Louise Juhl

destory.dk

Nærvær og nåletræer🌲🦎

I dag hørte jeg “Supertanker” på P1 – om det transhumane. Det var bl.a. tanker om, at Homo Sapiens arten snart vil uddø og blive erstattet af robotter og klonede væsner, fordi mennesket kun er skabt til at fungere i sociale netværk af 150 individer, og derfor ikke er i stand til at handle på storkollektivets vegne – som når nu klimaeksperter gør opmærksom på, at det er absolut SIDSTE CHANCE, hvis kloden skal reddes – ja, så reagerer vi ikke, fordi vi kun kan forholde os til os selv, familien eller klanen, køkkenhaven og til nøds den lokale park. Men det Store Hele, det magter vi ikke at fatte, og derfor, mente en af de interviewede, er vi nødt til at udvikle os i retning af kollektivt styrede væsner, “menneskelige maskiner” programmeret til at handle altruistisk. I årtusinder har menneskearten hævdet sin dominans som “den klogeste skabning”, men nu er maskiner hastigt ved at overtage den plads, og af hensyn til Helheden, kloden og fællesskabets overlevelse, er vi derfor tvunget til at vige pladsen for en anden – maskinelt styret – intelligens. Men hvad med vores følelser? spurgte journalisten, kan vi undvære dem? Eksperten svarede noget i retning af, at vi, som det ser ud nu, alligevel kun bruger vores følelser til at sikre vores egen røv fremfor klodens og fællesskabets, så hvad godt gør de så? Det var en mærkelig udsendelse, jeg havde hele tiden lyst til at skrige: Nej! Vi må IKKE blive mere maskinelle og kliniske og rationelle, tværtimod. Men jeg må tilstå, at ekspertens afsluttende argument var hårdtslående, og da jeg tidligere i dag gik tur i klitplantagen og tænkte på, hvordan vi i løbet af de næste 50 år, kan have ødelagt alt: Biller og marehalm, fyrretræer og Karl-Johan svampe, mos og mariehøne, så kom jeg alligevel i tvivl, om ikke det bedste vil være, om helhedstænkende maskiner snart tog over for mennesket og dets snævre fokus?
(Det provokerer også mig selv, at jeg stiller sådan et spørgsmål, måske er det derfor, jeg stiller det.)

 

 

Ensomig #395

Når folk fortæller mig at alting
hænger sammen:
himmel og hav
hoved og røv

så tænker jeg altid på fladfisk
der trækker vejret
modsat fornuften –
der altid trækker
i land

eller jeg tænker på min
mors migræne
der sikkert som
amen i kirken
hver gang faldt sammen
med naboens lyst
til dybstegte rejer:

lugten af fedt og
skaldyr og opkast
knuste kodimagnyler og
tunge gardiner

alting hænger sammen

– og alt det
der ikke gør
hænger i med
det yderste
af neglene

Ensomig #394

For et år siden var mandag en søndag og jeg skrev sådan her:

Det gode ved at gå tur med hunden en søndag morgen klokken før tidligt er, at mørket udenfor endnu ikke er metafor for noget andet.
Det markerer ikke en slutning eller en begyndelse, der ligger ikke noget bag, og der følger ikke nødvendigvis noget efter.

Mørket er bare mørkt.

 

Ensomig #394

Min far er en stærk mand, talstærk ikke mindst, han sparer, hvor han kan, og har af samme grund i årevis bedt M og jeg om at gemme sektionen “Ideer” fra Weekendavisen, så han kan løse deres “glimrende krydsord” uden selv at skulle investere i foretagendet.  Hvor min mor læser bøger og går i kirke “ikke fordi jeg nødvendigvis tror på, hvad de siger, men fordi min tvivl bliver mere kvalificeret”, så foretrækker min far at blive hjemme og løse sudokuer: “Han træner hjernen, og jeg træner hjertet,” plejer min mor at beskrive forskellen. Da jeg derfor fandt en toiletrulle med Sudoku-motiv i Netto, tænkte jeg straks på min far: nu kunne hans sparsommelighed, hjernens gymnastiske vedligehold og kroppens grundliggende behov tilgodeses i een og samme manøvre. Tre-i-een! Jeg købte den straks og forærede den – til stor begejstring for manden, der ellers har alt. Men hvad jeg ikke havde set komme var, at han nu har løst alle opgaver på rullen – og er på  jagt efter en tilsvarende fordi “det er den mest underholdende og fornuftige gave”, han til dato har fået.

Ensomig #393

At vågne som et portræt uden filter: Uskarpt og underbelyst. Følge hunden, der skal pisse, ud i mørket, sige ting som “godmorgen tissetårshund” og “godmorgen morgenmørke,” høre hvor tåbeligt det lyder (prøv selv.)

Gå tilbage og drikke kaffe, gentage og igen-tage: Ikke tænde radio! Ikke tænke tanker! Ikke vælge whiskas! 

Lige om lidt begynder virkeligheden – men indtil da.

 

En stol er en stol er en sol?

I Linn Ullmanns bog ”De urolige” beskriver forfatteren en situation fra sin barndom:
Hendes far holder skemalagte ”samtaler” med hende – en konstrueret intimitet, men faren ved, at han ellers ikke ville få talt med barnet.

”Der er for mange år imellem os,” klager han og pigen ved ikke, hvad hun skal stille op med de ord.

I stedet fortæller hun om et stort ønske, hun har: En stol. Ikke en hvilken som helst stol – men den fineste i verden!
”Er det en metafor?” spørger faren forvirret, og pigen svarer:
“En hvad?”
”En metafor er, når en ting i virkeligheden er en anden ting. Symboliserer stolen noget andet inde i dig – en drøm?” spørger faren håbefuldt.
”Nej, det tror jeg ikke?” svarer hun.
Faren fortsætter:
”En magisk stol måske?”
Og pigen tør ikke svare, at stolen bare er en stol.
Hun er vel bange for at skuffe ham?

Nogen ser tingene, som de er, andre ser dét, der ikke er, andre igen ser det, der kunne have været, hvis bare..

Når jeg underviser, beder jeg tit deltagerne om at skrive om en stol.
”Om en stol?” gentager de skeptisk, men så læser jeg stykket fra Linn Ullmanns bog og gentager opgaven, og så forsvinder deres skepsis.

Her er et billede af en sol: Den er ikke en metafor for noget andet, men den er flot alligevel.

Ensomig #392

Jeg drømmer, at mit liv skal filmatiseres – med Jens Blendstrup i hovedrollen. Det gør mig meget glad: hvem vil ikke hellere være sjov og have et stort mørkt skæg end at være semirødhåret og nordjyde. Der er kun det ene problem, at Jens bliver ved at ændre i manuskriptet:

“Dit liv er sgu lidt for banalt,” indvender han og efterlyser  skarpere replikker:

“Oktobers omsorg ligner en kastanje,“ læser han med påtaget patos fra min drejebog:

“jaja, det er det er nuttet –  men for tungt!” råber han og spinder i stedet en ende om, at en kastanje rammer mig så uheldigt, at jeg må indlægges akut med hjernerystelse og en bule i panden så stor som en enhjørnings horn.

Filmen bliver en kæmpe succes, Jens vinder en Bodil (Jens’ korte tale ved prisoverrækkelsen: “næste år er det Bodils tur til at vinde en Jens”), og jeg begynder i psykoanalyse for at forstå, hvordan mit liv er endt som en farce.

Ensomig #391

Jeg sidder i sommerhuset og savner min mor så frygteligt, den løse hud på halsen og de rastløse hænder, tanken om, at det pludselig en dag er for sent. For at komme fri af tanken, kører jeg til den lokale brugs for at handle, jeg mangler optændingsbriketter, men de viser sig at være udsolgt, i stedet forsøger jeg at finde en butternutsquash, så jeg kan lave mig en fyldig suppe til aften:
-Desværre, svarer en medarbejder i Star wars t-shirt og sikkerhedssko, -det kan vi ikke klare.
-Hvad fanden sælger I egentlig i den her biks, råber jeg, barnligt frustreret over hverken at kunne få det ene eller det andet, og den imødekommende medarbejder begynder at remse op:
-Ja vi har løg og kartofler og gulerødder.
Jeg orker ligesom ikke at afbryde og forklare, at mit spørgsmål ikke er bogstaveligt ment.
– Som noget helt nyt sælger vi også Kaj-kager fra bageren i Brovst, fortsætter hun med endnu større i er, og jeg bliver helt paf over skiftet fra suppegrønt til konditorkager og spørger:
– Kaj-kager?
Medarbejderen smiler og svarer, at én koster 18, men at jeg kan få to for 30 – og sådan er jeg endt uden hverken optænding eller aftensmad, men med to Kaj-kager, og savner min mor mere end nogensinde – fordi hun er pureste menneskeguld, men mest fordi jeg nu er nødt til at spise begge kager selv?

Ensomig #390

Mørket trækker vejret
med en lyd
der ikke kan høres

men ses
som en vandret linje
på min morfars hjertekardiogram
den formiddag i november
han ikke
gav op
men gav fanden
i det hele.

 

 

Ensomig #389

Man vågner en onsdag før klokken seks og tænker “ikk’ igen,” og putter koldt vand i hovedet for at slå tanken ihjel. Så går man tur med hunden i skoven og ser, hvordan oktober har pakket virkeligheden ind med en omsorg, man aldrig selv vil kunne mestre, og skammer sig  over at føle sig trist, når nu verden er gylden og fuld af kastanjer.

Så klør man hunden bag øret, først én gang  – så én gang mere. Går derefter hjem og tager sig sammen.