Mad til et helt år
Min mormor kom fra en arbejderfamilie. Hendes mor, min oldemor, lagde linneder sammen på et herberg for hjemløse mænd, min oldefar arbejdede som lagerforvalter i et byggemarked. Tilsammen tjente de fireogfyrre kroner om måneden, der skulle dække alt: Husleje, mad og tøj til i alt otte voksne og børn.
Da min mormor mødte min morfar, arbejde han aom tømrersvend hos en mester, men havde alligevel formået at spare op til at købe sit eget: En lille villa i to etager, han kaldte Solvang. Det var et ”trin op” for min mormor, der altid havde boet til leje.
Da jeg skrev og spurgte min mor, hvordan min morfar var lykkedes med at rejse pengene, svarede hun: ”Du spørger, hvordan han havde råd til at købe et hus? På samme måde som alle andre: Lægge skilling på skilling og længe nok.”
Min mormor og morfar blev gift i 1938, året efter kom min mor. Min morfars evne til at spare oplod sig ikke fornægte, og min mormor fornemste opgave blev at holde stram husholdning: Bytte sig til æg og grønt og sy tøj af aflagte gardiner og duge. De lykkedes med at yderligere penge til side (de må have levet på en sten), og i begyndelsen af halvtredserne købte min morfar en savmølle, og kunne nu kalde sig selvstændig: Tømrermester Juhl.
Min mor fortalte:
”Morfar knoklede døgnet rundt. mormor havde en gård at holde – får og høns flere hektarer grund. Huset skulle også passes – uden støvsuger og vaskemaskine, køleskabe fandtes heller ikke. Bare de daglige indkøb af mælk, kød og andet var en udfordring. Der var langt til købmand, bager og slagter, de lå i hver sin ende af byen, og de havde ikke bil.
I ferierne var hun vikar ved telefoncentralen på sygehuset et par år, før din moster blev født. Hun stoppede med at arbejde efter fødslen, men begyndte igen, da din moster var 7-8 år. På det tidspunkt gav det ret mange timer: Telefondamerne havde opnået ret til ekstra afspadsering efter natte-, helligdags- og søndagsvagter og ferieperioden var udvidet til 3 uger, så der var rigelig med arbejde til afløserne.”
Min mormor havde haft gigtfeber som ung. Det havde angreber hjerteklapperne i venstre hjertehalvdel, de blev utætte, blodet løb tilbage gennem de utætte klapper. Det blev opdaget ved et tilfælde, hun fik problemer med hjertet før min min mors fødsel. Lægerne undersøgte hende og fandt at venstre hjertehalvdel var forstørret – musklen var simpelthen vokset af det ekstra arbejde med at pumpe også det tilbageløbne blod rundt.
Da min mor var 16, blev min mormor tilbudt en operation, men det forlangte, at hun skulle indlægges på Rigshospitalet og patienterne blev kølet ned i en form for isbad, en ikke ufarlig metode, så hun takkede i første omgang nej. 6-7 år senere kom hjerte-lungemaskinen og min mormor var nu så svækket, at hun lod sig operere på sygehuset i Århus. De første år levede hun fint med den nye hjerteklap, så fik hun igen problemer, svært ved at ånde og tiltagende træt og husarbejdet forekom hende stadig mere uoverkommeligt.
Til sidst gik hendes liv gik mestendels med at holde sig selv og sit svækkede hjerte i ro. To gange i timen løftede hun en hånd og vinkede til rutebilen, der kørte forbi. Om søndagen var afgangene færre, og hun kunne nøjes med at rejse sig klokken ni morgen, tolv middag og seks aften. Hun elskede kabaler og snød gerne, for hun mente, at det var ok at bøje reglerne, hvis det kunne få tingene til at gå op.
Hun døde i påsken ’83, det var dengang, telefoner var forbundet af tråde. Vi sad i sommerhuset, derude hvor trådene ikke rækker, og spiste blødkogte æg med purløg og hytteost, da min mor pludselig tog en hånd op foran munden: åh nej! Jeg troede, hun havde brækket en tand, men det var dæk mod grus, en taxa med bud. Et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, akut. ”Det er et spørgsmål om timer. Stop.” Min mor tog med taxaen tilbage – hele vejen til Kolding sygehus. En tur på mere end 200 kilometer, alene. ”Der er ting, man kun kan gøre selv”.
Min mor har senere fortalt, hvordan det sidste hun og min mormor talte om, var de mange foliebakker, min mormor havde forberedt og frosset ned. De var til min morfar, så han ikke skulle bekymre sig om den slags, når hun ikke var her mere. Frikadeller og æbleflæsk og fyld til tarteletter. Der var mad nok til et helt år, nu kunne hun dø med fred.
Min mormor hed Stella, det betyder stjerne.
Når jeg nu mange år senere forsøger at forstå min mor og før hende min mormor, hvorfor de gjorde, som de gjorde, indordnede sig og bøjede af. Så er sandheden jo så meget mere kompleks: Min mormor var stærk som en okse, hun brugte kræfter, hun knap nok rummede og overlevede ting, fysisk som psykisk, de fleste ville være bukket under for.