Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #471

Mette har endelig fået det bedre, og hun har ikke længere brug for Aslak i fællesstuen. Det ærgrer et øjeblik Helle, der har brugt så meget tid på at hækle et tæppe til kurven.

“Du kan da bare bruge det som en gave,” foreslår Thea, men Helle siger, at man ikke forærer et brugt tæppe i gave. “Og slet ikke ét, der er fyldt med hundehår,” det vi allesammen af – også Mette.

Thor bliver længere og længere hos os i opholdsstuen, ind imellem glemmer han helt tiden, så sidder han der hele aftenen.

Han siger ikke meget, men en aften ser han den tomme kurv på gulvet og mumler:

“Jeg savner nu Aslak”.

Af en eller anden grund bliver det både begyndelsen og slutningen på Mettes sorg: Fra den dag er Aslak virkelig død.

Mette græder uafbrudt i to dage. Da hun holder op, henter Ann-Elisa en sønderjysk æbletærte i Lagkagehuset. Vi hjælper alle til med at dække op. Thea folder servietter, og Helle beslutter, at vi skal drikke kaffe af kopper i stedet for krus.

Da vi har spist kagen, rejser Nete sig.

“For Aslak,” skåler hun og vi hæver allesammen vores kopper:

“For Aslak!”

 

Ensomig #470

Helle siger, at jeg ikke skal finde mig i lægens mistænkeliggørelse: “selvfølgelig vil de gøre alt for at sygeliggøre os. Det er sådan systemet fungerer: det er de samme, der diagnosticerer os, som er dem, der lever af at behandle os. Det svarer til, at anklageren i en retssag også er og dommer”

Jeg svarer hende, at lægen egentlug ikke mistænkeliggjorde mig, han stillede vel bare spørgsmål til mine oplevelser.

“Det dér tror du ikke engang selv på, gør du?” spørger hun.

Jeg sukker.

“Helt ærligt, så ved ikke, hvad jeg tror på – og da slet ikke på hvem.”

Helle giver mig et knus:

“Tyggegummi?” spørger hun og rækker en pakke stimorol cherry frem.

Ensomig #469

Jeg beder om at komme til at tale med en læge. Doris ringer efter en af turnuslægerne. Han hedder Erik, og er ældre, end jeg havde forventet.

Jens, ergoterapeuten, forklarer ham kort hvordan de fandt mig på gulvet i morges, sovende i mit eget opkast.

”Sikke noget,” mumler Erik og bladrer i min journal, han har endnu ikke hilst på mig, så endelig:

“Erik, dav, jeg skulle se til dig?”

“Ja, jeg vågnede og kunne ikke finde ud af noget. Alt drejede rundt, sengen, væggene, mit eget ansigt kørte rundt,” svarer jeg.

“Dit eget ansigt?” Erik lyder skeptisk.

“Og så besvimede jeg, og bagefter kastede jeg op. Jeg kunne ikke tale, min mund ville ingenting sige,” fortsætter jeg.

“Din mund ville ingenting sige?”

“Jeg ved godt, det lyder skørt: et ansigt, der drejer rundt og en mund, der ikke vil adlyde. Men det var altså det, der skete.”

Jeg begynder at græde, kan godt høre, hvor tåbeligt det lyder.

“Jamen er du skør?” smiler Erik og rækker mig en serviet, så jeg kan tørre mine øjne.

Ensomig #468

Jeg vågner en nat og kan ikke finde rundt: væg og gulv giver efter, mit ansigt vender den forkerte vej. Jeg prøver at bevare roen, trækker vejret dybt og tæller langsomt til ti, mens jeg ånder ud. En, to, tre…

Lige lidt hjælper det. Alt drejer, sengen er i rotation. Jeg rejser mig for at komme ud, væk, finde fodfæste, men så skyller en voldsom bølge ind mod mine ører, punkterer dem, og al lyd sætter ud. Jeg når at se rummet skrumpe ind til ingenting. Så synker jeg sammen på gulvet, og alt ophører med at være.

Da jeg kommer til mig selv, er det på mine knæ. Mit ansigt brænder, og en kraftig lugt fylder rummet. Der går lidt tid, før jeg opdager, at lugten stammer fra mig selv.

Så kaster jeg op. En eksplosion af noget, jeg ikke kender: dybe dyriske lyde, gulliggrøn væske og så denne skarpe lugt af angst og acetone.

Da jeg er tømt, forsøger jeg at støtte på mine ben, men de giver efter, og jeg falder igen sammen – denne gang oven i mit eget opkast.

Jeg forsøger at kalde, råbe om hjælp, men jeg ved ikke, hvordan man gør? Jeg tænker “hjælp”, men tanken når ikke videre, min mund forbliver tavs

Sådan sidder jeg et stykke tid: stum, tilsølet, stinkende. Til sidst lægger jeg mig ned, udmattet, ligeglad med bræk og angst.

Det føles som en befrielse at give efter for trætheden.

Ensomig #467

Helle vil have en tatovering.
Nete griner, siger, at der da vist ikke er en ledig plads på hendes ridsede hud.
”Jo, jeg har gemt en lille firkant et sted,” svarer Helle og smiler skævt.

”Ham jeg købte amuletten af, ham fra Christiania, hans bror er tatovør. Han har en tattooshop i Hillerød, certificeret og hele svineriet. Han har vundet Sjællandsmesterskaberne to gange,” siger Nete, ”Han hedder Bruno.”
Thea spørger, om ikke Christiania er sådan et sted for narkomaner og hippier?
”Ork nej,” svarer Nete, ” det er helt almindelige mennesker. Nåja, og så en masse tosser. Men det behøver man jo ikke bo på Christiania for at være, se bare på os.”
Thea griner: ”True that”

”Er han dyr,” spørger Helle.
”Hvem, Bruno? Jeg har jo en amulet fra hans bror, så mon ikke jeg kan få lidt rabat?” svarer Nete.
”Arj, vil du gøre det, altså hjælpe med at få det billigt?”
Helle slår armene rundt om halsen på Nete: ”Please?”
Nete vrister sig fri:
”Ja, men så skal du love ikke at skære i dig selv de næste fjorten dage. Deal?”
”Deal!,” jubler Helle.

Ensomig #466

Mette har fået lov at få Aslak, hunden, med.

Den får en kurv i fællesstuen, og Helle laver et fint tæppe af hæklede klude, hun sætter sammen efter et sindrigt mønster, kun hun selv kan se. Det er lige ved at føre til skænderier, men så siger Thea, at man jo ikke behøver at forstå et mønster for at se, at det er flot. Det er alle enige om, og så går skænderiet i sig selv igen.

Men hunden vil ikke ligge i kurven, kun ved siden af Mette, og det går ikke, for der må ikke komme hverken fodtøj eller dyr op i møblerne. Men så finder Nete på at lægge sin amulet i kurven, med lædersnøre og det hele, og så hopper hunden gladeligt ned fra sofaen og lægger sig i kurven, og Mette ånder lettet op.

Thor har fået det bedre, han er begyndt at komme i fællesstuen. I første omgang kun et kvarter af gangen. Jens siger, at det er for at minimere mængden af stimuli, ”bare så vi er sikre på, at det bliver en god og ikke for overvældende oplevelse for ham.”
Thor siger næsten ingenting, men da han ser, at Mette sidder ved siden af kurven med det hæklede tæppe og stryger sin hånd op og ned ad hunden, der ikke findes, hæver han for første gang sin røst:
”Hvad hedder den?” spørger han og alle virker overraskede, for ingen har fortalt Thor om den hallucinerede hund eller om Mettes sorg.
”Aslak,” svarer Mette, ”du må gerne klappe ham, han gør ikke noget.”
Men Thor ryster på hovedet, ”nej tak, men den er godt nok sød.”
Og da han et kvarter senere rejser sig og går tilbage til sit værelse, siger Nete:
”Det er vel nok godt, at han har fået det bedre.”

Ensomig #465

Nete har købt en amulet. Det er en tand fra en hvalros, hun bærer den om halsen i en kraftig lædersnøre. Hun har købt den på Christiania, og mens vi ser True Detective nulrer hun den mellem højre hånds tommel og pegefinger. Ind imellem tager hun amuletten i munden, men det er som om, hun med det samme kommer i tanke om, at det med at putte ting i munden, det er noget små børn gør. Så spytter hun den ud og lader den tilbage på brystet. Nulrer igen.

Mette er tilbage.

Hun havde ellers i en lang periode haft det godt, men så døde hendes hund.
”Det er jo den slags, der sker”, havde hendes venner sagt.
Mette havde givet dem ret
”Hvis ikke man er parat til at miste, kan man jo heller ikke knytte sig til nogen,” havde hun smilet.
Ikke desto mindre havde hun savnet hunden så meget, at hun var begyndt at drømme om den. Først kun om natten, så vågnede hun, fordi hunden slikkede hende i ansigtet, og hun havde forsøgt at skubbe den væk, grinende. Indtil hun opdagede, at der ikke var nogen at skubbe til, så var grinet blevet afløst af dybe kaldende hulk: ”Aslak”
Senere så hun også hunden for sig om dagen. Hun var begyndt at gå tur med den, fodre den, kaste med pind. I første omgang havde hendes mor forsøgt at forklare det som en sorgreaktion, der med tiden ville gå over. Men da Mette en dag var gået til dyrlæge med den ikkeeksisterende hund, fordi hun var bekymret over, at den ikke ville spise, havde det ikke længere været til at skjule.

Nu er hun så endt her igen.
Thor har fået en ny stue, og Thea har fået sin gamle nabo tilbage.

 

Ensomig #464

”Thor har det svært, han vil gerne hjem,” forklarer Jens. “Men vi har, sammen med overlægen, vurderet, at Thor ikke skal hjem nu. Vi er bekymrede for, at han vil gøre skade på sig selv,” fortsætter han.

”Hvis han vil dø, så lad ham dog dø,” siger Nete. ”Der er mangel på pladser i psykiatrien, så én psyko ude, betyder plads til en anden, der trænger.”
”Nete!” Jens lyder vred, det er sjældent, det sker.
”Jens?” svarer Nete.
”Jég ved godt, at du ikke mener det så slemt, men du kan skræmme andre med dine udtalelser,” siger Jens, allerede mindre aggressiv.
”Du ved ikke en skid om, hvor slemt jeg mener det,” siger Nete.
”Du kan roligt være skræmt. Sandheden er, at vi snart er 7 milliarder mennesker her på jorden. Det er alt for mange, så hvis nogen vælger at trække stikket frivilligt, skal vi da for helvede ikke forhindre dem i det,” fortsætter Nete og ser udfordrende på Jens.

Helle rører på sig.
Hun har ellers siddet krøllet sammen med benene under hagen i et hjørne af sofaen:
”Så I tilbageholder ham med tvang?” spørger hun.
”Nej, Helle, de tilbageholder ham med kæææærlighed,” vrænger Nete, ”hvad tror du?”
Helle trækker igen benene op under hagen og piller sig i arret på sin underarm.
”Vi har givet Thor besked om, at han ikke kan komme hjem lige nu,” svarer Jens.
”Vi skærmer ham et par dage, og jeg er sikker på, at Thor bagefter vil være glad for, at vi ikke lader ham gå,” fortsætter han.

”Jeg vil flytte stue. Jeg vil simpelthen ikke bo ved siden af en, der truer med at springe ud af ruden.”
Det er Thea, hendes stemmer skinger:
”Det er simpelthen ikke rimeligt, at jeg skal udsættes for det pres, jeg har det pissesvært i forvejen.”
Nete laver himmelvendte øjne:
”Christ almighty, skal alting dreje sig om, hvordan DU har det, Thea. Hvordan tror du, Thor har det – eller er det lige meget?”
”Hvorfor hader du mig sådan?” råber Thea med tårer i øjnene, ”hvad fanden får du ud af at køre på mig hele tiden?”
”Mere end du aner, ” griner Nete, “Mere end du aner.”

”Vi stopper den her,” afbryder Jens.
”Summa summarum er, at Thor er skærmet, og at vi prøver at se, om vi kan finde en anden stue til dig, Thea.”
”Og nu trænger vi vist alle sammen til en is,” slutter han og gør en bevægelse med armen som om, vi skal følge med.

”Det er klart,” råber Nete, der som den eneste bliver siddende:
”Lad os fejre, at du er så fuld af varm luft, Jens, at du må proppe os med is, for at vi kan sluge det.”

 

Ensomig #463

En fugl er fløjet mod Thors rude, og nu vil han udskrives.
“Hvis fuglen skulle dø mod ruden, skal jeg også dø mod ruden,” klager Thor bag sin dør. Så følger Jens’ stemme:
“Vi skal allesammen dø, Thor, men ikke nu og ikke mod ruden.”
“Jeg vil dø. Mod ruden. Nu”
Thor hulker, men hans stemme er fattet, beslutsom, da han råber:
“Jeg VIL ud. Jeg VIL dø.”

De tilkalder den vagthavende, Doris.
Hun kommer med hurtige skridt, men sætter tempoet ned, da hun går forbi fællesstuen, hvor vi er kaldt sammen. “Hej”, smiler hun og vinker.
Det er kun Nete, der reagerer: “Daws do.”

Thea sidder og mumler. Hun lægger skiftevis det ene ben over det andet, så det andet over det første.
Hun vil skifte stue, mumler hun, hun vil ikke længere vil bo ved siden af Thor:
“Han er jo helt bimmelim.”
Nete svarer, at det sguda er derfor han bor, hvor han bor.
“Kan du ikke se det, Thea? Thor og Thea, tossernes titaner. De har placeret jer sammen af samme grund, face it,” griner Nete.

Thea bryder sammen, gemmer ansigtet i sine hænder:
“Whats up?” spørger Jens, der er kommet ind for at briefe om situationen.
Thea hulker højlydt, Nete ryster på hovedet:
“Business as usual,” svarer hun.

Ensomig #462

Helle er tilbage, hun har været væk et par uger.
Thea siger, at hun har været udskrevet til et behandlingshjem i Sønderborg. Hun ved det, fordi hendes far sidder i regionsrådet, og der har været en masse hurlumhej med økonomien omkring det hele, fordi institutionen lå i en anden region.
Theas far havde stemt imod planen, men et flertal var gået imod ham.

Nu er Helle så tilbage.
Stedet var alligevel ikke lige hende, hun havde vist nok været omkring skadestuen med snitsår hver dag, siden hun ankom. Til sidst havde pædagogerne på stedet sagt stop, de mente ikke, at Helle var ”parat til deres tilbud.”
Theas far mente omvendt, at stedet ikke var deres opgave voksen.

”Det handler sgu ikke om voksenhed, når det kommer til Helle” siger Nete på vej ud fra sin stue.
”Hvad mener du,” spørger jeg.
Nete går forbi.
”Jeg mener det, jeg siger,” siger hun med ryggen til. Så vender hun sig om og smiler:
”Det kan du spekulere over, mens jeg er væk. Jeg har lige en terapeut, jeg skal drive til vanvid, før jeg kommer tilbage og gør det samme med jer andre.”
Så forsvinder hun igennem den tunge dør for enden ad gangen.

”Fuck, hun er mærkelig,” mumler Thea.
”Det er vi vist alle sammen,” svarer jeg, ”det er vel derfor vi er her.”
Thea ser forskrækket på mig.
”Jo, men der er forskel på graden,” siger hun, og jeg kan se, at hun håber på, at jeg giver hende ret.