Louise Juhl

Vi sad der med vores store øreringe og spraglede sjaler og spurgte hinanden: Hvad drømmer du om? Og svarede alt det rigtige: vi drømte om fred og tid til ingenting, at gå i ét med naturen, forsvinde i mossets grønne. Drikke stærke øl på en strand, synge Bella Ciao og tænde bål. Gå i bare tæer året rundt og græde men uden at være kede af det. Vi drømte om at give slip. På alt og det hele – på vreden og taknemligheden, forvirringen og den umulige forelskelse. At få lov til alt det uden at tage det fra nogen andre. Det lød så rigtig og smukt, men samtidig også helt umuligt, sådan som drømme nu har det med at være. Smukke og umulige.

Vi troede længe, at det var det, det gik ud på, dét, alting handlede om. At blive os selv.
Men med tiden forstod vi, at det handlede om noget andet. Ikke at blive ‘os selv’ men om at blive ’til noget’. Noget fleksibelt og samvittighedsfuldt, noget kompetent og beredvilligt. Noget vand på samfundets mølle. Vi lærte at skrive ansøgninger og klippede vores smilende ansigter ind i øverste venstre hjørne. Brugte vendinger som “indlysende kompetencemæssige match” og “har bred erfaring med” – også om ting, vi knap kunne udtale: Nauticus, ISO9000, flextidsordning.
Og så blev vi kaldt til samtale på et fjerdesalskontor med vægge af glas og kun vand på bordet. Og fire nålestribede mænd spurgte os til tidligere ansættelser, planer om familieforøgelse og om vi havde mulighed for at tage telefonen  – også uden for arbejdstid? Vi svarede ja til det hele og blev snart ringet op: Vi var den helt rigtige medarbejder til jobbet. Men hørte også os selv takke nej. Ikke fordi vi ikke kunne bruge de penge, der fulgte med, men fordi vi trods alt hellere ville undvære dem, end at slikke frimærker og røv på et helt hus fuld af jakkesæt.

I går på BogForum var jeg en lillebitte prik på en ret stor scene, i selskab med blandt andre Harald Voetmann, biskoppen fra Ribe og Caspar Eric, vi læste op og talte litteratur i en krisetid. Der var mange mennesker i det Bella Center, det var der virkelig, mange mennesker og bøger, mange indtryk. Alene de første to timer brugte jeg på at finde rundt og ikke mindst på at finde mig selv, det lykkedes egentlig aldrig. Men jeg lykkedes med at finde en masse andre, Christel og Lars-Emil og Charlotte og Andrea og Tina og Erik og Carsten, jeg hørte også Lotte Kaa Andersen der klogt og roligt fortalte om sin bog Den inderste kerne, og senere Søren Fauth tale om (og med smittende patos) Jeg nåede endda også at drikke rødvin med Bjarne og Jeanne fra Jensen & Dalgaard og nogle af deres gode forfattere (Signe og Signe igen og Rasmus og Carsten, som i øvrigt alle blev inviteret til min fødselsdag i 2023, min største frygt er at fejre et halvt århundrede i ensomhed) Så måtte jeg løbe for at nå hjem, først til metroen, så til S-toget så til et IC4-tog mod skanderborg. Pyha og endelig: Af med støvlerne og juhu-hatten, frem med hørebøfferne og Bremer & McCoy. Det varede dog kun indtil vi nåede tunellen: al lyset gik og lokoføreren forklarede, at toget ikke kørte videre, faktisk kørte det baglæns og satte os af i Korsør. Så stod vi der, på Korsør station i aftenmørke uden at vide hvad og hvordan, vi kom videre, jeg ringede helt urimelig dumt til Michael og spurgte ‘hvad gør jeg?’, han svarede: ‘Det ved jeg kke, skat’ og jeg råbte ‘men det SKAL du vide’ . Heldigvis kom der et bumletog mod Odense, vi stod på og jeg fik en plads på skødet af en flok vidunderligt pludrende damer, der fik ondt af mig og forærede mig en flaske hvidvin, da jeg gudhjælpemig igen-igen  skulle skifte tog i Odense. Til min store overraskelse var toget, jeg steg ind i Odense, det samme skide tog, som det, de havde sendt mig ud af i Korsør. det var nu  ikke længere aflyst, bare forsinket, og så sad jeg der med atten kilometer lange ben og tænkte: jeg kunne virkelig godt drikke et glas af den vin. Men jeg havde ikke noget glas og man kan jo ikke drikke hvidvin direkte af flasken, det kan man ikke. Men så var det, at det slog mig, at det kan man jo egentlig godt, altså det er rasende ukultiveret og virkelig dårlig stil, men man kan godt. og sådan endte jeg med at smugpimpe af en halv flaske hvidvin fra Odense til skanderborg og ende tæt på tilfreds på skanderborg station, hvor det så for sent gik op for mig, at det var J-dag og derfor ganske umuligt at hyre en taxa, halvberuset, på plateuhøje støvler og med ti kilo rygsæk, kæmpe mig vej  gennem titusind nissehuehujende juleølsstive teenagere, to og en halv kilometer, sgu,  men altså jeg kom hjem, det gjorde jeg. Og det var en oplevelse det hele. En hård men også virkelig god oplevelse. Hep for BogForum, for BaneDanmark og ikke mindst for de søde damer fra Ribe.

Da jeg var ti år gammel, meldte jeg mig til optagelsesprøve på årets skoleforestilling. Jeg håbede på en rolle som god fe eller sjov kok, men blev tilbudt rollen som sten. En sten? svarede jeg og må have set meget trist ud, for instruktøren satte sig ned på knæ og forklarede mig, at sten jo var meget vigtige væsner. Om jeg vidste det? For når mennesker for vild og alt andet forsvandt, så lå stenene altid tilbage. Forklædt som Ingen og til at stole på. Blandt venner var sten faktisk de allerbedste, for dem man kunne man betro alt: de sladrede ikke og dømte ikke, de lå bare og lå. Tog imod alt det, man ikke selv kunne bære og også alt muligt andet. Pis og papir, halve sandheder og dumme dage.
Det eneste jeg skulle passe på med i rollen, var ikke at falde i sød, for selv sten talte i søvne, sagde han, og så vidste man aldrig, hvad man fik at høre.
Min rolle, sagde han, var vigtig. Den vigtigste af dem allesammen måske, for jeg skulle både kunne ligge og lytte og bære det hele. På én gang og uden at sige noget til nogen! Om jeg kunne det? Jeg tror nok, jeg nikkede, i hvert fald lå jeg elleve aftener i træk, malet grå og kantet, og gjorde mig umage for ingenting at sige og ikke at dømme nogen. Selv om natten derhjemme lå jeg vågen og holdt mig for munden for ikke at tale i søvne. Særligt det sidste var hårdt, måske er det derfor, jeg beundrer sten så meget. Fordi de holder sig vågne hver eneste nat, år efter år, så vi andre kan sove uden at være bange for at blive afsløret.

Tiden og det, som uret viste, var ikke altid det samme.

En bedstemor blev fjern og begyndte at fable om ting, der forsvandt. Sølvtøj fra skuffen og penge fra banken. En dag forsvandt også hendes skrin. Det med brevene fra dengang ‘du ved’.
Nu var ordene væk, tyvstjålet: ‘kære kære’ og ‘lad os ses igen’. Og selvom vi fandt det hele, bestik og penge og skrin, præcis hvor det altid havde ligget, var intet længere det samme. Skeerne var ikke længere af sølv, skældte hun, og ordene, ‘kære’ og ‘lad os ses igen’, var nogle andres. Det samme med bedstemor, hun var også en anden.
Vi forstod det ikke med hovedet, men mærkede det i kroppen. Savnede de bløde bryster, hendes rolige stemme: ‘Det skal nok gå’ og ‘Så, så, jeg er her jo’.

De voksne sagde: ‘den slags sker’. Ikke af nogen grund, men bare. Bedstemors tanker var fanget i fortiden, forklarede de os, mens hendes krop var fanget hos os. Både-og og hverken-eller, det var ikke til at bære. Så til jul ønskede vi os bedstemor tilbage, hendes tanker, to bløde bryster, ‘så, så’. Men vi fik en lineal med 3D-effekt og et puslespil med fem hundrede brikker, og det var ligesom ikke det samme.

Gud var enten tabu eller til grin, det var kun gamle mennesker, der troede på den slags. Vi unge vidste, at religion var opium for folket, og blev vi spurgt, svarede vi, at vi ikke troede på noget. Ikke på Gud og ikke på Sandheden med stort S. Enhver vidste, at det i sidste ende var tilfældigheder, der styrede verden. Ting skete uden grund. Nogen blev født, andre døde og derimellem var det svært at finde et mønster. Den ene dag fulgte godt nok efter den anden, men det betød ikke, at de hang sammen.

Alligevel lod vi os konfirmere, ikke på grund af Gud, men på grund af traditioner og pynt. Kjolen med blonder, de hvide pumps, at få lavet striber i håret ved frisøren. Lige siden vi var små, havde vi drømt om prinser og prinsesser, nu fik vi mulighed for at udleve det, også selvom det kun var for en enkelt dag. Vi brugte uendelige kræfter og enorme summer på at virkeliggøre drømmen, købte hårbånd, der matchede bordpynten, og lejede en en limousine med tilhørende chauffør i kjole og hvidt. Ren Askepot, bare uden glassko og kongerige. Der blev designet bordkort og arrangeret surprise-fyrværkeri sammen med skrub-af-maden, det hele tog syv timer, så var festen forbi. 
Næste morgen mødtes vi på skolen til rundstykker klokken ni. En time senere tog vi en taxa til den nærmeste storby og brændte de fleste af vores gavepenge af. På huller i ørene, falske tatoveringer og bodyspraytan. Bag Aldi købte vi fire flasker billig blommevin af en alkoholiker, vi betalte for tjenesten, delte dem imellem os og slingrede videre til Karolinelund. Sluttede aftenen af på et konfirmand-diskotek, hvor en tydeligt uoplagt DJ spillede de samme ti numre i ring.

En enkelt fra klassen sparede festen og tog på motorcykel til Nordnorge med sin far i stedet. De overnattede i det fri og fiskede med fluer. På afstand beundrede vi, hvad vi så som en akavet modenhed. Selv havde vi ikke lyst til den slags, vi kunne tids nok blive voksne. Lige nu gjaldt det ansvarsløsheden: det åbenlyst umodne i at fastholde en tro, vi forlængst havde tabt. Et privilegie vi snart nok kunne miste.

Vi flyttede hjemmefra og ind på et værelse med lavt lysindfald og en bruser, der kun fungerede sporadisk. Kørte i Ikea og købte plakater med Poul Pava og en uægte Míro. Gik så videre til næste afdeling, fandt riflede glas, tallerkener i to størrelser og en bestikskuffe med separate rum til gafler, knive, skeer – og et stort til alt resten. 
Med hjemmefra havde vi en stol med falmet betræk og et tobaksbord på hjul, som vores forældre forsikrede os om, sagtens kunne fungere som både spise- og sofabord. ‘Bare til en start’.

Den første morgen i det nye hjem, var følelsen af frihed enorm. Vi spiste knækbrød i sengen, lod opvasken stå og fyrede med vilje for fuglene. Men snart blev følelsen af frihed afløst af bekymring: Der kom kalkaflejringer i køkkenvasken og karkluden begyndte at lugte surt. Vi nævnte det ikke for nogen, vi skulle jo nødig fremstå uselvstændige, men ringede hjem og spurgte til det med kalk i vasken. Fik en lang forklaring om at gnide overfladen med overskårne citroner og lade det sidde en time, før vi skyllede efter.  

Vi indrettede os, som vi nu kunne med begrænset plads og økonomi. Det var jo bare midlertidigt, om lidt skulle vi videre, med rygsæk ud i verden eller på uni for at læse. Men det midlertidige viste sig at trække ud. Lejekontrakten blev forlænget med først ét år og så ét år mere, og vi droppede rygsækrejsen p.g.a. en en følsom ankel. Bruseren forblev et bøvl. 

Til fødselsdag inviterede vi venner og familie, et umage mix af dengang og nu. Gæsterne viste sig dog at komme overraskende godt ud af det med hinanden: Løbeveninden havde forbindelser til en brors bedste ven og alle var enige om at elske Fleetwood Mac. Selv sad vi et sted midt i det hele og følte os som publikum til vores egen forestilling: lettede over succesen men samtidig skuffet over at næsten at være til overs. 
Næste morgen morgen vågnede vi til bløde chips og ølsjatter, smed det hele i en sort plastiksæk og videre ud i en container. Gik så tilbage i kælderværelset og så på gaverne – Kunderas ’Tilværelsens ulidelige lethed’ og et gavekort til Jysk Sengetøjslager. Vi savnede et øjeblik gårdsdagens gæster og den gode stemning, men mest af alt nød vi, at det var overstået.

Jeg kan huske en overgang, jeg hele tiden kom til at bytte rundt på bogstaver: Svane blev til savne, gips til gisp og verden til vreden.
Min læge kaldte det ‘et stadie’. Han talte om plastisk syn og en hjerne i forandring. Jeg forstod ikke, hvad han mente med det, men ti måneder senere forsvandt problemet helt af sig selv. Jeg fejrede det ved at købe en ny mobil, downloadede U2s ‘Sunday bloody sunday’ som ringetone og syntes selv, det sagde en frygtelig masse om mig, om hvem jeg var. Så ringede en, der hed Troels, han tilbød mig et job som sekretær i en kiropraktisk klinik. Jeg takkede ja, havde jo alligevel ikke andet at give mig til. I seks måneder bød jeg klienter velkommen, viste dem, hvor de kunne lægge deres tøj og ønskede dem ‘rigtig god bedring’, når de gik.

Så blev det sommer, jeg sagde op og skiftede ringetone til Dolly Partons Jolene. I seks uger lå jeg på en græsplæne foran min lejlighed og overvejede: ‘hvad nu?’, men fandt ikke frem til noget. Så da det blev september meldte jeg mig til et kursus på en daghøjskole, temaet var et eller andet med at ‘turde tænke sine tanker til ende’. Jeg husker ikke, hvad det gik ud på, men jeg har en mappe derfra fyldt med abstrakte tegninger: En blå frø, der vender på hovedet og et digt uden vokaler, som jeg har kaldt ‘stemt stumhed’. Kurset sluttede i begyndelsen af december, jeg fik en pose med farvede fyrfadslys og et diplom som bevis på at have gennemført, og gav forløbet fire ud af seks mulige stjerner i en afsluttende evaluering.

Senere læste jeg Æstetik og Kultur, flyttede i kollektiv på Vesterbro Torv med en, der hed Jane og en anden, der hed Anne Mai. Men jeg kunne ikke finde ud af at spise, når andre så på, og endte med at blive indlagt og først udskrevet elleve måneder senere. Flyttede året efter sammen med en mand i et hus i Hørning, skiftede ringetone igen. Til The Smiths: ‘Heaven knows Im miserable now,’ det var vel omkring den tid, jeg begyndte at tænke: det kan ikke blive ved sådan her.

Det starter sådan. 
Med parcelhuse, tegltag og stationcars med fem døre. Med firkantede haver og rhododendronbede. Oliekrise, EF. EDB-maskiner, brune skærme med en blinkende gul cursor. I-lande, U-lande, G-7, USSR. Tal og bogstaver. Tætte mænd med buskede bryn og herremandsattitude.
Det hele hang sammen, blev vi fortalt: ‘Her’ hang sammen med ‘der’, ude med hjemme og ‘de’ hang sammen med ‘os’.

Men vi oplevede det anderledes.
Verden omkring os var noget de talte om på TV, den var et ord, de voksne brugte og med alvor: ‘Verden er af lave’ eller ‘hvad i alverden ved du om det?’ Noget fjernt Noget uforståeligt og skræmmende. Ligesom billederne af jordkloden fotograferet fra rummet: en underlig planet, vi ikke genkendte som vores egen. 

Derhjemme var det anderledes. Her var også tal og bogstaver, men de havde en start og sluttede et sted. Hovedvej A10 bandt Jylland sammen, hele vejen fra Skagen til Kruså. Klokkens visere flyttede sig fra otte morgen til otte aften, lys blev til mørke, det hele gik ligesom op. Søndagene gik op i svømning og pommesfritter, to rustne søm til dessert. Mandag gik i rask trav: ‘kom nu, vi har travlt’ – det ‘vi’.
Bøgerne hang sammen livet, cyklen med støttehjulene og legene med faste roller: ‘Så sagde vi, at du var den onde, og at jeg var den gode’.
Den simpelhed.

De siger, at intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget. De siger: kommer tid, kommer råd. Jeg kan høre dem hviske sammen ude i køkkenet: ‘Det man ikke dør af, bliver man stærkere af’.
I det samme jeg åbner døren, vender de sig rundt, farmor klapper hænderne sammen, smiler stort: ‘Hva søren, kom du lige der’.
Det er ikke et spørgsmål.
Ti år senere låser jeg mig inde på et toilet og prøver at regne ud, hvad det altsammen handler om. Det med tiden og rådet, godt og skidt. Matadorpenge og båndsalat. Det med stærk og svag og så alle de spørgsmål, der slet ikke er spørgsmål.
Nogle dage føles det som om, jeg sidder der endnu.

For mange af os var undskyld ikke bare et ord, men en tilstand. En følelse af at være til besvær, i vejen. Lidt for meget og lidt forkert. Så vi undskyldte for det meste, også for ting vi ikke havde gjort, ting, der bare skete. En forsvundet handske, en tabt pung, en stjålet cykel. Undskyld.

Hos de voksne var der ikke meget trøst at hente.
Var vi nu helt sikre på, at den cykel havde været låst? Og hvorfor gik vi rundt med en pung i en lomme uden lynlås – vi kunne vel sige os selv, at det ville ende galt. Fortalte vi dem om fester, vi ikke var inviteret til, en følelse af at være holdt ude, sendte de bolden tilbage til os selv. Spurgte: Hvad tænker du, at det kan skyldes? Eller vi blev fortalt, at den slags jo gik begge veje: Måske kunne vi selv gøre en indsats, være mere opsøgende? Var vi mon for kræsne, stillede for store krav, var vi for sarte? 

Da vi en dag blev tvunget i knæ af tre store drenge og bedt om at kysse deres fødder, fortalte vi det straks til de voksne, men fik besked om, at den slags drengestreger var verdenshistorien fuld af. ‘Det er ikke noget at tage sådan på vej over’.  

I skolen lærte vi at række hånden op, også selvom vi ikke kendte svaret. Hver gang håbede vi, at en anden ville blive spurgt. Strategien virkede, vi fik over middel. Læreren tilføjede: ’for flittighed og disciplin’, vores kunnen blev ikke nævnt med et ord. I matematik var det svært at gemme sig, det nyttede ikke med de sædvanlige ’jeg synes’ eller ’jeg mener’. Syv gange syv gav niogfyrre, uanset hvad vi mente, så vi terpede tabeller og forsøgte at forstå de mange X’er og Y’er. ’Øvelse gør mester’ prædikede vores forældre, så vi blev ved med at øve og øve. Alligevel endte vi med en bedømmelse under middel, og blev belært om, at en enkelt aftens indsats ikke var nok. ‘Vil du være god til noget, kræver det et langt og sejt træk’. 

Så vi trak og trak. Undskyldte og gjorde os umage.
Lånte formelsamlinger på biblioteket og forsøgte at tyde alle tegnene. Men forgæves, det forekom os stadig umuligt at begribe, hvordan man kunne tage kvadratroden af et X eller få Z til at være 9. I stedet vendte vi os med fælleskabet. Vi forsøgte os med at være ‘opsøgende’ og stillede ingen krav til samværet. Vi mimede bare, smurte perlemorsblå på øjenlågene og købte både en t-shirt med AHA og en anden med Dave Gahan fra Depeche Mode, så vi kunne matche ethvert tænkeligt selskab. Endte på den måde med at undskylde ikke bare alt og alle, men også os selv.