Louise Juhl

destory.dk

Portofusk og falske tænder

I dagene efter var det som om, lyset trak længere skygger: Timerne midt på eftermiddagen især, dem mellem tre og fem, det var som om mørket faldt, men uden at falde til jorden.
Så blev det april og et tæppe i lilla og gul skød op overalt, stædige krokus. En nabos kat fik killinger og et barn blev væk i sine egne tanker, de fandt ikke før efter tre dage. Han havde aldrig været lykkeligere, fortalte han sin grædende mor.
I juli kom et cirkus til byen, en hund i manegens midte rullede rundt på kommando, og en tynd tynd kvinde pustede sig op som en heliumballon og svævede oppe under teltets loft. Stuur stuur nummer. En landevejsridder samlede ind efter forestillingen, folk forærede ham, hvad de kunne undvære: En solbrille med kun ét glas, et næsten tomt bæger popcorn. En nitte fra en tombola, en dværghamsters stamtavle. Niogtyve betroelser om alt fra problemer med neglesvamp til portofusk og falske tænder. I oktober trak stærene sydpå, hele byen vinkede fra deres altaner, flere råbte “på gensyn”.
I december faldt stendiget omkring kirken sammen, det skete pludseligt og uden varsel, en morgen lå de store kampesten bare væltede, de fleste i byen så det som et tegn.
Man tilkaldte en medicinmand fra Vojens, men forgæves, stenene gav ingen svar fra sig, der var ikke andet for end at bygge alt op forfra. Sådan gik januar og februar før det blev marts og en pige med rødt hår og fregner kaldte stærene hjem, kom, kom, og så var det år gået. Killingerne var groet store, muren rejst, den tynde kvinde fra cirkus sendte en hilsen fra rummet: Hun havde taget den helt store tur ud til fjerne galakser, Venus og Mars, det var fint nok, skrev hun, men hun savnede årstidernes skiften og tæppet af krokus i gul og lilla.

MAGT

I går så jeg Jay Rosenblatts dokumentar “How do you measure a year”, hvor han hvert år på sin datters fødselsdag har filmet og spurgt hende til de samme spørgsmål. Hvad gammel er du? Hvad er din favoritspise. Hvad vil du lave, når du bliver stor. Hvad er en drøm. Hvad er magt? Det er sove at se hende gro ældre, mest tydeligt er det, hvordan hendes forbehold bliver flere, den umiddelbare begejstring ved livet lidt mindre. Allerede som seksårig siger hun: 
“Jeg drømmer om at glæde mig lige så meget til min fødselsdag, som jeg gjorde sidste år. Jeg glæder mig stadig, men ikke lige så meget som engang”
Gulp. Jeg genkender den følelse, den dag man opdager, at julemanden bare er et pinligt påfund og julemiddagen ikke bare er en fest, men også et udmattende show med brunede kartofler, der bliver sorte og en rødkål, der pletter dugen. “Åh nej”.

Grunden til at jeg nævner dokumentaren er dog først og fremmest, barnets svar, når faren spørger hende til begrebet Magt. Hvad er magt. What is power? En ret sjov episode udspiller sig, da pigen som treårig svarer: “Det er noget hernede” og peger på sit skridt. Alle antenner vækkes hos både seer og hos faderen, hvad i alverden mener hun med det? Har hun mon været udsat for et overgreb, hvad gemmer der sig bag sådan et udsagn: Magt sidder mellem benene? Det viser sig dog til alles lettelse, at hans datter ganske enkelt har misforstået spørgsmålet og tror, at faderen spørger hende: Hvad er pudder, altså “what is powder”, som hun har fået drysset på baller og mellem lårene, når lækager af urin har givet hende hududslæt. 
Men senere svarer hun ting som:
Magt er at stå ved sig selv.
Magt er at gøre noget godt for andre. 
Magt er at dele ud
Magt er alt andet end at bøje sig i støvet.
Magt er at gøre, hvad man drømmer om – og ikke hvad andre drømmer om, at man skal gøre.

Det er slående, hvor positivt hun oplever ordet. Som en kraft, hun har og kan bruge, og ikke som en kraft, andre har og kan misbruge. 
Jeg bemærker det, fordi jeg typisk ville svare, at magt er nogle andres. Et våben i deres hænder, en tyssen: “hold nu kæft, tøs”, en pistol mod tindingen: “Gør, som jeg siger”. Magt er noget, jeg er underlagt i stedet for noget, jeg besidder og rummer og kan bruge i verden. Mod- men mest alt FOR andre. Det er en smuk tanke og må bero på barnets tryghed. En følelse af at være i kontrol, være hørt og påskønnet. En oplevelse af verden som et muligheds-rum, en legeplads, et givende fællesskab. En udveksling af evner, kunnen: Jeg er god til noget, du, til noget andet, tilsammen kan vi klare det meste.

Det synes jeg bare er pissesmukt. Jeg vil gerne tage den tillid til mig. Bruge den magt, JEG har. Ikke som et værn mod andres (muligvis) større magt og indflydelse, men derimod som en mønt i fælleskassen. En teske, en broche, et digt om at kaste med pind. Det er måske ikke meget, men det er noget, og noget plus noget plus noget andet plus noget tredje giver et samfund, en verden. 
How do you measure a year, er titlen på Jay Rosenblatts dokumentar: Hvordan måler man et år. I timer 8766. I minutter: 525.948. Eller som det, vi hver især giver ud, deler med hinanden. Et kram i køen, en godbid til hunden. Et kryds sat med spidsen af skoen, lige dér, hvor en snegl er på vej over stien i skoven, så ingen træder på den.

Hymne til duen og dagen og vejen

Det er flæsket at fedte rundt i sin glæde, at rose dagen for sit navn og hunden for sin pels. Det er dumt at håbe og pattet at die af omsorgens bryst: Alle ved jo, at mælken er giftig, at tørsten aldrig er uskyldig.
Træk vejret i stå, dø om så, det gælder. Hold duen i vater og dagen og vejen; lad skyerne drive himlen til vanvid. Der er ingen og al grund til at tro på det bedste, ingen og al grund til at frygte det værste. H

Bladene har dårlige nerver

Dét efterår.
Bladene har dårlige nerver. Min mor kaster op i en skål. Jeg gemmer mig bag et gardin i en fremmed dames stue, det er hunden, der finder mig. Den blotter tænder og knurrer. Damen hvisker: lille ven dog. Hun sætter sig på knæ og rækker mig en hånd. Jeg græder og græder, det er ikke bladene skyld, heller ikke min mors, hendes opkast eller hundens. Jeg ved faktisk ikke, hvis skyld det er. Hvorfor jeg græder eller hvem, jeg gemmer mig for. Men det er rart at blive fundet.

Placebo

Dette; dagene. 

For tiden skriver jeg om løgnen, den nødvendige løgn, den omsorgsfulde. Den nedrige og ødelæggende løgn.
Lige nu er jeg optaget af placebo, der betyder “jeg vil behage”. Placeboeffekt er den effekt, der opstår, når en patient modtager et virkningsløst præparat og alligevel oplever en bedring af sine symptomer. Jeg ved faktisk ikke, hvad ordet sigter til, om det er patienten eller behandleren, der vil behage, men der er evidens for, at effekten findes og at især smertepatienter har gavn af “løgn som medicin.” 

Jeg har selv været der. For fire år siden fortalte en af Aarhus universitetshospitals fremmeste læger indenfor reumatologi og smertebehandling mig, at han lige var vendt hjem efter en stor konference, hvor verdens førende eksperter indenfor gigt og smertebehandling havde delt deres seneste resultater. 
“Ja?” spurgte jeg forventningsfuldt (jeg har selv en uspecificeret bindevævslidelse, der afstedkommer gigtlignende smerter i led og muskler). “Ja,” svarede han, tog en vejrtrækning: “status er, at vi ikke aner, hvad vi skal stille op.” 
Alle forsøg med medikamenter, træningsprogrammer, afslapningsøvelser, alternative behandlingsmetoder havde været så godt som virkningsløse, i hvert fald over tid. I flere tilfælde opnåede patienterne gode øjeblikke (særligt med metoder, der inkluderede noget socialt: som træning og gruppeterapi), men ingen førte til varig smertelindring. 
Det er jo nedslående. Og for en behandler så godt som ubærligt, at skulle præsentere svært lidende patienter for den besked. 
Så når samme patienter efterfølgende kaster sig over keratin-kure, hormon-terapi, køber sig fattige i krystaller og udrensningsteer, ja så forstod han dem godt. For flere af dem var alene det at gøre noget, nok til, at de fik det kortvarigt bedre. “Og den tid, der går godt, kommer jo ikke dårligt tilbage,” sagde han, så så længe patienternes – i hans øjne virkningsløse – forsøg ikke havde skadelige virkninger, ja så stillede han sig ikke i vejen. 

Jeg ved ikke, hvad der virker og hvordan. Da jeg var allermest syg forsøgte jeg mig med så godt som alt. Jeg gik til irisanalyse og købte for fem tusinde kroner kinesiske urter, der gav mig kvalme og fik min i forvejen hævede fødder til at svulme op til dobbelt størrelse. Jeg besøgte en mand i en kælder i Højbjerg, der solgte Aroniasaft og lys med duft, han blev senere dømt for kvaksalveri, jeg husker ham bedst for hans dårlige musiksmag: der kørte altid sådan noget pseudomeditativt klingklangmusik fra en lille ghettoblaster i hjørnet. Jeg forsøgte mig med hypnose, men fik at vide, at jeg ikke havde evnen til at give slip. Jeg prøvede varme sten, kropshealing, maori-massage, psykoterapi, kognitiv terapi, gestaltterapi (“terapi” kommer fra den græske “therapeutikós”, som betyder “den, der bekymrer sig om en anden person”) Noget var til at lukke op og skide i, andet var rart og sjovt og dyrt, kun ganske lidt havde egentlig effekt. Men tiden gik så længe, jeg gjorde noget og uden det, var jeg sikkert død af sult. 
Jeg ved ikke om løgn kan virke som en medicin. Om tid og omsorg kan, hvad enten den nu kommer fra en virkningsløs tablet, en opmærksom terapi eller fra den tid, man under sig selv, de penge, man ofrer, det håb, man lader vokse. Men jeg synes, det er værd at tænke over.

Fuld af løgn

Løgnen er en tømmerlus, et greb i blinde, en sandhed, der har givet op. Løgnen er en snigskytte, en partisan. En hurtig håndbevægelse: pist, væk, borte. 
En undersøgelse fra University of Virginia viser, at vi mennesker lyver mindst tre gange om dagen. Mænd lyver mest for at imponere, og kvinder mest for at undgå at såre. Men hvad vil det egentlig sige at lyve, hvad er en løgn og er den det samme for alle? 

Løgn er ikke det modsatte af sandhed. Det modsatte af sandhed er usandhed. Det modsatte af at lyve er ærlighed, oprigtighed. Man kan altså godt tale usandt men uden at lyve, hvis man ikke ved bedre eller handler i god tro. Det kan være svært at afgøre, for hvem ved, i hvilken tro et menneske handler, udover mennesket selv. Som jo muligvis lyver.
I filmen The Zone of Interest, der handler om lejrkommandanten Rudolf Höss og hans familie, der lever i en hvidkalket villa klos op og ned ad den flere meter høje mur, der omgav udryddelselejren Auschwitz. Familien passer haven, leger med hunden, børnene kører på ladcykel, sejler i kano. Alle ser de røgen fra skorstenen bag muren, de hører skrigene, skuddene. Alligevel opretholder de en fælles løgn om, at alt er godt, at de intet kender til hundredeogtusindevis af børn, der slås ihjel. En løgn, der frikender dem fra ethvert ansvar og lader dem leve i overbevisning om deres egen uskyldsrenhed, deres moralske habitus. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en løgn. Om de selv troede på den?

Langt de fleste løgne er uskadelige. Vi finder på undskyldninger for, hvorfor vi ikke kan deltage i en sammenkomst eller lader som om vi ikke hører, det ringer på døren, når en flok spejdere vil sælge en lodseddel. 
Det er ufint, men accepteret af de fleste, og vi bruger omskrivninger, for ikke at se løgnen i øjnene, vi kalder det “nødvendige hensyn.” Kært barn har mange navne, løgnen har mindst tusinde, hvid løgn, grå løgn, undladelsesløgn, notorisk løgn. 
Nogle eksempler kunne være:
Den skærmende løgn, hvor vi mod bedre vidende forsikrer barnet om, at der aldrig vil ske det noget ondt og at mor og far ikke dør før om mange år. At julemanden findes, at mormor bor oppe i himlen, at de blå blink på ambulancen, der kørte naboen væk, var for sjov. Wiu, wiu.

Den nødvendige løgn, der får os til at hænge sammen, når alt går i stykker:
Det skal nok blive bedre. Tiden læger alle sår. Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. 
Og gentager det så tit, at vi til sidst tror på det.

Fortrængningens løgn. 
Når en kvinde i et voldeligt parforhold for eksempel fastholder, at hendes mand slår af kærlighed. At hans afmagt “i virkeligheden” er et udtryk for, hvor højt han elsker hende. En løgn, vi fastholder, fordi alternativet synes værre. Nemlig at skulle erkende, at den mand, man elsker, er et røvhul.

Så er den hvide løgn, den, der har til formål at gyde olie på vandende, lette stemningen. Måske forsikrer vi en veninde om, at hendes nye frisurer klæder hende, selvom det modsatte er tilfældet. Eller vi takker for en vidunderlig aften, som vi har hadet fra første til sidste sekund. “Lad os gøre det snart igen”

Eller den syge løgn, Münchausen syndromet, hvor en patient ikke bare opfinder -men ligefrem med vilje- pådrager sig symptomer og lidelser, for at få opmærksomhed, omsorg. En dybt ulykkelig lidelse, som kun synes værre, når den foregår by proxy. det vil sige, at lidelsen påføres en pårørende, en bror, en mor, et barn. 

Og så er der de mest udbredt løgne, fordommene. Om de arbejdsløse (der ikke gider). De forgældede (der er uansvarlige). De tykke (der mangler rygrad). De ulykkelige (der er selvmedlidende). Udlændingene (der er kriminelle). De brystopererede (der er sygt forfængelige). De psykisk syge (Der er en belastning). 

Jeg lærte engang en pige at kende på en institution, hvor jeg arbejdede. Agnes, hed hun og havde nogle og tyve søskende. Det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg forsøgte flere gange at give hende en kattelem, en vej ud af løgnen. 
Er det søskende, som i alle-jeg-oplever-som-min-familie, spurgte jeg? Er det all-inclusiv – din mors ungdomskæresters børn, din fars tidligere kones? det mærkelige er, at jo mere plads, jeg gav hende til at fortælle sandheden, des mere insisterende blev hun på at fastholde, at hun virkelig havde 25 fuldblods søskende. 
Og hvem ved. Måske var det sandt. Måske var jeg den fordomsfulde, den, der på forhånd dømte hendes forklaring – og forkert?

Det er næsten umuligt at være til uden at lyve. Hvis ikke bevidst, så ubevidst.
Hvad med vores følelser, for eksempel: Lyver de? 
Lyver fornuften, tallene, kalkulerne. Afhænger enhver afvejning, udregning, ligning ikke af, hvilke målestok vi bruger, hvad vi sammenligner med. 
Rundetårn med et skrig. Æbler med pærer. 
Livslængde, livskvalitet. Måske afhænger sundhed mindre af sund kost og motion og mere af evnen til at fortrænge, evnen til at tro sine egne løgne. 
Salig er de enfoldige. 

Og så er der alt det andet, alle de andre.
Er digte fulde af løgn? 
Er drømmene? 
Er du, er jeg?

To lie is not to die

At lyve for at leve.
Jeg har altid lært, at det er forkert at lyve. Beskidt. Grimt. Ufint. Ækelt. Løgnen tilhører de umodne, det ukontrollerede, børnene og de fulde folk.

I Linn Ullmanns mesterlige roman “De urolige” er der en scene imellem en pige og hendes far. Hver onsdag bliver pigen inviteret ind på sin fars kontor til en ugentlig samtale – en slags konstrueret intimitet. Ullmann skriver:
“Alt havde sin plads og sin tid. Der var sat tid af til at pigen og faren kunne ‘snakke sammen’.”
Lin Ullmann omtaler sig selv i tredje person, hun er pigen. Hun har en blå kjole på, den er lidt for lille. Hun sætter sig i en stol, faren har sat frem, han sidder i en anden. Nu skal de ‘snakke sammen’, hendes far lægger ud:
“Problemet er, at der er så stor aldersforskel mellem os. Vi har slet og ret ikke så meget at tale om”, siger han.
Linn, ved ikke, hvad hun skal sige til det: Om det er godt eller skidt, om hun skal gå eller blive, hun ved bare, at det er sådan, det er. At han er gammel og hun er meget ung. Det er ikke rart at sidde sådan, det er ikke rart at skulle tale sammen og så få at vide, at man ikke har noget at tale sammen om. Så hun forsøger sig alligevel. Hun fortæller sin far, at hun ønsker sig en stol. Ikke en hvilken som helst stol – men den fineste stol i hele verden.
Hendes far forstår hende ikke, han virker forvirret:
“Er det en metafor?”, spørger han Linn, der ikke ved, hvad en metafor betyder. Hendes far forklarer:
“Af og til er det sådan, at en ting ikke er den ting, men noget andet. Det kaldes metaforer. Det jeg mener, er: Symboliserer stolen noget inde i dig? Noget, du tænker på? Noget, du drømmer om? […] Er det en magisk stol?”
Og Linn ser på sin far, fortvivlet, svarer ham så:
“Nej. Det er bare en stol.”

Jeg har siddet dér. På et kontor, ligesom det i romanen, og fortalt om en drøm om en stol. Og er blevet mødt af undren. Skepsis. En stol?
Men modsat pigen i Linn Ullmanns roman, havde jeg ikke modet til at insistere på min egen oplevelse. På at min stol “bare” var en stol. I stedet forsøgte jeg at overensstemme mit svar til de voksne retorik, deres forventning. Digtede en stol med ornamenterede armlæn og et ryglæn af guld. Bordeauxrødt pudebetræk, som jeg havde set på gamle malerier. Det virkede, de voksne nikkede: ah, det giver mening, du drømmer om en dronningestol. Du drømmer om at blive dronning.
Jeg blev god til dét, til at svare, så de voksne forstod det, og selvom jeg havde lært, at man ikke måtte lyve, føltes det mere rigtigt, og mindre ensomt, at lyve end ikke at blive forstået. Til sidst anede jeg ikke, hvad der var sandt og hvad, der var løgn. Og hvem, der afgjorde forskellen.

Da jeg senere blev indlagt med en spiseforstyrrelse, blev løgnen mit våben. “To lie is not to die”. Jeg reagerede på personalets sprøgsmål, som et gidsel reagerer på sin bøddels ordrer. Med først at nægte, og når tommelskruerne så blev sat på, ja så løj jeg for at slippe for mere smerte. Ja, jeg har spist op. Nej, jeg dyrker ikke motion i det skjulte. Ja, jeg vil gerne være rask. Nej, jeg er ikke i tvivl. Sandheden var at jeg aldrig spiste op. At jeg lavede mavebøjninger og armstræk i mørket på min stue hver nat. At jeg måske gerne ville være rask, men samtidig slet ikke. Løgnen blev min hud, min kåbe, mit værn mod bødlernes tortur, som var mad. Bjerge af mad. Laksetærte med hakkede mandler, pizza med lardo og blå ost, mazarinkage, chokolademousse, flødeis, flæskestegssandwich. Jeg løj for at overleve, sådan føltes det, og til sidst stolede jeg ikke på nogen, mindst af alt på mig selv.

Vi kender det fra dyreverden. At skifte farve efter omgivelserne, camouflere os, så vi ikke er synlige for fjenden. Kamæleonen kan ligne en sten, en stamme, et blad. Eller den kan spille død, lægge sig siden med stive udstrakte ben og halvt lukkede øjne. Det samme gælder blæksprutter. Og så er der pindsvinefisk, der ændrer form, puster sig op, så den bliver sværere at sluge.
Jeg siger ikke, at det er ok at lyve, skifte ham, form, ændre mening efter omgivelserne, bare fordi der er dyr, der gør det. Det er ikke en undskyldning, men en konstatering. Løgnen findes. Løgnen kan være en nødvendighed. To Lie is not to die.

I Judith Hermanns essay “Vi ville have fortalt hinanden alt”, skriver hun
“Og mens jeg skriver det, tænker tilbage på det, er jeg slet ikke sikker på om det hele faktisk har fundet sted. besøgte jeg Ada? Eller drømte jeg at jeg besøgte hende. Eller tænkte jeg på at skrive en historie hvor en kvinde besøger en anden kvinde[..]” Spørgsmålet er, om Hermann lyver, hvis ikke besøget har fundet sted, hvis det hele er en drøm eller måske en fortælling, hun har skabt, for at få sit liv til at hænge sammen. To Lie is not to die. At lyve er at leve, skabe en historie, der får stumperne af dage til at hænge sammen som måneder, år, et liv. Hun skriver:
“Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”

Det er den glød, jeg interesserer mig for. Mørket, der ikke er mørke, men et hul, man kan falde i, sådan som Alice i eventyrland falder i kaninhullet og oplever en verden, der måske er løgn, måske bare noget andet end virkelighed. Når jeg skriver er det virkeligt, ordene er virkelige, følelsen, hullet. Spøgelset også.
Da jeg løj om, hvad jeg spiste, var jeg en kamæleon på flugt fra en rovfugl. Jeg gjorde mit bedste for at ligne sandhed, fortalte, hvad de ville høre, spillede død, når det tjente til min overlevelse. Når jeg skriver skelner jeg ikke mellem virkelighed, drøm, spøgelser, på den måde bruger jeg fortællingen sådan som Judith Hermann fortæller, at hun også gør.
D.H. Lawrence siger det så godt:
“Never trust the teller, trust the tale.”

Pels. Æble. Vanvid

Sproget er konkret. Jeg er et ord på tre bogstaver. Verden er nedrev stavet bagfra. Død er død, uanset hvordan man vender og drejer det. Sproget er et øje, et øre, en lyd. Sprog er en henvendelse, at håbe:
“det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”
Der hvor jeg gik i børnehave havde grupperne navne efter dyr. Bambi og Evigglad, Baloo. Vores jakker hængte vi på knager, der var formet som den syvende plet på en mariehøne, en sort rundt greb. De fleste børn var døve, så vi talte ikke sammen, men tegnede med hænderne i luften:
A var en lukket hånd, B en åben. Et C var bare et C, det samme gjaldt L.
D var en løftet pegefinger.
Det gode ved tegnsprog er, at man er nødt til at gøre opmærksom, hvis det, man “siger” er sagt med ironi. Man må skære ansigt, blinke med et øje eller lægge hovedet på skrå og smile skævt. Det dur ikke med skjulte intentioner og subtile undertekster. Mobning bliver så tydeligt, når det står skrevet i luften.
Jeg husker ikke en eneste gang i børnehaven at være i tvivl om, hvad der blev sagt. Hvorfor eller hvordan. Om det var et spørgsmål eller en konstatering.
Jeg husker ikke, at der var nogen, der hviskede i krogene og hvis de gjorde, var der ingen, der kunne høre det.

Jeg har forsøgt at tage det sprog med mig videre. Ud i verden, ind i min skrift. At lade tingene tale deres eget tydelige sprog. Ja. Nej. Pels. Æble. Vanvid. Vold.
Det er nogle ord, der er svære. Okay. Nå. Virkelig.
Mens andre er åbne som en buttet barnehånd, der griber efter en rangle: At ae. Smage. Se.
Jeg ønsker at bruge sproget sådan. Til at åbne, gribe, række ud:
Mos. Hjerte. Sol.

Cirkus JedenTag

Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: 
rimelig dumt at vælge at være digter/ men jeg tror også på linjebruddet/ på det trodsige håb og det smukke i faldet”
Det smukke fald, det håbløse håb.
I går skrev jeg en sætning og slettede den igen, noget forbliver bedst sådan. Usagt, henkogt, fermenteret. Schh. (Hver gang nogen tysser på mig, tænker jeg på den listige slange i Junglebogen, Kaa, de hypnotiske øjne) I dag har jeg planer om at skære brød i skiver, klippe karse, se angsten i øjnene. Tælle til ti, tyve, trække nitten fra sekshundrede og finde et facit på ingenting:
“Meine Damen und Herren, herzlich willkommen i Cirkus JedenTag: Her kannst du opleve hamstere på hjul, tandlose Teater und Todes träumen. Det ender som forventet mit ein trauriger Clown, men der er popcorn unterwegs und i morgen gibt es atter ein Tag.” 

PS: ❤️

En tilstand af tø

Et hjerte var ikke andet end en muskel sagde Ellen, ligesom februar virkeligheden ikke var andet end en tilstand af tø.
Det var i samme måned, min nabo aflivede sin hund, en airedaleterrier med overbid. Det var tid, forklarede han, da jeg spurgte hvorfor og fra den dag, blev jeg bange for bare at se på klokken.
Jeg havde sparet sammen i halvandet år, ti kroner hver uge, nu havde jeg 800 kroner og købte en sættekasse og toogtredive bittesmå ting til at stille på hylderne.
En grøn fluoritsten, et fingerbøl, to keramikhuse hver på størrelse med en negl.

Min far hjalp mig med at hænge kassen op over min seng, tilpas højt til at jeg ikke stødte hovedet imod, når jeg satte mig op, men dog ikke højere, end at jeg kunne nå hylderne og de små nips.
Nogle gange vågnede jeg om natten og greb ud i mørket efter nips. Det var lidt som en lykkepose fra materialisten, nogle gange var man heldig at finde en rejsetandbørste og et sæt kunstige negle, andre gange var der ikke andet i posen end en tættekam og en pakke plaster.
Det bedste var, når jeg fangede en tabt mælketand på hylden, det betød held, havde jeg læst i en bog om drømmetydning, forandring, nye vinde, frisk mod. De fleste nætter greb jeg dog i blinde og fangede ikke andet end nat og mørke og blev bange for mine hænder, deres uformåen.

Måneden efter måtte min far pille sættekassen ned, han rystede på hovedet: Al det besvær og så til ingen verdens nytte. Jeg græd og undskyldte, knugede den grønne flourit i min knyttede næve, fuld af skam. Senere byttede jeg de to keramikhuse til et tallerkenstort glansbillede af en engel med glimmer på vingerne. Jeg voksede fra det mørkerædde, men frygten for mine hænder og at gribe i blinde forblev den samme. Ligesom angsten for februar og for klokken, at nogen skal se på mig og sige, at det er tid.