Louise Juhl

destory.dk

Knud Steffen Nielsen anmelder “Det dér og dét der”

Knud Steffen nielsen, litterær foregangsmand og billedkunstnerisk begavelse, har med STOR omhu og skarphed læst og anmeldt min roman. Hans læsning er af stor betydning for mig. Læs her hvorfor:

ANMELDELSE AF “DET DÈR OG DÈT DER” VED KNUD STEFFEN NIELSEN

(Og læs også Knuds nyligt udgivne “Udvalgte digte,” fra Det Poetiske Bureau – det er vigtige og mærkbare digte!)

Ensomig #280

Jeg vågnede ved, at jeg kunne høre en hund, der gøede. Jeg stod op, gik hen til vinduet, men det var helt mørkt, der var ingenting at se. Hunden blev ved at gø. Jeg kunne ikke sove, det var som om den kaldte på mig, så jeg tog min fleecejakke på og gik ned ad trappen, ud i mørket. Lyttede. Hundens gøen var helt tydelig her udenfor: Vuf vuf [pause] vuf [pause] vuf vuf. Igen og igen. Lyden kom oppefra. Jeg lagde nakken tilbage og så op. Deroppe hang månen, sløret og halv, jeg stod sådan lidt, det var et meget mærkeligt øjeblik. Så satte jeg hovedet tilbage på plads, tænkte: der lever ikke hunde på månen, og måner kan ikke gø. Gik tilbage til min seng og faldt i søvn. Der var ikke en lyd at høre resten af natten.

 

 

Rosende anmeldelse på Modspor

Hvor går grænsen mellem begavelse og begribelse? Louise Juhl Dalsgaard udfordrer med et råt og usentimentalt sprog splittelsen mellem fornuft og følelse…Hun mestrer sprogets gennemslagskraft, så ordene går lige ind hos læseren og skubber til refleksionsevnen.”

Min bog er blevet jättebra anmeldt på modspor.dk. Anmeldelsen kan læses her:

Poetisk biografisme

 

Ensomig #279

I dag har jeg købt rosévin på dåse, mest fordi det virkede lige tilpas absurd at købe rosévin på dåse. Og jeg har været ved dyrlægen med min hund: han skulle have renset sine tænder. Da vi kom hjem, kastede han op på trægulvet i stuen. Jeg tørrede op, nogle dage er det faktisk ok at tørre bræk op efter sin hund, så gør man da noget for nogen.
Udenfor ligger oktober helt radbrækket og løvfalden, det er ikke nogens skyld.
Hvad stiller man op med dét, der ikke er nogens skyld? Hvad stiller man op med oktober? Ola Julén skriver: “Jeg har længtes så længe efter efteråret/og nu er det efterår.”
Det er dét lille “nu”, man stiller op🍁

Ensomig #278

En lethed jeg ikke kan bære
*
ligesom:
linje for
linje
*
eller
ingen for
ting
*
køber rosévin på dåse
hunden kaster op
oktober er ikke
nogens skyld
*

Ensomig #277

Jeg vil gøre det enkelt
jeg vil skifte side
DU
skal der
stå et sted
lidt over midten
og der skal være
et æseløre øverst
i det ene hjørne så
jeg altid kan finde dig
uden at skulle besvære
mig med at læse resten

Kultur på Recept

For tiden underviser jeg på Kultur På Recept. Kultur på Recept er et frivilligt tilbud til langtidssygemeldte, og et supplement til de mange obligatoriske forløb, man ellers møder på jobcentrene rundt omkring.
Det er en skidegod idé. Deltagerne er her frivilligt, og det mærkes: de er engagerede og glade for at være sammen om noget andet end at “præstere” eller “komme videre.” Her skal de ikke nå noget, der er ingen dagsorden udover at have det sjovt med at skrive og læse. Her er plads til at gøre ting, der ikke er målrettede eller effektive: At undre sig. At tvivle. At være forvirret. Her virker det ikke dumt at “spørge dumt,” tværtimod. Vi snakker om alt mellem himmel og jord. Og skriver om nogenlunde det samme: Om flæskesteg og firben og om, hvordan farver ville lyde, hvis de var “født” som toner eller sprog (grøn ville tale norsk og læspe en smule!) Vi skriver fiktive datingprofiler, ser youtubevideoer med Gustav Salinas og prøver at være loyale overfor det, vi ser og hører. Altså hverken karikere eller udstille, men portrættere.
Næste gang vil vi bruge Maja Lee Langvads “Jeg er vred” som skabelon for at rase igennem. Og lade os inspirere af Mayse Aymo-Boots “Spørgsmålene” til at stille umulige spørgsmål, det glæder jeg mig til. Er allerede tyvstartet en smule:
Er primtal mere ensomme end andre tal? Hvornår er noget vigtigt? Hvem har opfundet det bløde D?

Ensomig #276

Lægen vil teste mine reflekser, og banker med en lille stav på mit knæ.
“Hvem dér?” spørger knæet.
Lægen nægter tilsyneladende at svare.

Ensomig #275

Engang havde jeg for vane, hver onsdag i lige uger, at bide i et stykke sølvpapir for ikke at bide hovedet af mig selv. Nu råber jeg af fuglene: “Luk ægget,” skælder jeg, som et statement renset for mening.

 

Overvejelse om bananers beskaffenhed

Jeg drømte, at der var bananer på tilbud, halve bananer mere præcist, der var rift om tilbuddet, og et hav af butiksarbejder var tilkaldt for halvere frugterne i samme tempo, som de blev solgt. Det, der undrede mig, var, at der lynhurtigt blev udsolgt af den ene halvdel, den, der ikke hægter på en stilk, og jeg derfor måtte købe af den anden halvdel – med stilk. Nu kan jeg ikke lade være at spekulere på, om jeg er blevet snydt, altså om der er noget ved bananer og/eller deres halvering, jeg ikke har forstået?