Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #751

Jeg er ikke vred eller mere sulten end normalt, jeg har heller ikke lyst til at dø. Jeg er bare noget nær numb: 
På den gamle karakterskala ville jeg have fået et 6tal: For den netop acceptable præstation – med pil nedad ⬇️

Jeg ligger på sofaen og bider mig i kinden, til der kommer et sår. Det nærmeste, jeg kommer, på at mærke noget overhovedet. Det er onsdag, og der ikke noget galt. 
Hvis bare der var – så kunne jeg gøre noget ved det.

Ensomig #750

Da jeg var seks, måske syv (jeg kunne i hvert fald ikke klokken endnu), tog min søster mig med ud at rejse. Vi kørte med tog og med bus, vi fløj også, hun holdt mig i hånden hele vejen.
I Australien så vi røde klipper, i Mexico hårløse hunde. I Indien viste hun mig alle fuglene, fortalte mig om deres kendetegn, flodviben og det asiatiske gabenæb. Overalt var gaderne fyldt med mennesker, der smilede og sagde mange ting meget hurtigt. Ikke noget jeg forstod, men min søster lærte mig at folde mine hænder foran brystet og nikke. Det kunne både betyde tak og nej tak, forklarede hun:
– På den måde går du aldrig helt galt i byen.
Hun gav mig besked på at holde øje med tiden.
– Husk tiden! sagde hun flere gange og med en alvor, jeg ikke kendte. Så tog hun fat om mit venstre håndled, skubbede ærmet til side og pegede på det ur, jeg havde fået i fødselsdagsgave. Det var med lyserød rem og optræk i siden. Uret havde sort skive og en stor og en lidt mindre viser i hvid. Hvis jeg gjorde mig umage, kunne jeg lade være at blinke, den tid det tog for den lille viser at dreje en halv omgang.
På et tidspunkt blev vi væk for hinanden.
Det vil sige: Jeg holdt min søsters hånd, men slap den et øjeblik for at skubbe mit ærme til side og holde øje med klokken, sådan som jeg havde fået besked på. Da jeg ville gribe hendes hånd igen, var hun væk.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem, om der var nogen, der fulgte mig. Men der var ingen røde klipper eller særlige fugle, da jeg nåede frem, kun en stor tom lufthavn og et transportbånd, der kørte rundt og rundt uden hverken kufferter eller tasker. Det var i januar, og uret i ankomsthallen var gået i stå.
Jeg har ikke set min søster siden.

Ensomig #749

Jeg er bange for velcro-bånd, lidt for tidlige morgener og ånden i glasset, der altid svarer: Nej, når jeg spørger: Er der nogen? For aftaler, jeg har glemt, og for Ivan, min bankrådgiver, der ringer og siger: Det er nok ved at være tid til at mødes – dét nok. Jeg er bange for dobbeltrettede cykelstier, emails med tomme emnefelter og kradsetræer i hjem uden kat. For misundelse (især min egen) og for mennesker, der skyder med skarpt “for sjov,” og for mig selv, når jeg dukker mig for kuglerne i stedet for at standse dem. Jeg er bange for simili-omsorg: ”det skal nok gå” eller ”det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det.” For at blive et X i en ligning uden ubekendte, for kun at skrive ting, jeg aldrig fortryder.

Ensomig #748

Jeg har sovet med hunden på gulvet. Pelsmodhudmodpels.
Det gør jeg ellers sjældent, men lige i nat slog vinden sig så hjerteskærende på mørket – UiUiUiUi – at jeg opgav at finde ro.
I stedet jeg tog min dyne og gik nedenunder. Lagde mig på et tæppe ved siden af dyret og faldt i søvn med det samme. Da hunden vækkede mig flere timer senere, havde vinden lagt sig, og mørket fortrudt sin hårdhed.
Tænk sig – bare sådan?

Ensomig #747

Dét, og så.
Hun ringer og siger, at der ikke er noget galt, det er bare fordi. I tyve minutter fortæller hun så om handskerne, der krymper i kulde og om børnene, det aldrig blev til. At hun ikke fortryder, men at hun nok var gået en anden vej, hvis hun kunne gøre det om.
Hun har købt gullash-kød til i aften, tilføjer hun, som om livet på den måde hang sammen – fra hånd til mund.
– Det er nemt og billigt og så smager det lige så godt også på tredjedagen. Man kan variere tilbehøret i det uendelige, fortsætter hun, hver gang er det en helt ny ret. Ris eller rodfrugter, dyppe-brød.
Hun lyder glad, da hun fortæller, at hun er begyndt at bage. Jævnligt. Dét: at opholde hænderne med noget, der nærer, det er værd at gøre, siger hun, og jeg nikker, selvom jeg ved, at hun ikke kan se gennem telefonen.
Så spørger jeg til handskerne: Om ikke hun skal købe nogle nye? Det er jo dumt at spilde tiden med handsker, der krymper eller sko, der er for små. Man må aldrig glemme omsorgen for hænder og fødder, heller ikke for næbdyr og bæltekøretøjer, siger jeg, for ingen kan klare sig uden omsorg, heller ikke dem, der ser sådan ud.
Men hun hører det ikke, eller også taler hun om noget andet, sådan er det. Vi taler om hver sit og alligevel om det samme.
– Jeg er ikke bange for at være alene, siger jeg, tilsyneladende uden sammenhæng, – men jeg er bange for at forsvinde, at være præcis så ligegyldig og tilpasset, at jeg passerer tilværelsens tarme uden at gøre hverken gavn eller skade. Et næringsløst gram i den kolossale menneskelige tatarbøf, der hver aften serveres som Nyheder på TV: En sovesplet på en forgyldt direktørs stribede slips, et strå på en plæne af kunstgræs. En mikroskopisk fejlmargin i en statistik over råge-skrig (det er mig, der skriger som nummer nittentusindetrehundredeogfjorten, ikke en råge).
Jeg råber til hende, at det jo for helvede ikke er for sjov. Og jeg kan akkurat høre hendes vejrtræk i den anden ende og ved, at hun er ved at stille cyklen fra sig, og at hun om lidt vil holde om telefonen med begge hænder og tale med munden helt tæt på mikrofonen, når hun siger:
– Jeg kan godt høre dig, du behøver ikke at råbe.

Ensomig #746

Jeg sad engang post på et natløb. Jeg var tolv, og på en eller anden måde var det lykkedes mig at bilde mig selv og alle andre ind, at mine kirtler var hævede, og at jeg derfor ikke kunne løbe i mørke. I stedet blev jeg sat til at passe en post sammen med Ebbe, der var voksen og vidste alt om tektoniske plader og asthenosfæren og palæomagnetisme. Vi sad der i mørket, og han fortalte om oceangrave og jordskorpesår, indtil han pludselig begyndte at græde:
Hans kone ville skilles. De havde ellers et godt liv, sagde Ebbe – og to irske settere, der hed Troels og Tanja. Det var åbenbart ikke nok, hun savnede noget andet, noget mere, men uanset, hvad Ebbe foreslog -brevduer eller stråtækt tag- så var det ikke lige det, hun manglede. Jeg husker den nat på den post med Ebbe som meget mærkelig. Jeg kendte ham egentlig ikke, havde kun hørt ham tale om sine hunde, aldrig konen. Jeg sad på en fugtig træstub i heldragt og frøs, og Ebbe hvilede sit hoved på min skulder og græd og græd. Jeg havde aldrig før set en voksen græde på den måde, og heller aldrig tænkt på lykken som noget mellem mennesker, mere noget i retning af at være længe vågen og se Nicole vinde Melodigrandprix. Nu sad der så en fuldvoksen mand og var ulykkelig og talte om at have mistet alt og føle sig fortabt, og det eneste jeg kunne komme i tanke om for at trøste, var at foreslå, at han kunne komme hjem til mig og se Melodigrandprix til maj. Ebbe mente, at der var alt for længe til maj, og hvordan skulle han få det hele til at hænge sammen længe, og det vidste jeg ærlig talt ikke.
Det varede næsten en time, før det første hold natløbere dukkede op, og jeg kunne få lov at flytte Ebbes hoved fra min skulder. Jeg tror, han holdt op med at græde efter det. Vi talte heller aldrig om det siden, og det med melodigrandprixet blev ikke til noget. Alligevel husker jeg det tydeligt: Dét at indse, at man godt kan have styr på både kontinentalplader og radiometrisk magnetisme, uden at have styr på alt det andet. Det kom virkelig bag på mig dengang.

Ensomig #745

Alle husene her har numre: Nitten, seksogtyve B. Et af dem har endda sit eget navn, det hedder Idyllen. Jeg tænker, “det må være hårdt at være det hus”, jeg tænker, “det hus trænger til hjælp”.

Det går altid galt, når jeg beslutter mig for være mere mig selv, mindre noget andet. Jeg ender som regel et sted midt imellem, en slags Bamse-og-Kylling i én-og-samme, et virkelig dumt sted at ende, Fy-babab. Andre forsøger jeg at nærme mig udefra og ind. Så æder jeg af fuglenes foder – direkte af brættet: Løfter mig på tæer, rækker halsen lang og fanger de fedthærdede frø med tungen. Måske er det det nærmeste, jeg kommer noget, der kunne minde om. En slags Jeg-destilat: Fedt og frø og tungenudafhalsen?

Ensomig #744

Kære Jon, det betyder ingenting nu. Alligevel: tak for krøllerne, dine kloge øjne og latteren, der mindende os om, at vi ikke er alene, ikke helt. Du følte dig nogle gange alene, det ved jeg, for du sagde det til mig – engang lige efter at jeg havde læst op.
Et sted imellem alle protesterne, diskussionslysten og de mange spørgsmål, var der en alenehed, der sugede og holdt sammen på dig, tror jeg. Indtil det ikke længere holdt sammen på noget, heller ikke dig. Jeg vil savne dig, jeg er glad for, at du var her❤️

Ensomig #743

Der er ting, der ikke står til at ændre. Vinklen på min mors tommelfingerled, for eksempel, eller den ganske lille skelen på hans venstre øje, der gør, at jeg kan altid kan genkende ham. Mellem alt og alle -dér, juhu! Mit helt overdrevne had til indkøbsvogne med skæve hjul og møbler i kunstlæder. Min mors bekymringer. Folk i meget store biler, der dytter, og som får mig til at råbe virkelig dumme ting. Mega-maddike, Brølepik. Lyden af flamingokasser, der skraber mod hinanden. Smagen af Kongen-af Danmark-bolcher. Glæden ved vinterlyng, der både har ingen og alle farver. Angsten for primtal og pludselig båndsalat. Torsdagene, ofte urimelige men sjældent helt forgæves. Kærligheden til hunden. Og til ham.

Ensomig #742

Natten ligner en himmelkat, og dagen en falmet gobelin. Hunden har fået et tyggeben i gave. På det lille sofabord står tre fyrregrene i et højt krus og gør det ud for årets juletræ. I går var vi i kirke, vi hørte præsten tale om nostalgi. Ordet kommer af det græske nostos, der betyder ‘hjemkomst’ og algos, der betyder ‘smerte’. Nostalgi er altså en slags hjemve, en længsel efter et andet sted end der, hvor man er.
Senere vekslede vi gaver: M fik en kurv med risottoris og urtete. Jeg fik en tegning og et kort over sommerfuglearter. Et kys og to mandariner. Det lyder måske ikke af meget, men det var lige præcis nok til ikke at længes efter andet eller mere.