Louise Juhl

destory.dk

Ensomig #350 (O18)

Det er sandt.

Erstatter jeg noget, der gør ondt med noget, der ikke gør ondt, ender det som regel med, at det, der ikke gjorde ondt, begynder at gøre ondt.
Er jeg for eksempel vred, rasende, og prøver at erstatte irritationen med engleblid karma, så er det tænkeligt, at vreden går fri.
Men englene, de ender med at være rasende.

Ensomig #349 (O17)

Jeg fortsætter med at være stille.

En af pædagogerne i den børnehave, jeg går i, hedder Birgit. Hun bor på en gård lidt udenfor byen, her holder hun heste. Nogle gange har Birgit lysbilleder med fra sin gård, så ruller vi de store gardiner ned, sætter os i en rundkreds på gulvet, musestille, og stirrer på billederne af heste. Jeg synes, at hestene ser meget store ud – og vilde – som de er fotograferet i galop med manen flagrende omkring sig, smukt og faretruende.
En dag kommer Birgit ikke, som hun plejer. Hun er blevet indlagt på hospitalet, får vi at vide, men når vi spørger, hvad hun fejler, svarer pædagogerne, at det ved de ikke rigtigt, ”men hun skal nok blive rask og komme tilbage og vise flere lysbilleder af heste i galop.”

Da Birgit vender tilbage, mangler hun en arm. Jeg ved ikke, hvad der er blevet af den, og jeg tror heller ikke, at vi får en forklaring, men inde i mit hoved har Birgit fået bidt sin arm af af en hest.
Børnehaven hedder Bambi og er for døve og hørehæmmede. Det er svært for Birgit at tale med os, nu hun kun har én hånd at bruge til tegnsprog. Hun lærer os i stedet at mundaflæse. Birgit er tålmodig som en engel, hun taler ty-de-ligt og overdriver mundens bevægelser, så vi allesammen meget hurtigt bliver meget dygtige til at mundaflæse.

Hjemme fortæller jeg stolt, at jeg nu kan hele tre sprog: talesprog, tegnsprog og mundaflæsning. Min mor og far roser mig og siger, at der er folk, der går på universitetet for at lære den slags, og at det er flot, at jeg kan, selvom jeg ikke engang går i skole. Jeg suger rosen til mig.
Derhjemme bruger vi godt nok hverken tegnsprog eller mundaflæsning, men jeg er blevet god til det med sprog og forstår hurtigt alt, også det, der ikke bliver sagt.

Ensomig #348 (O16)

Det er en smerte som ødelægger ansigtet
det er en smerte der gør ansigtet tydeligt.

Jeg leger ikke med ting, kun med mig selv – mine hænder eller fødder. Jeg laver en “omvendt trapez” ved at flette mine hænder og vende vrangen ud på dem, eller jeg sætter mig i lotusstilling og mærker, hvor umulig min krop føles. For det meste er det bare i hovedet, jeg leger, så tager jeg på polarekspedition til Grønland, helt alene. Det er mørkt døgnet rundt, og jeg må navigere efter hvalernes sang, som jeg har læst om i en bog af Bent Haller, “Kaskelotternes sang.” Inde i mit hoved bygger jeg igloer, der kun lige akkurat er store nok til at rumme mig, jeg tænker “det er godt, at jeg kun er et barn, hvis jeg var voksen, ville der ikke være plads til mig.” Jeg tænder bål og laver ting af is: en tekande og et krus, en tandbørste og en bog med helt stive sider.
I børnehaven, der er for døve børn – og så lige mig, der ikke er døv – leger jeg mest for mig selv og lidt med en dreng, Vilhelm, han er et halvt år ældre end mig. Jeg synes det er helt fantastisk, at man kan hedde Vilhelm, ligesom ham der skyder mod æbler på andre folks hoveder. Allermest fantastisk synes jeg, det er, at Vilhelm vil lege med mig. Det vil han måske heller ikke, for det er mest Vilhelm, der leger og mig, der ser på, imens han bygger slotte. Time efter time ser jeg til, mens Vilhelm bygger et stort sandslot og et lille sandslot, så tager han børneskovlen, der har skaft af træ og ligner en rigtig skovl – bare mindre, og slår så hårdt han kan på det lille sandslot. Slottet falder sammen, og Vilhelm griner: “se!” peger han, og jeg griner og klapper i hænderne.
Ind imellem tager Vilhelm også skovlen og klapper med den på mit hoved, forsigtigt. Han slår let en to-tre gange, dunk, dunk, dunk. Så lægger han skovlen fra sig i sandet og går, og jeg ved, at nu er legen slut. En enkelt gang går det galt, Vilhelm slår for hårdt, og der vokser en blålilla bule frem ved min tinding. Eva, en af pædagogerne, ser det, hun løber hen og sætter sig foran mig, trykker mit ansigt ind til sig. Det er lidt væmmeligt, for Eva trykker lige dér hvor bulen sidder. “Sååååh”, hvisker hun og vugger mig frem og tilbage, “sååååh”. Det er først dér, midt i omsorgen og trøsten, at jeg kan mærke bulen og ved, at jeg er blevet slået. At Vilhelm har slået mig i hovedet med en skovl. Jeg begynder at græde, “gør det ondt,” spørger Eva, men jeg ryster på hovedet. Det gør ikke ondt, jeg græder fordi, jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lege med Vilhelm igen.

Ensomig #347 (O15)

Jeg taler ikke med nogen om det, der virkelig optager mig.

Hvem talte de med?
Hvem talte min mor med, udover ekspedienterne i supermarkedet, som hun insisterede på at behandle personligt og med respekt. “Hvad hedder du?” kunne hun for eksempel spørge, når hun betalte, fordi hun ikke kunne døje tanken om at nogle skulle servicere hende, uden en efterfølgende tak: “Tak, Morten,” sluttede hun så sit indkøb af. Eller “Tak, Bitten” eller Rikke, eller hvad de nu hed.
Da jeg blev syg i starten af halvfemserne, var dét, at have en datter med anoreksi, nogenlunde det samme som at afsløre sig selv som et monster, et kvindemonster: Altdominerende og med sygeligt høje forventninger til sit afkom, følelseskold og kontrollerende. Meget kan man sige om min mor – hun er behagesyg, har svært ved at sige fra og sikkert en masse andre ting – men dominerende, det er hun i hvert fald ikke. Jeg ved, at min mor kæmpede meget med tanken om, hvad andre tænkte og mente, og oveni det kæmpede hun med skyldfølelsen: tænk at have et barn, der nægter at spise, tænk at det barn, man har skænket livet, nu vender livet ryggen til det? Hvad gør man? Hvem taler man med?
Jeg ved, at min mor værgede sig ved at opsøge det offentlige behandlersystem, både fordi hun selv arbejdede indenfor det og derfor vidste, hvordan psykiatrien fungerede – eller netop ikke fungerede, men også fordi hun frygtede at møde alle fordommene om moren bag anoreksien. Jeg tror ikke, at hun gik til psykolog, men jeg ved, at hun fulgte en række møder i en selvhjælpsforening, og at det trøstede hende at møde andre i en lignende situation, der hverken havde hugtænder eller horn i panden, men nogen nær fortrolighed tror jeg ikke, at hun fandt der.

Hun havde en veninde helt tilbage fra barndommen i Sdr. Bjert, veninden, J, boede nu i Aalborg ligesom os. Hendes datter og jeg var en overgang bedste veninder, lige indtil vi ikke var det mere. Jeg husker ikke, hvad der skete, hvorfor vi pludselig ikke så mere til hinanden, men jeg tror at Lea, som hun hed, følte sig svigtet af mig. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt spurgte hende, hvad hun mente med, at jeg havde svigtet hende. Hun svarede “Alene dét, at du ikke selv kan se det.” Jeg forstod ikke, hvad hun mente med det, det gør jeg stadig, men måske er det deri, svigtet består?

Min mor og J vedblev med at se hinanden. Det var altid om torsdagen, de mødtes, for da havde min mor fri. Præcis klokken 15.00 ringede J på fordøren, med favnen fuld af kager fra bageren. Jeg ved, at min mor helst havde været fri for kagerne, der var med flødeskum og marcipan, at hun tænkte på sit kolesteroltal, men ikke nænnede at ødelægge J’s glæde ved at give, og derfor kæmpede sig vej gennem flødeskum, vanillecreme og det, der var værre.
J var skolesekretær, fraskilt, og meget belæst. Flere gange hver måned tog hun til Nørresundby, for at se smalle film, som biografen dér eksellerede i. Ingenting var for langt eller for fremmedartet for J: Hun elskede Kurosawa, og deltog en vinter i et marathon forløb over flere måneder, hvor samtlige Kurosawas film blev præsenteret, og en svensk professor kom og holdt foredrag om hans filmsprog- og teknik. Hun læste alt fra Pynchon til Bergman, de store forfatterskaber, og fulgte samtlige folkeuniversitetets kurser indenfor religionsvidenskab og filosofi. Min mor beundrede J for hendes vid og disciplin, men følte sig samtidig underlegen, at hun på en eller anden måde burde undskylde, at hun foretrak slægtsromaner, krimier og familiefejder fra den russiske zar- tid. Min mor var hverken uintelligent eller antiintellektuel, tværtimod, hun spekulerede fra morgen til aften over alt, hvad hun så og fornemmede, stort og småt, og af samme grund brugte hun litteraturen som et helle. Her kunne hun koble af, lade sig forføre, befri sig selv for de evigt tunge eksistentielle temaer, hun ellers altid grublede over.
J og min mor gik ture, lange ture, de besøgte udstillinger og gravhøje sammen, der blev også snakket “siden sidst”, men Lea og jeg var tabu. Jeg ved ikke hvorfor, om de følte, de skulle være solidariske med deres døtres uvenskab, jeg kan simpelthen ikke gennemskue det. Men jeg ved, at min mor aldrig delte sine bekymringer om mig og min sygdom med J.

De må have talt sammen, min far og mor, jeg var trods alt indlagt i sammenlagt mere end halvandet år, det kan ikke være passeret i tavshed.

Min far og jeg, derimod, talte aldrig om min sygdom indbyrdes. Det gør vi sådan set stadigvæk ikke, min far nøjes med at konstatere, at det er godt, at jeg ikke længere er syg. Det kan jeg ikke være uenig med ham i, og jeg ved heller ikke, hvad jeg ville svare, hvis han spurgte om det store “hvorfor”?
Jeg aner ikke hvorfor, og jeg er slet ikke sikker på, at der findes et “derfor!”
Min far er ikke så meget for at “snakke følelser”. Det betyder ikke, at han er ufølsom, langt fra, han er supersensitiv, græder, når han hører Mozarts Requiem eller hvis John Wayne bliver skudt i en cowboyfilm. Han elsker at tale erindringer, om min farmors islagkager, min farfars arbejdsliv, kollegievennerne, det hele. Alt sammen fortalt med grådkvalt stemme og en taknemlighed, der tårner sig op i øjnene, så de til sidst flyder over. Følelser har han nok af. Han snakker bare ikke om dem, i hvert fald ikke de triste eller negative. “Det kan ikke nytte noget,” siger han, og det er muligt, at han har ret, men selvom de ikke gør nytte, de skide følelser, så er de ikke desto mindre meget virkelige.

Min far foretrækker at handle, at gøre noget, forandre. Han samler en reol eller beskærer et frugttræ eller skærer nogle af sine fine små træfigurer, som han er så eminent til at lave. Han finder det helt rette stykke træ, han dimensionerer, måler vinkler, tager fotos af mennesker i samme positur som den, figuren skal indtage, og overfører med kalkerpapir til træet. Han har forklaret mig, at det ikke drejer sig om at skære af  – men om at grave frem. “Jeg finder den figur, der i forvejen findes inde i træet,” siger han. Det er sguda en dejlig tanke, gad vide, hvad en psykolog kunne få ud af den.
Han bruger timer, dage, uger på at skære og pudse og male og gøre ved. Jeg har fået en del af disse figurer, og jeg elsker dem, jeg elsker alt ved dem, udtrykkene, tiden, der er brugt på dem, håndværket, omhuen. Han pakker dem ikke ind, figurerne, der følger ikke noget kort eller en kærlig hilsen med, han ridser ikke et “jeg elsker dig. kh far” i bunden. Næ, han giver bare figuren – og resultatet er jo det samme.

I årevis har jeg forsøgt, aset og maset og forlangt, at min far skulle lytte – uden det store held. Han bruger bare ikke det der med at tale om følelser. Det ved min mor, hun har været gift med ham i mere end 50 år, og elsker ham for, hvad han er og også for det, han ikke er.
Jeg ved ikke, hvem de har talt med, hverken min mor og min far. Måske finder jeg aldrig ud af det, måske kommer det slet ikke mig ved.

 

Ensomig #346 (O14)

Min mor har forladt mig.

Da jeg var mindre spekulerede jeg tit over, hvorfor min mor gad. Jeg mener, hvis ikke hun var på arbejde, cyklede hun rundt efter de bedste tilbud på mælk, brød og skæreost, og når ikke hun handlede, lavede hun mad. Aftensmaden stod altid klar klokken 17.30, så min far kunne høre Pressens radioavis, imens vi spiste. Når vi havde spist, ryddede min mor af bordet, og når servicet var skyllet af og panderne sat på plads, blev vasketøjet sat over, og når vasketøjet var sat over, satte min mor sig på min sengekant og læste et kapitel af Astrid Lindgrens Mio min Mio eller Grynet og Lille Splint eller et af de andre elskelige eventyr, eller hun sang et rim af Halfdan Rasmussen, på melodier hun selv fandt på. Når jeg var faldet i søvn, passede det som regel med, at vasketøjet var færdigt, og det blev hængt til tørre i varmeskabet, hvor tøjet altid blev helt stift af den hårde varme fra varmerørene. Når tøjet var hængt op, smurte hun madpakker til os tre børn, min far og sig selv, og når madpakkerne var smurt, gik hun på badeværelset, lukkede døren og lavede øvelser, hun havde lært til Alexanderteknik, som var et eller andet mystisk kursus, hun fulgte, i en gymnastiksal på en nedlagt skole i nærheden, og som jeg tror, var det eneste, min mor havde helt for sig selv.
Så gik hun i seng.
Om torsdagen havde min mor fri, så da fik alle badeværelserne sig en tur, gardinerne blev luftet, der blev støvsuget, blomsterne blev vandet og hver anden uge fik vinduerne også en omgang. Min mor havde kronisk dårlig samvittighed over, at de ikke blev vasket hver uge, sådan som naboerne gjorde, men der var simpelthen ikke kræfter eller tid. En sjælden gang nåede hun også på biblioteket og kom hjem med “friske forsyninger,” som hun kaldte det, og hendes øjne strålede, når hun ENDELIG kunne sætte sig i den højryggede Wegnerstol med benene oppe på en skammel og læse. Min mor var ikke kræsen, det var gerne Agatha Christie, hun kastede sig over, min mor satte stor pris på engelske krimier, “deres uhygge er så hyggelig”, forklarede hun, når jeg spurgte. Når hun sad der og spiste tørrede figner med en omhu, jeg ikke har set lignende, og sluprede te af tekopper (aldrig krus!) og slugte kriminalromaner, kunne jeg et kort øjeblik se, hvad meningen var med det hele, hvorfor hun gad.
Måske er det derfor mit liv er kommet til at handle om bøger – om at læse dem og skrive dem. Fordi det var det eneste øjeblik, jeg så min mor være fri af forpligtelser, gøremål, det eneste lille åndehul, hun havde, i en ellers ånd(e)løs virkelighed?

ensomig #345 (O13)

Jeg er et barn, jeg er dit barn, jeg vil være dit barn.

Jeg vågner, læser Vitzki og hører Bowie, forsøger at huske, hvad jeg har spist i løbet af natten: 2 mandariner, et æble, knækbrød, en rest kylling, en håndfuld skumfiduser.
Jeg tænker, hvad hvis jeg var mor til det barn, der hver nat står op og spiser. Hvad ville jeg stille op med det barn, ville jeg spørge “hvad er det for en sult, du ikke kan mætte?”

Ville jeg undlade at spørge at frygt for et svar, ville jeg tøve og tænke:

“Hvad stiller en datter op med en mor, der hver nat står op og ammer sig selv?”

 

Ensomig #344 (O12)

Jeg tror ikke længere, at jeg kommer til at finde nogen at leve med.

Jeg går udenfor, mørket er ved at lette, stien er dækket af et tyndt lag sne. Jeg er alene og kan se aftryk af mine sko, der hvor jeg har gået. Hele tiden den her frygt for, som Peter Plys, at forveksle mine spor med en andens, at forveksle mig selv med en anden.

Jeg går forbi den samme mark, jeg gik forbi i går. I dag er hestene trukket i læ, det er næppe min skyld, det må være kulden. På døren til et rødt murstenshus med fladt tag er der – med bogstaver klippet ud af plast – skrevet “Brødløs. ” Det er ikke til at se, om det er familiens navn eller bare en konstatering. På trappestenen sidder en tyk grå kat på et tæppe, den ser ikke ud til at vente på nogen. I sneen foran katten ses aftryk af et sæt bare fødder. Det pludselige spor af nøgenhed gør mig glad.

Som jeg går der – alene – kommer det bag på mig, hvordan dagene med tiden synes at samle sig til et liv. 
Havde jeg vidst det fra begyndelsen, havde jeg valgt manglen på selskab med større omhu.

 

Ensomig #343 (O11)

Det er et konstant vibrerende had livet igennem, som aldrig må udtrykkes.

Vi skal have gæster, mors migræne er på trapperne.

Det er alle de vinduer, der skal pudses, al den mad, der skal forberedes, alle de folder, ansigtet skal lægges i. Det er dysfunktionaliteten, der skal lægges væk, og smerten, der skal ligne noget andet, noget stærkt. Sorgen hun pakker ind i WitaVrap.
Det er alle de vaser, hun skal fylde – med tulipaner og enkelte lange strå af græs – for at pynte på det ensartede. Det er osten, der ikke må fede og puderne, der skal anbringes tilsyneladende tilfældigt i en Børge Mogensen No1. Det er stolene med flettet ryg, købt kontant, og anlægget, der spiller som en drøm på fyrreogtyvende år. En meget lang drøm spillet på repeat.

Det er fornuftige ferier og afsky for det tilfældige. Det er tolererede timer i tåbeligt selskab, og fester, man helst er foruden.

Det er dét, at barnet ligner hende selv

Ensomig #342 (O10)

Så snart jeg skal til at arbejde kommer denne smerte jo.

Jeg har ingenting at sige, og ikke nogen at sige det til.
Findes der et “vi” i sådan en ensomhed?

Ensomig #341 (O9)

Jeg sidder fast.

Der er dage, hvor jeg er lukket inde i et rum med en krop, der bevæger sig, men ikke ud af stedet. Og andre dage, hvor jeg er lukket inde i et rum, der bliver mindre og mindre, selvom det ikke ændrer størrelse.

Nogle dage er det rum, jeg er lukket inde i, helt utrolig smalt, som pupillen på en kat, og med en uendelighed mellem gulv og loft. Andre dage strækker rummet sig uden ende til begge sider, men der er ikke noget vejr, man kan trække, og ingen tid at tælle.
alle dage er jeg lukket inde i et rum, og rummet er lukket inde i mig.