Louise Juhl

destory.dk

COVID19 #14

Hver dag ringer vi sammen
min mor og jeg
så læser vi op i 10 minutter
eller spiller et stykke musik
det er også okay at fortælle
om en uforståelig plante
man har set
eller et mærkeligt dyr.

´Må det være et dyr
man selv finder på?´
spørger min mor
og jeg svarer
´Ja ja, det er os,
der laver reglerne´

I går læste jeg så højt for hende
fra Lea Løppenthins digtsamling
“Nervernes adresse”
´Sikke en vidunderlig titel´
udbrød min mor
´det er vigtigt
at nerverne kan finde hjem
ellers farer de hvileløst omkring
eller sover på sofaen
hos næsten ukendte venner.

Da det blev hendes tur
spillede hun Mexican Whistler
med Roger Whittaker
reglerne er
at den anden altid
skal lytte med et åbent hjerte
det er noget Elsa Gress har sagt:
At man skal erfare
med et altid uerfarent hjerte.

Min mor elsker Elsa Gress
og jeg elsker min mor
så jeg lyttede og erfarede
at det der med at fløjte
jubeloptimistisk i
over to minutter
nok var mere
end mit hjerte
kunne bære.

COVID19 #13

I et katalog over næsten alting kan man vælge mellem englehud, spilkonsoller, tyrkisk konfekt, en tjekkisk rimordbog, perlemorskonfetti, confiterings-glas, kløestillende fodcreme, ølkrus, waders, en dvd med Otto Leisner, bæredygtige bleer, læbepomade, anoraktilbehør, et gulvtæppe i sisal, fire vinduesviskere, strøsand med garanteret vesterhavslugt, råsyltede blommer og et meget fint apparat fra Schweiz, der både kan rense tænder og måle hvor hurtigt pupillerne trækker sig sammen.
Det er svært at vælge, men jeg bestemmer mig for en skjorte med muldvarpemotiv og en overtonefløjte, man kan bruge under vand, til hvis man nu en dag skulle stå ved bredden af en sø og få lyst til at spille i et band med ferskvandsfisk.

COVID19 #12

I dag skal vi ikke dø.
I dag skal vi vaske vinduer og skære æbler i både, tage fodbad og tygge tyggegummi. I dag skal skrive “Brystbolcher og båndsalat” på en liste over ting, vi savner. Tilføje “kinaskak og kantareller.”
I dag skal vi finde en bog, vi har ledt efter længe, gemt væk i en kasse med stikdåser og malertape på loftet. Vi skal støve den af, slå op og læse lidt i den, for så at lægge den ned i kassen igen.
I dag skal vi – med flere års forsinkelse – endelig få skiftet pæren i emhætten. Bagefter tage os et langt bad – “Because we’re worth it.” Og bedst som vi står der under bruseren, vil vi komme i tanke om noget, det vigtigste af alt, og slå et klæde om kroppen, løbe ad trappen med dryppende hår. Gennem huset, hen til bordet med listen over ting, vi savner.
Skrive det ned.
Og så vil vi gå i seng.

COVID19 #11

–jeg elsker dig, sagde jeg til min mor i nat.
og hun svarede:
–det må du se at vænne dig af med.

COVID19 #10 – eller dage i undtagelsestilstand

Ting man kan trøste sig ved, når man har grædt uden grund i en time og stadig græder, og hverken kokoskager eller tjekkiske animationsfilm hjælper – et vers af Inger C:

“Et sted falder noget som ingen/har rørt ved ned fra en hylde/måske mens min bedstemor står/som hun altid har stået i sit/køkken og koger abrikosgrød;/jeg ved hun er død, men duften/ er så stærk, at kroppen der sanser/selv bliver en frugt”

Og et øjeblik er frugten større end frygten og kroppen forvandlet til en lykkelig grød mellem hænderne på et menneske, der ikke mere skal dø. Og imens falder mærket ud af den bog, jeg læser, men det er ok, for det vender nok tilbage, og hvis ikke – så noget andet.
En birk med rakler, der står og lyser helt uden grund, eller en sten, der har varet i tusinde år, uden at se ud til at fortryde.

COVID19 #6

Tak til tirsdagen og til solen for at pisse mig i ansigtet med sin iskolde skønhed. Jeg vågner med en vrede, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, så jeg laver en kop kaffe, tømmer halv pose Piratos og venter på, at jeg går over. Det er dag nummer 17.060, i radioen fortæller de, at chefen for den amerikanske Sundhedsstyrelse har tjent titusindvis af dollars ved at odd’se på, hvor meget aktiemarkedet vil falde som følge af Corona.
Kynisme har altid været en dødgod forretning.
Så ringer jeg og taler med min mor, hun er mere øvet i angst, end jeg er, når man har rundet de 80, leves hver dag som den sidste. Hun gør, som hun plejer, spiser knækbrød med ost, vasker vinduer og laver venepumpeøvelser efter en bog af Helle Gotved fra 1983.
-Det fungerer fortrinligt som krisehåndtering, forklarer min mor: –op på tå og ned på hæl, det er godt for kredsløbet og så keder man sig ikke så længe.
Hun har sikkert ret, det behøver ikke at være så svært.

COVID19 #5

går tur i de
næsten tomme gader
lytter til
et enkelt tilbageholdt host
og lyskrydsenes
forgæves bippen

hele verden venter
RØD MAND STÅ

en hvid Fiat Punto blinker
til venstre men drejer
til højre
en mand i refleksfarvet flyverdragt
står på trappen
foran en lukket bodega
med en dåse Brewmaster øl
i hånden som han
løfter til hilsen:

´husk at elsk
din næste
men ikke for højt´
råber han

jeg løfter min
tomme hånd og skåler
i ingenting

går så hjem
og skriver det ned

Ensomig #844 (COVID19 #4)

Jeg har svært ved at holde mig til sandheden.
Sandheden er håndsprit og afstand. Albue-nys og nærvær by proxy. Sandheden er, at jeg lige nu ejer:
4 pakker Panodil zapp
En humpel vesterhavsost, jeg har gemt bagerst i køleskabet, for ikke at skulle dele
22 vinduer, der alle trænger til at blive vasket og en tavshed, jeg umuligt kan overhøre:
Stolens skrab mod gulvet; en solstråles langt fra lydløse fald.

Jeg ved ikke, hvad der er på den anden side af alt dette, vel knap nok, hvad der er på denne.
Men afstanden imellem de to, hvad vi stiller op med de to meter mellem hjerte og rum. Det er vel dét, vi skal kendes på.


Ensomig #843 (COVID19 #3)

´Undskyld,´hvisker en mund
i hovedet på en dame
der sikkert er ok sød
men lige nu mest er i vejen

Jeg har kradset hul
på en betændt hårsæk i nat
nu løber der blod fra mit øjenbryn
– en varm lige linje
henover næsen
gennem læbelinjen
og ned over hagen

Blodet deler mit ansigt
i to
og kroppen

Eet bryst i hver lejr

Jeg har forsøget mig med våde klude
plaster
en hård finger mod såret
et minut, to, eller mere
men så snart jeg slipper
pibler blodet frem igen

Det gør mig bange
for blod og for sår og
for mit ansigt
ikke mindst
– at det går over i to

jeg har fundet en metode
så jeg kan kende forskel
hvis det værste skulle ske
jeg skriver sætninger
én på hver kind
på den venstre skriver jeg
“Se til højre”
og på den højre står der:
“en mor knuger
barnets hånd så fast
at den brækker”

der ligger ikke mere
i dét
end hvad der står
og i morgen står der nok
noget andet.

Ensomig #842

måske vil jeg engang huske alt dette
som tiden
der aldrig gik:
et håndpustet æg
hængt over
en gul forsythiagren

eller
en tavle med tips til lege
skrevet med en stump kridt:
Kast med konsonanter

D for Deterheletidenheletiden
P for de Primtalte
dem som ingen
går op i

dén ensomhed

måske vil den her virus
al ventetiden
falde ud
som en blindtegning der
-som det jo er med den slags-
viser sig at være
alt andet end blind

det findes jo stadig
alt det åbenlyse:
græsset der knirker
osten der løber
brysternes hængsel

pludselig død

måske får vi øje på det altsammen
en tilfældig søndag vi fordriver
med at glo gennem hullet
på en femkrone
eller en eftermiddag sidst på måneden
hvor skabene er tæt på tømte
og vi
som ellers aldrig
spiser arme ridder
fordi vi har tid

Se!
er der så én der med munden fuld
af brød og smør og kanel
der udbryder
og peger på en blød stribe på plænen:
Se!

og et kort øjeblik
ser vi det allesammen
og det samme