Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #431

Jeg sidder i et udendørs sofaarrangement. Sofaen er i mørkeblå fløjl og står i en meget stor have (med trampolin i midten). Ved siden af mig sidder en kendt journalist og hans unge (malerisk smukke) kone. Journalisten ler meget, særligt af hvad han selv fortæller. Han henviser hele tiden til podcasts, computerspil og serier på netflix:
“Som nu Molly Q, den ældste datter i den legendariske serie Fluxus”, siger han, og selvom jeg ikke aner, hvem Molly Q er, nikker jeg og svarer:
“præcis som Molly Q, ja.”

Journalistens unge, ammende kone siger ikke meget, jeg har på fornemmelsen, at hun har gennemskuet mit bluf.
“Jeg har lyst til et æg,” siger hun endelig, “to æg faktisk, nej tre!”

Hendes mand svarer straks med at fortælle om en youtube-video, hvor en flamsktalende kok beslutter sig for at ville slå alle mulige verdensrekorder:
“Den mest påbrændte risengrød, for eksempel,” griner han “eller verdens mest understegte kylling – der viser sig at være et råt æg, hahaha”

Kvinden ser ned på barnet, der ligger til bryst. Hun fjerner lidt mælk fra dets hage, smiler anstrengt: “Ha.”

 

Ensomig #430

I radioen hører jeg et indslag om skrubtudsen, der, modsat frøen, ikke har en kvæk-pose, og derfor ikke kvækker men piber. Af en eller anden grund finder jeg dette faktum forsonende.
Jeg får også fortalt, at tudser kan blive 36 år(!) gamle, at de går i hi om vinteren, og at deres giftkirtler er placeret bag øjnene. “Af samme grund,” fortæller den entusiastiske naturvejleder, “bør man spise tudser bagfra, hvis man vil overleve længst muligt.”
Jeg overvejer et øjeblik, om man, med samme logik, bør kysse en frø i røven, hvis man gerne vil overleve mødet med sin prins?

🐸

Ensomig #429

I dag for jeg vild.
I hvert fald stod jeg på en skovsti i Tversted plantage i Nordjylland og græd?
M var med, han holdt om mig, spurgte, hvorfor jeg græd: Om jeg var ked af noget, bange? Noget tredje?
Jeg svarede: ” Det ved jeg ikke?, ” og vi gik videre.

Senere på turen fortalte M om en novelle, han havde læst -af Alice Munro. Han ville vide, hvad jeg mente, novellen handlede om.
“Det ved jeg ikke,”  svarede jeg
“Man behøver heldigvis ikke forstå alt, for at sætte pris på det,” sagde han så.
Af en eller anden grund føltes det som en trøst.

Ensomig #428

“Vent se, det skal nok blive bedre,” siger du til veninden. Hun er terminalt syg af kræft.
Du har taget æg og karrysalat med (men ikke brød, fordi du ved, at brød får hende til at kaste op). Du øser op til jer begge: et blødkogt æg skåret i to halve og en god skefuld tilbehør.
“Det ser dejligt ud,” smiler veninden og tager om gaflen, stikker lidt til ægget.
Hun fortæller, hun er så træt nu, at hun knapt kan gå.
“Jeg orker ikke at tage telefonen, hvis den ringer, selvom der kun er få meter derhen,” forklarer hun
“Hvad du ikke har i benene, har du til gengæld i hovedet,” svarer du opmuntrende.
Så kaster hun op. Ud over den blomstrede sofa og kniplingsdugen. En svagt gul væske.
“Det er karrysalaten, min mave tåler ikke længere krydderier,” undskylder hun, og du svarer, at du alligevel aldrig har været den store kok, og at den karrysalat sikkert var bedst tjent med at ryge ovenud.
“Ha!”
Du ser, at hun er forbi det punkt. Samler bestik og tallerkener sammen, spørger, om der er mere, du kan gøre.
“Nej,” svarer hun.
Du skal lige til at sige noget, men fortryder. Smider i stedet de næsten urørte æg i skraldespanden. Den bløde blomme løber ned ad dine hænder.

Refleks

Ensomig #427

Vi går tur i plantagen og gemmer os for hunden, der hurtigt finder os, og det med en glæde, vi forveksler med kærlighed. Hjemme igen går vi i bad – sammen. Du brænder dig på vandet, siger “det er fandme mere end hundrede grader varmt!”
Jeg griner, sir’ “det ka vist ikk ka lade sig gøre.”
Du tager begge hænder op foran dine øjne: “jeg kan ikke se, hvad du mener,” svarer du.

Senere går vi i den lokale biograf. Der er ingen film på programmet, til gengæld sælger de specialøl fra fad. Vi køber én til deling (og senere én mere).
Mens du drikker, fortæller du, hvordan schæferhunde blev brugt i belgisk Congo til at undertrykke befolkningen. Du siger, at det sikkert er derfor, at så mange frygter racen.
Jeg ved ikke, hvorfor du fortæller mig det.
Det er egentlig også lige meget.

Stivvortet hedegræs

Ensomig #426

Jeg er begyndt at skrive mine drømme ned. Ikke efter, at jeg har drømt dem, men før.
Hele tiden et nyt manuskript til en fortid, jeg kan bære med mig, tage på mig, lægge bag mig.

Judith Hermann “Drømme”

Noget om hvordan læsning måske kan ændre fortiden uden at vi kan vide, om det er til det værre eller bedre:
I går læste jeg en novelle af Judith Hermann, “Drømme” hed den, om en indisk psykoanalytiker: Dr. Gupta.
Egentlig handler novellen ikke om Dr. Gupta, men derimod om Theresa, en midaldrende kvinde, der på opfordring fra en veninde, opsøger en indiske psykoanalytiker, fordi hun har det skidt. Theresa starter i et forløb, der strækker sig over flere år. Hver uge besøger hun lægen, og selvom han flytter konsultation flere gange i løbet af årene, er det den samme briks og det samme klassiske tableau, der møder Theresa uge efter uge: Dr. Gupta i sin stol bag briksen, tavs og lyttende. Theresa på briksen, øsende ud af sit liv, sine tanker – og sine drømme ikke mindst.
Med tiden begynder Theresa at bemærke, hvordan Dr. Gupta lægger små spor ud. I hvert fald ser Theresa ting i Dr. Guptas konsultationsværelse, som hun læser som spor. Det kan være en opslået bog, noveller af Capote. Eller “Histoires d’amour.” Hvad de tilsyneladende spor peger i retning af er uklart, men Theresa ser dem, og begynder sin egen analyse af Dr. Guptas fortid – og måske sin egen?
 
Jeg gik også engang ved en psykoanalytiker, det er mange år siden. Han var ikke inder men midtjyde, og han hed heller ikke Gupta – men ellers. Han lod, så vidt jeg erindrer, heller ikke nogen tegn ligge fremme. Ingen grønlandske fedtstenfigurer, vinkende mekaniske katte eller store litterære værker. Og dog! Efter at have læst Hermanns novelle, er jeg pludselig kommet på den tanke at de manglende tegn, måske har været et tegn i sig selv?? At det så at sige er manglen på beviser, der skal lede tankerne hen på en forbrydelse. Eller noget. Det er en tanke, der er meget svær at slippe.
#drejebogtilennyromanmåske

Judith Hermann “Hjerne”

Jeg læser Judith Hermann. Jeg sidder på det lokale bibliotek, der er mange børn på grund af ferien. Det føles som en befrielse at lade sig irritere over nogen andres lyde fremfor sine egne.

Der tikker en mail ind i min indbakke, de indledende sætninger viser sig på skærmens øverste højre hjørne, som en slags advisering:
“Er det stadig muligt at melde sig til varmtvandsgymnastik,” spørger Betty fra den lille by Stjær, jeg vælger ikke at svare. Min hjerne kan ikke rumme det. Den er fuld, mæt af velgørende ord som “gletsjermælk” og beskrivelsen af en skilpaddefarvet kat.
Judith: Hvilken farve har en skilpadde?

i Lettipark er der en fortælling om et par, der vælger (eller hun vælger, han accepterer) at adoptere et barn fra Rusland. Første gang de møder barnet, en dreng ved navn Alexej (jeg tøver med at nævne hans navn, som om jeg derved bryder en slags fortrolighed), er han sky. Han holder sig tæt op ad en væg i den modsatte ende af hvor adoptanterne sidder, hans ser ikke på dem. Anden gang tager drengen et enkelt skridt ud fra væggen, hen imod de to, dog stadig med en enkelt hånd på muren, noget at holde fast i, læne sig mod. Tredje gang løber han dem i møde i foyeren (“man skulle tro, nogen havde talt et alvorsord med ham”, bemærker Hermann). Samme aften beslutter de at tage drengen med hjem, at adoptere ham.

Et helt år går de begge hjemme ved drengen, før manden igen begynder at arbejde.

Han er fotograf, forstår man, han tager billeder af klinisk lægeudstyr og følge operationer gennem en linse. Den første dag tilbage på job tager han billeder af en operation i hjernen. Hjemme igen deler han dagens oplevelse med sin kone: Han taler om de mange mærkelig instrumenter og den ekstreme kølighed instrumenternes overflade spejler – i modsætning til patienten på briksen: varm og levende.
Kvinde spørger til patienten.
Hvem var hun, kom hun godt over operationen?
Manden svarer, at det var en kvinde, men at han ikke ved, hvem hun var, eller hvordan hun klarede operationen.
“Havde jeg vidst hvem det menneske er, der lever med denne hjerne og tænkt på, hvad der skulle ske efter operationen, havde jeg ikke kunne tage fotografierne,” fortsætter han.

Kvinden hælder nu vand op i drengens glas.
Vi får at vide, at manden ved, at en beslutning må træffes.
Drengen tager en slurk af vandet og stiller forsigtigt glasset tilbage på bordet.
Han undgår omhyggeligt at se på de to.
Sådan slutter novellen.

Det er ikke beslutningen, vi længes efter at kende. Det er drengens blik. Det undvigende blik vi også hørte om, fra det første møde med sine kommende forældre.
Det er væggen, der ikke længere findes at holde fast i.

“Kære Betty, sæsonen for varmtvandsgymnastik synger på sidste vers. Du er dog meget velkommen på efterårets hold. Jeg sender dig gerne et link, så snart holdet er tilmeldingsklart, hvis du ønsker det? De bedste hilsner”

Drengens adoptivforældre skifter forresten hans navn – til Aaron.
Alexej blev for hårdt, mente de, x’et er for fremmed.
Novellens ubekendte.
X