Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #439

Vågner og er fortvivlet, det skyldes ikke noget eller nogen. Læser nyheder:
Von Triers nye film høster begejstrede anmeldelser:
– Brutalt, grimt og forførende, skriver Per Juul Carlsen.
En anden overskrift fortæller, at en ældre mand i Texas, har tilstået at stå bag 90 drab.
– What a relief, udtaler en kvinde til DR.
What a relief?På Rigshospitalet har de besluttet at indføre en særlig stofpose, når de udleverer ejendele fra afdøde til deres pårørende. Tidligere skete udleveringen i en gennemsigtig plastsæk:
– Jeg tror på, at vi kan gøre afslutningen på en patients liv mere ordentligt og respektfuldt, forklarer vicedirektør på Rigshospitalet, Susanne Poulsen, og en ansat sygeplejerske tilføjer:
-Det er en lille ting, men det er en lille ting, som kan have en meget stor betydning.

Hospitalet har været længe undervejs med posens design, men nu er de tilfredse. Den er cremehvid og med håndtag.
Jeg ved ikke, hvad der skræmmer mig mest: fortvivlelsen, von Triers forførende brutalitet eller sundhedsvæsnets designede omsorg.
Jeg ved det virkelig ikke.

Anmeldelse: Simon Fruelund “Optegnelser fra verdens ende.”

Nogle gange er man så heldig at læse noget, man ikke helt forstår – og af samme grund holder så meget desto mere af.
Sådan har jeg det med Simon Fruelunds digtsamling ”Optegnelser fra verdens ende,” der udkommer på forlaget Gyldendal på mandag.
Jeg var så heldig en kort overgang at arbejde sammen med Simon – det var i 2017, da han deltog i litteraturprojektet ATLAS OVER AARHUS. Han var inviteret til at skrive en række tekster om -og i- byen, og udså sig Rådhusparkens skulptursamling som sit omdrejningspunkt. Det blev til en række (gode!) digte – en genre Fruelund ellers ikke excellerer i – udstillet på skulpturenes sokler.
Jeg kunne dengang – som nu – ikke skjule min begejstring for Simons digte: De er hårdtslående, overraskende og uforudsigelige, hvilket i mine øjne og ører er, hvad der kendetegner god litteratur.
Nu udgiver han så en digtsamling og debuterer altså som digter – sørme ja! – og det gør han godt.
”Optegnelser fra verdens ende” består af en række nedslag i et digterjegs tilværelse. En tilværelse, der i høj grad inkluderer jegets alter ego, Jarl Graae: en halvtidsrevolutionær og bagudskuende mand, der på den ene side længes efter den spanske frihedskamp, Che Guevera og sardinske kommunisters storhedstid, og på den anden side, holder sin tilværelsen kørende med aktiespekulation og longdrinks på terrassen. Jeg’et slår modsat sine slag på den mere personlige arena, når han forsøger at skabe en fremtid for sine børn og sit haltende ægteskab.
Konfrontationerne imellem de to egoer er lige dele humoristisk og rørende, som når Jarl Graae folder sig ud med sommerhusliv og porno:
”Der er et lille rødt hus/ude ved horisonten/hvor Jarl Graae ser porno/og tjekker sine aktier/hvad er dagens kurs på våben og olie/på børnearbejde og grøn energi?/risikospredning/siger han/ er nøglen til en sund økonomi.”
Mens jeget omvendt ser indad:
”Der er den yngste/der har lært at sige farmand/nede i børnehaven/den ældste protesterer/hvis jeg anbringer to balloner under blusen/en farfar der siger/nej, en far skal man ku´ stole på/der er herrespade og damespade/en lille selvhjælpsbog for fædre/se fornuften som en form for vanvid/ se normaliteten som en.”
De to egoer får hver især sagt en hel del om både klima, kønsnormer, diagnosekultur og – ikke mindst – ensomhed, alt sammen elegant bundet sammen af anaforen ”Der er”, som indleder hvert opslag i bogen.
Jeg har lyst til at citere hele digtsamlingen, men bogens omfang er i forvejen ret beskedent, så det vil være synd. Hvad den ikke har i omfang har den dog til gengæld af indhold, og jeg kan kun anbefale alle at læse Fruelunds debut som digter.
Uanset jeg lige lovede det anderledes, kan jeg ikke lade være at afslutte med at citere bogens bagsidetekst, der i den grad er en velplaceret knytnæve i mit læsende ansigt, uventet og knock-outende:

”Der er træerne i den lysegrå dis/ranke, bladløse/endnu ikke tyngede af forår/som skyggerne på det sølvsmykke/der er din samvittighed/ho, hvisker de/fucking ho/ og du siger/lad os droppe naturlyrikken/fæld de træer.”

Ensomig #438

Jeg flyttede ind en onsdag og ud en torsdag, der var fire år imellem. Søndagen efter torsdagen opsøgte han mig i et værelse, jeg havde fremlejet på Bronzealdervænget. Jeg havde ikke andet med mig end en elkedel og en pilatesbold, jeg brugte som stol.
Han følte sig forvirret, sagde han, allerede mens han stod i døren, han forstod ikke mit forsvindingsnummer:
– Intet har jo forandret sig, siden vi mødtes?
– Nej, netop, svarede jeg.
Han kom fire minutter over to og var på vej afsted igen bare otte minutter senere. Han forlangte at få pilatesbolden med sig: Det havde været hans gave til min toogtredive års fødselsdag, han syntes ikke længere, at vi var på gavefod.
– Hvis du virkelig vil være det bekendt? sagde jeg og rakte ham den hårdtpumpede bold.
– Det eneste, jeg ikke vil være bekendt, er dig, svarede han.

Hans mor hed Lis Rosa, første gang, jeg hørte navnet, lo jeg.
– Det lyder som navnet på en hudsygdom, forklarede jeg.
Han så såret ud.
Hun havde langt stålgråt hår, der nåede hende til lige over lænden, og røg tredive grønne Cecil om dagen. Hun drak for meget – det fortalte han mig allerede inden, jeg mødte hende – og spiste for lidt. Da hun åbnede døren, kunne jeg med det samme se, hvad han mente.
Hun døde på Horsens sygehus en måned efter, at han havde præsenteret mig som den kommende svigerdatter. I journalen havde de anført “underernæring” som dødsårsag, ikke et ord om den daglige flaske whisky, hun i årevis havde erstattet maden med.

Han lukkede luften ud af bolden, før han gik. Det tog sin tid, ventilhullet var ganske lille, imens stod vi på trinnet og lyttede til lyden af sivende luft. Et øjeblik var jeg ved at fortryde, invitere ham med ind igen, men jeg gjorde det ikke, og da bolden endelig var tømt, pakkede han den sammen og gemte den væk under motorcykeljakkens beskyttende brystpuder.
Så kørte han væk, og jeg gik tilbage på værelset, varmede vand til en kop te, spiste en kiks, stående taffel.

Ensomig #437

Jeg har haft sådan en mærkelig dag. Det handler ikke om, at jeg først for sent opdagede, at jeg havde puttet sennepspulver i stedet for Nescafe i kruset i morges, eller at en pige i en bil på E45 pustede en ballon op med næsen for nedrullede vinduer. Det har heller ingenting at gøre med, at renovationsarbejdere i dag har tømt alle vejens skraldespande pånær min, eller at en børnhave gik forbi mig i Føtex, og at et af børnene rakte en hånd ud imod mig, spurgte: Er du ked af det?

Nej det handler om noget meget mere simpelt, så simpelt, faktisk, at det ikke er værd at nævne.

Ensomig #436

Jeg vågner med fældende DNA under mine negle. Står op uden vilje, tisser, fjerner søvn fra en glemt krog i øjet.
Hunden har ingen bekymringer: den slikker sine morgennosser med en uskyld, der kun er dyrene forundt. Jeg klør den bag øret, lægger dens pels omkring mit ansigt. Det føles blødt – vel næsten som at være frikendt.

Ensomig #435

Tag nu disen, den her morgen, der slet ikke er dis, men baner af søvn i kanten af øjet, der ikke vil slippe. Eller de håbløse punktummer, der forsøger at dæmme op for en virkelighed med fortrydelsespiller, overvejelser for og imod, men kun een mulig konklusion:

Træk-og-slip.

.

Der er mindst to udgaver af hver sandhed – tre med løgnens. Jeg foretrækker den fjerde, søvnen, efterfulgt af et punktum.

Ensomig #434

Det har sneet i nat.
Ikke meget, men nok til at hunden bemærker det, og jagter de faldne fnug igennem morgenmørket med samme forventningsfuldhed som dengang, jeg skrev ønskesedler til julemanden, fordi jeg umuligt kunne forestille mig, at lykken ikke lå i at få mine ønsker opfyldt. Jeg noterede omhyggeligt indholdet af mine inderste drømme: Et kasettebånd med Lone Kellerman, en candyfloss-maskine, en fossil i rav.
Det varede dog kun indtil den dag, min far besluttede, at jeg var voksen nok til at få sandheden at høre: At julemanden i virkeligheden var et kasseapparat påklistret et hvidt skæg, og at candyfloss var sukkerets svar på en narrefisse. Jeg anede ikke, hvad ordet narrefisse betød, men det var heller ikke nødvendigt, for jeg forstod pointen: At det havde været bedre, om jeg var blevet født som en hund. Så kunne jeg løbe efter den samme pind, om og om og om igen, uden nogensinde at få den tanke, at det ikke var umagen værd.

Ensomig #433

Jeg husker meget lidt, men jeg husker min mormors øjne, der hverken var brune eller blå, men støvet gule og som kunne skelne skygger i mørke som natdyrets: Hun kendte min morfars vrede, før den opstod, og mit manglende smil, når min mor for igen gik en af sine daglange ture uden mig, der blev tilbage i mormors stue med standurets tikken som eneste selskab. 

Så kom mormor -med sine gule øjne og hævede ankler- og viste mig, hvordan man puster æg og maler de skrøbelige skaller med en omhu og ømhed, jeg stadig længes efter.

Det, der ikke må ske.

Jeg er bange for tanken om tanken om dét, der ikke må ske. For hvis dét, der ikke må ske, sker, vil tanken, jeg ikke tør tænke, ikke bare være en tanke men virkelighed. Og det må ikke ske, at det virkelig sker. For mere end jeg frygter tankerne og dét, der ikke må ske, frygter jeg virkeligheden. Alene tanken er nok til, at jeg ikke tør tænke den til ende.

Ensomig #432

Jeg har gemt så længe på vreden, at der er groet skimmel på dens bakkenbarter. Jeg ser i spejlet, og får ondt af mit selv:
Alle de følelser fra for længst, der nu står plantet som stride grå hår i mit ansigt.

På det sidste, har jeg bemærket, er der begyndt at gro hår ud af mine ører – stive og urimeligt lange. En slags rasende tentakler, måske, fra et indre Marianerdyb, en undersøisk virkelighed, jeg ikke kender til, men som tydeligvis kender til mig.