Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #759

Om.
Vanvid er i virkeligheden et håb, der har vokset sig for stort. Det kan være en måge, der tror, at himlen kun findes for fuglenes skyld.
Eller: det kan være det modsatte. Et håb, der er blevet for småt; en fugl, der styrter sig ned, fordi der ikke findes et liv efter døden.

Ensomig #758

Den første dag er altid den, hvor kirsebærtræerne springer ud på kirkegården i nordvest. Hvor livet for gud ved hvilken gang starter forfra, og døden virker fjern, selvom alle ved, at den er nærmere i dag, end den var i går. Den første dag står man på en linje 6a ved Buddinge station og kører med til Frederiksborgvej, hvor man står af, selvom man egentlig ikke har noget ærinde. Måske køber man en cola zero, eller man ser op på himlen, der ligner en bulgarsk kat hyllet ind i kunstig røg. Man vinker, hej, og en teenagepige på det modsatte fortov misforstår og vinker tilbage.
Den første dag er det lidt for varmt til vinterfrakke, så man nøjes med en ulden sweater med bred ribkant. Kun de blålige læber afslører, at man har taget forskud. Udenfor en cafe står en tavle og med kridt skrevet: ´Vi er også alene, come join us.´Og man lader sig lokke og går indenfor og opdager først for sent, at der ikke er andre, og kan ikke helt bestemme sig for, om det er en lettelse eller det modsatte. Så bestiller man en chai latte for at købe sig lidt tid: bliver som alle andre dage overrasket over prisen, skjuler det så godt man kan. Tjenerens sko er med plateusål. Man ser ud af vinduet og ned i koppen og på sin telefon, der viser, at klokken er blevet 12.51. Der er ikke noget, man skal nå.
Alligevel rejser man sig og tager sweateren over hovedet, forlader cafeen. En lille klokke ringer, da døren smækker i. Den første dag ligner alle andre eller også er det omvendt: bussen er forsinket men ikke mere, end at man når hjem til tiden.

Visdomme og hverdagsmad

Jeg savner titler i Universitetsforlagets udgivelsesserie ´Tænkepauser´. Hvor er for eksempel:
Bænkebidere? 
Vanvid? 
Dymomaskiner? 
Mos og melankoli? 
For ikke at nævne ´Gær´ eller ´Primtal´, som er to titler, jeg selv overvejer at udfolde om ikke andet, så i trods. 
Hvis nogen kender nogen indenfor forlagsverden (vi kunne kalde serien for ´Visdomme og hverdagsmad`) så stik dem bare mit nummer. Jeg er fattig, aldeles ukendt og derfor billig i drift. 
Kh Louise

Ensomig #757


Jeg sidder og læser Universitetsforlagets
tænkepauser om
vilje og vrede og smerte
og lærer at viljen går
forud for væren
og vreden forud for
smerten uden hvilken vi til gengæld
(fortælles det i bogen)
ville være fortabte

kongenit analgesi
hedder lidelsen
der direkte oversat betyder
´medfødt smerteløshed´ og som måske
er den mest grusomme af alle lidelser:
tænk sig aldrig at føle smerte?

hvad skulle man så stille op
sådan en onsdag morgen i januar
hvor mørket er tykkere end blod og vinden
tuder som en anden
jammerkommode
med det evige og aldeles uoriginale omkvæd:
uhuhuhuuuuuu

jeg lider selv af jammerkommoderi
det fik jeg at vide af en ven på facebook i går
og så er det ganske vist
de kalder mig Loulouhuhuhuuuuuuuu
og det er ikke kærlig ment

så i dag har jeg besluttet
at give kommoden en anden lyd:
jeg vil bytte viljen og vreden og smerten
med tre af seriens andre titler:
sandhed og nydelse og
positiv psykologi

fra i dag vil jeg være en stigreol i letmetal
praktisk kvadratisk nem
jeg vil stå for at stå
men mest af alt for aldrig at falde
og mit omkvæd skal
være een lang jublen:
Juhuhuhuuuuuu

Ensomig #756

jeg vågner og tænder for radioen
hvor en der hedder Carsten
fortæller om dengang
han mistede et ben fordi
han havde røget for meget
hash og var faldet i søvn i
indkørslen og først vågnede
da hans hustru kørte ham
over og selvom hun bedyrede
sin uskyld endte de med at
blive skilt
det er på en måde sørgerligt
med Carsten
ikke bare har han mistet et
ben og sin kone men også
kontakten til sine to børn
så nu går han til psykolog
og taler om fantomsmerterne
der efterhånden har spredt sig til
hele kroppen
– også der hvor hjertet
skulle have siddet
sukker Carsten og suger
så hårdt på en smøg at han
brænder læben

Ensomig #756

Jeg ved godt, jeg kom med på et afbud og som sådan burde være glad for bare dét. Alligevel har jeg svært ved at juble over det meste, som for eksempel:
At tørre opkast op efter hunden
Sige undskyld for ting, jeg ikke har gjort
Æde piller mod andre pillers bivirkning
Fortryde
Græde over en sætning, jeg forlængst har grædt tør:
`en dag man måske som sædvanlig har glemt man skal dø`
En jazzet udgave af Talking Heads `Creep`, der er næsten og alligevel langtfra så god som originalen.

Præcis som jeg selv – næsten og alligevel langt fra noget og nogen som helst:
What the hell am I doing here?

Ensomig #755

i går så jeg to fiskehejrer og hørte et digt
af Tom Kristensen læst op i en propfyldt sal
med en linje der lød:
´lille og lykkelig nok´

udenfor var gaderne tomme
pånær en pizzaslice med bidmærker
og en kat uden ejer
som på den anden side var netop nok til
at jeg ikke følte mig alene

i seven eleven købte jeg et müslibrød
for at stille min sult
og i Bog & Ide en dymomaskine
til ingen verdens nytte
som er den eneste form for nytte
jeg for alvor kender til

jeg savner dig
det gør jeg virkelig
men det er ikke det værste
det værste er at det ikke er gengældt
og heller aldrig bliver det

og at det ikke er nogens skyld

Ensomig #754

I morges løb jeg 6,39 kilometer på et løbebånd uden at svede, spiste en pose Pinocchio-kugler til morgenmad, drak kaffe og tænkte på min første printer, der skrev med nåle på lange baner af papir, man kunne rive over ark for ark med en forsigtighed
jeg aldrig lykkedes med

Det er lidt det samme med resten af mit liv; alle dagene man kan rive over eller lade være, som de er:
perforerede

Jeg er så pissetræt af at finde mening i at stå op børste tænder og gå i seng, som om det hele hang sammen:
mit liv med tandbørsten
løbebåndet med Pinocchio-kuglerne

Som om fuglene hang sammen med himlen, eller tiden med vores tænder
Vorherre til hest

Ensomig #753

Hun hedder Liz, hende med skrabeloddet. Eller egentlig hedder hun Anine, men hun er altid blevet kaldt Liz.
– Vist nok fordi jeg ligner Elizabeth Taylor, forklarer hun.
Jeg ser på hendes okkerfarvede permanent og har svært ved at se ligheden. Måske ved jeg bare ikke, hvad jeg skal se efter.
Hun ryger Prince UltraLight.
– Noget forfærdelig lort, siger hun, – de smager ikke af noget og alligevel ryger jeg tre gange så mange, som da jeg røg de normale. Hold dig fra det stads.
Jeg undlader at nævne det med Martin og busskuret, mumler bare noget om, at jeg ikke tåler røg og hoster påtaget.
Takker ja til en kop kaffe. Ikke fordi jeg har lyst, men det er ligesom med cigaretter, det gør noget ved snakken. Kaffe gør noget ved måden, man taler på, rækkefølgen ordene falder i.
Liz fortæller, at hun er sygemeldt fra jobbet. I flere måneder har hun kæmpet med ondt i ryggen. Nu er det så galt, at hun græder, når hun skal rejse sig fra toilettet.
– Tænk dig, jeg har ellers ikke tudet på et lokum, siden jeg blev skilt fra børnenes far.
Hun arbejder på et plejehjem. Hun er glad for det – for beboerne og kollegerne – men ikke for chefen, der hedder Marita og er fra Norge, men langtfra som nordmænd er flest. Tværtimod. Hun fører skema over alting: De ældres søvnmønster. Deres vandladning og eventuelle sammenhænge med indtaget af kaffe. Over det, hun kalder “de eskalerende udgifter” til blomster på bordene. Hvor mange timer bruger I egentlig det dyre klaver, spørger hun, – er det ikke kun til morgensang, kan det ikke gøres billigere?
Alt kan tilsyneladende noteres, analyseres og bruges til noget.
– Men sjældent noget godt, forklarer Liz, der allerede har haft to opringninger fra Marita efter sin sygemelding. Omsorgssamtaler, kalder hun dem, chefen. Men det er nu så som så med den omsorg, mener Liz.
– Ja, vi savner dig jo, kan Marita for eksempel finde på at sige, men Liz mener, at hun kan høre kuglepennen mod papiret: et flueben i rubrikken “påstået venskabelighed.”

Ensomig #752

Den første hed Martin og ingen af os var forelskede. Det var som sådan ikke et problem, tværtimod. Vi tog chancer, der ikke bare var store men også dumme, og slap helt uventet godt afsted med det. En weekend stjal han en knallert, malede den over og satte et flag fast bagpå. Det var sort og med gule prikker – som et blindesymbol bare omvendt. Der lå ingen tanke bag. Vi kørte til Flensburg og købte dåsesodavand og mini-milkyways. Det var i april og vinden havde stadig bid, så for hver halvtreds kilometer kørte vi ind til siden, og han pustede varme i mine hænder. På den måde var han ok, han afleverede også knallerten tilbage, da vi var hjemme igen. Fjernede endda flaget først.
Vi mødtes ind imellem ved busstoppestedet, så sad vi i læskuret og delte en cigaret. Ingen af os røg, alligevel gjorde det noget ved os og det, vi havde sammen. Et par uger efter blev han standset af politiet. Han havde stjålet en bil og var kørt galt og sagen endte hos de de sociale myndigheder. Hans far blev rasende og gav hans mor skylden. Hans mor sendte den retur, de endte vist nok med at blive skilt. Ingen tog sig tilsyneladende af Martin, heller ikke jeg, der slog op med ham, vist nok med den begrundelse, at der var forskel på at låne en knallert og stjæle en bil.
– Ja, det sidste blev opdaget, svarede han.
Ikke længe efter faldt jeg for Albért. Navnet skulle udtales som på fransk med tryk på sidste stavelse. Han hverken stjal eller røg, men hans far kørte Citroen Visa GTI og holdt fire aviser. To franske og to danske. Han lod os aldrig ude af syne, men var altid sød til at tage os med på tur. Så cruisede vi rundt i GTI’en og fandt alle de huse, der havde udestue og råbte “ADR!”, fordi Albérts far afskyede den slags. Andre gange kørte han os til Vesterhavet, en tur på to timer, så vi kun lige nåede ud af bilen, før vi måtte sætte os ind igen og køre hjem for at nå det til aftensmaden.
Jeg tror ikke, Albért havde en mor, måske var hun død, måske boede hun bare i Frankrig, han talte i hvert fald aldrig om hende. Det var nok også mere hans far, end det var Albért, jeg slog op med.
– Men hvorfor? spurgte han, den aften, jeg sagde det til ham, og jeg svarede, at det var fordi, jeg blev køresyg af at køre Citroen.
Så kyssede jeg med en pige og fik kriller i maven, fordi det føltes lidt mere forbudt end noget andet, jeg havde gjort. Mere forbudt end at køre bagpå en knallert og ryge i smug. Hun var virkelig sød og virkelig fuld, og da jeg om mandagen gik hen for at spørge, svarede hun mig, før jeg nåede at åbne munden. – At hun kyssede med alle, både drenge, piger, hunde og katte, og at jeg ikke skulle lægge mere i dét. Det var ikke fordi, jeg var forelsket, ikke rigtigt, ikke endnu. Alligevel gjorde det ondt, det var noget med måden, hun sagde det på, som om jeg ikke var værd at lægge noget i, det var i hvert fald det, jeg hørte.
Efter det, holdt jeg pause et halvt år. Jeg satte simpelthen et kryds i kalenderen og lovede mig selv hverken at kysse, forelske mig, stjæle eller ryge, før de seks måneder var gået. Det løfte holdt jeg – endda to år, før jeg stjal et skrabelod fra en venindes mor og vandt og måtte gå tilbage og sige undskyld. Hun blev ikke engang sur, tværtimod, hun jublede.
– Hun havde aldrig prøvet at vinde før, forklarede hun og foreslog endda, at vi skulle dele præmien.