Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #360

Der var engang, vi talte sammen hver dag – mindst. Ikke om noget særligt. Et punkteret cykeldæk måske, altså den lyd, det giver fra sig, når man cykler videre og forsøger at ignorere, at det er fladt. En urimelig og doven lyd, ildevarslende og slap. Eller jeg ville fortælle hende om en begyndende halsbetændelse, og hun ville tage toget til Aarhus og varme en nakkepude med kikærtefyld i mikroovnen. Hun ville lægge den på mine skuldre, og jeg ville se på hende med himmelvendte øjne og sukke dybt uden helt at vide, om jeg sukkede af irritation eller velbehag. Halsbetændelsen ville være forsvundet, og hverken min mor eller jeg ville vide, om det var kikærternes, mikroovnens eller min mors skyld, og det ville også være lige meget.
Nu snakker vi ikke så meget sammen mere, det er helt naturligt, jeg er jo voksen (?) og gift, jeg har hus og hund. Halsbetændelserne, dem klarer jeg selv. Men i dag, da jeg gik en tur i skoven, fik jeg øje på et blad på stien. Et helt almindeligt blad for en februar: gul- og brunspættet, lidt flosset og i opløsning, grimt men fint. Jeg så bladet og så tænkte jeg “Ja”. Og jeg ved bare, at hvis min mor havde set det samme blad, og hvis hun havde hørt mig sige ja – på den måde til det blad – så ville hun have skyndt sig at varme en pude med kikærtefyld, lægge den på min nakke. Og jeg ville kunne lægge januar bag mig, ja.

 

Ensomig #359

I dag er sådan en dag, hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op. Jeg har købt marengskys og fedtfattig dressing og bestilt et par gummistøvler med for fra “Zjoos”. Hvert femte minut savner jeg det tykke røde kalenderlys fra december – og hele tiden min mor, og fire hele dage har jeg nu forsøgt at formulere noget, jeg ikke forstår og er endt med i stedet at formulere noget uforståeligt.
Måske er tværsummen af januar lig med nul?

stella og viggo

Min mormor hed Stella, det betyder stjerne, hun var rund og mild og stille og næsten altid træt, for hun havde en hjertelidelse og blev af samme grund frarådet at føde børn. Et råd hun heldigvis overhørte, ellers havde jeg ikke kunne besøge hendes og min morfars gravsted i dag. Min mormor arbejdede som omstillingsdame på Kolding sygehus indtil hun fik børn, men da jeg blev født, havde hun længe gået hjemme, fodret høns, syltet, kogt grød og i årevis spillet yatzy med sig selv: “for så er jeg sikker på at vinde.”
Hun kaldte mig for puttehønseskid, flettede mit hår og lærte mig at sige fra, hvis det blev for stramt.

Min morfar var helt modsat: en temperamentsfuld herre, der aldrig sad stille, han havde altid gang i et projekt i snedkerværkstedet, i fårefolden eller i frugtplantagen. Han levede af kaffe med rigelig fløde og hvidt brød med honning, eneste undtagelse var, når der blev serveret and, så tog han for sig af retterne. En enkelt gang  så meget, at han måtte indlægges med maveforgiftning, forgiftningen viste sig dog  at være almindelig forædelse. Min morfar kunne måske virke vrissen, for hvis ikke tingene artede sig, som han mente, at de skulle, kunne han finde på både at bande og svovle. Lige indtil Stella,  kiggede på ham med fuldkommen ro og med lav stemme sagde “Viggo!” Så holdt han mund. Nok var Stella både blid og mild, men hun fik altid det sidste ord.

Det var min morfar, der bestemte, at der på gravstenen skulle stå “ lyset stander stille ved livets kyst.” Jeg ved ikke hvorfor, jeg tror ikke han var religiøs, i hvert fald sagde præsten, da han gik hjem efter min morfars halvfems års fødselsdag:
“Ja, Viggo, du overrender jo ikke kirken, så mon ikke at næste gang vi ses, bliver til din begravelse?”
Det fik han ret i, præsten.🌸

Ensomig #358b

Du siger, at jeg skal passe på,  hvad jeg beder om.
………………………………………………………………………
At jeg spørger om mere, end jeg vil vide?
…………………………………………………………

(Hvordan ved du, hvad jeg vil bede om? Hvad ved du om, hvad jeg vil vide?)

 

 

Ensomig #358 (O26)

Jeg elsker min far.

Jeg elsker min far.

Hadefingeren og kærlighedsfingeren.
Man kan ikke bøje den ene, uden at den anden ryger i vejret, ligesom man ikke kan sige A, uden at nogen tilføjer et B.

Jeg husker formningstimerne i folkeskolen.
Hvordan vi skulle klippe i blade og lave collager og fik lim på fingrene, men ikke gad at skylle det af, og derfor brugte resten af dagen på at forsøge at holde fingrene adskilte. Uden held, de blev ved med at klistre til hinanden, een stor og ubehjælpelig klumpfinger. 

 

Ensomig #357 (O25)

Jeg vil finde nogen at elske.

Noget af det
jeg holder mest af ved at blive ældre
er at
det bliver mere og mere tydeligt
hvordan kærligheden vokser
med tilbagevirkende kraft.

 

 

Ensomig #356 (O24)

Jeg har længtes så længe efter efteråret
og nu er det efterår.

Jeg bliver kaldt ind til fødsel, det er tydeligt, at det haster. Jeg løber: et hav af mennesker står bøjet over en kvinde på et hævet leje, det eneste, der er at høre, er apparatet, der overvåger den fødende kvinde og barnets hjertelyd. Først er lyden rolig, så bliver den hurtigere og hurtigere, til sidst galopperende.
Situationen er kritisk, jeg råber, tilbyder min assistance: “så er jeg her, hvem mangler hjælp?”
En læge, gråsprængt og mit i halvtredserne, vender sig væk fra kvinden, om mod mig, svarer “Det gør du.”

 

Kniplerne

For noget tid siden fortalte jeg, at der, på den aftenskole jeg er leder af, er et kniplehold, der har eksisteret næsten lige så længe, som jeg har levet. Det er Grethe, der underviser, hun er uddannet fra fire håndarbejds- og husholdningsskoler, har undervist på et hav af højskoler, nu underviser hun så 8 damer i håndarbejdslokalet på Stilling skole. I dag var jeg forbi, fordi Grethe synes, det var så trist, at vi slet ikke havde hilst på hinanden andet end i telefonen (Grethe bruger ikke email), derfor havde hun inviteret mig på kniplekaffe, og jeg havde naturligvis takket ja. Og sikke en fornøjelse: 8 vildt dedikerede, disciplinerede, trofaste kniplere ved hver deres kniplebræt. Jeg gik på runde, hørte om lærredsslag, dobbeltslag, halvslag og jegskalgivedigslag, én var ved at kniple en strømpeholder til sit barnebarn, der skulle giftes, en anden var ved at kniple et dukkehus (ja et dukkehus INKL. interiør), så var der Solvej, der, udover at kniple, er vild med at hugge i sten, og går til stenhugning hos Kaj hver tirsdag, hun var igang med at kniple et bogmærke med uglemotiv. Grethe selv? Ja hun viste mig, hvordan hun lige havde færdiggjort et kniplet halssmykke med guld- og kobbertråde, som i kan se her, så fint, så fint. Jeg fik kaffe, hjemmebagt limerand og lune kærnemælkshorn, og alle knipledamerne var så søde ved mig, de spurgte ind og gav helt urimeligt mange komplimenter, de tegnede og fortalte om mønstre og værktøjer. Da jeg gik, fik jeg det fineste lille påske-vinduesophæng med mig hjem – naturligvis kniplet – som tak for besøget. Sådan blev en blæsende januartorsdag til en lille lykkelighed, hvor er det dejligt, at der findes den slags: Håndarbejde – og håndarbejdere ikke mindst❤️

Ensomig #355 (O23)

Mennesker jeg ikke har mødt.

Hansi og Sigvald bor i en meget lang by med en meget lang vej fyldt med meget ens huse. I et af husene bor de, Hansi og Sigvald, vi besøger dem en dag i oktober. Det er Hansi, der åbner.

“Hedder du virkelig Hansi,” spørger jeg, og hun smiler og svarer “ja, det hedder jeg virkelig.” Min mor hiver i mit frakkeærme, hun hvisker: “man behøver ikke at sige alt, hvad man tænker.” Hansi rækker sin hånd frem, spørger: “og hvad er du nu, du hedder?”
Hånden er helt slap og rynket og fyldt med lilla plamager. Jeg tør ikke at røre ved den, så jeg nøjes med at mumle mit navn og skynde mig forbi – ind i entreen, der er mørk og lugter lidt af kaninbur og bål.
Indenfor i stuen, i en beige lænestol med klapbord, sidder Sigvald. Han vinker og råber: “dav med dig,” og rækker begge sine hænder frem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med manden i stolen eller de fremstrakte hænder, men det er heller ikke nødvendigt, for Sigvald griber fat i min krop og trækker mig ind til sig, før jeg når at tænke mig om. Sigvalds krop er tyk og blød og varm, han siger: “du er vel nok blevet stor,” jeg føler mig meget lille.
Hansi har dækket op med porcelæn og småbitte skeer og gafler. “Kagegafler,” forklarer min mor, da jeg spørger, og jeg svarer, at det er dumt at lave gafler, der er så små, når nu de er til at spise kager med. De voksne griner, min mor undskylder: “så, så unge dame, alt med måde”, siger hun. Men Hansi rækker mig bare fadet med vandbakkelser, og jeg tager to mere, de er med flødeskum og rød gele og smager vidunderligt. De voksne taler sammen, mest om nogen, der hedder Ejner og Andrea, som jeg ikke ved, hvem er, men som de voksne tit snakker om, selvom de er døde.
Ejner var modstandsmand og sad i tysk koncentrationslejr, fortæller Hansi, og min mor ser på hende med et bekymret blik.
“Ja, og da han kom hjem, var han helt forandret, han blev aldrig den samme Ejner igen”, snøfter Sigvald og tørrer sine øjne med en stofserviet. Min mor retter sig op, hun beder om mælken.
“Det er sørme nogle dejlige vandbakkelser, du har bagt Hansi,” siger hun meget højt, selvom Hansi sidder lige ved siden af. Sigvald rækker min mor mælken, der er helt stille ved bordet, det eneste man kan høre er min gaffel, der skraber mod porcelænet for at få det sidste flødeskum med op.
Min mor levner det meste af sin kage, jeg spørger hvorfor, da vi kører ud af den meget lange vej, væk fra Hansi og Sigvald.

“Det blev bare lidt for meget,” smiler min mor og holder fast om rattet med begge hænder.

Ensomig #354 (O22)

Hvorfor er jeg så ked af det?
Ruth er min mors veninde fra skoletiden, hun bor i Kolding og er gift med en mand, der hedder Leeif.

“Leeif staves med to e’er,” forklarer Ruth mig, som om det gør en forskel.
Leeif siger næsten aldrig noget, og han har ikke det samme efternavn som Ruth, selvom de er gift. Det er lidt mærkeligt, synes jeg, men ikke uhyggeligt.

Ruths datter hedder Nina, hun har et elklaver inde på sit værelse, det viser hun mig, imens de voksne spiser. Hun spiller noget, hun kalder en “etude” og fortæller, at hun går på en elitelinje og skal til en by i Tyskland og spille koncert for “et hav af mennesker”, fordi hun er så dygtig og har vundet to konkurrencer.
Selv spiller jeg guitar, men kan kun spille tre akkorder: D, A7 og en amol. Sidst, jeg var til guitar, spillede jeg “Jeg har fanget mig en myg” helt uden fejl, men jeg vandt ikke nogen konkurrence. I hele taget er der ikke noget, jeg er så dygtig til, at de har hørt om det i Tyskland, så jeg rejser mig og går ind til min mor og Ruth.

“Vi er stadig midt i maden,” svarer mor, da jeg spørger hende, om vi ikke snart skal hjem. “Gå du ind til Nina og hør, hvor flot hun kan spille,” foreslår min mor og peger på døren, jeg lige er kommet fra.
Jeg går tilbage til Nina, der spiller og spiller, og beslutter, at jeg også engang vil blive så dygtig til noget, at folk vil lytte på mig.