Louise Juhl

destory.dk

Ny roman på vej

For et lille år siden døde en af mine gode veninder. Hun var ikke ung længere, over firs, og havde været syg et stykke tid. De sidste uger tilbragte hun på hospice, jeg besøgte hende, mens hun lå der. Det var i slutningen af maj, og varmen var trykkende. Hun lå i en hospitalsseng på en lille terrasse og suttede på isterninger for ikke at udtørre i munden. Fuglenes fløjten lød som en kliché, jeg havde en lille buket tusindfryd med fra haven, lyserøde og mellemblå. De duftede ikke af noget. Vi talte om en novelle af Tove Jansson, jeg lige havde læst; jeg tror, det var varmen, sollyset og alle blomsterne, der fik mig til at tænke på den. Hun så på mig og konstaterede: “Jeg kommer nok aldrig til at læse igen.”
Jeg blev der ikke så længe, hun var træt og brød sig ikke om at ligge på “castrum doloris,” sørgeleje, og så endda før tid. Hun sagde, at hun var ked af, at det eneste hun havde tilbage af livet, var at dø. At hun egentlig helst var fri for lige den del. Hun lød ikke vred, snarere forbandet klarsynet. Da jeg gik, bukkede jeg mig ned over den høje hospitalsseng for at give hende et kys, men hun vendte ansigtet væk. “Alt det med afsked klarer vi i kirken,” sagde hun. Så gik jeg. Næste gang vi sås var til hendes begravelse.
Der tales (heldigvis) meget om sorg for tiden, om at miste -et barn, en mand. Ofte alt for tidligt. Alligevel synes jeg sjældent vi taler om, når ældre mennesker dør. Den sorg, der følger med, men også tiden op til. De ældres egen angst for at dø. Sorgen ved at skulle se i øjnene, at “det var dét”. At resten af teksten er mindeord.
I efteråret gik jeg en tur med min mor i skoven, det var i oktober. Undervejs bukkede hun sig ned og samlede et blad op fra jorden. Det var slimet, halvsort, godt på vej til at formulde.
“Stadie IV,” mumlede hun, “det er dén vej, det går.” Så rejste hun sig og gik videre.
Min mor fylder firs i juni, hun frisk som en havørn. Alligevel er hun dødeligt bevidst om, at livet har en udløbsdato, og at den ikke er så fjern, som den var engang. Det er dén vej, det går.
Jeg kan ikke tænke tanken uden at gå helt i sort. Men hvad med min mor? Hvor gør hun af tankerne, af sin angst, sin sorg ved at skulle herfra?
Det har jeg skrevet en lille bog, ikke om min mor, men om alt det, livet handler om, når det handler om at dø. Den hedder “Alle dage tilbage” og udkommer i juni. Jeg bliver glad, hvis nogen vil læse den.

Ensomig #547

Rummet er ganske lille, en seng og et rundt bord, det er ikke meget større en en underarm i diameter. På bordet ligger et forstenet søpindsvin, bleget af tid og lys, i midten står en orange keramikurtepotte uden indhold. Du taler i telefon, siger ´alt her har for meget plads´og griber ud efter et insekt i luften. Lukker din hånd. Åbner den igen for at se, om det er lykkes. Det er ikke til at sige, hvad du ser.
Jeg står med ryggen til, forsøger at trække vejr ud af min krop, hiver en bog ud af reolen. Helen Dunmore: “I told Susan that there were just the two of us, Isabel and me, and this is what I always say. But we were three,” læser jeg, og sætter bogen på plads. Isabel, det er sådan et yndigt navn, synes jeg, ligesom Rebecca og Margaret. Luftige men uden at svæve.
´Jeg tænker, vi kan fejre det med et glas vin, når jeg kommer hjem´siger du. Jeg nikker, selvom jeg ved, at det ikke er mig, du taler til.
Senere, det er blevet mørkt, sidder vi under en parasol, helt tung af regn. Det er egentlig for koldt til at sidde ude, alligevel overvejer vi ikke at trække indenfor, men lægger tæpper over ryg og ben, skutter os. Du bestiller øl og Moules Marinére, jeg nøjes med et glas hvidvin, det fjerde. Tjeneren, en halvvoksen pige, noterer ned.´Det var det hele?´spørger hun og ser på mig.´Det var det hele,´svarer jeg. Du spiser i stilhed, kun skeens skramlen mod tallerkenen. Jeg bestiller et glas vin mere, allerede før det første er tømt.
Bagefter sidder vi lidt og ser ud på den store plads omkring os. Man kan ane konturerne af en katedral længere væk, en massiv meterhøj skygge i det tætte mørke. Jeg ved ikke, hvordan, vi kommer hjem, men da jeg vågner, har jeg hovedpine, og du taler stadig i telefon.

Ensomig #546

I går så jeg en udsendelse om en mand, der forsøgte at overleve på den mongolske slette. Her kan der blive ned til 65 graders frost, bevoksningen er lav og sparsom. Den mongolske slette siger det, som det ér. Det vil sige: ikke meget.
Manden havde ikke net til fisk, så han forsøgte sig med bue og pil – håbet var at skyde en bjørn eller et elg-lignende dyr, noget der kunne skaffe føde til længere tid, et trofæ, et levegrundlag. Men heldet udebliver, så i stedet bygger han fælder: små skråtstillede sten, der udløses, hvis et mindre dyr, et jordegern eller en springrotte, passerer. Han har ikke heldet med sig, sulten begynder at gøre sit, han er opgivende og mister tillid til sig selv og sine evner. Han er godt klar over at uden mad, vil han dø. Herkommer nok så mange strategier og positive psykologiske indsatser til kort. Man kan ikke trække sit vejr alene ved hjælp af viljen.Til sidst lykkes det: En fælde er klappet, manden ser det fra afstand, han er ude af sig selv af begejstring, men forsøger at tøjle sin glæde. Det kan jo være falsk alarm. Men den er god nok: en lille fugl er gået i fælden:
– det var endda en af de søde, mumler han, lidt forlegen, men ikke mere, end at jublen og sulten vinder over fortrydelsen. Ikke nok med, at han nu kan få noget mad, han har også bevist, at han KAN. At han er i stand til at overvinde udfordringer, til at forsørge sig, at overleve. Han råber, lægger sig på knæ, rækker armene mod himlen. Græder af glæde. Endelig.Fuglen er så godt som ikke til at få øje på. Orangegul og helt flad, selv i mast form ikke stor til at fylde en håndflade, vel knap 5 centimeter i diameter. Den har et latinsk navn, jeg husker det ikke, og en kampvægt på 30 gram inklusiv fjer og næb og ben. Ikke meget til en fuldvoksen, udsultet mand. En halv mundfuld velsagtens, en drøm om mere. Men manden er ikke til at slå ud: Uanset størrelse er det et tegn! Et tegn på, at noget er ved at vende: Fuglen må være det første trin på en lang trappe, der vil føre ham videre. Udad, opad, fremad.
– Jeg er en vinder, råber han ud over sletten, enorm og vidtstrakt. Intet kan slå ham ud, han slår sig på brystet med den højre næve, går helt tæt på kameraet og smiler så bredt, at skærmen næsten viger tilbage. Appelsiiiiin.
Hjemme i sin lejr (en primitiv bivuak af birkestammer og pressening) plukker han fuglen, fjer for fjer. Det er en omstændelig proces, men det er vigtigt, at så meget som muligt af fuglen bevares. Fedtet sidder lige under fjerpragten, han ved, der er vigtig næring at hente her. Efter rensningen holder han fuglen op, der er ikke mere krop tilbage, end hvad der svarer til et halvstort insekt. Det er ikke, hvad manden ser. Han ser et nedlagt bytte, næring, overvindelse. Starten på en sejr. Han koger fuglen og spiser den halve skefuld suppe, slutter af med det afgørende punktum: fuglekødet. Cirka 8 gram kød. En orgastisk nydelse, det er tydeligt, han læner hovedet bagover, lukker øjnene. Aaaaaahh.
Jeg er sikker på, at den fugl hverken gør fra eller til i et større regnskab. De miligram fedt og protein, den har bidraget med, er med garanti forbrændt på at hente, plukke og tilberede. Alligevel vil jeg give tirsdag, min mongolske slette, en chance. Det kan godt være, at temperaturen er tæt på nul og den frysetørrede pulverkaffe smager af hengemt uld – at risikoen for at gå forgæves, er mere end til stede.
Men jeg tænker alligevel at slå mig på brystet, sutte tirsdagsskroget fri for kød og kraft.
8 gram med lidt god vilje.

Ensomig #545

Jeg er lige kommet hjem, alt for træt og lidt i stykker. Jeg spiser chickpea chips med havsalt og savner min mor – hendes fregner på håndryggen, som vist nok ikke er fregner men noget andet, der følger med alder og hænder og hud.
Jeg synes, det er svært – og lidt til – for tiden. Det har det måske altid været. Da jeg var mindre, fik jeg at vide, at der jo heller ikke var nogen, der havde lovet, at det skulle være let? Jeg kan huske, at jeg ikke forstod og tænkte, at når JEG blev stor nok, så ville jeg i hvert fald love mig selv og alle andre, at livet skulle være – om ikke let, så i hvert fald – lettere.
Jeg ved ikke, hvor stor jeg skal blive, før livet så holder, hvad jeg har lovet?

Ensomig #544

Hvorfor jeg foretrækker fiktion fremfor virkelighed?
I dag underviste jeg en flok 1.g’ere på Katedralskolen i Aarhus: Een skrev om at spise spejlæg med spisepinde, en anden om at være rugbyspiller i Tunesien. Ingen af de to tekster hang vel egentlig sammen, alligevel gav de begge masser af mening.
På vej hjem hjem i toget kom jeg til at sidde overfor en mand, jeg vil tro han havde min egen alder. Hans stærkt solariebrune kulør matchede nøjagtigt farven på hans brillestel, der igen matchede de lædersko med spidse snuder, han bar på fødderne. Selv hans taske var solariebrun og af mærket BOSS – som om det var tilfældigt.
Alt ved manden hang uhyggelig godt sammen, alligevel gav han ikke halvt så god mening som et tunesisk spejlæg.

Ensomig #543

Vækkeruret ringer klokken 6.03, sådan har det været længe. Jeg kan ikke huske, hvorfor det er tre minutter over, hvorfor ikke fem minutter i?
Det betyder sikkert ikke noget.

Det er overskyet udenfor, vinduerne skråner, jeg tisser som det første, børster tænder. Same procedure as every year. Jeg forestiller mig, at jeg går ned ad trappen til køkkenet, tænder for elkedlen og varmer vand til kaffe. Tre spiseskefulde instant espresso til et enkelt krus. Drikken er så mættet, at der svømmer små uopløste plamager af kaffepulver rundt øverst. Jeg tager kaffen med mig ind i stuen, stiller kruset på den lille bordskåner ved siden af computeren og læser nyheder, uden at lade mig mærke af dem:
Fire mennesker omkommet ved terroraktion.
Stadigt flere døende afventer en plads på hospice.

Det ringer på døren. Først genkender jeg ikke lyden, den er så sjælden, men så rejser jeg mig. Jeg ser en pige gennem dørens halvrude, hun har skulderlangt hår og en grøn termojakke på. Den står åben, jeg tænker, at det må være koldt i den tidlige morgenluft. Hun er omkring de 12 og voksen på den måde, man kun kan være, når man endnu ikke ved, hvad det vil sige.
Hun vil sælge mig honning.
– Det er egen avl, forklarer hun, hun har lært sig remsen på forhånd.
– Førsteklasses kvalitet, ingen kunstige tilsætningsstoffer, naturens eget slik, fortsætter hun.
Jeg takker nej, har aldrig brudt mig om honning. Et øjeblik overvejer jeg at tilføje, at dørsalg er forbudt, men gør det ikke. Ryster bare på hovedet som for at understrege mit nej tak.
Hun vender sig om uden at sige noget. Jeg bliver stående i døren og ser hende gå de få trin ned ad trappen. Hendes rygsæk hænger slapt fra skuldrene, den er tydeligvis tom. Nogen før mig må have taget imod hendes tilbud. Et øjeblik overvejer jeg at gøre det samme.
Så går jeg tilbage til de døende og kaffen.

(Senere går jeg forbi en eg ved søen. En mand har hængt sig. Jeg ser det fra afstand, tænker først, at det må være en morbid form for humor. Et rollespil eller kulisser til en film. Da jeg kommer tættere på, bliver kulissen virkelig. Manden har tabt en sort støvle på græsset under træet. Han har en løs frakke på, den bevæger sig i vinden.
Ansigtet er hverken forpint eller forløst.
Jeg ringer 112, oplyser tid og sted: En mand har hængt sig, han er død. Ambulancen kommer og redderne kører en båre ind under træet, bruger den som stillads, tjekker mandens puls. Nikker til hinanden som tegn på, at han er livløs.
Politiet tilkaldes. Liget må ikke skæres fri, før der er lavet tekniske undersøgelser: Dødsårsagen skal fastslås, den døde og omgivelserne fotograferes.
En ung betjent tilbyder mig at tale med en psykolog. Jeg takker nej:
– Jeg bryder mig ikke om honning, svarer jeg uden at vide hvorfor.
Betjenten ser et øjeblik forvirret ud, men lader mig slippe.

Hvordan jeg kommer hjem, ved jeg ikke, men jeg pudser alle vinduerne ud mod haven og fjerner spindelvæv omkring trappens gelænder, som jeg så længe har haft planer om. Jeg bestiller også et armbånd fra en finsk hjemmeside og finder en opskrift på vietnamesisk kokossuppe. Tænder et levende lys – ikke fordi jeg er overtroisk, snarere omvendt. Fordi jeg ikke er. Flammen står lodret og ubevægelig, helt ulig mandens frakke i vinden.)

Ensomig #542

Jeg er ved at skrive en bog: “Anekdoter fra et alt forvirkeligt liv” – om akavede elefanter i meget trange og pinlige rum.
Det er ikke fordi der er noget i vejen, snarere for lidt: På bordet ligger en Kodakfilm fra mit bryllup, der stadig ikke er fremkaldt og en pose Kims Kartoffelchips, der er blevet bløde af at vente.

Jeg har læst et sted at universets krumning med tiden vil medføre, at sekunderne vil forsvinde og opstå igen som noget andet:Et rum, måske, med plads til alle mulige og umulige elefanter, sjove og trange og virkeligt pinlige. Og til fingerdukker, med korssting i stedet for øjne og slapt hæklede hænder, der vinker til ingen: Hej, hej.

Ensomig #541

Ét år får jeg en lilla undertrøje i fødselsdagsgave. Den har en rosa giraf trykt på maven, skuffelsen er enorm, men jeg smiler og lader som om. Det er jo en gave og gaver skal man tage imod med taknemlighed, det har min mor lært mig. Alle pakkerne ligger på en bakke af plast, øverst en konvolut. “Fra mor og far ,” står der, den er pyntet med klistermærker – hjerter og Dannebrog med split. Kortet er købt og med fortrykt tekst: “I dag MÅ solen skinne,” en stor bred smilende sol i baggrunden.
– Det regner ellers, bemærker min bror, men min mor lader ham ikke tale ud:
–Der er flere pakker, afbryder hun og skynder sig at række mig én. Den er hård og firkantet, et kasettebånd fra Maxell, 90 minutter. På den ene side har min far optaget Suzi Quatro, på den anden Orfeus og Eurydike af Gluck.
– Lidt for enhver smag, tilføjer han. Enhver er min far. Jeg giver ham et kys på kinden.
– Tak!
Senere tager vi på dyrefarm, der er lamaer, næsebjørne, tamme kaniner og en grillbar. Jeg bestiller pomfritter, de er bløde og bølgede som dem, man køber på frost i Brugsen, bemærker min mor. Jeg er ligeglad, for der er “fri remoulade” i en kæmpestor bøtte på disken, og selvom min mor får en bekymringsrynke i panden, øser jeg op. Fem gange bliver det til, til sidst er der ikke flere pomfritter på tallerkenen, kun remo. Jeg fylder skeen med den karrygule pasta, putter det i munden og synker, uhm. Min mor vender sig væk, jeg er gået over grænsen, det ved jeg, men det er min fødselsdag, og så må man godt.
På vej hjem i bilen leger vi Skibet er Ladet Med. Jeg vælger L og Landskab, min mor siger Louise, min far Lagkage.
– Lort, råber min bror, og jeg griner befriet og alt for højt. Min mor sukker og ser ud af vinduet, min far retter bilen op.
– Lidt for enhver smag, mumler han og har mere ret, end han aner.

Ensomig #540

I sidste uge fortalte min terapeut mig om en app, der fem gange om dagen skal minde os om, at vi skal dø. Jeg gik derfra uden at helt at forstå, om det var ment som en anbefaling eller en advarsel?Du siger, det har blæst i nat, jeg nikker. På DRs hjemmeside skriver de, at årets første Samsø kartofler er blevet solgt for 1500 kroner. Det er cirka det samme, som det koster at brødføde en familie på 4 i Uganda et år. Et øjeblik overvejer jeg at udvikle en app, der fem gang i minuttet advarer mig om, at jeg er i live, at det er virkeligt, det, der sker.

.

Ensomig #539

I går talte jeg med min mor, jeg ved ikke hvordan, men vi kom til at tale om min mormor og om hendes persianerpels. Den hang i den “fine entré”, der kun sjældent blev benyttet som indgang, men i stedet fungerede som en slags viktualierum: æg, smør, confiteret and, bælgede ærter. Kijafa til helt særlige lejligheder.
Frakken nåede min mormor til midt på knæet – mig kun til anklerne, jeg var otte, da jeg så den første gang. Jeg husker det som en tung og mystisk oplevelse.

Min mor fortalte, at min mormor mente, at frakken have ændret hendes liv – og at hun mente det bogstaveligt. Hun havde svagt hjerte og frøs altid, og før hun købte persianeren havde der været måneder på året, hun ikke kunne komme udendørs. Pelsen gav hende muligheden tilbage.
Persianere var langt fra så fine som mink eller ræv, til gengæld havde de alle pelsens gode egenskaber til den halve pris. Min morfar var tømrermester og knoklede i døgndrift for at få tingene til at tilnærmelsesvist at hænge sammen, der var ikke meget at gøre godt med. De lange bede med grønkål sikrede ikke kun foder til hønsene, men også kraft til suppe og -når det virkelig kneb- drøjede min mormor sit bagværk med det stride kål.

Hver sommer arbejdede hun som afløser i telefonomstillingen på Kolding sygehus. Hun tog imod indgående opkald, rykkede rundt på ledninger og skabte forbindelser mellem lægen i Taulov og afdelingen for kirurgi, så et barn med en mistænkelig byld på halsen kunne få plads på stue ni. Hendes kræfter var i sparsomme, hjertet slidt, og de mange timer ved omstillingsbordet tærede på hende. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse og vejrtrækningen blev en kamp.
Efter ni somre havde hun tjent nok til at købe sig en persianerpels. Hun købte den i august, jeg kan huske, hvordan hun og jeg stod klar på gårdspladsen, da postbilen trillede ind. Lyden af grus, der giver efter. Frakken var pakket ind i brunt papir med en sløjfe omkring, og min mormor tog imod den, som en mor tager imod sit nyfødte barn: forsigtigt og med stor ømhed.

Jeg ved ikke, hvad det var med den persianer, men hver gang min mormor tog den på, var det som om, der skete en forandring. Hjertet slog kraftigere, den gulgustne hud fik kulør.
–Se! smilede hun og slog pelsen over skulderen. Drejede rundt om sig selv, hendes stemme lød som på film:
–Se! Og jeg havde virkelig aldrig set noget lignende. Mystisk og tungt – men også noget andet, noget mere, jeg ikke kunne sætte ord på. En ekstra krop eller en ny dimension.
Jeg kan huske, at min mormor lod mig prøve den, at jeg knap kunne løfte den, så tung var den, varmen helt enorm. Alligevel havde jeg svært ved at slippe den igen, så hun til sidst måtte insistere:
–Så er det vist godt, og hun tog persianeren fra mig, hang den på en bøjle med inskriptionen: “Stage & Son.”

Frakken fik lov at hænge frem til jul, før hun tog frem igen. Hun skulle i kirke, messen klokken fjorten, så hun kunne nå tilbage til at stege and og lune rødkål. Min morfar forstod ingenting, hverken af det med kirken eller pelsen: Hvad lignede det sådan at smykke sig med lånte fjer? Min mormor tog hans ilterhed med ophøjet ro. Hun forklarede roligt, at der skam ikke var tale om noget lånt, men om en pels købt for penge, hun selv havde tjent. Hun sagde det, med den helt særlige stemme, pelsen tillod hende: “Glædelig jul, Hr. Juhl,” sagde stemmen, og hun gav ham et kys på kinden. Jeg stod ved siden af på mine otte-årige ben og så på og kunne mærke i hele kroppen, i rummet omkring, at noget forandrede sig. I min mormor, i min morfar og imellem dem.
Jeg tror ikke, jeg har oplevet noget lignende siden.