra?’

og så videre

Hans Bischoff er død og
det har regnet hele morgenen:
‘det behøver ikke at hænge sammen’
svarer min mor da jeg skriver
og spørger hende hvorfor

det tager så lang tid at begynde men
næsten ingen tid at blive væk.

Det ligner forbi

Det ligner forbi. Hun ser på sit ur: ‘Jeg tror, det er ved at være tid.’ Han rejser sig og nikker, Ja. Solen har trukket striber henover deres ansigter, lys og skygge. Derimellem det, de stadig har til fælles. Øjne, en næse, mund. Det giver ingen mening at forsøge at trække tiden ud, den er allerede sjasket og tynd som et tebrev, der trækker for tredje gang. Jamen så og endnu et ja. Han rækker han ud efter frakken, der hænger på en knage bag hendes ryg. Undervejs strejfer han hendes ene skulder, de mærker det begge og lader som ingenting, men på hver deres måde. Så stikker han armen igennem det venstre ærme, famler efter det højre. ‘Lad mig’, afbryder hun og finder det manglende frakkeærme til ham: ‘Du lærer det aldrig, vel?’ Hun fjerner et fnug fra hans revers. Han er tæt på at skrige – nej, han lærer det aldrig. Ikke så længe hun findes, den skulder. Et øjeblik overvejer han at svare hende netop dét, men fortryder, mumler i stedet: ‘Mon ikke det lykkes en dag?’

Ven.

Jeg har lige hørt en podcast om venskab. Det er en virkelig svær størrelse. Venskab. Altså ikke at være i, men at beskrive. Måske fordi den udmærker sig ved ikke at have en fast defintion, ethvert venskab er noget særligt.
Jeg husker min første veninde, hun hed Lea. Ja faktisk kan jeg knap nok huske, hvem jeg var før hende. Vi to var én. Vi gik i samme klasse, fulgtes til skole og hjem igen. Vi gik til kor sammen, legede sammen, sov sammen. Det med at sove hos Lea, var noget af det bedste, jeg vidste. For hos Lea måtte man sove lige så længe, man havde lyst til. Og i weekenden fik man wienerbrød og nutella til morgenmad, og man måtte godt beholde sit nattøj på, mens man spiste. Hjemme hos mig fik vi hjemmebagte boller med ost og te, det var også dejligt, men det var noget andet. Vi var gode hver for sig, mig og Lea, men tilsammen var vi bedre: Hun var akrobatisk, langhåret og en lille smule flabet, jeg var drengeklippet og robust, mindre fræk. Vi var uadskillelige de første år i skolen. Så en dag forandrede det sig. Lea blev mere stille, jeg måtte ikke længere sove hos hende, og en dag, da jeg var forbi, var der slået et stort hul i badeværelsesdøren. Et par måneder senere blev hendes forældre skilt, det havde jeg aldrig oplevet før, kun på film – i ‘Kramer versus Kramer’. Lea og hendes mor og bror flyttede i en lejlighed på tredje med udsigt over alle de andre blokke – en toogethalvtværelses. Jeg havde aldrig før hørt om et halv værelse. Senere flyttede hun til en anden bydel, og jeg blev veninder med Mette T.
Sidst vi mødtes, var nytårsaften år 2000. Vi burede os inde i spisesalen på det kollegie, hvor jeg boede, og forsøgte at overhøre festen udenfor. Ingen af os havde nogen forventninger. Hverken til alt det, vi lagde bag os eller alt det, vi havde i vente. Det var en virkelig trist aften.
I gymnasiet lærte jeg Rikke at kende. Vi spillede fodbold og kunne lide at holde fest. Vi drak mindst tusinde liter kvædete i hinandens selskab, og skrålede med på Carole Kings You’ve Got a friend. Hjemme hos Rikke spiste de rødbedefrikadeller og hummus og diskuterede politik ved bordet. Hendes forældre var nogle, man snakkede med, ikke bare nogen, man hilste på, sådan som jeg var vant til. Vi var meget sammen, men det var langtfra nemt. Jeg kan huske, vi på et tidspunkt skrev stil om det samme emne. Vist nok noget om fremmedgørelse (handlede alt i 90’erne ikke om det?). Vi skrev stort set den samme besvarelse, men med forskellige ord. Jeg fik 13 og Rikke fik 9 og så var det, det kom. Det med, at hun var ved at kaste op over, at jeg pakkede alting ind i fimsede begreber og omvendte sætningskonstruktioner, og scorede højeste anerkendelse – mens hun, der skrev tingene, som de var, blev bedømt ringere. Det, hun egentlig sagde, var vel, at min stil ikke var en skid bedre end hendes, bare formuleret mere kringlet. Jeg blev SÅ såret, jeg har stadig svært ved at få vejret, når jeg tænker på det. At blive hængt ud som Kejseren i Kejserens nye klæder. ‘Hun har jo ikke noget tøj på’. Jeg var bluff. Måske gjorde det så ondt, fordi hun havde ret. Jeg var ikke klogere end Rikke, jeg spillede bare gamet, malkede sproget og diskursen for de ekstra bonuspoint, jeg kunne høste ad den vej. Hun sagde såmænd bare, hvad mange andre sikkert tænkte: At jeg var en velsmurt maskine, en pæn pige, der gav systemet, hvad systemet ville have, og blev belønnet for det med gode karakterer og flidslegat.
Det var så samme Rikke, der nogle år senere, da jeg lå i en alt for stor hospitalsskjorte på Frederiksberg, vejede 36 kilo, var under døgnbevågning og lignede alt andet et trettental, som kravlede op til mig i sengen og blev liggende dér, mange timer, indtil besøgstiden var forbi. Det glemmer jeg aldrig.

Det ligner en fugl

Raakel vælger at køre turen i ét stræk, godt 200 kilometer. Hun har smurt en madpakke hjemmefra. Krydderboller med svampepaté og tynde skiver af røget laks. To søde kiks og et termokrus med kaffe. Det er mørkt, men vejene er tørre og ruten simpel. Hundrede og seksoghalvfems kilometer i lige linje mod nord, derefter skarpt til højre, og så vil hun være fremme. Hun har alle poserne bag i bilen. Det havde været let at sortere i tingene, Aamu havde sat mærker på alle sine ejendele. ’Til Sirku’ stod der på en gammel smørkærne og bag på maleriet over sofaen: ’til Olavi’. Hendes eget navn fandt hun på en tynd og langlemmet træfigur med store fødder og en høstfork i den højre hånd. Figuren havde sine steder været angrebet af insekter – borebiller og husbukke, alligevel var hun blevet rørt over at finde sit navn. De havde begge vidst, hvor det bar henad. En tid havde Aamu kæmpet imod, men med stadig mindre overbevisning, og til sidst havde hun givet op. Først forsvandt førligheden benene, så hendes hørelse. De sidste dage kunne hun end ikke tale, hun lå på ryggen i sin sofa og stirrede op i loftet, som om hun tænkte, at hvis bare hun så længe og insisterende nok, ville noget vise sig. En udvej. Men intet var tilsyneladende dukket op, og klokken lidt over et, var hun holdt op med at trække vejret. Hendes øjne stod stadig åbne, Raakel havde lukket dem, og derefter ringet til datteren i Mikkeli, der med det samme vidste, hvad der var sket: Ja? Ja. Nu sidder hun så i bilen, på vej op til datteren med de mange ting til Sirku og Olavi og alle de andre. Hun tager en slurk af kaffen, der i mellemtiden er blevet kold. På begge sider af vejen anes fjeldsidernes høje skygger, foran og bagtil kun den sene aftens mørke. I bilradioen ler to værter på skift af hinandens replikker, haha, haha. Så med ét, noget hvidt, et kraftigt bump og bilen skrider ud. Hun hugger bremserne i, dækkene hviner, et kort øjeblik mister hun bevidstheden. Da hun kommer til sig selv igen, står bilen stille. Hun fjerner hænderne fra rattet, åbner døren, træder ud. En kraftig lugt af brændt gummi rammer hende som et slag. Hun ser den med det samme, den store fugl. En sølvmåge, hvid, med grå aftegninger. Fuglen ligger uden at bevæge sig, den ene vinge hænger slapt ned, den anden ligger skjult under kroppen. Hun går frem imod dyret, helt henne bukker hun sig ned og stryger med to kærlige fingre over dets pande. I det samme åbner fuglen et øje. Hun trækker fingrene til sig, som har hun brændt sig, åh! Så åbner den også det andet øje, de klare gule pupiller lyser som rifter i mørket. Sååå, hvisker hun, sååå. Hun kan ane de stødvise pump fra dyrets hjerte under fjerene. Hun løfter forsigtig den sårede fugl op til brystet, holder den tæt. Sååå. Fuglen glipper med øjnene, op og i. ’Du skal ikke være bange’, hvisker hun, ’ikke bange.’ Så løfter hun, med en beslutsomhed, der kommer bag på hende selv, mågen op. Hun slår dens hoved – hurtigt og hårdt –mod asfalten, to gange, tre, fire, indtil hun hører kraniet flække. Så lægger hun fuglen på asfalten, præcis hvor hun fandt den, lukker dens øjne. Går tilbage i bilen og kører de sidste kilometer til Mikkeli.

Det ligner en drøm

1. Vi drømmer den samme drøm, men husker hvert sit.

2. Min mormor køber en persianerpels for penge, hun har sparet sammen som telefondame på Kolding sygehus. Den er så stor, at vi begge kan være i den på samme tid. Jeg elsker at være dér, under pelsen, hos min mormor.

3. Hun dør som den første, så min morfar. Senere dør min veninde, Merete, det er i maj. Benny dør i december, jeg bestiller blomster til hans begravelse, men de bliver ved en fejl leveret til min egen dør. I mange år tror jeg, at det er et varsel.

4. Det jeg drømmer er, at toget sætter i bevægelse og kører fra perronen. Det er så koldt, at mine hånd falder af, da jeg løfter den for at vinke farvel.

Det ligner lettelse

Det ligner lettelse. Hun samler, hvad hun kan finde af lertøj i huset. En storøjet ugle, to askebægre. Saltkar, stilkvase, mælkekande og en norsk kakkel med motiv: To hylende ulve under en fuldmåne. Hun stiller det hele på anretterbordet, sorteret efter højde og anvendelighed. Saltkar og mælkekande forrest, vase og askebæger i midten. Bagerst uglen og de hylende ulve. Hun forsøger sig omvendt – med dyrene forrest – men det gør ingen forskel. Den er der stadig, følelsen. I sidste havde hun besøgt en klog kone, Elina hed hun. Elinas hår var flettet i en knold bag på hovedet, hendes hænder var ferskenfarvede og bløde, som om aldrig var blevet brugt. Hun havde set på sine egne hænder, rifterne og de nedbidte negle, og havde så talt – uafbrudt og i en time. Om killingen han havde druknet i en regnvandstønde. ’Den ender med at æde os ud af huset,’ havde han svaret hendes grådkvalte: ’men hvorfor?’ Hun fortalte også om kjolen, hendes farmor havde hæklet. Knælang, solskinsgul. Hun havde haft den på hver eneste dag hele sommeren, indtil han, uden forklaring eller varsel, en dag forlangte, at hun smed den. Han havde dyppet kjolen i benzin og brændt den i et læ bag hønsehuset. Ilden havde ædt den, før hun nåede at protestere. Hun var gået tilbage til huset, nøgen og i gråd. De voksne ville trøste, men hun havde kunne ikke svare dem, da de spurgte, hvor kjolen var blevet af. Så havde hun fået to ugers stuearrest. Det var sådan hun havde lært det. At give slip. På killing og kjole og tanker om retfærdighed. Det nyttede jo ikke noget, det forsvandt alt sammen før eller siden. Elida spørger, men hun svarer nej, hun vil ikke kalde det et tab. Snarere en lettelse. Ikke længere at tro på nogen eller noget. Den følelse af, aldrig ingen at lade sig svigte.