Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #800

I nat bar jeg tung makeup 
og et grelt og grådigt næb

nu er det lyst og dagen afslører 
kun det helt generelle:  
ansigt arme
ben og bryster

Jeg behøver ikke engang at mærke efter
eller at se for at vide at spejlet 
lover mere end jeg kan holde ud

et ansigt, for eksempel, i passpartout
og et køn der peger i alle retninger
bare ikke min

gør det nogen forskel
hvem flaskehalsen peger på
er det hele ikke alligevel bare
en leg i et tilfældigt frikvarter
i et tilfældigt digt
der drejer og drejer og peger
på der hvor det hele begyndte
nemlig næbbet i nat

Ensomig #799




Det er Valentinus’ dag i dag
hurra for blingbling
og mørbankede hjerter.

Jeg har ingen planer 
udover at vande min sukkulent
en Skægget Krassula
der stort set
og til min store fortrydelse
passer sig selv
så mine alt for åbne arme 
hænger ubrugt tilbage
og kalder

Måske kan fuglene få dem
 
Hvis jeg nu koger dem 
en kugle af fedt og frø
kerner og sulten hud
 mon de så ikke
-fuglene altså-
ender med at elske mig
sådan ´by proxy?



Ensomig #798

Så slap håbløsheden op, og man må finde noget andet at tage sig til.
Det kunne være en sten, man stryger over ryggen, til den giver slip på alt det hårde (prøv at lægge øret imod og lyt: du vil genkende lettelsens suk.)

Eller det kunne være den sætning, man fortrød i går og stadig fortryder, men som alligevel får lov at stå, fordi det ikke er sætningen, men fortrydelsen, man skal arbejde med.
Og så videre.

Ensomig #797

klokken er kun 12 
og jeg har allerede
spist 350 gr ristede løg
og drukket en liter pæresaft

på vej hen for at få hunden
klippet tænder jeg for bilradioen
her interviewer de
en professor i eksperimentel virologi
han hedder allan
og taler om superspredere
som er en slags mennesker
der i højere grad 
end alle andre mennesker
spreder smitte
uden selv at blive ramt

allan fortæller at supersprederne
har en såkaldt
dæmpet immunrespons

det vil sige at de 
i stedet for at bekæmpe sygdommen
accepterer den
ja endda beskytter og plejer den
i en slags
misforstået hensynsfuldhed

så når jeg til rundkørslen 
lidt uden for Odder
og må slukke for radioen
for at koncentrere mig
om
pedaler og rat
og gearstang og blinklys 
der som altid er på grænsen
og lidt over
hvad jeg kan magte

efter fire omgange
kommer jeg endelig af
og tænder igen for radioen 
men da
er indslaget slut

jeg ved derfor ikke om det med
hensynsfulde misforståelser
gælder andet og mere
end vira

måske findes der
en professor i ristede løg
jeg kan ringe og spørge?


Ensomig #796

Det stopper en dag. Det er ikke noget med, at det løber ud i sandet eller forvitrer, ikke noget med at noget andet dukker op. Det stopper bare, en dag i februar måske, mens resten fortsætter: Heldagsregnen, som har varet ved i over en uge, vindstød af orkanstyrke, en sultkatastrofe i Nordkorea. Jeg springer morgenmaden over som en slags bod, drikker kaffe på tom mave, dæmper ubehaget med rigelig sukker. Sender en mail til mig selv, i emnefeltet skriver jeg “Diverse”, nedenunder alt det praktiske: Har du husket at aflevere bøger på biblioteket, skal jeg købe madæbler? Ellers noget? Jeg svarer “ja og ja og nej o.s.v.”
O.s.v.
Jeg er bange, det har jeg været længe, det er noget med at vågne uden rigtig at følge med. Problemet er ikke at stå op, heller ikke at lade som om – børste tænder, nikke til kollegaerne på kontoret, spise og levne præcis så meget og så lidt, at det virker kontrolleret – men ikke mere end det. Problemet er heller ikke at ramme møntindkastet i billetautomaten, eller at fjerne en sætning, før den afslører sig selv.
(Her kunne for eksempel have stået noget andet, noget nøgent og råt.)
Men at tro på det hele, på at det er dét, og at det er nok, og at det stopper af sig selv, som ved slutningen af denne sætning.

Ensomig #795

Jeg har ikke flere linser til mine øjne, og ikke flere penge at købe nye for, så jeg må nøjes med de briller, min mor forærede mig, da hun fyldte halvfjerds som tak for, at jeg kom og fejrede hende.
Det er elleve år siden, i mellemtiden er mit syn blevet værre, jeg famler som regel i blinde, finder alt mulig andet, end hvad jeg har brug for: et stykke glaseret keramik for eksempel -i brændt orange. I går havde jeg besøg af en ven en virkelig god ven, vi drak urtete fra Brovst og talte om mening og umening, nok mest det sidste. Senere kørte vi i skoven og gik tur med hunden, men endte med at gå i ring. Rundt og rundt og rundt, gik vi, i et stadig mere desperat forsøg på at sætte skub i dyrets peristaltik, lige lidt hjalp det. Hunden nægtede at skide, til gengæld fik vi beskidte støvler og hattet hår
Det er sådan noget vi kan sammen, min ven og jeg, bytte en pose umening for en forstoppet hund og en omgang fladmast hår. Dionne og Stevie, Gladies og Elton har ikke levet forgæves.
Thats what friends are for!

Ensomig #794

Jeg vågner hele tiden op af mig selv, forsøger ikke at tage mørket udenfor personligt. 
I går havde jeg besøg af min mor og min far, vi spiste surdejsbrød med røget rullepølse og knasende ost, legede med hunden. 

I dag er jeg tilbage ved start. 
Ved vinden og regnen og det tåbelige hjerte, der føler og føler til ingen verdens nytte. Jeg tror, at jeg vil købe “Nordeuropas svampe,” 1.717 sider med mere end 2800 arter, allesammen helt ulig mig. 
Den glæde – at fare sig vild og med vilje.

Hudsult

På dr.dk skriver de om vindstød af orkanstyrke og mindst seksogtyve dræbte ved et storcenter i Thailand. Du tager telefonen og vil ringe til din datter, men fortryder og lægger den fra dig igen. Det er altid enten for tidligt eller for sent eller midt i noget vigtigt. Hun har foræret dig et puslespil, sidst hun var forbi. To tusinde fem hundrede brikker med alle figurerne fra Junglebogen. Baloo og Kaa, Bagheera og Movgli – og også et bånd med sangene fra filmen: ´det elementært nødvendige, er det som du har brug for på din vej.´
Du får gjort rent hver anden uge af Emilia fra Hjemmeplejen, hun viser dig billeder af sin familie og af katten, Bunjoo, som de har hentet på et internat. Den var blevet indleveret stærkt underernæret og med betændte øjne.
– Men tre uger med børnenes kys og kram har gjort mirakler, fortæller Emilia.
På det seneste har du fået svært ved at sove. Du kan ikke kende forskel på, om du står op eller går i seng, forklarer du, og kommunen bevilliger dig en kugledyne. Sygeplejersken lover, at den vil hjælpe dig, både med den manglende søvn og den tiltagende tomhed, du er begyndt at klage over. “Kugledynen sikrer bedre balance, ro og velvære, som alt sammen bidrager en bedre søvn, så du er klar til at håndtere de mange udfordringer, man som menneske oplever i løbet af en dag,” står der i brochuren, og du takker ja, man kan vel lige så godt prøve.

Ensomig #793

Betro sig til ingen. Hente et glas vand. Høre Landslide med Fleetwood Mac. Købe fennikelpølse ved slagteren, rødbeder og grevefedt , sige ‘det var det’ og ‘på beløbet.’
Gå tilbage til huset, vente og håbe og vente lidt længere indtil. Ikke mere.
Misforstå mig ikke – det håbløse er ikke uden håb, slet ikke. Der findes jo andre huse, andre grever, andet vand også, end det, der står her.

Ensomig #792

At holde sammen på noget
en krop for eksempel
trække vejret febervildt og ømsindet
spotte en rødhals
der pikker et bær
netop dét
at æde og rødme uden skam

men der er hele tiden noget
der står i vejen:
lidt for tætte knogler
fedt og sved og så
alle de følelser man burde
være vokset ud af

Det bliver så tydeligt over tid
så lige og gyldigt
tænketanke boller i karry
en forsinket sorg

der er ikke andet at gøre
end at stille op
æde al skam
fodre rødhalsen
fjerne skæl fra en skulder og læne sig imod