Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #384

Jeg ringer til min mor, spørger om ting:
Hvad taler du med dig selv om – taler du overhovedet? Har du nogensinde rakt fanden hele hånden, uden at han har bedt om den – haft lyst til at slå mig?
Tørrer du stadig kogler til jul, kaster du op?
Hvad beder du om, når du beder til Gud, og er du skuffet over hans svar, ligesom jeg er? Savner du Roger Whittakers fløjten, og hvad har du sat i stedet?
Vil du nogensinde svare mig ærligt, ved du overhovedet, hvad det vil sige?

*

Det var egentlig sådan her, det skete, jeg spørger: Vil du nogensinde svare mig ærligt?
Hun svarer: Ved overhovedet, hvad det vil sige?

 

Ensomig #382

Der er morgener, hvis vejrtræk er så langsomt, at jeg må skrive det ned for at holde det i gang.

Resterne af rødvinssaucen fra i går står gemt i en kop på bordet, udenfor er der ikke flere kastanjer på træet. Min mor har skrevet mig en lang besked, der, som altid, får mig til at savne hende. Det er noget med måden, hun blotter sig på – uden at afsløre det mindste. 

Jeg er begyndt at pakke til vinteren – i den gamle Haglöffs rygsæk med brede stropper, den kan holde til det meste. En lang ulden kjole, jeg har arvet, og den mørkerøde sweater, der er begyndt at stumpe over maven. Skisokker og en termokop, vundet i spejdernes lotteri. Pulversuppe, en Zippo-lighter. 

Jeg skal ingen steder, det er bare for en sikkerheds skyld. 

Sådan holder jeg morgenen levende: Pakker ned, savner min mor og vinker til kastanjerne.

Ensomig #381b

At få tiden til at gå
over

Det vil sige: Blande slik for 24,68 kr, fordi det er fredag og på bud, spise det hele, før man er ude af butikken, tænke: Hvad så nu?
Stå på bus nr. 21 i den forkerte retning, kun for at stige af 9 kilometer derfra og gå hele vejen tilbage, som en slags aflad for vanillefudge, vingummiflæsk og lakridshjul, undervejs google “hvor mange kalorier er der i en skumbanan” og regne ud, at de fire, man har nedlagt, svarer til godt tre kilometers rask gang, hvilket sammenlagt med de øvrige 146 stykker slik vil betyde, at jeg skal gå til Horsens og retur – og så lige Horsens!, tænker jeg og lover mig selv at nøjes med halv portion næste gang, men kommer i tanke om, at jeg jo med endnu større fornøjelse kan vælge den omvendte strategi, altså æde det syvdobbelte. Så kan jeg nå hele vejen til Flensburg, købe to poser mini-Milky Way hos Poetzsch (hvem fanden finder på at kalde en butik et navn, med både z og sch?), og således få energi til at gå hele vejen tilbage igen.
Fanme smart!

Ensomig #381

Jeg er alene hjemme og læser højt af Inger Christensens “det,” der er kun hunden til at lytte. Jeg læser om solen og verden, men læser forkert: Verden bliver til vreden, og hunden klør sig nervøst, som om den fornemmer, at noget er galt. Jeg retter fejlen, og hunden falder til ro. Den må have absolut gehør.

Hele dagen har jeg ellers tænkt på min mor, på hvordan hun lagde dej til brød, for eksempel, den nænsomhed, hun behandlede dejen med, den omhu. Hun var altid stille, når hun bagte, som om det ville være upassende at forstyrre handlingen med snak.

Dejskålen blev derfor hentet ud af skabet med stor forsigtighed og uden skramlen, og gæren pakket ud, som var det en forlovelsering. Helt forsigtigt. Det eneste, der brød stilheden, var lyden af rindende vand fra hanen, når dejen skulle fugtes..

Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke var sådan, at jeg ikke måtte tale undervejs – slet ikke. Jeg sagde bare aldrig noget, og med tiden blev det vel en slags stiltiende overenskomst mellem min mor og mig: at ved disse lejligheder var det kun hænderne og dejen, der fik lov at tale.

Nogle få gang skete det, at en telefon ringede, og fortryllelsen blev brudt. Det var på de samme dage, at skålen flækkede i opvasken og bollerne blev forkullede, selvom ovnen stod på det, den skulle og minut-uret ringede efter de planlagte 12 minutter. Nu er det ikke fordi, jeg tror på den slags sammenhænge, men jeg kan alligevel ikke lade være at spekulere på, om det med gehør, måske ikke kun gælder mennesker og dyr – men også gærdej?

Bunke-anmeldelse

Idlsjælen Lisbeth Nørgaard har udfordret mig til at poste et billede af en bog – uden kommentarer. Tak for tilliden, L, men som alle ved, så kan jeg ikke poste noget som helst ukommenteret, således heller ikke nu. Så her kommer en lang smøre om alle de bøger, jeg kunne have valgt, og foretrækker man i stedet at fordrive fredagen med fuglesang, bøger og god hvidvin fremfor lange indlæg, så er det med min fulde forståelse i ryggen.
Her følger en række anbefalinger: Suzanne Brøggers epos “Tone” – et kvindekvad til alle trængende i trange tider. Fordi den handler om en kvinde, der i enhver henseende er “for meget.” Hun taler for meget, hun spiser for meget, hun vejer for meget og har for meget sex med for mange mænd. I det hele taget lever hun – ikke bare fuldt ud men også lidt til, hun spreder liv og glæde overalt. “Men hendes mirakler ærgrede de mange, og de brød deres hjerner for at finde et slet motiv: -Hun nød det sgu selv, sagde de så, som om de havde lugtet lunten, og de blev så lette om hjertet ved at finde en forklaring og få formatet til at passe i en firmakasse,” står der om Tone og videre: “Hvis det havde stået til de mange, var Tone blevet ombragt….for hun fyldte for meget og mindede dermed mennesker om, hvad de ku’ fylde og hvad de ku’ rumme.”
Jeg synes, at alle skal læse om Tone, om ikke andet så for at hylde Tonen i os alle, droppe firmaformatet og måske klæde sig os som operadivaer, kysse naboen og kaste lidt kærlighed i grams – ligesom Tone.
Jeg er også nødt til at nævne Judith Hermann, særligt novellesamlingen Lettipark, fordi Hermann om nogen formår at gengive verden og menneskene i den uden på noget tidspunkt at udlevere nogle af delene. Det er en sjælden kunst – at kunne fremstille uden at udstille – så læs den og glæd dig.
Bjørn Rasmussens Ming er også umulig at komme udenom, det er den mest mærkbare bog, jeg til dato har læst. Det er fortællingen om et skizofrent menneskes møde med sin afdøde far men også – og måske væsentligere- med sig selv. Et stykke som: ”Jeg er begyndt at få blå mærker på den højre arm/eller nærmere grønne lilla/jeg ved ikke hvor de kommer fra/er det far/gud/medicinen/jeg er så ensom” og senere ”bliv her på chatten/bliv her og kys mig/elsk mig/jeg vil være kyllinlykli/jeg vil være en grøn mand/i en drøm/der aldrig ender” er på en gang absurd og uforståelig tale men på samme tid en fuldkommen genkendelig beskrivelse af, hvordan det er at føle sig som en fremmed i sin egen krop. Så fremmed, at bogens Jeg er nødt til at søge ud af sig selv, mod den virtuelle verden og en drømme, for at finde et sted at være til. Jeg har – uden overdrivelse – læst den bog mere end hundrede gange, og hver gang tænker jeg: Jeg må læse den igen.
Også Inger Christensen er en gave til menneskeheden. Læs ”Det,” en besyngelse og besværgelse af tilværelsen, på godt og (mest?) ondt. Læs den ikke bare med hovedet men også med arme og ben, tænder og knæ – rytmen er ubeskrivelig og formen helt sin egen. Og så er hun bare så vanvittigt skarpseende, hør bare en linje som denne, der burde danne overskrift for en fælles temasektion på tværs af samtlige Danmarks dagblade:
”hvis aviserne brugte ordet kærlighed i stedet for magt/så var der noget at undre sig over.”
Hørt, Inger, og det kan kun gå for langsomt. Mere kærlighed i medierne og overalt – nu!
Naja Marie Aidts ”Carls bog” og Ola Juléns ”Orissa” bør læses parallelt – eller i hvert fald lige efter hinanden, begge handler om sorg. Hvor Aidt beskriver sorgen gennem et splintret, usammenhængende og næsten rituelt sprog bestående af gentagelser, brudstykker, citater, dagbogsnotater. går Julén går til sorgen på en diametralt modsat måde: Han reducerer sproget til ultrakorte udsagn. Nogle kyniske, andre rørende, alle sammen grænsede til det banale, men uden nogensinde at krydse grænsen. ”Den uforklarlige tilværelse/ hensynsløsheden,” lyder en sætning. Bogen er typografisk sat op, så sproget får lov at råbe ud i tomheden: én sætning på hver side – efterfulgt af en blank side. Man kan næsten høre ekkoerne mellem bogens sider, mens man læser. Det er i mine øjne et mesterværk, men læs selv – både Aidt og Julén, du vil ikke fortryde nogen af delene.
Jeg synes også, at alle skulle læse i salmebogen, fordi den er fuld af ord, der ikke nødvendigvis skal forstås – men smages og røres ved. Man skal læse i salmerne, fordi de viser, at litteratur er mere og andet end bogstaver og klassisk episke forløb. Det er smage og lyde, rytmer og rastløse hænder, stroboskoplysende linjer, den slags. Forkæl dig selv med det uforståelige og det, du ikke umiddelbart genkender. Jeg lover: det er ren massage for de ømme eksistentielle skuldre.
Jeg kunne nævne tusind andre bøger, Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen, fordi den er utrolig præcis, vanvittig morsom og sindssygt velskrevet, Brøndums Encyklopædi, fordi den er fyldt med fiktive definitioner af ord og begreber, som får himlen til at løfte på hatten – som når Tomas Thøfner definerer en engel på side 75. Og så har jeg ikke engang nævnt Alice Munros forfatterskab eller nogle af alle de andre, der ikke må glemmes.

Sådan en udfordring er vist nok en stafet, og jeg vil gerne sende stafetten videre til min elskede mor, Inge. Men min mor er ikke på Facebook, hun går rundt og samler kantareller i en nordjysk skov. Så jeg tænker, at jeg vil tage bilen op til hende og bede hende om at vise mig nogle af de bedste bøger i reolen. Jeg vil gætte på, at hun finder Salthandlerskens Hus af Cecil Bødker frem og bagefter citerer Halfdan Rasmussens Børnerim fra ende til anden – fordi hun kan. Når vi er færdige, vil hun sikkert servere en god kop Earl Grey te fra Perchs og en tallerken fuld af ostebjælker skåret af Klosterost fra Tingstrup Mejeri. ”Fordi mennesket ikke lever af ånd alene,” vil hun tilføje, og det har hun jo så evig ret i.

Ensomig #380

Hun fortæller mig tit, at det vigtigste er, at jeg får mig en uddannelse.

– Det er vigtigere end ALT andet, understreger hun, – for så kan du forsørge dig selv, og risikerer ikke at blive fanget i et ulykkeligt forhold på grund af penge.

Hun siger det tit, ind imellem flere gange på en dag.

– Det har du sagt, mor, svarer jeg hende, men hun insisterer:

– Det kan ikke siges for tit!

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, hvad hun siger, eller fordi jeg er uenig, men det skræmmer mig.
Måden hun siger det på – hårdt! – igen og igen: Det vigtigste i tilværelsen, er friheden til at kunne gå.

Vigtigere end mine brødre og mig? tænker jeg, og hver gang min mor tager cyklen for at hente en liter mælk eller går i haven for at samle æbler til gele, banker mit hjerte som en besat. For hvad nu hvis hun vælger at klare sig selv – at gå. Skal jeg så gå efter?

Ensomig #379

I stedet går jeg på biblioteket og stirrer på en udstilling af læsende figurer, to hundrede i alt, den næststørste samling af sin slags i verden. Jeg falder for en serie af læsende badedyrsænder i kraftig plast, af en eller anden grund føler jeg mig tilpas i deres selskab. Jeg ender med at tage et foto af mig selv foran de kulørte figurer. Bibliotekaren ser det og sender mig et smil, det er svært at afgøre, om det er et bekymret eller opmuntrende ét af slagsen. For at undgå misforståelser låner jeg en digtsamling af Raymond Carver og lader mig skrive op til en essaysamling om de seneste års økolitterære udgivelser. 

Senere handler jeg i Helsekosten: Urtete, økologiske persillerødder, sydesalt, og får en chokoladejulemand med som tak for købet. Jeg ved ikke om – eller hvordan – alle de her ting hænger sammen, men på vej tilbage finder jeg en kastanje, og da jeg er nået hjem presser jeg fire tændstikker i den – som en slags arme og ben. Det ligner næste begyndelsen til et menneske. Eller noget.

Ensomig #378

Jeg kigger i bøger, jeg har fået af min mor. Der er titler af Hanne Reintoft, Cecil Bødker, Sigrid Undset, der er også en bog om syltning og en evighedsalmanak.
Mens jeg bladrer, falder der blomster ud af nogle af bøgerne, tørrede og pressede: Tre- og firekløvere, grøftekantsgræs, klokkeblomst og marehalm. Jeg samler de porøse vækster op fra gulvet, og forsøger med en iver, der kommer bag på mig selv, at lokalisere hvor I bøgerne, at planterne har ligget.
Jeg er pludselig besat af tanken om, at det er afgørende at finde præcis dé sider, planterne har ligget imellem, at de vil kunne fortælle mig noget vigtigt, at de rummer en viden, der ikke findes i alle verdens bøger tilsammen.
Helt tåbeligt, jeg ved det, men jeg kan ikke slippe tanken og leder i mange timer, men finder aldrig nogle spor efter de pressede blomster.

 

 

Ensomig #377

-Det gode ved Gud, siger min mor, -er at han ikke peger fingre ad dem, der ikke tror på ham.

Selv går hun i kirke hver søndag: synger salmer, folder hænder og modtager Jesu Kristi legeme og blod. By proxy.

-Virker det? spørger jeg.

-Det ikke er alt, man kan gøre op på den måde, svarer hun, det virker, hvis man tror på det.

-Gør du da det?

Min mor trækker på skuldrene, gentager:

-Det er ikke alt, man kan gøre op på den måde. Jeg ved ikke, hvad det er for en måde, hun taler om, og spørger heller ikke.

Min far kalder præsten for ”en åndemager” – en kategori, der også rummer psykologer, psykiatere og de af mine lærere, han bryder sig mindst om.

Når det er allerværst, tilføjer han et ”simpel.”

-En simpel åndemager, hvæser han, det er som regel på de dage, hvor gudstjenesten er trukket ud, eller min mor er blevet til kirkekaffe.

Selv tilbringer han formiddagene med Søndagsmatiné og en af de svære Sudoku fra avisens bagside.

– Modsat prædikener holder den slags hjernen jo i gang, siger han, da min mor er hjemme igen, men da hverken hun eller jeg reagerer, gentager han lidt højere.

– JEG FORETRÆKKER AT HOLDE HJERNEN I GANG.
Min mor tager det heldigvis ikke så tungt. Hun smiler overbærende og skænker sig en kop te:

– Enhver er salig i SIN tro, svarer hun og puster til den varme væske.

Ensomig #376

– Det kan vel ikke være anderledes, siger hun og henter brød frem, ost og pølse.

Hun skærer en skive af brødet og smører et tyndt lag smør på, kommer så tre skiver brie på én halv og sønderjysk kropølse på den anden. Hun lægger begge i madkassen, og ”forer den” med to skiver rød peberfrugt og en cherrytomat. Det er hendes eget udtryk, at fore. Det lyder rart, helt ulig ordet grøntsagstilbehør, det ved hun. Madkassen er i dyb orange og med gennemsigtigt låg. Oven på låget lægger hun pakke: en skive knækbrød med pålægschokolade fra Frellsens, pakket ind i staniol. Altid mørk chokolade, for min far mener, at lys chokolade er noget fanden har skabt.

– Kan det ikke? spørger jeg, og hun vender sig om, ser på mig, remser op:
Tjæring af tag, vedligehold af cykler, slå græs, give Gori, klippe hæk.
Så vender hun sig igen væk, pakker brød og pålæg sammen.
– Du skal ikke bekymre dig, skat, jeg ved, hvad jeg gør og hvorfor, siger hun med ryggen til og lukker lågen til køleskabet.