Louise Juhl

Jeg er træt efter en nat i bus sammen med otte tusind stykker mørke, der allesammen trykkede “STOP”, uden at noget standsese og uden at nogen stod af.

Jeg er træt efter en dag i ledtog med seksten tusind lysende øjne, allesammen lukkede, så de hverken kunne se eller ses.

fuck en dag, så fuld af tanker og mindre end det: små stik i siden, jeg læser signe maxens sort galde og er glad for hende uprætentiøse sprog, hendes fine overvejelser om sproget som en attrap for virkeligheden og samtidig som den eneste vej ind i samme virkelighed, bogen ender underligt tungt desværre, i morges vågnede jeg og var led ved dagen, bange for alt det, der ikke længere skal ske, jeg drak kaffe, gik tur med hunden, fotograferede en meget lille og meget gennemsigtig snegl i min vindueskarm, samlede nedfaldsæbler op fra plænen, nogle helt tunge og klistrede af forrådnelse, en virkelig hæslig skønhed, den søde, vamle lugt oveni, så slog jeg græs, insisterede på at slå de samme områder flere gange, tog på biblioteket for at aflevere linda knausgårds “velkommen til amerika”, som var for indadvendt for min smag, smed en pakke i postkassen og kørte i kvickly for at købe sennep, der var ingen udover mig, pigen ved kassen tilbød mig en rabatkupon til et omrejsende cirkus, der gæster byen i næste uge, jeg, der hader cirkus, alle de malplacerede røde næser, alle de heste med fjer på hovedet, der cirkulerer rundt til ingen verdens nytte, alligevel tog jeg imod kuponen, hjemme igen faldt jeg i søvn, så tungt, at det ringede for mine ører, da jeg vågende igen, så gav jeg hunden mad, kørte i skoven, tog et billede af en frygtløs frø, der ikke hoppede væk, selvom jeg kom helt tæt på med kameraet, mærkelig frø, fin frø, frø, nu er jeg hjemme og drikker rosé for ikke at græde, jeg har brug for trøst, selvom jeg ikke ved, hvad jeg vil trøstes for, det er forresten en virkelig dårlig rosé.

I nat stod jeg op, halvt i søvne, og gik ned ad trappen til køkkenet, åbnede døren til køleskabet og blev overvældet af alt lyset derindefra, som i eventyret om den lille pige med svovlstikkerne, det med pigen, der står udenfor i sneen og ser ind ad vinduet til alt lyset og varmen, så tog jeg tallerkenen med den halve grillkylling, vi havde levnet forleden, og lukkede døren til køleskabet og lyset, åd to lår og en vinge, ikke fordi jeg var sulten, men fordi jeg havde ondt af pigen.

Her til morgen finder jeg så det afgnavede kyllingeskrog på køkkenbordet, kun benene er levnet og skindet, som jeg må have pillet fra, helt fedtet og forladt, ligger det og hvisker: “Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set.” Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op, hverken med skroget eller mig selv.

Kvadratroden af et menneske er dets knæ.

I går udkom “Det dér og dét der.” En roman om at være menneske, om at vokse op og fylde mere, end man selv kan rumme, og om at være ked af det uden egentlig at have noget at være ked af. Men også en bog fyldt med humor: Om heste og skildpadder, ugler og kaniner, og om at købe en kat og give den al den kærlighed, man ikke under sig selv.

Omslaget til bogen er tegnet af illustrator Kamila Slocinska: tegningen forestiller et væsen med et uforholdsmæssigt stort hoved på en uforholdsmæssigt lille krop. Udover at være lige præcis den forside, jeg allerbedst kunne tænke mig, så viser den også meget fint, hvad romanen handler om.

Det blev en fin, fin reception med et bevægende stort fremmøde. Jeg blev så rørt og glad og forvirret over alle de mennesker, at jeg rent glemte at tage billeder af arrangementet. Til gengæld har jeg taget ét af alle de mange gaver jeg fik: Vin, meget vin, blomster, mange blomster, notesbøger, hæklede karklude, digtsamlinger, et smukt billede af et lille væsen med meget store knæ, musik – og en kæmpekasse flødeboller af de bedste.
Så gode mennesker kender jeg!

Bogen kan nu købes (eller bestilles hjem) i alle landets boghandler, eller du kan købe den gennem følgende LINK

En negl er homolog med en klo, men den er fladere og har en buet kant i stedet for et punkt. Et eksempel på homologe strukturer er vinger hos fugle og arme hos mennesker. Både arme og vinger kan føres tilbage til en fælles stamform med forben, der hos fugle blev til vinger og hos aber til arme. En negl, som er stor nok til at gå på, kaldes en hov. Neglen er lavet af samme materiale som hornet på et næsehorn. Neglene vokser hurtigst på 3. finger, langsommere på 2. og 4. og langsomst på 1. og 5. finger. Negle vokser hurtigst på højre hånd hos højrehåndede, omvendt hos venstrehåndede. Mænds negle gror hurtigere end kvinders. Helt hvide negle forekommer ved leversygdomme, blå negle ved sølvforgiftning, røde ved visse blod- og bindevævssygdomme. Det gælder både kvinder og mænd.
Negle består ligesom hår af døde hornceller, som i neglen er mere svovlholdigt end i huden og derfor stivere. De mindste negle, man kender til blandt primater, tilhører Teilhardina brandti, som man kender fra nogle næsten 56 millioner år gamle fossiler fundet i Wyoming, USA.
Når du har influenza, gror dine negle 20 pct. hurtigere end ellers.

Kulturmagasinet Fine Spind har interviewet mig om min roman “Det dér og dét der.”
I artiklen fortæller jeg, hvordan jeg oplevede, at se mig selv beskrevet i en psykiatrisk journal, og vi taler lidt om mine knæ, der i mange år var det eneste, der forbandt mig med mig selv.

Du kan læse artiklen HER

E kastede op i planterne på stuen, mere præcist i de potter, de stod i. Hun påstod bagefter, at de trivedes ved det. Jeg kan huske, at vi andre, der var indlagt, undrede os over, at det lugtede surt inde fra hendes stue, men kun indtil rengøringspersonalet blev sat på opgaven og fandt 19 skraldeposer med opkast, som E omhyggelig havde fyldt og bundet knuder på. Flere af poserne var opløst af mavesyre, fortalte en fra rengøringen, hun var vikar og derfor nem at få til at fortælle. Én par af poserne havde E gemt under madrassen, “og en var klemt helt flad og hang på en knage skjult bag håndklæderne”, betroede vikaren os. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “hun må være skingrende skør,” og det, selvom jeg selv gik med en rejemad i mine trusser, som jeg to timer forinden havde skjult under frokosten, og jeg mindre end en måned tidligere havde skidt en stendød bændelorm ud, der ikke havde fundet næring nok i mine tomme tarme.

E var altid vred, “kan i for helvede ikke lade mig sulte i fred?,” råbte hun til personalet, og fortsatte med råbe om personlig frihed og retten til at sige fra. Hun ville ikke have besøg af sin mor, og ikke tale med os andre, der var indlagt. “Jeg har ikke noget at sige, og I siger ikke mig noget,” svarede hun, når terapeuterne forsøgte at få hende med i spise-snakke-gruppe tirsdag eftermiddag. Efter måltiderne havde vi fælles hviletid i opholdsrummet (en time efter hvert hovedmåltid og en halv efter mellemmåltider), men her sad E altid med lukkede øjne og høretelefoner i ørene, mens hun trippede med fødderne under bordet for at forbrænde kalorier. Hun havde ikke noget at sige, og vi sagde hende ikke noget.

Jeg kan huske, at jeg på en gang afskyede og beundrede E. Afskyede hende, fordi hun var så grov og utilnærmelig, men samtidig beundrede hendes mod til at stå ved sin grovhed, sin utilslørede vrede. Hun var aldrig i tvivl om rigtigheden af sit forehavende: i hendes optik var livet noget lort, og ingen skulle overbevise hende om andet. Selv var jeg helt anderledes splittet mellem, på den ene side, min intellektuelle forståelse af anoreksiens uvæsen, og på den anden side mine følelser, der ikke ville slippe sygdommen. På overfladen var jeg den gode patient, samarbejdsvillig og fuld af selvindsigt, men indeni var jeg lige så fuld af bræk, som de 19 poser E havde gemt på sin stue, og hvis stank fyldte afdelingen, efterhånden som mavesyren opløste plastmaterialet. Sådan var det, sådan var sygdommen, sådan var jeg.

Bogen kan bestilles ved at skrive til mig på juhl1973@yahoo.dk, den koster 249 kroner dertil kommer forsendelse/porto på 40 kroner