Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #534

Jeg noterer klokkeslæt for alt. Hvad tid jeg står op (kl.6.04), hvad tid, jeg græder første gang (7.19), hvornår  feberen sætter ind  (kl.10.16, men det viser sig at være falsk alarm)

Kl 12.24 vejer jeg en gulerod. 65 gram.

Kl 12.25 spiser jeg guleroden

Kl 13.03: Jeg giver mig selv lov til at drømme. Endnu en hund, tysk jagt, ruhåret.  Nåletræer. Syltede skovsvampe og tyttebær.

Kl 14.41 opgiver jeg drømmen.

Kl. 15.77: Jeg lyver, tiden findes ikke.

Kl 16.11 er der stadig 2 timer til vi ses.

Kl 19.00 (sharp!) Avocado og stegt fennikel, hytteost.

Kl 21.05: en cigaret.

Kl 22.29: jeg stiller vækkeuret. 6.04

Ensomig #533

Jeg stod op kl. 6.11 og så ud på mørket, der havde forklædt sig som lys.
Jeg sagde Godmorgen, Morgen,”  hviskede Hej Virkelighed: ku du ikke skrue lidt ned for charmen, så der blev plads til os andre også?

 

 

Ensomig #532

Klokken er 06.37. Jeg har drømt om en fugl. Jeg tror, jeg slog den ihjel. Det vil sige, jeg har ikke nogen erindring om, at have slået fuglen ihjel, men alle omkring mig i drømmen pegede: Først på fuglen (en meget stor mågelignende fugl) og så på mig. Med hovedrysten forlod de derefter stedet.
Det var ikke så meget denne reaktion, der fik mig til at skamme mig, som det var fuglens.
Dyret lå på siden, og kroppens reflekser var stadig intakte: vingerne skælvede en smule. Dyrets øjne var åbne og glasklare, de så på mig. Jeg ved godt, at fuglen ingenting kunne se – den var jo død og det var i en drøm. Men jeg vågnede og så, hvad fuglen ville have set, hvis den havde været i live.
Det er det, jeg forsøger at skrive.

Ensomig #531

En fugl er fløjet ind

ad vinduet på

Jannicks stue

Han mener at det

er Messias der er

kommet for at

frelse ham

og griber ud

efter svalen

der af bare skræk

efterlader en lort

på sofaen

før den

forsvinder samme vej ud

som den kom ind

Lilli kommer løbende

i hånden har hun en fugtig klud

som hun forsøger

at fjerne fuglens

efterladenskaber med

Jannick flår kluden

ud af hendes hænder:

“Det er Jesu Kristi

legeme” græder han og

peger på lorten

 

Lilli lægger en hånd

på Jannicks skulder

henter så to truxal og

et glas vand

“Er det Jesu Kristi legeme?”

spørger Jannick da hun

rækker ham pillerne

Lilli nikker

Jannick lægger sig

på knæ

og med foldede hænder

tager han imod

medicinen

Lilli lukker vinduet

og forlader stuen

“Gå med fred”

hvisker Jannick

Ensomig #530

I går hørte jeg Hjerne Madsen på P1, det handlede om transgenerationel epigenetik, altså om hvordan vores gener ikke alene er betinget af arv, men at miljøet også spiller en rolle – også for efterfølgende generationer. Senere så jeg en udsendelse fra Japan: På en fabrik var det lykkedes at fremstille grøntsager og planter helt uden brug af jord, alene ved hjælp af renset vand tilsat næringsstoffer. Derved kunne man i fremtiden overleve natur- og miljøkatastrofer, og sikre befolkningen føde i krisesituationer.
I nat drømte jeg så, at jeg var ombord på et krydstogtskib på størrelse med Fyn. Skibet var en del af en storstilet indsats iværksat af regeringersoverhovederne i hele Norden. Tanken var at skabe en række små selvforsynende samfund på disse skibe. Man havde hele vejen rundt langs rælingen anlagt en natursti, der rummede lige præcis den fauna og flora, der forlangtes, for at skabe et økokredsløb. Her var svampe og mosser, nåle- og løvtræer, og hver morgen blev der lagt ekskrementer fra vilde dyr, der levede i rum i skibets last, for at tilføre jorden gødning, og for at bevare den helt rette odeur af autencitet for de, der benyttede sig af vandreruterne. Stierne var overdækkede for at undgå luftforurening udefra, men der blev konstant tilført en ganske lille smule ozon til luften, dette fordi ozonen frigiver duftstoffer magen til de, man kender fra forårsfugtige morgener. Stiens længde udgjorde nøjagtig en marathon, så ekstremsportsudøvere ikke skulle lide afsavn.
En yderligere fordel ved det lukkede samfund var, at det udgjorde de optimale betingelser for transgenerationel epigenetik: fordi alt og alle var samlet på så forholdsvis begrænset plads, var det muligt at overvåge selv den mindste bevægelse. Således også hvad der blev indtaget af føde, hvor meget motion, der blev dyrket, hvor meget sex. Hvor meget, der blev læst, hvor meget de forskellige bidrog til fællesskabet. Altsammen værdifulde data, som man kunne bruge til at kortlægge de faktorer, der skabte de mest levedygtige individer. Man mente således, at man inden for de næste 30 år ville kunne udrydde såvel underbid som uhensigtsmæssig hårvækst i ansigtet.
Skibene løste også et globalt flygtningeproblem, idet man kunne installere mennesker på flugt på skibe, hvor de kunne leve beskyttet ikke bare fra politisk og religiøs forfølgelse, men også kunne isoleres fra andre kulturer, så man undgik eventuelle uheldige sammenstød mellem interesser og levevis. Ligeledes ville der ikke længere være problemer med modtagerlandes afvisning: Der ville løbende kunne blive bygget skibe, der nøjagtigt modsvarede behovet fra de krigshærgede områder.
På de nordiske skibe (mit skib bar det gode navn “Konsensus”), var udgangspunktet for regeringens indsatser såvel som for de kulturelle og kunstneriske ambitioner udstukket af denne, at grundlaget for al væren var positiv psykologi. Det blev understreget, at der naturligvis aldrig kunne blive tale om tvang, men at enhver kunne se værdien i at arbejde mod en stadigt lysere fremtid. Dette ønske søgte man ligeledes styrket gennem epigenetisk forskning, idet man særligt kortlagde kost- og livsstil hos de, der viste sig vanskelige eller direkte konfrontatoriske. Blandt andet havde man mistanke om, at for mange ærter i de fire første uger af en graviditet, ofte resulterede i særligt iltre og endda aggressive børn. Til gengæld kunne mikrodoserede indtag af okker-alger muligvis forhindre sådanne tendenser.
Jeg ved ikke, om det skyldtes mine lidt akavede knæ eller min melankolske natur, men jeg blev i hvert fald tilknyttet et særligt overvåget program, hvor jeg ikke blot skulle føre spise- og motionsdagbog, men ligeledes blev bedt om at give alt fra ølbrikker og rivejern til blyantspidsere og hatteæsker karakterer fra 1 til 10 alt efter, hvor meget de henholdsvis tiltrak og frastødte mig. Jeg blev vurderet til ikke at respondere tilstrækkeligt positivt på mine omgivelser, og man lod mig sejle min egen sø – bogstavelig talt: Jeg fik min helt egen robåd – dog uden årer. Man mente, at det ville øge virkelyst og initiativ, hvis jeg selv skulle finde en løsning på at skabe fremdrift i båden.

Ensomig #529

(måske hvisker han ikke, måske er også dét bare en af mine løgne.)

Han siger, at det mindste, jeg kan gøre, er at begrave fuglen. Eller. Egentlig peger han bare på en lille plet jord mellem to solbærbuske og siger “Grav!”
Der er ikke nogen skovl, så jeg bruger mine hænder som skeer. Jeg bukker mig fremover, men kan ikke nå, så jeg knæler i stedet. Der kommer to fugtige pletter der, hvor mine jeans rører den lerede jord.
“Jeg kan ikke forstå det?” siger jeg, men han svarer, at der ikke er noget at forstå:
Fuglen er død, og det er min skyld.
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg bliver ked af det eller bange, men jeg begynder at græde.
Han spytter på jorden foran mig: “Stop dig selv.”

Da hullet har samme størrelse som fuglen – og lidt til – tager jeg den store måge og lægger den i jorden. Jeg er nødt til at bukke dens hoved lidt frem mod brystet for at få plads til hele kroppen. Jeg skubber lidt af den opgravede jord tilbage over hullet, jeg tænker, at det vel er sådan man gør, når man har slået nogen ihjel.
Man lukker hullet efter dem.
Jeg løfter mit ansigt.
Han rækker en hånd ned mod mig, hjælper mig op. Vi står tæt, ser på hinanden, det ser ud som om, han smiler.
“Det var slet ikke så slemt, vel?” spørger han, og jeg ryster på hovedet.
Nej, det var ikke så slemt.
Sekundet efter rammer hans knytnæve min kind, og jeg falder omkuld, ned over graven og den døde måge.
Han tager en håndfuld jord op i sin hånd, ser på hånden og kaster så den klæge masse over mit ansigt:
“Bare rolig, det er ikke så slemt.”

 

Ensomig #528

Jeg kan ikke huske, at jeg slog fuglen ihjel.

Men jeg kan huske de forstenede øjne, vingernes efterskælv og det skarpe jag, da han greb mit håndled, hviskede: “Hvem skulle det ellers være?”
(Måske hviskede han ikke, måske er det også en af mine løgne)

 

Ensomig #527

Hele dagen har jeg tjekket mails, håbet på en besked, en opringning. Kontakt.
Kl. 13.29 skete det så faktisk. Jeg fik en mail fra Birgit. Hun startede med at undskylde, at hun forstyrrede. Så skrev hun, at det den her gang var alvor – og at jeg måtte love ikke sige det til nogen. Jeg slettede mailen, jeg kender ikke Birgit, måske kunne det være blevet starten på et venskab, det er ikke til at vide.
Så fyldte jeg en balje med vand og Ajax og vaskede samtlige  vindueskarme i huset. Støvsugede. Gik tur med hunden. Tjekkede mail, stadig ingenting. Satte mig og læste i Venskabets Pris af Kjell Askildsen. Novellerne handler ikke om noget. Jeg ved godt, at det i virkeligheden betyder, at de handler om en masse. Om alt det, der ikke sker.

Det kunne minde lidt om mit eget liv – bortset fra, at alt det, der ikke sker her, ikke dækker over noget andet.

I mit liv er Ajax bare Ajax.

Ensomig #526

Jeg er gået på biblioteket for at være i fred for mig selv, men bliver stoppet af en byfest:  Brændte mandler, hoppeborge og et brass band, der  spiller Shubidua. 

Det burde vel være en trøst, men føles som det modsatte, på den måde at erfare, at der faktisk findes værre selskab i verden end mit eget.

Ensomig #525

Det er lørdag tidlig morgen, jeg er alene, sofaen ligner sig selv. Jeg læser digte af Pentti Saariskoski; den luksus at læse i kaffegrums, at føle sig lykkeligt tilovers. Hvis jeg var et menneske af kød og blod, ville jeg skrive på muren ved Bloms Butikker: “Hej verden, har du plads til en mere?”, skulle der stå med lilla spray og måske lidt glimmer.
Men jeg er for meget menneske og for lidt kød og blod, så jeg bliver nok bare herhjemme. Skriver vilkårlige digte, drikker stærke øl og falder i søvn til en serie, der handler om virkelige mennesker i en fiktiv verden – eller omvendt? Det er svært at afgøre hvad, der er hvad.