Louise Juhl

.

Min far er gået i gang med at snitte en stejlende hest i træ. Det er én, han har set på gavlen af Sagrada Família, da han og min mor var i Spanien sidste sommer. Det vil sige, det var egentlig hesten, der så ham, men min far så tilbage og tænkte: ja, hvorfor ikke?
I går ringede han så for at fortælle, hvordan arbejdet skred frem. Han forklarede, at det var hårdt. At han hele tiden måtte tøjle hestens vrede, tale den til ro. Han kendte til flere historier om folk, der var kommet skrækkelig galt afsted. Var blevet sparket i hovedet eller havde fået bidt en arm af. Af en træhest? var jeg lige ved at spørge, men nåede at rette mig selv:
– Pas godt på dig selv, sagde jeg i stedet, – og på hesten.
Det lovede han at gøre.

Min far ringede i går, han ville høre, om han måtte printe nogle af mine billeder hos en fotograf- dem fra skoven ? Han planlagde at fjerne den store opslagstavle fra væggen over køkkenbordet for at give plads. Der har den ellers hængt siden jeg var barn. Med ønskesedler og opskrifter på hvid gløgg. En sæsonoversigt fra Aalborg symfoniorkester. Et digt af Aidt, skrevet med min mors ulæselige men elegante håndskrift.
Nu skal tavlen ned, i stedet skal der hænge fotos af en løvfaldsramt skov. Jeg svarede ´ja, print løs, det vil være en ære´, men forbeholdt mig ét: At jeg måtte beholde opslagstavlen.
Alle de små vidnesbyrd: tandlægetider, månedens bog marts 2017, en blyantstegnet skitse af det skab, min far er ved at bygge for at skjule et vandrør under trappen.
Nummeret på lægevagten – skrevet med store letlæselige tal: 70 150 300. Just in case.
Et livs samlede dosmersedler, lidt om liv og lidt om død. Bind I.

I nat stod jeg op og drak et glas mælk, spiste et stykke brød. Kanterne først, hele vejen rundt. Det lignede noget, et dyr kunne have gjort.
Senere lå jeg på ryggen i sengen, du spurgte: Hvad tænker du på? Jeg svarede ’ingenting´, det var ikke var sandt.
Jeg håbede sådan, at du ville spørge igen, men det gjorde du ikke.

Vi taler om at nyde, give efter. Om hvor svært det er at give sig selv lov til den slags, beskidt vel nærmest. Jeg taler om grådighed, om lysten til at æde en ko. Til at tømme, plyndre alle verdens hjerter, om at VILLE elskes, hele tiden, af alle!
– Det er ækelt, råber jeg, – jeg er!
M ryster på hovedet, ser trist ud. Siger, at jeg ikke må bruge den slags ord om mig selv, klam, ækel, vulgær. At der ikke er noget at sige til, at jeg længes efter omsorg, når jeg taler så grimt til mig selv.
–Spar mig for dit terapeutiske pis, råber jeg, og kaster en pude på gulvet, træder på den:
–Se!
Jeg ved ikke, hvad det er, jeg vil have, han skal se, hvad det er, jeg forsøger at vise.
På anlægget kører Carly Simon You’re so vain: “I had some dreams, they were clouds in my coffee, clouds in my coffee.” M samler puden op fra gulvet, holder den op foran ansigtet, råber noget ind i den. Jeg kan ikke høre hvad, så jeg fjerner puden, og hans ansigt dukker op, et smil.
Han hvisker:
– Du er fin, og det er lige før, jeg tror ham.

Søren Fauth har læst min roman Alle dage tilbage og anmeldt den i det fine tidsskrift Standart, det er en meget rosende anmeldelse, jeg er meget glad, jeg gengiver den her nedenfor og linker nederst til tidsskriftets hjemmeside, hvor den også kan læses. Og anbefaler iøvrigt et abonnement, det koster kun 300 kroner OM ÅRET, og det er verdensklasse læsning!

Alle dage tilbage, anmeldt af Søren Fauth:

Det er mig en gåde at Louise Juhl Dalsgaard ikke udkommer på et af de større, etablerede forlag. Ikke et ondt ord om den lille forlagsvirksomhed EC Edition, tværtimod, men Gyldendal, Rosinante eller Politikens Forlag ville med Dalsgaard få en prosa(lyrisk)forfatterinde i stald som kan skrive en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste. Hendes autofiktive roman »Det dér og dét der« som udkom i 2017, ligeledes på EC Edition, slog benene væk under mig, blæste mig omkuld, hensatte mig, den grådigt læsende, i en tilstand af fuldkommen selvforglemmelse. Hverken mere eller mindre. Skildringen af et ungt, skrøbeligt kunstnerpigesind, som forsøger at regulere og kontrollere tilværelsens amorfe kaos og faretruende tilfældigheder ved at spæge legemet til det rene ingenting og sulte sig ihjel, kunne nemt være endt i banaliteter og overlæssede klagesange. Vi har hørt historien om den anoreksiramte pige før, men aldrig før fortalt så sagte, bevægende og graciøst som i »Det dér og dét der«.

Louise Juhl Dalsgaards hjerne er krøllet og original, læs bare hendes daglige Facebook-opslag, disse fortløbende prosastykker om hverdagslivets genvordigheder, endeløse absurditeter og meningsløsheder, om selvtvivl, om kærlighed, om angst og ensomhed, om venskab og fjendskab, om hunde, tandlæger og besynderlige drømme. Det gøres tilsyneladende legende let, og når først verden er vandret gennem Juhl Dalsgaards originale hjernevindinger, får selv det tungeste virkelighedsstof vinger, og omvendt: får selv det letteste hverdagsliv tyngde. Det er blikket hos Dalsgaard som er slebet så skarpt, at de mindste genstande og begivenheder bliver gennemsigtige for livets storhed og fald. Det er hendes sans for detaljer, hendes måde at se verden på, evnen til at koble det ydre med det indre. Og hvis digtningen og skrivekunsten, hvilket den tyske poet Rainer Maria Rilke mente var tilfældet, handler om at se verden på ny og dermed om at åbne læsernes øjne og få tingene og livet til at fremtræde en gang til, ja, så har Dalsgaard på sin helt egen stille og ydmyge facon gang i noget virkelig stort og betydningsfuldt.

»Alle dage tilbage« handler, kan man læse i et interview med forfatteren i Nordjyske Stiftstidende fra juli 2019, om Juhl Dalsgaards venskab med den nu afdøde forfatterinde Inge Pedersen. Eller rettere: Romanen handler om den sidste tid mellem to veninder, hvoraf den ene er døende. Det biografiske baggrundsstof, der lægges frem i interviewet, er ikke uinteressant, bevares, det er ligefrem rørende, men på den anden side heller ikke videre relevant. »Alle dage tilbage« er en bog der rækker langt ud over det personlige, en bog om tid, om liv, om død, om nærvær, om fravær, om venskab på tværs af generationer.

Romanen falder i 11 dele hvis, alt andet end tilfældige, titler vidner om Dalsgaards evne til at blande det høje med det lave: »Stol«, »Pingvin«, »En slags ok«, »Målerlarver«, »Gullasch«, »Sure opstød«, »Nordens røv«, »Sort skifer«, »Ske«, »Nøgen gul«, »Symptomer på daggry«. De forskellige afsnit kommer yderligere i små prosalyriske sætstykker, sjældent på mere end en halv side, ofte i form af direkte tale og dagbogsagtige skitser forsynet med eksakte tidsangivelser. Læs blot optegnelsen fra »Onsdag 6.11« i afsnittet »Pingvin« hvori vi lærer romanens melankolske jeg-fortællerinde at kende: »Jeg er begyndt at notere klokkeslæt for alt. På den måde bliver tiden en høstak, jeg kan gemme nåle i.« Man tænker uvilkårligt: mage til genial metafor for tiden og menneskets forsøg på at fastholde det ubevægede NU i det strømmende skal man lede længe efter i dansk litteratur. Det originale billedsprog fortsætter i samme optegnelse, og sådan er det på hver eneste side. Fnuglette metaforer der får læseren til at se verden på ny: »Et avisbud på el-scooter kører forbi udenfor, søvngængeragtigt tavst. Mørket er på vej til at forklæde sig som lys.« I det hele taget er jeg vild med afsnittet »Pingvin«. Billedsproget i optegnelsen »Lørdag 6.37« og i »Mandag 7.02« – respekt!

Ordvekslingerne mellem den døende og hendes veninde fylder store dele af romanen. Ofte handler disse dialoger om ingenting og dermed om alt. Derudover rummer bogen en række leksikalske opslag som på delikat vis er vævet tæt sammen med det pågældende afsnit. Disse opslag synes lige så tilfældige som signifikante og bærer overskrifterne: »Absolut gehør«, »Hastighed«, »Lumpektomi«, »Mastektomi«, »Survival of the fittest«, »Hesten (Equus ferus caballus)«, »Ritual«, »Vinteradonis«, »Dissociation/Funktionelle anfald«, »Ali Hamann«, »Kvotekonge«, »Forventning«, »Dødstegn« og »Rav (C10H160)«.

Det vrimler med tomme pladser i Juhl Dalsgaards prosa, og meget af det som strubegriber, står i det usagte, i stilheden mellem linjerne. Det er udeladelserne som gør det. Absolut gehør! Og det hele er så godt gjort, er så godt set og sagt at det gør ondt.

Det er morgen og vådt og gråt, men jeg er heldig og læser i en lyserød bog om bier og pindsvin og en hund, der hedder King. Det gør en forskel. Jeg tænker på min mor, der siger, at regnen er bedre end sit rygte, og som med garanti er på vej til torvet for at købe ost, den mellemlagrede fra Ingstrup mejeri. 30% fordi min far er blevet lidt rund på det sidste. Det med ost og omsorg har hun fra min mormor, hun altid havde blik for alt og alle, de største og de mindste. Når hun skrællede kartofler kaldte hun dem ved navne, Hr. og Fru Knold. Hr. og fru Knold havde et utal af kusiner og fætre og også en tante i Amerika – et land langt væk, hvor fruer hed Mrs og kartofler potatoes. Det var vist cirka det eneste min mormor kunne sige på engelsk, men det var nok, og skålen blev fyldt med ansigter fra ind- og udland. Hun var født hjertesvag, og det fulgte hende hele livet. Hun trak vejret med besvær og blev nogle gange helt bleg og blå om læberne. Så måtte hun ind og ligge og min mor fik lov at sidde på kanten af sengen og lege sygeplejerske: Lagde kolde omslag om hendes håndled, førte skema over pulsen på en yatzyblok og min mormor faldt i søvn og vågnede og havde det meget bedre.
Hendes dage gik med at holde sig mest muligt i ro. To gange i timen vinkede hun til rutebilen fra Sdr. Stenderup, om søndagen var afgangene færre, klokken ni og tolv og atten. Hun elskede kabaler, syv- og ni, og snød gerne, for det var ok at bøje reglerne, hvis det hjalp med at få tingene til at gå op.

Hun døde i påsken ’83, det var dengang, telefoner var forbundet af tråde. Vi, min mor og far og brødre, var i sommerhus, derude hvor trådene ikke rakte. Vi spiste blødkogte æg med purløg og hytteost, da min mor tog en hånd op foran munden og udbrød: åh nej! og vi troede, at hun havde brækket en tand. Men min mor havde hørt dæk og grus og vidste allerede, at det var taxaen, der holdt udenfor med bud. Et telegram, der sagde, at mormor var blevet indlagt, akut, og min mor kørte med til rutebilstationen og bagefter med tog til Kolding sygehus, hvor min mormor lå i en hvid hospitalseng med blå læber og hviskede – alt det postyr, det havde du virkelig ikke behøvet.
De sidste de talte om, var vist nok de foliebakker, min mormor havde forberedt og frosset ned. Frikadeller og æbleflæsk og fyld til tarteletter. Retter, min morfar kunne tø op og spise, når hun ikke var her længere. Så lukkede hun øjnene. Hun hed Stella, det betyder stjerne. Havde jeg fået en datter, skulle hun hedde det samme: Stella Juhl, i stedet har jeg fået en hund, Mumrik. Han er nu også lidt af en stjerne✨

I går læste jeg om “fugle i tal.” Forekomster, fænologi, rekorder. I dag er det stenenes tur.
I Finland, f.eks., siges det, at de hugger bjørne og egern i sten. I virkeligheden er det omvendt: det er dyrene, der har forklædt sig. Overalt ligger de og ligner noget tungt. Noget, nogen har lagt bag sig. Lægger man langefingeren mod stenens halspulsåre, vil man dog tydeligt kunne mærke langsomme, alvorlige pulsslag:
Yksi. Kaksi. Kolme.
Nogle mener, at det samme gælder finnerne selv, at de taler som – og ligner – sten. Men i virkeligheden er de langsomme og alvorlige dyr, der ligger og venter på, at nogen lægger hånden mod deres hals. Mærker deres hjerter banke.

Jeg lugter. Af sved eller bare af den onde onde træthed, der starter et sted over mine øjne, bevæger sig henover issen og om i nakken. Trætheden, der tynger kroppen ned. Væk fra hovedet – taleboblen. “Jakkedijakkedijak.” Kroppen er tung, vil hvile, men hovedet holder den vågen, taler og taler. Hovedet svæver som en ballon fuld af floskler, tanker, tåbelige lyde.

Jeg genkender ting overalt. Bladenes ribben, der ligner min mors ryg, de fremstående ben. Jeg orker ikke disse paralleller: Ribben, ryg, mor, nøgen. Nøgen, ribbet, rygvendt mor. Så mange måder ord kan kombineres på. Skifte side, vende om.
Fra ven til fjende.

Jeg er bange for, at regnen, jeg mærker mod mine kinder, ikke falder fra himlen – men vokser op af jorden under mine fødder. At verden ganske langsomt gror over mit hoved, drukner ordene.
Tirsdag, tørre karme af, så karse. Handle, ringe. Stege, æde, sove.
Dø.

Verden vokser og mit hår gror skævt.

Lørdag, støvregn, hund.
Jeg vågner og går på facebook og læser en opskrift på kardemommeboller. Min mave rumler, kaffen er klæbrig og sej, det er sådan, jeg bedst kan lide den. Bladrer i en bog om skam, jeg har købt på nettet, forfatteren hedder Lars. Bogen er kantet som en grammatikvejledning: Skam i ental og flertal, bestemt og ubestemt. Hvis det var så simpelt. Senere forsøger jeg at finde et ord, der kan dække den her morgen. Ikke for at huske, men for at notere den på et stykke papir, lægge den fra mig.
Atlasgrå. Nærmere kommer jeg den vist ikke. Finder en kuglepen og en gul post-it-lap, skriver: Atlasgråd.
Nænner ikke at rette.

Jeg åbner en mail fra Salling: man kan få 25% på alle accessories i denne weekend, skriver de, lingeri også.
– “Et unikt tilbud.”
Det ringer for mine ører, emhættens rør giver sig, det må være blæsten udenfor. Jeg kan ikke holde de lyde ud. Al den ringen, al den blæst, alle de rør. Jeg har talt med L, fortalt hende, at jeg er træt, vred også – over trætheden. Hvad fanden ligner det, der er ikke noget galt, jeg fejler ingenting? Myoser måske, et mindre muskulært traume, ingen grund til panik. Alligevel alle de her spørgsmål: hvorfor og hvad og hvornår og hvordan. Retningsløse og debile, rundt og rundt og rundt, fordi? Hvis det var månen, kunne jeg undskylde den med tyngdekraften, men jeg er bare mig – tung i al almindelighed.
Så sætter jeg mig og skriver lister: købe torskeryg, spidskål, kaffefløde og citron. Tømme opvaskemaskine, afkalke bruseniche. Læse 50 sider i den norske bog!Det sidste får et udråbstegn, det er åbenbart vigtigt. Narrativets tyngde fremfor tankernes vægtløshed. Jeg vejer ellers 55,5 kilo. Jeg har levet i 16790 dage. Der er kun 49 til jul. Jeg ønsker mig en midnatsgrøn stola, en kugleramme i sten og en klode, jeg kan kredse om.