Louise Juhl

destory.dk

ensomig #912b

Vågner og alt kunne være anderledes, men det er sådan her: En lidt for længe lagret ost, håndeksem, og så den der sødsure lugt af spirede kartofler og hul i maven, som jeg ikke ved, hvor stammer fra. Jeg har ellers ledt længe.
Jeg startede ved en dødsmesse i Budolfi, da jeg var 7:

Quid sum miser tunc dicturus? Quem patronum rogaturus, Cum vix justus sit securus? “Hvilken beskytter skal jeg anråbe, når selv den retfærdige ikke er sikker?”

Senere forsøgte jeg at genkalde mig påsketurene til Poetzsch-Padborg. De berusede medpassagers lidt for intime betroelser allerede før vi nåede til Vojens. “Hej lille skat, jeg hedder Eigil, hvad hedder du”
Jeg var også omkring mælkebøttekranse, den hjemmelavede rosenbladsparfume, Lone Kellermans “Se Venedig og dø.” Jeg nåede aldrig til Venedig, kun til Sverige, så for min far vild i de svenske skove, og der gik mere end 6 timer, før han vendte tilbage. Verden var rigelig, som den var også uden Venedig.
Min håndeksem skyldes vistnok en allergisk reaktion på spidskommen, og hullet i maven peger vel tilbage på pilen? Det er tirsdag, jeg ved godt, jeg taler sort, men det er nu engang det sprog, der rækker længst, når man taler om mørket.

ensomig #912

jeg går to timer i regnen, trækker hunden efter mig. der er spor af snegle allevegne og en grøn, der vokser i fugt. jeg har længe ønsket, at det skulle være anderledes, men det ender altid samme sted.
her.
da jeg var barn, frygtede jeg lone Kellermann, mere end jeg frygtede venedig og døden tilsammen. misforstå mig ikke, jeg sled mit kasettebånd med hendes sange op. der er ikke noget så dragende som det, man væmmes ved. jeg tror, det var hendes fandenivoldske patos:
“Åh Luigi ja nu skriver jeg igen/ ka’ du huske at du var min søde ven/ da vi sad og kyssed i gondolerne/ og du tog mig kærligt på gajolerne.”
så halsbrækkende ligetil og samtidig det modsatte, voldsomt og vulgært.
det er nået dertil på året, hvor jeg mister mere, end jeg vinder. det lyder måske forkert at sige det, men det føles som en befrielse. alt det, jeg taber, og som ikke vil blive savnet: at tælle skridt for at undgå at tælle timer. at tygge maden otteogfyrre gange (ikke syvogfyrre, ikke niogfyrre) for at undgå at blive kvalt. Eller værre endnu: at kvæle andre. Ikke flere krydser i skemaer eller point på skalaer. ikke flere diagnoser, udover dem, der gælder: affektbotaniker. relationsdependent. febervild.
det er tirsdag og regnen falder. i den slags vejr spillede min mormor altid enmandsyatzy, lille, stor, fuld hus. det gjorde hun faktisk i al slags vejr – og vandt altid. det er fordelen ved at spille med sig selv. og mod.

ensomig #911

jeg trækker en streg
i vandet
på den ene side står der før og
på den anden står der efter og
den eneste farve jeg kender
indefra er lilla

i skolen gurgler jeg fluor
derhjemme bruger jeg støttefødder
for at holde balancen og
aer et firben over ryggen
med så stor ømhed
at halen falder af

jeg er lige fyldt seks år
og min far fortæller mig at
ordet er konsekvens
gåder er stadig noget jeg
løser i et kryds og tværs hæfte
og med hjælp fra en voksen

senere bliver det mere kompliceret

jeg begynder at svømme hver morgen
mellem 5.30 og 7.00
og lærer at også her er der forskel på folk
der er dem der svømmer for at vinde
og så er dem der kæmper for
bare at holde sig oven vande

jeg bliver hurtigt venner med Doris
fra bane 7 hun er firs og ligner 
et stykke brændt lertøj
jordfarvet furet smuk
hun råber hæst og lidt for højt:
“når dagen er slut er vi jo
for fanden nået lige langt:
fra den ene ende af bassinet
til den anden.”

på den anden side af stregen
forsøger jeg fortsat at holde
mig flydende

min krop er en sten
og jeg tør stadig ikke røre ved nogen
-hverken dyr eller mennesker-
af frygt for konsekvenserne

ensomig #910

første gang jeg skrev et digt
var lige før min mormor døde
jeg var knap ti og overbevist om
at alting hang sammen
således også digt og død
og i flere år derefter
afholdt jeg mig fra at skrive

da jeg forsøgte igen
var jeg tretten og
havde købt mig en
sort Pilot Permanent Marker
for at understrege min alvor:
“Far vild!” skrev jeg
på fronten af min fjällräven
og nedenunder og med versaler
“JORDEN ER RUND AF EN GRUND”

i mange år var jeg
bedst tilpas sådan:
i opposition – men til ingen
indtil en fugl fløj imod min rude
og jeg genkendte mig selv
i dens fedtede aftryk på glasset

jeg blev ikke klogere dengang
med fuglen bare mindre sikker
på sammenhængen mellem årsag og virkning
digt og død fedt og fugl
verden og dens grunde

ensomig #909

At se sårbarhed som en svaghed, er som at forveksle et pindsvin med dets pigge.

ensomig #908

i går var som ingen andre dage
kravlepil skovfyr
tidlige kantareller
og min fars liv
i nogen andres hænder

jeg ved ikke meget om dagene, skovene
mossernes vilje
eller det grønnes vilje
men jeg ved at det tager tid for mine øjne
at vænne sig til mørke
og længere endnu for mørket
at vænne sig til mig


og dermed kunne alt sådan set være sagt hvis det da ikke var for alt resten:æbleskivepanden i kobber

rugkiksene hundens

gennembidte tøjhund 

og





ensomig #907

jeg øver mig i at gå til dagene
som en sommelier går til sin vin

det vil sige
favne lugten af
død mink frisk opkast
mølædt uld

angst og acetone

mærke mig timernes
fede og flæskede fad
den måde vredens tanniner
bider i gummerne på

jeg er vanvidnet
der hver dag erhverver mig
nye færdigheder i at skelne
syre fra sved svovl fra smerte

pels fra punkterede ruder

med tiden har jeg lært at sætte pris
på salt og sår i samme slurk
skibsbrud og snarlig død
lugten af hø og hengemt had

det er tirsdag og man må
aldrig springe en dag over
så jeg noterer

som alle andre dage
mine indtryk:

lungesod
kamfer fermenteret løg og en lille kat
der ikke er nogens
ikke engang sin egen

ensomig #906

det er noget jeg gerne vil sige
noget vigtigt
men jeg tør ikke så derfor:

i går gik jeg rundt med et hul i mine mave
der lige præcis lod sig fylde
af en kop varm chokolade med skummet mælk
og et drys af et vistnok helt særligt
og ganske udsøgt chokoladegranulat
som jeg engang havde købt fordi
hvad ellers

det var en god kop det var det virkelig
veltempereret og cremet men uden at være fed
og havde jeg været til den slags
ville jeg have givet den fire stjerner
det vil sige lige tilpas
med pil op ad

men som det jo er med det tilpassede
fyldte koppens indhold lige præcis
men ikke mere end hullet i min mave
og sulten var således
nøjagtig den samme før og efter

nu har jeg så været i Føtex og købe
6 double chocolate magnumis
og en pakke helt urimeligt dyre
men til gengæld garanteret håndformede
(denne længsel efter hænder)
hindbær-mallows

ikke fordi jeg tror det vil stille min sult
(det er jo for fanden åbenlyst for enhver
at det her hverken handler
om varm chokolade eller om ågerpriser)
men fordi
hvad ellers

ensomig #905

Jeg har fået en blodansamling
den sidder på undersiden af min navle
og er det mindste
af alle mine problemer
men også det mest smertefulde

sådan er det med meget af mit
der er ingen sammenhæng
mellem ret og rimeligt

ansamlingen gør ondt
hver gang jeg bevæger mig
men værre endnu
når jeg står stille
så jeg prøver at være
et sted midt imellem

det vil sige
ingen steder overalt

jeg sylter ingefær og
skriver “juli 2020” med neglelak
på et patentglas
mens blodet dunker bag navlen
som et tåbedumt hjerte
der kun forstår
at rime på smerte

hvis ikke det var
så frygtelig banalt
ville det næsten være smukt

ensomig #904

jeg er midt i at skrive en forestilling for børn, den handler om afstand og om nærhed, og om at den slags ikke kun handler om, hvor langt vi er fra hinanden fysisk.
i går blev jeg opereret, jeg fik boret tre huller fik i maven, og så satte anders og finn, kirurgerne, noget på plads i mit indre, noget fysisk.
jeg ved ikke hvordan, det er med jer andre, men min krop kommer hver dag bag på mig selv. i morges, for eksempel, skulle jeg skifte et plaster, fordi det var gennemblødt, og da jeg så hev plasteret af, sprøjtede der – helt bogstaveligt – blod ud. en lang stråle, ned af maven, skridtet og benene, ud på det hvide badeværelsesgulv. det kom fuldstændig bag på mig, blodet altså, og midt i alt det, råbte jeg (af alle ting) “hov?”
M kaldte nede fra stuen “hov, hvad?”, men før jeg nåede at svare, var jeg besvimet. så kom M, han talte til mig som en helt rolig frø i et dejligt eventyr, “nu tager jeg lige et vådt håndklæde, hér. og så tørrer jeg blod op, hér. og så presser jeg lidt imod, dér.” til sidst fik han stoppet blødningen, fandt et stort og besværligt plaster og satte på, så der ikke kom mere blod.
det jeg sidder tilbage med er den afstand, det hov? hvordan min krop kommer bag på mig, igen og igen: hvor svært, det Er at begribe, at det var mit blod, der kom ud af min krop. selv da jeg faldt sammen, var det som var jeg voyeur til min egen reaktion. hov, nu besvimer hun? jeg ville virkelig ønske, det var anderledes, at jeg ikke bare delte hud og hår og tanker med min krop, men at det var min hud, min krop, mine tanker.. måske lyder det helt skørt, måske er jeg skør. måske er jeg bare ikke særlig god til at være tæt på mig selv. det går lissom bedre på afstand – at skrive om dét, der er mit og mig.