Ensomig #900

Jeg er ikke bange for fedtstensfigurer, pindsvin, astronaut-is eller håndstøvsugere. Heller ikke for rhododendron, selvom de forekommer mig voldsomme i deres udtryk. Og nej, jeg er heller ikke bange for livet, sådan som en psykolog ellers spurgte mig om i 2005. Det var mens jeg stadig holdt igen med cirka alt: at spise og drikke og elske og.
– Er du bange for, at livet ikke skal leve op til dine forventninger? spurgte han mig. Han var ok, skrev næsten aldrig noget ned, og når han gjorde, vendte han altid papiret om, så jeg kunne se, hvad han havde noteret.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham dengang, men i dag ville jeg svare nej: Jeg er ikke bange for, at livet skal skuffe. Men jeg kan frygte det omvendte; at jeg skal skuffe livet. Det er med det, som det er med at spille stangtennis mod mig selv: selv når man vinder, taber man også. Og vice versa, heldigvis.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Lyt til et af mine digte – indlæst på persisk🧡

Farzaneh Dorri har oversat og indtalt et af mine digte fra ‘i dag skal vi ikke dø’ – på persisk Det er en kæmpegave, næsten som at få sit digt fortalt forfra:
Fra et ny sted, i et andet perspektiv.
Og så tilføjer hendes diktion og udtale en helt ny dimension.
Prøv at lytte. Lyt, som var det musik: ikke for at “forstå” men for at mærke. Du kan høre det

HER

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Opsparing

Tre gange om dagen.
Om morgenen, som det første, når jeg vågner. Og i børnehaven, lige når vi har spist madpakker og pædagogerne har travlt med at rydde op. Tredje gang er, når jeg kommer hjem, og huset er tomt, og der er to timer og halvtreds minutter, til min mor kommer.

Det er vigtigt, at jeg gør det i den rigtige rækkefølge. Ellers virker det ikke: Jeg slår en streg henover panden med pegefingeren, tre gange, fra venstre mod højre. En helt helt lige streg. Jeg trykker hårdt, det er ikke for sjov men for alvor. Når jeg har trukket og trykket tre gange, så tæller jeg. Indeni mig selv, men nu fem gange:
Yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi.
Det er finsk og betyder en, to tre, men er ligesom mere for alvor, når det er på finsk. Man kan høre det, hvis man lytter efter:
Yksi!
Kyksi!
Kaksi!
Til sidst holder jeg vejret, så længe jeg kan. Og lidt længere. Nogle gange bliver jeg svimmel og må sætte mig ned, men jeg bliver ved alligevel. For jo længere, jeg holder vejret, des mere har jeg til gode.
Jeg sparer op.
Jeg sparer op, så min mor kan trække lidt af det.
Hun er nemlig ved at blive kvalt:
–Det er alle de pligter, siger hun, møder i børnehaven og på arbejdet. Planlægning, skemaer, aftaler.
Og bagefter er der indkøb, der skal ordnes, og nu er der også noget galt med bilen.
–Hvordan skal vi få råd til det? spørger hun, og får røde pletter på halsen og vender sig væk, som om jeg ikke må se hende.
Så er det, at jeg bruger mit vejr. Dét, jeg har sparet op. Jeg giver det til min mor. Det er ikke altid det virker, men hvis ikke, jeg sparede op, ville hun sikkert få det endnu værre. Ja måske ville hun slet ikke have noget vejr at trække, og så ville hun dø, og det må hun ikke. Min mor må ikke dø!
Det er derfor, jeg gør det. Tre gange om dagen. Men fra i morgen vil jeg prøve at gøre det fire gange – så kan det være, vi også får råd til at reparere bilen.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Dora

Stilheden, mens hånden stadig hænger i luften. Og så den, der følger efter. 
Brændt kind.
 
-Se nu, hvad du fik mig til at gøre, råber du.

Bagefter går jeg ned til hønsehuset. Til Dora, min yndlingshøne, og henter et æg i hendes rede. Det er stadig lunt, ægget, og jeg bærer det helt forsigtigt, bruger begge hænder. Det er sommer, og dagene strækker sig længere end ellers. Der hænger tøj på snoren: to håndklæder, dynevår og en lysegul kjole med lommer. 

I morgen skulle vi have spist tekringle med perlesukker. Det havde du lovet mig, hvis. Vi skulle have spist det af de fine desserttallerkener med guldkant og blomstermotiv og drukket te af kopper med hank. Spist sukkerknalder.
-Tre, mindst! lovede du.
Nu er det aflyst.

Skallen er lys brun, der er det eneste æg i reden. Jeg går så langsomt, jeg kan henover gårdspladsen, lyden af kattepoter og grus. Næsten henne ved huset står jeg stille. Mærker mig ægget i hånden, varmen, vægten. Tænker på Dora, min yndlingshøne. 
Så kaster jeg.

Ægget rammer ruden øverst og trækker seje blommegule striber efter sig. 
-Se nu, hvad du har gjort, hvisker jeg, – hvad du fik mig til at gøre.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Vi passer på dig

I dag var jeg på sygehuset, jeg skulle tale med en anæstesilæge, hun hed Birgit og havde meget travlt (venteværelset var fyldt, alle sad uroligt på deres stole, så på klokken og tappede -med en unødig grådighed – vand fra en automat, selv ventede jeg en time og niogfyrre minutter), Birgit tog sig ikke desto mindre god tid, spurgte omsorgsfuldt ind til sygdomsbillede, brug af medicin, fysisk form, allergier, jeg svarede efter bedste evne, og Birgit forklarede så, hvad der skulle ske: “så giver vi dig noget bedøvelse”, sagde hun, “der gør, at du ikke selv kan trække vejret, det gør vi for dig imens – passer på dig, indtil du vågner igen”, og af en eller anden grund, måske var det torsdagen, måske var det al den venten, i hvert fald sad jeg pludselig og græd, ikke voldsomt eller hulkende, tværtimod, langsomme tunge tårer, jeg vil ikke sige, jeg var ikke ked af det, heller ikke bange, måske var det bare det, at et menneske overfor sagde “vi passer på dig,” meget mærkeligt, men også meget dejligt, Birgit spurgte “er du bange for ikke at vågne igen?”, og jeg sagde ja – jeg har en hund, der skal passes, sagde jeg, og en mand, der skal elskes og på lørdag får jeg besøg af min mor og til oktober skal jeg spille finske sange med en, der hedder Daniel, og … “vi passer på dig,” gentog Birgit, og så rakte hun mig en serviet og vi grinede lidt begge to, og lige før jeg gik, spurgte hund mig, hvad min hund hed, og jeg svarede “Mumrik!”

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Vuossari

I nat drømte jeg, at jeg var med færgen til Vuossari. Undervejs blev vi fanget i en storm og måtte lægge til kyst et sted, ingen vidste hvor var. Landskabet var dækket af klipper, men overalt og op af alle sprækker voksede stride græsser og lysende grøn lav. Som den eneste valgte jeg at gå i land.
Det første jeg bemærkede var, at tiden her gik anderledes. Modsat derhjemme strakte den sig ikke på langs men i højden. Tunge måger fløj omkring på himlen, skreg deres fortid. Råt og blødende som tusinde Janis Joplins. Jeg lyttede længe, så gik jeg lidt længere ind i landet og lagde mig på en sten. Gloede op på skyerne, der ikke så igen – dén befrielse. Da jeg rejste mig, var der faldet sne. Lavens lysende grønne var helt dækket. Øde havde skiftet farve til hvid. Jeg gik tilbage til kysten, hvor færgen havde lagt til, men den var ikke at se. Så skreg jeg. Jeg kan ikke sige, om det var af fortvivlelse eller af lettelse, men spørg mågerne – de ved besked.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Skarpe parenteser

Jeg går tit rundt og tekster mig selv. Som en tankehørehæmmet, der ikke kan følge med uden hjælp.
I morges gik tur med hunden, klokken var kvart over syv: “Stærk trang til æggesnaps”, læste jeg. Jeg fandt tanken en anelse bekymrende, ikke mindst tidspunktet taget i betragtning. En time og fem minutter senere, klokken 8.20, stod det der stadig – nu med versaler:
“STÆRK TRANG TIL ÆGGESNAPS!”
Jeg bryder mig normalt ikke om tekst, der på den måde skriger sit budskab ud – og så endda med udråbstegn. Men hvis modtageren er særligt tungnem, kan det selvfølgelig være nødvendigt.
To gange undervejs tissede jeg i skovbunden. Begge gange blev jeg i tvivl. Hvordan tekster man den slags? I skarpe parenteser [tisser i skovbunden] eller med lydord: “tsssiiiiiisss.” Jeg er stadig ikke helt afklaret, men tænker, at tirsdagen jo skal bruges på noget, og hvorfor ikke dét.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Jeg husker det ikke

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, om jeg overhovedet tænkte noget.
Du havde grædt, dit højre ærme bar spor af mascara og snot, og du sad på gulvet med spredte ben. Du lignede en dukke, men dukker græder ikke, i hvert fald ikke i virkeligheden og ikke med snot. Jeg rakte min hånd frem, jeg ved ikke hvorfor, jeg kunne umuligt have løftet din krop, den var for tung, for ulykkelig. Heldigvis rystede du på hovedet, og bad mig i stedet hjælpe dig med at sætte rullerne med toiletpapir på plads: stable dem i skabet, otte rækker med to ruller i hver. Af en eller anden grund virkede det som det rigtige at gøre, at stable, skabe system.
Da vi havde stablet alle rullerne, lukkede du skabslågen, sagde: ‘det var det.’ Tørrede øjnene og rejste dig.
Senere viste du mig, hvordan man låser en dør. Jeg stod på den ene side, du stod på den anden, og så drejede du nøglen om. Gennem nøglehullet så jeg din ryg forsvinde.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

min døde tvillingesøster

For nylig hørte jeg en kollega sige, at hun var mere interesseret i løgnen, end i det, vi kalder sandhed.
Jeg var egentlig på vej ud for at fylde min drikkedunk og hørte derfor kun efter med et halvt øre, men jeg råbte alligevel og helt spontant: “ja!”
Jeg har altid været fuld af løgn. Eller: jeg har altid fortalt ting, der ikke passede – netop for at få dem til at passe. I børnehaven opfandt jeg en død tvillingesøster, hun hed Nayaa, og var min bedste ven. De andre børn flokkedes omkring mig, de ville høre alt, de spurgte og spurgte:
Er hun virkelig død?
Lignede hun dig på en prik?
Hvor stor var kisten?
Jeg svarede, at ja – hun var virkelig død, og hun lignede mig men ikke på en prik. Kisten? Den havde været på størrelse med en tændstikæske.
Pædagogerne var mindre begejstrede, de hev mig til side og forklarede, at døden ikke var noget, man legede med. De fortalte også, at der var noget, der hed virkelighed og noget andet, der hed fantasi, og at det var vigtigt at kende forskel. Jeg forstod ikke helt, hvad de mente: Jeg vidste jo godt, at Nayaa ikke fandtes i virkeligheden, men det betød ikke, at hun ikke var virkelig – inde i mit hoved – hele tiden og hver dag. Og hvis ikke det var sandt, var alt det inde i mit hovede så også en løgn?
Senere lærte jeg at skelne og holdt helt op med at tale. Jeg var elleve eller tolv, min tavshed var tyk, og jeg blev derfor sendt til en skolepsykolog. Hun lænede sig fremover i stolen og så mig i øjnene:
–Er der noget galt? spurgte hun, men jeg rystede på hovedet: Nej, nej. Jeg kunne jo ikke svare hende, at det var fordi, jeg savnede min døde tvillingesøster, Nayaa, noget så forfærdeligt. Hun var jo en løgn, Nayaa. Mit hovede, mine følelser.
Jeg savner hende stadig.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

dag nummer 17097

jeg har aldrig været
ensom i paris men
jeg har været det
stort set alle andre
steder som nu hvor
fuglene hænger så
højt og disen så lavt
at jeg er faret vild
midt imellem

min mor lærte mig
engang opskriften på
et langt og godt liv:
bliv ved!
men glemte at sige
med hvad og det er
endnu for tidligt at
ringe spørge så indtil
da sidder jeg her i en
lomme af uld og fedtede
følelser og bliver ved
med noget jeg ikke ved
hvad er

beslutter mig så for at
lægge to planer for dagen
plan a og plan b:
bliv ved! og bliv ved?

og hvis alt går som det
plejer ender jeg med at
følge en tredje der handler
om rålakrids skånevask
og den helt rigtige fordeling
af direkte og inddirekte tale
i en fortælling om en
magisk drage

det er ok og hvis ikke
bliver jeg nok alligevel ved

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar