Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #841 (Covid19)

Jeg overvejer at skrive en manual til virkeligheden, mens jeg stadig husker, hvordan man gør ting:
Deler en bøtte popcorn i biografen, slåsser for sjov. Bager pølsehorn til genboens datter, kinddanser. 
I dag gik jeg en tur i de næsten øde gader lige omkring, hvor jeg bor. Jeg mødte kun en enkelt, en mand, der havde taget plads i sin cykelanhænger. Han kunne knap være i vognen, selvom han havde benene trukket helt op under sig. Han bar høreværn og hjelm. Vi nikkede til hinanden, jeg smilede, sagde: 
“Det ser hyggeligt ud”. 
Han kunne selvfølgelig ikke høre mig, han havde jo værn for ørene. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. 
Så gik jeg hjem og spiste to lakridspiber: 
Vi kan vel lære det igen?

Ensomig #840

Forleden hørte jeg en læge fra Statens Seruminstitut taleom virus, han sagde, at den slags, virus, altid følger en formel, at man kan forudsige, hvad der vil ske og hvornår, corona er kommet, sagde han, corona er kommet for at blive, måske en uge, måske et år, det afhænger af ligningen, hvilke ubekendte, vi smider ind i den, hvilket x og hvilket y, det vil sige: hvor grundigt, vi vasker vores hænder (x) hvor meget afstand, vi holder (y), jeg vil gerne smide endnu en ligning på bordet, ligningen om omsorg, dén ligning, der siger, at afstanden, vi lægger i det fysiske rum, må indhentes i hjerterum, omsorgsfulde x´er og y´er – at ringe, skrive et brev, en besked, i går skrev jeg en seddel: “Jeg er glad for at kende dig”, tog et billede af sedlen og sendte den til Grethe, som i 34 år har undervist i knipling på den aftenskole, jeg leder, ikke en eneste sæson har hun misset – før nu, “jeg er glad for et kende dig”, Grethe er 77, hun har en alvorlig sygdom i skjoldbruskkirtlen, det er hendes hænder, vi risikerer at miste – den gode nyhed er, at vi kan gøre noget, du og jeg: vaske hænder, holde afstand, men glem nu ikke omsorgen: skriv, ring, whatever, vi må stadig gerne holde af, selvom vi lige nu ikke må holde om.

Ensomig #839

COVID19

mit liv lige nu
er som et mikadospil
trækker jeg ét sted
falder noget andet sammen
jeg vil forsøge at forklare

måske er det mine hænder
måske er det huden
der længes
måske er det bare tanken om
min mor

i nat drømte jeg
at hun ikke kunne få vejret
jeg stod ved hendes seng og hørte
de hive hæs og lægen
der bad mig om at gå:
“du trækker vejret ud af hende”
sagde han
og så gik jeg

måske skulle jeg være blevet

det er den tvivl
vi lever med
også nu

hvor jeg læser Transtrømers tekst
om en islandsk storm
højt for hunden:
“En enlig vante hvirvlede forbi for lidt siden”
skriver han
“flere kilometer fra sin hånd”

det er sådan det er
kilometer og afstand

men når stormen har lagt sig
må vi ud og lede og
finde hinanden igen

(så længe vi vinker
er intet for sent)

Ensomig #838

Jeg kan huske første gang, det gik op for mig, at det var sådan, det foregik. Det var til et selskab, vistnok hos min farmor, vi fik te og roulade og mini-mazarintærter med pyntebær. Dugen var af damask, og jeg havde var blevet lovet en pakke perlemorsfarvet brevpapir, hvis jeg opførte mig pænt. Jeg var uvant, holdt om tekoppen med hele hånden, men fik så besked på at løfte i hanken og at spise kagen med en gaffel. Det havde jeg aldrig prøvet før, at spise kage med en gaffel. Jeg husker ikke præcis hvordan, men en af damerne løftede sit ansigt og så rundt på hver af os: “det er altid skoene, man afslører dem på.” Jeg vidste ikke, hvem det var, der skulle afsløres, men jeg nikkede ligesom alle de andre, med en finger i tekoppens hank:
-Ja, det er altid skoene, man kan afsløre dem på.
Senere, meget senere, kom jeg på jobsøgerkursus og lærte ikke at tale om nåletræer eller kvækerfinker, men om firmaets innovative potentialer. Jeg fandt ud af at formulere mig i venskabelige – men aldrig joviale – termer, vise humor uden at blive for morsom. 
–Husk skoene, det er dem, de fælder dig på, sagde konsulenten, og den her gang forstod jeg. Det var noget med læder fremfor gummi, sålernes beskaffenhed. De små marginaler, de skjulte tegn. Nedbidte negle, krumningen på øjenbrynene, brillernes facon (ikke for runde, ikke for aflange, pas på skidtet i hæftninger) Hændernes uro. Citer aldrig Pessoa. Jeg fandt ud af at holde mig skjult. Smed den hæklede vest ud, gemte de langskaftede gummistøvler bagerst i skabet, benenes nervøse krampe henlagde jeg til natten. Jeg fik en rutine med plukke øjenbryn, købte et par sko med hæl. Læste en bog om, hvordan man med fordel kunne stille sig udenfor situationen og i stedet tale til den, ind i den. Undgå øjeblikket. 
Utrolig praktisk og frygtelig ensomt. 
Nu er jeg isoleret og har fundet gummistøvlerne frem. Samler kogler fra lærketræerne og læser Pessoa: “Et paradoks har ingen ledestjerne” Jeg ved ikke hvor længe, denne tid skal vare, men forhåbentlig lige præcis længe nok til, at mine øjnebryn igen begynder at buske og mine briller ændrer facon.

Ensomig #837

Der er så mange måder at håndtere en krise på. Min far, for eksempel, har købt sig en pandelampe, der kan lyse både op og ned og til siden. Hvis man trykker på en knap bagpå, blinker lampen rødt. Man ved jo aldrig. Han har købt den, så han kan læse noder i mørke. Efter 82 år har han nemlig besluttet at lære at spille, og dagene har ikke timer nok, så han tager også aftnerne i brug.
Han har lånt et el-klaver af sit barnebarn og fundet tutorials på nettet. Han vil gerne spille noget med Abba og foreslår, at jeg kan synge kor. Jeg takker ja – på én betingelse: at jeg også får en pandelampe, der kan blinke rødt.

Ensomig #836

der er ikke plads til flere venner i mit liv
jeg har lige sagt nej til Alexander og Charles
-der er ikke plads skrev jeg
hjerter, lunger, nyre, lever
det hele er fyldt op
med blod og affaldsstoffer

for tiden læser jeg kun
mine dage er reduceret
til sjuskede notater i margin
af et forestillet liv

det er vel dét
jeg forestiller mig:
at hvis jeg bliver ved længe nok
med at massere
vil stenen til sidst give efter
og trække vejret
helt af sig selv

det er vel derfor
mine hænder findes
og digtene skrives:
så stenene kan ånde
og bære sig selv

Litteraturen holder altid åbent

Grundet Corona-karantænen er Materclass-forløbet ved Aarhus Litteraturcenter trukket i det digitale arbejdstøj og arbejder istedet via virtuelle møder, fællesdokumenter og skype-sessions. Vi vil bruge de kommende uger på virtuelle møder, men også på, at hver af de ti deltagere får formuleret, hvordan deres litterære arbejder matcher de fire kriterier, som Statens Kunstfond lægger til grund for deres vurderinger: Originalitet, formbevidsthed, substantielt indhold og nybrud. Vægtlægningen vil naturligt nok – og heldigvis – variere, nogle har en tydelig episk tråd, mens andre lægger mere vægt på at udforske et koncept eller forfine en bestemt genre. Håbet er, at vi ved at formulere og begrunde vores praksis, også blive mere bevidste om, hvad vi gør, hvordan vi gør det – og hvorfor. 
Alle vil også blive bedt om at bidrage med en kort skønlitterær tekst under overskriften: COVID19. Form og indhold er helt op til den enkelte – det interessante bliver netop at se, hvor forskelligt en tematik kan udfoldes både i indhold og i form. 
Det kan godt være, at Danmark lukker ned, men litteraturen holder altid åbent. Hep!💪


Ensomig #835

Du siger, at det ikke nytter at ærgre sig, at det jo alligevel ikke står til at ændre. Og jeg svarer dig ikke, at jeg for helvede vil skide på, hvad der nytter, jeg siger ikke ting, som at min krop er en dødvægt, at jeg er kædens svage led, rutens blinde ende. Det siger jeg ikke.
Jeg svarer – du har ret skat, og lægger min kind mod din skulder og mærker din lettelse, ved, at du tænker: det var dét.

enomig #834

Det mælkefede, flødehvide, duernes kurren.
Du siger, at vi har så meget at nå. Sammen. 
Jeg svarer ja. Ostechipsene, for eksempel, der har ligget så længe i skuffen, at udløbsdatoen nærmer sig. Fede og salte, sprøde og bløde, hvad mere kan ønske sig?

Et barn, måske.

Jeg går udenfor, fanger pollen med tungen, klipper en Hortensia i bund.
Jeg kan ikke længere følge mine egne tanker, heller ikke hånden, der klipper busken eller vreden, der blotter mine tandhalse.
Say cheeeeese.  

ensomig #833

intet nyt er intet nyt
og resten er det samme

i lægens venteværelse
sidder en mand og læser
avisen
den vender på hovedet
ind imellem hiver han
et hår ud af sit øjenbryn

der er så mange måder
at håndtere tiden på:
man kan måle afstanden
fra pande til mur
for eksempel
eller man kan lægge øret imod
og lytte til sekundernes bløde whiskers
´på tirsdag, på tirsdag´

det er hele tiden
hele tiden
-også i dag

tulipantræet i naboens have
tæller fem nye knopper
og om tre dage er
det tre dage siden