Louise Juhl

Meget glider af hænde [ikke fordi men] på trods. Af øjne pillet ud og erstattet med dét, vi forstår ved kærlighed. Vi kunne samle det op som mørke mellem vores tæer, men vi lader det ligge. Det er så lige tilpas ulykkeligt, at det kan fylde vores kroppe ud med noget andet end os selv. […]

en hval glider gennem mit vand, og jeg rejser dig en bølge   .

det halve af ingenting er det samme som det hele    

Hjemme hos os ved vi, at alt godt kommer til den, der kan vente. Sådan går tiden med at betale sig.