Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #275

Ting man kan gøre i stedet for at glo ud i morgenmørket:
Google Gustav Salinas, bladre i “Palle alene i verden,” øve sig i at tale som Bamse: tænketanketorsk og morgenmørkeræd, overveje, om man kan oversætte musik til tegnsprog?

 

 

 

Reality life

“Jeg hader, at man ikke kan leve af at være dum, og så er jeg træt af at gå på arbejde, jeg er også træt af at gå med pels, det er jo fucking synd for dyrene – og for mig, på en måde er vi lidt på bølgelængde, dyrene og mig, det er synd for os begge.”

“Jeg waxer mine ben dagligt, for at få tiden til at gå, det er lidt meditativt og også sådan lidt feng shui agtigt, du ved: “less is more,” det går jeg også ind for, i hvert fald når det gælder hår på benene.”

“Jeg tror, jeg bliver lykkelig af at være sammen med dem, jeg elsker, jeg håber virkelig også, at de bliver lykkelige af at være sammen med mig, ellers er det skidt, ellers er det virkelig skidt, jeg har ikke rigtig lyst til at tale mere om det, det gør mig ulykkelig at tænke på, at der er nogen, der ikke kan lide mig,  men altså man kan jo ikke leve af at være ulykkelig, det er derfor, jeg i stedet prøver at leve af at være dum.”

Ensomig #274

Jeg ser en youtubevideo med Gustav Salinas helt oppe i det røde felt, han er i oprør, fordi nogen har skrevet en historie om ham, “Dengang jeg troede, jeg var assistent for Gustav”, hedder den, Gustav rejser sig i salen, han “hader fucking litterater og bedrevidende smagsdommere”, råber han, “som om jeg var en fucking nar,” han siger også, at hvis nogen skal tjene penge på, at han er dum, så vil han i hvert fald have procenter af det, dummere er han altså ikke.
Bagefter ser jeg ham interviewet, “Super honest interview: Gustav Salinas,” hedder det og varer 3 minutter og 31 sekunder, journalisten skyder spørgsmål af i rekordfart: Hvad lavede du i går, hvad stod der i din sidste sms, hvordan bliver man lykkelig, han slutter af med at spørge Gustav: hvis du kun skulle leve af een ting, hvad skulle det så være?
“Nutella,” svarer han, og af en eller anden grund giver det helt vild god mening.

Lektørudtalelse

“Et læseværdigt og intenst portræt af en ung kvinde…afmagt, splittelse og familierelationer,” skriver lektøren i sin udtalelse om min roman: Det dér og dét der. 
“Sproget er flydende og rummer mange fine betragtninger og overvejelser til eftertanke” står der også – og videre: “en romandebut, der fortjener at blive formidlet til mange læsere.”
Og så slutter hun af med at anbefale bogen til alle biblioteker. Åhr ❤️

 

Ensomig #273

Jo tak, det går fint, alt fungerer, ikke efter hensigten men dog, mit vejr trækker sig selv, mine albuer buer, mine knæ sidder fast, mine bryster kan bevidne det hele. Forleden spurgte en mand mig: “hvordan har du det?” Hvad svarer man til det? Jeg har det septemberligt. Mine sko passer til mine fødder, det blod, der løber i mine årer, svarer til mit. Cirka sådan har jeg det: som en debil måne, der følger sin bane om solen, rundt og rundt og rundt, uden nogensinde at finde hvile.

Ensomig #272

Findes der en ost, der bliver mildere med årene?
Hvor farer man hen, når man farer vild?
Hvorfor staves smørrebrød med to r’er?
Har brosten noget med broer at gøre?
Hvad ved kyllinger om komfort?
Hvornår er noget vigtigt?

 

ensomig #271

Hører Michael Kiwanuka og bliver urimelig rørt af musikken, fordi mit sind er sprødt, og fordi jeg i går måtte svigte en ven, der fortjente bedre.

Forleden mødte jeg for første gang deltagerne på et nyt skriveforløb, det var en fin oplevelse. Vi skrev om spejderære (lillefinger-ed, korpsånd, honnør, duelighedstegn) og om firben. En af dem spurgte: Hvad gør et firben, der allerede har tabt halen, hvis det bliver bange? Jeg blev hende svar skyldig. En anden skrev SORT med store bogstaver og i faste klammer, hver gang hun gik i stå med at skrive: [SORT] Det skabte en ret fin tekst, et stærkt billede: Alle de gange vi går i stå, allesammen, hele tiden.

I dag vågnede jeg med en krop ude af sig selv. Jeg orkede ikke at finde ud af hvorfor, så istedet gik Mumrik og jeg en tur i morgentågen. Jeg fotograferede spindelvæv og gulbrune egeblade – sikke et vingefang, de har – og så langsomt, de falder. Michael er kørt til Nordjylland for at fælde træer, jeg har ingen planer, ligger bare og googler “genveje til…” – alt lige fra lykke over vægtilvægreoler til blød lakrids. Det er helt klart lakridsen, der lokker mest.

Forfatterarrangement

På fredag læser jeg op og fortæller om arbejdet med min roman “Det dér og dét der”.
Det sker i Kr.F.Møllers boghandel på Store Torv i Aarhus.

ensomig #270

Jeg er i tvivl, om man kan tale om et epicenter for oprigtighed, om man kan spise Tuc Kiks klokken før frokost, og om jeg bør skamme mig over at drømme om saltkiks og fedt, mens verden har katatone kramper.

 

En historie, der skal fortælles og ikke forklares.

”Jeg har altid været optaget af sprog, af det, vi siger til hinanden, men mest af alt af alt det, vi ikke siger til hinanden. Alt det, vi taler om, når vi taler om noget andet. Når jeg skriver, forsøger jeg at fange ikke bare det sagte, men også alt det usagte, alt det udenom, det rygvendte, den lille tøven, en løftet hånd. Duftene, der distraherer, eller fuglene, der pipper akavet lykkelige midt i alt det ulykkelige,” forklarer Louise Juhl Dalsgaard.
– fin artikel om min roman i BogMarkedet