Louise Juhl

Når vi skildrer sorgen, er det ofte med tårer. På film kender vi det fra skilsmissedramaet. En kvinde og en mand går fra hinanden, vi ser dem fra afstand i hver deres lejlighed, en bus driver forbi på gaderne imellem, en hund letter ben. Og så: zoomer kameraet ind på den efterladte kvindes ansigt, på tårerne, der løber fra øjet og ned, en værdig og smuk sorg, beundringsværdig behersket.
Sidst jeg græd, var det i afmagt. Jeg var tom og trist, en god ven trøstede, sagde: “Det bliver godt igen”, og så var det, jeg brød ud i gråd. Ikke en smuk og behersket en af slaggen, nej en urimelig og arrig gråd: HVAD FANDEN VED DU OM DET?, råbte jeg med et ansigt fortrukket i vrede, fordi vreden er nemmere at rumme end fortvivlelse, håbløshed, mangel på mening. Var det blevet optaget på film, havde kameraet zoomet ind på mig, på tårerne, ville det være langt fra værdigt, snarere tværtimod. Jeg ligner gerne en opkogt grøntsag, slatten og samtidig svulmet. Tænk: strandet hval, sekunder før de indre forrådnelsesprocesser fører til en eksplosion. Et vulkansk udbrud af blod og organer, halvt fordøjede fisk eller i mit tilfælde nok snarere af tilbageholdte følelser, gammelt nag og hengemte skuffelser.

Jeg har kun et enkelt billede af mig selv i tårer. Det er tilbage fra marts 2019, jeg ved det, for det var den mest regnfulde marts nogensinde i Danmark. Det skyldtes ikke min gråd dog, blot vejrlige omstændigheder. Årsagen til gråden? Under en gåtur med hunden sprang linen, jeg sprang med eller rettere, jeg faldt bagover og vred mit håndled så uheldigt, at både håndflade og underarm blev knust. jeg blev fundet af en tilfældigt forbipasserende på landevejen lige udenfor byen, hun ringede efter en ambulance. Jeg blev kørt væk i en neon gul Van, hunden blev taget med ad den forbipasserende, der med nærmest naturstridigt held viste sig at være dyrlæge, endog en meget meget kærlig og omsorgsfuld en af slagsen. Mumrik har aldrig haft en bedre dag.
Lang historie kort, jeg kom hjem med gips op til albuen og en pæn portion morfinpiller. En operation kunne ikke foretages, før hævelsen var fældet, jeg fik en tid fire dage senere. I mellemtiden lå jeg på sofaen, sært bedøvet af den kraftige medicin, smerterne var voldsomme men på en eller anden måde uvedkommende, jeg er senere blevet fortalt, at det er sådan opioider virker. Smerterne bliver ikke mindre – bare mere ligegyldige. Jeg kunne så godt som intet, at gå i bad var udelukket, at bevæge mig rundt førte til svimmelhed og hævelse i hånden, jeg havde svært ved at sove, måske fordi min tilstand var en konstant døs, ikke sovende, men dog langt fra vågen. dagene gik, jeg talte ned til operationen, enogtyve timer, tyve, nitten. Åd piller og stirrede op i loftet, levede af søbemad og druesukker. Atten, sytten. Aftenen før var ulidelig, gipsen strammede, jeg fik blå mærker af at ligge, var lysfølsom og pirrelig. Femten, fjorten.

Så ringede min telefon. Klokken var over ni aften, hvem ringer så sent, jeg turde ikke engang at tænke tanken. Rakte bare Michael røret: Den tager du.
Det var overlægen fra kirurgisk. En glad mand at dømme efter stemmen, der nåede mig helt fra den anden ende af sofaen. Ja nu skal du høre, forklarede han min mand: En tilskadekommen motorcyklist havde brækket så godt som alle knogler i kroppen, ben og arme, ryg og næsen, sågar. Og ja, de havde brugt alt de havde af skruer og møtrikker til at lappe ham sammen. Også den tolv centimeter lange metalplade, de havde reserveret til min operation den efterfølgende morgen. Ha, ha, lo han, det var selvfølgelig uheldigt, men de havde booket en ny tid til mig – fem dage senere. Da skulle de nok have fyldt op i værktøjskassen igen.
Jeg kan den dag i dag ikke begribe, hvordan jeg lykkedes med at høre det hele på afstand. gennem røret og på tværs af sofaen. Men det gjorde jeg og gennem tåger af Ibumetin og morfin skreg jeg: DET GØR DU IKKE!! En indrømmet helt urimelig reaktion, jeg mener, hvad skulle de gøre, lade motorcyklisten ligge radbrækket og uden hjælp, fordi en eller anden hysterisk kvinde med et smertende håndled forlangte sin ret? Nej selvfølgelig ikke. Men ret og rimelig er ikke relevante begreber, når man er ude af balance, når smerter og liggesår og kedsomhed og ydmygelse fylder alt. Så jeg skreg. Af lægen og senere af Michael: Hvorfor havde han ikke insisteret, forlangt at de holdt deres aftale? Hvordan kunne han bare nikke og acceptere – og dermed svigte mig?
Jeg græd. Nej jeg hulkede, hostede, kastede med hovedet, rasede. Råbte ting, jeg helst vil glemme.

Og tog et billede, guderne må vide hvorfor, af mit fortvivlede og hævede ansigt, så langt fra biograffilmenes værdige og smukke gråd, som man kan forestille sig.

Jeg har kun grædt få gange siden. Jeg ved godt, det skulle være sundt, ja ligefrem forløsende. Men det er som om min sorg ikke matcher det yndefulde og beherskede, jeg har set på det store lærred eller læst om i bøgerne. Min gråd er snottet, hvalpet, rødmosset og som oftest urimelig. Og hvem har lyst til at være det?
Jeg fandt billedet fra den gang, det vinder jeg næppe en Oscar for, men mindre kan også gøre det.
Lad os tage gråden tilbage, den grimme og hårdtslående, den kvalmende og kvælende, den gråd, ingen holder af, og som vi derfor må holde for os selv.

Det findes ikke den fejltagelse, man ikke kan koble en eller anden latterlig selvudviklingsfrase på. “Det man ikke dør af, bliver man stærkere af.” “Fald syv gange, men rejs dig otte.” “Du ved ikke, hvor stærk du er, før det at være stærk er din eneste mulighed.”

Jeg kan huske samtlige ydmygelser gennem tiden. Da jeg blødte igennem min konfirmationskjole, og måtte gå gennem kirken med en synlig rød plet på bagen. Dengang jeg spottede Tommy Kenter bag en rude på en restaurant, og i begejstring hoppede op og ned, vinkede, sendte fingerkys, kun for at få en fuckfinger tilbage. Eller da jeg efter fire dages total faste og med en kampvægt på 35 kilo smagte på druerne i frugtafdelingen i Føtex i Slotsgade, og af en butiksdetektiv blev bedt om at følge med til butiksbestyrerens kontor og irettesat så utvetydigt, at jeg et øjeblik troede, at jeg skulle dø. Jeg er ikke en af dem, der påstår, at jeg ikke ville have været noget af det foruden. Jeg kunne snildt have klaret den konfirmation uden at bløde igennem. Og er helt sikkert ikke blevet et hverken bedre eller stærkere menneske af at blive mødt af mit (daværende) idols fuckfinger. Ligesom den døde bændelorm, jeg fødte på et toilet i en kælderlejlighed i Vejgård til stadighed martrer mig, som det mest uhumske, man kan tænke sig. Ikke bare at huse en bændelorm, men en DØD bændelorm.
Jeg mener: Nej vel??

Alligevel vil jeg sige, at jeg har fundet en slags ro i at stå ved det hele. En god ven sagde engang til mig, efter at jeg i en halv time havde grædt ved tanken om, hvor usselt et menneske, jeg var, hvor grådig, hvor bekræftelsessyg, hvor selvcentreret, hvor naiv, ja hvor alt for meget, jeg fyldte, svarede:
“Har du slået nogen? Misrøgtet et dyr, spyttet på nogens fødder? Ridset en bil eller mobbet en ældre cyklist med refleksslikkepind og gul vest? Hvis ikke, så er du nok ikke værre, end alle andre.”
Og selvom det er vejen til helvede, at undskylde sig med, at andre gør det samme, så er der nok en sandhed gemt i, at så længe min formegethed, min grådighed, mit behov for bekræftelse, ikke skader andre nævneværdigt, ja så er det hele nok, som det skal være. Bændelorm og blodpletter til trods. Den med butiksdetektiven er den, der svier mest, for man må ikke stjæle og Salling Group gik jo, uanset hvordan jeg vender og drejer det, involverer min sygdom og peger på det beskedne antal druer, glip af en fortjeneste. Jeg tog noget, der var nogen andres. Undskyld.
Det var i 1995, det er enogtredive år siden, forleden købte jeg en avocado, der viste sig at være brun og helt uspiselig. Jeg tænker, det var Føtex hævn. Som min gode kollega Hanna Højgaard Viemose skriver i en af sine romaner: “Føtex er satan stavet bagfra.” Jeg ved ikke, hvad mit navn stavet bagfra betyder: Agurk? Vanvidne?
Taletubbie?

Det bedste ved at læse The New Yorker er, at jeg bliver klogere på ting, jeg aldrig har skænket en tanke. Ting, jeg uden nævneværdige problemer kunne leve lykkeligt uden at bruge hverken tid eller energi på. Der er jo så rigeligt, der trænger sigb på, unges mistrivsel, misrøgt af dyr, sindssyge regimers endnu mere sindssyge overgreb på befolkningsgrupper, landområder, kulturer. Samenlignet med den slags kan det være svært at få øje på det rimelige i at beskæftige sig med det, artiklen i The New Yorker bargte op: Overvejelser om dyrs mulige afskedshilsner. 
Altså vi ved, at dyr byder velkommen, hilser på og tager imod både mennesker og andre dyr. Min egen hunds logren, når jeg kommer hjem efter en dag på arbejde, er ikke til at tage fejl af. Det er gensynsglæde, et utvetydigt udtryk for, at jeg er velkommen – ja mere end det, jeg er elsket. Det samme gælder katte, omend deres kropssprog er mindre åbenlyst, deres kærlighed mere subtil. Og vi kender det også fra dyrenes indbyrdes hilsner. Talrige studier viser, hvordan elefanter byder længe bortkomne medlemmer velkomne, slynger snabler og udsender trompetfanfarer. Det samme gælder aber, store kattedyr som tigre og løver. Det gælder også fugle, der pudser den nytilkomnes fjer – og så videre.

Men hvad med afsked: Siger dyr farvel, når de forlader flokken for at søge føde? Giver de kram? Vinker de? Udsender de særlige duftstoffer eller klynkende lyde? Er de overhovedet klar over, hvad det vil sige, at forlade nogen? Har de en tidsfornemmelse, der gør dem i stand til at begribe, at de en tid frem ikke vil se deres artsfæller?
Forskningen har længe ment nej. Der synes ikke at være samme ritualer eller fælles kropssprog forbundet med afsked. Godt nok virker en hund slukøret, når man går ud ad døren, men det virker ikke svært anderledes end den tristhed, hunden kan udtrykke ved andre skuffelser edn afsked: Ved ikke at blive budt af stegen på bordet, for eksempel. Det er altså næppe et udtryk for et trist farvel, men snarere for usikkerhed og/eller appel.

Hvordan med os mennesker?
For nylig læste jeg et opslag på LinkedIn, hvor en kvinde harcelerede over sin egen håbløse vinken ved afslutningen af snart sagt ethjvert onlinemøde. Den her tåbelige hånd i luften, hej hej, som hun aldrig var stødt på i et fysisk rum, i hvert fald ikke lige så vedholdende og længe som i forbindelse med Zoom og Teams møde. Jeg har bemærket noget lignende: Der er hel afgørende forskelle på, hvordan jeg hilser, når jeg mødes fysisk med nogen fremfor virtuelt, det gælder både ved ankomst og afsked.
deltager jeg i et onlinmøde med fremmede mennesker, vil der typisk, indtil en mødeleder dukker op, være helt tavst og et totalt mangel på interaktion imellem de fremmødte. Enhver vil sidde bøjet over sit arbejde, en telefon, en mail, uden at hilse på. En gestus, der i et fysisk rum ville forekomme svært uhøflig.
Men hvad med det fysiske møde: Hvordan tager du afsked med kollegerne efter endt arbejdsdag. Stikker du hovedet ind på fælleskontoret og råber: “Vi ses” eller “Hey”?
Siger du, som jeg, “tak for kigget,” til ekspedienten, når du forlader en butik uden at have gjort et køb – som et udtryk for både undskyld (at jeg nøjedes med at se på) og et farvel?
Giver du hånd?
Krammer du?
Eller vinker du, som i det digitale møde, med hånden?

Jeg har det svært med afsked. Til fester foretrækker jeg at finde på en midlertidig undskyldning for min retræte: “Jeg skal lige have lidt frisk luft,” en handling, der ikke forlanger et farvel. For så at benytte lejligheden til at smutte – og først på bagkant skrive og beklage min exit: “Undskyld jeg bare forsvandt, men…”
Når det gælder venner er det typisk med kram, “uhhhh det var så dejligt at se dig”. For kolleger gælder det snarere, at jeg tager overtøjet på, stiller mig et øjeblik og trækker vejr ind som for at signalere, at nu er seancen for mit vedkommende overstået, og så et eller andet a la: “Vi ses, venner” eller “Tak for i dag”.
For min efterhånden aldrende mor, er der opstået det problem, at hun har fået høreapparat. Ikke fordi apparatet i sig selv er et problem, men fordi det ved berøring giver en høj og skinger lyd fra sig. Som en alarm. Det gør, at hver gang jeg forsøger at omfavne hende, trykke hendes krop tæt til min, ja så lyder der den her hysteriske tone fra bag hendes øre. En lyd, der instinktivt får mig til at trække mig baglæns. Det lyder måske latterligt, men det har reelt plantet et dybt savn i mig. En længsel efter at holde min mor tæt til mit bryst. En gestus, der i nu snart fem år har været obstrueret af et følsomt høreapparat.
Hvis vi er i tvivl om, hvor eget afskeden betyder, eller hvor stor rituel betydning, den har, så tænk på, hvor kejtet det føles, hvis du krammer, siger ”farvel og på gensyn” – for så at opdage, at du og den anden skal samme vej. Det føles SÅ forkert, og vil typisk give anledning til forlegne fnis, “nå for pokker, du skal også den vej,” og nogle akavede minutter, hvor man forsøger at genoprette samtalen fra før, man sagde farvel.

Men: Med verdens kriser in mente, er det så overhovedet relevant at kere sig om dyrs og mennesker måder at angribe en afsked på? Ja. For lige præcis velkomst og afsked definerer vores relation. Tænk på dengang, Putin havde medbragt en stor hund til et møde med Angela Merkel. Hvordan hele rummet tog farve af hans manglende respekt for hende. Husk på, hvordan det i nogle kulturer er helt legitimt, at mænd nægter at give hånd til kvinder: en tydelig afspejling af et kønsligt hierarki.
Selv har jeg en dårlig vane med at uddele kram, uden hensyntagen til, at der findes mennesker, for hvem det føles helt forkert. Så står jeg der og krammer en krop så stiv som et cykelstativ, og skammer mig over min manglende respekt for den pågældendes grænser (undskyld til alle jer, der ufrivilligt er blevet svøbt i mine arme).
Velkomst- og afskedshilsner er mere og andet end bare tilfældige gestusser. Det kan i alle dets mangfoldige udtryk sige noget om ømhed, om magt, om usikkerhed, appel, hierarkier og kærlighed.
Ligesom det vedhæftede foto og min afsluttende hilsen på dette indlæg, vil sige noget om mig. Om, hvem jeg er, hvorfor jeg skriver, til hvem og hvordan.
Kh
Louise

Afmagt er en følelse af, at uanset hvad du gør, hvor længe og hvor højt du råber, siger nej, slår igen eller slår dig selv, så ændrer det ikke noget. Den døde bliver ikke mere levende og bruddet ikke mere helt. Retfærdighed forbliver en by i Rusland.

Terapeuterne siger, det handler om accept. “Gud giver mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre”.
Præsterne siger: “Gud er almægtig, stol på ham.”
Vennerne siger “Det skal nok gå.”
Men hvad er det “det”, der nok skal gå? Hvor skal det gå hen og hvem klager man til, hvis det alligevel viser sig, at vennernes ord ikke holder, at det eneste, der går, er tiden, mens man selv står tilbage med alt det andet, der ikke gik:
Afmagten, for eksempel, og håbløsheden, vreden, den nyttesløse fortvivlelse.

Da jeg, for snart længe siden, var syg med en svær spiseforstyrrelse, spurgte en velmenende læge mig, hvad der skulle ske, for at jeg ville spise. Hvem skulle sige undskyld? Hvad skulle lykkes? Hvordan skulle verden se ud?
Jeg husker, at hans spørgsmål fyldte mig med et helt enormt raseri: Forstod han virkelig ikke, at det hverken handlede om hvem eller hvad eller hvordan, men om det hele tilsammen, om mig, livet og lykken. Om tordenfluer og målerlarver, min mors migræne og min egen grådighed? At det ikke KUNNE lykkes, fordi jeg var mig og livet var livet, og at de to ting ville aldrig gå op. Eller jo, måske ville de gå op, men ikke i hinanden.

Det er afmagtens væsen. At hjælpeløsheden ikke handler om en kørestol, et traume, en håbløs økonomi, en uheldig alliance. Nej det handler om alt det, men også meget mere. Om tulipanernes hoveder, giraffens hals, antallet af mandage på et år, det retningsløse savn. Om mudderkager og sandslotte, krebsegilde og katten i tønden. Om at slå og slå og slå og slå for at befri den stakkels mis, og når det så endelig endelig ENDELIG lykkes at slå hul. Når tønden revner og alt vælter ud, ja så er det slet ikke en kat, der gemmer sig i tønden, men et bjerg af åndssvage serpentiner, tørre lakridser og en krone i pap.
Alt det arbejde, alle de slag – og så er katten gudhjælpemig stadig fanget?

Gud giv mig sindsro til at leve med serpentiner og tørre lakridser. Mod til at slå, også selvom det ikke nytter noget. Og visdom til at skelne mellem lykken og det at lykkes. Amen.

Lørdag morgen i en fremmed by. Jeg talte 21 måger. Det var iskoldt. Det var ikke mågernes skyld. Jeg gik over Langebro. En bro er en konstruktion, der forbinder to punkter på tværs af en forhindring. Det kan være en jernbane, en motorvej, et hav. Langebro er, trods sit navn, ikke særlig lang.
Jeg for vild på den anden side. Det vil sige, det sneede, og jeg gik, og pludselig vidste jeg ikke, hvor jeg var. Så vendte jeg om, fulgte mine egne spor i sneen tilbage. Undervejs tænkte jeg på, hvad jeg ville mene om mig selv, hvis jeg var en anden. Det er, kan jeg konstatere, en nedslående og meget ufrugtbar overvejelse. Alligevel førte den mig hjem.
Jeg var længe om at få varmen. Satte mig i sengen med dynen trukket op til over navlen, skrev en sætning. “Måske er det sådan, vi alle ender, stærke i hjertet og tunge af tid?” Så ringede telefonen. Jeg tog den ikke. Udenfor vinduet hang mågerne som punkter i en priktegning. 22, 23, 24. Tilsammen en dag.

De fleste af os ønsker at blive “hele mennesker”.
Problemet er, at hele mennesker ikke nødvendigvis er smukke, kærlige opofrende, empatiske og balancerede, men i lige så høj grad er selviske, smålige og egoistiske. Vi har en ide, en drøm eller et håb om, at vi i vores fuldt udnyttede potentiale er bedre udgaver af os selv, end den, vi er, når vi tilpasser os andres behov, puster på naboens knæ, fodrer fuglene før os selv. Sandheden er, at det hele menneske muligvis er mere helt, men ikke nødvendigvis nemmere, mere omgængeligt. Vi kender det fra planteverden: Skvalderkål, der får lov at udfolde sig frit, spreder sig som pest i ethvert bed. Det er sikkert godt for kålen, mens det er mindre optimalt for bedets øvrige flora.

To amerikanske terapeuter, med en praksis der primært udøves på sociale medier, har netop udgivet bøger om “pleaser-syndromet.”
Vi kender det godt, jeg gør i hvert fald. Vi siger ja, selvom vi mener nej, fordi vi håber at blive krediteret for vores imødekommenhed. Vi bliver hos en kæreste alt for længe, overbeviste om, at ingen andre vil kunne holde os ud. Vi låger folk penge, vi ved, vi aldrig får igen, selvom vi selv er på røven. “Det er jo sådan, venner gør.”
Men er det sådan venner gør? Skærer armen af, så der bliver bedre plads til den anden eller tager et højt forrentet lån i banken, så ens forarmede fætter kan låne til tiltrængt ferie sydpå? Kunne man ikke med lige så stor ret påstå, at den ferietrængende fætter ville være en bedre ven, hvis han undlod at presse sin kusine til at optage lån i hans navn? En ny bølge mener jo: Vi skal lære at tage vores egen iltmaske på, før vi hjælper andre. Og vi skal lære at stole på, at vi godt må være her, selvom vi siger nej til en invitation eller ikke orker at passe venindens papegøje de tre måneder hun er på rejse med den transsibiriske jernbane. Jeg skal lære, at det er ok, at blive vred, når en ven bryder sin aftale fem minutter før vi skal mødes. Det er ikke mangel på rummelighed fra min side eller udtryk for et kolerisk temperament, det er en helt naturlig og fair reaktion på et svigt.

Åh sikke en frihed. Vi må godt sætte grænser. Vi må godt være os selv. Det, vi bare skal huske er, at hver gang vi undlader at please, vil der være nogle, der brokker sig. Kalder de satte grænser for hysteriske, urimelige, ja ligefrem konfrontatoriske. Og nogle gange vil de sikkert have ret. For “det hele” menneske, er ikke nødvendigvis et rimeligt menneske. Mine behov kan sagtens synes ekstrem i andres øjne. Lad mig give et eksempel: Jeg foretrækker at forlade en fest senest kl. 22.30 – gerne før. Det handler om min døgnrytme, men også om et livslangt ritual, en sjælden stille stund, jeg tillader mig selv, sidst på aftenen. MEN: Kunne jeg ikke en enkelt gang give køb på dette ritual?, kunne man med rimelighed spørge. Det samme gælder mit behov for at skrive. jeg skriver hver dag, 465 dage om året, gerne 4-7 timer dagligt (som lige nu, mens jeg skriver dette). Det inkluderer også jule og påske, ferier og runde fødselsdage, og min mand kunne med god ret foreslå, at jeg so minimum undlod at kaste mig over skriften, når vi holdt ferie – og på vores bryllupsdag måske også. Men alt i mig skriger, når ikke jeg skriver. Et enormt ubehag.
Hvem skal så tilgodese hvem? Hvem skal have lov at føle sig hel – min mand eller jeg.

Det, jeg vil sige, er. Det er svært at være et menneske. Heldigvis, ellers havde vi jo ikke noget at stå op for, kæmpe med og mod. Som Søren Ulrik Thomsen formulerer det i et digt:

Nødvendigst er dét, der gør modstand.
Hele din vægt
må du læne
mod det usynliges omrids.

Men hvad du vil gøre, den dag det gir efter
og du pludselig står i et oplyst rum?
Så er du selv den sidste nødvendighed

Løser du ét problem, skaber du gerne et andet. Min helhed kan risikere at tage plads fra andre. Min selvstændighed kan efterlade andre med et behov, jeg nu ikke længere kan eller vil dække. Og hvem skal så?
Jeg øver mig i at please mindre. Men det kommer med en pris. Nogle bliver stødte. Nogle efterlades uforstående. Sårede endda. Andre vil rette kritik, pege fingre: – Det kan da godt være, at du bliver mere hel, vil de sige, – men det efterlader mig halveret.
Det er skide bøvlet.
God onsdag.

Som et barn, der altid sad på bænken, ikke fordi nogen satte mig der, men fordi jeg bedst kunne lide det sådan. Lidt på afstand og i fred for pludselig tilråb – “Hér!” – og hårde tacklinger, har det at lege på egen hånd altid været det, jeg foretrak. Alene kunne jeg indrette verden, så den passede med mit gemyt og mine drømme om at være smuk og sart og klog og mystisk – på den gode måde, det vil sige ikke tandløs og sær, men sfærisk og tankefuld. I virkeligheden var jeg aldeles ordinær, langt tykt hår, bøjle på tænderne og med knortede knæ. 

Af samme grund passede afstanden mig godt. Afstanden til en virkelighed, jeg på en og samme tid længtes efter og frygtede. Jeg kunne lide at sidde på terrassen i sommerhuset og vente på, at et firben pilede forbi, og i tankerne fulgte jeg efter, over plankerne, ud i skoven til mos og kogler og sten, der kunne tale. Til stier, der ændrede kurs alt efter mit humør, nogle dage fulgte de til havet, så svømmede jeg i høje bølger og måtte kæmpe med en brandmand på størrelse med en boreplatform. Jeg sejrede og brød ud i jubel og dagen var reddet, selvom intet var sket eller selvom alt, hvad der var sket, var fri fantasi.

Jeg ved ikke, om det er det samme, der får mange til at søge mod de store nationalparker. Til at vandre i dagevis, leve af postevand og pulvermad, sove i en pose. Få vabler og ondt i ryggen, blive forbrændt eller få forfrysninger. Men jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom flugten fra de hårde tacklinger. At man søger et sted, med fred fra den slags. Det man overser er dog, at skoven og vidderne ikke bare er kulisser for ens indre, en scenografi man kan tilpasse den drøm, man har bygget op. Naturen er ikke symbolsk, den er ikke et eventyr, den er god og ikke ond. Den er, hvad den er. Smuk og hensynsløs. Min mands kollega druknede for to år siden, da hun og hendes mand ville tage en hurtig dukkert. De vendte aldrig tilbage, måske var det et hestehul, måske en uventet bølge, uanset hvad så kostede det dem livet. I de amerikanske nationalparker dør der hvert år i omegnen af 150 mennesker, måske mest tragisk er poseringsulykkerne: Dér, hvor den vandrende ønsker at forevige sig selv fra en høj klippe og falder de mange hundrede meter ned. Men druknedød og kulde hører også med, for selvom landskabet er ubegribelig smukt og vidderne har karakter af noget himmelsk, ja så er det stadig rå virkelighed. Et fald er et fald er et fald – og at overleve minus ti grader uden den rigtige påklædning kan være fatalt. 

Mine drømme legede med det fatale, jeg forestillede mig at jeg var alene på arktisk og måtte varme mig ved en isbjørns pels. Tal lige om disneyficering – for mig var det store smukke dyr ikke et farligt rovdyr, men en bamselignende erstatning for moderlig omsorg, jeg faldt i søvn i dens favn og vågnede ved, at en snestorm føg forbi os. Andre gang blev den lille villavej, jeg voksede op på, karakter af en mongolsk slette, og jeg tæmmede de vilde heste og red på tværs flere tusinde kilometer med lasso og en ørn i kredsen over mit hoved – som min totem. 

Jeg skulle blive ti, før jeg opdagede, at naturen ikke var en bænk, man kunne hvile sig på, men en virkelighed, der var mere barsk end håndboldhallens tacklinger. Jeg sad som så mange før i sommerhuset, det var august, temperaturen tæt på tredive grader. Og dér kom firbenet, åh!, og jeg rakte ud og aede det over ryggen. Og så: Halen faldt af, dyret flygtede, og jeg måtte indse, at selv omsorg kan være farlig. 
Senere blev jeg brændt af en bjørneklo, fik et slemt udslæt og måtte behandles med tentanusvaccination og smertestillende medicin. Det var ikke bjørnekloens skyld, ligesom det ikke var min skyld, at firbenet smed sin hale. Virkeligheden er bare kompliceret og i hvert fald mere end et Disney-eventyr, hvor østers synger flerstemmigt og mus syr kjoler til Askepot.

Da jeg var syg gik jeg af og til i kirke. Ikke fordi jeg troede på Gud, men fordi der var fred og ro. Her var der ingen, der spurgte, hvorfor jeg kom, hvad jeg ville. Selv mine egen skam og skyld holdt et øjeblik kæft, de ellers konstante anklager: – hvad fanden render du egentlig rundt og laver? Synes du selv det er smart at sulte sig, at suge anerkendelse for sine lidelser?
Nogen gange tændte jeg et lys, tænkte på min morfar, der, da jeg ringede, og fortalte ham, at jeg var blevet syg, svarede: – Kom hjem. Det er de københavnere, de er ikke rigtig kloge.
Jeg gjorde, som han sagde, flyttede tilbage til Jylland. Tre måneder senere døde han, det var ikke hans skyld, alligevel følte jeg mig svigtet.

I mange år var julen for mig et mareridt, en konstant påmindelse om, hvor rart og hyggeligt alle andre havde de. Med adventskrans og fælles konfektbagning, Christmas carrolls og kalendergaver. Jeg forsøgte virkelig. Købte pyntegran og tørrrede skiver af æble i ovnen, spiste en kvart ring, men fortrød og måtte løbe tyve kilometer. Ud forbi Annebergvejens svømmehal, lystbådehavnen, videre ud, væk. Og så tilbage igen. Til lejligheden og de nøgne grangrene. Æbleringene måtte jeg smide ud, jeg var simpelthen bange for min egen sult. Juleaften bad jeg til den gud, jeg ikke troede på. Om ikke han ville gøre mig rask. Kun for sekundet efter fat frotryde. For julen handlede jo om at gøre ANDRE godt, ikke om at ville sit eget bedste. – Fyforfanden, jeg stak mig selv en lussing, og bad så forfra . Om tilgivelse for egoisme tog i fitness og stod tre timer på en stairmaster som ens lags bod

Juleaften medbragte jeg min egen mad, en rødkålssalat af – nåja snittet rødkål og lidt æbleeddike. Spiste det med en langsommelighed, der gav min mor tårer i øjnene og fik min brors pis i kog. – Du kunne også vælge ta tage hensyn til os andre, hvæsede han og hældte brun sovs over min salat, og så var julefreden forbi. Jeg skreg af ham: Du er en satan, han svarede: Lige over.
Vi havde vel begge to ret.

Det jeg tænker er, det er svært med glæden. At lige så vidunderlig, den kan være, lige så tungt et åg kan den føles, for den, der ikke har del i den. Glæden må aldrig blive et påbud, et krav, det er okay at sørge, at skumme af vrede, at melde sig ud. Køre med bus langt væk. Ud til til kysten , for eksempel, og skrige med mågerne.
Det gjorde jeg selv året efter. Det var ok. Koldt som ind i helvede, men også smukt, skumringen fik hav og himmel til at gå i ét. Månen hang helt alene og lignede noget, nogen havde glemt.
– Så er vi to, hviskede jeg.

Det har stormet hele natten, vindes rusken har holdt os vågne. Min far går rundt som en løve i sit bur, bukker sig og tager en slurk vand fra hanen, ser ud af vinduet. Store kviste har revet sig løs, de ligger hulter til bulter, han lægger hænderne mod vinduet for bedre at kunne se. Så lyder en tung dump susen, dernæst et brag. Det er den høje bjergfyr, der er faldet, nu ligger den på tværs af grunden, den har trukket en birk og to begyndende egetræer med sig ned. – Satans, mumler han, ikke ligefrem vredt, men mere som en besværgelse. For det her er satans værk: – Jeg ved det. 
Så finder han en flaske frem fra den lave skænk, og fylder det halve af et krus, tømmer det i tre store slurke. Han skærer ansigt, og slår så kruset i bordet. – Med hårdt skal hårdt bekæmpes, siger han henvendt til ingen og finder den uldne frakke, vanterne af skind, huen. 
– Skal du bare stå der og glo? spørger han, før han går ud, uden at lukke døren bag sig. 

Stormen har efterladt skoven som et åbent sår. Hundreder, nej tusinder af stammer ligger hulter til bulter, som var de faldne soldater på en slagmark
Min far går hvileløst omkring, hiver i én stamme, så i en anden, forsøger at lave en sti. Fuglene er i alarm, de svæver i luften over os, skriger på kryds og tværs, en infernalsk larm. Min far råber imod himlen: – Så skru dog ned. Mister balancen og falder, river en flænge i frakkens ærme. Han rejser sig hurtigt igen, besigtiger skaderne. Det revnede stof, et sår i håndfladen, blod. 
Jeg står på afstand og ser slå sig selv i panden, så på kinden, som for at vække en vrede, en kampgejst. Så hviler han ansigtet i håndfladerne, hans skuldre ryster, ryggen er bøjet som på et anskudt dyr. – Min gud, hvorfor har du forladt mig? 
Så ser han op og får øje på mig bag rodet af væltede stammer. Hans blik forandres, og han retter sig op, stadig usikker på benene. Råber imod mig: – Stå dog ikke der. Han støtter med hænderne mod en falden eg: – Det er muligt, at du er sinke, syg i hovedet. Men dine hænder fejler vel ingenting. Han står lidt, venter måske på, at jeg skal svare, men da det ikke sker, fortsætter han selv: – Så kom dog i gang, gør lidt nytte.

Vi går en hel dag, slæber faldne grene, saver, hugger. Ingen af os siger noget, det er alligevel så godt som umulig at få ørenlyd i den stadigt hårde vind, fuglenes forvirrede kald. Kun en enkelt gang ser jeg min far holde en pause, han bukker sig ned, ikke for at samle noget op, men for at samle sig selv. Det varer kun et øjeblik, så er han tilbage i oprejst, sparker til en bunke blade, spytter. Løfter en stamme og slæber den afsted. Hans ansigt er ildrødt og musklerne på halsen spændt til bristepunktet.

Jeg ved ikke, om det er det tunge løft eller eller stormens skader, de mange faldne træer. Jeg ser kun, at han falder og at stammen, han støtter mod skuldrene, falder ned, lægger sig over hans brystkasse. Jeg hører ham kalde, måske råber han om hjælp, måske forbander han det hele, mig, katten, vindens ødelæggelser. Og så, som ud af ingenting, dukker naboen op, hun holder med to hænder om et slag, hun bærer om kroppen. Hun løber alt, hvad hun kan, løfter benene højt, henover afrevne grene, blotlagte rødder. Hen til min far, der nu er helt tavs, det bløder fra hans næse, hans øjne er vidtåbne, som ser han noget, vi ikke kan se. Noget truende et sted bag hans blik. Et vanvid, et fald uden ende. 
Naboen slår ham på kinden, råber hans navn: – Hakon, knapper hans frakkes øverste knapper op, løsner hans skjorte: – Bliv her, bliv! 
Jeg når frem men står til ingen verdens nytte, jeg er tavs for ord og står som lammet. Men naboen kræver sit. – Løb efter hjælp, råber hun og jeg før som hun siger, jeg løber. Uden at vide hvorhen. Løber og falder og rejser mig igen. Langt væk aner jeg røgen fra et skorsten, det er der, jeg må hen, til røgen og varmen, der må stå mennesker bag. Det brænder i halsen, hovedet gør ondt, jeg tænker på min far, som han lå dér: under stammen, med blødende næse og angstfyldte øjne, jeg har aldrig set ham sådan før. 

Nu det her.
Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive mere. Alle der ord. Hvad skal de gøre godt for. De er vel bare brænde på talepressets i forvejen alt for iltre bål.
Jeg skriver om en ydre krig. Og krigen fortsætter.
Jeg skriver om en indre krig, og intet forandres.

En facebookven skrev for nylig og roste mig. “Du har ordet i din magt”, skrev han. Intentionen var god, problemet er bare, at jeg ikke ønsker magt. Jeg vil være ordenes tjener. Da jeg første gang læste Agota Kristofs “Det store stilehæfte” oplevede jeg, hvordan sprog kan være mere præcist, end den virkelighed, det beskriver. Ømmere, ondere. Sproget sandere end det, det siger noget om. To tvillinger øver sig hver dag i at skrive. De giver hinanden et emne og en time, til at udfolde det det i, og bagefter læser de hinandens stil igennem, retter stavefejl og beslutter sig for, om det skrevne er godkendt eller ikke. Bliver det ikke godkendt, smider de papiret i komfuret og prøver forfra. Lige indtil det rækker. Til det, der står, er sandt. Det er nemlig tvillingernes eneste krav. At alt, de skriver, skal være sandt. De kan altså ikke skrive, “bedstemor er ond”, for hvad vil det sige at være ond. Nej, de må skrive “bedstemor slår os med et bælte” eller “bedstemor nægter os noget at spise”. De kan ikke skrive, at natten er farlig, for natten er ikke nødvendigvis farlig, den kan også være et skjul for mennesker på flugt. Så de må skrive: “natten er mørk og vi er bange for mørket.”

Jeg savner at være der. Hvor mørket er mørkt, og sulten er knyttet til mad og ikke til et savn, jeg søger at fylde med vingummiflæsk og brændte mandler. Jeg savner at skrive. men der er noget indeni, der sidder fast, noget, der forhindrer mig i at tale sandt. Noget, der ser ordet “ond” før handlingen bagved. Bæltet, den manglende føde. Noget, der kun ser det farlige i mørket og ikke også det ly, det tilbyder.
Nu sætter jeg et kryds på min hånd. Kalder det en start.
På hvad, ved jeg ikke.