Louise Juhl

destory.dk

ensomig #940

Det er 391 dage siden vi mødtes sidst og for sidste gang. Det var i september, træerne ved søen var lige blevet stynet, de lignede tæmmede konfirmander. Ingen af os vidste vist helt, hvad vi skulle mene om det. Vi udvekslede bøger, det var ikke en handel men en gestus. Du skrev senere, at du var flere år bagud med at få læst, og at det først for nylig var gået op for dig, at din læsesløvhed skyldtes dårligt syn. Nu havde du fået briller: ‘Ååh hvilken forandring! God sommer! Knus fra mig.’ Nu er sommeren længst ovre, det er efterår, og jeg er begyndt at læse forfra. Alt, hvad du har skrevet. Jeg læser det højt – for kaffen og for koppen, for min mand og min hund:
‘Det dér, det dér du
sagde dér, dit sidste ord
Nu har jeg taget det til mig’
(sagde jeg, siger jeg)

ensomig #939

Her til morgen gik jeg tur med hunden, og kom undervejs til at tænke på en kæreste, jeg boede sammen med i begyndelsen af årtusindet. Jeg ved ikke hvorfor, måske var det den sløve regn, måske var det tusmørket, i hvert fald var jeg tilbage på Langenæs Alle. Det var første gang, jeg boede et sted med adgang til egen vaskemaskine. På døren stod hans ekskæreste navn, ‘hvis nu hun skulle ombestemme sig’, forklarede han. Det gjorde hun ikke, jeg flyttede ind, ekskærestens navn blev stående. Lejligheden var stor, vi havde ikke møbler til at fylde den. En enkelt rum stod derfor tomt pånær en spotlampe, vi havde brugt, da vi malede væggene. Et stærkt og alt for hvidt lys. Af en eller anden grund endte jeg med at tilbringe det meste af min tid i det værelse. Lagde kabale eller spillede bold op ad væggen, filede negle. Imens sad min kæreste i stuen, spiste peanuts og spillede computer. Jeg fodrede hans kat, han lappede min cykel, win-win eller noget-for-noget, jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at nogen af os trivedes, det var ikke nødvendigvis den andens skyld. Jeg husker ikke meget, men dog, at jeg en dag i Århus Onsdag læste om et ulandsprojekt, der søgte brugte computere til skolebørn i sydamerika. At jeg ringede og gav dem vores adresse. De var meget taknemlige : ‘det er en fin computer’, sagde den rare fyr med halepisk, der kom for at hente: ‘dyrt grafikkort og ekstra hukommelse’. Jeg husker derimod ret præcist, hvordan min kæreste reagerede, da han kom hjem og så det tomme stuebord: ‘Det kommer du til at fortryde’. Så cyklede han ned i Computerstore på hjørnet af Silkeborgvej og Nordre Ringgade og købte en ny computer med endnu mere hukommelse. Jeg blev siddende i det umøblerede værelse, først to år senere flyttede jeg – uden varsel. Det varede flere dage, før han opdagede det og ringede for at spørge, hvor jeg blev af.

ensomig #938

der løber en rød tråd gennem natten

den ender blindt
måske et udmærket sted
at ende:
i blinde

med havregrøds-crave
og hjertet ude af halsen

hej verden
hej morgenangst
vinterbryst
blinde tråd
vildfarne feber

hej Sehnsucht
jeg er på vej
-skal bare lige græde af
sætte koppen på plads
i maskinen
og hjertet også

ensomig #937

Er der ikke nok nogen, der vil sige, at det ikke er sandt? Eller i det mindste, at sandheden er begrænset. At der findes noget andet og mere i en kasse, vi har glemt oppe på loftet: Et lige om lidt eller en besked fra den 28. juni kl 13.31: ‘der er køligere vejr på vej’.
En kærlighed, der kan blive ved med at trække dit vejr.💔

ensomig #936

Forstå kommer af det nedertyske vorstan ‘for-stå’, altså bogstavelig talt at stå stille over for eller at stille sig hen til noget for at undersøge det. Det er også derfor, det ikke giver mening at tale om at ‘forstå døden’. Der er jo ikke længere noget at stille sig hen til. At undersøge. Den, man søger, er væk. Det, man stiller sig overfor, findes ikke mere. Der er ikke andet at gøre end at stå og blive stående. Ikke overfor, ikke ved siden af, men alligevel. At blive ved at elske, også det, der ikke er.

ensomig #936

Jeg gads godt være smart, men jeg gids ikk’ alle de overvejelser, der følger med. Som nu.
Er mine bryster en opfordring og hvis ja, til hvad? Er min røv en fornærmelse, er mit køn et kompas? Jeg er træt og stolt. De to ting hænger sammen – men ikke med hinanden. Det er onsdag, jeg har lyst til biksemad, vejret er mildt, og jeg elsker for meget.
(Kh)

ensomig #935

I går faldt jeg i snak, vi talte om tid:
Vi betragter som regel tiden som en linje.
Et før, et efter og derimellem det ganske lille punkt, vi kalder Nu, og som er omme i samme øjeblik, vi tænker på det.
Jeg foreslog at se på tiden, som et rør, vi fylder med nu’er. Eller en blomsterkrone, noget, der vokser udad.
Jeg lægger dagene sammen sådan, som blade på en blomst. Alle de 24.ende septembre, jeg har oplevet. 47 blade. Gad vide, på hvor mange af dem, det har regnet? Hvor mange, der er faldet på en torsdag? Den 3 december er Ludvig Holbergs fødselsdag. Det ved jeg, for det er samme dag som min folkeskoleveninde, Mette Ts, lillebror, Jacob, er født. Og samme dag som min onkel Mogens fyldte år. Min onkel var bundet til en kørestol fra han var ganske ung og kunne ikke rejse ud, så han slugte alle naturprogrammer, de sendte på på tysk tv, og også tenniskampene, han holdt selvfølgelig med Becker og Graf. Til sidst blev hans syn dog så svækket, at han ikke længere kunne følge med på skærmen. Han flyttede på plejehjem, og så gik der ild i det tæppe, han lå under. Ingen ved vist hvordan eller hvorfor, og ingen spurgte. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af eller noget. Sådan har alle dage deres historier, den 3. december, den 24. september, det handler ikke om at komme først derhen. Heller ikke om at have det længste hår eller at vide mest om tungmetaller. Det handler dybest set ikke om noget. Det er derfor, jeg skriver bøger uden start, midte og slut. Tekster, der starter den 24. september og slutter den 3. december, bare fordi, det var sådan siderne faldt. Nogle gange handler de om en ildebrand, andre gange om et pindsvin, der savner, at nogen aer det over ryggen.

ensomig #934

Hej lille drøm. Nej, det var ikke en drøm, men den pureste virkelighed, da jeg blev healet af Pia Raug. Det var i ’94 på Amager Strandpark til et grundlovsarrangement med Folkebevægelsen mod EU. Hun havde sit karakteristiske tørklæde snoet om håret, og de skønneste skæve tænder. Jeg var dengang milimetertynd og hundefrøs, men Pia sagde:
–Den klarer jeg!
Så holdt hun sine hænder over mit hoved. Hun rørte ikke ved mig, det var mere sådan uhuh og lidt aura-agtigt, altså hævet 25 centimeter over min isse.
Jeg er normalt langtfra til uh og aura, men i Pias tilfælde var det noget andet: hendes intentioner var åbenlyst ægte og kærlige.
Og så skete det bare, jeg sværger: Jeg mærkede en varme, der steg mig først til kinderne, så nakke og skuldre. Jeg sad musestille, nok mere lamslået end lykkelig, og mærkede sveden begynde at dryppe fra min pande. Så lod hun sine hænder bevæge sig langs mine arme, min lænd, mine ben – stadig uden at røre ved mig – og lavede undervejs nogle ottetals-bevægelser forbi mit bryst.
Jeg tror ikke på sådan noget med elektriske impuls og baner på tværs af virkelighederne, i hvert fald ikke med hovedet. Men min krop var heldigvis ligeglad med min skepsis: Jeg KOGTE, da hun var færdig med at heale mig. No kidding!
Så jeg er for evigt fan af Pia Raug, af hendes lille drøm, hejhej, og af de helende hænder.

ensomig #933

i en tråd på facebook
diskuteres det om
man kan kalde det et overgreb
at elske sine børn for højt

jeg ville ønske jeg havde
et barn at elske
istedet sender jeg
hjerte-emojis i grams
ingen går fri
gud og hvermand får et hjerte
selv kundeservicemedarbejderen
fra helsam.dk
der straks kvitterer med
en pose vingummi og
lovning om fri porto
hvis altså jeg køber for mere
end 500 kroner

men også kærlighed
kan blive for dyr
så jeg vælger i stedet
at kramme karsen
i min vindueskarm
og synge lidt for min hund

ensomig #932

Tak til septemberen for aldrig at svigte. Tak til min kindtand for ikke at gøre ondt. Tak til den sang, jeg ikke kan huske, som holdt mig vågen den halve nat. Tak til min mor for bare at være og til 42 for at være svaret på alt. Tak til det røde tegltag på huset overfor, som minder mig om, at skønheden findes også dér, hvor man mindst venter den. Tak til æblerne for snart at være modne og til torsdagen for at begynde med T. Tak til tiden for at gå og til dagene for at følge efter, tak til mågerne for at skrige og til himlen for at tie.