Louise Juhl

Jeg må gå til bekendelse: Jeg er lidt af en ordkløver. Og vel at mærke ikke en firbladet én af slagsen. Faktisk tror jeg, at jeg af og til tenderer det påstålige og irritationsvækkende. Eller nej; jeg tror det ikke. Jeg ved det! Men der er altså noget rasende provokerende ved de her såkaldte ”sandheder”. […]

Når Alma vågner ligger hun helt, helt stille. Længe – meget længe. Trækker vejret sagte, som nænner hun ikke at vække. Sig selv. Orker ikke at vækkes. Til verden. Hun forpupper sig og mærker alene dynen som en tryg afgrænsning mod alt. Det andet. Derude. Mod alt derinde. Trætheden og skuffelserne og følelsen af utilstrækkelighed. […]