Louise Juhl

destory.dk

Det ligner

tilgivelse.
Hun læser et sted, at den største gave, man kan give til sig selv, er at tilgive. Så hun køber en buket med pæoner og pyntegrønt, og betaler også for et hvidt kort med kurvede hjørner. Hjemme igen skriver hun’ Undskyld’, tilføjer så ‘kh’ og et hjerteformet klistermærke, hun finder i en skuffe. Hun pakker blomsterne ud, som var de fra en fremmed, læser kortet og røres til tårer, men uden helt at vide af hvad. Stiller så buketten på det lave bord i udestuen – ved siden af strandsten og keramiske huse. Der står den smukt, tænker hun, men retter så alligevel på en eucalyptusgren, der stritter lidt til en side, og nipper et enkelt blad eller to af en vel voksen Arachniodes-stilk. Går lidt tilbage, samler hænderne som til tak, sikke en gave. Timerne går, jo mere hun ser på buketten, des synes der at rette: Pæonernes vulgære blomsterhoved, brudeslørenes næsten tøsede ynde. Til sidst kan hun næste. ikke holde ud at se på buketten, kortet med kh og det klistrede hjerte, fy for fanden. Tilgiv mig i røven, tænker hun, og løfter hidsigt blomsterne ud af vasen, smider dem på gulvet, tramper og tramper og tramper. Så er det som om hun med et kommer til sig selv igen, ser den tomme vase, de udtrådte pæoner, et smadder af grønt og vådt og klistret pollen. Undskyld, hvisker hun, og finder klud og spand og tørrer og tørrer. Men forgæves.

Det ligner en kat

Vilmas mor hedder Kaja og hendes kat, hedder Kat. Vilmas far hedder Anders, han bor i en anden by med anden dame, der hedder Mia. Mia er Vilmas mor i de lige uger. ‘Det er de uger, man kan dele med to’, forklarer hendes far. Vilma savner sin kat, når hun er hos sin far, men så har hun jo Mia, selvom hun ikke har pels og spinder. Vilma har også en lillebror, Kalle, han har ildrødt hår og kun to tænder. Han er virkelig sød, når altså ikke, han er helt vildt dum og skriger og kradser. Kalles far hedder Mikki og bor i et gammelt hus, der, hvor bus nummer 12 har holdeplads. Mikki har mange ting i sit hus, og væggene er malet i alle mulige farver, gule og røde og blå. Kalle har sin helt egen væg, den er lidt lilla og lidt grøn og lidt midt mellem. Væggen er kun malet for neden, for længere rækker Kalles arme ikke. Vilma har ingen væg nogen steder. På et tidspunkt havde hun spurgt hun sin mor hvorfor, men hun havde svaret, at hun jo havde Kat, og om hun da ikke var glad for den. Vilma havde skyndt sig at svare JO! for tænk nu, hvis hendes mor ville have, at hun skulle vælge – en væg og Kat eller mellem Mia og Mikki.Vilma har også en usynlig ven, han hedder Jason. Jason har ikke nogen mor og heller ingen far, men han har en hund, der hedder Bob, der kan rulle rundt på kommando. Jason bor det samme sted, alle uger, hele året. Det er på en måde smart, for så skal han ikke deles med nogen eller have to af alting: to sæt regntøj, to tandbørster, to kalendre med de samme aftaler. Og så er alle Jasons vægge hans egne. Nogle af dem har han malet med blomster og pindsvin og bænkebidere, han har han ladet stå tomme. Dem får Vilma lov at fylde ud. Hun deler væggen i to, den ene halvdel er de lige uger, den anden er de ulige. Begge fylder hun med hjerter, flere tusinde, men der er kun plads til én kat – det er i de ulige uger. Det er ikke alt, man kan dele i to.

intet uden intet

Det ligner sommer

Det ligner sommer. Natsommerfuglenes forsigtige antenner og nætter i støvet guld. Drengenes navne falder som bomber den sommer. Bartholin, Buster. Eksplosioner af moderlig omsorg. En dreng løfter med urimelig langsomhed sit ansigt, da hans navn bliver råbt for tredje gang: Birk. Birk! BIRK! Hans mors smil og: ’Dine ører vender vist forkert’. Hun kan ikke længere komme i tanke om, hvad hun egentlig ville drengen. Temperaturen stiger, over middag når den toogtredive grader. Solen kan ikke længere følge med. Dagene får svært ved at ånde, det samme gælder tankerne. Ingen kan længere rigtig huske, hvem de er eller hvorfor. Biler bliver tændt og slukket uden at flytte sig. Gardiner trækkes for og fra igen, der spises lette retter. Kolde kartofler, ærtesalat, en ispind. Alle søger det samme simple. En svalende øl, letlæste artikler om teer, der trender eller hunde, der bliver glemt på bagsædet af en bil og mister livet. En svensk journalist på ferie forsvinder i et hestehul, kun en tilfældighed redder hans liv: En kvinde på vej tilbage efter et glemt håndklæde får øje på mandens fortvivlede arme. Hun løber – med fare for eget liv – ud i vandet, hiver den tunge mand i land. Hun giver ham luft, masserer hans hjerte, til sidst kan han trække vejret selv. Næste dag begynder det at regne.

Det ligner #46

Det ligner en forbrydelse. I september kommer et cirkus til byen: skurvogne, telte med vimpler. Store dyr sprøjtes over med vand, børnene går ejerløse omkring, sparker lidt tilfældigt til spande og græs. En kvinde med høj stemme råber: ‘Nee!’ Hver aften sidder de tilrejsende omkring et bål, ler og synger, spytter over skulderen, snitter en pind. Plakater hænges op i lygtepæle og vejtræer, ‘fem fantastiske forestillinger’, alle i byen løser billet. Den første spilledag er der dødsdrom og duer, der flyver om kap. Næste dag en dreng med kridhvidt hår og ingen øjenbryn, der svæver højt oppe under teltdugen. I fire timer fortæller han uafbrudt – men uden et eneste ord. Kun sang, hvin og fagter. Alle i teltet er opløst i tårer. På tredjedagen er det fuldmåne: Ni bjørne går fakkeltog rundt i manegen, afløst af en enøjet munk på glødende kul, pels og ristet hud. Den fjerde forestilling er dyrenes alene: To liderlige katte kurtiserer skrigende hinanden og en slange tæmmer sin ejer. Endelig oprinder dagen alle har set frem til. ‘De grote finale’ står der på et skilt over pladsen. Alle taler med dæmpede stemmer, børnene holder sig tæt ved deres forældre. Forestillingen er sat til at begynde klokken tyve, alle sidder klar, bænket i deres fineste klæder. De venter et minut, to, en hanelefant brøler udenfor. Efter fem minutter træder sprechstallmeisteren endelig frem, bukker mod højre, så mod venstre. Meine Damen und Herren. Laver en fejende bevægelse med hånden, byder indenfor: ‘Kom binnen, kom binnen,’ gentager han. Et barn rejser sig som den første, går meisteren i møde. Barnets mor følger lige i hælene. Flere slutter sig til: En ældre kvinde med tørklæde om håret behøver hjælp, en ung mand tilbyder hende sin hånd. Fire kammerater følges ad, hiver en fyr med tunge briller og utæmmet hår med sig. Til sidst er hele byen forsamlet i cirkussets midte. Aldrig før har de stået så tæt og så ens. Også dyrene kommer til, bjørne og duer, katte og slanger. Og drengen fra forleden. Sådan står de sammen. Nikker og smiler, først en smule ubekvemme ved situationen, men ikke værre end, at de snart begynder at le og tale. Duen med borgmesteren, den ældre kvinde med sig selv. En pige med ildrødt hår, begynder at synge på et sprog, hun ikke kender. Sprechstallsmeisteren klapper i sine store slidte næver: Bravo! Næste morgen er de væk. Der er ingen spor alt se – skurvogne, vimpler, dyr eller mennesker, alt er forsvundet. Også byens faste indbyggere, kun husenes tomme skaller står tilbage. Politiet bliver tilkaldt, og stedet undersøges stedet med hunde og udstyr. Der findes dog ingen tegn på hverken kamp eller forbrydelse. Alle synes at have forladt stedet i mindelighed og efter eget ønske.

Det ligner en invitation

Det ligner en invitation. Elsa ligger på stranden med åbne øjne bag solbrillernes mørke, lytter til stemmerne, der blander sig på stranden, host og kald, et barns begejstrede hvin. En hund gør et sted, en anden hund svarer. Øverst en flok havmåger i skrigende protest. Hun tænker vel ikke rigtig på noget eller måske på Bøhmen og de blyantsspidse klipper – og bålfadet, de havde varmet sig ved. ‘Fra nu af og for evigt.’ Kvinden med ar på hagen, der havde tilbudt dem, at de kunne bo hos hende et par dage. Huset havde ligget på en åben mark, været tæt på tomt. Et enkelt relief i træ: To kentauerer i tæt omfavnelse. En kobber-samovar, og tre spraglede madrasser med skumfyld, der gjorde det ud for deres senge. De havde lavet mad sammen, hver dag havde kvinden bragt dem roer, kål og stadigt blodige ben fra hjorte og svin. Hun havde fortalt om sin far, der støbte sko til heste og instrumenter til områdets læger. Hendes hår var altid delt i to nøjagtigt lige tykke fletninger, hun røg uafbrudt. Tynde cigaretter af ligeså tynde rør. Hænderne i konstant bevægelse, frem og tilbage mellem hendes læber og hånd. De var blevet længere end planlagt, to uger, eller var det fem, han havde været svær at få med videre. De var rejst mod øst. Til en by fuld af høje huse og mennesker klædt i tyk uld. Larmen i byen havde været næsten uudholdelig: tudende fabriksfløjter og råbende mænd, der solgte ud af alt fra deres simple boder. Telte i skind og flasker med grumset indhold. På en af etiketterne havde stået ‘sommerfuglestøv.’ Senere vendte de hjem og giftede sig. Kvinden med fletningerne havde stået for ritualet, der havde været røgelse og sær dans, de fleste af gæsterne kendte de ikke. Sådan havde de levet en række år, underligt fremmede og hele tiden på rejse, men ingen steder hen. Efter ti år havde de besluttet at sætte hinanden fri. Det var hans ord. At de skulle sætte hinanden fri. Hun havde nikket, det lød rigtigt. For nylig havde hun mødt igen, på banegåden af alle steder. Hun havde skudt genvej over skinnerne, han skulle med toget. Han havde ikke sagt hvorhen, bare at han var på vej afsted  for at lære at støbe sko til heste og medicinske instrumenter. Hun havde ønsket ham al lykke til, var blevet stående for at vinke. Togets hjul havde skreget mod skinnerne, da den store maskine satte i bevægelse, præcis som mågerne, der svæver over hende nu.

Det ligner februar

Det ligner februar. To timer sidder hun. Hver morgen foran vinduet og lytter. Der er ikke noget at høre. De har talt om det før. Hvordan hun ligesom synes, der ligesom mangler noget. Ikke noget særligt, forklarer hun, bare. Og: ’Nå ja, du ved’. Men han ved det ikke, forstår ikke, hvorfor hun insisterer. Der er så meget andet at tale om. Støvboldene i skovbunden, for eksempel, eller februarens strenge sol. Han foreslår, at de går ud og handler, fiskebilen foran Rema 1000 har tilbud på frisk stenbiderrogn. De køber 200 gram. Han viser hende, hvordan man tilbereder de små æg. Skyller og salter og serverer med cremefraiche og friskskåret purløg. Uhmm og tak og velbekomme. Hun husker deres første møde, det var til en fest på Mønstedkollegiet, han var klædt ud som Pingvinen. ’Ham fra Batman’ havde han forklaret, ’og dig?’ Hun var i buksedragt, og havde ikke vidst, hvad hun skulle svare. ’En forhekset fersken, måske?’ De havde begge leet højt, og sådan var de fortsat resten af aftenen – med at le og tale forbi hinanden. To uger efter var de flyttet sammen. i hendes lejlighed, allerøverst i det høje boligkompleks med udsigt over stadion og en række træer på helt lige rækker. ’Hyggeligt’, havde han sagt med det samme, han trådte ind. Han måtte bøje i knæene for at kunne stå under skråvæggen. De havde, uden at aftale det, indrettet sig med hver sit og i hver sin ende. Han med store okkerbrune sofapuder på gulvet og et akvarium med perlegurami og neonfisk. Hun med grønne gulvpalmer og et højbord i lys eg. Ind imellem mødtes de et sted midt i det hele, fordelte rengøringstjanser og aftalte indkøb. Alligevel blev hun ved med at insistere. ’Det er som om, der mangler noget,’ mente hun, og han vidste ærlig ikke længere hvad han skulle stille op. Med det, med dem. For hvis ikke engang streng sol og stenbiderrogn kunne gøre det, hvad så? 

Det ligner marts

Det ligner marts. Lea og Tatiana har kendt hinanden, siden børn. De har leget i den samme gård mellem de samme karrérer, gået på den samme skole og i den samme klasse. Nu bor de i den samme lejlighed. Tatiana i den ende, der vender ud mod omfartsvejen. Et konstant flimmer af farver fra bilernes lygter, gule og røde. Lea med udsigt over høje huse, alle i fjorten etager, brune sten. De drikker kaffe i samme køkken og på samme tid. Forlader begge lejligheden klokken otte, Lea for at studere slaviske sprog på Videnskabernes Akademi, Tatiana for at passe sit job i den lokale kolonialvarehandel. De løfter en hånd til hilsen, når de skilles. Hej og hej. Klokken fem er de begge tilbage i lejligheden. Lea har købt fisk, Tatiana rodfrugter. De tilbereder aftenens måltid sammen, en suppe med grove tern af selleri, gule beder og dampet fisk. De øser op to gange, og levner begge en skefuld af den sidste portion. Hellere levne end revne. De taler ikke meget sammen. Når folk spørger hvorfor, svarer de, at de allerede kender hinanden, ja bedre end de kender sig selv. Det er i januar. I maj springer de første træer ud i byens parker. Lea køber frø og sår i de små kummer på altanen, Tatiana vander, allerede i juli ses de første blomster spire frem. Da de når august er det synligt for enhver: Leas mave vokser, hun smiler og stryger sig over sit maveskind. Tatiana træder et skridt tilbage. Hvor? Hvornår? vil hun vide, og Lea svarer: ’mens du købte beder’ og ’til marts’. Bagefter fortsætter de, som de plejer, drikker kaffe, løfter hånden: Hej. Spiser suppe i stilhed. I december meddeler Lea, at hun og barnets far har fundet en lejlighed. I den østlige del af byen, forklarer hun, tæt ved akademiet og med adgang til en skærmet have. De har besluttet, at Lea skal gå hjemme de første år, ’der bliver nok at tage fat på’, forklarer hun. Hun flytter ud allerede i januar, Tatiana bliver alene tilbage i den store lejlighed. Ingenting ændrer sig. Kaffen er den samme, skålen hun spiser af, bilernes lygter. Alligevel bliver hun glad, da Lea efter fire måneder ringer og spørger, om de skal mødes? Hestekastanjerne blomstrer i haven, barnet, en pige, sover i vognen. Tatiana tænker, at hun vil spørge, men luften er så mild, og Lea har dækket op med dug i græsset, og hun kommer fra det igen. De spiser et stykke kage hver, uhm, så et mere, levner begge en enkelt mundfuld i servietten. Tatiana skutter sig, solen er på vej ned, hun er nødt til at gå. Suppen venter. De løfter begge en hånd. Hej og hej. – Hun skal for resten hedde Tatiana, råber Lea og peger på barnet i vognen, men da er det for sent. De ses ikke igen.

Det ligner regn

Det ligner regn. Natsommerfuglenes forsigtige antenner og nætter i støvet guld. Drengenes navne falder som bomber den sommer. Bartholin, Buster. Eksplosioner af moderlig omsorg. En dreng løfter med urimelig langsomhed sit ansigt, da hans navn bliver råbt for tredje gang: Birk. Birk! BIRK! Hans mors smil og: ’Dine ører vender vist forkert’. Hun kan ikke længere komme i tanke om, hvad hun egentlig ville drengen. Temperaturen stiger, over middag når den toogtredive grader. Solen kan ikke længere følge med. Dagene får svært ved at ånde, det samme gælder tankerne. Ingen kan længere rigtig huske, hvem de er eller hvorfor. Biler bliver tændt og slukket uden at flytte sig. Gardiner trækkes for og fra igen, der spises lette retter. Kolde kartofler, ærtesalat, en ispind. Alle søger det samme simple. En svalende øl eller letlæste artikler om teer, der trender. Fire hunde bliver glemt på bagsædet af en bil og mister livet. En svensk journalist forsvinder kortvarigt i et hestehul, kun en tilfældighed redder hans liv: En kvinde har glemt sit håndklæde på stranden, og får på vej tilbage efter klædet, øje på mandens fortvivlede arme. Hun løber – med fare for eget liv – ud i vandet, hiver den tunge mand i land. Hun giver ham luft, masserer hans hjerte, til sidst kan han trække vejret selv. Næste dag begynder det at regne. De fleste ser det som et tegn, ingen ved på hvad. Men drengen løber ud for at købe en buket til sin mor, Kornblomst og Venushår, og den heltemodige kvinde fra stranden får en medalje. Journalisten knuger bevæget hendes hånd, hvisker en tak. ’Selv tak’ svarer kvinden med tanke på regnen.

Det ligner tø

Det ligner tø. Hun beder ham om hans nummer, han skriver det ned. Rækker hende sedlen. Otte tal: to og seks og tre og tre og otte og fem og ni og tre. Hun ville på en måde ønske, der stod noget andet, noget med fire og syv, for eksempel, hun ved ikke hvorfor. Et øjeblik overvejer hun at trykke nummeret på sin telefon. Bare for at tjekke. Men hvad nu hvis den virkelig ringede, hans telefon, dér på bordet. Hvad skulle hun så svare: ‘Jeg ville bare lige tjekke?’ Så hun nøjes med at folde sedlen på midten, først en gang og så en gang mere. Sige tak og hej og håbe. Hun venter en uge, tager mod til sig og trykker nummeret. Men hun fortryder i det samme, ringetonen lyder. Det samme sker dagen efter. Hun trykker. To og seks og tre og tre og otte og fem og ni og tre. Hun lægger tallene sammen undervejs, niogtredive. Tværsummen er tre. Sletter så nummeret fra skærmen igen, det sidste tal først: tre så ni så fem og så videre. Sådan trykker og sletter hun i månedsvis, årevis, før hendes telefon en dag ringer og nummeret på skærmen er de otte cifre, han skrev på sedlen dengang. Hun griber røret, råber: ‘ja?!’ Det er fra sygehuset, han har været involveret i et alvorlig trafikuheld. På hans telefon har de fundet hendes nummer, syv hundrede og seksten opkald, de fleste af kun få sekunders varighed. Hans liv står ikke til at redde, fortæller stemmen i den anden ende, det er et spørgsmål timer. – Om hun vil komme og tage afsked?