Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #580

Jeg vågner og tænker: Hvis. Det er ikke et spørgsmål. Slår et sjal om min nøgne krop og går nedenunder, åbner lågen til køleskabet. Skærer to tykke skiver ost med en virkelig sløv kniv. Lugten af for meget (for meget ost, for meget nydelse) er lige tilpas. Jeg overvejer at supplere skiverne med et stykke knækbrød, men ender med at spise dem direkte fra brættet – on the rocks. Min mor ville have protesteret; hun ville have talt om balance og lødig kost med en mild fordømmelse, der ville nærme sig det omsorgsfulde. Jeg ved ikke, hvordan I andre griber dagene an, om I overvejer for og imod. Selv er jeg holdt op. De fleste dage går med at rejse en stokrose, der er faldet i løbet af natten, eller at finde en sok, der med fordel kunne være forblevet forsvundet.
I går fik jeg øje på en valmue på en mark og kunne med det samme høre min biologilærer tordne: “Nok se, ikke røre!” Han hed Nils uden E og lærte os, at hvis man forsøgte at holde skønheden fast, forsvandt den. Jeg protesterede, men Nils fastholdt sit, plukkede en valmue og rakte mig den. Øjeblikket efter var alle blomstens blade faldet af, og jeg stod tilbage med stilken – mumlede vist nok “tak,” uden at vide for hvad.

Ensomig #579

I går hørte jeg en udsendelse, den handlede om en flyvestation i Nagorno-karabakh. Vel at mærke en flyvestation uden fly og uden passagerer, men ikke desto mindre fuld bemandet – sikkerheds- og rengøringspersonel, informationsmedarbejdere og rullende transportbånd. En beboet kulisse, en medalje om ingens hals. Meget underligt indslag – men langtfra uinteressant. 
Udsendelsen handlede også om frømænd. Eller mere præcist om uddannelsen af dem. 8 måneder under konstant og massiv stress, nedværdigende tale, fysisk og psykisk overlast. 
En psykolog havde foretaget et studie af forløbet, iagttaget og beskrevet metoder og resultater. Muligvis også konkluderet, der fremgik ikke tydeligt. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at menneskers grundlæggende psykologiske profil ikke ændres efter det 29. leveår. Kun alvorlige hovedtraumer eller massiv psykoterapi kan herefter (for alvor) forandre et menneskes psykologiske grundadfærd. 
Men for disse frømænd – for der er vist indtil nu udelukkende tale om mænd – viste de alle efter uddannelsen målbare ændringer i ikke mindre end 3 ud af 5 psykologiske grundparametre. For eksempel var de blevet væsentligt bedre til at ”overhøre” emotionelle tilskyndelser til fordel for rationelle slutninger. Uanset, hvad disse soldaters hjerte bød dem at gøre, lod de ikke deres handlinger styre af deres følelser men af strategisk tænkning. 
Ligeledes blev de langt bedre til at ”modstå” ros. I løbet af de 8 måneder, uddannelsen varede, blev de hverken rost eller anerkendt for deres ofte heltemodige og imponerende indsatser. Helt bevidst: Tanken er, at soldaterne efter endt forløb skal kunne navigere efter en indre overbevisning fremfor på baggrund af udefrakommendes komplimenter eller anerkendelse, Det både, fordi de under kamp ofte handler på egen hånd og derfor kun har selvmotivation som pejlemærke, og fordi en stærk og veletableret indre motivation og selvledelse vil ruste dem til at modstå forsøg på manipulation/hjernevask ved en tilfangetagelse. 
Psykologen blev herefter spurgt, om ikke det var uetisk at bruge stress, manglende ros, hån og bevidst fysisk og psykisk udmattelse som redskaber i uddannelse af mennesker. Psykologens svar faldt prompte: 
–Alternativet er værre. 
At sende disse afsted uden en sådan erfaring med massiv og langvarig stress, dét ville være uetisk, mente hun, – at sende dem uforberedte i krig ville langt overstige 8 måneders overvåget mild tortur.
– Uddannelsen simulerer en virkelighed, men det er ikke virkelighed. Ingen dør, ingen kommer til skade, forklarede hun. De hærdes, så de kan modstå krigens brutalitet.
Jeg var alene i bilen, da jeg hørte udsendelsen, og kunne altså ikke diskutere mine mange indtryk med nogen. Derfor her: 
Er det virkelig ok at hærde mennesker på den måde? Med hån og stress og udeladelse af ros? Er det ok at ”robotisere” (jeg undlader bevidst at bruge ordet manipulere) individer ved hjælp af torturlignende metoder, hvis bare målet er helligt nok? Et mål, der må være at træne korpset, så det kan forsvare Danmark og vores allierede bedst muligt i en krigssituation? 
Jeg har ikke noget svar, ærligt. Jeg forstår til fulde logikken bag både uddannelse og læringsform. Jeg vil også være den enkelte frømand taknemlig, hvis bare ét terrorangreb undgås, ét barn skånes. Mit spørgsmål er altså ikke en kritik af frømændene, deres valg, deres indsats. Muligvis heller ikke af Forsvaret, der står bag uddannelsen? Jeg ved det ikke. Måske er det i virkeligheden krigens brutalitet, jeg opponerer imod: At der findes en rå og inhuman virkelighed, der nødvendiggør (hvis den gør det?), at mennesker må uddannes til at udholde og modstå den. Også selvom det kræver uetiske midler at opnå det mål? 
Er det ok ?


Ensomig #578

I går skete der ingenting. Jeg satte mig ellers for at slå græsset, men kunne ikke få den elektriske plæneklipper til at virke. Karperne i dammen stirrede dorsk efter mig og de mange forgæves forsøg. Jeg kastede en håndfuld foder ud til dem i håb om at flytte deres deres opmærksomhed, de tog villigt imod. Åbnede gabet, lukkede igen, men stadig med samme insisterende blik.
Senere spiste jeg abrikosmarmelade direkte af glasset og faldt i søvn i solen, sukkermat. Vågnede varm og forvirret og kørte til byen efter en flaske mousserende vin: Nogle gange må man fejre, at der ikke er noget at fejre. Købte en flaske i gyldent folie og fandt et glas med rosa stilk i skabet. Klar, parat. Men proppen ville ikke springe, og jeg måtte nøjes med den fortvivlende smukke udsigt til guldfolie og uopnåelig rus. Sø og sommer.
Jeg vil ikke sige dagen var forgæves, langt fra.

Ensomig#577

I går så jeg et rådyr med lam. De stod i en lysning i skoven, ligesom hunden og jeg gjorde. Sådan stod vi i lang tid – rådyr, lam, hund, menneske – og så hinanden an, eller hvad det nu var, vi gjorde. Så skiltes vi. Rådyret fortrak med sin unge, hunden og jeg gik videre, stien blev liggende. Vi så også en frø, gyldenbrun og nopret, og senere tænkte jeg over, hvad jeg mon ville have kaldt det barn, det aldrig lykkedes os at få. Molly, måske, eller Johannes, men så kom jeg i tanke om, at M ville have insisteret på noget mere mundret. Esther eller Poul. Og at vi nok var endt med et kompromis, Pelle eller Asta, som også er mægtigt fine navne, Anders eller Eya. Jeg har ikke tænkt mig at gå videre ad den vej, det fører ingen steder. der er heldigvis så meget andet at tage sig af. Agurkeplanterne skal have vand og der skal et navneskilt på postkassen, så avisen kan finde vej. Luften heromkring er tæt af sørgemyg, det skyldes søen. De småbitte dyr kravler ind ad øre og mund, de kan ligesom ikke komme tæt nok på, langt nok ind. Det kender jeg godt. Jeg vifter dem væk med en irriteret bevægelse, mere aggressiv end det egentlig var tænkt.

En slags kunstpolitisk indlæg eller noget om ingenting at vide.

Der er sket et uheld på motorvejen og noget, der ligner hele verden, er kørt af den sekssporede. De holder nu i kø på det smalle stykke landevej, jeg plejer at have helt for mig selv.
Hunden og jeg har været ved bageren, vi har købt mysli, den bedste af slagsen med revet, smørristet rugbrød, knuste saltmandler og honningristet havre, uhm. Nu holder vi i kø, vi bevæger os bare få centimeter ad gangen, alligevel virker føreren af bilen bagved dybt frustreret hver gang, jeg lader op til to sekunder passere, før jeg trykker på speederen og indhenter det tabte.
I radioen kører Hjernekassen på P1. En 42-årig videnskabsmand har fået tildelt en eliteforskerpris, en pris, der tildeles lovende yngre forskere. Indenfor den verden får man lov at være ung til og med det femogfyrretyvende år, jeg ville således have 32 dage tilbage af min ungdom, jeg ved ikke, om det samme gælder i brancher som hundeejer, kærlighedsentusiast, forfatter?
Forskeren fortæller, at han arbejder med udvikling af materialer. Måske har vi noget tilfælles, tænker jeg. (Hver dag leder jeg efter nyt materiale, et sprog, der kan få teksten til at bulne som en betændt tånegle, der ikke kan ignoreres.) Han fortæller også, at præmissen for hans arbejde er kvantemekanikken. En teori, der – meget forenklet – siger, at ingenting kan forudsiges. Han forklarer det med, at sender man atomer i retning af en plade med to huller og en massiv plade bagved, kan man forudsige ét af tre scenarier:
1. At atomet rammer pladen og sendes tilbage.
2. At atomet rammer det ene hul og derefter sætter et mærke på pladen bagved.
3. At atomet rammer det andet hul og derefter sætter et mærke (et andet sted) på pladen bagved.
Resultatet må derfor blive, at man på pladen bag de to huller vil finde cirkler med aftryk af atomer svarende til de to huller i pladen foran. Men det sker ikke. Pladen har rigtigt nok aftryk efter atomer, men ikke i et mønster, der “giver mening” i forhold til hullerne. Atomerne opfører sig altså hverken som kausalkronologien, logikken eller enhver erfaring tilskriver.
Alt det ved vi jo godt, det har vi lært i fysik og diskuteret til et utal af fester et sted efter klokken fire om morgenen ovenpå to flasker vin plus det løse. Men det interessante er ikke, at vi ikke forstå, hvad der sker. Det interessante er, ifølge forskeren, at der ikke er noget at forstå. Eller i mere videnskabelige termer:
Det interessante er ikke, at vi ikke ved, hvad der sker. Men erkendelsen af (som viden-skabsmand) at erkende, at der ikke er noget at vide. Viden betyder: “et genkaldeligt sanseindtryk i overensstemmelse med virkeligheden.” Men atomforsøget viser jo, at forsøget nok kan gentages, men hver gang med forskelligt resultat. Der ER simpelthen ikke noget genkaldeligt over (dele af) virkeligheden og således heller ingen viden.
Og netop DERFOR er litteraturen – kunsten i det hele taget – så afgørende. Den forsøger og forsøger. Det samme. Om igen. Hver gang med et forskelligt resultat.
Og det er jo for pokker hele pointen!

Ensomig #576

Jeg forsøger at holde mit liv simpelt. Børster tænder med den samme rytme hver dag, tyve børst i højre side, tyve børst i venstre side. Først overmund, så undermund. Jeg drikker kaffe af det samme gule krus, samme mængde og i samme tempo, det vil sige præcis så langsomt, at jeg ikke går i stå. Hunden letter det samme ben op ad den samme klatrende rose, og hver dag får jeg samme overvejelse: Om der er en sammenhæng mellem dyrets lunkne urin og rosens varme gule farve? Hver dag undlader jeg at konkludere.
Jeg noterer alt i punkter, tømmer mine hænder for uro.
1. Koge selleri til kompot
2. Lære kniplingens grundslag: Enkelt-, lærreds- og blindsslag
3. Købe squash, quinoa, vand med brus
4. Gå i skoven, fortsætte
5. Før sengetid: fylde elkedlen med vand, sætte krus og pulverkaffe frem, måleske.
I dag flytter jeg så ud af mit hus. Ikke for bestandigt men i tre og en halv uge. Jeg skal bo i nye omgivelser. Kruset vil være et andet, have en anden farve, sit eget tempo. Hunden vil ikke længere pisse op ad en gul klatrerose med ad en lilla klematis. Sammenhængen mellem farve og urin vil blive mere kompliceret, punkterne på listen nogle andre. Hændernes uro en anden, en andens. Nu må vi se, hvordan det går.
Min far har skrevet en besked: “Det kan ikke gå værre end galt”, skriver han – barsk og beroligende som en efterårsstorm, der lægger landet øde, så alt må – og kan – begynde forfra.

Ensomig #575

Engang gik vi gennem skoven, min mor og mig, og vi gik ud af skoven igen. Hen forbi Dagli’ Brugsen, der solgte miniatureplastikskovle, strandtennissæt og vandmelon i skiver. Det var i toogfirs, jeg var lige fyldt ni.
Senere kom vi forbi en ældre mand, der lå på knæ og lugede sit bed. Min mor nikkede til manden, der nikkede tilbage, og jeg forstod, at det var en slags hilsen og gjorde det samme.
–Goddag, goddag.
Det var sidst i juli. Vi havde bare arme, selvom klokken kun var otte og luften stadig kølig efter natten. Min mor skuttede sig, og lagde sit tørklæde omkring mine skuldre.
Vi gik langt, sådan husker mine 9-årige ben det i hvert fald. Min mor talte hele vejen om flora og fauna. Om fluens ottetusinde facetøjne, der kunne se ALT og om uglens blinde vinkel. Om Stolt-Henriks brandbæger, som jeg måtte love at holde mig langt fra, for den plante var det rene gift!
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var godt, jeg havde min mor, så hun kunne lære mig at undgå alle farerne.
Efter præcis en times vandren standsede hun og vendte rundt. Vi gik samme vej tilbage. Manden sad ikke længere i sin have, alligevel nikkede min mor til det tomme bed, goddag, goddag. Ved Brugsen købte min mor mig en pakke forvandlingskugler. Store sukrede kugler, der skiftede farve, efterhånden som man suttede sig igennem. Først gul, så lyserød. Til sidst en giftigblå kulør, der klæbede til både gane, tunge og læber.
Min mor fugtede et lommetørklæde med spyt og forsøgte at tørre mit ansigt rent, men forgæves. Solen havde fået magt nu, og jeg trak tørklædet af mine skuldre, rakte det videre. Min mor tog imod, og jeg kyssede hende på kinderne som tak for lån. De giftigblå læber satte aftryk, ét på hver side af hendes ansigt.
–Stolt Henriks kys, grinede jeg.
Næste år fyldte jeg ti.
Vi gik den samme tur, min mor og mig. Mødte den samme mand og hilste med den samme hilsen. Goddag, goddag. Efter en time vendte vi rundt, den her hang var det mig, der fortalte. Om skorpioner, der kunne stikke sig ihjel med deres egen gift, og kakerlakker, der kunne overleve flere uger uden et hoved. Ved Brugsen købte jeg mig en brikjuice med knæksugerør og smag af passionsfrugt. Jeg var fyldt ti år nu og mente dermed, at jeg var blevet for gammel til forvandlingskugler. Solen brændte sig vej gennem formiddagen, min mor bad om en tår? Jeg svarede, at det var ulækkert sådan at dele mundvand, og hun endte med at købe sin egen.

Ensomig #574

Da jeg var syv, rejste min far til Japan. Han var væk i elleve måneder. Jeg hørte ikke fra ham imens, men min mor sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig – at han havde det godt. Alligevel håbede jeg, at han ville ringe, om ikke andet så for at høre, hvordan jeg havde det. Men han ringede ikke – måske min mor har beroliget ham undervejs? 
Da han vendte tilbage, havde han en gave med til mig. Pakket ind i en sort plastpose og forseglet med lufthavnstape. Det var et vækkeur i gul plast med ni forskellige ringetoner og digitale tal, der lyste rødt i mørke. Jeg elskede det ur og lå vågen nat efter nat bare for at se minutterne skifte. Timerne. Det varede dog kun indtil batteriet løb tør, og min mor insisterede på, at det ikke var nødvendigt at skifte. Jeg kunne jo bare bruge det gamle, det med visere og optræk. 

I syvende klasse, holdt jeg op med at tale. Jeg ved stadig ikke, om det var af lyst eller nød. Mine forældre blev indkaldt til samtale på skolen, min mor tog en nederdel på – i ternet tweed – og rosa farve på læberne.
De var tre, ligesom os. 
Min klasselærer, en psykolog og Inger på den ene side, min mor og far og jeg på den anden.
Inger var fra Tandplejen. Det var i hendes stol, jeg var brudt sammen nogle uger før. Hun havde renset mine tænder og tjekket for karies, og da hun var færdig, havde hun smilet og sagt: 
– Nul huller!  
Så var jeg begyndt at hulke, det ville ingen ende tage, og Inger havde forsøgt sig med at trøste. Til sidst havde hun måtte tilbyde, at jeg måtte få fire prøvepakker af min yndlingstyggegummi, den med smag af kirsebær, hvis jeg ville holde op med at græde. Man måtte ellers kun få én, i særlige tilfælde to, men det var kun, hvis man havde været bedøvet, og det havde jeg ikke.

Nul huller. Hvad var det så, jeg var så fuld af? 

Psykologen indledte samtalen; spurgte til, hvordan jeg havde det? Jeg sagde ingenting, og min mor måtte rømme sig og undskylde. Jeg havde jo havde mistet talens brug, forklarede hun.
Så tog min far over:
–Det handler ikke om, hvordan man har det men om, hvordan man tar’ det, svarede han og så var den sag lukket. Min mor og far gik rundt og gav hånd, og jeg gav Inger et knus. 

To dage senere opgav jeg min tavse protest og ved næste tandkontrol viste det sig, at jeg havde krydsbid og skulle have bøjle på tænderne i både i over- og undermund. Inger forsikrede mig om, at det nok skulle gå. – Den slags var noget, der kunne rettes op på med metal og skruer, sagde hun, og jeg har sjældent følt mig så lettet som lige dér.

Ensomig #573

Jeg vågnede og vidste med det samme, at kaninen var død. Det er seksogtyve år siden, alligevel kommer det hver dag som et chok.
Det var en hankanin, arrig og utilpas ved mennesker, mest af alt ved mig. Jeg tror at første gang, jeg for alvor fik lov at røre ved den, var ved begravelsen: Jeg greb ud efter dyret med et hel livs tilbageholdt ømhed, men blev slået omkuld af kontrasten mellem forventning og virkelighed. Den bløde pels, den dødsstive krop.
Jeg begravede kaninen tæt ved et stjerneobservatorium – i den samme park, jeg havde fanget haletudser i som barn. På mange måder et umage hvile for en utæmmet landkanin. Det er svært at sige, om jeg skulle have gjort det anderledes, uanset hvad er det for sent nu.
Jeg blev en erfaring rigere men næppe meget klogere, sådan ender det næsten altid.

Ensomig #572

Engang var jeg tæt på at dø af ingen ting. Ingen tro, ingen tvivl, ingen mad. Jeg lå i en hospitalsseng på Frederiksberg hospital og læste Malinovskis Leve, som var der en fremtid og et håb: at leve/ væve pløje/ skrive breve som om/ de nåede adressaten/ sige “på gensyn/ på torsdag”/ for at leve.
I dag er det onsdag, og jeg er tæt på at kunne leve af det samme som det, der dengang sugede livet ud af mig: Et forår, der ikke går som forventet, alt det uforudsete. En bus fuld af mennesker, der vinker uden grund. Mit livs første rykker – og så for montering af en køkkensokkel? Tre parkeringsbøder, et punkteret vindue – mælkehvidt, smadret og skide smukt. Ingenting har tilsyneladende forandret sig. Jeg fjerner en flåt fra hundens pels, sætter et kryds på den venstre hånd, husker mig selv på det vigtigste: At fløjte i mørket.
Jeg lader ikke længere som om, når jeg siger: På gensyn på torsdag.