Louise Juhl

Morfindrøm.

En gruppe mænd, cirka ni, prøver brudekjoler under en bruser. Kjolerne holder sig tørre, men skoene får skader, særligt hælene begynder at gabe. Jeg holder øje på afstand, står klar med en paraply, som om den vil være til nogen nytte, når de kommer ud?Bagefter ser vi film: David Attenborough går rundt i noget, der ligner det antikke rom. – Dér, peger han. Og igen: – der. Siger på sit karakteristiske britiske noget om, at det var hér, det hele begyndte at gå galt. Vi noterer ivrigt på vores blokke, som om vi er ved at få afsløret altings årsag, men uden at vide, hvad alting er:– Her går det galt, skriver vi på hundredevis af blokke, side efter side. Da filmen er færdig, forlader alle lokalet, alvorlige, tænksomme. Jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt min paraply og går tilbage. Her ligger de efterladte blokke, sæde efter sæde, række efter række. På et enkelt sæde står også stilét, lys gul, fyldt til randen med vand.

I går kunne jeg ikke sove, en nerve havde sat sig fast i min lyske, en dump og dum smerte, insisterende. Så lå jeg og tænkte på, at min mor fylder 80 i juni, hvad jeg skal give hende. Allerhelst vil jeg skrive en bog til hende, en helt lille bog med ganske få opslag, eller måske en kæmpe stor bog men med meget langt mellem hvert kapitel. Jeg når nok ikke at skrive noget, før det bliver juni, men hvis jeg gør, skal det handle om min mor. Eller om os. Om hvordan min mor stablede toiletruller, da jeg var mindre, og hvordan jeg fik lov at hjælpe. Tre ruller ovenpå hinanden, seksten stakke, otteogfyrre ruller i alt. Hun købte altid stort ind af den slags, – på den måde fik hun to ruller helt gratis, forklarede hun mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at når jeg blev voksen, ville jeg sørge for at tjene så mange penge, at jeg ikke behøvede at købe otteogfyrre toiletruller for at spare to. Rullerne fik plads i et af de høje skabe i sengeafdelingen. Skabene havde mørke finérlåger og greb af kobber og udover toiletruller, gemte det på min fars gamle militæruniformer, årgangsvin, aflagt børnetøj og min mors sygrej. Jeg holdt meget af at hjælpe hende med at stable, der var noget helt særligt ved de øjeblikke. Vi sagde sjældent noget imens, stablede bare otte stakke med tre ruller i hver hver og skiftedes til at sætte dem på plads. Først når vi var færdige så min mor på mig og sagde: – Sikke vi ka! Dét vi, vil jeg skrive en ganske lille bog til min mor om.

Der bliver også et kort og køligt kapitel om min 20 års fødselsdag. Min mors fejring af den, ulykkeligheden.
Jeg var indlagt på Frederiksberg hospital, havde fast vagt døgnet rundt, brugte al min vågne tid på ikke at spise. Der var lavet aftale med personalet om, at min mor kunne komme på besøg, og at jeg kunne slippe for den faste vagt så længe.
Jeg sad i sengen, da hun kom, midt i et skænderi med en rengøringsdame, der havde fundet en fyldt ernæringsdrik i skraldespanden, og nu truede med at sladre til personalet. Hun holdt inde, da min mor kom. Jeg tror ikke, hun nogensinde sagde noget om noget til nogen.
Min mor rakte ud men fortrød. Jeg var ikke andet end skøre knogler. I stedet kyssede hun mig på panden. Hun havde gaver med: En kæde i hvidguld, jeg elskede den kæde og bar den hver eneste dag, selvom vægten af smykket satte blå mærker på mine nøgleben. En sweater i et ekslusivt engelsk mærke, merinould. Trøjen var en størrelse 14 år, alligevel hang den på mig som et lagen på et spøgelse, og min mor blev ved at hive trøjen bagud, som om misforholdet mellem knogler og stof derved ville blive mindre. Klokken tretten blev der serveret frokost, jeg fik 2 halve med tandsmør, sprængt kalvebryst og peberrodscreme. Jeg råbte op: På min tyve års fødselsdag måtte jeg vel for fanden selv bestemme, hvad jeg ville spise – eller rettere ikke spise? I misforstået hensynsfuldhed endte min mor med at sætte de to stykker brød til livs, så jeg kunne slippe. Jeg fulgte maden: min mor, der løftede brødet op til munden, tyggebevægelserne, det besværede synk. Hun så ned imens, som om hun skammede sig ved at spise den mad, min krop forlangte.
Hele dagen sad vi sådan, jeg i sengen og min mor på kanten, snakkede eller var stille, holdt i hånd. Til sidst kravlede hun op til mig i sengen, så sad vi der, lige så fortabte som før, og gik i stykker sammen. Klokken
sytten bankede afdelingssygeplejersken på døren og annoncerede, at besøgstiden var forbi. Min mor virkede nærmest lettet, selvom hun græd, da hun gik.

Min mor sender mig en SMS:

Mor: Godmorgen skat, i går var jeg til foredrag og mødte Joan fra din børnehave, Bambi.
Mig: Åhhh Joan? Var det hende, der kun havde een hånd?
Mor: Nej, det var Birgit A. – Hun havde fået bidt hånden af af en hest.
Mig: Af en hest?
Mor: Ja. Joan, det var hende den sure mørkhårede.
Mig: ….
Mor: Hun havde begge sine hænder, men til gengæld ingen hest. God dag.

❤️

Mette fra Alene i vildmarken drager omsorg for sine fødder og bygger en veranda med udsigt over søen. Det sidste øger boligens værdi, siger hun – på en skala fra et til fem vurderer hun den til en klar femmer. På trods af kulde og sult og savn virker hun utynget, næsten lykkelig, men vigtigst af alt klog nok til ikke at gå i detaljer med sine følelser.
Det er tæt på fire år siden, jeg sidst selv har mærket efter, men folk omkring mig siger, at det går mig godt. Bedre end nogensinde faktisk. Jeg vælger at tro, hvad jeg hører, tænker, at der ikke er nogen grund til at mærke efter. Jeg risikerer bare at opdage, at de tager fejl, og så har vi balladen. I stedet nyder jeg dagens stærkt begrænsede udsigt ved søen, planter blomster i gårdhavens kummer og beslutter mig for at forkæle mig selv med en belgisk øl, når “Valby bakke” åbner klokken 16.00.

I dag skal jeg holde foredrag på Norddjurs bibliotek, et oplæg, der har fået titlen “Fra sult til skrift.”
Oplægget kommer først og fremmest til at handle om relationer: Relationen mellem det, vi betegner som sygt og det, vi opfatter som normalt, relationen mellem patient og behandler, men også jegets relation(er) til sig selv.
Jeg vil prøve at angribe det hele fra en litterær vinkel, vise, hvordan anoreksi på mange måder handler om at spille flere roller af “sig selv,” måske flere end man kan bære. Jeg vil forsøge at illustrere den indre splittelse ved hjælp af aktantmodellen: Anorektikeren er så at sige både objekt, hjælper og modstander i sin egen fortælling, dommer, bøddel og offer.
Og behandlerne? Ja de reducerer den syge til sin sygdom, en menneske, der ofte i journalen beskrives så unuanceret, at teksten ville falde for dumpegrænsen i en kritisk tekstlæsning.
I min journal står der for eksempel:
“Vi diskuterer, hvordan pt. kan blive mere rund følelsesmæssigt, lægge lidt afstand til det kantede, ” hvilket er så himmelråbende dum en formulering, når det handler om et menneske, der i dén grad forsøger at lægge det bløde, bøjelige, føjelige af sig – og i stedet vise den rå og uslebede version af sig selv: Skind og ben. I den foregående sætning står mit ønske endda udtrykt sort på hvidt:
“pt. efterlyser omvendt flere konfrontationer, mere ærlighed.” Noget behandleren fuldstændig vælger at overhøre, hvilket kun bekræfter den anorektiske i, at det ikke nytter at tale; at kun sultens sprog bliver hørt. Hvis vi bliver i det relationsanalytiske hjørne, må man sige, at der er tale om et mildt sagt uligevægtigt forhold.
Tidligere i dag så jeg, at Asta Olivia Nordenhof havde skrevet om sine oplevelser med behandlersystemet, om hvordan hun så sin lidelse (i ordets videste betydning) som meget andet og mere end en sygdom. Nogle gange en hjælper, andre gange en modstander – hun havde endda beskrevet begge roller præcist og klart i et skema, det skal hun have stor tak for. – Det er interessant, hvordan det ikke bare er sådan, at litteratur mimer det såkaldt virkelige, men at virkeligheden måske i lige så høj grad konstruerer sig selv – helt efter bogen.

Du kan tilmelde dig foredraget HER

Da jeg var mindre, legede jeg mest med mig selv. Jeg satte fyrfadslys langs rhododendronbedet i haven, indtil min mor forbød mig det. Hun kaldte det en “uhyggelig hobby”. I stedet fandt jeg på at omdele flyveblade skrevet i hånden: “Hvis alle giver hinanden skylden, hvem er så skyldig – alle eller ingen?” Min genbo fandt en seddel i sin postkasse, og selvom der ikke var skrevet afsender på, gættede han straks, at det var mig. Så var også det forbi. I skolen var jeg lærenem. Jeg var særligt dygtig til matematik og til sorg og fandt en fællesnævner i primtallene. De tal, som ingen går op i udover tallene selv: Elleve, syvogtyve. Eller lyden af feber: niogtredive komma tre. Min lærer opmuntrede mig til at opfinde mine egne talrækker, systemer og tabeller. Det lykkedes, i mange år var det nok på den måde at få tingene til at hænge sammen uden at gå op. Men på det seneste er jeg begyndt at skrive sedler igen.

Scene tre af en:
Der er ingen dyr, ingen mennesker heller. – Jo vent, der er et menneske. To. Flere hundrede. De taler, men ikke med hinanden. Nogen har pyntet op, bordbomber, flag, sølvlameller, men ikke til fest. Serpentinerne ligner galjer, som de hænger slapt krøllet fra lampeskærme støbt i bronze.
Folk gør ting med deres hænder: Knytter garn, skriver i vand. Nogle tegner zoner op i deres håndflader med rød og flouroscerende gul. Cyklamenblå. Et barn kalder uden retning, en ældre mand går og peger ud i luften, tæller indad: treogtyve, syvogfyrre, elleve. Forfra og om igen. En ung kvinde med en tom bylt på ryggen følger efter ham, gentager alle tal med ganske lille forsinkelse – en slags væg af hud, der kaster cifrene tilbage. Sådan fortsætter det med flouroscerende hænder, garn, ekko.

Alle venter på, at scenen skal slutte. På at tæppet falder, og det er tid til at bifalde. Stående ovationer:
Bravo!
Mesterligt!
Men scenen slutter ikke, publikum får lov at vente. Timer, dage. år. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, det var en del af stykket.

Er lige vågnet efter en ufrivillig søvn: En mand var blevet opereret i hjernen – en pludselig opstået væskeansamling havde trykket mod vitale områder. Alt var gået godt, ingen alvorlige mén. Det eneste, der vidnede om det voldsomme indgreb var, at mandens øjne nu kun kunne se indad. Hvor han før havde brugt tid på at iagttage omgivelserne – den gamle slotskirke, stensætningen langs med kirkegården, uglekassen i kastanjen og det irrede kobberspir – begrænsede hans udsigt sig nu til indsyn. Fortiden. Gulnede fotos af en far i knælange strømper på bukkejagt. Et løftet gevær. Hans søster i hvid konfirmationskjole (det var ugen før, hun døde, tilføjede han.) En cykel på tre hjul – uden styr.
Det var ikke noget, der generede ham, dét med det manglende udsyn. Slet ikke. Det var kun hyggeligt at gå på opdagelse i de gamle albums, mente han. Folk smilede lettet, gav ham et let klap på skulderen – sådan!

Måske var jeg den eneste, der undrede mig, da en ugle fløj ind gennem mandens venstre øre, trak en orm ud. Fløj op til kassen i kastanjen, hvor en unge hjerteskærende skreg på føde.

Hver dag drypper jeg mine øjne med Systane ultra, et middel mod tørre øjne. Jeg har døjet med den slags i årevis, reumatologerne mener, det hænger sammen med min bindevævslidelse. Jeg lader dem mene, hvad de vil, og drypper videre.
Til juni fylder min mor firs, jeg er allerede i gang med at planlægge: Bjælker af ost, urtete fra Brovst og Halfdan Rasmussens børnerim på repeat. Min mors øjne løber – modsat mine – ofte i vand. Bortset fra det, ligner vi hinanden: det kuldskære og den trekantede rynke mellem brynene.
Man siger, at japanerne har enoghalvtreds forskellige ord for regn, inderne mere end hundrede for karry. Min mors panderynke er et helt sprog i sig selv. Jeg øver mig hver dag foran spejlet, det kniber stadig. Særligt det stumme h er svært at udtale uden at knibe øjnene sammen.

Dagene minder mig om visne hænder. Henvendelser, der ikke bliver mødt.

I går havde en kat forvildet sig ind bag de automatiske døre i en Netto lige i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg satte mig ved siden af dyret, strøg den over ryggen, mens follk gik forbi med deres net og mobiltelefoner. Tilsyneladende uden at tage notits af hverken katten eller mig. Efter noget tid rejste jeg mig, men dyret blev siddende, næsten skjult mellem de mange tilbudskasser: Man kunne vælge mellem chiamüsli, toiletbørster med Hello Kitty-motiv eller to net økologiske clementiner for en tyver.
Jeg gik udenfor, stillede mig på den anden side af glasdørene. Ventede vel på, at katten skulle følge efter, men forgæves.
Til sidst var jeg nødt til at flytte mig for en ung mor med tvillingebarnevogn og to flyverdragter hængende over styret.
Da jeg kiggede ind bag dørene igen var katten væk.