Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #476

Morgensangen får hurtigt en ende.
Nogen (ingen af os ved hvem) har klaget til Doris, overlægen.
Og selvom Doris finder ideen sympatisk, som hun siger, mener hun nu alligevel, at sang og spil bør henlægges til sangaften, der ligger tirsdag i ulige uger.
”Og så er det på tværs af afdelingerne, det betyder, at I er mange flere om at dele glæden ved musik,” forsøger hun, men hendes entusiasme bider ikke rigtigt på.

”Undskyld,” siger Thor.
”Hvad?” spørger Doris, men da han ikke svarer, rejser hun sig:
”Jamen så god fornøjelse på tirsdag,” smiler hun.
Nete sukker højlydt, Thea slår op i en bog, selvom det er tydeligt, at hun ikke læser.
”Tja, det var da et forsøg værd,” siger Max.

Det er først senere, jeg tænker over Thors undskyld, altså, at jeg ikke forstår den. Eller måske, at jeg forstår?
Jeg taler med Nete om det, men hun siger, at jeg ikke skal spekulere så meget, at der ikke altid er noget at forstå.
 

Ensomig #475

Max har den tidlige dagvagt og beslutter at indføre morgenmusik.

Hver morgen i to uger vågner vi til Cat Stevens:  ”Morning has broken,” der strømmer ud fra de to højttalere, han har stillet i hver ende af den lange gang, der forbinder de seks sengestuer.

Til sidst er vi alle sammen trætte af, hvad Nete betegner som Stevens ”vulgære sentimentalitet”, og begynder derfor at byde ind med alternativer.
Thea foreslår ”Your Song” i Ewan McGregors version, mens Nete vil høre ”Cry baby” med Janis Joplin.
Thor svarer, at han egentlig vil have fred.
”Jamen, så finder vi på noget fredfyldt,” lover Max og prikker et stykke nikotintyggegummi ud af en foliepakke.

Næste morgen vågner vi ved, at Max banker på en gong-gong. Søvndrukne kommer vi listende ud af vores værelser i nattøj, og Max viser os hen til fællesstuen, hvor Thor sidder på en høj skammel og spiller guitar.
Vi er helt stille. Da han er færdig, kan vi ingen af os få os til at klappe, vi er bange for at forstyrre øjeblikket.
”Kan du flere?” spørger Mette, og Thor spiller et nummer mere.
Det bliver til fire numre i alt, før Max afbryder og siger, at vi må videre i dagens program.
”Ellers bliver mælken bare sur,” siger han med tanke på morgenbuffeten, der har været stillet frem siden kl. 7.00.

Der er ikke nogen, der siger noget under morgenmaden. Det eneste man hører, er bestikket, der rører ved tallerkenerne og en enkelt gang Netes stemme:
”Kaffen, please.”

Det er ikke fordi, vi ikke har noget at sige. Det er bare som om, vi alle sammen – afhængigt af hinanden og alligevel ikke – tænker, at det nok kan vente.

 

Ensomig #474

Jens er blevet sygemeldt, hans kone har aborteret i sjette måned.
De havde ellers forsøgt sig i tre år, og nu så det endelig ud til at lykkes.
I fællesstuen havde vi flere gange foreslået navne: Jeremiah eller Axel, hvis det blev en dreng. Molly eller Signa, hvis det blev en pige.
”Ja, nu skal jeg jo også lige have fruens accept,” havde Jens grinet, men nu var det ligesom ikke længere så aktuelt.

”Vi ved ikke, hvor længe Jens vil være væk, men jeg skulle hilse jer allesammen,” siger Lene, sekretæren, der stikker hovedet ind efter morgenmaden med beskeden.
”Shit,” siger Nete.
”Ja,” svarer jeg.
De andre nikker.
”Først Aslak og nu det her,” snøfter Mette og ingen af os protesterer.

Jens afløser hedder Maxwell, men bliver bare kaldt Max.
Han er kornraget, og det første han fortæller os er, at han prøver at holde op med at ryge, og at vi må undskylde, hvis han er lidt pirrelig.
”Nej, det er bare gas,” griner han lidt efter.
Mette ser forarget ud, mens Nete smiler anerkendende:
”Klart nok. ”

Ensomig #473

Thor får besøg af sin far, han hedder Anders og har taget kirsebær med til alle på afdelingen.

Han har også taget en stak brugte magasiner med:
“Alt om sundhed” “Lystfiskeren,” og ”I form”, som han har købt billigt til bogudsalg på biblioteket i Svendborg, hvor han kommer fra.
Thors far er egentlig uddannet øre-næse-hals læge.
”Men så blev jeg træt af at se på folks kropsåbninger,” griner han, da Jens spørger, hvad han laver. Nu har han solgt sin praksis og i stedet uddannet sig til tagdækker.
”Jeg plejer at sige, at jeg sørger for, at der er tilpas højt til loftet,” smiler han og lægger en arm om skulderen på Thor, der ikke ser ud til ikke at høre efter.

Vi sætter os i gårdhaven og spiser kirsebærrene.
Helle har en kort lys sommerkjole på, der afslører de mange ar på overalt på hendes krop: på arme, ben, fødder.
Men nu er der også en lille tatovering. Den sidder på den højre skulder, det er en fredsdue.
Det er Nete, der har fået lov at bestemme motivet.

 

Ensomig #472

Klaus spørger, hvordan det går.

”Det går – men ikke godt,” svarer jeg

Klaus siger ikke noget til, men venter på at jeg fortsætter.
Det pisser mig af.

”Jeg tænker, at hel mit forpulede liv er en drøm, der er gået i stykker,” snerrer jeg. Klaus sætter kuglepennen på sin blok, bevæger den i små cirkler den ene vej, så den anden vej. Han er stadig tavs, blikket er rettet mod hans blok.

”Ja, jeg tænker, at jeg er en drøm, der er gået i stykker, og at hvert stykke er gået i opfyldelse, at jeg er håbløst opfyldt af et jeg, der ikke hænger sammen.” Jeg taler hurtigt, som om jeg vil nå at sige alle ordene, før de forsvinder i hver sin retning.

”Hmm,” svarer Lars og smiler ned i blokken.

 

 

Ensomig #471

Mette har endelig fået det bedre, og hun har ikke længere brug for Aslak i fællesstuen. Det ærgrer et øjeblik Helle, der har brugt så meget tid på at hækle et tæppe til kurven.

“Du kan da bare bruge det som en gave,” foreslår Thea, men Helle siger, at man ikke forærer et brugt tæppe i gave. “Og slet ikke ét, der er fyldt med hundehår,” det vi allesammen af – også Mette.

Thor bliver længere og længere hos os i opholdsstuen, ind imellem glemmer han helt tiden, så sidder han der hele aftenen.

Han siger ikke meget, men en aften ser han den tomme kurv på gulvet og mumler:

“Jeg savner nu Aslak”.

Af en eller anden grund bliver det både begyndelsen og slutningen på Mettes sorg: Fra den dag er Aslak virkelig død.

Mette græder uafbrudt i to dage. Da hun holder op, henter Ann-Elisa en sønderjysk æbletærte i Lagkagehuset. Vi hjælper alle til med at dække op. Thea folder servietter, og Helle beslutter, at vi skal drikke kaffe af kopper i stedet for krus.

Da vi har spist kagen, rejser Nete sig.

“For Aslak,” skåler hun og vi hæver allesammen vores kopper:

“For Aslak!”

 

Ensomig #470

Helle siger, at jeg ikke skal finde mig i lægens mistænkeliggørelse: “selvfølgelig vil de gøre alt for at sygeliggøre os. Det er sådan systemet fungerer: det er de samme, der diagnosticerer os, som er dem, der lever af at behandle os. Det svarer til, at anklageren i en retssag også er og dommer”

Jeg svarer hende, at lægen egentlug ikke mistænkeliggjorde mig, han stillede vel bare spørgsmål til mine oplevelser.

“Det dér tror du ikke engang selv på, gør du?” spørger hun.

Jeg sukker.

“Helt ærligt, så ved ikke, hvad jeg tror på – og da slet ikke på hvem.”

Helle giver mig et knus:

“Tyggegummi?” spørger hun og rækker en pakke stimorol cherry frem.

Ensomig #469

Jeg beder om at komme til at tale med en læge. Doris ringer efter en af turnuslægerne. Han hedder Erik, og er ældre, end jeg havde forventet.

Jens, ergoterapeuten, forklarer ham kort hvordan de fandt mig på gulvet i morges, sovende i mit eget opkast.

”Sikke noget,” mumler Erik og bladrer i min journal, han har endnu ikke hilst på mig, så endelig:

“Erik, dav, jeg skulle se til dig?”

“Ja, jeg vågnede og kunne ikke finde ud af noget. Alt drejede rundt, sengen, væggene, mit eget ansigt kørte rundt,” svarer jeg.

“Dit eget ansigt?” Erik lyder skeptisk.

“Og så besvimede jeg, og bagefter kastede jeg op. Jeg kunne ikke tale, min mund ville ingenting sige,” fortsætter jeg.

“Din mund ville ingenting sige?”

“Jeg ved godt, det lyder skørt: et ansigt, der drejer rundt og en mund, der ikke vil adlyde. Men det var altså det, der skete.”

Jeg begynder at græde, kan godt høre, hvor tåbeligt det lyder.

“Jamen er du skør?” smiler Erik og rækker mig en serviet, så jeg kan tørre mine øjne.

Ensomig #468

Jeg vågner en nat og kan ikke finde rundt: væg og gulv giver efter, mit ansigt vender den forkerte vej. Jeg prøver at bevare roen, trækker vejret dybt og tæller langsomt til ti, mens jeg ånder ud. En, to, tre…

Lige lidt hjælper det. Alt drejer, sengen er i rotation. Jeg rejser mig for at komme ud, væk, finde fodfæste, men så skyller en voldsom bølge ind mod mine ører, punkterer dem, og al lyd sætter ud. Jeg når at se rummet skrumpe ind til ingenting. Så synker jeg sammen på gulvet, og alt ophører med at være.

Da jeg kommer til mig selv, er det på mine knæ. Mit ansigt brænder, og en kraftig lugt fylder rummet. Der går lidt tid, før jeg opdager, at lugten stammer fra mig selv.

Så kaster jeg op. En eksplosion af noget, jeg ikke kender: dybe dyriske lyde, gulliggrøn væske og så denne skarpe lugt af angst og acetone.

Da jeg er tømt, forsøger jeg at støtte på mine ben, men de giver efter, og jeg falder igen sammen – denne gang oven i mit eget opkast.

Jeg forsøger at kalde, råbe om hjælp, men jeg ved ikke, hvordan man gør? Jeg tænker “hjælp”, men tanken når ikke videre, min mund forbliver tavs

Sådan sidder jeg et stykke tid: stum, tilsølet, stinkende. Til sidst lægger jeg mig ned, udmattet, ligeglad med bræk og angst.

Det føles som en befrielse at give efter for trætheden.

Ensomig #467

Helle vil have en tatovering.
Nete griner, siger, at der da vist ikke er en ledig plads på hendes ridsede hud.
”Jo, jeg har gemt en lille firkant et sted,” svarer Helle og smiler skævt.

”Ham jeg købte amuletten af, ham fra Christiania, hans bror er tatovør. Han har en tattooshop i Hillerød, certificeret og hele svineriet. Han har vundet Sjællandsmesterskaberne to gange,” siger Nete, ”Han hedder Bruno.”
Thea spørger, om ikke Christiania er sådan et sted for narkomaner og hippier?
”Ork nej,” svarer Nete, ” det er helt almindelige mennesker. Nåja, og så en masse tosser. Men det behøver man jo ikke bo på Christiania for at være, se bare på os.”
Thea griner: ”True that”

”Er han dyr,” spørger Helle.
”Hvem, Bruno? Jeg har jo en amulet fra hans bror, så mon ikke jeg kan få lidt rabat?” svarer Nete.
”Arj, vil du gøre det, altså hjælpe med at få det billigt?”
Helle slår armene rundt om halsen på Nete: ”Please?”
Nete vrister sig fri:
”Ja, men så skal du love ikke at skære i dig selv de næste fjorten dage. Deal?”
”Deal!,” jubler Helle.