Erkendelsens øjne
Jeg må vende ryggen til for at kunne se dit ansigt. Sådan har det altid været.
Jeg må vende ryggen til for at kunne se dit ansigt. Sådan har det altid været.
Det er bare endnu et ligegyldigt refræn. Afspillet hundrede gange før. Pladeskiven er slidt, og den ellers så charmerende knitren har sat sig fast : ”Det er bare….Det er bare…Det er bare…”. Scratsscchh! Betonet og ubetonet formulerer jeg en livets rytmik. Dag efter dag. – Christ: det holder ikke en meter. Betydningens spænding og afspænding […]