Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #494

Engang spiste jeg fire æg, rå og med skal. Jeg var i krise og intet hjalp – heller ikke æggene, måtte jeg bagefter sande. Det kunne være endt galt. Æggene kunne have indeholdt farlig salmonella, eller jeg kunne (i endnu et udslag af fortvivlelse) have gjort det, der var værre end at æde rå æg.
Men jeg blev ikke syg. Jeg kastede op, men det var af selvlede, ikke forgiftning, og uden helt at huske hvordan, kom jeg igennem krisen uden flere desperate handlinger.
I dag var jeg i Fosdalen ved Tranum, en nyindviet rute i kuperet terræn, en hård men fantastisk smuk tur. På tilbagevejen kom jeg forbi grantræerne her. De har ikke det mindste med æg eller fortvivlelse at gøre, til gengæld har de en del tilfælles med det at komme videre – og så er de virkelig fine.🌲

Ensomig#493

Der er mange ting, der ikke går over.

Som dengang, jeg fjernede huset fra en snegl, kun for at bevise, at jeg kunne.
Det var dagen efter, at jeg havde set en dokumentar om Vietnamkrigen på TV og tænkt: hvor kommer den slags ondskab dog fra? Næste dag fjernede jeg huset fra sneglens ryg.

Den var stadig i live, da jeg forlod den, den krympede sig i sin egen krop, som om den ledte efter noget, den ikke kunne huske, hvad var.

Næste dag købte jeg en brugt barbiedukke af naboens datter. Hun havde den her lille bod, hvor hun solgte hjemmelavet keramik og kasseret legetøj. Dukken var klippet skaldet og manglede en underarm. Jeg gav ni kroner for den og brugte hele sommeren på at lave hende en paryk af hår fra en opvaskebørste. Jeg døbte hende med vand fra min drikkedunk, Sonya, kaldte jeg hende. Jeg synes y´et fik hende til at lyde eksotisk og eventyrlig.

I flere måneder sparede jeg op af mine lommepenge. Jeg gemte mønterne i en cigaræske, indtil der var nok til en underarmsprotese til dukken, men da det ikke lykkedes mig at finde én, der passede, smed jeg Sonya ud. Mere eksotisk var hun ikke.

Ensomig #492

Jeg vågner ved, at hunden kaster op. Står op mod min vilje. Min første tanke er på mig selv: På min træthed, at finde vand og klud i mørket, besigtige pletten: “Åååh nej”. Verfe hunden væk.
Hunden kan mærke min irritation, den beder om forladelse, forsøger at slikke mig i ansigtet. Den harske lugt af dyrebræk. Jeg sætter ham i en snor og ud på terrassen, så jeg uforstyrret kan tørre de slimede spor opkast op fra gulvtæppet. Jeg er grundig, skrubber flere gange, frem og tilbage over pletten. Det grove mønster fra tæppet laver aftryk på mine knæ, jeg har ikke noget tøj på.
Jeg skyller og vrider kluden, før jeg henter hunden tilbage indenfor. Den forsøger igen med kontakt, sætter sig foran mig, henter en stofelefant, der giver en skinger lyd fra sig, da han bider i den: Piv!
“Ikke nu,” tysser jeg.
Jeg hælder det beskidte vand i toilettet, går tilbage til stuen. Hunden står på det samme sted med sit tøjdyr i munden, “piv,” logrende .
Uret på ovnen viser 3.37.
Jeg går tilbage i min seng, men ligger kun ganske kort, før jeg igen går ind til dyret. Jeg sætter mig i sofaen, hunden hopper op, den lægger sit hovedet i mit skød. Puster ud.
Sådan sidder vi, indtil mørket mister sin overbevisning kl. 4.56

Ensomig #491

Ind imellem er dagene så banale, at det fortjener en beskrivelse.
Her til morgen så jeg for eksempel en manna falde til jorden. Det har jeg set før, alligevel blev jeg stående og holdt øje med den bladlignende frugt, der faldt igennem luften, som en fuld mand i en spejlsal. Til sidst lagde mannaen sig til rette i græsset under træet.
Hunden så op på mig, logrede, som om den lykkelige slutning var dens fortjeneste. Jeg roste dyret, strøg den over ryggen: “Dyyygtig!”
Så gik vi videre, begge godt tilfredse med vores indsats.

 

 

Ensomig #490

Jeg er lige begyndt på gymnasiet, matematisk-musisk linje, og er god til både fraktalregning og koralharmoniseringer. Til morgensamling optræder to piger med en a capella version af Shit og Chanels “Smuk og dejlig,” det lyder godt. Vi klapper og går tilbage til undervisningen, rækker hånden op og svarer på, hvor dyb Marianergraven er.
Jeg begynder at komme på Fryd. Det er her, det sker, det ved alle, jeg er vel den sidste, det går op for. Her vil man mere end bare at overleve og spare op til alderdommen, her hylder man håndens arbejde og drikker Blå Thor allerede om formiddagen.
På Fryd møder jeg musik, jeg ikke vidste fandtes: Finsk hard-core, lettiske kvindebands, metalmusik fremført af strygere. Det lyder oftest mere umage end godt, og der kommer sjældent mere end fire og lytter. Alligevel synes vi alle sammen, at det er en succes.
Derhjemme lytter jeg mest til Carole King eller Eurythmics, øver mig i at spille klassisk guitar og vælger for en sikkerheds skyld ikke at nævne nogen af delene for mine venner på Fryd
Jeg får barvagter, mest i dagtimerne, der er ikke meget at lave. Som regel er der kun et par stamkunder, der sidder og går i stykker her, som et udmærket alternativ til at sidde derhjemme og gøre det. Jeg forelsker mig i Claus, der er så fast besluttet på at drikke sig ihjel, at jeg lader mig blæse bagover af hans viljestyrke. Det varer kun kort, det viser sig hurtigt, at Claus er mere optaget af at dø, end han er af mig. Jeg forsøger at farve mit hår sort og at få en næsepiercing, men det er svært at konkurrere med døden, Claus bliver i hvert fald ved at se igennem mig.

Ensomig #489

En sommer får jeg halsbetændelse.
Vi er på ferie hos min morfar og på vej for at hente en støvsuger fra reparation, da jeg pludselig ikke kan synke, og min mor må køre ind til siden og finde en flaske vand, jeg kan skylle halsen mad. Vi kører videre, henter støvsugerslangen, den er den, det har været galt med. ”Nu er den så god som ny”, forsikrer forhandleren.
Hjemme igen er min hals tyk og grødet, jeg kan knap nok trække vejret, det eneste, jeg bekymrer mig om, er at sove,
Min mor får bakset støvsuger og mig ud af bilen, og jeg får lov at ligge på værelset ved siden af stuen, den er ellers kun til pænt brug. Jeg får fem puder under hovedet for bedre at kunne få luft, og kan høre de voksne tale: en bisværm af uforståelig lyd, der lægger sig tungt som et tæppe over mine tanker.
Rundt omkring i værelset, står der gulnede sort-hvid fotos af mennesker, jeg kun har hørt om: En bistert udseende mand løfter på hatten, misbilligende, som om han tænker: ”Hvad ligger sådan et ungt menneske på langs for?” Jeg svarer ham ikke.
På et andet står en pige i lys sommerkjole under en rødbøg. Pludselig bliver grenene over hende tungere, så er hun væk.

Efter et par dage får jeg det bedre, jeg kan sidde op og flytter ind i sofaen foran tv’et, der er Wimbledon. Det er sommer og tredive grader, alligevel må jeg have to dyner over mig for at holde varmen. Feberen vil ikke slippe sit tag, og den gule bold flyver så langsomt over skærmen, at jeg er bange for, at den vil gå i stå og spillet standse.
Min morfar sætter sig ved siden af mig, ryger en cigar, den tunge røg kradser mod mine betændte mandler. Han asker den sidste lille stump, roder mig i håret, siger ”Det bedste middel mod dårligdomme er brændevin og stegt and.”
Min mor modsætter sig brændevinen, men min morfar slagter to ænder, som han steger i det gamle støbejernskomfur – små fem timer, very well-done. Han serverer dem samme aften med tyk brun sovs – ”det smører halsen så godt.”
Næste morgen er jeg feberfri og kan se Ivan Lendl tabe til Cash i finalen.

 

Ensomig #488

Der var engang, hvor skam handlede om de tanker, jeg ikke turde fortælle min mor om:
Tanken om at stjæle min bedste vens cykel, for eksempel, fordi den var metallic og af mærket Everton, mens min egen var mat blå og en SCO, og det var bare slet ikke det samme. Eller at jeg ind imellem havde lyst – sådan virkelig lyst – til at bide igen, når min sure landkanin bed mig i hånden, selvom jeg havde lært, at dyr aldrig kan gøre for deres følelser – men at det kan mennesker!
Nu er det anderledes: Jeg har en fin cykel, jeg aldrig bruger. Min kanin er død, men jeg har en hund, fuld af kærlighed, som ikke kunne drømme om at bide nogen eller noget. Tilbage er der bare mig, stadig med lysten til at bide igen; det er tidligt lørdag morgen, og min mor tager ikke telefonen.

 

 

Ensomig #487

Gentagelse er godt. Hver morgen: stå op, børste tænder, fodre hund, lave kaffe. Hunden før kaffen, altid.
Så skriver jeg. Jeg har sjældent noget på hjerte. Jeg noterer mig måske dagens navn, tirsdag, og bemærker en flue i vindueskarmen, lukker den ud, skriver det ned.
Vindueskarm. Flue.
I dag skrev jeg også. Om dengang jeg arbejdede som piccoline i et advokatfirma. Det var lige før finanskrisen, hvor pengemænd kunne lave vand til vin. De var guder. Stolene var beklædt med ko-skind. I den ene halvdel af det åbne rum var der indrettet lounge-område til ventende klienter – med frisk frugt, amerikaner-køleskab og tre biografstore fladskærme, der viste CNN, Eurosport og livestream fra den amerikanske børs.
Mine opgaver var “mangeartede”, som der stod i jobannoncen. Jeg slikkede frimærker, vandede planter, dækkede op til frokost og ryddede af igen. Jeg selv spiste naturligvis efter advokaterne – ikke sammen med. Jeg passede telefon, kopierede lejlighedssange og hentede renseri-tøj for en af advokaternes koner.
De behandlede mig pænt. Spurgte til, hvordan jeg havde det (godt nok uden at vente på svar), og om jeg trivedes på jobbet. Efter et halvt år syntes en af advokaterne, at jeg havde fortjent et større ansvar, og jeg fik lov at booke bussen til årets firmaudflugt, som var en golftur til Samsø. Jeg blev dog ikke inviteret med, så langt rakte ansvaret ikke.
En af mine opgaver var at holde øje med, om der skulle fyldes vand i kanderne på bordet, når advokaterne spiste frokost. De sad gerne længe, fortalte anekdoter fra retssalene. En kunne storgrinende berette, hvordan han var nået fra retten i København og til Horsens med 200 kilometer i timen:
Han skulle skynde sig over for at søge erstatning på vegne af en klient, der var blevet kørt ned. lænket til en kørestol resten af livet, øjensynligt på grund af for høj fart. Ha-ha. Han, advokaten, havde heldigvis hverken hørt skrig eller mærket uforudsete bump undervejs, og regnede derfor ikke med at nogen var kommet til skade ved hans vanvidskørsel. Ha-ha.
Det var første og eneste gang, jeg sagde fra. Jeg var på vej hen for at fylde en tom kande vand, og så kom jeg til at sige: “Det er jo ikke sjovt!”
Det var slet ikke meningen, at jeg ville sige det, det var ikke modigt, langtfra. Og jeg skyndte mig da også tilbage til min plads for at slikke frimærker.
Da jeg havde fri et par timer senere, var der ikke nogen, der sagde noget til mig. Ikke et ord, ikke et farvel, alle var helt stille.
Jeg blev ikke fyret, men efter fjorten dages total tavshed, valgte jeg selv at sige op. Det gav mig 6 ugers karantæne ved jobcentret, det var alle 6 uger værd.

juni 18, 2018

Ensomig #486

Vågner med en krop fuld af raseri efter i nattens løb at have modtaget et brev.
Brevet kommer fra en ven. Vennen indleder brevet med at skrive: “Nu må du ikke blive vred,..”, og jeg mærker blodet løbe hurtigere, pulsen blive tung.
Vennen skriver, at han synes mine “på mange måder interessante og mærkbare” opslag på diverse medier er begyndt at få karakter af “følelsesmæssigt pornografi.” Han vil derfor “ikke af hensyn til mig selv, men af hensyn til dig” bede mig overveje, om en mindre “nøgen og performativ” fremstilling af min hverdag, kunne være hensigtsmæssig?
Han mener, at jeg med mine “til tider meget intime,” betroelser, risikerer at skræmme omgivelserne væk: “Det er ikke fordi, der er noget forkert i at fremstille din hverdag, som du oplever den. Men det kunne gøres mere elegant, mindre – nå ja, lad mig bare bruge ordet – vulgært?”
Til slut i brevet beder vennen mig undlade at reagere på hans henvendelse: “For din egen skyld vil jeg bede dig læse brevet og lade det være ved dét. Du behøver ikke at være enig med mig, det eneste, jeg forventer, er, at du anerkender min ret til at mene, som jeg gør. Ligesom jeg naturligvis anerkender, at du eventuelt har det anderledes. Mvh din ven”
Så vågner jeg. Uden nogen ven og uden noget brev at svare igen på. Men med en krop fuld af uelegant (og nå ja lad os bare bruge ordet vulgær) vrede.

juni 16, 2018

ensomig #485

Jeg bor i et gammelt hus i to plan, det har samme blå farve som et antikt testel. Jeg kan huske, da vi så huset første gang, M og jeg, hvordan den friske ejendomsmægler brugte sports-slang og talte om “hole-in-one.” At huset var sådan ét: et hole-in-one. Jeg tænkte: flet nu næbbet, grønært, men sagde, “sjovt med et hul, der har flere planer.” Så spurgte jeg til vinduernes tilstand, krybekælderens isolering, til materialevalget på badeværelset, rummenes indretning. Jeg sagde, at skorstenen virkede lidt slidt, at det bekymrede mig.
På vej tilbage fra fremvisningen sagde M: “Det var vist ikke din smag?”
Jeg svarede: “Dér vil jeg bo.”
Tre måndeder senere flyttede vi ind, det var i december, en af de hårde vintre med høj sne og lukkede motorveje. Vi gik rundt i aflagte pyjamaser og malede stuk i loftet, spiste kinamad af boxe og faldt i søvn i med vores dyner direkte på gulvets afdækningsplast. Det er otte år siden.
Taget på bygningen overfor skråner rødt, det giver en helt særlig kulør på morgenerne her. Svalerne vælter omkring i luften, de kommer ingen steder fra og er ikke på vej nogen steder hen. Det er det noget af det, jeg elsker ved svalerne: De er her ikke af nogen grund, de er ikke nogens skyld. De kunne være alle steder, men nu er de her.