Louise Juhl

31.12

Solen udenfor skinner iskoldt som en polarrævs røv.
Mark kalder igen: 
– Kommer du?
Jeg burde vel svare ham.

På bordet: En tommestok, en håndcreme, en brugt tandstikker. Tre bøger af varierende tykkelse, en halvbrille.
Nytår er næsten råt nyt stavet bagfra.

Jeg har pakket en taske med tyggegummi, en teske, hårlak, en digtsamling af Richard Brautigan.
“Døden er en smukt parkeret bil”, skriver han et sted. 
Hvad med livet, hvad er så det?
En boret scooter. Et elløbehjul uden styr?

Han sidder ved det allerbagerste bordet i cafeen; fylder hele rummet, roligt og rank. Han ser op, da jeg kommer ind, løfter en forsigtig hånd, som for at sige: Den er god nok. Det er hér. Jeg er mig.

Jeg vinker tilbage, frygteligt bevidst om mig selv, mine bevægelse. Måden, jeg løfter mine fødder på. Armene, der hænger som nytteløse forlængelser af kroppen. Mit ansigt øverst oppe, en fjollet knop, som det øverste en flagstang. 
Jeg former læberne til et lydløst hej og bevæger mig i retning af, men bliver så standset af en tjener:
– Kan jeg hjælpe med noget. Et bord? 
Jeg ryster på hovedet, mildt irriteret over hans afbrydelse.
– Tak, men jeg har en aftale. 
Hans stemme fra et sted bagved.
– Hun følges med mig. Han klapper på sædet ved siden af. Jeg lykkes med at kante mig forbi den ivrige tjener, sætter mig ned, puster hørligt ud. 
– Tak. 
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg takker for, om det er pladsen eller bare det, at han sidder der. I en lys groftvævet skjorte med kinaflip og bukser af hør. 
– Selv tak. Han rækker hånden frem: – Mark. Og du må være Sille?

Sille satanskælling, Sille sindssygetøs. Sille sært barn har mange navne. 
– Det kan jeg nok ikke løbe fra. 
Mark ser forundret ud:
– Det ville da også være synd.  
Så åbner han cafekortet og bladrer lidt mellem overskrifter som ”Snacks og starters”, Lette måltide og Aftenmenu. Drikkevarer står sidst, adskilt fra de foregående sider af et stykke stift sort karton: 
– Er du sulten? Han lukker kortet:
– De serverer landets bedste taboulehsalat her på cafeen. Jeg ved, hvad jeg taler om, jeg spiser her tit.
Jeg undlader at spørge ham, hvad tabouleh egentlig er for noget og nøjes med at bede om en øl:
– Så ufancy og ukompliceret som muligt, tilføjer jeg. Mark markerer med en finger til tjeneren, der kommer ned til bordet, han har allerede papir og pen fremme. 
– Ja? 
– To pilsnere fra fad. 
Tjeneren noterer og tilføjer et “ellers andet”. Mark ryster på hovedet.
– Det var det hele, tak.

Der findes en orm, der kan deles i hundrede stykker og stadig leve videre sådan. Stykkevist. Det er noget med, at hver dele husker helheden. Hovedet husker benene og benene husker hovedet, og sådan hænger dyret sammen, også når det ikke gør. 
Jeg tænker på det, da jeg sidder ved bordet med Mark og drikker øl og fortæller, at jeg er 171 cm høj og er født uden negl på min højre lilletå. At jeg elsker blå tidselkugler, lugten af nykløvet træ og foretrækker te fremfor kaffe helst kold. Alt det, fortæller jeg, vel vidende at det kun er en brøkdel af det hele, at der findes noget andet, en hudløs skulder, en kronraget isse, et blævrende blodigt hjerte.
– Og hvad med dig? 
Han er glad for bushcraft, fortæller han, og elsker at skabe ting fra bunden. At konstruere snor af rødder fra træ, for eksempel, eller af brændenældernes fibre. Han kan lave ild ved at stryge et stål mod en smuldret fyrsvamp. Så forer han gløderne med en rede af tørret græs og lægger det hele til rette i en bunke af nedfaldne grene. 
– Vupti. 
Han ser glad ud, mens han fortæller, hans hænder tegner i luften, sådan og sådan, til sidst varmer han hænderne om et imaginært bål: 
– Prøv selv, siger han og lægger sin hånd over min, fører den hen til det fiktive bålsted: – Det føles rart, ikke? Og jo, det føles rart, hans store næve om min, og jeg nikker og puster mod bordet, den påståede flamme, og Mark trækker ansigtet tilbage, som er han blevet ramt af en vildtvoksende flamme: 
– Wow, you really got me there, griner han og trækker mig ind til sin skulder: 
– Du kan vist godt lide at lege med ild?

Han vil gerne have loft til kip. Og ovenlysvinduer. Det handler om luft, siger han, han vil skabe mere plads omkring os, større rum til vores tanker. Han har læst om det, om hvordan lys påvirker os. Det er ikke bare humøret, der påvirkes positivt af lys, vores kognitive funktioner optimeres også. Vi reagerer ganske enkelt hurtigere, når lyskontoen er i plus, forklarer han. 
– Og husker bedre. 
Han skærer et rundstykke midt over, tilbyder mig det halve. Jeg ryster på hovedet, nej tak. Han taler videre, nu med brød i munden: 
– Det er dagslyset, der gør det gode, fortsætter han. Kunstigt lys, derimod, virker modsat. Det udmatter og forvirrer vores hjerner til at tro, at vi kan arebjde døgnet rundt. 
– Selv dyr lider under den stadigt stigende lysforurening. 
Han har læst det i et videnskabeligt magasin hos lægen. Om trækfugle, der forveklser gadelys og stadionlamper med solens, og derfor flycer også om natten. For nogle koster det så stor udmattelse, at de dør. 
– Selv fisk ser ud til at lide, siger han, – Byernes natbelysning forvirrer deres cyklus.
Derfor kip og derfor ovenlysvinduer. Vi kan søge en særlig pulje, forklarer han, der støtter klimaoptimerende tiltage, han vil gå efter ruder med et særligt isolerende glas. 
Han rækker ud efter osten, skærer en skive med kniv og spiser den i en mundfuld. Læner sig tilbage mod stolens ryg. 
– Lyder det ikke godt?
Jeg svarer jo, tager en slurk af kaffen. 
Udenfor vinduet har en edderkop trukket et spind. En flue spræller forgæves i nettet. 
Hvad mon fluen ser.
To mennesker, ost og kaffe, kærlighed? Eller en kvinde og en mand, der begge længes. Den ene efter lys, den anden efter mørke? 

Han kalder mig skat og baby, elskede. Hans hjertes alibi. Babusjka, Balalajka, kokosugle. Fingerbøl, honeybear og sådan fortsætter det, mens han griner og tager mine hænder, den højre, den venstre, og trækker mig tæt til sit bryst.  
– Du skulle bare vide, hvisker han i mit øre, men det eneste jeg ved, er, at han lige om lidt vil røre ved mit ansigt, stryge en finger over øjenbryn, næse, mund, som tegnede han det på papir: Se mig i øjnene og sige:
– Magnifique. 
Der er kun en ting, der er værre end ikke at være elsket. Det er, at blive elsket for noget andet end den, man er. Jeg genkender ikke mig selv i det ansigt, han tegner. Øjenbrynens bløde bue, næsens smukke proportioner, læberne. Genkender ikke hans begejstring ved lyset, det løftede loft. Alle detaljerne om vinkler og sammenføjninger, bedst mulig udnyttelse af flest mulige kvadratmeter. 
Thea har en ven, forklarer han, der har lige har mistet sit arbejde. Fin fyr og med hænderne rigtigt skruet på. Vi kunne jo sende ham en tegning huset, foreslår han, bede om hans tanker, en plan. Måske er vi endda så heldige, at han tilbyder os at udføre opgaven.
– Han er sikkert billigere end en faglært, og med garanti lige så god.

Mark taler og taler og taler og jeg nikker og nikker. Til alt hvad han siger om spær og skruer, genbrugsmaterialer. Han strækker sine arme mod loftet, spreder dem som vinger: Lys, sukker han lykkeligt, – liv og lys og kærlighed. 
Liv og lys og kærlighed? Alt det tilhører Mark. 

Jeg, derimod, øver mig i at gå til dagene, som en sommelier går til sin vin. Det vil sige: favne lugten af død mink, frisk opkast, mølædt uld. Angst og acetone. At mærke mig timernes fede og flæskede fad, den måde vredens tanniner bider i gummerne på.
Jeg er vanvidnet, der hver dag erhverver mig nye færdigheder i at skelne syre fra sved, svovl fra smerte og pels fra punkterede ruder. Med tiden har jeg endda lært at sætte pris på salt og sår i samme slurk, skibsbrud og snarlig død, lugten af hø og hengemt had.

Det er tirsdag, Mark er henrykt. Jeg noterer mig dagens indtryk:
Lungesod. Kamfer. Fermenteret løg og en lille kat, der ikke er nogens, ikke engang sin egen

31.12

Mark har pyntet op med serpentiner og sølvlameller, buketter af juleroser og elefantgræs. Han har hængt farvede balloner i loftet, HAPPY NEW YEAR, en skæv og skinger gestus, det ligner en kommando, en majors ordre til sit segnende regiment: 
Dont worry, be 
happy 
New Year.

Udråbstegn. 

Min krop er tung efter aftenens rødvin, halvanden flaske blev det vel til, en Cote du Rhone ‘Mon Coeur’ fra ’21. Mark havde brugt ord som “aristokratisk” og “potent”, havde slynget glasset under næsen. – Umm. Jeg havde forsøgt mig også:
–Tung som et liderligt næsehorn? 
Mark havde trykket mig på næsen:
–Dit dejlige fjols. Fyldt mit glas:
– Vi skal vist arbejde lidt med dit vinøse vokabular. 

Vinøs mig i røven. 

Græsset er hvidt af rim, himlen skyldig i blå.
Hvor ville jeg ønske, jeg glædede mig. Til det nye år, dagene sammen. Til erantis og majstang, sankt hans. Til noget som helst. I stedet det her. En ånde fra helvede og tvivl forklædt som træthed. Godmorgen knasende kvalme. Godmorgen milde vanvid. Fra min seng kan jeg se ham i køkkenet, han strækker sig på tæer, rækker ud efter et krus. Nu råber han fra køkkenet: 
– Elskede. 
Hvad jeg skal svare til det. 
Ja?

Det ligner en hed affære.

Det er i august, varmedis og snegle i salaten. Tørken udtørrer hans hænder, han køber en salve på apoteket og smører sine fingre morgen og aften. Lange omhyggelige strøg fra håndrod mod fingerspidser. 
Overalt i huset hviler en tung lugt af Sisal og påbud, en tid lykkes han med at ignorere lugten, men så vokser den, sniger sig ind under huden, jo mere han søger at gemme den væk, des tungere synes stanken at trykke mod hans tindinger.
Han sætter sig for at opspore kilden, går systematisk til værks. Først skuffer, så hylder og kasser. Poser og punge. Derefter garagen. Han gennemsøger æsker med søm, rustne dåser med låg. Finder metervis af linegrøn snøre, pudseklude, drivtømmer og sjove strandfund, der ikke længere er sjove. En svømmehætte med påsyede blomster, en tæret hundeprop-pistol. Søstjerner med fluorescerende arme; krympet af tid og tæring men stadigt lysende. På kontoret finder han en kasse med breve, udenpå står: ’Fra Aksel til Astrid’. Han skimmer en håndfuld, men finder ikke noget af betydning. Beskrivelser af en halt kat og en feberfantasi, om en meget meget lille mand, der råber meget meget højt men uden at blive hørt. I køkkenet gemmer sig en pose pelsede appelsiner, i reolen i stuen han en sjælden førsteudgave af Dickens juleeventyr. Hynder vendes, tæpper bankes, alt sammen uden held, lugten hænger ved.

Til sidst ser han ikke anden udvej end at brænde huset ned. Strandfund og fordærvet frugt, kassen med breve. Han tømmer en dunk med benzin gennem huset og stryger en tændstik. Flammerne griber fat med det samme, og inden længe er hele stuen omspændt af luer. Inde fra midten af flammehavet hører han en svag piben, det er den lille mand fra feberfantasien, hans mund er åben som til et skrig, men der kommer ikke noget ud. Ingen lyd, ingenting.

I avisen skriver de om den tragiske hændelse, ingen ved hvad der gået galt. Nogle taler om et uheldigt sammentræf, andre om forsikringssvindel. En enkelt nævner noget om ulykkelig kærlighed, men det er alt sammen bare spekulationer.

Jeg talte med S om det forleden. Om at jeg var ødelagt – i ordets egentlig betydning. Lagt øde. Tom for ord. Hun mente, det var helt naturligt, at jeg efter i lang tid at have gødet og dyrket og høstet af ord, nu måtte give dem ro. Lægge dem brak, sådan som jorddyrkere gennem tiden har lagt jorden brak, givet markerne ro til at komme sig. Jeg ved ikke, om man kan søge støtte til den slags, til mental braklægning, sådan som landmænd kan få hjælp til at frede deres marker en sæson eller to. Tre måske, for så at genoptage såningen og som oftest med bedre resultater end før. 

I mellemtiden læser jeg. Lige nu er det ‘Trist Tiger’ af den franske forfatter Neige Sinno. Et ubærligt vidnesbyrd om overgreb, en stedfars årelange voldtægter den purunge Neige. Vi drages af voldsmandens fortællinger, vil så gerne forstå, hvad der ligger bag. Ondskaben, kynismen, den hensynsløse udnyttelse. Men hvad vil vi med forståelsen, hvad er det vi søger at opnå? At kunne tilgive: Han kom jo selv af svære kår. Og Neiges stedfar KOMMER virkelig af svære kår, han har på egen krop oplevet vold og udnyttelse. Giver det ham ret til at voldtage Neige? 
Betyder hans fortid, at hun må tilgive ham hans overgreb? Nej, vel, men hvad stiller man så op med forståelsen, med sig selv? 
Jeg havde engang en kæreste, der holdt mig fanget. Ikke længe, faktisk kun en enkelt aften. Og nå ja, fanget og fanget, døren var jo ikke låst, jeg kunne til enhver tid gå. Det var alene hans: “Du kan jo se, hvad der sker, hvis du prøver at gå”, der holdt mig tilbage. Da jeg bagefter konfronterede ham med hans overgreb, affærdigede han mig med en let håndbevægelse: Vold? Jeg rørte dig jo ikke. 
Og nej, han rørte mig ikke, og jeg ved heller ikke, om han havde gjort mig ondt, hvis jeg havde rejst mig og forladt lejligheden. Jeg ved bare, at jeg blev, også længe efter episoden, og at jeg tilgav ham. Fordi jeg troede, at jeg forstod. Hvorfor han handlede som han gjorde. Hans mor var alkoholiker og hans stedfar behandlede ham som en hund. Bogstaveligt talt: Sit. Dæk. Hinter. Han fortalte mig om at blive nægtet mad og lommepenge, og at han i julegave havde fået et klippekort til det lokale værtshus: Ti genstande, som hans mor var endt med at drikke op. 
Jeg forstod ham kun alt for godt. At han var bange for at blive røvrendt, forladt. At hans kærlighedssprog var hentet fra voldens vokabular. Sit. Dæk. Hinter. 
Jeg ved ikke altid, hvad vi skal bruge alle de forklaringer til. Eller: Jeg er bange for, at forståelsen ind imellem kommer til at stå i vejen for handling. At vi så at sige forstår vores røv i laser. Alligevel ved jeg ikke, hvad vi skulle gøre i stedet? 

Måske er det det, jeg mener med at være tom for ord. At det måske ikke nytter at tale eller at skrive. Men at det heller ikke nytter at lade være.

Jeg har altid lært, at man skal lytte. Til, hvad andre siger, mener, og tage imod deres råd. Jeg har lært, at når nogen siger mig imod, så har de nok deres grunde, og måske er det slet ikke dem, men mig selv, der tager fejl. Da jeg ti og var bange for at gå hjem fra skole, fordi en, der hed Anders, kastede med snebolde og kaldte mig fedtmule, fik jeg at vide, at sådan var drenge i den alder, og at han nok i virkeligheden var forelsket og bare ikke magtede at sige det højt.
Jeg blev fortalt, at man kom længst med at trække på skuldrene, trykke på pytknappen. Glide af. Det var ikke sagt i en ond mening, der kan være meget sandhed at hente i det råd. Ikke at lade sig hidse op, rive med af følelserne, tage til genmæle.
Når nogen kaldte mine reaktioner for latterlige eller ude af proportioner, tog jeg det til mig som en sandhed. De havde sikkert ret, det var mig, der var for følsom, ikke dem, der var for hårde. Det handlede ikke om, hvad jeg oplevede, men om hvordan jeg forholdt mig til oplevelsen. Hvis nogen hånede mig, forsøgte jeg at komme dem i møde, forstå deres indsigelser, deres vrede. Når jeg følte mig urimeligt behandlet eller misforstået trak jeg mig baglæns ind i mig selv, og følte skyld over at være årsag til misforståelsen, urimeligheden.

Senere blev jeg indlagt, jeg var syg og meget ulykkelig. Behandlingen bestod først og fremmest i at sikre mig næring, ellers risikerede jeg at dø af sult. Der var ikke noget forkert i lægernes prioritering, men endnu engang blev mit råb om hjælp mødt med en mundkurv. Luk nu ægget, søster lagkage. det sagde de selvfølgelig ikke, men meningen var den samme: Det nytter ikke noget at snakke eller føle, du skal spise og det skal være NU. Og igen gjorde jeg som de sagde, undskyldte for min ulykkelighed, åd min mad, tog på, smilte og sagde tak. De havde jo trods alt sikret min overlevelse.
Bagefter smed jeg alle kiloene igen, måske i protest, jeg ved det ikke.
Kun, at jeg levede sådan i mange år, datede en mekaniker, en skolepsykolog, en fyr med husbåd, en anden med fransk altan og pacemaker. Flyttede i rækkehus med en personlig træner, der viste sig at have et lige lovlig livligt indre liv. Så livligt faktisk, at han ind imellem ikke kunne skelne mellem drøm og virkelighed og tog kvælertag på mig i søvne. Jeg vågnede heldigvis, før det blev alvor.

Det var ikke før, jeg mødte Michael, at nogen foreslog mig, at tro på mig selv. At vende ryggen til hån, svare igen på urimeligheder. At tage mine egen oplevelser alvorligt. Aldrig nogensinde havde jeg fået at vide, at det var ok at blive sur. At jeg ikke var forkert, fordi mine følelser ikke matchede min modstanders. At jeg godt kunne være taknemmelig for min behandling, men stadig have ønsket mig den anderledes.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik en mail. Fra en nærtstående, der lige ville fortælle mig, at hvis ikke jeg var enig med ham, ja så kunne jeg fucke af. Jeg havde oplevet det før, og nok blev jeg hver gang ked af det, men straks efter fuld af skam. Over min sarthed: Hvad fanden lignede det at flæbe over lidt bramfrihed. Det var jo bare hans måde at kommunikere på. Slap dog af, LouLou, æd din tudekiks. Men så skete der det, at Michael tog over og svarede ham, at sådan skulle han ikke tale til hans kæreste. At det vare en ussel og umoden retorik, og at han kunne vende tilbage, når han var blevet voksen.
Det var simpelthen så rørende en gestus. Efter i 40 år at have taget al skyld på mig, også de flabedes, mobbernes, de perfides opførsel. Efter i alle årene at have følt mig forkert, for sart, for svag, for dullet, for dum, var der pludselig en, der på mine vegne pegede den anden vej. Ud mod angriberen, den ubehøvlede, og bad denne om at tage ansvar.
Jeg øver mig stadig. I at tro på, at jeg har lige så meget ret, som andre. (Og selvsagt lige så ofte tager fejl. Se, der kom den igen, det evige forbehold for mig selv). At mine oplevelser er lige så valide, min intelligens lige så høj, min ret til at sige fra præcis den samme, som alle andres. At jeg ikke behøver sige undskyld, når nogen kalder mig en idiot. At jeg måske endda kan rette skytset den anden vej, svare “Det man siger, er man selv.”

Fik jeg sagt, at jeg elsker min mand?
Og god weekend.

Det meste af livet består af kompromiser. Vi giver og tager, finder en løsning, der måske ikke er den optimale, men ikke desto mindre er mere end tilfredsstillende. Vi spiser en flødekaramel og nyder den bløde, fede fornemmelse i munden vel vidende, at karameller ikke hører til blandt de mest lødige madvarer, vi kan mætte os ved.
Vi siger ja til en opgave, fordi vi har brug for pengene, og selvom det betyder, at vi må takke nej til en fest, vi har glædet os til i årevis, så er det jo sådan tilværelsen er.
En balance mellem at yde og at nyde.

I dag så jeg et opslag fra Carsten Ortmann, en af mine absolut yndlingsformidlere, det er ham, der står bag programmet ‘Supertanker’ på P1. Han advokerede for en boykot af META gældende fra den 5.-11.maj. Alle de platforme, de ejer, Instagram, Messenger, LinkedIn, WhatsApp, Threads og selvfølgelig Facebook. Årsagen er åbenlys, alt jeg skriver her udnyttes, mine ord, mine data, mit netværk, min adfærd. Det er åbenlyst tyveri, det er manipulerende og til fare for demokratiet. Jeg ved det godt, og min første tanke var da også: Klart. Det gør vi. Det gør jeg.
Min anden tanke var: Men hvad så?
For lige så soleklart stupidt det er at benytte platforme, der bidrager til storkapitalisternes fortsatte vækst og despoternes misinformation, lige så soleklart er det, at uden disse platforme, er jeg mere eller mindre lost. Og lad mig sige det med det samme: Jeg behøver ikke blive fortalt om alternativerne, Substack, Pixelfed, Bluesky, jeg kender dem alle, skriver og poster på hver og en. Uden at opnå kontakt.
Og uanset om det vidner om svag rygrad eller en sørgelig ensomhed, så har jeg brug for andre mennesker. Deres besyv, deres tanker. Deres væren i verden. Lad mig nævne i flæng: Birgithe, Gerd, Mikael, Dorthe, Elisabeth, Bjørn, Line, Bjørn, Søren, Mads, Maja, Lotte, Peter, Mathilde, jeg kunne fortsætte i det uendelige med at remse alle de mennesker op, jeg har mødt og holder af, og som jeg ikke ville kende uden de sociale mediers hjælp. Og nej, naturligvis kan et alene mediebåret venskab ikke hamle op med den virkelige verdens møder, men for os der bor i Jylland og hvis arbejdsplads primært er eget hjem, ja så betyder det noget at Facebook og Instagram kan facilitere en kontakt.
Da jeg afsluttede gymnasiet oplevede jeg første gang. hvad det vil sige at være alene. Misforstå mig ikke, jeg havde min familie, min søde kæreste, men den daglige omgang med mennesker i større skala forsvandt. Jeg havde ikke længere nogen at henvende mig til, råbe “hey” ad og kramme, bare fordi. Ikke nogen at svare, for der var jo ikke længere nogen, der spurgte: Hvad så?

Længe efter skrev jeg:
“Jeg har ikke noget at sige og ikke nogen at sige det til.”

Få måneder senere havde jeg sultet mig 40 kilo og måtte tvangsfodres. Jeg lukkede simpelthen munden så hårdt i, at ikke engang føde fik lov at slippe forbi. Jeg mimede ensomheden, gav den en fysisk form. Lille, mindre, mindst.
Jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er glad for, hvad anoreksien lærte mig, men jeg ved, at jeg ikke kan leve alene. At jeg skal have nogen at tale med, skrive til, også når jeg ikke har noget at sige.
Derfor er det ikke en nem øvelse at tilslutte mig Carsten Ortmanns ellers geniale forslag om at boykotte META. For uden jer, uden nogen at række hænderne ud til, er jeg meget alene. Det er ikke synd, det er bare et faktum. Jeg har ingen børn, jeg arbejder alene, min inspiration kommer i samtalen med nogen, noget. En mur at spille bold op ad, et net at spille henover.
Den mur, den samtale, det net, har jeg endnu ikke fundet på nogle af de alternative platforme, der foreslås.
Det er ikke ment som en undskyldning. Det er bare sådan, det er. Jeg afskyr META, men elsker det, de tilbyder. Fællesskabet – og lige nu vejer det altså tungest.

Månens bagside er slet ikke mørk, det er bare noget, vi har vænnet os til at sige, fordi vi ikke ved, hvordan den ser ud. Månens rotation er nemlig bundet. Det vil sige, at det vi ser fra jorden, altid er den samme side, det, vi kalder forsiden. Den lyse, den lysende.
I virkeligheden falder der lige så meget lys på den anden side, den påstået mørke. Det læste jeg for nylig i en bog af den franske forfatter og oversætter Neige Sinno.
Trist tiger, hedder bogen, som er en frygtelig bog. Frygtelig, forfærdelig og foruroligende god. Hun nævner det med månens bagside, som en allegori for den magi, vi tillægger det, vi ikke kan se. Ikke kan forstå.
Vi drages mod månens mørke side, i den tro, at mørket rummer et svar. En forklaring, måske, på alt det, vi ikke forstår. Ondskabens mysterium, for eksempel, for hvorfor er der børn, der dør ved fødslen, folk, der sulter, magtliderlige mennesker, der gerne ofrer al anstændighed for et plus på kontoen og en plads øverst på podiet. Svaret, tænker vi, må ligge et sted i det skjulte. Hvis bare vi leder længe nok. Tænker dybt og inderligt nok. Så vil vi finde en forklaring. På mørket. Så vil månen vende den anden side til, sådan som Jesus ifølge Bibelen forkyndte, at vi mennesker, skulle vende den anden kind til.
I virkeligheden falder der lige så meget lys på månens bagside, som på den side, vi kan se fra jorden. Overfladen er en anden, månes bagside er tæt kraterbesat, ja faktisk er overfladen på de to halvkugler så forskellige, at månens geometriske centrum og dens tyngdecentrum ligger tæt på to kilometer fra hinanden.
Det er alt sammen spændende og for en fysiker sikkert også nyttig viden. Men nogen forklaring på ondskab finder man næppe på månens bagsiden.
Det er næsten ikke til at bære.
Hvad er det, der ikke er til at bære.
At mørket ikke rummer flere svar end lyset. At ondskab ikke er mere kompliceret end empati. At svaret på, hvorfor børn dør, måske er det samme som svaret på, hvorfor der (lykkeligvis) er børn, der ikke dør. Fordi. Det jeg vil sige er, at længslen efter svar ofte er større, end glæden ved at finde dem. Det kan godt være, at vi bliver klogere af at vide mere om månens bagside, men det forhindrer næppe børn i at dø.

1.
Det. Det der. Det der, du ved. Ja altså. Tyngden i brysterne. Den spildte mælk. Tidens daglige overgreb. ‘

2.
Man drømmer om noget andet. Der viser sig som en tabt sko i rabatten på E45. Og man hulker, som var det et barn.

3.
Håbet er en tømmerlus. En lille lilla plet på en nedbidt negl. Under mikroskop ligner det en engel.