Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #432

Jeg har gemt så længe på vreden, at der er groet skimmel på dens bakkenbarter. Jeg ser i spejlet, og får ondt af mit selv:
Alle de følelser fra for længst, der nu står plantet som stride grå hår i mit ansigt.

På det sidste, har jeg bemærket, er der begyndt at gro hår ud af mine ører – stive og urimeligt lange. En slags rasende tentakler, måske, fra et indre Marianerdyb, en undersøisk virkelighed, jeg ikke kender til, men som tydeligvis kender til mig.

Ensomig #431

Tirsdag 07.02

Jeg gør mit bedste.
Ordner bøger i hierarkier, lærebøger først, digtsamlinger henne efter Å.

Øver mig i ikke at være bange, når jeg putter mine hænder i handsker, jeg ved jo godt, at mørket dernede ikke er farligt?
Jeg dropper tankerne om hønsetråd, hudsult og vindhekse, og melder mig til den Store Bagedyst i et forsøg på at komme ind i kampen.
Seks dage senere modtager jeg et pænt afslag, med tak for interessen og de bedste ønsker for min fremtid.

 

Ensomig #430

Hun ligner en, der kunne lade en hveps slippe eller skåne en måge, hvis det kom dertil. Det gør det heldigvis ikke.

Da jeg inviterer hende til jul, svarer hun:
– Åh, lad os vente med det, jeg kan jo være død til den tid.
Jeg ved godt, at det er sandt, men hvad skal man med sandheden, så længe virkeligheden er en anden.

Hun har skåret æbler, syltet ribs og kogt tyttebærgele.
– Det er fortrinligt til både kalkun og brunede kartofler, siger hun og stiller et glas gele på bordet. Hun har skrevet dato og bærsort på en oval label, det gør ikke nogen forskel, hendes skrift er ulæselig.
Jeg taler om sylte; at der er svineskank på tilbud ved slagteren, jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det, jeg kan ikke fordrage sylte.
Men pludselig står vi der, ved slagteren, uden anden himmel over hovedet end et gipsloft.
Hun hiver et frossent ben op ad frysedisken:
– Til hunden, forklarer hun og slagtermesteren pakker benet ind i brunt papir.
Tilbage igen koger hun knoglen til den er mør, og marven slipper benet.

Så taler vi om alt muligt andet. Om te fra Perchs, hasselnødder med skal og prisen på cykeltasker.
Hendes hals virker udsat, som en majstang i januar.
Hun ser min bekymring, og forsikrer mig om, at hun ved hvordan man klæder sig på:
-Maj, november, januar. Hver hals til sin tid, smiler hun.

Hvis der er noget, hun er blevet bedre til med årene, siger hun, så er det ikke at love mere, end hun kan holde.
– På den kan man altid forsvinde uden at efterlade et hul, forklarer hun, og henter en saks i køkkenskuffen, klipper et vissent blad af en sukkulent.
Jeg giver hunden benet, den æder det grådigt og efter tyve minutter er der ikke længere noget at se af hverken knogle eller marv.

Ensomig #429

Lørdag 06.37

Morgenen er mørk og ravende, præcis som den plejer at være, og således tryg.
I går eftermiddag, efter at jeg havde spist den sidste rest ribsgele på en rugkiks, lå jeg i sofaen og så:
Først op i loftets stuk, derefter ud på himlen, der lignede en kat.
Jeg nævnte det for hunden; Jeg må have tænkt, at den ville forstå:
“Se: Himlen ligner en kat!”
Jeg var tæt på at græde af lettelse. Tænk sig endelig at finde en forklaring, der kunne passe.

Nu fjorten timer og syvogtredive minutter senere, er himlen massiv og mørk, og forklaringen fra i går giver ikke længere mening.
Hvem siger selvfølgelig også, at den skal det?

Ensomig #428

Hun foretrækker ristet brød til morgen, med saltet smør og ost. Hun smager på begge dele (knivspidsstørrelser), før hun dækker brødet, hverken for meget eller for lidt, det er en kunst, hun mestrer.
Lørdag og søndag fejrer hun fridagene med en teskefuld orangemarmelader med synligt grove skaller af appelsin. Hun spiser langsomt, lægger brødet mellem hver bid. Omhu.

Da hun var barn, fik hun havregrød hver morgen. Hun har ikke spist den slags siden, det er noget med konsistensen:
– Jeg mangler modstand i munden, klager hun, når hun en sjælden gang får serveret noget, der ligner, risalamande eller stikkelsbærgrød.

I det hele taget er konsistenserne væsentlige:
Nåletræernes prik mod huden, figenkernernes knæk.
-Modstand! siger hun, så det ikke kan misforstås. – Det værste er dét, der giver efter, uden at man har bedt om det: Kuede dyr og alt for åbne døre.

Ensomig #427

Mine hænder er fulde af ingenting: Luftige løfter og stødvise vejrtræk. Jeg har drømt om sort skifer og præcise anretninger: Rå fisk på en skum  af blendet hjertesalat. Jeg ved ikke, om jeg kan tyde noget ud af det –  og hvis jeg kan, så hvad?
Indtil nu er det lykkes mig at kontrollere min krop: Spjætte et knæ, når lægen tjekker reflekser, bære begge bryster. Skjule et betændt tredje øje.
Men jeg er stadig bange – mest for mig selv – og uanset hvor mange stykker rav, jeg samler ved havet, vil samfundet stadig være af beton.

 

Morgenhår og andre symptomer på daggry

I dag har jeg to små tekster i tidsskriftet Slagtryk, dem kan du læse:

HER

 

 

Ensomig #426

Dagens rastløse hænder rækker ud, allerede fra jeg vågner. Jeg leder efter noget, jeg kan opholde dem med: Et stykke bobleplast, eller et slogan, der ligger så godt i munden, at alle – inklusiv jeg selv – æder det råt.

Det nytter ikke at spørge solen: Er du et ottetal? for uanset hvad, den svarer, så er den ikke her. I stedet googler jeg prisen på forede konvolutter, og ender med at købe hundrede uden at vide til hvad, fordi jeg så får to gratis med i købet.

Dette er min dag nummer 16.529, det burde udløse en præmie. Eller som minimum halvtreds samlemærker til en tryllebog med Ali Hamann. Hvis jeg samler mere end tre hundrede mærker får jeg nok et badge oveni, jeg har altid drømt om at bære sådan ét. Der skal stå: “Mind the gap!”

Ensomig #425

Novemberen findes, den trækker tungt brune og orange striber henover dagene.

Jeg ved ikke, hvordan vi skal tale om det. Om vi skal.
Så jeg køber en hybenmarmelade med ingefær og en Unika-ost fra Thy ved delikatessen i Salling. Damen, der betjener mig, pakker osten fint ind: I fedtsugende papir, som hun binder en fin hvid- og rødstribet sløjfe omkring, tilsyneladende autentisk.
De kalder osten for Nordens Parmesan og skriver, at den har noter af salturt og bjergsten, der slår ild.
Jeg ved, at hun afskyr den slags:
-Ost er for helvede ikke poesi.

Hun lægger tykke flager tør ost på den salte kiks. Med top, det balancerer kun lige akkurat.
Hun har sagt det så tit:
– Ingenting er åbenbart nok i sig selv, alting skal altid også være noget andet. En hest skal altid også være en ven, et trækdyr og en rose skal være en rose skal være en rose – og ender således altid med at være en kliche.

– Kan en ost for helvede ikke bare have lov være sig selv, udbryder hun, det er ikke til at afgøre, om hun lyder vred eller trist. Hun tager en bid af kiksen, der falder krummer ned på den grå mohairsweater, hun børster dem væk, irriteret.
Det er vist ikke i dag, vi skal tale om det, i dag skal vi spise ost, bare det.

Ensomig #424

Klokken er 5.30, jeg vågner ved, at hunden gør. – Af mørket øjensynligt, jeg kan i hvert fald ikke få øje på andet. Jeg går ned for at berolige ham:

-Der er ikke noget at være bange for, vil jeg sige men stopper mig selv:

Hvad ved jeg om, hvad der er at være bange for, hvis man er hund?

Det er tirsdag. På byggepladsen udenfor kører store maskiner rundt med lygter så  hårdtslående som knytnæver. De re-designer landskabet, har jeg hørt, fører naturen tilbage til sin oprindelse. I USA er der midtvejsvalg, også Trump vil føre landet tilbage – til dengang cowboyerne havde lov at skyde på indianerne, civilisere de vilde.

Make America great again? Vorherre til hest!

Måske har hunden mere ret, end jeg aner, når den protesterer over mørket sådan en tidlig tirsdag.