Stilhed

Da jeg var lille, var der tre slags stilhed. Der var den stilhed, min mormor bar rundt på, som havde det været hønseæg fra en rede. Forsigtigt, som gjaldt det ikke bare æg fra høns men selve livet. Jeg elskede den stilhed, jeg ved ikke, hvad hun brugte den til, min mormor. Måske var det lige netop dét: at den var til overs og derfor helt fri. Som en flimrende hede over en solvendte terrasse: den skal ikke noget, ingen steder, den ligger bare og summer og varmer.
Så var der den slags stilhed, jeg kendte fra nætterne, når jeg vågnede og kiggede i bøgerne på hylden: den om Mio, for eksempel, eller Grynet, Jonathan. Et vers af Halfdan R., som jeg endnu ikke kunne læse, men kunne udenad fordi min mor sang den for mig hver aften før jeg skulle sove:
“Og i det lilleDanmark
der sidder jo min egen mor
men hun er svær at finde
for verden er så stor”
Bagefter, når hun klappede bogen sammen på. Dét smil, som varede helt ind i natten, gennem mørket, så jeg aldrig var alene i det. Den stilhed.
Endelig var der en stilhed, der var mere tom, end den egentlig var stille. så stille, faktisk, at det trak al luften ud af vejret. Min far bag avisen, sider der vendte sig hurtigere, end man kunne læse. Min mor der drak af teen stående. En madpakke i folie, sjusket. En lang dosmerseddel: mælk, mel, margarine. Et suk – ikke sådan et, der lettede, men ét af dem, der faldt til jorden – og igennem den. Helt ned, hvor der er ild og magneter og man brænder op. Den slags stilhed gjorde mig bange. Så bange, at jeg talte og talte, selvom der ikke var noget at tale om. Som om jeg dermed kunne viske den ud, fylde den med luft som en ballon, se den flyve væk, bye bye.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på den nu, måske fordi jeg er bange i dag. For min egen stemme, der taler og taler, som om den vil indhente en stilhed, jeg frygter vil komme. Sådan en stilhed inde fra midten, der brænder mig op, hvis jeg kommer for tæt på?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

akut

Sådan en søndag. Spredte rester af dovent øl og hudløse vægge. I går var jeg ved vagtlægen, han hed Lasse og trykkede mig på maven, sagde: Du er ikke akut. Han mente vel “det”, men havde alligevel mere ret, end han selv anede. Jeg er ikke akut, jeg kan vente, det har jeg gjort i seksogfyrre år. Har endda i årenes løb tilegnet mig en vis evne i udnytte ventetiden: 

Skifte sengetøj, købe brun farin, at klæde mig på efter vejret. 

Det er straks værre med følelserne, de lader sig ikke så nemt udsætte. Når de gør ondt, gør det ondt, når de gør godt, er lykkefølelsen tilsvarende akut. Det er meget simpelt men også frygtelig besværligt, så er det alligevel nemmere med lyskebrok: i morgen ringer jeg til min egen læge og bliver henvist til operation. Den slags kan nemlig forholdsvist ukompliceret fjernes.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Hvem?

Hun siger
–det skete ikke, sådan ville jeg aldrig have gjort!

Uviljens vilje (glemslen)

Aldrighedens jeg (hvem?)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

COVID19 #51

i dag vågnede vi for sent og blev liggende, der var alligevel ikke længere noget at nå. m fortalte om en artikel, han havde læst, jeg hørte ikke efter, men mærkede mig hans stemme. senere stod vi op og fortrød og gik i seng igen, jeg læste i tua forsströms ‘en aften i oktober roede jeg ud på søen’. en sætning som hendes: “det kan ikke betale sig at græde så meget”, fik mig til at græde, sådan ender det som regel.
nu drikker vi vin, m klarer løg i en gryde, jeg læser endnu en sætning højt: ”næste kapitel hedder: vi skal ikke forlade hinanden.”
jeg lader det være ved det.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Birkes

Jeg var hende med den lidt for brede bag og det lidt for tunge hovede. Gik mere op i matematik og kaosteori end i mit udseende. Til fester var tøjet cirka det samme som altid, det vil sige sandfarvede fløjlsbukser og en sweartshirt i sort med et signalfarvet logo henover brystet. En sjælden gang imellem tog jeg øjenskygge på, blåt og med glimmer, men det endte som regel med at hænge under øjnene i stedet for over.
Måske var det derfor, det kom som et chok. Jeg havde ganske enkelt ikke forestillet mig, at jeg kunne bruges til den slags. Ikke fordi jeg var uvidende, men fordi jeg var den, man bad om hjælp til lektier, ikke én, man kyssede med, fantaserede om.
Han hed Morten, og den dag i dag kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvad der skete. Jeg tror ikke, jeg var afvisende. Snarere overrumplet, måske endda smigret? Men jeg husker hans insisterende tunge, der, uden varsel, pressede sig vej ind imellem mine læber. De målrettede hænder, først om brysterne, så i skridtet, videre.
Måske sagde jeg ikke nej, måske tænkte jeg det ikke engang, det hele gik så hurtigt.

Bagefter hjalp han mig i tøjet, han rakte mig stykkerne et for et. Trusser, nederdel, nylonstrømper. Ingen af os sagde noget, der var vel ikke noget at sige.
Lyset på gangen udenfor værelset var grelt og skarpt. Tre piger stod lænet op ad væggen. Den ene græd, de to andre trøstede.
Jeg gled forbi dem og fandt min jakke i entreen under et tykt lag af fremmed overtøj. Flere frakker faldt på gulvet, under mit forsøg på at finde min egen. Jeg lod dem ligge.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt hjem, kun at jeg børstede tænder i mere end en halv time, frem og tilbage, igen og igen, og at jeg sov med alt tøjet på. En sumpet og tung søvn.
Næste morgen tog jeg på job. Nina, min kollega, havde købt tebirkes og håndværkere, jeg takkede ja til begge dele. Det virkede som en normal ting at gøre, at tygge og synke. Senere satte jeg bøger på plads. 58.83 “Fugle ved søer og moser.”
Hjemme igen kastede jeg op. De næsten ufordøjede stykker af morgenbrød flød rundt øverst i den galdegrønne væske. Det fascinerende mig, hvor lidt skade de havde lidt på deres tur gennem min krop. Man kunne stadig se de mange små birkes flyde rundt. Jeg talte dem endda, før jeg tørrede jeg mig om munden og hældte vand i ansigtet. Niogtres fik jeg det til. Så gik jeg ud og trykkede hans nummer på telefonen.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Den findes🧡

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

COVID19 #47

I går var jeg ved frisør for første gang siden februar.
Måske skyldtes det de mange ugers eksil, måske de savnede berøringer, i hvert fald mindede frisørens hænder mig om, at jeg er et menneske, altså sådan et af kød og blod – med hud og hår.
Vi snakkede i en time. Jeg talte mest om den separationsangst, der har forfulgt mig siden jeg var fire, og som dengang var så stærk, at min mor måtte låse døren til toilettet for at kunne besørge i fred. En angst, der er blevet genvakt i de seneste uger, hvor afstand og isolation har været påbudt ved lov, og hvor eksperterne har talt om år, før vi igen kan være sammen uden mundbeskyttelse og håndsprit.
Dengang jeg var fire, græd jeg som pisket, når min mor blev væk. Græd og græd og græd, til jeg blev helt blå i hovedet, og min mor måtte løfte mig op og trøste: Love, at hun altid ville være der for mig, et løfte hun har holdt. I dag græder jeg kun sjældent, måske er det derfor, der ikke er nogen trøst at hente. I stedet tyr jeg til Lone Kellerman, hendes robuste og rå stemme, eller jeg læser Julian Barnes Når noget slutter – om tid:
“Visse følelser får [ti]den til at gå hurtigere, andre sætter dens tempo ned: en gang imellem bliver den tilsyneladende væk – indtil det senere punkt, hvor den for alvor forsvinder og aldrig vender tilbage.”
Min frisør skrev titlen på bogen ned, så fortalte hun om sin hund, Walther, der har lært at gå uden snor på bare fire uger. Hun fortalte også, at hun og hendes mand, Tim, har købt en campingvogn, de har sat op i forhaven. På den måde kan de holde ferie, når de har lyst – efter arbejde eller før.
Om onsdagen sover de derude allesammen: De to drenge, Kat og Tim og hunden Walther. Helt tæt. Det lød så hyggeligt, at jeg var lige ved at spørge, om jeg måtte komme med, men jeg gjorde det ikke.
Jeg græd heller ikke, da jeg var færdig med at blive klippet og måtte slippe frisørens hænder.
Jeg er jo ikke fire år længere.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Forfatterworkshop på Herlev Bibliotek

Tirsdag den 5. maj afholder jeg online forfatterworkshop på Herlev bibliotek.

Workshoppen vil koncentrere sig om karaktertegninger på skrift:
Hvordan skaber vi troværdige personer på skrift?
Hvordan sikrer vi, at vi ikke kommer til at udstille eller pege fingre af nogen og omvendt heller ikke idylliserer andre?
Det handler om at være både anklager og forsvarer for alle tekstens figurer og om at operere med flere forskellige grader af læserviden.

Der vil være masser af eksempler fra litteraturens verden, såvel de den inden- som den udenlandske, og så vil deltagerne selv skulle prøve kræfter med den svære disciplin at give ordene hud og hår.

Læs mere og tilmeldt dig HER

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

i dag skal vi ikke dø

Jeg er glad, for om 14 dage – den 7. maj – udkommer min digtsamling ”i dag skal vi ikke dø.” 
Det er altid svært at sætte ord på sit eget arbejde, så i stedet citerer jeg fra forlagets beskrivelse:
”i dag skal vi ikke dø” er digte, som alle er skrevet under den nedlukning, der ramte Danmark den 12. marts 2020 som følge af covid19-pandemien. 
Det er digte om en samfundsmæssig og personlig krise, om menneskehed og menneskehud og en virkelighed, hvor der bogstaveligt talt kun er to meter mellem liv og død.”
118 akutte sider, som jeg håber, I vil tage godt imod. Den kan allerede nu forudbestilles hos forlaget.
Bogens omslagsfoto er taget af fotograf Anja Blaksmark Alle hendes fotografier er en smuk historie – helt for sig selv🧡

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Covid19 #41

Hej verden, jeg savner dig.
Min mor har altid sagt, at når tankerne OM noget begynder at fylde mere, end tingene selv, så er det tid til at træde i karakter. Sådan er det vist lige nu, tankernes debile kredsen. Jeg tænker på alt muligt. På finsk sauna, omrejsende cirkus, på metro og myldretid. På hytten i skoven, som jeg savner mere end noget andet, fordi ensomheden deroppe er en dyd. Hér er den en nødvendighed. Den forskel.
I går læste jeg, at selv vira fordeler sig skævt. Det er de farvede og de fattige, der rammes hårdest. Dem, der serverer for os andre, tørrer af, passer på os, når vi bliver syge. De, der bor på få kvadratmeter, med ringe sanitet og som måske ikke engang forstår sproget, myndighedernes advarsler. Alle dem, der har rigelig at gøre med at overleve – også uden en pandemi hængende over hovedet. I England er andelen af covid19-smittede langt højere blandt farvede end i resten af befolkningen, og sygdommen rammer dem hårdere. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver alt det, måske fordi mine problemer er så små, fordi jeg er heldig. Jeg er ikke fattig, langt fra, jeg har bare ingen penge.
Alligevel er det lidt svært. Alle tankerne OM, der fylder mere end virkeligheden selv. Jeg taler med hunden, fortæller den, at en, der hedder Mads, har fået hjernerystelse, og at træværket omkring vinduerne trænger til Gori.
– Dén tørst – forstår du? spørger jeg og krammer dyret, der løfter sit hoved en anelse og logrer.
I går læste jeg højt af Naja Marie Aidt’s “Sten, saks, papir”. Jeg forestillede mig, at min stemme var en andens. At vi var tre: hunden, stemmen og mig. Fem med bogens to figurer: Thomas og Jenny. Næsten en forsamling. Men så var det, at min mor ringede og sagde det med at træde ud. At træde i karakter.
Jeg lovede hende, at jeg ville tænke over det.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar