Louise Juhl

destory.dk

Elsker og ikke

Jeg elsker at plukke kantareller og duften af granskov lige efter regn, jeg elsker store fugle på himlen. Og små. Jeg elsker vinklen på min mors tommelfinger og min hund, når den strækker sig i solen. Jeg elsker tyk tyk tykmælk og marmelade med hele bær. Jeg elsker september, lydene, dens dufte, og skumfiduser med smag af citron. Jeg elsker at grine og også at græde, og at grave i jorden med begge hænder. Jeg elsker ananasæbler og regnorme fulde af jord og brætspil, især når jeg vinder. Jeg elsker navne som johanne og barbara og agnes og lille Lille, at falde i søvn med hovedet i nogens skød og vågne til duften af ristet brød. At blive aet over kinden.

Jeg elsker ikke tvivl, den evigt nagende eller pludselige opbremsninger på motorvejen. Folk der spørger ”hvorfor” på en måde, så jeg ved, at de synes, jeg er dum. Jeg elsker ikke bankrådgivere, hvidløgsflute, brændte mandler og heldagsregn. Jeg elsker ikke folk, der tror, de ved alt, eller hunde med halen mellem benene. Jeg afskyr politikere, der taler om Dem og Os, og te med såkaldt frugtsmag, der smager af deopdorant. Jeg elsker ikke læhegn på stranden eller lyden af helikoptere over vand.  Hyldeblomstsaft, frugtte og slik med smag af bergamotte. Biler med sure lygter, toiletter, der løber og samlebånd. Jeg elsker ikke, at jeg tit er bange, uden at vide for hvad og heller ikke, at jeg tit er bange for ting, jeg ved, hvad er, som tandlæger, mundhulekræft eller at nogen taler om mig bag min ryg.

Jeg elsker tallet otte, farfaren i Brødrene Løvehjerte og den farve lyng har, lige før det giver op.

Fordi himlen er blå som en bule

Jeg blev født med en bule på ryggen, et hæmatom, kaldte min mor det. Jeg syntes det lød som “et fantom” og blev bange for mig selv. For min krop, bulen og det blå, der indimellem fyldte mig indefra: En slags flod af ben og brusk og savn, som jeg skjulte bag et hav af ord: ‘kan du lege?’ ‘kommer rød før død?’ ‘hvad vej vender en cirkel?’ og ‘er der længere til jul, end der er til Mars?’ 

Men der var ikke rigtig nogen, der svarede,  på alle mine spørgspørgsmål, bulen forblev blå, og jeg selv et hav af ord ingen hører

The meaning of life is a difficult matter

Jeg har lige set et helt vidunderligt klip, det er tilbage fra firserne, en række (meget) engelske kvinder fortæller om deres vej til en kunstnerisk karriere tilbage ved århundredets start. En af dem beskriver, hvordan hun af forstanderen på den kostskole, hvor hun går, bliver irettesat for at være doven, fræk og spilde tiden på at tegen, forstanderen siger: “Because, child, what are we put in this world for?” Og barnet, der nu er en ældre meget victoriansk udseende dame, svarer hende: “Sometimes I dont think any of us know.”
Jeg elsker det svar! 
Ikke kun fordi det er vittigt og intelligent, men også og mestendels fordi det er så skide sandt. Og gudskelov. Tænk om vi fra starten og gennem hele livet vidste, hvad bestemmelsen var med det hele, med alt, vi gør, alt og alt, vi udsættes for. Så kunne vi jo lige så godt få det altsammen overstået hurtigst muligt. Det ville blive en konkurrence om at nå igennem tilværelsen hurtigst, højest og mest effektivt. 
For så at? 
At hvad?
Få en hoplanål på brystet med påskriften “Life’s done”?
Nej vel, det fede ved livet er jo alt det, vi ikke ved kommer: En pludselig interesse for selvsået kløver, en uventet glæde ved havkajak. Eller som det skete for mig i går: at møde en vildfaren hund ved et kræmmermarked og bruge en helt lørdag med ansigtet begravet i dyrets pels. Jeg lover jer: det var en fantastisk lørdag, pelset og blød og kærlig. 
Tilværelsen handler jo for h…… ikke om at følge en plan og løse den, men om at fare vild med vilje. At digte historier om et piggeløst pindsvin, der uddanner sig til fakir for atfinde tilbage til sine rødder. Eller at brodere et kilometerlangt banner og hænge det langs motorvejen: Hvordan synes du selv det går?
Mulighederne er mange, man kan starte med at se klippet med kvinderne YouTube, det hedder “Victorian Teenagers”, man kan se det HER

&

Sproget har ører og øjne og knæ.
Det bevæger sig gennem skoven, som et barn, der møder verden for første gang: Koglernes knitren er radiobølger, mariehønens pletter et morsealfabet: prik prik priiiik prik priiiik.
Et endnu ufødt egern nyder de sidste timer før det går løs.

Septemberen

For lidt siden stod jeg i gårdhaven og hørte et æble falde til jorden og vidste med det samme, at det var septemberen, der bankede på.
Og mit hjerte bankede tilbage til svar, som om det ville sige: Kom ind!🍂🍏

Hvalpetræning

En bekendt spørger: Hvorfor lukkede du i, lukkede ned, holdt inde. Hvorfor lukkede du ikke op: Råbte, skreg og skældte ud. 
Jeg ved ikke, om jeg svarer hende. 
Men hvis jeg gør, siger jeg: 
Er du en ulv, hyler du med den flok, du er iblandt. Det siger mundheldet i hvert fald. Men det varer kun så længe, flokken lytter. Hvis du har strukket din hals så lang, at den gør ondt og kaldt mod månen og og flokken alligevel ignorer dine lyde, ler ad dem og dig: “kalder du det et hyl?” 
Så holder du op med at hyle, trækker halsen tilbage.
“Kan du høre, hvad jeg IKKE siger?”

Da min hund var hvalp, bed han mig i haserne. Det var for at få opmærksomhed. Jeg havde travlt med alt muligt andet end at kaste pind og klappe hund. Jeg skulle lave mad, skrive bøger, tænke tanker. Men hunden insisterede, den VILLE lege og kæles for. Så den bed mig i haserne og det virkede, den fik, hvad den bad om. 
Min opmærksomhed. 
“AV”, råbte jeg jeg og vendte mig mod hunden, præcis som den ønskede sig. 
Med tiden blev det et problem, jeg fik dybe mærker efter hvalpens skarpe tænder, blodudtrækninger, til sidst haltede jeg. Jeg måtte gå i langskaftede gummistøvler også indendørs, indtil det lykkedes det snu dyr at bide sig igennem også dem. 
Så tilkaldte jeg en terapeut, Hanne hed hun. Hanne sagde: du skal blive ved at vende ryggen til, også når han bider dig. Du skal lære ham, at det at bide og nappe ikke er vejen til opmærksomhed. 
Og selvom det gjorde vanvittig ondt og jeg måtte opbyde al min selvdisciplin for ikke at brøle “AAAAV” og vende mig om, så lod jeg være. Jeg lod dyret nappe uden at det gav gevinst. Til sidst opgav den. Efter seks måneder kunne jeg gå uden at humpe, mærkerne var lidt længere om at forsvinde, et år måske.

Jeg tror, man kan kalde og bide og nappe og gø og hyle meget længe for at få, hvad man beder om. Opmærksomhed, at nogen ser en. Klapper, leger, aer. Men på et tidspunkt giver man op. Ligesom min hund gav op, den holdt op med at bide.
Jeg holdt engang op med at råbe og skælde. I stedet lukkede jeg munden. Helt. Undlod at først at tale, senere at spise, til sidst var der kun knogler og skind tilbage og stilhed tilbage. 
Og endelig vendte de sig om. Dem jeg havde bidt og råbt ad, dem jeg havde tryglet om opmærksomhed. Nu hvor jeg var tavs og tynd og uden mæle, hørte de mig.
Det er ikke et godt svar, det ved jeg godt, det er frygteligt og helt forkert svar. Men det er det svar, jeg har at give: Ingen hørte mig, da jeg råbte, først da jeg lukkede ned, holdt min kæft og sugede kinderne ind, blev jeg hørt. 
Hvad kan man lære af det?
Forhåbentlig ikke en skid.

Ænder og andre der trænger

Jeg husker dengang, det blev forbudt at fodre ænderne i parken.
Hvordan jeg pludselig havde to hænder og et bryst fuld af brød tilovers.
Det var den samme følelse, jeg stod med, da jeg nogle år senere fik at vide, at jeg ikke kunne få børn. Al den kærlighed og omsorg, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af.
Nu er jeg så blevet medlem af en gruppe, hvor vi sammen skaber et nyt sprog, nye ord og begreber, altsammen for at udvide verden. Gøre den større og mere øm. I dag var der så en i gruppen, der foreslog verbet “at mødre”. Ikke forstået som en biologisk betinget- men almen handling. At holde om og holde af – nære og børn og alle andre, der trænger.
Og nu er det som om mine hænder igen er mine, at mit bryst er fyldt, at det er nogen, der kan bruge, hvad jeg har at give.

En verden i A-mol

En verden i A-mol.

Jeg er ved at skrive en bog, en ven læser med og skriver:
Det går så hurtigt, alt det, du fortæller. Først er du til koncert, får en kæreste. Så bliver du student, pædagogmedhjælper, tager på højskole. Pludselig har du smidt 40 kilo. Hvad sker der og hvorfor? Hvor bliver kæresten af, vennerne, dagene. Hvor bliver du af, de fyrre kilo, jeg kan følge med?
Jeg har været der før, tusinde gange, alle de spørgsmål og ingen svar. Jeg ved ikke hvad der skete og slet ikke hvorfor, jeg fortæller bare. Hvordan jeg festede og fik en kæreste og var glad. Sang i Bossa Nova band og gik i optog mod neoliberalisterne, læste Brecht og alt om Verfremdungseffekt. Tog på studietur til Berlin med klassen, spillede tremandswhist på væreslet, så en levende panda i Zoo, drak Sambuca og blev så syg, at mængden af bræk stoppede afløbet så mine værelseskammerater måtte låne håndvask og brus i naboværelset.
Så tog vi hjem, jeg lagde planer om en festival med mine venner, “Musik og medfølese”, skulle den hedde, det var en helt fantastisk ide på papiret: Åbne optog med koklokker og marimba, sing-a-song-scene, og en debat med overskriften “En verden i A-mol”. Vi trykte plakater og lavede aftale med en landmand om at låne hans mark. Men så gik vi i stå, fik andre ideer, marken blev liggende hvor den lå..
Pludselig var det alvor, vi skulle til eksamen, ideer alene gjorde det ikke. Jeg kom op i historie og oldtidskundskab, religion og musik, min far spurgte “Sig mig lærer man overhovedet ikke nogle eksakte videnskaber i skolen mere?” Jeg sukkede og satte mig med for at lære alt om ioniske, doriske og korinthiske søjler. Det var i juni og seksogtyve grader i skyggen, jeg lå foran terrassedøren, solen faldt ind, min ryg tog mønster efter solens striber. Jeg læste om hinduisme og puja-ritualer, om jødiske skikke og forskellen på Bar- og Bat mitzvah, faldt i søvn og vågnede badet i sved. Drak et glas vand og læste videre.
Til eksamen talte jeg som et vandfald om alt det, jeg havde læst, lagde lidt til og trak lidt fra, fik topkarakterer i alle fagene. Skammede mig alligevel, det var som om jeg kunne ikke slippe min fars spørgsmål: Sig mig lærer man ikke nogen eksakte fag i skolen mere? 
Så sad jeg der, hvor fortællingen begynder. En onsdag på terrassen, med hue på hovedet og alt det før forbi. Berlin og Bossa Nova, Brecht og Bar Mitzva, jeg ville næppe komme til at beskæftige mig med ret meget af det igen. Det, der burde føles som en befrielse – at kunne læne sig tilbage med en dåseøl i hånden og tretten veloverstået skolegang rygsækken, føltes.. fremmed? Som om jeg var publikum til min egen forestilling og nu var nået til det sted, hvor en skuespilleren træder frem på scenen og siger ud i salen:
“Det, I ser, er ikke virkeligt: Virkeligheden begynder først nu.”

Alpaca

I går talte jeg med én om følelsen af nytteløshed. Jeg husker, da jeg var færdig med gymnasiet – med tårnhøjt gennemsnit og en hue fyldt med kærligt hilsner og ubrugelige citater. Jeg ville læse litteraturvidenskab, men først skulle jeg ud at virke i verden. Elske, drage omsorg. Måske være hjælper på et hjem for udviklingshæmmede eller lave mad til hjemløse. Jeg endte i en skolefritidsordning i Gistrup, det var så som så med det virksomme, jeg smurte brød og grillede pølser over bål, lovede børnene ting, jeg ikke kunne holde: Evig sommer, og at jeg altid ville være der for dem. Min tæt på uudtømmelige viden om inkarigets infrastruktur og mit trettental i mundtlig tysk var ikke meget bevendt, ungerne opdagede hurtigt, at lige så god som jeg var til teori, lige så håbløs var jeg i praksis. De kun narre mig til alt: At lave indendørsaktiviteter på en udedag og at hoppe i svingtov. De morede sig kosteligt, hver gang jeg skulle hoppe ind i tovet – jeg tog tilløb i flere minutter men endte altid med at opgive. 
Det var ikke børnenes skyld, men det var en brat opvågning at gå fra skolen og lykkes med cirka alt, til at stå i en skolegård i 9260 og være til grin for en flok otteårige. Jeg vil ikke sige, det tog modet fra mig, for jeg er i tvivl, om jeg nogensinde har været modig. Men det lærte mig at undskylde på forhånd – for at grille for meget og hoppe for dårligt, “min hjerne står i vejen for mine ben”, undskyldte jeg eller: “jeg er i teorien ok klog, men i praksis klart under middel”. 
Jeg stoppede i december, det var mørkt udenfor, når jeg stod op og mørkt indeni. Det blev aldrig rigtig koldt det år, bare gråt og sjasket, jeg købte en okkerfarvet sweater i alpaca-uld, den blev min bedste ven. Til jul ønskede jeg mig Mogens Wenzel Andreassens Klassiske musikguide, jeg læste den to gange men huskede ikke et ord. Et af børnene fra SFO’en (det hed DUS’en dengang) sendte mig et julekort, han havde selv tegnet det, det forestillede en snemand, der var ved at tø. “Kh Simon.” 
Jeg græd af glæde og af sorg, men mest af alt græd jeg, fordi jeg virkelig ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mig selv i verden. Hvad fanden nyttede det, at jeg vidste alt om Islams fem søjler, kunne lave koralharmoniseringer efter den ioniske skala, og at min tyske grammatik sad bedre fast end mit eget navn, hvis jeg ikke kunne finde ud af hoppe i et svingtov. 
Jeg tror den følelse af for meget og for lidt, for meget hjerne og for lidt krop, for mange følelser til ingen verdens nytte (bogstavelig talt) ramte mig som en forhammer og aldrig siden slap. Jeg drømte om at kunne slå pæle i jorden, lægge tøj på hylder, holde en have. Men det blev altid ved tanken, masser af tanker, tanker om fuglene, om de sov om natten og hvor, tanker om primtal og vandmænd, der kunne vokse baglæns, gå fra barn til voksen. Jeg læste digte af Strunge: “jeg savner en jeg holder af / men jeg kan ikke huske hvem det er / kun udenfor mig er verden / og jeg er udenfor verden / med et sort hul indeni / der suger alt og holder sammen på mig” 
Så gik der hul på min alpaca-sweater, det var midt i januar, og butikken, hvor jeg havde købt den, var gået nedenom og hjem. Jeg gik hjem og ringede til min morfar, jeg ved ikke hvorfor. “Hallo?” råbte han flere gange, “Hallo?” Jeg er ikke sikker på, at jeg svarede ham, måske var det derfor, han endte med at lægge på. Så stod jeg dér med røret mod øret og hul på ærmet og lyttede til telefonens gentagende dut, dut, dut. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev ved at holde røret mod øret.

Kjolen

Jeg husker engang, jeg var med min mor til forældre-konsultation. Hvordan vi sad omkring bordet: 
Læreren på den ene side og min mor og mig på den anden. 
Jeg havde en nederdel på – med blonder forneden, hvis mønster jeg hele tiden stak mine fingre ind i. Min mor blev lige sp insisterende ved at fjerne min hånd, om og om igen. Hun sagde ikke noget, lagde bare sin hånd ovenpå min og flyttede dem begge. Jeg forstod godt, hvad hun sagde, også selvom hun ikke sagde noget. Jeg forstod godt, at det var dumt, hvad jeg gjorde. At jeg risikerede at flænse stoffet på min yndlingskjole. Alligevel blev mine hænder ved at søge tilbage. Til blonderne og mønstret med de mange huller. 
Læreren lagde ud med at sige, at hun egentlig ikke havde noget at sige. Om mig, altså. Jeg var en god elev, flittig, dygtig. Og en god ven også, faktisk var jeg den eneste elev, hun ikke behøvede at tage hensyn til, når vi skulle flytte pladser i klassen. “Louise, hun kan sidde ved siden af alle,” sagde hun, jeg tror, det var ment som en ros. 
Så gik vi igen, min mor og jeg.
Jeg har altid gjort det rigtige. Måske pånær, da jeg stjal en halvtredser fra min mors pung. Jeg var elleve og ønskede mig brændende en Bobby&Kate stiftblyant, som jeg havde set i en kiosk på Gammel Gugvej. Blyanten kostede mere, end jeg havde råd til, og var det, at jeg kom til at tage af min mors penge. Der gik kun et par dage, så lagde jeg sedlen tilbage igen. Jeg kunne simpelthen finde ud af bruge den. I timevis sad jeg ud på toilettet med låst dør og græd, før jeg tog mig sammen og listede halvtredseren tilbage i min mors pung. 
Nåja: Jeg har også spist vindruer i Føtex engang, uden at betale for dem. Jeg blev taget med ind i bagbutikken af en detektiv og fik en reprimande og indehaveren anslog, at jeg havde spist for mindst femten kroner, som jeg måtte betale tilbage. Og så har jeg lånt et skrabelod. Jeg arbejdede i en kiosk to dage om ugen og en aften efter lukketid tog jeg et skrabelod, ét af dem til en tyver, og lagde i min lomme. Da jeg kom hjem, skrabede jeg felterne fri med en mønt. Til min store skræk var det med gevinst: 400 kroner.

Nu mangler jeg kun at fortælle, hvad jeg gjorde af kjolen med blonderne.