Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #485

På ryggen af en stol hænger en vatteret frakke. På et bord ved siden af: Rød damask, nødder og en opskrift, der kunne lyde som indledningen til et digt:
“Fingerledsstore okra/ vendes forsigtigt/ i salt og ponzu.”

En kvinde stryger en kat, der ikke findes, over ryggen. Frem og tilbage, som om bevægelsen vil hjælpe med at udskyde morgenen og lyset, der lige om lidt vil afsløre, at det, hun aer, ikke er en kat, men pelskraven på frakken.
Så flytter hun hånden. Det er jo torsdag, og hun har lovet at gøre sit bedste.

Tiden er gået forbi uden at hilse, jeg drikker te for at slukke en andens tørst. Osten i køleskabet synger på sidste vers, det er det bedste vers af dem alle.
Ved plænen foran søen, der er let overiset og spejler en genert sol, læner en cykel med rød ladvogn sig op ad en gammel eg.
Cyklen har stået der længe, flere måneder, måske er nogen i mellemtiden vokset fra den. Tænk sig en lettelse: at efterlade sin barndom til sådan en udsigt.

Ensomig #484

Sidst de sås var, da hun lod sig indlægge. Han havde hjulpet hende med at pakke det nødvendigste, fulgt hende i bussen. Da de nåede frem og hun fik anvist en stue, var han gået med også derind. Han havde lukket døren bag dem, trukket en stol ud fra bordet, ud midt gulvet.
Hun havde med det samme vidst, hvad der skulle ske.

– Det er svært at sætte ord på, sagde han og lænede sig fremover. Bøjede ansigtet ned mod brystet, samlede fingerspidserne mod hinanden.
Alligevel var han blevet ved med netop dét, at sætte ord på. Flere og flere om det samme uden at komme nærmere, hvad det var, han ville sige.
Til sidst havde hun nikket, mest for at få fred.
– Ja, havde hun mumlet. Det var en konstatering, ikke et svar. Hun havde foldet plaiden, der lå i fodenden af briksen, sammen en ekstra gang på midten. Det ene kunne vel være lige så godt som det andet.
Så havde hun gentaget sit ja, og han havde rejst sig. Stået lidt sådan, midt på gulvet. Til sidst havde han stillet stolen tilbage ved bordet, lagt en hånd på hendes arm:
-Tak.
Så var han gået.

En time senere havde der været stuegang.
En læge midt i trediverne med opknappet kittel og forvaskede jeans, havde spurgt til hende:
Om tiden op til, den tiltagende uro, synsforstyrrelserne?
Hun havde svaret som forventet, i hvert fald havde han noteret alt, hun sagde, uden yderligere spørgsmål.
Da hun ikke havde mere at sige, havde han sat kuglepennen fast på sin brystlomme, lukket journalen og givet hende hånden.
– Tak.

Nu sad hun så tilbage på sengen – med plaiden henover sine ben – og forsøgte at regne ud, hvad fanden det var for noget med al den tak?

Ensomig #483

Hun har ikke tænkt sig at forklare. Hun vil ikke. Der er ingen grund til.
I går havde hun følt sig bange. For måden solen hang på himlen, stift stirrende, for køleskabets urytmiske vejrtræk. Dét at han sang uden at hæve stemmen.
– At nynne, havde han kaldt det og lagt en hånd på hendes skulder, men hun havde verfet ham væk. Han kunne kalde det, hvad han ville, det ændrede ikke ved noget. Til sidst havde han holdt inde, men så var stilheden blevet for larmende, og hun havde tryglet ham om at begynde igen.
Sådan havde havde det været i går; i dag er det anderledes.
I dag har basilikumens blade rejst sig.
– Se! peger hun triumferende.
I dag står den trearmede tændt, med levende lys, helt fremme på skænken. I går havde de gemt den væk, de løftede fingre var blevet for meget.

Hun sætter en kop frem til ham på køkkenbordet. En lille skål med rosiner, et decilitermål og en blyantspidser. Han er ikke sikker på hvorfor eller til hvad, det er også lige meget.
Hun er ikke en ligning, og han er ikke hendes facit.

Ensomig #482 (tosomig)

I går fyldte jeg benzin på den lille røde Skoda og kørte op til mine forældre. På vej derop hørte jeg Carole King, You’ve got a friend, og forklarede hunden, at min mor og far på tirsdag har været gift i 53 år.
– Det er langt tid, sagde jeg, længere tid, end jeg har levet.
Da vi nåede frem, løb hunden i forvejen, jeg kunne høre min fars næhhh og hundens begejstrede hale mod bordkanten. Så min mors stemme:
– Hvad skyldes æren?
Jeg fik et knus af dem begge, der blev brygget te og min mor fortalte, at hun har fået en ny veninde. Signe, en af dem fra vandgymnastikholdet. Det var egentlig en fejl, at de kom til at tale sammen. Det vil sige: min mor var kommet til at tage Signes badedragt med sig hjem – og Signe min mors – og så var de mødtes de for at udligne misforståelsen. Det havde nu gentaget sig fire gange – dog uden udveksling af badetøj. Den ene gang havde de sat sig for at bestige Eternittrappen – 282 trin – på tid. Min mor var hurtigst, men Signe mente, at det måtte skyldes begynderheld, så de har aftalt at gøre forsøget igen næste torsdag:
– Hvis altså ikke det giver frost, for så bliver trinene glatte, og i vores alder kan man ikke tillade sig at gamble med liv eller lemmer.
Min far fortalte om naboen, hun er ved at flytte. Hendes mand døde sidste år, og huset er aldrig blevet det samme siden. De har aldrig haft noget særligt med hinanden at gøre, alligevel vil han komme til at savne hende. Særligt søndagene, når hun gjorde rent, altid for åbne vinduer, mens hun sang med på alle slagerne fra Søndagsparaden: Gustav Winkler, Shubidua, John Mogensen.
– Ikke videre kønt men altid muntert.
Senere tog vi overtøj på og gik tur med hunden. Min far fortalte om ny dansk kompositionsmusik, noget han havde hørt om Deadline forleden. Min mor insisterede på at opføre en lit de parade ved den lokale biblioteksfilial, der lukkede ved årsskiftet.
Tilbage i varmen tog jeg billedet her af os alle tre, så kørte jeg retur til Skanderborg. Du godeste hvor holder jeg meget af de to mennesker!

Ensomig #481

Hunden vågner og skal tisse, mørket er helt gennemsigtigt af frost. Dyrets varme pis damper i mørket. Klokken er 03.41 og jeg sætter mig og piller et granatæble mest for at opholde mine hænder. Hvad mon det hvide kød mellem kernerne hedder.
Mellemkød, granatgitter?

M skriver en SMS fra et sommerhus i Skagen:
Hej skat, jeg ved godt, det er sent, men jeg kan ikke finde min pincet. Har du set den?

I Politiken læser jeg, at Hanne søger arbejde som Nordlysguide. Jeg har aldrig set nordlys, det nærmeste, jeg kommer, var dengang, jeg forærede min niece en lavalampe. Hun fyldte ni, og vi lagde os sammen på sengen i mørket og så på de flouroscerende farver og forsøgte at gætte, om Malthe mon ville være kærester, hvis nogen spurgte.
Lilla betød ja, rød betød nej. Vi faldt i søvn uden at finde et svar, så både niecen og jeg kunne godt bruge en nordlysguide, jeg synes, de skal ansætte Hanne.

 

Ensomig #480

Jeg sidder og klipper mine negle, da jeg pludselig kommer i tanke om, at Saarikoski er død, og må hente hans digtsamling, Tiarnia, ned fra hylden for at læse om japanske elge og sne lysere end en midsommers nætter.

Hunden smasker tilfreds fra sin plads i sofaen, den har fundet en stribe sol at drømme i og ved, at det handler om at finde den rigtige vinkel på januarens kulde. Jeg begynder at græde, måske er det solens genskin i hundens pels, måske fordi, jeg så længe har haft svært ved at sove. Jeg ved det ikke sikkert, men jeg har læst et sted, at tårernes salthedsgrad varierer alt efter, hvad gråden kommer sig af.
Mon gråd udløst af en død finsk digter er mere salt end den, der skyldes et trelinjet haiku fra nutidens Japan. Og er der egentlig nogen, der ved, om elge overhovedet græder?

Ensomig #479

Gadelampen lyser dagsmørket op, så det bliver tydeligt for enhver.
Jeg tømmer opvaskemaskine og svarer Annika, der har skrevet i natten løb: Jo, jeg har fået din besked og undskyld, at jeg ikke svarer før nu. Det er ok at bytte med Else i uge 4, jeg skal nok give beskeden videre. God dag, alt godt /L.

M er på vej nordpå. Fire dage med venner i første klitrække: Menuen står på sortfodssvin med selleripuré, trøffelravioli og scampi fritti. Jeg printer opskrifter, vinker farvel. Det søde liv som medhjælpende hustru.
Jeg ved ikke, hvad man stiller op med sig selv sådan en torsdag, hvor vejret er mest af alt i vejen. Jeg beslutter mig for læse Judith Hermanns Alice:
“Vil du dø før mig eller efter mig,” skriver hun. “Efter dig, tror jeg, havde Raymond sagt. Det havde varet lidt, før han havde svaret …Og du? Hun havde rystet på hovedet og holdt en hånd op for hans mund. Hun havde ikke kunnet svare på alt det.”
Så løber hundens næse. Jeg rejser mig og henter et stykke køkkenrulle, pudser den.
– Så langt så godt, siger jeg til dyret og lukker bogen.

Ensomig #478

Vi har aftalt at mødes udenfor, men i sidste øjeblik sender hun en SMS:
“Kommer du ikke ind, jeg er lige ved at spise morgenmad.”
Hun sidder ved bordet med en lilla skål og en ske i hånden. Slubrer. Det dufter sødt og krydret fra skålen.
–  Russisk peberrodssuppe, forklarer hun.
– Men hvorfor? spørger jeg, har vel forventet noget andet. Yoghurt, cornflakes, havregrød.
– Fordi jeg er sulten, svarer hun.

Ensomig #477

Jeg skulle egentlig være født i krebsens tegn. Men min mor gik fjorten dage over termin, og så endte jeg med at blive født som løve. Når jeg ser mig selv i spejlet i dag, er stjernerne nu ikke til meget hjælp: Jeg ligner mest af alt en bænkebider, og de har ikke deres eget horoskop.