Louise Juhl

Jeg vænner mig til langsomheden. Vand, der bevæger sig under is. Lyden af hvaler, der kvæles. Først følte jeg angst, men nu er jeg tryg ved den stille lykke, der kan opstå, når man ligger på bunden af ingenting – og bare brummer.  

Som nu elefanter der balancerer på æg. Ỏ De er ikke elegante, de er slet, slet ikke elegante.

Jeg sætter alt på dit bræt. Smuler af brød og mere, hvor jeg kommer fra. Kan du mærke hvor det tipper, kan du mærke hvor trang jeg er?