Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #464

”Thor har det svært, han vil gerne hjem,” forklarer Jens. “Men vi har, sammen med overlægen, vurderet, at Thor ikke skal hjem nu. Vi er bekymrede for, at han vil gøre skade på sig selv,” fortsætter han.

”Hvis han vil dø, så lad ham dog dø,” siger Nete. ”Der er mangel på pladser i psykiatrien, så én psyko ude, betyder plads til en anden, der trænger.”
”Nete!” Jens lyder vred, det er sjældent, det sker.
”Jens?” svarer Nete.
”Jég ved godt, at du ikke mener det så slemt, men du kan skræmme andre med dine udtalelser,” siger Jens, allerede mindre aggressiv.
”Du ved ikke en skid om, hvor slemt jeg mener det,” siger Nete.
”Du kan roligt være skræmt. Sandheden er, at vi snart er 7 milliarder mennesker her på jorden. Det er alt for mange, så hvis nogen vælger at trække stikket frivilligt, skal vi da for helvede ikke forhindre dem i det,” fortsætter Nete og ser udfordrende på Jens.

Helle rører på sig.
Hun har ellers siddet krøllet sammen med benene under hagen i et hjørne af sofaen:
”Så I tilbageholder ham med tvang?” spørger hun.
”Nej, Helle, de tilbageholder ham med kæææærlighed,” vrænger Nete, ”hvad tror du?”
Helle trækker igen benene op under hagen og piller sig i arret på sin underarm.
”Vi har givet Thor besked om, at han ikke kan komme hjem lige nu,” svarer Jens.
”Vi skærmer ham et par dage, og jeg er sikker på, at Thor bagefter vil være glad for, at vi ikke lader ham gå,” fortsætter han.

”Jeg vil flytte stue. Jeg vil simpelthen ikke bo ved siden af en, der truer med at springe ud af ruden.”
Det er Thea, hendes stemmer skinger:
”Det er simpelthen ikke rimeligt, at jeg skal udsættes for det pres, jeg har det pissesvært i forvejen.”
Nete laver himmelvendte øjne:
”Christ almighty, skal alting dreje sig om, hvordan DU har det, Thea. Hvordan tror du, Thor har det – eller er det lige meget?”
”Hvorfor hader du mig sådan?” råber Thea med tårer i øjnene, ”hvad fanden får du ud af at køre på mig hele tiden?”
”Mere end du aner, ” griner Nete, “Mere end du aner.”

”Vi stopper den her,” afbryder Jens.
”Summa summarum er, at Thor er skærmet, og at vi prøver at se, om vi kan finde en anden stue til dig, Thea.”
”Og nu trænger vi vist alle sammen til en is,” slutter han og gør en bevægelse med armen som om, vi skal følge med.

”Det er klart,” råber Nete, der som den eneste bliver siddende:
”Lad os fejre, at du er så fuld af varm luft, Jens, at du må proppe os med is, for at vi kan sluge det.”

 

Ensomig #463

En fugl er fløjet mod Thors rude, og nu vil han udskrives.
“Hvis fuglen skulle dø mod ruden, skal jeg også dø mod ruden,” klager Thor bag sin dør. Så følger Jens’ stemme:
“Vi skal allesammen dø, Thor, men ikke nu og ikke mod ruden.”
“Jeg vil dø. Mod ruden. Nu”
Thor hulker, men hans stemme er fattet, beslutsom, da han råber:
“Jeg VIL ud. Jeg VIL dø.”

De tilkalder den vagthavende, Doris.
Hun kommer med hurtige skridt, men sætter tempoet ned, da hun går forbi fællesstuen, hvor vi er kaldt sammen. “Hej”, smiler hun og vinker.
Det er kun Nete, der reagerer: “Daws do.”

Thea sidder og mumler. Hun lægger skiftevis det ene ben over det andet, så det andet over det første.
Hun vil skifte stue, mumler hun, hun vil ikke længere vil bo ved siden af Thor:
“Han er jo helt bimmelim.”
Nete svarer, at det sguda er derfor han bor, hvor han bor.
“Kan du ikke se det, Thea? Thor og Thea, tossernes titaner. De har placeret jer sammen af samme grund, face it,” griner Nete.

Thea bryder sammen, gemmer ansigtet i sine hænder:
“Whats up?” spørger Jens, der er kommet ind for at briefe om situationen.
Thea hulker højlydt, Nete ryster på hovedet:
“Business as usual,” svarer hun.

Ensomig #462

Helle er tilbage, hun har været væk et par uger.
Thea siger, at hun har været udskrevet til et behandlingshjem i Sønderborg. Hun ved det, fordi hendes far sidder i regionsrådet, og der har været en masse hurlumhej med økonomien omkring det hele, fordi institutionen lå i en anden region.
Theas far havde stemt imod planen, men et flertal var gået imod ham.

Nu er Helle så tilbage.
Stedet var alligevel ikke lige hende, hun havde vist nok været omkring skadestuen med snitsår hver dag, siden hun ankom. Til sidst havde pædagogerne på stedet sagt stop, de mente ikke, at Helle var ”parat til deres tilbud.”
Theas far mente omvendt, at stedet ikke var deres opgave voksen.

”Det handler sgu ikke om voksenhed, når det kommer til Helle” siger Nete på vej ud fra sin stue.
”Hvad mener du,” spørger jeg.
Nete går forbi.
”Jeg mener det, jeg siger,” siger hun med ryggen til. Så vender hun sig om og smiler:
”Det kan du spekulere over, mens jeg er væk. Jeg har lige en terapeut, jeg skal drive til vanvid, før jeg kommer tilbage og gør det samme med jer andre.”
Så forsvinder hun igennem den tunge dør for enden ad gangen.

”Fuck, hun er mærkelig,” mumler Thea.
”Det er vi vist alle sammen,” svarer jeg, ”det er vel derfor vi er her.”
Thea ser forskrækket på mig.
”Jo, men der er forskel på graden,” siger hun, og jeg kan se, at hun håber på, at jeg giver hende ret.

Ensomig #461

”Im a bitch, and Im proud of it,” står der på et stykke A4papir, sat op med tape på Thors dør.

Thea tager det op på et fællesmøde.
Thor deltager ikke, Jens siger, at ”det er fordi, han behøver lidt tid til at akklimatisere sig.”

”Det stresser mig,” starter Thea. Går så i stå, begynder forfra.
”Altså det er ikke fordi, jeg har noget imod Thor, o-ver-hovedet”, siger hun med tydelig udtale, ”men når der nu en regel om, at vi ikke må have ting hængende uden for vores stue, så synes jeg, den bør gælde alle.”
Ann-Elisa nikker.
Hun er ny på afsnittet, har kun været her i tre måneder og er en del af et”recovery-projekt” for borderlinepatienter.
”Det kan du have helt ret i, Thea,” siger Ann-Elisa – stadigt nikkende. ”Og jeg er sikker på, at Thors skilt også på sigt skal hænge et andet sted. Men han er jo kun lige kommet, og skal vi ikke give ham et par dage at falde til i?”
Thea kigger rundt på os andre, ingen reagerer.
”Hvor mange dage er det?” spørger Thea.
”Det kan man ikke sådan sætte tal på, det afhænger af så meget,” svarer Jens.

”Som for eksempel hvad?” spørger Nete.
”Det vil jeg ikke komme ind på her, det kan du også godt forstå, Nete, det er jeg sikker på,” svarer Jens og bladrer i sine papirer.
”Du skal sgu ikke tage min forståelse for givet,” svarer Nete, ”det tror jeg også godt, at du kan forstå, ikk’ Jens?” vrænger hun.
Jens sukker.

Ann-Elisa rækker ud efter termokanden, skænker kaffe i sit krus.
”Andre?” spørger hun og rækker kanden frem.
Thea rækker sin kop over mod Ann-Elisa, ”Ja, tak.”
Nete rejser sig
”Gid I må kvæles i det,” råber hun og vælter sin stol, før hun går.”
Der bliver stille, Jens rejser sig og lukker døren efter hende
”Det må jeg nok sige,” smiler han og går tilbage.
”Men aftalen blev altså, at vi lader skiltet hænge og ser tiden an, ikke sandt?” slutter han, og ingen siger ham imod.

Ensomig #460

Der kommer en ny, det er en onsdag.
”Det er en planlagt,” siger Nete.
”Pheeew, så er vedkommende da ikke fuldkommen fra snøvsen,” svarer Thea, men retter med det samme sig selv:
”altså I hvad jeg mener. Det giver så meget stress med de akutte indlæggelser.”

Jens kommer ind, han har et blåt clipboard under armen.
”Jeg har glemt noget at skrive med, er der en af jer, der kan hjælpe?” siger han som det første.
Jeg rækker ham min stiftblyant.
”Hvordan virker sådan en?” spørger han, og jeg viser ham, hvor han skal trykke,, for at stiften kommer ud. Jens trykker og trykker.
”Nej, Jens for fanden, har du trukket din hjerne i en automat?” griner Nete og tager blyanten ud af hans hånd, skubber stiften tilbage.
”Et skridt ad gangen, Jens, er det ikke det, du altid har lært os. Det gælder sgu også stiftblyanter,” smiler hun.
Jens tager blyanten ud af Netes hånd, ”Ja til grin, det kan man sgu altid blive,” smiler han tilbage.

”Nå, som I nok har hørt, så får vi en ny patient i dag. Han hedder Thor og er 26. Han er i udredning, og vi vil gerne have et øje på ham så længe,” fortæller Jens og skriver Thore med blokbogstaver på sit papir.
”Får han så Mettes værelse?” spørger Thea.
”Ja, det var tanken, ellers skal vi jo til at rykke rundt på jer alle sammen,” svarer Jens.
”Jeg MAGTER altså ikke at flytte stue igen, bare fordi Thea har et issue med, hvem hun bor ved siden af,” udbryder Nete og folder sine arme over brystet.
”Det har jeg heller ikke bedt om, vel?” raser Thea.

”Så, så, så,” tysser Jens, ”Thor kommer til at bo på Mettes gamle stue, ved siden af Thea, og jeg er sikker på, at det er helt problemfrit.”
Så sætter han to streger under Thors navn på sin blok, som for at understrege, at beslutningen ligger fast.

Ensomig #459

Hun har skåret på langs af venstre underarm.
Såret er dybere, end det plejer at være. Hun har taget gazebindet af, for at vise os såret. Der er en gulligrød stribe, der hvor gazen har haft kontakt med det dybe rids – en blanding af blod og betændelse.

”De var ellers gode ved mig på skadestuen. Hende, der hedder Mona, var der. Hun er altid skidesød, ikke sådan noget huhejvildedyr,” fortæller Helle.
Nete sukker dybt.
”Nej, det kan du bilde mig ind,” siger hun, ”det er da fedt, at du kan få venner ad den vej.”
Helle lægger et stykke frisk gaze over såret:
”Nå, heldigvis er det jo sådan, at tiden læger alle sår,” siger hun, som om hun ikke har hørt Netes kommentar.
Så bryder Mette ind.
”Den er altså ren bullshit, det der med tid og sår, det er fucking positiv psykologi. Det er bare noget samfundet vil have os til at tro på, for at lukke røven på dem, der lider. Der ikke er ikke en skid evidens for det pis,” siger hun.

”Nu må vi jo se, hvor længe Mona gider blive ved at læge dine sår, Helle” fortsætter Nete.
”Luk nu røven, dit kyniske apparat,” svarer Thea hende, hun har ellers ikke har mælet et ord indtil nu.
”Hvem fanden er det, der er kynisk her? Er det måske ikke kynisk at skære i sig selv for at få andres medlidenhed? I mine øjne er det kraftedme kold beregning,” råber Nete.
Thea lader som om hun ikke hører hende, tager sine høretelefoner på, skruer op på max.

”Så er det godt, Nete.”
Det er Jens, ergoterapeuten, der stikker hovedet ind:
”Har I virkelig ikke noget bedre at tage jer til end at ødelægge livet for hinanden?”
”Næ, hvad skulle det være? ” spørger Nete, og jeg griner, uden at vide hvorfor.

Ensomig #458

Det er Helles stue, de har retning mod. Fire mand er allerede derinde.
Èn af dem kommer ud derfra og mumler noget til Jens, ergoterapeuten.

Jens nikker og går hen til fællesstuen, hvor vi sidder. Kommer ind og lukker døren bag sig.
”Hvad så, har vi sovet godt?” spørger han mens han klapper hænderne sammen.
”Er det Helle,” svarer Nete, ”har hun skåret sig?”
Jens skubber til mig i sofaen.
”Kan du ikke lige hømme dig lidt, så jeg kan komme til at sidde?” griner han og svarer så Nete uden at se på hende.
”Ja, det er Helle. Det er ikke slemt, men vi er jo nødt til at være på den sikre side.”

”Det er ufatteligt, at I bliver ved med at komme rendende, hver gang hun kalder.” Nete ser på mig, som om hun regner med, at jeg vil følge op.
Jeg ser ned på mine hænder, bider i en negl.
”Det er sgu da rent Peter og Ulven- show, det kan enhver se, det behøver man fanme ikke være uddannet psykiater for,” fortsætter Nete.

”UNO?” spørger Jens og hiver kortene ned fra reolen.
Der er ikke nogen, der svarer.
Han deler kortene ud, syv til hver, Nete lader sine ligge.
”Ja, det er flot, lad os da snakke om noget andet,” mumler hun og skubber kortene ind midt på bordet
Jeg tager mine syv, sætter dem i orden.
Jeg har to ”spring over” kort og et ”skift retning,” det kan godt gå hen og blive en vinderhånd.

 

Ensomig #457

Jeg er indlagt igen, samme afsnit, samme stue. Her er plads til otte patienter.
Jeg skammer mig over at være én af de otte, at fylde op. Jeg ved, at jeg bare kan opføre mig ordentligt, spise pænt, sige ”tak for mad”.
Mene det.

Helle er her også, ligesom sidst, hun har været her lige siden.
Hun har langt hår, det har ikke nogen farve – det vil sige, det er lyst og lidt mørkt, men mest af alt er det hverken eller. Helles forældre er tandlæger, de har en praksis i Nykøbing Mors, den ene af to.
”Det er en evig kamp,” siger Helle, ”du ved, røntgen, husleje, sekretærer, der er så mange omkostninger ved den slags”.
Jeg ser på hende, svarer
”Ja, det kan jeg se.”
”Hvad kan du se?” spørger Helle, men så kommer Annette og spørger efter tyggegummi, og Helle tilbyder hende et stykke.
”Sorbits – det er sukkerfri,” siger Helle og holder pakken frem.
”Du er en skat, ” svarer Annette og tager et stykke.
”Tag bare to.”
Annette tager et stykke mere ”Du er alt for sød, tak.”

Helle er altid i gang med noget, hun strikker, læser eller laver sølvkæder i alle mulige mønstre, kongekæder for eksempel. Hun bruger en lille tang til at sætte små sølvringe sammen, det er noget, hun har lært, mens hun har været indlagt.
”Så har det da ikke været helt forgæves,” griner hun.

Helle spiller både blokfløjte og klaver og synger i et kristent kor. Hver tirsdag får hun lov at tage afsted i tre timer til Møllevangskirken.
Koret kalder sig Englene, det synes Helle er så sjovt.
Når hun kommer tilbage, er hun altid i et vældigt humør, hun siger, at det er sangen og fælleskabet om Gud, der gør det. Jeg mistænker hende for at benytte sig af muligheden til at kaste op, men bliver flov over mine tanker, hvisker ”Tyv tror hver mand stjæler.”
”Hvad?” spørger Helle
”Ikke noget,” svarer jeg.

Ind imellem kommer der besøg fra andre hospitaler. Det er altid Helle, der viser rundt. Hun viser dem værkstedet:
”Her tegner vi og maler,” siger hun.
Så går hun videre til fællesstuen, hvor der står en stor hjørnesofa og to lænestole beklædt med lammeskindstæpper.
“Her sidder vi en time efter alle hovedmåltider,så vi ikke bliver fristet til at motionere eller skaffe os af med maden,” forklarer hun,
Så går de ind i konferencerummet, hvor Helle fortæller sin egen historie, og hvor glad hun er for den behandling, hun har fået.
“Uden afdelingens hjælp havde jeg været ilde stedt,” smiler hun.
Man kan se, at de besøgende har svært ved at tro, at det virkelig kan være rigtigt. En pige med så stor en selvindsigt og forståelse for egen sygdom, hvordan kan hun have brug for hjælp?

Om aftenen sidder vi på hendes stue og spiller backgammon.
“I virkeligheden er jeg er en djævel,” siger Helle pludselig
Jeg griner lidt.
”Hvis du er en djævel, så er der ingen grund til være bange for djævelen,” svarer jeg, men Helle ser mig ind i øjnene, insisterende:
”det kan du fanme tro, der er.”
Så kyler hun brættet ind i væggen og alle brikkerne ryger op i luften.

Ensomig #456

Jeg har aldrig smagt snegle eller frølår, men jeg har flået en kanin. Det var på en spejderlejr i ’87, og jeg var meget forelsket i en fyr, der hed Henrik. Jeg er også blevet standset af en butiksdetektiv, fordi jeg spiste af vindruerne i grøntafdelingen, det var Føtex i Slotsgade, jeg vejede 34 kilo og var ved at dø af sult, bogstavelig talt.
Jeg slap med en advarsel.
En sommer besøgte jeg mine bedsteforældre. Det var kvælende varmt og kedeligt og meget meget trygt, og jeg havde ikke andet at lave end at spille yatzy med mig selv. Det var dér, jeg opdagede, at kun den ene af os kunne vinde, det sidste glemmer jeg aldrig.

 

 

Ensomig #455

 

 

Jeg glemmer hele tiden, hvad det går ud på.

 

Hvad går det ud på?