Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #571

Det kan godt være, at jeg burde holde mig for god til den slags, men jeg elsker Alene i Vildmarken. Lige nu følger jeg med i den amerikanske udgave, der har fået den noget mere hårdtslående titel “Alone.” Et ord, ALONE, der giver ekko, selvom man nøjes med at tænke det.Det, der hver gang slår mig er, hvordan mine forudsigelser om, hvem der vinder, hver gang falder til jorden. Teori og praksis er to så væsensforskellige universer, at det ene ikke kan bruges til at sige noget om det andet. Okay, virkelig forenklet og sloganagtig udtalelse fra min side, men når det kommer til Alene I Vildmarken holder den hundrede procent. De deltagere, der synes fysisk mest robuste, intellektuelt bedst rustede og psykisk set mest stabile, er indtil nu ikke de samme som dem, der har holdt længst.
Det har fået mig til at overveje, om mennesker simpelthen ikke er skabt til at sejre – men omvendt: til at tabe med æren i behold?
Tag nu dette års deltagere: Ti mennesker, der alle tidligere har været med er inviteret til Mongoliet. De kender altså egne styrker og svagheder, de er erfarne med vejr, vind, jagt, og fiskeri. De kender deres grænser og ved, hvordan det handler om at gå HELT hen til – men aldrig over! – denne. Det burde, i hvert fald på papiret, være muligt på forhånd at udpege en, måske to, der ender som de sidste overlevende.
Jeg var i hvert fald ret sikker. Der var Nicole, udfordret af en sclerosesygdom, som ved hendes første deltagelse virkede som en overraskende fordel, en positiv faktor. Hun VILLE simpelthen bevise, at hendes sygdom ikke skulle stå i vejen for hendes udfoldelser, og det lykkedes langt hen ad vejen. Ikke en favorit (ingen kvinder har hidtil vundet, sorry to say), men midt i feltet, måske lidt over midten. Der var Britt, en humoristisk fyr med et sind, der nok er hans stærkeste force. Han er i stand til at se sig selv udefra, også i pressede situationer. Han kan grine af sin egen ensomhed, sin sult, sit mismod. Ikke en vindertype, men han kan komme langt. Der var Dave, der imponerede mig sidst, han deltog. Han blev simpelthen tyndere, end jeg selv var, da jeg var mest syg og var døgnovervåget med sondemadning – det kræver viljestyrke at sulte sig så drastisk. Det var dog den samme viljestyrke, der endte med at fælde ham: han havde egentlig rigelig med føde, men blev ved at gemme, bygge forråd, sikre sig en fremtid, i stedet for at sikre sig i nuet. En klar favorit hos mig. (Jeg tror, at en vinder ofte er typen, der er så fokuseret på at kontrollere situationen, tilsidesætte ethvert fysisk og psykisk behov for en sejr.) Der er også Brad på 24, der kun holdt én dag sidst. Nok ikke det sikreste kort at have på hånden på den mongolske højslette. Der er Larry, rimelig labil fyr, flyver højt og falder dybt med meget små intervaller. Hans angst for mus har psykotiske dimensioner, og hans meget tænksomme, ind imellem hallucinerende, sind, gør, at jeg dømmer ham ude. Ikke som den første, måske, men før slutspurten. Der er Carleigh, som jeg elsker, hun er kernesund og kærlig og naturelsker med begge ben solidt plantet i jorden. En drømmevinder i min optik, men måske ikke den fødte til en sejr. En klar favorit er derimod Randy. Han ligner Jesus, ejer en næsten overmenneskelig ro. Hans fysik og psyke synes at balancere hinanden perfekt. Sidst røg han hjem på ensomhedsfølelsen. Hans “svage” punkt synes at være, at han sætter mere pris på fællesskabet end på en ensom podieplads allerøverst. Vildt sympatisk træk, men ikke en fordel, når det kommer til at vinde.Sæsonen er endnu ikke færdig, men det er – ikke overraskende – slet ikke gået som jeg havde forudset.
Kærlige Carleigh fik en krog med modhager i hånden en af de første dage, et dybt og faretruende sår, som hun valgte at tage alvorligt. Nicoles sclerose, der var en styrke sidst, endte denne gang med at slå hende ud. Dave, min sultemester og favorit, var blevet klog af skade og valgte at trykke på knappen, da han kunne se, at sulten var ved at tage magten fra ham igen. En pris, han ikke længere var villig til at betale. Erfaring er ikke altid en fordel, når det handler om at sejre blindt?
Tilbage er Britt, der stadig overlever på sin humor. Han synger sange mens han ser ind i kameraet, han synger om sit mismod,og om, hvor tåbeligt det er, at sidde på en stivfrossen slette i Mongoliet og sulte, når man kunne være i et hjem omgivet af sin familie og venner og varme sig ved kaminen. Han ler ad sig selv, når sangen er slut. Måske er det det, der ender med at give ham sejren – selvironien, humoren?
Der er Larry, stadig fobisk optaget af mus og med et stemningsleje, der stiger og falder med flere oktaver indenfor et sekund. Jeg undres, men må sande at så længe, der er lige så mange opture som nedture, så giver det måske en slags balance, jeg ikke forstår?
Endelig er der Sam. Sam har jeg ikke nævnt endnu, nok fordi jeg på intet tidspunkt har bemærket ham og da slet ikke tiltroet ham en vinderchance. Men Sam har overrasket, han har vist sig villig til at spise flodigler og bide en sundhedsfarlig forstoppelse i sig, simpelthen for pengenes skyld. Han er parat til at ofre sig selv, sin værdighed, sit helbred, for at skaffe de 500.000 dollars, der vil sikre ham og hans familie en fremtid.
Måske bliver pengene i sidste ende den afgørende faktor, et sørgeligt men sandt trumfkort?
Jeg ved det ikke, men jeg skal helt sikkert se de sidste afsnit!

Ensomig #570

Dagene derpå.
Her til morgen vågner jeg og har drømt, at min Sodastream-maskine, fra dengang jeg var 9, er eksploderet og har forårsaget skovdød i et bælte, der strækker sig fra min barndoms yndlingskælkebakke til Salpausselkä-højderyggene i Finland:
Særligt hårdt ramt er nåletræer og birk. I titusindevis af Mumitrolde er blevet hjemløse, de vandrer omkring mellem de manglende træer og messer noget ingen kan forstå, men ikke undgå at mærke: Først som et insisterende tryk mod ørene, som når man letter og lander med et fly. Med tiden rykker de nærmere. Som spindelvæv mod huden, man forgæves forsøger at vifte væk.
Jeg går ud på gaden for at bese ødelæggelserne. En mand standser mig, spørger:
– Har du hørt det?
– Hørt hvad? svarer jeg. Lader som om, jeg ikke ved, hvad han taler om.
Følelsen varer ved, også efter at jeg er stået op. Mens jeg børster tænder, lufter hund: denne her trykken mod ørene, spindet mod huden. Denne her laden som om.


Ensomig #569

Vi samler sammen.
Stabler i bunker, smider ud, lægger til: En busbillet fra dengang, en tørret firkløver. Halskæden uden lås.
Så trækker vi linjer. Hver ting til sin tid eller hver tid til sin ting.
–Potato, potato, sukker jeg, da du insisterer på, at rækkefølgen gør en forskel.
–Det hedder altså tomato, tomato, svarer du studst og kigger på bunkerne på bordet. Spørger så:
–Var det dét?
Og jeg svarer:
-Det var dét.

Ensomig #568

Status kl. 09.43: Jeg ville så gerne have en mening om alt. Fra det helt rette forhold mellem huller og ost til den brovtne glasur på sommerhusets keramik. Men sandheden er, at jeg befinder mig bedst i undtagelsestilstanden mellem frys! og flygt! Der, i geværløbets sigte, hvor det ikke er afgjort, om kuglen eller jeg ender med at få ret.

Ensomig #567

Jeg tænkte, jeg ville skrive noget fint og varmt og virkeligt, noget om stikbold og fugten i luften lige før torden. Eller om den særligt gule, der er æggeblommens, som det aldrig lykkedes mig at ramme på væggen i stuen i den lille lejlighed på Sohngårdsholmsvej, hvor jeg boede tilbage i halvfemserne. Det blev nu kun til syv måneder, før jeg blevet grebet af angst for ingenting, som er den værste form for angst, der findes. I stedet flyttede jeg tre kilometer mod syd, og malede væggene røntgenhvide. Samme farve som gardinerne på det hospital, hvor min veninde, Liv, var indlagt med en livstruende kirtelsygdom, der forsvandt lige så pludseligt, som den var kommet: Denne ene dag, var hun tæt på at dø, den næste dag ringede hun og spurgte, om hun måtte låne min mascara? Vi talte aldrig om det, om de hævede kirtler, åndenøden, intuberingen, måske er det derfor, jeg har så svært ved at glemme det. Nu har jeg besluttet at male endevæggen i mit køkken “kølig kobber,” et sted mellem falmet guld og jordbrun, en farve, der ikke giver mig mindelser om noget som helst. Netop derfor. Men i dag skal der ikke males, i dag skal der festes i Vogn 1 på Godsbanen, det er klokken 15.00, der vil være vin og vand og goddamned guddommelig musik ved Upopulær Mekanik. Alle ved, at det vigtigste ved en fest er gæsterne, så kom 📚❤️

Ensomig #566

I går kørte jeg hele vejen til havnen i Hou for at købe Samsø kartofler, lige leveret med færgen. Hjemme igen kogte jeg dem, som jeg foretrækker det: ni minutter, derefter hælder jeg vandet fra, lader dem trække under låg yderligere tre, til de akkurat ikke længere er rå. Jeg skar dem i en halv centimeter tykke skiver, lagde dem på et stykke rugbrød, pyntede med rigelig hytteost, flagesalt og gik så ud i haven for at klippe et drys purløg – kronen på værket. Hunden kom mig dog i forkøbet, den piskede forbi mig, løftede venstre bagben og sendte en præcis stråle varm urin ud over planten. Et kort øjeblik overvejede jeg at gøre noget, handle, råbe nej eller rive planten op med rod vel vidende, at det hverken ville redde purløg eller situationen. Istedet satte jeg mig i græsset og mærkede fugten, der langsomt trængte gennem buksestoffet helt ind til huden på mine baller.
Hunden satte sig ved siden af, jeg kløede den bag øret. Mumlede “Pishund.” Et øjeblik føltes det hele sært ok, fugten, hunden, den mislykkede kroning, og jeg måtte huske mig selv på, at det som regel betaler sig ikke tage livet alt for personligt.

Ensomig #565

For to år siden døde K’s storesøster E.
K og jeg er i familie med hinanden, lidt ad omveje, alligevel føler jeg mig meget knyttet til hende af alle mulige grunde, der er sagen uvedkommende.
K’s søster var ikke “kun” en søster. Hun havde i mange år fungeret som hendes mor, efter at deres egen mor døde, alt for tidligt, længe før K blev voksen. E havde som det naturligste i verden overtaget rollen som omsorgsperson, vejleder, opbakker, peptalker og hvad der ellers hører sig til. Nu var E død, og K var naturligvis meget berørt af situationen. Heldigvis havde hun en yngre søster at tale om det med, en at dele tanker og tab med, og det gjorde de dagligt. Så talte de om hvor stærk og sej, deres afdøde søster havde været:
Hun gik i bare fødder året rundt og boede i en campingvogn så tæt på Vesterhavet, at de havde navngivet vognen: “Første Revle.” Her boede hun fra 1. marts til midt i november, kun i vintermånederne flyttede hun til murstenhuset i Esbjerg. Ikke så meget for at finde læ, som for at stege medister, sylte rødkål og sikre sprøde svær på flæskestegen til hele familien. Det forlangte et ordentligt komfur, og sådan et var der ikke i “Første Revle,” derfor.
E blev kaldt for “Große Alte.” Hun var indbegrebet af styrke og robusthed – og også en smule enerådig i al sin kærlige regeren. Nu regerede hun ikke længere, og savnet hos begge søstre var blødende. De rykkede tættere, ringede sammen flere gange dagligt, talte om alt muligt, havehold, opskrifter, men for det meste talte de om E. Der var nok at tale om, og i samtalerne blev hun lyslevende.
Mindre end et år efter Es død, dør Ks yngre søster. Det sker ret pludseligt, sådan som døden har det med at ske, uanset hvor ventet den er.
En mandag ringer telefonen hos mig, det er K. Jeg er nærmest flov ved at indrømme det, men jeg lige ved ikke tage telefonen, da jeg ser hendes navn på skærmen. Hvad siger man? “Jeg kondolerer”, måske, men det lyder lidt kantet – formelt? Hvad, hvis hun begynder at græde?Jeg ender alligevel med tage den.
– Hej, det er Louise.
K undskylder, det er jo ikke fordi der er noget særligt:
– Jeg vidste bare ikke, hvem jeg ellers skulle ringe til. Måske skal jeg sige, at K er 81. I alle 81 år har hun ringet til Große Alte, hver gang noget har været svært eller er gået hende imod. Efter Es død, talte hun med sin yngre søster, men nu er der hverken den ene eller anden tilbage. Faktisk er alle søskende – de har været ni fra starten – døde.
–Jeg er både sidste mus og sidste mand i båden, siger hun.
Jeg er lige ved at sige at nej, det er du ikke, og jeg er her også, og blablablabla, men K er for klog til at overhøre en løgn, så jeg lader være at sige noget. Faktisk ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, jeg er jo ingen Große Alte, næsten så langt fra som man komme. Jeg er hverken gammel eller sej eller robust eller god til medister.
Jeg har ikke nogen krølle på den her historie. Andet end at K og jeg er begyndt at ringe sammen, altid mandag. Det er ikke noget, vi har aftalt, og det er lige så ofte mig, der ringer, som omvendt. Hun savner stadig sine søskende, og jeg kan stadig ikke stege en god medister, alligevel vil jeg ikke undvære de samtaler for noget. Mandage er mandage – og så alligevel ikke længere, heldigvis.



Ensomig #564

Louisenlund, mandag den 10. juni kl. 09.58
Da jeg var mindre, troede jeg, at det danske ord diarré, stammede fra det engelske ord for dagbog, diary. Af samme grund skrev jeg virkelig meget lort. Side op og side ned, altsammen omhyggelig dateret og låst inde med en nøgle, ingen udover jeg selv, vidste hvor var gemt. Nøglen endte dog, som så meget andet (venner, kærestesorger og min respekt for det svenske band Europe) med at forsvinde og nok for det bedste. Lorten forblev forsvarligt forseglet. 
Med tiden droppede jeg både dagbog og nøgler, men fortsatte med at skrive, som nu her. Jeg er dog kommet stadig mere i tvivl om, hvad forskellen på dengang og nu egentlig er – altså lige pånær forseglingen?
Kh 💩

Ensomig #563

Wail er kundekonsulent hos nemlig.com: “Vi beklager dybt din dårlige oplevelse. Kvalitet er altid i fokus hos os, og derfor er vi rigtig glade for din henvendelse,” skriver han. Den henvendelse Wail er glad for, er 49 liniers nedsabling af hans produkt, hans firmas manglende kvalitet, flakkende fokus. Det er niogfyrre urimeligt brovtende, svært perfide linier, som man vist skal hedde Wail for at blive glad for, med mindre ens lyster går i retning af kvalm kvabbabelse og åndelig skimmelsvamp. Når jeg læser dem nu, de niogfyrre svært ornamenterede tilsvininger, som jeg i går sendte til Wail i et øjebliks affekt, skammer jeg mig. Han er jo i virkeligheden sikkert en rigtig sød fyr, 19 år måske, og ved at spare sammen til et sabbatår, hvor han vil rejse til Borneo for at hjælpe truede orangutanger eller til Jammerbugten for at sikre bedre vækstbetingelser for de vilde blomster. Hvad ved jeg? Så jeg skynder mig at svare Wail, denne gang bliver det til 3 siders tekst.
Kære Wail, tak for din undskyldning, jeg beklager dybt mit temmelig voldsomme udfald, det er en travl måned her hos mig. I går, for eksempel, brugte jeg alle mine manglende kræfter på at skille et løbebånd ad med en nedstryger, og pådrog mig desuden en brandvabel, da jeg forsøgte at redde en butternut-pie fra at brænde på. Forleden fik jeg en parkeringsbøde på 795 kroner (igen!), fordi det lykkedes mig at taste en forkert nummerplade ind på den Eaypark P-app, jeg med møje og besvær havde downloadet for at sikre mig korrekt billettering. Jeg endte på den måde med BÅDE at betale 187 kroner i parkering for en muligvis ikke eksistrende bil med registreringsnummer *XX* 69792 OG 795 kroner i afgift for min egen bil, som jeg til gengæld ikke havde fået tastet ind på den forpulede app. Derudover, Wail, har jeg glemt koden til mit dankort og venter nu på 13. døgn på at modtage en reminder med PostNord, alt imens jeg går på omgang hos mine venner og køber hundredekronesedler betalt via mobilepay. Bytteøkonomi i bogstavelig og samtidig fuldkommen fiktiv forstand. Endelig har jeg på det sidste døjet en del med en insisterende susen for ørene, ikke en decideret ringen men en slags flapren eller hvislen, som når man dykker under vand og nok registrerer lydene ovenover, men heller ikke mere. Jeg tøver dog lidt med at opsøge en læge, mest fordi jeg ikke helt har afgjort, om den besværede hørelse er mere til gavn end besvær, du ved, alt det man slipper for at tage stilling til? Nej, Wail, det ved du selvfølgelig ikke, du er en reel fyr, det er jeg sikker på. Så undskyld! Det er selvfølgelig ikke iorden at et enkelt bundt knækkede danske asparges fører til niogfyrre liniers uafbrudte anklager fra min side, 49 lange dumme linier, hvor jeg ikke bare harcelerer over en beskadiget levering, men også over brandvabler, p-bøder, PostNords ringe service og min dårlige hørelse. Det var nok lige i overkanten, beklager.
Du ønskes en forsat rigtig god dag.
Kh Louise.

Ensomig #562

Tulipantræer i blomst og en busfuld af støttepermanentede pensionister?

Jeg har svært ved at finde en sammenhæng for tiden, det er som om virkeligheden på én gang er en klump i halsen og en klods om benet. Engang var mit højeste ønske, at tingene skulle være enkle og gå op. Med tiden er jeg blevet mindre ambitiøs: En bog med billeder fra Amazonas eller en sommerkartoffel med et drys af persille og flagesalt fra Læsø, bare det, og jeg finder kræfter til at vinke ad bussen. Ja tilmed føle en slags tilfredshed, kald det bare glæde, ved synet af femogtredive rynkede ansigter i to etager, der vinker tilbage:
Hej, hej.