Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #676

Det er torsdag, og jeg er vågnet før tid, jeg klapper hunden, fortæller ham, at han er en god hund, hælder vand over pulverkaffen.
I går skrev min mor fra Bornholm, de havde haft fint vejr og set mange ting, og maden var god, og nu var de på vej tilbage. Hun håbede, at jeg havde det godt?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når hun spørger, jeg har det ok, jeg ved ikke, hvad ok er. Overordentligt Kulørt eller Overdrevet Klichefyldt? Man skal passe på med at svare den slags.
For tiden læser jeg en novelle om en mand, der bliver far, han føler sig ufortjent, han har ikke noget overblik over sit liv, dagene forsvinder ned i grønne flasker og retningsløse gøremål: En basketball kamp, et værtshusbesøg, en bustur, der trækker ud, fordi han glemmer at stå af; det ene sted kan være lige så godt som det andet, tænker han, han hører ingen steder til. Hans søn hedder Leon, det starter med L ligesom morens navn, Live, Live og Leon. Selv hedder han Tomas, det starter med T – langtfra L. Han gør sit bedste, alt, hvad han kan, faktisk, han lejer en hytte, for at lære sin søn at fiske, men sønnen bliver bange og vil hjem, og beder faren om at synge en sang, men Tomas kan ikke komme i tanke om nogen sang, og sønnen vil hjem til Live, for Live synger og Live husker. Og de kører tilbage til moren og endnu et nederlag føjer sig til den uendelige bunke af ting, Tomas ikke dur til, ikke kan.
Senere tager han ud for at købe en hovedpude til sønnen, han skal ligge godt, sove trygt, men ekspedienten har så mange spørgsmål.
– Skal det være en barnepude?
– Skal den være med fjer?
– Fiber?
– Skumgummifyld?
Hvor gammel er barnet? spørger ekspedienten, men Tomas kan intet huske, for alle spørgsmål falder som skudsalver mod hans krop, og han hvisker i panik:
– Det husker jeg ikke?
Damen i butikken ser på ham, med dét blik:
– Ved ikke hvor gammel dit eget barn er??
Og Tomas må gå fra butikken uden en pude, endnu en uforrettet sag, endnu en ting, han ikke kunne klare. Sådan fortsætter det, eskalerer, han kommer i fængsel og går i sort og kommer til psykolog og kommer ud og drikker sig fuld – og farer vild, præcis som han altid gør. Tomas med T.
Det er en vild novelle, lillebitte og kæmpestor, alt for virkelig og uden Happy End, og det er ikke nogens skyld. Det er det sjældent, og det er det værste:
Alt dét, der ikke er nogen skyld.
I dag er det torsdag med T, jeg mangler ikke en pude, men til gengæld gardiner til køkkenet, jeg vil måle op: højde, bredde og dybde og ringe til damen i gardinbutikken og bestille. Jeg har det ok, min hund er vigtig, jeg har læst en novelle om forældreløs skyld.
Om lidt vil jeg bestille gardiner.

Ensomig #675

Nogle gange glemmer jeg, at jeg er en under-hund. Så spiser jeg min mad, som alle andre hunde gør. Logrer min hale, henter en pind. Det er naturligvis kun indtil en opmærksom overhund minder mig om, hvem jeg er. Eller rettere hvad. Overhunden forklarer, langsomt og ty-de-ligt og med blottede tænder, at der findes to slags hunde:
Dem, der tæller og dem, der ikke gør.
Jeg tilhører de sidste, og det er vigtigt at huske på:
En underhund logrer ikke. Den lefler. Eller fedter. Gør sig til. En underhund adlyder ordrer, enfoldigt og lykkelig, som var det en leg – og tror på de diskante roser, der følger med:
–Dyyygtig, –det var goooodt.
Som om.
En overhund, derimod, adlyder ingen. Sætter en overhund i løb efter en pind, er det ikke – som i underhundens tilfælde – for at lege, men for at nedlægge et bytte, besejre pinden, gnave den i smadder. En overhund logrer ikke af lyst eller glæde, men for at rejse et flag. Et her-kommer-jeg-flag. Et jeg-var-her-først-flag. Et kom-ikke-og-tro-du-er-noget-flag. Vil nogen hunden noget, må de sætte sig på knæ, åbne håndfladen, række den frem som i bøn:
–Hej?
En overhund sorterer skarpt. Mellem de, det kan betale sig at kendes ved og dem, der ikke er besværet værd. Underhunden, for eksempel.
Jeg skal lære at skelne. Det er det, overhunden er kommet for at fortælle mig. Jeg skal lære at spise min undermad som en underhund. Lefle, lege og logre. Gøre mig til.
–Der findes ikke noget midt imellem, det er enten eller, svarer overhunden, da jeg spørger.
Og jeg logrer og lægger mig på ryggen med blottet bryst for at vise, at jeg har forstået.

Ensomig #674

Første dag med stive fingre og frostånde. Den slags får mig altid til at tænke på hestene, de her dampende dyr af kød og blod og maner. Manker og muler. Findes der mon noget mere virkeligt end en hest?
Det skulle da lige være den første dag i oktober:
01.10 – den samme, uanset om vi lever den forfra eller bagfra.
Fra nu af bliver dagene og sætningerne kortere. Afstanden imellem dem længere.
Det er vel ok og hvis ikke, så er der jo altid hestene at finde trøst ved.

Ensomig #673

Det er ligesom sidst.
Jeg køber mandelmel og minutris og et glas med pastasovs og putter det hele i kurven. Jeg er voksen, seksogfyrre, jeg handler ind og tjekker min mobil (der er ingen beskeder, det er der aldrig). Går mod selvbetjeningskassen, stiller kurven fra mig, det er sådan, man gør. Det siger BIP, hver gang jeg fører en vare forbi scanneren:
Mandelmel, BIP, minutris, BIP, pastasovs, BIP.
Jeg vælger ”dankort på beløbet” og betaler, men kommer så i tanke om, at jeg jo har glemt at købe en pose, og hvad gør man så, der er lang vej hjem. Jeg ved det, hvad man gør, også hvordan, man tager en pose fra en krog på væggen og scanner den, BIP, og betaler. Men en maskingenereret stemme bliver ved at gentage, igen og igen:
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
og jeg hiver efter vejret, hvisker “jajajajaja”.

– Helt ned i maven. Det er dét, psykologen har lært mig:
– det er dit vejr, har hun lært mig, – det er dig, der bestemmer.
– Træk det i langdrag, har hun sagt, – helt ud og helt ned.
Men det er langtfra er mig, der bestemmer, vejret trækker sig selv og maskinen kører i sin egen rille:
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
BIP.

– Er du færdig her? spørger en dame og smiler, hun virker sød og travl, jeg svarer ja. Balancerer mine varer i favnen og går.
Udenfor indkøbscentret står en dreng og taler i telefon:
– Der står 1-0, siger han, og selvom jeg hverken ved, hvem han taler med eller hvad, han taler om, er jeg sikker på, at det ikke er virkeligheden, der fører.

Ensomig #672

Vi går i Storcenter Nord, spiser pandekager i Rasmus Klump restauranten. Jeg nøjes med en enkelt, Barbara bestiller fire, hun viser tallet med fingrene.
– Fire!
Hun kører en fingerspids rundt i flormeliset, rundt og rundt og rundt.
– Se mor, siger hun, – jeg tegner en rund.
– Der er ikke noget, der hedder “en rund”, forsøger jeg, men barnet hører ikke efter, men bliver ved at sprede det hvide pulver i cirkler.
– Rund, rund, rund, nynner hun.

Bagefter går vi i Matas og køber plastre med motiver fra Disney: Beauty and the Beast og Princess. Barbara insisterer på at få sat et stykke på tværs af kinden:
– Men du har jo ikke slået dig? indvender jeg, men hun insisterer på, at kinden er øm og gør ondt – og forresten også buler lidt. Jeg tager et stykke plaster fra en af pakkerne og sætter på hendes kind. Hun gnider fingeren mod kinden, ømmer sig lidt, ser så i spejlet, smiler:
– Tak.

Jeg finder penge til en vogn og vi går i Føtex. Jeg læser højt fra en seddel: skiveskåret rugbrød, shampoo, artiskokker på dåse, groft salt, opvasketabs.
– Tyggegummi, råber Barbara.
Jeg fortsætter:
– husblas, mandelmel, bagepapir.
– Tyggegummi, gentager hun.
– Men kun en pakke, og du må selv finde den, råber jeg efter hende. Hun har allerede kurs mod hylderne med slik.
– Husk: kun een, gentager jeg, men hun er allerede længe væk og jeg fortsætter at sætte streger henover salt, shampoo og går mod afdelingen for bageartikler.

Et ungt par går arm I arm, så tæt, at de er svære at skelne fra hinanden – arme og ben fletter sig ud og ind ad den samme krop. De læser bagpå etiketter, fniser og lægger varene tilbage. Hun hviler sit hoved mod hans skulder, han løfter hende en smule fra gulvet.
Hun ler med alt. Øjne, læber, selv nakken virker lattermild.

Jeg finder mandelmel og husblas, lægger det i vognen. Bagepapiret må være et andet sted, tænker jeg og ser mig omkring, kommer pludselig i tanke om barnet.
– Barbara, kalder jeg retningsløst, – Barbara?
Hun er ikke at se nogen steder. Jeg vender mig. Rundt og rundt og rundt, tænker på barnets fingspids i melisset.
-En rund.
Pludselig denne enorme skam. Hvad er det for en mor, der mister sit barn af syne, falder i staver. Hvad er det for et menneske, der har øje for husblas men ikke for sin datter?
– Barbara!
Det er ikke længere en spørgen, men et kald, et råb om hjælp:
Barbara!


Ensomig #671

I går talte jeg i telefon med min mor. Hun havde været ved Store Økssø og spist smørrebrød på en kro, og dagen før det, havde hun været til rundvisning. En forhenværende kollegas veninde havde inviteret, de havde besøgt de danske kartoffelmelsfabrikker. Hun beskrev det hele, min mor, i detaljer. Kartofler, processen, raffinering og pulverisering.
– Alt bliver udnyttet, forklarede hun, selv det vand, kartoflerne skylles i. Fibrene, proteinerne, sukkeret. Et helt lille økosystem, sagde hun, potato, potato. 
Potato, svarede jeg.
Det føltes godt at høre om kartoflerne, godt at høre min mor.
I dag tager hun i sommerhus og på onsdag til Bornholm.

Ensomig #670

Jeg har læst et sted, at der på japansk findes mere end 50 ord for regn: Tidlig regn og uventet regn. Blommeregn og tør regn. Sådan fortsætter det. Jeg tænker, at det samme burde gælde efteråret herhjemme.
Tænk om vi havde ord, for alle de mange slags, der findes: Det forsinkede efterår og det omvendt alt-for-tidlige. Dét, der ter sig som en fulderik, zigzaggende og brovtende:
– Jaj-ska-fanme-någ-sæl-finnsj-vaj efteråret.
Eller det, der ankommer helt uden, at nogen bemærker det. Klædt i gyldengrøn tweedjakke og med lommerne fulde af uld, kastanjer og hemmeligheder. Jeg ved ikke, hvad det efterår skulle hedde, men jeg ved, at det er lige nu 🍂🍁

Ensomig #669

Jeg går tur med hunden, det regner. Dyret er langsomt denne morgen, snuser og tisser og vejrer: Så er der en fugl, der pipper, så er der en bil, der dytter. Hele tiden noget, man kan opholde sig ved. – Kom! råber jeg og hiver i linen, vi har jo ikke hele dagen. Og jeg ved godt, at det er løgn, at dagen varer det, den varer, uanset hvor hurtigt eller langsomt, vi går, og dyret lægger hovedet på skrå, løfter benet, langsomt. Pisser på en væltet stamme. – Undskyld, mumler jeg, undskyld, undskyld, det er al den regn og alt det gummi – jakke, sydvest, støvler. Det er varmen inden under det hele, kroppen, der vil ud, alt det, den skal nå.I går talte jeg i telefon med min mor. Hun havde været ved Store Økssø og spist smørrebrød på en kro, og dagen før det, havde hun været til rundvisning. En forhenværende kollegas veninde havde inviteret, de havde besøgt de danske kartoffelmelsfabrikker. Hun beskrev det hele, min mor, i detaljer. Kartofler, processen, raffinering og pulverisering.– Alt bliver udnyttet, forklarede hun, selv det vand, kartoflerne skylles i. Fibrene, proteinerne, sukkeret. Et helt lille økosystem, sagde hun, potato, potato. Potato, svarede jeg.Og det føltes godt at høre om kartoflerne, godt at høre min mor.
Nogle gange skal man tage sig tiden – også til kartoffelmel.
I dag tager hun i sommerhus og på mandag til Bornholm.

Ensomig #668

Det er mørkt udenfor og mørkt indeni, og én, der hedder Hanne Marie har skrevet, om ikke jeg kan sende hende et portræt, hvor jeg smiler? Jeg svarer: 
– what you see, is what you get. 
Det har været sådan et stykke tid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. En voksende ulyst ved at leve op til forventningerne. Jeg mener, jeg har et hjerte, der slår og slår, uden at nogen eller noget slår igen. Og uanset jeg ved, at det er sådan, det fungerer, hjertet, samfundet, slå eller bliv slået ud, er det ikke sådan jeg vil, at det skal være. Alligevel gør jeg, hvad der forventes. Spiller squash i et rum uden vægge, og ser boldene forsvinde én efter én. 
I går ringede jeg til min læge, det var sekretæren, Lene, der tog telefonen. Hvad jeg fejlede? 
Jeg ville egentlig have svaret, at det var det, jeg ringede om, dét, jeg ville have hjælp til at finde ud af. I stedet hørte jeg mig selv sige: 
– Jeg tror, det er en tennisalbue. 
Og Lene svarede, av for søren, og sendte mig en henvisning til en idrætsklinik i Højbjerg og bad mig om at holde armen i ro så længe. 
Nu tænker jeg, at det samme måske gælder hjertet, mit tennishjerte, at jeg skal holde det lidt i ro. Så længe?

Ensomig #667

Første gang jeg sagde, “jeg elsker dig” til et andet menneske, var det løgn. Han hed Martin og kom fra Klarup og gik til spejder sammen med Jacob, der havde meget runde og meget brune øjne øjne og hele uniformen fuld af duelighedsmærker. Martin havde kun to, klar-dig-selv og knivbeviset, til gengæld havde han en dynejakke, der var stor nok til to, og det var september og råkoldt, og jeg havde kun min regnjakke til at læ.
Vi sad ved bålet, og Martin lånte mig sit ene ærme, mens Jacob hviskede med Hanne på den anden side af gløderne. Jeg spurgte, hvad de snakkede om, men de rejste sig og gik, og så var der bare mig og Martin. Vi sagde ikke så meget, vist egentlig slet ingenting, men bålet var ved at dø ud, og det var stadig meget koldt, og så foreslog Martin at hente sin sovepose, der var med fiberdun og kunne klare helt ned til fireogtyve graders frost. Jeg sagde ok og til at starte med, lå soveposen bare hen over vores ben, senere kravlede vi begge ned. Jeg husker, at jeg insisterede på, at Martins ansigt skulle vende mod højre og mit mod venstre, det var jo Jacob, jeg var kommet for at kysse, og Martin havde ikke engang børstet sine tænder. Men jeg frøs og Martin vendte sig rundt og holdt om mig med begge hænder, og selvom det var helt forkert, fik jeg varmen. Han kyssede mig i nakken og det kildede i de små hår, så på munden og det kildede helt ned i maven. Jeg blev paf og lidt glad og gengældte med lukket mund og lukkede øjne, og forestillede mig at Martin var Jacob. Og så var det, at jeg hviskede “jeg elsker dig”, sådan som jeg havde set det på film, og jeg tænkte på sømile-mærket og øksebeviset og alle de andre beviser, og om der mon var et mærke til dem, der blev til overs og holdt ilden ved lige?
Jeg husker ikke, hvad der videre skete, kun at Jacob og Hanne holdt i hånd, da vi vågnede, og at jeg stadig frøs, da jeg fik en seddel fra Martin, hvor der stod “i lige måde” og et hjerte. Og at jeg tænkte, at jeg måske alligevel ikke have fortjent sådan et holde-ilden-i-live-mærke.