Louise Juhl

destory.dk

ensomig #926

Jeg husker Frau Horst. Hun havde et meterhøjt og lige så bredt sort/hvid-foto hængende i sin entre af en birkeskov: høje, tætte, helt lige stammer. Af og til løb jeg over til hende, ringede på døren og spurgte, om hun gav en Fritz-kola? Hun svarede altid “Nein!”. En dag stak jeg af hjemmefra, jeg husker ikke hvorfor, men min mor fór omkring i vores have og råbte på mig. Jeg løb over til Frau Horst, der for en sjælden gang skyld åbnede døren og lod mig slippe ind. I timevis sad jeg så dér og drak sodavand, mens Frau Horst løste tysk krydsord og min mors løb rundt og kaldte udenfor. Det var blevet aften, da jeg vendte hjem, og jeg kan huske, at min mor blev meget glad for at se mig.

ensomig #925

Der boede en ældre dame i nærheden af mine forældre. Hun hed Myrna og havde hund, en gravhund så vidt jeg husker, som hun altid kørte rundt med i en klapvogn. En morgen vågnede vi ved, at Myrna stod ude på fortovet og råbte: “Russerne kommer, russerne kommer.” Hun havde ikke noget tøj på. En nabo ringede efter hendes datter, der kom kørende langvejs fra; hun fik gelejdet sin mor indendøre og i noget tøj (en ankellang t-shirt-kjole og strikkede sokker). Hun tog hunden med sig, da hun kørte.

ensomig #924

Jeg kan huske, at jeg engang besøgte en veninde, hvis mor begyndte at græde, da jeg kom. Jeg turde ikke spørge hvorfor. I deres entre hang en sættekasse, fyldt med miniature- keramikhuse i umage vinkler, og ude på badeværelset lå et mørkegrønt og meget langhåret tæppe, der var forsøgt repareret med gaffatape. Hun græd også, da jeg gik.

Kalender efterår 2020

Efterårskaldender 2020

26/8: oplæsning og samtale Trinitatiskirken i Fredericia (i fællesskab med Søren Fauth)
27/8: oplæsning og samtale på Aarhus Ø (i fællesskab med Søren Fauth)
1/9: reception for antologien “det hul af lys” hvor jeg bidrager med fire digte i et samarbejde med billedkunstner Thomas Kruse
2/9: oplæsning Støvring bibliotek
4/9: oplæsning og samtale Aarhus Domkirke
5/9: skriveworkshop og oplæsning på Kulturskolen Viborg i samarbejde med Poesiens Bus – poesi på hjul
21/9: oplæsning Kristian F. Møller Boghandleren (i fællesskab med Søren Fauth)
23/9: oplæsning Middelfart bibliotek
29/9: oplæsning og samtale Skanderborg bibliotek
3/10: premiere på lydlitterært samarbejde med David Mondrup på Lyd+Litteratur Festival 2020
13/11: foredrag Herning Litteraturfestival
23/11: premiere på 4 adventsforestillinger, jeg har skrevet manuskript til på Teaterhuset Filuren
2/12: workshop Kolding designskole

Lad mig endelig høre, hvis du kender til sammenhænge, hvor jeg kunne tænkes at bidrage med relevant oplæsning/workshop eller noget tredje.
KhLouise

ensomig #923

Første gang jeg optrådte som menneske, var det slet ikke planlagt. Det var en helt almindelig dag, sådan som det almindelige altid tager sig forskelligt ud. Han havde lagt en stor fugl, en kalkun, til optøning på køkkenbordet, han havde planlagt at tilberede den, som skulle han have gæster: rense den for lever, krås, hjerte, stege det af på panden, tilsætte cognac og lade det hele koge ind, for så at hælde det tilbage i den store fugl. Han ville dække det enorme bevingede væsen med fede stykker af flæsk og stege det i ovnen i fire timer, for så endelig – med de hjertemønstrede grydelapper i hænderne – at afsløre vidunderet, bære det frem. Et bjerg af  føde – vinger, lår, flæsk, fars. Den søde duft af brændt alkohol. Åh.

Det var i det øjeblik, jeg forstod hans ensomhed og besluttede at blive hans ven. Et menneske, en fortrolig, en gæst, et jeg. Det hele og tilsammen. Jeg så det dækkede bord, de mange tallerkener og vidste, at der kun blev ham og den døde fugl. At han ville blive tvunget til at tømme alle tolv glas selv, skål, skål, skål. Fylde igen og tømme, en alenlang, meget ensom gestus. Til sidst ville han lægge servietten i skødet, rejse sig, kæmpe for at genfinde balancen og endelig hæve glasset en sidste gang: velbekomme og tak. Kun for at sætte sig og falde i en tung, dyb, drukken søvn med hagen mod brystet. 

Da var det, at jeg besluttede at blive menneske. At skyde en fugl og pille haglet ud. Sende invitationer ud med rund hånd, “kære” skrevet med skrå skrift på håndmalede kort og forseglet med lak. Købe cognac og bacon fra de fedeste grise på de fineste gårde. Fiske leveren ud af dyret, blåsort, blød, blævrende. Sacramentum nocturnarum. Vente og vente (her vil resterne af cognacen finde anvendelse, et saligt tidsfordriv), for så at åbne lågen til ovnen. Kød og knogler, marv og ben. Et vildsomt og flæsket behag.

Jeg ville bære hans lyst og hans længsel, gnave af det store kødfulde skrog, ræbe med stolthed, lade tårer trille, tilsyneladende latterens. Servietten ville blive plettet af skummet savl og vin, kødssaft og knoglerester. Et ekko af “skål” ville gjalde gennem rummet, igen og igen og igen, for aldrig at dø ud (kun det tavse varer evigt). Jeg ville tømme mit bæger, åbne livremmen: halleluja! Intet ville nå samme højde som dette øjeblik, det korte berusende sekund, hvor alle ville være glade og mætte og mere. 

Det her er tiden lige før stolen vælter, og jeg vælter med. Fuglen skriger, og natten er alt alt for lys. 

Alt det tager jeg på mig den dag, jeg vælger at blive menneske. Et skrigende skrog, en skinger skål. Et jeg, der falder.

*
Han vågner ikke af sin søvn næste morgen,  og jeg gør intet for at ændre på det. Bordet i stuen bærer præg af gårdsdagens orgie: bordpladen er mættet af vin, drypfedt og noget, der ikke lader sig afsløre som andet end gustengule, tilfældigt spredte plamager. 

Hans hage rammer brystet, der siver savl  ned langs halsen og i en lang tynd bane til navlen. Her samler det sig i en lille lagune midt mellem bryst- og maveflæsk. 

Han trækker vejret langt væk fra: hæse hiv. Det lyder som træt tovværk, lige før det slipper. 

Jeg ved, hvad det indebærer. Jeg ved, at det koster at bære en andens skyld. Rase i afmagt over sulten, der ikke lader sig stoppe, lysten, vreden. Jeg har set ham svinge en skarpslebet kniv foran sit eget spejlbillede. En slags varsel, måske, et løfte. 

Jeg ved det altsammen, og alligevel lader jeg ham hvile mens jeg tager over. En spyflue har sat sig i hans navlehul – i søen af skummet savl. Den vrider sig, det seje spyt tvinger den ned, men er for sent. Der er ingen vej væk, hverken for fluen eller for mig. 

ensomig #922

I nat vågnede jeg ved, at en kalv kaldte i mørket. Muhuhuuu, kaldte den, og jeg genkendte stemmen eller kaldet eller noget. I hvert fald stod jeg op og gik ud i mørket. Muhuhuuu, lød det længere frem og lidt til venstre, og jeg fulgte lyden, dens retning, frem og frem og frem og lidt til venstre. Hele tiden måtte jeg anstrenge mig for ikke at snuble, der lå grene i skovbunden, blødt mos, bregner. Muhuhuuuu, der var kalvens kald igen, oprørt, fortvivlet, måske hverken eller. Jeg satte farten op, forsøgte at tælle mig frem, enogtoogtreogenogtoogtre, løftede hver gang fødderne højt over jorden, som jeg har set soldater gøre det på film. Muhuhuuuu. På et tidspunkt blev lyden fjernere, mere diffus. En meget stor ugle måske, eller en ulv i kalveklæder? Jeg var ikke længere sikker. Spørgsmålet var, om jeg skulle vende om, fortryde simpelthen, tælle mig samme vej tilbage – gennem skoven til hytten: ertgootgoneertgootgone. Eller fortsætte og dermed risikere et af to: 1. aldrig at nå frem (uuuh), 2. at nå frem for aldrig vende tilbage (huuu). Nu hvor det er blevet lyst, kan det lyde mærkeligt, men dér: i mørket i nat i skoven, mellem bregner og mos og tal og muhuhuuu, var det ikke muligt at træffe et valg. Så jeg gjorde ingenting, blev bare stående og lyttede, mens mosset gav efter under mig og mine fødder sank i. Og så var det, at jeg pludselig huskede, hvorfra jeg kendte lyden, kalvens kald.

ensomig #922

Jeg kan huske efterårsstormen i 81: hvordan alle skove pludselig var uden træer.


Jeg kan huske Citroen BX.


Jeg kan huske, at jeg altid gik med de her tunge lilla clipsøreringe, og at jeg flere år senere fandt ud af, at jeg af samme grund blev kaldt “clipsen.”


Jeg kan huske smagen af øl og Look Mentol 100 – altid de lange.


Jeg kan huske, første gang jeg drak mig fuld. Jeg var 12 og havde købt en flaske Marcanta. Min mor hentede mig ved ungdomsklubben, tørrede opkast op, holdt min pande. Jeg kan huske, at hendes omsorg føltes værre end mine tømmermænd.


Jeg kan huske David Gahan, de skinnende læber og lædertøjet.


Jeg kan huske, at roastbeef blev kaldt for rustbøf. Og at man fik avocado og rucola overalt.


Jeg kan huske jeg besøgte en veninde, hvis mor begyndte at græde, da jeg kom. Jeg turde ikke spørge hvorfor. Hun græd også, da jeg tog afsted.

ensomig #921

Facebook minder mig om, at jeg har fødselsdag i morgen, hurrahurra. Jeg har selv købt mine gaver: en mikrofon, et sæt hæklede grydelapper og tre flasker blandet vermouth. Jeg har inviteret min hund og min mand og besluttet, at vi skal spille kriblekryds. Ord som ‘hundeøjneløgne’ og ‘pelskelighed’ skal tælle dobbelt. Jeg planlægger også en dukkert i havet. Det er et år siden, jeg gjorde det sidst, dengang var det skide koldt, det bliver det sikkert også i år.
–Så ved man da, at man er i live, sagde min far engang. Det var ikke i forbindelse med en dukkert, men fordi han var kommet til at lukke bilens bagklap om sine specialslebne briller. Jeg husker det endnu: hans ansigtsudtryk. Lyden af glas, der blev knust. Det er i den slags øjeblikke, man bliver mindet om, at hvert Nu tæller.
Jeg fylder syvogfyrre. Det er først i morgen, men jeg er ikke i tvivl. De fleste dage knaser som glas, der bliver knust, og vandet er for det meste koldt, men jeg elsker det alligevel, det satans liv.

ensomig #920

så kigger jeg på uret
som om det ville være 
en hjælp at vide 
hvad klokken er 
denne fugttunge 
fredag morgen 
hvor jeg har lovet 
mig selv ikke at 
skrive og skriver 
netop dét

det er ikke en hjælp:
klokken er 08.04
og jeg har endnu
engang har valgt at 
pisse på mine egne 
løfter måske fordi 
det er nemmere 
sådan

at skrive end at være

der er ethundredeotteogfyrre komma tre kilometer
til hvide sande og cirka lige så mange millioner kilometer 
til solen 

det ændrer ikke på 
hverken løfter eller pis 
men hvem siger også at 
det skal det 

en himmel behøver jo
heller ikke at være blå 
af en grund eller en ulykke 
at være sjælden
for at komme alene

08.07 jeg går ingen vegne
08.08 jeg er stadig ikke en radiobil
08.10 om lidt bliver det sommer?

ensomig #920

Der findes et sprog, men ikke for dét, der sidder lige bag drøblen og forhindrer mig i at trække vejret ned i maven. En håret bolle: halv krop, halv tanke. På en og samme tid fremmed og fortrolig – lad os kalde det ‘en dobbeltspion.’ Det er jegfortællerens forræderi, det dobbelte øje, at skrive og at skrive om.
Et barn ville have skreget helt uden skam, og nogen ville have trøstet (om ikke andet så for at få ro): Med et bryst, en fugtig klud eller en linje fra en vuggevise, gentaget i det uendelige: ‘din nuttede lille rødbede.’ 
Jeg er langt fra nuttet, jeg er vred og skinger. Min sved stinker som dampen fra Araldite, og der er groet en en byld i min håndflade, hård, knudret og øm. 
–Den skal skæres væk, forklarede lægen, da jeg ringede -det går ikke over af sig selv.
Jeg ved det godt. At det ikke er nok at nynne og nutte eller at sluge firehundrede gram Soft Republick soft ICE direkte fra pakken. Heller ikke at skrive om det. Det skal skæres væk.