Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #514

Nogen har tændt for lyset, hældt kaffe i kruset, lagt kinden mod en strandsten. Nogen er mig. Andre har forladt deres hjem, skåret huller til øjne: De sørger for tog til tiden, mad på bordet, gang i butikken. Andre er ikke mig.
Jeg tager min telefon og forsøger at formulere noget vigtigt, men bliver distraheret af  et par dråber kaffe, der løber ned langs krusets sider. De trækker striber hele vejen ned. Jeg ved, at de vil samle sig under krusets bund, og efterlade en tyk halvmåneformet ring på den ubehandlede bordplade. Jeg gør intet for at forhindre det, det skal være mit bidrag til samfundet denne morgen: En skamplet.

Ensomig #513

Jeg har sovet uden at drømme, nu skraber jeg tænderne mod morgenens glasur.

Verden udenfor ligner en taleboble, et akvarium med stumme fisk: så åbner de munden, så lukker de den igen: Hej!

Det gør ikke ondt at give slip. Det havde jeg egentlig troet at det ville.

Ensomig #512

Du spørger mig, hvad jeg har drømt?

Jeg er lige ved at svare, at jeg drømte, at jeg klippede mig skaldet, men af en eller anden grund ombestemmer jeg mig i sidste sekund og fortæller dig i stedet, at jeg har drømt om visne fyrrenåle og svært forsinkede kantareller.

Jeg synes selv, det lyder som en en smuk drøm – væsentlig.
-Hvor mærkeligt, svarer du, jeg ville have svoret, at du drømte, at du klippede dig skaldet.

Ensomig #511

Et egern piler op af fyrretræets stamme, det har samme farve som træets bark – samme selvfølgelige røde.

Engang gøede hunden af skoven: Af alt, der gemte sig imellem, over og under træerne. Alt det, den ikke kunne gennemskue eller forstå. Nu gør den ikke længere, det er, som om den har erkendt, at der ikke er noget at forstå. Ingenting at gennemskue. 

Det er svært ikke at misunde dyret dén ro.

Ensomig #510

Mens planterne dør i min vindueskarm, og plænen kvæler græsset, og folk køber bil nummer tre og fejrer torsdagen med 300 gram velhængt oksehøjreb af dyr opdrættet til at dø, og en dame køber tyve Kings uden filter i kiosken, mens hun stolt fortæller kassemedarbejderen, at hun er i fuld gang med at planlægge juleferien, der i år skal foregå så langt hjemmefra som muligt, “tanzania”, siger hun, “med fly: vildtsafari,” og jeg bilder mig ind, at jeg hører hende sige, “alt andet end virkeligheden,” men det siger hun ikke, vel?, i går optrådte Britney Spears 300 meter fra, hvor jeg bor, ifølge anmelderne en skrækopvisning i kunstigt engagement og syntetisk sang, hvad havde de forventet, inderlighed?, og som om det ikke var nok at græsset visner, at dyrene dør, at flyverne flyver, så sidder jeg på min flade røv ved min skærm og vrænger tavst, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal stille op, hejhejspejl, hejhejboomerang, sådan er det, hver gang man peger en finger i de andres retning, er der fire, der rammer en i nakken – eller noget.

 

Ensomig #509

Det er varmt i dag. Tidligere forsøgte jeg at gå en tur, men endte – som det sker så tit – ved en skyggefuld sten på kirkegården, ved siden af, hvor jeg bor. Den gør mig ikke trist, døden, eller rettere: det, der gør mig trist er manglen på liv:
Bierne, der forsvinder og børn i asiatiske og mellemøstlige storbyer, der ikke får lov at gå udenfor af frygt for forureningen og de luftvejssygdomme, den medfører.
“Indendørsbørn,” kaldes de, ligesom med katte.

Her, hvor jeg bor, er alle ude. Alle fester, som om der var noget at fejre. Det er de vildeste fester: Dem, hvor man er nødt til at skrue på alle tangenter, så ingen opdager, at der ikke er nogen fest.
Jeg sidder i min sofa og læser Eileen Myles.
På side 130 i “Ikke mig”, skriver hun:
“Jeg forestiller mig alle de store, smukke sejlskibe, der sætter til søs på en perfekt blå dag, og jeg er ik ombord.”
Præcis sådan har jeg det. Hejhejfest, vinker jeg, lidt trist, for selvom jeg ikke synes, der er noget at fejre, havde det nu været rart med en invitation.

 

Ensomig #508

Jeg går i Netto, fordi jeg føler mig ensom. Nogen har smidt en pizzaslice udenfor butikken. Jeg maser snuden af min sko rundt den, i osten især, det føles urimeligt godt. Indenfor farer jeg vild mellem hylderne med spotvarer, og ender med at købe et glas lakridssyltede ingefær, fordi etiketten beskriver smagen som “a life changing experience.”
Da jeg når frem til kassen, gør en ældre dame mig opmærksom på, at mine sko har efterladt tydelige spor gennem hele butikken: “Tomatsovs og ost, Velbekomme,” siger hun uden at lægge skjul på sin væmmelse.
Jeg undskylder mange gange, betaler for mine varer og går udenfor. Jeg kører foden en sidste gang rundt i den allerede fladtrådte pizza, den ældre dame kommer i det samme ud, hun ryster synligt forarget på hovedet.
– Jeg håber virkelig, at de der ingefær holder, hvad de lover.

Ensomig #507

Lyset i mine øjne er forsvundet. Foran mig hænger solen, ikke at det har nogen sammenhæng med noget.
Forleden købte jeg nye gardiner. I lang tid har jeg levet med lodrette persienner, men det skærer dagen i nogle helt forkerte skiver. På langs ikke på tværs. Derfor besluttede jeg mig for gardiner af stof i stedet. Tungt tykt stof, der falder hårdt og lodret. Blå velour eller kraftig satin, havde jeg tænkt mig jeg.
Gardinforhandleren frarådede mig de mørke stoffer, han mente, at rummet ville blive overophedet. Jeg forklarede ham, at varme ikke er problemet, problemet er skiveskårede dage, som en kødpølse, farveløs og ildelugtende. den slags dage er et problem.
Jeg endte med at vælge velour, mere forsonende i sit udtryk end blank satin. Hunden accepterede ændringen uden videre. Sådan tilgivende et væsen, så imødekommende.
Måske lægger jeg for meget i dyrets dovenskab, måske er den bare ligeglad.
Med gardinerne – og med mig.

Ensomig #506

Jeg gik tur uden hunden i dag. Det føltes så ensomt, at jeg valgte at vende om for at hente mine høretelefoner og lade hovedet fylde af musik:

“No Other” med Gene Clarke og “Skeleton Tree” med Nick Cave.
“If you wanna leave – dont breathe,” synger Cave, og det så smukt, at man et øjeblik ønsker at ophøre med at trække vejret. Det er svært. At ville noget så meget, og samtidig ønske det så lidt? Måske taler jeg sort, men det må man godt, når man hører Cave.

Da jeg kom hjem, havde en kvinde, jeg ikke kender, skrevet til mig på facebook. Hun fortalte, at hun følte sig genkendt i noget, jeg havde talt om i en radioudsendelse: En angst for eget begær og for at fylde for meget. Hendes besked gjorde mig glad, genkendelsen gjorde.
Senere så jeg et program på DR2. En franskmand havde inviteret Per Aage Brandt med i Den Blå Planet, som vist nok er det samme, som det, der engang hed Danmarks Akvarium. De talte o meningen med livet – og hvad der ellers faldt dem ind. Brandt talte om hvor svært det er at lykkes med at være til i verden, gribe den, og på samme overskue, begribe, den? De talte om forskellen på at ræsonnere sig frem til en mening – og så at udleve den. For hvad nu hvis det, vi med vores allerbedste argumenter og sunde fornuft når frem til er meningen med livet – viser sig at gøre os ulykkelige i praksis? Hvad vejer så tungest: tanken eller følelsen?
Det var en fin udsendelse, fiskene var smukke og klogt tavse. Brandt citerede til slut en filosof (jeg husker ikke hans navn) for at sige, at “meningen med mening er nonsens”. – Dada, kaldte han det. Det føles som en slags trøst egentlig: at det tilsyneladende meningsløse måske er det, der giver allermest mening. Eller omvendt.
Efter udsendelsen gik jeg en tur til Rene´s fiskebil. Her købte jeg købte lynstegt tun og jomfruhummerhaler – og hos vinhandleren en biodynamisk vin. “Let perlende,” beskrev ekspedienten den, og det lød fint, så den tog jeg.
“Ønsker fruen en kvittering,” spurgte han, da jeg havde betalt.
Den her verden, altså? Fruen? For real?

If you wanna leave – don’t breathe.

Ensomig #505

Jeg spiser knækbrød med tahin.
Nogen har malet grafitti på stilladset ved Æggepakkeriet i løbet af sommeren. Det forestiller en øgle eller en meget lang og uhyggelig orm med et meget stort og ildspydende gab. De har skrevet ”hip hop to the bones” ved siden af maleriet. Jeg kan godt blive misundelig over deres sikkerhed, den måde, de udpeger deres identitet på: ”Det er dét, jeg er! Hip hopper to the bones”. Deres mod til at blæse det op på en mur.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville male, hvis jeg havde modet. Hvem jeg ville være, et uddødt kæmpedovendyr måske. Eller et eucalyptustræ, mest fordi jeg holder så meget af ordet eucalyptus. Det gør så godt at sige det, det er svært ikke at blive glad.
Jeg startede ellers dagen med at græde. Det var fordi, jeg hørte en udsendelse med en politiker, hvis mor var død. Det var en lykkelig død, slet ikke sørgelig. Det var derfor jeg græd, fordi jeg er lykkelig, og fordi jeg alligevel skal dø. Nu tænker jeg på at køre til havet. Ikke for vandets skyld, men for at holde op med at græde og for at plukke salturt og strandasters. Jeg så en kok på TV i går, der brugte det i noget mad, det så godt ud. Derfor, jeg vil afsted, fordi jeg har brug for noget godt. Jeg har brug for noget godt, fordi der er også meget lort. Træerne udenfor, for eksempel, der er ved at dø. Vi tror, at verden varer evigt, at vi forsvinder, men at resten består. Men verden er også ved at forsvinde, den vånder sig under varmen, den lider. Hele kloden er ved at dø, ligesom moren til den politiker, jeg hørte tale i radioen i morges er død. Forskellen er, at kloden ikke får lov at dø lykkelig. Det er derfor, jeg græder. Fordi kloden ikke er lykkelig, og fordi træerne er ved at dø.