Louise Juhl

destory.dk

ensomig #961

Det er første gang, jeg ejer et foto af min morfar. Uskarpt og falmet, men samtidig helt klart: Viggo. Min morfar. Som altid iført vest og cigar – ikke en dag uden vest og cigar. Den evige cigarstump i mundvige gjorde, at han kun sjældent talte, han foretrak i det hele taget handling fremfor ord. At høvle, banke en pæl i jorden, klippe får. (Man kan som bekendt ikke banke pæle i jorden eller klippe får med snak, ville han sige). Da jeg i 94’ flyttede til København for at læse litteraturvidenskab, var min morfars skepsis udtalt. Københavnere havde det hele i munden, mente han, og det var ikke en kompliment. Jeg blev tiltagende syg, smed mere end halvdelen af min kropsvægt og blev indlagt. Efter et år vendte jeg tilbage til Jylland. Min morfar var til sin død overbevist om, at min sygdom var noget, jeg var blevet smittet med ‘derovre’, en slags Københavneri. Det nyttede ikke at sige ham imod. Han kunne for sin død ikke begribe, hvordan mad kunne være et problem: det var jo bare benzin til en maskine – at åbne munden og synke. Selv levede han så godt som udelukkende af kaffe og kridhvidt brød med honning, og var ved sin død så tynd, at hans næse fyldte mere end noget andet på hans krop.
Jeg er så væsensforskellig fra min morfar, som det næsten er muligt, alligevel – eller måske derfor – kom vi altid godt ud af det med hinanden. Han røg cigar og bankede pæle i jorden. Jeg gik ved siden af, pludrede, pegede og spurgte, uden nogensinde at få svar. Det gjorde egentlig ikke noget.

ensomig #960

Et år overvejede jeg at få et tysk mellemnavn. Steinwurf eller eller Vogelweint. I dag er jeg glad for, at jeg lod det blive ved tanken. Ligesom alle de andre ting, jeg lod blive dér. Øjenbrynstatoveringen for eksempel (som var en slags protest, jeg husker ikke over hvad). Eller mit forsæt om at holde kæft og for altid. Det varede kun i tre uger, så invaderede en mindre hær af psykologer, PPS-medarbejdere og en enkelt motorikvejleder skolens omklædningsrum. Det var lige efter en gymnastiktime, og jeg var kun akkurat kommet ud af badet, da de begyndte at udspørge mig. Om der var noget galt? Om jeg havde brug for at snakke? Deres bekymring virkede reel nok, motorikvejlederen tog i hvert fald min hånd, det føltes rart. Jeg svarede dem, som sandt var: At der ikke var noget galt, og at dét var problemet. Jeg ved ikke, om de blev skuffede, de gik i hvert fald hurtigt igen, og jeg stod tilbage uden tøj på. Efterfølgende blev der skrevet et notat, lagt i en mappe, og min mor fik en kopi. Det var dér, hun sagde til mig, at hvis ikke jeg havde nogle problemer, så lavede jeg nogle. Fuldkommen urimelig påstand men tæt på sand.Den er ikke blevet mindre urimeligt med årene, heller ikke mindre sand. Til gengæld er problemerne blevet flere, og mit behov for at opfinde dem tilsvarende mindre. Det er på en måde en lettelse – og så alligevel ikke.

ensomig #959

Kræftafdelingens orange gardiner. Nogen har skrevet ‘Obs!’ med tusch på en plastkop med hældetud. Jeg viser hende et billede fra i sommer. Det er i sort/hvid, alligevel aner man årstiden i vores kinder. Det var dengang, smiler hun og peger. Jeg føler mig som en forræder. Hun har bedt mig tage sin antracitgrå cardigan med. Egentlig trænger hun til noget med farver, men hun orker ikke at bære det. Hun er begyndt at bide negle igen. Hendes ringfingernegle er bidt til blods, det er værst på den højre. Vi spiller fem hundrede. Spild af tid, men cirka det eneste, vi kan stille op. Ingen af os følger reglerne: Hun lægger to syvere og et es, jeg undlader at protestere. Vi tæller jo alligevel ikke point. Det er seks år siden i dag. De der gardiner bliver ved med at dukke op i mine drømme.

ensomig #958b

I nat drømte jeg, at jeg var til en fest, og at vi legede stoleleg. Jeg kom til at sætte mig imellem to stole og ramte gulvet. Hårdt. Nogen i kredsen lo. Forsigtigt, som var de bange for, at jeg skulle blive vred over- eller ked af- deres hån. Men jeg lo bare med dem, sådan som det bedst betaler sig at gøre. Satte så fra med hænderne mod gulvet, rejste mig og råbte: ‘Thats just the name of the game’, imens jeg slog hænderne mod hinanden.
Klap klap.
Mit haleben sved.
Senere på aftenen løftede jeg op i min bluse, som om jeg ved at afsløre bar hud og bryster, kunne trumfe mit eget nederlag. Det var super akavet, jeg er stadig pinlig over mig selv.

ensomig #957

Min mor skrev til mig i går: ‘god weekend og husk nu at have det godt kh mor’ Altsammen skrevet med små bogstaver og uden tegnsætning. Det er godt, at hun findes og minder os om den slags. Husk nu at have det godt.

Vi drak øl, M og mig, og spillede brætspil, spiste hjemmelavet pizza med fennikelpølse og mozzarella. Senere ledte vi efter et program, der kunne afspille musik baglæns. Det var til en quiz: ‘genkend dit 80er hit’. Vi endte nu med at opgive, i stedet lagde vi en plan, jeg husker ikke for hvad, men den var god.

ensomig #956

Man må gøre sig stærkt. Banke hårdt.
Hjertet er en muskel og øvelse gør mester.

Fuglene lyder som en flok.

Jeg lukker øjnene og er fem år. Ni. En læge føler mig på siden af min hals, lyser mig i øjnene, lytter til hjertet.
–Alt er, som det skal være, siger han, og jeg tør ikke spørge: men hvad med mig?

ensomig #955

Jeg lå hele natten ved siden af et telefonrør, der meldte optaget. Det var et af den slags med spiralledning og en rund kreds af huller, beregnet til at tale igennem. Men der var ikke nogen at tale med, udover telefonens monotone dovne dut. Igen og igen, dut og dut.Alligevel lagde jeg ikke på, men lå og holdt øje med clockradioens røde tal, der skiftede imellem nattens nu’er:
3.41. 4.02. 4.18. 4.29.
Dut.
Jeg må have sovet undervejs, for jeg drømte, at jeg holdt foredrag for en stor gruppe mennesker. Vi var forsamlet i en sal, der strakte sig så langt, at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Jeg skulle tale om en bog, jeg havde skrevet, men jeg havde glemt, hvad den handlede om, så jeg sad bare deroppe på scenen og så ud på publikum og håbede, at en eller anden behjertet sjæl ville spørge om noget. Hvad som helst. Hvordan stankelben parrer sig. Planternes indbyrdes hierarki. Opskriften på finskbrød. Men der var ikke nogen, der spurgte om noget.
Da jeg vågnede viste radioens kantede tal 4.43, jeg havde kun sovet i godt ti minutter. Alligevel var jeg allerede helt udmattet af tavshed. Telefonen meldte stadig optaget, heldigvis.

ensomig #954

Jeg drømte, at Bjørn Rasmussen gik luciabrud gennem Aarhus’ mennesketomme gader. Han bar mundbind og lysekrone – ellers kun hud. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så lysende nøgent og nøgternt, noget så smukt.

ensomig #953

jeg beslutter at tilgive
solen at den
ligner en sky
det er det samme
med min far
jeg ved ikke
hvordan jeg skal sige det:

vinteræble
dunnæve

i min vindueskarm
kravler en lille snegl
jeg nænner ikke at
fjerne den der
er jo så få
virkelige ting
i den her verden

og jeg er ikke en af dem

ensomig #952

Jeg husker ikke, hvem eller hvad jeg drømte om. Men jeg husker clockradioens selvlysende tal klokken 05.45, og at hver dag føltes som den første af sin slags:
Lige præcis dén kæreste med dét hjerte på dén søndag i dét Herrens år.
Jeg husker også, at det var som om, der altid var en sky for solen.
Men sikke en sky, det var!
Og sikke en sol – også selvom den ikke skinnede!
Jeg ved ikke præcis hvornår, det forandrede sig: hvornår rudekuverterne blev til beskeder i eboksen og bunkerne af afbidte negle til noter, skitser, digte. Jeg ved bare, at det igen er blevet søndag, og at jeg stadig synes, at den sky, der skygger for solen, er fucking fin.