Louise Juhl

destory.dk

Anmeldelse af Kristina Stoltz’s roman CAHUN

Jeg har anmeldt Kristina Stoltz’s roman, CAHUN, for Kulturmagasinet Fine Spind. Det er en roman om krig, køn, kunst og kærligheden fortalt med både generøsitet og overbevisning. “Romanen er en sand page-turner, hvor man som læser rives med af både kunst, krig, køn og kærlighed. Ikke som adskilte dele, men som fluktuerende dele af samme Hele. Romanen er fængende, skarp, vildt fabulerende men samtidig fuldkommen virkelighedstro i sin gengivelse af et grænseløst sind.” Læs hele anmeldelsen HER

Ensomig #522

Jeg har fået for vane at starte dagene med en blanding af kakaopulver og frysetørret espresso overhældt med skummet mælk.
Jeg drikker det ikke.
Bagefter går jeg en tur på kirkegården, min mor siger, det er en mærkelig måde at holde sig i live på, jeg ved ikke, om det er den umage drik eller gåturen, hun taler om. Uanset hvad er jeg tilbøjelig til at give hende ret: Livet er mærkeligt. Måske, hvis man skriver med blyant, kan man viske det ud bagefter?

Ensomig #521

Tog rutebilen hjem kl 13.36, fordi jeg ikke længere kunne læse, hvad jeg selv skrev, eller måske fordi det simpelthen ikke gav mening. Alt er svært med armen i gips, at bladre i en bog, lyne jakken, at få tasken om på ryggen. I bussen kom jeg til at sidde sad bagved en flok gymnasieelever, fem drenge diskuterede hvornår de skulle mødes, hvorhenne, en sjette spurgte “skal i til fest ?” En krølhåret gut med strikkede håndledsvarmere svarede, lidt forsinket, “måske?,” og jeg måtte tage høretelefoner på, for ikke at snøfte, for selvfølgelig skulle de fem til fest og selvfølgelig skulle den sjette ikke med. Da jeg senere stod af bussen, blev jeg et svimmel, måske fordi jeg, ligesom den sjette dreng, heller ikke skal til fest, måske fordi jeg var sulten. Jeg får ikke spist nok for tiden, jeg ved det godt, genkender mønstret. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, det er bare fordi, det aldrig rigtig passer – med tiden eller stedet eller med mig. Der er altid noget, der lige skal overstås, en sætning, der skal skrives færdig, et regnvejr, der skal dryppe af, men ikke i dag. I dag gik jeg i Normal, fordi jeg trængte til sukker og fordi man ind imellem må holde sin egen fest. Jeg købte en æske Jelly Beans til en tyver og en havregrødsblanding med kokosflager til seks kroner, jeg spiste de sukrede bønner med det samme, de smagte klægt og sødt, men gav kræfter til at gå det sidste stykke hjem. Nu har jeg tændt op i brændeovnen, spist havregrød med kokos og fortalt hunden, at han er et mægtigt fint væsen. Jeg håber, at der er nogen et andet sted, der fortæller drengen fra bussen, den sjette, at det er han også: at han er et mægtigt fint væsen.

Ensomig #520

I dag har jeg vandet basilikum og befriet en ørentvist, der var tæt på at kæntre. Det er forårsjævndøgn. Fra nu af bliver det lysere, længere, indtil det igen bliver mørkt og kort.
– Du ligner din mor, skrev en veninde i en kommentar til et foto, hvor jeg sidder på en bænk i solen på kirkegården.
Det er rigtigt nok. Det er den vej, det går.
For tiden øver jeg mig i at lære forårets blomster at kende: Hornviol, hyacint, kodriver, vibeæg. Jeg læser, at de fleste planter klarer sig bedst, hvis man for-hærder dem. Det vil sige, at man langsomt vænner dem til kulden, flytter dem fra stuevarme og ud i nattefrost i små umærkelige ryk, ellers bukker de under.
Det er også blevet tid for de røde skovmyrer, der vågner nu. De overlever ved at rykke tæt sammen, 100.000vis i en tue, det er flere, end der bor i Esbjerg. Der findes et ordsprog, der hedder “Gak til myren og bliv vis.” Måske er det rigtigt nok, måske kunne vi lære noget af skovtissemyren. At rykke tættere sammen i stedet for lukke grænser, rive huse ned, smide folk ud.
Det er forårsjævndøgn, det er nu, det vender. Ikk?




Ensomig #519

Godmorgen røde tegltag, røde øjne, rim på græsset. Godmorgen stædige lugt af peberrodscreme.
Og goddag dag, onsdag-dag:
Herning og oasis, Arriva og retur.
Her til morgen har jeg fået en SMS fra et ukendt nummer, der står:
– Mit navn, det står med prikker.
Men der er ingen prikker?

Toget til Herning afgår 10.20.

Ensomig #518

M spiser havregrød og læser op fra avisen: I Frankrig har en flok høns slået en ræv ihjel – i samlet flok er det lykkes fuglene at hakke deres overfaldsmand til døde. Udenfor er der frost på bilernes ruder, jeg må hele tiden minde mig selv om, at det ikke er et symbol på noget andet. At frost bare er frost, og rude bare rude. Jeg er ellers ikke god til den slags, det konkrete, men forsøger mig, så godt jeg kan: Skærer ost, mens jeg sidder i telefon-kø til Regionshospitalet i Horsens.
Jeg er nummer ni i køen, det har jeg været siden tidernes morgen. Engang spillede de “De 4 årstider” i ventetiden, nu lyder der bare et “ding” med ujævne mellemrum. På en måde mere ærligt. Så en metallisk stemme:
–Du er nu nummer elleve i køen.
Nummer elleve??
Noget siger mig, at virkeligheden tager røven på mig.

Yellow embrace

En dag, det kunne være denne, ringer hun til mureren og forhører sig om muligheden for mikrocement på køkkenvæggene. Hun spørger til modstandsdygtighed – skyr det vand, fedt? Hun googler “nuancer af grå,” men falder i stedet over en side om regler i forbindelse med navneskifte. Hun prøver sig frem: Myrra? Anastasia?
Nej hun vil kalde sig F, bare dét. Alle de spørgsmål, der vil følge med: Hvorfor F – hvorfra?
Alligevel ender hun med at beslutte sig for Qlara. Med Q – lyden af glassko og ægte perler.
Hun ringer sågar og bestiller en tid ved frisøren i dét navn.
– Med Q, gentager hun, og ja, hun vil gerne have en reminder per SMS. Hun opgiver murerens telefonnummer som reference.



(Bagefter overvejer hun andre muligheder. Sandskuring. Kontrasteffekt? Hun bladrer i farvekataloger på nettet: Green sweat, Yellow embrace, Daydream pink.
Trykker nummeret til Taxa, derefter 1 for personlig betjening:
– Yellow embrace eller Daydream pink? spørger hun, men før hun når at foreslå svedig grøn, bliver der lagt på.)

Ensomig #515

På nemlig.com bestiller jeg en Egern-restaurant af mærket Nature Life og en pakke “Stay-Sharp” brusetabletter. Det er første gang i otte dage, jeg foretager mig andet end at tude og bede om hjælp, og med lidt god vilje kan man tale om et fremskridt – måske endda et mindre gennembrud?
Jeg husker en terapeut, der uge efter uge, når jeg kom og havde tabt min tilværelse på gulvet, svarede:
– Al begyndelse er svær.
Det vil jeg have i tankerne, når jeg om lidt åbner mit livs første restaurant for egern.

Ensomig #514

Beslutningen ligger over hendes ansigt, som støv, der har hvirvlet rundt i i årevis, men nu endelig har fundet hvile.
På reolen står de blege bogrygge:
Cardinal “Nøglen sidder i døren,” Cecil Bødker “Salthandlerskens hus.” Et topografisk atlas over ømme punkter, tungt og tykt.
På bordet ligger et fødselsdagskort fra for længe siden:
“I dag MÅ solen skinne,” står der, ved siden af en klodset tegnet sol med ansigt og en taleboble: “Hurra!”
Hurra?

Hun samler noget op fra gulvet, en kaffebønne måske. Nulrer den mellem tommel- og pegefinger, tager den i munden, tygger. En ganske lille trækning ved mundvigen, et gisp over den bitre smag, en lettelse måske: Var det ikke værre?
Så sluger hun den, på samme måde som hun slugte pillerne lige før.

Ensomig #513

Ting, der gør mig en lille smule lykkelig:

– måden det røde tegltag på huset overfor, får lyset i min stue til at virke let rosa, selvom det i virkeligheden er gråt og grumset.

– smagen af kirsebærsovs blandet med masser af farin (som, i parentes bemærket, fungerer perfekt som klam trøstespise når man har ondt af sig selv)

– at ligge og læse i Kristina Stoltz’ CAHUN, der er præcis så brutal og smuk og hæslig og vidunderlig, at jeg næsten glemmer, hvor ondt jeg har i mit brækkede håndled (udkommer 28.marts – sæt kryds!) 

– at der findes en blomst, der hedder vibeæg, som er smuk og springer ud i marts.

– At komme i tanke om, at marts er LIGE NU.

Ting, der gør mig en lille smule lykkelig:
– måden det røde tegltag på huset overfor, får min stue til at lyse let rosa.
– smagen af kirsebærsovs drysset med farin – perfekt som trøstespise for den én-(h)åndede
– at der findes en blomst, der hedder vibeæg, som springer ud i marts – og at det er marts LIGE NU.
– at læse i Kristina Stoltz’ CAHUN, der er så brutal, smuk, hæslig og vidunderlig, at jeg glemmer, hvor ondt jeg har i mit brækkede håndled (udkommer 28.marts – sæt kryds!) 
– At kærligheden findes og føles så konkret, som når Fætter Flapøre nægter at flytte sig mere end to centimeter fra mit sygeleje❤️