Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #699

Forleden talte jeg med min læge.
Jeg havde egentlig en tid til en blodprøve ved klinikassistenten. Ikke fordi mit blod fejler noget, men fordi det var den eneste tid, jeg kunne få. Men assistenten sendte mig videre til Mette, som lægen hedder. Hun havde egentlig fri klokken tre, men altså. – Har du brug for hjælp? spurgte hun, og jeg glemte helt at besvare hendes håndtryk, svarede bare Nej! og fortalte så alligevel om brændende fødder og sviende øjne. Om at stirre ud af vinduet, to timer, tre, for så at rulle gardinet ned. Bum. Jeg forklarede hende også, at mit halsrør var for snævert, at det føltes som at ånde gennem et sugerør, afmålt og kun akkurat.
Så trykkede hun mig på siden af halsen, bad mig om at åbne munden, stikke tungen ud: Aaah! Skrev noget ned på et stykke papir, et navn, Anne Marie. Anne Marie holdt kurser i selvomsorg, forklarede hun:
– Ikke noget hokus pokus, helt evidensbaseret, gode resultater, fortsatte hun. Forsøgte vel at foregribe mine himmelvendte øjne.
Selvomsorg, mine bare røv! Efter alle de år med terapi, tændte fyrfadslys og taler til en tom stol:
Hej, hej indre barn, goddag goddag forladthedsfølelse.
Hvad så lille forslåede fugl, savner du din rede?
– Jeg orker ikke mere af den slags, svarede jeg, men Mette insisterede, pegede på et billede på sin skærm. Det var Anne Marie, hun så rar ud, alene hendes blik fik mig til at tude. Hej hej rede.
Nu er det så, jeg tænker, om Anne Marie mon kan tage røven på mig. På min skepsis, min afsky for den der forpulede fugleunge, der stadig ligger radbrækket efter et fald. Om hun kan overtale mig til at give den lidt omsorg. Eller et spark i røven. Jeg er ligeglad – whatever it takes to make it fly.
Jeg er stadig i tvivl, men har lige fået svaret på mine blodprøver.
Alt er ok, A og D og jern og C. Hvide og røde blodlegemer – der er ikke noget i vejen, det er dét, der er i vejen.

Ensomig #698

Jeg har vundet to konkurrencer i mit liv. Den ene var en slogankonkurrence. Præmien var fem bøger og halvtredstusinde kroner. Jeg brugte alle pengene på et vævet tæppe, jeg aldrig fik hængt op. Det forestillede et træ uden blade og teksten: “selv uden dig bliver det forår.” Min mor græd som pisket, da hun så det, jeg ved stadig ikke hvorfor. En af dommerne i konkurrencen var Johannes Mølleshave, en anden var fra det Danske Sprogselskab, vi spiste frokost sammen på en restaurant i Aalborg. Jeg husker ikke meget, jeg var syg og tænkte kun på ikke at gå i stykker. Jeg gik på toilettet et utal af gange, hver gang så jeg mig i spejlet, forsøgte at forsikre mig selv om, at det var mig. Det lykkedes ikke. Senere læste jeg en digtsamling af Wisława Szymborska, hun overbeviste mig, det var i 93′, og jeg har skrevet lige siden. Mest om min hund, Mumrik. Han er fem og et halvt år gammel og æder alle mine sætninger råt. Det handler om tonefald. Alle sætninger skal ende med en opadgående intonation. Så fortæller jeg ham, at alt går godt, at der er styr på det hele, at han ikke behøver at være bange. Vi har jo mad og vand og hinanden. – Mere behøver vi ikke, vel? spørger jeg, og han ser på mig med det der uudgrundelige blik, der både kan betyde ja og nej. Måske er begge svar sande.

Ensomig #697

Et barn har tabt en tøjdyr i skovebunden. Jeg kender følelsen; både dyrets og barnets.
Det er mandag.

Ensomig #696

Jeg læser Maja Lucas Gennnem natten og vinden. Dét sprog, dén fortælling. Ikke ét overflødigt ord, ikke én formildende omstændighed – og så alligevel. Livet er vel en slags formildende omstændighed. Tilfældighederne og de vilkår, der gør, at det hele ender, som det ender, at vi ender, hvor vi gør. Med at elske forkert og for meget eller omvendt for lidt og for skruet.
Her til morgen læste jeg en artikel om Yahya Hassan, hans kommende digtsamling, det er sindssygt hårdt, ikke til at bære, umuligt at afgøre. For der findes ikke altid et ret og en vrang, en skyldig og en ikke-skyldig. Det handler om liv og omstændigheder, formildende og formørkende.
Selv har jeg ikke bidraget med en skid, ingen børn eller bonus: 17 års selvforskyldt underernæring har ikke levnet andet end ét sølle menneske – mig. Om jeg fortryder?
Ja!
Modsat Spurven, fortryder jeg det meste, men hvad nytter det? Der findes jo ingen fortrydelsespille, en tablet, man kan sluge og abortere sin fortid. Heldigvis er fredagen fuld af formildende omstændigheder: De sidste syrlige ananasæbler i frugtkassen, fiskehejrens langsomme opdrift, et navn jeg kan hviske, når det gælder.

Ensomig #695

Jeg kan huske dengang, jeg stadig troede, at nogen ville lede, hvis jeg blev væk. Det var dengang præsten, der underviste os, hed Kirkemand og min far hed far – og sådan hang alting sammen.
Det var først senere, det begyndte at blive kompliceret: At genboen begyndte at tale i vildelse og gå i bare tæer i frostvejr, og jeg fandt ud af, at min bedste veninde, ikke bare var min – men også en andens bedste veninde. Der kom også ny præst, han hed Brun til efternavn, det gav ligesom ikke samme mening. Når jeg spurgte de voksne, hvad der var blevet af Kirkemand, svarede de, at han havde “givet op.”
Jeg kan huske, at jeg fik ondt af ham, og at jeg skrev et brev. Noget med, at jeg ikke håbede, det var min skyld, og at jeg var frygtelig ked af, at jeg havde været så længe om at lære trosbekendelsen udenad. Men da jeg ville sende brevet, forklarede min mor, at Kirkemand var flyttet meget langt væk, og at der skulle nogle dyre og meget, meget sjældne frimærker til, for at få brevet frem, og så lod jeg det ligge. Det er først for nylig jeg har fundet det igen, jeg havde ellers glemt alt om det. Det er skrevet med blyant og min undskyldning er ikke længere til at tyde. Alligevel fortryder jeg, at jeg ikke insisterede mere på at få brevet frem til ham dengang.

Ensomig #694

Der er noget velgørende ved at stå op til en sms fra min mor. Det er lidt ligesom gamle dages “Ugen der gik,” nu bare på smartphone i stedet for analog-TV:

“Kære Louise, Jeg håber ,alt står vel til i Skanderborg. Det er blevet koldt, men det er nu alligevel bedre end den regn, de sidste dage har budt på. Jeg har været til fødselsdag i Papegøjehaven. Casper G, din legekammerat fra børnehaven, var også med, han havde medbragt en ny kæreste, hun så sød og venlig ud. Hun er frisør og har to 2 børn. I morgen skal jeg en tur på Museet, jeg skal se, hvad de udstiller og have et årskort. Sałling har forresten 25% på alt i forretningen undtagen Salling Super og vin. Jeg mangler en ny dyne (varm). Hav det nu godt . Kh mor.” 

På en måde rummer den besked jo alt, hvad jeg behøver at vide: Lidt om kunst, lidt om kærlighed (og kommafejl). Lidt om vind og vejr – og om, hvor man kan finde en varm (!) dyne med 25% rabat. 

Ensomig #693

Min far ringer, han har det godt.– Hvad med dig? spørger han og jeg svarer, at jeg er ok, men at der er ting, der er svære: Novemberen for eksempel, og mandagene. – Men særligt regnen er svær, forklarer jeg, de her evindelige tilbagefald, dryp, dryp.
Min far svarer, at det er med regn, som det er med neglesvamp, Tinea Unguis, det er frygtelig grimt at se på, men ganske ufarligt. Selv har han lært at leve med begge dele, både regnen og med de tykke forhornede tånegle. 82 års samliv har faktisk skabt en form for ømhed, forklarer han, hver fredag bruger han en hel time på at fodbade de angrebne områder. Han fylder en balje med 37 grader varmt vand og hælder velduftende sæbespåner i, sætter Dr. Hook på anlægget. “Sylvias Mother”, fuld knald på knæfald og kærlighed. En sjælden luksus, han ikke ville være foruden.

Måske har han ret, måske kalder mandage med regn på den slags, på gamle hits og knæfald og skånsom pleje af de steder, der gør ondt.

Ensomig #692

I går fortalte en kvinde mig – ud af ingenting – at hun manglede en arm. Hun var født uden, alligevel vågnede hun af og til om natten, sagde hun, og måtte trøste sig selv, fordi hun havde smerter. Godt nok ikke dér, hvor armen skulle have siddet, men alle mulige andre steder: I hoften for eksempel, som hun skulle have skiftet på mandag, en helt ny hofte. Hun var ikke bange for operationen, sket ikke, men skulle hun være ærlig, ville hun hellere have sin arm.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare hende, jeg har jo to arme og to ben, alligevel vågner jeg ind imellem og har brug for trøst.

Ensomig #691

Jeg længes tilbage til dengang, jeg troede, det var mig, der var gal, hver gang jeg blev bange og bad til en gud, jeg ikke troede på, fordi verden – stregkodernes truende mønstre, lygtepælenes syge skin – holdt mig vågen om natten. Nu ved jeg, det ikke er mig, men verden, der er gal. Det er ikke nogen trøst.
Hvad stiller man op herfra? Stiller man op overhovedet?
Asta Olivia Nordenhof skriver i det nemme og det ensomme:
“jeg vil komme med et råd
prøv at spør din hånd hvordan det er at holde om noget du kender godt.” Måske skal jeg starte dér: ae en fingerbøl, røre en dej.
Jeg ønsker i hvert fald ikke at vende tilbage til angsten – heller ikke til søvnen.
Der må findes en vej imellem.

Ensomig #690

På P1 fortæller en naturvejleder om forstenede søpindsvin:
De er ældre end døden, forklarer han. Sådan et fint udtryk – ældre end døden.
Engang betroede jeg mig til dem, til stenene, jeg stolede vel ikke på andre og da allermindst på mig selv. I dag er det anderledes, nu betror jeg mig til gud og hvermand. Det, der engang var for lidt, er nu alt for meget. Det handler om balance, siger min mor, og af samme grund har jeg opsøgt en fysioterapeut. Hun hedder Nanna og siger, at jeg skal øve mig i at stå på ét ben med lukkede øjne og tælle baglæns ned fra ti. Jeg ved ikke, om det hjælper på det med betroelserne, men når jeg spørger stenene, svarer de:

  • Tag det ikke så tungt.