Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #666

Vi var til bryllup og jeg drak vin af høje glas, men blev bange for kagen og skreg
– åh nej, ikke dét!
Og alle gæsterne vendte sig rundt, de så på mig, der så på kagen, der havde ni lag af creme og crumble, portvinsmarinerede makroner og kirsebærgele. Et brudepar i plastik på toppen.
– Ikke dét!
Senere blev der serveret confiteret and af små runde asietter, og jeg forsøgte at finde begyndelsen; drejede min tallerken rundt og rundt og rundt uden at finde ind, og alle så det, men ingen hjalp.
Der var en, der holdt tale. Om dengang de begge kom for sent – men på samme tid.
– It was meant to be, lo taleren, og jeg råbte “it was meant to be!” og løftede mit glas, og taleren foldede sit papir sammen og lagde det i lommen.
Så var der én, der slog på sit glas, og pludselig gjorde alle det samme, og brudeparret rejste sig og kyssede, og jeg tømte mit glas og fyldte det og tømte det igen. Og der var dessert og bordbomber med konfetti og stjernekastere, og der gik ild i mit hår, eller sådan føltes det, og jeg skreg og skreg:
– Åh nej, ikke dét.
Og der var een, der greb fat i min arm, taleren måske.
It was meant to be.

Næste morgen kørte viceværten omkring med sin fejemaskine, rundt og rundt og rundt, og jeg vinkede og han vinkede, og bladene fløj op og faldt ned igen.

Ensomig #665

Jeg fik en fugl i fødselsdagsgave. En død fugl pakket ned i en skotøjsæske. Den lå på et leje af vat og var fra en veninde. På kortet havde hun skrevet “4ever.”
Det var en lørdag og vi vågnede sent. Min mor havde gjort klar og stillet an på den orange serveringsbakke: Smurte boller, gaver og en håndfuld små papirflag strøet omkring. Nogle af flagene hang fast i smøret på bollerne. 

Fuglen var det første, jeg pakkede op. Den havde vidt åbne øjne og det varede lidt, før vi opdagede, at den var død. Min mor insisterede på at kassere alt. Rub og stub. Boller, pakker og bakke –  direkte i affaldsskakten. Vi kunne høre det falde hele vejen ned, etage for etage. Vi boede på femte. 

Senere gjorde vi det om, startede forfra: Rævesøvn, flag og gaver. Min mor skaffede to numre af Hendes Verden hos underboen, min bror forærede mig et hjemmelavet gavekort til en pandehårsklipning. Vi sang “And so this is Christmas”, selvom det var i juli. Det var den eneste sang, vi kunne komme i tanke om.
Min veninde fik lov at spise med, vi fik koteletter i fad og flødeboller til dessert. To til hver. Hun hed Lizette og hendes mor gik med neglelak på hver anden tånegl.
Hun spurgte ikke til det med fuglen.

Ensomig #663

Jeg tænker ikke, at mine knæ er en andens, eller at mine øjne er dørspioner, og at jeg er en dør.
Men den tanke har strejfet mig, at noget skete undervejs, og at jeg blev det, det endte med i stedet:

Noget næsten lige så virkeligt, men langt fra så levende

Ensomig #662

De siger undskyld, mange gange, og forærer hende en ny cykel, metallicgrøn af mærket af SCO.
– En rigtig verdensmestercykel! smiler hendes far og klapper i hænderne. Sætter sidespejle i begge ender af styret.

De nævner det kun en enkelt gang siden. I konfirmationssangen, andet vers, linje tre. De rimer undskyld på tandbyld.
Hun spørger aldrig til det. Hvad eller hvorfor. Det man ikke ved, har man ikke ondt af.
Men da de begge dør alt for tidligt, og lader hende arve det hele foran sine søskende: hus, bil og og et vævet tæppe med motiv af kundskabens træ, bliver hun alligevel i tvivl, om ikke hun skulle have spurgt?


Ensomig #661

Mindst en gang om dag læser man et digt, der ikke findes. Om en sø og en kop, måske, eller en kvinde og en brystkaramel. Men ingen bemærker det, for tiden har passeret start, og der er nogen, der venter og andre, der ventes. En dør af glas låses af, noget lukkes inde, lukkes ude? Det er svært at kende forskel.

Ude på gaden kører rutebil nummer 107 forbi. Tallene lyser stumt, der er ingen passager at se. I blokken af gule teglsten åbner nogen et tagvindue på klem. En ganske lille åbning mod dagen, eller måske en sidste chance for at slippe væk. 

Ensomig #660

Hver gang september lander i mine hænder, bygger jeg kastanjedyr med tændstikker som arme og ben. De ligner hungersramte børn med deres alt for store maver og alt for tynde knogler. Jeg fjerner spind og bestiller henkogningsglas til mit hjemmemosteri, retter i mit CV. Under særlige kompetencer skriver jeg: Flæbe-abe, feberflygtig, u-værksætter, men sletter det så igen:
Jeg har jo ikke papir på nogle af delene, og så tæller det ikke rigtigt, vel?

Ensomig #659

Hvis jeg var 16 og kunne droppe ud af gymnasiet, ville jeg sikkert ikke gøre det. Jeg er for praktisk, for pæn, for fængelig og fej. Men hvis nu, så ville jeg bygge et shelter ved Sandmosen, snitte dyvler, finde Djævelsbid, Nyserøllike, Plettet gøgeurt. Tælle dyndfluer og sjældne frøer, glemme mig selv i et jordslået kys, tage ved lære af septemberens sol, der ingenting lover, og derfor altid holder mere end dét.

Ensomig #658

Hun er lige flyttet til byen, skal studere, hun er sprunget fra et andet studie, det blev for selvhøjtideligt, sølvbukser, ideen som ide, nu vil hun være bibliotekar, finde bøger med blå forsider og en elefant, der går i gummistøvler, hun finder en etværelses lejlighed overfor eternitfabrikken, hun er ikke bange, fortæller hun sig selv, hverken for støv på lungerne eller ensomhed, hun maler væggene solgule og køber en dobbelt futonseng, lejligheden har rumklang, for meget plads, for lidt at fylde i. Hun starter på skolen i august, hun køber bøger og får sig sin første emailadresse, hun lærer at sætte tænderne i et æble uden at bide, bare markere, sådan kan hun gå en hel dag uden, at hun spiser, markerer bare sulten, bider fra sig uden at bide til.. Fagene er simple, katalogisering, klassifikation – fra det generiske til det specifikke, forklarer underviseren, hun kan lide at nærme sig verden sådan, udefra og ind: 58.443 Dagsommerfugle i Nordeuropa, 61.644 Madkampen: om spiseforstyrrelser i familien, hun er dygtig, hun keder sig, det gør ikke noget, hun kan lide at kede sig, hun kan lide at gøre ting bare for at gøre dem, det bliver sommer, i ferien vil hun købe en cykel og cykle til havet, 49 kilometer hver vej, hun vil bade og blive kold og køre hjem med fugt i håret og badedragtens vægt under tøjet, i ferien vil hun få tiden til at gå og hun vil gå med, følge efter, blindt, væk fra eller bare videre. Hendes mor kommer med gaver, en parfume fra Lancome, håndhæklede karklude, et glas Amaretto kirsebær (så uskyldigt, de røde bær, badet i sirup, bedøvet i alkohol, sukkersyltet kærlighed. ) Hun fylder 23, tænker, at det vel skal fejres, at det er sådan man gør, man fejrer livet, det der ligger foran, hun fejrer det, hun er lykkedes med at lægge bag sig, hun inviterer ni piger fra skolen, Hanne og Anette og Heidi og Bettina, hun serverer rødvinsfondue, strimlet svin og oksekød i tern, wanname-rejer med skal og kylling på spyd, selv nøjes hun med minimajs og bladselleri, sutter dem fri for rødvinslage, lægger resten på kanten af tallerkenen, det skal være festligt, råber hun, og hælder vin i glassene, drikker mere, end hun vil, drikker meget, naboen kommer op og hilser, Jonas, præsenterer han sig, eller Søren eller Torben, hun kan ikke helt huske det, men kom da indenfor, og Jonas slutter sig til selskabet og ringer efter fire af vennerne fra lærerstudiet og så er der pludselig fjorten i den lille lejlighed, det er juli og solen er varm, vinen stiger til hovedet, fonduen koger, det samme gør hun, kinderne blusser, hun er glad, det er hun vel, i hvert tilfælde fuld, i skyndingen glemmer hun at holde sig tilbage og spiser en reje og en stykke kylling, fortryder og bliver fjern, hun løber tør for vin og gæsterne vil videre, festen må ikke slutte nu, siger de, det er så hyggeligt, det er sommer, du skal fejres. Mennhun tænker kun på rejer og spyddet med kylling, på alt det vin, hun har drukket, alle de kilometer hun skal gå imorgen og dagen efter og dagen efter igen for at få det til at forsvinde, og hun sender dem afsted, tag I bare ud at more jer, jeg er lige fyldt år og er gammel og træt, råber hun, måske lidt for højt, lidt for festlig, hun forklarer veninderne, at hun lader døren stå åben, de kan bare komme og sove rusen ud, der er plads nok i sengen, alt for meget plads, hun fortæller om rumklangen, kom, kom, hjælp mig med at få ekkoet til at forstumme, griner hun, og de råber hej og på gensyn, Anette og Heidi og Jonas og hans venner, tretten mand ned ad trappen, det runger i opgangen, så er der stille, hun slukker for blusset under rødvinen, samler de overskydende rejer, kødet, det hele, smider det i en sæk og videre ud i en container i gården, hun er stadig fuld, hun forsøger at stikke en finger i halsen, det lykkes ikke, hun finder kirsebærrene i skabet, gaven fra sin mor, hun henter bærrene op med tommel og pegefinger, sluger dem en for en, kombinationen af for meget vin, for lidt mad, sukkerchokket gør hende kvalm og træt og tudladen, hun hulker, vælter ompå ryggen sengen virker enorm, hun omvendt lille, den porcelænshvide Amaretto krukke falder på gulvet, gulvet farves kirsebærrødt, hun er ligeglad, hun falder i søvn.To timer senere vågner hun, det er Jonas, han sidder på sengen, han husker, at døren stod åben, siger han, at du havde plads, han stryger hende over kinden, han tørrer sukkerlage af hendes hage, han lader hånden glide længere ned, knapper skjorten op, han siger, “det her ender galt”, hun svarer, men tænker, hvis du vil have mig, så tag mig, i morgen vil hun cykle, ud til havet, hun vil svømme så længe, at hun forsvinder, at sporene slettes, festen, alkoholen, rejen, han siger, sov nu godt, han siger, undskyld, han knapper hendes skjorte, han kysser hende på kinden, han går, hun ligger tilbage, sengen er så stor, hun er svimmel,, hun ved ikke, hvad hun skal stille op med al den plads, hun falder i søvn.

Ensomig #657

Alder er kun et tal og drømme har ingen udløbsdato, siger lægen, der hedder Jørn og er god til at lyve.
Derhjemme er vandhanen i køkkenet begyndt at dryppe, det rider mig som en mare fra jeg står op til jeg går i seng, hele tiden dette uregelmæssige åndedræt. Pauserne, der kun får mig til at lytte endnu mere intenst, vente på det næste forbandede dryp. Og det næste.
Jeg husker engang at have læst, at man bruger netop den slags som tortur, dryppende haner, uregelmæssigheden, forløsningen, der viser sig at være alt andet.
En telefon ringer, først for sent kommer jeg i tanke om, at det er i radioen. Så står jeg der med røret, siger mit navn, hallo?
Gardinernes skygger flimrer på væggen, en skindød virkelighed.

Han kommer hjem fra arbejde kl, fire, vifter med to billetter, han er glad. Det er billetter til lige efter påske. Irsk højland, rypelyng og Vår-Ensian, jubler han, – det bliver godt.
– Der er meget vi skal nå at se, fortsætter han, og jeg lukker øjnene, nikker ja.
Han trækker mit ansigt ind til sin krop:
– Det er ikke for sent, mumler han, og jeg håber sådan, at han har ret.

Ensomig #656

Jeg ser hende alle vegne. Hun er kastanjen, der falder fra et træ eller fuglen i en uro af farvet karton, hun er kuglen i kuglerammen og den lille hvide plet på min højre tommelfingernegl. Hævelsen på min venstre knyst, som jeg slog, da jeg løb gennem stuen for at nå en telefon, der holdt op med at ringe, sekundet før jeg løftede røret. Og jeg græd. Græd og græd og græd og grædikke fordi min knyste blev blå og bullen, men fordi jeg igen akkurat kom for sent og fordi, det slet ikke var hende i røret, men en lang ligegyldig klartone.

Forleden besluttede vi i at tage biografen, en filmatisering af en roman fra 1964 instrueret af Tom Ford. Men undervejs derind kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt mine briller, og vi måtte vende bilen og jeg måtte løb ind og i huset, igennem huset, på kryds og tværs, mens jeg ledte efter det orange brillestel under opslåede aviser og henkastede cardigans. Og så fik jeg øje på plakaten af Konen med æggene i hjørnet ved siden af læselampen, underneden citatet:

”Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!”

Og da han kommer ind flere minutter senere efter og spørger, om jeg har fundet brillerne, har jeg for længst glemt alt om mit ærinde, og vi opgiver at nå filmen, og selvom han siger, at det er ok, hyggeligt endda (det er de ord, han bruger) med endnu en grådlabil aften derhjemme, bare os to, så ved jeg godt, at det ikke er nok, at jeg ikke er.