Louise Juhl

Jeg havde en mærkelig oplevelse i går. Jeg sad på Skanderborg station og ventede på toget 16.01 mod Aarhus, det var forsinket 12 minutter. Jeg satte mig på en bænk for at vente, postede et eller andet på Instagram, skrev indkøbsseddel til weekendens mad og sendte et fingerkys til en veninde, der er alvorligt syg.
En mand, måske 60 år?, med åbenstående skjorte og knælange cowboyshorts kommer gående, han virker målrettet, jeg kender ham ikke. Da han er ud foran mig, siger han – meget højt – “Nå hej, har du det bedre end sidst?” Jeg kender som sagt ikke manden, så jeg svarer bare høfligt at: tak, jeg har det fint – og ser igen ned i min telefon, for ligesom at vise, at der ikke er mere at komme efter. Men manden insisterer – stadig meget højt – “du havde det ellers rigtig, rigtig skidt sidst, hva, det er godt, du har det bedre, du ku jo næsten heller ikke ha det værre.” Jeg bliver lidt beklemt ved situationen, siger noget i retning af: “Jeg tror, du forveksler mig med en anden”, men manden svarer “Nåhhh, du er bange for, at det kommer ud. Jamen du skal da ikke være flov, vi kan allesammen snuble i livet ind imellem.”
Jeg forsøger at ignorere ham og er samtidig ikke helt uden tanke for, hvad de andre ventende på stationen måske tænker, selvom det jo – med mandens begrundelse – faktisk er pisseligemeget. Altså HVIS jeg havde haft det rigtig skidt, så er det jo ikke noget, jeg havde behøvet at skjule. Men når jeg nu rent faktisk ikke kender manden OG ikke har det skidt OGhar fødselsdag OG er på vej ind for at møde min søde mand og spise sushi, så er det bare temmelig akavet, at den her mand bliver ved at påstå, at jeg har det rigtig skidt eller at jeg prøver at skjule, at jeg tidligere har haft det – ikke bare skidt men rigtig rigtig skidt.
“ER DU FLOV – HALLO! DU ER SGU DA EN DEJLIG DAME, SELVOM DU GODT NOK VAR NEDE OG KYSSE GULVBRÆDDERNE, HAHA” råber han nu, og jeg er lige ved at rejse mig, men skal jo med toget, der nu kun er tre minutter fra ankomst, og egentlig synes jeg heller ikke, at det er mig, der bør trække mig fra den her diskussion.
“Prøv at hør, jeg kender dig ikke, og jeg har det aldeles udmærket, og jeg ved ikke, om du er fuld, dum, glemsom eller ensom, men det er altså lidt ubekvemt at stå her og blive udstillet som en, der har gjort i nælderne”
“UDSTILLET? JEG UDSTILLER SGU’TTE NOGEN, JEG KAN SGU DA SAGTENS BÆRE OVER MED DIG OG DET, MIN VEN, DET SKAL DU IKE TÆNKE PÅ”.
Endelig kommer toget, og manden tilbyder en hånd, så jeg kan komme op fra bænken, jeg vælger dog at afslå. Skynder mig hen og tjekker ind med mit rejsekort, går ind i toget. Manden bliver stående på stationen, råber “MEN ALTSÅ: FÅR DU BRUG FOR HJÆLP EN ANDEN GANG, SÅ KENDER DU JO MIT NUMMER”.
Så lukker dørene og jeg kører til Aarhus.

Engang var jeg bange for høns. Jeg havde hørt et sted, at de kunne hypnotisere mennesker og var overbevist om, at jeg ville være et særligt nemt offer. I stedet kastede jeg min kærlighed på heste, læste alt tilgængelig viden om dem og lærte, at de har en kastanje over hvert knæ, og at deres tænder bliver ved at vokse hele livet.
I fjerde klasse fik jeg bøjle på tænderne. Det var ikke hestenes skyld, alligevel valgte jeg at købe en kanin, et meget selvstændigt eksemplar af slagsen. Den døde en decemberdag. Jeg havde lige lavet biksemad, da min mor ringede og gav mig beskeden. Jeg har ikke spist biksemad siden.
Nu har jeg en hund, vi går mange lange ture sammen, mere end fire tusinde kilometer om året. Den har lært mig meget, den hund, at tænke med fødderne, for eksempel. Når den ser sin spejling i et vindue, så gør den og går baglæns. Jeg får samme impuls, når jeg får øje på mig selv i et spejl, sådan har vi så meget tilfælles. Det er cirka essensen af, hvad jeg har lært af mine første femogfyrre år:
Tænk med fødderne. Lær af dyrene.

Jeg vågner.
Klokken er 6.43
Jeg noterer det ned i mit skema.

Klaus siger, at jeg skal være præcis i mine registreringer. ”Det er ikke ligegyldigt, om det er hele verden eller kun lokummet, der brænder,” siger han.
Det er vigtigt at skelne. Det er vigtigt at være præcis.
Han siger også, at så længe verden falder mig så uoverskuelig, må jeg dele den op. I bidder.
Hver.
Ting.
Til.
Sin.
Tid.
Jeg prøver. Tænker, at åndedrættet må være et godt sted at starte
1. Ånde ind.
2. Puste ud.
Det føles som om, jeg puster mere luft ud, end jeg ånder ind. At luften ligesom langsomt siver ud af mig.

”Det er bare en følelse,” siger Klaus, ”dem dør man ikke af.”

Jeg tænker, at han burde vide bedre.

Som at holde vejret og skrige, det vil sige umuligt, det vil sige ingen lyd, intet vejr, det vil sige en stilhed så massiv, at den lammer mig.

Jeg sidder i opholdsstuen, jeg laver kæder af sølv, jeg svarer, når de spørger og spørger, når det forventes af mig.
Mine arme er nøjagtig så lange, at de når ned til mine hænder. På samme måde med ben og fødder: Det går lige akkurat – men heller ikke mere.
Det er sådan, det fungerer.
Det er sådan, jeg fungerer.
Lige akkurat, men heller ikke mere.

Det er ikke nogens skyld.
Var det så bare nogens skyld.

Klaus spørger mig, hvordan det går.
Jeg prøver at mærke efter, men når ikke rigtig frem til noget. Mit hår er begyndt at krølle igen, i flere uger har det ellers næsten ligget fladt ned.
Jeg overvejer, om jeg skal sige det, men når frem til, at det nok ikke er det, Klaus mener, når han spørger, hvordan det går.

I stedet fortæller jeg ham, at der er dage, hvor jeg flyder ovenpå og andre dage, hvor jeg synker til bunds. Men at det værste faktisk er alle dagene midt imellem, hverken oppe eller nede.
”De dage, hvor jeg flyder ud,” forklarer jeg, ”dem er der blevet flere af.”

Klaus svarer, at medicinen kan have den effekt: At den udjævner de følelsesmæssige impulser, og at det kan kræve lidt tilvænning.
”På sigt vil du blive bedre til at navigere i det,” lover han.
”Navigere i hvad – i ingenting?” spørger jeg, men Klaus bemærker det ikke, i hvert fald bladrer han i sin blok, spørger til mit dagsskema.
Om jeg husker at komme lidt udendørs hver dag?

Nete er vred.
De vil udskrive hende. Det er ikke dét, hun er vred over, men begrundelsen.
”De mener ikke, jeg bliver bedre, end jeg er nu.” Hun nærmest spytter ordene ud.
”Som om jeg ikke er god nok? Som om jeg må nøjesmed at være mig. Fuck dem, altså.”

Jeg svarer ikke, sidder bare ved siden af i havestolen med hovedet lænet tilbage og mine øjne lukkede. Det er solskin, men ikke varmt.
Nete fortæller mig, at hun har en IQ på 115, at hun har mere kaffe end blod i kroppen, at hun trænger til en smøg.
Hun taler hurtigt.
”Mine forældre er sgu ok, de elsker hinanden og ind imellem også mig,” siger hun så, som om en slags bevis for noget, jeg ikke ved, hvad er.
Jeg nikker, ”selvfølgelig elsker de dig.”
Det lyder, som om jeg prøver at trøste, det er ikke meningen.

Nete tager en blok frem, begynder at tegne kruseduller, så skriver hun FUCK med store bogstaver, flere gange:
FUCK FUCK FUCK.
Til sidst tegner hun en kat med knurhår og rejste ører.
”Jeg kan ikke finde ud af det,” siger hun efter lidt tid.
Jeg ved ikke, om hun taler til mig eller katten.

”Hej,” siger Lars og smiler, da han kommer ind på stuen.
Han siger også en masse andet, som jeg ikke forstår. Noget om et dagsskema, og vist nok også noget om heste: At hingsten har fyrre tænder mod hoppens seksogtredive, og at dyrets tænder vokser hele livet.
Måske er det sidste noget, jeg selv tænker.
”Hej, hej,” hvisker jeg og vinker til den lukkede dør, da han er gået.

Klaus siger, at det er nødt til at vende: ”Nu!”
Jeg nikker, ja.
Han siger også, at medicinen alene ikke kan gøre arbejdet, at jeg er nødt til hjælpe til.
Jeg nikker, ja.
At jeg er nødt til at stå op, børste tænder, spise min mad, siger han.
Jeg nikker, ja.
”Det er muligt, at det opleves som ligegyldige rutiner, men det er nu engang den slags rutiner, der får resten til at fungere,” understreger han.
”Resten?” spørger jeg.

Nogen ligger i en seng, dynen er klemt inde mellem benene. Pandehåret er fugtigt og rummet varmt, solen står lige på. Det er formiddag, uret viser nitten minutter over ti. Nogen burde stå op.
På sengebordet: Et glas med vand og ét med saft. Et pilleglas af plast, der er tomt.

Nogen vender sig i sengen, ansigtet nu vendt mod væggen. Øjnene i ansigtet er åbne, væggen er hvid. Nuancer af hvid: Skyggehvid, mathvid, strålehvid.
Nogen ser det hvide, strukturen, nuancerne.
Nogen lukker øjnene.
Noget bliver sort.

Klaus banker på.
”Hej, har du glemt vores aftale?”

Nogen svarer ikke.

Jeg er ikke bange, bare meget træt, og de tanker, jeg tænker, er ikke de samme, som dem, der slipper ud af min mund. Hele tiden ligger der denne her maske omkring mig, mit ansigt, min hals. En tung geleagtig hinde, der adskiller mig fra mit.

Klaus fortæller mig om de forskellige præparater, om deres effekter og bivirkninger.
Mange lange fremmede navne: Abilify, Clozapin, Risperidon.
Jeg kan ikke lade være at tænke, at man burde lave en serie på Netflix med karakterer, der alle bar medicinske navne.
De onde mod de gode – bare uden nogen gode?

”Jeg er ligeglad,” svarer jeg, da han spørger, hvad jeg tænker om det hele. Jeg skiftevis knytter og strækker min højre hånd for at være sikker på, at den findes og virker, som den skal.
Det er ikke rigtigt. Jeg er ikke ligeglad, langtfra.
Jeg ved bare ikke, hvad det så er, jeg er.