Louise Juhl

destory.dk

ensomig #936

Jeg gads godt være smart, men jeg gids ikk’ alle de overvejelser, der følger med. Som nu.
Er mine bryster en opfordring og hvis ja, til hvad? Er min røv en fornærmelse, er mit køn et kompas? Jeg er træt og stolt. De to ting hænger sammen – men ikke med hinanden. Det er onsdag, jeg har lyst til biksemad, vejret er mildt, og jeg elsker for meget.
(Kh)

ensomig #935

I går faldt jeg i snak, vi talte om tid:
Vi betragter som regel tiden som en linje.
Et før, et efter og derimellem det ganske lille punkt, vi kalder Nu, og som er omme i samme øjeblik, vi tænker på det.
Jeg foreslog at se på tiden, som et rør, vi fylder med nu’er. Eller en blomsterkrone, noget, der vokser udad.
Jeg lægger dagene sammen sådan, som blade på en blomst. Alle de 24.ende septembre, jeg har oplevet. 47 blade. Gad vide, på hvor mange af dem, det har regnet? Hvor mange, der er faldet på en torsdag? Den 3 december er Ludvig Holbergs fødselsdag. Det ved jeg, for det er samme dag som min folkeskoleveninde, Mette Ts, lillebror, Jacob, er født. Og samme dag som min onkel Mogens fyldte år. Min onkel var bundet til en kørestol fra han var ganske ung og kunne ikke rejse ud, så han slugte alle naturprogrammer, de sendte på på tysk tv, og også tenniskampene, han holdt selvfølgelig med Becker og Graf. Til sidst blev hans syn dog så svækket, at han ikke længere kunne følge med på skærmen. Han flyttede på plejehjem, og så gik der ild i det tæppe, han lå under. Ingen ved vist hvordan eller hvorfor, og ingen spurgte. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af eller noget. Sådan har alle dage deres historier, den 3. december, den 24. september, det handler ikke om at komme først derhen. Heller ikke om at have det længste hår eller at vide mest om tungmetaller. Det handler dybest set ikke om noget. Det er derfor, jeg skriver bøger uden start, midte og slut. Tekster, der starter den 24. september og slutter den 3. december, bare fordi, det var sådan siderne faldt. Nogle gange handler de om en ildebrand, andre gange om et pindsvin, der savner, at nogen aer det over ryggen.

ensomig #934

Hej lille drøm. Nej, det var ikke en drøm, men den pureste virkelighed, da jeg blev healet af Pia Raug. Det var i ’94 på Amager Strandpark til et grundlovsarrangement med Folkebevægelsen mod EU. Hun havde sit karakteristiske tørklæde snoet om håret, og de skønneste skæve tænder. Jeg var dengang milimetertynd og hundefrøs, men Pia sagde:
–Den klarer jeg!
Så holdt hun sine hænder over mit hoved. Hun rørte ikke ved mig, det var mere sådan uhuh og lidt aura-agtigt, altså hævet 25 centimeter over min isse.
Jeg er normalt langtfra til uh og aura, men i Pias tilfælde var det noget andet: hendes intentioner var åbenlyst ægte og kærlige.
Og så skete det bare, jeg sværger: Jeg mærkede en varme, der steg mig først til kinderne, så nakke og skuldre. Jeg sad musestille, nok mere lamslået end lykkelig, og mærkede sveden begynde at dryppe fra min pande. Så lod hun sine hænder bevæge sig langs mine arme, min lænd, mine ben – stadig uden at røre ved mig – og lavede undervejs nogle ottetals-bevægelser forbi mit bryst.
Jeg tror ikke på sådan noget med elektriske impuls og baner på tværs af virkelighederne, i hvert fald ikke med hovedet. Men min krop var heldigvis ligeglad med min skepsis: Jeg KOGTE, da hun var færdig med at heale mig. No kidding!
Så jeg er for evigt fan af Pia Raug, af hendes lille drøm, hejhej, og af de helende hænder.

ensomig #933

i en tråd på facebook
diskuteres det om
man kan kalde det et overgreb
at elske sine børn for højt

jeg ville ønske jeg havde
et barn at elske
istedet sender jeg
hjerte-emojis i grams
ingen går fri
gud og hvermand får et hjerte
selv kundeservicemedarbejderen
fra helsam.dk
der straks kvitterer med
en pose vingummi og
lovning om fri porto
hvis altså jeg køber for mere
end 500 kroner

men også kærlighed
kan blive for dyr
så jeg vælger i stedet
at kramme karsen
i min vindueskarm
og synge lidt for min hund

ensomig #932

Tak til septemberen for aldrig at svigte. Tak til min kindtand for ikke at gøre ondt. Tak til den sang, jeg ikke kan huske, som holdt mig vågen den halve nat. Tak til min mor for bare at være og til 42 for at være svaret på alt. Tak til det røde tegltag på huset overfor, som minder mig om, at skønheden findes også dér, hvor man mindst venter den. Tak til æblerne for snart at være modne og til torsdagen for at begynde med T. Tak til tiden for at gå og til dagene for at følge efter, tak til mågerne for at skrige og til himlen for at tie.

ensomig #931

Jeg har lige talt i telefon med min far. Det sker ikke så tit, faktisk alt for sjældent, men i dag skete det altså. Det var mig, der ringede ham op, og han tog med det samme sin telefon og sagde: “Hej Lousen.”
Jeg ville høre, hvordan det gik med sangtræningen. For nogle dage siden skrev han nemlig til mig. Han havde svært ved at slappe af i ganespejlet, når han skulle nå de høje toner, skrev han, om jeg ville hjælpe? Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der fik min far til at tro, at jeg kunne hjælpe hans ganespejl til at slappe af, men jeg blev rørt over hans tillid. Meget.
Så nu ringede jeg og spurgte til det hele: sang og ganespejl og afslapning. Min far fortalte glad, at det gik så godt, at han havde fået nye lektier for. Sanglæreren havde bedt ham om at synge så HØJT, han kunne. Og ikke nok med det, det skulle også være med så mange FØLELSER som muligt.
–Om jeg ville høre?
Jamen altså. Jo.
Og så sang han. “Livet er en morgengave”, sang han med store følelser – “sjælen er mit pilgrimskor”. Teksten var ikke helt på plads endnu og melodien stadig lidt usikker. Men altså – han sang, min far, det gjorde han. HØJT og FØLSOMT.
Og det var så fint, så fint❤️

ensomig #930

Jeg kan huske at drømme om at være lam i benene og køre i rullestol og at alle skulle have ondt af mig

Jeg kan huske at sidde på hug i en skov og skide og at tørre mig med mos. Jeg er i tvivl, om det virkelig er sket eller om det bare er noget, jeg forestiller mig at have gjort.

Jeg kan huske en lærer, der lærte os, at det aldrig kunne være ok tale grimt om andre – heller ikke selvom det var sandt.

Jeg kan huske at glæde mig så meget til noget, at jeg begyndte at græde (det sker stadig)

Jeg kan huske J fra min folkeskole, der lærte mig, at man godt måtte stjæle, hvis det bare var fra grådige forretningskæder eller dumme svin. 

Jeg kan huske en dreng, Jeff, på vores skole, der begik selvmord, han var kun elleve. Det var rektor, der fortalte det oppe fra talerstolen. Hele skolen var forsamlet på helt lige bænkerækker og ingen sagde noget. Han sluttede sin tale af med at sige, at vi “af hensyn til drengen og hans familie” ikke måtte tale mere om det. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være et hensyn ikke at tale om det.

Jeg kan huske “pigelus”, “du tror, du er så voksen” og gennemsigtige regnhætter, der fik ældre damers ansigt til at ligne emballerede blomkålshoveder

ensomig #929

Jeg kan huske Ghandi-filmen, The der Hunter og Akira Kurosawa’s De Syv Samuraier. Den sidste mest, fordi den var så lang.

Jeg kan huske Soda stream-maskinerne og den sjove lyd, det gav, når man trykkede kulsyre ned i flasken. Boblerne var grove og bøvsende, smagen syntetisk. Jeg tror, de fleste holdt mere af ideen end af dens udførelse.

Jeg kan huske min venindes girafbamse, Klavs, som jeg “opererede i halsen,” for betændte mandler. En meget kompliceret operation, hvor jeg måtte åbne dyrets lange hals med en fjerkræsaks, pille fyldet ud og erstatte med stramt rullet køkkenrulle. Giraffen blev aldrig rigtig sig selv igen efter indgrebet.

Jeg kan huske, at pigerne i min klasse besluttede sig for at stemme om, hvad der var det klammeste i hele verden. Vi skrev vores forslag på små sedler, der omhyggeligt blev foldet sammen og lagt i en plastikkop. Da stemmerne var talt op, var der flest stemmer på: “søvn i øjenkrogen.”

Jeg kan adventssøndagene, med Christmas Carolls på anlægget, tændt adventskrans og “fjernsyn forbudt”-reglen.

Jeg kan huske, at jeg ind imellem “snød”, når en, jeg ikke gad at snakke med, ringede. Jeg tog telefonen og sagde mit navn, men så snart jeg fandt ud af, at det var en, jeg ikke orkede, lod jeg som om, forbindelsen var dårlig:
“Hallo?” Haaallo?” “Er der nogen?” – indtil personen i den anden ende opgav og lagde på. 

Jeg kan huske 0059 og at tale meget længe med en mand fra Ikast, der havde været danmarksmester i sjipning. Han blev ved at spørge, om jeg havde nogle “særlige preferencer”, og jeg svarede helt hen i vejret, fordi jeg ikke var klar over, hvad ordet preferencer betød.

Jeg kan huske dressurridning på tv. Timer med små trip på stedet, katatonisk nikken og hestens rundgang om sig selv – først den ene vej, så den anden. Det fuldkommen kejtede ved hele situationen.

Jeg kan huske Culture Club med Karma chameleon og Boy Georges makeup.

Jeg kan huske at spille strippoker. Det var på en lejrskole i 5.klasse, og jeg var den første til at måtte smide alt tøjet, hvilket præcis faldt sammen med, at min klasselærer åbnede døren ind til sovesalen for at spørge, hvad vi lavede. Jeg kan huske, hvor afsløret jeg følte mig. Ikke så meget ved at være nøgen, som ved at møde min lærers misbilligende blik.

ensomig #928

Jeg kan huske min mor bruge vendinger, jeg ikke forstod. “Det siger I, Herre konge” eller “det er vist at rette smed for bager!”

Jeg kan huske iltsvind og mandatsvig og faren for at få tungmetalforgiftning hvis man spiste for meget konserves- mad.

Jeg kan huske “det tredje krydderi”, lørdagskylling, rulleborde og rødvinsfondue.

Jeg kan huske, at glæde mig til at skulle i seng, fordi jeg havde planlagt en virkelig god drøm (enten noget med at få bøjle på tænderne eller at kunne tale med en hest)

Jeg kan huske, at jeg syntes, akvariefisk var uhyggelige. Det var noget med måden, de stod stille i vandet på. Og de stirrende øjne, der lissom ingenting så, og munden, der åbnede og lukkede sig uden lyd. Som om de forsøgte at sige noget, men ikke kunne lykkes med det.

Jeg kan huske en helt særlig leg, vi fik lov at lege hos Lars-Peter. Legen gik ud på, at alle fik bind for øjnene, og så placerede Lars-Peters mor (der var svensk og lidt svært at forstå) en dyb tallerken med bunden opad midt på gulvet. Nu skulle vi så -én efter én – med en blindestok i hånden “banke os” frem til tallerkenen. Når én var lykkedes med at knuse tallerkenen, gik turen videre til den næste (tallerkenen blev skiftet ud mellem hver deltager). Vi kaldte den for “smadre-legen”.

(Jeg kan huske, at jeg ind imellem kunne tænke mig, at min mor var svensker, eller bare mere smadrelegs-agtig.)

ensomig #927

Jeg kan huske, at min mor altid fik husholdningsredskaber: pander gryder og fade, til fødselsdage og jul. Og at jeg af samme grund håbede aldrig at blive voksen.

Jeg kan huske, at mine forældre talte engelsk sammen, når der var noget, vi børn ikke skulle høre. Og at vi derfor hurtigt blev meget gode til engelsk.

Jeg kan huske, at jeg overhørte en af min mors veninder sige, at min mor havde for meget at se til med tre krævende børn og et fuldtidsarbejde. Og at min mor gav hende ret. 

Jeg kan huske Pressens Radioavis og Musik Til Opvasken

Jeg kan huske, at der flyttede et nyt par ind på vejen, og at min mor sagde “det holder ikke længe.” De havde en Bichon havaneser, der hed Bjæf.